Giro d'Italia-analyse: Da der gik danskerfest i verdens næststørste cykelløb

STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Et vilkår, når man er en lille nation, er, at man må leve med, at de sportslige succeser er få. Den ultimative udmåling af landes sportslige niveau kommer jo til OL, hvor enhver guldmedalje i et lille land som Danmark straks sender hele landet i ekstase og får samtlige medier til at aktivere den gule breakingbjælke. Sådan er det jo ikke i lande som USA og Kina, hvor ingen kan have det fulde overblik over antallet af medaljer, og hvor den store kamp i stedet handler om at blive den mest vindende nation, og hvor de enkelte sejre derfor glider i baggrunden.

Det betyder ikke, at de små nationer ikke kan hævde sig. Det kan de sågar gøre i nogle af de store sportsgrene. Det sker jo af og til, at selv små kongeriger mod nord bliver europamestre i fodbold. Det sker også, at små kongeriger mod nord fostrer tennisspillere, der vinder grand slams. Og det sker også at små kongeriger mod nord vinder verdens største årligt tilbagevendende sportsbegivenhed, Tour de France

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Men det sker ikke tit, og når lande af Danmarks beskedne størrelse har en absolut verdensstjerne i en større sportsgren, er der som regel kun én af slagsen. Det ligger eksempelvis ikke lige for, at Danmark skulle mønstre to af verdens bedste tennisspillere på én gang. Ej heller er det særligt sandsynligt, at vi på én gang ville kunne præsentere to fodboldspillere, der på én og samme tid kan regnes som hørende til blandt verdens allerbedste.

Cykelsport er på globalt plan ikke så stor en sportsgren som eksempelvis fodbold og tennis, da den stadig i meget høj grad er en europæisk affære, men alligevel må den regnes som en af de større. Derfor er det til stadighed lidt svært at forstå, at det lille kongerige mod nord kan producere så mange verdensstjerner på én gang. Selv de allerstørste nationer vil jo føle sig i den syvende himmel, hvis de over en periode på bare fire sæsoner kunne prale med én Tour-sejr, én verdensmester og tre monumentsejre. Ikke desto mindre er det, hvad Danmark har leveret - og de fire triumfer er endda leveret af fire forskellige ryttere. At vi så i det billede overskygges af den endnu mindre nation, Slovenien, lever vi nok med, når vi på mange parametre giver de største nationer bank i kampen om de største sejre.

Nu kan en sejr på en Giro-etape, der højst kan betegnes som en af de mindre prestigiøse mellemetaper, naturligvis ikke kategoriseres som en af sportens helt store triumfer, men det er stadig en skalp, mange cykelryttere ville give deres højre arm for at sikre sig. Derfor må man som dansker have knebet sig en smule i armen, da dagens lange, regnvåde, dramatiske og på mange måder episke 10. etape nåede sit klimaks.

Normalt når danskere ser cykelløb, ved de jo godt, hvem de skal holde med. Det er trods alt sjældent, at to ryttere kører om sejren på én gang, akkurat som det er svært at forestille sig, at danske tennisfans nogensinde skulle opleve at være splittet over, hvem der skulle vinde en grand slam-finale med dansk deltagelse. Naturligvis var Kasper Asgreen og Mads Pedersen begge med helt fremme i Flandern Rundt på én gang, men dengang havde de på mange måder en fælles interesse i et løb, hvor de var outsidere i kampen mod løbets tre helt store favoritter.

I dag gik der imidlertid lidt Superliga i den. Danske cykelfans har nemlig formentlig været delt i to lejre, da regnvejrsdramaet skulle afgøres, for næsten uanset hvordan den højintense kamp mellem udbrud og felt ville forløbe, stod Cykeldanmark med de måske bedste kort på hånden i kampen om etapesejren. På mange måder lignede etapen slet og ret et spørgsmål om, hvorvidt Magnus Cort eller Mads Pedersen skulle løbe med sejren. Måske kunne man diskutere, om Pedersen ville favorit i en duel med Jonathan Milan, der har virket meget hurtig i dette løb, men ingen kunne diskutere, at han var blandt de helt tunge favoritter - og ingen kunne i hvert fald diskutere, at Cort var storfavorit i kampen mod to relativt spurtsvage folk, hvis de tre lykkeriddere skulle lykkes med at snyde sprinterne.

Om Cort- eller Pedersen-lejren var størst, ved jeg ikke, men set fra et cykelhistorisk perspektiv var det for Danmark vel den rigtige vinder. Nok havde endnu en Pedersen-sejr været stor, men det havde trods alt bare været endnu én i rækken. Cort havde derimod chancen for at gøre præcis det, hans landsmand opnåede for bare fem dage siden, nemlig melde sig ind i den trods alt stadig relativt eksklusive klub af ryttere med sejre i alle grand tours og dermed som den blot tredje dansker melde sig ind i den Skibby-klub, der for mindre end en uge siden blot havde et medlem, nemlig Jesper Skibby, selvom den jo i virkeligheden havde haft små 100 år til at blive rig på medlemmer.

På få dage har Cort og Pedersen imidlertid formået at gøre, hvad et hav af yderst talentfulde danskere ikke har præsteret, selvom der altså har været næsten 100 år med tre grand tours på programmet. Og akkurat som det var næsten givet, at Pedersen før eller siden måtte blive medlem af den klub, når han de seneste å er begyndt at vinde cykelløb med en i dansk sammenhæng uhørt højst hast - også på den største scene - var det næsten også givet, at Cort før eller siden måtte sikre sig et medlemskab. Der findes nemlig meget, meget få, der kan matche danskeren i rollen som etapejæger fra udbrud i det store løb.

Det er nemlig ikke hvem som helst, der kan prale af to udbrudssejre i både Vueltaen og Touren samt yderligere udbrudssejre i Paris-Nice og Benelux Tour, hvor den slags triumfer bestemt ikke er hverdagskost. Måske har han ikke samme rate som Thomas De Gendt, der har haft en imponerende evne til også at tage den slags sejre i ugelange løb, hvor de er langt vanskeligere at opnå end i grand tours, men Cort har alligevel hævet sig op i den absolutte elite over udbryderkonger.

Alligevel kunne man måske godt frygte, at lige netop Giroen måske ville blive en svær nød for danskeren. Hans gigantiske motor har nemlig altid været bedst i den anden grand tour - det er derfor, han sejrsrate i Vueltaen er så fortræffelig - men det kræver som regel også noget tid at få selvsamme motor op i omdrejninger. Det oplevede vi jo sidste år i Giroen, hvor han bestemt ikke havde det niveau, han havde ui Vueltaen i 2020 og 2021 eller i Touren senere samme år, hvilket vel allertydeligst kom til udtryk, da han op 18. etape tabte en spurt, han umuligt kunne tabe, og hvor han smed et stensikkert medlemskab af Skibby-klubben væk på en facon, man stadig ikke helt kan forstå.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour de Romandie

Dengang var der imidlertid en god forklaring. Et styrt havde som bekendt betydet, at Cort i vidt omfang skulle bruge løbet til at køre sig i form. Derfor var udsigterne også langt bedre, da han i år atter gjorde målet om et medlemskab af Skibby-klubben til et af sæsonmålene, for nu kunne han da forberede sig præcis, som han ville.

Alligevel blev man bekymret. Præstationen i Romandiet og på den indledende enkeltstart indikerede, at motoren ikke var i nærheden af at blive varm og måske endda end ikke lige så varm som ved indledningen i 2022, hvor han jo faktisk ikke var alt for langt fra at sikre sig den lyserøde trøje i den hårde finale på 1. etape. I et løb, hvor hans sidste reelle chance for at vinde en etape, allerede kommer på lørdagens 14. etape, kunne man frygte, at motoren heller ikke i år nåede at blive varm i tide - og bekymringen blev ikke mindre, da han i søndags atter kørte en efter hans nyere standard halvsløj enkeltstart.

Men Corts motor bliver altså bare bedre og bedre, og dens enorme kapacitet kom på smukkeste vis til udtryk, da han bare to dage efter enkeltstarten sikrede sig det eftertragtede medlemskab af Skibby-klubben med et lille års forsinkelse. Denne gang fik han nemlig ikke meget foræret på en dag, hvor etapen havde det hele. Elendigt vejr, der sled alle ned til sokkeholderne, mere end 3000 højdemeter og et jagtende felt, der aldrig nogensinde opgav at sikre sig den spurt, løbets sprintere havde haft for øje ved dagens begyndelse.

Starten blev i hvert fald ganske brutal, da det hårde terræn indbød til at snyde sprinternes planlagte fest - endda så hård at stærke folk som Mattia Cattaneo og Louis Vervaeke forsvandt fra det udbrud, der endte med at køre om sejren - og da den lange udbrudskamp endelig var overstået, faldt der aldrig ro på. Udbruddet var nemlig nødt til at maksimere udbyttet af etapens hårde første halvdel, for i fladlandet til sidst ville feltet have en overhånd - ikke mindst hvis udbruddet kørte så langsomt, at de gav sprinterholdene lejlighed til at køre langsomt til toppen og dermed få både sprintere og hjælperyttere med til toppen i relativt frisk tilstand. Og da de var nede i fladlandet, lykkedes det aldrig at få sprinterholdene til at give op, og dermed blev det en af de sjældne dage, hvor der i hvert fald i udbruddet ikke blev ét eneste roligt moment.

Udbruddet blev bestemt heller ikke hjulpet af en af løbets mere spøjse episoder. Man må applaudere Bahrain for initiativet, da de sendte Damiano Caruso, Andrea Pasqualon og Jonathan Milan afsted i en offensiv på den våde og tekniske nedkørsel, men det var måske lidt svært at se formålet. Chancen for, at den italienske veteran ville holde stand over 70 flade kilometer var vel lige så stor, som den var for, at De Marchi i den sidste spurt skulle overspurte Cort - og den var altså tæt på 0. Den tvang imidlertid Ineos-mandskabet til at skrue gevaldigt op for farten, og i den fase faldt afstanden ganske kraftigt, da det britiske superhold spillede med musklerne.

Men lidt held var der måske alligevel. Ineos viste nemlig et ganske overraskende mindste på en dag, hvor de først have Thymen Arensman og sågar Tao Geoghegan Hart med i tidlige angreb, og hvor Pavel Sivakov havde sneget sig med i Caruso-fremstødet. Var franskmanden ikke faldet fra, havde det været op til Jumbo at lukke det, og det havde formentlig taget længere tid, end det gjorde for løbets stærkeste mandskab. Sivakov gjorde således nok ikke Cort nogen uvenlig tjeneste, for en længere og mere intens jagt kunne have svækket udbruddets chancer for at holde. I sidste ende fik episoden ingen konsekvenser, men den viste i hvert fald, at Ineos har tænkt sig at bruge overtallet, selvom de nu fører løbet - og det kan kun give en mee underholdende og for Jumbo bekymrende udvikling.

For Cort var episoden måske heller ikke entydigt negativ. Det betød nemlig, at Mads Pedersen, Mark Cavendish og en række hjælpere blev sat af, og det tog lidt tid, inden de genvandt kontakten. Det bidrog også til at mærke de få folk, der var tilbage til at deltage i jagten, og et hårdere løb vil jo trods alt i langt de fleste tilfælde øge et udbruds chance for at holde hjem.

At feltet kom tættere på, var på mange måder også en gave til Cort. Det lignede nemlig en spurt, han ingenlunde kunne tabe. Jo, han blev sensationelt slået på 18. etape sidste år, men det var altså af hurtige Dries De Bondt, der før er kørt på podiet i massespurter. Nok er Derek Gee ikke helt uden fart, men nogen De Bondt er han ikke - og De Marchi er så langsom, at det stadig den dag i dag må være helt uforståeligt for Davide Formolo, at han ikke kan kalde sig vinder af Tre Valli Varesine.

Det var altså kun taktik, der kunne koste Cort sejren, da det stod klart, at udbruddet ville holde, men det taktiske spil blev der aldrig rigtigt tid. Det sørgede den intense jagt for, og dermed blev truslen stort set neutraliseret. At De Marchi så også kørte finalen som en halv hjælperytter for Cort, gjorde det ikke ringere, men han havde vel også fortjent lidt hjælp på en dag, hvor der ellers ikke blev givet gaver. Det i hvert fald helt uforståeligt, at spurtsvage De Marchi, hvis eneste chance var, at han og Gee angreb Cort på skift, anså det som sit ansvar at svare på Gees første angreb. Det var bestemt heller ikke uvenligt, at han undlod at komme med et kontraangreb, da veteranen efter en stilstand kom tilbage. Og det var det bestemt heller ikke, at han slutteligt kørte så lang en spurt, at det var svært at betegne det som andet end et lead-out for Cort.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Det var ikke De Marchis taktiske glansstund, men måske var han blevet lidt perpleks efter at have siddet i samme situation for blot fem dage siden. Dengang spillede han sine kort mod den hurtigere Simon Clarke på den eneste måde, han kunne, men alligevel blev han snydt af en dansker. I dag greb han så finalen anderledes aktivt og lidt mere kluntet an, og så var det bare en anden dansker, der kom i vejen. Nej, det er ikke let at være italiener, når man skal slås mod den danske cykelovermagt.

Det skulle Canada også, men her taler vi trods alt om en cykelnation, der er langt mindre end Danmark. De blev da også sat til vægs ganske klart, men alligevel har de grund til at juble. Nok må Gee nu leve med, at han to gange er endt som nr. 2 på en etape, men canadieren fremstår stadig som en af løbets åbenbaringer. Nok havde han vist visse tempoevner inden løbet, men at han skulle klatre så godt, at han næsten kunne vinde løbets muretape, og at han kunne blive nr. 2 på en episk og rasende hård regnvejrsetape, stod ikke skrevet mange steder inden løbet. Hvis nu bare han undgår at få en EF-rytter med næste gang, kan det være, at tredje gang bliver lykkens gang.

For Gee var det imidlertid en stor forspildt mulighed, for den slags kommer trods alt sjældent for en type som ham. Selvom det også var en mistet chance for sprinterne, kan de trods alt glæde sig, at det både har haft og får flere muligheder. Derfor lever Pedersen og Milan nok med, at det ikke lykkedes i dag - også fordi de jo faktisk begge er blandt de fire sprintere, de allerede har vundet.

Alligevel har Pedersen størst grund til at ærgre sig. Danskeren var ellers ganske overraskende en af de sprintere, der syntes i størst problemer på en regnvejrsdag, der burde have passet ham som fod i hose. Han kom i hvert fald betydeligt mere besværet frem til stregen end et par af rivalerne, men hans evne til at spurte efter en hård dag blev blot understreget endnu tydeligere, da han nærmest ydmygede Milan til sidst. Italieneren havde ellers igen klatret langt bedre end ventet - og også brugt dumme kræfter på det mærkelige Bahrain-fremstød, hvor han selv bidrog til føringsarbejdet - men det er ikke første gang, vi ser, at hans fart altså er anden efter en hård dag. I det lys var det måske ikke den totale katastrofe, at både han og Pasqualon nok kunne have brugt kræfterne en anelse klogere.

Frustrationen må i hvert fald være større for Mark Cavendish. Briten var dagens store sensation, for med den holdbarhed, han har vist i år, burde han for længst være faldet for tidsgrænsen. I dag overlevede han imidlertid ganske utroligt på en dag, hvor selv Michael Matthews og Vincenzo Albanese af for mig stadig uoplyste årsager ikke sad med hjem, og hvor en tilsyneladende træt Kaden Groves også kom til kort. Det var i hvert fald et ganske bemærkelsesværdigt comeback, men vi ved jo også, at han kan levere den slags bedre end de fleste. Desværre endte alt arbejdet med at være spildt, men det viser, at briten måske alligevel kan tillade sig at drømme stort på de helt flade etaper i den tredje uge. Også Fernando Gaviria kan vel tillade sig at tro på noget, efter at han i den hårde start var så frisk, at hans hold som det første begyndte at jagte - i hvert fald indtil et ødelæggende styrt, der meget vel kan have bidraget til at sikre Cort sejren.

Allerstørst er frustrationen måske hos Pascal Ackermann. Den store tysker klatrer lige nu bedre end måske nogensinde, men igen i dag måtte han se, at han blot er med i UAE-truppen som et vedhæng. Det arabiske mandskab kunne nemlig ikke ofre én eneste mand i jagten. Det havde de næppe gjort under nogen omstændigheder, men denne gang blev det helt tydeligt, at tyskeren er underordnet klassementsprioriteringen. Det meste af holdet blev nemlig ofret for at bringe stakkels Jay Vine tilbage til feltet, og det efterlod i hvert fald araberne helt uden mulighed for at give tyskeren støtte.

Desværre havde kræfterne været bedre brugt på at støtte Ackermann. Vines kamp viste sig nemlig at være tabt, og dermed får vi heller ikke denne gang chancen for at se, hvad hans holdbarhed reelt rækker til. Nu vil han være reduceret til hjælperytter og etapejæger, og dermed blev løbet berøvet sin måske allerstørste joker.

Det var jo ikke just, hvad vi manglede i et løb, hvor vi allerede har mistet et hav af favoritter. Mest markant er naturligvis Remco Evenepoels kedelige exit, men nu er Vine altså også ude af kampen. Det kommer også på dagen, hvor Aleksandr Vlasov rejste hjem med sygdom, og selvom intet tydede på, at russeren havde kurs mod nogen stor Giro, er det en skam, at både anden sygdom og styrt nu også fjerner store navne. Det klarer corona jo så glimrende på egen hånd, og alle sidder vel tilbage med en eller anden overbevisning om, at Evenepoel, Vine, Vlasov og i mindre grad Domenico Pozzovivo og Rigoberto Uran ikke bliver de sidste i rækken.

Corona skåner jo tilsyneladende ingen - heller ikke vidunderbørn eller udbryderkonger. Det har Cort jo selv erfaret, da han sidste år blev revet ud af Touren af den forbandede virus. Heldigvis havde han da sikret sig sin etapesejr i tide, og det har han heldigvis også nu, ifald selvsamme virus igen skulle se sig sur på ham. Det eneste, der nok kan ærgre ham var, at han kom fem dage for sent i jagten på at blive det andet medlem af Skibby-klubben, men sådan er det, når man kommer fra en cykelstormagt. Når man kører for et land, der er så privilegeret, at det på en Giro-etape sidder med den måske største favorit, uanset om et udbrud bliver hentet eller ej, må man nemlig tale om en cykelgigant - også selvom det bare er et lille kongerige mod nord.

STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE