Optakt: 1. etape af Giro d’Italia

STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

Mens Tour de France varierer mellem en enkeltstart og en linjeløbsetape, og Vuelta a Espana stort set altid lægger ud med en holdtidskørsel, har man langt større opfindsomhed i RCS Sport, der står for Giro d’Italia. Ganske vist var holdtidskørsler i flere år den foretrukne indledning, men enkeltstarter og flade etaper blev også brugt. På det seneste synes præferencen at være skiftet til fordel for enkeltstarter, der har været benyttet som åbning i fem af de seneste syv udgaver, og efter et år med en spektakulær puncheuretape som åbning i Ungarn vender man i 2023 tilbage til den tradition. Det sker endda med en uhørt lang tidskørsel, der er den længste indledende enkeltstart i grand tour-sammenhæng i dette årtusinde - og længere end den, der over 19 km i 2005 gav sejr til David Zabriskie i Tour de France - og dermed vil der med det samme være vigtig tid at hente, når der skal køres 19,6 km i Abruzzo-regionen, som for anden gang i historien agerer vært. Kampen om den første førertrøje skal dog nok slås mellem løbets specialister, der vil elske at suse ned langs Adriaterhavet på en flad, teknisk ukompliceret og ganske spektakulær cykelsti, der har erstattet en nedlagt jernbane, men en lille bakke til sidst stiller også visse krav til klatreevnerne.

Med en distance på 19,6 km er der som sagt tale om en sjældent lang åbningsenkeltstart, der fører feltet fra Fossacecia Marina til Ortona. Begge byer ligger ved den italienske adriaterhavskyst, og starten går helt ude ved vandet. Her kører man kortvarigt mod nordvest, inden man næsten med det samme tager to sving lige i rap, som leder ind på den spektakulære cykelsti Ciclovia dei Trabocchi, der er stort set helt flad og lige. Den følges mod nordvest, inden en blød kurve sender rytterne i nordlig retning, stadig igennem fladt terræn og på en sti helt uden sving. Vejen bugter sig en anelse, mens man fortsætter mod nord og senere nordvest med udsigt til havet, som ligger umiddelbart til rytternes højre side, indtil man når frem til den lille by Marina di San Vito, hvor den første mellemtid tages efter 9,8 km.

Læs også

Hollænder vinder kongeetape - Tobias Lund mister førertrøjen

Mellemtiden ændrer ikke på etapens karakter. Man fortsætter nemlig mod nordvest ad den helt flade og lige sti, der fortsat ikke byder på sving. Først i udkanten af Ortona skal man dreje, når man via to hurtige sving drejer væk fra stien for derefter at fortsætte mod nordvest og nord ad den helt lige og flade kystvej forbi anden mellemtid, som tages efter 16,8 km.

Derfra fortsætter man yderligere 1200 m med nord ind gennem byen ad den flade kystvej, inden man drejer næsten 180 grader ind på den afsluttende kategori 4-stigning Porto di Ortona (2,8 km, 2,3%, max. 8,0%), der fører mod sydvest og leder op til målet i byens centrum. Den skal deles i flere dele, da de første 1300 m stiger jævnt med 5,4% i snit, hvorefter den falder med 2,3% ned til den røde flamme, inden det stiger let med 1,9% over den sidste kilometer. Stigningen går ad en lige vej, der afbrydes af to hårnålesving omkring midtpunktet, men når det begynder at falde med 1700 m igen, drejer man skarpt. Herefter venter yderligere to sving med 850 m og 800 m igen, hvorefter vejen bugter sig let ind på den 300 m lange og 7 m brede opløbsstrækning, der har en brostensagtig belægning.

Etapen byder på i alt 169 højdemeter.

Ortona har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et UCI-cykelløb. Det var i 2007-udgaven af det lille Giro d’Abruzzo, hvor Ivan Fanelli slog Davide Tortella i en tomandsspurt, to sekunder foran feltet, hvis spurt blev vundet af Aurelien Passeron.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Vejret

Abruzzo-regionen har udsigt til en våd periode i den kommende uge, men heldigvis er det først på mandag, regnen melder sig. Giroens besøg i området vil i stedet finde sted under helt forrygende og endda smålune betingelser. Lørdagen vil således være helt skyfri, indtil der kan komme enkelte skyer sidst på eftermiddagen, mens temperaturen under etapen vil være 20-21 grader. Vinden vil bare være let og aftage ganske lidt fra en styrke på 11 km/t til 9 km/t i løbet af etapen. Det giver sidemedvind hele vejen op langs kysten, indtil man får sidevind på det sidste stykke frem til Giroen, hvor der vil være sidevind stort set hele vejen op, dog med en let tendens til sidemedvind. På opløbsstrækningen vil der være ren sidevind.

Favoritterne

Der er altid nerver på ved indledningen på en grand tour, hvor langt størstedelen af rytterne tager hul på et af sæsonens helt store mål, og det gælder for klassementsrytternes vedkommende naturligvis særligt, når løbet åbnes med en enkeltstart. De forskelle, der gøres, betyder meget sjældent det store, når man tre uger senere har været igennem yderligere 20 etaper og ikke mindst over et hav af bjerge, men det er alligevel vigtigt ikke at være på bagkant fra start. Den mentale del kan være vigtigere, end de sekunder, der faktisk tabes eller vindes, men det er ikke uden betydning at få momentum fra start.

I år vil nervøsiteten dog nok være særligt stor. Det er jo bestemt ikke uset med indledende enkeltstarter af en distance på mere end 10 km - det havde vi jo så sent som i København under Touren sidste sommer - men dette er trods alt en sjældenhed. Ikke tidligere i dette årtusinde er en grand tour startet med så lang en enkeltstart, og det gør den indlysende langt vigtigere end normalt. Denne gang handler det om mere end det mentale, for over 19,6 km kan der gøres ganske væsentlige forskelle.

Vi ved jo, at enkeltstarter ofte spiller en kolossal rolle i ugelange løb, og selv i et kort etapeløb vil man betragte en enkeltstart over 19,6 km som relativt lang. Det flade terræn gør naturligvis afstandene mindre, end vi havde set det, hvis der var tale om en kuperet rute, men de kan stadig være ganske betydelige. Ser vi tilbage på enkeltstarten i København, der kun var 13,2 km lang, men terrænmæssigt også var flad, tabte Enric Mas eksempelvis 49 sekunder til Tadej Pogacar, der endte som bedste klassementsrytter. Det fortæller historien om, at der vil være ryttere, der er sat ganske betydeligt tilbage, inden løbet for alvor er kommet i gang.

Det er naturligvis de temposvage klatrere, der frygter det udgangspunkt, de vil blive efterladt med. Etapen er nemlig i altovervejende grad wattmonstrenes paradis. Den spektakulære cykelsti, der tidligere var en jernbane, er pandekage flad, og det er kun først og sidst på etapen, at der er enkelte sving. Med andre ord er det en etape, der næsten udelukkende handler om at være aerodynamisk og kunne træde mange watt på lange, lige og flade veje.

Naturligvis spiller bakken også en rolle. Når der skal klatres 1300 m med 5,4%, betyder det noget, og vi taler om procenter, hvor tunge folk vil kunne tabe en del sekunder. Procenterne er dog ikke så voldsomme, at det ikke i høj grad kan klares på power, og hvis en tungere fyr kører hæderligt opad, bør det ikke ende som en katastrofe. Efter toppen bliver det hele også en anelse mere teknisk, men det kan ikke ændre på, at det grundlæggende er en enkeltstart, der stiller meget få krav til teknikken og først og fremmest afgøres på den flade cykelsti.

Med andre ord er det en dag for wattmonstre, der ikke taber alt for mange sekunder på bakken til sidst, og vi skal derfor have fat i specialisterne. Distancen spiller imidlertid også ind på favorithierarkiet. Naturligvis er det ikke en VM-enkeltstart, men den kan ikke helt sammenlignes med den flade tonserenkeltstart, vi altid har i Tirreno, selvom terrænet det meste af tiden er det samme. Her taler vi om næsten dobbelt distance, og vi begynder at nærme os et niveau, hvor det mere tiltaler motorerne, der har fordel af de lange ruter.

Heldigvis kommer vejret næppe til at blive afgørende. Arrangørerne kunne ikke have ønsket sig en smukkere start med høj sol, forårsvarme og let vind. Vinden vil aftage en anelse gennem eftermiddagen, og da det vil være en sidemedvindsetape, kan der således være en lille fordel til de først startende. Forskellen bør dog være så lille, at det næppe bliver afgørende, særligt ikke hver der er megen læ og et tilskuerhav skærmer dem yderligere. Jeg vil forvente et ganske fair opgør med ensartede betingelser for alle, men medvinden vil reducerede betydningen af aerodynamik på bekostning af power.

Feltet er imponerende stærkt. Det er ikke svært at se, at årets Tour er renset for flade enkeltstarter, for de tempostærke specialiser har stort set alle foretrukket Giroen. Feltet er bestemt et VM-værdigt, og ser man bort fra, at vi naturligvis mangler alsidige specialister som Pogacar og Jonas Vingegaard, er det vel kun Tobias Foss, Wout van Aert, Remi Cavagna, Stefan Bissegger, Ethan Hayter og Magnus Sheffield, man for alvor kan savne til en rute som denne.

Læs også

Starttider: Enkeltstart på 3. etape af Romandiet Rundt

Det stærke felt ændrer dog ikke på, at der er tre ryttere, der skiller sig ud, nemlig Filippo Ganna, Remco Evenepoel og Stefan Küng, og det vil være en overraskelse, hvis ikke vinderen er at finde blandt dem. Til gengæld er det også meget mudret, hvem af de tre der vil have overhånden, for de har generelt slået hinanden lidt på kryds og tværs på fladbaneenkeltstarter som denne.

Selv har jeg også skiftet holdning 100 gange, men jeg er alligevel endt med at pege på Filippo Ganna. Det burde egentlig være en selvfølgelighed, for på flade tonserruter har han generelt haft en overhånd over for både Evenepoel og Küng. Det blev vel tydeligst ved VM i 2021, hvor han i det belgiske fladland slog dem begge ganske klart, men vi så også, hvordan han sidste år på Tirreno-enkeltstarten slog Evenepoel med 11 sekunder over 13,9 km, hvor han altså hentede knap et sekund pr. kilometer på den flade tonserrute. Det er da også denne slags enkeltstarter, Ganna primært har specialiseret sig i, og han har leverede nogle forrygende magtdemonstrationer i Tirreno, senest i år, hvor feltet dog også var sjældent svagt.

Problemet er, at Ganna ikke er så tilregnelig, som han var det tidligere. Han vandt ikke i København, og selvom det i et vist omfang skyldes regn og en sen defekt, startede det en kedelig trend. Siden skuffede han til både EM og ikke mindst et helt katastrofalt VM, hvor han bare blev nr. 7, og i år var det ganske chokerende at se, hvordan en ellers urimeligt formstærk Ganna blev slået relativt klart af Küng i Algarve. Til gengæld var han skræmmende overlegen i Tirreno, og selvom feltet var svagt, var det alligevel overbevisende med sin gennemsnitsfart på 55,4 km/t at køre 2 km/t i timen hurtigere end nærmeste rival, Lennard Kämna.

Når jeg peger på Ganna, skyldes det særligt to forhold. Hans nedtur i efteråret skyldtes i vidt omgang træthed efter Touren, som han aldrig helt kom fra sig efter, mens nedturen i Algarve formentlig hænger sammen med et fokus på klassikerne. Nu har han helt sikkert arbejdet målrettet på sin enkeltstart frem mod Giroen, og man må derfor forvente, at vi ser en Ganna, der er yderst velforberedt til denne opgave. Derudover er medvinden en stor fordel i kampen mod Evenepoel, for vi så jo ved EM i 2021, hvordan den aerodynamiske belgier kunne være med i modvinden, men tabte løbet i medvinden, hvor watt betyder mere end aerodynamik.

Ulempen er bakken. Det er heldigvis procenter, Ganna kan mose op ad, særligt med de klatreben, han har haft i år, og man må antage, at han vil vinde tid på Küng. Han bør dog tabe tid til Evenepoel, og spørgsmålet er, om han vil tabe for meget. Slår han belgieren lige så klart som i Tirreno for et år siden, bør det ikke blive et problem, men det er langt fra givet, at det er tilfældet. Dertil har Ganna været for ustabil, og derudover kan man stille større forventninger til Evenepoel i det helt store sæsonmål end til et Tirreno, der kom på en tid, hvor det var Ganna, der var tæt på sine store mål i klassikerne. På baggrund af det styrkeforhold, vi har set i Tirreno og ved VM i 2021, vil jeg dog tro, at Ganna kan køre så stærkt i fladlandet, at han også efter denne etape vil kunne sige, at han aldrig er slået på en Giro-enkeltstart - endda selvom dette er den sjette af slagsen.

Det kan dog også meget vel blive Remco Evenepoel. Nok havde Ganna overhånden ved VM og i Tirreno i 2021, men Ganna har ikke virket lige så skarp siden dengang. Derimod kan man forvente at se endnu skarpere Evenepoel, der her møder frem til løbet på 100% af sin ydeevne, hvis man skal tro hans træner, og han har sikkert også forbedret sig siden 2001. I forhold til Tirreno-enkeltstarten har han også fordel af den ekstra distance, der passer langt bedre til hans motor i forhold til banerytteren Ganna, ligesom bakken kan være det, der tipper balancen, hvis han har holdt snor i Ganna i fladlandet. Han var skræmmende suveræn på tonserenkeltstarten i Vueltaen i 2022, men det var dog også i et relativt svagt felt, for den Primoz Roglic, han knuste suverænt, var grundet sit Tour-styrt ikke på toppen. Vi så også til VM, at han trods alt blev slået af både Tobias Foss og Stefan Küng og således ikke er noget overmenneske, men her havde han også stor ulempe af en meget teknisk rute.

Det har han ikke her. En flad enkeltstart er ikke helt ideel, men når det skal være, er en rute næsten uden sving ideel. Medvinden er som nævnt ikke en ubetydelig ulempe, hvis man ser på, hvordan det gik til EM i 2021, men omvendt har han distancen og bakken til sin fordel. Det bør blive en helt tæt kamp, og det kan meget vel være, at Evenepoel åbner løbet med at sikre sig sin første lyserøde trøje - en trøje, han drømmer om fortsat at bære om tre uger.

Normalt vil man måske sige, at Stefan Küng er de to favoritter klart underlegen, men jeg giver ham en endog meget god chance for at vinde. Han skuffede ellers på de fleste af sine enkeltstarter i 2022, men han fandt uhørt gode ben til VM, hvor han som sagt slog Evenepoel, endda over en distance, hvor belgieren normalt vil have en fordel. Her havde han naturligvis også fordel af den meget tekniske rute, men han har altså også slået både Ganna og Evenepoel på en flad tonserrute. Det gjorde han nemlig ved EM i 2021, hvor han over 22,4 km var 8 sekunder bedre end Ganna og 15 sekunder bedre end Evenepoel.

Chancen er endda endnu større i 2023 end nogensinde tidligere. UCI har ændret reglerne, så de store ryttere nu har mulighed for at holde en langt mere aerodynamisk position end tidligere. Det er en ulempe for Evenepoel og en fordel for Ganna og Küng, der betegnede det som en betydelig faktor, da han vandt i Algarve tidligere i år. Her satte han Ganna ganske klart til vægs på en rute, der var betydeligt mere kuperet end denne, men det kunne indikere, at Küng har ganske stor fordel af de nye regler.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

Til gengæld har Küng ulempe af bakken. Nok kører han stadig bedre opad, men i kamp med de to favoritter er han den tungeste. Tabet behøver ikke være stort, men det kan sagtens tippe balancen, for han vinder næppe med meget, hvis det lykkes. Hans form er også ukendt, men jeg vil tro, at han har arbejdet nærmest udelukkende på sin enkeltstart siden klassikerne, for når FDJ har givet ham lov til at køre Giro i stedet for at hjælpe David Gaudu i Touren, handler det om, at han her har to perfekte enkeltstarter, han kan jagte, hvoraf den ene endda kan give ham den lyserøde trøje. For både ham og Ganna er dette løbets vigtigste dag, og med tanke på, at Küng har slået begge sine rivaler ved EM i 2021, at han har fordel af nye regler, og at hans nylige enkeltstarter ved VM og i Algarve var blandt de bedste i karrieren, er det bestemt ikke utænkeligt, at de to på papiret største favoritter blive slået.

Til gengæld er det svært for alvor at tro på en anden vinde end en af de tre favoritter, men det bedste bud på en overraskelse er vel Primoz Roglic. Flade enkeltstarter er bestemt ikke hans foretrukne, men han kan sagtens køre dem. Han har før vundet på flade ruter, og da han under Vueltaen blev kørt over af Evenepoel slog han trods alt Remi Cavagna, der jo ikke er nogen ueffen temporytter. Det gjorde han endda på et tidspunkt, hvor han formmæssigt var langt fra sit bedste.

Det skaber imidlertid stor usikkerhed, at Roglic generelt har skuffet på sine enkeltstarter på det sidste. Han slog Evenepoel i Baskerlandet sidste år, men det var på en kort, teknisk rute, der passede ham ideelt, men derudover skal vi tilbage til Paris-Nice samme år for at finde hans seneste tidskørsel af normal standard. Han var langt fra vanligt niveau i Dauphiné, og selvom hans enkeltstart i København var god, ville man på en rute som den have forventet, at han slog Jonas Vingegaard. Han slog ikke sine rivaler i Vueltaen med den afstand, man ville forvente, og senest skuffede han fælt i Tirreno.

Jeg vil dog forvente at se en meget bedre Roglic end dengang, hvor han var i gang med et forhastet comeback og trods den samlede sejr var et stykke fra sit bedste. Skulderskaden betød også, at han havde svært ved at træne enkeltstart, men man må forvente, at han har dyrket disciplinen ganske meget de seneste uger, når man ser på det, der venter i dette løb. Han melder også sig selv helt perfekt forberedt og dermed på toppen af sin ydeevne, og han plejer jo at starte sine grand tours som lyn og torden, som han gjorde det, da han i 2019 åbnede dette løb med en skræmmende magtdemonstration, eller da han i sin allerførste Giro i 2016 var mindre end et sekund fra at skabe sensationen og sejre foran Tom Dumoulin. Bakken er også en stor fordel, for Roglic er specialist i at køre op ad korte bakker på enkeltstarter, og her vil han formentlig køre stærkest af alle. Desværre har han nok tabt for meget til de tre favoritter i fladlandet til at kunne vinde etapen.

Hvor meget betyder det, at Geraint Thomas fortsat ikke er helt på toppen? Han har helt sikkert forbedret sig siden Alperne, men det er også klart, at hans sygdom har betydet, at han skal køre sig ind i løbet. Heldigvis ved vi, at selv en formsvag Thomas har for vane at køre anstændige enkeltstarter. Det så vi sidste år, hvor den meget formsvage waliser blev nr. 4 i Baskerlandet bag blandt andre Roglic og Evenepoel, og da han senere blev nr. 4 på prologen i Romandiet, hvor han ellers floppede fælt i klassementet. Sidste år viste han os, at han stadig er en fremragende temporytter, for det var kun med det yderste af neglene, at Evenepoel slog ham i Schweiz, og på den stærkt kuperede rute i Touren, hvor Pogacar og Vingegaard havde en klar fordel, var han ganske godt med som nr. 4. Ja, selv på København-enkeltstarten, hvor han begik en enorm brøler ved at køre etapen med sin store vest og kørte i noget af det værste vejr, endte han trods sto forsigtighed på de våde veje som nr. 18.

Ja, Thomas er stadig en fremragende temporytter, og han er også blandt verdens allerbedste på helt flade ruter, som vi blandt andet har set det ved VM i 2020, hvor han blev nr. 4, eller da han vandt i Touren i 2017. Bakken er heller ikke nogen ulempe, og han mestrer alle distancer. Spørgsmålet er bare, hvor meget det koster, at han stadig mangler lidt form, selvom Thomas i alle udgaver plejer at køre flotte enkeltstarter.

Soudal har et hav af kandidater til denne etape, men spørgsmålet er, hvor meget de får lov at give den gas. Ilan Van Wilder har imidlertid fået lov, og det taler vel for, at det samme gør sig gældende for Mattia Cattaneo. Italieneren er i en sen alder blevet tempospecialist, og i de senere år er han bare blevet bedre og bedre. Det kulminerede sidste år, hvor han på den flade tonserrute i Dauphiné blev nr. 4 bag Ganna, Van Aert og Hayter, men slog både Roglic og Vingegaard. Senere blev han på den stærkt kuperede Tour-rute, hvor klassementsrytterne havde en klar fordel, en ganske flot nr. 7, selvom han bestemt ikke imponerede i et for ham meget skuffende løb.

Begge præstationer vidner om, at Cattaneo har et meget højt topniveau, og han synes også at komme til løbet i form. I Baskerlandet klatrede han bedre end meget, meget længe, og nu har han formentlig forbedret sig yderligere. Han viste i Dauphiné, at flade ruter er fine, og han har stor fordel af distancen, ligesom bakken også er en klar fordel i forhold til de fleste. Spørgsmålet er bare, hvor meget han har dyrket sin enkeltstart inden et løb, hvor han skal være hjælper - og om han får lov at give den gas, når distancen er så lang. Det sidste tror jeg på, men jeg er mere usikker på det første. Den bedste Cattaneo er imidlertid så god, at han bør komme relativt tæt på de bedste.

Hvad så med Thymen Arensman ? Det har været et møgår for den store hollænder indtil nu, men hans enkeltstarter har været hæderlige. I Algarve burde han have gjort det bedre, men han kørte trods alt lige op med verdensmesteren i et løb, hvor formen haltede meget. Det gjorde den endnu mere i Tirreno, og her åbnede han løbet med en flot enkeltstart, selvom en kort, flad rute slet ikke er hans kop te. Denne rute er bestemt heller ikke ideel, men den har distance, og bakken hjælper manden, der i Polen sidste år viste imponerende evner til at køre enkeltstart på stigninger. Han har i år været dybt skuffende, men han fandt sig selv mod slutningen af Alperne. Også her skal motoren sikkert i gang, inden han præsterer, men når han startede Tirreno så relativt stærkt, som han gjorde, tror jeg ganske meget på, at det samme vil ske her, hvor ruten passer ham bedre, og hvor formen må være tæt på 100% - selvom intet synes sikkert med den svingende Arensman i denne sæson.

Læs også

LIVE nu: Price i top-5 på stor enkeltstart

Undervurderer jeg Rohan Dennis ? Jeg håber det næsten, men jeg er bekymret for den gamle tempogigant. Hans enkeltstarter har i hvert fald været skuffende i ganske lang tid. Han vandt ganske vist Commonwealth Games i et ikke helt ringe felt, men derefter skuffede han fælt i Vueltaen, hvor han fik lov at give den gas, men bare blev nr. 19. I år blev han nærmest ydmyget af Vingegaard i Galicien, og selvom det ingen skam er at blive slået af danskeren, var afstanden rystende stor. I det hele taget har Dennis i år været en enorm skuffelse, og han har klatret ganske forfærdeligt efter den ellers lovende start i Australien, hvor han vandt en etape på hjemmebanen i Adelaide.

Alligevel er der håb. Dennis sagde selv, at han mod slutningen af Baskerlandet for første gang i år mærkede gode ben, og han førte da også meget for Vingegaard. Desværre styrtede han ud af løbet, men efterfølgende byggede han målrettet op mod Romandiet, der var han store personlige forårsmål. Det taler for, at han formmæssigt burde være tæt på 100%, men desværre endte han med at misse løbet med sygdom, og jeg har ingen meldinger på, hvor hårdt ramt han var. Han skulle jo slet ikke have kørt dette løb, og vi aner ikke, om han kommer i Romandiet-form eller som en mand mærket af sygdom. Ruten burde ellers passe ham perfekt, for den bedste Dennis er uhyggelig på fladbaneenkeltstarter, ligesom han kan klatre på sin enkeltstartscykel bedre end de fleste.

Det skaber også håb, at han sidste år i Paris-Nice kørte helt lige op med Van Aert og Roglic. På det seneste har han enkeltstarter imidlertid været så skuffende, at jeg tror, at vi har set den bedste Dennis. Jeg frygter måske derfor snarere, at jeg har rangeret ham for højt, men jeg forventer i det mindste, at Jumbo giver ham lov til at køre fuld gas - i hvert fald frem til første mellemtid, hvor han sagtens kan slippe grebet, hvis tiden ikke er som ønsket.

En rytter, jeg glæder mig meget til at se, er Jan Tratnik. At kalde ham tempogigant er en overdrivelse, men når man betænker, at han indtil nu har kørt på Bahrains tvivlsomme materiel, er han ganske imponerende. Således blev han sidste år nr. 10 på den sidste enkeltstart i Touren, og for det arabiske hold er han også blevet nr. 3 i Vueltaen samt nr. 8, 10 og 10 i Vueltaen. Nu er han kommet til superspecialisterne fra Jumbo, og her har han formentlig forbedret sig ganske enormt. Samtidig så vi i 2022 den bedste Tratnik nogensinde, og han vilde ridt i Liege kunne indikere, at sloveneren er endnu bedre nu. Ruten er ikke ideel og formentlig for flad og for enkel til, at han kan være med helt fremme, men bakken vil han i hvert fald elske. Lægger man et Jumbo-boost til den Tratnik, vi har set fra Bahrain, kan det næsten kun blive godt. Jeg vil også tro, at han får lov at give den gas, men det er grundet distancen ikke helt sikkert.

Kan vi tillade os igen at have forventninger til Brandon McNulty? Det kunne vi jo ikke i 2022, hvor Tadej Pogacar var den eneste UAE-rytter, der ikke skuffede i disciplinen, men noget tyder på, at de har fået fod på deres materiel. Det så vi allerede i Tirreno, hvor McNulty på en rute, der ikke passede ham, blev nr. 5, og vi så det senest i Romandiet, hvor de fik hele fire mand i top 11. Vi ved jo, at McNulty i 2021 var blandt de allerbedste på enkeltstarter og havde hele tre top 4-placeringer på WorldTouren, og selvom han generelt er bedst på kuperede ruter, kørte han også stærkt i fladlandet i Paris-Nice og Baskerlandet. Denne rute er ikke ideel, men bakken og distancen tiltaler ham, og hans Tirreno-enkeltstart giver i den grad håb for fladlandet. Dengang var han endda formmæssigt ikke på toppen, men Baskerlandet viste, at han er på rette vej, og nu er han formentlig endnu bedre. Han plejer også at få lov at køre igennem, selv når han kører med Pogacar i Touren, og det får han formentlig også denne gang. Den store nedtur i 2022 gør ham lidt utilregnelig, men Tirreno samt UAEs generelle genrejsning taler for, at vi måske igen kan se den bedste McNulty i disciplinen.

Som nævnt ovenfor er der noget, der tyder på, at UAE er kommet tilbage på sporet i denne disciplin. Det skulle også gerne give resultat for Joao Almeida, der jo frem til og med 2001 var specialist med et hav af topresultater, blandt andet en 2. plads på åbningsenkeltstarten i dette løb i 2020 og i alt fem top 6-placeringer på Giro-enkeltstarter. Sidste år udviklede enkeltstarten sig imidlertid til en regulær svaghed, og den tendens fortsatte med et pauvert resultat i Algarve. Ligesom McNulty rejste han sig med en pæn 7. plads i Algarve, hvilket stadig er lidt under det niveau, han havde, da han var bedst, men det giver bestemt håb om, at han kan finde sig selv. Han har vist, at han er overraskende god på disse flade tonserruter, og bakken gør kun ruten endnu bedre, ligesom han har vist evner over alle distancer. Algarve-enkelstarten giver mig en frygt for, at han fortsat ikke helt er sig selv endnu - også fordi han i Tirreno blev slået af folk, den ”gamle” Almeida havde slået - men kursen er så rigtig både for ham og UAE, at jeg ikke bliver svært chokeret, hvis vi pludselig ser den Almeida, der næsten altid kørte i top 5 på Giroens enkeltstarter indtil sidste års nedtur.

En anden rytter, der mildt sagt er svær at blive klog på, er Edoardo Affini. Når han rammer dagen, har han en uhyggelig power, som han viste i Giroen i 2021 og i BinckBank Tour i 2021, men andre gange floppet han fælt. Det gjorde, da han blandt andet, da han senest kørte en flad enkeltstart helt tilbage i Tirreno i 2022, men i lyset af de meget kuperede ruter, han blev mødt af i Giroen, og den meget tekniske rute ved VM gik det faktisk ganske pænt. Distancen er en ulempe, for han har hidtil været bedst over kortere distancer, og bakken er også nok til at udelukke, at han vinder. Han skal også have lov at give den gas, men som for Tratnik virker det sandsynligt, i hvert fald frem til mellemtiden. Historikken viser, at han kan falde helt igennem, men rammer han en af sine store dage, vil han være blandt de allerbedste på den flade del - og så er der trods alt grænser for, hvor meget han taber på den korte stigning.

Jeg placerer Jay Vine her, men det er alene baseret på potentiale. Mit gæt er, at han ikke ender så godt, som rangeringen antyder, men dybest set aner vi det ikke. Det er først efter skiftet til UAE, at han har været i vindtunnel og har arbejdet på sin position, og i det lys var de enkeltstarter, han kørte sidste år, faktisk ganske flotte. Hans fremgang kom til udtryk i Australien, hvor han vandt mesterskabet, men det svage felt gør det ret umuligt at sammenligne det med det, der venter her. Hans chokerende gode prolog Down Under siger heller ikke meget, for det handlede mest om risikovillighed på våde veje. Der er som beskrevet i den store optakt også usikkerhed om hans form efter knæskaden, men her er han i det mindste meget optimistisk. Ruten kan umuligt være ideel med så meget fladland og så lille en bakke, men hvem tør udelukke endnu en sensation fra en mand, hvis tempoevner vi reelt ikke kender, men som vi er hvert fald er forbedret ganske markant fra et hæderligt niveau sidste år? Jeg gør i hvert fald ikke.

Det var opløftende at se Josef Cerny i Romandiet. Han så ellers ud til at have toppet som temporytter hos CCC i 2020, for ser man bort fra en kortvarig opblomstring i Vueltaen i 2021, har det været sløjt på det sidste. Han har ganske vist heller ikke kørt mange flade enkeltstarter, men så sent som i Coppi e Bartali blev han bare nr. 6 på en flad rute i et meget, meget svagt felt. Nu vandt han imidlertid tonserprologen i Romandiet, hvor han også kørte imponerende godt på den for ham alt for hårde lange enkeltstart. Det skaber i hvert fald ganske meget håb, at han kunne slå både Remi Cavagna og Tobias Foss på en prolog, der minder om det, der venter på det meste af denne etape. Han har nok kørt sine bedste enkeltstarter over kortere distancer, men i grand tours er han blevet både nr. 4 og 5 over mere end 30 km. Hans gode resultat i Romandiet gør vel også, at han får lov at køre igennem, selvom intet er sikkert, når distancen er så lang, og han er vigtig på de kommende fladere etaper. Bakken er nok til at sætte begrænsninger på, hvor langt han kommer, og hans store udsving gør, at han kan falde igennem, men Romandiet taler for, at der er en vis sandsynlighed for et godt resultat.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

De danske forhåbninger knytter sig primært til Mads Pedersen , der altid er svær at spå om på enkeltstarter. Hans historik tilsiger, at denne enkeltstart er for lang, for ser man bort fra et par pæne resultater i svage felter i Danmark Rundt og Poitou-Charentes, er alle hans gode enkeltstartsresultater på ruter, der er under 15 km lange. Senest kneb det på den lange enkeltstart i Vueltaen, der imidlertid også var betydeligt længere end denne. Han kørte vel sit livs enkeltstart, da han blev nr. 6 i København på en 13,2 km lang rute, hvilket er hans bedste resultat over så lang en distance. Nu lægges der cirka 50% til, og spørgsmålet er, om det er for meget til, at han kan være med helt i front.

Ruten passer ham ellers fint. Han har generelt været bedst på helt flade enkeltstarter, og i år vandt han i Besseges på en rute, der sluttede med en stigning, der er betydeligt hårdere end denne. Det var imidlertid også en ret teknisk rute, og spørgsmålet er, om ikke Pedersen havde haft gavn af, at også denne rute havde mere variation, som det var tilfældet i København. Omvendt var det sidste år ret tydeligt, at hans målrettede arbejde på sine tempoevner frem mod Touren havde givet resultat, og det virker derfor ikke umuligt, at han igen kan blande sig længere fremme, end hans foregående resultat egentlig skulle antyde.

En af årets største overraskelser var, at Lennard Kämna blev nr. 2 på Tireno-enkeltstarten. Ganske vist havde han oplevet en lille genopblomstring i sin gamle paradedisciplin i 2022, hvor han blev tysk mester og hhv. nr. 8 og 13 på Giroens enkeltstarter samt nr. 19 i Touren, men det var ikke i nærheden af at antyde et superresultat i Giroen - endda på en rute, der slet ikke burde passe ham. Det giver ganske meget håb for denne etape, hvor man jo ellers skulle mene, at ruten slet heller ikke passede ham, og håbet bliver kun større af, at distancen passer ham bedre, at der er en bakke, og at han må formodes at være på 100% af sin form nu. Bora har generelt overpræsteret på enkeltstarterne i år, hvad Kämna er en af eksponenterne for, og det kan han meget vel gøre igen her. Sandt er det dog også, at hans præstation i Tirreno var så langt fra det, vi så i 2022 og de foregående år, at man skal passe på med at tillægge det alt for stor betydning - også grundet det temposvage felt i det italienske løb.

Jeg er ret spændt på Bauke Mollema , der jo i en sen alder pludselig er blevet tempospecialist. Hans enkeltstarter i 2022 var slet og ret fremragende, da han blandt andet blev nr. 4 i Giroen og nr. 6 på den lange enkeltstart i Touren, og hvor man skulle mene, at denne rute ikke var ideel, er det værd at huske, at han altså blev nr. 9 på Tourens fladbanerute i København, selvom han kørte i noget af det værste regnvejr, ligesom han slog Dumoulin på en helt flad rute ved de nationale mesterskaber. Han har bestemt ikke oset af form i år, men vi så sidste år, at han alligevel altid kørte gode enkeltstarter. Til gengæld skuffede han mig lidt i Algarve, og jeg kan godt frygte, at vi ikke nødvendigvis kan regne med, at han i år kører lige så stærkt som sidste år. Hvis han gør, kommer han imidlertid langt. Han kørte i hvert fald i top 10 på tre af de fire grand tour-enkeltstarter, han kørte sidste år.

En spændende joker er Ben Healy. Sidste år viste han uventet gode tempoevner med en 6. plads til EM og en 6. plads på prologen i Tyskland, men det er ikke resultater, der tilsiger, at han leverer et topresultat i dette selskab. Senest lev han nr. 3 i Coppi e Bartali, hvor han slog blandt andre Cerny, der underpræsterede stort, og kørte lige op med Michael Hepburn. Heller ikke det resultat lugter af et absolut topresultat på lørdag, men siden dengang er der også sket ufatteligt meget. Healy leverede ting i Ardennerne, ingen havde drømt om, og lige nu tør ingen vel spå om, hvad han kan blive til. Jeg vil tro, at denne rute, der er mindre teknisk end den meget tekniske rute i Coppi e Bartali, passer ham bedre, og det burde være til hans fordel, at distancen er relativt lang. Med den udvikling, han har gennemgået på det sidste, skal man vel vente sig endnu en situation i denne Giro, sikkert allerede på 1. etape.

I Coppi e Bartali blev han dog slået af Michael Hepburn. Australieren har oplevet en lidt uventet renæssance som led i Jayco-miraklet i 2022. I år er han blevet nr. 2 i Coppi a Bartali - dog klart slået af Cavagna - og nr. 3 i Tirreno. Allerede sidste år imponerede han med en 9. plads i Giroen på en rute, der burde være alt for hård, men til gengæld skuffede han også i Vueltaen. Generelt har han enkeltstarter i de seneste år været uhyre svingende, men flere skuffelser end succeser, men begge hans tidskørsler har været endog meget gode. Han havde utvivlsomt foretrukket en kortere distance, og bakken vil koste dyrt, men til gengæld passer den flade tonserdel ham helt perfekt, for han overpræsterer næsten altid på den flade tonserrute i Tirreno. Med Hepburn ved man aldrig, men kører han, som han har gjort hidtil i år, bliver det ganske godt igen på lørdag.

Hvor god en temporytter er Tao Geoghegan Hart , nu hvor han er tilbage på sporet? Det er et ret åbent spørgsmål, men der er grund til en vis optimisme. Sidste år blev han hhv. nr. 8 og 9 på de helt flade ruter i Vuetlaen og Dauphiné, og i dag er han jo på et helt, helt andet niveau. Omvendt blev han ”kun” nr. 13 på de to sidste enkeltstarter i den Giro, han vandt, så nogen tempogigant har han aldrig været. Han har i hvert fald sendt lidt blandede signaler, og denne meget flade rute er trods bakken næppe ideel. Omvendt har han jo netop i Vuetlaen og Dauphiné kørt stærkt i fladland, når bare distancen har været lang nok. Det kunne indikere, at han kan fortsætte sin lovende sæson med en god start her, selvom det vækker lidt bekymring, at han ”kun” blev nr. 18 i Tirreno, hvor hans genfødsel jo var godt i gang.

Er ruten for flad for Ilan Van Wilder? Belgieren har hele to top 5-placeringer på WorldTouren, men det var på meget kuperede ruter. I år blev han en hæderlig nr. 7 i Algarve, men det var på en rute, der var betydeligt mere kuperet end denne, og han blev slået relativt lart af navne som Küng, Ganna og Arensman. Hans mange uheld har imidlertid også betydet, at han i de senere år ikke har kørt mange enkeltstarter for fuld knald, og hans virkelige potentiale er derfor svært at vurdere, også fordi han i år synes at have udviklet sig enormt. Jeg tror, at denne kræver lidt for meget power, men han har bestemt potentiale til at overraske. Vi ved i hvert fald, at han fået lov at give den fuld gas.

Så har vi vores evige lottokupon, Bruno Armirail. Det går oftest galt med den svingende franskmand, men efter en svær periode har han faktisk gjort det uventet godt på det sidste. Hans 10. plads ved VM var uventet god, og han 19. plads i Tirreno fortæller ikke historien om, at han ødelagde sit løb ved at starte tidligt og køre i det værste regnvejr. Han har i Tirreno vist, at han godt kan begå sig på de helt flade ruter, og her har vi en distance, der gør det muligt for hans motor at blive varm. Til gengæld har han ikke helt fundet sit bedste niveau i år, og efter en pause på en måned ved man aldrig helt, hvilken udgave af den franske lottokupon, der dukker op. Oftest går det galt, men med baggrund i VM og Tirreno kan det også gå rigtigt godt.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

En anden rytter, der gjorde det godt i Tirreno, var Andreas Leknessund. Det var ganske uventet, for mens nordmanden lignede en tempogigant som U23, har det været meget sløjt som professionel. Derfor var det herlig at se ham blive nr. 8 i marts på en rute, der egentlig burde være for kort til hans motor. Denne rute burde passe ham bedre, men man kan ikke være sikker på noget som helst, når han blot har kørt én enkeltstart på det niveau, og hans form er usikker, efter at han missede Tour of the Alps. Det giver dog optimisme, at DSM generelt har overpræsteret på enkeltstarter i år, og det kunne meget vel være den bølge, Leknessund red med på i Tirreno, og som derfor kunne fortsætte i dette løb.

Jeg er ret spændt på Nico Denz. Generelt har Bora overpræsteret på enkeltstarter i år, og det har Denz været et eksempel på. Hans resultat i Tirreno virker pauvert, men var faktisk fremragende, for han kørte i det værste regnvejr af alle. Senest blev han nr. 4 på prologen i Romandiet, hvor han slog flere specialister, og han blev som bekendt også nr. 2 på prologen i Slovakiet i 2020. Det er præcis de flade tonserenkeltstarter, han har mestret, og derfor burde denne rute passe ham. Jeg kan dog være lidt bekymret for distancen, for hidtil er hans bedste resultater kommet på ruter, der er betydeligt kortere end denne.

Magnus Cort burde stå højere på denne liste, men desværre kørte han sig selv lidt ned i hierarkiet med en skuffende præstation i Romandiet. Her var det særligt på enkeltstarterne, han skuffede, og det billede så vi bekræftet i Algarve, hvor han jo ellers var i storform. Heldigvis har vi her en distance, der ikke burde være helt skæv for ham, og sidste år beviste han med sin 11. plads i København, at han også kan køre stærkt på flade tonserruter. Han har jo generelt hævet sit niveau ganske markant, blandt andet med en fornem 2. plads på en kuperet i Vueltaen og sidste års 7. plads på sidste etape i Giroen. Det er dog tankevækkende, at alle hans bedste resultater er kommet enten på 20. eller 21. etape i grand tours, hvor hans enorme motor er blevet varm, og selvom København viser, at han godt kan præstere tidligt i en grand tour, er jeg bange for, at denne kommer lidt for tidligt med tanke på det, vi så i Romandiet.

Hvor står Alberto Bettiol? Det er ganske svært at sige, efter at han nok engang fik ødelagt sin klassikersæson af sygdom, men de løb, han nåede at køre, var bestemt ikke optimale. Det hænger dog nok sammen med styrtet i Strade, der så ud til at slå ham ud af kurs, og nu har han i det mindste haft en måned til at bygge op mod dette løb. Ser man bort fra den prologsejr, han fik foræret af regnen i Australien tidligere i år, er det bekymrende, at vi skal tilbage til 2021 for at finde hans seneste gode enkeltstarter. Med både en 2. og en 6. plads i Tirreno og en 7. plads i Giroen på helt flade ruter, har han imidlertid vist, at han sagtens kan begå sig på en rute som denne. Hans præstationer er imidlertid meget svingende, og hans tvivlsomme optakt kombineret med resultaterne fra 2022 må give anledning til lidt skepsis.

Kan Aleksandr Vlasov vise livstegn? Sæsonen har mildt sagt været skuffende, og dette er bestemt heller ikke hans rute. Han har dog ført gjort det godt på flade enkeltstarter, blandt andet da han i 2021 blev nr. 11 på 1. etape i dette løb, og da han sidste år blev nr. 8 i UAE Tour. Tidligere i år blev han også en hæderlig top 15 i et Tirreno, hvor han var milevidt fra sit bedste. Man må formode, at han trods sine trængsler er i betydeligt bedre form nu, og som nævnt ovenfor har Bora generelt overpræsteret på enkeltstarter i år. Ruten er for flad til, at han kan være med helt fremme, men han bør kunne gøre det ganske fornuftigt.

Endelig er der Pavel Sivakov . Franskmanden er bestemt ikke specialist, men netop derfor var det så overraskende, at han sidste år blev nr. 5 på enkeltstarten i Vueltaen. Det var endda på en flad tonserrute, der bør give håb for dette løb. Tidligere er han tilbage i 2018 også blevet nr. 6 på en enkeltstart i Tour de Suisse, men det er også hans i særklasse bedste resultater på dette niveau. Oftest ender han betydeligt længere nede, og da han ikke har imponeret i år, vil jeg blive overrasket, hvis han leverer som i Vueltaen. Det spanske løb viser dog også, at han har potentiale til at overraske.

Jeg ville også gerne nævne Bob Jungels, men jeg skal jo stoppe et sted. Han genfødtes som temporytter sidste år, men i Romandiet manglede han efter sin lange sygdomsperiode for meget særligt på enkeltstarter. Med et hårdt etapeløb i benene kan han dog godt overraske mig positivt. Michael Matthews er ikke den temporytter, han tidligere var, og synes ikke helt på toppen. Will Barta kørte i Romandiet sin bedste enkeltstart i en menneskealder, men han faldt igennem på prologen og har ikke kørt gode flade enkeltstarter siden Vueltaen i 2020. Daan Hoole har vist sit potentiale i blandt andet Algarve og Belgien, men vi har til gode at se ham helt fremme på WorldTouren, mens der ikke er noget, der tyder på, at Gianni Moscon pludselig finder sig selv. Jonathan Milan burde være skabt til denne rute, men har til gode at køre sin første virkeligt gode enkeltstart på dette niveau. Bahrain har forbedret sig voldsomt i disciplinen i år, men på denne rute se jeg ikke Damiano Caruso helt fremme, og det er længe siden vi har set en god enkeltstart fra Jasha Sütterlin. Unge Derek Gee har potentiale, men Tirreno viste, at han fortsat mangler lidt for meget, og Stefan De Bod har stadig til gode at køre meget stærkt på en WorldTour-enkeltstart i Europa. Thibault Guernalec har generelt været lidt overmatchet på WorldTouren, og den sidste gode enkeltstart fra Luis Leon Sanchez er af ældre dato. Unge Michel Hessmann har kørt gode enkeltstarter som U23, men han bør være en smule overmatchet her. Hverken Hugh Carthy eller Rigoberto Uran har kørt gode enkeltstarter i en rum tid, og selvom det var bedre i Romandiet, har Thibaut Pinot mistet sin gode enkeltstart. Laurens De Plus viste i Algarve, at han formentlig vil gøre det hæderligt, men helt fremme vil han næppe være, og selvom han gjorde det godt i Romandiet, synes Rein Taaramae kun at køre gode enkeltstarter på kuperede ruter. Samuele Battistella, Martijn Tusveld, Mads Würtz og Koen Bouwman har ikke kørt en god enkeltstart i nogen tid, og Oscar Riesebeek synes slet ikke at have formen til at præstere, som han gjorde sidste år. Det er også flere år siden, vi har set en god enkeltstart fra Alessandro De Marchi, men skiftet til Jayco kan måske have bagt ham tilbage på sporet. Sven Erik Bystrøm har kørt hæderlige enkeltstarter på det sidste, men helt fremme kan han ikke være, og selvom Alberto Dainese overraskede på prologen i Romandiet, vil han finde denne alt for lang. Oscar Rodriguez er slet ikke en ringe temporytter, men helt fremme kan han ikke være, og hverken Erik Fetter, Callum Scotson eller Charlie Quatermann har kørt gode enkeltstarter på dette niveau.

OPDATERING: Efter et styrt under træningen er Tratnik desværre ude.

Feltet.dks vinderbud: Filippo Ganna

Øvrige vinderkandidater: Remco Evenepoel, Stefan Küng

Outsidere: Primoz Roglic, Geraint Thomas, Mattia Cattaneo, Thymen Arensman, Rohan Dennis

Jokers: Brandon McNulty, Joao Almeida, Edoardo Affini, Jay Vine, Josef Cerny, Mads Pedersen, Lennard Kämna, Bauke Mollema, Ben Healy, Michael Hepburn, Tao Geoghegan Hart, Ilan Van Wilder, Bruno Armirail, Andreas Leknessund, Nico Denz, Magnus Cort, Alberto Bettiol, Aleksandr Vlasov, Pavel Sivakov

Starttider

Starttiderne findes under liveopdateringen.

STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE