Optakt: 1. etape af Volta a Catalunya

STREAM VOLTA A CATALUNYA OG CLASSIC BRUGGE-DE PANNE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

Ruten

Ni år i træk vænnede vi os til, at løbet altid startede med en etape omkring middelhavsbyen Calella, hvor det trods en sen bakke oftest endte i en massespurt. Nu skal vi imidlertid til at vænne os til noget nyt, da det for andet år i træk er en anden middelhavsby, Sant Feliu de Guixols, som vil være vært for løbets indledning. Det vil løbets puncheurs kunne glæde sig over, da åbningsetapen også i slutter med samme rundstrækning, som blev brugt i 2019 og 2022, og som var rammen om to spurtsejre til Michael Matthews foran hhv. Alejandro Valverde og Sonny Colbrelli, der jo desværre efterfølgende kollapsede på dramatisk vis. Etapen er designet efter samme mønster som Calella-etapen, da en finalebakke, der kommer med 25 km igen og stejlere er end på ruten fra 2019, men også blev brugt sidste, vil kunne skabe nogen udskilning, inden alt peger på en reduceret massespurt, hvor vi ved de to foregående besøg så, at puncheurs have en overhånd i forhold til lidt tungere afsluttere.

I alt skal der tilbagelægges 164,6 km, der har både start og mål i den nye værtsby, Sant Feliu de Guixols, der ligger helt ud til Middelhavet. Starten er ganske hård, idet man lægger ud med at køre mod nordvest væk fra vandet via første del af kategori 3-stigningen Alt de Romanya, der skal bestiges i fuld længde i finalen. Denne gang drejer man dog mod sydvest kort inden toppen, hvorfor det bliver en 3,0 km lang stigning med en gennemsnitlig stigningsprocent på 5,0% og uden bjergpoint på toppen, for i stedet at køre mod sydvest og nord ad et let faldende og fladt plateau, der leder op et højdedrag. Her fortsætter man mod nordøst op ad kategori 3-stigningen Alt de Santa Pellaia (4,4 km, 4,4%), der er stejlest over de sidste 1400 m, hvor den stiger med 5,5%.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Toppen rundes efter 26,0 km, hvorefter en teknisk nedkørsel leder mod nordøst, inden det falder let i samme retning ned til byen La Bispal d’Emporsa, der ligger i den sydlige del af et helt fladt område. Her kørte man sidste år en rundstrækning i fladlandet, men i år kører man i stedet en omgang på en ca. 55 km lang rundstrækning, der sender rytterne tilbage til bakkerne mod vest.

Først kører man kortvarigt mod nordvest igennem fladlandet, inden man drejer mod vest for at køre op ad kategori 2-stigningen Alt Dels Angels (9,6 km, 4,3%), der skal deles i tre. De første 5 km er således meget lette, men derefter venter 3 km med 7-9%, inden den flader ud med 2-6% på de sidste 1600 m frem mod toppen, som rundes efter 57,9 km. En teknisk nedkørsel leder nu mod vest og sydvest ned til udkanten af Girona, hvor det går ad lige og næsten helt flade veje mod først nord og siden nordøst frem til etapens nordligste punkt. Herfra går det videre mod sydøst igennem fladlandet tilbage til La Bispal d’Emporsa, hvor rundstrækningen efter 98 km afsluttes.

Herfra er etapen identisk med sidste års etape. Som sagt ligger La Bispal d’Emporsa lige nord for det højdedrag, man tidligere besøgte, og det gør man igen, når man igennem let stigende terræn kører mod syd og sydøst. Herfra fortsætter man mod sydøst op ad kategori 3-stigningen Alt de la Ganga (2,3 km, 4,7%), der efter en let første kilometer byder på 500 m med 6,4% som det stejleste stykke, inden den stiger med 4-6% over de sidste 800 m frem mod toppen, som rundes efter 106,9 km. Herefter leder en lidt kringlet nedkørsel mod sydøst ned til byen Calonge, hvor man rammer den afsluttende rundstrækning, og hvorfra det går fladt mod sydøst ud til kystbyen Sant Antoni de Calonge. Herfra kører man mod sydvest ned langs den flade kyst til målbyen, hvor man kører ind gennem byen ad en ganske snoet vej, der byder på to mindre bakker, inden man drejer mod nordvest for at køre frem til stregen, der ligger på toppen af en tredje bakke, og som krydses efter 127,9 km.

Etapen afsluttes nu med en omgang på en 36,7 km lang rundstrækning, der indledes med at man kører fladt mod nordvest forbi dagens første spurt, der kommer efter 132,0 km, frem til startområdet. Herfra kører man for anden gang mod nord op ad kategori 3-stigningen Alt de Romanya (4,1 km, 5,9%), der har en let kilometer 2 med 3,7%, men derefter stiger jævnt med 6-7%. Modsat første gang kører man hele vejen til toppen, der rundes efter 139,7 km, hvorefter de sidste 24,9 km indledes med en kun i starten lidt teknisk nedkørsel, som leder mod øst tilbage til byen Calogne, hvor man ramte rundstrækningen.

Herfra går det igen fladt mod sydøst ud til Sant Antoni de Calogne, hvor dagens anden spurt kommer efter 152,0 km, inden det igen går mod sydøst og syd ned langs den flade kystvej. Til slut kører man igen ad den meget snoede vej ind gennem målbyen, hvor man til slut altså skal over de sidste tre bakker, hvoraf den anden (800 m, 4,7%) har top bare 3 km fra stregen. Herefter falder det ned til den røde flamme, inden man rammer målbakken, der stiger med 4,6% over 600 m, men bliver stejlere og stejlere frem til stregen med 5-6% på den sidste del. Finalen er kringlet, idet den snoede vej afbrydes af et sving og herefter en rundkørsel med 1500 m igen, hvorefter man drejer to gange i rap. Umiddelbart herefter drejer man skarpt med 1200 m igen, hvorefter to bløde sving lige efter den røde flamme leder ind på opløbsstrækningen.

I forhold til sidste år har man lagt den anden stigning på et langt stykke, der sidste år var fladt, men de første ca. 40 km er uforandrede, og det samme er finalen fra bunden af tredje stigning.

Etapen byder på i alt 2058 højdemeter mod 1653 højdemeter på sidste års rute.

Sant Felius Guixols hark kun to gange tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i dette løb i 2022, hvor Michael Matthews sejrede foran Sonny Colbrelli (i karrierens sidste løb) og Quentin Pacher, samt i 2019, hvor Matthews også sejrede foran Alejandro Valverde og Daryl Impey - i begge tilfælde i samme finale som denne.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

STREAM VOLTA A CATALUNYA OG CLASSIC BRUGGE-DE PANNE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

Vejret

Volta a Catalunya har været martret af både regn og blæst, men i år kan rytterne se frem til en herlig uge. Det kunne heller ikke starte meget smukkere med en solrig mandag med kun få skyer og en temperatur i målbyen på 15 grader. Modsat sidste år vil det ikke være specielt blæsende med en let til jævn vind (13-17 km/t) fra syd. Det giver med- og sidemedvind frem til den første rundstrækning, hvor vinden vil komme fra alle retninger, hvorefter man får mod- og sidemodvind tilbage til målbyen. På finalerundstrækningen vil der være med- og sidemedvind frem til toppen af stigningen, inden man primært får sidevind frem til spurten. Slutteligt vil der være sidemodvind ned langs kysten, indtil man får sidevind ind gennem byen og slutteligt sidemedvind over de sidste 1200 m.

Favoritterne

Nu troede man lige, at Volta a Catalunya ikke kunne starte på anden måde end med den klassiske Calella-etape, men nytænkningen er åbenbart også nået til Catalonien, hvor arrangørerne ellers står bag et af de WorldTour-løb, der har mest hang til genbrug. Megen nytænkning er der da heller ikke over den nye åbningsetape, der blev introduceret sidste år og genbruges igen i år, for vi vender blot tilbage til den afslutning, vi så på 2. etape for fire år siden.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Det er nu meget rart. Finalen kan nemlig være lidt svær at læse, da finalebakkens sværhedsgrad kan være vanskelig helt at fastlægge. Nu har vi imidlertid fået to chancer for at se, ”hvad den kan”. Vi fik først en god fornemmelse for fire år siden. Her var Michael Matthews ganske suveræn, og vi så, at det var en finale mere for puncheurs. Det hænger dog selvfølgelig også sammen med, at de få sprintertyper, der var til start, var blevet sat på stigningen forinden, og derfor fik vi en top 10, der foruden Matthews talte eksplosive puncheurtyper som Alejandro Valverde, der ikke kunne gøre andet end at sidde i Matthews’ baghjul, Maximilian Schachmann, Odd Christian Eiking, Enrico Gasparotto, Davide Formolo og Dan Martin samt holdbare sprintere som Daryl Impey og Patrick Bevin. De var dog begge lidt overmatchet, og Impey, der ellers åbnede en lang spurt, måtte se sig klart slået af både Matthews og Valverde.

Sidste år var billedet det samme. Igen vandt Matthews, denne gang efter en vild duel med en anden superpuncheur, Sonny Colbrelli, der i karrierens allersidste spurt pressede australieren til det yderste, inden han kollapsede. Quentin Pacher var også med helt fremme ved de to bedste, men derefter var der langt ned til de øvrige i en top 10, der var domineret af puncheurs. Således var Andrea Bagioli, Sergio Higuita, Mattias Skjelmose, Simon Clarke, Eduard Prades og Attila Valter alle med fremme, og den eneste sprintertype var Hugo Hofstetter, der endte helt nede som nr. 9. På 12. pladsen fandt vi Kiko Galvan og på 13. pladsen Sebastian Molano, så sprinterne havde det igen svært. Igen hang det dog også sammen med, at mange sprintere var sat på bakkerne undervejs, og Molano, Galvan og Hofstetter var vel de eneste i feltet, der kunne betegnes som sprintere.

Etapen slutter altså på samme rundstrækning, og dermed kan den ret svære sidste stigning skabe udskilning, som den gjorde for fire år siden, hvor færre end 100 mand sluttede inden for et minut af vindertiden, og igen sidste år, hvor vi havde ca. 90 mand i feltet. Noget Monte Zoncolan er der ikke tale om, men med to kilometer med 6-7% mod toppen og en længde på hele fem kilometer er det ikke noget under, at den ved de tidligere besøg har sat folk som Ethan Vernon, Martin Laas, David Dekker, Kaden Groves, Manuel Penalver, Phil Bauhaus og Alvaro Hodeg til vægs. I 2019 røg Hofstetter sågar også af. Det er i hvert fald en stigning, der sagtens kan skabe noget ravage, hvis der lægges pres på.

Modsat sidste år får etapen ikke et ekstra krydderi i kraft af blæsten. Sidste år havde vi undervejs noget sidevindssplittelse, men i år bliver vejret smukt. Ruten er til gengæld samlet set hårdere med den nye stigning på første del af etapen, og det er også værd at bemærke, at der vil være medvind på sidste stigning. Trods den manglende vind er der rum til at skabe noget splittelse undervejs.

Åbningsetaper i Catalonien har før været tricky. I de seneste år er et udbrud hold hjem hele to gange, fordi sprinterne var usikre på, om de kunne overleve, og der derfor manglede hold til at tage kontrol. Det var på den gamle Calella-etape, og risikoen er nok ikke stor her. Vi mangler ganske vist Matthews i feltet, men de få sprintere, der har vovet sig til Catalonien i denne meget sprinterfjendtlige udgave, er nødt til at gå efter denne etape. Deres eneste anden chance kommer på torsdag, hvor der er lagt op til en mere klassisk fladbanespurt, og de har derfor ikke råd til at smide denne mulighed væk.

Den gode udbrudshistorik og en hård start burde give kamp om at ramme udbruddet, men det sker næsten aldrig på åbningsetapen. I stedet kører udbruddet sikkert relativt hurtigt, primært med deltagelse fra wildcard-mandskaberne, hvorefter det bliver interessant at se, hvem der tager kontrol. Cofidis bør helt sikkert føre for Bryan Coquard, og hvis Ethan Hayter ikke er helt fra den efter sin skade, bør Ineos også hjælpe til. Jeg vil også forvente at se Alpecin fremme for Kaden Groves og Israel-PT for Corbin Strong, ligesom vi måske kan se Arkea føre for Hugo Hofstetter og Lotto for Milan Menten, Maxim Van Gils og Andreas Kron. Jeg giver derfor ikke et udbrud mange chancer.

Det interessante bliver, om der bliver lagt pres på, når de rammer stigningen. Hvis Hayter er frisk, bør vi se Ineos gøre det. Derudover kunne man håbe på, at Jumbo er villige til at bruge kræfter på at vinde med Primoz Roglic, men jeg tror nu, at de sparer sig til bjergene. Hvis ingen af de to hold kommer frem, kan sprinterne være heldige, at det går langsommere, og at udskilningen vil blive mindre. Med medvind er der dog basis for, at særligt Ineos, men også Jumbo kan gøre det til en hård etape.

Køres der langsomt, er det muligt, at vi kan se angreb. Kron har nævnt etapen som en chance for et udbrud, og han har jo netop vundet åbningsetapen i 2021 med et tilsvarende sent angreb. Jeg tvivler dog på, at det vil lykkes. Der er lidt for langt hjem langs kysten, hvor der vil være en ganske pæn modvind, og som minimum forventer jeg, at Ineos vil jagte hårdt. Er der samling, kan den sidste spurt også blive et tema i jagten på bonussekunder, hvor det vel særligt er Roglic og Remco Evenepoel, der vil være opmærksomme.

Jeg regner altså med en reduceret massespurt i stil med det, vi har haft i 2019 og 2022, men hvor lille feltet bliver vil i høj grad blive bestemt af Ineos og Jumbo.  Selve finalen er ikke helt enkel. Turen ind gennem byen er kringlet, men de sidste 1300 m er meget enkle. Vi så sidst, at vejen var relativt bred, og at det mest af handlede om power og knap så meget om position. Et godt hold vil stadig være vigtigt på den kringlede tur gennem byen, men har man styrken på bakken, er positionen ikke altafgørende i denne medvindsspurt, hvor man kan åbne relativt tidligt. Medvinden er også dårligt nyt for sprinterne og godt nyt for puncheurtyperne.

Læs også

Visma-rytter gik imod strømmen: Forstår godt de andres valg

Jeg synes, at det er meget åbent i år. Sidste år var det let at se, at Matthews og Colbrelli skilte sig ud som superpuncheurs, men i år er det langt mere åbent. Jeg ser i hvert fald flere potentielle vindere, end jeg gjorde sidste år, særligt fordi vi ikke aner, hvor Hayter står.

Jeg vover pelsen ved at pege på Primoz Roglic. Bakken kan være en anelse for let og kort, og han havde næppe slået Matthews eller Colbrelli her, men når jeg ser på, hvordan Valverde blev nr. 2 i 2019, og hvordan Pacher blev nr. 3 sidste år, burde det ikke være umuligt for ham at vinde. Han har før imponeret på blødere procenter som disse. Blandt andet slog han Christophe Laporte i Biot i Paris-Nice i 2021. Det var ganske vist en 1900 m lang bakke med 5,1% og derfor en betydeligt vanskeligere finale, men det fortæller, at det ikke behøver at være vanvittigt stejlt, for at Roglic har en chance mod tungere folk.

Det kræver, at han går efter den. Af og til ser man ham skippe spurter, hvor han ville have haft en chance, som vi så det på 13. etape i Vueltaen, hvor finalen var næsten identisk med denne, men med udsigt til bonussekunder vil det være dumt ikke at give den et skud. God i positionskampen er han også, men han kunne godt have brugt et bedre hold til at støtte sig på fladbanen. Heldigvis har vi som sagt set, at positionering ikke plejer at betyde det store, og det handler mest om power. Med direkte medvind tror jeg på, at Roglic i dette felt vil være den stærkeste, selvom han fortsat ikke er helt på toppen. Det vil nemlig være synd at sige, at han spurtede dårligt i Tirreno, ikke mindst da han slog Alaphilippe klart på 4. etape. Det ville også være en god finale for Koen Bouwman, men han er naturligvis bare hjælper.

Som sagt er løbet helt store spørgsmålstegn Ethan Hayter. Briten er vel den naturlige favorit til denne finale, for selvom vi ikke har set ham køre mange af denne slags spurter, passer de ham perfekt. Vi har set ham vinde meget stejle murfinaler i Andalusien og Coppi e Bartali, og vi har set ham vinde flade spurter. Denne mellemting bør passe ham glimrende og kan minde lidt om den spurt, han vandt i Norge i 2021, ganske vist i et svagere felt.

Det store spørgsmål er bare, hvor han står efter det brækkede kraveben. Det er nu næsten to måneder siden, han faldt, og jeg vil tro, at han er relativt god. Hvis han var formsvag, havde de formentlig sendt ham til Coppi e Bartali, hvor han vandt en etape sidste år, men nu sender de ham til et af sportens allerhårdeste løb. Det gør man ikke, hvis man forventer at blive savet midt over hver eneste dag, og med så lang en pause til at komme sig må han være nogenlunde. I topform er han helt sikkert ikke, men dette er ikke verdens sværeste etape. Jeg kan til gengæld være lidt bekymret for hans positionering, hvor det ofte kniber, men han har nogle stærke folk i Geraint Thomas og Luke Plapp til at føre sig frem. Sidder han rigtigt, må vi så se, om formen rækker til den favoritværdighed, han vel egentlig burde have. Det vil normalt også være en spurt, hvor vi ville kunne se Egan Bernal langt fremme, men med hans udgangspunkt og fokus på Hayter vil det næppe ske denne gang.

Afslutningen er også glimrende for Bryan Coquard. Som sagt er finalen næsten identisk med 13. etape fra Vueltaen, og her blev han nr. 2 bag Mads Pedersen - langt foran alle andre. Vi så også hans suveræne sejr i den lidt blødere spurt Down Under, men han har skuffet mig lidt på det sidste. Han var overraskende svag i Sanremo, og jeg havde også ventet mig mere af ham i Var. Mest af alt skuffede han mig dog i puncheurspurten i Murcia, hvor jeg havde ham som favorit, men hvor han bare blev nr. 12. Det var heldigvis en vanskeligere finale, men procenterne svarede nogenlunde til denne. Bakken er dog kortere, og vi så på den nævnte Vuelta-etape, at en formstærk Coquard kan være svær at slå på en bakke som denne.

Han har dog tre udfordringer. Medvinden er dårligt nyt, men med den svingende holdbarhed og en svag præstation i Sanremo kan han sagtens blive sat på stigningen, hvis Ineos eller Jumbo går til stålet. Derudover har han det meget svært i positionskampen, og hans hold er i den sammenhæng meget svagt. Jeg vil næsten tro, at han har tabt spurten, inden den starter, men sidder han rigtigt, og har han overlevet bakken, vil jeg ikke blive overrasket, hvis han i denne form for finale vinder relativt klart. Det kan gå begge veje. Falder han fra, er det muligt, at Jesus Herrada vil køre spurten, men selvom han genfandt lidt puncheurevner i Oman, er han i dag ikke eksplosiv nok til en afslutning som denne.

Jeg håber meget, at Andreas Kron dropper planerne om tidlige angreb, og at han ikke bliver sat til at køre for Milan Menten. Det burde nemlig være en spurt lige efter hans smag. Jeg var svært imponeret over, hvordan han trods ringe position blev nr. 4 på sidste etape i Andalusien, hvor vi havde en afslutning med 4,4% over 1 km, hvilket svarer meget godt til denne. Det vidner om, at han det er en spurt, der passer ham som fod i hose, og vi ved tillige, at han er uhyre formstærk. Han skal klare sin positionering bedre end i Andalusien, men her kan man håbe, at han får hjælp af Menten, selvom det nok er tvivlsomt. Et hårdt løb vil være en gave, og medvinden hjælper ham også. På baggrund af det, vi så i Andalusien, ligner en dansk sejr ingenlunde en umulighed.

Alpecin har Kaden Groves, men jeg tror mere på Stefano Oldani. De vil helt sikkert køre for australieren, hvis han overlever stigningen, men det gjorde han ikke sidste år. Falder han fra, vil Oldani formentlig tage chancen. Hans form er desværre usikker, da han ikke har kørt løb i en måned, men meget taler for, at han har trænet frem mod Ardennerne sammen med Quinten Hermans. Han gjorde enorme fremskridt med sin holdbarhed sidste år, men til gengæld spurter han stort set aldrig længere. Hans evner i denne slags finaler er derfor ret ukendte, men med hans forbedrede holdbarhed burde dette lige være ham, hvis han er i form.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Cancellaras store dag

Jeg kan virkelig ikke finde ud af, hvad jeg skal mene om Corbin Strong. Australieren vandt som bekendt en puncheurspurt, der kunne minde om denne, i Tour of Britain. Det var på en meget længere stigning, men det var også i så knaldhård modvind, at det reelt blev en spurt, der kan minde om denne. Den var endda endnu stejlere, og det indikerer, at det er noget, der passer ham. Han har dog sendt ret blandede signaler i år. Han skuffede i Australien og viste ikke megen form i Australien. Han gjorde det til gengæld fornemt i Drome, men havde et katastrofalt Sanremo. Hans holdbarhed har vist sig at have begrænsninger, og Sanremo giver mig en frygt for, at han ikke overlever stigningen. Det bør han dog gøre, og får han Daryl Impey, der selv tidligere har været med helt fremme i denne spurt, men over, har han en suveræn lead-out man. Så må vi se, om han også kan vinde en spurt som denne, når han ikke hjælpes af modvind. Impey får næppe chancen, for i dag er Strong øverst i hierarkiet, og i dag kan han også få svært ved at klare stigningen.

Jeg håber dog også, at israelerne lader Dylan Teuns køre sin chance. Den er formentlig en anelse for let for belgieren, der bedst på stejle procenter, men han er tidligere blevet nr. 2 bag Kwiatkowski i en 5%-spurt i Polen. Vi husker også hans suveræne solosejr på 1. etape i Romandiet sidste år, hvor stigningen ganske vist var stejlere, men hvor vi fik bekræftet hans punch. Hans form er lidt ukendt efter en pause, men frem mod Ardennerne bør han stå stærkt. Jeg tror, at den er for let til, at han kan vinde, men i medvind kan han komme tæt på, særligt hvis løbet har været hårdt. Holdet har også Michael Woods, der kan ende pænt, men stigningen er for let til, at han vil have ambitioner om andet end at holde sig til.

Efter sidste års sygdomshelvede er Ide Schelling kommet stærkt tilbage. Han er stadig et totalt wildcard, fordi han havde en offday i Strade, men han sad trods alt med første gruppe hjem i Omloop. Vi har ikke set ham køre mange af denne slags finaler, men i den ovenfor omtalte spurt i Norge blev han nr. 4 bag Hayter, Tosh van der Sande og Mike Teunissen, og vi har netop set ham blive nr. 3 i en spurt i Oman, hvor det dog var på flad vej efter en sen bakke. Vigtigst er det måske, at han ved sejren i Aargau i 2021 ganske klart slog Rui Costa i en stigende finale, og da portugiseren ikke er nogen ringe afslutter, vidner det om visse evner. Hans udsving gør, at han kan sidde i gruppettoen, men undgår han en offday, er jeg spændt på at se, hvad han kan i denne afslutning og dette felt.

En anden meget spændende rytter er Rune Herregodts. Det er ikke meget belgieren har spurtet, men det har han gjort i år. Jeg var dybt imponeret over at se ham slå Marijn van den Berg og Rui Costa på flad vej i Portugal, og hans puncheurevner kom til udtryk med 6. pladsen på Foia i Algarve. Det var ganske vist på toppen af et blødt bjerg, men begge dele vidner om, at han har noget fart. Til gengæld er han et helt ubeskrevet blad, og efter tre DNFs i træk, kan man heller ikke med sikkerhed sige, om han stadig har den fine form fra Algarve for en måned siden. Holdet har også sprinteren Arne Marit samt hurtige Tom Paquot, men jeg regner både stigningen og finalen som værede for hård for dem.

Lotto vælter i gode kandidater til denne spurt. De har nemlig også Maxim Van Gils, der altid har været en god puncheur, men så ud til at have nået nye højder i Oman tidligere i år. Jeg tror umiddelbart, at han står under Kron og Menten i hierarkiet, og det er derfor tvivlsomt, om han kører sin chance, men særligt hvis Menten er faldet fra, vil det være nærliggende at spurte med både ham og Kron, når de begge kan være ganske jævnbyrdige i en afslutning som denne. På baggrund af hans spurter i Oman kan jeg være i tvivl om, hvorvidt han faktisk kan vinde, men han er også så ubeskrevet et blad, at vi ikke helt aner, hvad han kan.

Bora har også et andet bud i Patrick Konrad. I mange år spurtede han slet ikke, men det er han begyndt på at gøre med lidt større regularitet, som vi så på Mallorca i år og i Tyskland sidste år. Jeg vil tro, at de kører for Schelling, men det vil også være nærliggende for dem begge at tage chancen. Hans form så ganske hæderlig ud i Strade, men det er godt nok også længe siden, vi har set ham køre en spurt som denne. Endelig har Bora også Jai Hindley , der i Algarve og senest Tirreno kørte flotte spurter, men denne bakke er nok lidt for kort til mere end en yderlig top 10, hvis han sidder godt.

Lottos tredje kort er Milan Menten. Han elsker at spurte om ad bakke, men jeg tror, at denne bliver for hård. Han imponerede mig i Murcia, hvor han slog Coquard og blev nr. 9 i en hårdere finale end denne, men selvom han har udviklet sig enormt siden skiftet til Lotto, vil det være et stort skridt siden 2022, hvis han pludselig kan vinde i dette stærke felt. Han vil også være et muligt offer på bakken, hvis der gås til stålet, men hvis han overlever, har han til gengæld god støtte af Kron og Van Gils, hvis de da kører 100% for ham. Han kan snyde mig, men med tanke på, hvordan det er gået sprinterne de foregående år, tror jeg ikke, at han ender i top 5.

Alpecins foretrukne bud er utvivlsomt Kaden Groves. Sidste år kørte han for Matthews, men da kom han slet ikke over stigningen. Han er også et sandsynligt offer, men det er også klart, at den svingende australier overlever stigningen, hvis han klatrer, som han gjorde på 6. etape af dette løb for et år siden. Overlever han, vil han have en fremragende lead-out man i Oldani samt Kristian Sbaragli, der i dag aldrig spurter længere, men kan han vinde her? Det tror jeg ikke, efter at han blev nr. 23 i den tilsvarende spurt i Vueltaen sidste år, hvor Pedersen sejrede foran Coquard. Også Nicola Conci og Xandro Meurisse kan køre denne slags spurter, men det bør handle om Groves og Oldani.

Hvad så med Remco Evenepoel? Tidligere havde vi jo ikke drømt om at nævne ham, men han viste senest, hvor eksplosiv han er blevet, da han spurtede på Jebel Jais i Emiraterne. Han går næppe ind til etapen med skyggen af ambition om at vinde, og den bør også være for kort til, at det i dette felt kan lade sig gøre. Han er dog nødt til at spurte for ikke at tabe dumme sekunder, og vi så trods alt, at han sidste år vandt en puncheurspurt i Norge og trods elendig position blev nr. 8 på 4. etape i Vueltaen, hvor Roglic vandt. Begge finaler var betydeligt hårdere, og da jeg ikke kan se ham vinde, er jeg nødt til at placere ham under visse sprintere, når jeg rangerer efter vinderpotentiale, men jeg bliver bestemt ikke forundret, hvis han går i top 5 eller måske endda top 3. Vi så også i Algarve, hvor hurtig Ilan Van Wilder er blevet i stigende spurter, men i et løb, hvor han primært er hjælper, får han næppe mulighed for andet end at holde sig til som en plan B.

Læs også

Mexicansk kæmpetalent har fremtiden på plads: Skriver uhørt lang kontrakt

I gamle dage havde man rangeret Eduard Prades som en af de tunge favoritter. Finalen passer ham nemlig perfekt, men han er slet ikke ved fordums styrke. Det rakte sidste år alligevel til en fin 8. plads i denne spurt, men særligt var jeg imponeret over den spurt i Norge, der gav en 3. plads bag Evenepoel og Tobias Johannessen. Den var endda langt, langt hårdere end denne, og her bør han stå betydeligt stærkere. Han er i dag en lottokupon, men han var i form i Algarve og har dette løb som forårets største mål. Hans elendige positionering vil nok engang koste dyrt, men spurter han som sidste år, og sidder han ikke helt håbløst, bør han ende ganske pænt. Til gengæld er finalen alt for svær for Caja Rurals sprinter, David Gonzalez.

Afslutningen burde være perfekt for Tobias Johannessen, der sidste år viste sine puncheurevner i blandt andet Norge, hvor han på en ganske vist betydeligt hårdere bakke blev nr. 2 bag Remco Evenepoel. Sidste år blev han da også nr. 11 i denne spurt, men desværre er hans form meget usikker. Han har døjet med skader og har ikke kørt siden det tidlige exit fra Algarve. Siden han starter dette svære løb, må han være nogenlunde tilbage på sporet, men det er næppe nok til at vinde. Sidste års resultat indikerer, at han skal være 100%, hvis han skal have en chance på en bakke, der nok er lidt for kort og let. Som alternativ har Uno-X hans bror, Anders Johannessen, der sidste år blev nr. 3 i den omtalte puncheurspurt i Norge og passer fint til denne afslutning, men da han ikke har kørt løb siden styrtet i Besseges og har haft et overraskende lavt bundniveau, tvivler jeg meget på hans form.

Ag2r kommer med Dorian Godon , der burde kunne lide denne finale. Efter sit uheldige 2022 og et styrt i Australien kom han overraskende godt igen med en 10. plads i Drome. Han så også meget formstærk ud i Paris-Nice, og vi ved fra 2021, hvor stærk han kan være. Til gengæld har vi heller aldrig rigtigt set ham blande sig i denne slags spurter på dette niveau, og han risikerer tillige at skulle køre for Clement Venturini, da han i det hele taget sjældent spurter. Når han gør, har han dog noget fart, og på denne bakke kan han anspores til at tage chancen.

I år har vi set en genrejst Jose Joaquin Rojas. Spanieren har kørte nogle ganske fine spurter i sæsonstarten, men i de seneste løb har han til gengæld skuffet. Nu har han haft en lang pause, og derfor ved vi ikke helt, hvor han står, men han bør overleve bakken. Med et relativt svagt hold må Movistar også lade ham tage sin chance i denne spurt, der passer ham fint. Han er ikke længere hurtig nok til at vinde, men med den fart, han viste i sæsonstarten, bør han lave et pænt resultat, også fordi han stadig positionerer sig fint.

I år har Giulio Ciccone bekræftet, at han er ganske hurtig i denne slags stigende finaler, ikke mindst da han vandt i Valencia. Denne bakke er dog helt sikkert for kort og let, og det er udelukket, at han vinder her. Han går næppe heller ind til etapen med ambitioner i den retning, men af hensyn til klassementet skal han spurte. Lad os se, hvad det rækker til, hvis han sidder ordentligt.

Ag2r har også Clement Venturini, der i gamle dage havde netop stigende spurter som sit speciale. Desværre synes han slet ikke at have samme fart som dengang, og det kniber gevaldigt med at blande sig i spurterne. Hans holdbarhed er også blevet så svingende, at han kan blive sat på bakken, men overlever han, vil han med nogen sandsynlighed have Godon som en sublim lead-out man. Det burde kunne give et pænt resultat, men han er næppe længere hurtig nok til at vinde.

Sidste år kom Hugo Hofstetter til dette løb i storform, men endte blot som nr. 9. Det viste sig ikke uventet, at spurten var lidt for hård, og i 2019 blev han endda sat på bakken. Siden sidste forår har han slet ikke fundet sit højeste niveau, og han er i hvert fald ikke så stærk som sidste år. Derfor anser jeg det som ret sandsynligt, at han igen bliver sat på bakken, og hvis han overlever, får han svært ved at gentage sidste års resultat. Omvendt viser 2022 jo, at han kan blande sig som top 10-kandidat, hvis han er stærkere, end jeg forventer. Som alternativ har Arkea Louis Barré, men det formsvage talent skal vi næppe have forventninger til.

Kern Pharma vil formentlig køre for Kiko Galvan, der sidste år blev nr. 12, men jeg tror ikke, at hans potentiale rækker til mere end det. Derfor håber jeg, at Roger Adria giver den et skud. Jeg synes, at hans seneste spurter har vist, at han nok ikke vil være med helt i front, men det er stadig svært at glemme hans choksejr i puncheurspurten i Occitanie sidste sommer. Det vidner om, at hans potentiale kan være større end Galvans, hvis de mod forventning giver ham chancen. Han har dog ikke vist god form i år og er generelt uhyre svingende.

Treks andet kort er Quinn Simmons. Amerikaneren spurter stort set aldrig, og det vil undre mig meget, hvis han gør det denne gang. Da han vandt i Vallonien, viste han dog, at han er en ganske fin afslutter i stigende finaler, og det kunne være sjovt at se, hvad han kan præstere i en stærkmandsspurt som denne. Det ender nok med, at han enten angriber eller hjælper Ciccone, men lad os håbe, at han giver den et skud. I gamle dage havde det også været en perfekt spurt for Jon Aberasturi, der var ekspert i at spurte op ad bakke, men han har slet ikke fordums holdbarhed, og jeg tvivler på, at han er stærk nok, og at han overlever bakken.

Læs også

Hot seat var hårdt for dagens vinder: Værste timer i mit liv

DSMs mål er at holde sig til med Romain Bardet, der med den i 2022 fornemme fart, har ganske gode chancer for at gå i top 10. Jeg tvivler dog på, at vi kan se ham helt fremme på så kort en bakke, så lad os håbe, at Oscar Onley får lov at spurte. Det gør han næppe, men skulle han få chancen, skal det blive interessant at se, hvad han kan. Han viste jo sidste år, at han er en ganske glimrende puncheur, da han pressede Jonas Vingegaard til det yderste to gange i Kroatien. Det var imidlertid på betydeligt hårdere bakker, og denne er nok for let. Det var i hvert fald et skidt tegn, at han på Foia i Algarve valgte at angribe, mens Kevin Vermaerke blev sparet til spurten.

I gamle dage havde man nævnt Joao Almeida til denne spurt, men han har slet ikke fordums fart og vil næppe blande sig, hvad Adam Yates heller ikke vil på så kort en bakke som denne. Mere sandsynligt er det, at Marc Soler ender som UAEs bedste mand, da han før har spurtet lidt, men hans potentiale er begrænset. Bahrain har kun Wout Poels , men han vil næppe deltage i en så let spurt som denne, og hverken FDJ, Euskaltel eller Jayco har hurtige folk. Hos EF kan Richard Carapaz helt sikkert gå i top 10, men den er for let til, at han kan være med helt i front. Hos Astana kan Simone Velasco med lidt held lave en top 10, mens Gianni Moscon efter sin skade var i forfærdelig form i Galicien, og Fabio Felline ikke har kørt en spurt i en menneskealder. Endelig kan Jetse Bol eller Eric Fagundez forsøge for Burgos, men de går næppe i top 10.

OPDATERING: Jacob Hindsgaul har fortalt os, at begge Johannessen-brødre har haft en nærmest perfekt optakt. Vi kan derfor tillade os at have større forventninger til dem begge.

Feltet.dks vinderbud: Primoz Roglic

Øvrige vinderkandidater: Ethan Hayter, Bryan Coquard

Outsidere: Andreas Kron, Stefano Oldani, Corbin Strong, Dylan Teuns, Ide Schelling

Jokers: Rune Herregodts, Maxim Van Gils, Patrick Konrad, Milan Menten, Kaden Groves, Remco Evenepoel, Tobias Johannessen, Eduard Prades, Dorian Godon, Jose Joaquin Rojas, Giulio Ciccone, Clement Venturini, Hugo Hofstetter, Anders Johannessen, Roger Adria, Quinn Simmons, Oscar Onley

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Michael Matthews’ sejre fra 2022 og 2019.

STREAM VOLTA A CATALUNYA OG CLASSIC BRUGGE-DE PANNE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+