Optakt: Tour of Guangxi

SE TOUR OF GUANGXI UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Løbets rolle og historie

UCI har gjort store fremskridt i deres bestræbelser på at globalisere cykelsporten, og det har i mange år været en erklæret mission at udbrede sportens fineste serie, WorldTouren, til så mange kontinenter som muligt. Efter at have været et rent europæisk anliggende i de tidlige år forlod man for første gang sportens moderkontinent i 2008, hvor Tour Down Under gjorde sit indtog i den fornemste række. To år senere kom Nordamerika med, da de to canadiske løb GP Quebec og GP Montreal allerede i deres første sæson blev en del af det fine selskab, og UCI lagde allerede dengang op til, at også Asien stod foran en snarlig debut. Længe det så det ud til, at det veletablerede Tour de Langkawi ville blive indlemmet, men det var samtidig klart, at der var store økonomiske interesser i at få gjort den store kinesiske befolkning interesseret i sporten.

Resultatet blev, at det malaysiske løb i Langkawi blev overhalet indenom af UCI selv, der forud for 2011-sæsonen etablerede en selvstændig arrangørorganisation, Global Cycling Promotion, der i samarbejde med de kinesiske myndigheder etablerede det helt nye Tour of Beijing, som med det samme blev en del af WorldTouren og ovenikøbet fik æren af at være den helt store finale, der i midten af oktober skulle krone den samlede vinder af serien.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Modtagelsen fra holdene var mildt sagt behersket. Interessen fra rytterne for at skulle en tur til Kina på en tid af året, hvor alle kun drømmer om ferie, var i den grad til at overse, og samtidig var det en bekostelig og tidskrævende affære at sende en delegation til den anden side af jorden på et tidspunkt, hvor man var på vej på vågeblus. I kraft af løbets placering på WorldTouren var holdene imidlertid tvunget til at deltage, og da WorldTour-point i den periode var livsvigtige for overlevelse, var de samtidig nødt til at tage det seriøst.

Det lykkedes faktisk løbet at tiltrække ganske stærke felter med mange stjerner, og selvom løbet var præget af frygt for luftforurening, mangel på tilskuere og temmelig mange kedelige sprinteretaper, var der også undervejs ganske underholdende cykelløb på fornemt niveau. Første udgave var ganske vist en kedsommelig affære, der blev afgjort på løbets enkeltstart, og som Tony Martin vandt i overlegen stil. I de følgende år sammensatte man imidlertid mere underholdende ruter med blandt andet en afslutning på en ganske hård stigning i 2013 og 2014. Martin sejrede igen samlet i 2012, da han med et soloangreb skabte sin egen enkeltstart, efter at arrangørerne efter fiaskoen i 2011 havde taget tidskørslen af programmet, og i de følgende år sejrede hhv. Benat Intxausti og Philippe Gilbert.

Kritikken af løbet fortsatte imidlertid igennem alle årene, og holdene kom aldrig til at elske begivenheden. Samtidig fik det aldrig for alvor økonomisk luft under vingerne. I 2013 og 2014 prøvede UCI to gange at stable et nyt løb, Tour of Hangzhou, på benene, der sammen med løbet i Beijing skulle udgøre en stor WorldTour-finale i Kina med hele to ugelange etapeløb, men begge gange blev løbet aflyst. Allerede da blev det klart, at projektet i Beijing ikke var bæredygtigt, og at UCIs rolle som løbsarrangør slet ikke fungerede, og derfor kom det ikke som nogen overraskelse, da man i 2014 annoncerede, at Bejing-begivenheden ikke ville vende tilbage i 2015.

I den følgende periode blev der i ikke gjort forsøg på at få WorldTouren tilbage til Kina, men det betød ikke, at der har været stille på den kinesiske kalender. Tværtimod skød der en hel stribe ganske stærkt besatte og ofte meget sprintervenlige etapeløb op i landets mange turistregioner. Tour of Quinghai Lake har i mange år været en stor begivenhed i juli, og i denne periode blev Tour of Xingtai samt Tour of China I og II blevet fast etablerede begivenheder i anden halvdel af sæsonen. Flere af de europæiske prokontinentalhold sluttede nu også sæsonen af i sprinterløbene Tour of Hainan og Tour of Taihu Lake, hvoraf førstnævnte faktisk også flere gange har haft deltagelse af WorldTour-hold.

Kun løbet i Hainan har imidlertid luftet interesse for at blive en del af WorldTouren, men der blev i de følgende år ikke gjort seriøse forsøg på igen at blive en del af det fine selskab. Det ændredes der imidlertid på i 2017, hvor WorldTouren som bekendt blev udvidet mærkbart. Ganske vist blev Kina i første omgang forbigået, da den nye WorldTour-kalender blev annonceret i sommeren 2016, men helt usædvanligt udvidede UCI først på året, hvor sæsonen egentlig var i gang, den fine serie ved at tilføje det spritnye Tour of Guangxi som den store finale i anden halvdel af oktober. Ikke mange var bekendt med planerne, der kom ud af det blå, men UCI var ikke sene til at slå til, da chancen for igen at øge interessen for cykelsporten i Kina dukkede op.

Det er nærliggende at sammenligne Tour of Guangxi med Tour of Beijing, idet de begge er nyetablerede begivenheder, der i deres første udgave er kommet på WorldTouren som seriens sidste begivenhed. Der er imidlertid markante forskelle. Først og fremmest er UCI ikke længere involveret i arrangementet via Global Cycling Promotion, og der er dermed en helt klar adskillelse mellem arrangørgruppen og sportens ledende organ. Der er med andre ord tale om et kinesisk initiativ, der godt nok har fuld opbakning fra sportens top, men som ikke er lanceret af UCI selv.

Endnu vigtigere er det, at løbet har haft er samarbejde med den meget stærke Velon-organisation, der består af flere af de største WorldTour-hold, og som arbejder for at sikre et mere bæredygtigt indtægtsgrundlag for sportens mandskaber ved blandt andet at i en periode at arrangere den nye Hammer Series og etablere partnerskaber med andre løb. Det var blandt andet et sådant samarbejde, der gav Abu Dhabi Tour luft under vingerne, og håbet er, at det samme vil ske for Tour of Guangxi.

Betydningen af dette samarbejde kan næppe overvurderes. Som nyt WorldTour-løb har man i Kina ikke krav på deltagelse fra sportens 18 bedste mandskaber, og man skal derfor aktivt gøre en indsats for at sikre så stærkt et felt som muligt. Som Tour of Turkeys og Tour of Beijings triste skæbne viser, er det bestemt ikke let at overtale holdene og rytterne til på denne tid af året at rejse til et andet kontinent for at køre cykelløb - heller ikke selvom der er WorldTour-point på spil. Samarbejdet med Velon betød imidlertid, at medlemsholdene fra start forpligtede sig til at deltage, og faktisk havde man i 2016 held til at tiltrække næsten hele topfeltet, da kun franske hold, FDJ og Ag2r, blev hjemme.

Velon-forbindelsen betød imidlertid også, at medlemsholdene forpligter sig til at promovere løbet aktivt, blandt andet via sociale medier, og at holdene prioriterede at sende store stjerner. Resultatet blev et mildest talt fremragende startfelt, der langt overgik, hvad man kunne forvente af et løb i anden halvdel af oktober. Julian Alaphilippe, Mikel Landa, Fernando Gaviria, Wout Poels, Bauke Mollema, Dylan Groenewegen, Michael Matthews, Wilco Kelderman, Caleb Ewan, Sonny Colbrelli, Jakob Fuglsang, Leopold König, Sep Vanmarcke, Tim Wellens, Lars Boom og Giacomo Nizzolo var blot et udpluk af de store navne, som man med held havde kunnet overtale til at forlænge deres sæson med flere uger efter deres sidste store løb. Kombinationen af aktiv markedsføring og stjernenavne, der i sig selv vækker opsigt, lagde i hvert fald et solidt fundament for en vis grad af succes.

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

Endelig var det slet ikke dumt for løbet at blive afviklet som sæsonfinale. Tidligere så vi, hvordan Alberto Contador og Alejandro Valverde i 2014 overvejede at stille til start i Beijing, fordi kampen om den samlede WorldTour-sejr stadig var knivskarp. I 2017 var det slet ikke utænkeligt, at Alaphilippes deltagelse skyldtes Quick-Steps kamp med Sky om den samlede WorldTour-sejr. Nu hvor WorldTour-ranglisten er afskaffet til fordel for den rullende verdensrangliste, har den appel siden 2019 været mindre, men udsigten til relativt ”billige” point kan imidlertid ofte inspirere nogle af de mindre hold til at møde med slagkraftige mandskaber, som man ofte så det i Beijing.

Tilsyneladende kunne holdene lide, hvad de blev budt i 2017. I hvert fald var der til den anden udgave i 2018 fuldt hus af WorldTour-mandskaber, da alle 18 hold stillede til start i Kina. Stjerner manglede der bestemt heller ikke i et felt, der talte navne som Arnaud Demare, Richie Porte, Rigoberto Uran, Dylan Groenewegen, Philippe Gilbert, Gianni Moscon, Pascal Ackermann, Jasper Stuyven, Fabio Aru, Matteo Trentin og Sep Vanmarcke.

Egentlig så det dermed ud til, at grundstenen til noget stort var lagt, men faktisk kneb det derefter for de kinesiske arrangører med at undgå en negativ spiral. Allerede i 2018 var antallet af stjerner betydeligt lavere end til debuten, og endnu værre gik det i 2019, hvis udgave var den svagest besatte af de første tre - sjovt nok på et tidspunkt, hvor udsigten til en UCI-reform ellers gjorde kampen om point vigtigere end i mange år. I hvert fald savnede man denne gang for første gang hele tre WorldTour-hold, idet de to franske hold, Ag2r og FDJ, for anden gang blev væk, og nu valgte et af sportens dengang største hold, Movistar, også at ende deres sæson sidste weekend i Europa.

var er feltet det klart svageste hidtil, for selvom den flade rute stadig havde appel til store sprinternavne som Pascal Ackermann, Fernando Gaviria, Matteo Trentin, Danny van Poppel, Phil Bauhaus og John Degenkolb var det i stigende grad sværere at overtale klassementsstjernerne til at rejse en halv jordklode rundt for at køre i seks dage, hvoraf de fem er som skabt til sprinterne. I hvert fald var blandt ryttere, der kørte med i front i de største europæiske etapeløb, kun Enric Mas, Daniel Martinez, Maximilian Schachmann, Tejay van Garderen, Hugh Carthy, Louis Meintjes og Ilnur Zakarin i feltet i Kina.

Alligevel er det svært ikke at betegne løbets start som en succes, men den succes blev sat på pause af corona. Som bekendt lagde den lille virus Kina øde i næsten tre år, og det betød, at udgaverne i 2020, 2021 og 2022 alle blev aflyst. Nu er selv Kina heldigvis vendt tilbage til normalen, og det har betydet, at den kinesiske kalender er blevet genoptaget. Det er den ikke med samme omfang som i 2019, men blandt de tilbagevendte løb er Tour of Guangxi, der nu er tilbage i rollen som WorldTour-finale.

Om det er pausen, der er forklaringen, vides ikke, men for første gang nogensinde har der været afbud fra fire af WorldTour-holdene, nemlig nok engang Ag2r og FDJ, men denne gang også Astana og en af sportens giganter, Soudal, der ellers med blandt andet en samlet sejr har haft stor succes i løbet. Antallet af stjerner er også det laveste hidtil, da vi blandt supersprinterne kun finder Arnaud De Lie, Olav Kooij Sam Welsford, Jonathan Milan og Sam Bennett, og nok engang er klassementsfeltet ikke det mest prangende på WorldTouren. For et løb i midten af oktober tusinder af kilometer fra Europa er det dog stadig et pænt felt, der kan fremvises, når det tæller navne som Tim Wellens, Matteo Jorgenson, Rigoberto Uran, Esteban Chaves, Hugh Carthy, Oscar Onley, Maximilian Schachmann, George Bennett, Ivan Sosa og Felix Grosssschartner.

Som et nyt løb havde man naturligvis fra start ikke fundet et fast format, men det er klart, at der skulle stilles visse krav til ruten i et løb på højeste niveau. Tour of Beijing blev i de tidlige år kritiseret for at være for nemt, hvilket man kompenserede for ved at introducere en bjergafslutning til de sidste to udgaver. Den kritik ønskede man at undgå ved fra start ikke at falde for den ellers hyppige kinesiske fristelse til at afvikle alle etaperne i tæt befolkede, men helt flade byzoner. Trods forsøget på at inkludere flere stigninger endte hele fem af de seks etaper imidlertid i massespurter i de to første år, og klassementet blev helt og holdent afgjort på kongeetapen med mål på Nongla-stigningen. I 2019 forsøgte man sig med en lidt hårdere udgave af 3. etape, men det fik blot den konsekvens, at feltet til den ene af de fem massespurter blev lidt mindre. Da årets rute nok engang er en næsten identisk kopi af de foregående, må man således konstatere, at der er rum for forbedring, hvis løbet også i sværhedsgrad skal være sin WorldTour-status berettiget.

Også den tredje udgave blev som sagt afgjort på kongeetapen til Nongla, og her rejste Enric Mas sig efter en svær og skidt sæson ved at sikre sig den smukkest tænkelige afsked med Quick-Step-mandskabet, da han kørte alene hjem på kongeetapen og derved sikrede sig et forspring, han kunne forsvare på de to sidste sprintervenlige etaper - alt sammen nok til at vinde løbet med 5 sekunder ned til Daniel Martinez og 14 sekunder ned til Diego Rosa. Mas vender fire år senere ikke tilbage for at forsvare sin titel, og da Martinez også har afsluttet sin sæson, og Rosa som bekendt har stoppet karrieren, skal der denne gang findes et helt nyt podium.

SE TOUR OF GUANGXI UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Ruten

Kinesiske etapeløb som Tour of Hainan, Tour of Qinghai Lake, Tour of Taihu Lake og Tour of China I og II har været præget af talrige helt flade etaper i store kinesiske byer, hvor de helt rene sprintere har haft kronede dage. Det er ikke uden grund, at en rytter som Jakub Mareczko, der typisk falder af på selv den mindste motorvejsbro, før næsten har gjort rent bord i nogle af disse løb, der generelt er temmelig ensidige affærer, hvor de reneste af de rene sprintere dag efter dag spurter om sejren efter en kort, hektisk etape.

Den model fungerer naturligvis ikke for et WorldTour-løb, der naturligvis skal byde på både alsidighed og en vis sværhedsgrad - et forhold, man også langsomt indså i Beijing, hvor ruterne blev sværere og sværere år for år. Alligevel endte den første udgave i Guangxi som lidt af en sprinterfest, hvor fire af de seks etaper endte i store massespurter og én i en reduceret massespurt, mens klassementet fuldstændigt blev afgjort på løbtes kongeetape, der sluttede på den eksplosive Nongla-stigning. Det fik ikke arrangørerne til at ændre på formatet i 2018, hvor man stort set genbrugte den relativt flade rute og kun erstattede den i forvejen flade 2. etape med en endnu fladere af slagsen. Derfor var det heller ikke noget chok, at mønsteret fra 2017 gentog sig med fire massespurter, en reduceret massespurt og en altafgørende kongeetape på Nongla-stigningen - og minsandten om ikke der også i 2019 var tale om næsten totalt genbrug, da kun en af etaperne for alvor var nytænkt, så vi denne gang fik tre massespurter, to reducerede massespurter samt den velkendte kongeetape.

Rytterne har alligevel taget pænt imod ruten, der i sværhedsgrad har passet fint til det sene sæsontidspunkt - der er trods alt grænser for, hvad man kan byde dem i anden halvdel af oktober - og derfor har arrangørerne til den fjerde udgave igen stort set holdt sig til genbrug. Også denne gang er fem af de seks etaper med få helt minimale korrektioner tro kopier af dem, vi så i den foregående, og akkurat som sidst er det kun 3. etape, der er blevet ændret mere afgørende.

Her gav man allerede i 2019 løbet lidt ekstra krydderi ved at lægge en bakke ind relativt sent i finalen, og da den faktisk var ganske stejl, brød den lidt af den monotoni, der ellers havde præget de meget sprintervenlige første udgaver. I år kører man den modsatte vej op ad samme højdedrag, hvilket betyder, at rytterne nu skal op ad en regulær mur, men da den denne gang kommer med ca. 20 km til mål, vil det næppe ændre på, at vi akkurat som i 2019 vil få en reduceret massespurt på tredjedagen.

De øvrige fem etaper er med ganske få modifikationer de samme, som i 2019 og næsten også som i 2017 og 2018. Grundlæggende vil de ryttere, der har været med tidligere således i næsten fuldt omfang vide, hvad de skal forvente af de seks dages cykelløb i Kina. Et bjergløb er der i sagens natur ikke tale om, og som altid afholder man sig af logistiske årsager fra at have enkeltstarter i disse fjerntliggende løb.

Løbet kan groft sagt inddeles i tre dele. Der lægges ud med to korte, næsten helt flade ruter, som vi kender dem fra hovedparten af de kinesiske løb, og hvor der med statsgaranti lægges op til massespurter for det stærke felt af sprintere, der er samlet i Kina. Dernæst følger de to vanskeligste finaler startende med en 3. etape, der som sagt har en regulær mur, der kan bruges til angreb og helt sikkert vil skabe nogen udskilning, og som kan lade klassementsrytterne teste benene lidt inden den nu klassiske kongeetape på fjerdedagen, hvor man skal slutte på den korte Nongla-stigning, der er som skabt til eksplosive puncheurtyper mere end klatrere, og som vil spille den formentlig helt afgørende rolle i kampen om den samlede sejr.

Løbet afsluttes derefter med to mere åbne etaper med stigninger i den anden halvdel, men med lange, flade afslutninger. I de tre første år endte den første af disse i en reduceret og den anden i en fuld massespurt, og derfor ser det igen i år ud til, at de mest holdbare af de hurtige folk vil skulle spurte om sejren på fem af de seks etaper, og at selv de helt tunge folk kan se frem til formentlig tre muligheder i det sprintervenlige løb.

1. etape

Tour of Guangxi ville ikke være et rigtigt kinesisk etapeløb, hvis ikke det bød på mindst én etape af den type, der kendetegner de fleste øvrige løb i landet. De består af talrige korte, helt flade og meget lette sprinteretaper, der afvikles på rundstrækninger, og det er præcis en sådan etape, der indleder den tredje udgave af landets største løb. Faktisk er der tale om en tro kopi af åbningsetapen fra 2019. Dengang modificerede man den velkendte 53,7 km lange rundstrækning, der blev tilbagelagt to gange for en ultrakort etape i 2017 og 2018, så den nu var kortere og skulle tilbagelægges tre gange for en etape, der dermed bliver næsten 30 km længere end de to foregående år. Med en rute, der i alt væsentligt har de helt samme karakteristika som de første to udgaver af Beihai-etapen, fik rytterne mulighed for at få trådt rejsen ud af benene og komme sig over deres jetlag, mens sprinterne kunne spurte om den første førertrøje, og det vil efter alt at dømme gælde igen i år på denne identiske etape, hvor en ren sprinter formentlig vil gå i fodsporene efter Fernando Gaviria (2017 og 2019) og Dylan Groenewegen som vinder af løbets nu klassiske åbningsetape i Beihai.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

I alt er der bare 135,6 km på programmet på 1. etape, der har fået navnet Beihai Stage Race og finder sted i byen Beihai, en havneby tæt på grænsen til Vietnam med et indbyggertal på beskedne 1,5 mio. Løbet består af tre omgange, hvoraf de første 3,3 km af første omgang er neutraliseret, på en 46,3 km lang rundstrækning på den lille odde, hvorpå byen er placeret.

Fra start kører man gennem fladt terræn mod nord og nordøst tæt langs kysten, indtil man drejer mod vest og kører ud til kystvejen. Herfra forsætter man mod sydvest helt ud mod oddens spids, hvor dagens eneste lille stigning venter. Guantou Hill stiger med 4,7% over 1300 m, har top med 15,3 km igen og giver bjergpoint ved de to sidste passager efter hhv. 74,0 og 120,3 km. Herefter følger man kysten tilbage mod sydøst og øst og ned til målet hele nede på Kinas sydspids. De sidste mere end 10 km er helt flade og byder kun på få sving, nemlig med 4700 m 4400 m og 800 m til mål. Der er indlagte spurter ved de to første passager af målstregen efter hhv. 43,0 og 89,3 km.

Etapen byder på i alt 423 højdemeter.

Etapen er helt flad og er en helt oplagt sag for sprinterne. Den lille bakke kan måske benyttes til at gøre løbet svært for nogle af de hurtige folk, men det vil være en overraskelse, hvis den kan bringe dem i vanskeligheder, specielt efter en så kort etape. Det gjorde den da heller ikke i de re foregående år, og selvom den igen i år skal bestiges tre gange, bør det ikke være nogen udfordring. Det ligner en let dag, der vil blive kontrolleret af de store sprinterhold, inden de mange sprintere kaster sig ud i en dyst på fart om den første førertrøje i løbet, men det bliver igen i år en ændret finale, der med et sent sving er anderledes end i 2017 og 2018.

Som sagt var Beihai også ramme om en kort rundstrækningsetape som åbning på løbene i de tre første år. Det var senest i 2019, hvor Fernando Gaviria sejrede foran Pascal Ackermann og Matteo Trentin. I 2018 sejrede Dylan Groenewegen foran Max Walscheid og Fabio Jakobsen, og i 2017 vandt Fernando Gaviria også, denne gang foran Dylan Groenewegen og Pascal Ackermann.

Læs også

Lidl-Trek trodser styrt og vinder i dramatisk Vuelta-åbning

2. etape

Det er er et kendetegn ved de ikke-europæiske løb i begge ender af sæsonen, at de som regel er relativt sprintervenlige. Det er bestemt også tilfældet for Tour of Guangxi, der i klassisk kinesisk ånd byder på helt op til fem muligheder for de hurtige folk, hvoraf de tre bør være stensikre massespurter. Efter den korte, hektiske indledning får sprinterne med det samme chancen igen på løbets anden etape, der i 2018 var den eneste nyskabelse, og som i både i 2019 og nu i 2023 vender tilbage i et næsten uændret format - denne gang er eneste ændring, at man har ændret finalerundstrækningen fra 2019 - og selvom den nok er en anelse længere end åbningsetapen, er det igen en kort, flad sag, der burde give anledning til en spurtafgørelse.

Etapen fører feltet over beskedne 149,6 km fra Beihai helt nede på den kinesiske sydkyst til Qinzhou, der i 2017 agerede startby for 2. etape, men for tredje gang i træk er målby. Terrænet kunne ikke være meget lettere, da det er stort set helt fladt hele vejen. Fra start forlader man kysten ved at køre mod nord, inden man gradvist drejer mod nordvest. Den retning holdes det meste af dagen, mens man forsætter ad flade veje et par kilometer nord for kysten. Efter knap 91,1 km rammer man den afsluttende rundstrækning, og efter 94,7 km krydser man stregen for første gang i forbindelse med dagens første spurt.

Etapen afsluttes herefter med tre omgange på den 18,3 km lange og helt flade runde i den østlige del af Qinzhou, og selvom der er lidt flere sving end i 2019, er den ganske enkel. Man drejer skarpt med 17,5 km og 16,1 km igen, hvorefter en lige vej leder mod øst frem til et sving med 13,1 km igen. En lige vej fører nu mod nord frem til det nordligste punkt, hvor man med 9,2 km igen drejer til højre. Derfra går det mod sydøst og syd ned til et sidste sving med 3,6 km, hvorefter en lige og helt flad vej leder frem til stregen. Dagens anden og sidste spurt kommer ved næstsidste passage af stregen efter i alt 131,3 km.

Etapen byder på i alt 628 højdemeter.

Igen er der tale om en kort, flad etape, der har massespurt skrevet ud over sig med store, fede bogstaver, som vi også så det i 2018, hvor man kørte en lidt længere vej frem til en lidt kortere rundstrækning, der kun blev tilbagelagt to gange, og i 2019, hvor samme etape blev kørt med en lidt anderledes rundstrækning. Man må formode, at de mange sultne sprinterhold, der er kommet til start med nogle af verdens hurtigste, vil lægge løbet i et jerngreb og sikre, at det hele atter samles til et brag af en massespurt efter en kort og let etape. Vinden kan måske komme i spil, men det ligner en etape for de helt rene sprintere i en flad og ukompliceret finale, hvor man virkelig kan lade farten tale

Qinzhou gjorde debut som målby i 2018, hvor Pascal Ackermann vandt 2. etape foran Fabio Jakobsen og Dylan Groenewegen. I 2019 overraskede Dan McLay ved at sejre foran netop Pascal Ackermann og Matteo Trentin.

Læs også

Formstærk franskmand sejrer efter dansk fremstød - Ineos-profil vinder samlet

3. etape

I de to første år lagde man ud med tre helt flade sprinteretaper, men det ændredes der lidt på i 2019, for selvom der for tredje år i træk var tale om et rundstrækningsløb i byen Nanning, havde man for denne gang ændret rundstrækningen med verdens længste og fladeste opløbsstrækning, så den nu bød på en bakke i finalen - en bakke, der var nok til mere end at halvere feltet inden en reduceret massespurt. Også i år følges samme koncept med en rundstrækningsetape i Nanning, men igen er den nytænkt. Denne gang kører man nemlig over samme højdedrag i den modsatte retning, hvilket betyder, at  man skalover en regulær mur, men modsat sidst kommer stigningen til gengæld ca. 20 km fra mål. Det kan give klassementsrytterne en chance for at teste benene inden søndagens kongeetape, men med den lange, flade finale taler meget for, at vi for anden gang skal se en reduceret massespurt i Nanning.

Med en distance på beskedne 134,3 km er der igen tale om en gang kort etape, der altså for fjerde gang i træk finder sted på en rundstrækning i byen Nanning. Den nye runde er 27,3 km lang og skal tilbagelægges i alt fem gange, hvoraf de første 2,2 km af første omgang er neutraliseret. Fra start kører man igennem helt fladt terræn mod sydvest ned til en ultrakort rundstrækning, hvor man kører en omgang, inden man kører mod nordvest over en bro. Kort efter foretager man en U-vending, inden man drejer mod nordøst for at køre hen til et højdedrag.

Her melder dagens udfordring sig, når man fortsætter mod øst op ad en kategori 2-stigning (1,4 km, 12,0%), der efter 300 m med 9,7% har tre gange 300 m med hhv. 17,2%, 10,3% og 14,5%, inden den flader ud med 5,2% over de sidste 200 m frem mod toppen, hvor der er bjergspurter på 1., 3. og 5. omgang efter hhv. 5,9 km, 60,5 km og 115,1 km.

Fra sidste passage resterer fortsat 19,2 km, der indledes med en lidt kringlet nedkørsel, som fører mod øst tilbage til fladlandet, hvor man snor sig mod syd, sydøst og sydvest, inden man kører mod øst over en bro frem til det østligste punkt. Her drejer man mod syd, hvorefter man kører ad lige og flade veje mod syd, sydvest og nordvest langs flodbredden hele vejen frem til mål. Efter stigningen er der kun sving med 13,0 km, 10,7 km og 8,9 km igen, hvorefter vejen kun har nogle ganske bløde kurver. Der er indlagte spurter ved anden og fjerde passage af stregen, dvs. efter hhv. 52,4 km og 107,0 km.

Etapen byder på i alt 1568 højdemeter.

Det gør en ganske dramatisk forskel, at man denne gang kører over højdedraget fra den modsatte side. En relativt bød stigning bliver nu til en brutal mur, der med fem passager bør kunne rydde ganske meget ud i feltet - særligt når vi for fire år siden så, at feltet blev mere end halveret. Stigningen er så svær, at vi i princippet kan få en lille gruppe af klassementsryttere, der kan holde sig fri hele vejen, men med så meget fladland og så mange lige veje til sidst, taler meget for, at vi skal have en reduceret massespurt i stil med den, vi fik for fire år siden.

Nanning var også i 2019 målby for 3. etape, hvor der som sagt var en lettere stigning på rundstrækningen, men tættere på mål, og her spurtede Pascal Ackermann sig til sejr i et felt på ca. 50 mand, da han nærmest slog Alexandr Riabushenko og Matteo Trentin. Forinden kørte man i 2018 på en helt flad rundstrækning. I 2018 sejrede Fabio Jakobsen sejrede i en massespurt foran Pascal Ackermann og Max Walscheid. I 2017 var Nanning målby for både 2. og 3. etape. Først slog Fernando Gaviria til i en massespurt, hvor han satte Max Walscheid og Wouter Wippert til vægs, og dagen efter var han igen hurtigst, da han slog Max Walscheid og Magnus Cort på stregen på præcis den rute, der også brugtes i 2018.

Læs også

To dobbelt-sejre til ColoQuick i weekenden

4. etape

I de første to år blev det hedengangne Tour of Beijing voldsomt kritiseret for manglen på stigninger, og ikke mindst det faktum, at man ikke havde en bjergafslutning, var ildeset. Det rettede man op på i de to sidste udgaver, og den erfaring har arrangørerne i Guangxi lært af. Således bød man allerede i debutudgaven op til dans med en etapeafslutning på en stigning, som var henlagt til løbets fjerde dag, og som ikke uventet viste sig at være altafgørende i kampen om den samlede sejr. Det samme var tilfældet, da den vendte tilbage i 2018 og 2019, og for fjerde gang i træk vil det være Nongla-stigningen, der vil være vært for afslutningen på løbets kongeetape. Der er dog tale om en kort, ikke specielt stejl målstigning, der kommer efter en let dag i fladt terræn, og etapen og dermed løbet som helhed er dermed i højere grad skabt til eksplosive puncheurs end til rene klatrere. Etapen har i alt væsentligt været den samme i alle udgaver, men i år er den helt uforandret i forhold til 2019-udgaven.

I alt skal der tilbagelægges 161,4 km mellem Nanning og Nongla, men al spændingen er gemt til sidst på en etape, der ellers ikke byder på mange udfordringer. Fra start kører man mod nordvest og vest ud gennem millionbyen Nannings forstæder, inden man kører mod nord op over dagens kategori 3-stigning (1,7 km, 5,2%), der har top efter 31,1 km. Herefter fortsætter man mod nord igennem fladlandet forbi den første spurt, der kommer efter 52,9 km, inden man slår et lille smut mod nordøst for til slut at køre mod nordvest forbi de to sidste spurter efter 105,2 km og 135,2 km.

Med 22 km til mål når man etapens nordligste punkt, og herfra drejer man mod sydøst for ad en lang, lige, let stigende vej at køre frem til bunden af dagens sidste stigning, den første i kategori 1. Med 4,7 km drejer man skarpt til venstre ind på bakken, og herefter stiger det i gennemsnit med 6,6% over de næste 3,3 km. Der er tale om en meget irregulær stigning, der stiger med hhv. 5,8%, 11,2% og 5,2% over de første tre gange 700 m, inden den flader ud med 2,9% over 700 m for slutteligt at stige med 8,7% over de sidste 500 m. Bjergspurten kommer allerede 1400 m fra toppen, hvorefter det kortvarigt flader ud, inden stigningen igen tager fat med 8,5% over den sidste kilometer. I starten er der flere hårnålesving, men på de sidste 2 km bugter vejen sig kun let, dog med et hårnålesving og to skarpe kurve med hhv. 300 m, 250 m og 150 m igen.

Etapen byder på i alt 1564 højdemeter.

Etapen er bortset fra enkelte små modifikationer i den indledende fase identisk med det, vi kendte fra 2017 og 2018 og helt identisk med 2019-udgaven, og derfor ved vi, hvad der skal forventes. Ligesom i de tre foregående udgaver kan dette meget vel vise sig at være den helt afgørende etape i løbet, og derfor er det den, alle klatrerne har set frem til. Det er dog ikke en stigning for de lette folk. Den er kort, kommer efter en dag uden forudgående bjerge og er ikke specielt stejl. Det er med andre ord end sag for puncheurs, og vi har set, at også halvtunge folk kan være med fremme. Under alle omstændigheder er der lagt op til et brag af et slag mellem de ryttere, der drømmer om at vinde Tour of Guangxi samlet.

Læs også

Lynhurtig dansker forklarer, hvordan leadout blev til ny sejr

Da etapen i 2017 blev anvendt første gang, endte det som ventet i et slag på den sidste stigning. Her sejrede Tim Wellens i samme tid som Bauke Mollema og med 4 sekunder ned til Nicolas Roche og 6 sekunder ned til Julian Alaphilippe og Ben Hermans. I 2018 var Gianni Moscon stærkest, da han sejrede med 5 sekunder ned til Felix Grossschartner, 8 sekunder ned Sergei Chernetskii og 11 sekunder ned til Carlos Verona og Rigoberto Uran. I 2019 var forskellene større, da Enric Mas sejrede med 5 sekunder ned til Daniel Martinez og 14 sekunder ned til Diego Rosa, men alle andre tabte mere end 20 sekunder.

5. etape

Efter fire dage med relativt korte og for det meste flade etaper bliver det hele lidt mere kompliceret på 5. etape, hvor arrangørerne sender feltet ind i det kuperede område i den nordlige del af Guangxi-regionen og samtidig skruer mærkbart op for de hidtil meget beskedne distancer. Selvom der ikke er tale om store stigninger, havde man kunnet åbne mulighed for et interessant slag mellem klassementsrytterne i kraft af tre stigninger, der kommer tæt på hinanden i anden halvdel af den mere end 200 km lange rute, men ved at indlægge et længere fladt stykke til sidste, er der lagt op til en etape, der meget vel kan ende i en reduceret massespurt, som vi så det, da en næsten identisk rute blev anvendt i både 2017, 2018 og 2019.

I alt bydes der på hele 209,6 km mellem Louzhou og Guilin, hvilket er en sjældent lang distance på denne tid af året. Der skal klatres betydeligt mere end de foregående dage, og de mange højdemeter er stort set alle koncentreret i løbets anden halvdel. Fra starten snor man sig lidt rundt i det flade terræn nord for startbyen, inden man kører mod syd ned til den første spurt, der kommer efter 23,9 km. Derfra kører man ad lige og flade veje mod nordøst, inden det går mod nord igennem fladt terræn og op ad dagens første kategori 3-stigning (1,5 km, 5,8%), der har top efter 70,4 km, og herefter fortsættes mod nord gennem let stigende terræn forbi den anden spurt, der er placeret efter 116,9 km.

Etapen ændrer karakter når man når frem til stigningerne mod nord, hvor der følger tre mindre bakker i rap. Først gælder det en stigning (1,7 km, 6,9%), der modsat tidligere år ikke er kategoriseret og har top efter 150,5 km, hvorefter man drejer mod sydøst for at køre ned til et kort fladt stykke. Herefter fortsættes mod øst op over først en kategori 2- (5,0 km, 3,3%), der er stort set flad over de første 3 km, men derefter stiger med hhv. 6,9% og 4,1% over de sidste 2 km, og siden en kategori 1-stigning (4,5 km, 4,6%), der efter en let start over 1800 m har 700 m med 7,0% og slutteligt 1800 m med 4-6%. De to stigninger er afskilt af bare en ganske kort nedkørsel og har top med henholdsvis 40,4 og 33,4 km til mål.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Overraskelsernes schweiziske holdeplads

Efter toppen venter en meget teknisk nedkørsel, der fører mod sydøst, inden man med ca. 23 km igen atter er nede i fladlandet. Herefter fortsætter man igennem fladt terræn mod nordøst ad lange, lige veje, inden man til slut kører mod vest og nordøst ind til målbyen. Her venter en flad finale med skarpe sving med hhv. 3000 m og 1500 m igen.

Etapen byder på i alt 1890 højdemeter.

Etapen er kun ændret ganske, ganske marginalt i primært den indledende del i forhold til den etape, der blev brugt i 2017, 2018 og 2019, og her så vi, at klassementsrytterne ikke uventet angreb hinanden på stigningerne. Hverken Tim Wellens, Gianni Moscon eller Enric Maskunne imidlertid ikke bringes i vanskeligheder, og derfor blev det samlet til en reduceret massespurt i et felt på knap 80 mand i 2017, knap 60 mand i 2018 og endda godt 90 mand i 2019. Igen i år vil vi helt sikkert se forsøg på at ændre klassementet, men med mindre et af topnavnene har en decideret offday ligner det en umulighed at ændre på tingenes tilstand. Det ligner derfor endnu en reduceret massespurt, men måske uden nogle af de allertungeste folk, der i de tidligere udgaver måtte opgive at komme med til mål.

Etapen er som sagt næsten en kopi af 5. etape fra 2019, hvor Fernando Gaviria vandt en reduceret massespurt foran Pascal Ackermann og Matteo Trentin, af 5. etape fra 2018, hvor Matteo Trentin lidt overraskende sejrede foran Pascal Ackermann og Jasper Stuyven, og af 5. etape fra 2017, hvor Dylan Groenewegen brød Fernando Gavirias sejrsstime ved at slå colombianeren og Magnus Cort i en spurt i et felt på knap 80 mand.

Læs også

Efter dansk sejrsstime: Vi tog store skridt og kan være stolte

6. etape

Oftest sluttede Tour of Beijing som mange andre store etapeløb med en flad sprinteretape, men den model har man ikke valgt at følge i Guangxi, hvor man har gemt en af de mere kuperede etaper til løbets sidste dag. Til årets sidste kamp om WorldTour-point har man designet en rute, der på mange måder minder om den foregående, idet der også denne gang venter stigninger i løbets anden halvdel. Igen afsluttes dagens dog med et længere fladt stykke, og da distancen samtidig er kortere og etapen overordnet set nemmere end den foregående, vil det formentlig ende i endnu en massespurt i et næsten fuldt felt, som det var tilfældet, da samme etape afsluttede løbet i 2017, 2018 og 2019.

I alt skal der tilbagelægges 168,3 km med start og mål i lørdagens målby Guilin, og ligesom på den foregående etape er stort set alle højdemeter koncentreret på de to kategoriserede stigninger i løbets anden halvdel. Rundstrækningen ligger i det småkuperede område syd for byen, og etapen består i alt væsentligt af en tur mod syd ned til et vendepunkt og herefter en tilbagerejse. På udturen holder man sig imidlertid i fladlandet, mens man på vej hjem skærer igennem de kuperede områder.

Fra start bevæger man sig mod syd gennem fladt terræn og ad lange, lige veje forbi dagens første spurt, der kommer efter 23,7 km. Kort efter den anden spurt, der er placeret efter 63,8 km vender man rundt og sætter igen kursen mod nord. Denne gang kører man dog igennem den mere kuperede del, idet man holder en nordlig og nordvestlig retning i den resterende del af etapen. Første del af relativt flad, men herefter venter en kategori 3- (2,7 km, 5,1%), der er en ganske jævn stigning, og en kategori 2-stigning (4,2 km, 4,6%), der stiger jævnt med 3-5%, indtil den tager fat med 6,2% over de sidste 1200 m. De to stigninger er kun adskilt af et kort, småkuperet stykke og har toppe med henholdsvis 52,5 og 40,5 km til mål.

Herefter venter en længere og ikke specielt svær nedkørsel, der fører mod nordvest og slutter med ca. 30 km igen, hvorefter man fortsætter mod nord igennem helt fladt terræn fem til den sidste spurt, der kommer med 18,0 km til stregen. Herfra går det ad en helt lige og flad vej mod nordvest tilbage til Guilin, hvor også de sidste fem kilometer er helt flade, og der er skarpe sving med 2000 m, 1900 m og bare 500 km til stregen.

Etapen byder på i alt 1060 højdemeter.

Med helt små modifikationer er også denne etape en tro kopi de tre foregående års afslutningsetape - og helt identisk med 2019-udgaven - og de viser, at vi næppe skal forvente det helt store drama. Måske vil der blive forsøgt lidt på bakkerne, men de er så lette, at de ikke kan gøre megen skade. I alle tre år var det et næsten fuldt felt, der sluttede sæsonen af med endnu en massespurt, og det må formodes også at blive tilfældet i årets udgave af det kinesiske WorldTour-løb.

I 2019 cementerede Pascal Ackermann sin pointtrøjesejr ved at vinde spurten foran Sebastian Molano og Timo Roosen, og i 2018 rundede Fabio Jakobsen løbet af ved at tage sin anden etapesejr foran Bora-duoen Pascal Ackermann og Rüdiger Selig. Da etapen gjorde debut i 2017, endte det som sagt også i en stor massespurt, der blev vundet af Fernando Gaviria, som tog sin fjerde etapesejr i løbet foran Niccolo Bonifazio og Dylan Groenewegen.

Læs også

Se Lotto-stjernes knusende sejr

SE TOUR OF GUANGXI UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Favoritterne

Hvis der er én ting, der kendetegner nye løb, er det usikkerhed. De klassiske løb i Europa er velkendte af hele feltet, og selvom ruterne varierer en del fra år til år, har som regel en god fornemmelse af, hvor selektivt det vil blive. Det forholder sig naturligvis anderledes, når man sendes ud i ukendt og hidtil utestet terræn, og effekten bliver mangedoblet, når det nye løb endda foregår på den anden side af kloden i Kina i et område, som ingen af rytterne forud for 2017 havde blot det mindste kendskab til.

Genbrug kan synes uopfindsomt og kedeligt, men for de stakkels optaktsskribenter, der skal forsøge at forudsige løb, har det en klar fordel. Ligesom i de første tre udgaver er der nemlig tale om en rute, der i alt væsentligt minder om de foregående. Forud for 2018-udgaven var eneste ændring, at man udskiftede den flade 2. etape med endnu fladere en af slagsen, og i var det kun 3. etape, der undergik væsentlige forandringer, og sådan er det også til denne udgave, der er er den første efter tre års coronapayse. Vi kan derfor bruge de forrige års løb til at få en meget præcis fornemmelse af, hvad vi skal forvente. Det gør det hele langt lettere, end det var for seks år siden, hvor også holdene var meget i tvivl om, hvor svære især de sidste to etaper var.

Lettere bliver det dog ikke af, at vi befinder os i oktober måned. På denne tid af året betyder evner langt mindre end friskhed og motivation, og det kræver derfor kendskab til rytternes aktuelle formniveau at finde ud af, hvilke chancer de har. For mange af rytterne er turen til Kina endda næsten lige så meget ferie og en chance for at opleve et nyt land, og derfor vil en stor del af feltet ankomme til Østen uden de store ambitioner om at gøre sig bemærket. Hvis man dertil lægger, at den lange rejse og jetlag som regel påvirker rytterne meget forskelligt, og at det kun er et fåtal af favoritterne, der har været i aktion i den seneste uges italienske klassikere, er det klart, hvorfor det er usikkerhed og uforudsigelighed, der vil kendetegne løbet - nøjagtigt som det var tilfældet i det hedengangne Tour of Beijing.

Heldigvis var flere af topnavnene i det mindste i aktion i sidste uge, og derfor har vi alligevel en rimelig fornemmelse af, hvem af dem der er i form. På denne tid af året kommer topformen ikke længere pludselig ud af det blå - det giver simpelthen ikke mening for rytterne at træne intensivt på denne tid af året - og det eneste, der kan være sket siden løbene i Europa, er, at gassen kan være gået af ballonen, og at de gode ben er forsvundet, ikke mindst efter den lange rejse. Den faktor skal imidlertid slet ikke undervurderes, for oktoberform og ikke mindst -motivation kan være det sværeste at fornemme, ikke mindst for et løb, der jo ikke just har samme prestige som Il Lombardia.

Læs også

Ingen slinger i valsen: De Lie gør comeback med sejr

I 2018 så vi eksempelvis Rigoberto Uran flyve i Italien for blot at blive nr. 6 i Kina, mens vinderen, Gianni Moscon, efter et skræmmende efterår faktisk havde virket træt i de italienske løb, ligesom nr. 5, Carlos Verona, intet havde vist i Italien. I 2017 kom Julian Alaphilipppe til løbet som storfavorit efter et VM, hvor han var stærkeste mand, og en 2. plads i Il Lombardia, men alligevel skuffede han fælt med en 4. plads, mens Tim Wellens, der havde skuffet i Lombardiet, tog sejren. Og som vi så i 2019 med Daniel Martinez’ 2. plads, i 2018 med Felix Grossschartners 2. plads og Remi Cavagnas 4. plads og i 2017 med Matej Mohorics 6. plads, kan der sagtens være ryttere, der ikke havde kørt nævneværdigt siden VM - som jo altså i år ikke er et referencepunkt - men som alligevel har været motiverede og trænet så godt, at de kan levere et resultat trods en pause på næsten en måned. Med andre ord: et oktoberløb på den anden side af jordkloden kan være et lotteri at spå om!

Som sagt ved vi nu, hvad vi skal forvente af ruten, og alt tyder derfor på, at det hele vil blive afgjort af en kombination af kongeetapen samt eventuelt bonussekunder i de indlagte spurter. De første to etaper er flade og bør være massespurter, og vi så i 2017 og 2018, at stigningerne på sidste etape er så lette, at de slet ikke kunne skabe udskilning. Det kunne bakkerne på 5. etape, men det lange flade stykke til slut betød, at næsten 80 mand spurtede om sejren med tunge Dylan Groenewegen som vinder i 2017, at næsten 60 mand afgjorde løbet i 2018, hvor selv store Max Walscheid sad med hjem, og at vi i 2019 endda havde mere end 90 mand. Kun hvis en favorit har en regulær offday, synes det muligt at kunne holde den afgørende gående efter stigninger, og det ser derfor ud til, at denne etape igen vil ende i en reduceret massespurt. Dermed kan vi formentlig se frem til i hvert fald fire spurtafgørelser, hvor klassementsrytterne får svært ved at stjæle bonussekunder fra de mange sprintere, og medmindre vinden kommer i spil, vil kongeetapen samt de indlagte spurter blive afgørende.

Det ukendte element er den nye 3. etape. Allerede i 2019 var den jo løbets nyskabelse, men den kom aldrig til at spille en rolle i klassementet. Dertil var stigningerne for lette, men vi fik da ryddet lidt ud i feltet. I år kører man så op over højdedraget fra den anden side, og det har en dramatisk effekt. Nu er der tale om en regulær mur, der virkelig kan gøre stor, stor skade og også adskille de bedste klassementsryttere. Det er ganske sandsynligt, at de vil teste hinanden, men det er bare svært at tro, at den relativt korte stigning kan skabe så store forskelle, at de kan holdes gående hele vejen - ikke mindst fordi man vil have kongeetapen i tankerne og dermed formentlig spare sig. Man kan godt drømme om, at en lille gruppe af de bedste klatrere holder stand i et langt forfølgelsesløb, men det er svært at tro, at vi ikke får en reduceret massespurt igen. I 2019 overlevede ca. 60 mand, og i år er der potentiale til, at feltet kan give endnu mindre. Det er dog kun de allerhurtigste, der eventuelt kan drømme om at få bonussekunder i så stort et felt. Den nye etape kan således øge betydningen af en god spurt, men det vil ikke ændre på, at det er kongeetapen, der i alt væsentligt kan ventes at afgøre løbet.

Vi kender kongeetapen fra de første år. I 2017 så vi, at Tim Wellens, Bauke Mollema og Nicolas Roche kunne køre væk på det stejle stykke, inden Wellens vandt spurten på den sidste del. I 2018 holdt Gianni Moscon sig i ro på den stejle del, inden han med en uimodståelig forcering satte alle rivalerne og sejrede klart foran Felix Grossschartner og Sergei Chernetskii. I 2019 endte det i et opgør mellem Enric Mas, Daniel Martinez og Antwan Tolhoek, der afgjorde det på de sidste meter, hvor Mas akkurat var stærkere end Martinez. I de to første tilfælde var stærkeste mand i stand til at slå et hul nogle sekunder, mens afstanden mellem nr. 1 og 2 i 2019 var blot 1 sekund, men derudover var der stor forskel på graden af selektion. I 2018 var hele 15 mand inden for 20 sekunder af Moscon, men i 2017 blev der kørt så stærkt på den stejle del, at kun 9 mand sluttede inden for den margin af vindertiden. I 2019 var det endda kun otte mand

Den første kilometer er så stejl, at de tungere folk for alvor kan komme i vanskeligheder, men kan klatrerne ikke samarbejde lige så godt som i 2017 og 2019 på det efterfølgende lettere stykke, er der en vis chance for, at der kan ske en eller anden form for samling. Man skal imidlertid ikke undervurdere den sidste kilometer, selvom den ikke officielt er en del af stigning. Den er ganske, ganske stejl, hvad vi tydeligt slå, da Mas slog den hurtigere Martinez. Det er således ikke, hvem som helst der kan vinde denne spurt. Dertil er den hård nok.

Stigningen er dog ikke rasende lang og dermed heller ikke rasende svær I 2017 så vi, at det kunne lade sig gøre for en relativt let og ikke specielt eksplosiv fyr som Mollema at gøre en forskel, men tungere folk som Matej Mohoric, Remi Cavagna, Grega Bole og Magnus Cort sluttede alle i top 15, hvilket vidner om, at man ikke behøver at være klatrer for at vinde. I 2018 var samme Cavagna helt fremme som nr. 7, mens relativt store Andrei Grivko blev nr. 17. Til gengæld var det slet ikke noget for en dieselklatrer som Hugh Carthy, der trods god form endte helt nede som nr. 21. Uden et godt punch får man det således svært. Det punch har Mas og Martinez også, og derfor var det ikke uventet, at de duellerede i 2019, men netop den udgave viser også, at stigningen kan køres så hårdt, at det kan stille lidt større krav til klatreevnerne at være med fremme.

Alt afhænger af, hvor stor skade der gøres på den stejle del, og hvor godt der samarbejdes efterfølgende. Det gør det til en ret åben kamp mellem puncheurs, eksplosive klatrere og sågar nogle af de allermest holdbare sprintere. Der ventes modvind på stigningen, og det kan meget vel gøre det mindre selektivt og stille endnu større krav til punchet. Derudover vil der være en chance for, at hurtige folk kan vinde bonussekunder i indlagte spurter, der pludselig kan blive vigtige, hvis klassementet er meget tæt efter kongeetapen, og det er i den sammenhæng, at den nye, hårdere 3. etape måske kan blive vigtig.

Vejret er som altid en joker, og det ser ud til at blive helt anderledes end i 2018. Dengang kørte man rundt i temperaturer på bare 10 grader, men i år rammes Kina af en lille hedebølge. Således ventes der seks tørre og varme etaper med temperaturer på op mod 30 grader, og kun torsdagen kan blive en smule blæsende, dog med uden nogen risiko. Samtidig betyder modvind i finalen på 5. etape, at den minimale chance for at ændre klassementet her, bliver endnu mindre.

Årets felt er desværre en lille skuffelse. På klassementssiden ser vi slet ikke den stjerneparade, vi har set til de første tre udgaver, og man mærker tydeligt, at den desperate jagt på point frem mod næste WorldTour-nedrykning endnu ikke er startet. Sprinterfeltet er heller ikke så stærkt som i tiden inden coronapausen, og det er svært at argumentere imod, at det er den svagest besatte udgave af de første fire.

Læs også

Alligevel er jeg ikke helt tilfreds, siger ny kvinde i førertrøje

Det gør også kampen om den samlede sejr ret åben. Egentlig er kandidaterne ganske få, fordi langt de fleste hold af gode grunde kommer med fokus på massespurterne, men til gengæld er der ingen af de bedste bud, der har virket flyvende i optakten. Kombinerer man det med den generelle usikkerhed, der følger til et oktoberløb, taler vi om en meget åben affære.

Mit problem er denne gang, at jeg i det meget mudrede favoritfelt ikke har én eneste rytter, jeg for alvor tror på, og derfor er det med betydelig usikkerhed, at jeg peger på Matteo Jorgenson. Han har bestemt heller ikke fundet sin bedste form i efteråret, men i Luxembourg lignede han en af de stærkeste. Han skuffede i det lys lidt i Italien, men en 19. plads i Emilia, en 25. plads i Piemonte og en 23. plads i Lombardiet fortæller, at han med sikkerhed bør være en af de mest formstærke ryttere.

Han har som bekendt klatret bedre end nogensinde i år, og vi så i Oman også, at han er ret god i eksplosive finaler. Som Mas viste for fire år siden, skal man ikke nødvendigvis være puncheur for at vinde her, hvis blot finalen køres hårdt nok, og Jorgenson har helt sikkert de rette forudsætninger for at vinde. Holdet ligner også et af de stærkere på kongeetapen, hvilket kan hjælpe med at sikre, at det ikke glider ham taktisk af hænde, men modvinden gør mig bekymret. Den kan nemlig betyde, at det bliver for let og eksplosivt, men finalen bør være så stejl, at man alligevel kommer langt på sin fart. Kombinationen af det, han har vist i sine seneste løb, og ikke mindst det niveau, han har haft i år, får mig til at gå med amerikaneren.

Jeg var også pokkers tæt på at pege på Tim Wellens. Belgieren var flyvende i august, hvor han trods en defekt vandt Renewi Tour på så imponerende vis, at han lignede den Wellens, vi ellers troede, at vi havde mistet. Siden blev han desværre syg i Canada, og da han vendte tilbage i Famenne Ardenne og Paris-Tours, var han slet ikke lige så overbevisende. Vi så ikke meget til ham i Frankrig, og under sit angreb i Belgien lignede han en presset mand. Det er derfor ikke mit indtryk, at han har Renewi-formen, men løbene fik også et forløb, hvor han ikke for alvor fik mulighed for at vise, hvad han kunne.

Når jeg var tæt på at pege på ham, skyldes det i høj grad spørgsmålet om motivation. Han har talt om dette løb som et mål i månedsvis, og med sin lange pause undervejs har han bevaret lysten til at jagte resultater hele vejen. Samtidig er det et løb, der passer ham. Det så man, da han vandt det i 2017, men det er også sandt, at han i 2019 måske ville være kommet til kort mod lidt mere klatrestærke folk. Heldigvis savner vi i år navne i Mas- og Martinez-klassen, og modvinden vil tiltale den lidt tungere og mere eksplosive Wellens, der passer godt til en spurt på den sidste stejle del. Hans hold er også et af de allermest bjergstærke, og de kan sikre, at det ikke glider ham af hænde i en taktisk modvindsfinale. Han har altså alle forudsætninger for at vinde for anden gang. Jeg er bare ikke helt overbevist om hans form.

Et endnu mere åbent spørgsmål er Cristian Rodriguez. Det er ikke tit, Arkea regnes blandt de tungeste favoritter til et WorldTour-etapeløb, men det gør de her. Spanieren har i år været bedre end nogensinde, måske særligt med den flotte kørsel i maj og juni, men også med en flot 13. plads i Vueltaen. I dette lidt pauvre felt er han utvivlsomt en af de allerbedste klatrere, og selvom han ikke er skabt til eksplosive finaler, er han ikke uden punch. Han havde helt klart været hjulpet af medvind, hvilket kan tabe toppen af de krav, der stilles til hans punch, men når en fyr som Mas kan vinde, bør Rodriguez også kunne. Problemet er, at vi ikke aner, hvor han står efter Vueltaen. På bagkant af en grand tour kan formen gå alle veje, og det kan derfor både ende med en stor succes og en dundrende fiasko. Han har dog selv givet udtryk for både optimisme og ambitioner, og hvis han kommer til løbet med Vuelta-form, bør han køre med i kampen om de helt sjove placeringer.

Jeg er lidt spændt på George Bennett. Newzealænderen er stadig langt fra fordums styrke, men han har faktisk imponeret flere gang siden sommerpausen. Han var i hvert fald blandt de stærkeste både i Burgos og de første italienske løb, men begge gange kun som hjælper. Problemet er, at han ikke har kørt løb i en måned, og at vi ikke aner, hvor han står, men han kunne godt have bevaret motivationen til at slutte godt af for UAE. Problemet er, at holdet har Wellens som den entydige kaptajn, og han kan blive ofret som ren hjælper, men får han lidt frihed i en taktisk modvindsfinale - eller flopper Wellens, hvad der ikke virker helt umuligt - har han muligheder, selvom stigningen bestemt ikke passer ham ideelt.

EF kommer med et af de klart stærkeste mandskaber, hvor tre af deres ryttere har været på podiet i en grand tour, men desværre også har haft skuffende sæsoner. Blandt de tre er der nok mest grund til at tro på Rigoberto Uran. Han har vist glimt af tidligere tiders styrke i blandt andet Catalonien og Schweiz, men generelt har han været skuffende. Han kommer dog til løbet med en 29. plads i Emilia og en 35. plads i Lombardiet, og selvom det ikke lugter meget af hans tidligere klasse, er det faktisk noget, der i dette felt fører ret langt. Han har også tradition for at køre stærkt på denne årstid, og selvom han ikke er så eksplosiv længere, så vi ved hans Vuelta-etapesejr sidste år, at han stadig godt kan afslutte på en bakke som denne. Samtidig er han del af et stærkt hold, der måske kan spille deres taktiske kort i en modvindsfinale, og dermed kan han måske forbedre 6. pladsen fra 2018.

Holdets andet kort er Esteban Chaves. Han har haft en endnu værre sæson end Uran, for det er godt nok ikke meget, vi har set til ham i år. Som Uran har han haft et meget stille efterår, hvor han først for alvor er kommet tilbage i Italien. Det har været med begrænset succes, da han var marginalt langsommere end Uran i Varese, mens hans Lombardiet blev ødelagt af det styrt, der også involverede kaptajnen Richard Carapaz. Heldigvis viser Emilia-resultatet, at han ikke bør være helt uden form, og denne form for eksplosive finaler passer ham fint. Vi så trods alt også i både Catalonien og Baskerlandet, at han fortsat har niveauet til at gøre det godt i dette felt, hvis han nærmer sig de ben, han havde dengang.

Læs også

Stort mandefald før sidste etape af World Tour-løb

EFs tredje kort er Hugh Carthy, der trods alt er den af de tre, der har vist det højeste niveau i en ellers skuffende sæson. Det så vi i Alperne, men det så vi også mod slutningen af Vueltaens første uge, hvor han lignede en mand, der havde kurs mod en genrejsning. Ballonen eksploderede imidlertid med et brag, og det, der lignede et lovende løb, endte som en total fiasko. Derfor kan man godt frygte, at det har knebet lidt med motivationen, men faktisk forventer jeg et relativt højt niveau. Sidste år havde han nemlig også en skuffende Vueltaen, men i midten af oktober endte han alligevel som nr. 2 i Langkawi. Det var dog også et løb, der passede ham perfekt, mens denne eksplosive finale slet ikke er ham, slet ikke i modvind. En meget formstærk Carthy vil godt kunne vinde her, men jeg kan godt tvivle på, at han har den overlegenhed, der skal til, hvis en dieselklatrer skal vinde på eksplosiv en modvindsstigning.

Jeg er også nødt til at nævne Ivan Ramiro Sosa. Colombianerens katastrofesæson tilsiger ikke, at han pludselig vil genrejses, men når vi taler om ham, skal man aldrig udelukke noget. Siden juli har han kun kørt Tyskland, hvor formen var katastrofal, og Piemonte, hvor han bestemt ikke var flyvende, men trods alt heller ikke faldt helt igennem. Hvis han alene brugte det italienske løb som træning, er der en chance for, at vi vil se en stærk Sosa, der jo sidste år vandt Langkawi på denne tid af året. Det var ganske vist efter en periode, hvor han havde vist mere i optakten, og et løb, der passede ham langt, langt bedre end dette meget eksplosive løb, men selvom hans sæson har været skidt, har han trods alt flere gange vist så højt et niveau, at han faktisk er en af de ryttere, man godt kan forestille sig som vinder af dette løb - særligt fordi det kun er Piemonte, der indikerer, at han måske ikke er flyvende lige nu.

Jeg prøver at rangere Ethan Hayter her, men han er altså stadig svær at blive klog på. Han har godt nok brugt lang tid på at komme tilbage efter styrtet i Dauphiné, og selvom vi senest i Kroatien så, at han bestemt er blevet konkurrencedygtig, er han stadig ikke den Hayter, vi kender. I forvejen er denne stignin på grænsen for ham, men historien viser også, at de lidt tungere Hayter-typer godt kan komme herfra med et ret begrænset tidstab. Det gælder særligt på en dag, hvor modvinden vil hjælpe ham. Stigningen bør dog være for svær til, at han kan vinde, og derfor skal han have hjælp af bonussekunder undervejs. Her lider han under, at sprinterfeltet er så pokkers stærkt, at det kan blive svært. Den store chance er de indlagte spurter samt en mulig Ineos-massakre på 3. og måske endda 5. etape, men det kan komme til at knibe at score så megen bonus, at det kan kompensere for søndagens tab.

Jeg er også nødt til slutteligt at nævne Arnaud De Lie. Vi så ret tydeligt i Canada, at han altså har sine begrænsninger på længere stigninger, og denne stigning er helt sikkert for hård. Han har dog modvinden som en medspiller, og hvis der samtidig gå taktik i den, kan han altså begrænse tabet pænt, som vi så med Magnus Cort, der dog nok også er en bedre klatrer, for et par år siden. Hvis han virkelig tager for sig af bonussekunder, vil han ikke være helt uden chance, selvom kongeetapen altså bør være for hård.

Jeg rangerer Remy Rochas her, men med stor usikkerhed. Franskmanden er kendt som en af feltets største lottokuponer, men i år har han været en nærmest kronisk nitte. Helbredsproblemerne har været mange, men i Vueltaen var der glimt af den Rochas, vi kender. Desværre faldt han lidt sammen mod slutningen, og hans kørsel i de italienske løb var ikke prangende. Han overbeviste ikke i udbruddet i Varese, og mens han startede godt i Piemonte, gik han ned til slut. Der er intet, der tyder på, at han er i den oktoberform, han ellers plejer at have, men han har til gengæld også vist nok til, at han i lyset af sine generelle udsving pludselig kan overraske positivt. Han plejer i hvert fald altid at køre stærkt i årets sidste løb - også når han er kommet fra Vueltaen.

Jeg er lidt spændt på Rainer Kepplinger. Den tidligere roer har i sin første sæson alene kørt som hjælper, og det gør ham lidt svær at vurdere. Han blev imidlertid nr. 11 og 14 på kongeetaperne i hhv. Burgos og Romandiet, hvilket altså fortæller historien om et ganske højt niveau. Han er lidt af en dieselklatrer og derfor måske ikke skabt til denne stigning, hvad der gør ham til en usandsynlig vinder, men han burde komme ganske langt, hvis han er i form. Det er svært at vurdere, da han alene har kørt i Kroatien som ren hjælper, men da dette er en stor personlig chance for ham, skulle man mene, at han nok har kunnet bevare motivationen.

Det har bestemt ikke været et godt år for Sylvain Moniquet. Han var så lovende i 2022, men i år har det været meget, meget sløjt. Han viste dog glimt af sine evner i Schweiz og Polen, og selvom hans Vuelta var uhyre skuffende, så vi i Piemonte, at han måske kan være ved at finde lidt form her mod slutningen. Hans Lombardiet viser, at han under ingen omstændigheder sætter verden i brand, men i dette lidt begrænsede felt, burde han ikke falde helt igennem. Eksplosive stigninger peger i hvert fald at passe ham fint.

Jeg prøver at nævne Luke Plapp. Det er vi jo ellers næsten stoppet med, for han har siden UAE Tour været rystende langt fra sit niveau. Vi har dog set glimt af fremgang med en god enkeltstart i Renewi og senest fint hjælpearbejde i Kroatien. Dette løb kan godt minde om UAE Tour, hvor han år efter år har kørt stærkt, og det kunne derfor været noget, der passer ham. Hvis han pludselig finder de ben, han havde i Emiraterne, kan han jo køre med om sejren i et løb som dette, og selvom der ikke er noget, der tyder på det, har han vist tilstrækkeligt med fremgang til, at det heller ikke helt kan udelukkes.

Læs også

Test: Oakley Jawbreaker med styrke

Helt samme usikkerhed er der i forhold til Maximilian Schachmann. Denne eksplosive modvindsstigning passer ham jo så godt, at han og Wellens vel egentlig burde være de to tunge favoritter, men der synes stadig ingen lys for enden af tunnelen. Hans senest optrædende i Tyskland i august og hans DNF i Bernocchi i oktober var ganske pauvre, og det tyder ikke på nogen stor sæsonafslutning. Han har dog også kørt så lidt, at det kun er Bernocchi-resultatet, der indikerer, at han ikke har bygget op frem mod dette løb. Nok har hans sæson ikke været stor, men finder han det niveau, han havde i juni og juli, vil han jo reelt kunne vinde dette løb. Det er bare ikke rasende sandsynligt, når holdet har holdt ham ude i to måneder, og han udgik af det eneste løb, han har kørt i mellemtiden.

En rytter, der til gengæld har været flyvende i en længere periode, er Felix Grossschartner, der i august og september var her, der og alle vegne. Det var til gengæld også tydeligt, at hans formkurve gik den helt forkerte vej, og siden Toscana for en måneds tid siden har vi ikke set ham helt fremme. Det er lidt svært at se, at formkurven pludselig skulle vende efter så langt og hårdt et program, og det forklarer nok, hvorfor han er her som hjælper. Omvendt er det en stigning, der passer ham, som han viste med 2. pladsen i 2018 og 5. pladsen i 2019, og hvis han pludselig er tilbage på sit niveau, burde han faktisk være en af de allertungeste favoritter.

Det bliver også spændende at følge Louis Barré. Den franske puncheur startede sæsonen meget overbevisende, men siden fulgte en lang periode med et meget, meget lavt bundniveau. Det skulle imidlertid have skyldtes problemer med ryggen, og efter at de er blevet løst, har det set meget bedre ud. Han gjorde det i hvert fald pænt i Norge, Emilia og Varese, og selvom resultaterne ikke var prangende, fortæller de om et niveau, der skal føre ham ganske langt her. Stigningen er til den lange og svære side, men med modvind kan en type som Barré godt være med fremme.

Oscar Onley burde være en af de tungeste favoritter. Det er nemlig på denne slags eksplosive stigninger, han har imponeret, og efter en skidt sæson viste han senest i Polen, at han i puncheurterræn stadig er så god, at han kan vinde i dette felt. Problemet er bare, at han efter sit brækkede kraveben i Vueltaen virkede uhyre formsvag i det svage felt i Kroatien, og selvom hans angreb i Lombardiet viste en vis fremgang, blev han stadig kørt midt over af Ben Healy. Det ser altså ud til, at dette løb kommer også en del for tidligt, men da han passer så eminent til denne finale, modvinden hjælper ham, og stortalenter har en tendens til at finde formen meget, meget hurtigt, skal man ikke helt udelukke, at han alligevel kan overraske.

Vi skal vel også nævne Giovanni Aleotti. Efter sin lange kriseperiode har han jo faktisk rejst sig efter sommerpausen, hvor han har imponeret i Bretagne og Canada. Desværre ser det ud til, at han er ved at være træt, for selvom han ikke faldt igennem i Bernocchi og Piemonte, viste han ikke et niveau, der tilsiger, at han vil være helt fremme he - særligt fordi formkurven synes aftagende. Omvendt er det jo en stigning, der passer ham, og han har trods alt heller ikke endnu vist, at han har oplevet det totale sammenbrud, man kan se på denne tid af året. Har han de ben, han havde, da han blev nr. 16 i Canada, vil han jo være ganske farlig.

Hos Jayco finder vi Jesus David Peña, der i Slovenien og Østrig viste, at han allerede kan køre med helt i front i felter af denne kaliber. Desværre har han siden sommerpausen været ganske formsvag, og han seneste italienske løb har bestemt ikke sat verden i brand. I forvejen er denne meget eksplosive finale nok heller ikke den helt ideelle for ham, men vi så trods alt i Toscana, at han ikke er helt uden form. Med 14 dage til at forbedre formen som optakt kan man håbe, at han igen er klar til at vise det potentiale, vi ved, han har.

Jumbo kommer med Steven Kruijswijk, der stadig er på vej tilbage efter den lange skadespause. Det er ret tydeligt, at han stadig mangler meget, men nu har han fået to etapeløb og to endagsløb i benene, og hans kørsel i Varese, hvor han var ren hjælper, fortæller historien om et niveau, der skal føre et vist stykke i dette felt. For at vinde skal en dieseltype som Kruijswijk dog være absolut flyvende, hvis han vil vinde et eksplosivt løb om dette, og så langt er han bestemt ikke kommet endnu.

En lidt spændende kandidat er Sebastian Berwick. Han har generelt haft det meget svært i Europa, hvor han har vist et ret lavt bundniveau, men han er bestemt kommet bedre efter det. Det så vi allerede sidste år og i Giroen i år, men siden sidstnævnte har han kun kørt to etapeløb for israelernes udviklingshold. De er til gengæld gået godt, da han vandt kongeetaperne i både Alsace og Hainan, hvor han endte samlet som nr. hhv. 1 og 2. Det er klart, at niveauet er et andet her, men Alsace er ikke det letteste 2.2-løb, og Hainan viser, at han er i form netop nu. Som dieselklatrer passer han dårligt til stigningen, og hans bundniveau er så lavt, at han kan falde helt igennem, men det kunne godt være et af de løb, hvor han gør det ganske pænt.

Læs også

Dansker triumferer i junioretapeløb

Tudor kommer med Yannis Voisard , der jo har haft en pæn sæson, særligt med sejren på kongeetapen i Ungarn, men også med top 20-placeringer i Romandiet og Polen. Efter Polen har han bare næsten ikke kørt løb, og hans 85. plads i Lombardiet fortæller i hvert fald, at han ikke er flyvende, hvad han heller ikke var u Canada. Her kørte han dog i Montreal på så pænt et niveau, at han med de samme ben her ikke bør falde helt igennem, selvom en eksplosiv finale ikke er ham. Til gengæld har vi også set, at han ikke har kunnet matche de allerbedste på højeste niveau.

Jeg er også nødt til at nævne Oscar Rodriguez¸ selvom intet tyder på, at han vil være med helt fremme. I det hele taget har han været langt fra sit tidligere niveau, og styrtet i Giroen gjorde bestemt ikke sagen bedre. Da han pludselig var meget tæt på at vinde kongeetapen i Limousin, kom 2. pladsen dog også efter en periode, hvor han absolut intet havde vist. Generelt har han altid været enormt svingende, og derfor er han en rytter, der trods den beskedne optakt ikke skal afskrives, selvom han meget vel kan ende som hjælper for Jorgenson eller måske Sosa.

Arkea har også et tredje kort i Alessandro Verre. Italieneren er som regel på et meget lavt bundniveau, indtil han pludselig i glimt viser, hvad han kan. Sidstnævnte har vi netop set i Agostoni og Emilia, hvor han gjorde det godt, men siden er han udgået af både Varese og Lombardiet. Sidstnævnte kan tale for, at han atter er røget ned i et af sine dybe huller, men det er trods alt mindre end 14 dage siden, han kørte ganske stærkt. Genfinder han de ben, han havde i sine to første italienske løb, vil han i hvert fald godt kunne lave et resultat i dette felt.

Hvad med Ruben Fernandez? Spanieren oplevede en meget pludselig renæssance på denne årstid for et år siden, hvor han kørte top 10 i Langkawi og ganske sensationelt i Emilia. Denne gang er der nu intet, der tyder på en gentagelse, da han har været langt fra det niveau i hele 2023 og senest havde en meget sløj Vuelta og to pauvre italienske løb. Omvendt var der heller intet, der tydede på noget tilsvarende for et år siden, og derfor kan det vel ske igen.

***** Matteo Jorgenson

**** Tim Wellens, Cristian Rodriguez

*** George Bennett, Rigoberto Uran, Esteban Chaves, Hugh Carthy, Ivan Ramiro Sosa

** Ethan Hayter, Arnaud De Lie, Remy Rochas, Rainer Kepplinger, Sylvain Moniquet, Luke Plapp, Maximilian Schachmann, Felix Grossschartner, Louis Barré, Oscar Onley, Giovanni Aleotti, Jesus David Peña, Steven Kruijswijk, Sebastian Berwick, Alessandro Verre, Yannis Voisard, Oscar Rodriguez, Ruben Fernandez,

* Jhonatan Narvaez, Milan Vader, Rudy Porter, Marijn van den Berg, Sven Erik Bystrøm, Antwan Tolhoek, Asbjørn Hellemose, Andreas Leknessund, Leo Hayter, Axel Mariault, Frederik Wandahl, Patrick Bevin, Mason Hollyman, Benjamin Thomas, Rune Herregodts, Rick Pluimers, Johannnes Adamietz, Fabio Van Den Bossche, Abner Gonzalez

SE TOUR OF GUANGXI UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Danskerne

Frederik Wandahl og Asbjørn Hellemose kan på hhv. Bora og Trek formentlig køre deres egen chance, hvorfor de er omtalt i holdoversigten. Hos DSM skal Tobias Lund køre lead-out for Sam Welsford, men måske han kan få sin egen chance på 3., 5. eller 6. etape, hvis bakkerne bliver for hårde for australieren. På Bahrain skal Johan Price-Pejtersen støtte Rainer Kepplinger og Jonathan Milan, og på Intermarché skal Julius Johansen efter afbuddet fra Gerben Thijssen nu måske i udbrud eller køre spurter for Adrien Petit eller Laurenz Rex. På Jayco skal Christopher Juul støtte Blake Quick i spurterne og Jesus David Peña og Rudy Porter på stigningerne, og endelig skal Sebastian Changizi på Tudor som vanligt køre lead-out for Arvid de Kleijn.

Holdoversigt

Nedenfor giver jeg en oversigt over, hvem der foruden de ovennævnte kan tænkes at hævde sig i klassementet.

Movistar Team: Jorgenson ligner kapajnen med Sosa og Rodriguez som alternativer. Abner Gonzalez har generelt været overmatchet på dette niveau.

Læs også

Forløsende sejr for De Lie: Det er en befrielse

Alpecin Deceuninck: Holdet er her med en næsten ren sprintertrup. Mest klatrestærk er Fabio Van Den Bossche, der dog intet har vist i meget lang tid.

Bahrain-Victorious: Også her er der tale om et sprinterhold med en enkel klatrer i form af Kepplinger.

BORA-hansgrohe: Holdet har Schachmann og Aleotti, men også Frederik Wandahl. Desværre har danskeren efter en lovende sommer virket meget formsvag i de seneste løb.

Cofidis: Rochas og Fernandez ligner de bedste bud. Deres puncheur Axel Mariault begynder at finde lidt form, men denne stigning er nok for svær. Benjamin Thomas synes fortsat formsvag.

EF Education-EasyPost: Med Uran, Chaves og Carthy har de mange optioner. Magnus Cort er endt i top 15, og derfor kan man ikke udelukke, at Marijn van den Berg kan ende langt fremme i modvind, men jeg bliver overrasket, hvis ikke han taber for megen tid til, at det kan hentes på bonus - også fordi han missede EM med helbredsproblemer.

INEOS Grenadiers: Hayter og måske Plapp ligner bedste bud. Løbet er skabt til Jhonatan Narvaez, og de Narvaez, der vandt Østrig suverænt, ville være topfavorit i dette felt. Det er dog første løb siden VM-styrtet, og han kan derfor umuligt være flyvende. Leo Hayter har haft det svært i sin første sæson og har ikke kørt løb siden maj.

Intermaché-Circus-Wanty: Det er et ganske godt løb for Sven Erik Bystrøm, der i Australien viste, at han kan køre top 10 i dette felt. Han er dog på vej tilbage efter endnu en af sine mange skader og er næppe formstærk nok. Løbet er også inden for rækkevidde for Rune Herregodts, men også han synes formsvag.

Jumbo-Visma: Holdet har i tillæg til Kruijswijk også Milan Vader, der egentlig har de rette karakteristika. Ha gjorde det egentlig pænt på den lette rute i Slovakiet, men faldt igennem i det svage felt i Tjekkiet. Han er ikke kommet stærkt nok tilbage efter sit grimme styrt til, at man for alvor kan tro på ham.

Lidl-Trek: Antwan Tolhoek blev nr. 4 i løbet i 2019, men hans krise synes ikke at stoppe. Senest har han helt væk i det svage felt i Kroatien. Bedste bud synes at være Asbjørn Hellemose, der har kørt flot i dette efterår, men i forbindelse med udbruddet i Lombardiet lignede han også en mand, der er ved at være træt. Den bedste Filippo Baroncini kan være med på denne rute, men han har virket tung på det sidste.

Team Arkea Samsic: Rodriguez er kaptajnen, men holdet har alternativer i Barré og Verre.

Team dsm-firmenech: Onley er den erklærede kaptajn. Andreas Leknessund har ikke vist skyggen af form siden VM, og Patrick Bevin har måske nok endelig fået gang i sin sæson, men han synes stadig at mangle for meget.

Team Jayco AlUla: Peña må være bedste bud, men har han benene fra Østrig, kan Rudy Porter, der lignede en stærk hjælper i Kroatien, gøre det pænt. Zdenek Stybar er i dag for tung, og vi vil næppe heller se Christopher Juul helt fremme på denne eksplosive stigning.

UAE Team Emirates: Wellens er den erklærede kaptajn med Bennett og Grossschartner som alternativer.

Israel-Premier Tech: Det må handle om Berwick, da Mason Hollyman har været lidt overmatchet på dette niveau, og da Omer Goldstein slet ikke er så robust som tidligere.

Lotto Belisol: De Lie kan som sagt ikke helt afskrives, men klassementsmanden er nok som udgangspunkt Moniquet. Unge Johannes Adamietz har haft det svært i år.

Tudor Pro Cycling Team: Holdet satser på Voisard, men Rick Pluimers kan også komme et stykke.

Kina: Holdet er helt uden chancer.

SE TOUR OF GUANGXI UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE