Tour de France-analyse: Da jorden blev glohed

SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+

At Tour de France har en betydning, der ikke kan overvurderes, står vist ret klart efter de første uger af årets udgave af verdens største cykelløb. Det indledende styrthelvede var rigeligt til at bevise, hvor meget pres der er på rytterne og ikke mindst holdene i et løb, der angiveligt står for 80% af hele den eksponering, sponsorerne får i løbet af et helt år. Det er ikke mærkeligt, at en hel hob af sportsdirektører skriger på, at rytterne bruger albuerne en ekstra gang i de hektiske finaler. Sponsorerne vil næsten aldrig være tilfredse med deres udbytte, hvis Touren flopper - nærmest uanset hvad de måtte vinde i alle de løb, der står for de sidste 20% af omtalen.

På den baggrund er det synd, at Touren kun har 21 etaper. I år deltager der endda hele 23 hold, og derfor vil der altid være tabere, selv hvis mandskaberne var så solidariske, at de fordelte etapesejrene mellem sig med én til hver. Nu er der heldigvis både andre trøjer, podiepladser og en samlet sejr at slås om, og derfor kunne der i teorien blive lidt til alle, hvis det var lighedsmageriet og ikke konkurrencen, der rådede.

Læs også

Jury truede Pogacar med diskvalificering

Naturligvis bestemmer konkurrenceelementet. Elitesport ville være temmelig kedeligt, hvis sejrene blev fordelt i al fredsommelighed, men det indebærer også, at det som regel er hovedparten af Tourens mandskaber, der kommer skuffede hjem. Det er velkendt, at momentum meget ofte er en afgørende komponent i en grand tour, og derfor er der en tendens til, at etapesejrene bliver så ulige fordel, at flertallet sidder tomhændede tilbage.

Sådan har det også været i årets Tour. Da den blev gjort foreløbig status på gårsdagens hviledag, havde Deceuninck med fem sejre vundet en tredjedel af etaperne. Bag de altid suveræne belgiere var end ikke de øvrige sejre jævnt fordelt, for Jumbo, Bahrain og Alpecin har alle vundet to gange. De sidste fire etaper var fordelt mellem UAE, Ag2r, Bora og Trek, og af disse taler meget for, at UAE kommer hjem med mere end bare den etapesejr, Tadej Pogacar fik på enkeltstarten. Læg dertil, at det er Bahrain, der fører både bjerg- og holdkonkurrence, og at Deceuninck og UAE har kurs mod at vinde de tre øvrige trøjer i suveræn stil.

Med andre ord var der altså 15 hold, der gik ind til den sidste uge uden at have vundet noget som helst. Ineos og EF er ganske vist stadig med i podiekampen, og i hvert fald EF kan redde deres løb, hvis den kamp får et positivt udfald. Flere hold har også kurs mod en samlet top 10, men for store hold som Movistar og Astana er det næppe nok. Nej, flertallet af holdene har i den grad kniven på struben!

I det lys kan man næppe heller overvurdere betydningen af dagens etape. For de fleste cykelfans er en så stensikker udbrudsetape som denne tur gennem Pyrenæerne måske ikke det mest sindsoprivende, men for mange hold var det ugens vigtigste dag. Det er nemlig relativt få hold, der kan have en legitim forventning om at kunne vinde i de høje bjerge, på enkeltstarten eller i Paris, og blandt disse er der meget få, der ikke allerede har vundet noget. Lykkes det Deceuninck at kontrollere 19. etape, der sagtens kan gå til en udbryder, var dagens etape derfor for det store flertal sidste chance for at redde løbet!

På den baggrund var det helt givet, at rytterne ville have ild i øjnene ved startbyen på grænsen mellem Spanien og Frankrig. Der var lagt op til angrebsfest og en alenlang kamp for at ramme et udbrud, der med 99% sikkerhed ville køre om sejren. Samtidig betød en faldende start med modvind, at det var praktisk talt umuligt at komme væk over de første 35 km, og dermed lå det i kortene, at det ville vare evigheder, inden et udbrud langt om længe kunne blive etableret.

Etapens design talte for, at det ville blive en dag for klatrestærke folk. Den faldende start betød, at de tungere folk næppe kunne komme væk inden det første af de tre bjerge, der var spredt jævnt ud over de små 170 km, og her var der lagt op til, at klatrerne kunne gøre forskellen. Heller ikke det skete imidlertid på en dag, hvor modvind gjorde betingelserne vanskelige, og i et felt, hvor kun meget få hold kunne leve med ikke at have et kort at spille, når etapen skulle afgøres, endte det med, at også Col de Port forsvandt, uden at et udbrud var etableret.

Langt om længe knækkede elastikken, men det skete først nede i dalen, hvor de tungere folk igen kom i spil. Resultatet blev et udbrud, der mest af alt udgjordes af en nærmest formidabel samling af feltets bedste puncheurs. De mere klatrestærke havde formentlig satset hele butikken på at komme væk på stigningerne, og de missede derfor næsten alle chancen i det lotteri, det altid er, når den rette timing i en angrebsfest skal findes.

Kun to af klatrerne havde holdt sig til, nemlig Patrick Konrad og David Gaudu. Begge er de ganske glimrende puncheurs med gode afslutterevner på den ret stejle bakke op til målet i Saint-Gaudens, men de kunne desværre se sig omkring og se sig omgivet af mange af verdens allerbedste afsluttere på bakker som disse - naturligvis anført af Sonny Colbrelli og Michael Matthews, der havde spillet deres kort perfekt ved at køre væk på det eneste tidspunkt, hvor det var muligt for tungere folk som dem. Minsandten om de ikke også begge havde selskab af en holdkammerat, og dermed fik både Bahrain og BikeExchange givet sig selv den nærmest perfekte hånd.

Men så er der det momentum. BikeExchange har bestemt ikke haft tur i den i et løb, hvor intet rigtigt er gået, som de håbede, og selvom Bahrain har haft masser af succes, er Sonny Colbrelli med sine endeløse serie af 2. pladser kendt som manden, der altid bliver snydt. Blandt udbruddets øvrige hold var det kun Trek, der tidligere havde vundet, og som nu havde alletiders chance for at redde deres løb i en finale, der var let nok til at kunne blive en meget taktisk og lidt tilfældig affære.

Læs også

Optakt: 5. etape af Giro d’Italia

Sådan var det også, da et udbrud kørte om sejren på 12. etape, hvor Nils Politt løb med sejren. Den dag var tyskeren stærkeste mand, men han var også kløgtig nok til at spille sine kort helt rigtigt i en finale, hvor det sagtens kunne være gledet ham af hænde. Og da en lignende finale igen opstod, var det såmænd igen Bora, der løb med sejren og dermed igen efterlod de mange tomhændede hold lige så tomhændede, de var i morges.

Lige så lidt som det var ufortjent, at Politt vandt i Nimes, lige så fortjent var det, at Patrick Konrad vandt i dag. Østrigeren har ellers haft et elendigt år, hvor han har skuffet dag ud og dag ind, men til Touren har han timet sin form helt rigtigt. Konrad har været her, der og alle vegne i tre afgørende udbrud, og hver gang har lignet en af de allerstærkeste. Uheldigvis er det bare mislykkedes hver eneste gang, mest markant, da han i lørdags blev nr. 2 bag Bauke Mollema.

God form giver imidlertid også selvtillid, ligesom ærgerlige nederlag giver dyrekøbte erfaringer. Sidstnævnte havde Politt allerede fået, da han i torsdags vidste, at det i grupper med få hjælpere ofte betaler sig at angribe tidligt. Dengang var det ham, der åbnede ballet, og det endte med at give ham succes. På samme måde kunne Konrad på 7. og 14. etape se til, at det var Matej Mohoric og Mollema, der med tidlige angreb kørte væk fra grupper, hvor fraværet af hjælpere gjorde samarbejdet dårligt.

Denne gang var der skam hjælpere i gruppen, men på den hårde rute i Pyrenæerne var de knap så meget værd - særligt efter at den ellers ekstremt formstærke Christopher Juul havde brændt sig selv af i en meget aktiv indledning, hvor han uden held havde forsøgt at sætte Matthews i scene til den indlagte spurt. Derfor skulle det vise sig både klogt og rigtigt, at Konrad åbnede ballet og kørte alene op til Juul, Fabien Doubey og Jan Bakelants, der havde fået et forspring, og siden alene hele vejen fra bunden af det sidste af de tre bjerge, Col du Portet d’Aspet.

I starten lignede det en modig satsning, men særligt i den tredje uge af en grand tour er den slags vilde ridt mulige. Ikke blot arbejder taktikken altid imod de dårligt samarbejdede forfølgere, på dette tidspunkt handler det også om at have noget tilbage i benene. Når man så, hvor stærk Konrad var på den sidste mur i lørdags, stod det klart, at de østrigske stænger stadig synes at være helt fyldt op, og dermed fulgte han op på Mohoric og Mollema og blev den tredje rytter til at levere et vildt soloridt fra distancen.

Sejren falder på et tørt sted. Selvom Konrad med sine gode klatreevner og glimrende spurt egentlig burde være en rigtig vindertype, havde han forud for i dag blot taget to sejre ved de østrigske mesterskaber. Det er desværre ofte prisen for at være ”a jack of all trades, master of none”. Konrad klatrer så godt, at han har været i top 10 i Giroen to gange, han er så god en puncheur, at han to gange er kørt i top 10 i Fleche Wallonne, og han er så hurtig, at han ofte er spurtet sig til podiepladser i mindre grupper. Vundet uden for Østrigs grænser havde han imidlertid ikke før i dag.

Bag ham vandt Colbrelli selvfølgelig spurten om 2. pladsen. I virkeligheden kunne man have skrevet den del af manuskriptet allerede inden finalen. Det er nemlig uhyggeligt så ofte den i dette løb så imponerende italiener har været ”the best of the rest”. Mest berømt er den Romandiet-forbandelse, han endelig brød i dag, men hvis man troede, at det betød enden på hans endeløse serie af 2. pladser, måtte man tro om. I Dauphiné vandt han feltets spurt på fire etaper, men tre af gangene var der én mand foran. At han i dag igen bekræftede det fabelagtige niveau, han har haft hele sommeren, da han som eneste mand kunne følge klatreren Gaudu på Portet d’Aspet, er næppe nogen trøst for en mand, der burde have vundet meget, meget mere, end han har.

I det mindste har Bahrain med to etapesejre og mulige sejre i hold- og bjergkonkurrencen deres på det tørre. Det er mere, end man kan sige om FDJ og BikeExchange, der havde gruppens to sidste store navne. Matthews måtte desværre sande, at han i dette løb har været klart overstrålet af Colbrelli, der er en næsten identisk ryttertype, og Gaudu fik trods relativt opløftende takter brændt en masse kræfter af på en dag, hvor profilen ikke gjorde det helt indlysende for ham at vinde. Mere og mere tyder på, at de to mandskaber også vil ende på listen over sejrsløse hold, når vi når Paris.

Det vil EF formentlig også, og måske var det derfor, at de i dag stod for et af de mere mærkværdige påfund. Bedst som etapen var faldet til ro, satte amerikanerne sig frem for at føre i en manøvre, der i skrivende stund stadig er uforklaret. Etapesejren havde de for længst ladet sejle væk, og der var heller ingen intentioner om at isolere Tadej Pogacar til sidst. Det lignede mest af alt et halvhjertet forsøg på at holde døren åben til en mulig sejr i holdkonkurrencen - en sejr, de i sidste ende valgte at lade sejle væk. Med en mand dybt engageret i podiekampen var det nok også det klogeste, særligt fordi deres reaktion kom så sent, at det allerede virkede meningsløst, da den blev indledt.

Læs også

Giro d'Italia-analyse: Var det tronskiftet, der blev konfirmeret?

Kortvarigt kunne man ellers tro, at planen var en anden. Den kraftige vind i fladlandet nord for Pyrenæerne lignede en mulig chance for at isolere Pogacar på Portet d’Aspet og derefter sætte ham til vægs i sidevinden frem mod Saint-Gaudens. Det forsøg blev imidlertid aldrig gjort, og det viste sig helt velbegrundet. Der var nemlig så megen læ, at det altså heller ikke blev her, at slovenerens måske største svaghed kunne udnyttes.

Alligevel fik etapen en lidt overraskende afslutning, da Cofidis med Guillaume Martin kom med en uventet forcering på den sidste lille bakke. At Jumbo efterfølgende fortsatte en hård forcering med Wout van Aert og Sepp Kuss virkede helt meningsløst, for billederne viste helt tydeligt, at hele klassementets top 11 havde været vågne nok til at reagere på Cofidis-manøvren. Det viste sig dog efterfølgende, at forklaringen var en falsk information fra radioen til de tv-løse sportsdirektører om, at Richard Carapaz havde sovet i timen, og der var derfor mening med galskaben, hvor det for rytterne i den hektiske finale nok kunne være svært at få overblik. Carapaz var imidlertid præcis, hvor han skulle være - hvad Ineos i øvrigt næsten altid er i grand tours!

Dermed holder Ineos også fortsat liv i håbet om, at de med en podieplads og en mulig etapesejr de kommende to dage fortsat kan få noget med hjem fra et løb, der ikke er gået som ønsket. Det er mere, end man kan sige om hovedparten af mandskaberne, der i dag missede deres formentlig bedste chance for ikke at gå tomhændede hjem fra det løb, der betyder allermest. Desværre for dem gjaldt loven om momentum også i dag, da et udbrud med tre succesrige og otte sejrsløse hold skulle afgøre den sidste helt oplagte udbrudsetape. Selvfølgelig gik sejren til et af de hold, der allerede havde deres på det tørre, og dermed spreder desperationen sig i stigende grad ud over Sydfrankrig. Bora sørgede nemlig for, at jorden blot blev endnu mere glohed under fødderne på de 15 hold, som med fem dage tilbage fortsat ser på et stort, rundt 0 på listen over etapesejre. Tour de France bliver aldrig en fair forestilling.

NYT MANAGERKONCEPT - VÆLG 20 RYTTERE FRA 5 KATEGORIER I HALVÅRSSPILLET