Giro d'Italia-analyse: Kunsten at lære af sine fejl - Vol. 2

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

I disse timer er der næppe tvivl om, at det er følelsen af jublende lykke, der overstrømmer Caleb Ewan. Med nu fem sejre i sine seneste tre optrædender i tillæg til de fem etapesejre i Touren og gennembrudssejren i Vueltaen har han nemlig kurs mod at kunne blive sin generations mest vindende grand tour-sprinter. Det holdt ellers holdt med at komme i gang i de første to besøg i Italien, hvor han i 2016 slet ikke lykkedes med at vinde, og i 2017 var overmatchet af særligt Fernando Gaviria, som kun overlod én sejr til ham. Da hans ophold hos Orica så endte med den dramatiske skilsmisse efter fravalget til den længe imødesete Tour-debut, var han lige pludselig gået fra at være fremtidens supersprinter til at være et allerede stagneret talent med bare to etapesejre i de store etapeløb.

Det fik skiftet til Lotto i den grad ændret på, og siden han kom til det belgiske hold, er han aldrig kommet hjem fra en grand tour med færre end to triumfer. Den stime har han med dagens flotte sejr i Termoli allerede sikret overlevelse efter bare en uge - og det endda selvom han kom så ilde fra start med fiaskoen i Novara i søndags.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Når den første jubel har lagt sig, må han dog også undre sig lidt. Jeg indledte løbet her med flere gange at hævde, at Lotto Soudal så ofte underpræsterede med deres på papiret så stærke tog bestående af Roger Kluge og Jasper de Buyst, og jeg tillod mig endda at kalde ordet ”underpræstere” efterhånden knap så velanbragt. Man kan jo ikke rigtigt tale om en underpræstation, når det skuffende niveau efterhånden snarere er standarden end reglen.

Når jeg alligevel brugte ordet, skyldtes det togets potentiale. Kluge og De Buyst burde kunne så meget mere, end de har vist, og vi har da også i glimt set så fint et potentiale, at evnerne utvivlsomt har været der. Det er bare alt for sjældent kommet til udtryk, og når han i dag ser tilbage på særligt de to sejre i Touren sidste år, må Ewan stadig knibe sig lidt i armen over, hvor heldig han var med at vinde på dage, hvor han egentlig burde have været svigtet af sit hold og været sendt ud af billedet.

Sådan var det også i Novara i søndags, men noget tyder på, at det nederlag var lidt af et wakeupcall. Om Ewan har talt med store bogstaver, eller Kluge og De Buyst selv har set, at de kan så meget mere, end de har vist, skal jeg lade være usagt, men sandt er det i hvert fald, at der er sket lidt af en forvandling af det hold, der i år ellers er fejlet, uanset om løbet har været UAE Tour, Tirreno-Adriatico eller en første sprinteretape i Giroen.

Den forvandling blev allerede indvarslet i onsdags, hvor hele holdet virkede nærmest besatte af tanken om at vise deres værd, da de uhyre tidligt samledes allerforrest i feltet. Da først den lille australier blev sat rigtigt op, leverede han da også varen i ganske suveræn stil, hvormed han nok engang satte en streg under, at han med sin fart kunne vinde meget mere, hvis blot han ikke alt for ofte blev fanget for langt tilbage.

Den præstation var flot, men alligevel kunne man være lidt bekymret for Ewan inden dagens tricky spurt i Termoli. Ganske vist var det helt åbenlyst, at finalen lå perfekt til den lille australier, der med sin sejr i Stirling under Tour Down Under i 2018 overraskede sig selv stort og fandt ud af, at den slags stigende finaler passer ham storartet. Siden da har han været uhyggeligt overbevisende i stigende opløb, hvor han med rette har kunnet hævde, at han er tæt på at være verdens bedste - uanset om vi har talt om den korte, superstejle rampe på Hatta Dam i Emiraterne eller mere moderate procenter som i dag i Termoli eller som på Giro-etapen i Frascati på den højdramatiske dag i 2019, der sendte Tom Dumoulins karriere ud på et trist spor, og hvor Richard Carapaz akkurat snød ham for sejren.

Nej, bekymringen skyldtes heller ikke denne gang Ewan fart eller evner. Det skyldtes hans hold. I Termoli havde arrangørerne nemlig tilrettelagt en uhyre kringlet finale med et skarpt sving lige i bunden af den 200 m stejle mur, der krydrede de ellers indtil nu flade sprinterfinaler, og det var helt indlysende, at alt håb kunne være tabt, hvis positionen her var for ringe. Med en konstant stigende finale også efter toppen ville enhver sprinter med ringe position skulle bruge alt for mange kræfter på at bevæge sig frem igen, og hvis ikke et fravær af lead-out men kunne få feltet til at gå i stå, kunne enhver sprinter være dødsdømt allerede med 1800 m til mål.

I det lys var der grund til tvivl. Ville Lotto-toget køre som i Novara og i resten af sæsonen, eller kunne de finde det niveau, som vi så i Cattolica i forgårs? Det kunne meget vel være altafgørende for Ewans chancer, og i lyset af historikken var der grund til at have sin tvivl.

Den tvivl viste sig dog at være helt ubegrundet. Igen viste Kluge og De Buyst sig nemlig fremragende, for selvom der på papiret er stærkere tog i dette løb, var belgierne helt ovenpå pedalerne frem mod det sving, der betød liv eller død for sprinterne i dag. Et stærkt føringsarbejde af Kluge betød nemlig, at De Buyst og Ewan kunne dreje ind på muren i den helt perfekte position bag Quinten Hermans, der havde afleveret Andrea Pasqualon helt fremme.

Dermed var arbejdet halvt fuldendt. De Buyst kunne endda få lov at føre op ad muren i et relativt roligt tempo, som sikrede, at der var masser af skud i de ewanske stænger, da de rundede toppen bag Vincenzo Albanese, som med et flot angreb havde animeret finalen - desværre med Daniel Oss som Peter Sagans effektive blylod, der ødelagde den offensiv effekt. Herefter sørgede den utrættelige De Buyst, der er kommet stærkt tilbage efter de rygproblemer, som ruinerede hans forår, for at køre de to udbrydere ind, og dermed blev det alligevel Ewan, der kom allerlettest og mest frisk igennem den for sprinterne sværeste del af finalen.

Læs også

Starttider: Enkeltstart på 3. etape af Romandiet Rundt

Den friskhed fik han også brug for. Selvom han egentlig havde tabt hjulet på sit ellers så stærke tog, præcis som han plejer at gøre det, sad Fernando Gaviria nemlig overraskende godt på toppen af bakken trods en teknisk finale, der bestemt ikke tilgodeså ham. Derefter lavede han den ”Gaviria Classic”, som tidligere har givet ham sejr i Paris-Tours og næsten har gjort det i Frankfurt, da han kom med et af sine klassiske tidlige ryk fra en situation, hvor feltet er ved at gå i stå.

Den manøvre gav Gaviria karrierens eneste klassikersejr i Tours, og i dag kunne den være lykkedes igen. Der var nemlig trods alt grænser for De Buysts kræfter, og da han slog ud, sad Ewan forrest i et felt fyldt med sprintere, men helt uden lead-out men. Med hele 450 m til mål og et stigende opløb skulle man tænke sig om to gange, inden man satte efter Gaviria med en hel hær af sprintere på slæb.

Heldigvis var det her, at Ewan beviste, at det ikke kun er holdet, som er årsagen til dagens flotte sejr. Tværtimod leverede han vel sin måske flotteste bedrift i forbindelse med en grand tour-sejr, da han trods den lange distance og det stigende opløb både havde kræfter til først at trække Gaviria ind og siden åbne en spurt, der var så kraftfuld, at Davide Cimolai end ikke kunne holde det hjul, den positioneringsstærke italiener ellers med flot arbejde havde sikret sig.

Den position burde egentlig have givet set. Det var nemlig slet ikke logisk, at Ewan kunne færdiggøre så lang en spurt i så svær en finale, men igen i dag viste han sin tårnhøje klasse som bakkesprinter. Ganske vist var han utvivlsomt hjulpet af det fabelagtige forarbejde, der gjorde ham til frontens mest friske afslutter, men det var ret åbenlyst, at Ewan i dag også var i sin helt egen liga.

Det burde han ellers ikke have været. Tim Merlier har med sine sejre i Brussels Cycling Classic og Le Samyn vist skræmmende styrke i stigende finaler, og dette var hans store chance for også at vise det på den store scene. Også for ham gjaldt, at den store trussel var positionen i bunden af bakken, men igen viste Alpecin-toget med Dries de Bondt, Oscar Riesebeek og særligt Alexander Krieger, at de virkelig er steppet up og nærmest har annihileret Merliers tidligere store akilleshæl, positionen. Denne gang kunne Merlier i hvert fald ikke klage, selvom en position umiddelbart bag Ewan måske havde været at foretrække, men i dag blev han slet og ret bare slået af en bedre mand.

Klage gjorde han nu heller ikke. Tværtimod var han meget ærlig i sin vurdering af en skuffende spurt, der ikke blev undskyldt med et sent toiletbesøg, som han hurtigt affejede som ubetydeligt. Tværtimod kunne han konstatere, at han slet ikke trådte de watt, han plejer, og det er klart, at det var helt påkrævet, hvis Ewan skulle slås på sin hjemmebane.

Spørgsmålet er, hvad det betyder for Merlier. Han befinder sig nemlig i ukendt terræn i en grand tour, og det helt store spørgsmål er, hvordan han klarer den tredje uge. Var dagens skuffende spurt bare udtryk for en halvdårlig dag, eller spillede maven måske alligevel lidt ind? Eller er det måske udtryk for, at restitutionen allerede halter, som den jo gør for mangen en sprinter, ikke mindst for rivalen Ewan, der altid er en hængt kat i den sidste del af en grand tour.

Netop restitutionen bliver ellers særligt relevant i dette løb. Merlier meldte sig som bekendt ind i pointkonkurrencen, da han vandt 1. etape, og i dag endte han både som taber og vinder. Ewan har ganske vist bragt sig i den for ham lidt uheldige position, at han har overtaget pointtrøjen og nu risikerer at gøre Giro-arrangørerne lidt småsure, når han forventeligt forlader løbet, måske allerede på første hviledag, som han har antydet, men det får ham næppe til at ændre planer. En gennemført Giro vil for uholdbare Ewan reelt være et farvel til drømmen om at vinde etaper i alle grand tours i år, og derfor betyder dagens resultat, at det er Merlier, som nu er i pole position i kampen om den cyclamenfarvede trøje. Og så bliver det pludselig meget relevant, hvordan belgieren klarer løbets sidste del. Mon ikke han håber, at Ewan hurtigt tager hjem og ikke stjæler alt for mange af de store point på de kommende to sprinteretaper på mandag og særligt på fredag?

Merlier var nemlig både vinder og taber i dag. Han blev klart slået af Ewan, men i kampen om pointtrøjen var han den store triumfator. For de tre værste rivaler gik det nemlig helt galt, og det var særligt problematisk for Giacomo Nizzolo og Peter Sagan, for hvem denne etape var en af de allervigtigste dage til at score point i kampen mod den hurtigere Merlier.

Læs også

Spansk mester står foran stor beslutning

Desværre gik det helt galt for dem begge. Helt galt gik det for Nizzolo, der ellers havde signaleret sine intentioner ved for første gang i dette løb at sætte sit Qhubeka-hold til at føre. Desværre blev den bekymring, jeg luftede i gårsdagens optakt til virkelighed, da det endelig gjaldt. Nok er Nizzolo selv god i positionskampen, men i spurten frem mod muren risikerede han med sit temmelig svage hold at komme til kort. Og det var akkurat, hvad der skete, da italieneren ramte bakken så langt tilbage, at hans spurt for længst var ovre, og det blot blev til en 12. plads. At farten så åbenlyst heller ikke var, når han kun akkurat kunne gå forbi Gianni Moscon, er selvfølgelig lige så problematisk, men kan også være et resultat af en alt for ensom kamp i den hektiske kamp frem mod muren - eller måske et udtryk for, at han nok spurter godt, men har det svært på stigningerne i dette løb.

Mere ærgerlig må Sagan dog være. Den positioneringsstærke slovak sad ganske vist igen i dag længere tilbage, end han plejer, men ikke så ringe, at han ikke kunne spurte for i hvert fald en 2. plads i det stigende opløb, der passede ham. Desværre var der et kedeligt deja-vu til sidste års 7. etape i Touren, hvor en tabt kæde ødelagde en hel dags arbejde for Bora, og selvom det denne gang ikke var en dags arbejde, der blev spildt - faktisk surmuler tyskerne stadig så meget over 3. etape, at de heller ikke i dag bidrog til føringsindsatsen - men der var alligevel lidt Lavaur-etape over det, da et ”næsten-styrt” ødelagde det hele og sendte ham ned på en 14. plads og en ny så problematisk 6. plads i pointkonkurrencen, at selv Cimolai er foran ham.

Faktisk gik det dog endnu værre for Elia Viviani, der blot blev nr. 15, men det var knap så uventet. Denne finale var nemlig slet ikke skræddersyet til italieneren, der først og fremmest skulle vinde via Simone Consonni, som har været løbets klart bedste lead-out man. I dag sad holdet dog alt for langt tilbage frem mod det afgørende sving, og Consonni måtte brænde sig selv af allerede inden muren for blot at få sin kaptajn i en hæderlig position. Den mission lykkedes faktisk udmærket, men Viviani havde i dag slet ikke de ben, han viste på 3. etape, og han gled kun baglæns derfra. Noget kunne desværre tyde på, at den sygdom, han talte om i tirsdags, har kostet lidt, for det har været en temmelig tam Viviani, vi har set siden dengang.

Så var det straks mere lovende for Gaviria, der igen i dag gav glimt af en delvis genrejsning, også med sin tilbagevenden til en ”Gaviria Classic”. Det stod dog også igen klart, at Gaviria anno 2021 ikke er den Gaviria, der i 2016 vandt Paris-Tours, og igen i dag blev det derfor til en sekundær placering for manden, der ellers satte Ewan til vægs 4-1 i deres duel i 2017, hvor de lignede de to kommende supersprintere, men colombianeren sikrede sig overhånden. At det styrkeforhold er byttet, kunne vist ikke illustreres meget tydeligere end i dag, hvor Ewan først trak ham ind og derefter med lethed gik forbi.

Cimolai sidder nok tilbage mere en mere blandet følelse. På den ene side var dagens resultat ganske imponerende og endnu en understregning af den superform, han også viste i mandags, ligesom det bekræftede hans evner i denne type finaler - en evne, han først viste, da han for nu mange år siden choksejrede i Paris-Nice. I kamp mod Ewan vil han trods alt altid være slået, men på den anden side må det være dybt frustrerende nu to gange at være end på løbets mest utaknemmelige placering.

Så er Matteo Moschetti nok mere tilfreds. Det lå bestemt ikke i kortene, at den normalt tunge italiener ville være i sit es i denne finale, men sjovt nok blev det her, at det hidtil bedste resultat kom. Havde dette været 2019, var det ikke kommet som et chok, for dengang overraskede Moschetti vel alle med sin 2. plads bag Ewan på Hatta Dam. Efter hoftebruddet har der bare ikke været megen klatrestyrke over italieneren, men dagens resultat kan måske netop derfor læses som et tegn på, at han stille og roligt nærmer sig niveauet fra tiden før uheldet. På samme måde var det lidt paradoksalt, at også Max Kanter her opnåede sit bedste resultat, men vi har jo hele tiden vist, at tyskerens potentiale var til meget mere end hidtil, hvis blot endelig positioneringen gik bare nogenlunde fornuftigt.

Så var Dylan Groenewegen mere tro mod sin natur. Hollænderen måtte igen sande, at hans positionering lader meget tilbage at ønske, da han i finalen tabte Edorardo Affini og Jos van Emden, der ellers leverede et fremragende arbejde til sidst. Det kostede åbenlyst et hav af kræfter, da den isolerede hollænder måtte spurt frem i et mislykket forsøg på at nå frem til sine holdkammerater, og de kræfter manglede han til sidst. I en så hård finale skal Groenewegen nemlig være helt frisk for at have en reel chance, og den friskhed manglede helt åbenlyst i en spurt, der bestemt ikke lå til hans højreben.

Frem kom han dog i det mindst, præcis som Andrea Pasqualon gjorde det. Intermarché valgte klogelig at skifte hest til en finale, der passede italieneren langt bedre end Riccardo Minali, og dagens flotte 5. plads bekræfter blot, at han efter det svage forår endelig har fundet formen. Det så vi allerede i onsdags, hvor han tabte Minali og endte med i træt og udkørt udgave at køre sig til en 7. plads, og i dag viste han igen, at han er knivskarp i en finale, der også lå til hans højreben. Det gjorde den også til Andrea Vendrame og Fabio Felline, der begge tog deres chance, men desværre aldrig nåede at finde fronten.

Det gjorde Ewan til gengæld, og det kan takke sit hold for. Det tog, der for fem dage siden nærmest var en klods om benet på ham, som de også har været det gennem hele foråret, har rejst sig så fornemt, at Ewan i dag blev bragt i en position, hvor han næsten ikke kunne tabe. Når han samtidig selv viser flyvende form med en uhyre overbevisende afslutning, er den kombination, der tidligere virkede alt for ensidig, nu pludselig blevet en velsmurt maskinen. Fejlede er i hvert fald blevet tilrettet. Nu kan Ewan blot ærgre sig over, at det ikke skete før nu efter et så resultatfattigt forår.

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER