Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: 14. etape af Giro d’Italia

Optakt: 14. etape af Giro d’Italia

20. maj 2023 12:29Foto: LaPresse

Einer Rubio reddede Giroen for Movistar efter en herlig udbrudskamp på løbets første store alpeetape, der imidlertid endte i en skuffende våbenhvile mellem favoritterne. Nu er kampen mellem dem formentlig udsat til den tredje uge, for de kommer ikke i spil på den meget specielle 14. etape, der er en af de allerfladeste, men hvor et tidligt bjerg med top i 2000 m højde sørger for, at det langt fra er givet, at vi får en massespurt.

Artiklen fortsætter efter videoen.

STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Ruten

Efter det første store bjergslag i Alperne bliver der plads til, at klassementsfolkene kan slikke sårene. På løbets næstsidste lørdag venter nemlig en af løbets allerfladeste etaper, der mest af alt tilbringes på den monotone Po-slette frem mod en afslutning i Ivan Bassos hjemby, Cassano Magnago, men som næsten alle andre sprinteretaper i årets løb er intet helt enkelt. På turen ud af Schweiz og væk fra Alperne skal rytterne nemlig helt op i 2000 m højde på det gigantiske Simplonpass, og dermed bliver der igen skabt en mulighed for etableringen af et stærkt tidligt udbrud, som sprinterholdene kan få svært ved at hente. De sidste 100 km er imidlertid noget af det fladeste, årets Giro byder på, og dermed burde der være en chance for, at sprinterne skal i ilden for sidste gang inden løbets sidste hviledag i en massespurt, der er let stigende.

 

Med en distance på 193,0 km er der tale om endnu en relativt lang etape, der fører feltet fra den schweiziske by Sierre til Cassano Magnago. Startbyen ligger midt i de schweiziske alper, men arrangørerne er særdeles nådige. Således kører de herfra mod øst ad en stort set helt flad dalvej. Undervejs foretager man dog en lille afstikker for at køre op ad en bakke (1,6 km, 7,6%), der har top efter 24,3 km, men efter en kort nedkørsel er man tilbage i dalen, hvorefter det går videre mod øst gennem fladlandet.

 

Læs også
Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

 

Efter 35,7 lette kilometer er man fremme i Brig, og her ændrer etapen dramatisk karakter. Nu drejer man nemlig mod syd for at køre op ad kategori 1-stigningen Simplonpass (20,2 km, 6,5%, max. 14%), der skal deles i flere dele. Efter 3 km med 7,0% følger de vanskeligste stykke, der over 4,85 km stiger jævnt med 8,7%. Herfra stiger de næste 10,15 km helt jævnt med 6,3% i snit, inden den flader ud med 2,5% over de sidste 2,2 km frem mod toppen, som i 2004 m højde rundes efter 56,0 km.

 

Herefter er etapens vanskeligheder overstået. En lang og ganske let nedkørsel, der mest af alt består af lige veje, leder mod syd, øst og igen syd tilbage til dalen, idet man undervejs efter 75,5 km passerer grænsen til Italien. Efter 91,8 km når man frem til byen Domodossola, og herfra går det mod syd og sydøst ad en kun ganske let faldende og senere helt flad dalvej, idet man efter 101,7 km kører dagens første spurt. Efter 132,3 km når man frem byen Feriolo, der ligger ved bredden af den store sø Lago Maggiore, og man kører nu mod sydøst, syd og øst langs den helt flade søbred frem til Sesto Calende, der nås efter 165,3 km, idet man undervejs kører den anden spurt efter 138,3 km.

 

Her forlader man igen søen for at fortsætte mod øst ad lange lige veje, og selvom det bliver en anelse mere kuperet, er det i alt væsentligt fladt. Efter 185,6 km når man frem til Carnago, hvor man drejer mod syd og senere sydvest for at følge en let faldende vej, der leder mod målbyen, idet det falder let ned mod de sidste 1200 m, hvorefter det stiger let med 2-3%, herunder med 2,4% i snit over den sidste kilometer. Man drejer skarpt med 3100 m igen, inden man med 2800 m igen skal til højre i en rundkørsel, hvorefter et sidste højresving i en rundkørsel med 1100 m leder ind på en 8 m bred vej, som bugter sig let ind på den 300 m lange opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 2998 højdemeter.

 

Cassano Magnago har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

 

 

 

 

 

Læs også
Trek trækker sig fra sponsorat

 

 

 

STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Vejret

Rytterne var relativt heldige i dag, men i morgen får de brug for langt mere held. Etapen vil starte overskyet og tørt i en temperatur på 18-19 grader, men allerede i bunden af stigningen vil det med en sandsynlighed på 90% regne let. På den anden side af toppen vil nedbørsrisikoen være 100%, men derefter vil den aftage, således at den vil være 70-75% over det meste af den flade del, hvor temperaturen vil falde fra i starten 17 grader til 16 grader i målet. Vinden vil start i øst, men allerede inden stigningen være i vestnordvest med en styrke på 9-13 km/t, svagest i finalen, og sådan vil det være resten af dagen, indtil den går i nordvest til allersidst. Det giver kortvarigt modvind, men derefter får man sidemedvind frem til stigningen, hvor der vil være skiftevis med- og sidevind. På det flade stykke vil der i altovervejende grad være sidemedvind. Det gælder også på det sidste stykke ind mod målbyen, indtil man får sidevind med 2800 m igen og slutteligt sidemodvind over de sidste 1100 m.

 

Analyse af 13. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan den tredje uge hang som en mørk skygge over den første alpeetape.

 

Favoritterne

Som beskrevet i analysen er dette års Giro næsten urimeligt bagtungt. Stort set alle udfordringer er koncentreret i den tredje uge, der hænger som en mørk skygge over løbet. Det kommer i den grad til udtryk lørdag, hvor vi bevæger os ud af Alperne igen næsten lige så hurtigt, som vi havde ramt dem.

 

I stedet skal vi tilbringe en dag på Po-sletten, hvilket jo pr. definition lugter af massespurt og i hvert fald ikke Ivan Basso, der jo ellers kommer fra målbyen. Sprinterne vil imidlertid nok opponere kraftigt, hvis de fik fortalt, at alle udfordringer er koncentreret i den tredje uge. De lever nemlig med det paradoks, at løbets to letteste sprinteretaper kommer netop i den tredje uge, mens der i de første to uger er betydelige udfordringer på alle ”deres” etaper.

 

Det bliver helt tydeligt på lørdagens etape. Nok er Po-sletten flad, men den ligger også tæt på Alperne, og derfor kunne arrangørerne ikke dy sig for at sende rytterne op over det gigantiske Simplonpas. Nok er det ikke verdens stejleste stigning, men den er alenlang med top i 2000 m højde, og for de ryttere, der drømmer om en spurt, er det faktisk en ganske enorm udfordring.

 

Nu er de heldigvis så heldige, at den kommer alt for tidligt til at blive brugt offensivt, og derfor er der en stor sandsynlighed for, at den vil blive kørt i lavt tempo. De eneste, der kan have andre planer, er Jayco, der kan drømme om at vinde med Michael Matthews, og Eolo, der ville elske, hvis de og Vincenzo Albanese kunne vinde i Bassos hjemby. Sidstnævnte har imidlertid ikke mange muskler at gøre godt med, for den eneste, der kan gøre alvorlig skade på et bjerg som dette, er Lorenzo Fortunato, og han er ikke just den ideelle mand til at holde sprinterne bag sig på Po-sletten efterfølgende.

 

Læs også
Starttider: Enkeltstart på 3. etape af Romandiet Rundt

 

Kunne Jayco så have planer? Det er jo Matthews’ sidste chance for at vinde en etape, men det er et longshot. Med Mads Pedersens exit vil de være helt alene om at skulle holde sprinterne bag sig over 100 helt flade kilometer. Det ligner en monumental udfordring. Man kan argumentere for, at de ikke har meget at miste, når det er Matthews’ sidste chance, men så enkelt er det ikke. Australieren fortalte i går Cyclingnews, at han ikke føler sig på toppen, og derfor er det tvivlsomt, om han vil bruge kræfter på noget vildt og voldsomt, der næppe giver resultat. Eddie Dunbar virker jo også mere og mere overbevisende, og når Matthews jo allerede har vundet sin etape og ikke er på 100%, er det vel på tide at koncentrere sig om deres klassementskaptajn.

 

Der burde altså være en god chance for, at sprinterholdene selv kan bestemme, hvor stærkt det skal gå på stigningen, men den er stadig en stor sten i skoen. Deres tempo er nemlig meget langsomt, og et stærkt udbrud vil over 20 km vinde masser af tid. Det bliver derfor lidt at en opgave at hente den gruppe, der vil være kørt, hvis de allerede er adskillige minutter efter på toppen. Nok er der 100 flade kilometer at gøre godt med, men i den tredje uge, hvor alle er mærkede, er det i forvejen svært for sprinterholdene at skabe samling.

 

Alligevel var udsigten til en massespurt for bare et par dage siden gode. Da havde vi stadig de holdbare sprintere Kaden Groves og Pedersen til at gå 100% efter denne spurt, men det har vi ikke længere. Groves blev syg og er nu rejst hjem, og i dag gjorde Pedersen det samme. Dermed eliminerede vi i ét hug de to vigtigste sprinterhold.

 

Hvem har vi så tilbage? Vi har først og fremmest Movistar, men det er stadig uklart, hvor Fernando Gaviria står efter onsdagens styrt, der var betydeligt værre end styrtet i tirsdags. Vi har Astana, der helt sikkert vil arbejde 100% for Mark Cavendish, men som kommer til at køre meget langsomt op ad stigningen. Vi har DSM, men de er nede på fem mand, hvoraf tre er en del af toget og den fjerde ligger nr. 4 i et klassement, han som nævnt i analysen er begyndt at satse på. Vi har som sagt Eolo, der gerne vil vinde i Bassos hjemby, men deres chance er størst fra et udbrud. Alpecin vil måske også arbejde for Stefano Oldani, hvis de misser udbruddet, men sidstnævnte må være deres førsteprioritet.

 

Derudover har vi naturligvis UAE og Bahrain. Sidstnævnte er jo nu begyndt at arbejde ret målrettet for Jonathan Milan, og nu har de fået en ekstra hjælperytter i Jack Haig. Han er imidlertid forslået og skal nok spares som hjælper til bjergene, så de har fortsat kun Jasha Sütterlin og Edoardo Zambanini til at jagte. Spørgsmålet er også, om det er afgørende for dem at vinde denne etape. Milan fører stort i pointkonkurrencen, men han skal bare lave en helkikser på en af de tre tilbageværende 50-pointetape, hvoraf denne er den ene - eksempelvis grundet defekt - før Pascal Ackermann med en sejr i morgen vil være tæt på. De løber ingen stor risiko ved at hente udbruddet, men sker det ikke, er det vel ingen katastrofe.

 

Så er der UAE. Ackermann har nu vundet sin etape, og det kan måske anspore dem til at bruge nogle kræfter. Indtil nu har de kun kortvarigt rørt en lille finger, nemlig på 6. etape. Nu har de kun én klassementsrytter tilbage, men han er til gengæld også en potentiel vinder af løbet. Vil de bruge kræfter i morgen? Jeg tror, at der er en god chance for det, når de har givet frihed til at gå i udbrud, men det er ikke sikkert. Endelig er der også en god chance for, at Jayco kaster sig ind i kampen, selvom de ikke skulle lægge pres på undervejs, mens Quick-Step også arbejdede for Davide Ballerini forleden, hvilket dog ikke bidrager med meget, når de kun har Pieter Serry til at føre.

 

Der er altså ganske mange potentielle hold til at jagte - UAE, Bahrain, Soudal, Jayco, DSM, Eolo, Alpecin, Movistar og Alpecin - og med Pedersens exit vil flere tro på deres chance. For flere af holdene gælder imidlertid også, at de er decimerede, at udbrud må være plan A, og at de ikke vil bruge mange mand på at føre, når klassementet er hovedfokus.

 

En anden faktor er vejret. Det vil være en medvindsetape, og det gør det altid meget vanskeligere at hente et udbrud. Derudover bliver det endnu en dag med møgvejr, og det gør det blot endnu hårdere og hjælper oftest udbruddet. Det gælder særligt på nedkørslen, hvor feltet vil være meget forsigtigt, men denne gang er den dog så let, at den fordel nok er begrænset.

 

Der er en chance for, at sprinterholdene får det, som de vil, nemlig at de let får sendt et lille udbrud afsted, ikke mindst fordi mange vil spare sig til søndagens helt oplagte udbrudsetape. Det er også muligt, at vi får en stor kamp, og at de alligevel lykkes med at sikre et lille og svagt udbrud. Men det er også sandsynligt, at vi får en lang og voldsom kamp. Går det helt galt for dem, kører udbruddet først på stigningen, og så bliver det et stærkt udbrud, der kan være svært at hente, og uanset hvad vil en vild kamp ofte føre til et udbrud med en vis styrke, selvom det med en flad start ikke er givet.

 

Læs også
Hollænder vinder kongeetape - Tobias Lund mister førertrøjen

 

Jeg vil tro, at der skal kæmpes om det. For mange, der ikke er klatrestærke eller vinder massespurter, er dette sidste reelle chance, og derfor vil jeg forvente, at det ikke bare bliver passivt. Om udbruddet så er kørt på stigningen, vil tiden vise, men jeg tror, at sprinterne skal kæmpe for at få deres spurt.

 

Og jeg tror ikke, at de får den. De skal simpelthen køre for langsomt op ad stigningen, når det store flertal af sprintere er meget tunge, og de bør derfor være mange minutter efter, når vi endelig når toppen. Derefter skal de kæmpe med dårligt vejr og medvind, og vi risikerer tillige, at mange sprinterhold i en aggressiv start vælger at gå med i angrebene, fordi det bliver for svært at kontrollere. Det kan tage flere ag dem ud af jagten.

 

Jeg hælder således til, at vi får en udbrudssejr, men det er ikke let at pege på favoritter. En flad start betyder altid, at man skal have held og timing for at ramme rigtigt. Et stort problem er det også, hvis udbruddet først kører på stigningen. Her vil de færreste tungere folk ikke kunne angribe, så de skal afsted inden. Til gengæld vil de bedste klatrere næppe gå i offensiven, når finalen er så flad, for de vil hellere spare kræfter til søndag.

 

Gode klatreevner kommer man dog ikke udenom, uanset om udbruddet kører på stigningen eller ej. Skal de have en chance, skal de køre ret stærkt på bjerget. Kører de for langsomt, bliver de hentet, og derfor stilles der krav på det område. En god spurt er selvsagt også en fordel, men i så flad en finale kan det også blive vundet via taktik. Der er mindre tid til taktik, hvis det bliver en intens jagt hele vejen som på 6. og 10. etape, men det vil være muligt at køre alene hjem. Får vi et meget stort udbrud, som vi gjorde i går, ved vi også, at det kan blive ekstremt taktisk og nærmest et totalt lotteri at få chancen. Nok er en god spurt en fordel, men den er ikke et must.

 

Jeg vælger at pege på Magnus Cort. Dette er reelt den sidste etape, danskeren kan vinde, og derfor må EF satse hele butikken på at få sendt ham afsted. Han har som bekendt en god næse for at lykkes med den slags missioner, selvom den flade start gør det til et lotteri. Hans sejr forleden viste, at hans store motor er ved at blive varm, og dette er en etape, der passer ham ideelt. Stigningen er svær for ham, men blandt de folk, der kan tænkes at gå efter denne etape, er han relativt klatrestærk, og han er stærk nok til, at han kan køre stærkere end feltet.

 

Han er til gengæld også afhængig af, at udbruddet er kørt inden stigningen, for den er så vanskelig, at vi ikke vil se ham angribe opad. Han har heldigvis 36 km til at få udbruddet etableret, og sker det her, burde han have en god chance for at være med. I næsten ethvert udbrud vil han være hurtigste mand, og det er både en velsignelse og en forbandelse. Det er ham, alle vil kigge på, og er det denne gang ikke en intens jagt, vil der være god tid til taktik. Jeg kan imidlertid sagtens se, at EF vil forsøge at få ham afsted sammen med Alberto Bettiol eller Stefan De Bod, og det vil gøre det lettere at kontrollere. Med sin spurt må han alt andet lige være en af de mest sandsynlige vindere, særligt når etapen må være hans sidste mål i løbet. Derfor tror jeg på endnu en dansk sejr.

 

I det hele taget står EF stærkt. Det kunne nemlig også være en god etape for Alberto Bettiol, der i går viste, at han endelig har fundet noget form. Der er en risiko for, at han sparer til søndag, men det er for en svær etape med den form, han har nu. Han har kun to skud i bøssen tilbage, og derfor kan han ikke være kræsen. Vi ved senest fra Tour de Suisse, at han kan slå de fleste på stregen, men han er også kraftfuld i det taktiske spil i fladlandet, særligt hvis han og Cort kan lukrere på et overtal. Modsat danskeren klatrer han også så godt, at det vil være en fordel for ham, hvis udbruddet først kører på stigningen, og derfor vil han være EFs bedste bud, hvis vi kommer så langt, inden elastikken knækker. Formen har ikke været på toppen, men dette ligner en stor chance for italieneren.

 

Groves er rejst hjem, og det åbner døren for Stefano Oldani. Italieneren klatrede i går tydeligvis ikke så godt som sidste år, men han klatrede godt nok til at kunne drage fordel af denne stigning, hvis han kommer væk, inden de rammer den. På det seneste har han deltaget i spurterne, men han ved, at han ikke har en chance for at vinde dem. Hans drøm vil være at ramme udbruddet, for her vil han i mange tilfælde være den hurtigste. Det er klart, at det kræver, at han får spillet sine kort rigtigt i det taktiske spil, hvilket aldrig er let, når man er hurtig, men spurten gør i hvert fald, at han har en bedre chance end de fleste. Formen synes endelig at række til, at han med det rette held kan vinde.

 

Er Vincenzo Albanese ved at være rask? Han har jo i hvert fald ikke vist sig i en menneskealder, men i forgårs deltog han med nogen succes i spurten, selvom han fra morgenstunden havde følt sig skidt. Tiden bør arbejde for ham, og han vil formentlig gøre alt for at ramme udbruddet og vinde Bassos etape. Den passer ham helt perfekt, for en rask Albanese klatrer så godt, at han kan ramme udbruddet, uanset om det kører på eller efter stigningen. Også han vil kunne slå næsten alle i en spurt, og derfor vil udfordringen i givet fald være at holde det samlet. Det er også for ham svært, men spurten giver ham i hvert fald en bedre chance end mange andre.

 

Læs også
LIVE nu: Price i top-5 på stor enkeltstart

 

Man må vel også igen pege på formstærke Toms Skujins. Nu er Pedersen ude, og derfor har han frihed til at angribe. Han har ramt tre udbrud indtil videre og dermed vist sine evner, og han står med sin gode form særligt stærkt, hvis han først kommer afsted på stigningen. Sidder han først i gruppen, står han med sin gode form med gode muligheder. Han kan slå mange - men som vi så i går ikke alle - i en spurt, og derudover betyder hans gode form og power, at han har gode kort på hånden i det taktiske spil. Det vil være fortjent, hvis fjerde gang blev lykkens gang for den ukuelige lette.

 

Hvad så med Simon Clarke? Australieren var tæt på at vinde 6. etape, men har generelt været meget formsvag. Derfor ligner han heller ikke en mand, der rammer udbruddet, hvis det kører på stigningen, men i fladlandet har han med sin rutine en god chance. Han klatrede på 6. etape trods alt godt nok til at komme med sit udbrud over dette bjerg, og vi ved derefter, at han er blandt de allerhurtigste af de potentielle udbrydere. Vi ved også, at han har en enorm erfaring i at køre denne slags finaler, og dette er en etape, han kan vinde, selvom han åbenlyst er på et skuffende niveau. Det ligner ikke en umulighed, at Skibby-klubben i morgen får et australsk medlem.

 

Kan Nico Denz gøre det igen? Egentlig ville jeg havde ham højere på denne liste. Etapen passer ham nemlig helt perfekt. Vi har set, hvordan han kan æde sig selv på en stigning, når han rammer et udbrud, og derfor bliver han næppe sat, hvis først han kommer afsted. Han satte en streg under sin fart i går, hvor han også bekræftede den superform, han har vist siden starten. Det kan være et problem, at folk nu frygter ham endnu mere, men omvendt vil han også være mere kølig i det taktiske spil, fordi han allerede har vundet sin etape. Når ender langt nede på min liste, skyldes det, at jeg tvivler på, at han får lov. Lennard Kämna så godt ud i dag, og hans primære opgave er som bodyguard for tyskeren i flade finaler. Kan de undvære ham på en dag, hvor de fra morgenstunden jo ikke ved, om det bliver en spurt eller ej? Det er jeg ikke så sikker på.

 

Det er også en chance for Davide Ballerini, men han skal overveje, om han vil spare sig til en spurt. Han bør dog vide, at han næppe vinder en sådan, og derfor vil det give bedst mening at satse på et udbrud. Problemet er, at han i de senere år har virket meget tung og slet ikke klatret så godt som tidligere. Det gjaldt særlig i starten af dette løb, og selvom det har set meget bedre ud de seneste dage, er jeg ikke stensikker på, at han kan komme med over bjerget. Han skal i hvert fald afsted i fladlandet, men lykkes det, vil han have en chance for at overleve. Rammer han udbruddet, vil han kunne slå alle i en spurt, særligt når det stiger let, men han vil også have alle øjne på sig - og så skal han altså lige bevise, at han klatrer bedre, end han har gjort indtil nu.

 

Brugte Derek Gee for mange kræfter i dag? Næppe. I denne fase af en grand tour er det ofte Tordenskjolds soldater, der rammer udbruddene igen og igen, og det vil ikke undre spor, hvis den canadiske åbenbaring sidder der igen. Desværre er finalen ikke ideel, for selvom vi har set, at han ikke er helt uden spurt, er der mange, der er hurtigere end ham. Til gengæld er han voldsomt kraftfuld til en taktisk finale, og hans formmæssige overskud er jo enormt. Efter 2. pladse har han fortjent at vinde, og dette er endnu en chance i rækken for den alsidige canadiske komet.

 

Hvor meget plads har Michael Matthews? Han ved, at han får svært ved at vinde denne spurt, selvom han står betydeligt stærkere i en 2%-spurt end i en flad spurt. Derfor giver det mening at jagte udbrud, og selvom han som nævnt ikke er helt på toppen, er det en etape, han kan vinde på 80%. Han er næppe god nok til at ramme et udbrud på stigningen, men kører det i fladlandet, har han en chance. Lykkes det, vil det blandt mulige udbrydere kun være Cort, der kan slå ham, men han vil så lide under at skulle holde det samlet. Det kan blive et problem, særligt for en mand, der ikke er kendt for at tage ansvaret for at lukke huller og føre, når han skal, men sandt er det i hvert fald, at han ofte vil være hurtigste mand. Det store problem er pointkonkurrencen. Han er næsten 100 point efter Milan, men han kan score 62 point på denne etape alene. Den risiko vil Bahrain vel næppe løbe, og medmindre han kører væk på stigningen, er han let at lukke ned i fladlandet.

 

Pieter Serry har aldrig vundet et cykelløb, men det skyldes ikke, at han er dårlig, men derimod, at han altid har været hjælper. Faktisk har han været i top 10 i Lombardiet, og selvom han i dag slet ikke er så stærk, burde han være stærk nok til at vinde denne etape. Han kan angribe i fladlandet, mens det i dag nok er for svært for ham at angribe opad. Lykkes det, har han en ganske god spurt, som vi blandt andet har set i San Sebastian og Lombardiet. Evenepoels exit åbner pludselig døren for, at en af feltets mest utrættelige hjælpere måske endelig kan få sin sejr - og så endda på den store scene.

 

Astana har et hav af gode vinderkandidater, men problemet er Mark Cavendish. De kører formentlig 100% efter en spurt, og derfor skal vi næppe regne med at se dem fremme. Omvendt kan det hele blive så ukontrollerbart, at det handler om ikke at komme på bagkant, og så har de i hvert fald tre gode bud.

 

Det første er Luis Leon Sanchez. Den spanske veteran har skuffet fælt i år, men i dag viste han, at motoren er ved at være varm. Dette vejr generer ham ikke, og han vil være en af de ryttere, der let kan køre væk på stigningen, men også have power i fladlandet. Til gengæld er han slet ikke så spurtstærk som tidligere, og det kan give ham et problem, nå det skal gøres færdigt. I det taktiske spil til sidst kommer hans store rutine, eminente næse for udbrudsfinaler og store power ham imidlertid til gode.

 

Læs også
Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

 

Det andet kort er Simone Velasco. Han har været i uhyggeligt god form, hvilket hans chokerende gode klassement viser, men han har været ret usynlig i angrebene. Måske havde han en lille drøm om at teste sig i klassementet, men nu er han så langt efter, at det ikke giver den store mening. Med sin superform kan han angribe både på fladbane og på stigningen, og vi ved også, at han er hurtig, som han viste på 6. etape, eller da han vandt i Valencia tidligere i år. Dette ligner en glimrende chance, hvis alle Cavendish giver ham plads.

 

Det sidste kort er Christian Scaroni. Italieneren bekræftede sin gode form i går, og giver Cavendish ham plads, passer han godt til etapen. Han kan angribe både på stigningen og i fladlandet, og han har en hæderlig spurt, hvis han slipper af med de allerhurtigste, enten først eller sidst på dagen. Alt sammen kræver det bare, at Astana må sande, at de nok må opgive drømmen om en massespurt med Cavendish.

 

Det er vel heller ikke en helt dum etape for Davide Gabburo. Han var jo allerede tæt på i Napoli sidste år, og selvom han ikke har ramt samme form i år, viste hans opkørsel til udbruddet i går, at han ikke er uden form. Han viser det sjældent, men tidligere i sin karriere var han så hurtig, at han blandede sig i reducerede massespurter, og han har kørt ganske fint opad i dette løb. Mange er hurtigere end ham, men hans fart giver ham et kort på hånden, hvis han spiller sine kort rigtigt i finalen.

 

Mange vil sikkert ønske, at Alessandro De Marchi får sin sejr, når han nu har været så tæt på. De to ”kiksere” viser imidlertid også, hvorfor det er så svært at vinde, når man ikke slår en snegl i en spurt. Heldigvis tyder meget på, at Jayco giver ham frihed også på etaper, hvor Matthews kan spurte, og det er nu to gange lykkedes ham med sin power at ramme udbruddet. Det bliver lettere, hvis det kører på stigningen, men han kan ramme det i alle terræner. Skal han vinde, skal han med sin power alene væk i det taktiske spil, hvilket var svært på 6. og 10. etape, hvor jagten aldrig gjorde det muligt. Bliver der tid til det taktiske spil denne gang, synes han at have formen til at gøre det færdigt.

 

Gee er ikke den eneste unge Israel PT-rytter, der imponerer. Marco Frigo har klatret imponerende flot i dette løb, og i går blev det belønnet med en 5. plads. Her viste han både form og friskhed, og han bør således have en fair chance for at vinde en etape som denne. Han er desværre ikke rasende hurtig, og det bringer ham lidt på udebane, men han har formen til at være så frisk, at han i finalen an spille sine kort rigtigt i det taktiske spil.

 

Alessandro Tonelli er kendt som en udbryderkonge, men han begynder at komme tættere og tættere på at gøre det færdigt. Nu er han både i år og sidste år blevet nr. 4 på en etape, så han kredser om sejren. Han kan godt spurte, som vi så i Valencia sidste år, men mange slår ham på stregen. Derfor skal han spille sine kort rigtigt i en taktisk finale, men det lader sig med det rette held også gøre. Han har i hvert fald, senest i går, virket ganske formstærk. Måske er det i morgen, det endelig lykkes?

 

Kunne Marius Mayrhofer finde på at prøve? Jeg tror det ikke, for han er efter alt at dømme DSMs sprinter. Han vinder imidlertid ikke nogen spurt i dette selskab, og derfor ville jeg sende ham i udbrud. Han skal naturligvis væk inden stigningen, der nok også viser sig at være for svær, men han har klatret så godt i dette løb, at jeg bestemt ikke udelukker, at han kan overleve. Lykkes det, giver hans spurt ham selvsagt et våben, der vil være meget mere effektivt i et udbrud, end hvis han skal spurte mod Milan til sidst.

 

Endelig er der Thomas Champion. Jeg tror ikke, han vinder, men han har fortjent en omtale. Han har igennem sin karriere ikke lavet andet end at føre i feltet, men i dette løb har han fået lidt frihed. Han har vist sig meget stærkere, end jeg havde drømt om, og i dag var jeg ved at tabe både det ene og det andet, da han overlevede uhyre længe på en bjergetape. Han er således i fremragende form, og det øger i hvert fald chancen for, at han kommer afsted. Han har ikke vist spurtstyrke og er uden erfaring i at køre for sig selv, men han synes at have en form, der fører langt.

 

Etapen burde også være god for Patrick Konrad og til dels også Bob Jungels, men jeg vil tro, at de sparere kræfterne til søndag. Det samme gælder for Lorenzo Rota, der har satset stort på sin hjemmeetape i lang tid, for Ben Healy, der nok overlader denne etape til Cort og Bettiol, samt for Jonathan Lastra, Ilan Van Wilder, Warren Barguil, Bauke Mollema og Amanuel Ghebreigzabhier. Det er en god etape for Davide Bais, men han får næppe lov af FDJ, når der er så mange bjergpoint at hente. Alex Kirsch har virket meget tung i dette løb, så jeg tror, at stigningen er for svær, og det samme gælder formentlig for Gianni Moscon ¸ selvom han ser en anelse bedre ud, den sygdomsramte Samuele Battistella , den skuffende Kristian Sbaragli, Mirco Maestri og Laurenz Rex . Det var en god etape for Edoardo Zambanini, men han får næppe chancen på en dag, hvor der måske skal spurtes med Milan, og UAE vil formentlig kun bruge kræfter på denne etape, hvis de vil spurte med Ackermann. Endelig regner jeg med, at Movistar satser hele butikken på en spurt, fordi det er en etape, hvor kun en ikke overbevisende Jose Joaquin Rojas ville være et godt vinderbud.

 

Læs også
Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

 

Ender det i en spurt, regner jeg med, at det vil være i et næsten fuldt felt. Skal der være nok sprinterhold til at jagte, skal det formentlig gå meget langsomt op ad stigningen, og derfor vil jeg forvente, at de næsten alle vil være til stede. Den store forskel fra de tidligere spurter er, at det stiger med 2%. Det kan alle klare, men det kan ændre styrkeforholdet. Derudover skal man time det i modvinden, men finalen er enkel med en bred vej over 1100 m, hvorfor der er plads til at lade farten tale.

 

Det står vist efter i går klart, at Jonathan Milan er den i særklasse hurtigste, og trods kikseren forleden har han med Andrea Pasqualon positioneret sig storartet. Vi så i Saudi Tour, at han skuffede i en stigende spurt, men normalt burde dette passe ham ganske fint. Han må være klar favorit. Jeg tror, at den værste rival på 2-3% efter en hård dag kan være den formstærke Pascal Ackermann, der viste evner i den slags finaler i Vueltaen og er god i positionskampen. Det burde også være en fremragende spurt for Alberto Dainese, der viste evner i disse finaler på 19. etape i Touren og vil have et godt tog, men DSM kører formentlig for Marius Mayrhofer, der vil være hjulpet af, at det stiger, men ikke vinder. Det er også en chance for Michael Matthews, men han havde foretrukket den noget stejlere, hvis han skulle være topfavorit. Mark Cavendish er også nu i spil, for han kan sagtens spurte på disse procenter, særligt i modvind, men en flad spurt havde i dag nok været bedre, ligesom han stadig er usikker i postionskampen. Fernando Gaviria er en ubekendt, men han har altid skuffet i stigende spurter, er usikker i positionskampen og er som sagt forslået. Simone Consonni er skabt til disse stigende spurter, som han viste med sejren i Saudi Tour, men han har ikke virket flyvende. Jeg håber, at Magnus Cort vil spurte, hvis det bliver samlet, og han ikke har været i udbrud, for i en relativt enkel finale, der stiger, bør han komme ret langt. Davide Ballerini burde også stå ganske godt i en stigende spurt, men han har spurtet skuffende i de seneste år og er nærmest uden hold. Det stigende opløb passer Vincenzo Albanese, der derfor bør spurte i stedet for Mirco Maestri, men den er for let til, at han trods sit gode lead-out kan vinde.  Niccolo Bonifazio er også god i en let stigende spurt, men har skuffet i dette løb, og jeg ser ikke Arne Marit vinde i denne finale. Den passer meget bedre til Stefano Oldani, der har spurtet og positioneret sig godt, men farten rækker ikke langt. Filippo Fiorelli har fordel af, at det stiger, men mangler farten. På FDJ er Jake Stewart først ved at komme sig over sygdom, selvom det er et opløb, der burde være perfekt for ham, og derfor ender det sikkert igen med, at Fabian Lienhard prøver. Endelig er det næppe en spurt, der passer specielt godt til tunge Nicolas Dalla Valle¸ mens jeg ikke regner med, at Alex Kirsch eller Alan Riou spurter. En joker er Max Kanter, hvis Gaviria er for forslået, men når han klarede dagens bjergetape, vil det undre, hvis ikke han spurter.

 

BEMÆRK: Der har tidligere i dag været snak om, at stigningen måske ikke kan passeres grundet det dårlige vejr. Man skal derfor være opmærksom på en mulig ruteændring i morgen - en ændring, der formentlig vil betyde, at vi meget vel kan få en massespurt.

 

Feltet.dks vinderbud: Magnus Cort

Øvrige vinderkandidater: Alberto Bettiol, Stefano Oldani

Outsidere: Vincenzo Albanese, Toms Skujins, Simon Clarke, Nico Denz, Davide Ballerini

Jokers: Derek Gee, Michael Matthews, Pieter Serry, Luis Leon Sanchez, Simone Velasco, Christian Scaroni, Davide Gabburo, Alessando De Marchi, Marco Frigo, Alessandro Tonelli, Marius Mayrhofer, Thomas Champion

 

Kandidater til en spurt (i prioriteret rækkefølge): Jonathan Milan, Pascal Ackermann, Alberto Dainese, Michael Matthews, Mark Cavendish, Fernando Gaviria, Simone Consonni, Magnus Cort, Davide Ballerini, Vincenzo Albanese, Marius Mayrhofer, Niccolo Bonifazio, Max Kanter, Stefano Oldani, Filippo Fiorelli, Arne Marit, Jake Stewart

 

STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Magnus Cort
Alberto Bettiol, Stefano Oldani
Vincenzo Albanese, Toms Skujins, Simon Clarke, Nico Denz, Davide Ballerini
Derek Gee, Michael Matthews, Pieter Serry, Luis Leon Sanchez, Simone Velasco, Christian Scaroni, Davide Gabburo, Alessando De Marchi, Jonathan Milan, Pascal Ackermann, Alberto Dainese, Mark Cavendish
Fernando Gaviria, Marco Frigo, Alessandro Tonelli, Marius Mayrhofer, Thomas Champion, Simone Consonni, Niccolo Bonifazio, Max Kanter, Filippo Fiorelli, Arne Marit, Jake Stewart, Mirco Maestri, Alex Kirsch, Kristian Sbaragli, Patrick Konrad, Jonathan Lastra, Jose Joaquin Rojas, Samuele Battistella
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Giro d'Italia
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04

Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 26/04-28/04

Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04

La Vuelta Femenina(2.WWT) 29/04-05/05

Eschborn-Frankfurt(1.UWT) 01/05

Tour du Gévaudan Occitanie(2.NCUPJW) 04/05-05/05

Giro d'Italia(2.UWT) 04/05-26/05

Elfstedenronde Brugge(1.1) 05/05

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?