Itzulia Basque Country-analyse: Lysende kometgennembrud i baskisk fuser

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Den storslåede fest, de baskiske arrangører inviterede til, da det stod klart, at de kunne præsentere det stærkeste fest af årets ugelange etapeløb, er jo desværre blevet temmelig amputeret.  Med kirurgisk præcision har ugens endeløse serie af størst ramt løbets største favoritter, så Mattias Skjelmose nu er ende eneste overlevende blandt de ryttere, der kørte i top 5 på enkeltstarten, og derudover har et andet af løbets helt store topnavne, Juan Ayuso, også været nede. I dag fortsatte uheldene så med at regne ned over løbet, da også den ellers formstærke Mikel Landa måtte rejse hjem med et brækket kraveben, og pludselig er det felt, der virkede så skræmmende for blot nogle dage siden, blevet ganske, ganske ordinært.

Men cykelløbet er jo egentlig ikke blevet meget mindre interessant. Selvfølgelig ville vi gerne se den direkte konfrontation mellem de bedste, og den lette rute lagde jo også op til, at vi kunne få et spændende løb og ikke bare den magtdemonstration fra Jonas Vingegaard, en mere klassisk rute havde lagt op til. Det, vi er efterladt med nu, er imidlertid endnu mere åbent. Vingegaard var selv på denne rute ganske klar favorit, men nu står vi tilbage med et pivåbent opgør, hvor ruten endda betyder, at stærkeste mand ikke nødvendigvis vil vinde.

Læs også

Bjerg vil ikke stå i vejen for Vingegaard

Derfor havde mange sikkert også glædet sig til i dag, da de positive meldinger om konsekvenserne af gårsdagens styrt heldigvis gav os mulighed for at tænke på cykelløb igen. Nu skulle vi nemlig endelig have en lille indsigt i, hvordan det klatrehierarki, der indtil nu har været indhyllet i tåger forårsaget af både neutraliseringer og lette etape, egentlig så ud. Nok var dagens etape den letteste af de tre store klassementsetaper, men en eller anden indsigt burde den nok kunne bibringe.

Det gjorde den bare ikke - slet ikke faktisk. Den sidste stigning var måske ikke verdens sværeste, men det var nok trods alt de færreste, der havde ventet, at etapen skulle udvikle sig til så stor en fuser, at vi vel reelt ikke blev spor klogere. Det blev bestemt heller ikke hjulpet af den altid tvivlsomme baskiske tv-produktion, der efterlod os uden mange muligheder for at se, om der blev angrebet i feltet, men da et felt på mere end 30 mand rundede toppen, stod det klart, at jeg i hvert fald havde overvurderet etapens potentiale ganske betydeligt.

Forudsætningerne for et brag var ellers blevet ekstra gode. En vanvittig start med risiko for sidevind på det indledende plateau, hvor Bahrain for anden dag i træk skulle have spillet med musklerne, førte til et rasende højt tempo, der blot gjorde etapen endnu hårdere. Da topnavne som Sepp Kuss og Isaac Del Toro endda spillede ud allerede tidligt på etapens vanskeligste stigninger, måtte de ryttere, der havde ønsket et hårdt løb, knibe sig i armen over, hvordan alle deres ønsker var blevet indfriet.

Det var bare ikke nok. Da slaget skulle slås viste stigningen sig alligevel at være for let, og klassementssvarene udeblev i stort tal. Ja, faktisk var det mest interessante, hvem der ikke kom med hjem. Vi fik da i hvert fald set, at der er grænser for Quintens Hermans’ genrejsning, og at han nok ikke har udsigt til endnu en 2. plads i Liege om nogle uger. Vi fik også set, at lottokuponen Matteo Sobrero er lykkedes med at smide den vanvittige form, han havde i Sanremo, på ganske få uger, og vi fik set, at Felix Gall vitterligt har fået en helt igennem elendig sæsonstart - hvis altså ikke han bare sparede på krudtet til i morgen, når nu han er ude af klassementet.

Vi fik også set, at der trods alt er grænser for klatreevnerne hos Paul Lapeira, og - mere uventet - at det ikke bliver i dette løb, Archie Ryan får sit store gennembrud på WorldTouren. Det står også klart, at Michal Kwiatkowski næppe vil opleve nogen renæssance i klassikerne efter en ret pauver præstation i forbindelse med det angreb, han lancerede, og at det samme kan siges om den stadig svagere Warren Barguil. Unge Davide De Pretto har bestemt også stadig sine begrænsninger i hårdere terræn - og så måtte Soudal jo altså sande, at de nu skal klare sig uden Landa i det, der har udviklet sig til et mareridt for det i forvejen lidt kriseramte belgiske hold.

Alligevel var der nogle svar. Mattias Skjelmose måtte i hvert fald sande, at hans på papiret så stærke mandskab ikke er så stærkt, at han ikke kan isoleres. Det må ganske vist også have været lidt af en opgave i den indledende del, der ikke var tv-dækket, men forud for en kongeetape, der er designet til at glide et førerhold af hænde, må det være svært bekymrende, at han allerede på denne etape selv måtte træde i karakter i en gruppe, der var kæmpestor. Heldigvis viste han stor styrke ved selv at eliminere den trussel, Del Toro udgjorde på stigningen, og heldigvis blev han reddet af Tao Geoghegan Hart, da Brandon McNulty sneg sig væk til sidst, men selvom Skjelmose i dag lignede en mand, der har den fysiske styrke til at vinde løbet, er det ikke sikkert, at det vil lykkes. Han havde nok gjort sig selv en tjeneste ved ikke at have trøjen inden i morgen - men det havde han jo trods alt heller ikke haft, hvis ikke løbet var blevet begravet i uheld. Naturligvis kan han håbe på en genfødsel af Geoghegan Hart, men briten synes desværre stadig at mangle en del efter sidste års voldsomme styrt.

Han fik sig nemlig også en anden ubehagelig lektie. UAE-drengene har vitterligt tænkt sig at lege med overtallet - et overtal, der kan blive altafgørende på morgendagens etape, hvor taktik kan betyde mindst lige så meget som gode ben. Del Toro angreb jo i ét væk, og slutteligt gjorde McNulty det, han gør bedst, nemlig sneg sig væk med et taktisk angreb. Kun Ayuso selv og den ellers normalt så aggressive Marc Soler holdt sig i ro, og det store spørgsmål er jo, om det skyldtes, at den spanske komet er forslået, eller om han bare sparede på krudtet til i morgen. Det svar får vi først om små 24 timer.

Lidt lyspunkter var der dog for Skjelmose. Del Toro var i hvert fald slet ikke så skræmmende, som man kunne frygte. Man ved aldrig, hvad man kan forvente af denne slags supertalenter, men i dag efterlod han i hvert fald ikke et meget bedre indtryk, end han gjorde i den lidt halvsløje præstation i lørdags. Da Soler heller ikke har været flyvende, og morgendagens stigninger nok er lidt skrappe for McNulty, kan Skjelmose håbe, at overtallet slet ikke bliver så markant endda. Problemet er bare, at overtallet kan komme i spil også meget tidligt på etapen, som det har gjort på lignende etaper i 2021 og 2022, hvor løbet er gledet hhv. Emanuel Buchmann og Tadej Pogacar/Brandon McNulty af hænde.

Nej, ser man bort fra Del Toro, var det ryttere længere nede i hierarkiet, der viste sig frem - måske med undtagelse af Santiago Buitrago, hvis styrke var lidt svær at blive klog på. Mest markant var det med Maximilian Schachmann, der vitterligt er meget mere genfødt, end man fornemmede i lørdags. I dag så vi den i særklasse bedste Schachmann siden OL i 2021, og det kommer endda i helt rette tid lige inden de klassikere, der passer ham allerbedst. Det var kun synd, at Carlos Rodriguez’ lidt tilfældigt opståede forspring nok fik ham til at åbne sin spurt lidt tidligere, end han ville, for ellers kunne han have vundet etapen - og dedikeret den til Roglic. Sammen med Oscar Onley, der igen fik bevist, at han er kommet pænt tilbage fra det brækkede kraveben, var han vel den mest positive oplevelse på stigningen.

Læs også

Optakt: OL-enkeltstart (herrer)

I hvert fald hvis man alene forholder sig til, hvem der var i offensiven. I virkeligheden var det mest imponerende, hvem af de hurtige folk der overlevede. Mest markant var det med Orluis Aular. Nok havde jeg noteret mig hans fine klatring i Catalonien, og nok havde han kørt en chokerende god enkeltstart, men efter hans halvsløje Barcelona-etape i det catalanske løb havde jeg aldrig drømt om, at denne etape havde været inden for rækkevidde. Nu var han imidlertid bare ganske få centimeter fra at sikre Caja Rural den første WorldTour-sejr siden 2012 - og endda blot den anden i hele deres lange historie - og det må altså være noget, der får diverse WorldTour-hold til at overveje, om ikke han kører for et hold, der er lidt for lille til en mand med et sådant potentiale.

Den anden positive ”overlever” var Ethan Hayter. Britens form og kørsel er jo helt umulig at blive klog på, men i dag bekræftede han endegyldigt det, vi så i Barcelona og på enkeltstarten, nemlig at han skam slet ikke er død endnu. Det er bare et mysterium, hvordan i alverden han kunne kikse positionskampen så fuldstændig og totalt, når nu Rodriguez endda havde taget kontrol - formentlig i den tro, at han havde sin hurtige afslutter på hjul. Dermed smed han nok engang en stor chance for lidt tiltrængt opmuntring til det uhyre kriseramte Ineos-mandskab, der jo allerede mistede Tom Pidcock - et forsvundet stjernenavn, man næsten har glemt i den lange, lange række af exits - inden enkeltstarten.

Den sidste positive ”overlever” var Alex Aranburu. Hans kørsel siden comebacket i lørdags efterlod mig med det indtryk, at han var formsvag efter den lange skadespause, men det er han jo slet ikke. I stedet er det nok bare topfarten, der måske er lidt i tilbagegang, for nu er det tredje gang i træk, at han underpræsterer i en spurt. Om han bliver så god, at han kan spille en væsentlig rolle i Amstel Gold Race, der nok er den eneste ardennerklassiker for ham, kan være tvivlsomt, men han er i hvert fald tilbage på sporet.

Det var bare hverken Hayter, Aranburu, Aular eller for den sags skyld Schachmann, der vandt etapen. I hvert fald de tre førstnævnte var nok på papiret hurtigere end Romain Gregoire - og Aular var det i hvert fald også i virkeligheden - men kombinationen af en god position og en glimrende spurt betød, at vidunderbarnet nu fik det første af formentlig mange, mange WorldTour-sejre. Grænserne for, hvad han kan nå, har vi stadig slet ingen fornemmelse af, men en mand, der dominerer som ungdomsrytter, kører finale i sit allerførste WorldTour-løb i Strade Bianche og vinder to etapeløb i sin første sæson, kan komme meget langt - og i dag satte han en fed streg under, at han også har den fart, der vil gøre ham til en vinder.

Til gengæld sagde etapen ikke rigtigt noget om, hvor holdbar han er blevet, og dermed om, hvad vi kan forvente af ham i de ardennerklassikere, han er skabt til. Det sørgede denne desværre lidt fuseragtige rute for. Én ting er, at klassementsbraget udeblev, men når typer som Aular, Aranburu og Hayter ender med at være i spil til sejren, levede etapen i hvert fald ikke op til det, mange nok havde drømt om. Alligevel var bonussekunder til Schachmann pokkers tæt på at koste Skjelmose trøjen, hvad der jo måske i virkeligheden havde været at foretrække, så Lidl havde fået Bora som allieret i morgen, men heldigvis for danskeren var der ingen bonus til farligere folk som Ayuso, Del Toro og Pello Bilbao, der all havde haft potentiale i denne spurt.

Men vi skal altså vente endnu en dag, inden vi endelig får det store klassementsslag. Heldigvis ved vi, at det kommer i morgen, hvor vi alle bliver belønnet for den store, store tålmodighed, vi har udvist i det, der lignede en baskisk fest, men indtil nu snarere har været en baskisk tragedie. I mellemtiden kan vi heldigvis glæde os over, at vi på denne fredag fik lov at se en af sportens mest lysende komet folde sig ud på den helt store scene for første gang.

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT