Optakt: Scheldeprijs

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Løbets rolle og historie

Serien af brostensløb i Flandern afsluttes med en begivenhed, der afviger en anelse fra dem, der har domineret i de foregående uger. Scheldeprijs er ganske vist et flamsk løb, indeholder brosten og afvikles i udkanten af Den Flamske Cykeluge, men finder sted i en anden del af regionen, langt fra de hellingen, der karakteriserer de øvrige flamske klassikere, og derfor giver det anledning til en helt anden slags cykelløb.

Med dets flade rute markerer Scheldeprijs på perfekt vis overgangen fra de kuperede flamske løb til de flade pavéer i Paris-Roubaix. Som den franske klassiker er løbet helt fladt, og de værste udfordringer er de få pavéer, men bortset fra de fællestræk er der tale om vidt forskellige løb. Mens Paris-Roubaix er et af de mest selektive løb på sæsonen, er Scheldeprijs i den helt modsatte ende af skalaen. Broekstraat-pavéen - løbets hovedudfordring - er slet ikke hård nok til at gøre en nævneværdig forskel, og derfor er løbet et af de mest eftertragtede for sprinterne.

Læs også

Bjerg vil ikke stå i vejen for Vingegaard

Kalenderen er fyldt med flade endagsløb, specielt i Belgien, men Scheldeprijs er i sin egen liga. Ingen stor sprinter kan være fuldt tilfreds med karrieren, hvis ikke han har sikret sig en sejr i løbet, der er kendt som sprinternes verdensmesterskab. Hvad der får det til at skille sig ud fra de øvrige fladbaneløb, er dets lange historie. Scheldeprijs blev afviklet første gang i 1907 og er dermed et af sportens historiske løb, endda det ældste i hele Flandern. Sejrslisten indeholder navnene på mange af sporyens allerhurtigste folk, og med folk som Caleb Ewan, Fabio Jakobsen, Jasper Philipsen, Mark Cavendish, Marcel Kittel, Alexander Kristoff, Tyler Farrar, Alessandro Petacchi og Tom Boonen som tidligere vindere har mange af de nyere generationer af topsprintere sat deres aftryk på den traditionelle afslutning i Schoten lige uden for Antwerpen. Som mange andre belgiske løb er det blevet domineret af værtsnationen i de tidlige år, men efterhånden som sporten blev internationaliseret, og løbet vandt prestige, blev vinderlisten mere varieret, og indtil 2021 skulle man helt tilbage til Boonens sejr i 2006 for at finde den seneste belgiske vinder.

I mange år blev Scheldeprijs afviklet onsdagen efter Paris-Roubaix, og det var det sidste løb i brostenssæsonen. Med få kilometer på brosten havde de store klassikerspecialister begrænsede muligheder for at gøre en forskel, og de store stjerner fra Flandern Rundt og Paris-Roubaix valgte derfor ofte at afslutte deres forårssæson på velodromen i Paris-Roubaix tre dage før Scheldeprijs. I stedet blev det lidt af et vedhæng til en af de mest spændende dele af sæsonen, afviklet på et tidspunkt, hvor mange af dets mulige profiler var trætte.

I en generel omstrukturering af forårskalenderen i 2010 overtog Scheldeprijs Gent-Wevelgems plads i kalenderen om onsdagen mellem Flandern Rundt og Paris-Roubaix, og det viste sig at være et klogt valg. I stedet for at være et overflødigt tillæg til en allerede lang forårssæson tilbyder løbet nu klassikerspecialisterne en mulighed for at holde kroppen i gang og få en sidste test på brosten i løbstempo inden deres store mål i Roubaix. Brabantse Pijl har overtaget den gamle dato, og det giver samtidig en langt mere naturlig overgang fra brosten til de mere kuperede løb i Ardennerne.

Som en konsekvens har løbet været i stand til at tiltrække et meget stærkere felt, der ikke bare består af sprintere. Nu om dage blander de hurtige folk sig ofte med favoritterne til Paris-Roubaix, men de to ryttertyper har helt forskellige ambitioner. Mens Roubaix-stjerne bare skal teste benene på brostenene, inden de falder tilbage eller helt udgår, har sprintere som Jasper Philipsen, Dylan Groenewegen, Tim Merlier, Sam Welsford og Gerben Thijssen som et af de vigtigste mål i foråret, og de vil gøre alt for at vinde. Det gør løbet til en sjov blanding af forberedelse og højdepunkt. Uheldigvis har det været skæmmet af mange styrt, og det er derfor altid en vanskelig balance for Roubaix-rytterne at vurdere, om det overhovedet er risikoen værd at stille til start. For et par år siden var flertallet af Roubaix-favoritter til start, men i de seneste år har tendensen ændret sig, og nu om dage skipper de det faktisk alle.

Arrangørerne er opmærksomme på deres ry som lidt af en styrtfestival, og specielt i de senere år har vi set nogle grimme styrt i finalerne. Forud for 2016-udgaven tog man derfor en række forholdsregler for at forbedre sikkerheden. Først og fremmest forkortede man opløbsstrækningen, hvilket skulle gøre det vanskeligere at ændre position i finalen, og når der kommer færre ryttere bagfra, burde det være mindre farligt. Derudover har man reduceret størrelsen på feltet i det håb, at færre ryttere på de smalle veje vil gøre en forskel.

I de seneste år har løbet været domineret af to sprintere, der begge har været blandt de hurtigste i de seneste årti. Marcel Kittel og Mark Cavendish har vundet løbet henholdsvis fem og tre gange, og efter at de begge måtte droppe løbet i 2015, var det Kittel, der i 2016 skrev historie ved at blive den første rytter med fire sejre, en rekord, han udbyggede med sin femte sejr i 2017. Efter en lidt tam 2019-udgave, hvor det mest var de unge talenter, der var til start, har løbet fået en renæssance i 2020, 2021, 2022 og 2023, og igen i år vil det meste af sprintereliten give løbet den opmærksomhed, det fortjener.

Løbet er altid fundet sted i området omkring byen Antwerpen og floden Schelde, der har givet det dets navn. I 2017 flyttede man imidlertid starten til Tom Boonens fødeby Mol for at markere hans sidste løb på belgisk grund, men i 2018 tog man et helt nyt skridt i et forsøg på at gøre løbet til andet og mere end en sprinterfestival. Man forsøgte nemlig at give det lidt forudsigelige løb et nyt twist ved at flytte starten til Holland og den vindblæste Zeeland-provins i håb om, at det kunne skabe ny dynamik og mere bevægelse i løbet, og det blev i særdeleshed tilfældet på en ganske dramatisk dag, der bød på langt større udskilning end tidligere. Det gentog sig i 2019, og efter at man grundet coronakrisen måtte reducere løbet til et rent rundstrækningsløb i 2020, hvor grænsen ikke kunne passeres, var løbet tilbage ved det vindblæste format i 2021 på en dag, hvor kun 29 mand overlevede. Kulminationen på det nye format kom i den episke 2022-udgave, hvor feltet splittedes til atomer, og Alexander Kristoff kunne tage karrierens første solosejr.

I 2023 oplevede vi til gengæld for første gang med den nye rute en tilbagevenden til fortiden. Her var vindforholdene så svage, at det blev det helt klassiske sprinterløb, vi kendte fra gamle dage. Derfor var der da heller ikke skyggen af dramatik undervejs, før vi nåede den ventede massespurt. Med god hjælp fra Mathieu van der Poel, der dog ikke kørte det sidste lead-out, kunne Jasper Philipsen leve op til favoritværdigheden og vinde for anden gang, da han krydsede stregen foran Sam Welsford og Mark Cavendish, der tog sit første væsentlige resultat i sæsonen. Philipsen vender i år tilbage for at fuldende sit hattrick, og han er igen oppe mod Welsford, men da Cavendish ikke er kommet tilbage fra sin sygdom, bliver der ikke deltagelse af hele det seneste podium.

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Læs også

Optakt: OL-enkeltstart (herrer)

Ruten

Ruten i Scheldeprijs fulgte i mange år altid et meget traditionelt format, og selvom der som regel var enkelte modifikationer fra år til år, var der traditionelt aldrig store overraskelser for løbets favoritter. Nøglepunkterne var således altid de samme. Efter en stor indledende rundstrækning afsluttedes der med tre omgange på en rundstrækning, der inkluderede den lille pavé Broekstraat, der er løbets højdepunkt, og denne del af ruten var uforandret år efter år.

Som nævnt ovenfor lavede arrangørerne i 2016 et par små justeringer for at forbedre sikkerheden. Den velkendte 16,8 km lange rundstrækning blev kun ændret svagt, men målstregen blev flyttet, hvorved opløbsstrækningen blev kortere med flere sving i finalen. Derudover havde løbet det velkendte format, dog i en lidt forlænget udgave.

I 2017 ærede man Tom Boonen i hans allersidste løb på belgisk grund, og det gjorde man ved at flytte starten fra Antwerpen nogle få kilometer fra målet i Schoten til Boonens fødeby Mol, der er lokaliseret ganske langt øst for området omkring den store havneby. Det betød, at første del af løbet var ændret fuldstændigt, og i stedet for en stor rundstrækning tilbragte man nu tiden med at køre mellem start- og målbyerne igennem fladt terræn. Det hele afsluttedes dog med den klassiske rundstrækningsfinale, der var helt uforandret, og derfor havde ændringerne ikke den store effekt.

Som nævnt ovenfor besluttede man i 2018 at ændre på forudsigeligheden. I vinteren 2017-2018 blev det nemlig annonceret, at man havde indgået en aftale med den hollandske by Terneuzen i den vindblæste Zeeland-provins om i de kommende år at arrangere starten. Håbet var, at en god gang sidevind i den indledende del ville skabe mere action og større udskilning og dermed ændre det lidt begivenhedsfattige format, der som regel kulminerede i en stor spurt.

Den model bibeholdtes i 2019, og efter at coronasituationen i 2020 omlagde løbet til et lidt tamt rundstrækningsløb, der endda var helt uden brosten, er det planen, at den model skal forsætte. Trods ændringerne er finalen med omgangene på rundstrækningen med Broekstraat stadig den samme som i gamle dag, og brostenene er tilbage efter det lidt mærkelige fravær i 2020. Man har dog eksperimenteret lidt med rundstrækningen, der er blevet svagt modificeret fra år til år.

Den mere kringlede finale med flere sving har været benyttet siden 2016, men ikke i 2021, hvor man igen fjernede de to nye sving. De var tilbage i 2022, men i 2023 var de væk igen, hvormed man fik et langt mere enkelt indløb med et sidste sving 1500 m fra stregen. Derudover ændrede man igen en smule på den tidlige del af rundstrækningen, ligesom man igen ændrede på den indledende tur fra Holland frem til rundstrækningen, men grundlæggende kørte løbet efter samme model, som man har benyttet siden 2018 med 2020 som en coronaundtagelse. I 2024 vælger man for første gang totalt genbrug, og dermed bliver der tale om en kopi af ruten fra 2023.

I 2024 er der efter en usædvanligt kort udgave i 2022 skruet en anelse op for distancen, da der skal køres 205,3 km mellem den hollandske by Terneuzen og den klassiske målby Schoten, hvilket er en typisk længde for løbet. Startbyen ligger ved den hollandske kyst i det allermest forblæste område af det flade land, og den første del består af, at man krydser en bro ved at køre mod nord for at ramme en af de mange tanger, der præger den hollandske vestkyst. Her slår man en sløjfe mod nordvest, inden det går igennem fladlandet mod øst og sydøst ud gennem tangen og tilbage til det hollandske hovedland. Nu krydser man en kanal, når man kortvarigt kører mod øst, inden man zigzagger sig mod skiftevis syd og øst igennem det flade land, idet man undervejs kører over grænsen til Belgien, der passeres efter 74,8 km nær byen Essen.

Efter 110,8 km når man frem til det østligste punkt i byen Hoogstraten, hvorfra man drejer mod sydvest for at køre ned gennem fladlandet. Efter 139,8 km skal man over en lille pavé, Sint Jobsesteenweg (500 m), og

umiddelbart derefter rammer man rundstrækningen, hvor man kører det meste af en omgang, så Broekstraat passeres for første gang efter 146,2 km, inden man efter 154,5 km krydser stregen i Schoten for første gang.

Dagen afsluttes nu med tre omgange på den i år 17,0 km lange, helt flade rundstrækning. Den er næsten rektangulær, og for det meste kører rytterne enten mod øst eller vest. Kun ind gennem byen er der enkelte tekniske udfordringer, og den eneste reelle udfordring er den 1700 m lange Broekstraat, der rammes med 8,3 km igen.

Læs også

Medie: Talent bytter UAE ud med andet storhold

Derfra følger man en hovedsageligt lige vej, og målstregen er placeret på den lange Churchilllaan i Schoten. I den nye og langt mere enkle finale går det ad en lige vej mod vest, inden man drejer skarpt med 3600 m igen. Herfra går det mod nordvest frem til et sving med 2200 m igen, hvorefter det går mod øst ind til mål, kun afbrudt af et sving med 1500 m igen og en rundkørsel bare 100 m fra stregen.

Løbet byder på i alt 355 højdemeter mod 350 højdemeter i 2021 og 235 højdemeter i 2019.

I forhold til 2021- og 2022-udgaven er der kun foretaget helt marginale ændringer ud over de omtalte ændringer af rundstrækningen. I forhold til 2019-udgaven har man forkortet første del ved at køre mindre rundt i Zeeland-regionen end for fe,m år siden. Til gengæld har man siden dengang kørt tre og ikke som i 2019 helt ekstraordinært kun to omgange på rundstrækningen. Man rammer også rundstrækningen anderledes, hvorfor Broekstraat nu passeres fire gange mod bare to gange i 2019.

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Vejret

Tidligere har Scheldeprijs være skæmmet af dårligt vejr, der har gjort brostenene våde og spurten ekstremt farlig og styrtplaget, og målet med den nye ruteændring er, at vejret fremover skal spille en endnu større rolle. Faktisk har arrangørerne været pokkers heldige, for vi har haft sidevindsræs i alle udgaver med 2023 som en enkelt undtagelse, særligt i den vilde udgave i 2022.

Læs også

Norsk vidunderbarn vinder på kendt Tour de France-bjerg

I år er der igen en chance for sidevind, men det er kun i Holland, det for alvor bliver blæsende. Det bliver en kedelig og overskyet dag med en konstant nedbørsrisiko på 60-70% og en temperatur, der vil stige fra 11 til 14 grader. Fra starten vil det være blæsende med en frisk vind (22-24 km/t) fra sydsydvest, men kun de første ca. 60 km. Herefter vil der være en sydvestlig vind, der vil være jævn (17-19 km/t). Det giver først medvind og derefter næsten direkte sidevind, der gradvist bliver til sidemedvind. Efter 110 km får man næsten direkte modvind ned til rundstrækningen, hvor der først vil være sidemedvind, så sidemodvind hen over Broekstraat. Med 3600 m igen får man sidevind, indtil der vil være sidemedvind over de sidste 2200 m.

Favoritterne

Så snart et løb får ry som et sprinterløb, bliver det ofte en selvopfyldende profeti. Ganske vist har der tidligere været enkelte hold, der alene stiller til start i Terneuzen for at forberede sig til Paris-Roubaix, men ethvert hold med ambitioner i onsdagens løb møder op med en hurtig afslutter og et stærkt mandskab til at støtte ham. Som et af de får store endagsløb, sprinterne faktisk kan vinde, er det udpeget som et stort mål for mange af dem, og de har forberedt sig helt specifikt. De vil ikke lade denne mulighed gå til spilde, og de fleste hold går ind til løbet med den plan, at det hele skal slutte i en massespurt.

Når de fleste hold har den ambition, er det eneste, der kan skabe udskilning, styrt eller vind. Broekstraat vil naturligvis tære på kræfterne og måske betyde, at sprinterne mister position, mens andre ryttere vil blive sat. Historien viser imidlertid med al tydelighed, at selv ikke de hårdeste accelerationer på pavéen har kunnet skabe store huller, og derfor har det primært været en chance for Paris-Roubaix-rytterne til at teste benene. Brostenene har sjældent nogen stor indvirkning på løbet.

Målet med den nye rute med starten i Holland er imidlertid at ændre på forudsigeligheden. Det lykkedes i den grad i 2018, hvor feltet tidligt splittedes til atomer, så blandt andre Dylan Groenewegen og Arnaud Demare blev elimineret, og det endte endda endnu mere dramatisk, da en stor del af feltet blev diskvalificeret som følge af en ulovlig passage af en jernbaneoversklæring. Da røgen havde lagt sig, og stakkels Marcel Kittel efter sin tredje punktering var sat af, var der færre end 50 ryttere tilbage til at køre spurten, der således blev en helt anden end i tidligere år.

Også i 2019 var vejrudsigten temmelig voldsom, men selvom feltet splittedes flere gange, fik vi hver gang en regruppering, så der i finalen alligevel endte med at være ca. 100 mand samlet. Det var dog ikke alle, der lykkedes med at komme tilbage. I 2020 var løbet som bekendt grundet coronasituationen reduceret til et rent rundstrækningsløb, der i godt vejr endte helt forudsigeligt uden skyggen af udskilning, men i 2021 var den hollandske start tilbage. Med en voldsom vejrudsigt overlevede bare 29 mand sidevindsdramaet. Det hele kulminerede så i 2022-udgavens vanvittige drama, hvor Alexander Kristoff tog karrierens første solosejr, den første solosejr i løbet i dette årtusinde og den første sejr, der ikke kom fra en større spurt, siden 2005. Sidste år havde vi til gengæld godt vejr og et helt klassisk sprinterløb.

Arrangørerne har altså grundlæggende været heldige med deres nye format, og igen i år er der nok lagt op til sidevindskørsel fra start. Ved den hollandske kyst er vindretningen i hvert fald den rette, og det samme er styrken. Her er den splittet hver eneste gang med 2023 som en undtagelse, og jeg vil forvente, at det sker igen.

Spørgsmålet er bare, om det holder denne gang. Der har generelt været en tendens til regruppering, når vi er kommet ind i landet, og denne gang er det kun de første 60 km, hvor vinden synes stærk nok. Herefter følger 140 km, hvor vindretningen i starten vil være den rette, men hvor der næppe kommer splittelse igen, hvis der kommer en regruppering. Med 90 km får man så endda modvind frem til rundstrækningen, hvor der historisk aldrig er sket splittelse, hvad vi heller ikke ser i år.

Er 60 km med sidevind nok til, at vi kan få splittelser, der vil holde over 140 km, hvor store del af de sidste 90 km er med modvind? Det tvivler jeg på, selvom den sandsynlige regn bidrager yderligere til at gøre det hårdt. Historien fortæller, at der let kommer en regruppering igen, og mit gæt vil være, at vi ser scenariet fra 2021 med en tidlig splittelse og en efterfølgende regruppering. Dengang kom alle mand ikke tilbage, og vi endte kun med ca. 100 mand, men de vigtigste folk var med igen.

Vindforholdene er dog også sådan, at jeg ikke tør udelukke varig splittelse. Sker det, bør det dog ikke blive det episke drama fra 2022. Skal splittelsen opretholdes, må første gruppe ikke være for lille, og derfor skal vi nok have grupper på 30-50 mand som i 2019 og 2021. Da der ikke er mulighed for splittelse over de sidste 140 km, får vi med så stor en gruppe ikke den chance for soloangreb, som gav Alexander Kristoff den episke sejr i 2022. I det tilfælde vil vi få en reduceret massespurt, hvor træthed vil spille en større rolle og positionering en mindre rolle.

Læs også

Britisk stjerne dropper OL-enkeltstart

Det er dog kun mit sekundære scenarium. Mit gæt er, at vi får en spurt i et større felt efter en regruppering. Træthed vil grundet den hårde start stadig være en ekstra faktor, men ikke i samme grad som i mere selektive udgaver. En vigtig faktor i den sammenhæng er dog igen regnen, der kan mærke folk mere.

Et større felt vil også øge betydningen af positionering, men som sidste år er spurten mere enkel end vanligt. Med beslutningen om som i 2021 at droppe de sving, man ellers lagde ind for at gøre finalen mere sikker, har vi nu et langt opløb. Man drejer skarpt med 2200 m igen, hvorefter der er et sving 1500 m fra stregen, men herfra er der stort set fri bane, dog med en rundkørsel med bare 100 m igen. Sidstnævnte vil betyde, at positionering ikke er uvæsentlig, og det vil den også være grundet det store antal sprintere og tog, der sikrer, at det næsten altid bliver kaos. Kan man finde en åbning, er der i medvinden dog plads til at lade farten tale.

Jeg vælger denne gang at gå med Tim Merlier. Normalt ville jeg pege på Jasper Philipsen, men som jeg vil redegøre for nedenfor, er der mere og mere, der tyder på, at han har tabt fart.  Mens Philipsen har skuffet, har Merlier til gengæld spurtet fremragende, og jeg føler mig mere og mere overbevist om, at han er den hurtigste. Som altid er det bare positioneringen, den halter med, men den er faktisk gået ret godt på det sidste, endda også i den tekniske finale i De Panne, hvor han dog mistede fart i kollisionen med Philipsen.

Når jeg denne gang er optimistisk skyldes det to forhold. Dels er finalen som sagt ret enkel, og der er basis for en af de lange medvindsspurter, Merlier elsker. For det andet er hans tog denne gang ganske stærkt, da den vanlige duo med Jordi Warlop og Bert Van Lerberghe denne gang er styrket med Luke Lamperti, der vil være plan B, og ikke mindst Casper Pedersen. Kan sidevinden samtidig rydde lidt ud i feltet, tror jeg på, at Merlier i denne enkle finale kan sidde lige så godt som i De Panne. Bliver han denne gang ikke bremset, ligner han for mig hurtigste mand - og sidevind vil kun hjælpe, for selvom han her kan være sårbar, sad han fremme i Wevelgem, og det vil sikre ham et endnu mindre felt.

Skal man gå med en sandsynlighedsbetragtning, skal mand dog gå Jasper Philipsen, men det er alene ud fra en sandsynlighedsbetragtning. Det står mere og mere klart, at han ikke har samme fart som sidste år, for han bliver ved med at blive slået. Allerede inden Sanremo så det bekymrende ud, og her slog han i en ganske vist ret speciel spurt kun Michael Matthews med det yderste af neglene. I Wevelgem blev han så slået af Jordi Meeus, og senest var det Danny van Poppel, der var hurtigere i Dwars.

Hvorfor vinder han så måske alligevel Fordi der typisk hersker kaos i denne spurt. Han vandt spurten i De Panne, hvor sprinterfeltet også var skræmmende, hvormed vi fik det vanlige kaos, og her sad han som altid rigtigt. Det kan godt være, at han har spurtet skuffende, men en af de hurtigste er han jo, og hans tog med Ramon Sinkeldam, Simon Dehairs, Edward Planckaert, Robbe Ghys og endda selveste Kaden Groves, der vil være plan B, men mangler lidt form efter skaden, er denne gang noget af det bedste, han har fået.

Sidevind mestrer han også, men trods sin holdbarhed og form har han nok denne gang glæde af et lettere løb, hvor han får større glæde af sin positionering, for i de to seneste klassikere han jo altså blevet slået i hårde løb, hvor det har handlet om fart og ikke position. Desværre for ham er finalen jo blevet mere enkel, hvilket svækker hans chance, men når man ser, hvor kaotisk det typisk er, har han stadig en god chance for at bruge sin positionering til at vinde for tredje gang.

En rytter, der virkelig har glæde af den mere enkle finale, er Sam Welsford. Supertoget med Ryan Mullen og Danny van Poppel, der har spurtet godt i år og er en god plan B, var altdominerende i Australien, men til gengæld skuffede de i Emiraterne. Det vidner om, at de ikke kan regne med at vinde alle positionskampe, men denne gang er de styrket voldsomt med Marco Haller. Det gør dem til det måske bedste tog, og meget kunne tale for, at Van Poppel denne gang kan sætte Welsford op fra spids, selvom hollænderen ikke synes så træfsikker så tidligere. Desværre viste De Panne også, at Welsford stadig har svært ved at holde hjul, men her er den mere enkle finale uden sving en klar fordel.

Har Welsford så farten til at gøre det færdigt? Sidste år slog han Philipsen, Merlier og Kooij på ren fart i Renewi Tour, men han skuffede mig i Emiraterne. Selvom han har vist evner i vind, kan jeg godt frygte, at den hårde start kan koste på friskheden mod mere holdbare folk, men det er stadig en godt løb for ham. Med Philipsens reducerede fart ligner det et løb, han kan vinde, hvis toget lykkes med at vise sit potentiale. Welsford har før gjort det godt i et sidevindsræs, men her er han usikker. Det er Van Poppel til gengæld ikke, og da han slog Philipsen i onsdags, skal han vel regnes som en vinderkandidat, hvis det bliver benhårdt - og så viste De Panne, at han kan gå på podet, hvis Welsford taber hans hjul.

Læs også

Starttider: OL i enkeltstart (herrer)

Arvid de Kleijn må også tilskrives en reel chance. Vi så i Emiraterne, at han ikke helt har Merliers fart, men tre 2. pladser bag belgieren viste trods alt en vis fart, der ikke mindst er ledsaget af en god positioneringsevne. Til dette løb har han så endda sit måske bedste tog nogensinde. Allerede i Paris-Nice vandt han i kraft af supertoget med erfarne Matteo Trentin, der er plan B, særligt i tilfælde af vind, og Maikel Zijlaard, men nu har han også Mika Heming og ikke mindst Alexander Krieger. Det er en formation, der har potentiale til at dominere, og selvom han havde glæde af en mere enkel finale, giver det ham en fremragende chance for at vinde. Vi ved også, at han før har været god i vind, men da han ikke er holdbar, skal han nok have så let et løb som muligt. Det øger også betydningen af hans supertog, og hvis særligt Merlier kikser i positionskampen, ligner det en chance for endnu en stor sejr til det lille Tudor-hold.

En rytter, der til gengæld har stor glæde af den mere enkle finale er Gerben Thijssen. Belgierens resultater er alt for få, fordi han har det så svært i positionskampen, men her hjælpes han i det mindste af, at der er meget få sving i finalen. Til gengæld skal han undvære det meste af sit faste tog, der har fokus på Roubaix, og selvom der er en del fart i Arne Marit, der er plan B, og Madis Mihkels, er det en helt uprøvet formation uden rutine i at køre sammen. Derfor vil det også undre mig voldsomt, hvis dette skulle blive en af de gange, hvor Thijssen sidder godt, men helt udelukkes kan det ikke, slet ikke i denne mere enkle finale. Dertil skal lægges, at belgieren imponerede stort i sidevinden i Koksijde og på bakkerne i La Roue Tourangelle og synes i ganske fremragende form. Vi så dog også i Koksijde, at han efter sidevindsræset var helt uden den vanlige fart, og derfor er hans eneste chance nok et relativt let løb. Det gør desværre så også positionskampen endnu vigtigere, men hvis den lykkes, ved vi til gengæld, at han har farten til at vinde.

Det er nyt at skulle rangere Dylan Groenewegen så lavt, men sådan er det desværre blevet. Hans fart har mildt sagt ikke imponeret i år, og senest var det lidt af et slag i ansigtet, at han i Koksijde blev overspurtet af Luca Mozzato. Her kan det dog delvist forklares med en for lang modvindsspurt og en hård jagt efter et styrt i sidevinden, men det er desværre ikke den eneste gang, det har knebet. Han synes heller ikke så sidevindsstærk som tidligere, og derfor skal han nok satse på en hurtig regruppering og et let løb. Får han det, ser hans tog med Kelland O’Brien, Elmar Reinders, Max Walscheid , der er en ørn i sidevind og en god plan B til et hårdt løb, samt Luka Mezgec faktisk ud til at være et af de stærkere. Den enkle finale hjælper ham også i den positionskamp, han har så svært ved. Skulle han sidde rigtigt, er det op til ham selv at vise, at farten stadig er god nok.

Astana er uden den sygdomsramte Mark Cavendish, men jeg tror, at det øger deres chance. Nu skal de nemlig vælge, om de vil gå med Cees Bol eller Gleb Syritsa. Det kan gå begge veje, men jeg håber, at de går med russeren. Han er lidt svær at blive klog på, men da han overspurtede De Kleijn i efteråret, lignede han altså en mand med en tårnhøj fart. Han fik også en lovende 5. plads i det stærke felt i UAE Tour, men han skal nok bruge et let løb uden for megen sidevind, hvis han skal overleve og være frisk. Får han det, står han til gengæld meget stærkt med et tog med Rüdiger Selig, Bol og Michael Mørkøv, for de ligner et af de allerstærkeste. Jeg håber, at det lykkes at sætte ham godt op, for jeg tror, at han kommer ret langt på sin fart. Bol har også genfundet noget fart, men jeg tror ikke, at han trods det gode tog kan slå de hurtigste, hvis de kører for ham. Til gengæld er han god i sidevind, og Flandern indikerede, at han er ved at finde den form, han har ledt efter - og han skulle ikke have slået sig voldsomt i styrtet.

Hvad så med ”the man of the moment”? Med Arnaud Demare ude får Luca Mozzato en chance for at bygge videre på succeserne fra Koksijde og Flandern, men desværre rækker og form ikke langt, hvis vi får et let sprinterløb. Hans tog med Donavan Grondin, Miles Scotson, Jenthe Biermans, Florian Senechal og Dan McLay, der må være plan B i tilfælde af uheld, er ellers skræmmende godt og et af de allerbedste, og da han positionerer sig strålende, vil jeg forvente, at han går i top 10. Jeg kan bare ikke se ham have farten til at slå supersprinterne efter et let løb. Til gengæld vil han være som en fisk i vandet i et sidevindsræs, og her så vi jo i Koksijde, at han efter et hårdt løb pludselig kunne slå Groenewegen og Thijssen. Problemet er bare, at han efter et sidevindsræs nok skal slå Philipsen, og det har jeg trods alt lidt svært ved at se - men i et sidevindsræs må vi give ham en chance. Holdet har ikke meldt kaptajnen ud, men mon ikke de går med den mest formstærke?

Jeg er lidt spændt på Sebastian Molano. Han var et uhyre på denne årstid for et år siden, inden han blev parkeret af et styrt, og efter en svag start med nogle meget skuffende spurter, lignede han samme uhyre på brostenene i Denain. Desværre styrtede han i samme løb, og siden har vi intet set til ham. Man må dog formode, at den gode form er intakt, og hvis det er rigtigt, kan man vel også håbe, at han har genfundet den fart, han ikke havde i sæsonstarten. Vi ved nemlig, at han på sine gode dage kan slå de bedste, som han gjorde i UAE Tour. Desværre har han positioneret sig meget skidt i år, og jeg kan godt frygte, at han trods den enkle finale igen vil tabe positionskampen med et tog, der kun tæller kriseramte Alvaro Hodeg og den ellers solide lead-out man Ivo Oliveira.

En anden, der har farten, er Matteo Moschetti, men han har lignet en mand i formkrise, siden han missede Tirreno med sygdom. Han skal derfor i hvert fald håbe på et let løb, men det er bestemt heller ikke umuligt, at vi får det. Han viser det desværre sjældent, men hans spurt i Almeria indikerede, at han stadig på de lette dage er en af de allerhurtigste. Hans fart fører i hvert fald langt, og selvom hans tog med Szymon Sajnok og Rory Townsend, der er en formstærk plan B, ser hæderligt ud, har han langt svagere støtte end de fleste. Han positionerer sig som regel godt, men med det hold skal han bruge både et let løb og lidt held. Har han det, bør hans fart føre langt.

Lidt af det samme kan siges om Casper van Uden. Hollænderen viste med sin sejr i AlUla Tour, at han har fundet en ny fart, men desværre ser vi den ikke ofte. Det kniber for meget i positionskampen, og jeg føler mig ikke tryg ved det urutinerede tog med Pavel Bittner, Niklas Märkl og Bram Welten. Vi så dog også på 1. etape i Tirreno, at han uden meget støtte lykkedes med at sidde godt, og hvis det skulle ske igen, er jeg ret spændt på at se, hvad hans fart kan i dette selskab. I 2022 imponerede han også stort i sidevinden i dette løb, og han har generelt vist fornem form, senest i Wevelgem. Derfor vil et hårdt løb måske styrke hans chancer yderligere.

Alexander Kristoff går ikke efter et hattrick, og de giver derfor chancen til Søren Wærenskjold. Nordmanden har desværre været i en stor formkrise, og vi så vel også sidste år i Danmark, at han ikke helt har farten til disse helt klassiske massespurter. Omvendt kommer der typisk mere fart med alderen i de unge år, og han har i hvert fald et ret stærkt tog med navne som Louis Bendixen, Tord Gudmestad og ikke mindst Stian Fredheim. Det kan sagtens føre til et godt resultat, men skal han vinde, skal det nok være via et sidevindsræs. Her vil han normalt stå meget stærkt, men det synes formen nok ikke helt at række til.

Læs også

Optakt: OL-enkeltstart (kvinder)

Jeg vil forvente, at Lidl kører for Edward Theuns, der plejer at få chancen i disse løb. Han spurtede ganske godt i Vueltaen og er god i positionskampen, så selvom hans tog er svagt, er han en ret god top 10-kandidat - også i sidevind. Jeg tror dog, at holdet har den bedste chance, hvis de går med unge Tim Torn Teutenberg, der viste storform i Olympia’s Tour forleden. I sæsonstarten kørte han nogle uhyre fornemme spurter på højt niveau, og med hans nuværende succes tør jeg ikke udelukke, at han får chance. Hans tog tæller kun Daan Hoole, Mathias Vacek og Theuns og er bestemt ikke det stærkeste, men med den positionering, vi så i sæsonstarten, håber jeg, at han kan vise, hvad hans fart rækker til.

Jeg er ret spændt på Itamar Einhorn. Israeleren har vundet adskillige gange i mere eksotiske 2.1-løb i år, og han kan være stærkere end nogensinde. Allerede sidste år var han i top 10, og i et let sprinterløb tror jeg ret meget på hans fart. Jeg er dog bekymret for hans tog. Der er masser af fart i Riley Pickrell, Oded Kogut, Hugo Hofstetter og Rick Zabel, men der mangler noget rutine. Han har før tabt i positionskampen, og han skal derfor nok bruge lidt held, hvis vi skal se, hvad farten rækker til. Det vil være mit klare gæt, at de går med en israeler, der har vundet en masse i år, men det kan ikke helt udelukkes, at de giver chancen til Pickrell, Kogut eller Hofstetter. De to førstnævnte savner dog rutine, mens sidstnævnte savner fart.

Cofidis kører for Stanislaw Aniolkowski, der er blomstret op i fransk tjeneste. Han skal bruge det lette løb, men får vi det, kan han sagtens lave et godt resultat. Toget med Piet Allegaert og Alexis Renard, der må være buddene i det hårde løb, er ganske fint, og Aniolkowski har både spurtet og positioneret sig godt i UAE Tour og Tirreno. Farten bør dog ikke række hele vejen i dette felt.

Lotto kommer med Jarne Van De Paar, der fik sin første professionelle sejr i Monseré, samt Lionel Taiminaux. Det er uklart, hvem de går med, for Taminiaux er hentet ind for at få sine chancer i løb som disse, men Van De Paars sejr taler for, at de skal gå med det unge talent. Han har imidlertid været ude med en skade, og derfor kan det gå begge veje. Taminiaux har skuffet mig fælt med sin fart i år, og derfor giver jeg Van De Paar den bedste chance. Toget med Jacopo Guarnieri og Taminiaux ser meget potent ud, men efter en skadespause og det, vi så i Emiraterne, vinder han nok ikke i dette felt.

Timothy Dupont har oplevet en oprejsning i år, hvor han har vist, at der er liv i de gamle ben - ikke mindst da han næsten vandt i Monseré. Han lider under et svagt hold, men han har på egen hånd positioneret sig ganske godt. Med det svage hold skal han undgå et sidevindsræs, men får vi det lette løb, har han i år været så stabil, at han sagtens kan lave et godt resultat.

Jeg tror ikke meget på de øvrige hold. Total vil formentlig køre for Sandy Dujardin eller Dries Van Gestel - eller måske endda Anthony Turgis - men de vinder trods det gode tog ikke i dette felt. Deres bedste chance er et sidevindsræs, hvor særligt Dujardin og Van Gestel vil stå stærkt. Hos TDT-Unibet vil de nok køre Davide Bomboi. Han viste sidste år et vist potentiale i Tour of Britain, men han har til gode at hævde sig i et felt på dette niveau. Han har til gengæld glæde af et tog med masser af fart fra folk som Hartthijs de Vries, Axel Huehns, Sebastian Nielsen og Nicklas Amdi Pedersen. De mangler dog en masse rutine på dette niveau, og derfor skal det flaske sig, hvis det skal blive til et resultat. Jeg vil forvente, at de går med Bomboi, men stensikker er jeg ikke. Bingoal har Sasha Weemaes , der rejste sig og viste sin fart sidste efterår, men med den lange skadespause og et svagt hold klarer han næppe den positionskamp, han ikke mestrer. Hos Flanders har Jules Hesters ikke mange chancer, og det samme gælder for Wessel Krul hos BEAT.

BEMÆRK: Husk, at der rangeres efter vinderpotentiale, hvad der er særligt vigtigt i forhold til Mozzato, Thijssen, Teutenberg og Molano.

***** Tim Merlier

**** Jasper Philipsen, Sam Welsford

*** Arvid de Kleijn, Gerben Thijssen, Dylan Groenewegen, Gleb Syritsa, Sebastian Molano

** Luca Mozzato, Danny van Poppel, Matteo Moschetti, Casper van Uden, Søren Wærenskjold, Tim Torn Teutenberg, Itamar Einhorn, Cees Bol, Stanislaw Aniolkowski, Jarne Van De Paar, Timothy Dupont, Edward Theuns, Lionel Taminiaux

* Dan McLay, Kaden Groves, Max Walscheid, Sandy Dujardin, Dries Van Gestel, Sasha Weemaes, Matteo Trentin, Riley Pickrell, Oded Kogut, Hugo Hofstetter, Davide Bomboi, Arne Marit, Luke Lamperti, Luka Mezgec, Jenthe Biermans, Stian Fredheim, Madis Mihkels, Anthony Turgis, Rory Townsend, Alexis Renard, Piet Allegaert, Jules Hesters, Maikel Zijlaard, Bert Van Lerberghe, Michael Mørkøv, Tord Gudmestad, Ivo Oliveira, Bram Welten, Pavel Bittner, Robbe Ghys, Rick Zabel, Simon Dehairs, Hartthijs de Vries, Axel Huehns, Sebastian Nielsen, Nicklas Amdi Pedersen, Wessel Krul

Danskerne

Hos Soudal skal Casper Pedersen indgå i toget for Tim Merlier, og hos Astana har Michael Mørkøv samme rolle for enten Cees Bol eller Gleb Syritsa. Hos Uno-X skal Louis Bendixen, William Blume og Rasmus Bøgh Wallin støtte Søren Wærenskjold, og hos TDT-Unibet skal Sebastian Nielsen og Niklas Amdi Pedersen formentlig støtte Davide Bomboi, hvis ikke de skal i udbrud.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Jasper Philipsens sejr fra 2023 og 2021, Alexander Kristoffs sejre fra 2022 og 2015, , Caleb Ewans sejr fra 2020, Fabio Jakobsens sejre fra 2019 og 2018 samt Marcel Kittels sejre fra 2017, 2016, 2014 og 2013.

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT