Optakt: 10. etape af Giro d’Italia

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

Ruten                                                         

I de fleste grand tours følger den første hviledag på løbets anden mandag, men denne gang byder arrangørerne rytterne på hele 10 løbsdage i træk. Som kompensation for det udsatte hvil får rytterne til gengæld en relativt nem dag i sadlen på en 10. etape, der både er kort og terrænmæssigt overkommelig. Dermed burde sprinterne få en fjerde chance på bare 10 dage, og da det herefter tynder ud i mulighederne, er det stærkt utænkeligt, at de ikke vil gribe den.

Med en distance på bare 139,0 km er der tale om en kort etape, der fører feltet fra L’Aquila til Foligno. Etapen fortsætter rejsen mod nord op gennem støvlen, og den jordskælvsramte startby er som bekendt placeret midt i Appenninerne, hvor det er stærkt kuperet. Arrangørerne undgår dog de værste stigninger frem mod målbyen, der ligger i fladlandet umiddelbart vest for bjergene.

Læs også

Bora-profil langer hårdt ud efter sit eget hold: Jeg kan ikke beskrive min skuffelse

Man får alligevel Appenninerne at mærke fra start, når man kører mod vest ad en let stigende vej, inden det går mod nordvest op ad en ikke-kategoriseret stigning (6,0 km, 4,2%), der har top efter 14,6 km. Herefter falder det mod sydvest ad en let nedkørsel ned til dalen, som følges mod vest og nordvest frem til dagens første spurt, som kommer efter 46,9 km på toppen af en ganske lille bakke. Herfra fortsætter man igennem fladlandet mod vest frem til Rieti, inden dalen følges mod nord.

Her venter den hårdeste del af etapen, når man fortsætter mod nordvest ind gennem Appenninerne. Først venter en bakke (3,4 km, 3,7%) med top efter 77,8 km, inden en teknisk nedkørsel fører ned til bunden af endnu en bakke (5,9 km, 3,8%), der har top efter 90,5 km. Nu kommer endnu en teknisk nedkørsel, hvorefter det går mod nord op ad kategori 4-stigningen Valico della Somma (6,7 km, 5,0%, max. 8%), hvis anden kilometer stiger med 7,6%, og som slutter med 800 m med 7,2% inden toppen, der passeres efter 100,3 km.

Herfra er de sidste 38,7 km meget nemmere. En let nedkørsel leder mod nord og nordøst ned til Spoleto, der ligger lige nord for bjergene ved indgangen til et helt fladt område. Derfor falder det kun ganske let, når man snor sig skiftevis mod nordøst og nordvest frem til dagens sidste spurt, der kommer efter 121,2 km. Herfra bliver det helt fladt, mens man kører ad en lige vej mod nordvest frem til målbyen Foligno. Den lige vej afbrydes dog ad en teknisk finale med 1300, 1100 og 1000 m igen, hvorefter vejen bugter sig næsten 90 grader med bare 250 m til stregen. Den sidste kilometer falder let med 0,8%

Etapen byder på i alt 1460 højdemeter.

Foligno blev senest besøgt i 2016, hvor André Greipel slog Giacomo Nizzolo og Sacha Modolo i en massespurt, og i 2014, hvor Nacer Bouhanni var hurtigere end Nizzolo og Luka Mezgec. Tirreno-Adriatico var også forbi i 2019, hvor Elia Viviani vandt en massespurt foran Peter Sagan og Fernando Gaviria, i 2016, hvor en snu Stephen Cummings i en betydeligt vanskeligere finale vandt spurten i en gruppe, der var kørt væk til sidst, og i 2003, hvor Mario Cipollini vandt en massespurt. I 2008 tog Maciej Paterski en spurtsejr i byen i det lille Giro delle Regioni.

Læs også

Tidligere Tour de France-vinder vender tilbage

Vejret

Den vejrmæssige bedring fortsætter på en flot mandag. Fra start vil der kun være helt få skyer med en temperatur på 20 grader, og det solrige vejr varer ved frem til mål, hvor temperaturen når helt op på 22 grader. Til gengæld vil det være blæsende fra vestsydvest med en frisk vind (ca. 24 km/t), men den vil aftage igennem eftermiddagen til blot at være jævn (ca. 18 km/t) mod slutningen. Det giver hovedsageligt sidemodvind frem til den første spurt, men der fra næsten ren sidevind resten af vejen. Ved den røde flamme får man modvind, indtil man får sidemodvind på opløbsstrækningen.

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

Analyse af 9. etape

Det var nu ikke, fordi det var så svært at se. Efter de første to bjergetaper kunne selv en blind mand vel med sin stok føle, at snak om Egan Bernals rygproblemer i denne Giro nok vil være lige så relevant som en biografbillet for selvsamme svagtseende herre. I hvert fald var der ikke meget af den lidende colombianer, der kæmpede sig til toppen af Grand Colombier i september, over den Bernal, der virkede totalt i hopla både i Sestola og på San Giacomo-stigningen i udkanten af Ascoli Piceno.

Nu ved Bernal selvfølgelig ikke, hvordan ryggen responderer på tre ugers voldsom belastning, men noget tyder på, at de ellers livsvarige problemer i første omgang hører fortiden til. Træningen synes under igen omstændigheder at været blevet hæmmet, efter at Bernal for tredje gang ud af tre mulige lammede rivalerne med et uppercut, da den første uges tredje og sidste bjergtest i dag nåede sit klimaks på en stejl grusvejsrampe i udkanten af Rocca di Cambio i den sydlige del af Appenninerne. For selvom tidsgevinsten af selvindlysende årsager blev beskeden på en etape, der var designet med netop det formål at bevare spændingen, fik Bernal med endnu et velserveret bokseslag sendt rivalerne så meget til tælling, at de må grue for, hvordan det ser ud, når vi rammer colombianeres højder i hans foretrukne tredje uge.

Faktisk er det ret bemærkelsesværdigt, hvor god Bernal synes at være lige nu. Med nogen ret kan man vel hævde, at han aldrig har været bedre. Nok er hans generalieblad imponerende, men hverken hans sejr i Paris-Nice, hvor han ikke kunne sætte Nairo Quintana på kongeetapen, eller hans trods alt beskedne sejr over store Rohan Dennis i Tour de Suisse, var i selv skræmmende. Det var hans Tour-sejr for så vidt heller ikke, for her var Bernal faktisk alt andet end overbevisende i løbets første to uger, hvor han ikke lignede en mand med kurs mod sejr.

Det ændrede sig som bekendt ganske markant i den tredje uge, hvor han var i sin helt egen liga - i hvert fald efter at løbet havde sagt farvel til stakkels Thibaut Pinot - men det hele endte alligevel som lidt en uforløst oplevelse. Det skyldtes naturligvis det mudderskred, der formentlig frarøvede ham karrierens første grand tour-etapesejr, og som i hvert fald forhindrede os i at se, hvor god han vitterligt var - særligt fordi modstanden i et klatrerfelt, der savnede flere af verdens bedste, efter Pinots exit ikke virkede alt for overbevisende.

I den forstand er der en verden til forskel på Bernals Giro i 2021 og hans Tour i 2019. Dengang brugte han den første uge og ikke mindst afslutningen på La Planche des Belles Filles til at køre sig længere og længere ned ad en favoritliste, han efter sejren i Schweiz ellers havde toppet hos mange, da løbet gik i gang. Helt anderledes har det været i hans debut på de italienske veje, hvor han nærmest bare har styrket sin position dag for dag, indtil han i dag med sit uppercut maksimerede udbyttet af en etape, der sagtens kunne være endt med status quo mellem de allerbedste.

Arrangørerne havde nemlig været meget bevidste om etapens design, der bortset fra en betydeligt kortere distance - og markant bedre vejr - var nærmest en kopi af sidste års 9. etape, der fandt sted i præcis samme område. Også dengang havde man designet en rædsom rute med et hav af højdemeter, der imidlertid næsten alle blev fundet på de bløde 5%-stigninger, som denne del af Appenninerne er fyldt med. Præcis som i oktober var det først til allersidst, man havde fundet en lidt stejlere rampe, som lagde op til en eksplosiv finale, hvor der kunne vindes nogle sekunder - præcis som det var tilfældet sidst, hvor det var Wilco Kelderman, Jakob Fuglsang og Jai Hindley, der med deres punch stjal tid på rivalerne, herunder den førende Joao Almeida.

Læs også

Norsgaard styrter i kaotisk finale - canadisk mester jubler vildt

Samme udkomme var næsten uundgåeligt i dag. Resten af etapen var nok svær, men slet ikke egnet til andet end nedslidning af favoritterne. Det store slag skulle slås på den 1600 m lange grusvejsrampe til sidst, hvor folk med samme punch som Kelderman og Fuglsang skulle forsøge at sikre sig det mentale overskud inden tirsdagens lidt forsinkede hviledag, som jo oftest kommer om mandagen. Og her var den store vinder ikke uventet Bernal, der jo ofte har vist så overbevisende eksplosivitet, at han med sin gode form stod som manden, der skulle slås.

At det også skulle blive til karrierens første grand tour-etapesejr - den først snød vejrguderne ham jo for i Frankrig - var bestemt ikke indlysende, og når han i dag kunne sætte 10 meget vigtige bonussekunder i banken, må han heller huske at skrive FDJ og Bahrain på listen over vinterens julekortmodtagere. Uden hjælp fra en mildt sagt tvivlsom fransk taktik er det nemlig meget sandsynligt, at vi lige nu havde talt om hollandsk eller til nøds fransk etapevinder - og i hvert fald ikke colombiansk!

Etapesejren slet ikke værd at gå efter for klassementsholdene. Dertil var den alt for svær at kontrollere, og finalens design gjorde, at det slet ikke var besværet værd. Ingen kunne vide, hvor store forskelle den korte rampe ville gøre, og uden et frygtindgydende målbjerg er det ikke en etape, der bærer den største prestige med sig. Holdets kræfter kan bruges langt bedre på mere klassiske bjergetaper senere i løbet, og derfor skulle man være overordentligt kreativ for at finde et hold, der vitterligt ville jagte etapesejren.

Det var da heller ikke. Den på papiret sandsynlige udbrudssejr ansporede alle feltets oplagte etapevinderbud til at angribe i højre og venstre i en vild og voldsom indledning, hvor dagens udbrud først blev etableret cirka halvvejs på den bare 158 km lange etape - lidt af en forandring i forhold til sidste års endeløse serie af mere end 200 km lange bjergmaratoner. Men faktisk burde udbruddet være kørt allerede tidligere på etapen, for det så egentlig ud til, at elastikken var knækket, da en gruppe med blandt andre Gino Mäder og den senere så uheldige Matej Mohoric var kørt væk uden at udgøre nogen væsentlig trussel mod Attila Valters lyserøde trøje.

Sådan så det i hvert fald ud, indtil Bahrain og Damiano Caruso traf en af de mere mærkelige beslutninger, vi har set længe. Ganske vist må man belønne initiativlysten, men det virkede mildt sagt hovedløst af italieneren at køre op til et udbrud, der kunne have givet Mäder både etapesejr og en markant mere sikker føring i bjergkonkurrencen. Med sig slæbte han endda Daniel Martinez og Fausto Masnada, og det gav åbenlyst sig selv, at ingen kunne lade så stærk en gruppe køre væk - uanset om Caruso havde fået selskab eller ej. Derfor trådte BikeExchange da også i karakter - og vupti! Bahrains gunstige situation var forsvundet, etapesejren gik til Ineos og bjergtrøjen til Geoffrey Bouchard.

I stedet var araberne helt væk, da Caruso igen havde fundet sin plads i feltet, og den rette gruppe kørte - endda med stort set alle forhåndsfavoritterne fra min optakt i går minus Mäder! Med Tanel Kangert mere end fem minutter efter som etapens bedst placerede tilsagde al logik nu, at FDJ-drengene skulle lade afstanden vokse til det leje, så bonussekunderne ikke kunne true Attila Valters trøje. Med favoritternes forcering til sidst var det nemlig indlysende, at det ville være en ganske komfortabel margin at tillade esteren.

Af en eller anden helt uforklarlig grund valgte franskmændene imidlertid at holde elastikken urimeligt stram. Bare tre minutter blev det til, og resultatet blev, at udbruddet kom tilbage af sig selv, da Ineos helt forventeligt begyndte at lægge det pres, som Bernal skulle bruge for at gøre forskellen. Ineos var ellers overraskende passive på næstsidste stigning, hvor kun Salvatore Puccio førte an, men da der blev åbnet for gassen på sidste stigning, smeltede det alt for lille forspring i den sol, der havde lidt svært ved at kigge frem på en ellers halvtør dag, og de 10 bonussekunder hos Bernal og ikke Koen Bouwman eller Bouchard. I det lys var det vel egentlig meget heldigt, at Valter nok engang havde en af sine mange udsving i præstationsniveauet og lynhurtigt måtte indse, at det lyserøde eventyr endte her. På den måde undgik han en taktisk katastrofe - præcis som Primoz Roglic gjorde det, da Jumbo udførte samme taktisk tvivlsomme manøvre på Vueltaens sidste bjergetape i november.

FDJ får til gengæld ingen julekort fra landsmændene hos Ag2r eller fra Jumbo. Mens Bernal vandt en etape, han og holdet slet ikke gik efter, stod Bouchard og Bouwman tomhændede tilbage på en dag, hvor de ellers havde investeret alt i at tage den sejr, Bernal nu lidt tilfældigt fik foræret. Begge havde ellers fortjent den store gevinst, ikke blot for deres overbevisende kørsel i dag, hvor de satte mere etablerede navne som Bauke Mollema, George Bennett, Diego Ulissi og Ruben Guerreiro, der vist heller ikke fik udnyttet tilstedeværelsen af holdkammeraten Simon Carr alt for klogt, til vægs.

Bouchard har nemlig været fabelagtig gennem hele foråret, hvor han efter et mildt sagt skuffende 2020 har lagt yderligere procent til det flotte niveau, der indbragte Vueltaens bjergtrøje i 2019. Efter at være frosset ud af udbruddet i torsdags slog han endelig til, da det blev tørvejr, og den sejrsløse franskmand har virkelig fortjent at blive belønnet for en hidtil fremragende sæson. Med dagens erobring af bjergtrøjen kan han heldigvis trøste sig med, at han måske kan blive en af de relativt få, der har vundet den eftertragtede trikot i både Giroen og Vueltaen.

Læs også

Hollandsk stjerne vil gøre Mads P. kunsten efter og lave Grand Tour-hattrick

Endnu mere synd var det næsten for Bouwman, der i dette løb ellers er vendt tilbage til tidligere tiders styrke efter nogle meget sløje sæsoner. Dagens næsten tragiske afslutning var nemlig næsten en kopi af den triste skæbne, samme Bouwman oplevede på Montevergine di Mercogliano i 2018. Dengang havde han også kurs mod etapesejr, indtil en anden sydamerikansk komet, Richard Carapaz, som på det tidspunkt stadig jagtede sit gennembrud, blæste ud af feltet på de regnvåde veje, der havde sendt Chris Froome på rumpen, og forbi den stakkels Bouwman, der var ”åh så tæt” på den store sejr - akkurat lige så tæt, som han var det i dag. Forhåbentlig er tredje gang lykkens gang!

Nu blev det i stedet Bernal, der løb med sejren, men selvom det åbenlyst var et følelsesladet øjeblik for ham at erobre en alt for sen første grand tour-etape, var det væsentligste den tidsgevinst og det moralske overtag, han sikrede i forhold til rivalerne, der alle måtte tage imod det colombianske uppercut.

Al fokus samler sig selvfølgelig igen om Remco Evenepoel, der ikke kunne fortsætte den opadgående trend, han ellers havde kurs mod. Det vil dog være alt for overilet at læse dette som et klart bevis på styrkeforholdet mellem løbets to forhåndsfavoritter og sandsynlige kandidater til sejren. Dagens finale mindede nemlig meget mere om Sestola end om San Giacomo, og Evenepoel synes stadig at mangle den eksplosivitet, der aldrig har været en naturlig kompetence, og som derfor ganske naturligt er røget sig en tur under pausen. I stedet kørte han etapen præcis som i tirsdags, nemlig med et støt og jævnt tempo, og hvor det halvvejs oppe ad grusrampen så ud til den totale katastrofe, dukkede han pludselig op på etapens fjerdeplads med et ganske beskedent tab.

Med 30 km enkeltstart og en tidsgevinst i forhold til Bernal på næppe under to minutter i baghånden er han stadig reelt ret sikkert i pole position, selvom det er indlysende, at den konstante tidsblødning ikke kan fortsætte. Hans kørsel på den lange, jævne San Giacomo-stigning tilsiger dog, at vi vil se en helt anderledes Evenepoel på de dieselstigninger, der kommer senere, og hvor han vil være langt mere komfortabel.

Det vil Aleksandr Vlasov også, og derfor må russeren stadig regnes som bedste bud på manden, der kan true de to forhåndsfavoritter. Russeren fik sig ganske vist en lille lussing i torsdags, men med tanke på hans afsky for dårligt vejr var det slet ikke så ilde. I dag lignede han igen den Vlasov, vi så på Sestola, og når han forsvarer sig så flot på denne slags etaper, er der al mulig grund til at tro, at den indledende enkeltstart fortæller mere end stejle ramper om det tårnhøje niveau, russeren kan ventes at have i de rigtige bjerge.

Lige nu er det dog hverken Evenepoel eller Vlasov, der har været næstbedst. Det har derimod været Giulio Ciccone, der (i hvert fald med Mikel Landas exit) vel har været nr. 2 på alle tre bjergetaper, når vi husker på, at han i torsdags ødslede unødigt med kræfterne længe inden målbjerget. I dag bekræftede han i hvert fald sit tårnhøje niveau i en eksplosiv finale, der dog heller ikke var ham uvenlig, og dermed er Trek i den paradoksale situation, at de faktisk står stærkere nu, end de havde gjort, hvis Vincenzo Nibali ikke havde brækket hånden. I det tilfælde havde Ciccone nemlig været reduceret til ren hjælper, men selvom Nibali forsvarer sig ganske flot trods endnu et styrt i går, er der nu ingen tvivl om hierarkiet - og næppe heller om, at Ciccone har bedre podiechancer, end den aldrende Nibali havde haft i frisk tilstand. Det kræver dog betydeligt større stabilitet, end vi kender ham for, og jeg frygter stadig, at Ciccone får svært ved at holde det tårnhøje niveau hele vejen til Milano, hvor Evenepoel i øvrigt også står klar til at tæske løs på ham på den helt flade enkeltstart.

Derudover bekræftede etapen stort set det billede, vi har set hidtil. Damiano Caruso er ikke en fuldgod erstatning for Landa, men han er langt bedre kørende end ventet og med en større stabilitet og en dokumenteret holdbarhed også et mere sikkert kort end den lige nu bedre Ciccone. Til gengæld er det nu også helt indlysende, at han er Bahrains plan A, efter at Bilbao nok engang må sande, at det tårnhøje niveau fra april helt uventet er gået fløjten, inden det gjaldt.

Skræmmende god virker også Daniel Martinez. Man skal ikke glemme, at han i torsdags banede vejen for Bernals angreb, men alligevel endte næsten helt fremme. I dag bekræftede han den stigende form, og det gør Ineos til en voldsom modstander, når plan B er så velkørende, at han reelt ligner en podiekandidat i sin egen ret - hvis altså blot kaptajnen ikke havde været endnu bedre. Når man så betænker, at overmennesket Gianni Moscon, der nu må være meget tæt på det uhyggelige 2018-niveau, i dag endte som nr. 16 efter at have smadret feltet på en stor del af målbjerget, kan der ikke være tvivl om, hvem der har løbets i særklasse stærkeste mandskab.

Her må Evenepoel nemlig sande, at hans Deceuninck-mandskab ikke helt når de ønskede højder. Ganske vist er Joao Almeida tilbage efter sin dårlige dag i kulden, men hans begrænsninger i mindre eksplosive finale kender vi desværre. Da både Fausto Masnadas og James Knox’ superform synes glemt i hhv. Romandiet og Baskerlandet, er belgierne mere sårbare end ventet.

Læs også

Dansk profil misser Giroen

Andre ryttere, der kan være tilfredse, er Romain Bardet og Marc Soler. Efter endnu en gedigen nedtur til den kroniske lottokupon Jai Hindley har Bardet cementeret sin status som DSM-kaptajn, og ligesom i sidste års Tour har han vist, at han stadig har niveauet til at være top 10-rytter i en grand tour - men desværre næppe heller mere end det. Langt mere usikkerhed var der om den uhyre ustabile Soler, der led på de stejle procenter i tirsdags, men siden har været meget overbevisende, særligt i dag hvor finalen ikke passede ham. At se ham holde alle tre uger uden dårlige dage er dog stadig noget, der sætter forestillingsevnen på prøve.

Det gør det til gengæld ikke, når vi taler om Hugh Carthys holdbarhed, men for anden gang i træk var briten ikke helt oppe at ringe. Det er dog svært at være voldsomt urolig over feltets mindst eksplosive dieselmotors præstation på denne stejle rampe. Efter at han led i kulden i torsdags, hvor han angiveligt glemte at få spist, taler meget for, at den Carthy, vi vil se i den tredje uge, mere minder om den Carthy, vi så i Sestola, end den Carthy, vi så i dag, hvor det alene handlede om forsvar.

Sådan er det også for Emanuel Buchmann, og det var faktisk opløftende at se tyskeren i dag. Finalen passede ham overhovedet ikke, og selvom der stadig er langt til 2019-udgaven, er det den bedste Buchmann, vi har set i år. Finalen passede ham slet ikke, men det virkede ikke helt ubegrundet, at han i går talte om bedre ben i bedre vejr. Niveauet synes stadig ikke at række til fordums resultater, men pilen peger i hvert fald opad for tyskeren.

Det gør den til gengæld ikke for Simon Yates. Britens desværre lidt forventede nedtur fortsætter sin triste gang med endnu en etape, der blot handlede om overlevelse bagerst i favoritgruppen. Yates, der jo blæste fra alt og alle på den eksplosive rampe i Osimo i jubelåret 2019, ser nok engang ud til at leve op til alle forudsigelser om igen at have toppet for tidligt. Med tanke på hans historik i de høje bjerge i den tredje uge er det i hvert fald svært at bevare den sidste rest af optimisme.

Billedet er straks mere blandet for Dan Martin. Ireren var igen en af de bedste, men i sit stille sind havde han utvivlsomt håbet på mere i en puncheurfinale, der passede en superpuncheur. Med tanke på Evenepoels dieselagtige tilgang til etapen burde en eksplosiv Martin nok have kunnet være gået forbi. Han kan sagtens undskylde sig med, at punchet ikke er som i gamle dage, men det var altså ikke den Martin, der sidste år slog Roglic i en puncheurspurt i Vueltaen. Omvendt ved vi, at Martin aldrig er stabil i en grand tour, og det viser tirsdag, torsdag og søndag vel ganske udmærket.

Det er Davide Formolo i hvert fald heller ikke - tværtimod. Italieneren er kommet fint igennem den første uge, men når den ret eksplosive Formolo, der blev nr. 2 bag Carapaz på føromtalte Montevergine di Mercogliano-etape, hvor han vandt feltets spurt, og er blevet nr. 2 på grusvejene i Strade Bianche, ender i overlevelsesmode her, ligner det en bekræftelse på, at han stadig er mere ardenner- end grand tour-rytter. Det svære terræn for Formolo melder sig nemlig først i den tredje uge.

Sådan er det ikke med Bernal - tværtimod! Den tredje uge er nemlig hans legeplads, når højderne bliver store, stigningerne stejle, højdemeterne mange og trætheden iøjnefaldende. Sådan var det, da han knuste al modstand i Tourens døende dage i 2019, og sådan vil det efter al sandsynlighed være igen i år. Om det er nok til at slå Evenepoel, når også belgieren rammer for ham bedre terræn og genfinder løbsrytmen, er stadig et åbent spørgsmål, men sandt er det i hvert fald, at Bernal er kommet langt mere flyvende fra start end for to år siden. Den belgiske modstand kan vise sig betydeligt mere formidabel, end den var på de franske veje, men Bernal har i hvert fald gjort alt for at signalere, at han lige nu er bedre end nogensinde.

OPDATERING: Efter udarbejdelsen af analysen har jeg erfaret, at Remco Evenepoel mistede sin gode position i tunnelen grundet et uheld. Det forklarer hans ringe placering i bunden af gruset og hans stærke comeback - alt sammen lovende for fremtiden!

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

Læs også

Ineos forventer Pogacar-fyrværkeri fra start: Han kan nok vinde alle etaper

Favoritterne

Det er bestemt ikke uset, at Tour de France udsætter den første hviledag til løbets anden tirsdag, så man får en meget lang første blok på hele 10 etaper. Det er til gengæld helt usædvanligt i Giroen, at hviledagene ikke falder om mandagen, men i år har arrangørerne truffet det ukonventionelle valg at placere ikke bare én, men begge hviledage om tirsdagen.

Det betyder, at rytterne skal i sadlen allerede 24 timer efter dagens knaldhårde etape. Heldigvis har Mauro Vegni og co. været så nådige at designe en etape, der både appellerer til sprinterne og er for Giroen over en sjældent kort distance. Klassementsrytterne får derfor hurtigt deres dag overstået, og de hurtige folk kan glæde sig over at få hele fire - og næsten endda fem - chancer inden første hvil.

De gør imidlertid også klogt i at gribe den. Når de lægger sig i sengen for at hvile sig på tirsdag, vil der for mange nemlig kun være én mulighed tilbage, nemlig fredagens Po-sletteetape nr. 117. Derefter venter mulige spurter både på 15. og 18. etape, men de vil kun være for feltets mere hårdføre folk. Derfor skal der smedes, mens jernet er varmt.

Umiddelbart er der også gode muligheder for, at 10. etape ender som en helt klassisk og rolig sprinteretape. Det er bare ikke helt sikkert, at det er så enkelt endda. Der er nemlig to forhold, der kan kaste grus i det ellers velsmurte sprintermaskineri.

Det ene er Bora, og det andet er vinden. Stigningerne har en afstand til mål, som er på grænsen til, at det vil give mening for tyskerne at iværksætte en af de storslåede Sagan-offensiver, vi har set så ofte i 2020 og også tidligere på den flotte Albi-etape med Liquigas i 2013. Ganske viste er de 39 km fra toppen af sidste stigning lidt for langt til, at det er ideelt, men det ridt, Bora iværksatte på Tourens 7. etape sidste år, var over en betydeligt længere distance. Dengang startede de endda fra km 0, og da etapen er bare 139 km, vil jeg faktisk slet ikke blive overrasket, hvis Bora allerede forsøger at skabe et blodbad fra start og gøre det til en knaldhård etape.

Den anden faktor er vinden. Det bliver ganske blæsende, og selvom vinden aftager ganske markant i løbet af dagen, er retningen gunstig. Hvis den fra start er mere i sydvest end i vest, er der endda et farligt moment allerede inden spurten, men ellers burde den stå næsten direkte i siden over de sidste 85 km. Erfaringen tilsiger, at der garanteret er for megen læ, når de rammer bakkerne, men på det flade stykke efter Rieti og på det sidste stykke kan der være potentiale. Mine forventninger er dog afdæmpede, da jeg aldrig har set sidevindskørsel i Tirreno, og spørgsmålet er, om vinden er stærk nok, når de rammer det flade sidst på eftermiddagen. Det tvivler jeg på, men jeg er ret sikker på, at vinden vil gøre det nervøst, både på det korte potentielle sidevindsstykke tidligt på etapen, på stykket efter Rieti og slutteligt på det flade stykke ind mod Foligno. Og inden Rieti skal sprinterne i hvert fald spurte om lidt point bag et formodet udbrud i den let stigende spurt.

Derfor er jeg faktisk også meget i tvivl om, hvordan etapen vil forløbe. Hvis Bora ikke starter fra start, regner jeg med, at udbruddet kommer fri relativt let, selvom det ikke nødvendigvis går helt så let som på de andre sprinteretaper. En kort etape med stigninger kan give ideer til flere lykkeriddere, og den hårde start ansporer til angreb. Derefter kan det sagtens ske, at vi får en klassisk sprinteretape, hvor udbruddet langsomt trækkes ind, vinden kun skaber nervøsitet, og bakkerne ikke bruges til noget som helst. I det tilfælde skal det dog blive interessant at se, hvem der vil føre, når de mest ivrige arbejdsheste, Lotto, er ude af billedet. Det kan godt give lidt pokerspil, men mon ikke Alpecin, Jumbo Qhubeka, Cofidis, UAE og Bora sammen kan finde ud af at forhindre en udbrudssejr.

Spørgsmålet er, om Bora går grassat. Måske gør de det allerede på den første, men mere sandsynligt er det, at de gør det på bakkerne midtvejs. Problemet er bare, at de virkelig er bløde, og 3-4% kan ikke ryste mange. Skal der skabes nogen væsentlig udskilning, skal det ske på kategori 4-stigningen, men også den er noget lettere, end bakkerne var det på 3. etape.

Mest af alt hælder jeg til, at Bora giver den et skud. Chancerne er ved at være få, og Buchmanns kørsel i bjergene gør, at betydningen af Peter Sagan er øget. Etapen er så kort, at det ikke kræver alt for meget at gøre forsøget, og selvom sprinterne ikke sættes af, vil det i hvert fald trætte dem betydeligt inden finalen.

Læs også

Ny stjerne til Giroen?

Derfor regner jeg med at se en Bora-offensiv. Senest fra bakkerne midtvejs regner jeg med, at de vil køre stærkt resten af vejen. Hvis der ryger væsentlige sprintere af, kan vi få et herligt forfølgelsesløb, og hvis ikke vil det være mere mærkede ben, der skal spurte til sidst. En sådan offensiv vil også betyde, at udbruddet kommer tilbage af sig selv. Om vinden så kan give ekstra krydderi og hjælpe Sagan med at gøre det hårdt, er jeg mere i tvivl om, men det er bestemt ikke noget, der kan udelukkes. Et hårdt scenarium åbner i øvrigt døren for, at klassementsrytterne måske kan gå efter bonussekunder i den sidste spurt.

Uanset hvad synes en spurt at være sikker, men det er langt fra givet, at det bliver i et fuldt felt og næppe heller med friske stænger - også fordi vi er i en fase, hvor holdbarhed og restitution begynder at spille en rolle. Jeg tror ikke, at alle mand er med hjem, men til gengæld er jeg meget i tvivl om, hvor stor udskilningen på de bløde bakker bliver. På dag 2 havde den næppe været stort, men på dag 10 skal der ikke så meget til for at komme af med trætte sprintere.

Selve spurten kender vi heldigvis fra André Greipels og Nacer Bouhannis sejre fra hhv. 2016 og 2014. Det er en temmelig kringlet finale på en ret smal vej, og selvom den sidste ret skarpe kurve kan tages i høj fart, som det fremgår af videoerne nederst i artiklen, er det en kort spurt efterfølgende. Der er ikke megen plads til at rette op på en dårlig position efterfølgende, og position er derfor en nøglekomponent, også grundet svingene omkring kilometerporten. Herefter er der plads til at bevæge sig frem, men sidder man dårligt i kurven, er løbet kørt.

Jeg vover pelsen og peger på Peter Sagan. Forleden lykkedes det ikke for alvor at sætte sprinterne til vægs på en endnu sværere etape, men det var tidligt i løbet. Alle de hurtigste havde en ret svær dag søndag, og de ser alle betydeligt mere mærkede ud. Den hårde stigning har trods alt en hel kilometer med 7,8%, og selvom den derefter bliver lettere taler vi stadig om næsten fem kilometer, hvor den ikke for alvor giver slip. Hvis Bora allerede har trættet feltet i den mulige sidevind ved Rieti og siden på de bløde bakker forinden, tror jeg faktisk, at det kan blive ganske hårdt. Det er klart, at der efterfølgende er en chance for at komme tilbage, og en regruppering er ganske sandsynlig, men selv i det tilfælde, vil sprinterne være mærkede. Læg dertil, at Bora på det flade stykke formentlig kan finde en allieret i i hvert fald Israel SUN med Davide Cimolai og muligvis andre overlevende sprinteres hold, og det burde være sandsynligt, at visse sprintere kan holdes stangen.

Spurten ligger også godt til Sagan. Den er teknisk kringlet, og den skarpe kurve lige inden stregen stiller krav til positionering, eksplosivitet og tekniske evner. Det er alt sammen så meget guf for Sagan, at han selv i et større felt vil have en fair chance for at vinde. Kombinerer man det med sandsynlig udskilning og i hvert fald træthed, giver jeg Sagan tiltro til, at han nok skal få sin etape i morgen.

Herefter vil jeg faktisk pege på Fernando Gaviria. Jeg har været yderst imponeret over colombianerens klatring i dette løb, hvor han har været nærmest genfødt. Han var uhyre overbevisende på 3. etape, hvor han aldrig så ud til at være i problemer, og han i fredags var han i stand til at komme med et meget stærkt angreb efter den hårde mur. I går gik han sågar i udbrud på en svær etape i Appenninerne, og det ligner derfor den mest holdbare Gaviria, vi har set i mange år.

Til gengæld har hans spurter skuffet mig. Der var ikke meget skud i stængerne på 5. etape, hvor han nærmest stod stille, og på 3. etape bekræftede han den gamle viden om, at han taber meget fart, når han er træt. Det er selvfølgelig bekymrende forud for denne etape, men til gengæld burde et sent sving med en eksplosiv spurt være skabt til hans meget eksplosive antrit. Jeg er som altid bekymret for positioneringen i så teknisk en finale, særligt fordi hans tog meget vel kan falde fra på bakkerne, men kan han få Juan Sebastian Molano, der virkede stærk i dag, med over, ser det i et lille felt faktisk uhyre lovende ud. Styrtet forleden skulle heldigvis være helt uden konsekvsenser. Om han så kan slå Sagan efter en hård dag, er jeg ikke sikker på, men umuligt er det bestemt ikke.

På papiret burde Giacomo Nizzolo være nok den største favorit, men jeg er blevet temmelig usikker. Italieneren synes slet ikke klatre som tidligere, og han faldt højst overraskende fra på 3. etape. På bakken i fredags var han helt ude af stand til at bevæge sig væsentligt frem trods den ringe position i bunden, og i dag kom han i mål som den allersidste, efter at hele holdet ifølge Merlier havde fragtet ham afsted. I det lys tror jeg faktisk ikke, at Nizzolo kommer med hjem.

Alligevel er han klar vinderkandidat. Normalt klarer Nizzolo snildt sådan en bakke, og i mandags var det først meget sent, at han måtte slippe. Han var i hvert fald mere klatrestærk end Groenewegen og Merlier, og normalt restituerer han også ganske fornuftigt. Den tekniske finale er en gave for positioneringsstærke Nizzolo, der da også kun akkurat blev slået af Bouhanni i samme opløb i 2014, mens Greipel var noget mere suveræn, da han igen i 2016 blev nr. 2 igen (naturligvis i en Giro, hvor han foreløbig har 11 andenpladser og ingen sejre!). Mens klatringen har haltet, har farten imponeret, og derfor regner jeg ham som uhyre stærk kandidat, hvis blot han klatrer nogenlunde som normalt.

Læs også

Lidl-Trek tager italiensk stjerne og formstærk spanier med til årets første Grand Tour

Derefter vil jeg pege på Tim Merlier, men det er baseret på vinder- og ikke top 10-potentiale. Han meldte om færre watt og dårlige ben i fredagens knaldhårde spurt, men i dag var han til gengæld ret optimistisk efter bjergetapen, som han havde klaret godt. Det ændrer dog ikke på, at Merlier på 3. etape beviste, at han på længere stigninger er blandt feltets tungeste, og den usikkerhed, der forud for løbet var, om hans klatreevner uden for Flandern med dets små hellingen, synes at pege i retning af en ret tung sprinter. Han faldt fra som en af de første i mandags, og også i bjergene er han hurtigt blevet sat. Kombinerer man det med, at hans ”dårlige” spurt i fredags, taler for begyndende træthed, kan en Bora-massakre formentlig tage livet af Merlier.

Det betyder dog ikke, at han er uden chance. Selv hvis han bliver sat, er der tid til at komme tilbage, og med Ewan ude står det helt klart, at Merlier er feltets i særklasse hurtigste. Det har han vist både i indlagte og afsluttende spurter, og selv på den dårlige dag forleden blev han i en hård finale nr. 3. Hans positionering er med hjælp fra Alexander Krieger også gået over al forventning. Han kan sagtens blive fanget i denne kringlede finale, men største udfordring er at overleve. Gør han det, har han i hvert fald farten på sin side.

Det har Elia Viviani til gengæld ikke. Italieneren lagde ellers så stærkt ud med den overraskende gode klatring i mandags, men dagen efter blev han syg. Det synes han heldigvis at være kommet sig over, men der var godt nok overraskende lidt fart i de italienske stænger i onsdags, hvor han trods et godt lead-out stod nærmest stille. Han var ligeledes overraskende tung i fredags, hvor han ellers sad godt i bunden af muren, og min fornemmelse er, at han ikke er kommet sig specielt godt efter sygdommen.

Til gengæld står han ret stærkt, hvis han stadig klatrer som i mandags. Da er han en af de få sprintere, der kan overleve, og så har han i Simone Consonni den suverænt bedste lead-out man til denne tekniske finale. Nok synes han at mangle fart lige nu, men i så kort en spurt kan Consonni sørge for, at han slår bedre sprintere - hvis altså blot han overlever stigningerne.

Det bør Davide Cimolai gøre. Italieneren er skræmmende stærk lige nu, hvor han i de to hårde og stigende spurter er blevet hhv. nr. 1 og 2. Desværre for ham er dette en flad spurt, og her har han slet ikke samme fart. Det er svært at se ham vinde i duel med de rigtige sprintere, men kan Bora skabe en situation, hvor det er Sagan mod Cimolai, er det ikke umuligt. I en flad spurt har slovakken normalt overtaget, men med Cimolais nuværende form, en stærk Patrick Bevin som lead-out og en teknisk finale, hvor position måske kan kompensere for manglende hurtighed, er dette en etape, Cimolai faktisk kan vinde til trods for sin knap så høje topfart.

Bakken gør, at det ikke er den ideelle etape for Dylan Groenewegen. Selv før karantænen havde han ikke været vild med denne bakke, og efter pausen er han det slet ikke. Han har haft det svært i bjergene hidtil, og går Bora til stålet, er han et sandsynligt offer. Heldigvis er der tid til at komme tilbage, og hvis Bora tager den med ro, står han stærkt. Han synes nemlig at blive stærkere og stærkere, og hans spurt i den hårde finale i fredags var ganske opløftende. Her viste toget med Edoardo Affini, Jos van Emden og David Dekker også styrke, men Groenewegen kunne ikke selv holde deres hjul. Den tekniske finale er en stor ulempe for ham, men toget har på papiret styrken til at bringe ham frem, og i en flad spurt vil han stadig være en af de hurtigste, som vi så på 1. etape. Farten kommer formentlig endda kun i stigende grad, men spørgsmålet er bare, om han overlever bakken og derefter positionerer sig godt i den kringlede finale.

Jeg vil også bringe Simone Consonni i spil. Som sagt anser jeg det langt fra som sikkert, at Viviani overlever, og det kan åbne døren for hans lead-out man. Han er i hvert fald ganske holdbar, som han viste med podiepladsen i Lyon under Touren, men til gengæld er heller ikke han verdens hurtigste i en flad spurt. Heldigvis synes han at have fordel af en uhyre god form, der i hvert fald har hjulpet ham med nogle skræmmende gode lead-outs, og den tekniske finale er en gave for positioneringsstærke Consonni. Om det er nok mod hurtigere ryttere, er nok tvivlsomt, men uden chance er han ikke, hvis feltet er tilstrækkeligt lille.

Måske er dette den store chance for Max Kanter. Han kom akkurat ikke med hjem i mandags, men han har flere gange bevist, at han slet ikke er så tung endda. Det så vi dels i mandags, dels i dag, hvor han sad langt foran de øvrige sprintere, men alligevel har det altid knebet for ham med at udnytte det i disse potentielle reducerede massespurter. Derfor tør jeg slet ikke garantere, at han kommer med hjem, men han bør have en bedre chance end mange af de andre rigtige sprintere. Til gengæld er den tekniske finale en ulempe for den positioneringssvage tysker, men i et mindre felt med Nikias Arndt som lead-out, kan det måske endelig lade sig gøre for ham at bevise, at han har noget fart. Formen er i hvert fald god, som vi så i dag, og i den hårde finale i fredags, hvor han trods vanskelighederne kom ganske fint fra opgaven i en afslutning, der ikke passede ham.

Ud fra samme begrundelse er det værd at nævne Juan Sebastian Molano. I de senere år har han klatret betydeligt bedre end Gaviria, og derfor var det overraskende at se ham blive sat af i mandags. Han synes dog at have bedre ben nu, for i dag arbejdede han uhyre fornemt for Diego Ulissi på et tidspunkt, hvor løbet var knaldhårdt. Gavirias klatreevner er lige så lette at forudsige, som det er at gætte, om det er Gaviria eller Tejay van Garderen, der styrter næste gang, og derfor kan vi sagtens opleve, at Molano er eneste UAE-colombianer i feltet til sidst. I det tilfælde burde han have farten til at vinde, hvis folk som Nizzolo og Merlier er sat af. Han så i hvert fald ud til at kunne matche Sagan i Catalonien, hvor han dog sad for langt tilbage, og han var som bekendt uhyre overbevisende i de få spurter, han sidste år fik lov at køre på sin colombianske hjemmebane.

Læs også

Topsprinters kontrakt er næsten på plads

Lad os tage den sidste lead-out man, der selv kan spurte. Ligesom Merlier skulle David Dekker i dette løb vise os, hvor god han er på længere stigninger, men desværre er han umiddelbart dumpet testen. Også han synes at have begrænsede klatreevner, og dertil skal som for Merlier lægges usikkerheden om restitutionen. Han er røget tidligt fra i bjergene, men som udgangspunkt bør han stadig klatre bedre end Groenewegen. Desværre tror jeg stadig, at han falder fra, men får han chancen, burde han have både positionering og fart, hvis han er lige så fremragende som i UAE Tour.

Hvad så med Matteo Moschetti? Det har været en fornøjelse at se hans form de seneste dage, særligt med den overraskende flotte spurt i fredags. Problemet er, at der er stor forskel på eksplosive og længere stigninger, og alt taler for, at han som en af de tungeste sprintere, får det for svært på denne etape. Jeg har dog været ret imponeret over hans klatring i bjergene, hvor han ikke har været som i Vueltaen, der hurtigt endte efter fald for tidsgrænsen, og hvis Bora endda tager den lidt med ro, står han slet ikke så ringe. Ha har til gengæld skuffet mig i de flade spurter, hvor han lider under et svagt hold trods sin gode positionering, men til gengæld synes hans form at være så god, at jeg også har grund til at tro på stigende fart, hvis ikke trætheden melder sig.

En ret sikker top 10-rytter er vel Andrea Pasqualon. Han synes i flyvende form efter en 7. plads i onsdags, hvor han bare var lead-out man og havde brugt alle kræfter, da det gik op for ham, at han havde tabt Riccardo Minali , og en 5. plads i fredagens knaldhårde spurt. Derfor bør han ikke have problemer med bakken, og løbet kan ikke blive hårdt nok for ham. Problemet er, at han mangler fart i en flad spurt, og derfor er det lidt svært at se ham vinde mod særligt Sagan. Heldigvis har han spurtet godt både her og i Romandiet og er god til at positionere sig, og det giver håb. Minali er vel den allertungeste sprinter, og han kommer kun med hjem, hvis Bora tager den med ro. I det tilfælde vil de igen køre for ham, men i så teknisk finale er den positioneringssvage italiener chanceløs.

Hvis løbet bliver hårdt, kan Andrea Vendrame måske også give den et skud. I et let løb gider han næppe, men har vi det reducerede felt, vil han helt sikkert prøve, som han gjorde i mandags og i fredags. Desværre har hans spurter skuffet mig hidtil, og måske er det et område, han har negligeret. Han viste dog overraskende god fart i de flade spurter i sidste års Giro og Tirreno, og derfor burde han være konkurrencedygtig, hvis bare det har været hårdt nok. Positioneringsstærk er han nemlig også. Ag2r har dog også Lawrence Naesen , der klatrer betydeligt dårligere, men som nok vil køre spurten, hvis løbet har været let. Han er god i positionskampen, men farten rækker ikke til sejr.

Ligesom Pasqualon er Filippo Fiorelli en stærk top 10-kandidat, men en usandsynlig vinder, og derfor ender han langt nede på listen. Han skuffede fælt i mandags, men siden da har han klatret som en drøm, særligt på 4. etape. Det viser, at han er svingende, men han burde være ret sikker på at overleve med den form, han også viste i den hårde finale i fredags. Han er også god i positionskampen i den tekniske finale, men i kraft af hans fart er det lidt svært at se ham vinde i dette felt. Bardiani har også Enrico Battaglin, men alt taler for, at de satser 100% på Fiorelli, medmindre han har endnu en offday. Og Battaglin har heller ikke farten til at vinde en flad spurt.

Med Ewan ude er det nu tid for Stefano Oldani at spurte, men han har det ligesom Fiorelli. Han klatrer bedre end de fleste og burde have en ganske god chance for at overleve, selvom hans holdbarhed desværre er svingende, men til gengæld er han ikke verdens hurtigste i en flad spurt. Positionskampen har han også været lidt svingende i, og han vil være meget alene, hvis ikke løbet har været så let, at han får store Roger Kluge med hjem. Derfor er det usandsynligt, at han vinder, selvom en top 10-placering virker som et meget realistisk udkomme.

Hvis Kanter falder fra, har DSM jo Nikias Arndt. Den tidligere sprinter er i storform, som han viste med 3. pladsen i går, men til gengæld spurter han nu om dage meget sjældent. Det gik da også helt galt i mandags, hvor han forsøgte sig, men hvis løbet har været knaldhårdt, burde han stadig kunne lave et resultat. Om han så har farten og positioneringsevnen til virkelig at få os op at ringe, er nok mere tvivlsomt.

Endelig er der Vincenzo Albanese. Med Belletti ude burde han være Eolos sprinter, og han viste mere hurtighed end længe, da han fik samme rolle efter Bellettis exit i Tyrkiet. Han er dog klart overmatchet i en fuld massespurt, men han har klatret ganske godt i år, også i dette løb, hvor han kom med et stærkt angreb på muren i fredags. Den taktik antyder, at det langt fra er sikkert, at han spurter, men i et lille felt burde han nok kunne lave en top 10, som han gjorde flere gange i Tyrkiet.

Er løbet hårdt, vil Astana måske give Fabio Felline lov til at spurte, men jeg tror ikke, at det bliver hårdt nok til, at han kan vinde. Jeg ser ikke, at det bliver så hårdt, at Gianni Moscon, Mikkel Honoré eller Joao Almeida kommer i spil - medmindre sidevinden virkelig raser til sidst. Falder hhv. Moschetti og Merlier fra, er det sandsynligt, at Jacopo Mosca, Alexander Krieger eller Gianni Vermeersch går i top 10, men de burde ikke kunne vinde, og Patrick Bevin får næppe sin chance, når Cimolai næsten med sikkerhed kommer med hjem. Hos Androni har Natnael Tesfatsion en god chance for at komme med hjem, men det er svært at se ham komme frem i den tekniske finale, og Filippo Taglinao og Nicola Venchiarutti overlever næppe. Bliver det meget hårdt - også for Albanese - vil Francesco Gavazzi måske gå efter top 10, men det er svært at forestille sig, og Quinten Hermans må regnes som låst af den hurtigere og klatrestærke Pasuqalon. Endelig er det stærkt usandsynligt, at Matteo Jorgenson, Albert Torres, Alberto Bettiol eller Nick Schultz skal spurte.

BEMÆRK: Jeg understreger igen, at dette er en vurdering af vinderpotentiale. Af teksten fremgår det, hvordan jeg mere præcist vurderer chancerne for at levere eksempelvis et top 10-resultat.

Feltet.dks vinderbud: Peter Sagan

Øvrige vinderkandidater: Fernando Gaviria, Giacomo Nizzolo

Outsidere: Tim Merlier, Elia Viviani, Davide Cimolai, Dylan Groenewegen, Simone Consonni

Jokers: Max Kanter, Juan Sebastian Molano, David Dekker, Matteo Moschetti, Andrea Pasqualon, Andrea Vendrame, Filippo Fiorelli, Stefano Oldani, Nikias Arndt, Vincenzo Albanese

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense André Greipel sejr fra 2016 og Nacer Bouhannis sejr fra 2014, hvor finalen i begge tilfælde var præcis den samme. Du kan også gense Elia Vivianis sejr fra Tirreno-Adriatico i 2019, men her var det kun den sidste lille kilometer, der var som på denne etape.

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER