Optakt: Region Pays de la Loire Tour (Circuit Cycliste Sarthe)

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Løbets rolle og historie

På denne tid af året er cykelverdenen i alt væsentligt splittet op i to grupper. Klatrerne og etapeløbsrytterne er samlet i Baskerlandet, mens sprinterne og brostensspecialisterne er i Flandern og Nordfrankrig til nogle store uger på brostenene i Flandern Rundt, Scheldeprijs og Paris-Roubaix.

En tredje del af feltet er imidlertid samlet i Frankrig til en solid løbsblok, der inkluderer et Coupe de France-løb samt et kort etapeløb. I onsdags havde ardennerrytterne en chance i Paris-Camembert, og i fredags havde de eksplosive puncheurs og de stærke sprintere deres chance i det kuperede terræn i Route Adelié Vitré. I denne uge er mange rejst videre til Sarthe til de fire dage lange Region Pays de la Loire Tour, det tidligere Circuit Cycliste Sarthe, der typisk byder på et fint mix af flade etaper for sprinterne og mere kuperede etaper med terræn, som er mere lig det, der blev benyttet i fredagens endagsløb.

Læs også

Optakt: OL-enkeltstart (herrer)

Det lille etapeløb har et tosidet formål. Mange franske ryttere bruger det som sidste forberedelse til Paris-Roubaix, specielt rytterne på hold, der ikke er inviteret til de flamske klassikere. Ofte ser man, at udlændinge, der ikke er så begejstrede for de belgiske stigninger, også bruger løbet til at gøre sig klar til Roubaix. Samtidig har de kuperede etaper været god forberedelse til ardennerklassikerne, og nogle af de bedste franskmænd til disse løb har benyttet en kombination af det kuperede endagsløb samt etapeløbet i Sarthe til at blive klar til deres store mål. Samtidig har det historisk været en stor chance for enkeltstartsrytterne til at gå efter en samlet sejr i et løb uden store stigninger.

Løbet blev skabt i 1953 og blev afviklet som et nationalt amatørløb frem til 1963, hvorefter det i 10 år var et internationalt løb for amatører. I 1975 blev det åbnet for professionelle, og det var såmænd selveste Bernard Hinault, der vandt de to næste udgaver. Generelt har det været et perfekt løb for unge ryttere, der har kunnet vise deres potentiale. Eksempelvis vandt en ung Greg Lemond i 1980.

Terrænet i regionen er uden store stigninger, og derfor har der altid været masser af sprinteretaper. Løbet er imidlertid som regel blevet afgjort på en eller to kuperede etaper, der har været en udfordring for de tunge enkeltstartsspecialister, som har kæmpet om sejren i den korte enkeltstart på andendagen, den normalt vigtigste etape i løbet. Derfor er løbet oftest blevet vundet af stærke rouleurs, der har kunnet overlevet mindre stigninger, og i et løb med bonussekunder og små tidsforskelle har en god spurt tillige været en stor fordel.

Det er blevet anskueliggjort af, at Ramunas Navardauskas, der netop har de tre nødvendige kvaliteter, vandt i både 2014 og 2016. Blandt nylige vindere findes stærke enkeltstartsspecialister som Luke Durbridge, Anthony Roux, Luis Leon Sanchez, Andreas Klöden, David Millar, Stefan Schumacher, Thomas Löfkvist og Sylvain Chavanel, men Pierre Rollands sejr i 2014 viste, at det med offensiv kørsel på stigningerne kunne lade sig gøre at ændre på tingenes tilstand efter enkeltstarten.

I 2018 blev der imidlertid lavet op på løbets natur, da arrangørerne helt tog enkeltstarten af programmet, og dermed blev løbet forvandlet fra tempospecialisternes paradis til et løb for stærke sprintere og puncheurs. Forvandlingen blev endnu tydeligere af, at den decideret temposvage Guillaume Martin vandt løbet, og da enkeltstarten ikke var tilbage i 2019 og heller ikke i 2022, 2023 eller 2024 efter to års coronapause, kan noget tyde på, at løbet fremover definitivt har ændret identitet.

I 2023 skete der igen noget nyt. Løbet havde hidtil været hjemmehørende i Sarthe-departementet, der er en del af regionen Pays de la Loire, men præsidenten for regionen havde et ønske om at bruge løbet til at promovere hele regionen. Derfor blev der til sidste års udgave lavet en helt ny arrangørgruppe, der naturligvis inkluderede de tidligere arrangører, og de står nu for at afvikle et etapeløb, der skal besøge alle fem departementer i regionen. Dermed er det geografiske område blevet udvidet ganske betydeligt, men den identitet, der blev introduceret i 2018 er blevet fastholdt, da hele regionen grundlæggende er flad.

Dermed var 2023-udgaven den første med det nye navn, og da den bød på hele tre flade etaper, lugtede det længe af en sprintersejr. Mens Arnaud Demare, der var manges favorit inden løbet, havde det svært, dominerede Bryan Coquard ved at vinde to af de tre flade etaper. På den sidste etape med afslutning på en kuperet rundstrækning i Le Mans, kom både han og et svagt Cofidis-hold imidlertid til kort, og de kunne ikke forhindre seks stærke mand i at køre væk og spurte om etapesejren. Den gik til Fredrik Dversnes, men det var ikke nok til den samlede sejr. Den gik i kraft af bonussekunder i stedet til Alexander Kamp, der var endt etapen som nr. 2, da han sejrede med 11 sekunder ned til nordmanden og 15 sekunder ned til Valentin Ferron. Kamp vender ikke tilbage for at forsvare titlen, men da både Dversnes og Ferron er med igen, vil der være deltagelse af to af rytterne fra det senest podium.

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Ruten

Circuit de la Sarthe havde i årevis et fuldstændig fast format. Det startede typisk startet med en dag for sprinterne, mens andendagen bød på to halvetaper, en sprinteretape om morgenen og den vigtige, korte enkeltstart om eftermiddagen. De sidste to dage havde mere kuperede etaper, og specielt tredje etape, der var den klassiske kongeetape til Pre-en-Pail, var ofte en chance for puncheurs og klatrere til at gøre en forskel. Sidste etape var ofte også ganske hård, men blev også afgjort i en reduceret massespurt på de ganske varierende ruter.

Læs også

Bjerg vil ikke stå i vejen for Vingegaard

I 2018 ændrede løbet imidlertid karakter. Indtil da blev løbet hovedsageligt afgjort af kombinationen af enkeltstarten og kongeetapen om torsdagen samt måske bonussekunder. I 2018 valgte man imidlertid helt at fjerne løbets kendetegn, den korte enkeltstart i Angers, og i stedet blev onsdagens to halvetaper erstattet af en flad sprinteretape. Dermed tippede balancen væk fra klatrestærke tempospecialister over til ardennerspecialister med et godt punch og en god spurt.

I 2022 ændrede løbet karakter igen. Da forsvandt nemlig også kongeetapen til Pre-en-Pail, og dermed tydede det på, at det ellers lidt alsidige løb nu skulle være et rent sprinterløb, for selvom man havde en ganske kuperet åbningsetape med 2600 højdemeter, var de sidste tre etaper pandekageflade. Alligevel lykkedes det faktisk at gøre forskelle på førstedagen.

Den nye trend fortsatte sidste år, hvor man som nævnt ovenfor under det nye navn skulle dække et meget større geografisk område i hele den generelt flade region Pays de la Loire. Her havde man sammensat en endnu lettere rute end i 2022 uden hverken enkeltstart eller kongeetape. Alligevel viste den afsluttende rundstrækning i Le Mans sig så hård, at Alexander Kamp kunne stjæle den samlede sejr fra den dominerende sprinter, Bryan Coquard.

Løbet udviklede sig altså til en kamp mellem holdbare sprintere og puncheurs, og det er formentlig det, vi skal vænne os til. I år har man i hvert designet en rute med de samme karakteristika. Ikke overraskende slutter løbet igen med samme rundstrækning i Le Mans, hvor vi fik en hæsblæsende finale i 2023, men denne gang får løbets puncheurs to chancer for at gøre forskelle, da også 2. etape byder på en kort, stejl mur bare 4 km fra stregen. Dermed er ruten en smule mere alsidig end sidste år, da kun to etaper, nemlig 1. og 3. etape, ligner relativt sikre massespurter.

Det kræver dog, at vinden ikke kommer i spil, og det kan den sagtens gøre på tirsdagens åbningsetape. Her skal man nemlig slutte helt ude ved vestkysten, hvor det ligner en massespurt eller et sidevindsdrama. Onsdag får løbets puncheurs så deres første chance på den nye etape med den lille mur bare 4 km fra stregen, inden sprinterne formentlig atter skal til fadet på den relativt flade torsdagsetape.

Det hele ender som sidste år med det, der vel skal kaldes kongeetape, når der igen i år skal sluttes på en endog meget teknisk rundstrækning. Den byder på to korte, men meget stejle mure, og dermed er det muligt, at sprinterne bliver snydt af klassikertyperne også på sidstedagen i et løb, der ikke er helt så sprintervenligt, som det har været de seneste år.

1. etape

I 2022 åbnede løbet ganske usædvanligt med sin hårdeste etape, men det gør den bestemt ikke i år, hvor man starter på samme måde som i 2023. Beslutningen om at udvide det geografiske område betyder nemlig, at man som også i år skal helt ud til den franske vestkyst, og derfor åbnes løbet med en stort set pandekageflad tur ned langs vandet. Det betyder imidlertid ikke, at det bliver enkelt, for sidevind kan naturligvis i et sådant område altid skabe det store drama, men hvis ikke det sker, kan sprinterne efter alt at dømme se frem til deres første af mange muligheder allerede fra start.

I alt skal der tilbagelægges hele 210,5 km, der fører feltet fra Fontenay-le-Comte til Saint-Jean-de-Monts. Startbyen ligger et stykke inde i landet, men i en helt flad del af Frankrig, mens målbyen ligger ud til vestkysten. Med det samme kører man mod nordvest op ad en kategori 3-stigning (900 m, 4,3%) med top efter 3,9 km, inden man kører videre mod nordvest igennem ganske let kuperet terræn med en lille bakke. Det bliver dog hurtigt helt fladt, når man kører mod sydvest, vest og igen sydvest ad lange lige veje ud til kysten, hvor den første spurt køres efter 64,1 km.

Læs også

Afstemning: Hvem vinder OL i enkeltstart?

Nu går det mod nordvest ad den helt flade kystvej, indtil man forlader vandet for at køre mod nordvest ind i landet frem til den anden spurt, der kommer efter 95,6 km. Umiddelbart herefter skal man over endnu en kategori 3-stigning (1,3 km, 2,1%) med top efter 98,0 km, inden det går videre mod nordvest ad ganske let kuperede veje frem til dagens sidste kategori 3-stigning (900 m, 3,0%), der har top efter 116,7 km.

Nu går det videre af en helt lige vej, der først er ganske let kuperet og siden helt flad, inden man kortvarigt kører mod sydvest ud til kysten, hvorefter det går mod nordvest ad den flade kystvej frem mod målbyen. Efter 157,9 km rammer man den afsluttende rundstrækning, inden man efter 160,1 km krydser stregen for første gang i forbindelse med dagens sidste spurt.

Etapen afsluttes nu med fire omgange på den 12,6 km lange runder, der er placeret i området øst for målbyen og er helt flad. Først kører man ad lige veje mod nord frem til det nordligste punkt, hvorefter man zigzagger sig mod sydøst, syd, øst og sydvest ned til det sydligste punkt, hvorfra det går mod nordvest og nord ad lige veje frem til stregen via den del, man allerede har kørt én gang. Man drejer i en rundkørsel med 3700 m og 1900 m igen, idet man også skal igennem rundkørsler med hhv. 3100 m og 2900 m igen, inden der slutteligt er et skarpt sving bare 500 m fra stregen. Den sidste kilometer stiger let med 0,4% i snit.

Etapen byder på i alt 658 højdemeter.

Udbrudssejre i Sarthe er altid en mulighed i et felt med små hold, men sprinterfeltet er altid stærkt. Derfor er det vinden, der her ved kysten er den store trussel, og den kan naturligvis skabe et sidevindsdrama. Sker det ikke, bør intet derimod kunne stå i vejen for en første massespurt, hvor positioneringen i det sene sving bliver altafgørende.

Saint-Jean-de-Monts har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Britisk stjerne dropper OL-enkeltstart

2. etape

I denne del af Frankrig skal man lede efter det terræn, der kan bryde sprintermonotonien, men måske er det lykkedes at finde noget sådant til onsdagens 2. etape. Her venter ganske vist endnu en næsten helt flad etape, men i finalen har arrangørerne fundet en meget interessant lille mur, der har top bare 4 km fra stregen. Om den vil være nok til at snyde sprinterne vil tiden vise, men den giver i hvert fald feltets puncheurs en første chance for måske at vinde noget tid.

Med en distance på 162,1 km er etapen betydeligt kortere end den foregående, og den fører feltet fra Châteaubriant til Saumur. Der er tale om en transportetape, hvor man kører mod sydøst og øst hele dagen. Således lægger man ud med at køre ad lange, lige og flade veje frem til den første spurt, der kommer efter 15,9 km, hvorefter det går videre ad lange, lige og flade veje mod sydøst. Efter 53,1 km når man toppen af en lille kategori 3-stigning (1,3 km, 3,1%) i et område, hvor det bliver en smule mere kuperet, og sådan forsætter det lidt endnu, mens man kører mod sydøst, inden det går mod øst ad flade veje frem til dagens anden spurt, der kommer efter 76,6 km.

Nu bliver det igen en anelse mere kuperet, når man fortsætter mod øst syd om den store by Angers, og det let kuperede terræn slutter med endnu en kategori 3-stigning (1,2 km, 1,3%) med top efter 115,9 km. Herefter bliver det imidlertid igen helt fladt, når man fortsætter mod sydøst ad lige veje frem til den afsluttende rundstrækning, der rammes efter 130,4 km, inden man efter 131,5 km krydser stregen for første gang i forbindelse med dagens sidste spurt.

Etapen afsluttes nu med fire omgange på den 7,6 km lange runde, der indledes med, at man kører et kort fladt stykke mod sydøst hen langs Loire-floden. Den forlader man, når man drejer mod sydvest for at køre op ad kategori 2-stigningen Cote de Rue Chevre (400 m, 12,2%), der er en relativt jævn mur. Kun ved første passage er der en bjergspurt efter 135,0 km, mens der fra sidste passage resterer bare 4,0 km.

Man drejer skarpt på toppen, hvorefter det går igennem rundkørsler med 3800 m og 3400 m igen, inden det med 3000 m igen begynder at falde, mens man passerer rundkørsler igen med 2600 m og 2400 igen. Med 2000 m igen bliver det igen helt fladt, og nu bliver det meget teknisk. Man drejer i en rundkørsel med 1700 m igen, drejer skarpt med 1500 m igen, drejer i en rundkørsel med 1400 m igen og drejer skarpt med 1100 m igen. Herefter går det ad en lige vej igennem en rundkørsel med 700 m igen, inden man igen drejer i en rundkørsel med bare 300 m igen.

Læs også

Norsk vidunderbarn vinder på kendt Tour de France-bjerg

Etapen byder på i alt 1079 højdemeter.

Det er en ganske interessant afslutning, der er designet her. Vinden kan lure som en trussel, men det sker sjældent i dette område. I stedet er det den voldsomt stejle, men også meget korte mur, der kan bruges til et sent angreb. Med en uhyre teknisk finale er det bestemt ikke umuligt, at en teknisk dygtig puncheur eller et par mand kan holde feltet bag sig, men det er bestemt også muligt, at der skal spurtes i en uhyre kringlet afslutning, der meget vil handle om positionering.

Saumur har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i 1027 i Tour de l’Avenir, hvor Chris Lawless spurtede sig til sejr med 2 sekunder ned til resten af feltet anført af Imerio Cima og Kristoffer Halvorsen.

Læs også

Van Aert tester vildt setup til OL-enkeltstarten

3. etape

Region Pays de la Loire består først og fremmest af flade sprinteretaper, og det gælder også i år. Efter onsdagens eksplosive finale, der kan have været for hård for flere, kan de således se frem til en fladere sag torsdag. Som altid skal der sluttes på en rundstrækning, men selvom der her er to mindre bakker, er tuslen mod en massespurt formentlig kun den vind, der sjældent er en faktor i dette løb.

Med en distance på 159,8 km er der tale om en meget kort etape, der fører feltet fra Segré-en-Anjou Bleu til Chateau-Gontier-sur-Mayenne. Fra start slår man en sløje igennem let kuperet terræn ved at køre mod først nordøst, så nordvest og siden sydvest ned til en kategori 3-stigning (1,3 km 4,4%), der har top efter 20,5 km. Nu kører man kortvarigt mod vest og siden nord igennem det let kuperede terræn, inden det går mod nordøst ad lange, lige veje, der til slut bliver helt flade.

Det flade terræn fortsætter, når man drejer mod sydøst, inden det igen bliver lidt mere kuperet, når man kører mod nord og siden øst frem til den første spurt, der kommer efter 73,8 km. Sådan fortsætter det, når man kører ad lige veje mod først øst, så nord og siden vest frem til den anden spurt, der kommer efter 88,2 km. Her drejer man mod nordvest for at køre ad en lige og flad vej frem til det nordligste punkt, hvor man drejer mod sydvest for at køre over en kategori 3-stigning (700 m, 3,3%), der har top efter 98,6 km. Nu går det videre mod sydvest igennem let kuperet terræn frem til rundstrækningen, som rammes efter 105,2 km, inden man efter 113,2 km krydser stregen for første gang i forbindelse med dagens sidste spurt.

Etapen afsluttes nu med fire hele omgange på den 11,7 km lange runde. Den indledes med, at man kører mod nordvest ad en flad vej ud af byen, hvorefter det går mod nord op ad en kategori 3-stigning (1,1 km, 2,0%), hvor der kun er en bjergspurt på første omgang efter 116,0 km. En kort nedkørsel leder videre mod nord, inden man kører mod øst op ad endnu en bakke.

Fra toppen går det mod syd ad en lige vej, der først er faldende og siden flad og leder ind til målbyen, idet de sidste 4,5 km er stort set helt flade, idet den sidste kilometer er let faldende med 0,5% i snit. Man drejer skarpt med 4200 m igen, hvorefter der er to sving i rap med 2000 igen. Slutteligt er der et sidste sving med 900 m igen og derefter to rundkørsler med hhv. 400 m og 200 m igen.

Etapen byder på i alt 1521 højdemeter.

Ganske vist er der to små bakker på rundstrækningen, men de bør ikke kunne genere sprinterne. Dette kan være deres sidste chance i løbet, og derfor må man formode, at de kan skabe samling, da vinden sjældent spiller en rolle i løbet. Igen skal de dog håndtere en teknisk finale, der stiller visse krav til positioneringen.

Chateau-Gontier har tre gange tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb, alle gange i det lille Tour du Haut Anjou. I 2009 vandt en ung Marcel Kittel en spurt, i 2008 var Sven Jodts hurtigst i en massespurt, og i 2007 slog Florian Vachon sin følgesvend, Damien Gaudin, i en tomandsspurt.

Læs også

Medie: Talent bytter UAE ud med andet storhold

4. etape

Løbet er ofte sluttet med en relativt kuperet etape, der har kunnet gøre forskelle i klassementet, men i tre af de seneste fem udgaver er man sluttet med en sprinteretape. En af de to undtagelser kom dog sidste år, hvor man sluttede på en kuperet rundstrækning i motorsportsbyen Le Mans, og her var to korte, men meget stejle mure nok til at sikre, at Alexander Kamp kunne stjæle den samlede sejr fra Bryan Coquard i allersidste øjeblik. Ruten var dog ikke så hård, at de holdbare sprintere var langt efter, og dermed er scenen sat til endnu en uforudsigelig afslutning, hvor de eksplosive puncheurtyper skal i offensiven, mens sprinterholdene drømmer om en spurt.

I alt skal der tilbagelægges 174,9 km, der fører feltet fra Marolles-les-Brault til Le Mans. Fra start er det helt fladt, når man kører mod nordvest og sydvest ad lige veje frem til den første spurt, som kommer efter 16,7 km. Det flade terræn fortsætter, når man herfra kører mod først syd og siden sydøst frem til en kategori 2-stigning (1100 m, 4,2%), der har top efter 31,8 km. Her rammer man mere kuperet terræn, som man følger mod først øst, inden det igen bliver fladt, når man kører mod først sydvest, så vest, nu syd og slutteligt sydøst frem til den anden spurt, der kommer efter 86,7 km på et let stigende stykke i udkanten af målbyen.

Læs også

Starttider: OL i enkeltstart (herrer)

I stedet for at køre ind til mål kører man videre mod sydøst ad det stigende stykke, inden det går mod nordøst ad først et fladt plateau og siden en nedkørsel. Nu bliver det helt fladt, når man kører ad lige veje mod nordøst, syd og slutteligt vest ind til målbyen, hvor rammer man den afsluttende rundstrækning efter 120,2 km. Her skal man med det samme over kategori 1-stigningen Rue de Gzonfier (400 m, 13,5%), hvor der er en bjergspurt efter 120,4 km, inden man skal over den anden bakke, Cote de Vallée-Saint-Blaise (200 m, 10,2%), hvorefter man krydser stregen for første gang efter 126,8 km i forbindelse med dagens sidste spurt.

Etapen afsluttes nu som i 2023 med fem omgange på den 9,6 km lange runde, der både er teknisk og let kuperet. Efter en flad start skal man over kategori 1-stigningen Cote de Gazonfier (400 m, 11,3%), hvor der er bjergspurt på tredje omgang efter 139,2 km. Herfra resterer 6,5 km, som indledes med et kort fladende stykke, inden man skal over endnu Cote de Vallée-Saint-Blaise (200 m, 10,2%), der har top med 4 km igen. Herfra er det generelt let faldende frem mod de sidste 400 m, der er stiger med 4,5% i snit, idet der dog er en 200 m lang bakke frem til 2 km-mærket. Finalen er uhyre teknisk, da man skal dreje skarpt med 2300 m, 1900 m og 1200 m. Slutteligt er der hele tre sving på den sidste kilometer med hhv. 900 m, 400 m og 300 m igen.

Etapen byder på i alt 1191 højdemeter mod 1742 højdemeter i 2023.

Vi kender finalen fra sidste år, og her så vi, at sprinterne meget vel kan blive snydt, da Fredrik Dversnes, Alexander Kamp, Jeremy Leveau, Kevin Vauquelin, Ben Healy og Valentin Ferron spurtede om sejren. Feltet med sprintere som Romain Cardis, Paul Penhoët, Marijn van den Berg og Bryan Coquard var dog kun 29 sekunder - men også reduceret til bare 17 mand! - og dermed er det en etape, der både kan gøre forskelle i klassementet og ende i en reduceret massespurt. Dermed er scenen sat til en åben etape, hvor førertrøjen som sidste år måske kan skifte ejermand til allersidst.

Le Mans har flere gange i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb, alle gange i dette løb, der i årene mellem 2002 og 2009 altid sluttede i byen. Senest var det dog sidste år, hvor man benyttede samme rundstrækning, og hvor Fredrik Dversnes vandt en seksmandsspurt foran den samlede vinder, Alexander Kamp, og Jeremy Leveau. Forinden var det i 2009, hvor Jean-Eudes Demaret kørte alene hjem til en solosejr foran Julien El Fares og Benoit Vaugrenard. I 2008 vandt Geoffrey Lequatre en massespurt foran Stephane Bonsergent og Thierry Hupond, og det samme gjorde Chris Sutton i 2007 foran Markus Zberg og Mikhaylo Khalilov. I 2006 vandt Alessandro Bertolini en tomandsspurt mod Serhiy Honchar, mens Sutton spurtede sig til en 3. plads fra feltet, og i 2005 tog Sylvain Chavanel en solosejr foran Markus Fothen og Volodymyr Bileka. I 2004 gjorde Thomas Löfkvist det samme foran Kyrylo Pospyeyev og Robbie McEwen, mens Allan Davis i 2003 vandt en tomandsspurt foran Laurent Brochard, inden Michael Rogers sikrede sig tredjepladsen. Endelig vandt Massimo Strazzer i 2002 en massespurt foran Endrio Leoni og Olaf Pollack.

Læs også

Optakt: OL-enkeltstart (kvinder)

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Favoritterne

Circuit de la Sarthe, som altså nu hedder i Region Pays de la Loire Tour, blev i mange år altid afgjort af en kombination af enkeltstarten, kongeetapen samt bonussekunder. Det nye format betyder imidlertid, at vi kan glemme alt om vores tidligere erfaringer. Fjernelsen af enkeltstarten, der tidligere har været løbets nøgleetape, ændrede i 2018 totalt dynamikken, og nu er det tredje år i træk, at den klassiske kongeetape også er væk. Det betød, at løbet i 2022 og 2023 lignede et rent sprinterløb.

Det var det da også i 2022, hvor Olav Kooij udnyttede Mads Pedersens styrt til at tage den samlede sejr, men sidste år skruede man med den nye finaleetape i Le Mans op for sværhedsgraden. Her viste det sig, at kombinationen af den tekniske rundstrækning, de to stejle mure og et meget svagt Cofidis til at ”støtte” den førende Bryan Coquard var nok til, at løbets seks bedste puncheurtyper kunne køre væk, hvormed Alexander Kamp kunne tage den samlede sejr.

Da arrangørerne har valgt at genbruge den rundstrækning til finaleetapen, er sagen klar. Vi får samme opgør mellem de holdbare sprintere og de eksplosive puncheurtyper. I år er sidstnævnte bare stillet endnu bedre. De har nemlig også en chance på 2. etape. Her er der ganske vist kun én mur, der bare er 400 m lang, men den er stejl, og da finalen er teknisk, er det bestemt ganske sandsynligt, at sprinterne også her kan blive snydt.

Det giver et herligt uforudsigeligt løb. Sidste år så vi nemlig også, at feltet på 4. etape bare var 29 sekunder efter, og havde Cofidis været stærkere, og havde EF ikke haft Ben Healy foran, kunne det sikkert godt være blevet samlet. Til gengæld var næsten alle sprinterne sat af, og den nye finaleetape stiller altså visse krav til klatreevnerne. Omvendt skal man ikke overgøre det, når Romain Cardis kom med hjem og vandt feltets spurt.

Dermed er der vel to scenarier. Det kan lykkes for sprinterne at sikre fire massespurter, hvorefter løbet vil blive afgjort på bonussekunder. Det kan også være, at det som sidste år lykkes for puncheurtyperne at gøre reelle forskelle, og denne gang har de endda to chancer. Er forskellene meget små, kan man ikke udelukke, at sprinterne alligevel kan vinde via bonus, men i det scenarium taler mest for, at en puncheur vinder. Han skal gerne være hurtig, for medmindre han kan køre alene hjem fra bakkerne, skal der formentlig spurtes om den ene eller de to sejre. Hvis forskellene giver tid til det, kan man dog i en taktisk finale godt snige sig væk, og derfor kan man ikke helt afskrive en spurtsvag rytter, der er så stærk på bakkerne, at han kan køre med de bedste.

Jokeren er selvfølgelig vejret og specielt risikoen for sidevind på særligt 1. etape, og det ser giftigt ud. Tirsdagen bliver blæsende og måske og regnfuld, og da der vil være sidemedvind hele vejen op langs kysten, bude chancen for sidevindskørsel være god. Der kan være for megen medvind, men der er bestemt en god sandsynlighed for, at man skal kunne køre i sidevind - og så er der jo altid en chance for en taktisk finale også her, selvom den slags etaper typisk ender i en spurt i en lille gruppe.

Læs også

Remco ærgrer sig over ”lorteveje”: Det kan blive et problem

Faktisk kan sidevind komme i spil igen onsdag, hvor der venter en hel dag med kraftig sidemedvind, men også her kan der være for megen medvind. Vinden bliver knap så kraftig torsdag, hvor jeg tvivler på splittelse, men det kan bestemt ikke udelukkes. Det blæsende vejr varer endda ved hele ugen, og sidevindskørsel er en mulighed også fredag. Også her vil jeg dog tvivle på det, for selvom der er sidevind undervejs er der også en del modvind. Jeg vil dog tro, at sidevinden bliver en faktor i løbet af de første to dage, særligt tirsdag.

I det lys regner jeg med et løb, hvor det skal afgøres på bonussekunder i finalerne og i de indlagte spurter, men hvor der er en ganske god chance for, at løbets puncheurs kan gøre forskelle på 2. og 4. etape. Det er dog også meget korte bakker, hvor de stærke sprintere måske kan være med i angrebene. Derudover er et stærkt hold til sidevinden en faktor.

Ser man på holdene, har de alle som altid en sprinter, men flere hold har en åben taktik. Ag2r har ganske vist Sam Bennett, men Benoit Cosnefroy får formentlig al den frihed, han skal bruge, medmindre Bennett pludselig får trøjen. EF er i samme situation med Ben Healy, Lukas Nerurkar og Darren Rafferty, men også Marijn van den Berg til spurterne. Sammen med Ag2r må de være nøgleholdet, da de har det mest klatrestærke hold og også Van den Berg gerne vil have et hårdt løb. Arkea og Uno-X er formentlig også mest på det hårde løb, mens FDJ, Total og Tudor ligner hold, der helst vil spurte. Samlet set er der så mange hold, der vil et hårdt løb, og så mange gode puncheurs, at jeg tror, at det bliver svært for sprinterne. Ender det alligevel i en kamp mellem sprinterne, skal man notere sig de generelt tekniske finaler, der stiller de positioneringsstærke sprintere bedst.

Det får mig til at pege på Benoit Cosnefroy. Han viste i Strade Bianche, at han er tilbage på et højt niveau, og den gode form bekræftede han med sidste uges sejr i Camembert, inden styrt ødelagde hans løb i Vitré. Det er vigtigt, fordi han er en lottokupon, men nu kan vi stole på, at han er klar. Disse stejle mure er skræddersyede til murspecialisten Cosnefroy, og jeg mener, at der er en god chance for, at han kan køre alene hjem på begge etaper, særligt hvis sidevinden gør det endnu hårdere begge dage. Netop sidevinden er en joker, men i dette felt med få stærke hold vil det undre mig, hvis Cosnefroy ikke er med i front. Han er tillige den hurtigste blandt de formodentlig stærkeste, og det taler for, at han kan vinde løbet på bonus, hvis ikke han kører alene hjem. Min store bekymring er dog, at hans unge hold med kun fem ryttere er for svagt, og hvis han tager trøjen på 2.etape, kan det koste dyrt på sidste etape, hvor særligt EF kan isolere ham i en ubehagelig sandwich. Undgår han det, tror jeg på, at han fortsætter sin genrejsning ved at tage den samlede sejr.

Ag2r har et tredje bud i Sam Bennett, hvis vi får et sprinterløb, men jeg tvivler på hans positionering i de tekniske finaler, ligesom jeg tvivler på hans holdbarhed, for efter den lovende 1. etape i Paris-Nice, har han haft det svært på bakkerne i de seneste lette Coupe de France-løb.

Den værste rival er nok Marijn van den Berg. Har han efter sit styrt endelig fundet topformen, er han så klatrestærk, at han kan være med i et hårdt løb. Det tvivler jeg dog på. Det kunne han nemlig ikke sidste år, og efter Flandern Rundt (hvor jeg i liveopdateringen kortvarigt forvekslede ham med Owain Doull) mangler han nok stadig for meget. Til gengæld står han stærkt, hvis vi får et sprinterløb, hvor han meget vel kunne vinde i de tekniske finaler, han vil elske. Vinden er dog måske et problem, da hans hold ser sårbart ud her, men Van den Berg selv burde være god i disse betingelser. Da han kan vinde på to måder, ligner han et godt bud.

EF har dog også tre kandidater til det hårde løb, nemlig Ben Healy, Lukas Nerurkar og Darren Rafferty, der alle har vist en form, som bør sikre dem en plads i front - dog ikke Healy, der heldigvis er så god, at han nok skal være med fremme i dette felt. Selvom Nerurkar viste en uventet fart i Coppi e Bartali, er de dog slået af de to fra Ag2r, hvor de skal vinde løbet via taktik, og her ligner Healy bedste bud - også fordi han sammen med Cosnefroy er manden, der måske kan køre alene hjem på styrke. De kan til gengæld også skabe en ubehagelig situation for Cosnefroy, hvis de kan sidde med tre mand i en gruppe på sidste etape. Jardi Christiaan van der Lee har det stadig svært på dette niveau.

Arkea kommer med et meget stærkt bud i Clement Venturini, der er genrejst efter en lidt svær tid. Han viste storform i begge løb i sidste uge, hvor han endte som nr. 2 bag Cosnefroy i Camembert. Det skuffede mig lidt, at han tabte den spurt, men normalt burde han have en chance mod begge de hurtige fra Ag2r. Til gengæld kan også han være sårbar i vinden. Til det hårde løb ledsages han af Ewen Costiou, der viste svaghed i vinden i Provence, men klarer han den, vil han være med helt fremme, da han er i form og en god puncheur. Han skal dog vinde via taktik. Ender det i et sprinterløb, satser de på David Dekker, der ikke burde være uden chancer i dette felt, men jeg er usikker på, om hans holdbarhed i dag rækker til dette løb.

Sidste år førte Bryan Coquard løbet indtil sidste etape, hvor han ikke kunne gå med de bedste på bakkerne. Med det niveaufald, vi har set i år, senest i Vitré, virker det usandsynligt, at han vil kunne det i år. Han bør dog stadig være holdbar nok til at være med i feltet som en af de mest holdbare sprintere, og i dette felt har han en chance i spurterne, hvis han med god hjælp fra formsvage Milan Fretin kan sidde godt i de tekniske finaler, der normalt driller ham. I sidevinden er han dog altid sårbar. Til det hårde løb har Cofidis Anthony Petrez, der faktisk er et godt bud, da han har genfundet sin fart, men han kunne ikke være med de bedste i Camembert, hvor ruten dog også var hårdere.

Læs også

Oversigt: Disse danskere har (ikke) kontrakt for 2025

FDJ kommer med et hold, der skal satse på spurterne, men her står de også ret godt. Den formsvage Matthew Walls har ikke mange chancer for at overleve vinden og bakkerne, men det har Samuel Watson. Briten har skuffet lidt som professionel og i år ledt efter formen, men han synes i klar fremgang. Jeg vil næsten tro, at de spurter med ham, selvom de har Marc Sarreau som alternativ. Franskmanden er i dag dog nok for tung til bakkerne, men Watson er meget holdbar - og er han virkelig i form, kan han måske også køre med de bedste på bakkerne. Måske mangler han den allersidste fart, men med så stærkt et tog vil han elske de tekniske finaler. Jeg kan bare godt frygte, at han mister sine to hurtige holdkammerater i vinden.

Vi skal i den grad også tage Auber seriøst. Deres bedste bud er Alexandre Delettre, der virkelig er blomstret op efter skiftet væk fra WorldTouren. Han har været her, der og alle vegne og er næsten med sikkerhed med i front i et hårdt løb. Han har også fundet en helt ny fart, der giver ham perfekte muligheder, men desværre viste Camembert også, at Cosnefroy og Venturini er hurtigere. Til gengæld viste Joris Delbove i Camembert, at han måske kan være med de bedste også, hvormed de pludselig har to mand til det taktiske spil. Får vi et sprinterløb, står holdet endda også stærkt med Romain Cardis, der sidste år vandt feltets spurt på 4. etape. Det er ikke sikkert, han overlever i år, men han har vist stigende form, senest i Vitré. Til gengæld synes holdets anden sprinter, Jeremy Lecroq, og Jeremy Cabot helt uden form

Sidste år vandt Fredrik Dversnes sidste etape i sin uhyre formstærke periode, og selvom han skuffede i Vitré, viste han i Camembert, at han er tilbage i fromt. Desværre så vi også i Camembert, at han trods sin gode spurt ikke har mange chancer mod Cosnefroy og Venturini. Derfor skal han vinde via taktik, hvis han klarer vinden. Her hjælper det, at han bør være ledsaget af Johannes Kulset, der som klatrer passer dårligt til løbet og skal alene hjem via taktik, men viste form i Catalonien. I Vitré så vi, at Carl-Frederik Bevort måske også kan være i en taktisk finale, hvor han kan indgå i et overtal. Til en spurt har holdet Erlend Blikra, der vandt en etape sidste år, men kom til kort på sidste etape, hvad han også vil gøre i denne for ham lidt triste sæson.

Tudor stiller med Alberto Dainese, der på papiret er løbets hurtigste mand. Desværre er det hans første løb efter den lange skadespause, og derfor må man formode, at han mangler for meget til at klare både vind og bakker, selvom han jo normalt er en af de mest holdbare sprintere. Løbet passer ham altså, men formen rækker nok ikke - og så får han det som altid svært i de tekniske finaler. Falder han fra, er Robin Froidevaux et alternativ til spurterne, men han er ikke hurtig nok. Til det hårde løb har holdet den delvist genrejste Lucas Eriksson og måske Arthur Kluckers, men de mangler begge farten.

Euskaltel har Jon Aberasturi. Det har bestemt ikke været en let start hos det baskiske hold, men han må vel stadig regnes som en af de hurtigste i dette felt. På papiret har han også holdbarheden til at klare 4. etape, men det skal han nok bevise én gang til. Desværre har det knebet meget med hans positionering, og derfor frygter jeg de tekniske finaler - og ikke mindst vinden. Som alternativ har de Andoni Lopez De Abetxuko, der klatrede chokerende godt i Camembert, men som mangler farten til at vinde. Til det hårde løb skal de håbe på Xabier Isasa, men han kørte ikke med de bedste.

En spændende joker er Matyas Kopecky. Han er så holdbar en sprinter, at han kommer med hjem alle dage, og vi så i Koksijde, at han trods et svagt hold også klarede vinden. Desværre er han ikke hurtig nok til at vinde på sprintermåden, og derfor skal han være så god, at han kan være med i et hårdt løb. Det kunne han ikke i Camembert, men det er muligt på denne lettere rute. Lykkes det, fører hans fart ganske langt, men han lider under et svagt, svagt hold.

Total får det formentlig svært. Egentlig har de et godt kort til et hårdt løb i form af Valentin Ferron, der var med de bedste på sidste etape i 2023, men han leder stadig efter sin bedste form og skuffede igen i sidste uge. I en spurt har han heller ikke samme fart som mine største favoritter. Holdets bedste chance er derfor nok et sprinterløb med genrejste Jason Tesson, der ligner den måske største favorit til sprinteretaperne. Det kræver dog, at han klarer bakkerne, og selvom han har genfundet lidt holdbarhed, skal han stramme sig an for at være med her - og så skaber styrtet i Camembert, der kostede ham fredagens løb, usikkerhed. Falder han fra, kan Emilien Jeanniere eller måske endda Lorrenzo Manzin være mere holdbare, men de mangler farten. Mest holdbar er Julien Simon, der burde være skabt til et hårdt løb, men han er for langt fra fordums styrke.

Også Roubaix står ret stærkt med Emmanuel Morin. Franskmanden er som holdbar sprinter skabt til dette løb, og han har kørt et hav af gode spurter på det sidste. Særligt hans spurt i Loire Atlantique var flot, men jeg tvivler på, at farten rækker hele vejen til at vinde. Til gengæld ser en samlet top 10 sandsynlig ud. Sidste år kørte Jeremy Leveau med de bedste på sidste etape, men det gør han næppe i år, og det gør formsvage Samuel Leroux næppe heller. Den anden sprinter, Rait Ärm, er for tung.

Kern Pharma kommer med Kiko Galvan, der virkelig har fundet sig selv i år. Som holdbar sprinter passer han til løbet, men desværre klatrer han næppe nok til at være med de bedste, og han mangler farten til at vinde et sprinterløb. Holdet har også den tonstunge sprinter Miguel Angel Fernandez, der intet har vist i år.

Corratec kommer med to holdbare og hurtige folk i form af Mark Stewart og Kristian Sbaragli. Ingen af dem har dog imponeret i år, og intet tyder på, at de kan være med de bedste i et hårdt løb. Deres chance er et sprinterløb, men her mangler de farten, og på de flade etaper skal de køre for Jakub Mareczko , der kommer til kort på sidste etape, som også sprinteren Samuele Zambelli gør det.

Bingoal for et svært løb. De har Louka Matthys, der var tæt på at vinde en etape i Coppi e Bartali og måske har en chance for at være med i et hårdt løb. Som spurtsvag får han dog meget svært ved at vinde. Alternativet til et hårdt løb er Luca Van Boven, der har et vist punch og viste klart stigende form i Flandern. Til gengæld er Loic Vliegen , der burde være deres bedste bud, på vej tilbage efter en skade. Desværre er sidste etape nok for hård for Alexander Salby.

Burgos har to tunge sprintere i form af Georgios Bouglas og George Jackson, men de får det svært på sidste etape. I stedet skal de håbe på Clement Alleno, Antonio Angulo og Angel Fuentes, der alle er relativt hurtige og holdbare. Det vil dog undre, hvis de kan sidde med de bedste på bakkerne, og i et spinrterløb mangler de farten.

De to øvrige kontinentalhold har det svært. Nantes har ellers den meget lovende klatrer Clement Braz Afonso, der måske kan være med de bedste, men som spurtsvag klatrer får han meget svært ved at vinde, og etapen er for hård for sprinteren Jon Rye-Johnsen. Nice har den eksplosive Jean-Louis Le Ny til det hårde løb, hvor de også vil have Damien Girard, men det er svært at se dem være med helt fremme, og sprinteren Paul Hennequin har ikke mange chancer.

***** Benoit Cosnefroy

**** Marijn van den Berg, Clement Venturini

*** Bryan Coquard, Ben Healy, Sam Watson, Sam Bennett, Lukas Nerurkar

** Alexandre Delettre, Fredrik Dversnes, Alberto Dainese, Darren Rafferty, Ewen Costiou, Romain Cardis, David Dekker, Jon Aberasturi, Matyas Kopecky, Jason Tesson, Rmmanuel Morin, Marc Sarreau, Johannes Kulset

* Carl-Frederik Bevort, Joris Delbove, Clement Braz Afonso, Kiko Galvan, Mark Stewart, Valentin Ferron, Emilien Jeanniere, Lucas Eriksson, Erlend Blikra, Robin Froidevaux, Jean-Louis Le Ny, Kristian Sbaragli, Luca Van Boven, Clement Alleno, Antonio Angulo, Angel Fuentes, Louka Matthys, Jeremy Leveau, Andoni Lopez De Abetxuko, Julien Simon, Arthur Kluckers, Lorrenzo Manzin, Paul Hennequin, Matthew Walls, Jeremy Lecroq, Xabier Isasa, Damien Girard

Danskerne

Alexander Salby er Bingoals sprinter og skal jagte topresultater i massespurterne, men desværre bliver sidste etape nok for hård til et samlet resultat. Hos Uno-X skal Niklas Larsen støtte Erlend Blikra i spurterne og Fredrik Dversnes og Johannes Kulset i de hårde finaler, mens formstærke Carl-Frederik Bevort skal det samme, men måske også kan få sin chance i de hårde finaler på 2. og særligt 4. etape.

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT