Optakt: 1. etape af Tour of Guangxi

SE TOUR OF GUANGXI UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

Tour of Guangxi ville ikke være et rigtigt kinesisk etapeløb, hvis ikke det bød på mindst én etape af den type, der kendetegner de fleste øvrige løb i landet. De består af talrige korte, helt flade og meget lette sprinteretaper, der afvikles på rundstrækninger, og det er præcis en sådan etape, der indleder den fjerde udgave af landets største løb. Faktisk er der tale om en tro kopi af åbningsetapen fra 2019. Dengang modificerede man den velkendte 53,7 km lange rundstrækning, der blev tilbagelagt to gange for en ultrakort etape i 2017 og 2018, så den nu var kortere og skulle tilbagelægges tre gange for en etape, der dermed blev næsten 30 km længere end de to foregående år. Med en rute, der i alt væsentligt har de helt samme karakteristika som de første to udgaver af Beihai-etapen, fik rytterne mulighed for at få trådt rejsen ud af benene og komme sig over deres jetlag, mens sprinterne kunne spurte om den første førertrøje, og det vil efter alt at dømme gælde igen i år på denne identiske etape, hvor en ren sprinter formentlig vil gå i fodsporene på Fernando Gaviria (2017 og 2019) og Dylan Groenewegen som vinder af løbets nu klassiske åbningsetape i Beihai.

I alt er der bare 135,6 km på programmet på 1. etape, der har fået navnet Beihai Stage Race og finder sted i byen Beihai, en havneby tæt på grænsen til Vietnam med et indbyggertal på beskedne 1,5 mio. Løbet består af tre omgange, hvoraf de første 3,3 km af første omgang er neutraliseret, på en 46,3 km lang rundstrækning på den lille odde, hvorpå byen er placeret.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Fra start kører man gennem fladt terræn mod nord og nordøst tæt langs kysten, indtil man drejer mod vest og kører ud til kystvejen. Herfra forsætter man mod sydvest helt ud mod oddens spids, hvor dagens eneste lille stigning venter. Guantou Hill stiger med 4,7% over 1300 m, har top med 15,3 km igen og giver bjergpoint ved de to sidste passager efter hhv. 74,0 og 120,3 km. Herefter følger man kysten tilbage mod sydøst og øst og ned til målet hele nede på Kinas sydspids. De sidste mere end 10 km er helt flade og byder kun på få sving, nemlig med 4700 m, 4400 m og 800 m til mål. Der er indlagte spurter ved de to første passager af målstregen efter hhv. 43,0 og 89,3 km.

Etapen byder på i alt 423 højdemeter.

Som sagt var Beihai også ramme om en kort rundstrækningsetape som åbning på løbene i de tre første år. Det var senest i 2019, hvor Fernando Gaviria sejrede foran Pascal Ackermann og Matteo Trentin. I 2018 sejrede Dylan Groenewegen foran Max Walscheid og Fabio Jakobsen, og i 2017 vandt Fernando Gaviria også, denne gang foran Dylan Groenewegen og Pascal Ackermann.

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

SE TOUR OF GUANGXI UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Vejret

I 2018 var et af løbets temaer kulden, men i år bliver det som i 2019 varmen, som bliver en udfordring. Torsdag ventes at blive en solrig dag med kun få skyer og en temperatur, der vil stige fra 26 til 29 grader. Der vil være en let til jævn vind (12-15 km/t) fra først nordøst og siden østnordøst, hvilket giver sidemodvind på første del, medvind på anden del frem til toppen af stigningen, inden man får sidevmodind og med 4400 m igen direkte modvind, som varer ved, indtil man får sidevind på den 800 m lange opløbsstrækning.

Favoritterne

Følger man lidt med i de mange kinesiske etapeløb, der skød op med lynets hast inden coronapausen, vil man vide, at de kan være temmelig trivielle. Mange af dem er alenlange, og hovedparten af etaperne er både ultrakorte og så flade, at det ender i den ene massespurt efter den anden, som vi senest så det i det nyligt afviklede Tour of Taihu Lake, hvor alle linjeløbsetaper blev en sag for også relativt tunge sprintere. Således er det ikke noget under, at Jakub Mareczko, der drukner i mælkesyre blot ved synet af den mindste motorvejsbro, har vundet 31 af sine 48 sejre i x.1-løb og derover i netop Kina, og at en enkelt sejr i hhv. Argentina og Italien frem til hans skifte til WorldTouren i 2020 faktisk va hans eneste triumfer udenfor Asien. På samme måde var Andrea Guardini en sprinter af samme skrøbelige type, som har taget hovedparten af sine triumfer i Asien - for hans vedkommende dog primært i Tour de Langkawi - og som også opnåede sine sidste to gevinster netop på kinesisk grund.

På den baggrund var der indførelsen af Tour of Guangxi en risiko for, at det ville gå på samme vis. Heldigvis stiller UCI visse krav til sværhedsgraden af et WorldTour-løb, men da Fernando Gaviria og Dylan Groenewegen med hhv. 4 sejre og én gevinst stort set gjorde rendt bord ved debuten i 2017, var det tydeligt, at de småbakker, man havde fundet til lejligheden, ikke kunne ryste et WorldTour-felt meget. Og selvom triumferne i 2018 blev fordelt lidt mere ligeligt med to til Fabio Jakobsen og én hver til Pascal Ackermann, Matteo Trentin og Groenewegen, hvormed man undgik 2017-udgavens ensformige Gaviria-show, kunne det ikke slette indtrykket af, at Tour of Guangxi trods sin fine status var et helt typisk og meget let kinesisk etapeløb.

I 2019 forsøgte man med indførelsen af den ganske spændende finale på 3. etape at skabe lidt mere krydderi til løbet, men det ændrede ikke på, at løbet stadig fulgte den kinesiske ånd, og det vil det formentlig gøre igen i år, selvom 3. etape denne gang byder på en regulær mur. Som minimum bør i hvert fald de første to etaper være skabt til de rene sprintere, og skal man pege på én, der for alvor er klassisk ”China style” må det være åbningsetapen. Nok har man forsøgt at gøre det lette rundstrækningsløb lidt vanskeligere ved som i 2019 at forkorte rundstrækningen og i stedet køre en ekstra omgang, så distancen ikke bliver de foregående års absurde kun godt 100 km, og så den lille bakke skal forceres tre mod tidligere to gange, men det bør ikke ændre på udkommet. 1. etape er så kinesisk, som den kan være, og derfor vil det være en sensation, hvis ikke den skal afgøres af sprinterne.

Den lille bakke ligger egentlig ret tæt på mål, men den er altså ikke noget Alpe d’Huez. I de foregående år har den da heller ikke gjort skyggen af forskel, og det vil den næppe heller være i år. I teorien kunne vinden en trussel, men da hele etapen afvikles i en byzone - Beihai er måske lille efter kinesisk målestok, men et indbyggertal på 1,5 mio. er trods alt en sjat - og den heller ikke er særligt kraftig, bør den ikke komme i spil.

Med andre ord ligner det en triviel sprinteretape, der kan bruges til at få kørt den værste jetlag ud af kroppen over en kort distance, hvor anstrengelserne vil være til at overse. Formentlig vil et udbrud blive etableret relativt tidligt, men det skal nu alligevel blive interessant at se, hvem der kommer afsted. Som vi så med Silvan Dillier i 2017 og ikke mindst med Remi Cavagna i 2018 kan udbrudsforsøg og deraf følgende bonussekunder være en mulig genvej til et samlet topresultat, og det vil derfor være en god ide for klassementsrytterne at snige sig afsted på et tidspunkt, hvor der stadig er nogle dage til at komme sig inden kongeetapen.

Når udbruddet efter lidt sværdslag er etableret, vil jeg forvente, at Jumbo lynhurtigt tager kontrol for Olav Kooij, og jeg vil forvente, at DSM og Lotto i hvert fald om nødvendigt giver en hånd med. Bora og UAE er andre kandidater, men mon ikke de tre største sprinterhold kan håndtere så kort en etape, hvis ikke de får hjælp?

Derfor bør det ende i en massespurt, som vi har set det i de tre foregående år, og selvom distancen er længere end i 2017 og 2018, må vi formode, at alle kommer relativt friske til mål, og at det derfor er en sag for de helt rene sprintere. I forhold til 2017 og 2018 er finalen dog ændret, så den lange, lige opløbsstrækning er erstattet af en afslutning med en lang, lige vej, som afbrydes af et skarpt sving med 800 m til mål, og det gør pludselig betydningen af et godt tog større. Det er dog stadig et relativt langt opløb og en enormt bred vej, og derfor er risikoen for at blive lukket inde i denne sidevindsspurt heller ikke alt for stor. Det bør altså være en spurt, hvor fart formentlig bliver afgørende.

Sprinterfeltet er ikke helt så stærkt som i de tidligere år, men det er stadig en ganske pæn samling topsprintere, der - af gode grunde - er rejst til sprinterfesten i Kina. Jeg vælger at gå med Olav Kooij. Hollænderen lignede ganske vist i Münster og Elfsteden Race en mand, der måske havde tabt toppen af EM-formen, men en 2. plads i et sidevindsræs er ikke ringe - slet ikke når det formmæssige udgangspunkt var eminent. Ved sine spurter på de lette dage i Renewi så han ud til at have fundet en helt ny fart, hvilket er lovende forud for denne lette etape, og i det løb så det ud til, at det i dette felt nok kun er Sam Welsford, der er marginalt hurtigere. Kooij har bare den fordel, at han er eminent i positionskampen, selvom det bekymrer mig lidt, at det faktisk haltede mere end vanligt i Renewi. Heldigvis er finalen ikke kompliceret, og hans tog med Tim og Mick van Dijke er måske nok lille, men også ganske stærkt. Jeg tror, at Welsford slår ham på ren fart, men i lyset af det, jeg så i Renewi, tror jeg på Kooij-sejr i kraft af bedre positionering.

Læs også

Se Lotto-stjernes knusende sejr

Den værste rival kan være Sam Welsford. Vi har længe vist, at hans fart er blandt de allerhøjeste i feltet, men det blev først udstillet fuldstændigt i Renewi, da han slog nærmest hele banden af de hurtigste på én gang - herunder Kooij. Efter så let en sprinteretape vil jeg tro, at han er feltets hurtigste, men det har han været mange gang og alligevel tabt klart på sin positionering. Her er toget med Patrick Bevin samt særligt Niklas Märkl og Tobias Lund ganske stærkt, og sammen fungerede han med de to sidstnævnte ret godt i sæsonstarten. Finalen er også ganske enkel, og derfor er er en god chance for, at han kan sidde så godt, at han kan vinde på sin fart. Alligevel frygter jeg, at et sving med 800 m igen er nok til at ødelægge festen for hurtigste mand, for det skete gang på gang også i de enkle finale i det lette løb i Emiraterne.

Det har været et mærkeligt efterår for Jonathan Milan, der synes kørt ud på et sidespor af Bahrain. De har i hvert fald kun givet ham meget få løb, og han har slet ikke grebet sine få chancer, hvor han har virket meget formsvag. Det kan han meget vel også være nu efter halvanden måneds pause, men vi så jo sidste år netop i oktober den mest holdbare Milan nogensinde. Uanset hvad er dette et meget let sprinterløb, hvor han ikke bør få problemer, og den skræmmende topfart, han viste i Giroens ikke alt for prangende felt, bør føre meget langt her, selvom modstanden er skrappere. Hans tog med Cameron Scott og Dusan Rajovic virker også som et af de stærkere, og selvom han har været svingende i sin positionering, tror jeg på, at han kan sidde så godt, at han kan køre et brag af en powerspurt på et opløb, der er skabt til ham.

Jeg prøver med Arvid de Kleijn som nr. 4, men efter Langkawi er jeg blevet mere i tvivl. Hans spurter i Mayenne og Polen indikerede, at han på fart kan matche eliten, og det så uhyre overbevisende ud, da han knuste Phil Bauhaus i Tyskland. Derfor skuffede det mig også, at han i Langkawis sprinterparadis kun vandt to gange og slet ikke var så suveræn som ventet, heller ikke på fart. Heldigvis er denne etape en af de helt lette etaper, han vil elske, og han er her med supertoget med Sebastian Changizi og ikke mindst Maikel Zijlaard. Jeg kan sagtens se Zijlaard sætte ham op fra spids, og sker det, ved vi, at der ikke er alt for mange i denne verden, der kan gå forbi den hurtige hollænder.

Så er der Arnaud De Lie. Selvom han fik ødelagt Tours af defekter, ved vi, at han er i fremragende form, men er dette løb ikke let for let for ham? Vi så i hvert fald i Renewi, at han efter lette dage var overraskende langt fra at kunne matche Kooij, Welsford, Jasper Philipsen og Tim Merlier på fart. Her er modstanden mindre, men han skal stadig slå i hvert fald Kooij eller Welsford. Det kan blive svært, men denne gang kan hans positionering måske gå fra en styrke til en fordel. I dette felt er hans tog med Michael Schwarzmann og Rüdiger Selig i hvert fald ikke helt skævt. Det taler for, at han for en sjælden gangs skyld faktisk kan vinde på sin positionering, og han er jo trods alt stadig en af de allerhurtigste i dette felt.

De første løb efter Vueltaen indikerede, at Sebastian Molano er ved at være lidt træt, men dette lette sprinterløb er ikke et problem for ham. Som vi så med sejren i UAE Tour, kan han også på den rette dag slå selv de allerhurtigste, men desværre er han en smule svingende i positionskampen. Her er det et stort problem, at han kun har Ivo Oliveira som lead-out man, og det gør ham til et mere usikkert kort end de fleste af sine værste rivaler. Samme problem havde han dog i Emiraterne, og her vandt han alligevel i et felt, der endda var endog en del stærkere end dette.

Som sagt er Jakub Mareczko kendt som en konge af kinesiske massespurter. Han elsker disse korte, lette etaper og enkle finaler, hvor han ikke skal lide under sin positionering. Han har ganske vist ikke kørt meget på det sidste, men jeg vil forvente, at han har dette løb som et ganske betydeligt våben. Desværre har vi set, at han slet ikke har den fart, han havde tidligere, men paradoksalt nok kan han måske vinde på sin positionering denne gang - akkurat som i ZLM Tour. Toget med Dries De Bondt, Jensen Plowright, Edward Planckaert og ikke mindst Lionel Tamianiaux kan nemlig være det allerbedste. Spørgsmålet er bare, om han i denne enkle finale kan vinde alene på sin position.

Det er atypisk at rangere Sam Bennett så langt nede, men jeg føler mig ikke tryg med hans form. Han så skidt ud i England og skippede både Bourges og Tours med sygdom. Det vil derfor undre mig, hvis han er flyvende, særligt når han ofte er rusten dagen efter en pause. Omvendt så vi i Polen, at han efter lette sprinterløb stadig har en fart, der fører langt i dette felt. Blandt de allerhurtigste er han bare næppe længere, og toget med Shane Archbold og Ryan Mullen ser desværre heller ikke skræmmende ud - men heldigvis genfandt han lidt af tidligere tiders positionering i Polen, hvor han også var uden megen støtte.

Siden han ganske sensationelt blev nr. 3 i Hamburg, har Elia Viviani lignet sig selv igen. Senest var han klart hurtigste mand i Kroatien, men det var også i et felt, der var betydeligt svagere end dette. Samtidig har han ikke helt overbevist mig om, at han har overvundet de enorme positioneringsproblemer, han har haft. Heldigvis ser hans tog med Ethan Hayter og Jhonatan Narvaez på papiret ganske hæderligt ud, men vi så desværre i Kroatien, at Hayter ikke var ideel i rollen som lead-out man, som han i hvert fald frivilligt gav fra sig. Er Narvaez frisk efter sin lange skadespause, står han dog stadig bedre end mange andre.

Er det nu, David Dekker skal spurte igen? Han viste på 2. etape i Giroen endelig den fart, han tidligere har haft, men desværre har han siden dengang igen været ramt af et hav af problemer og været meget formsvag. Det har han også været i dette efterår, men i det mindste er dette et let sprinterløb, han nok burde kunne køre. Toget med Alan Riou, Donavan Grondin og Amaury Capiot kan også hjælpe ham med at genfinde den styrke, han tidligere havde i positionskampen. Spørgsmålet er bare, om han kan spurte, som han gjorde i Giroen, når han ikke har spurtet i en menneskealder. Det er også muligt, at de kører for Capiot, der er på vej tilbage efter sin skade og nu synes i ganske hæderlig form. Dette løb er bare lidt for let for ham, men er han ikke rusten efter den lange pause, plejer han at være en af de allerbedste i positionskampen.

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Netop positionskampen er blevet den store styrke for Max Walscheid, der til gengæld har mistet fordums fart. Derfor er der i dag byttet rundt på tingene, så han er ganske stabil, men sjældent vinder. Det kan meget vel gentage sig her, hvor han grundet den enkle finale heller ikke får maksimal glæde af sin positionering. Til gengæld vil han elske denne lange powerspurt, og med Benjamin Thomas, Axel Mariault og Christophe Noppe har han et ganske godt tog.

Lidt af det samme kan siges om Marijn van den Berg, der også er gået fra positioneringssvag til -stærk. Til gengæld har vi også set, at han ikke har farten til at vinde en boulevardspurt efter et let sprinterløb, og hans form er også lidt usikker efter de helbredsproblemer, der kostede ham EM. Han har hæderlig støtte fra Jonas Rutsch, Jonas van den Berg og Jens Keukeleire, og det plejer at sikre, at han finder et godt hjul. Det giver ofte et topresultat, men næppe en sejr.

Sidste år var Max Kanter i gang med at tage et stort skridt, men i år har det slet ikke fungeret. Heldigvis rejste han sig i England, hvor han endelig viste lidt af sig selv igen. I det løb var feltet dog også meget svagere og hans tog et af de stærkere. Det er det bestemt ikke her, hvor han alene har støtte fra Juri Hollmann og Johan Jacobs. Det er ikke meget, og i år har han slet ikke positioneret sig godt - noget, han ellers tidligere virkelig mestrede. Samtidig rækker farten næppe hele vejen i et let sprinterløb som dette.

Israel-PT har Itamar Einhorn, der før har vist, at han kan begå sig på dette niveau, senest i Scheldeprijs og DE Panne. Han er imidlertid ikke helt sikker i positionskampen, og jeg havde forventet mere af ham i det nylige løb i Hainan, hvor han nok burde have vundet en etape. Denne lette etape bør dog passe ham, og toget med Jens Reynders, Omer Goldstein og Taj Jones er ikke helt ringe. Jeg frygter bare, at de er overmatchede i dette felt.

Trek kommer med Jon Aberasturi, men han er næppe flyvende. I hvert fald valgte han i Kroatien efter den lange skadespause at køre lead-out for unge Tim Torn Teutenberg, og det indikerer ikke, at han sad med de allerbedste ben. Heldigvis er dette et meget let sprinterløb, som han nok kan klare, og vi så i Argentina i januar, at han pludselig viste tårnhøj fart. Den fart har vi bare set alt for lidt, og da han tillige kun har støtte af Filippo Baroncini og ikke positionerer sig som tidligere, kan det ligne en svær opgave.

Endelig er der Blake Quick. Australieren har ikke fået mange chancer i år, og i de få tilfælde har han bestemt ikke imponeret. Heldigvis burde dette lette sprinterløb passe ham, og hans tog med Lukas Pöstlberger, Zdenek Stybar og Amund Grøndahl Jansen virker bestemt heller ikke helt på månen. Indtil u er der bare ikke noget, der indikerer, at han vil være helt fremme.

De sidste to hold får det svært. Med Gerben Thijssens hjemsendelse skal Intermarché prøve med Laurenz Rex eller Adrien Petit, men de har næppe farten til en boulevardspurt. Det kinesiske landshold er helt uden chance.

Feltet.dks vinderbud: Olav Kooij

Øvrige vinderkandidater: Sam Welsford, Jonathan Milan

Outsidere: Arvid de Kleijn, Arnaud De Lie, Sebastian Molano, Jakub Mareczko, Sam Bennett

Jokers: Elia Viviani, David Dekker, Max Walscheid, Marijn van den Berg, Max Kanter, Itamar Einhorn, Amaury Capiot, Jon Aberasturi, Blake Quick.

Læs også

Lidl-Trek trodser styrt og vinder i dramatisk Vuelta-åbning

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Fernando Gavirias sejre fra 2019 og 2017 samt Dylan Groenewegens sejr fra 2018. Det var dog kun i 2019, at finalen var identisk med denne.

SE TOUR OF GUANGXI UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE