Optakt: 17. etape af Tour de France

SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+

Ruten

Mens Vueltaen har gjort det til sit varemærke at finde nye, spektakulære stigninger, er Touren kendt for mest af holde sig til de klassiske, legendariske bjerge. I de senere år har også ASO dog sat en ære i at finde nye og svære målbjerge, og en af de nyere succeser var ”opfindelsen” af Col du Portet, der er en forlænget udgave af den velkendte Pla d’Adet, som tidligere er blevet brugt flere gange. Den fulde stigning gjorde sin debut i 2018 på en meget omtalt og ultrakort 65 km lang etape, der indledtes med en Formel 1-agtig start og inkluderede hele tre bjerge. Efter to års fravær vender det vanskelige bjerg tilbage i 2021 som mål for det, der meget vel kan være løbets kongeetape, og faktisk er der tale om en tro kopi af 2018-etapen med den eneste forskel, at man indleder med at køre 113,4 flade kilometer frem mod de 65 intense kilometer, der for tre år siden var rammen om en kortvarig genfødsel af Nairo Quintana og en cementering af Geraint Thomas’ overlegenhed. Med et for Touren meget svært og endda også højt målbjerg kan det meget vel være her, at årets vigtigste bjergslag skal slås - og så endda på Bastilledagen!

Nok er etapen stort set den samme som i 2018, men med en distance på 178,4 km er den næsten tre gange så lange. Denne gang går starten i Muret, inden man slutter på Col du Portet i udkanten af Saint-Lary-Soulan. Startbyen ligger lige syd for Toulouse umiddelbart nord for Pyrenæerne, og de første knap to tredjedele af etapen er meget nemme. Her lægger man nemlig ud med at køre mod sydvest ad en næsten helt lige og kun ganske let stigende vej, inden man efter 34,9 km, drejer mod syd for at følge en mere og snoet og let kuperet vej ned til Aurignac, der nås efter 47,8 km.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Nu drejer man igen mod sydvest for at køre ad endnu en let stigende vej frem til 16. etapes målby, Saint-Gaudens, som passeres efter 67,9 km, inden man forsætter igennem fladt terræn mod sydvest frem til Loures-Barousse, hvor man efter 84,2 km drejer mod syd. Herfra går det ad en ganske let stigende vej hele vejen ned til Bagnères-de-Luchon, hvor dagens spurt kommer efter 113,4 km for enden af en lang, lige vej, hvis sidste kilometer stiger let med 0,8%.

Her ændrer etapen totalt karakter, når man rammer den rute, der udgjorde 17. etape i 2018. Nu drejer man nemlig mod vest for at køre op ad en Pyrenæernes klassikere, kategori 1-stigningen Col du Peyresourde (13,2 km, 7,0%), der er lidt ujævn over de første 8 km, hvor den veksler mellem stejle kilometer med 8-9% og lette kilometer med 3-6%, inden den slutteligt stiger meget jævnt med ca. 8% over de sidste 5,2 km. Toppen rundes efter 129,1 km, hvorefter en kun kortvarigt teknisk nedkørsel leder mod vest, nord og syd ned til Loudenvielle, som nås efter 139,6 km.

Man bliver imidlertid ikke i dalen længe. I stedet kører man tværs igennem for at fortsætte mod vest op ad kategori 1-bjerget Col de Val Louron-Azet (7,4 km, 8,3%), hvis første fire kilometer er svære med 8-11%, inden de sidste 3,4 km er lettere med 6-7%. Toppen rundes efter 149,5 km, hvorefter de sidste 28,9 km indledes med en mod slutningen teknisk nedkørsel, som fører mod nordvest ned til Saint-Lary-Soulan, der nås efter 160,2 km.

Heller ikke denne gang bliver man i dalen. I stedet kører man mod nord ud af byen, inden man drejer mod vest for at køre op ad Col du Portet (16,0 km, 8,7%), der er uden for kategori og har top i hele 2215 m højde. Særligt de første 4 km med 9-11% er slemme, men selv derefter stiger den stabilt med 8-9% kun afbrudt af en lettere 8. og 13. kilometer. Til sidst tager den igen fat med en sidst kilometer med 10,2%. Generelt følger stigningen en lige vej, der dog afbrydes af en endeløs serie af hårnålesving omkring 5 km-mærket, inden de sidste 3,8 km går ad en lige vej, der afbrydes af to hårnålesving med 1400 m igen, endnu ét med 500 m igen og slutteligt en skarp kurve på 90 grader, der leder ind på den bare 40 m lange, 5,5 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 4368 højdemeter.

Kun én gang tidligere har man haft mål på toppen af Col du Portet. Det var på den ultrakorte etape i 2018, hvor Nairo Quintana rejste sig efter et svært løb og tog en fornem solosejr, mens Chris Froomes store forsøg på at vende løbet på hovedet kiksede, så holdkammeraten Geraint Thomas i stedet cementerede sin gule trøje ved med sin 3. plads at ende som den bedste af podiekandidaterne. Saint-Lary-Soulan er også tidligere blevet besøgt, men med mål på Pla d’Adet i stedet. I 2014 tog Rafal Majka en stor solosejr, mens George Hincapie mildest talt stjal en udbrudssejr fra Oscar Pereiro samme sted i 2005. I 2001 knuste Lance Armstrong alle ved at distancere Jan Ullrich med et helt minut på stigningen. Derudover vandt Amael Moinard her en udbrudssejr i 2007-udgaven af Route du Sud, ligesom Przemyslaw Niemiec vandt en etape i det lille Tour des Pyrénées i 2010.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+

Vejret

Vejrmæssigt nåede vi bunden tirsdag, og fra nu af bliver det i Pyrenæerne bare bedre og bedre, inden varmen vender tilbage til området mod slutningen af ugen. Allerede onsdagen er bedre end tirsdagen, men det vil stadig være ustabilt og blæsende. Fra start vil der således være en bygerisiko på 50% og en temperatur på ca. 20 grader, men nedbørsrisikoen vil hurtigt aftage til kun ca. 25%, inden den atter øges til 40-50%, når man rammer bjergene, hvor temperaturen i dalen ventes at ligge på 19-20 grader. Fra starten vil det igen være meget blæsende med en frisk vind (25 km/t) fra vest, men den vil hurtigt aftage og allerede i Saint-Gaudens efter knap 70 km/t vil den bare være let (15 km/t), og i bjergene vil den kun være svag til let (9-10 km/t) og komme fra nord. Det giver sidemodvind på første del af etapen, inden man får sidevind, der senere bliver til medvind på sidste stykke frem mod bjergene. Her får man sidevind nærmest uafbrudt over de sidste 65 km. Det gælder også på målbjerget, dog afbrudt af modvindspassager i bunden og ved de mange hårnålesving omkring 5 km-mærket. På den sidste kilometer vil der være medvind på første halvdel og modvind på anden halvdel.

Analyse af 16. etape

At Tour de France har en betydning, der ikke kan overvurderes, står vist ret klart efter de første uger af årets udgave af verdens største cykelløb. Det indledende styrthelvede var rigeligt til at bevise, hvor meget pres der er på rytterne og ikke mindst holdene i et løb, der angiveligt står for 80% af hele den eksponering, sponsorerne får i løbet af et helt år. Det er ikke mærkeligt, at en hel hob af sportsdirektører skriger på, at rytterne bruger albuerne en ekstra gang i de hektiske finaler. Sponsorerne vil næsten aldrig være tilfredse med deres udbytte, hvis Touren flopper - nærmest uanset hvad de måtte vinde i alle de løb, der står for de sidste 20% af omtalen.

På den baggrund er det synd, at Touren kun har 21 etaper. I år deltager der endda hele 23 hold, og derfor vil der altid være tabere, selv hvis mandskaberne var så solidariske, at de fordelte etapesejrene mellem sig med én til hver. Nu er der heldigvis både andre trøjer, podiepladser og en samlet sejr at slås om, og derfor kunne der i teorien blive lidt til alle, hvis det var lighedsmageriet og ikke konkurrencen, der rådede.

Naturligvis bestemmer konkurrenceelementet. Elitesport ville være temmelig kedeligt, hvis sejrene blev fordelt i al fredsommelighed, men det indebærer også, at det som regel er hovedparten af Tourens mandskaber, der kommer skuffede hjem. Det er velkendt, at momentum meget ofte er en afgørende komponent i en grand tour, og derfor er der en tendens til, at etapesejrene bliver så ulige fordel, at flertallet sidder tomhændede tilbage.

Sådan har det også været i årets Tour. Da den blev gjort foreløbig status på gårsdagens hviledag, havde Deceuninck med fem sejre vundet en tredjedel af etaperne. Bag de altid suveræne belgiere var end ikke de øvrige sejre jævnt fordelt, for Jumbo, Bahrain og Alpecin har alle vundet to gange. De sidste fire etaper var fordelt mellem UAE, Ag2r, Bora og Trek, og af disse taler meget for, at UAE kommer hjem med mere end bare den etapesejr, Tadej Pogacar fik på enkeltstarten. Læg dertil, at det er Bahrain, der fører både bjerg- og holdkonkurrence, og at Deceuninck og UAE har kurs mod at vinde de tre øvrige trøjer i suveræn stil.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Med andre ord var der altså 15 hold, der gik ind til den sidste uge uden at have vundet noget som helst. Ineos og EF er ganske vist stadig med i podiekampen, og i hvert fald EF kan redde deres løb, hvis den kamp får et positivt udfald. Flere hold har også kurs mod en samlet top 10, men for store hold som Movistar og Astana er det næppe nok. Nej, flertallet af holdene har i den grad kniven på struben!

I det lys kan man næppe heller overvurdere betydningen af dagens etape. For de fleste cykelfans er en så stensikker udbrudsetape som denne tur gennem Pyrenæerne måske ikke det mest sindsoprivende, men for mange hold var det ugens vigtigste dag. Det er nemlig relativt få hold, der kan have en legitim forventning om at kunne vinde i de høje bjerge, på enkeltstarten eller i Paris, og blandt disse er der meget få, der ikke allerede har vundet noget. Lykkes det Deceuninck at kontrollere 19. etape, der sagtens kan gå til en udbryder, var dagens etape derfor for det store flertal sidste chance for at redde løbet!

På den baggrund var det helt givet, at rytterne ville have ild i øjnene ved startbyen på grænsen mellem Spanien og Frankrig. Der var lagt op til angrebsfest og en alenlang kamp for at ramme et udbrud, der med 99% sikkerhed ville køre om sejren. Samtidig betød en faldende start med modvind, at det var praktisk talt umuligt at komme væk over de første 35 km, og dermed lå det i kortene, at det ville vare evigheder, inden et udbrud langt om længe kunne blive etableret.

Etapens design talte for, at det ville blive en dag for klatrestærke folk. Den faldende start betød, at de tungere folk næppe kunne komme væk inden det første af de tre bjerge, der var spredt jævnt ud over de små 170 km, og her var der lagt op til, at klatrerne kunne gøre forskellen. Heller ikke det skete imidlertid på en dag, hvor modvind gjorde betingelserne vanskelige, og i et felt, hvor kun meget få hold kunne leve med ikke at have et kort at spille, når etapen skulle afgøres, endte det med, at også Col de Port forsvandt, uden at et udbrud var etableret.

Langt om længe knækkede elastikken, men det skete først nede i dalen, hvor de tungere folk igen kom i spil. Resultatet blev et udbrud, der mest af alt udgjordes af en nærmest formidabel samling af feltets bedste puncheurs. De mere klatrestærke havde formentlig satset hele butikken på at komme væk på stigningerne, og de missede derfor næsten alle chancen i det lotteri, det altid er, når den rette timing i en angrebsfest skal findes.

Kun to af klatrerne havde holdt sig til, nemlig Patrick Konrad og David Gaudu. Begge er de ganske glimrende puncheurs med gode afslutterevner på den ret stejle bakke op til målet i Saint-Gaudens, men de kunne desværre se sig omkring og se sig omgivet af mange af verdens allerbedste afsluttere på bakker som disse - naturligvis anført af Sonny Colbrelli og Michael Matthews, der havde spillet deres kort perfekt ved at køre væk på det eneste tidspunkt, hvor det var muligt for tungere folk som dem. Minsandten om de ikke også begge havde selskab af en holdkammerat, og dermed fik både Bahrain og BikeExchange givet sig selv den nærmest perfekte hånd.

Men så er der det momentum. BikeExchange har bestemt ikke haft tur i den i et løb, hvor intet rigtigt er gået, som de håbede, og selvom Bahrain har haft masser af succes, er Sonny Colbrelli med sine endeløse serie af 2. pladser kendt som manden, der altid bliver snydt. Blandt udbruddets øvrige hold var det kun Trek, der tidligere havde vundet, og som nu havde alletiders chance for at redde deres løb i en finale, der var let nok til at kunne blive en meget taktisk og lidt tilfældig affære.

Sådan var det også, da et udbrud kørte om sejren på 12. etape, hvor Nils Politt løb med sejren. Den dag var tyskeren stærkeste mand, men han var også kløgtig nok til at spille sine kort helt rigtigt i en finale, hvor det sagtens kunne være gledet ham af hænde. Og da en lignende finale igen opstod, var det såmænd igen Bora, der løb med sejren og dermed igen efterlod de mange tomhændede hold lige så tomhændede, de var i morges.

Lige så lidt som det var ufortjent, at Politt vandt i Nimes, lige så fortjent var det, at Patrick Konrad vandt i dag. Østrigeren har ellers haft et elendigt år, hvor han har skuffet dag ud og dag ind, men til Touren har han timet sin form helt rigtigt. Konrad har været her, der og alle vegne i tre afgørende udbrud, og hver gang har lignet en af de allerstærkeste. Uheldigvis er det bare mislykkedes hver eneste gang, mest markant, da han i lørdags blev nr. 2 bag Bauke Mollema.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

God form giver imidlertid også selvtillid, ligesom ærgerlige nederlag giver dyrekøbte erfaringer. Sidstnævnte havde Politt allerede fået, da han i torsdags vidste, at det i grupper med få hjælpere ofte betaler sig at angribe tidligt. Dengang var det ham, der åbnede ballet, og det endte med at give ham succes. På samme måde kunne Konrad på 7. og 14. etape se til, at det var Matej Mohoric og Mollema, der med tidlige angreb kørte væk fra grupper, hvor fraværet af hjælpere gjorde samarbejdet dårligt.

Denne gang var der skam hjælpere i gruppen, men på den hårde rute i Pyrenæerne var de knap så meget værd - særligt efter at den ellers ekstremt formstærke Christopher Juul havde brændt sig selv af i en meget aktiv indledning, hvor han uden held havde forsøgt at sætte Matthews i scene til den indlagte spurt. Derfor skulle det vise sig både klogt og rigtigt, at Konrad åbnede ballet og kørte alene op til Juul, Fabien Doubey og Jan Bakelants, der havde fået et forspring, og siden alene hele vejen fra bunden af det sidste af de tre bjerge, Col du Portet d’Aspet.

I starten lignede det en modig satsning, men særligt i den tredje uge af en grand tour er den slags vilde ridt mulige. Ikke blot arbejder taktikken altid imod de dårligt samarbejdede forfølgere, på dette tidspunkt handler det også om at have noget tilbage i benene. Når man så, hvor stærk Konrad var på den sidste mur i lørdags, stod det klart, at de østrigske stænger stadig synes at være helt fyldt op, og dermed fulgte han op på Mohoric og Mollema og blev den tredje rytter til at levere et vildt soloridt fra distancen.

Sejren falder på et tørt sted. Selvom Konrad med sine gode klatreevner og glimrende spurt egentlig burde være en rigtig vindertype, havde han forud for i dag blot taget to sejre ved de østrigske mesterskaber. Det er desværre ofte prisen for at være ”a jack of all trades, master of none”. Konrad klatrer så godt, at han har været i top 10 i Giroen to gange, han er så god en puncheur, at han to gange er kørt i top 10 i Fleche Wallonne, og han er så hurtig, at han ofte er spurtet sig til podiepladser i mindre grupper. Vundet uden for Østrigs grænser havde han imidlertid ikke før i dag.

Bag ham vandt Colbrelli selvfølgelig spurten om 2. pladsen. I virkeligheden kunne man have skrevet den del af manuskriptet allerede inden finalen. Det er nemlig uhyggeligt så ofte den i dette løb så imponerende italiener har været ”the best of the rest”. Mest berømt er den Romandiet-forbandelse, han endelig brød i dag, men hvis man troede, at det betød enden på hans endeløse serie af 2. pladser, måtte man tro om. I Dauphiné vandt han feltets spurt på fire etaper, men tre af gangene var der én mand foran. At han i dag igen bekræftede det fabelagtige niveau, han har haft hele sommeren, da han som eneste mand kunne følge klatreren Gaudu på Portet d’Aspet, er næppe nogen trøst for en mand, der burde have vundet meget, meget mere, end han har.

I det mindste har Bahrain med to etapesejre og mulige sejre i hold- og bjergkonkurrencen deres på det tørre. Det er mere, end man kan sige om FDJ og BikeExchange, der havde gruppens to sidste store navne. Matthews måtte desværre sande, at han i dette løb har været klart overstrålet af Colbrelli, der er en næsten identisk ryttertype, og Gaudu fik trods relativt opløftende takter brændt en masse kræfter af på en dag, hvor profilen ikke gjorde det helt indlysende for ham at vinde. Mere og mere tyder på, at de to mandskaber også vil ende på listen over sejrsløse hold, når vi når Paris.

Det vil EF formentlig også, og måske var det derfor, at de i dag stod for et af de mere mærkværdige påfund. Bedst som etapen var faldet til ro, satte amerikanerne sig frem for at føre i en manøvre, der i skrivende stund stadig er uforklaret. Etapesejren havde de for længst ladet sejle væk, og der var heller ingen intentioner om at isolere Tadej Pogacar til sidst. Det lignede mest af alt et halvhjertet forsøg på at holde døren åben til en mulig sejr i holdkonkurrencen - en sejr, de i sidste ende valgte at lade sejle væk. Med en mand dybt engageret i podiekampen var det nok også det klogeste, særligt fordi deres reaktion kom så sent, at det allerede virkede meningsløst, da den blev indledt.

Kortvarigt kunne man ellers tro, at planen var en anden. Den kraftige vind i fladlandet nord for Pyrenæerne lignede en mulig chance for at isolere Pogacar på Portet d’Aspet og derefter sætte ham til vægs i sidevinden frem mod Saint-Gaudens. Det forsøg blev imidlertid aldrig gjort, og det viste sig helt velbegrundet. Der var nemlig så megen læ, at det altså heller ikke blev her, at slovenerens måske største svaghed kunne udnyttes.

Alligevel fik etapen en lidt overraskende afslutning, da Cofidis med Guillaume Martin kom med en uventet forcering på den sidste lille bakke. At Jumbo efterfølgende fortsatte en hård forcering med Wout van Aert og Sepp Kuss virkede helt meningsløst, for billederne viste helt tydeligt, at hele klassementets top 11 havde været vågne nok til at reagere på Cofidis-manøvren. Det viste sig dog efterfølgende, at forklaringen var en falsk information fra radioen til de tv-løse sportsdirektører om, at Richard Carapaz havde sovet i timen, og der var derfor mening med galskaben, hvor det for rytterne i den hektiske finale nok kunne være svært at få overblik. Carapaz var imidlertid præcis, hvor han skulle være - hvad Ineos i øvrigt næsten altid er i grand tours!

Læs også

Optakt: Vuelta Asturias

Dermed holder Ineos også fortsat liv i håbet om, at de med en podieplads og en mulig etapesejr de kommende to dage fortsat kan få noget med hjem fra et løb, der ikke er gået som ønsket. Det er mere, end man kan sige om hovedparten af mandskaberne, der i dag missede deres formentlig bedste chance for ikke at gå tomhændede hjem fra det løb, der betyder allermest. Desværre for dem gjaldt loven om momentum også i dag, da et udbrud med tre succesrige og otte sejrsløse hold skulle afgøre den sidste helt oplagte udbrudsetape. Selvfølgelig gik sejren til et af de hold, der allerede havde deres på det tørre, og dermed spreder desperationen sig i stigende grad ud over Sydfrankrig. Bora sørgede nemlig for, at jorden blot blev endnu mere glohed under fødderne på de 15 hold, som med fem dage tilbage fortsat ser på et stort, rundt 0 på listen over etapesejre.

NYT MANAGERKONCEPT - VÆLG 20 RYTTERE FRA 5 KATEGORIER I HALVÅRSSPILLET

Favoritterne

Forud for løbet var der konsensus om, at dette var en i moderne sammenhæng særligt god Tour for de mere alsidige klassementsryttere. Det skyldtes naturligvis inklusionen af to relativt flade enkeltstarter, men det blev let overset, at bjergetaperne hører til i den sværere kategori. Ofte har man været lidt frustreret over, at Tourens bjergetaper har været en anelse for lette til at skabe det drama, mange ønsker sig. Et glimrende eksempel så vi i søndags, hvor 15. etape endte med ikke at gøre den store forskel. Ganske vist skyldtes det for en stor dels vedkommende den hårde modvind, men etapen var designet, så vinden med en vis risiko ville have en dræbende effekt på begivenhederne.

De øvrige af årets bjergetaper hører dog til i den sværere kategori, og blandt dem alle er det vel onsdagens 17. etape, der giver klatrerne den allerbedste chance for at slå til og må betegnes som løbets kongeetape. Touren er ellers mest kendt for at genbruge klassiske stigninger, men i de senere år er ASO gået i Vueltaens fodspor. I Spanien sætter løbsdirektør Javier Guillen og rutedesigner Fernando Escartin en stor ære i næsten enhver udgave at opfinde en ny, ofte brutal målstigning i det uudtømmelige reservoir af spektakulære bjerge, der ligger spredt ud over det meste af Spanien, og i de senere år har Touren forsøgt sig med noget lignende. Sidste år var det eksempelvis den brutale Col de la Loze, der gjorde debut, men trenden startede allerede i 2018.

Her skulle man nemlig for første gang op til toppen af Col du Portet, der ligesom Col de la Loze blot er en forlænget udgave af en stigning, vi allerede kender. Det nye bjerg har alt det, man ønsker sig af et selektivt målbjerg. Længden svarer til det, vi ofte ser i Touren, hvor alle stigninger er dominerende, men til gengæld har den konstant stejle procenter, som ligger over det, vi oftest finder. Dertil skal lægges, at målet i 2215 m ligger i en højde, hvor den iltfattige luft spiller en rolle.

Da stigningen gjorde debut i 2018, var forventningerne store, og den levede op til hypen. En ellers hensygnende Nairo Quintana genfødtes, angreb fra bunden og kørte fra alt og alle, mens Dan Martin reagerede for sent og med sit angreb aldrig fik ham hentet. Bag dem satte Primoz Roglic, Tom Dumoulin og Steven Kruijswijk både Ineos og den førende Geraint Thomas under pres, men hvor Chris Froome, der ellers havde forsøgt sin genrejsning ved at lancere et planlagt angreb på den gule trøje og sin egen holdkammerat fra bunden, kom i krise og måtte slæbes til toppen af Egan Bernal, var den walisiske førstemand i kontrol, og han konfirmerede sin overlegenhed ved at spurte fra Roglic og Dumoulin på toppen.

Nu vender samme etape så tilbage, men uden samme gimmickelement som for tre år siden, hvor distancen på 65 km var ultrakort, og der arbejdedes med en Formel 1-agtig start, som fik masser af omtale, men viste sig ligegyldig og var glemt efter de første 2 minutter af etapen. For lykkeridderne er det imidlertid dårligt nyt, at etapen nu indledes med et langt, fladt stykke, for det gør den langt lettere at kontrollere, end det var tilfældet i 2018.

Spørgsmålet er, om der er nogen, der vil. Det er i hvert fald givet, at Ineos vil fortsætte deres strategi med at slide Tadej Pogacar ned og lægge det pres, der for dem forhåbentlig kan knække den slovenske førstemand. På hviledagen sagde de ganske vist, at det nok snarere handler om at sikre sig podiepladsen, men uanset hvad er målet det samme: Carapaz skal vinde tid inden på lørdag og har brug for et hårdt løb. Også Movistar viste i søndags, at de skam har intentioner om at bringe Enric Mas på podiet, og det synes derfor at være stensikkert, at vi vil se Ineos køre stærkt over de tre bjerge, muligvis med hjælp fra Movistar.

Spørgsmålet er, om de også vil gå efter etapen. Det ville de på 11. etape, men dengang viste de sig slet ikke stærke nok til at gøre arbejdet. På 15. etape gjorde den faldende finale, at det var langt mere logisk at prioritere brugbare forposter over et spekulativt på at vinde etapen, og derfor havde de faktisk en interesse i, at udbruddet sejlede så langt væk, at Jonathan Castroviejo og Dylan van Baarle kunne blive brugbare senere på etapen.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Denne gang er der mål på toppen, og det ændrer situationen dramatisk. Nu bliver behovet for forposter mindre, og det er en afslutning, i hvilken Carapaz reelt tror på, at han også kan vinde. Ineos er stadig uden etapesejr, og der er ingen tvivl om, at de vil forsøge at rette op på det enten onsdag eller torsdag.

Spørgsmålet er så, om de sparer lidt på holdet til 18. etape. Naturligvis vil de altid lægge pres på til sidst, men det er ikke sikkert, at de også vil holde elastikken stram på det flade. Det vil dog undre mig, hvis de slipper grebet. Carapaz har ikke lagt skjul på, at han anser højderne som et af sine våben, og da denne etape slutter ca. 500 m højere end torsdagens etape, er det formentlig denne, han ser som sin bedste chance.

Det gode for Ineos er, at etapen er designet gunstigt for dem. Kampen om bjergtrøjen er intens på en nøgleetape for kandidaterne til prikkerne, og det synes helt givet, at både Wout Poels, Nairo Quintana og Michael Woods igen vil gøre alt for at ramme udbruddet. Da Ineos sidst forsøgte at kontrollere en etape i onsdags, sendte de ifølge Simon Yates imidlertid hurtigt det signal, at Yates og andre klatrere ikke fik lov at køre væk i den flade start. Meget kunne derfor tale for, at de mest oplagte udbryderkandidater igen vil blive låst af Ineos, der i en flad start har meget lettere ved at bestemme, hvem der må komme afsted, og hvem der ikke må.

Det kan derfor godt blive en taktisk start, hvor Bahrain, Arkea og Israel SUN vil arbejde intenst for at få kaptajnerne afsted, men hvor Ineos vil gøre deres bedste for at sikre sig et udbrud, de kan styre - en mission, der som bekendt mislykkedes på Ventoux. Der venter derfor formentlig endnu en angrebsfest fra start, hvor mange hold også gerne vil have forposter - også selvom de er ret tunge - afsted. Er Ineos ligeglade med etapen, kan det sagtens være, at der med det samme kører et stort og stærkt udbrud, som der gjorde i søndags, men vil briterne vinde - og det tror jeg, at de vil - vil elastikken næppe knække så hurtigt. Det vil først ske, når vi får en gruppe, der kan være tilfredse med. Her kunne den kraftige vind i øvrigt have været en uhyre interessant joker, men desværre er der modvind, og når de drejer ind i sidevinden senere på dagen, vil vinden være aftaget så meget, at den ikke vil spille en rolle.

Når udbruddet er kørt, regner jeg med, at Ineos hurtigt vil tage kontrol, og hvis ikke spanierne har en mand foran, kan det sagtens være, at Movistar giver en hånd med. Hvis briterne mod forventning er ligeglade, vil UAE efter al sandsynlighed være det samme, og så kan udbruddet sejle langt væk. Tadej Pogacar vil utvivlsomt gerne vinde en etape, men efter en svær søndag for hans hold er det klogere at satse på torsdag, hvor han kan brænde mandskabet af uden at skulle tænke for meget på de kommende etaper. Jumbo vil næppe lægge unødigt pres på Jonas Vingegaard ved at jagte, og det vil også være atypisk, hvis EF skulle tage kontrol for Rigoberto Uran, der tænker podium og ikke etapesejr.

Det er altså Ineos og måske Movistar, der formentlig bestemmer, om vi skal have udbrudssejr eller ej, og som sagt tror jeg, at de vil sikre den første favoritafgørelse. Vi så dog i onsdags, at deres forsøg på at hente udbruddet mislykkedes, og der er derfor ingen garantier. Netop fordi det kiksede i sidste uge, tror jeg dog også, at elastikken vil blive holdt ekstra stram, og hvis de er lykkedes med et få et relativt svagt udbrud, burde det i år ellers ikke så stærke britiske hold med en så let start, kunne kontrollere det. Et udbrud uden alt for stærke klatrere kommer også lettere tilbage i denne finale end i onsdagens - dels fordi finalen er hårdere, dels fordi favoritterne formentlig vil åbne ballet lidt tidligere, når der er mål på toppen, og vi befinder os i en fase af løbet, hvor der skal tages flere chancer.

Måske får de endda hjælp. Er de smarte, sørger de for, at Woods, Poels og Quintana misser udbruddet. I det tilfælde kan man sagtens se, at Israel SUN, Bahrain og det lille Arkea-hold sætter sig frem for at holde snor i udbruddet, så bjergpointene på de første stigninger kan komme i spil. Misser de tre kamphaner alle udbruddet er det på mange måder bedst for dem at lade gruppen køre hjem, men hvis de alligevel kan se, at Ineos vil skabe samling, og Pogacar kan få de 40 point, er det bedst for dem, at udbruddet hentes så tidligt, at de selv kan komme i spil til pointene på de to første stigninger. Det kunne være et interessant scenarium, fordi det kan betyde, at løbet åbnes på ny fra bunden af Peyresourde. Her vil vi kunne se angreb fra Poels, Quintana, Woods og andre klatrere, der jagter etapesejr, og så kan det alligevel blive svært for Ineos at kontrollere.

Det kan give en ret dynamisk finale, hvor det bestemt heller ikke er utænkeligt, at en klassementsmand som Guillaume Martin vil åbne tidligt, selvom han i dag sagde, at han fra nu af satser 100% på klassemtet. Det kunne Enric Mas måske endda også finde på, men fordi målbjerget er rigeligt svært i sig selv, tror jeg, at Mas og de øvrige podiekandidater vil spare sig selv til slutningen. Skal der satses fra distancen, er det nok bedre at vente til torsdag, for alle er stadig lidt usikre på, hvor meget forskel de selv kan gøre på Col du Portet, og ingen er for alvor sejlet agterud endnu.

Bag de folk, der måtte angribe tidligt - altså folk som Woods, Poels, Quintana, Martin og sikkert også David Gaudu - samt det tidlige udbrud, regner jeg med, at Ineos og måske Movistar vil lægge pres. De er ikke så stærke som tidligere, og derfor kan man ikke udelukke, at en sådan offensiv fra bjergtrøjekandidaterne kan lykkes, når de sidste 65 km er svære at styre, og nedkørslerne måske endda er våde. Over 65 km intens kørsel tror jeg dig på Ineos. Her burde de kunne forhindre, at selv de gode klatrere får den tid, de skal bruge for at holde sig fri på et målbjerg, der er svært, og hvor favoritterne formentlig vil åbne relativt tidligt.  Derudover vil jeg faktisk anse det som sandsynligt, at de i finalen kan få hjælp fra Jumbo, da Jonas Vingegaard synes at få mere og mere selvtillid.

Læs også

Evenepoel tilbage på landevejen

Man skal heller ikke udelukke, at Ineos og Jumbo faktisk vil forsøge at presse Pogacar på den sidste, måske våde nedkørsel, der har visse vanskelige passager. Det vil i hvert fald ikke være uset at se Kwiatkowski og Carapaz forsøge at splitte feltet, men Pogacar vil formentlig være for opmærksom til at lade sig fange. I sidste ende er konklusonen, at en udbrudssejr ikke kan udelukkes - hverken fra et tidligt udbrud eller et sent angreb på Peyresourde - men at jeg tror på Ineos’ og måske også Jumbos evne til at sikre den første favoritafgørelse i år.

På bjerget får vi formentlig det velkendte billede. Ineos vil lægge presset fra bunden, inden favoritterne skal i aktion mand mod mand, og stigningen er så svær, at der kan åbnes tidligt og dermed skabes store forskelle. Vi er nået til et tidspunkt i løbet, hvor der skal satses, og den passive, afventende kørsel vil formentlig blive knap så udtalt. Problemet er, at klassementet er meget tæt, men særligt Carapaz og Enric Mas kan ventes at ville tage lidt risici. Dertil skal lægges, at Vingegaard meget vel kan føle sig så stærk, at han faktisk sætter formstærke Sepp Kuss til at lægge et pres, der skal et dansk angreb i scene.

Desværre er der igen nogen modvind på den nedre del og med omkring 5 km igen, men det burde ikke være dræbende denne gang. Dertil er stigningen for svær. Det burde blive et relativt rent opgør på klatreevner med det ekstra element, som følger af iltfattig luft og potentielt dårligt vejr.

Det får mig til at pege på Tadej Pogacar. Slovenerens svaghedstegn fra Ventoux forsvandt som dug for solen, da de ramte Andorra, og han lignede igen den rytter, han var i Alperne. Denne gang var hans tilgang dog defensiv, og derfor var det svært at fornemme, hvor god han vitterligt var. I første omgang er det dog nærliggende at tro, at Ventoux-nedturen alene var udtryk for en dårlig dag. Det er nemlig det mønster, vi har kendt fra tidligere, blandt andet med de to offdays i Vueltaen i 2019.

Alligevel er der lidt håb. Sidste år havde han sin eneste lille ”krise” på Col de la Loze, hvor etapen og målbjergene mindede meget om denne. Dengang var det også i iltfattig luft, og selvom han med sin etapesejr i Andorra i 2019 har vist, at højder ikke er et problem, vil tidstabet på 15 sekunder til Roglic på Loze kunne tjene som inspiration for andre. Interessant er det også, at Pogacars ”nedture” altid synes at komme et par dage efter seneste klassementsdag, og det er måske ikke helt tilfældigt, at han havde det svært på den første seriøse bjergetape i den tredje uge i både Vueltaen i 2019 og Touren i 2020.

Pogacar har dog også et hav af fordele. Han er den hurtigste i en spurt, og han kan tillade sig at gribe løbet defensivt an. Vi rammer igen temperaturer, han kan lide, og særligt hvis det regner, vil han være i sit es. Hvordan han griber løbet an, er ikke helt givet, og vi vil næppe se ham køre solo tidligt på stigningen, men denne gang vil han formentlig være mere offensiv end på søndag. Har han en god dag, udnytter han det som regel, og særligt efter krisen på Ventoux vil han gerne sikre sig yderligere, hvis han kan. Med Rafal Majkas skade er det også sandsynligt, at han let kan blive isoleret, og ender det i samme stop-go-kørsel som på 15. etape, kan det ofte være en fordel bare at køre endegyldigt væk, hvis han kan. I lave temperaturer og med en taktisk fordel tror jeg, at den Pogacar, vi så i søndags, er så tæt på den Pogacar, vi så i Alperne, at han igen vil vise sig som stærkeste mand.

Skal han slås, skal det formentlig være af Jonas Vingegaard, og det ligner heller ikke et umuligt projekt. Danskeren ikke bare plantede ham på Ventoux - han gav ham en syngende lussing på de sidste par kilometer. I søndags virkede Pogacar helt ovenpå igen, men det var også svært at finde skyggen af svaghedstegn hos Vingegaard. Som nævnt ovenfor er det en trend, at Pogacar har en offday på netop denne etape i den tredje uge, og i givet fald står danskeren først til at drage fordel af den.

Vingegaard klarede i hvert fald Alpernes dårlige vejr ganske fint, men til gengæld er han ret uprøvet i højderne. Andorra-etapen var i den sammenhæng ikke brugbar, da modvinden reelt neutraliserede den høje del, og i sidste års Vuelta kørte Vingegaard sine gode etaper i væsentligt lavere højde. Derfor befinder han sig i uprøvet territorium, men de knap 2000 m på Ventoux generede ham heldigvis ikke. Selvfølgelig sidder hele cykelverdenen og venter på, at han måske kan få en af de mange dårlige dage, han har været kendt for, men dem har der ikke været skyggen af tegn på. Det er et problem, at Pogacar er hurtigere, og at Vingegaards primære mål er at vinde tid i podiekampen, mens sloveneren blot kan sidde på hjul, men heldigvis er stigningen så svær, at Vingegaard sagtens kan køre alene væk, hvis styrkeforholdet er det samme som på Ventoux.

Hidtil har Richard Carapaz været på en anelse lavere niveau, end man kunne have ventet. Han synes dog gradvist at blive bedre og bedre, og i søndags oplevede vi for første gang, at det var svært at fornemme ham som meget svagere end Pogacar og Vingegaard. Det følger helt i tråd med det, vi kender fra ecuadorianeren, der altid kører stærkt til sidst, og han går nu indtil den etape, han formentlig anser som sin bedste chance. Han har gjort det klart, at han betragter højderne som sit bedste våben, og de næsten 2300 m i morgendagens finale må være hans store mulighed for måske at presse Pogacar og Vingegaard, der på papiret kan antages måske at være mindre komfortable. Carapaz har ganske vist aldrig opnået sine største resultater i de høje luftlag, men det er helt klart, at manden, der er opvokset i mere end 3000 m højde, næppe kan se det som sin ulempe.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Er det så nok til at vinde? Foreløbig er der ikke noget, der tyder på, at Carapaz har overhånden, men han synes at nærme sig. Det ser ud til, at tiden arbejder for ham, og kombinerer man det med de høje luftlag og den usikkerhed, der er om både Pogacar og Vingegaard, virker det ikke helt på månen at tro på sejr til ecuadorianeren. Rammer han sit højeste niveau, står han i hvert fald klar til at udnytte de svaghedstegn løbets to hidtil stærkeste må vise - også selvom han ligesom Vingegaard er handicappet af, at Pogacar i kraft af klassementet kan køre sit eget lille løb i løbet og bare sidde på hjul, hvis han vil og kan.

Der er ingen tvivl om, at Uran har været fjerdestærkest, men jeg har svært ved at se ham slå de tre favoritter. Skal man pege på en outsider til faktisk at vinde etapen, er det snarere Enric Mas, der falder mig ind. Spanieren havde en dårlig dag på Ventoux, men i søndags var han tilbage på sporet og lignede femtebedste mand. Han var et niveau under de fire bedste, men han manglede ikke mange, og historien viser, at han altid bliver bedre og bedre gennem en grand tour. Det mønster har været mindre udtalt denne gang, hvor han er startet sjældent stærkt, men hans kørsel i søndags indikerer, at der er håb for, at det vil gælde igen. Sidste år kørte han sin vel nok bedste bjergetape på Col de la Loze på en kongeetape, hvis finale minder meget om denne, og her viste han i hvert fald, at høje, stejle stigninger ikke skræmmer ham. Det er klart, at der er stærkere folk end ham, men skal man pege på en mand, der kan udnytte kampen mellem de bedste og podieslaget til måske at snige sig væk til en etapesejr, må Mas være manden. Det vil som bekendt ikke være første gang, at han vinder en bjergetape dybt inde i den tredje uge.

Den anden, der kunne gøre det, er Ben O’Connor. Australieren havde sin offday på Ventoux, men rejste sig pænt i søndags, hvor han viste, at han vitterligt ikke mangler meget for at matche podiekandidaterne i dette løb. Ganske vist manglede han det sidste for at følge dem på Beixalis, men faktisk var det uhyre lovende, at han gjorde det så fornemt på en kort, eksplosiv stigning. Hans force er de alenlange dieselstigninger, som vi så i Romandiet og senest i Tignes, og derfor er dette en etape, der passer ham langt, langt bedre. Så sent som i Dauphiné så vi også, at der er en verden til forskel på O’Connor i eksplosive finaler og på lange målbjerge, og derfor er der al mulig grund til at tro, at O’Connor vil gøre det endnu bedre her. Han har en god historik i den tredje uge, som vi så i sidste års Giro og i Giroen i 2018, og nu får vi endda det vejr, han elsker. Han er lidt for farlig i podiekampen til at få så megen frihed, men han er stadig lidt en underdog, som de ikke frygter på enkeltstarten. Det kan være hans chance til måske at snige sig væk og vinde 17. etape, præcis som han gjorde i Giroen i oktober.

Selvfølgelig er man også nødt til at nævne Rigoberto Uran, men det er lidt sværere at se, hvordan han skal vinde etapen. Hans udgangspunkt er utvivlsomt defensivt, da han føler sig komfortabel på 2. pladsen, og hans eneste mål vil formentlig være at vinde lidt tid på Vingegaard inden enkeltstarten. Vi vil ikke se Uran tage de store risici, og det er derfor også svært at se ham køre fra Pogacar, Vingegaard og Carapaz på én gang - især fordi de alle har synes at være en anelse stærkere. Forskellen har dog været minimal, og Uran har generelt imponeret med sit højeste niveau i flere år. Til gengæld har han i de senere år haft det svært i den tredje uge, og selvom han burde være god i højderne, kørte han sidste år en skidt afslutning med blandt andet en svag dag på Col de la Loze, der minder om denne finale. På den anden side var han dengang stadig på vej tilbage fra det grimme styrt i Vueltaen i 2019, og lige nu synes han at have en langt bedre base end dengang. Det er svært at se ham vinde etapen, men i lyset af højderne og hans foreløbige jævnbyrdighed med Carapaz må man give ham en lille chance.

Jeg har svært ved at se andre vindere af favoritopgøret. Sepp Kuss kunne formentlig blande sig helt fremme, men hans opgave er alene at sætte Vingegaard i scene. Wilco Kelderman er stabil, men har hele tiden været et niveau under de bedste, og intet taler for, at det skulle ændre sig på en bjergetape, der er endnu sværere end de foregående. Det samme gælder for Alexey Lutsenko, der foreløbig holder flot stand, men som virkelig er på udebane i så stor en finale og snarere risikerer at eksplodere end at avancere. Pello Bilbao er solid og plejer at blive bedre og bedre, men han har været relativt langt fra de bedste. Det samme har Guillaume Martin, der stadig har til gode at komme blot tæt på niveauet fra 2020, og Mattia Cattaneo, der er i sit livs form, men som klatrer er for begrænset. Man kan sagtens forestille sig, at David Gaudu vil forsøge at køre efter et resultat, og vi så i Alperne, at han var konkurrencedygtig. Han vil formentlig sætte pris på de lavere temperaturer, men hans kørsel på både 9. og 15. etape indikerer, at han ikke kan blande sig med de allerbedste, og i dag brugte han et hav af kræfter. Han så dog betydeligt bedre ud end i søndags.

I stedet synes de øvrige vinderkandidater at være udbrydere. Som sagt kan de denne gang komme væk både tidligt på etapen og med et angreb på det første af de tre bjerge, men hvilken strategi der vil fungere bestemmes af, om Ineos vil lade klatrere køre på det flade, hvad de ikke ville i onsdags, eller om de er nødt til at genåbne løbet til slut med en angreb på Peyresourde. Vi så igen på 11. etape, at et udbrud, der kører på det flade, ikke nødvendigvis vil indeholde mange gode klatrere - særligt ikke hvis Ineos lukker de lette folk ned - men det er klart, at det kun er en topklatrer, der vinder på løbets vel nok sværeste stigning.

Mit bedste vinderbud blandt udbryderne er Wout Poels. Det er ret markant, hvilken forskel det har gjort for hollænderen, at han på 14. etape fandt ud af, at han kan slå Woods i bjergspurterne. Det betød, at han på 15. etape pludselig sparede sig selv meget mere end hidtil, og derfor var han også frisk nok til at køre finale. Her rakte formen til en 3. plads, og det bekræfter blot det, vi har set på de øvrige etaper, nemlig at Poels lige nu kører brølstærkt. Vi ved af erfaring, at han traditionelt har guddommelige tredjeugesben, og selvom tendensen ikke er så udtalt længere, når vi nu den fase af løbet, hvor han plejer at være bedst. Poels er også bedst på de sværeste og stejleste stigninger, som han har vist med sine mange imponerende ridt på Angliru, og derfor er det vel denne finale, der passer ham allerbedst. Han vil også have det godt med de lavere temperaturer. Hvis han er iskold og tør satse primært på de 40 point ved mål, ligner han et meget stærkt bud på en etapevinder.

Jeg kan ikke helt finde ud af, hvor jeg har Nairo Quintana. Hans niveau synes enormt svingende - ikke blot fra dag til dag, men også undervejs på etaperne - og han efterlod i søndags vidt forskellige indtryk undervejs. Det passer dog meget fint med den svingende Quintana, vi har kendt de seneste år, og derfor aner vi ikke, hvilken Quintana vi vil se i morgen. Det er dog værd at huske på, at han vandt kongeetapen i den tredje uge i både 2018 og 2019 - to år, hvor han ellers skuffede fælt - og han vandt som bekendt på fornem vis på den forkortede udgave af denne etape for tre år siden. Vigtigst er det, at han i søndags var ganske stærk på Envalira i 2400 m højde, og det blev blot en bekræftelse af, at Quintana stadig er god i den iltfattige luft. Han er utvivlsomt ikke så god som i 2018, hvor han kørte fra favoritterne fra bunden af Col du Portet, og denne gang vinder han kun ved at angribe fra distancen. Efter hans præstation i søndags synes det heller ikke længere urealistisk at tro, at han kan gøre det igen - slet ikke fordi de lavere temperaturer synes at hjælpe ham og hans allergiske problemer.

Der er ingen tvivl om, at David Gaudu drømmer stort om at vinde denne etape, og FDJ vil gøre alt for at få ham med i dagens udbrud. Desværre må vi nok sande, at det ikke kun var hedeslaget, der var årsagen til nedturen på Ventoux. Søndag så vi nemlig, at det ikke er den bedste Gaudu, vi har i årets løb. Heldigvis var han ikke så ringe, som man kunne frygte, og han endte som en af de bedste i udbruddet. Vi ved fra sidste års Vuelta, hvor han rejste sig fra en krise og vandt to etaper fra udbrud, at Gaudu kan være meget svingende i en grand tour, og kørslen i søndags kombineret med de lavere temperaturer, hvor han ofte har gjort det godt - senest i Alperne - giver håb om, at vi pludselig kan se den Gaudu, der var så fantastisk i Baskerlandet og Liege tidligere i år. En bekymring er de mange kræfter, han brugte i dag, men han efterlod et stærkt indtryk, da han næste fik lukket hullet til Konrad to gange. Derudover er det tvivlsomt, om Bahrain vil lade ham køre tidligt, men genåbnes løbet på Peyresourde, vil han kunne gå med bjergtrøjekandidaterne. Denne meget svære stigning burde i hvert fald være guf for en ren klatrer som den franske guldfugl.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da cross leverede endnu et vidunderbarn i schweizisk modvindsfuser

Selvfølgelig er der også som altid Michael Woods, men han har nu haft to knap så gode dage. I lørdags var han skam ikke ringe, men han manglede sit vanlige punch på den sidste stigning, og i søndags fejlede han helt. Spørgsmålet er, om gassen er ved at gå af ballonen, og om styrtet i søndags alligevel har mærket ham. I forvejen er disse lange stigninger som udgangspunkt ikke hans kop te, men den logik har nu slet ikke holdt i år, hvor han har klatret bedre end tidligere. Mest markant var det, at han vandt kongeetapen i Romandiet på et målbjerg, der på alle parametre minder om dette, og nu får vi endda igen et vejr, hvor han plejer at have en fordel i forhold til andre. Igen vil han dog lide under, at hans primære mål er bjergtrøjen, og efter at have set ham i weekenden har jeg en frygt for, at han lige nu måske mangler de sidste procent, der skal til for at forfølge målet om både bjergtrøje og etapesejr.

Tør Pello Bilbao at satse? Det bliver nok svært for ham at komme med i det tidlige udbrud, hvor han er let at lukke ned, men genåbnes løbet på Pyresourde, burde han tage chancen. Nok vil han meget gerne slutte i top 10, men med et forspring på næsten fire minutter ned til Mattia Cattaneo kan han tillade sig at løve visse risici. Han er langt efter podiekandidaterne, der roligt kan lade ham angribe på Peyresourde, og derefter burde han have en fair chance for at gøre det færdigt. Ganske vist er han ikke verdens bedste klatrer på stigninger, der er så svære som denne, men vi fra sidste års vanvidskalender, at han bare bliver bedre og bedre. Blandt de mulige udbrydere synes han i hvert fald at være en reel vinderkandidat, også fordi han ikke jagter bjergpoint undervejs. Han har i hvert fald masser af motivation og hævntørst efter helt uforståeligt at være blevet fravalgt til det spanske OL-hold.

Dernæst vil jeg pege på Sergio Higuita. Colombianeren har været en af de positive oplevelser i dette løb, hvor han har klatret bedre i de høje bjerge end måske nogensinde. I teorien er Col du Portet en anelse for langt og svært for en mand, der er bedst i mere eksplosivt terræn, men han burde i hvert fald drage fordel af højderne. Han sad med de bedste i ganske lang på søndagens etape, og han viste sine evner i de høje bjerge på 9. etape, hvor han var sidste mand til at slippe O’Connor. Det så også ganske overbevisende i udbruddet i lørdags, og han synes ikke at have de store udsving, vi har set hidtil. Jeg vil stadig gerne se ham vinde på så svært et bjerg, før jeg for alvor kan tro det, men hans kørsel i dette løb gør, at det er svært at udelukke.

Det har været opløftende at se Louis Meintjes i dette løb. Nok har han været bedre i foråret, men det er længe siden, vi har set en så velkørende Meintjes. Vigtigst er det, at han igen synes at have genfundet sin gamle dieselmotor, der tidligere gjorde ham uhyggeligt stærk i den tredje uge, hvor han sikrede sig sine to top 10-placeringer i Touren. Samme niveau har han ikke nu, men i søndags sad han meget længe hos favoritterne, og han havde benene til at gå med i udbruddet, da det i lørdags kørte væk på den stejle stigning. Dengang manglede han benene i finalen, men det var også en eksplosiv mur, der slet ikke passede ham. Denne lange dieselstigning kunne ikke passe ham bedre, og jeg synes slet ikke, at det ser helt umuligt ud, at hans tredjeugesform på så svært et bjerg kan være god nok til, at han kan redde det, der lige nu ligner et katastrofeløb for det totalt anonyme Intermarché-mandskab.

Skal Alejandro Valverde have sin etapesejr? Jeg er bange for, at det hele i morgen vil handle om Mas, men det kan udelukkes, at veteranen får sin chance. Movistar har givet ham mere frihed, end de plejer, og vi så i søndags, at han var brølstærk. Dengang passede Beixalis ham også som fod i hose, mens morgendagens bjerg passer ham langt dårligere. Valverde er kendt for at have problemer med højder, og mens han i år har været god i eksplosivt terræn, så vi i Dauphiné, at det kniber i de høje bjerge. Dertil kommer, at vi igen rammes af det kolde vejr, han hader, og hvis man dertil lægger, at han formentlig kan ende med at være låst af holdet, er der meget, der taler imod spanieren. På den anden side var det kun en flyvende Kuss, der forhindrede ham i at vinde i søndags, og hans kørsel på Ventoux vidner om, at det ikke kan udelukkes, at han vitterligt vil være stærkeste mand fra et udbrud, også på et bjerg som dette.

Mattia Cattaneo drømmer om at gå i top 10, men det lykkes kun, hvis han tager initiativ. Det er nok tvivlsomt, om Bahrain vil lade ham ramme det tidlige udbrud på det flade, men genåbnes løbet på Peyresourde, har han ikke meget at miste ved at forsøge sig. Han har været her, der og alle vegne i dette løb, og vi kan være stensikre på, at han gør forsøget, hvis muligheden byder sig. Desværre har han i dette løb også bekræftet, at han stadig har sine begrænsninger i bjergene, men han har aldrig klatret bedre, end han gør nu. Han så meget stærk ud i lørdags, og vi så, hvor stærk han var i det dårlige vejr i Tignes. På papiret vil der nok være bedre klatrere end ham, men det var der også i Tignes, hvor vejret alligevel betød, at han pludselig kunne slå de fleste af dem.

Kan Miguel Angel Lopez nå at rejse sig? Han er helt klart blevet bedre, end han var i Alperne, men efter at der var opmuntrende tegn på Ventoux, så vi ikke den ønskede forbedring i Andorra, hvor højderne ellers burde have hjulpet ham. Her manglede han stadig så meget, at det kan være lidt svært at se, at han pludselig skulle være bedste mand i et udbrud - også fordi hans angreb i dag var tamt - men Lopez er stadig Lopez. For blot et år siden kørte han fra Pogacar og Roglic på Col de la Loze, der med sin sværhedsgrad og højde minder om denne, og man ved aldrig, hvornår der pludselig er hul igennem til benene. Da han pludselig var flyvende i Vueltaen i 2017, kom det også helt ud af det blå, og det kan måske give et lille håb om, at han stadig kan nå det. På Col du Portet i knap 2300 m højde bør Lopez i hvert fald på papiret være en af de allerbedste i dette løb.

Lidt af det samme kan siges om Emanuel Buchmann. Tyskeren er tydeligvis blevet bedre, men ligesom Lopez lykkedes det ham ikke at lægge ekstra på sit niveau mellem Ventoux og Andorra. Lige nu mangler han stadig lidt for meget, men heldigvis har han siddet længe hos Kelderman på de to seneste bjergetaper. Vi er nu nået til Buchmanns legendariske tredje uge, hvor motoren er varm, og dette lange, seje dieselbjerg passer ham. Kommer der endelig hul igennem til benene, er Buchmann en af de få, der har klassen til at vinde på så svær en etape. En udfordring er dog det dårlige vejr, som han bestemt ikke var begejstret for i Giroen. Derudover har holdet sagt, at det hele handler om Kelderman de kommende dage, men som forpost kan der måske opstå en mulighed.

Kan Esteban Chaves redde BikeExchanges Tour? Med tanke på den restitution, han har vist de seneste år, er det meget svært at tro på ham i en tredje uge, hvor han formentlig skal slå nogle knivskarpe klatrere. På den anden side har det faktisk været opløftende at se ham sidde længe hos favoritterne både på Ventoux og i Andorra. Det kan tænde et håb - også fordi han som colombianer vil være begejstret for højderne. Til gengæld så vi også på lørdagens etape, at han altså var klart overmatchet, når han skulle køre om sejren fra et udbrud og ikke bare hænge på som det tynde øl hos favoritterne. I det lys er det svært at se Chaves vitterligt udmanøvrere hele den ovennævnte gruppe af stærke klatrere, men er udbruddet det rette, har hans kørsel de seneste dage været så opløftende, at han i disse højder ikke kan afskrives.

Bauke Mollema har allerede sin etapesejr, men han vil helt sikkert prøve igen. Jeg er dog i tvivl om, hvorvidt han stadig har styrken i de høje bjerge. Han havde det meget svært i bjergene i Giroen, og vi så også på Ventoux, at Wout van Aert kørte ham midt over. På den baggrund synes han lige nu at være bedst i mere eksplosivt terræn, og formentlig vil han komme til kort, som han også gjorde i udbruddet i Tignes. Det dårlige vejr kan han heller ikke lide, men det er også svært at komme udenom, at han kørte fremragende på sidste stigning i lørdags. Noget tyder på, at dieselmotoren er ved at blive varm, og selvom vi ikke har set det i nogen tid, burde Mollema klatre så godt i de høje bjerge, at han kan vinde denne etape.

Endelig er der Wout van Aert. Nok har belgieren imponeret, men vi så i søndags på Envalira, at han altså har sine begrænsninger på lange stigninger i højderne. Derfor stillede han sig til rådighed for Kuss, og det er derfor lidt svært at se, at han skulle være i stand til at slå alle de mere udprægede klatrere på løbets sværeste målbjerg. Hans problem er også, at han ligger til i bjergkonkurrencen, og derfor kommer han ikke i udbrud den Poels, Quintana og Woods, der markerede ham tæt på dagens etape. Han vinder altså kun etapen, hvis han slår alle de tre klatrere, og det virker usandsynligt. På den anden side vil det ikke være første gang, at Van Aert gør noget usandsynligt. Holdet har i hvert fald i dag indikeret, at han sagtens kan få en rolle som forpost for Vingegaard, og så ved man aldrig, hvad der kan ske.

Det er klart, at Sepp Kuss formentlig ville være favorit i ethvert tænkeligt udbrud, men hans udtalelser i søndags indikerer klart, at han alene skal blive hos Vingegaard. Patrick Konrad har klatret bedre end længe, men som vi så i Tignes, har han stadig sine begrænsninger på de lange stigninger, og han brugte et hav af kræfter i dag. Holdet har sagt, at han nu skal koncentrere sig om Kelderman. Steven Kruijswijk og Jakob Fuglsang har stadig ikke vist et niveau, der gør det realistisk at tro på en sejr, og Guillaume Martin er for tæt på podiet til, at han kan få flere gaver, hvorfor han nu har besluttet sig for at fokusere på klassementet.. Ineos har flere gode bud, men alt taler for, at de satser hele butikken på Carapaz, for hvem dette er en nøgleetape, og selvom han klatrer bedre end længe, har jeg også svært ved at se Ion Izagirre vinde på et bjerg, der ern anelse for svært for ham. Dan Martin viste klar fremgang i Andorra og har gode erfaringer med dette bjerg efter 2. pladsen i 2018, men han mangler formentlig stadig for meget til at vinde. Julian Alaphilippe mangler også for meget, for når han bliver slået på Beixalis, bliver han det efter al sandsynlighed også på et bjerg, der passer ham langt dårligere. Kenny Elissonde er solid, men selvom han var tæt på i onsdags, skal udbruddet have en meget heldig sammensætning, hvis han vitterligt skal være bedste mand. Stærkere har Ruben Guerreiro været, og han synes i klar fremgang, men også for ham gælder, at der på så svært et bjerg skal være tale om det helt rigtige udbrud, hvis han skal vinde, og selvom holdkammeraten Neilson Powless, Elie Gesbert og Mark Donovan endelig ser bedre ud, vinder de ikke. Xandro Meurisse synes ikke at have samme fine form som tidligere, og Aurelien Paret-Peintre viste igen i søndags, at topniveauet ikke helt rækker til at vinde. Dylan Teuns måtte i søndags sande, at det altså hører til sjældenhederne, at han kan vinde i de høje bjerge, og det sker næppe på dette meget svære bjerg, ligesom den ellers flyvende Franck Bonnamour trods alt må sande, at bjergene kan blive for svære. Endelig synes Pierre Rolland stadig at være langt fra sit bedste, og Cristian Rodriguez og Sergio Henao har heller ikke været flyvende de seneste dage.

Feltet.dks vinderbud: Tadej Pogacar

Øvrige vinderkandidater: Jonas Vingegaard, Richard Carapaz

Outsidere: Wout Poels, Nairo Quintana, David Gaudu, Michael Woods, Pello Bilbao

Jokers: Sergio Higuita, Louis Meintjes, Alejandro Valverde, Mattia Cattaneo, Miguel Angel Lopez, Emanuel Buchmann, Esteban Chaves, Bauke Mollema, Wout van Aert, Enric Mas, Ben O’Connor, Rigoberto Uran

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Nairo Quintanas sejr fra 2018

NYT MANAGERKONCEPT - VÆLG 20 RYTTERE FRA 5 KATEGORIER I HALVÅRSSPILLET