Giro d'Italia-analyse: Da Merliers sko blev fyldt ud i van(d)vidsdrama

STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Nu kan man næppe leve en tilværelse som supersprinter, hvis man lider af dårlige nerver, men skulle Kaden Groves være en sjældenhed i sprinterfeltet og alligevel være nervøst anlagt, kan man godt forstå, hvis han rystede lidt i bukserne, da rådhusklokkerne slog 2023 ind for nu mere end fire måneder siden. Man må også håbe, at han har ganske store fødder, for dem ville han nemlig få brug for, da han ved årsskiftet forvandledes fra BikeExchange- til Alpecin-rytter.

Skoene, han skulle udfylde, tilhørte nemlig ikke hr. hvem-som-helst. Nok har Tim Merlier ikke et generalieblad, der vil gøre ham til en af verdenshistoriens største sprintere, men han har igennem flere år vist, at han er blandt verdens allerhurtigste. På det belgiske hold har han også spillet en ganske særlig rolle for sin evne til at levere store sejre. Da de i 2019 samlede den holdløse crossrytter op midtvejs i sæsonen, blev han nr. 2 og 3 i sin første start for holdet, og mindre end en måned senere havde han vundet sportens måske mest prestigiøse nationale mesterskabstrøje, nemlig den belgiske.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Da holdet gjorde grand tour-debut i Giroen i 2021, sørgede Merlier for en drømmestart, da han vandt løbets første massespurt på andendagen, og minsandten om han ikke gentog bedriften i holdets Tour-debut et par uger senere, hvor det eneste, der forhindrede ham i også at levere holdet deres første etapesejr i verdens største cykelløb var, at Mathieu van der Poel havde vundet dagen forinden. I sin tid på holdet vandt han ikke færre end 20 gange, og hvor han i starten mest vandt mindre løb, var det mod slutningen mest af alt på WorldTouren, ligesom han sikrede holdet endnu et belgisk mesterskab.

Sameksistensen med Jasper Philipsen var imidlertid altid kompliceret, og da Patrick Lefevere samtidig kom løbende med et tilbud om en plads på verdens bedste sprinterhold, var det givet, at det måtte blive til en skilsmisse. Det var imidlertid også givet, at han måtte have en arvtager, for Alpecin er et hold, der lever helt efter den opskrift, Quick-Step traditionelt har forfulgt. Her er der fuldt fokus på klassikere og massespurter, og klassementer i etapeløb er ikke noget, man skænker en videre chance.

Derfor var én supersprinter for lidt, som det også altid har været det hos Lefevere, men det er bare ikke let at få fat i to af slagsen. Det er jo ikke just verdens mest attraktive rolle for en stjerne at skulle sameksistere med Philipsen i en tid, hvor den hurtige belgier er på vej til at etablere sig som verdens måske allerbedste sprinter. Det er i hvert fald næppe folk som Fabio Jakobsen, Dylan Groenewegen, Sam Bennett eller Caleb Ewan, man skal ringe til, hvis det er et sådant tilbud, man har med sig i bagagen, og derfor må man gøre, som Lefevere oftest har gjort det, nemlig lede efter et ungt talent.

Det er her, Groves kommer ind i billedet. Han er nemlig stadig et upcoming name, der sagtens kan leve med ikke at være nr. 1. Det var han jo end ikke på sit tidligere hold, hvor han stod i skyggen af Groenewegen, og selvom han fik en drømmedebut som grand tour-rytter ved at vinde en Vuelta-etape i sin første start i et tre uger langt etapeløb, har han endnu ikke nået et stadium, hvor han kan kræve at komme til start som beskyttet sprinter i den Tour, de fleste supersprintere absolut vil køre.

Til gengæld havde han vist akkurat det potentiale, som Alpecin-ledelsen og Roodhoodt-brødrene søgte. Sådan så det ellers ikke ud i starten af karrieren, hvor han mildt sagt ikke imponerede på sin fart, men det e ikke alle, der brager ind på stjernehimlen som en anden Tadej Pogacar eller Remco Evenepoel. Selv i disse tider er der ryttere, der skal bruge et par år til at afsløre deres sande potentiale, og det var akkurat, hvad Groves gjorde sidste år, først da han så uhyggeligt hurtig ud i Tirreno, siden da han slog Ewan og Bennett på ren fart i Tyrkiet, og senere da han vandt sin Vuelta-etape foran blandt andre Mads Pedersen.

Nej, farten var der intet galt med, men alligevel var sejren alt for få. I sine tre år på Jayco vandt han bare fem spurter, hvilket ikke er meget over så lang en periode, men det var desværre en god forklaring på. Groves kan meget, men nogen positioneringskonge er han ikke, og det blev kun gjort helt tydeligt i den første tid på Alpecin, hvor han stort set ikke kørte én eneste spurt, før han kom til det sprintermæssigt svagt besatte løb i Catalonien, hvor fraværet af hurtige folk altid gør positioneringskunsten langt enklere, og hvor han derfor med sin fart ”let” kunne vinde to etaper.

Groves er altså en af de sprintere, der i hvert fald for nuværende kun giver mening at satse på, hvis man giver ham et ordentligt tog. I den forstand er han en total kontrast til Philipsen, der vel i dag er den sprinter, som positionerer sig allerbedst, men det har Roodhooft-brødrene heldigvis endelig forstået. Hvor de i starten af sæsonen sendte ham til løbene med meget svage tog, har de til denne Giro, hvor det er et af de eneste hold, der har massespurterne som det allerstørste fokus, udstyret ham med så overbevisende et tog bestående af Kristian Sbaragli, Stefano Oldani, Alexander Krieger og ikke mindst erfarne Ramon Sinkeldam, at han denne gang er kommet til et løb med det allerbedste hold.

Derfor oplevede han også noget for ham ganske sjældent i løbets første spurt, hvor det belgiske tog med det samme viste klassen og var altdominerende i finalen. Desværre endte det i en modvindsspurt, der blev en anelse for lang, og hvor det derfor ikke lykkedes med at vinde etapen eller efterlade det indtryk af høj topfart, vi tidligere har fået. Det havde imidlertid sin gode forklaring, når man tager spurtens længde og vinden i betragtning, og derfor var der stadig grund til at tro, at Groves nok skulle fastholde sin stime med altid at vinde en etape, når han stiller til start i en grand tour.

Den næste chance for at vinde en massespurt kom i dag, men hvor det fra morgenstunden så rosenrødt ud for den hurtige australier, faldt hans chancer dramatisk allerede inden starten. Hans allervigtigste mand, Sinkeldam, der havde sat ham så smukt i scene i søndags, måtte nemlig rejse hjem med maveproblemer - og sikkert sætte kurs mod en rolle hos Philipsen i Touren - og dermed kunne man frygte, at det nu ville gå, som det plejer, nemlig at Groves med et nu langt mere ordinært tog ville sidde for langt tilbage og slet ikke profitere af sin fart - akkurat som det i Vueltaen var sket på alle de dage, hvor han ikke vandt.

Læs også

Chefen puster til rygte om superstjerne

Sinkeldams exit skulle imidlertid vise sig at være hans mindste bekymring. Om det er for at blande lidt i det syditalienske bæger, efter at de har fejret Napolis fodboldmesterskab, skal jeg lade være usagt, men i de seneste dage har vejrguderne i den grad set sig sure på den nedre del af den italienske støvle. Efter et par halvvåde dage sendte de i dag en syndflod ind over regionen, og desværre ved vi jo alle, hvad der rimer på regnvejr i Syditalien. Det gør spejlglatte veje.

Derfor lå det næsten i kortene, at en ellers ganske kedsommelig dag skulle ende i drama og kaos, selvom rytterne var så ufatteligt heldige, at syndfloden faldt sammen med en finale, der var så enkel, at den formentlig var konstrueret med en lineal og et vaterpas. Resultatet var da også, at etapen mere vil blive husket for det vanvidsdrama, der udspillede sig i den endeløse bølge af styrt, og som også involverede Groves og resten af det jo i forvejen stærkt svækkede tog.

At Groves alligevel lykkedes med at dukke op i finalen, selvom han havde lignet en bortdømt sprinter med mindre end 6 km, var i sig selv et mirakel. Lige så mirakuløst var det, at den positioneringssvage sprinter vandt en kamp, han normalt altid taler, selvom han alene havde Oscar Riesebeek, der er kendt for alt andet end fart, ved sin side. Da røgen havde lagt sig og sprinterne i kaosset fundet deres position, var det minsandten Groves, der uden hverken Sinkeldam eller andet godtfolk sad allerbedst bag Marius Mayrhofer, da tyskeren kørte den hjem for Alberto Dainese.

Derfra burde etapen vel være afgjort. Denne gang blev spurten ikke for lang - og han var også hjulpet af medvind - og når Groves sidder rigtigt, er han som regel svær at bide skeer med. Problemet var bare, at der bag ham sad vel nok de ryttere, der havde den største chance for at slå ham på fart - og pludselig var han alligevel truet.

Det skyldtes især Jonathan Milan. Med tanke på hans magtdemonstration i søndags og hans sejr over Groenewegen i Saudi Tour kan man nemlig let sidde med fornemmelsen af, at den gigantiske italiener måske er den allerhurtigste. Derfor var han vel nok den kedeligste rytter at have i sit baghjul, og i lyset af Groves’ hårde opkørsel kunne han endda lukrere på ekstra friskhed.

Men i dag var han ikke hurtigst. Det var pokkers tæt, og man sad med fornemmelsen af, at spurten alligevel blev for lang for australieren, da tometermanden nærmede sig bagfra, men denne gang rakte den italienske fart ikke. Det giver i den grad ekstra vægt til sejren, at det netop var Milan, han overspurtede - og så da særligt, når han modsat sine rivaler havde brændt sit krudt af på en opkørsel og var efterladt helt uden støtte.

Milans skalp var imidlertid ikke den eneste, han fik. Denne gang lykkedes det for Mads Pedersen at undgå styrtene, og som altid sad den positioneringsstærke dansker ganske fornuftigt, også selvom vi har til gode at se Alex Kirsch levere et af de lead-outs, han kan, måske fordi de mangler den forslåede Daan Hoole i et tog, der nu er ganske, ganske tyndt.

I momentet så det ud til, at danskeren blev slået, fordi han ikke turde gå forbi ved barrieren, og at det var årsagen til, at det endte i en siddende spurt. I sit efterfølgende interview med Eurosport var han imidlertid ærlig nok til at erkende, at farten ikke havde rakt til mere, men det er måske heller ikke så overraskende. Vi har jo altid vidst, at danskeren er en anelse langsommere end de allerhurtigste, og til den gruppe skal vi i stigende grad regne både Groves og Milan.

Hertil skal vi også regne Dainese. I dag lod DSM heldigvis endelig fornuften råde ved at køre for en mand, der med sin sejr sidste år viste, at han har farten til at slå de allerbedste. Også for ham har det været positioneringsnødden, der har været umulig at knække, men det gjorde han heldigvis i dag, hvor Niklas Märkl og Marius Mayrhofer satte ham perfekt i scene. Alligevel lykkedes det ham til slut at lade både Groves og Milan komme ind mellem ham og sin tyske lead-out man, og dermed blev det alligevel ikke til det forrygende lead-out, han havde kurs mod. Nu blev han alligevel fanget for langt tilbage, og så hjalp det ikke nok, at han til slut så ud til at komme med en fart, der gav mindelser om sidste års sejr. Igen blev det altså positionskampen, der kostede på en dag, hvor han ellers fik det hele serveret.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour de Romandie

Faktisk bliver listen over de hurtigste ryttere endnu mere komplet, når vi ser på, hvem der havde klaret positionskampen. Højst ufatteligt lykkedes det nemlig den togløse Mark Cavendish med de i dag tvivlsomme positioneringsevner at sidde ganske fornuftigt. Desværre betød det ærgerlige styrt, at vi akkurat gik glip af muligheden for at se, hvor langt britens fart i dag rækker - og endnu mere ærgerligt var det naturligvis, at han ikke fik muligheden for at få sin 17. etapesejr. Nu sidder vi stadig tilbage med spørgsmålet, om det kun er positioneringen eller også farten, der halter, og spørgsmålet er, om vi får svaret. For det første skal Cavendish overleve, hvad der ikke virker videre sandsynligt, for det andet er han nu forslået, og for det tredje opstår der vel ikke to mirakler i positionskampen på ét løb.

Også Davide Dekker var der. Han viste jo i søndags, at hans fart nu igen rækker meget langt, og han sad også i en position, hvorfra han måske ikke kunne vinde, men i hvert fald burde kunne blande sig. Desværre klikkede han ud af pedalen, og dermed fik vi ikke mulighed for at se hans fart udmålt én gang til. Nu er spørgsmålet, om vi får det senere i løbet, for efterfølgende blev han torpederet af Cavendish med et udkomme, der næppe har styrket hans chancer senere i løbet.

Den eneste af de hurtigste, vi manglede, var uheldige Fernando Gaviria, men det er tvivlsomt, om det havde gjort nogen forskel. Med den fart, han havde vist i søndags, skulle der i hvert fald være sket noget over nætterne, hvis han skulle vinde en spurt, hvor alle de hurtigste sad rigtigt.  Alligevel er det en skam, at det ikke lykkedes, for havde vi haft den komplette pakke, kunne vi med sikkerhed sige, hvem der var hurtigst.

De øvrige sprintere har nemlig næppe en chance. Man kunne have savnet den normalt ellers positioneringsstærke Pascal Ackermann helt fremme, men UAE var jo slået lidt af kurs af det styrthelvede, der tvang dem til at jagte hårdt for at bringe deres klassementsryttere tilbage i spillet. Derefter var det nemlig folk som Nicolas Dalla Valle, Filippo Fiorelli, Andrea Vendrame og Mircho Maestri, der måtte tage over efter uheld til den lokale helt, Vincenzo Albanese, og de vinder aldrig massespurter i dette felt. Større forventninger kunne man have haft til Niccolo Bonifazio og Simone Consonni, der havde fundet en hæderlig position bag Pedersen, men for anden gang i træk viste en fart, der ikke er på niveau med det, de tidligere har vist.

Farten havde Michael Matthews heller ikke, men det vidste vi. Derfor kan man også undre sig over, at Jayco intet gjorde for at gøre løbet en anelse hårdere. Terrænet var bestemt til mere, og selvom de ikke kunne bede om en angrebsfest i starten af løbet, hvor sprinterholdene forventeligt fik det, som de ville - sådan er det nemlig næsten altid i den første uge - kunne de i det mindste have brugt den sidste stigning, ikke til at sætte rivalerne, men til at trætte dem. Nu endte det i stedet med en forudsigelig henrettelse og et stort nederlag i pointkonkurrencen.

Det var klassementsrytterne til gengæld nok glade for. De håbede alle på en let dag, og den fik de også. Alligevel endte det som et sandt mareridt, der desværre kan have langsigtede konsekvenser. Både Remco Evenepoel og Primoz Roglic var i asfalten, og selvom de heldigvis slap uden tidstab - for Roglics vedkommende i kraft af et vanvidsridt fra Edoardo Affini - og de første meldinger fra begge sider er positive, er der altid en risiko for, at det vil have langsigtede konsekvenser. Da Evenepoel styrtede i Vueltaen sidste år, havde han jo krise i den efterfølgende weekend, og den dag i dag ved vi stadig ikke, hvor meget af krisen der skyldtes træthed, og hvor meget der skyldtes styrtet. Heldigvis ser det i skrivende stund ud til, at de øvrige klassementsryttere slap fri af både styrt og tidstab - selvom vi stadig mangler resultaterne - bortset fra stakkels Domenico Pozzovivo, der har en magnetisk tiltrækningskraft på styrt og igen måtte en tur i asfalten.

Derfor er det nok også det, vi vil huske denne regnvåde onsdag for, nemlig et van(d)vidsdrama. Og det er synd. Det kan nemlig meget vel vise sig, at det blev på denne dag, at cykelfeltet blev en supersprinter rigere. Om Groves når helt op i den absolutte elite, ved vi ikke, men foreløbig synes fødderne at være store nok til, at de måske kan fylde Merliers ellers ganske enorme sko ud.

OPDATERING: Efter udarbejdelsen af analyse er Dainese blevet deklasseret.

STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE