Itzulia Basque Country-analyse: Da Jumbo-hierarkiet begyndte at vakle

 Livestream Itzulia Basque Country og Amstel Gold Race uden afbrydelser

Lige siden det stod klart, at Jumbo-mandskabet til sommerens Tour ville stille med to kaptajner i form af Primoz Roglic og Jonas Vingegaard har der - ikke mindst i Danmark - været spekuleret meget i, hvordan hollænderne ville skære den kage. På den ene side har holdet klart understreget, at begge vil komme til start i en beskyttet kaptajnrolle, men adspurgt om et hierarki var holdets sportsdirektør Merijn Zeeman i januar klar i målet. I kraft af sin imponerende etapeløbshistorik er Roglic på forhånd nr. 1, men grundlæggende vil det være løbets begivenheder, der bestemmer, hvem der i sidste ende køres for.

I det lys har denne uges Baskerlandet Rundt også været imødeset med stor spænding. Det er nemlig første gang i år, at de to kaptajner er til start i samme løb, og derfor kan det anses som en første lille generalprøve på, hvordan samarbejdet vil fungere. Udmeldingen forud for løbet har også tydeligt vist, at Vingegaards fornemme Tour sidste sommer vitterligt har rykket ved det interne hierarki. Da de sammen kom til løbet sidste år, var meldingen entydigt, at de kom for at vinde med Roglic, men denne gang har det hele tiden stået klart, at der var tale om to kaptajner.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Den strategi er bestemt heller ikke dum, når man ser på, hvordan årets rute er designet. Hele tre af etaperne lægger op til potentielt taktiske finaler, hvor svære stigninger har isoleret kaptajnerne, og her er det en gevaldig fordel at være mere end én mand, når man skal besvare den byge angreb, mange ventede fra det brølstærke Ineos-mandskab. I den forstand har ruten været designet så snedigt, at det denne gang måske kan være taktik mere end gode ben, der vil afgøre løbet - i hvert fald hvis man husker på, hvordan netop et lignende taktisk spil på en tilsvarende etape for et år siden førte til, at løjtnanterne Brandon McNulty og Vingegaard vandt tid på kaptajnerne Tadej Pogacar og Roglic.

Sådan gik det imidlertid ikke, da den første af de farlige etaper i dag blev afviklet på to af de stejle mure, der mere end noget andet kendetegner Baskerlandet. Ganske vist betød den voldsomme Ineos-offensiv, som stod i drejebogen allerede fra etapestart, hvor målet netop måtte være at skabe en overtalssituation mod de to isolerede Jumbo-kaptajner, at vi fik præcis det potentielt ukontrollerbare scenarium, som sidste år førte til McNultys og Vingegaards løjtnantkup. Der var da også flere - ikke mindst en meget offensiv Remco Evenepoel - der forsøgte at spille det taktiske spil i den flade finale, men denne gang viste det sig helt umuligt at slå det hul, der kunne have givet et forspring til nogle af de outsidere, som kunne udnytte denne åbning.

Derfor endte det hele i det andet af de to scenarier, der tegnede sig på forhånd, nemlig en spurt i en lille favoritgruppe, og da dagens bonussekunder næppe afgør løbet på lørdag, endte etapen således ikke med at gøre nogen anden forskel end at mærke benene inden de kommende tre dage, hvoraf særligt de to sidste er ganske brutale. Alligevel var det første lejlighed til at få et lille kig ind i, hvem der har taget de gode klatreben med til Baskerlandet - og ikke mindst var det en første chance for få en fornemmelse af det indbyrdes styrkeforhold.

Nu skal man passe meget på med at overfortolke en etape, hvor ingen af de to Jumbo-ryttere nogensinde tabte kontakten med frontgruppen og derfor aldrig kan betegnes som have været ramt af en krise, men det er alligevel svært ikke at sidde med en fornemmelse af, at styrkeforholdet i dag var ganske klart. Mens Vingegaard var her, der og alle vegne hver eneste gang, der blev angrebet, hvor han altid sad limet til baghjulet på aggressoren, sad Roglic påfaldende langt tilbage i gruppen. En enkelt opstod der endda et hul, da Evenepoel ikke længere kunne holde hjul, og selvom Roglic viste en eller anden form for overskud ved med en enkelt forcering at spurte tilbage til frontgruppen, lignede han gennem det meste af den sidste stigning en mand, der mere hang med som det tynde øl end som det monster, der plejer at styre tingene med hård hånd forrest i gruppen.

Det kan sagtens have været helt kalkuleret. Vingegaard sad jo fremme og svarede på angrebene, og derfor var det aldrig Roglics opgave at gøre det samme. Alligevel gjorde han sig selv sårbar, som Evenepoel-episoden viste, og det er i hvert fald ikke den måde, Roglic plejer at angribe sine stigninger på.

Det er klart, at den bekymring kun bliver større, når det ikke er første gang i år, at Roglic virker rusten. Ganske vist skrev jeg i mandags, at hans magtdemonstration på enkeltstarten i første omgang havde lukket munden på kritikerne, men jeg nævnte også, at det endelige svar først ville komme i bjergene. I Paris-Nice var han som bekendt også flyvende på enkeltstarten, men da det gik løs i weekenden, var han helt anderledes menneskelig, end han plejer. I dag så det ud til, at mønsteret blev gentaget.

Til gengæld var billedet et helt andet for Vingegaard. Danskeren lignede vel stærkeste mand på en etape, hvor det så ud til at klø i hans ben for at få lov at angribe. Det kunne han naturligvis ikke, når hans holdkammerat er i førertrøjen, men Jumbo-mandskabet kan i hvert fald glæde sig over, at de måske alligevel har løbets bedste mand, hvis Roglic vitterligt er blevet menneskelig. Det blev i hvert fald ikke i dag, at Vingegaard slettede indtrykket af, at han er nærmest til at true de to slovenere i det globale etapeløbshierarki - i hvert fald så længe Egan Bernals cykelfremtid er uafklaret.

Det er i hvert fald ikke Evenepoel, der har den position. Efter endnu en uhyre skuffende præstation i bjergene må Patrick Lefevere i den grad få grå hår i hovedet. Som jeg skrev i går, har han med sin rekrutteringsstrategi negligeret de brostensklassikere og massespurter, der ellers har været holdets foretrukne domæne, til fordel for en vovet satsning på en grand tour-fremtid med det belgiske vidunderbarn. Den satsning er naturligvis ikke død, når vi taler om en mand, der kun lige er fyldt 22, men der tegner sig efterhånden et ret tydeligt mønster, så snart Evenepoel mødes af væsentlige klatreudfordringer. Og det er ikke det mønster, man ser fra en grand tour-rytter. Det ligner i hvert fald mere endnu et etapeløb, hvor han mislykkes med at gå i top 10, end løbet, hvor han melder sig tilbage på grand tour-banen.

Til gengæld kan Lefevere så finde trøst i, at Julian Alaphilippe synes tilbage på sporet efter den rustne og sygdomsramte sæsonstart. Nok lykkedes det ham efter endnu et ellers suverænt Evenepoel-lead-out at gentage gårsdagens sejr, men på stigningerne lignede han en af de stærkeste. Det vil han næppe være, når vi rammer de længere stigninger senere i løbet, og han lignede bestemt heller ikke VM-udgaven af sig selv endnu, men på disse stejle Alaphilippe-mure, som jo er dem, han først og fremmest skal tæmme i Ardennerne om et par uger, var han aldrig i væsentlige problemer. Med tanke på at hans form er i fremgang, bør han i hvert fald komme til klassikerne med betydeligt mere selvtillid end sidste år, hvor hans Flandern Rundt tydeligt viste, at han var langt fra sit bedste. Det var han til gengæld, da det gjaldt, og noget tyder på, at han kan tro på, at han vil være det igen i år.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Etapesejren fik han imidlertid ikke. Den gik til Pello Bilbao, og det var egentlig lidt paradoksalt. Baskeren så nemlig bestemt ikke ud til at være flyvende på murene, men det var måske i virkeligheden forventeligt. I de senere år er han jo blevet en ren dieselmotor, der på stigninger er helt uden punch, og derfor er stejle mure ikke længere Bilbao-terræn. Det er også derfor, vi i dag aldrig ser ham spurte, selvom han som ung var så hurtig, at han vandt en massespurt i Spanien. Den slags begiver han sig slet ikke ud i længere, for i dag er han mere dieselmotor end punch.

Alligevel gemmer de gamle sprinterben sig åbenbart et sted. Det så ellers ikke sådan ud, da han for et år siden blev overspurtet af den bestemt ikke spurtstærke Ion Izagirre i kampen om etapesejren i dette løb, men da han i dag stod over for betydeligt mere formidabel modstand i form af Alaphilippe, var de der minsandten alligevel. Med den hurtighed kan det undre, at han ikke fortsætter med at bruge det som et våben nu, hvor han i stigende grad satser på etapeløb. Bonussekunder er som bekendt ofte vigtige i ugelange løb, og i dag indbragte hans fart ham 10 af slagsen.

Spørgsmålet er, om han havde vundet, hvis ikke Roglics lidt triste dag var fortsat hele vejen. Sloveneren burde normalt ikke have problemer med at slå Bilbao i en let stigende spurt, og han havde akkurat fået sig kørt frem i position, da han i et sving blev tvunget til at bremse så kraftigt, at hans spurt var ødelagt. Med tanke på, at den bestemt ikke specielt spurtstærke Aleksandr Vlasov endte som nr. 3, er det sandsynligt, at det lille uheld som minimum kostede ham 4 sekunder, han nok godt kunne have brugt, hvis benene vitterligt er, som man fornemmede det på stigningerne.

Nu gik de i stedet til Vlasov, og det var ganske fortjent. Russeren synes nemlig at have lagt de sløje præstationer i UAE Tour og Paris-Nice bag sig. Allerede i lørdags var han flyvende i et løb, der passede ham dårligt, og igen i dag efterlod han et uhyre lovende indtryk på stigninger, der bestemt ikke passede ham ideelt. Til gengæld er han nu helt alene om at repræsentere Bora, da Emanuel Buchmanns katastrofekurs fortsætter, og Sergio Higuita åbenbart er så træt efter Catalonien, at han er lige så meget fra snøvsen, som man kunne fornemme allerede på enkeltstarten.

Derfor er han også alene i de taktiske finaler de kommende dage, og derfor er det stadig Ineos-kollektivet, der ligner den største trussel mod Jumbo. Holdets massakre lykkedes desværre ikke, da det aldrig lykkedes at komme væk fra Roglic og Vingegaard, men de fik i hvert fald bevist, at Adam Yates, der sammen med Vingegaard efterlod det mest positive indtryk, synes tilbage på sit normalt så tårnhøje niveau efter nedturen i Paris-Nice. Til gengæld virkede Daniel Martinez ikke helt så velkørende, som han har gjort hidtil, men det var i dag også meget mere Yates- end Martinez-stigninger. Efter en lidt rusten indledning så han i hvert fald meget bedre ud nær toppen.

Man kan så spørge, om holdet fik det maksimale ud af deres stærke kollektiv. Carlos Rodriguez har virket rusten fra start, og Ben Tulett må sande, at han fortsat mangler lidt, når han er oppe mod verdenseliten. Tao Geoghegan Harts føring efterlod heller ikke det allermest lovende indtryk, når man også husker på hans skuffende enkeltstart, men Geraint Thomas’ vanvidsarbejde var til gengæld svært imponerende. Det er svært ikke at sidde med den tanke, at holdet kunne have haft tre mand i finalen, hvis ikke de havde brugt waliseren som hjælper.

I det mindste har de fortsat to kort at spille. Det har Movistar ikke, men det var heller aldrig muligt. De kan til gengæld glæde sig over, at Enric Mas vel sammen med Yates og Vingegaard lignede stærkeste mand og dermed bekræftede den forvandling, han syntes at have oplevet fra begyndelsen af sidste års Vuelta, hvor han nåede helt nye højder. Det er fortsat igennem hele sæsonen, og selvom han har en klar taktisk ulempe, ligner han en rytter, der kan køre med om sejren i dette løb.

Det gør David Gaudu til gengæld ikke. Franskmanden var allerede forud for løbet usikker på sin form grundet det styrt, der i Paris-Nice efterlod ham med et brud i ryggen. I dag stod det klart, at det i hvert fald har sat ham lidt tilbage inden de klassikere, der er hans næste store mål. I stedet lignede Pierre Latour bedste franskmand, men vi ved nu fra årets første løb, at han formentlig vil være meget bedre på dagens stigninger end på dem, der venter senere i løbet.

Det kan Ion Izagirre også håbe på at være, men det skal vi ikke regne med. Igen i dag stod det klart, at han stadig er et stykke fra det niveau, han havde, da han vandt løbet for tre år siden. Til gengæld var der livstegn at spore fra Rigoberto Uran, der bestemt ikke kører med om noget, der blot minder om podiet, men ser bedre ud end i Tirreno. Steff Cras fortsætter også sin stadig mere lovende fremgang, mens Marc Soler gjorde det hæderligt på stigninger, der ikke er skræddersyet til ham. Det er de til gengæld til Michael Woods, der efter i dag må være alvorligt bekymret for, om hans sygdom vil koste ham chancen for at blande sig helt fremme i Ardennerne, som han ellers gør det hvert eneste år.

Læs også

Lefevere om mulig Alaphilippe-skifte: Måske vil han prøve noget andet

Det gør Roglic og Vingegaard også, men for dem er dette løb mindst et lige så stort mål. Holdet har i hvert fald gjort det klart, at det er et løb, der betyder meget for dem, og det skal sikkert også ses i lyset af, at det betragtes som den første lille generalprøve frem mod Touren. At holdet her vil være den store trussel mod Pogacar, er der næppe den store tvivl om, og det synes også sikkert, at de vil have to gode kort at spille. Til gengæld er det måske længere helt sikkert, hvilket af de to kort der faktisk vil være bedst.

 Livestream Itzulia Basque Country og Amstel Gold Race uden afbrydelser