Optakt: 6. etape af Itzulia Basque Country

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Ruten

Det har været en helt fast tradition i årtier, at Itzulia Basque Country er sluttet med en enkeltstart, men den tradition blev brudt i 2018, hvor man i stedet for første gang sluttede med den traditionelle kongeetape. Det ser ud til, at det har startet en trend, for vi går nu ind til den sjette udgave, hvor løbet ikke slutter med sin tidskørsel, men det er ikke den eneste anormalitet. Siden Euskal Bizikletas forsvinden fra kalenderen i 2009, har det løbs kongeetape med mål Alto de Arrate i udkanten af Eibar nemlig været en fast bestanddel af løbet, men den tradition brød man sidste år, hvor man i stedet sluttede inde i Eibar. Rytterne skulle stadig op ad den ikoniske stigning fra sine stejle Krabelin- og Izua-sider, men nu skete det med hhv. ca. 70 og 30 km til mål, hvorfra der ventede en lettere finale med kun en blød stigning. Det forhindrede ikke Jonas Vingegaard i at knuse al modstand med et soloridt fra Izua, og det var åbenbart noget, der behagede arrangørerne. Således slutter man i 2024 med præcis den samme kongeetape, og det åbner for en helt uforudsigelig afslutning, hvor løbets klatrere skal udkæmpe et helt åbent slag om den samlede sejr på en dag, hvor taktik også kan spille lige så stor en rolle som gode klatreben.

I de senere år har man skåret kraftigt ned for distancen på denne kongeetape, hvilket også gælder i år, hvor der skal tilbagelægges bare 137,8 km, der har både start og mål i Eibar, men altså nede i byen og ikke på toppen af Arrate-stigningen. Der er tale om en kringlet tur rundt i områdets bakker, og man lægger ud med at køre mod nordøst ad en ganske let faldende dalvej over ca. 10 km. Man forlader dog hurtigt dalen for at køre mod nordøst op ad kategori 3-stigningen Elkorrieta (2,6 km, 6,7%, max. 13%), der er en relativt jævn stigning med top efter 13,5 km, hvorefter en kort nedkørsel leder mod sydøst.

Læs også

Optakt: OL-enkeltstart (herrer)

Med det samme fortsætter man derfra mod nordøst op ad en stigende vej, der stiger jævnt med 5-6%, inden det går mod syd op ad kategori 1-stigningen Azurki (5,1 m, 7,4%, max. 16%), der er en ujævn sag. Således stiger de første 2,6 km med 10,9% i snit, inden der følger først 2,1 km med 5,5% i snit og slutteligt 700 m, der falder let med 0,2%.

Toppen rundes efter 24,9 km, hvorfra en relativt let nedkørsel fører mod sydvest og sydøst ned til dalen, hvor man med det samme drejer mod sydvest for at køre op ad kategori 2-stigningen Gorla (9,6 km, 5,7%, max. 11%), der starter med 3,6 km, som stiger jævnt med 7,9%, men derefter er ganske let frem mod toppen, som rundes efter 45,0 km. Derfra leder en teknisk nedkørsel videre mod sydvest ned til dalen.

Nu bliver det kortvarigt lettere, når man følger en relativt flad dalvej mod nordøst, nordvest og vest frem til udkanten af Eibar, hvor etapen tager fat igen. Det sker, når man kører mod nord op ad Arrate fra den stejle side, hvor den er kendt som kategori 1-stigningen Krabelin (5,0 m, 9,6%, max. 17%). De første 1400 m stiger med 7,3%, men derefter følger 2,7 km med hele 12,2%, inden den flader ud med 5,2% over de sidste 900 m frem mod toppen, som rundes efter 70,2 km.

Herfra resterer fortsat 67,6 km, der indledes med et let faldende plateau, som fører mod sydøst, inden det går via en relativt let nedkørsel mod nord tilbage til dalen, hvor en let faldende dalvej følges mod nordvest frem til det nordligste punkt og dagens første spurt, som kommer efter 83,7 km. Her vender man rundt for at køre mod sydvest ad en let stigende dalvej, inden det går mod syd op ad kategori 3-stigningen Trabakua (3,3 km, 7,1%, max. 10%), der efter en blød start slutter med 1800 m med ca. 9%.

Toppen rundes efter 92,6 km og efterfølges af en teknisk nedkørsel, der leder mod syd og sydøst tilbage til dalen, men som undervejs afbrydes af to bakker med toppe efter hhv. 97,7 km (700 m, 11,2%) og 100 km (1,0 km, 6,4%). Nu følges en let faldende dalvej kortvarigt mod nordøst ind til centrum af Eibar, hvor dagens sidste spurt køres efter 137,1 km, men hvor man ikke krydser stregen.

I stedet skal man ud i terrænet igen. Først skal man over en lille bakke (500 m, 9,6%) umiddelbart efter spurten, inden det går mod nord op ad Arrate for anden gang, denne gang via den stejle kategori 1-stigning Izua (4,1 km, 9,2%, max. 13%), der er en helt jævn stigning med top efter 111,0 km. Herfra indledes de sidste 26,8 km med en let nedkørsel, som fører mod nord, inden man i dalen med det samme drejer mod sydøst for at køre op ad kategori 3-stigningen Urkaregi (5,0 km, 4,8%, max. 8%), der er en helt jævn og relativt let stigning.

Toppen rundes efter 125,3 km, hvorefter de sidste 12,5 km indledes med en undervejs ganske teknisk nedkørsel, som fører videre mod sydøst tilbage til dalen. Her drejer man mod sydvest for at følge den lige og let stigende dalvej hele vejen ind til centrum af Eibar. Den let snoede vej afbrydes af en rundkørsel med 2000 m igen, hvorefter den bliver smallere. Derefter drejer man til højre med 1000 m igen, inden det sidste sving melder sig bare 200 m fra stregen.

Etapen byder over den korte distance på i alt 3387 højdemeter.

Som sagt har Eibar hvert år siden 2009 været mål for kongeetapen, men altså med mål på Arrate-stigningen indtil sidste år, hvor man brugte præcis denne etape. Her kørte Jonas Vingegaard alene hjem fra Izua, inden han sejrede med 47 sekunder ned til James Knox, der havde sneget sig væk fra en gruppe på 11 mand, hvis spurt blev vundet af Ion Izagirre. Byen var i 2016, 2017 og 2019 vært for begge de to sidste etaper, hvor der på den sidste var mål nede i byen. I 2019 var vi vidner til et vildt drama, hvor Ion Izagirre sikrede sig den samlede sejr ved at knække Emmanuel Buchmann, da han kørte væk sammen med holdkammeraten Jakob Fuglsang, Adam Yates samt UAE-duoen Tadej Pogacar og Dan Martin, inden Yates kørte alene hjem til etapesejren foran Martin og Fuglsang. I 2017 sluttede løbet på klassisk maner med sin enkeltstart, der blev vundet af Primoz Roglic foran Alejandro Valverde, som vandt samlet, og Ion Izagirre, og det gjorde det også i 2016, hvor sejren gik til Alberto Contador foran Nairo Quintana og Sergio Henao, der smed den samlede sejr på gulvet og i hænderne på Contador.

Læs også

Bjerg vil ikke stå i vejen for Vingegaard

Læs også

Britisk stjerne dropper OL-enkeltstart

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Vejret

Dagens etape blev præget af usædvanlig varme, og lørdag bliver det endda en tand varmere. Det vil igen være overskyet med kun lidt sol, men temperaturen i Eibar vil under etapen være 26-27 grader. Det vil igen være blæsende med en frisk vind fra sydsydøst, men den vil undervejs aftage fra en styrke på 22 km/t til 16 km/t. Det giver vind fra alle retninger på den kringlede rute. Der vil være medvind på Krabelin og stykket frem til første spurt, hvorefter der vil være mod- og sidemodvind, indtil man får sidevind frem til sidste spurt. Herefter vil der være medvind på Izua og frem til bunden af Urkaregi, hvorefter der vil være sidemodvind, indtil man går næsten direkte sidevind over de sidste 3 km.

Analyse af 5. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan vi på 5. etape blev vidner til et gennembrud fra en lysende komet på en dag, der også udviklede sig til lidt af en baskisk fuser.

Favoritterne

Nu har jeg brugt en hel analyse på at ærgre mig over, at vi fem dage inde i det seks dage lange løb har fået mange reelle svar, men heldigvis kommer alt godt jo til den, der venter. Lørdag kan kampen ikke udsættes længere, og heldigvis bydes der også på en rute, der har potentiale til at skabe et herligt drama.

Det er imidlertid et andet drama, end vi har været vant til. Det er nemlig lidt af en gamechanger, at der heller ikke i år er mål på Arrate. Nu synes hele ideen at være et forsøg på at genskabe dramaet fra 2019, hvor man efter Arrate-etapen havde en Eibar-etape, der gav mindelser om denne. Her splittede Astana feltet nærmest fra start, og i et forrygende cykelløb skabte de en kvintet, der sammen sørgede for kasakhisk belønning og samlet sejr til Ion Izagirre og et trøjetab for Emmanuel Buchmann.

I det hele taget er det baskiske terræn skabt til denne slags dramaer, hvor man ikke bare skal vente til sidst. Vi har nemlig også set, at etaper, hvor der har været mål på Arrate, er eksploderet tidligt. Da Buchmann tog trøjen i 2019, skete det med et tidligt angreb på Arrate-etapen, hvor han udnyttede det, man vel bedst kan kalde en regulær, taktisk fadæse fra Astana. Og så husker de fleste nok, hvordan Primoz Roglic på Arrate-etapen i 2022 tog Tadej Pogacar, Brandon McNulty og hele UAE totalt på sengen og sikrede sig en af de flotteste samlede sejre (selvom David Gaudu endte med at vinde etapen).

Læs også

Remco ærgrer sig over ”lorteveje”: Det kan blive et problem

Den slags er naturligvis dårligt nyt for Mattias Skjelmose. Havde vi haft en mere klassisk etape med et finalebjerg, havde det været ret let at vinde, hvis altså han er stærkeste mand. Om han er det, aner vi ikke, men selv hvis han har det fysiske overskud, kan han sagtens ende med at tabe løbet. Både Buchmann og Pogacar kunne i hvert fald måske have vundet løbet på deres fysik i hhv. 2019 og 2021, men det kom de bare aldrig tæt på. Som jeg skriver i analysen, havde det nok været en fordel for Skjelmose, hvis han i dag havde tabt trøjen til Maximilian Schachmann, som næppe er den største trussel. Det havde nemlig givet ham en ret stærk allieret i Bora.

Den allierede har han ikke nu, og det gør det svært. Der er nemlig hele tre steder, det kan gå galt. Det kan gå galt allerede tidligt på etapen, som det gjorde for Buchmann og Pogacar. Som beskrevet i analysen kan man vide sig ret sikker på, at UAE vil forsøge at udnytte overtallet, og de vil gøre alt for at få en af deres fire esser med i det tidlige udbrud. Med den benhårde start er det ganske sandsynligt, at vi får så stærkt et udbrud, at Lidl aldrig får dem hentet, og at vinderen deltager i det, der vil være morgenudbruddet, men som formentlig først vil køre efter en vild og voldsom kamp på den første stigninger.

Selv hvis Skjelmose undgår at tabe løbet tidligt, kan han tabe det senere. Hvis ikke UAE lykkes med det tidlige udbrud, vil de formentlig gå bersærk på Krabelin, for her kan de med sikkerhed isolere Skjelmose. Herefter er døren åben for, at man kan køre væk, indtil danskeren igen for hjælp bagfra - og så kan løbet være tabt, for de ryttere, der kan komme væk efter den meget svære Krabelin, bør være blandt de allerstærkeste.

Selv hvis Skjelmose kommer hele vejen til Izua, kan det gå galt. Efter Izua er det nemlig umuligt at gøre forskelle på ren styrke. Den sidste stigning er let og ligegyldig, og den bliver endnu lettere af modvinden. Det vil være et mareridt for danskeren at sidde alene i en lille gruppe efter Izua, hvor han kan blive angrebet på skift - og endnu mere ubehageligt, hvis der sidder hold i overtal, formentlig nok UAE. Det er altså næsten den værst tænkelige etape at skulle forsvare en førertrøje på.

Heldigvis har han set, hvordan det kan gøres. Sidste år kørte vi som bekendt præcis samme etape, og her var Jonas Vingegaard i førertrøjen. Alle vidste, at han var i særklasse, og han havde endda et sjældent svagt Jumbo-hold ved sin side. Med taktisk klog kørsel fik de imidlertid sendt hele to af hans bedste hjælpere med i det tidlige udbrud, og derved lykkedes det dem at holde det under nogenlunde kontrol frem til Izua, hvorefter den overlegne dansker kunne køre fra alt og alle.

Skjelmoses problem er bare, at han trods alt ikke er Vingegaard. Tour-kongen var så suveræn, at han heller ikke blev hentet efter Izua, hvor den jagtende gruppe havde en fordel. I dette felt er der ingen med Vingegaards overlegne styrke, og med modvind fra bunden af sidste stigning anser jeg det som ret usandsynligt, at vi ser en solosejr til stærkeste mand - medmindre forfølgergruppen samarbejdet meget dårligt. Jeg ser tre ryttere, der potentielt kan have styrken til det, nemlig Skjelmose selv, Ayuso og Jai Hindley, men ingen af dem er trods alt nogen Vingegaard.

Derfor er det ret svært at tro, at Skjelmose - hvis han overlever Izua, hvad han ikke gjorde sidste år, hvor han smeltede helt sammen på denne etape og smed hele sit ellers lovende klassement meget tidligt på dagen - ikke vil havne i en situation, hvor han er isoleret. Og han skal bare se tilbage på sidste år for at indse ubehaget ved den situation. Bag Vingegaard vidste alle, at de kørte for 3. pladsen - Mikel Landa havde på 2. pladsen et pænt forspring - og derfor blev det netop det meget taktiske spil. James Knox sneg sig væk og endte etapen som nr. 2, og han var bare få sekunder fra også at tage den 3. plads, de alle kørte om. Den slags kan ske igen - denne gang bare med den samlede sejr som belønning.

Det lugter virkelig af kaos, og der kan ske 117 ting. Det er ret umuligt at lægge sig fast på, hvordan denne etape med størst sandsynlighed vil forløbe. Mindst sandsynligt er det trods alt, at vinderen kører meget tidligt på etapen, men det kan ske, og derudover kan det altså ske efter både Krabelin og Izua - hvis altså ikke vi ser en rytter lave ”en Vingegaard”. Det kan naturligvis også - og det er stadig sandsynligt, særligt med modvind til sidst - ende i en spurt om sejren blandt de, der overlever Izua eller kommer op efterfølgende, og dermed er snart sagt alle scenarier i spil.

Som beskrevet i analysen så vi i hvert fald i dag, at Skjelmose nok kan isoleres fra Tao Geoghegan Hart og Andrea Bagioli, der ikke virkede alt for overbevisende - men de kan prøve at kopiere Jumbo-taktikken med at få folk i udbrud, så de i hvert fald kan overleve Krabelin. Så må Skjelmose selv klare den fra Izua og frem. Spørgsmålet er bare, om der er andre end Geoghegan Hart, der er stærk nok til at ramme et udbrud, der vil køre i denne vilde start.

Læs også

Medie: Talent bytter UAE ud med andet storhold

Én ting er dog sikkert. Man skal klatre godt for at vinde denne voldsomme etape med to baskiske mure, men også her er det alligevel lidt kompliceret. Man skal nemlig ikke klatre rasende godt. Det så vi sidste år, hvor Mauro Schmid, der havde det svært på stigningerne, lykkedes med at snige sig væk på det lette stykke mellem Krabelin og Izua. Det forspring var nok til, at han kunne komme tilbage efter Izua og vinde spurten om 3. pladsen bag Vingegaard og Knox. En lidt tungere herre kan altså godt vinde, hvis han bare kommer afsted undervejs.

Med andre ord: alt kan ske, og vinderbuddene er derfor mange, særligt når vi ikke ved meget om favoritternes styrkeforhold. Jeg tager en chance og går med Jai Hindley. Australieren viste et tårnhøjt niveau i Tirreno, hvor han endelig viste, at han også kan køre ugelange løb, og efter i dag er jeg blevet mere betrygget om hans form. Han kørte ellers en halvsløj enkeltstart, men da Skjelmose i dag forcerede, sad han ganske let med i den firemandsgruppe, der også talte danskeren, Juan Ayuso og Brandon McNulty. I forvejen er han på papiret en af de allerbedste klatrere i dette løb, og sammen med Ayuso er han i dette felt den rytter, der har imponeret mest på stigningerne i år.

Derfor er han som nævnt også en af de tre ryttere, jeg kan se lave ”en Vingegaard”. Det tror jeg dog bliver svært med en kraftige modvind til sidst, og derfor skal han formentlig vinde en spurt, vinde via et tidligere udbrud eller snige sig væk i finalen. Alle modeller er dog ganske sandsynlige. Han viste med sin Tour-etapesejr, at han ikke er bange for det tidlige udbrud, og at han også kan gøre det færdigt. Han er ikke nogen dårlig afslutter, og ender han i en gruppe uden Ayuso og Del Tore, hvilket ikke virker helt umuligt, kan jeg sagtens se ham vinde, hvis Skjelmose har brugt alle sine kræfter på at holde det samlet. Endelig har han smidt lidt tid på 1. og 2. etape, hvilket giver ham muligheder for at snige sig væk til sidst, hvor det endda kan være en decideret fordel for Skjelmose, hvis det sker med en lidt mindre margin. Det skal flaske sig, hvis han skal vinde, men det skal det jo for alle i denne finale. Jeg tror på, at han giver Bora oprejsning med en etapesejr.

Det logiske bud er dog Juan Ayuso. Som han har spurtet i år, er han formentlig den hurtigste af klassementsrytterne, og UAE kan med et muligt overtal måske holde det samlet til en spurt til sidst. Det afhænger dog helt af, om han kan tage trøjen alene ved at vinde etapen. Jeg har ledt og ledt, men ikke fundet hundrededelene fra enkeltstarten, og de er ret vigtige. Hvis de er i hans favør, kan en etapesejr være nok, selvom Skjelmose bliver nr. 2, og det kan være meget afgørende for, hvordan de bruger et overtal. Han kan dog sikre sig denne gunstige situation ved at vinde et sekund i en indlagt spurt undervejs, og er han af en eller anden grund i den situation, at en spurtsejr er nok, er det en mulig taktik for UAE at holde det samlet til en spurt.

Det kræver bare, at han overlever Izua, og her er jeg blevet lidt bekymret i dag. Ja, han sad med, da Skjelmose trykkede til, men han så godt nok besværet ud. Heldigvis lød han optimistisk efter etapen, men styrtet skaber så megen bekymring, at jeg faktisk tror, at han får det svært på Izua. På den anden side er der tid til, at han kan komme tilbage efterfølgende, ikke mindst med et stærkt hold, og derfor kan han vinde, selvom han ikke er flyvende. Samtidig så vi jo i Schweiz, at han havde det svært på de eksplosive dage, men da vi ramte kongeetapen med de mange højdemeter, kørte han fra alt og alle. Derfor kan det sagtens være, at han i morgen viser sig som stærkeste mand og måske endda laver ”en Skjelmose”, men grundlæggende er disse eksplosive stigninger nok ikke perfekte for ham. Det ændrer dog ikke på, at Ayuso i kraft af sin fart, sit hold og det niveau, han viste i Tirreno, på mange måder er den mest sandsynlige vinder.

UAEs kollektiv gør, at det er naturligt at have Isaac Del Toro som nr. 4. Som beskrevet i analysen var jeg ganske vist ikke alt for overbevist af mexicaneren i dag, hvor han ikke imponerede, hvad han heller ikke gjorde i lørdags eller i mandags. Han var dog her, der og alle vegne, og vi så jo, hvor god han var i Tirreno. Hans Almeida-stil passer bedre til denne vanskeligere etape, og er han ikke en af de allerbedste, kan han komme tilbage. Klassementet betyder, at der skal spurtes med Ayuso, men falder spanieren fra, har vi set, at Del Toro måske er den allerhurtigste blandt favoritterne - og derudover er han det perfekte kort at spille, enten i en taktisk finale eller tidligt. I lyset af hvordan han blev brugt tidligt i dag, er han måske den allerfarligste rytter, der kan vinde ved at komme tidligt afsted i en stærk gruppe. Chancerne for sejr er altså mange.

Den kollektive styrke gør også, at jeg peger på Brandon McNulty som nr. 4. Al logik tilsiger, at han får det svært på Izua, for Paris-Nice viste tydeligt, at han har sine begrænsninger. Heldigvis er der tid til at komme tilbage, og gør han det, står han stærkt. I lørdags mindede han os om, at han godt kan spurte, og er Ayyso sat af, vil han godt kunne vinde en spurt i den rette gruppe. Hvad der for alvor gør ham farlig, er dog et af de taktiske angreb, han er specialist i, og som allerede var tæt på at lykkes i dag, hvor Skjelmose blev reddet af Geoghegan Hart. I en isoleret gruppe mod flere fra UAE er McNulty nok den farligste i det taktiske spil, og han har før vist, at han mestrer den kunst til UG, senest i Paris-Nice. Samtidig er han specialist i de lange ridt og derfor også en mand, der kan spilles tidligt ud - men det kan også være, at han slet ikke kører finale, fordi han er for tung til Izua.

Jeg vil placere Santiago Buitrago som den næste, selvom den lette finale bestemt ikke er ideel for ham. Jeg kan heller ikke helt finde ud af, om jeg synes, han var overbevisende i dag, men vi så i hvert fald i Paris-Nice, at han klatrede bedre end nogensinde. Vi så også, at han i mandags kørte sit livs enkeltstart, og han ligner en af de stærkeste i dette felt. De eksplosive stigninger passer ham også helt perfekt, men jeg kan ikke se ham lave ”en Vingegaard”. Han vinder heller ikke en spurt, og derfor skal han finde en måde at få et forspring. Det kan heldigvis også lade sig gøre. Hans tidstab i tirsdags giver han nogle muligheder i den taktiske finale til sidst, hvor han kan lave ”en Knox”, men endnu mere er han måske en mand, der kan angribe tidligt. Det forsøgte han allerede i dag, og vi skal jo faktisk end ikke en måned tilbage for at finde et eksempel på, at han tog en stor sejr via denne slags tidlige angreb.

Jeg er ret spændt på at se Kevin Vauquelin. Baseret på det, vi så i Tirreno, vil han nok få det svært mod de bedste på disse stigninger, der formentlig også er for stejle for den ret store franskmand. Heldigvis for ham er der god tid til at komme tilbage, og vi så på enkeltstarten og igen i dag, at formen er glimrende. Hans store problem er selvfølgelig, at han vil være en af de ryttere, Skjelmose vil holde allermest øje med, og han kommer derfor heller ikke tidligt afsted. Skal der spurtes til sidst, er det dog bestemt ganske sandsynligt, at han kan vinde, særligt hvis Ayuso falder igennem, og Skjelmose skal slide sig selv ned undervejs. Vi har jo i hvert fald før set Skjelmose og Vauquelin kæmpe om bonussekunder mod hinanden i Luxembourg og Alpes-Maritimes, og selvom det er danskeren, der har været hurtigst, kan nedslidningen af danskeren tippe marginalerne i fransk favør.

Læs også

Optakt: OL-enkeltstart (kvinder)

Den anden hurtige franskmand, der kan vinde en spurt, er Romain Gregoire. Ja, det har han jo bevist for ganske, ganske, ganske nylig, men det kræver, at han kommer med hjem. Selvom disse stigninger er eksplosive, er etapen nok alligevel en anelse for svær. Kongeetapen i Tirreno viste i hvert fald, at han trods en god start endte med at eksplodere. Den viste dog også, at han har forbedret sin klatring enormt, og han har to veje til at overleve, nemlig enten ved at få et forspring eller ved at komme tilbage efterfølgende. Førstnævnte er grundet klassementet svært, men bestemt ikke umuligt, og sidstnævnte virker endog temmelig sandsynligt. Med den lette afslutning kan det bestemt lade sig gøre, at han vinder to dage i træk.

Så er der min hovedpine. Hvad skal vi lægge i det svage Paris-Nice fra Pello Bilbao? Jeg er ikke alt for tryg ved ham, når hans enkeltstart også var en anelse skuffende, og det er også årsagen til, at han ender så langt nede på listen. Han bør nemlig være en af de hurtigste i en spurt, men det kræver jo, at han overlever. Den glæde, han kunne få af de sidste to nedkørsler, er også nærmest ikkeeksisterende, fordi de er ganske lette, og derfor skal han have endnu bedre klatreevner. Det kan han heldigvis også have. Sidste år så vi den bedste Bilbao nogensinde, og han startede fint i det svage felt i Emiraterne. Han har bare til gode helt at overbevise i skrappere selskab, og Paris-Nice bekymrer altså stadig. Med den lette finale og muligheden for at få et forspring for en aggressiv rytter som ham er der bestemt også klare veje til sejr for en mand, der er så hurtig som ham.

Nu rangerer jeg efter vinderpotentiale, og derfor ender Mattias Skjelmose længere nede på listen, end han burde. Problemet er, at det som sagt er meget sandsynligt, at han vil være isoleret til sidst, og selvom han helt sikkert har farten til at vinde en spurt - selvom han har spurtet skuffende i de indlagte spurter - er det lidt svært at se, at han vil kunne gøre det, når det er ham, der skal lukke alle huller i en taktisk finale. Hans mål kan meget vel være bare at holde det samlet, og så må han køre spurten med det, han har tilbage. Afskrives kan han dog ikke. Han er en af de ryttere, der har potentiale til at lave ”en Vingegaard”, og et drømmescenarium kunne også være en ren duel med Ayuso efter Izua, selvom jeg har svært ved at se dem sætte Hindley. Hvis Ayuso vitterligt kan vinde hele løbet alene med etapesejren, vil de have en fælles interesse i at køre hjem til en tomandsspurt. Alt sammen kræver det dog, at vi ser en af de bedste udgaver af Skjelmose, og selvom hans enkeltstart var lovende, og han så meget stærk ud i dag, skal han stadig bevise sig selv efter et Paris-Nice, hvor han manglede en del. Derudover nager bekymringen for holdbarheden også stadig, når det var på præcis denne etape, at han kollapsede sidste år, men her hjælper det i hvert fald, at han fik en lille hviledag i går, og at de første dage ikke har været så svære som sidste år. I dag lignede han i hvert fald en af de stærkeste, og havde han ikke befundet sig i trøjen, havde han også stået højere på denne liste.

En joker er Sepp Kuss . Han smed en masses tid i dag, men det var formentlig en helt bevidst strategi for at spare kræfter til denne etape. Her taler alt for, at han som i dag vil forsøge at angribe tidligt, og med sit store tidstab er han et af de allerbedste bud på en mand, der kan vinde via den model. Han kan imidlertid også snige sig væk i en taktisk finale, hvor Skjelmose vil elske at se ham løbe med bonussekunderne, men alt sammen kræver det jo, at han er stærk nok. Det var han bestemt ikke i Catalonien, hvis man ser bort fra 3. etape, men med de ben, han havde den dag, virker det til gengæld slet ikke umuligt, at det kan lade sig gøre. Vi taler trods alt om af løbets bedste klatrere.

Det fjerde UAE-kort er Marc Soler , men han virker altså ikke på toppen. Han kørte en skuffende enkeltstart, og det var ham, der i dag tabte Hindleys hjul, da Skjelmose forcerede. Han er imidlertid også en lottokupon, og på kongeetapen i Catalonien imponerede han jo ganske meget. Hans problem er naturligvis også, at han i klassementet er den dårligst placeredede UAE-rytter, og derfor virker det usandsynligt, at de vil lade ham snige sig væk i en taktisk finale, hvor han vil stjæle bonus fra de ryttere, der har en bedre chance for at vinde løbet. Til gengæld er han et ret godt kort at spille tidligt ud, og hvis han har sine bedste ben, kan han være stærk nok til at gøre det færdigt.

Kan Maximilian Schachmann konfirmere genrejsningen ved at vinde denne etape? Det bliver svært, for etapen er på papiret for svær. Vi skal dog heller ikke glemme, at han har klatret så godt, at han to gange har vundet Paris-Nice og er blevet nr. 4 i Schweiz. Etapen har trods alt et ardenneragtigt præg, og selvom han helt sikkert ikke kan matche de bedste på Izua, har han tid til at komme tilbage. Til gengæld betyder klassementet også, at han næppe kan angribe tidligt, men han har bestemt en vej til sejr. I dag så han i hvert fald overbevisende ud, og han fik endda samtidig vist, at han stadig er hurtig nok til at vinde en spurt.

Kan vi have forventninger til Carlos Rodriguez? Efter hans svage sæsonstart og en ikke specielt overbevisende enkeltstart er det svært at være meget optimistisk, men omvendt var det ikke en enkeltstart, der passede ham, og han har haft en del tid til at forbedre sig. Den bedste Rodriguez kører med de bedste her, men med den lette finale kan han også vinde på mindre end 100%. Selvfølgelig er den svage spurt en gigantisk hæmsko, men hans tidstab giver ham muligheder i det taktiske spil. Han har jo før taget en taktisk sejr - endda på den største scene af dem alle i Touren.

Sidste år var Ion Izagirre med helt fremme på denne etape, og nu er spørgsmålet, om han kan være det igen. Hans niveau er i hvert fald aftaget, og selvom han i lørdags viste, at han nok engang har fundet formen til det løb, han elsker allermest, er han ikke så stærk som sidste år. Hans enkeltstart var - selvom vinden hjalp ham - heldigvis god, men desværre betyder hans styrt nu, at der er kommet ekstra usikkerhed. Sidste år sikrede han sig faktisk den samlede podieplads ved at vinde forfølgernes spurt, men det er svært at se ham havne i en gruppe, hvor han kan gøre det denne gang. Skal han vinde, skal det være via taktik eller et tidligt angreb, men her hjælper hans tidstab fra 2. etape ham heldigvis også.

Det kan være lidt svært at tro meget på Felix Gall, når han smed tid igen i dag, men som for Kuss kan det være et bevidst valg. Styrtet på 2.etape har jo sendt ham helt ud af klassementet, og derfor kan man ikke udelukke, at han sidder med gode ben. Det er svært for alvor at tro på, når han skuffede både lørdag og mandag, men lørdag kæmpede han måske med kulden, og i mandags var det trods alt hans forhadte enkeltstart. Vi ved trods alt, hvor højt et topniveau han har, og med sit tidstab kan han som Kuss vinde enten med et tidligt angreb eller ved at snige sig væk ik en taktisk finale.

Læs også

Norsk vidunderbarn vinder på kendt Tour de France-bjerg

Er etapen for svær for Oscar Onley? Det bør den være. Indtil nu har han kun for alvor hævdet sig i terræn, der er mere ardenneragtigt end dette, men han viste til gengæld også i Australien, at han har taget næste skridt. Hans angreb i dag efterlod mig desværre ikke overbevist om, at han er stærk nok til at vinde så svær en etape, men hans kørsel i lørdags var omvendt lovende. Han kan spurte, men han vinder næppe en spurt i dette felt. Til gengæld betyder hans tidstab på 1. etape og efter tirsdagens styrt, at han kan vinde på to måder, nemlig med et tidligt angreb eller ved at snige sig væk i en taktisk finale.

Etapen er helt sikker for svær for Samuele Battistella , men det betyder ikke, at han ikke kan vinde. Vi så på 2. etape, at han vil have en fair chance i en spurt, men det kræver, at han kommer så langt. Her har han to modeller. Han kan komme tilbage efter Izua, men det anser jeg som en svær opgave. Til gengæld kan han også lave ”en Schmid” og komme favoritterne i forkøbet. Rammer han Izua med et forspring, kan han som schweizeren ende i en situation, hvor han kan spurte mod de bedste. Formen er i hvert endelig kommet, som vi senest så i lørdags.

Igen vil jeg slå Alex Aranburu og Ethan Hayter sammen. Begge er for tunge til denne etape, men akkurat som Battistella har de en vej til sejr. De skal ”bare” have et forspring inden Izua og dermed lave en ”en Schmid”. Det er dog vanskeligere for dem begge, for ingen af dem har vist samme form som Battistella. Aranburu er på vej tilbage efter en skade, og Hayter har mildt sagt været svingende. Efter dagens præstation må man dog åbne en dør. Begge klatrer godt, når de er bedst, og Hayter blev trods alt nr. 22 på denne etape sidste år. Det var dog mere end 4 minutter fra Vingegaard, og derfor bliver det efter alt at dømme for svært. Deres fart gør dog, at man er nødt til at tage dem seriøst.

Det bliver spændende at følge Wiliam Junior Lecerf. Med de to Soudal-kaptajner ude har han nu al den frihed, han skal bruge, og nu får han lov at teste sig selv. Det kan han gøre ved enten at angribe tidligt eller at køre finale, og benene synes gode. Han så godt i Catalonien, og i dag sad han så langt fremme, at han kunne gå direkte i angreb på nedkørslen. Catalonien viste dog også, at han vil mangle en del til de bedste, og derfor kommer han formentlig til kort. Til gengæld så vi i Rwanda, at han slet ikke er så langsom, og hans tidstab giver ham i hvert fald frihed.

Jeg er også nødt til at nævne Archie Ryan igen. Ireren skuffede stort i dag, men da EF aldrig er meddelsomme, kan der være en god forklaring. Vi ved jo, at formen er god, og at hans potentiale er stort. Det er dog også hans første løb på dette niveau, og han kan slet og ret være træt. Mest taler for, at han betaler endnu en dyr pris, men i kraft af hans potentiale vil jeg nævne ham som en af de ryttere, der kan vinde via et tidligt angreb.

Det vil jeg også med Alex Baudin. Han imponerede mig meget i sæsonstarten, men skuffede mig efterfølgende meget. Mod slutningen af Catalonien så han imidlertid stærk ud, og det gode indtryk har han bekræftet i dette løb. Han bør være overmatchet i dette felt, og jeg fornemmer også, at han nok mere er ardennerrytter end klatrer, men lad os se, hvor langt han kommer, hvis han rammer det tidlige udbrud.

Efter i dag er det svært at tro på de ellers hurtige Davide De Pretto, Warren Barguil, Paul Lapeira og Matteo Sobrero, og jeg har i år ikke set noget fra Esteban Chaves, Louis Meintjes, Remy Rochas eller Rigoberto Uran , der tilsiger, at de kan vinde. Vi så også i Coppi e Bartali, at Jefferson Cepeda er et stykke fra sit bedste, og han styrtede også i går. En joker er snarere Damien Howson, der imponerede så stort sidste år, men selvom han sad med hjem i dag, skræmmer hans meget svage sæsonstart, senest lørdagens løb, for meget, mens Emanuel Buchmann skuffede igen i dag.. Jeg kunne være fristet til at nævne Steven Kruijswijk til et tidligt angreb, men selvom han så godt ud i Catalonien, har vi ikke set ham fremme på dette niveau siden Dauphiné i 2022. Hurtig er Clement Champoussin, men han kommer næppe hele vejen, og som vigtigste hjælper for Vauquelin angriber han næppe heller tidligt. Davide Formolo genrejstes i Strade, men det er længe siden, han har vist noget på så svær en etape. Jeg var spændt på Johannes Staune-Mittet i dag, men han skuffede mig desværre igen, og jeg tror, at det bliver for svært for Milan Vader, der har skuffet i år, og den ellers i år uhyre velkørende Quentin Pacher. Victor Langellotti har fundet formen, men må som Victor De La Parte være overmatchet i dette felt, og Pablo Castrillo har ikke vist samme form som i Catalonien. Endelig er Bruno Armirail i kongeform, men der må trods alt være en grænse, mens Eddie Dunbar og Mauro Schmid efter skaderne mangler for meget, og Igor Arrieta, Tao Geoghegan Hart og Andrea Bagioli er rene hjælpere.

BEMÆRK: Husk, at der rangeres efter vinderpotentiale, hvad der er særligt vigtigt for Skjelmose.

Feltet.dks vinderbud: Jai Hindley

Øvrige vinderkandidater: Juan Ayuso, Isaac Del Toro

Outsidere: Brandon McNulty, Santiago Buitrago, Kevin Vauquelin, Romain Gregoire, Pello Bilbao

Jokers: Mattias Skjelmose, Sepp Kuss, Marc Soler, Maximilian Schachmann, Carlos Rodriguez, Ion Izagirre, Felix Gall, Oscar Onley, Samuele Battistella, Alex Aranburu, Ethan Hayter, William Junior Lecerf, Archie Ryan, Alex Baudin

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT