Itzulia Basque Country-analyse: Kometens hattrick og den franske genrejsning

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Det er ingen hemmelighed, at der er en vis intern rivalisering mellem de franske hold. Det kan endda af og til nærme sig det groteske, når særligt Cofidis bruger megen spalteplads på at fremhæve det, hvis deres ryttere i et større løb er endt som bedste franskmand. Af og til kan man endda sidde med fornemmelsen af, at det faktisk er det, der er holdets altoverskyggende mål, og at selve resultatet egentlig er en smule underordnet.

Konkurrencen har også haft forskellige vindere. Det er nu længe siden, Cofidis har aspireret til den franske trone, og Arkea er stadig de unge opkomlinge, der er på vej frem. Det er FDJ og Ag2r, der har kæmpet kampen om tronen, og her har magtbalancen skiftet lidt. Selvom Thibaut Pinot endte som nr. 3 i samme løb, var det Ag2r, der toppede i 2014, hvor Jean-Christophe Peraud endte som nr. 2 i en Tour, hvor også Romain Bardet var helt fremme, og da selvsamme Bardet i de følgende to gange endte på podiet i verdens største cykelløb, var det svært at argumentere mod, at Vincent Lavenus tropper havde den største succes.

FDJ leverede skam også en hel serie af store resultater med deres unge talenter Pinot, Arnaud Demare og Nacer Bouhanni, men på den største scene i hjemlandet blev de overstrålet af deres landsmænd.

Læs også

Optakt: OL-enkeltstart (herrer)

Det styrkeforhold har imidlertid ændret sig de senere år. Fremtiden så jo ellers så lys ud for nogle år siden, da Ag2r fik en voldsom kapitalindsprøjtning fra Citroën, der hævede dem helt op i den økonomiske superliga, men de penge blev brugt ufatteligt dårligt. En fejlslagen klassikersatsning med Greg Van Avermaet blev ledsaget af et farvel til Bardet i en transferstrategi, der fuldstændigt fjernede holdets identitet. Som hjemmehørende i Alperne har de nemlig altid været et udpræget bjerghold - indtil i år skal vi eksempelvis tilbage til Jaan Kirsipuu-tiden for at finde holdets seneste supersprinter - men det præg forsvandt fuldstændigt, og havde man ikke i sidste øjeblik slået til, da den ellers hensygnende Ben O’Connor pludselig rejste sig i Giroen i 2020 og året efter sikrede Lavenus tropper en overraskende 4. plads i Touren, ville holdet reelt være blevet elimineret som det klassementshold, det ellers altid har været.

Det var da også tydeligt på verdensranglisten. Mens Marc Madiot har haft uhyre stort held med at fostre det ene franske talent efter det andet - først med Pinot, Demare og Bouhanni, siden med David Gaudu og Valentin Madouas og senest med kometerne Lenny Martinez og Romain Gregoire - og derigennem har etableret sit FDJ-hold som fast bestanddel af verdensranglistens top 10, har Ag2r levet en mere anonym tilværelse i den nedre halvdel af WorldTour-feltet. Helt galt gik det dog i 2023, hvor holdet styrtdykkede på ranglisten og endte på en helt katastrofal 18. plads, der har sendt holdet i akut nedrykningsfare, når spillet om nedrykning igen skal afgøres ved udgangen af 2025.

Det var ellers i en sæson, hvor Felix Gall bragede ind på scenen som en af sæsonens kometer, men det var også det eneste lyspunkt i en helt igennem trist sæson, hvor veteranerne Greg Van Avermaet og Oliver Naesen fortsatte deres deroute, O’Connor og Benoit Cosnefroy havde et møgår og holdets spændende talenter som Paul Lapeira, Bastien Tronchon, Alex Baudin, Nicolas Prodhomme, Valentin Paret-Peintre og Pierre Gautherat alle stagnerede.

Da 2023 blev til 2024, var der ikke meget, der tydede på en genrejsning. For anden gang på kort tid havde Lavenu ellers fået en voldsom kapitaltilførsel, denne gang fra Decathlon, men det var pokkers svært at se, hvad de penge var gået til. Holdet var meget passive på transferscenen, hvor mange penge må være hældt i satsningen på Sam Bennett - endnu en på papiret håbløs investering for et hold, der er helt uden sprintertradition. Helt galt blev det af, at der slet ikke blev gjort nogen anstrengelse for at opbygge et tog - ja, faktisk sagde man farvel til de fleste af de hurtige folk som Marc Sarreau og Clement Venturini - og det var kun investeringen i den spændende, men også utroligt uforudsigelige Victor Lafay, der syntes at give en smule mening.

Om de penge alligevel er blevet brugt på noget fornuftigt, som er usynligt for den udenforstående, skal jeg lade være usagt, men et eller andet er der i hvert fald sket over vinteren. Siden 2024 meldte sin ankomst, har Ag2r nemlig været her, der og alle vegne. Faktisk startede det allerede i de allerførste løb i Valencia og Castellon i midten af januar, hvor den spændende Baudin, der ellers var involveret i en kedelig Tramadol-sag i 2023, imponerede stort på stigningerne, og siden er det bare gået slag i slag, uanset om vi taler om den gamle eller den unge garde. Og det er paradoksalt nok sket, mens de ryttere, holdet nok havde de største forventninger til, nemlig Bennett, Gall og den skadede Lafay alle har haft skuffende eller uheldige sæsonstarter.

To af holdets stjerner, Cosnefroy og O’Connor er begyndt at vinde cykelløb igen, Dorian Godon, der havde et svært 2022, er fortsat sin genrejsning og har virket stærkere end nogensinde, og forleden så det endda ud til, at Dries De Bondt havde en reel chance for at vinde en brostensklassiker, nemlig Dwars door Vlaanderen. Ja, minsandten om ikke også Naesen genopstod fra de døde med en for mig ret chokerende 7. plads i Flandern Rundt.

Mest imponerende har det dog været med talenterne. Baudin har vi allerede været omkring, og Gautherat var allerede i januar pokkers tæt på at slå Michael Matthews på muren i Castellon, inden han imponerede stort på Muren i Omloop. Endnu mere markant har det været med Tronchon, der ellers intet viste i et skuffende 2023, men som pludselig har nået uanede højder, mest markant med podiepladsen i Jaen, men også med chokerende god klatring i Var og Drome.

Men intet slår Paul Lapeira. Han viste ganske lovende takter i sin karrieres begyndelse i 2022, hvor han allerede var tæt på en WorldTour-sejr i UAE Tour og flere gange kredsede omkring en sejr på den franske scene, men i 2023 forsvandt han som de fleste andre Ag2r-rytter i glemslens tåger. Den tåge er imidlertid lettet så voldsomt, at der solen nu bager ned på ham fra en skyfri himmel.

Det første spæde tegn kom allerede i Drome og Laigueglia, hvor også han klatrede på et uhørt niveau, men det helt store gennembrud kom i den magiske weekend i marts, hvor han blev den første nogensinde til at vinde begge de franske Coupe de France-løb i Loire Atlantique og Cholet i samme sæson - og det endda, selvom han aldrig tidligere havde vundet noget som helst. Det var imidlertid også sejre i små løb med svage felter, og på den store scene havde han indtil i dag til gode for alvor vise, at han kunne blande sig med de bedste, selvom hans kørsel i Drome og Laigueglia havde vist, at han nok ikke ville være langt fra.

Læs også

Bjerg vil ikke stå i vejen for Vingegaard

Nu har han heller ikke længere det til gode. I dag fuldendte han nemlig sit mageløse hattrick - der kan ikke være mange andre end sprintere, der er lykkedes med at tage de tre første professionelle sejre over så kort et tidsrum - da han højst overraskende vandt den eneste sprinteretape på den helt store scene i Baskerlandet. Det lå bestemt ikke i mange kort, for selvom han som eksplosiv puncheur skam har punch og fart og nok ville kunne køre en fin spurt i den stigende finale, var der med hans nærmest ikkeeksisterende tradition for at blande sig i massespurter ikke meget, der tydede på, at han kunne vinde.

Men det gjort han - og han gjorde det endda suverænt. Det skyldes dog nok også omstændighederne, for det store styrt, der desværre nok engang mindede os om, at Baskerlandet er en regnvejrsregion, eliminerede et stort antal af favoritterne. Forud for løbet var der nok ikke mange, der havde spået, at Louis Vervaeke ville ende som nr. 3 eller Pau Miquel som nr. 4, og i det hele taget var top 10 spækket med ryttere, der ikke stod på mange favoritlister i morges.

Nej, mange var desværre elimineret på forhånd, og da ingen af klassementsrytterne, som ellers under de omstændigheder havde haft en god chance for at vinde, tilsyneladende havde lyst til at tage risici på de veje, der jo havde skabt det store kaos, var døren åben for en overraskelse. Og blandt de ryttere, der sad fremme og havde en reel chance for at spurte, var det ikke helt uden for skiven, at den formstærke og uhyre lovende Lapeira kunne løbe med sejren - slet ikke når altid loyale Bruno Armirail for 117. gang i sin karriere leverede en jætteindsats, der kunne omsættes til en holdkammerats sejr.

Helt billig var sejren nu ikke. Da Gianmarco Garofoli slog ud efter sit lead-out for Samuele Battistella, der havde overtaget sprinteransvaret fra den forsvundne Ide Schelling hos Astana, var det en kedelig rival, der startede spurten samtidig med Lapeira. Det var nemlig Alex Aranburu, der måske er verdens allerhurtigste, men bestemt med sine afslutterevner i stigende finaler talte som en af de ryttere, der stod med gode chancer for at vinde etapen.

De chancer forduftede imidlertid hurtigt. Da baskeren åbnede for gassen i sin jagt på sin anden sejr i hjemmebaneløbet, var han helt uden den fart, vi kender ham for. Det blev i hvert fald ganske klart, at det brækkede kraveben, der efter en lovende start har holdt ham ude af konkurrence indtil i lørdags, har efterladt ham i en ret formsvag tilstand. Og derfra var modstanden så elimineret, at Lapeira kunne krone sit gennembrud, fuldende komethattricket og fortsætte Ag2r’s franske genrejsning.

Nærmest til at true ham var Battistella, men han var end ikke tæt på. Alligevel var det nu ganske opløftende at se italieneren fremme, for han fik dermed nok engang bevist det, vi har set siden sidste etape i Paris-Nice, nemlig at han har lagt sit horrible 2023 bag sig og kan blive et af lyspunkterne på det kriseramte Astana-hold. Herefter var det imidlertid småt med konkurrencen. Nok er Vervaeke brølstærk, men han har vel aldrig deltaget i en massespurt tidligere - og det var i øvrigt ret besynderligt, at Remco Evenepoel gav ham lov til at blande sig i en afgørelse, han ikke havde mange chancer for at vinde - og nok har Miquel imponeret i år, men selvom han har blandet sig i flere spurter, har han højt kunnet klemme sig ind i en yderlig top 10. Den eksotiske uruguayer Thomas Silva har imponeret stort i år, men intet har trods alt indikeret, at han skulle lave en top 6 på WorldTouren.

Der var nu ellers hurtige folk, der havde overlevet styrtkaosset. Mest markant var Vito Braet, der har imponeret så stort i år, men han sad helt isoleret langt tilbage i feltet uden mulighed for at bevæge sig frem. Frem nåede heller ikke Quinten Hermans, der ellers nok kunne have trængt til en opmuntring, eller Nikias Arndt, hvis Bahrain-hold ellers som de eneste for alvor havde taget ansvar for sammen med Bora at sikre, at vi overhovedet fik en spurt. Vi så heller ikke noget til hverken Davide De Pretto, Gotzon Martin eller Sean Quinn, der ellers alle kunne blande sig - og klassementsrytterne skulle tilsyneladende ikke nyde noget af at satse liv og lemmer i jagten på de bonussekunder, der med årets lette rute ellers kan blive afgørende.

Det turde de til gengæld i den indlagte spurt, hvor UAE rejste sig lidt efter en skuffende enkeltstart, selvom det nok ikke helt var planen, at Isaac Del Toro skulle slå Juan Ayuso. Her fik Evenepoel også lidt oprejsning efter gårsdagens nedtur, da han akkurat snød Mattias Skjelmose for det sidste sekund. Til gengæld så vi lidt overraskende intet til Primoz Roglic, men det kan nok forklares med, at han faktisk lignede en mand, der havde tænkt sig at køre spurten, inden han alligevel trak sig i det regnvåde kaos. Vi så heller intet til Jonas Vingegaard, men han havde naturligvis heller ingen chancer i en flad spurt, og for ham ændrede de få sekunder til rivalerne ikke meget. Skal han vinde løbet, skal han alligevel køre fra alt og alle.

Del Toro kan måske heller ikke bruge sekunderne til så meget. UAE kom nemlig brat ned på jorden igen, da det mexicanske vidunderbarn styrtede, og selvom han ikke slog sig, kostede det ham 23 sekunder. Samme tidstab fik Jay Vine, der ikke helt uventet blev et offer i positionskampen, men det var han langt fra alene om. David Gaudu, Santiago Buitrago og Ion Izagirre fik alle formøblet den gode start fra i går, og også Jai Hindley, Archie Ryan, Carlos Rodriguez, Warren Barguil og Marc Soler stod på den ærgerligt lange liste over tabere.

Læs også

Remco ærgrer sig over ”lorteveje”: Det kan blive et problem

I det mindste hold de sig på cyklen. Det er mere, end man kan sige om Oscar Onley, der ellers var kommet så godt i gang efter sin skade, og Gall, der fortsætter med at være en trist note i den ellers lovende Ag2r-fortælling. Og det er desværre også mere, end man kan sige om Tao Geoghegan Hart, der nok var den rytter i feltet, som havde allermindst brug for at opleve et regnvejrsstyrt. Den slags har nemlig haft ret dramatiske konsekvenser for ham for ganske nylig.

Men sådan er det. Der er gode og dårlige fortællinger på de fleste hold. Geoghegan Harts svære vej tilbage er en af de få nedture for et Lidl-hold, der har været her, der og alle vegne, mens det for hans tidligere hold, Ineos til gengæld er meget svært at finde opmuntringer på en dag, hvor Ethan Hayter nok engang missede en enorm chance ved at sidde for langt tilbage. Den eneste død er imidlertid den andens brød, og da favoritterne forsvandt på stribe, stod Lapeira klar til at fuldende sit komethattrick og sætte en fed streg under, at den franske genrejsning af Ag2r er en af sæsonens store positive fortællinger indtil nu.

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT