Klassikeranalyse: To fænomener, ét sublimt kollektiv og én snu outsider

Op til enhver klassikersæson er man altid ved at boble over af forventninger, og ofte kan man skrive bøger med de mange spørgsmål, man gerne vil have svar på. I denne vidunderbørnenes tidsalder har begejstringen dog måske noget endnu større højder, end vi har været vant til. Det er i hvert fald svært at huske, at vi har kunnet se frem til samme fascinerende opgør, som vil været temaet i hele første del af klassikersæsonen frem til og med Paris-Roubaix.

2020-sæsonen gjorde det nemlig helt klart, at der i de sæsonens første klassikere er tre ryttere, der synes et niveau over alle andre. Mathieu van der Poel og Wout van Aert har hurtigt etableret sig som fænomener i deres relativt korte landevejskarriere, og Julian Alaphilippe nåede i det ellers uheldige Flandern Rundt, at han er i stand til at matche de ellers tunge ryttere på brostensstigningerne. Selvom de tre tenorer har en lidt forskellig sæsonplanlægning, har der været lagt op til store slag mellem trioen først i Strade Bianche og Milano-Sanremo og senere brostensløbene, hvor det dog først er i Flandern Rundt, at vi får alle tre til start på én gang.

Det er dog ikke bare udmålingen af styrkeforholdet mellem de tre giganter, der har vakt interesse. Et ekstra element er Deceuninck-holdets enorme kollektive styrke, der gang på gang har været nok til at sætte stærkere rivaler til vægs. Med Alaphilippe som spydspids for en trup, der også tæller navne som Davide Ballerini, Kasper Asgreen, Zdenek Stybar, Yves Lampaert, Florian Senechal og i visse sammenhænge også Sam Bennett, er årets klassikere ingenlunde bare et spørgsmål om at have stærkeste mand. Og så viste sidste års Gent-Wevelgem jo tydeligt, at favoritterne hurtigt kan eliminere hinanden, hvis de har lidt for meget øje for kun hinanden, hvormed den alenlange liste af outsidere også drømmer om at kunne snyde giganterne.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Deceuninck trak første stik i Omloop Het Nieuwsblad, som jeg har analyseret i en separat analyse, men da de to crossfænomener først meldte deres ankomst på scenen i Strade Bianche, er det først nu, at vi efter marts måneds fem første klassikere, at vi kan gøre en foreløbig status på styrkeforholdet. Og status efter de fem løb er, at der er blevet lidt til dem alle, da de to crossdrenge hver er løbet med én sejr, at Deceuninck-kollektivet har hevet to af gevinsterne hjem, men at de alle sammen blev snydt af en outsider i det største af de fem løb.

I det lys er det umuligt at udpege en entydig vinder, og alle hovedspillerne kan skrive ”Godkendt” på karakterbladet efter de fem løb. Ser man alene på antallet af sejre, er det dog de belgiske klassikergiganter fra Deceuninck, der har overhånden, og den har de sikret sig med den kollektive styrkedemonstration, der altid har været deres suveræne trumf i disse løb, og som også har været grundlaget for begge deres sejre.

Smukkest kom det naturligvis til udtryk med Kasper Asgreens sejr i E3, der blev opnået efter samme flotte holdarbejde, som sikrede Zdenek Stybar sejren i samme løb i seneste udgave to år tidligere, og som blev en udstilling af, at de to favoritter skam sagtens kan slås af et stærke kollektiv, selv når Patrick Lefeveres tropper er uden Alaphilippe. Belgierne spillede nemlig deres stærke hånd til UG med kryds og slange og skabte en situation, hvor de gennem hele løbet sad med en hel stribe esser klar til at blive spillet.

Grundstenen til triumfen blev lagt af altid loyale Tim Declercq, der reelt eliminerede en stor del af rivalerne og kostede Mathieu van der Poel et vigtigt skud i bøssen, da den belgiske traktor overraskede feltet ved at splitte det i sidevinden allerede i indløbet til den første nøglestigning, Taaienberg. Det første med det samme til den ventede overtalssituation, hvor Kasper Asgreen, Zdenek Stybar, Yves Lampaert og Florian Senechal sørgede for, at fire af de fem kaptajner havde klaret cuttet, og herefter kunne man gå i gang med at spille kortene ét for ét.

Det første kort skulle vise sig at være det bedste. Efter et par år, hvor Asgreen ikke helt var lykkedes med at bygge videre på det gigantiske potentiale, vanvidsridtet i Flandern Rundt i 2019 signalerede, var der nemlig igen hul til de ben, der for to år siden fik alle til at tabe både næse og mund. Asgreen leverede nemlig en tro kopi af showet fra Flanderns Smukkeste, da han efter en lang dag i udbrud blev hentet, lignede en færdig mand og alligevel kunne mobilisere kræfter til et sidste angreb. For to år siden var Bettiol-fuglen ganske vist fløjet, men denne gang lykkedes manøvren til fulde og sikrede en sejr, der var så storslået, at danskeren - også i lyset af den overlegne styrke på Taaienberg - ligner en af de helt tunge favoritter til et Flandern Rundt, der med sin lange distance passer ham endnu bedre.

Asgreens styrke var dog ikke hovedårsagen til sejren. Med Senechal, Stybar og i første omgang også Lampaert, der dog blev elimineret af en punktering, som vedhæng havde Van der Poel og Van Aert gennem hele løbet ryggen så meget mod muren, at oddsene var imod dem. Van Aert endte med at riste sig selv, og Van der Poel var så træt, at han denne gang ikke kunne mobilisere endnu et Amstel-comeback og slutteligt endda måtte se sig slået af en frisk Senechal, der således bidrog til den lille ydmygelse af de to giganter og satte en streg under kollektive storslåede styrke.

Det var nemlig ikke kun Asgreen, der imponerede. Mest imponerende var Stybar, der ellers efter to svære år lignede en mand på vej mod pension, pludselig genfødtes som en af løbets fire stærkeste. Lampaert, der ellers altid har været lidt tung på bakkerne, var særligt i Gent-Wevelgem i hopla, og selvom han ikke har samme superben som i oktober, er Senechal stadig konkurrencedygtig. Kun Ballerini har måttet indse, at hans superform fra februar ikke længere er intakt, og han må nok sande, at hans rolle i de kommende løb mere bliver at agere backup til en spurt.

Kollektivet var også på pletten i forbindelse med den anden sejr i De Panne. Her stillede de ganske vist til start med feltets klart hurtigste mand i Bennett, men efter løbet sad man næsten med fornemmelsen af, at de kunne være stillet til start med Nairo Quintana som beskyttet sprinter og alligevel have vundet løbet. Efter nogle løb, hvor holdet har været bemærkelsesværdigt passive i spurterne, var det nemlig et af de seneste års smukkeste lead-outs, der i den tekniske finale i den belgiske kystby sørgede for, at Bennett endelig fik sin store klassikersejr. Under den røde flamme sad holdet således med hele tre mand foran Bennett i form af Senechal, Bert van Lerberghe og Michael Mørkøv, der nok engang fuldendte arbejdet så fornemt, at Quintana næsten ville have kunnet træde den hjem derfra.

Det skal dog ikke stjæle noget fra Bennett, der i dette forår har genfundet det tårnhøje niveau fra 2019. Efter et Paris-Nice, hvor han allerede var flyvende, fik han ødelagt sit Milano-Sanremo af en kritisk punktering, men til gengæld kørte han et fabelagtigt Gent-Wevelgem, der viser, at han bestemt ikke bare er en klassisk sprinter. I et løb, hvor et tidligt styrt i sidevinden, helt usædvanligt eliminerede Deceunincks ellers stærke kollektiv og bragt dem i en uvant defensiv, blev det op til ireren at redde æren. Det lykkedes desværre ikke i et løb, der gled favoritkollektivet af hænde, men Bennett fik med sit mindeværdige og sin lidt for fyldte - og hurtigt ret tomme - mave igen vist, at han kan æde sig selv som få andre. Og havde det dumme styrt ikke splittet feltet tidligere end ventet, kunne ireren meget vel have vundet, for med den så flyvende Lampaert og igen velkørende Stybar hos sig, havde Bennett kunnet spare sig så meget, at finalen var forløbet helt anderledes.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Nedturen i Gent-Wevelgem var vel den største skuffelse for belgierne, men en anden lidt bitter bismag er, at Alaphilippe ikke har været helt oppe at ringe. Hans 2. plads i Strade Bianche vidner om hans tårnhøje klasse, men i et løb, hvor antallet af højdemeter burde give ham større chance mod Van der Poel end i de flamske klassikere, blev han reelt kørt over af den overlegne hollænder. Hans angreb på Poggio var også sjældent tamt, og da Bennett var elimineret af sin punktering, gled Milano-Sanremo holdet helt af hænde, da den lidt febrilske franskmand kørte en lidt sær og nærmest desperat i Sanremos hektiske gader. Modsat sine værste rivaler skal verdensmesteren dog også holde hele vejen fra Strade Bianche til Liege, og det er derfor kun ganske naturligt, at de sidste procent først skal finde til april og ikke til to italienske løb, han allerede har vundet én gang.

Den dag var det i stedet Van Aert, der lignede stærkeste mand, men belgieren måtte som i Gent-Wevelgem sande, at der er så meget, der kan gå galt, når man har hele feltets blik rettet mod sig. Efter en overbevisende opkørsel ad Poggio, der i år ikke kunne gøre samme forskel som i andre udgaver, hvor vinden har været mere gunstig, blev det nemlig samme sæk lopper, som i Wevelgem sidste år. Sin enorme hurtighed fik han dog sat en betydelig streg under med sin fine podieplads, hvor han kun blev slået af supersprinteren Caleb Ewan, og det supervåben kom også til udtryk, da han endelig fik sin brostenssejr i et Gent-Wevelgem, der denne gang ikke gled ham af hænde.

Det gjorde det ikke, fordi han havde lært en klog lektion. I både Strade, hvor han stadig i sin sæsondebut manglede de sidste procent, og i E3, hvor en punktering kostede vigtige kræfter, legede han nemlig alt for meget supermand med et føringsarbejde, der virkede overdrevent generøst. Alene det forhold, at det var ham, der i E3 iværksatte det angreb på Tiegemberg, som i sidste ende kostede ham sejrschancen, fortæller historien om en mand, der overvurderede egne evner i ikke uvæsentlig grad.

Det gjorde han til gengæld ikke i søndags, da styrtet havde bragt ham i en gunstig position i en frontgruppe, hvor han stadig havde Nathan van Hooydonck hos sig. Solokørsel hjem fra Kemmelberg var trods alt ikke realistisk, når han sad i gruppe med folk som Matteo Trentin, Michael Matthews, Sonny Colbrelli og ikke mindst Stefan Küng, og derfor kunne han meget vel være endt i samme håbløse situation, som havde kostet ham sejren i 2020-udgaven. Denne gang var der imidlertid ingen supermand over Van Aert, der lagde bånd på sig selv på Kemmelberg, og mens alle hans rivaler ventede på et angreb, der aldrig kom, lykkedes det ham at få Van Hooydonck med hjem. Dermed var der helt anderledes kontrol over en finale, hvor den generelle træthed og Van Hooydoncks flotte arbejde sørgede for, at lynhurtige Van Aert let kunne sejre foran selv en ”rigtig” sprinter som Giacomo Nizzolo. Dermed fik Jumbo i begge weekendens to løb vist, at de ikke er helt så svage som frygtet, og Van Aert fik bevist, at han både er hurtig og lærenem nok til ikke nødvendigvis at være supermand igen på søndag.

Supermand var Van der Poel til gengæld, da han fik sin sejr i Strade Bianche. Den første lørdag i marts var der ingen over eller ved siden af hollænderen, der var i sin helt egen liga og ikke lod sig intimidere af en rute, der egentlig har lidt for mange højdemeter til at passe ham ideelt. Van der Poel lignede igennem hele dagen en mand i totalt overskud, og denne gang havde han også en for ham sjælden tålmodighed - måske fordi han vidste, at han som klatrer som udgangspunkt er både Van Aert og Alaphilippe underlegen.

Til gengæld har de første løb også vist, at hollænderen har sine svagheder. Den første er nok engang den alt for nonchalante tilgang til positionering, som også kostede en etapesejr i Tirreno og sejren i Brabantse Pijl sidste efter år. I Milano-Sanremo ramte han Poggio i en håbløs position, selvom enhver favorit ved, at det er næsten umuligt at bevæge sig frem på den meget lette stigning, når farten som altid holdes høj, denne gang af Ineos. Det betød, at Van der Poel var på bagkant gennem hele finalen og aldrig kom med det angreb, alle ventede.

Samme lektie lærte han i E3. Mens Van Aert ikke lod sig snyde af Deceunincks snigerangreb i sidevinden inden Taaienberg, var den hollandske mester igen så langt tilbage, at han måtte bruge sit vigtigste skud i bøssen alene på at holde sig inde i løbet. Ingen kan naturligvis vide, om det havde ændret udfaldet af en finale, hvor undertallet var en uundgåelighed, men der er ingen tvivl om, at den anstrengelse kostede Van der Poel nogle af de procent, der skulle have slået Deceunincks overtal.

Klassikerne har dog også vist, at Van der Poel ikke er en enmandshær. Det kan godt være, at Alpecin bare er et ProTeam, men de har en bredde, der er et WorldTour-hold værdigt. Efter Tim Merliers dominans af de mindre løb lykkedes det således Jasper Philipsen efter en skidt sæsonstart atter at genfinde sin eminente positionering med en flot 2. plads i De Panne, og han og Merlier kunne uden punkteringer og det styrt, der splittede feltet tidligt, meget vel have kørt et helt anderledes og mere givtigt Gent-Wevelgem. Her blev det så i stedet den stadig mere spændende Gianni Vermeersch, der viste sig som en af de stærkeste i feltet og alligevel sikrede holdet en top 10 på en helt igennem brutal dag.

Når Deceuninck, Van Aert og Van der Poel har fordelt fire af de fem løb mellem sig, kan man ikke fortænke rivalerne i at være lidt modløse, men heldigvis har de grund til optimisme. Det største løb, Milano-Sanremo, gled nemlig dem alle af hænde og viste på samme måde som sidste års Gent-Wevelgem, at det taktiske spil sagtens kan give plads til outsidere også.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

I Wevelgem i oktober var det Mads Pedersen, der udnyttede Van Aerts og Van der Poels hanekamp, og minsandten om det ikke igen var Trek-mandskabet, der slog til, da Poggio ikke gjorde forskellen. Med samme snu timing, som vi så fra Pedersen i Belgien, var det denne gang Jasper Stuyven, der huggede til i Sanremos gader og herefter udnyttede manglen på organisation til at sikre sig en tredje ”snigersejr” til Trek i en stor klassiker på bare halvandet år. I Lombardiet i 2019 udnyttede Bauke Mollema favoritternes kamp til at snige sig væk på Civiglio, i Gent-Wevelgem i 2020 var det Pedersen, der efterfølgende slog sine følgesvende i en spurt, og denne gang var det så Stuyven, der med sin flotte kørsel føjede Milano-Sanremo til en liste, der også tæller Omloop Het Nieuwsblad og Kuurne-Bruxelles-Kuurne - en liste, der vidner om en ret imponerende evne til klog kørsel i løb, hvor han ikke nødvendigvis er den stærkeste.

Det har dog ikke været lutter lagkage for Trek. Supertalentet Quinn Simmons tog ellers over fra en skuffende Mollema i Strade Bianche, men en uendelig serie af uheld sendte amerikaneren ud af billedet, inden hans stjerne er dalet voldsomt i de skuffende efterfølgende klassikere. Matteo Moschettis spurt i De Panne blev ødelagt af en ærgerlig punktering til Edward Theuns, og i E3 manglede Stuyven sine sidste procent, og Pedersen måtte nok engang sande, at han stadig er lidt for tung til de hårdeste af de flamske løb, inden det hele kulminerede med det ærgerlige coronatilfælde, der sendte Stuyven og Pedersen ud af danskerens titelforsvar i et Gent-Wevelgem, hvis udvikling ellers slet ikke havde været ringe for en drøm om dansk gentagelsessejr i et løb, der passer ham langt bedre end E3.

Det var faktisk lige ved, at det skulle blive en anden dansker, der kopierede Pedersens Gent-Wevelgem-nummer. Forud for Milano-Sanremo var der nogen tvivl om formen hos Søren Kragh, der ikke virkede overbevisende i åbningsweekenden, og som siden forlod Paris-Nice med rygproblemer. Man frygtede en gentagelse af tidligere forsømte forår, hvor den skrøbelige ryg har voldet problemer, men den frygt forsvandt som dug for solen, da Kragh på Poggio var en af de første til at svare på Alaphilippes angreb og siden blæste ud af feltet med et af de veltimede overraskelsesangreb, der lykkedes så flot to gange under Touren, og som har udviklet sig til et dansk speciale.

Desværre havde Stuyven fået et forspring, og Kragh måtte bruge sit sidste skud i bøssen på at samle belgieren op, og mens han efterfølgende talte om at have begået fejl i finalen, var det svært at læse den i modsat fald meget naive kørsel som et udtryk for en erkendelse af, at krudtet var brugt, og at en 2. plads trods alt var bedre end slet ingenting. I sidste ende var tanken desværre lidt for tom til, at det kunne blive til mere end en 9. plads, men det har skruet forventningerne op til, at Kragh med lidt forsinkelse kan få det store klassikergennembrud på brostenene, som vi sikkert er mange, der længe har varslet.

I første omgang er vi dog kommet ned på jorden. I E3 så Kragh ud til at bruge sit mest kraftfulde skud i bøssen på i et ensomt forsøg alene at rette op på at være blevet snydt af Deceunincks overraskelsesangreb. I Gent-Wevelgem var han en af mange, der blev fanget bag styrtet, men heller ikke efterfølgende lignede han en mand med Sanremo-diamanter i benene. Da den i Paris-Nice så uhyre velkørende Tiesj Benoot samtidig har været ramt af sygdom, der gjorde ham temmelig anonym i E3, er der lige nu lavvande på DSM-kontoen, hvis bedste resultat er Cees Bols 7. plads i De Panne, men med Benoot i bedring og et håb om en genkomst af Kraghs Sanremo-ben er der bestemt potentiale for succes i de kommende uger.

Det var dog hverken Stuyven eller Kragh, der var den store Sanremo-overraskelse. Nej, det var snarere Caleb Ewan og Peter Sagan. Faktisk havde jeg og en læser en uge forinden under live-opdateringen gjort os muntre over, hvordan de to formsvage supernavne vel skulle tildeles seks stjerner i favoritvurderingen, når nu deres formopbygning var så veltimet. Den coronaramte Sagan havde nemlig i Tirreno været om muligt endnu mere formsvag, end man kunne have ventet af en mand, der i de senere år har skullet bruge en grand tour på at finde formen, og Ewan så mildt sagt skidt ud, da han forlod det italienske etapeløb med en på det tidspunkt lidt forkølet forklaring om ”let maveonde”, der på det tidspunkt mest lignede en dårlig undskyldning.

Den undskyldning skulle vise sig ikke at være så dårlig endda - for nu at sige det mildt. Det var ellers i 2018 og begyndelsen af 2019, at den lille australier forvandledes fra klassisk sprinter til en mere holdbar, men knap så hurtig type, men siden Touren i 2019 har der ikke skullet mange motorvejsbroer til at sætte Ewan af. Derfor må alverdens kæber også være blevet banket i gulvet forrige lørdag, da Ewan ikke blot overlevede Poggio, men endda gik med aktivt i angrebene og endda havde friskheden til at overspurte Van Aert til sidst. Desværre var der allerede en belgisk fugl, der var fløjet, men Ewans præstation havde fortjent andet og mere end endnu en 2. plads, efter at han blev snydt af Vincenzo Nibali for tre år siden. Og en sejr var faldet på et tørt sted hos et Lotto-hold, der slet ikke fået det til at fungere på brostenene, hvor Philippe Gilbert har befundet sig i en gigantisk og meget bekymrende krise, og John Degenkolbs genfødsel hurtigt er gået fløjten, og som i Strade Bianche måtte sande, at Tim Wellens stadig ikke kan genfinde de takter, han havde, da han var allerbedst.

Den anden Sanremo-overraskelse var Sagan. Efter at have set ham blive sat på bakker, der var mindre end Valby Bakke, var der næppe mange, der havde troet, at den slovakiske superstjerne ville være bare få centimeter fra podiet i det monument, han allerhelst vil vinde. Særligt bemærkelsesværdigt er det, fordi Volta a Catalunya siden har bevist, at formen stadig er temmelig haltende, men 4. pladsen i Sanremo må vel tages som udtryk for en klasse, som kun de allerstørste ryttere har. I det hele taget var det italienske monument en opløftende dag for Bora, der også igen kunne betragte superform hos Maximilian Schachmann, der på Poggio var ganske flyvende, og som fik Pascal Ackermann overraskende tæt på fronten i dennes debut. Den succes skulle dog også vise sig at være særdeles god at have på bankbogen, efter at Ackermann i De Panne atter måtte sande, at han er milevidt fra fordums hurtighed, og efter at Matthew Walls’ positive coronatest nu ender med at koste deltagelsen i tre af de fem flamske WorldTour-klassikere i marts og april.

Lige så blandet har billedet været for Ineos. De lagde ellers ud som lyn og torden med et fremragende Strade Bianche, hvor den dengang stadig genfødte Egan Bernal bød Van der Poel og Alaphilippe op til dans, og hvor Tom Pidcock fortsatte den fabelagtige WorldTour-debut, han indledte allerede i Omloop. Også i Milano-Sanremo var holdet overbevisende, for selvom mandskabet af en eller anden grund er blevet kritiseret for deres taktik, lykkedes de med Filippo Gannas gigantføring på Poggio at skabe præcis den eneste situation, hvorfra de kunne have slået de tre favoritter. Med både Pidcock og Michal Kwiatkowski, der endda kørte rundt med et brækket ribben, i frontgruppen havde de nemlig alle muligheder for at lave det nummer, der gav Stuyven sejren, og som ar deres eneste vej til sejren. Nu viste begge sig at være for kvæstede til at kunne gøre forskellen, men ingen kan bebrejde dem for deres flotte kørsel, der i høj grad var med til at ødelægge festen for de sprintere, som holdet manglede i deres trup.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

Til gengæld står det også klart, at Pidcock stadig har sine begrænsninger. Det så vi på Poggio, hvor han ikke virkede flyvende, og det så vi i E3, hvor han ikke var i nærheden af de bedste. Det har da heller ikke ligget i kortene, at den meget spinkle brite, der end ikke vejer 60 kg, skulle være nogen ørn til brostensløb, men hans uventet gode åbningsweekend har fået ham til at ændre sine planer. Kørslen i E3 er måske i virkeligheden et billede på, at det fortsat er de mere kuperede løb som Strade Bianche og Ardennerne, han bør satse på. Hvis han også får det svært i Flandern på søndag, kan Ineos så glæde sig over, at Dylan van Baarle vel næppe nogensinde har været bedre i disse løb, når nu de uheldsramte briter er uden de skadede Kwiatkowski og Gianni Moscon, der ellers havde kurs mod en genrejsning.

Billedet er lige så blandet for et andet af sportens giganter. UAE lagde stærkt ud i Strade Bianche, hvor Tadej Pogacar atter viste sin høje klasse, men hvor det også igen stod klart, at hans motor egner sig bedre til etapeløb, der helst er så lange som muligt, og siden har Matteo Trentin været i hopla og bekræftet den genrejsning, man allerede fornemmede sidste efterår. I Sanremo var han en af de stærkeste, indtil han nok engang fejlede i en af de spurter, han af en eller anden grund aldrig rammer rigtigt, og siden var han brølstærk i et E3, der blev ødelagt af uheld, og et Gent-Wevelgem, hvor han endelig fik den podieplads, hans kørsel har fortjent. Til gengæld har det været tragisk at se, hvor langt fra formen Alexander Kristoff er, og selvom han får sin sygdom mere på afstand, ser det ud til, at 2021 kan blive året, hvor der kommer en plet på hans ellers næsten urimeligt imponerende Flandern Rundt-statistik, der tæller top 5-placeringer i syv af de seneste otte udgaver!

Også Qhubeka-mandskabet har været særdeles opløftende og spillet en langt mere toneangivende rolle, end vi har haft for vane. Hovedfiguren har selvfølgelig igen været Giacomo Nizzolo, der efter en skadesramt start på sæsonen, atter er tilbage på det guldspor, han for laver genstartede i 2020. Var udbruddet blevet hentet, havde han måske vundet et Sanremo, hvor han var hurtigste mand i feltet, inden det blev til en pæn 4. plads i De Panne, der ellers ikke rigtigt er et løb for ham. Højdepunktet kom i hans fabelagtige Gent-Wevelgem, hvor man kun kan ærgre sig over den dårlige position, der gjorde det umuligt at se, om han vitterligt kunne have truet Van Aert. Når man samtidig husker på, at Michael Gogl var den helt store overraskelse i Strade Bianche, hvor også Simon Clarke og Robert Power var med fremme, fremstår sydafrikanerne som en af klassikersæsonens positive overraskelser.

En anden af disse er Anthony Turgis. Total oprustede jo gevaldigt med erhvervelsen af Niki Terpstra og Edvald Boasson Hagen, men det er Turgis, der efter 2. pladsen i Dwars door Vlaanderen i 2019 og 4. pladsen i det seneste Flandern Rundt, har udviklet sig til lidt af en garanti i brostensløbene. Efter stærke resultater i åbningsweekenden er det blevet til en 12. plads i E3, hvor tanken var tømt til sidst, og en 9. plads i Gent-Wevelgem, hvor han var ”best of the rest” af de folk, der blev fanget på den forkerte side af det tidlige styrt. At han tillige leverede en top 10 i Sanremo, hvor forventningerne ellers var mere afmålte, siger meget om, at det er en lille guldfugl, han efter mange jævne år nu endelig har udviklet sig til.

Det har også været opløftende at se Michael Matthews, der ellers forud for 2020 lignede en mand på vej mod en lidt tidlig tilbagegang. Den trend brød han sidste efterår, inden coronavirus satte ham ud af spillet, og igen i år har han været toneangivende, først i Sanremo, hvor han atter var en af de bedste, og siden i et E3, hvor han desværre var en af taberne, da Van Aerts punktering førte til, at kortene blev blandet på ny. Bedst af det hele var Gent-Wevelgem, hvor styrtet måske nok gjorde det lidt tilfældigt, men hvor det bestemt ikke stod skrevet i manuskriptet, at det på papiret ret svage BikeExchange-mandskab skulle være hovedårsagen til, at giganterne fra Deceuninck aldrig kom ind i løbet.

Det var Ag2r heller ikke, og det har i det hele taget ikke helt fungeret for de ambitiøse franskmænd, der i år har gjort klassikerne til hovedsatsningen. Greg van Avermaet måtte i Strade Bianche sande, at han ikke længere kan køre med de bedste i så klatretungt et løb, men ellers har han sammen med en Oliver Naesen, der ikke helt har fundet sin bedste form, været solid, men ikke prangende. I Sanremo lykkedes det ham endelig at komme med i en gruppe på Poggio, hvor han ellers altid har fejlet, men det blev ved lige ved og næsten, og det gjorde det også i et E3, hvor de to belgiske venner slet ikke fik udnyttet deres overtal til slut, og i et Gent-Wevelgem, hvor også de blev sat ud af spillet af styrtet.

For andre hold er det dog gået værre. Bahrain har igen kunnet konstatere, at Sonny Colbrelli er ærgerligt svingende, selvom han dog er kommet fornuftigt igennem Milano-Sanremo og Gent-Wevelgem, mens Dylan Teuns i E3 blev elimineret af uheld. EF har måttet sande, at Alberto Bettiol slet ikke har ramt formen i år, og Simon Carrs pæne Strade Bianche kan ikke rette op på et trist billede. Hos FDJ har Arnaud Demare været på bagkant i begge sine klassikere, og Stefan Küng har trods et fornuftigt Gent-Wevelgem ikke ramt samme tårnhøje niveau som i efteråret. Israel SUN har været sat tilbage af evigt uheldige Sep Vanmarckes sygdom, og Movistar har måttet sande, at Ivan Garcia Cortina heller ikke i år er i nærheden af at leve op til de løfter, hans flotte 2019 gav os.

Cofidis fik slet ikke det ønskede udbytte af Christophe Laportes superform, inden den syntes at være på vej væk, og Astana måtte i Strade Bianche sande, at Jakob Fuglsang har været bemærkelsesværdigt og uvant tam fra sæsonstart, og at en ellers flyvende Alex Aranburus nok engang betalte en dyr pris for sin positionering i Milano-Sanremo, inden holdet rejste til brostensklassikerne, hvor de stiller med en trup, der ikke helt er et storhold værdigt. Endelig har Intermarché været de underdogs, papiret viser, at de er, men lottokuponen Danny van Poppels fornemme Gent-Wevelgem, hvor han endelig fandt det høje topniveau, han stadig har, havde nu fortjent en bedre skæbne.

For dem alle gælder dog én ting, nemlig at de i bund og grund alle er outsidere. Årets klassikere handler i hvert fald i tiden frem til Ardennerne først og fremmest om de to crossfænomener Van Aert og Van der Poel samt det fabelagtige Deceuninck-kollektiv. I marts ryddede de da også næsten bordet med fire ud af fem sejre, og lige nu er det belgiernes supermandskab, der med to sejre har overhånden. Heldigvis har Stuyven også vist, at det skam er muligt at snyde dem - endda også når der er et monument på spil. Desværre hører det til sjældenhederne, og særligt i de to brostensmonumenter, der er mindre taktiske end det lidt mere tilfældige Milano-Sanremo, ser en gentagelse betydeligt vanskeligere ud. Til gengæld har marts måned vist, at det er helt umuligt at sige, om det er Van Aert, Van der Poel eller Deceuninck-mandskabet, der ender som de store vindere af klassikersæsonens første del, når støvet eller mudderet forhåbentlig har lagt sig på velodromen i Roubaix om små 14 dage.