Giro d'Italia-analyse: Formen det ville være kriminelt ikke at udnytte

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

Når status på søndag skal gøres op efter årets Giro, taler meget for, at uforudsigelighed og udsving vil indgå det vokabularium, der skal i brug. Det har i hvert fald været temaet for de seneste analyser, at det snart havde været nemmere at komme med en korrekt prognose for coronaepidemiens udvikling i marts sidste år, end det havde været at forudse den uendelige serie af udsving, der har været i favoritternes dagsform. Med Egan Bernals lille kollaps i går fik vi endda reduceret løbets konstanter til nu bare at være én, nemlig at bundsolide Damiano Caruso er der dag efter dag.

Dette kolossale hav af op- og nedture breder sig langt ud over feltet af klassementsryttere. Man kan hurtigt opregne en hel serie andre ryttere, der har imponeret den ene dag og svigtet den næste. Det er dog en del af en grand tours logik, at den slags udsving er normen for ryttere, der modsat klassementsfavoritterne ikke som udgangspunkt har restitution som en spidskompetence.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour de Romandie

Alligevel er der undtagelser til den generelle regel i dette virvar af formdyk og -toppe. Måske er det mest markante eksempel af dem alle - udover Caruso naturligvis - Alberto Bettiol. Hvis ikke man havde så travlt med at betragte favoritterne, kunne man nemlig godt have brugt det meste ad de sidste tre uger på at samle både næse og mund op igen og igen, efter at den solide italiener havde leveret endnu en mageløs klatrepræstation. Det har nemlig været normen hver eneste gang, feltet har ramt de bjerge, der jo egentlig ikke er terræn for en Flandern Rundt-vinder.

Men det har det været i dette løb. Som en anden Wout van Aert er Bettiol i dette løb sprunget ud som klatrer, og mens løbets på papiret bedre klatrere er raslet fra én efter én, har Bettiol siddet som en klippe side om side med Hugh Carthy, der ikke kunne have ønsket sig en bedre bodyguard til et løb, der har budt på både grusveje, fladbane og bjerge - og Bettiol har været der overalt. Da Ruben Guerreiro rejste hjem i søndags, steppede han blot op endnu engang - først i mandags, hvor det var ham, der kørte feltet i stumper og stykker på den stigende vej frem mod Passo Giau og siden i går, hvor han slæbte den lidende Carthy til mål. Det blev kulminationen på et ridt, der startede, da han i Sestola såmænd slog flere af klassementsrytterne på den første bjergetape!

Faktisk har den gode kørsel nærmest gjort helt ondt at se på. Det så nemlig ud til, at Bettiol måtte lade sin superform ofre for det fælles bedste. Selv på den grusvejsetape, den tidligere Strade Bianche-treer drømte sødt om i ugerne op til løbet, måtte han lade sejle, og da han endelig fik sin egen chance på enkeltstarten i Torino, havde han sin eneste ikke specielt overbevisende dag.

Desværre for Bettiol kan det se ud til, at arbejdet er om ikke spildt så i hvert fald ikke så udbytteligt som håbet. I går kollapsede den normalt ellers så solide Carthy - i dette løb fristes man til at sige selvfølgelig - og da røgen havde lagt sig på Sega di Ala, så den samlede 3. plads, han havde haft fra etapens begyndelse, pludselig ud til at være meget langt væk. Bettiol slæbte loyalt kaptajnen til toppen, men selv på denne brutale dag sad man med fornemmelsen af, at han kunne have overrasket os stort på det ellers urimeligt stejle målbjerg.

Men når nu Carthy skulle kollapse, var det sødt af ham at gøre det onsdag og ikke fredag. Det betød nemlig, at Bettiol pludselig blev befriet til dagens sidste relativt flade etape, det 231 km lange maraton på den flade Po-slette, som blev afrundet med et par Bettiol-bakker i finalen. Når nu muligheden skulle opstå, var det egentlig en meget fin dag at forsøge at få noget ud af den superform, det næsten ville være kriminelt ikke at omsætte til andet og mere end en hjælperindsats for en mand, der nu ikke ser ud til at gå på podiet.

Én ting er dog at få chancen. Noget andet er at gribe den. Det var bestemt ikke let på en etape, der som denne krævede lige dele held og råstyrke. For alle, der ikke enten kan køre enkeltstart eller klatre, var det nemlig løbets absolut sidste chance, og det var endda en etape med så åben en profil, at snart sagt en hvilken som helst rytter med den rette taktik og det rette held faktisk kunne løbe med sejren. Det var Victor Campenaerts et lysende eksempel på i søndags, hvor den ikke just udprægede vindertype vandt en næsten identisk, men en anelse vanskeligere etape.

Den store interesse i etapen betød bare også, at hovedparten af feltet ville i udbrud. Kandidatfeltet blev endda øget yderligere i går, hvor Carthys og Aleksandr Vlasovs kollaps meldte EF og Astana ind i kampen også. Nu skulle også de to hold forsøge at redde deres Giro på falderebet, og dermed var de pludselig kun de tre podiehold, Ineos, Bahrain og Astana, der kunne ventes at spare på krudtet til de kommende etaper i bjergene.

Den slags angrebsiver kombineret med en flad start betyder, at en adgangsbillet til udbruddet betales med held lige så meget som med råstyrke. Derfor kunne selv ikke Bettiol med sin superform vide sig sikker på, at hans nummer ville blive råbt på, når udbrudslykkens gudinde hev tombolatromlen frem. Selv hvis man var så heldig at få sit navn læst op, var der endda endnu en hurdle, der skulle overstås.

Det var nemlig spændende, hvordan sprinterne ville gribe etapen an, for det kunne ikke udelukkes, at de få overlevende hurtige folk ville forsøge at kontrollere etapen, selvom den alenlange distance gjorde det til en gigantisk opgave - en opgave, der alligevel kunne fejle i finalen, hvor sprinterne kunne blive sat af på de sidste bakker.

Læs også

Optakt: 8. etape af Presidential Tour of Türkiye

Alligevel pegede det meste på, at udbryderne nok skulle få deres chance. Selvom etapen havde Peter Sagans navn skrevet ud over det hele, havde slovakken allerede for længe siden indikeret, at hans primære mission efter den første etapesejr var at sikre den pointtrøje, der kan bringe ham ét skridt nærmere at have vundet pointtrøjer i alle tre grand tours. Den konkurrence kunne han reelt lukke ved at lade udbruddet køre hjem, og derfor lå det i kortene, at Bora i hvert fald ikke skulle risikere noget i en spurt. Ganske vist ville Sagan i det tilfælde være den naturlige favorit, hvis Bora trykkede til på bakkerne, men som Sagan erfarede med den tabte kæde i Touren sidste år, eller da han blev lukket inde i Termoli for to uger siden, kan meget gå galt i en spurt. Skulle han mangle en påmindelse, kunne han ringe til Arnaud Demare, der i 2019 blev ldit for grådig, kørte et udbrud ind - og fejlede så slemt i spurten, at han tabte trøjen til Pascal Ackermann!

Den lektie havde Demare lært i 2020, hvor han lod Sagan og co. jagte udbruddet på 19. etape, der også var en tur hen langs den pandekageflade Po-slette, men uden de sene bakker. Dengang knækkede tyskerne under presset, fordi det andet store sprinterhold, Cofidis, havde sendt to mand i udbrud, og mod en stor gruppe var selv det stærke Bora-mandskab prisgivet. Resultatet blev, at Josef Cerny vandt etapen, og at Demare vandt pointtrøjen.

Det scenarium havde Sagan det fint med på årets udgave af sidste flade etape, og derfor var Bora næsten demonstrative i deres politiadfærd først på etapen. Sagan selv signalerede klart ved hver eneste lejlighed, at det store udbrud, der efter en lang kamp endelig fik, hul, bare skulle sejle til månen, og at det i hvert fald ikke ville være dem, der tog ansvar for jagten.

Den havde de tre andre sprinterhold, Cofidis, UAE og Israel SUN, utvivlsomt luret. På en dag, hvor 19 af 23 hold vil i udbrud - Bora sparede åbenbart kræfter til en forcering på bakker, ifald udbruddet alligevel skulle blive hentet - var det nemlig svært at undgå, at udbruddet blev stort og stærkt. Enver lille gruppe på færre end 10 mand ville altid have mere end 10 hold imod sig, og derfor ville de næsten altid blive hentet igen. Det vidste sprinterholdene, og derfor var det klogt ikke at havne som det sprintermandskab, der som det eneste havde misset udbruddet og derfor skulle forsøge at jagte over 231 km - måske endda for bare at se sprinteren blive sat af til sidst.

Derfor var det ingenlunde overraskende at se, at Israel SUN, Cofidis og UAE alle var repræsenteret, da elastikken endelig knækkede. De kunne endda være svært tilfredse med udfaldet, for hver især havde de fået deres bedste udbrudskort afsted. Israelerne havde Patrick Bevin, Cofidis sad med Simone Consonni, og UAE kunne satse på Diego Ulissi, og dermed stod de alle med en ganske god hånd. Bevin kunne vinde i kraft af både sin styrke og hurtighed, Consonni via sine evner som holdbar sprinter og Ulissi via sine puncheurevner på bakkerne til sidst.

I dette mylder på 23 mand var det udover Bora og de tre podiehold kun Jumbo, FDJ og Qhubeka - heldigvis har de to sidstnævnte haft masser af succes i løbet - der var fraværende. Derfor var feltet ude af billedet med det samme, de tre tabende hold opgav deres række af kontraangreb, og derefter stod den på torsdagstur i solen for feltet resten af dagen.

Heldigvis for Bettiol var hans nummer kommet op, men oddsene var stadig imod ham. Skulle man forinden have peget på de ryttere, der bedst kunne færdiggøre det i denne finale, var de næsten nemlig alle repræsenteret i front. Således ramte hele 12 af de 24 ryttere, jeg gav selvstændig omtale i gårsdagens optakt, rigtigt, og det er immervæk lidt utroligt, når en angrebsstart på flad vej har så meget karakter af lotteri.

Problemet var bare, at alle de på papiret så gode vinderbud pludselig ikke var så gode endda. Når de næsten alle var samlet, kunne de jo næsten alle vinde, og med tanke på de enorme formudsving, vi har set i løbet, kunne næsten - men også kun næsten - alle de 23 udbrydere med det rette held ende som den nye Campenaerts.

Alligevel var Bettiol et af de bedre bud. Han har nemlig som bekendt været en oase af stabilitet i et hav af ustabilitet, og derfor kunne man i det mindste regne med, at han ville være en af de stærkeste. Faktisk har han klatret så godt, at det var svært at se, hvem der skulle kunne matche ham alene på kombinationen af råstyrke og klatreevner. Spørgsmålet var bare, om det var nok i en finale, der både kunne være for let og for svær at kontrollere.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Heldigvis blev det hele meget lettere af, at vi befinder os i den tredje uge af en grand tour, hvor formudsvingene jo altså er ret enorme. Derfor var der en hel serie af åbenlyse kandidater, der eliminerede sig selv. Der var i hvert fald ikke meget af den Andrea Vendrame, der vandt så suverænt over 4500 højdemeter i torsdags. Ej heller var det let at se, at Diego Ulissi for 24 timer siden kørte sit livs bjergetape. Ingen ville kunne tro, at den Gorka Izagirre, der eksploderede på den første helt bløde bakke, var kørt i top 10 på mandagens kongeetape. Det var svært at se, at Francesco Gavazzi havde klatret storartet til en 2. plads på 8. etape. Ingen kunne se, at Gianni Vermeersch kørte i top 10 i en serie klassikere, ikke mindst Flandern Rundt. Og Patrick Bevin var mildt sagt en skygge af det alsidige bæst, der imponerede så stort i Baskerlandet og Romandiet.

Det gjorde heldigvis det hele lettere for Bettiol. Men så var der det taktiske. Forleden viste Campenaerts os alle, at de halvtunge tempomaskiner helst ikke skal have en mm, og hvis der er ét navn, der i mindre grad end nogen anden skal have det, er det udbryder- og tempofænomenet Remi Cavagna. Derfor kan det også undre, at der var 22 syvsovere, da Cavagna kom med det helt uforudsigelige soloangreb, der skulle sikre ham et forspring inden de bakker, der formentlig ville være for svære for ham.

Bedre blev det ikke af, at den efterfølgende stigning var for let. Bettiol kunne ikke gøre forskellen, selvom han fra start viste sig som den i særklasse stærkeste, og da gruppen knap svandt i størrelse, var samarbejde lige så meget en by i Rusland, som demokrati er det i Hviderusland. Og pludselig havde manden, der ikke skulle have en mm, betydeligt flere af slagsen, da afstanden nu udmåltes til 35 sekunder.

Men så var der det med den kriminelt gode form. Netop som Cavagna så ud til at bryde Deceunincks urimeligt lange Giro-tørke - en tørke, der strækker sig tilbage til 2018 og sensationelt gør dem til det af de 23 hold, der næstefter Bardiani har ventet længst siden deres seneste Giroe-etapesejr - trådte Bettiol an. Ulissi og co. blev kørt ud af hjulet, og en genfødt Nicolas Roche måtte også opgive at følge med. På toppen var afstanden reduceret til 10 sekunder, men desværre for Bettiol kom selvsamme top lidt for tidligt.

På det flade skete det indlysende nemlig. Cavagna fordoblede lynhurtigt afstanden, og nu havde Bettiol bare 2 km bakke til at få hentet det franske TGV-tog. Nåede franskmanden toppen først, var sejren Cavagnas. Hvis ikke, lå kortene til gengæld hos den hurtigere Bettiol.

Heldigvis var formen stadig kriminelt god, og Bettiol kunne ikke bare hente sin rival, men også plante ham så eftertrykkeligt, at man næsten kortvarigt overvejede, om feltet mon kunne nå at indhente de 23 minutter, de havde smidt til det nu temmelig udslidte TGV-tog. Udslidt var Bettiol til gengæld ikke, og da først Cavagna var plantet, var vinderen lige så sikker, at end ikke et rigtigt TGV-tog kunne have stoppet ham.

Dermed reddede Bettiol på falderebet EFs i får så fiaskotruede Giro, og dermed bekræftede han igen, hvilken guldfugl han er. Det kan godt være, at han vinder sjældent, og at dette bare var hans tredje sejr, men som manden, hvis første sejr var et lille monument i Flandern, endelig vinder, gør han det som regel på den store måde og den store scene.

Bag ham var resten overladt til stumperne. Det så kortvarigt ud til, at Consonni og Arndt igen skulle spurte om en 3. plads, som de gjorde det i søndags, men denne gang gad Consonni ikke igen at blive overspurtet af sin tyske rival, hvorfor han sneg sig væk, blæste forbi Roche og sikrede sig en 2. plads. Roche og Arndt endte som en ærgerlig nr. 3 og 4 for DSM, der som trøst dog kunne konstatere, at Ineos var så besluttede på at spare på kræfterne, at de lod udbruddet sejle så langt hjem, at det tyske hold pludselig er i front for holdkonkurrencen. Den slags luksus kunne der måske være blevet plads til at forsvare tidligere i løbet, men når Bernals tagen-regnjakken-af fra mandagens etape risikerer at ende med at se uheldig ud, hvis han smider løbet de kommende dage, er det nok klogt ikke at spilde kræfter på flødeskum, når selve kagen måske er ved at vakle i sit fundament. Meget taler i øvrigt for, at holdkonkurrencen nok skal gå Ineos’ vej alligevel.

Bettiols vej går den i hvert fald ikke. EF har efter tabet af Ruben Guerreiro slet ikke været kandidat til den konkurrence, der naturligvis heller aldrig har været en prioritet. Det har derimod alt sammen handlet om Carthys podium - et podium, som formentlig gik fløjten, da briten kollapsede på Sega di Ala i går. Heldigvis gjorde han det akkurat tidsnok til, at Bettiol kunne blive befriet fra de britiske lænker og omsætte superformen til en første grand tour-etapesejr. Det var flot og fortjent, når nu han måtte lade sine elskede grusveje sejle - og det havde da også været næsten kriminelt ikke at udnytte en så kriminelt gode form til noget stort.

BEKLAGELSE: Læsere har set overskriften som en antydning af doping. Det er det på ingen måde. Vi skal beklage formuleringen. Det var alene tænkt som et ordspil. Bettiol har med sin uhyre gode form været låst af Carthy, og meningen med ordvalget var, at det ville være kriminelt ikke at udnytte den til noget mere. Der ligger på ingen måde den mindste antydning af en insinuation i formuleringen. Det var således en ros - ikke en mistanke!

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER