Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: 4. etape af Itzulia Basque Country

Optakt: 4. etape af Itzulia Basque Country

06. april 2023 15:46Foto: Sirotti

Jonas Vingegaard tog et stort skridt mod den samlede sejr med triumf i løbets murfinale, hvor et ærgerligt sammenstød betød, at han sikrede sig en større tidsgevinst end ventet. Det bringer danskeren i en god position inden de kommende tre etaper, men allerede fra første færd kommer han og mindst Jumbo på prøve, når det torsdag gælder en svær finale med en stejl stigning efterfulgt af et lettere stykke, der kan blive ganske kompliceret at kontrollere, og som åbner for flere mulige udfald.

Artiklen fortsætter efter videoen.

STREAM ITZULIA BASQUE COUNTRY OG SCHELDERPRIJS UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

 

Ruten

I de to seneste udgaver havde Baskerlandet Rundt flere etaper med en meget svær stigning i finalen efterfulgt af et længere fladt stykke. Tilsyneladende er det en ide, de er blevet stadig mere begejstrede for, for der venter mere af samme skuffe i år. En sådan melder sig således om torsdagen, hvor man en hård dag med 3000 højdemeter afsluttes med en tur op ad den ganske stejle stigning La Asturiana, inden en nedkørsel og et kort, fladt stykke leder ind til mål. Den slags afslutninger kan lægge op til taktisk og svært kontrollerbart cykelløb, for stigningen er svær nok til et klassementsslag, men denne gang er der så lidt fladland til sidst, at chancen for en spurt i en decimeret favoritgruppe er stor. Både taktik og nedkørselsesevner kan imidlertid blive vigtige faktorer, og så kan det sagtens være, at forskellene nu er så store, at et udbrud kan få chancen.

 

Med en distance på 175,7 km er der tale om en af løbets længere etaper, der har både start og mål i Saturtzi, og den består af omgange på to forskellige rundstrækninger. Den første af disse er med sine 131,5 km den længste og sender rytterne ud i terrænet syd for værtsbyen, der er en kystby ved den baskiske kyst umiddelbart nord for Bilbao. Herfra lægger man ud med at køre mod sydøst igennem fladt terræn frem til udkanten af Bilbao, hvor man drejer mod sydvest og senere igen sydøst for at køre igennem let stigende terræn frem til dagens første udfordring.

 

Læs også
Mexicansk kæmpetalent har fremtiden på plads: Skriver uhørt lang kontrakt

 

Den melder sig, når man kører mod sydøst op ad kategori 3-stigningen Malkuarta (2,5 km, 6,7%, max. 14%), der stiger med 10,3% over de første 1500 m, men derefter er ganske let med 1,4% over de sidste 1100 m frem mod toppen, der rundes efter 31,5 km. En let nedkørsel leder nu mod sydøst, inden det går mod syd ad en let stigende vej ned til Orduña, der efter 54,8 km udgør etapens sydligste punkt.

 

Her vender man rundt for at køre mod vest og nord op ad en stigning (2,4 km, 6,8%), der har top efter 58 km, inden en nedkørsel leder videre mod nord, hvorefter det med det samme går videre mod nord op ad endnu en stigning (1,3 km, 7,3%) med top efter 61 km. En nedkørsel leder nu mod nordøst, inden man drejer mod nordvest for at følge en lige, men meget kuperet vej, der byder på flere bakker og intet fladt terræn.

 

I byen Artziniaga fortsætter man mod nordvest op ad kategori 3-stigningen Santa Koloma (2,0 km, 8,4%, max. 13%), der er en jævn stigning med top efter 80,5 km, hvorefter en let nedkørsel og en bakke leder videre mod nordvest, inden det går mod nordøst ad endnu en nedkørsel. Herfra melder der sig to små bakker lige i rap, mens man fortsætter mod nordøst, hvoraf den sidste (1,7 km, 6,5%) har top efter 97 km, hvorfra en nedkørsel leder mod nordøst. I bunden drejer man mod vest og senere sydvest for at køre op ad kategori 3-stigningen Bezi (3,8 km, 6,0%, max. 9%), der stiger jævnt med 7,3% over de første 2,7 km, men derefter flader ud med 2,8% over de sidste 1100 m frem mod toppen.

 

Den rundes efter 103,2 km, og nu bliver det meget lettere. Det går nemlig ad en lang og let faldende vej mod først nordvest og siden nordøst tilbage mod målbyen. I byen Muskiz, der nås efter 122,8 km drejer man mod øst for at køre ad en først let stigende og siden let faldende vej ind til målbyen, hvor stregen krydses for første gang efter 131,5 km, dog fra den forkerte retning.

 

Etapen afsluttes nu med en omgang på en 45,6 km lang rundstrækning, der indledes med, at man kører frem til den første spurt, som kommer efter 131,5 km. Herfra går det videre mod nordøst ad den flade kystvej, inden man zigzagger sig mod vest hen langs vandet ad en kuperet vej, der har flade stykker, men også byder på to mindre bakker. På toppen af den sidste kører man efter 148,7 km dagens sidste spurt, hvorefter en kort og let nedkørsel leder mod sydøst ned til byen Muskiz, der passeres for anden gang.

 

Denne gang tager man imidlertid ikke den nemme vej tilbage til målbyen. I stedet kører man mod sydøst op ad kategori 2-stigningen La Asturiana (7,4 km, 6,5%, max. 14%), hvis data snyder. De første 3,8 km stiger således jævnt med 8,9%, inden den flader ud med 4,1% over de sidste 3,6 km frem mod toppen, som rundes efter 160,9 km.

 

De sidste 14,8 km indledes nu med en i starten let, men siden ekstremt teknisk nedkørsel, der leder mod først øst og siden nord tilbage til målbyen. Her skal man med 2,5 km igen op ad en bakke (500 m, 5,3%, max. 7%), inden det falder let hele vejen ned til de sidste 250 m, der er stigende med ca. 5%. Over de sidste 3 km er der rundkørsler med hhv. 2800 m, 2200 m, 1600 m og 1100 m igen, hvorefter der et blødt sving med 900 m igen, endnu en rundkørsel med 400 m igen og slutteligt en 90 graders-kurve bare 50 m fra stregen.

 

Etapen byder på i alt 3086 højdemeter.

 

Santurtzi har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

 

Læs også
Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Læs også
To danskere indgår: Se Uno-X Tour de France-bruttotrup

 

 

STREAM ITZULIA BASQUE COUNTRY OG SCHELDERPRIJS UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

 

Vejret

Det suveræne vejr fortsætter endnu en dag. Torsdagen bliver helt skyfri med en konstant temperatur i målbyen på 16 grader. Vinden vil bare være let (8-14 km/t) og komme fra nord. Det giver på den store rundstrækning primært med- og sidemedvind på første halvdel og mod- og sidemodvind på anden halvdel. På den lille rundstrækning vil der først primært være sidevind frem til spurten og derefter sidemedvind frem til toppen af La Asturiana. Efter et kort sidevindsstykke vil der nu være sidemodvind på det meste af nedkørslen, og det varer ved hele vejen, indtil man får sidemedvind efter den sidste kurve 50 m fra stregen.

 

Analyse af 3. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan løbets murfinale gav anledning til en stor dansk cykeldag, der desværre også bød på en lidt ærgerlig foræring til Jonas Vingegaard.

 

Favoritterne

Indtil nu har det været et relativt normalt Baskerlandet Rundt. Faktisk er det ganske almindeligt med to tidlige sprinteretaper og en murfinale i løbets første halvdel, men det er nu, ruten stikker af i forhold til det, vi kender. Herfra burde vi kunne se frem til både en enkeltstart og den velkendte Arrate-finale, men de glimrer begge ved deres fravær denne gang.

 

I stedet er det kaos og uforudsigelighed, der er temaet herfra. De kommende tre etaper har alle så svære finaler, at klassementsrytterne må formodes at angribe hinanden, men de slutter også alle fladt. Det lægger i den grad op til, at Jonas Vingegaard skal isoleres, og herefter kan det blive et mareridt for danskeren at kontrollere det. Derfor var det ikke uvæsentligt, at dagens uheld gav ham lidt større forskelle, end han burde have fået, men førertrøjen kan sagtens blive et åg og en stor ulempe i et løb som dette, hvor stærkeste mand ikke nødvendigvis vinder. Jumbo kommer i hvert fald på arbejde!
 

Den første af disse specielle etaper kommer allerede torsdag, og den minder faktisk om noget, vi har set flere gange i både 2021 og 2022. Her har vi nemlig haft flere af denne slags finaler med en stigning, der er svær nok til klassementskamp, efterfulgt af en nedkørsel og en flad finale. Mest markant var det i 2021, hvor vi havde to af slagsen.

 

Mest interessant var 2. etape, for her kørte man præcis denne stigning, men med en afslutning lidt længere fra toppen og dermed med mere fladland til sidst. Her angreb favoritterne hinanden, hvorefter der samledes en lille gruppe, hvorfra Alex Aranburu i det taktiske spil sneg sig væk til en etapesejr. Tilbage var de blot ca. 20 mand, stort set alle klassementsryttere med tilføjelsen af netop Aranburu og Omar Fraile, der endte som hhv. nr. 1 og 2. Det siger en del om, hvor vanskelig La Asturiana er.

 

Senere blev det endnu mere dramatisk på 4. etape, hvor kamphanerne Tadej Pogacar og Primoz Roglic spillede deres løjtnanter, Brandon McNulty og Vingegaard, ud i det taktiske spil, så de to andenvioliner endte med at køre hjem sammen med Ion Izagirre, der spurtede sig til sejr, Pello Bilbao, Emanuel Buchmann og Esteban Chaves.

 

Vi havde dem også sidste år. På 4. etape lykkedes det at holde det samlet til en spurt, der blev vundet af Daniel Martinez, men på 5. etape blev det mere dramatisk. Bag udbryderen Carlos Rodriguez kørte Martinez, Remco Evenepoel, Izagirre, Enric Mas, Bilbao, Aleksandr Vlasov, Marc Soler og Vingegaard nemlig fra den førende Roglic, og selvom de ikke fik hentet Rodriguez, sørgede de for, at det blev dem, der skulle afgøre løbet på den efterfølgende kongeetape.

 

Læs også
Fem danskere stiller til start i WorldTour-etapeløb

 

Alt sammen vidner det om, at disse etaper kan være meget svære at spå om, og at taktik kan komme i spil. Denne etape er generelt ikke alt for svær frem mod La Asturiana, hvor slaget skal slås. Den er også kendetegnet ved, at nedkørslen ser uhyre teknisk ud, og at der er meget lidt fladt terræn til at spille det taktiske spil, som gav Aranburu sejren på 2. etape i 2021. Det øger chancen for, at det ender i en eller anden form for spurt.

 

Det er altså La Asturiana, der er etapens omdrejningspunkt, og den er svær. De første 3,8 km stiger med 8,9%, og det er rigeligt til et slag mellem klassementsrytterne. Det er imidlertid tale om en kort mur, der kommer efter et længere nemt stykke, hvorfor det vil være et stort felt, der rammer stigningen. Det taler for, at der trods alt er grænser for, hvor store forskelle, der kan gøres. Herefter flader den også ud, og de sidste 3,6 km er alt for lette til, at favoritterne kan angribe hinanden. Her er der til gengæld stor basis for en regruppering, hvis de folk, der måtte være kørt væk, ikke kan samarbejde. Det er imidlertid også her, det kan blive taktisk. Hvis Vingegaard er isoleret, er døren åben for angreb i denne lette fase, inden de tager hul på den tekniske nedkørsel, og har man først et hul på toppen, og er man en god nedkører, bliver man svær at hente i en finale med kun ca. 3 flade kilometer til sidst.

 

Det er også en god udbrudsetape, for det er den slags etaper, der ikke har en klar favorit. Forskellene er efter i dag ganske betydelige, og derfor venter der en lang kamp om at komme afsted. Starten er ikke alt for vanskelig, og det kan derfor blive lidt af et lotteri at komme afsted, men kører det først på den svære første stigning, taler meget for, at vi får et udbrud, som Jumbo ikke bare kan lade sejle langt væk.

 

Når udbruddet er kørt, er jeg meget spændt på, hvem der vil tage kontrol. Jumbo kan være tvunget til at holde dem i snor, men de vil elske, hvis en gruppe kan fjerne alle bonussekunder. De jagter derfor kun i det omfang, det er nødvendigt, og det er ikke helt indlysende, hvem der vil tage ansvar.

 

Det mest interessante hold er Ineos. Omar Fraile er født i Santurtzi og har angiveligt været med til at designe etapen, så jeg var egentlig helt sikker på, at de ville gå efter en spurtsejr med ham. I dag smed han imidlertid af en eller anden årsag 18 minutter. Det kan betyde, at han i stedet går efter et udbrud, nu hvor det også er en mulighed. Hvis ikke han kommer afsted, og hvis ikke dagens tidstab skyldes, at han er syg eller helt uden ben, vil jeg stadig tro, at briterne vil jagte.

 

Det er imidlertid slet ikke sikkert, hvem der vil hjælpe eller tage initiativ, hvis briterne ikke gør det. Det kunne være Alpecin med Quinten Hermans, Movistar med Alex Aranburu, Bora med Ide Schelling og Sergio Higuita, og Trek med Mattias Skjelmose, og det kunne også være EF, der måske ikke har en oplagt vinder, men har taget initiativ i tide og utide, og som måske kan øjne en chance for at udnytte deres overtal. Mit gæt er, at der bør være interesse i at skabe samling, særligt hvis Fraile misser udbruddet, og hvis Jumbo er nødt til at holde dem i snor, men det er bestemt en etape, hvor en udbrudssejr er en option.

 

Jeg hælder derfor til, at et samlet felt skal afgøre det på La Asturiana, og måske er udbruddet hentet så tidligt, at der skal kæmpes om sekunder i den sidste indlagte spurt. På stigningen er det så sikkert som amen i kirken, at Mikel Landa angriber, for der er to mandage i en uge, inden han lader en mulighed som denne gå til spilde. Også Enric Mas og EF-drengene er sandsynlige ryttere, der vil i offensiven. Stigningen bør også være svær nok til, at de allerbedste kan køre væk - og i princippet også til, at den bedste mand kan køre alene - men hvad der herefter vil ske, er helt åbent. Kan de bedste klassementsryttere samarbejde, kan det være en ganske lille gruppe, der når toppen sammen, men kan de ikke, kan der også ske en ret stor regruppering på den fladere del. Her vil døren så være åben for, at nogle af de knap så stærke kan køre væk, hvis der mangler folk til at kontrollere - og måske kan man også køre væk på den tekniske nedkørsel, eller i den flade finale, hvis det er en meget lille gruppe.

 

Det er svært for Vingegaard at gribe det rigtigt an. Er han overlegen, kan det bedste forsvar være et angreb, men i dag lignede han ikke en mand, der bare kan køre alle midt over og tage en solosejr. Hvad skal han så gøre, hvis de 4-5 bedste kommer væk på det stejle? Logikken tilsiger, at han skal sidde på hjul, men det er kun klogt, hvis han har holdkammerater tæt på sig. Om han har det, ved vi ikke, for selvom Sam Oomen og særligt Attila Valter var gode i dag, er de så svingende, at man ikke kan regne med dem. Er han meget alene, er det langt lettere at køre væk i en lille gruppe via samarbejde, for en stor gruppe er langt sværere at kontrollere.

 

For alle andre vil interessen i at samarbejde være stor. Der er ikke mange chancer for at vinde tid i dette løb, og har man først slået hullet, skal det udnyttes. Hvis ikke Vingegaard agerer spielverderber ved at sidde på hjul, anser jeg det som relativt sandsynligt, at vi kan se en lille gruppe af de allerbedste køre hjem til en taktisk afslutning i den flade finale eller en spurt. Alternativerne er en regruppering og en spurt i en større gruppe, eller at det lykkes for andre, knap så stærke ryttere at køre væk via taktik som på 4. etape i 2021.

 

Læs også
Optakt: Prolog til Tour de Romandie

 

Med andre ord: der er et hav af forskellige scenarier i spil, og det er meget svært at sige med sikkerhed, hvordan det ender. Jeg hælder dog til, at vi kan se en lille gruppe af de bedste køre væk. Landas angreb er forudsigeligt, og han så skræmmende stærk ud i dag. I et løb som dette bør alle have en interesse i at udnytte den chance, der kan opstå, hvis de bedste kører væk, for den tid, der kan vindes her, bringer dem meget langt i kampen om podiet. For Vingegaard vil det også være oplagt at forsøge at barbere antallet af rivaler ned til nogle færre, for så bliver de kommende dage lettere at kontrollere. Det vil derfor være klogest at samarbejde, også fordi der er så lidt fladt terræn, hvor han for alvor kan komme i problemer ved at være alene. Med medvind på stigningen bør det være muligt for de stærkeste at gøre forskellen.

 

Derfor peger jeg på Mattias Skjelmose. Som jeg skriver i analysen, var hans kørsel i dag skræmmende god, og han lignede en mand, der uden defekt kunne have vundet etapen. Det er klart, at denne stigning er betydeligt længere, og det er netop på længere stigninger, at han stadig skal bevise sig, men vi taler trods alt kun om 3,8 km med stejle procenter. Med de ben, han havde i dag, vil jeg forvente, at han er med i Landas angreb, og får vi den spurt mellem de bedste klatrere, står han meget stærkt. Han så i hvert fald skræmmende hurtig ud, da han vandt i Var, og der er ikke mange af de potentielle rivaler, der vil kunne slå ham. Den mest oplagte rival er Sergio Higuita samt måske David Gaudu, men med den fart, han havde i Var, vil jeg tro, at han kan slå dem begge - særligt naturligvis Gaudu, som han slog i det franske løb. Faktisk er han så hurtig, særligt på denne lille rampe, at han også kan vinde, hvis vi får en spurt i et større felt, ikke mindst hvis han får Bauke Mollema til at køre lead-out. Han er også en underdog, der kan spille sine kort i det taktiske spil, og han kan derfor vinde i alle scenarier. Mest af alt tror jeg dog på, at de bedste kører væk, og at han derigennem sikrer den anden danske etapesejr i træk.

 

Som det fremgår, er det Sergio Higuita, jeg anser som hans værste rival. Problemet er, at colombianeren aldrig fik chancen for at vise, hvad han kunne på dagens mur, og hans niveau er derfor lidt usikkert. Sandt er det imidlertid, at han kørte fra Skjelmose i lørdags, og det taler for, at han kan være med de bedste i morgen. Nok blev han sandt af Ion Izagirre forleden, men som vi så i dag, er det bestemt ingen skam. Til gengæld er denne stigning også betydeligt sværere end det, han hidtil har været udsat for, og han har altid været bedre i eksplosivt terræn. Vi taler dog stadig om en kort mur, der burde passe ham ganske glimrende, og har han lagt sin svage sæsonstart bag sig, bør han have en god chance for at køre med de bedste. Den stigende spurt passer ham glimrende, og der er ikke mange, han ikke kan slå. Han er også hurtig nok til at vinde en spurt i en større gruppe, men her kan jeg frygte for hans positionering, der til tider kan virke en smule haltende.

 

En rytter, der har en klar interesse i, at de bedste kører væk, er David Gaudu. Nok er han hurtig i en stigende finale som denne, men får vi et større felt, tvivler jeg på, at han er hurtig nok til at slå dem alle. Er det til gengæld de bedste, der skal spurte, har han en god chance. Hans første WorldTour-sejr var en puncheurspurt i Romandiet, og sidste år slog han Wout van Aert på en tilsvarende rampe på toppen af en lang stigning i Dauphiné. Jeg vil stadig vurdere mine to favoritter som hurtigere, men kan vi stole på, at de sidste par hundrede meter stiger med 5%, er det ikke givet. Derudover er det også stensikkert, at Gaudu bør være med i Landas angreb med det stærke indtryk, han som nævnt i analysen efterlod i dag, mens der er større spørgsmål ved Skjelmose og Higuita. En spurt mellem Gaudu, Vingegaard, Mas og Landa virker i hvert fald ikke helt umulig, og får vi en sådan, vil Gaudu være den klare favorit. Efter dagens unødigt store tidstab kan 10 bonussekunder være et afgørende skridt mod den samlede sejr.

 

Det er også en god chance for Alex Aranburu. Som skrevet i analysen bekræftede baskeren igen i dag sit fornemme niveau, som vi har set gennem hele året. Det er til gengæld også klart, at den stejle del af stigningen er for svær til, at han kan være med de bedste, og hans mål er alene at overleve. Heldigvis har stigningen en længde, som bør betyde, at han sidder med, hvis vi får en ikke alt for lille gruppe, og det taler meget for, at vi kan få, når den sidste del af stigningen kan lægge op til en taktisk regruppering. Derudover viste han igen i går, at han er en fremragende nedkører, der måske kan udnytte den meget tekniske nedkørsel til sin fordel, og sidder han først med til sidst, vil han være svær at slå i en puncheurspurt, han vil elske. Han kæmper altid med sin positionering, men i en sådan gruppe vil han have hjælp af Ruben Guerreiro, og så står han meget stærkt i en afslutning, der heller ikke er teknisk før den sidste skarpe kurve med 50 m igen. Han vandt som sagt i den næsten identiske finale i 2021, dengang via et angreb, og her tror jeg, at han kan gøre det via en spurt.

 

Det var som nævnt i analysen opløftende at se Andrea Bagioli i dag. For første gang i år lignede han den rytter, der imponerede i Montreal sidste år, og det bør give håb for denne etape. Spørgsmålet er bare, om han kan overleve så svær en stigning. Han kan i hvert fald ikke køre med de bedste, og stigninger af denne længde er ikke hans spidskompetence. Den er dog stadig relativt kort, og hvis han har de ben, han havde, da i 2022 blev nr. 16 i Dauphiné, sidder han med, hvis vi som i 2021 har en gruppe på ca. 20 mand. Den stigende spurt kunne ikke passe ham meget bedre, og den kan måske endda minde lidt om den, der i sin tid gav ham sejren foran Primoz Roglic i Ain. Ingen kan vide sig sikker på ham efter det skuffende forår, når han er mere på udebane, end han var det i dag, men det bør være en etape, han kan vinde.

 

Som sagt er dette den store hjemmebaneetape for Omar Fraile, og han vil være topmotiveret til at vinde på en rute, han altså angiveligt har været med til at designe. Han var endda tæt på i 2021, hvor der ganske vist ikke var mål i hans hjemby, men hvor han vandt spurten bag holdkammeraten Aranburu. Det vidner om, at en formstærk Fraile kan sidde med hjem i en 20-mandsgruppe efter denne stigning, og med de klatreben, han har haft i år, burde han være formstærk nok. Nu er spørgsmålet bare, hvad vi skal lægge i dagens fiasko, for han smed næppe tid med vilje i et løb, hvor han havde fået lov at køre klassement. Der er i hvert fald på den baggrund ingen garanti for, at han overlever, for efter en lang pause ved vi ikke, om han har samme gode ben som tidligere på året. Ingen kan dog betvivle hans motivation, og hvis han overlever vil han nok være min favorit til denne stigende spurt på baggrund af det, vi så, da han vandt i Andalusien.

 

For to år siden var stigningen for svær for Quinten Hermans, og det kan den også være denne gang. Han har dog forbedret sig markant siden dengang - ellers bliver man ikke nr. 2 i Liege - men spørgsmålet er, om han er formstærk nok. Han viste heldigvis i dag, at han slet ikke er så ringe, som gårsdagen antydede, men vi så også i Waregem og i dag, at vi stadig leder efter den bedste Hermans. Med medvind på stigningen vil jeg tro, at han får det for svært, men med en mulig regruppering er han i spil. Den stigende spurt passer ham perfekt, og kan han positionere sig bedre end i mandags - og det burde være muligt i en lille gruppe - kan han i hvert fald slå alle i denne spurt. Også en formstærk Robert Stannard burde være kandidat på denne rute, men efter i dag virker det ikke sandsynligt.

 

Som beskrevet i analysen var dagens etape endnu et slag i ansigtet for Daniel Martinez, der har så store problemer, at alle alarmklokker ringer. Det er i hvert fald udelukket, at han er med de 4-5 bedste i morgen, men i et større felt sidder han naturligvis. Det er klart, at det er Fraile, der skal spurte på sin hjemmebane, men er han uden sin holdkammerat vil han tage chancen. Hans gode spurt på 1. etape mindede os om, hvo hurtig han kan være i en stigende finale, og han plejer at positionere sig eminent. Vi skal ikke glemme, at han vandt en stigende spurt i dette løb for et år siden, endda foran Alaphilippe, på en tilsvarende etape. Det kan sagtens ske igen, selvom han åbenlyst er på et helt andet niveau end for et år siden. I teorien er det også en etape for Ethan Hayter, men med de ben, han har haft de seneste dage og i Catalonien, virker det slet ikke realistisk.

 

Læs også
Pogacar øger - tronskifte hos kvinderne

 

Jeg kan også have lidt fidus til Brandon McNulty. Amerikaneren klarede dagens etape ganske fornemt, for det var bestemt ikke noget for ham. Morgendagens længere stigning passer ham langt bedre, men der er intet fra hans svage sæsonstart, der gør det realistisk, at han kan køre med de 4-5 bedste. I en større gruppe bør han dog sidde, og skal han ikke spurte mod folk som Aranburu, Bagioli og Fraile, vil han have en fair chance. Han kørte trods alt på podiet i en puncheurspurt i Daupiné i 2021, hvor Sonny Colbrelli vandt foran Aranburu. Derudover er han et af de mest oplagte bud på en rytter, der kan udnytte det taktiske spil til at køre væk og herefter gøre det færdigt via sin gode spurt.

 

Kan Jonas Vingegaard vinde etapen? Det bliver svært, men helt umuligt er det ikke. Man kan selvfølgelig drømme om, at benene er så gode, at han kan køre fra alt og alle og tage en solosejr, men det tyder dagens etape ikke på, at de er. Derimod skal han nok stole på sin spurt, og desværre er der lidt mange, der er hurtigere end ham. Omvendt er han slet ikke så langsom, slet ikke når det stiger, som vi så med den indlagte spurt forleden, og kan han komme af med folk som Skjelmose og Higuita, virker det ikke umuligt. Skal han eksempelvis spurte mod Landa, Mas og Gaudu, er der en vej til sejr, selvom Gaudu på papiret må regnes som den hurtigste af de to.

 

Det var ganske opløftende at se Marc Hirschi i dag. Schweizeren er kommet ganske hurtigt i form efter sin skadespause, men desværre var dette også mere Hirschi-terræn end det, der venter i morgen. Det vil selv for en formstærk Hirschi være en udfordring, og med tanke på det, han leverede i lørdags, tvivler jeg på, at han overlever. Han er dog en eminent nedkører, og får vi en lidt større gruppe, vil han bestemt have en chance. Denne stigende spurt passer ham som fod i hose, men desværre har han slet ikke samme fart som tidligere. Jeg vil faktisk blive lidt overrasket, hvis han vinder, da han må formodes at skulle grave temmelig dybt, hvis han skal med hjem i den ikke helt formstærke tilstand, han er nu.

 

Som nævnt ovenfor vandt den genfødte Ion Izagirre en tilsvarende etape for to år siden. Det er stadig helt uforståeligt, hvordan han dengang overspurtede Bilbao, McNulty og Vingegaard, og det sker næppe igen. Til gengæld er han lige nu så god, at han sagtens kan være med, hvis de allerbedste kører væk, ligesom han kan være med i et mere taktisk angreb på den lette del, som han var det i 2021. Hans store våben er her den uhyre tekniske nedkørsel. De fleste af de andre topnavne er også gode nedkørere, men der er ingen tvivl om, at Izagirre ikke blot kender denne nedkørsel hudløshed, men også vil være meget mere risikovillig i et løb, der måske er hans største sæsonmål. Ha har før vundet en Tour-etape via en sublim nedkørsel, og det burde være muligt at gentage her. Ellers må han spille sine kort i det taktiske spil i den flade finale.

 

Det så bestemt ikke kønt ud i dag for Simon Yates, der stadig er en skygge af sig selv. Han kører næppe med de bedste i morgen, men helt udelukkes kan det ikke. Vi så nemlig i Paris-Nice, at han pludselig fandt benene til sidstedagen, og hvis han har de samme ben i morgen, kommer han langt. Skal han spurte mod de allerbedste klatrere, er han ikke uden chance, selvom han de seneste år slet ikke synes at have den fart, han sidst viste, da han slog Bilbao i kampen om en Tour-etapesejr i 2019. Ellers kan han måske deltage i det taktiske spil, men her er nok alligevel en mand, man holder lidt for meget øje med.

 

Hvad så med Richard Carapaz ? Vi fik jo desværre ikke at se, hvad han kunne i dagens ærgerlige finale, men det synes helt givet, at formen ikke rækker til at gå med de allerbedste. Til gengæld er han en kriger, der meget vel kan spille sine kort rigtigt i det taktiske spil på den lette, øvre del af stigningen. Vi ved også, at han er en god puncheur, og hvor jeg ikke tror, at han vinder en spurt i et større felt, burde han have en chance for at gøre det færdigt, hvis han får sneget sig væk i det taktiske spil.

 

En af dagens skuffelser var Rigoberto Uran , men med alderen er han blevet for meget en dieselmotor til disse finaler. Derfor vil jeg forvente at se mere af den imponerende Uran, vi så i Catalonien, når stigningerne i morgen er længere. Han kører næppe med de allerbedste, men han bær kunne spille sine kort i det taktiske spil. Han har ikke samme spurt som tidligere, men han viste med sit punch, da han vandt sin Vuelta-etape sidste år, at han i den rette gruppe stadig bør have farten til måske at kunne gøre det færdigt.

 

Det er en glimrende etape for Ruben Guerreiro, der i dag viste, at han bør være med, hvis der sidder en større gruppe. Problemet er bare, at han er på hold med Aranburu, og det betyder, at han næppe får lov at spurte. Det virker nemlig ikke sandsynligt, at han vil kunne overleve i en gruppe, hvor han er uden sin baskiske holdkammerat. Til gengæld vil han være et oplagt kort at spille, hvis vi får det taktiske spil på den lette del af stigningen, og skulle det lykkes at komme væk i et sådant fremstød, kan han slå de fleste i denne stigende spurt.

 

Felix Gall bekræftede i dag, hvor store fremskridt han har gjort, en det er klart, at han ikke er en af de allerstærkeste. Vi så sidste år i Alperne, at han har en ganske fin spurt, men vi har også siden set, at han ikke er hurtig nok til at vinde en spurt mod de bedste. Til gengæld gør hans gode ben ham til en oplagt mand, der kan udnytte det taktiske spil på den lette del af stigningen, og havner han i den rette gruppe, bør hans spurt være et våben, der kan give ham sejren.

 

Læs også
Optakt: Tour de Romandie

 

I dag så Mikel Landa uhyggelig ud, men det er en svær etape for ham at vinde. Han kan ikke spurte, og han har ikke skyggen af frihed. Til gengæld var han også så overbevisende, at det ikke virker helt umuligt, at han kan køre fra alt og alle. Vingegaard efterlod i hvert fald ikke et indtryk af at være usårlig, og er der en mand, der kan tage den store solosejr, ligner Landa det bedste bud. Medvinden hjælper, og han er som bekendt også en ganske glimrende nedkører.

 

Lottokuponen Matteo Sobrero lagde lørdagens skuffelse bag sig og imponerede stort i dag. Han er imidlertid også puncheur og ikke klatrer, og meget taler for, at denne stigning er for svær. Omvendt klatrede han på lange stigninger bedre end nogensinde i Paris-Nice, og nu synes han at have genfundet sine bedste ben. Han er heller ikke specielt langsom, slet ikke i denne let stigende spurt, men det er stadig lidt svært at se ham slå de største favoritter. Til gengæld kunne han måske være med i et af de taktiske fremstød på stigningen, der kan komme væk på den fladere del af stigningen.

 

Naturligvis skal man også nævne Enric Mas, men det er en svær etape for ham at vinde. Hans vej til sejr går ved, at de 4-5 bedste kører væk, for han lignede i dag ikke den bedste Mas, der bare kan køre fra alt og alle. Han skal også overleve en uhyre teknisk nedkørsel, der kan koste dyrt, men sidder de 4-5 mand til sidst, kan han deltage i det taktiske spil i målbyen. Her vil han være meget overvåget, men han har efter 2. etape tabt så meget tid, at der i hvert fald er et par stykker, Vingegaard holder mere øje med.

 

I dag så vi, at Bauke Mollema ikke er på toppen endnu, men han er bestemt ikke ringe kørende, når man ved, at det var ham, der gav Skjelmose sin cykel til sidst. Med de ben, danskeren havde i dag, bør han koncentrere sig 100% om at være hjælper, men vi så jo i dag, at han havde en vis frihed. Skulle det ende med et taktisk spil på den lette del af stigningen, har han kort at spille, og han er som bekendt også ganske hurtig i en stigende spurt som denne.

 

Hvad så med gårsdagens helt? Vi ved, at Ide Schelling kan slå alle i denne spurt, men al logik tilsiger, at det bliver for svært. Når han kom til kort på dagens korte stigninger, kommer han endnu mere til kort på morgendagens lange stigninger. Han skal endda kæmpe med en medvind, der gør det hele endnu mere selektivt, og det virker derfor ikke realistisk. Jeg tør dog ikke helt afskrive ham, når han også har en nedkørsel som våben, og han har spurtet så glimrende, som han har gjort det i år.

 

Man kunne også nævne den hurtige Cristian Scaroni, men selvom han har imponeret, har han nok for store problemer på lange stigninger, og stigningen bør være for svær for Eduard Prades og Gotzon Martin. Remy Rochas, James Knox, Steff Cras og Juan Pedro Lopez er stærke, men det er svært at se, hvordan de skal vinde, og trods dagens etape tvivler jeg stadig på, at Esteban Chaves er stærk nok til at vinde via taktik, når han ikke er den hurtigste. Hos FDJ regner jeg ikke med, at Quentin Pacher og Romain Gregoire, der er hurtige, kan tage deres chance, når Gaudu skal sikre sig bonus. Jeg tror ikke, at Lilian Calmejane er hurtig nok, hvis han overlever, og den bliver nok lidt for svær for Georg Zimmermann, mens Rui Costa tilsyneladende er formsvag. Attila Valter er ren hjælper og får ikke lov at spurte, og det samme må gælde for Gonzalo Serrano, der heller ikke synes i form. Mauro Schmid overlever kun til en lidt større gruppe, og efter i dag vil de skulle jagte bonus med Bagioli i stedet. Simon Guglielmi kunne godt sidde med hjem til en spurt, men vinde kan han ikke, mens Pierre Latour er formsvag.

 

Som sagt har et udbrud en god chance, men kun med ryttere, der har tabt tid. Som forklaret ovenfor er hurtige Omar Fraile det mest indlysende bud, men et andet oplagt navn er den uhyre formstærke Remi Cavagna. Andre er Quinten Hermans, Luke Plapp, Robert Stannard, Cristian Scaroni, Odd Christian Eiking, Gotzon Martin, Georg Zimmermann, Rui Costa, Gonzalo Serrano, Natnael Tesfatsion, Bauke Mollema og Davide Formolo.

 

Feltet.dks vinderbud: Mattias Skjelmose

Øvrige vinderkandidater: Sergio Higuita, David Gaudu

Outsidere: Alex Aranburu, Andrea Bagioli, Omar Fraile, Quinten Hermans, Daniel Martinez

Jokers: Brandon McNulty, Jonas Vingegaard, Marc Hirschi, Ion Izagirre, Simon Yates, Richard Carapaz, Rigoberto Uran, Ruben Guerreiro, Felix Gall, Mikel Landa, Matteo Sobrero, Enric Mas, Bauke Mollema, Ide Schelling

 

Kandidater til et udbrud (i prioriteret rækkefølge): Omar Fraile, Remi Cavagna, Quinten Hermans, Luke Plapp, Georg Zimmermann, Cristian Scaroni, Odd Christian Eiking, Rui Costa, Robert Stannard, Bauke Mollema, Davide Formolo, Natnael Tesfatsion

 

STREAM ITZULIA BASQUE COUNTRY OG SCHELDERPRIJS UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

Mattias Skjelmose
Sergio Higuita, David Gaudu
Alex Aranburu, Andrea Bagioli, Omar Fraile, Quinten Hermans, Daniel Martinez
Brandon McNulty, Jonas Vingegaard, Marc Hirschi, Ion Izagirre, Simon Yates, Richard Carapaz, Rigoberto Uran, Ruben Guerreiro, Felix Gall, Mikel Landa, Matteo Sobrero, Enric Mas, Bauke Mollema, Ide Schelling
Remi Cavagna, Luke Plapp, Georg Zimmermann, Cristian Scaroni, Odd Christian Eiking, Rui Costa, Robert Stannard, Davide Formolo, Natnael Tesfatsion, Gotzon Martin, Mauro Schmid, Simon Guglielmi, Esteban Chaves, Remy Rochas, James Knox, Steff Cras, Juan Pedro Lopez, Quentin Pacher, Romain Gregoire, Lilian Calmejane, Gonzalo Serrano, Ethan Hayter
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Itzulia Basque Country
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 26/04-28/04

Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04

La Vuelta Femenina(2.WWT) 29/04-05/05

Eschborn-Frankfurt(1.UWT) 01/05

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?