Giro d'Italia-analyse: Da Skibby fik selskab

STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Jesper Skibby er jo en munter herre, der synes at trives i godt selskab, og derfor har det ikke været specielt underholdende, når han har inviteret til den årlige sammenkomst i den klub, der allerede har fået navnet Skibby-klubben. Det er den, der tæller alle de danskere, der har vundet etaper i alle tre grand tours, men det har desværre været en overkommelig opgave at udsende invitationerne. Danskeren har nemlig været mutters alene hver eneste gang.

Det er jo ellers ikke, fordi vi har manglet kandidater til at gøre ham selskab. Rolf Sørensen var jo som bekendt en ren sejrsmaskine, der kunne vinde selv de største løb, men i grand tour-sammenhæng blev det ”bare” til 3 gevinster og desværre ingen i Vueltaen. Så gik det bedre for Bjarne Riis, der vandt ikke færre end 6 gange, men også han mislykkedes med at komme først over stregen i Vueltaen. Det klarede Michael Rasmussen til gengæld, men i sine fire besøg til Giroen lykkedes det ham aldrig at vinde. Ole Ritter tog alle sine tre sejre i Giroen, og Kim Andersen Johnny Weltz lykkedes ”kun” med at vinde i Touren og Vueltaen.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour de Romandie

Men når han kommer fra en nation, der i løbet af de sidste fire sæsoner har vundet Tour de France, to monumenter, et verdensmesterskab og vundet seks etaper i både Touren og Vueltaen, siger det sig selv, at den ensomhed må få en ende på et tidspunkt. Længe lignede det bare et spørgsmål om tid, inden sejrsmaskinen Magnus Cort, der jo allerede i 2018 nåede et punkt, hvor en sejr i Giroen kunne sikre medlemskab i klubben, ville gøre Skibby selskab, og det kom da også pokkers tæt på, da han i 2022 endelig gav det italienske løb sit første skud, og hvor han på 18. etape tabte en firemandsspurt, han egentlig slet ikke kunne tabe.

Heldigvis havde han tiden for sig. Der var jo ingen andre aktive danskere, der havde vundet etaper i to grand tours, så det lå ikke lige i kortene, at han skulle blive overhalet. Så var der i hvert fald én, der skulle have fart på, og med tanke på at danske grand tour-etapesejre trods alt ikke er noget, der kommer alt for tit, skulle vi være vidner til noget ganske exceptionelt, hvis ikke Cort i hvert fald i nogen tid endnu skulle være den eneste med matchbold i jagten på det eftertragtede medlemskab af Skibby-klubben.

Det burde i hvert fald tage noget tid, inden Mads Pedersen ville blande sig i kampen. Nok har danskeren været en sand sejrsmaskine i en længere periode, men da han rullede ned ad startrampen i København d. 1. juli som åbning på den seneste udgave af Touren, stod der stadig et stort rundt 0 på hans lidt korte liste over grand tour-etapesejre. Han havde jo ellers været tæt på med et par 2. pladser i Touren, men vejen til Skibby-klubben var lang.

Det var den også 14 dage senere, selvom det endelig lykkedes den hurtige og brølstærke dansker små 14 dage senere at tage den sejr, han så længe havde jagtet, da han kørte Filippo Ganna og Stefan Küng over på sin vej mod Saint-Etienne på en varm julidag sidste sommer. Vueltaen havde han stadig aldrig kørt, og Giroen havde ikke været prioriteret i en længere periode, hvad der ikke er mærkeligt, når den er så vanskelig at kombinere med brostensklassikerne.

En augustdag for et lille år siden må Cort alligevel være blevet lidt bekymret. Det var den dag, Trek lidt uventet pludselig meldte Pedersens ankomst til Vueltaen, og da man så det sprinterfelt, der mødte op til starten i Holland, samt de mange etaper, der passede danskeren som fod i hose, kunne Cort nok se, at det ville blive svært for hans landsmand at komme hjem fra Spanien uden en sejr. Det blev det da også i den grad, for da løbet var omme, havde Pedersen ikke bare taget sin sejr. Nej, han havde sikret sig tre af slagsen og minsandten også nationens første pointtrøje i en grand tour.

De sejre satte tanker i gang hos Pedersen. Da han startede Vueltaen, stod Giroen næppe på hans prioritetsliste for 2023, men da han pludselig stod med muligheden for at opnå en sjælden bedrift, nemlig at sikre sig etapesejre i tre grand tours i træk, begyndte han offentligt at lege med tanken. Det er bestemt ikke uset, at ryttere vinder i tre lange løb i træk - eksempelvis vandt Alessandro Petacchi 6 etaper i Giroen, 4 etaper i Touren og 5 etaper i Vueltaen i sin vanvidssæson i 2013 - men det er bestemt ikke hverdagskost. Og endnu sjældnere er det, at en rytter er gået fra 0 sejre til at have vundet i alle tre grand tours på mindre end et år!

Det var den historiske og meget, meget særegne bedrift, Pedersen havde kurs mod, da han kunne stige ned fra podiet i Madrid, og derfor kom det vel som verdens mindste overraskelse, at danskeren i løbet af vinteren officielt bekendtgjorde, at Giroen nu indgik som et væsentligt sæsonmål for 2023. Det indebærer ganske vist det, man må kalde en ambitiøs vanvidskalender med store ambitioner i klassikere, Giro, Tour og ved et sjældent tidligt VM, men heldigvis er det først til sommer, vi finder ud af, om der er gabt over for meget.

Da Pedersen stillede til start i Abruzzo-regionen i lørdags, må Cort nemlig have tænkt det samme, som han gjorde inden Vuelta-starten i august, nemlig at det ville blive pokkers svært for Pedersen at komme hjem fra Italien uden en sejr. Dertil var sprinterfeltet for svagt, og dertil var der alt for mange kuperede sprinteretaper, der passede Pedersen som fod i hose. Corts eneste chance var vel at forsøge at overhale danskere indenom ved at tage sin sejr, inden det lykkedes for landsmanden.

Han fik endda chancen. Starten på løbet har nemlig bestemt ikke været en dans på roser for Pedersen, der allerede kom skidt fra start i forbindelse med styrtet i søndags. Nederlaget til Michael Matthews i mandagens puncheurspurt var i lyset af australierens puncheurhistorik ingen skam, men det var en smule bekymrende, da han i går endelig fik sin chance for at måle sin fart mod rivalerne. Her blev han slået ganske klart af både Kaden Groves og Jonathan Milan, og da han efterfølgende var uden undskyldninger og accepterede, at han ikke var hurtigst, må mangen en dansk cykelfan være blevet en anelse urolig.

Læs også

Optakt: 8. etape af Presidential Tour of Türkiye

Men måske var Pedersen bare ikke manden, der ville beskyldes for at komme med dårlige undskyldninger? Ved morgenens interview med Eurosport antydede han i hvert fald, at nederlaget mest af alt havde skyldtes, at han var blevet lukket inde mod barrieren. Sådan kunne det nemlig også se ud i momentet, da der var så beskeden en plads, at det ikke havde været uden risiko at søge højre om Groves i jagten på sejren. Måske havde farten og benene i virkeligheden været til mere.

Noget tyder på det. Da en ganske højdramatisk etape i dag nåede sin afslutning i Napoli, og stakkels Alessandro De Marchi og Simon Clarke blev hentet bare 300 m fra stregen, var der nemlig ingen tvivl om, hvem der var Vueltaens hurtigste mand. Her havde Jonathan Milan og Groves i hvert fald en glimrende chance for igen at overspurte danskeren, der kørte en meget lang spurt i den ganske hårde napolitanske modvind, men ingen af de to overmænd fra gårsdagens spurt var i nærheden af den urørlige dansker, der bekræftede det, vi har vidst i en længere periode, nemlig at han godt kan vinde denne slags boulevardspurter, særligt hvis det har været hårdt undervejs.

Og det blev det. I går valgte Trek og Jayco måske lidt overraskende slet ikke at bruge terrænet og regnen til at skabe det hårde løb, der kunne have givet dem sejren, men i dag fik de det hårde løb foræret. Det gjorde de allerede fra start, hvor det ikke lykkedes for sprinterholdene at få feltet til at agere passive lam, som det var sket 24 timer tidligere. Denne gang var der action, og når navne som Stefan Küng og Cort, der måske fornemmede, at han havde lidt travlt med at gøre Skibby selskab, er aktive, skal sprinterholdene være vågne.

Det var de også. Det lykkedes dem at få sikret et overkommeligt udbrud, hvor De Marchi og Clarke var de eneste stærke folk, men til gengæld gav de dem også et lidt ubehagelig stort forspring - formentlig fordi et mindre forspring kunne give nye ideer til angrib på den lange stigning efterfølgende. Desværre havde Pedersen mistet en vigtig allieret i at skabe det hårde løb, for hvis han havde planer om at udnytte terrænet til at mærke eller sætte de tungere sprintere, måtte han sande, at Jayco havde valgt udbrudsstrategien - måske fordi det var i interesse for Matthews’ pointtrøje, at et udbrud tog de store point i en boulevardspurt, han alligevel ikke kunne vinde.

Alligevel endte Jayco med at blive en allieret, for brølstærke De Marchi var en af hovedårsagerne til, at etapen blev kørt i rasende fart for at hente den stærke duo. En anden og langt mere uventet allieret var Ineos, der nok i dag hverken er populære hos mange af sprinterne eller hos De Marchi og Clarke.

Det gav jo ganske god mening for det britiske hold at tage fronten frem mod den lange og regnvåde nedkørsel tidligt i løbet, men det var helt unødvendigt at gøre det så tidligt. Længe inden den reelle nedkørsel startede, satte Laurens De Plus så hårdt et tempo, at Fernando Gaviria, Niccolo Bonifazio, Simone Consonni, Arne Marit, Mark Cavendish og de forslåede David Dekker og Filippo Fiorelli alle blev sat af, og det var alt sammen noget, der må have behaget Pedersen. Nu fik han nemlig det hårde løb foræret ganske gratis, dels af Ineos og dels af det stærke udbrud og den intense jagt - også selvom Gaviria og Consonni genvandt kontakten.

Til gengæld bliver der ingen julekort til England fra Australien eller Israel i år. Uden denne voldsomme forcering, der kostede udbruddet ca. 2 minutter, havde det i dag formentlig været Clarke, der var blevet et medlem af den australske udgave af Skibby-klubben. I en spurt mod De Marchi var han nemlig en sikker vinder, og uden Ineos’ hjælp til sprinterholdene havde han efter alt at dømme føjet en sejr i Giroen til den, han sidste sommer tog i Touren, og de to, han tidligere har taget i Vueltaen. Desværre for den stakkels australier, der kunne have skrevet endnu et vildt kapitel i en karriere, der for godt et år siden næsten var slut, var spurtsvage De Marchi nødt til at sætte sig på hjul, hvis han skulle have skyggen af chance, og derfor blev etapen cirka 300 m for lang.

Det kan han også takke Trek, DSM og Bahrain for. Det var nemlig de eneste hold, der gik helhjertet ind i jagten - Bahrain endda så helhjertet, at de som det eneste hold også brugte deres lead-out man, Andrea Pasqualon, til at lukke hullet - mens et meget passivt Alpecin-hold igen satte en fed streg under den manglende føringsvillighed, der har fået så megen kritik af blandt andre Jumbo og Soudal. Movistar var også besynderligt længe om at finde fronten, efter at Gaviria havde genfundet kontakten, og begge hold sparede også på stort set hele deres lead-out.

Derfor havde det også været ufortjent, hvis ikke enten Pedersen, Milan eller Marius Mayrhofer havde vundet, men i sidste ende fik Pedersen nu alligevel god hjælp af Gaviria. Denne gang var det i et felt helt uden lead-outs of efter flot arbejde fra holdkammeraten Max Kanter til sidst ellers lykkedes for Gaviria at sidde sjældent godt, så han slet ikke var tvunget til at åbne de lange spurter, der med hans svage hold er blevet hans faste nødløsning, senest da han vandt i Romandiet. Det var også en stensikker tabertaktik i den hårde modvind, men alligevel overreagerede colombianeren igen, da han gik unødvendigt tidligt forbi Consonni, der heller ikke havde fået læst på vindretningen.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Det var til gengæld perfekt for Pedersen, der nu kunne bruge Gaviria og Consonni som lead-out men, men herfra var sejren ikke givet. Nok havde Gaviria dømt sig selv ude med sin lange modvindsspurt, men lige bag ham sad stadig Milan, der i dette løb har spurtet så overbevisende. Det gjorde han imidlertid ikke i dag, hvor han ikke var i nærheden af at matche danskeren, og det hænger vel sammen med det hårde løb, som Ineos, De Marchi og Clarke skabte. Nok klatrede den ret tunge Milan imponerende godt, men mere mærket end Pedersen har han utvivlsomt været.

Det lykkedes heller ikke for Groves at vinde denne gang, men om han kunne have matchet Pedersen, er vanskeligere at vurdere. Selvom han havde tilladt sig den luksus at spare på et i forvejen meget stærkt tog på hele tre mand, blev det nemlig, som det plejer at være, nemlig at australieren sad for langt tilbage. Hans spurt virkede heller ikke alt for overbevisende og havde næppe været nok til at slå Pedersens - måske igen grundet den hårde etape - men bag både Milan og Pascal Ackermann havde han trods modvind ikke mange chancer.

Til gengæld var der lidt tiltrængt opmuntring til Ackermann, der ganske vist fik bekræftet, at han stadig er langt fra fordums fart, men med god positionering og i dette løb fremragende klatring fik han i det mindste en podieplads med sig hjem. Det er mere, end man kan sige om Gaviria, der nok skal overveje, om den lange spurt også er den bedste taktik, når det en sjælden gang lykkes ikke at sidde for langt tilbage.

Om det havde været nok til at slå Pedersen efter så hård dag, er nok tvivlsomt. Hårdt blev det nemlig. Det kan man se af en top 10, der tæller holdbare sprintere som Michael Matthews, Vincenzo Albanese og Marius Mayrhofer samt sågar puncheurs som Lorenzo Rota og Simone Velasco, der begge deltog i spurten på en dag, hvor deres tunge sprinterkolleger var sat af. Matthews var også så langt fra sejren, at han fik bekræftet, at udbrudsstrategien nok var den bedste chance for at vinde, mens DSM igen fik understreget, at det altså er Alberto Dainese, der har en chance for at vinde - dog ikke i dag, hvor den meget svingende italiener var sat helt af.

Det var han, fordi Clarke, De Marchi og Ineos helt uden initiativ fra Trek endte med at køre Pedersens løb. Det blev derfor slet ikke den dag, de forslåede klassementsryttere havde ønsket sig, men det lykkedes heldigvis dem alle at komme sikkert igennem, selvom de napolitanske veje nåede at sætte en skræk i livet på både Primoz Roglic og Geraint Thomas. Allerbedst var det at se, at Remco Evenepoel trods de pessimistiske meldinger kom relativt fint igennem en dag, der bestemt ikke blev så let som håbet.

Det håb delte han imidlertid ikke med alle - i hvert fald ikke med Pedersen, der måske nok også kunne have vundet en spurt efter en let dag, men hvis chancer blev mangedoblet, da etapen udviklede sig på præcis den måde, han kunne have ønsket sig. Det er i hvert fald nærliggende at tro, at Cort stille og roligt blev mere og mere urolig, efterhånden som den rasende fart trættede ham endnu mere, og mon ikke også Skibby stille og roligt begyndte at finde skrivemaskinen frem, efterhånden som sveddråberne i rytternes ansigter blev flere og flere, og benene blev mere og mere trætte? Nu kommer det nemlig til at tabe lidt længere tid at skrive invitationerne til den kommende sammenkomst i Skibby-klubben.

STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE