Giro d'Italia-analyse: Den kroniske overraskelse

EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO

For godt halvandet år siden var der ingen, der talte om Jai Hindley. Ganske vist har hans navn at finde på startlisten til den særlige efterårsudgave af Giroen, men der var absolut ingen grund til at skabe megen hype om det. Nok var han blevet nr. 2 i Tour de Pologne, men som så mange andre af de unge australske kometer havde han haft svært ved at omsætte en lovende U23-karriere til det helt store gennembrud på den professionelle scene. Her var han for længst blevet overhalet, og mens alle talte om navne som Geraint Thomas, Steven Kruijswijk, Simon Yates, Vincenzo Nibali og endda Jakob Fuglsang, var det Aleksandr Vlasov, der efter en vild sæson fremstod som den unge rytter, der kunne blande sig i det forventede veteranshow.

Hindley var end ikke kaptajn. Faktisk var det kun på Sunweb-mandskabet, at man vidste, at han overhovedet skulle holde sig lidt til i klassementet, for som udgangspunkt var han udtaget som hjælper for Wilco Kelderman. Da han på den første af bjergetaperne tabte 58 sekunder til den bedste af favoritterne, som endda var kaptajn Kelderman, var der endnu mindre grund til at blot at nævne hans navn på den favoritliste, hvor ingen i denne verden kan have fundet grund til at nævne ham.

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

I dag ved vi alle, at det var en gevaldig fejl. Da løbet nåede Milano efter tre uger, endte det ganske vist på den mest smertefulde måde for den unge australier, der på sidste enkeltstart mistede både den lyserøde og hvide trøje i allersidste øjeblik, men hans samlede 2. plads var stadig en af nyere tids større grand tour-sensationer. Faktisk var den også større end det forhold, at løbet også fik en overraskende sejrherre i form af Tao Geoghegan Hart. Den unge brite havde nemlig vist betydeligt mere i sine første år end Hindley, og den eneste grund til, at han ikke var nævnt som outsider inden løbet, var, at hans rolle som udgangspunkt var at være hjælper for Thomas.

På den baggrund skulle man mene, at det var slut for Hindley med at være en overraskelse. Når man én gang er endt på et grand tour-podium, plejer det at være nok til, at man automatisk har sikret sig en plads blandt favoritterne. Eksempelvis var der mere snak om Hugh Carthy, selvom han også kun har én tidligere podieplads, og det samme gælder jo faktisk for Mikel Landa, som blev nævnt som en af de tungeste favoritter. Joao Almeida blev også overalt rangeret højt, selvom han jo faktisk var blevet slået klart af Hindley for to år siden.

Selv har jeg brystet mig lidt af, at jeg faktisk havde talt hans chancer lidt op, men det er nu så som så med det, når jeg kun rangerede ham som nr. 12 på min favoritliste. Når jeg genlæser, hvad jeg skrev inden løbet, er det imidlertid én lang begrundelse for, hvorfor Hindley vil køre et godt løb. Alligevel nåede jeg til den konklusion, at der var 11 bedre vindekandidater end ham.

Hvorfor det? Der er vel to årsager. For det første har Hindley grundet sine mange helbredsproblemer været usynlig gennem hele 2021, og selvom der var så mange lovende takter i foråret, som jeg beskrev i min indledende analyse, havde han jo ikke som Romain Bardet vundet cykelløb - sejre, der automatisk sendte ham længere op ad listen, selvom han i de senere år slet ikke har været i nærheden af Hindleys 2. plads i en grand tour. Der var pæne resultater, men kun resultater, feinschmeckerne havde lagt mærke til. Der var bestemt ikke noget wow-effekt over hans sæsonstart.

Den anden årsag er, at Giroen i 2020 var så svagt besat. Alle veteranerne viste sig langt under niveau, og den specielle kalender betød, at feltet var historisk ringe. Alene det forhold, at begge de to første placeringer blev taget af totale outsiders, og at 4. pladsen gik til en grand tour-debutant, der heller ikke var omtalt af mange inden løbet, har helt naturligt ledt til, at lige netop den grand tour bliver en smule ringeagtet i forhold til de andre.

Men tegnene på, at Hindley ville køre stærkt, var der altså. Hvis der er noget, hans første del af karrieren har lært os, er det, at han kun sjældent kører stærkt. Hans 2020-sæson var også totalt anonym - selv under hans opvarmning under Tirreno - men da det gjaldt, blev han bare bedre og bedre gennem tre uger, indtil han endte som nr. 2 på podiet. I år var hans sæsonstart ikke spektakulær, men den var bestemt betydeligt bedre end i 2020, og derfor var der al mulig grund til at tro, at han også ville være en faktor langt fremme i klassementet.

Det store spørgsmål var bare, hvor højt Hindleys topniveau egentlig er. Det var svært at vurdere, fordi 2020-udgaven af Giroen var så speciel, og når man ser på, hvad Geoghegan Hart og Kelderman har leveret siden dengang, var det trods alt svært at tro, at han faktisk kunne være med i kampen om sejren. Han var trods alt oppe mod en rytter, der er endt i top 4 i alle de grand tours, hvor han har forberedt sig på at køre klassement.

I løbet af de seneste tre uger er vi imidlertid blevet meget, meget klogere. Allerede på Blockhaus stod det klart, at Hindley bestemt var konkurrencedygtig, men noget godt vinderbud var han stadig ikke. Selvom han vandt etapen, var han ikke i nærheden af at være stærkeste mand, og havde det ikke været for Joao Almeida, havde han formentlig pådraget sig et tidstab. Faktisk kunne Richard Carapaz, Romain Bardet og Mikel Landa nok have givet ham en ganske stor lussing, hvis de havde samarbejdet om at sætte ham til vægs.

Den dag havde Hindley imidlertid stor glæde af at være underdog. Reaktionen havde helt sikkert været anderledes, hvis det i stedet havde været Carapaz, der var sat af, men Hindley var der ingen, der frygtede. Derfor gik der julelege i den, og pludselig kom Hindley gennem en for ham svær dag uden tidstab

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Det er der i dag utvivlsomt i hvert fald to mand, der fortryder, nemlig Carapaz og Landa, Siden dengang er det nemlig gået på præcis samme måde som i 2020, nemlig at Hindley bare er blevet bedre og bedre. I de seneste dage har det stået helt klart, at det topniveau, der var så uklart inden løbet, var så godt, at han har været fuldt på højde med løbets store favorit, endda så meget, at de to er endt i præcis samme tid på de seneste 17 etaper i det, der må have været den mest jævnbyrdige Giro i al den tid, jeg kan huske.

I dag forsvandt jævnbyrdigheden imidlertid endelig, da tre ugers status quo, som kun har været lidt udfordret af et par bonussekunder, blev afløst af noget, der snarere mindede om en magtdemonstration. Selvom man igen kunne undre sig over Bora-mandskabets meget mærkværdige taktik og passive kørsel, hvor de aldrig tog noget initiativ til at sætte Carapaz under pres, viste det sig slet ikke at betyde noget. Da vi ramte den tredje uge og de højder, der burde være ecuadorianerens hjemmebane, var det i stedet Hindley, der havde den overhånd, Carapaz for 24 timer siden klart indikerede, at han regnede med at have.

Dermed satte Hindley en fed streg under, at hans 2. plads i 2020 ikke var tilfældig. Han er slet og ret skabt til at køre grand tours, for det synes nu soleklart, at hans restitution er ganske fabelagtig. Det er nu anden grand tour i træk, at han bare bliver bedre dag for dag, indtil han i de døende dage måske er løbets stærkeste rytter. Det var han tæt på at være i 2020, og i dag var der ingen tvivl om, at han tårnede sig op over alle andre.

Det havde mange ellers ventet, at Carapaz ville gøre. Mange - også jeg - havde ventet, at han ville sætte tingene på plads allerede på Blockhaus, og mens det ikke skete, var det store spørgsmål på mange af de efterfølgende bjergetaper, om det ville være nu, at han satte sig igennem. Giro-kongen fra 2019 har trods alt mange gange bevist, at det er i den tredje uge, at han virkelig excellerer.

I stedet gik det lige omvendt - endda i de højder, der burde give ham et fortrin. Da Hindley med god hjælp fra Lennard Kämna i det, der var en sjælden taktisk vellykket manøvre i Boras mærkelige løb, satte kniven ind, fik han bragt ecuadorianeren i det, der vel var hans første rigtige krise i den tid, han har været grand tour-kandidat. Hidtil har han været kendt som manden, der aldrig for alvor knækker, men det gjorde han i dag - tydeligst illustreret, da Kämna satte kniven ind og endda efterlod ham bag sig.

Det var ikke blot en sjælden krise fra Carapaz, men også et billede på, at han aldrig rigtigt fandt formen i dette løb. Nok var han stærk, men han havde slet ikke den aura af usårlighed, han havde, da han i 2019 nærmest med den ene finger i næsen hjemførte sejren. Han var slet heller aldrig så overbevisende, som han var, da han og Primoz Roglic havde boksekamp i deres angrebsfest på Moncalvillo i Vueltaen i 2020, eller da han fulgte Tadej Pogacar til dørs på de to store pyrenæeretaper i Touren sidste år. I det hele taget er mønsteret vel, at Carapaz kun er blevet gradvist ringere fra grand tour til grand tour, og det må være bekymrende for Ineos, hvis de vælger at forlænge en kontrakt, der står til udløb.

Carapaz kan så ærgre sig over, at han var lidt for selvtillidsfuld og urolig for sin enkeltstart, da det var Ineos som tog initiativet til at splitte løbet - ikke Bora, som jo ellers på papiret havde mere grund til det. I bagklogskabens lys havde han nok ladet tyskerne gå til i deres passivitet.

Det blev også dagen, hvor Mikel Landa endegyldigt måtte sande, at han nok aldrig vinder en grand tour. Modsat Bora gjorde Bahrain ellers det nødvendige, da de tog ansvar for både at vinde etapen og gøre løbet hårdt, men i dag stod det klart, at araberne slet ikke var så stærke endda. Tabet af Jan Tratnik betød, at de manglede et led i kæden og skulle bruge tunge Jasha Sütterlin alt for længe, og da lottokuponen Wout Poels ikke havde sin bedste dag, og Santiago Buitrago gjorde overraskende lille forskel på den sidste stigning, mislykkedes missionen med at hente udbruddet og give Landa den sejr, han drømte om.

Scenariet var ellers skabt perfekt med Domen Novak foran til at spille den rolle, Kämna spillede for Hindley, men i sidste ende betød det intet, at araberne viste en uventet svaghed. Skulle man pege på én fra den jævnbyrdige trio, der måske virkede en anelse svagere end de andre, var det utvivlsomt baskeren, og det billede blev bekræftet i dag. Til gengæld undgik han den eksplosion, som sendte Carapaz helt til tælling, og med et flot comeback endte han med en lille tidsgevinst. Desværre er det ikke nok til at sikre ham 2. pladsen, for han vil naturligvis tabe til ecuadorianeren i morgen, men det betyder næppe det store. Efter syv års venten og to 4. pladser for han endelig igen den podieplads, han længe har fortjent.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Overraskelsernes schweiziske holdeplads

Den havde han nu for længst sikret sig i denne specielle Giro, hvor det store favoritfald betød, at favoritfeltet bestod af tre meget jævnbyrdige kandidater og en hel serie af ryttere, der var lysår fra de bedste og mest af alt skulle forsøge at forsvare den placering, de havde. Det førte desværre også til et mere passivt løb, hvor ingen havde den store grund til at forsøge noget fra distancen. Kun tre mand kunne nå podiet, og de var så tæt på hinanden, at de sagtens kunne vente til den brutale finale. For alle andre handlede det mest om at holde fast i den placering, de havde.

Alligevel var der læring af etapen, der bekræftede det billede, vi også har set de seneste dage. Det tog næsten hele foråret, men endelig er Hugh Carthys dieselmotor blevet varm i den tredje uge, han mestrer. Efter et sløjt 2021 og en sygdomsramt forår kunne man ellers have troet, at Vueltaen i 2020 var højdepunktet i hans grand tour-karriere, men efter et løb, hvor hans formkurve har været endnu stejlere end Hindleys, har han bevist, at han bestemt ikke er færdig endnu. I det hele taget ha det været et løb, hvor betydningen af restitution og den tredje uge er blevet stillet fuldt til skue, for også Jan Hirt har sammen md Carthy og Hindley bevist, at den sidste del af løbet også denne gang blev præget af ryttere, der er kendt for at blomstre til sidst - præcis som Lorenzo Fortunato som i 2021 bare blev bedre og bedre undervejs.

Det var som bekendt også engang Vincenzo Nibalis store styrke, men som vi har set det mange gange, forsvinder restitutionsevnen med alderen. Det har også været tydeligt i dette løb, hvor alle de veterancomebacks, der tegnede så lovende på Blockhaus, fusede ud i en tredje uge, der for dem alle bare blev værre og værre. Nibalis formkurve toppede i Torino og gik derefter kun nedad, og også Alejandro Valverde og Domenico Pozzovivo måtte sande, at de dage, hvor de kan køre stærkt over alle tre uger, nok definitivt er ovre. For de to gælder endda, at restitution aldrig har været spidskompetencen, og derfor kommer udfaldet ikke som den helt store overraskelse.

Mere overraskende var det at se Emanuel Buchmann falde helt sammen. Han er jo ellers mere end de fleste kendt som en konge af den tredje uge, men når end ikke hans restitution holder længere, tyder alt på, at vi definitivt kan begrave den engang så lovende tysker. Usædvanligt var det også at se Pello Bilbao, der jo ellers i 2020 bare blev bedre og bedre for hver dag, han kørte cykelløb, opleve en niveautilbagegang, men på den anden side er det nok mest bare en understregning af de begrænsninger i bjergene, han altid har haft.

Dem har Juan Pedro Lopez også, men den lille spanier er modsat Bilbao fortsat på vej frem. Det er han i den grad også efter dette løb, hvor han har vist en imponerende holdbarhed. Selvom han har været igennem mere stress end de fleste, var hans formkurve aldrig aftagende. Hans niveau er stadig temmelig langt fra de bedstes - det viser hans store tidstab i klassementet - men han har i hvert fald bevist, at der gemmer sig en ganske hæderlig klassementsrytter i ham.

I det hele taget har løbet været en stor succes for Trek. Anderledes forholdt det sig med UAE, der efter Joao Almeidas exit havde kurs mod en gedigen katastrofe. Redningen kom fra den allermest uventede kant, da Alessandro Covi blev en højst usandsynlig vinder af løbets sidste bjergetape. Ikke at italieneren ikke er talentfuld - han er tværtimod et af de mest spændende talenter - men det var ikke just i dette terræn, at man havde ventet at se ham sætte Giulio Ciccone og Thymen Arensman til vægs. Med sit ridt satte han imidlertid en fed streg under, at tredje uge af grand tours bare er en mærkelig skabning, for her ser man grundet træthed resultater, der slet ikke burde kunne forekomme. At der så havde været noget smukt i, at den normalt helt anonyme og indtil dette løb ikke specielt værdifulde hjælper, Domen Novak, ville kunne krone et gennembrudsløb, hvor han har fundet en stabilitet, han har savnet i helt ekstrem grad, må vi så leve med, selvom Covi utvivlsomt vil vinde mange flere cykelløb, end sloveneren kommer i nærheden af.

Det vil Hindley også. For tre uger siden vidste vi, at han kunne køre stærkt i den tredje uge, men efter en mærkelig Giro i 2020 anede vi bare ikke hvor stærkt. Derfor glemte mange helt, at der i feltet var en mand, der for halvandet år siden var endt som nr. 2, og som grundet skader siden ikke havde haft mulighed for at bekræfte sit potentiale. Det fik han så nu, og selvom chokket slet ikke var så stort som i 2020, vil Hindley fremstå som den sjældne rytter, der endte som en overraskelse i to grand tours med mindre end to års mellemrum. Mon ikke han nu har vist sin klasse så eftertrykkeligt, at der ikke bliver en tredje gang?

EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO