Itzulia Basque Country-analyse: Da monsteret bed fra sig igen

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

”Vi er ikke vant til at se Miguel i den tilstand.”

Sådan indledte jeg min sidste analyse fra Catalonien med reference til et berømt citat fra Banesto-boss Jose Miguel Echavarri, der efter Les Arcs-etapen under Touren i 1996 skuffet kunne konstatere, at hans store stjerne, den usårlige Miguel Indurain, havde tabt mere end 4 minutter ved løbets første møde med Alperne. Noget lignende må UAE-manager Mauro Gianetti nemlig have haft lyst til at udbryde, da han på sidste etape af Volta a Catalunya oplevede den sjældne stund at se Tadej Pogacar, der ellers endte med at vinde etapen, blive sat kortvarigt af Stephen Williams på Montjuic-stigningen.

Læs også

Bjerg vil ikke stå i vejen for Vingegaard

Det er nærliggende at tro, at Bora-manager Ralph Denk efter årets Paris-Nice havde udbrudt et ”Vi er ikke vant til at se Primoz i den tilstand”, hvis han var blevet bedt forholde sig til sin nye store stjernes debut i tysk tjeneste. Den tyske manager må nemlig i den grad have frygtet, at han havde købet katten i sækken, da han sidste efterår greb den pludselig opståede chance og kastede en masse tyske køkken- og badmillioner efter den slovenske superstjerne Primoz Roglic, der følte at pladsen ved siden af Jonas Vingegaard hos Visma-mandskabet var blevet lidt for trang. Han har nemlig utvivlsomt vist, at han tog en vis chance ved at binde så stor en del af sit hold op på en 34-årig rytter, for han kan ikke have manglet viden om, at det indebærer en vis risiko at kaste alle pengene efter en veteran. Det var trods alt ham, der sendte Peter Sagan videre til Total, som hurtigt måtte sande, at oliemillioner sjældent har været brugt dårligere.

Den oplevelse har sikkert ligget i baghovedet hos Denk, da han så sin store stjerne rulle over stregen i Nice som en pauver samlet nr. 10 - klart overskygget af sin ellers ikke alt for imponerende løjtnant Aleksandr Vlasov. Det var ellers Denk, der kunne bryste sig af, at han havde sendt Sagan videre i tide, men nu kunne det se ud til, at han måske havde kurs mod at begå præcis den fejl, Jean-Rene Bernadeau også havde gjort.

Det var nemlig ikke bare en lidt halvsløj præstation, Roglic leverede. Nej, hvis man skal tillade sig at bruge lidt hårde ord, var den helt atypisk elendig. Roglic er nemlig ikke typen, der kan have et halvdårligt løb i ny og næ. Nej, han er slet og ret en maskine, der altid leverer. Det bedste bevis på hans stabilitet finder vi en statistik, der slet og ret er ganske rystende. Siden han i sit første Tirreno i 2017 ”kun” blev nr. 4 med en 3. plads som bedste etaperesultat, havde han nemlig ikke gennemført ét eneste WorldTour-etapeløb uden at vinde enten en etape eller tage den samlede sejr - og han havde vel at mærke gennemført ikke færre end 24 af slagsen i den mellemliggende periode på syv år!!!

Det er så god en statistik, at man kan tvivle på, om den bliver slået, selvom Tadej Pogacar har indledt en fin serie siden sin 6. plads i Baskerlandet i 2019. Den bliver bare ikke bedre for Roglic. Det sørgede nedturen i Paris-Nice for. Her var det engang så glubske monster ikke blot uden det bid, det plejer at have. Nej, det var så tandløst, at det næppe havde gjort selv den mindste kattekilling fortræd - og i hvert fald ikke skræmt mange af denne verdens Pogacar’er og Vingegaard’er.

Om monsteret har været en tur ved tandlægen i løbet af de seneste tre uger, ved jeg ikke, men da det i dag atter åbnede sit glubske gab, da årets udgave af Baskerlandet Rundt - vel det etapeløb, der passer Roglic allerbedst, og hvor han allerede har vundet to gange - blev indledt, var der pludselig igen så meget bid i det slovenske gebis, at blodet sprøjtede. Ja, faktisk sprøjtede det vel mere, end det har gjort i flere år, for vi skal vel næsten tilbage til Roglics storhedstid for at se ham vinde så overlegent i et felt med så mange stjernenavne.

Hvis ikke man tror på tandlægeforklaringen som årsag til denne genrejsning, må man grave dybt for at finde en god begrundelse for denne omvæltning. Nok er Roglic før kommet tilbage - hans 2023 var jo langt bedre end hans ret svage 2022 - men han har aldrig rejst sig fra så dybt et lavpunkt før. Endnu mere skræmmende blev præstationen jo endda af, at han begik en lidt tåbelig fejl ved at misse det sidste sving og således ganske gratis forære rivalerne et par hårdt tilkæmpede sekunder.

Nu ved vi jo ikke, hvad der foregik bag kulisserne i Paris-Nice, og der kan jo være en helbredsmæssig forklaring, som Bora ikke har haft lyst til at fortælle vidt og bredt om, selvom Roglic i sine interviews lignet en skuffet mand, der heller ikke selv forstod, hvad der var galt. Det er også bare muligt, at han led i den kulde, der før har voldt ham kvaler, selvom det ikke forsvarer hans tamme præstation på Mont Brouilly. Men vi skal nok også lige tøve en kende, inden vi for alvor melder Roglic tilbage i kampen.

Dagens enkeltstart var nemlig skabt til den eksplosive slovener. Der er meget få i denne verden, der kan drømme om at matche ham på en kort enkeltstart med eksplosive stigninger, hvor hans punch jo er ganske guddommeligt. Det er en af årsagerne til, at han elsker det baskiske løb, som altid designer denne slags enkeltstarter, og netop derfor har han stadig lidt at bevise. Tilbage i 2022, hvor han kørte sit ringeste etapeløb i mange år, og hvor en knæskade havde sat ham formmæssigt så meget tilbage, at han endte med at agere hjælper for Vingegaard, lagde han nemlig også skræmmende stærkt ud på en enkeltstart af denne type. Han slog Remco Evenepoel ganske klart, og resten af feltet, herunder Vingegaard, blev slet og ret kørt midt over.

Da det blev alvor i bjergene, viste formen sig bare alligevel at være for ringe, og vi så måske det samme i Paris-Nice. Det var i hvert fald svært at se svaghedstegn hos det slovenske uhyre, da han på holdløbet - lidt uovervejet - rev sit hold i stumper og stykker på stigningerne, hvor han satte en fremragende mellemtid. Ja, faktisk meldte holdet ud, at han den dag havde produceret nogle af sine bedste tal nogensinde, men da det blev alvor i bjergene, og holdbarheden blev testet i en udfordring, der ikke bare handlede om en ganske kort periode, var han jo desværre så tandløs, at der måske måtte bud efter slovenske tandlæger.

Læs også

Optakt: OL-enkeltstart (herrer)

Derfor venter vi lige en anelse med at erklære Roglic tilbage, men der i hvert fald skabt et håb hos Denk og de mange cykelfans, der sad triste tilbage for nogle uger siden over at se en stor stjerne præstere så pauvert. Den virkelige test kommer først torsdag, fredag og særligt lørdag, men han har i hvert fald givet sig selv det bedst mulige udgangspunkt for at vinde løbet for tredje gang. Forskellene er overraskende store, og på en historisk let rute, hvor punch og spurtstyrke kan blive endnu mere afgørende end vanligt, står han meget, meget stærkt. Ingen af de øvrige hurtige klassementsryttere kan i hvert fald for alvor drømme om at slå ham alene på bonus.

Det kan Evenepoel i hvert fald ikke længere, for han endte som en af dagens helt store tabere. Det skyldes desværre ikke dårlige ben, men bare det dumme styrt, der betyder, at han slet ikke fik det udbytte af sit stærkeste våben, som han burde. Alligevel kan han gå fra etapen med en vis glæde, for det var ikke kun Roglic, der viste opløftende takter. Vi finder aldrig ud af, hvem der havde vundet, hvis ikke Roglic var kørt forkert, og hvis ikke Evenepoel var styrtet, men det virker rimeligt at antage, at det var blevet tæt - og belgieren havde i hvert fald slået alle andre end Roglic ganske klart.

Heller ikke han kan dog vide sig sikker på, at det betyder en genrejsning efter det lidt halvsløje - efter hans høje standard - indtryk, han efterlod i Paris-Nice. Hans enkeltstart i Algarve i et meget stærkt felt var nemlig også fremragende, men det forhindrede ham ikke i at skuffe fælt på de to bjergetaper, hvor han blev slået af Daniel Martinez, der viste sig ikke at være så genrejst endda. Også han har derfor en del at bevise i bjergene, og nu har han endda ikke det forspring, han havde regnet med. Heldigvis kan han stadig tro på, at styrkeforholdet på stigningerne vil være som i Paris-Nice, og at han derfor alligevel kan køre fra Roglic, hvad der nu ligner en nødvendighed, hvis han skal slå en mand, der er hurtigere på stregen. I det taktiske spil må han også sande, at han ikke helt har de muligheder, han havde drømt om, da formstærke Mikel Landa måtte sande, at et skifte til Soudal ikke var nok til at forbedre hans tempoevner væsentligt.

Alt sammen kan det dog være helt ligegyldigt, hvis Vingegaard alligevel bare kører fra alt og alle, som han plejer. Arrangørerne har bestemt ikke gjort det let for ham med denne meget nemme rute uden svære finaler, men det forhindrede ham jo ikke i at knuse al modstand sidste år, hvor han vandt halvdelen af etaperne. Det kan han også gøre denne gang, hvor danske solosejre på de sidste tre etaper bestemt ligner reelle muligheder, og i den forstand gør dagens 5. plads ingen forskel for danskeren. Som relativt spurtsvag vinder han nemlig kun løbet, hvis han er i sin egen liga mindst én af dagene - og her er det selvsagt lørdagen, der ligger bedst til ham - og om han vil være det, blev vi vel ikke alt for meget klogere på i dag.

På papiret var præstationen skuffende. Jeg havde i hvert fald forventet at se ham længere fremme på en rute som denne, hvor særligt hans tid på stigningen måske var en smule urovækkende. Vi ved bare også, at en kort, restitueret enkeltstart aldrig bliver noget for danskeren, der også gjorde det ringere, end jeg havde ventet, da han åbnede Tirreno med en tidskørsel. Her var der i lyset af ruten grund til større forventninger, og det var måske også lidt overraskende, at han gjorde det ringere end i 2021, hvor han endte som nr. 3 på en tilsvarende etape og ikke havde samme niveau som i dag, men dengang var etapen også betydeligt mere klatretung end denne.

Historien viser i hvert fald, at man aldrig skal skue en Vingegaard på præstationen på en indledende enkeltstart, hvor jo ofte har haft lidt rust at banke af. Nu må han ganske vist sande, at heller ikke han har mange taktiske muligheder, da Sepp Kuss’ forbedrede enkeltstart stadig er svær at finde, men det gør til gengæld hierarkiet endnu klarere, end det var i forvejen. Intet har forandret sig for danskeren, der stadig skal køre fra alt og alle for at vinde, og mit gæt er fortsat, at det vil ske - om ikke før, så i hvert fald på lørdag.

Én farlig konkurrent synes i hvert fald delvist fjernet. Juan Ayuso var slet ikke i nærheden af at levere det ridt, han gjorde på 1. etape i Tirreno, hvor han slog Filippo Ganna på en ren Ganna-enkeltstart. Spanieren endte som den lille af de fire topnavne, men det er ikke nødvendigvis alarmerende. Han har det altid lidt svært efter en pause, og en kort enkeltstart burde heller ikke passe hans motor specielt godt. Det var snarere Tirreno-resultatet, der var atypisk, men det kom også efter en periode, hvor han havde kørt en masse løb forinden.

Han kan således sagtens være en helt anden i bjergene, men han har givet sig selv en svær hånd. Han kan stadig gå forbi Vingegaard på bonussekunder, men nu rækker bonus ikke alene, hvis ikke han kører fra Roglic og måske heller ikke Evenepoel. Heldigvis kan han trøste sig med, at han i år har se betydeligt bedre ud på stigningerne end begge de to rivaler.

Han kan også glæde sig over, at UAE som altid er et skræmmende kollektiv, selvom det faktisk var en halvsløj dag. Marc Soler bekræftede i hvert fald, at han stadig er et stykke fra sit bedste, og Brandon McNulty viste nok engang, at han trods sit tårnhøje topniveau er helt umulig at spå om forud for en enkeltstart. Mere opløftende var det for Isaac Del Toro, der bekræftede, at han skam godt kan køre enkeltstart, men det superresultat, man efter Algarve kunne have drømt om, fik vi ikke. Noget tyder dog også på, at han som Ayuso har en motor, der passer bedre til længere distancer, når man ser på, hvordan han kører sine bjergetaper.

Læs også

Remco ærgrer sig over ”lorteveje”: Det kan blive et problem

Undtagelsen på denne lidt halvtriste UAE-dag var naturligvis Jay Vine, men helt ud af det blå kommer hans ridt jo ikke. Han har forbedret sine flade enkeltstarter ganske enormt, og i Emiraterne var en formsvag Vine efter en svær vinter bare 2 sekunder fra at slå McNulty på en flad rute. Det er første gang siden gennembruddet, at vi ser ham køre en kuperet enkeltstart som denne, og det siger næsten sig selv, at det skulle passe ham bedre. Desværre viser Emiraterne også, at det ikke nødvendigvis betyder, at den australske lottokupon er flyvende i bjergene, men det er et herligt krydderi til løbet, hvis han endelig har fundet formen. Vi ved nemlig, hvor tårnhøjt et topniveau han har.

Han blev dog også hjulpet af vejret. Det må have været lidt af en balancegang at finde det rette starttidspunkt. Skulle man mindske risikoen for regn ved at starte tidligt, hvad næsten alle favoritterne gjorde? Eller skulle man tage den ekstra risiko for til gengæld at få meget roligere vindforhold, der tydeligvis hjalp de sent startende?

I sidste ende ramte Vine den bedre end de fleste, som det også skete for Ion Izagirre. Jeg aner ikke, hvordan gør, men uanset hvor svagt han ellers kører, rammer han altid formen til sit hjemmebaneløb. Nu skal vi nok trække lidt fra i lyset af den aftagende vind, men man må bare tage hatten af for hans evne til altid at finde et vist niveau til dette løb.

Det var ellers lige ved, at Ethan Hayter blev den helt store meteorolog. Som den eneste af de tungere favoritter startede han sent, og da han nåede toppen i en tid bare 1 sekund fra Roglics, stod det lysende klart, at han var hjulpet kraftigt af den svagere modvind. Desværre fik han alligevel startet en postgang for sent, da regnen ødelagde hans sidste sving ind gennem byen, men det var nu ikke det, der kostede ham sejren. Han smed i hvert fald mere end det, de våde veje kostede, og det handlede utvivlsomt om den svagere medvind på hjemturen. Samlet set har vejret nok hjulpet briten, der heldigvis kan glæde sig over, at han langt om længe synes at være i form.

Nogen hjælp af vejret fik Mattias Skjelmose ikke, men det var bestemt heller ikke nødvendigt. Hans mellemtid var ellers ikke skræmmende, men vi har nu lært, at danskeren altid starter lidt sløvt, inden han slutter fremragende. I dag kørte han stærkest af alle på hjemturen, og dermed beviste han nok engang, at han vitterligt har udviklet sig til af verdens bedste temporyttere. Denne rute kunne næppe heller passe en ardennertype bedre, men det indikerer, at han har fundet den sidste form, der manglede i Paris-Nice.

Med sin kombination og fart har han en reel chance for at vinde løbet, hvis Roglic genfinder niveauet fra Paris-Nice, og Vingegaard kan hentes igen på lørdag og kommer afgørende væk torsdag eller fredag heller. Det kræver dog, at han har fundet den holdbarhed, der før har manglet og sidste år førte til et lille kollaps på kongeetapen. I det hele taget var det en god dag for Lidl, for selvom der er lang, lang vej til Giro-niveauet, har Tao Geoghegan Hart gjort opløftende fremskridt på sin vej tilbage fra skaden.

Fremskridt har Kevin Vauquelin også gjort. Franskmanden viste som i Besseges, at han er skabt til denne slags korte, eksplosive enkeltstarter, og nu kan han have kurs mod et topresultat, hvis klatreevnerne rækker til denne lidt lettere rute, hvad Tirreno indikerer, at de måske kan gøre, hvis det ikke bliver alt for selektivt. I det hele taget var det en god dag for Frankrig, da David Gaudu også begrænsede tabet fint og kan øjne lys for enden af tunnelen. Bruno Armirail synes også at havde fundet formen med en flot præstation på en for ham svær rute. Eneste malurt i bægeret var en lidt skuffende præstation fra Romain Gregoire, men hvis man tænker på de tempoevner, han plejede at have, var dagens præstation fin.

Det var den i hvert fald også fra Santiago Buitrago, der kørte en chokerende god enkeltstart og fortsætter de uhyre lovende takter, han har vist i år. Han slog endda sin medkaptajn, Pello Bilbao, der på denne rute og med bedre materiel dog nok havde håbet på mere og ikke synes at være kommet fri af de bekymrende takter fra Paris-Nice. Faktisk blev han endda slået af store Jasha Sütterlin, hvis 15.plads må aspirere til at være dagens største overraskelse, selvom også han var hjulpet af vejret.

Der var da også klarere tabere end Bilbao. Jai Hindley kunne slet ikke leve op til den chokerende gode enkeltstart i Tirreno, men heldigvis har Bora andet at glæde sig over, for i tillæg til Roglics genrejsning, rejste Maximilian Schachmann sig også endnu smukkere, end han gjorde i lørdags. Det er sværere at finde noget at glæde sig over hos Ineos, der jo ganske vist har Hayter og en opløftende præstation fra Michal Kwiatkowski, men nu må se Tom Pidcock sendt ud af løbet og måske svækket inden klassikerne og Carlos Rodriguez fortsat underpræstere, selvom der er fremgang at spore på en rute, der i hvert fald ikke passede ham. Samme fremgang var der til gengæld overhovedet ikke at finde hos Felix Gall, der kørte en lige så katastrofal enkeltstart som i Tour de Suisse.

Læs også

Medie: Talent bytter UAE ud med andet storhold

Det er dog nok ikke det helt store tab for løbet. Selv den bedste Gall, vi så i Touren, ville næppe nogensinde kunne vinde på denne rute. Nej, så er det langt, langt vigtigere for spændingen af Roglic atter melder sig i kampen. Denk kan i hvert fald nu håbe på, at han ikke har købt en slovensk kat i sækken, og at det kun var én gang, han måtte udbryde et ”Vi er ikke vant til at se Primoz i den tilstand.” I dag var det før så tandløse monster nemlig præcis lige så farligt, som det plejede, da det bed fra sig så blodet sprøjtede ud over hele Baskerlandet.

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT