Itzulia Basque Country-analyse: Ærgerlig foræring på stor dansk cykeldag

STREAM ITZULIA BASQUE COUNTRY OG SCHELDERPRIJS UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

Det sitrede lidt ekstra i Cykeldanmark, da vi vågnede op denne onsdag morgen. Lige siden Jonas Vingegaard chokerede alt og alle med sin 2. plads i Touren i 2021, har det danske folk i den grad taget den klejne klatrer til sig, og interessen er naturligvis bare eksploderet efter den suveræne Tour-sejr sidste sommer. Hvis man er i tvivl om, hvor megen hype der stadig er om den danske Tour-konge, skal man bare taget et kig på Feltet.dks læsertal, der eksploderer hver eneste gang, danskeren får omtale, og ikke mindst når han kører løb.

Den interesse gjorde dagen i dag til noget særligt. Det var nemlig her, Vingegaard fik første chance for at rejse sig efter den lidt skuffende præstation i det første af de to forårsmål, Paris-Nice. I det andet af de to etapeløb, han har udset sig som forårets store højdepunkter, Baskerlandet Rundt, blev der nemlig budt på en af den slags murfinaler, der mere end noget andet kendetegnede det baskiske løb, og det var her, vi for første gang fik lejlighed til at vurdere, om der var blevet fundet de ekstra procent, der manglede for en lille måned siden i Frankrig.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Måske blev betydningen endda ekstra stor af det, der skete i søndags. Nu ved vi heldigvis fra sidste sæson, at Tadej Pogacar kan køre nok så stærkt i foråret, og Vingegaard kan have nok så stort et hyr med at matche sloveneren, uden at det betyder, at det bliver til slovensk Tour-sejr, men efter den magtdemonstration, det slovenske fænomen leverede på Flanderns toppede brosten, vil det unægtelig styrke selvtilliden og troen på mere dansk Tour-succes til sommer, hvis Vingegaard på de baskiske landeveje kan vise, at han er endnu skarpere end i samme løb for et år siden, hvor han endte på en lidt skuffende 6. plads trods en ellers meget lovende start. Der er i hvert fald intet, der tyder på, at Pogacar er blevet ringere af, at vi har skiftet 2022 ud med 2023, og det ville lune gevaldigt, hvis Vingegaard kunne efterlade samme indtryk i denne uge.

Heldigvis gik det også, som Cykeldanmark drømte om. Vingegaard fik slettet det lidt ærgerlige indtryk fra de franske landeveje og fortsatte, hvor han slap, da han sidst var i Spanien og knuste al modstand på de galiciske veje i O Gran Camiño. Dengang skyldtes hans altdominerende show naturligvis primært et meget svagt felt, men da han i dag blæste op ad en af de berømte baskiske mure mindst to sekunder hurtigere end alle andre, manglede der bestemt ikke modstand. Måske savnede vi tidens øvrige etapeløbskonger i form af Pogacar, Remco Evenepoel og Primoz Roglic, men det er igen et år et ganske fornemt felt, der er rejst til Baskerlandet.

Alligevel sidder de fleste nok tilbage med en lidt flad fornemmelse. Nok var den danske sejr flot og overbevisende, men omstændighederne gjorde desværre, at det nærmest blev til et straffespark uden målmand, netop som kampen for alvor gik i gang. Akkurat som Attila Valter, der fortsatte med et bekræfte det store skridt, han som alle andre har taget i det øjeblik, han fik en Jumbo-trøje på overkroppen, slog ud og sendte Vingegaard afsted med et ”Værsgo at gøre mit arbejde færdigt!” blev hele banden af rivaler sat tilbage af det lidt klodsede sammenstød mellem Sergio Higuita og Juan Pedro Lopez, der efter en flot offensiv i fortsatte comeback fra sit kravebensbrud gled ned gennem feltet efter at være blevet hentet. Netop som vi skulle til at se, hvem der kunne svare på Vingegaards forcering, var der pludselig foræret et hul så stort, at det ville have været en anelse kritisk for danskeren, hvis etapesejren var gledet ham af hænde.

Det var en pokkers skam, for nu blev vi slet ikke så kloge, som vi havde håbet. Jo, vi fik set, at Vingegaard ubetinget er en af løbets stærkeste, for han fik slået et ganske pænt hul til Enric Mas, der som den eneste slap relativt uhindret gennem kaosset, men stadig måtte lade danskeren køre for at tage den lange vej rundt om de væltede ryttere. Nogen magtdemonstration var der imidlertid ikke tale om, og ingen aner, hvordan det var gået, hvis alle havde haft den samme spillebane.

Særligt lignede Mikel Landa en mand, der kunne have budt danskeren op til dans. Baskeren havde jo allerede været den stærkeste på muretapen i Tirreno og dermed skabt store forventninger til sig selv i Catalonien, hvor ruten passede ham som fod i hose, men det endte som en stor skuffelse efter en alt andet end overbevisende præstation. Måske var det derfor, at han kom til sit hjemmebaneløb som en plan B bag Pello Bilbao, der var Bahrains erklærede kaptajn, men heldigvis betød landsmandens sygdom, at nødplanen allerede efter én dag måtte trækkes op af skuffen. I dag lignede han pludselig igen den rytter, der blæste op ad Tirrenos mure med så stor en kraft, at blandt andre Primoz Roglic kortvarigt måtte lade ham køre, og det endda i en finale, der bestemt ikke passede ham ideelt. Han lignede i hvert fald en mand, der kunne have sat danskeren ganske betydeligt under pres.

Det var i den grad en skam for baskeren. Man kan nemlig sagtens se rationalet i, at Bilbao på denne særegne rute skulle være kaptajn, for det bliver pokkers svært for Landa at vinde dette løb. I kraft af sin manglende spurt var dagens etape formentlig den eneste chance for at vinde tid på særligt Vingegaard, hvis ikke det skal ske via taktik, og den chance blev nu forpasset grundet et dumt uheld. Også for danskeren må det være en smule ærgerligt, for det havde formentlig også for ham selv været informativt at måle sig selv i et mere fair opgør på lige vilkår.

Han har imidlertid grund til at tanke selvtillid i forhold til Mas. Vingegaard er utvivlsomt mere eksplosiv og bedre egnet til disse finaler, men selvom han også til spanieren fik et forspring foræret, var kampen her langt mere lige. I hvert fald blev Mas aldrig bremset, og selvom han måske ikke øgede meget mod slutningen, var det i hvert fald danskeren, der var den stærkeste af de to. Det skyldtes naturligvis også finalens karakter, men med tanke på hvordan Mas har kørt det seneste års tid, er det bestemt ikke en uvæsentlig skalp. Og der var på en eller anden måde også en form for retfærdighed i, at Mas, der var så urimeligt forfulgt af uheld i sit styrtorgie i 2022, for en gangs skyld blev begunstiget af lykkens gudinde.

Der var også andre, man gerne havde set i en duel med Vingegaard. Mange havde nok særligt set frem til et revancheopgør mellem ham og David Gaudu, efter at franskmanden højst overraskende havde vist sig som den stærkeste af de to ved deres møde i Paris-Nice, men også det blev vi berøvet. Nu er de baskiske tv-billeder desværre altid nogle af WorldTourens ringeste, og derfor fik vi ikke stor chance for at se, hvordan positionskampen forløb, men den gik i hvert fald helt galt for franskmanden, der sad alt for langt tilbage, da Vingegaard trådte an. Faktisk måtte han endda lukke et hul frem mod et sving, hvilket kunne indikere, at han måske har haft en eller anden form for defekt, men i hvert fald var han uden chance for at reagere, da den danske kanonkugle blev fyret af. Hvis ikke han var ramt af uheld, er det imidlertid naturligvis hans egen fejl at sidde for langt tilbage, men han lignede en mand, der kunne have fået meget mere ud af det med tanke på det stærke comeback, han leverede. Noget tyder i hvert fald på, at han vitterligt har taget det skridt, vi fornemmede i marts.

Det flotteste comeback stod Mattias Skjelmose imidlertid for. Grundet en defekt sad danskeren næsten bagerst i gruppen, da de blev bremset op, og det er derfor stadig lidt utroligt, at han kunne ende som nr. 6. Han lignede en mand, der ikke blot kunne have blandet sig med de bedste, men også været et reelt etapevinderbud. Han havde jo egentlig advaret os efter lørdagens løb, hvor han for første gang i år havde følt, at der for alvor var hul igennem til de gode ben, men det kom alligevel som en overraskelse, at han ville efterlade så suverænt et indtryk i dag. Det vidner om, at han vitterligt har kurs mod verdenstoppen, i hvert fald i det ardenneragtige terræn, hvor han hidtil har været bedst. Nu venter så udfordringerne på længere stigninger og med den restitution, der har lignet en lille svaghed. Begge dele vil i dette løb særligt blive testet på lørdag, men lige nu ligner Skjelmose en mand, der kan blande sig i kampen om i hvert fald podiet, også fordi han med sin fart kan blande sig i kampen om bonussekunder.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Det var også herligt at se Ion Izagirre. Det var den basker, der nærmest havde kurs mod deroute efter et år, hvor han havde været en kritisk svag skygge af sig selv. Der er imidlertid et eller andet over ham, når kalenderen siger den første uge i april, for når det gælder hans hjemmebaneløb, er han der altid. Også han sad ganske langt tilbage i forbindelse med uheldet, men lignede en mand, der også kunne have udfordret Vingegaard i kampen om sejren.

Om Sergio Higuita kunne det, finder vi aldrig ud af. Colombianeren var jo årsagen til hele miseren, og han var naturligvis en af dem, der blev bremset allermest. Han havde ellers gjort det glimrende i positionskampen og stod foran en finale, der passede ham som fod i hose, men om han har lagt sit svage forår bag sig, ved vi endnu ikke. I det mindste var det denne gang Bora, der ødelagde det for sig selv. Mange vil sikkert huske, at vi oplevede næsten det samme i en tilsvarende spurt sidste år, hvor Vingegaard væltede og hev Aleksandr Vlasov så meget med sig i faldet, at det meget vel kan være det, der kostede russeren den samlede sejt. I det lys skylder Bora bestemt ikke Vingegaard noget, men ikke desto mindre var det altså dem, der i en helt tilsvarende batalje endte med at forære danskeren langt større forspring, end han kunne have drømt om.

For andre var det langt tydeligere, at benene manglede. Simon Yates er i hvert fald fortsat en tam skygge af sig, og det begynder efterhånden at være svært at tro på, at han vil rejse sig igen. Endnu mere problematisk er det dog for Daniel Martinez, der sad helt fremme og ikke blev bremset væsentligt, men endte i et kollaps, der desværre svarer helt til det, vi har set fra ham, lige siden han gik på pause efter sit stærke forår for et år siden. Det er et ganske bemærkelsesværdigt niveaufald, der synes helt uden forklaring, men efter i dag er det meget svært at se et lys for enden af tunnelen.

Så var det straks mere opløftende for en række unge ryttere. Felix Gall bekræftede det klare niveauspring, han har vist gennem hele sæsonen, og det var også opløftende endelig at se et lille glimt af den Andrea Bagioli, der bød Pogacar, Wout van Aert, Adam Yates og Gaudu op til dans i Montreal sidste år. Matteo Sobrero er måske nok svingende, men han har i år vist et niveau, vi ikke har set tidligere, og Steff Cras kan endelig begynde at bygge lidt på det lovende 2021. Der var også opløftende takter for Brandon McNulty, der bestemt ikke var skabt til denne finale, og endelig så vi, at Remy Rochas nu forhåbentlig kan få det gennembrud, han stod til i 2022, hvor han blev ramt af så mange styrt. Alex Aranburu viste også igen, at han har nået helt nye højder i år, for det var en finale, der burde have været for svær for den i år så uhyre velkørende basker.

Til gengæld var det ikke en stor dag for EF. Mest ærgerligt var det, at Richard Carapaz, der som altid havde vundet i positionskampen, sammen med Higuita var den, der blev bremset mest af styrtet. Det betød, at vi aldrig fik chancen for at se, om hans stærkt stigende formkurve efter den svære vinter, er fortsat så kraftigt, at vi kan vente os at se den flyvende Carapaz, vi virkelig kan ønske os at se i Ardennerne. Bedre var det bestemt ikke, at den ellers så velkørende Rigoberto Uran både som altid sad langt tilbage og samtidig efterlod et ganske skuffende indtryk med tanke på det, han havde vist i Catalonien.

Det var også en lidt blandet dag Soudal. På den ene side var det opløftende at se lovende takter fra Bagioli og ikke mindst den fallerede James Knox, der jo har været nærmest helt usynlig siden den heroiske Vuelta i 2019, men samtidig må de erkende, at Mauro Schmid fortsat har betydeligt begrænsninger på stigningerne. Efter den lovende start kunne man også have håbet på mere fra kometen Romain Gregoire, men han var trods alt i asfalten i går og kører i disse dage sit allerførste WorldTour-etapeløb. Det gør han endda i et af de sværeste af slagsen, og han er bestemt ikke den første, der løber ind i en lussing på de baskiske landeveje.

Lussinger var der heldigvis ingen af til Vingegaard. Tværtimod kan han takke Higuita og Lopez for, at han fik et betydeligt større udbytte af denne etape, end han kunne have ønsket, og nu bliver det lidt af en opgave at slå ham på bonussekunder. Det er vel kun Gaudu, der for alvor kan drømme om at gøre det, men 16 sekunder er meget at skulle finde i tre finaler, hvor det bliver svært for de to Paris-Nice-kamphaner at sætte hinanden.

Det betyder dog ikke, at alt er fryd og gammen for Vingegaard. Forskellene er stadig små i et løb, hvor top 12 er inden for 30 sekunder, og selvom det meget skrøbelige Jumbo-hold i dag viste sig flot frem, er det bestemt sandsynligt, at det vil være muligt at isolere danskeren de kommende dage, ikke mindst på lørdag. Denne rute lægger mere end de fleste op til, at stærkeste mand ikke nødvendigvis vinder, og at førertrøjen faktisk kan ende som et åg, der måske kan gøre det umuligt at vinde. Om taktik og manglende støtte ender med at koste ham sejren, ved vi ikke, men det er nok slut med gaverne herfra. På en stor dansk dag, hvor han sejrede, og Skjelmose imponerede stort, fik han foræret uventet store tidsgevinster og måske også en etapesejr. Vi blev imidlertid også efterladt med så mange spørgsmål, at det nok stadig vil sitre lidt ekstra i Cykeldanmark, når vi vågner de kommende dage.

STREAM ITZULIA BASQUE COUNTRY OG SCHELDERPRIJS UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+