Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: Volta a Catalunya

Optakt: Volta a Catalunya

20. marts 2023 15:18Foto: LaPresse

Klassikersæsonen er ganske vist ved at starte, men det betyder ikke, at det er slut med de store etapeløb. Mens klassikerspecialisterne er i gang med de første store slag på brostenene, er Catalonien scenen for et løb, der i de senere år har været forårets måske allerstærkest besatte etapeløb, nemlig Volta a Catalunya. Efter adskillige år med store vanskeligheder er det spanske løb blevet en af de foretrukne muligheder for mange etapeløbsryttere til at teste formen, og igen i år er der flere af sportens største navne, der vil slås om sejren i Spaniens ældste cykelløb, der med sin bjergrige rute og fraværet af tidskørsler er en af klatrernes allerbedste muligheder i sæsonen.

Artiklen fortsætter efter videoen.

STREAM MILANO-SANREMO UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

 

Løbets rolle og historie                                                                                                                                       

Paris-Nice og Tirreno-Adriatico har en speciel dobbeltrolle, da de både fungerer som den sidste, afgørende forberedelse for klassikerspecialisterne og den første store test for etapeløbsrytterne. Efter det italienske løb handler det meste af den kommende måned imidlertid som regel fuldstændig om de store endagsløb, og det er de store slag i Nordeuropa, der får næsten al opmærksomhed.

 

Det betyder ikke, at grand tour-rytterne ligger på den lade side i disse tider. Adskillige etapeløb anført af WorldTour-løbene Volta a Catalunya og Itzulia Basque Country finder i løbet af de kommende uger sted i den sydlige del af kontinentet, og selvom de delvis kan betragtes som forberedelse til ardennerklassikerne, er de meget mere end det. For de grand tour-ryttere, der helt skipper endagsløbene, udgør de forårets vigtigste mål, og derfor er de typisk rammen om nogle fascinerende opgør mellem de ryttere, der senere vil spille hovedroller i de store grand tours.

 

 

Ofte har løbene kæmpet lidt med at få plads i rampelyset i en tid, hvor klassikerne er i fokus for de fleste fans, men i de senere år har Volta a Catalunya i den grad formået at bryde trenden. Det spanske løb har haft nogle meget vanskelige år, men nu gennemlever det lidt af en renæssance, hvor løbene i 2014, 2015, 2016, 2017 og 2019 har været blandt de stærkest besatte ugelange etapeløb. Fire år i træk kunne man således præsentere Alberto Contador og Chris Froome, og stjerner som Alejandro Valverde, Richie Porte, Nairo Quintana, Fabio Aru, Dan Martin og Rigoberto Uran har ligeledes i de senere år hørt til blandt de regelmæssige deltagere.

 

I 2018 og 2021 tabte man dog kampen om de allerstørste stjerner, der i stort tal tilvalgte enten Paris-Nice eller Tirreno-Adriatico og efterfølgende valgte en træningsperiode frem mod enten Giroen eller klassikerne, og sådan var det desværre også til 2022-udgaven. Heldigvis bliver det anderledes i år, hvor løbet vil få stor opmærksom i kraft af dets rolle som Giro-generalprøve med et opgør mellem Remco Evenepoel og Primoz Roglic. De får kamp til stregen af andre Giro-ryttere i form af Joao Almeida, Geraint Thomas, Gino Mäder, Jack Haig og Giulio Ciccone samt navne som Adam Yates, Ben O’Connor, Richard Carapaz, Mikel Landa, Ben O’Connor, Jai Hindley,  Rigoberto Uran, Sepp Kuss, Marc Soler, Guillaume Martin, Luke Plapp og Michael Woods. Dermed er scenen sat til en kamp, der er næsten lige så spændende og imødeset som dem, Wout van Aert, Mathieu van der Poel og co. vil udkæmpe på brostenene, og derfor vil Belgien i den kommende uge skulle dele rollen som cykelsportens centrum med Catalonien.

 

Det stærke felt er udtryk for lidt af en omvæltning for det spanske løb. Med en historie, der rækker helt tilbage til 1911, er det faktisk det ældste løb på Den Iberiske Halvø og det fjerdeældste etapeløb i verden, kun overgået af Tour de France (1903), Tour of Belgium (1908) og Giro d’Italia (1909). Lige siden de tidlige år har det spillet en vigtig rolle på cykelkalenderen og i sportens historie. Selvom det naturligt nok har været domineret af spanske vindere, har det altid haft appel til sportens største stjerner, og det er bestemt ingen tilfældighed, at navne som Eddy Merckx, Jacques Anquetil, Felice Gimondi, Bernhard Thevenet, Francesco Moser, Sean Kelly, Robert Millar, Claudio Chiappucci, Laurent Jalabert og Alex Zülle alle er at finde på vinderlisten sammen med stort set alle de største spanske ryttere.

 

00erne blev imidlertid en svær tid for et af cykelsportens historiske løb. Volta a Catalunya var vel den største taber, da ProTouren blev indført i 2005. Man mistede sin vanlige kalenderplacering i juni, og i stedet blev Spaniens ældste etapeløb afviklet i den anden uge af Giro d’Italia, hvormed det mistede stort set al international opmærksomhed. For rytterne blev det nu mest betragtet som en chance for at komme i gang igen efter en lille pause og som et første skridt på vejen mod Touren, og derfor var de bedste ryttere altid meget langt fra deres bedste form. Det gav vindere, der for de flestes vedkommende var et stykke nede i det internationale hierarki.

 

Løbet blev reddet af, at Tour of California ønskede at blive rykket til foråret, og det gav mulighed for at genoplive det spanske løb. I 2010 blev kalenderen omstruktureret, og det catalanske løb har siden da været afviklet i marts som endnu en mulighed for de bedste klassementsryttere til at drage fordel af deres første formtop. Det har overtaget pladsen fra det nu hedengangne Setmana Catalana og senere Vuelta a Castilla y Leon, der nu er flyttet til april, senere maj og nu august.

 

Resultatet har været imponerende, og da løbet samtidig kan tilbyde vigtige WorldTour-point, har det i de senere år været i stand til at tiltrække sportens allerstørste navne. Mens maj typisk betragtes som en træningsperiode for de grand tour-ryttere, der ikke kører Giroen, er den sidste del af marts og første del af april typisk tidspunktet for den første formtop for Tour de France-rytterne. Selvom det altid er svært at finde den rette kombination af de fire tidligere WorldTour-etapeløb Paris-Nice, Tirreno-Adriatico, Volta a Catalunya og Itzulia Basque Country, og ingen af disse derfor kan tiltrække samtlige stjerner, er de dage, hvor løbet i Catalonien er at betragte som ren Tour-forberedelse, helt sikkert ovre.

 

Løbet befinder sig imidlertid fortsat i en hård kamp. Ugen efter Milano-Sanremo har i de senere år også budt på etapeløbene Criterium International og Settimana Coppi e Bartali. Da førstnævnte var arrangeret af Tour de France-arrangørerne ASO, havde holdene et særligt incitament til at køre det franske løb, og i 2013 betød Tour-starten på Korsika - det seneste hjemsted for det to dage lange etapeløb - at de fleste Tour-favoritter, herunder Froome og Contador, var til start i Frankrig.

 

Det incitament er siden forsvundet, og siden 2014 har det catalanske løb været den store vinder. Faktisk har man i fem af de seneste otte år uden tvivl haft det stærkest besatte felt blandt de ugelange etapeløb på WorldTouren, og dominansen har været så kolossal, at Criterium International siden 2017 har været helt forsvundet fra kalenderen. Paradoksalt nok sker det samtidig med, at løbet som alle andre spanske begivenheder har kæmpet med svære økonomiske problemer og har været i konstant frygt for aflysning. Kun massiv støtte fra de regionale myndigheder samt intervention fra UCI har holdt løbet oven vande. Senest er netop ASO, der allerede har investeret kraftigt i Vueltaen, trådt til og har kastet en livline, der igen har reddet Spaniens ældste løb.

 

Sidste år var feltet dog ikke helt så stjernebesat, som vi har vænnet os til, men det betød ikke, at der manglede underholdning. Løbet så ekstremt åbent ud på forhånd, og sådan blev det da også, da førertrøjen skiftede ejermand alle dage med undtagelse af finaledagen. Efter to sprinteretaper vandt en snu Ben O’Connor den første bjergetape, inden Nairo Quintana overtog føringen på kongeetapen, som blev vundet af Joao Almeida. Dagen kom portugiseren i trøjen via bonussekunder på en sprinteretape, men bedst som han lignede den samlede vinder tog Sergio Higuita og Richard Carapaz alle på sengen med et stort tomandsridt på en regnfuld etape, der slet ikke så ud til at skulle spille en rolle i klassementet. Carapaz vandt etapen, men Higuita overtog trøjen, som han fornemt forsvarede på sidste etape, så han kunne sejre med 16 sekunder ned til Carapaz og 52 sekunder ned til en skuffet Almeida. Higuita vender ikke tilbage for at forsvare titlen, og dermed bliver Carapaz og Almeida de eneste gengangere fra sidste års podium.

 

 

STREAM MILANO-SANREMO UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

 

Ruten

Volta a Catalunya har altid været en ganske blandet sag, hvor terrænet har gjort det muligt for arrangørerne at variere hårdheden fra år til år. Tidligere har der været korte, flade prologer og bjergenkeltstarter, men siden man flyttede løbet til marts, har tidskørsler været stort set bandlyst, og det har kun været i 2017, hvor man havde et holdløb, og i 2021, hvor man havde en enkeltstart, at traditionen er blevet brudt.

 

2008- og 2010-udgaverne stikker ud som særligt nemme, fordi der i de år ikke var en stor bjergafslutning, og derfor blev løbet afgjort af etaper i kuperet terræn. I de senere år har man imidlertid fundet sig et relativt fast format helt uden enkeltstarter, med to store bjergafslutninger i Pyrenæerne på 3. og 4. etape og derudover adskillige kuperede etaper af varierende sværhedsgrad. Det har gjort det til det perfekte løb for klatrere, og blandt WorldTour-etapeløbene har det været det bedste for netop denne ryttertype. Bjergafslutningerne har ganske vist været relativt nemme og bedre for eksplosive typer end rene bjerggeder, men da det har været det eneste WorldTour-etapeløb i Europa uden tidskørsler har det appelleret meget til folk, der kan køre opad.

 

En ting er uundgåeligt: der er ikke meget at komme efter for de rene sprintere i Catalonien. Terrænet er ganske kuperet, og selvom der ikke er mange etaper i de høje bjerge, er der heller aldrig helt flade etaper. Flere af etaperne afgøres ofte i spurter, men det kræver et ganske godt sæt klatreben at holde sig fremme helt til målstregen. Derfor er det ikke overraskende, at de seneste udgaver har været succesfulde for folk som Gianni Meersman og Luka Mezgec, der netop har den specielle evne, at de både kan spurte og klatre og derfor har vundet flere etaper i samme løb.

 

Efter flere år med et relativt uforandret format forsøgte man sig i 2017 med en nytænkning, hvor man indlagde et hele 40 km langt holdløb og droppede den ene af de to pyrenæeretaper for i stedet af opfinde en ny kongeetape på Lo Port-stigningen tæt på kysten. Den var langt sværere end tidligere målstigninger, og sammen med holdløbet bidrog den til at gøre løbet meget mere selektivt end tidligere. I 2018 og 2019 vendte man imidlertid tilbage til det klassiske format med to dage i Pyrenæerne til at afgøre klassementet på 3. og 4. etape og derudover en stribe kuperede etaper, der tiltalte en blanding af hårdføre sprintere, udbrydere og puncheurs. I 2021 var formatet det samme, dog med inklusionen af en enkeltstart som et eksperiment, inden man i 2022 havde en helt klassisk rute med alle de velkendte elementer.

 

I år er det imidlertid tid til et nyt eksperiment. Som sagt har de tre finaler i Pyrenæerne, som man har brugt igen og igen, ikke været voldsomt vanskelige, men da man i 2017 erstattede den ene pyrenæeretape med den brutale afslutning på den korte, men stejle Lo Port blev det helt anderledes selektivt. Derfor vil mange klatrere glæde sig over, at Lo Port efter fem års fravær endelig vender tilbage, og det sker endda på en historisk hård rute. Modsat det, vi så i 2017, erstatter den nemlig ikke en af de to pyrenæeretaper, der fastholdes i det format, vi kender, og dermed bliver der for første gang i nyere tid hele tre bjergfinaler, herunder altså også på Lo Port, der er langt vanskeligere end pyrenæerfinalerne.

 

Resten af løbet følger det klassiske, men det er sprinterne, der betaler prisen for den ekstra bjergetape. Således er der denne gang kun én chance for klassiske sprintere, som endda skal overvinde 2500 højdemeter, hvis de vil have chancen for at spurte. Derudover åbnes løbet for andet år i træk med puncheurspurten i Sant Feliu de Guixols, hvor Michael Matthews vandt i både 2019 og 2022, mens der som så ofte før er en udpræget udbrudsetape om lørdagen, hvor en sen mur dog måske kan bruges til angreb i klassementet, inden det hele slutter med den traditionelle finaleetape i Barcelona.

 

Det er altså de eksplosive puncheurs, der åbner ballet mandag på en åbningsetape, der er en næsten tro kopi af sidste års åbning, hvor man for første gang i et årti ikke sluttede med den klassiske finale i Calella, og som lægger op til typer som Matthews, der har vundet spurten foran Alejandro Valverde i 2019 og Sonny Colbrelli i den dramatiske og tragiske åbning i 2022. Tidligere er de to pyrenæeretaper blevet afviklet onsdag og torsdag, men for at gøre plads til transporten frem og tilbage og den ekstra bjergetape helt uden ved kysten besøger man denne gang bjergkæden allerede tirsdag og onsdag, hvor der venter to af de tre velkendte bjergfinaler.

 

Der lægges ud med den hårdeste, når vi igen skal besøge Vallter 2000, der er svær nok til, at Adam Yates i 2021 grundlagde sin samlede sejr ved at køre alene, inden det onsdag gælder klassikeren til La Molina, der er en ganske blød målstigning, som før har gjort forskelle, men typisk er mere egnet til en spurt i en større gruppe.

 

 

Torsdag venter den klassiske transportetape, der fører feltet fra Pyrenæerne tilbage til kysten, og det er her, sprinterne kan få deres chance, hvis de kan klare de 2500 højdemeter, der venter inden den flade finale. Fredag venter så det helt store opgør, når en ellers ret let etape slutter på den korte, men meget stejle Lo Port, der bruges for første gang siden 2017.

 

Lørdagen er typisk helliget udbryderne, og sådan vil det formentlig også være i år, hvor en ikke alt for svær etape slutter med to svære stigninger, hvoraf den sidste som sagt er så svær, at vi sikkert vil se angreb på klassementet, selvom en let afslutning taler for, at etapen ikke vil gøre varige forskelle. Endelig slutter det hele på den klassiske rundstrækning i Montjuic-parken i Barcelona, hvor vi altid ser angreb i klassementet, men hvor der sjældent gøres forskelle, og udbrydere ofte løber med sejren. Ligesom i 2021 og 2022 har man givet etapen et twist med en betydeligt stejlere opkørsel ad Montjuic, men det gjorde ingen væsentlig forskel de to foregående år. Det ender dog altid i et aggressivt og hæsblæsende løb, hvor førertrøjen ganske vist aldrig har skiftet ejermand, men hvor vi stadig har set forskydninger i toppen af klassementet.

 

 

1. etape

Ni år i træk vænnede vi os til, at løbet altid startede med en etape omkring middelhavsbyen Calella, hvor det trods en sen bakke oftest endte i en massespurt. Nu skal vi imidlertid til at vænne os til noget nyt, da det for andet år i træk er en anden middelhavsby, Sant Feliu de Guixols, som vil være vært for løbets indledning. Det vil løbets puncheurs kunne glæde sig over, da åbningsetapen også i slutter med samme rundstrækning, som blev brugt i 2019 og 2022, og som var rammen om to spurtsejr til Michael Matthews foran hhv. Alejandro Valverde og Sonny Colbrelli, der jo desværre efterfølgende kollapsede på dramatisk vis. Etapen er designet efter samme mønster som Calella-etapen, da en finalebakke, der kommer med 25 km igen og stejlere end på ruten fra 2019, men også blev brugt sidste, vil kunne skabe nogen udskilning, inden alt peger på en reduceret massespurt, hvor vi ved de to foregående besøg så, at puncheurs have en overhånd i forhold til lidt tungere afsluttere.

 

I alt skal der tilbagelægges 164,6 km, der har både start og mål i den nye værtsby, Sant Feliu de Guixols, der ligger helt ud til Middelhavet. Starten er ganske hård, idet man lægger ud med at køre mod nordvest væk fra vandet via første del af kategori 3-stigningen Alt de Romanya, der skal bestiges i fuld længde i finalen. Denne gang drejer man dog mod sydvest kort inden toppen, hvorfor det bliver en 3,0 km lang stigning med en gennemsnitlig stigningsprocent på 5,0% og uden bjergpoint på toppen, for i stedet at køre mod sydvest og nord ad et let faldende og fladt plateau, der leder op et højdedrag. Her fortsætter man mod nordøst op ad kategori 3-stigningen Alt de Santa Pellaia (4,4 km, 4,4%), der er stejlest over de sidste 1400 m, hvor den stiger med 5,5%.

 

Toppen rundes efter 26,0 km, hvorefter en teknisk nedkørsel leder mod nordøst, inden det falder let i samme retning ned til byen La Bispal d’Emporsa, der ligger i den sydlige del af et helt fladt område. Her kørte man sidste år en rundstrækning i fladlandet, men i år kører man i stedet en omgang på en ca. 55 km lang rundstrækning, der sender rytterne tilbage til bakkerne mod vest.

 

Først kører man kortvarigt mod nordvest igennem fladlandet, inden man drejer mod vest for at køre op ad kategori 2-stigningen Alt Dels Angels (9,6 km, 4,3%), der skal deles i tre. De første 5 km er således meget letter, men derefter venter 3 km med 7-9%, inden den flader ud med 2-6% på de sidste 1600 m frem mod toppen, som rundes efter 57,9 km. En teknisk nedkørsel leder nu mod vest og sydvest ned til udkanten af Girona, hvor det går ad lige og næsten helt flade veje mod først nord og siden nordøst frem til etapens nordligste punkt. Herfra går det videre mod sydøst igennem fladlandet tilbage til La Bispal d’Emporsa, hvor rundstrækningen efter 98 km afsluttes.

 

Herfra er etapen identisk med sidste års etape. Som sagt ligger La Bispal d’Emporsa lige nord for det højdedrag, man tidligere besøgte, og det gør man igen, når man igennem let stigende terræn kører mod syd og sydøst. Herfra fortsætter man mod sydøst op ad kategori 3-stigningen Alt de la Ganga (2,3 km, 4,7%), der efter en let første kilometer byder på 500 m med 6,4% som det stejleste stykke, inden den stiger med 4-6% over de sidste 800 m frem mod toppen, som rundes efter 106,9 km. Herefter leder en lidt kringlet nedkørsel mod sydøst ned til byen Calonge, hvor man rammer den afsluttende rundstrækning, og hvorfra det går fladt mod sydøst ud til kystbyen Sant Antoni de Calonge. Herfra kører man mod sydvest ned langs den flade kyst til målbyen, hvor man kører ind gennem byen ad en ganske snoet vej, der byder på to mindre bakker, inden man drejer mod nordvest for at køre frem til stregen, der ligger på toppen af en tredje bakke, og som krydses efter 127,9 km.

 

Etapen afsluttes nu med en omgang på en 36,7 km lang rundstrækning, der indledes med at man kører fladt mod nordvest forbi dagens første spurt, der kommer efter 132,0 km, frem til startområdet. Herfra kører man for anden gang mod nord op ad kategori 3-stigningen Alt de Romanya (4,1 km, 5,9%), der har en let kilometer 2 med 3,7%, men derefter stiger jævnt med 6-7%. Modsat første gang kører man hele vejen til toppen, der rundes efter 139,7 km, hvorefter de sidste 24,9 km indledes med en kun i starten lidt teknisk nedkørsel, som leder mod øst tilbage til byen Calogne, hvor man ramte rundstrækningen.

 

 

Herfra går det igen fladt mod sydøst ud til Sant Antoni de Calogne, hvor dagens anden spurt kommer efter 152,0 km, inden det igen går mod sydøst og syd ned langs den flade kystvej. Til slut kører man igen ad den meget snoede vej ind gennem målbyen, hvor man til slut altså skal over de sidste tre bakker, hvoraf den anden (800 m, 4,7%) har top bare 3 km fra stregen. Herefter falder det ned til den røde flamme, inden man rammer målbakken, der stiger med 4,6% over 600 m, men bliver stejlere og stejlere frem til stregen med 5-6% på den sidste del. Finalen er kringlet, idet den snoede vej afbrydes af et sving og herefter en rundkørsel med 1500 m igen, hvorefter man drejer to gange i rap. Umiddelbart herefter drejer man skarpt med 1200 m igen, hvorefter to bløde sving lige efter den røde flamme leder ind på opløbsstrækningen.

 

I forhold til sidste år har man langt anden stigning på et langt stykke, der sidste år var fladt, men de første ca. 40 km er uforandrede, og det samme er finalen fra bunden af tredje stigning.

 

Etapen byder på i alt 2058 højdemeter mod 1653 højdemeter på sidste års rute.

 

På den gamle rute i Calella så vi af og til udbrudssejre, men her var etapen også i mange tilfælde ganske kuperet. I år har man gjort den en anelse vanskeligere end sidste år, men det er stadig usandsynligt, at det er andet end vinden, der vil være en trussel mod et samlet felt. Til gengæld er det en ganske svær stigning, der til slut kan rydde ganske pænt ud i feltet, hvis der lægges pres på, og da finalen blev brugt i 2019, var det kun ca. 100 mand, der overlevede, mens vi sidste år havde ca. 90 mand. Etapen er nem at kontrollere, og derfor taler meget for en spurt i den vanskelige finale, hvor Michael Matthews sejrede i både 2019 og 2022, og hvor det ser ud til, at puncheurtyper har overhånden.

 

Sant Felius Guixols hark kun to gange tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i dette løb i 2022, hvor Michael Matthews sejrede foran Sonny Colbrelli (i karrierens sidste løb) og Quentin Pacher, samt i2019, hvor Matthews også sejrede foran Alejandro Valverde og Daryl Impey - i begge tilfælde i samme finale som denne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

2. etape

I mange år har det været en fast tradition, at løbet har budt på to store etaper i Pyrenæerne onsdag og torsdag, hvor man indtil sidste år har vekslet mellem tre finaler på La Molina, Vallter 2000 og Port Ainé, men sådan bliver det ikke i år. Med beslutningen om at lægge en ekstra bjergfinale ind senere i løbet er besøget i Pyrenæerne nemlig fremrykket med en dag, og derfor skal klatrebenene allerede findes frem til tirsdag. Denne gang starter man endda med den vanskeligste af de to etaper, når man for femte gang siden 2013 skal slutte med stigningen op til Vallter 2000, og den er rigeligt svær til at skabe pæne forskelle, som vi senest så i 2021, hvor den lagde grundstenen til Adam Yates’ samlede sejr. I år venter der en endnu vanskeligere finale senere på ugen, men det ændrer ikke på, at vi allerede tirsdag vil have et meget klart billede af, hvem der vil vinde løbet.

 

Med en distance på 165,4 km er der tale om en relativt kort etape, der fører feltet fra Mataro til Vallter 2000. Startbyen ligger helt ude ved kysten, og derfor består det meste af etapen af en rejse mod nord gennem fladlandet frem til Pyrenæerne. Med det samme forlader man kysten for at køre ad en let stigende vej, inden man fortsætter mod nord op ad kategori 3-stigningen Alt De Can Bordoi (3,1 km, 5,1%), der er en helt jævn stigning med top efter 12,4 km.

 

Her drejer man mod nordøst for nu at følge en lang, lige og let faldende vej, inden man i udkanten af byen Riudarenes efter 51,5 km drejer mod nordvest. Herfra begynder det at stige let, mens man nærmer sig bjergene, og sådan fortsætter det, når man i byen Santa Coloma de Farners i stedet sætter kursen mod nord. Kortvarigt falder det let ned til byen Angles, men herefter begynder det igen at stige let, når man atter kører mod nordvest. Sådan fortsætter det indtil, man drejer mod vest og senere nordøst for at følge en let faldende vej frem til Olot, hvor dagens første spurt kommer efter 106,6 km.

 

Olot ligger for foden af bjergene, og det mærker man med det samme, når man drejer mod vest for at køre op ad kategori 1-stigningen Coll de Coubet (10,3 km, 5,3%), der er en helt jævn stigning med top efter 117,6 km. Herefter indledes de sidste 47,8 km med en lidt teknisk nedkørsel, der leder mod nordvest, inden man drejer mod nordøst og senere nord for at køre ad en let stigende vej frem til dagens sidste spurt, der kommer i byen Camprodon efter 143,0 km.

 

Her drejer man mod nordvest væk fra dalen for via en let stigende vej at køre frem til bunden af dagens klimaks, Vallter 2000-stigningen, der er uden for kategori. Den stiger med 6,7% over 15,1 km, herunder med 7,6% over 11,3 km med et maksimum på 18%. De første 4 km er lette med procenter på højst 5, men derefter følger to kilometer med 7-8% og dernæst den vanskeligste kilometer med 10,2%. De næste fire kilometer stiger nu med 7-10%, inden en let kilometer med 4,8% afløses af to kilometer med 7-8%, hvorefter den flader ud med 5,8% over de sidste 1100 m. Der et par hårnålesving midtvejs og igen i den uhørt tekniske finale, hvor der er hele syv af disse lige ved den røde flamme og dernæst yderligere to på de sidste 100 m, inden man rammer opløbsstrækningen.

 

 

Etapen byder på i alt 3219 højdemeter.

 

Blandt de tre bjergfinaler, løbet typisk har gjort brug af i Pyrenæerner, er Vallter en af de vanskelige, men den har gjort overraskende små forskelle ved de tidligere besøg. Hver gang er relativt mange mand end inden for 30-40 sekunder af vinderen, men data viser, at det altså ikke er en let stigning. For to år siden vae det også her, at Adam Yates kørte fra alt og alle og lagde grunden til sin samlede sejr, og selvom det er en stigning, der er følsom over for modvind, er det med de rette vindbetingelser utvivlsomt en afslutning, der vil gøre nogen skade og dermed give en meget klar ide om, hvem der skal vinde løbet.

 

Vallter 2000 blev senest besøgt i 2021, hvor Adam Yates kørte fra alt og alle og sejrede med 13 og 19 sekunder ned til to genrejste ryttere, hhv. Esteban Chaves og Alejandro Valverde, inden Geraint Thomas 31 sekunder senere vandt en spurt i en større gruppe. I 2019 kunne Egan Bernal ikke sætte Nairo Quintana, hvorfor Adam Yates, Dan Martin og Miguel Angel Lopez alle fik kontakt inden en femmandsspurt, der vandtes af Yates foran Bernal og Martin. I 2014 udnyttede Tejay van Garderen og Romain Bardet den interne kamp mellem favoritterne Alberto Contador, Joaquim Rodriguez, Nairo Quintana og Chris Froome, der ikke kunne sætte hinanden, til i ekstrem tåge, der umuliggjorde tv-produktion, at køre væk, inden amerikaneren vandt etapen i en spurt. Contador vandt spurten om tredjepladsen på en dag, hvor hele 11 ryttere sluttede inden for 30 sekunder. Året forinden var etapen endnu mindre selektiv, da en ung Nairo Quintana udnyttede det store fokus på holdkammeraten Alejandro Valverde til at køre sig til en solosejr, inden Valverde slog Rodriguez og Bradley Wiggins i spurten om andenpladsen i en gruppe på 8 mand. Hele 16 mand sluttede inden for 30 sekunder af vindertiden. I 2018 betød kraftig vind, at man måtte stoppe etapen, inden man nåede ind i Pyrenæerne.

 

 

 

 

 

 

3. etape

Det kan godt være, at man har fremrykket besøget med en enkelt dag, men man holder fast i, at der skal tilbringes to dage i Pyrenæerne og benyttes to af de tre velkendte finaler, man typisk skifter mellem. Efter det første bjergslag gælder det om onsdagen løbets absolut mest brugte finale, når det er tid til en sand klassiker. Den kommer, når man onsdag afslutter en dag med næsten 4000 højdemeter med den velkendte klatretur op til La Molina. Den er dog den klart letteste af de tre bjergfinaler, arrangørerne i de seneste år har foretrukket, og som regel har det været en afslutning, hvor en god spurt vil være afgørende i jagten på sejren, og hvor forskellene kun sjældent har været større, men vi har også set, at det kan blive et meget taktisk løb, som det gjorde sidste år, hvor Ben O’Connor udnyttede det taktiske spil til at tage en solosejr.

 

 

Med en distance på 180,6 km er der tale om en lidt længere etape, der fører feltet fra Olost til målet i skisportsbyen La Molina dybt inde i Pyrenæerne. Starten er ganske hård, da man lægger ud med at køre mod sydøst op ad en ikke-kategoriseret stigning (7,8 km, 3,9%), der har top efter 7,8 km, hvorefter en ret snoet nedkørsel leder mod nordøst og øst ned til dalen, hvor man kører igennem fladt terræn mod nord og øst frem til den første spurt, som kommer efter 25,0 km. Herefter drejer man mod nordøst og senere øst for at køre op ad en lang bakke (14,3 km, 3,7%), der har top efter 45 km, idet man undervejs kører dagens anden spurt efter 35,0 km. På toppen følger man kortvarigt et let kuperet plateau mod øst, inden en nedkørsel leder mod nordvest, hvorefter en let faldende vej leder frem til byen Olot, der nås efter 78 km.

 

Her gentager man en del af tirsdagens rute, når man drejer mod vest for for anden dag i træk at køre op ad kategori 1-stigningen Coll de Coubet (12,6 km, 5,5%), der er en helt jævn stigning med top efter 93,0 km, idet man denne kører længere op, end man gjorde på 2. etape. Nu leder en relativt let nedkørsel videre mod vest ned til byen Ripoll, der nås efter 112 km, hvorefter det går mod nordvest ad en let stigende dalvej frem til byen Gombren, der nås efter 124 km.

 

Her tager man hul på dagens vanskeligste udfordring, når man kører skiftevis mod nordvest, nord og nordvest op ad Coll de la Creueta (18,7 km, 5,0%), der er uden for kategori og skal deles i flere dele. De første 4 km stiger således med 5-7%, hvorefter der venter et fladere plateau, der går både op og ned. Ved km 7 begynder det igen at stige og herfra stiger det over 9 km med 5-8%, dog med enkelte lettere stykker undervejs, inden den flader ud med 3-6% over de sidste 2,7 km frem mod toppen, der rundes efter 146,6 km. De sidste 34,0 km indledes nu med en relativt let nedkørsel, der leder mod nordvest ned til La Molina, hvor man kører tæt forbi målstregen. Nedkørslen fortsætter nu mod nordvest ad en helt lige vej ned til et fladt plateau.

 

Her vender man med det samme rundt for at køre mod sydøst tilbage til La Molina, dog ikke ad samme vej, som blev brugt til nedkørslen. Det sker via kategori 1-stigningen La Molina (12,2 km, 4,4%), der skal deles i to dele. De første 5,5 km stiger relativt jævnt med 7,3% i snit, inden det venter 1,6 km med 5,9% i snit. Herefter falder det imidlertid over 2 km, inden en flad kilometer leder frem til den røde flamme, hvorefter det stiger med 6,0% og når 8% på de sidste 500 m. Finalen går ad en snoet vej med et par hårnålesving på den nedre del, inden man med 700 m igen drejer skarpt til højre, hvorefter der venter et sidste hårnålesving bare 100 m fra stregen.

 

Etapen byder på i alt 3998 højdemeter.

 

Med 2021-udgaven som en undtagelse har den samme finale har været benyttet nu mange gange i træk, og vi ved derfor, hvad vi skal forvente, også selvom man har varieret første del af ruten fra år til år. Den sidste stigning er måske nok stejl i bunden, men den sidste halvdel er så nem, at det oftest er endt i en spurt på den sidste rampe, hvor Alejandro Valverde har været svær at slå. I både 2018 og 2019 så vi imidlertid, at løbet godt kan eksplodere på den stejle del, og hvis frontgruppen kan samarbejde, og hvis vindretningen er den rette, kan der altså godt skabes større forskelle end som så, og vi så også sidste år, hvor modvind ellers gjorde etapen meget lidt selektiv, at Ben O’Connor kunne tage en taktisk solosejr. Grundlæggende er det dog en stigning for mere eksplosive og spurtstærke folk og utvivlsomt den letteste af årets tre bjergfinaler.

 

I 2014 viste Joaquim Rodriguez, hvorfor stigningen er skabt til eksplosive ryttere, da hans først besvarede Chris Froomes mange angreb, inden han lavede en af sine karakteristiske accelerationer og således sikrede sig sejren fem sekunder foran Alberto Contador, mens Nairo Quintana mistede yderligere fire sekunder. Ikke færre end 48 ryttere sluttede imidlertid inden for et minut af etapevinderen, og det siger en del om stigningens natur. I 2015 udnyttede Tejay van Garderen, at han var ude af klassementet, til at angribe fra bunden, og mens klassementsrytterne kæmpede om den samlede sejr, sikrede han sig etapesejren. Richie Porte var først blevet sat af Contador, men kæmpede sig tilbage og sikrede sig en andenplads på etapen.

 

Heller ikke i 2016 kunne folk som Froome, Contador og Quintana gøre forskellen, og i stedet udnyttede Dan Martin sit antrit til at vinde to sekunder foran Contador, Romain Bardet og Tejay van Garderen, mens Porte og Quintana tabte ni sekunder. I 2017 vandt Alejandro Valverde spurten i en favoritgruppe foran Dan Martin og Adam Yates på en dag, hvor hele 20 mand sluttede inden for 15 sekunder af vindertiden. I 2018 blev der endelig gjort større forskelle, da Valverde, Quintana og Egan Bernal tidligt kørte væk, inden den spanske veteran slog den yngste colombianer i spurten på toppen. Også i 2019 var finalen mere selektiv, end vi typisk har set det, da Miguel Angel Lopez, Egan Bernal, Adam Yates og Nairo Quintana kørte væk på den stejle, og i det taktiske spil mellem særligt Bernal og Quintana sneg Lopez sig væk til en solosejr med 16 sekunder ned nu 6 forfølgere, hvis spurt blev vundet af Gregor Mühlberger foran Marc Soler. I 2022 havde vi en meget taktisk afslutning i kraftig modvind, hvor Ben O’Connor sneg sig væk til en solosejr og sejrede med 6 sekunder ned til en stor gruppe, hvis spurt blev vundet af Juan Ayuso foran Nairo Quintana på en dag, hvor 27 mand var inden for 10 sekunder af vindertiden.

 

I 2001 vandt Santiago Blanco en udbrudssejr i Vueltaen, mens kun Jose Maria Jimenez havde held til at køre væk fra feltet og slutte fire sekunder foran en gruppe på 18 ryttere med alle klassementsrytterne.

 

 

 

 

 

 

 

4. etape

Efter de to dage i Pyrenæerne byder løbet altid på en transportetape, der bringer rytterne tilbage mod kysten, og den har typisk været en af løbets letteste og en sjælden chance for sprinterne. En sådan etape finder vi også i år, og igen burde de hurtige folk have en god chance. I Catalonien er lette etaper dog et særsyn, og der skal således fortsat klatres næsten 2500 højdemeter, hvorfor et udbrud bestemt ikke vil være uden muligheder, men med 60 relativt lette og hovedsageligt faldende kilometer til sidst, vil løbets får sprintere have udset sig denne dag som deres bedste chance i løbet af ugen.

 

Med en distance på 188,2 km er der tale om længere etape, der fører feltet fra Llivia til Sabadell. Startbyen ligger midt i Pyrenæerne, mens målbyen ligger lige nord for Barcelona næsten helt ude ved kysten, og derfor er der tale om en helt klassisk transportetape, hvor det går mod syd det meste af dagen i terræn, der generelt er faldende. Man lægger således også ud med at køre mod sydvest og sydøst ad en let faldende dalvej, inden det for anden dag i træk går mod sydøst op til La Molina (7,1 km, 5,4%). Igen er der tale om en kategori 1-stigning, men denne gang en lidt anden end den, der blev benyttet på 3. etape. Her er der tale om en relativt jævn stigning, hvis top rundes efter 26,3 km.

 

Nu skal man væk fra Pyrenæerne, og det kommer man via en teknisk nedkørsel, der leder mod øst ned til byen Ribes de Freser. Her drejer man efter 54 km mod syd for at køre ad en lige og let faldende vej forbi dagens første spurt, som kommer efter 69,5 km i byen Ripoll frem til byen Sant Quirze de Besora. Her forlader man dalen for at køre mod sydvest op ad kategori 3-stigningen Collet de Sant Agusti (8,5 km, 3,5%), der er en let stigning, som stiger med 2-4% frem til de sidste 2,5 km, der stiger med 4,9% i snit.

 

Toppen rundes efter 88,4 km, hvorefter en let nedkørsel leder mod sydvest ned til dagens anden spurt, som kommer efter 94,9 km. Det fortsætter kortvarigt med at falde let mod sydvest, inden man nu snor sig mod skiftevis sydøst og sydvest igennem kuperet terræn. Man starter med at køre op ad en bakke (3,4 km, 5,9%), der har top efter 107 km, hvorefter det falder ned mod to bakker, hvoraf den sidste (6,5 km, 4,0%) har top efter 122,0 km. Herfra går det mod syd ad en vej, der først er let stigende og siden let faldende, inden man i byen Mola drejer mod sydvest for at køre ad en let faldende vej, der afsluttes med en teknisk nedkørsel, som fører mod syd.

 

 

Nu indledes dagens sidste udfordring når man fortsætter mod syd op ad kategori 3-stigningen Coll de Lligabosses (3,8 km, 4,8%), der er en helt jævn stigning med top efter 158,7 km. Herfra består de sidste 19,5 km i alt væsentligt ad en periodevist teknisk, men mod slutningen helt lige vej, der er let faldende og leder direkte med til målbyen, hvor de sidste 5 km er relativt flade, idet den sidste kilometer stiger let med 0,1%. Den lige vej afbrydes af en stor rundkørsel med 2000 m igen, hvorefter der følger to skarpe sving med hhv. 1700 m og 1300 m igen, inden man slutteligt drejer til højre i en rundkørsel 700 m fra stregen.

 

Etapen byder på i alt 2437 højdemeter.

 

Der er bestemt ikke tale om nogen let etape med en hård start og en kuperet midterfase, men det er noget af det letteste, løbet kan byde på. Grundet det begrænsede antal sprintere har udbrud altid en relativt god chance i Catalonien, ikke mindst da det på en lang etape som denne vil kræve en del kræfter at kontrollere, men samtidig er det den store mulighed for løbets hurtige folk. Mest taler derfor for, at det skal afgøres i en spurt, men der kan ryddes ud i feltet undervejs, også på den sidste stigning - og udbrud afskriver man aldrig i Catalonien, ligesom man altid skal passe på vinden, der før har spillet en rolle i Catalonien.

 

Sabadell har kun tre gange tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var senest i Vueltaen i 2003, hvor Erik Zabel vandt en massespurt foran Alessandro Petachi og Fabrizio Guidi, og i 2022, hvor Oscar Pereiro vandt en tremandsspurt foran David Etxebarria og Vladimir Karpets. Dette løb var senest forbi i 2001, hvor der blev kørt holdløb i byen med sejr til ONCE hele 47 sekunder foran Festina og 53 sekunder foran Kelme.

 

 

 

 

 

 

 

 

5. etape

Siden man indførte det nuværende format for løbet i 2013, har mønsteret været ret fast, men særligt én gang har man afveget fra manuskriptet. Det var i 2017, hvor man erstattede den ene pyrenæeretape med en ny og langt hårdere bjergfinale på Lo Port næsten helt ude ved den catalanske kyst. Siden dengang har man ikke genbrugt eksperimentet, men i år vender den brutale opkørsel tilbage. Denne gang erstatter den endda ikke en af dagene i Pyrenæerne, og dermed vil der være tale om den tredje bjergfinale, når løbet fredag byder på sin vigtigste etape. Nok er målbjerget kortere end de tilsvarende stigninger i Pyrenæerne, men med stejlere procenter vil der være særligt gode muligheder for at gøre forskelle, akkurat som det var tilfældet for seks år siden, hvor Alejandro Valverde satte både Chris Froome og Alberto Contador til vægs og kørte hjem til en solosejr i en udgave, hvor han vandt hele tre etaper og tog den samlede sejr.

 

I alt skal der tilbagelægges 176,6 km, der fører feltet fra Tortosa til toppen af Lo Port. Startbyen ligger faktisk stort set for foden af målbjerget, og etapen består derfor af en tur op i nogle bakker mod nord og igennem fladlandet mod syd. Man lægger ud med at køre mod nordvest ad en først flad og siden let stigende vej, inden man fortsætter mod nordvest op ad kategori 3-stigningen Alt de Bot (7,6 km, 3,4%), der stiger med under 4% frem til de sidste 2,6 km, som stiger med 4-5%.

 

Toppen rundes efter 28,5 km, hvorefter en teknisk nedkørsel leder mod nord, inden det får ad en først let stigende og siden let faldende vej mod nordøst frem til det nordligste punkt, hvor dagens første spurt køres efter 69,1 km. Her drejer man mod sydvest for at følger en flad vej frem til Miravet, hvor man efter 80 km drejer mod nordvest for at køre ad en let stigende vej. På toppen går det mod sydvest ad et fladt plateau, inden det falder mod syd ned til byen Benfallet.

 

Her melder dagens næste udfordring sig, når man drejer mod syd for at køre op kategori 3-stigningen Coll de Som (4,0 km, 4,1%), der er en relativt jævn stigning med top efter 106,6 km. En teknisk nedkørsel leder mod syd, men herfra bliver det helt fladt, når man kører mod syd ned langs floden Riu Ebre tilbage til Tortosa., der nås efter 124 km. Man fortsætter direkte igennem startbyen for at føre videre langs floden igennem fladt terræn mod syd, sydøst og sydvest ned til det sydligste punkt i byen Amposta, der nås efter 143 km. Her vender man rundt for at køre mod nordvest og nord tilbage til Tortosa ad en flad vej, der går på den anden side af floden.

 

I Tortosa kører man dagens sidste spurt efter 159,4 km, og umiddelbart herefter forlader man floden og dalen for at køre ad en lige og let stigende vej mod vest. Den leder direkte ind på målbjerget, som rammes, når man kører mod vest hele vejen op til toppen af Lo Port (8,4 km, 8,8%), der er uden for kategori, der er tale om en meget jævn stigning, der stiger med 8-10% hele vejen, idet den tredje kilometer dog stiger med 7,3%. De sidste 3,4 km er uhyre jævne med 8,5-9,0%. Stigningen går generelt ad en let snoet vej med fem hårnålesving på den nedre del, men lige inden stregen venter hele seks hårnålesving lige i rap over de sidste 1500 m, det sidste med 700 m igen.

 

Etapen byder 2637 højdemeter.

 

Vi kender Lo Port fra det fantastiske opgør mellem Alejandro Valverde, Chris Froome og Alberto Contador i 2017, og vi så, at det er en stigning, der kan gøre stor skade. Det tilsiger data da også, selvom det er en kort stigning, og dermed er der ingen tvivl om, at det er løbets vigtigste etape. Det meste af etapen er relativt let, og dermed taler alt for, at de bedste klatrere skal udkæmpe et stort slag, der med stor sandsynlighed vil krone den endelige vinder af løbet.

 

Lo Port har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i dette løb i 2017, hvor Alejandro Valverde sejrede med 13 sekunder ned til Chris Froome og Alberto Contador på en dag, hvor kun syv mand var inden for et minut af vindertiden.

 

 

 

 

 

 

 

6. etape

Blandt de ugelange etapeløb er Volta a Catalunya formentlig det, der er mest venligt over for udbrydere. Lykkeridderne synes altid at holde hjem på mindst én etape, og de kunne drømme om at få en chance om lørdagen. Her skal der nemlig klatres næsten 2500 højdemeter i terræn, der generelt er overkommeligt, men da det hele slutter med to svære stigninger - den sidste endda så svær en mur, at vi måske kan se nogle forsøg i klassementet - ligner det en dag, hvor lykkeridderne skal holde hjem, inden klassementsrytterne måske vil teste hinanden i en finale, hvor den flade afslutning dog taler for, at vi ikke vil se afgørende forskelle.

 

I alt skal der tilbagelægges 183,2 km, der fører feltet fra Martorell til Molins De Rei. Der er tale om to nabobyer, der ligger umiddelbart nordvest for Barcelona tæt på kysten, og etapen består af en tur ind i det kuperede terræn nordvest for de to byer. Fra start kører man mod nordvest væk fra vandet ad let stigende veje frem til byen Piera, der nås efter 14 km. Her kører man kortvarigt mod sydvest ad en nedkørsel, inden det kortvarigt går mod nord og siden i et langt stykke mod nordvest ad veje, der hele tiden er let stigende. I byen La Panadella, der nås efter 55 km, begynder det kortvarigt at falde let frem til etapens nordligste punkt, hvor man drejer mod syd for at køre ad en let stigende vej frem til dagens første spurt, som kommer efter 66,1 km.

 

Efter spurten fortsætter man kortvarigt mod syd ad et småkuperet plateau, inden man drejer mod sydøst for at køre tilbage mod vandet. Det betyder, at det bliver let faldende, idet der undervejs er enkelte småbakker. Den sidste af disse leder på til La Lalacuna, der nås efter 95 km, hvorefter det igen bliver let faldende, mens man først snor sig mod øst og siden atter kører mod sydøst frem til byen Sant Sadurni a’Anoia, der nos efter 127 km.

 

Her indledes finalen, når man drejer mod øst og senere nordøst for at følge let stigende veje, inden det går mod sydøst op ad kategori 2-stigningen Alt de la Creu d’Aragall (5,6 km, 6,1%), der er en relativt jævn stigning med top efter 147,2 km. De sidste 36,0 km indledes nu med en teknisk nedkørsel, der leder mod syd, sydøst og nordøst, idet den afbrydes af to små bakker undervejs. Den leder ned til dalen ved Llobregat-floden, som kortvarigt følges mod sydøst frem til dagens sidste spurt, der kommer efter 166,0 km.

 

 

Umiddelbart efter spurten indledes dagens sidste udfordring, når man drejer mod sydøst for at køre op ad kategori 2-stigningen Alt de Fontpineda (2,2 km, 8,3%), der stiger med hhv. 6,0%, 9,8% og 14,2% over de første tre gange 500 m, inden den flader ud med 4,9% frem mod toppen, som rundes efter 169,7 km. Herfra resterer blot 13,5 km, der indledes med en teknisk nedkørsel, som fører mod sydvest, inden man kører mod sydøst og nordøst ad let faldende veje tilbage til floden, hvorefter de sidste knap 10 km er helt flade.

 

Her kører man mod sydøst ned langs floden, inden man krydser den ved at køre mod nordøst, hvorefter man slutteligt kører mod nordvest frem til stregen. Man drejer i en rundkørsel med knap 4000 m igen, hvorefter man skal igennem tre rundkørsler lige i rap. Dernæst venter endnu et sving i en rundkørsel med 2100 m igen, inden det slutteligt gælder to skarpe sving med hhv. 2000 m og 1700 m igen.

 

Etapen byder på i alt 2597 højdemeter.

 

Sidste år var det på den tilsvarende udbrudsetape, at Sergio Higuita og Richard Carapaz leverede deres store kup, men den slags lægger denne etape ikke op til. Det meste af etapen er nemlig relativt let, men da finalen byder på to svære stigninger, ikke mindst den sidste mur, taler alt for, at et udbrud vil holde hjem. Den sidste stigning er så stejl, at vi bør se angreb i klassementet, men stigningens begrænsede længde og det lange, flade stykke til sidst taler for, at det nok kun er en etape, hvor man med en dårlig dag kan tabe løbet og ikke vinde det.

 

Molins De Rei har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

 

 

 

 

 

 

 

7. etape

I 2013 afsluttede man løbet med en etape i Barcelona, der sluttede med adskillige omgange på en rundstrækning med den berømte Montjuic-stigning, og det gav et fantastisk cykelløb, hvor Michele Scarponi brugte bakken til at angribe og sikre sig en samlet podieplads. Arrangørerne var så begejstrede for ideen, at de siden har genbrugt konceptet hvert eneste år, og den vil igen være ramme om afslutningen i 2023. I 2021 gav man dog den afsluttende rundstrækning et twist med en stejlere opkørsel af Montjuic, der til gengæld skulle passeres færre gange, og den ide vil også finde genanvendelse. Ganske vist har den siden Scarponis kup kun sjældent kunne skabe afgørende ændringer i klassementet, men den giver altid anledning til angreb fra favoritterne og hæsblæsende cykelløb i en uforudsigelig og underholdende afslutning på Spaniens ældste cykelløb.

 

Som vanligt er der tale om en meget kort etape, denne gang på bare 135,8 km, der både starter og slutter i storbyen Barcelona. Den præcise rute varierer lidt fra år til år, men grundideen er den samme. Den første del består af en lille tur ud af byen, hvor man rammer nogle af bakkerne i udkanten, inden man kører ind til rundstrækningen, hvor det hele slutter med adskillige omgange.

 

Fra starten i den vestlige udkant af Barcelona lægger man ud med at køre igennem fladt terræn mod vest og siden sydøst og sydvest ud gennem forstæderne, hvor man rammer en rundstrækning, hvor der skal køres en omgang. Først fortsætter man mod sydvest, men hurtigt drejer man mod nordvest for at køre op ad kategori 2-stigningen Alt de Begues (6,4 km, 5,7%), der stiger jævnt med 5-7% over de første 4 km, flader ud med 3,0% over en kilometer og slutter med 6,4% over de sidste 1400 m frem mod toppen, som rundes efter 20,5 km.

 

Den leder op på et plateau, hvor man fortsætter mod nordvest ad en let faldende vej frem til det vestligste punkt, hvor man drejer mod nordøst for at køre ad en nu let stigende vej, der hurtigt begynder at falde hele vejen ned til udkanten af Barcelona. Her afslutter man rundstrækningen ved at køre ad flade veje mod sydøst hen langs bygrænsen. Efter rundstrækningen går det mod sydvest ad en lige og flad vej, der byder på begge dagens spurt, som kommer i rap efter hhv. 59,9 km og 65,9 km. Den sidste kommer helt ude ved kysten, hvorefter man kortvarigt kører mod øst ad den flade kystvej, inden det går ad lange, lige og flade vej mod nordøst ind mod centrum af Barcelona.

 

I hjertet af storbyen krydses målstregen for første gang efter 88,6 km, og herefter afsluttes løbet som i 2021 og 2022 med bare 6 og ikke de klassiske 8 omgange på en igen forlænget 7,9 km lang rundstrækning i Montjuic-parken (den traditionelle rundstrækning var 6,8 km lang). Der er tale om en ganske tricky sag. Allerede 500 m efter målstregen rammer man kategori 2-stigningen Alt Montjuic (2,5 km, 4,6%, max. 19%), der er velkendt af de fleste cykelryttere. Som sagt køres den som i 2021 og 2022 fra en anden og meget irregulær side, hvor de første 500 m stiger med 5,6%, men hvor den derefter er meget let, indtil de sidste 900 m, hvoraf de første 500 m stiger med 5,1% og de sidste 400 m med hele 11,8%.

 

Fra toppen resterer bare 5,4 km, og de går næsten alle nedad. Nedkørslen er teknisk ikke vanvittigt svær og følger en let snoet vej, der afbrydes af en 500 m lang bakke med 3 km igen, hvorefter det falder hele vejen til mål. Rytterne drejer til venstre i en rundkørsel med 2 km til mål og kører derefter lige gennem en rundkørsel ved den røde flamme. Nu følger der kun et par bløde sving. De sidste 2 km falder med et gennemsnit på 3%, og der er en kategori 2-bjergspurt ved alle seks passager af stigningen.

 

Etapen byder på i alt 1813 højdemeter, hvilket er ca. 200 færre end i 2021, ca. 100 færre end i 2021 og ca. 300 færre end i 2019.

 

De foregående udgaver af etapen viser, at den er ganske uforudsigelig. Det er en sidste chance for klassementsrytterne til at gøre forskelle, og hvis afstandene er små, kan vi vente angreb på rundstrækningen, der er svær at kontrollere. Som sagt har toppen af klassementet kun sjældent ændret sig, og hver eneste gang har løbets førende kunnet afværge angrebene. Både Scarponi i 2013 og Simon Yates i 2018 har imidlertid brugt etapen til med angreb at avancere betydeligt i klassementet, og bonussekunder kan også komme i spil i det, der kan være en meget tæt affære. Rundstrækningen er som skabt til angreb, og derfor bliver det altid enormt aggressivt. Med mindre typer klatrestærke afsluttere i stil med Alejandro Valverde beslutter sig for at gå efter en etapesejr, er det derfor meget sandsynligt, at det tidlige udbrud skal køre om sejren, som de ofte har gjort det, men det er heller ikke uset, at etapen er endt i en spurt i en lille gruppe eller med succes til et sent angreb. I år kan etapen med den vanskelige opkørsel af Montjuic endda måske blive en anelse mere selektiv end tidligere, selvom det ikke gjorde nogen væsentlig forskel de sidste to år.

 

 

Montjuic-stigningen er en ikonisk bakke i cykelsporten. I 2009 vandt Thor Hushovd en hård spurt på dens skråninger i Tour de France, mens stigningen sidst blev brugt i en grand tour i Vueltaen i 2012. Her lykkedes det Philippe Gilbert og Joaquim Rodriguez at stikke af og holde feltet bag sig, inden belgieren let vandt spurten og tog sin første sejr for BMC.

 

Da rundstrækningen første gang blev brugt i 2013, angreb Thomas De Gendt og David Lopez med 22 km igen og kørte hurtigt forbi det tidlige udbrud. Michele Scarponi kom op bagfra sammen med Robert Kiserlovski, og da italieneren kørte for klassementet, kunne kvartetten holde sig fri, inden De Gendt vandt spurten, mens Scarponi rykkede op på tredjepladsen. Senere spurtede 57 ryttere om femtepladsen, efter at Joaquim Rodriguez uden succes havde forsøgt at angribe løbets førende rytter, Dan Martin.

 

I 2014 blev etapen afviklet i silende regnvejr, og arrangørerne måtte ændre på rundstrækningen for at undgå de sværeste dele af nedkørslen. Alberto Contador forsøgte at angribe Rodriguez, der var i førertrøjen, men det var umuligt. Et udbrud holdt sig fri, og en stærk Lieuwe Westra kunne køre alene over stregen efter at have sat konkurrenterne. I 2015 havde Alejandro Valverde en sidste chance for at tage den samlede sejr, men han indså hurtigt, at han ikke kunne sætte Richie Porte. I stedet kørte Movistar efter etapesejren, og det lykkedes for Valverde at rykke på podiet ved at vinde etapen foran Bryan Coquard i en spurt fra et reduceret felt.

 

I 2016 forsøgte mange sig også med angreb på Nairo Quintana, men igen kunne førertrøjen ikke rystes. Samtidig lykkedes det igen udbryderne at køre om sejren, og denne gang var det en imponerende Alexei Tsatevich, der slog Primoz Roglic i en tomandsspurt. I 2017 var specielt et revanchelystent Sky-mandskab, der var kollapset totalt på 6. etape, meget aggressive, men det skulle vise sig at være umuligt at ryste Movistar, der kontrollerede etapen, inden Valverde med relativ lethed tog sin tredje etapesejr ved at vinde spurten i en gruppe på 16 mand.

 

I 2018 angreb Simon Yates i finalen, og han holdt den 15 mand store favoritgruppe bag sig. Det gav en etapesejr, men da Pierre Latour i spurten sikrede sig bonussekunder, lykkedes det akkurat ikke briten at stjæle den sidste podieplads fra franskmanden. Forinden havde løbets nr. 2, Egan Bernal, utrætteligt angrebet den førende Valverde, men uden held. I stedet endte det tragisk, da colombianeren styrtede ud af løbet. I 2019 førte angrebene på den førende Miguel Angel Lopez heller ikke til noget, men favoritterne missede også denne gang ud i kampen om etapesejren, da Davide Formolo leverede et gigantisk soloridt fra det tidlige udbrud. Bag ham lykkedes det Enric Mas og Maximilian Schachmann at køre væk med et par sekunder, inden Dion Smith var hurtigst i en favoritgruppe på 11 mand.

 

I 2021 lagde Ineos, der havde nr. 1, 2 og 3 i klassementet, løbet i et jerngreb, og mens Thomas de Gendt kørte fra Matej Mohoric og tog sin anden sejr på etapen via et udbrud, udgjorde en blanding af udbrydere og klassementsfolk en 20 mand stor gruppe, der nåede mål 1.46 bag De Gendt. Sidste år var det den førende Sergio Higuita, der blev angrebet, men han kom aldrig i problemer, og da de bedste, der var kørt væk på sidste stigning, ikke kunne samarbejde, indtraf en større regruppering, så 18 mand kunne spurte om sejren, der gik til Andrea Bagioli foran Attila Valter og Fernando Barcelo.

 

 

 

 

 

 

 

STREAM MILANO-SANREMO UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

 

Favoritterne

Med en relativt ensartet rute i de senere år har vi efterhånden lært, hvad vi skal forvente af Volta a Catalunya. 2017- og 2021-udgavernes nyskabende ruter var undtagelser, men ellers har løbet i alt væsentligt fulgt samme format siden 2013. Som det eneste af forårets europæiske WorldTour-løb uden enkeltstart, har det været et løb for klatrere, og løbet er oftest blevet vundet af den bedste bjergrytter. I 2021 skulle tempobenene højst usædvanligt i spil, men sådan bliver det ikke i år, hvor alt næsten er ved det gamle.

 

Løbet har traditionelt været afgjort på de to store bjergafslutninger i Pyrenæerne, mens de øvrige etaper har spillet en begrænset rolle. Sidevinden har dog før skabt kaos, senest i 2015, hvor Dan Martin tabte sit klassement på gulvet, og bonussekunder er også kommet i spil som i 2015 og 2016, hvor henholdsvis Alejandro Valverde og Martin brugte deres spurtstyrke til på de sidste etaper at rykke frem i den samlede stilling, efter at bonus i de seneste par år har været et nyt element i løbet, der ellers som de fleste andre spanske løb længe forsagede den slags.

 

Årets rute synes at skulle blive afgjort af de samme elementer, men denne gang er det i endnu højere grad klatrernes fest. Det skyldes naturligvis inklusionen af den ekstra bjergfinale på Lo Port, hvilket er en ren gave til klatrerne. Ikke blot sikrer det dem en ekstra chance for at vinde tid, det er også klart den bedste. De velkendte finaler i Pyrenæerne har nemlig ofte ikke gjort de store forskelle, men det gjorde Lo Port i den grad, da den blev brugt i 2017. Den er relativt kort og passer dermed ikke helt dårligt til lidt mere eksplosive typer, men vigtigst af alt er den stejl. Det så vi for seks år siden, da Alejandro Valverde kørte fra både Alberto Contador og Chris Froome, og bag de tre var forskellene større, end vi ser det i Pyrenæerne.

 

Meget kunne tale for, at Lo Port bliver altafgørende, men vi skal bestemt ikke negligere de to dage i Pyrenæerne, selvom de næppe vil være helt så væsentlige. De catalanske bjerge er måske nok lange, men de er ikke specielt stejle, og det har ikke altid været let at gøre forskelle. Særligt onsdagens La Molina, hvor kun den nedre del er svær, er i visse udgaver endt med at være meget lidt selektiv, og oftest er det endt i en spurt på toppen. I sidste års modvindsudgave var det næsten en massespurt, men vi så alligevel, at det blev taktisk, og at Ben O’Connor kunne snige væk og vinde nogle sekunder. Vi har også tidligere set større forskelle, hvis de bedste er kørt væk på den stejle nedre del og kan samarbejde. Det så vi blandt andet i 2018, hvor Valverde spurtsejrede i en tremandsspurt, og i 2019 med en taktisk finale, hvor Miguel Angel Lopez sneg sig væk fra de øvrige til en sejr. Det er svært at tro, at de folk, der vil være bedst på Lo Port, kan sætte hinanden her. Til gengæld kan de eksplosive folk spurte sig til bonus, hvis ikke der igen går taktik i den, hvad der er usandsynligt, når Soudal og Jumbo kommer i stærke formationer til at kontrollere.

 

Tirsdagens Vallter 2000 er mere afgørende. Den har dataene til at gøre forskelle, også fordi vi befinder os i højderne, og vi har da også set, at bedste mand er kørt alene, senest med Adam Yates i 2021. Dataene synes imidlertid at snyde, for stigningen har historisk gjort overraskende små forskelle - mellem de bedste ofte bare sekunder, som det også var tilfældet bag Yates og Esteban Chaves for to år siden. Særligt hvis der er modvind, er det igen altså med nogen sandsynlighed bonussekunder, der kan blive forskellen mellem de bedste, men Yates har trods alt vist, at man godt kan vinde mere tid. Hierarkiet kan måske også være lidt anderledes end på Lo Port, da der er tale om ro ret forskellige stigninger med to mellemliggende dage, der kan akkumulere træthed, men meget taler for, at vinderen på Lo Port vinder løbet, som det også skete i 2017. Med den svære stigning bliver det et mere ærligt løb end tidligere, hvor taktik og bonus i højere grad blev en faktor.

 

Hvor meget eksplosivitet vil betyde i Pyrenæerne, vil således meget være bestemt af vindretningen, der vil gøre det mere sandsynligt, at vi får splittelse tidligt på stigningerne. Her ser det skidt ud på La Molina, hvis man vil have forskelle. Der vil være sidevind det meste af vejen, men modvind på den stejle, nedre del, hvis prognoserne holder den næste uges tid. På Vallter 2000 ligner det til gengæld sidemedvind, og chancen for forskelle her er altså bedre. Heldigvis bliver det også godt vejr begge dage, hvilket er pokkers heldigt, for vi har før haft problemer med sne på disse etaper. På Lo Port vil der også være en let modvind, hvilket vil mindske forskellene, men stigningen bør være stejl nok til, at vi får pæne afstande alligevel.

 

 

Sidevinden er som sagt også et potentielt tema, og det kan meget vel være, at den også bliver et reelt tema. Mandagen bliver flot, men også småblæsende. Retningen synes dog ikke rigtig, og sidste år så vi, at den slet ikke splittede, selvom det var enormt blæsende. Torsdag bliver en flot dag, hvor vinden vil være for svag og i øvrigt give en hel dag med modvind, og fredagen bliver også flot med alt for svag vind. Først på en ellers flot lørdag, kan vinden noget, men retningen synes helt forkert, og på søndagens storbyetape, hvor vejret også bliver godt, vil sidevind aldrig være et tema. Man kan dog notere sig, at der ventes medvind på Montjuic og modvind på nedkørslen. Det bliver altså ikke i år, at sidevind bliver et tema, og modsat andre år, blandt andet 2022, skal de slet heller ikke slås med kulde eller dårligt vejr.

 

Det tyder altså på, at afgørelsen skal falde på 5. etape og i mindre grad på 2. etape, mens 3. etape nok kun kommer i spil i kraft af usandsynlig taktik eller bonus. Åbningsetapen ender formentlig i den nu velkendte puncheurspurt, men den har en karakter, hvor man ikke kan udelukke, at Primoz Roglic vil kunne sikre sig bonus. Til gengæld er 4. etape uden betydning, da det er eneste chance for en fladbanespurt, hvis de kan hente udbruddet. Jokeretapen er 6. etape, hvor den sidste mur er så stejl, at der formentlig kommer angreb i klassementet, men der bør være for langt hjem til varige forskelle. Måske kan hurtige Roglic også her spurte sig til bonus, men meget taler for en udbrudssejr. På den tilsvarende etape - dog med en helt anden rute - så vi jo det store kup fra Richard Carapaz og Sergio Higuita, ligesom Movistar og Tinkoff fik skovlen under Froome på en lignende etape i 2017, men det var alt sammen i forfærdeligt regnvejr. Den slags overraskelser ser vi næppe denne gang.

 

Endelig er der Barcelona-etapen. Den giver jo altid herligt cykelløb, der er svært at kontrollere, og det har top 10-ryttere kunnet benytte til at vinde tid. Til gengæld har det altid været umulig for de ryttere, der kørte om sejren, at ryste hinanden. I år betyder den vanskeligere opkørsel af Montjuic, at det måske lader sig gøre, men jeg vil stadig blive forundret, hvis førertrøjen kommer i problemer, hvad den heller ikke gjorde i 2021 eller 2022, hvor den nye rundstrækning også blev brugt. Udfordringen bliver at kontrollere etapen, hvis holdet er svagt, og det er tæt mellem mange ryttere i toppen, men det er usandsynligt, når Lo Port vil have skabt større forskelle end vanligt.

 

Årets felt er ikke helt så stærkt, som vi har set de i de senere år, men det er stadig en lækkerbisken og betydeligt stærkere end sidste år. Det skyldes naturligvis, at vi taler om den store Giro-generalprøve mellem Primoz Roglic og Remco Evenepoel. Derudover er feltet som altid spækket med klatrere og klassementsryttere, og de vil alle være særligt glade for årets usædvanligt hårde rute.

 

Det er en yderst interessant duel mellem Roglic og Evenepoel, der begge kommer med en frisk sejr i bagagen, men også efter løb, hvor de var et stykke fra deres bedste. Det kan gå begge veje, men jeg følger at pege på Remco Evenepoel. Belgieren skuffede fælt i Argentina, hvor han var langt fra sit bedste, men lykkedes med at vinde UAE Tour. Det var dog mere i fladlandet end på stigningerne, han imponerede, for selvom det aldrig er en skam at blive slået af Adam Yates på Jebel Hafeet, vidner britens kørsel i Tirreno om, at det måske heller ikke var så godt endda. Heldigvis var det et løb, han kørte helt uden højdetræning, og nu har han haft sine første uger på Teide. Det førte sidste år til, at han kom ned som et klatreuhyre, da han knuste al modstand i første San Sebastian og siden i Vueltaens første uge, og der bør ikke være tvivl om, at han er langt bedre nu. Meldingen fra hans træner er også, at han har forbedret sig ganske markant, og han har da også fået en del opmærksomhed for at sætte en ny Strava-rekord på mange cykelrytteres foretrukne højdetræningsbjerg, Teide.

 

På toppen er han dog helt sikkert heller ikke endnu, og spørgsmålet er, om han er langt nok. Heldigvis passer ruten ham fint, for Lo Port er netop den slags korte, stejle stigninger, hvor han har været allerbedst, og den bør klart tale til hans fordel. Pyrenæerne passer ham dårligere, for selvom han på Jebel Jais bekræftede sin forbedrede eksplosivitet, er han trods alt ingen Roglic. Heldigvis får han medvind på Vallter 2000, hvilket øger chancen for, at han kan køre væk, men til gengæld har han lidt at bevise i højderne. Det er måske ikke en svaghed, men det var i højderne, at han havde sine problemer i Vueltaen, og det gik jo helt galt i Argentina. Det kan måske svække ham en anelse.

 

Derudover ved vi fra 2022, at han tabte voldsomt niveau undervejs i ugelange løb, og den manglende holdbarhed var måske også et tema sidst i UAE Tour. Heldigvis viste Vueltaen, at han har forbedret sig voldsomt på det område, og at det ikke bør være et problem, men det er en nagende tvivl, når han endnu ikke er på 100%. Jeg vil dog stadig tro, at han har forbedret sig meget i højderne, og at han fortsat må have et formmæssigt overskud i forhold til Roglic. Med tanke på et stærkt hold med formstærke Ilan van Wilder og Lo Port, der passer ham sublimt, tror jeg på, at han tager sin anden etapeløbssejr i år og karrierens fjerde på WorldTouren.

 

Det er vel Primoz Roglic, der er hans værste rival, men er han formmæssigt langt nok fremme? Han vandt ganske vist Tirreno, men det var trods alt også tydeligt på både muretapen og kongeetapen, at han ikke var på sit bedste. Det ville jo også være helt umuligt, når han har så problematisk en vinter, men sandt er det, at han først og fremmest vandt Tirreno i kraft af sin spurt. Den går ikke i Catalonien, hvor særligt Lo Port vil teste hans form til det yderste.

 

Heldigvis var hans kørsel på muretapen lovende, selvom Mikel Landa og nok også Enric Mas var synligt stærkere, og han har haft tid til at forbedre sig. Lo Port er også en relativt kort stigning, der passer godt til en eksplosiv fyr som ham, og han har formentlig den fordel, at han ”bare” skal følge med. Han kan nemlig meget vel vinde en spurt på 3. etape, og hvis 2. etape er lige så lidt selektiv, som den oftest har været, gælder det samme her. Læg dertil, at han med sit stærke Jumbo-hold formentlig kan skabe samling, hvis han har brug for de 10 bonussekunder, han får for at vinde en spurt i Barcelona, og at han måske også kan få bonus på 1. etape, og det begynder pludselig at blive ganske mange bonussekunder.

 

 

De kan dog lynhurtigt forsvinde på Lo Port, hvor etapevinderen jo også får bonus, og han kommer derfor ikke uden om, at han skal være i form for at vinde. Her skaber det naturligvis stadig noget tvivl, at han i 2022 var så langt fra sit gamle niveau, som næppe kan genfindes igen, men Tirreno viste heldigvis, at det er alt for tidligt at begrave Roglic som en af verdens bedste etapeløbsryttere. Spørgsmålet er bare, om han formmæssigt er langt nok fremme til at vinde et løb, hvor formen bliver testet mere end i Tirreno, hvor han i høj grad vandt via punch og spurtstyrke.

 

Mikel Landa har grundet sin svage enkeltstart aldrig vundet et etapeløb på WorldTouren, men han får næppe nogensinde en chance som denne. Nok er modstanden skrap, men både Evenepoel og Roglic har som sagt vist nogle svaghedstegn, som giver baskeren en reel chance. Vi så sidste år, at han generobrede sin plads blandt de allerbedste, både i Giroen og Lombardiet, og nu får han et løb, der passer ham helt perfekt. Der er ingen enkeltstart, og inklusionen af Lo Port betyder, at bedste og ikke nødvendigvis mest eksplosive klatrer formentlig vil vinde.

 

Det kan meget vel være Landa. Han så uhyre overbevisende ud på den sidste mur i Tirreno, hvor han var stærkeste mand, og også hans opkørsel til de bedste i modvinden på kongeetapen viste, at han vel var bedste klatrer i det italienske løb. Nu kommer Evenepoel ind i billedet, og Roglic har haft tid til at finde noget mere form, men det virker slet ikke umuligt, at Landa kan være bedste klatrer også her. Han får ikke bonus på de eksplosive etaper, men det behøver han ikke, hvis han er bedst på Lo Port og måske også på Vallter 2000. Med et stærkt hold til Barcelona-etapen er det måske nu, at han endelig får den store etapeløbssejr.

 

Sidste år havde Joao Almeida vundet løbet, hvis ikke han som så mange gange før var kollapset i regnen. Nu får han chancen for revanche, og heldigvis synes han helt klar til at få den. I hvert fald lagde han en lidt skuffende start bag sig med meget stærk kørsel i Tirreno, hvor han endte som nr. 2. I gamle dage havde man hævdet, at det eksplosive italienske løb passede ham bedre end dette mere rene bjergløb, men sådan er det ikke længere. Tværtimod synes han nu allerbedst på længere, stejle stigninger, hvor han kan holde sit jævne tempo og sætte folk fra hjul, hvad vi så i Giroen i 2021 og i Burgos sidste år. Sidste år vandt han endda kongeetapen i dette løb efter samme opskrift, og her står han meget stærkere, fordi han bedre kan gøre forskelle på Lo Port. Til gengæld er det nok tvivlsomt, om han fortsat er eksplosiv nok til at spurte sig til bonus på 3. og måske 2. etape samt i Barcelona, men det behøver han heller ikke, hvis han er bedst på Lo Port. Det vil være et skridt op i forhold til det, vi har set indtil nu, og det er bekymrende, at Landa i hvert fald virkede stærkere i Tirreno, men har stadig unge Almeida lagt på og forbedret sig yderligere siden sidste uge, synes han at have formen og niveauet til at vinde her, særligt med et brølstærkt hold i ryggen.

 

Det har været en fornøjelse at se den genfødte Giulio Ciccone i år. Det startede i Valencia, og i Tirreno viste han, at det ikke bare var et engangstilfælde. Vi så jo i 2021, hvor han længe lignede Egan Bernals førsteudfordrer i Giroen, at hans topniveau er tårnhøjt, og hvis han nærmer sig det, kommer han langt i dette løb. Der var dog lidt blandede signaler i Tirreno. Han skuffede mig lidt på murene, men til gengæld var han den eneste, der i første omgang gik med Mas på kongeetapen. I lyset af at løbet her skal afgøres på længere stigninger, var sidstnævnte opløftende, men indtil nu har han primært excelleret i mere eksplosive finaler. Hans gode spurt giver ham mulighed for bonus på 3. og måske 2. etape samt i Barcelona, men den helt store prøve er Lo Port. Her har vi stadig til gode at se ham vinde i så skrapt et selskab som dette, men med de ben, han havde på kongeetapen i Tirreno, er det vel ikke helt på månen at tro på. En udfordring kan dog være et svagt hold, hvis han skal kontrollere sidste etape, men Lo Port er så svær, at de forhåbentlig har skabt tilstrækkeligt store forskelle.

 

Den største skuffelse i Tirreno var vel Adam Yates. Han var flyvende i UAE Tour, men i et svagt felt, hvis man fraregner Evenepoel, og det er nu andet år i træk, at han kommer fra Emiraterne som supermand og ender som et lam i Europa. Naturligvis var han ikke dårlig i Tirreno, men han skal være uendeligt meget bedre, hvis han skal vinde dette løb. Det passer ham dog ikke alt for dårligt. Særligt kongeetapen med én kort, eksplosiv og stejl stigning er den slags etaper, der passer ham allerbedst. Han kan også blande sig i en spurt på La Molina, selvom der er hurtigere folk end ham, som vi så på 4. etape i Tirreno, og selvom 4. etape med lange stigninger passer ham knap så godt, kørte han jo netop fra alt og alle på Vallter 2000 for to år siden. Med Lo Port, der passer ham som fod i hose, og et stærkt hold i ryggen får han næppe en udgave af løbet, der passer ham bedre, men efter Tirreno er det svært at tro på  det. Omvendt er han en af de få med topniveauet til faktisk at vinde, og vi ved jo, at han kan have ganske store udsving. Desværre fandt han sidste år bare aldrig formen i foråret efter Emiraterne, og det spor skræmmer.

 

På Jumbo handler det om Roglic, men Wilco Kelderman vil have frihed. Det skulle han i hvert fald have fået lovning på fra sæsonstart, og det er bestemt heller ikke umuligt, at han kan udnytte den. Desværre betød styrtet i Tirreno, at vi aldrig fik at se, hvad han kunne i murfinalen, men på både 4. og 5. etape så han ganske glimrende ud. Noget tyder på, at det er lykkedes Jumbo - som man næsten kunne vente - at genrejse ham efter det svage 2022, og hvis Roglics form ikke rækker, vil han få sin chance. Han har punchet til at jagte bonus, men i den indledende fase vil det nok handle om Roglic på de etaper. Det er derfor primært på Lo Port, at han skal vise sig god nok. Så stejl en stigning passer ham måske ikke ideelt, men vi taler ikke om de højeste procenter, som kan volde problemer, og generelt er han god på lidt kortere stigninger som denne. Med tanke på det, han viste i Tirreno, hvor man fornemmede en Jumbo-fremgang, bør han komme langt i dette løb, selvom det trods alt er svært at se ham vinde et rent bjergløb som dette.

 

Sergio Higuita forsvarer ikke titlen, og derfor satser Bora på Jai Hindley. På papiret er det et helt ideelt løb for en ren klatrer som ham, men han har aldrig for alvor vist sig frem i ugelange løb, hvor hans motor ikke kommer til sin ret. Det gør den dog bedre i dette meget hårde løb med tre bjergetaper, hvor den vigtigste kommer til sidst. Hans form har været svær at vurdere, for han var bedre end vanligt i Algarve, inden han floppede i Ardeche. I Tirreno så han meget overbevisende på kongeetapen, selvom han var hjælper, men skuffede til gengæld på muretapen. Det handlede dog nok også om, at han igen kørte for Lennard Kämna, og terrænet passede ham dårligt. Han vil være langt mere komfortabel i dette løb og synes i fremgang. Han har ikke den Giro-form, han skal bruge for at vinde, og det kan sagtens ende med endnu en skuffelse, men hans kørsel på Tirrenos kongeetape giver mig en vis optimisme.

 

Løbets store spørgsmålstegn er Richard Carapaz, der kommer til løbet med kun sprinterløbet Milano-Torino samt en sejr ved de svagt besatte nationale mesterskaber i ryggen. Det siger naturligvis intet om hans form, og derfor aner vi ikke meget om, hvad vi skal forvente. Det er svært at være alt for optimistisk efter en svær vinter, hvor han fik fjernet mandler, levede af flydende kost og fik udsat sin sæsonstart meget, men han har trods alt trænet flere måneder nu, og det er mere end en måned siden, at han vandt de nationale mesterskaber foran Jefferson Cepeda, der få dage senere var blandt de allerbedste i Andalusien. Han bør være ganske konkurrencedygtig og kan sagtens træne sig i form, men vi ved også, at han aldrig rigtigt er på toppen, når vi er langt fra hans grand tour-mål. Det så vi også i dette løb sidste år, hvor han ikke kunne følge de bedste på kongeetapen og alene blev nr. 2 i kraft af regnvejrskuppet. Det skaber dog håb, at han i år satser på Touren og derfor denne gang har plads til en tidlig formtop, men det havde han også i 2021, hvor han stadig manglede en del på denne tid af året. Det vil derfor undre mig, hvis han vinder, men det er til gengæld også klart, at en formstærk Carapaz er en af de få, der kan vinde på en ren klatrerute som denne - og vi aner jo intet om, hvorvidt han er formstærk eller ej.

 

 

I Paris-Nice lignede det en genfødsel af Gino Mäder, da han blev nr. 3 på den første bjergetape, men vi så, at meget handlede om det forspring, han fik. Han var i hvert fald knap så overbevisende i weekenden, men han er helt sikkert meget bedre end sidste år. Hans form er helt klart i fremgang, og dette løb med mange bjergetaper passer perfekt til en dieselklatrer som ham. Hans niveau rækker lige nu ikke til podiet, og han vil være hjælper for Landa, men med tanke på hans kørsel i Frankrig bør han med lidt fremgang gøre det godt i et løb, der passer ham meget bedre.

 

Jumbos tredje kort er Sepp Kuss. Det er klart, at han kommer til løbet som hjælper, men også for ham gælder, at usikkerhed om Roglics sande form på stigninger så svære som disse måske kan give chancer. Dette er også hans hjemmebaneløb, og det kan måske give lidt ekstra frihed. Til gengæld har han aldrig rigtigt formtoppet i foråret, og han har meget at bevise efter et 2022, hvor han aldrig fandt sit bedste niveau. Han startede pænt i Emiraterne, hvilket giver lidt håb, selvom han ikke kunne matche Evenepoel og Yates, og han bør have forbedret sig siden dengang. Vi så også enkelte gange i Touren, at han stadig skal regnes som en af de bedste bjergryttere, og han får ikke et bedre løb end dette, hvor meget skal afgøres på Lo Port, hvor han skal vinde løbet. På baggrund af de mangler, han havde i Emiraterne, hans generelle forårsniveau og skuffende 2021, skal vi nok ikke regne med, at han flyver fra alt og alle, men har vi en uventet god Kuss, kender vi hans topniveau på bjerge som Lo Port.

 

Romain Bardet var meget frustreret over sit ”lave” niveau i Paris-Nice. Sandt er det da også, at han var ganske langt fra sit bedste i et felt, der havde en flot top, men derudover var relativt svagt. I det lys er det svært at se ham helt fremme i et løb, hvor bredden er noget større, men vi må omvendt også forvente, at Paris-Nice har forbedret ham. Med alderen synes han i hvert fald at bruge længere tid til at finde formen, og vi så jo sidste år, særligt i Giroen, at hans topniveau stadig fører meget, meget langt i dette felt. Ruten passer ham også helt perfekt, for han har punchet til La Molina, spurten til Barcelona, evnerne på lange bjerge til Vallter 2000 og evnerne på stejle stigninger til Lo Port, hvor han skal vinde løbet. Det ville den Bardet, vi så i Giroen, formentlig kunne, men lige nu må man trods alt antage, at han mangler for meget.

 

Michael Woods er startet langsommere, end han plejer, men der var heldigvis klar fremgang at spore i Tirreno, hvor han pludselig var blandt de bedste på muretapen. Den fremgang må antages at være fortsat, og vi kan vente os en meget bedre Woods til hans hjemmebaneløb. Det er dog også klart, at muretapen passede ham som fod i hose, og selvom han har forbedret sig voldsomt på lange stigninger, hvad han blandt andet viste i dette løb i 2021, og da han vandt Occitanie sidste år, er han mere på udebane her, særligt på 2. etapes lange opkørsel. Til gengæld passer La Molina ham godt, og Lo Port er netop en relativt kort og stejl stigning, hvor en fyr som ham bør være komfortabel. Det vil altså være et løb, hvor den bedste Woods måske ikke kunne vinde, men bestemt komme langt. Lige nu synes vi bare ikke at have den bedste Woods, og han har også en del at bevise, når han havde et svagt efterår, og dåbsattesten viser, at han karrierestoppet ikke ligger lysår ude i fremtiden.

 

Jeg ville gerne rangere Ben O’Connor højere. Australieren vandt en ganske vist taktisk etape i sidste års udgave og finder her vel næsten det WorldTour-etapeløb, der passer ham bedst. Målbjergene er generelt lange, og højdemeterne er mange, og selvom Lo Port er mere eksplosiv, bør han være komfortabel på procenterne. Han har imidlertid haft en elendig optakt med først sygdom inden Tirreno, hvor han manglede lidt i forhold til de bedste, og nu er han blevet syg igen. Faktisk var det meldt ud, at han ikke ville komme til start, og det er derfor en positiv overraskelse, at han alligevel er blevet klart. Derfor skal vi nok dæmpe forventningerne, men Tirreno har utvivlsomt forbedret formen, og hvis sygdommen har været lettere end antaget i en uge, hvor han alligevel næppe har skullet træne alt for hårdt, kan man håbe, at han alligevel er på et lidt højere niveau, end han var i Tirreno.

 

Hvor står Geraint Thomas? Det aner vi slet ikke. Han var efter sygdom milevidt fra formen i Australien og missede endda Algarve med endnu mere sygdom, men han skulle have trænet godt i USA. Derfor var det også meget overraskende, at han i sidste øjeblik forsvandt fra startlisten til Tirreno, som hele tiden har været på hans program. Det er aldrig blevet forklaret, men indikerer endnu et tilbageslag. Omvendt er der ingen bekræftelse på problemer, og det kan skabe lidt håb. Desværre skal vi tilbage til 2018 for at finde sidste gang, han kørte stærkt på denne tid af året, og i dag viser han stort set kun form til sine grand tous. Hans Giro-satsning bør dog betyde, at vi ser en bedre Thomas, end vi plejer at se i marts, men der er også så lang tid til maj, at det vil undre mig, hvis han kører voldsomt stærkt - særligt efter det mærkelige Tirreno-afbud. Han kan naturligvis overraske mig, og sker det, står han stærkt, da han i Touren beviste, at han fortsat er blandt verdens bedste bjergryttere. Det vil bare ligne ham dårlig, hvis han også er det med næsten to måneder til sit store mål.

 

Louis Meintjes har ikke mange gode resultater i ugelange løb, hvor han ikke får glæde af sin dieselmotor. Som for Mäder og Hindley gælder dog, at han vil have stor gavn af, at dette løb er spækket med bjergetaper, og generelt betyder de mange højdemeter og lange stigninger, at han står stærkt. Han blev genfødt i 2022, hvor han var i top 10 i Touren og vandt en etape i Vueltaen, men til gengæld er han aldrig på toppen på denne årstid. Efter at have ageret hjælper i Mellemøsten, hvor det gik hæderligt, synes han dog på rette spor. Han ender ikke langt fremme, men skal han nogensinde igen lave en top 10 i et ugelangt WorldTour-løb får han næppe en bedre chance end denne.

 

Hvor meget plads får Ilan Van Wilder? Hos Jumbo er der plads til lidt mere frihed, fordi Roglics form er usikker, men på Soudal er der et ret klart hierarki. Heldigvis er Lo Port også så ærlig en stigning, at man formentlig ender godt, hvis man er blandt de bedste, også selvom man er hjælper. Det vil Van Wilder naturligvis være, men det skal blive ganske interessant at se, hvor langt han kommer. Hans kørsel i Algarve indikerede, at han har forbedret sin klatring ganske meget, selvom Malhao også viste hans begrænsninger - begrænsninger, vi i den grad også så i en Vuelta, hvor jeg havde ventet mig mere. Heldigvis udvikler han sig fortsat, og det skal blive ganske interessant at se ham folde sig ud på Lo Port, der som relativt kort stigning nok ikke passer ham helt dumt.

 

Den rytter, flest vil kigge på, er nok Egan Bernal, men vi skal utvivlsomt dæmpe forventningerne. Han havde jo ellers en god vinter, og selvom han var lysår fra sit gamle niveau, var han bestemt ikke ringe i Argentina. Problemet er den ærgerlige knæskade, der har udsat hans comeback adskillige gange, og det synes derfor helt udelukket, at han kommer til dette løb i flyvende form. Omvendt er det nogen tid siden, at han begyndte at træne, og selvom det ikke har været med den ønskede intensitet, kan man håbe, at han ikke kommer fra helt bar bund. Desværre var hans udgangspunkt jo heller ikke optimalt, og jeg vil derfor blive overrasket, hvis vi ser Bernal blande sig i top 10. Alligevel er han så stor en klasserytter, at han - nu hvor han har trænet fuldt igennem vinteren og fik mange løb i benene i efteråret - naturligvis kan overraske.

 

 

Movistar kommer uden Enric Mas, og dermed er det Einer Rubio, der skal løfte ansvaret for de lokale helte. Efter den megen uheld i 2022 så det med den fornemme sejr i Emiraterne ud til, at han endelig var klar til at indfri det potentiale, han åbenbarede i efteråret 2021, men han faldt helt igennem på kongeetapen. Det skaber naturligvis noget tvivl, når vi endnu ikke har set ham helt fremme i et løb på dette niveau, men det kan også bare have været en dårlig dag. Hans vilde ridt på Jebel Jais vidnede i hvert fald om form, og han har indikeret, at han har et vist potentiale. Dette løb med lange stigninger, højder og ingen enkeltstart passer ham i hvert fald ganske perfekt.

 

Guillaume Martin har haft en svær sæsonstart med en del sygdom, men han begynder stille og roligt at finde formen. Det gik pænt i Ardeche og endnu bedre i Tirreno, hvor han var endt bedre, hvis ikke han havde angrebet tidligt på muretapen. Dette løb passer også langt bedre til en ren klatrer som ham, men vi så til gengæld også sidste år, at han aldrig fandt sit bedste niveau. I det hele taget er han blevet ringere og ringere siden det fornemme 2020, og lige nu synes der at være grænser for, hvor langt han kan komme i et løb som dette, selvom ruten ikke kunne passe ham bedre.

 

En af de ryttere, jeg glæder mig allermest til at se, er supertalentet Lenny Martinez. Franskmanden viste trods sin purunge alder i 2022 i både MercanTour Classic og Tour of the Alps, at han allerede kan begå sig på højt niveau. I år kom han også stærkt fra start i Marseille, og han fortsatte i Ardeche, hvor han kom god tilbage efter en punktering i finalen, inden han blæste væk i sidevinden og druknede i Laigueglia. Det er er klart, at dette er et klart skridt op i forhold til det, han har prøvet hidtil, men han er ambitiøs og har sagt, at han gerne vil teste sig i klassementet. Man får næppe en bedre rute til en ren bjergrytter som ham, og særligt Lo Port er en stor chance for ham. Det var her en ung David Gaudu for første gang viste sig helt fremme med verdenseliten i 2017. Kan FDJ gentage det seks år senere med Martinez?

 

Jeg er ret spændt på Torstein Træen. Sidste år overraskede han alt og alle ved at ende som nr. 9 i dette løb, og det vidner om, at han godt kan være med, selvom niveauet nok er lidt højere i år. Det synes Træens imidlertid også at være, for efter han kom tilbage fra sin testikelcancer i efteråret, så han nærmest endnu bedre ud. Logikken tilsiger da også, at han fortsat er i udvikling, og han er da også kommet ret fint i gang i eksplosive løb, der ikke rigtigt passede ham. Det bekymrer mig dog lidt, at han ikke var bedre i Ardeche, men det er heldigvis også efterhånden længe siden. Han var ikke spor bedre i samme løb for et år siden, og endte alligevel i top 10 i dette løb. Måske gentager historien sig i år, hvor han må forventes at have hævet sit niveau yderligere.

 

Det er også en stor test af kometen Oscar Onley. Han viste sidste år i Kroatien, at han allerede kan være med på højeste niveau, da han pressede Jonas Vingegaard til det yderste, og selvom han tydeligvis ikke var flyvende endnu, gjorde han det fornemt på Malhao i Algarve. Til gengæld kom han ned på jorden i Strade Bianche, hvor niveauet var for højt, og det derudover er det store spørgsmål, om han er bjergrytter eller puncheur. Hidtil har han kun vist sig frem på eksplosive stigninger, men selv tror han, at han er bedre på lange stigninger, selvom han aldrig rigtigt har prøvet dem i løbssammenhæng. Derfor er han ét stort spørgsmålstegn, og Strade viser, at vi nok skal dæmpe forventningerne, men han var til gengæld også så imponerende sidste år og så opløftende på Malhao, at man aldrig skal udelukke et godt supertalent, når man ser et.

 

Et andet ungt supertalent er Cian Uijtdebroeks. Sidste år viste han sig godt frem i mindre ugelange løb. I år er det planen, at han skal køre klassement i ugelange løb på WorldTouren som næste skridt, og dette er derfor hans første mål. Desværre har han skuffet mig lidt i sæsonstarten. Det var fint på Mallorca og så længe godt ud i Oman, indtil han floppede på kongeetapen. Her er der dog håb at finde i, at han af uforklarlige årsager slet ikke kunne træde de watt, han plejer, og potentialet er derfor til mere. Niveauet i Oman var imidlertid også lavt, og han skuffede igen i Ardeche. Det har begrænset min optimisme, men vi ved også, at hans potentiale er stort. Han knuste al modstand i l’Avenir og havde den unge alder taget i betragtning et flot 2022. Lige nu synes han dog at mangle lidt for meget til et løb som dette.

 

Ag2r har også Geoffrey Bouchard, der efter et 2022 med tilbagegang i 2023 pludselig har genfundet de lovende takter, vi så i 2021. Han var blandt de allerbedste både i Oman og Emiraterne, men det var også i felter, der var ret svage. Han har altid kørt godt i Emiraterne, men når han er kommet til Europa, har han altid været overmatchet. Hans potentiale i et stærkt felt som dette bør ikke række til top 10. Omvendt er det et løb, der passer storartet til en ren klatrer uden meget punch, og sandt er det i hvert fald, at han er bedre end nogensinde, og at han på kongeetapen i Emiraterne slog navne som Kuss og Pello Bilbao. Lad os se, om det er nok til for første gang også at gøre sig gældende i et stort WorldTour-løb i Europa.

 

Ineos har også Luke Plapp, der kommer til løbet efter et stærkt UAE Tour. Vi så dog også, at han i et svagt felt trods alt havde sine begrænsninger på kongeetapen, og der er desværre også spor, der skræmmer. Sidste år kunne han med sin power sagtens køre stærkt i bjergene på de enkle bjergetaper i Emiraterne, men da han mødte op til dette løb, fik han slet og ret prygl. Det var lidt af en øjenåbner, og siden da så vi, at han var overmatchet på stigninger i Europa. Han gjorde det dog pænt i Norge i et svagere felt, ligesom han kørte en god bjergenkeltstart i Romandiet, men store bjergetaper i Catalonien er noget andet end det, han hidtil har mestret. Heldigvis kan Lo Port-etapen minde om kongeetapen i Emiraterne, og den bør ikke passe ham helt ringe, selvom den nok også er for stejl. Mit gæt vil være, at han fortsat er for begrænset til så klatretungt et løb som dette, men et stortalent som ham har altid potentiale til at overraske.

 

BEMÆRK: Dette er en MEGET foreløbig optakt, da der ikke er udsendt en foreløbig startliste, og da trupperne er udtaget irriterende sent denne gang. Blandt andet regner jeg med, at Sergio Higuita forsvarer titlen, men da det er usikkert, er han ikke omtalt, og det samme gælder for Simon Yates, der med nogen sandsynlighed deltager. Der vil blive tilføjet afsnit om relevante favoritter lørdag og søndag, når trupperne udtages, og efterhånden som flere navne er kendt, er det sandsynligt, at jeg ændrer på rangeringen i stjernetildelingen nedenfor. Visse ryttere vil helt sikkert miste nogle stjerner de kommende dage.

 

 

OPDATERING: Der er en endelig kommet en foreløbig startliste. Kelderman kommer ikke til start, men der er tilføjet afsnit om Jai Hindley, Gino Mäder, Louis Meintjes og Guillaume Martin.

 

OPDATERING 2: Den endelige startliste er kommet, og eneste ændring er, at Gall ikke kommer til start. Kron har bekræftet, at han slet ikke kører klassement, men har blik på 1., 6. og 7. etape, mens Majka har været syg i optakten. Jeg har opdateret holdoversigten på baggrund af nogle meldinger, der er kommet i forbindelse med holdudtagelselserne.

 

OPDATERING 3: Jacob Hindsgaul har fortalt, at Tobias Johannessen og Anders Johannessen begge har haft en perfekt optakt. Dermed skal Tobias Johannessen i den grad regnes som kandidat i lyset af det, han leverede sidste år, hvorfor jeg har ændret rangeringen nedenfor.

 

***** Remco Evenepoel

**** Primoz Roglic, Mikel Landa

*** Joao Almeida, Giulio Ciccone, Adam Yates, Richard Carapaz, Jai Hindley

** Gino Mäder, Sepp Kuss, Romain Bardet, Tobias Johannessen, Michael Woods, Ben O’Connor, Geraint Thomas, Louis Meintjes, Ilan Van Wilder, Egan Bernal, Einer Rubio, Guillaume Martin, Lenny Martinez, Torstein Træen, Oscar Onley, Cian Uijtdebroeks, Geoffrey Bouchard

* Luke Plapp, Jack Haig, Marc Soler, Rafal Majka, Jefferson Cepeda, Jan Hirt, Tobias Johannnessen, Maxim Van Gils, Esteban Chaves, Carlos Verona, Ivan Ramiro Sosa, Rein Taaramae, Michael Storer, Antonio Pedrero, Andreas Kron, Rigoberto Uran, Dylan Teuns, Nicola Conci, Patrick Konrad, Ben Tulett, David De La Cruz, Jefferson Cepeda, Clement Berthet, Kenny Elissonde, Wout Poels, Steven Kruijswijk, Fausto Masnada, Sylvain Moniquet, Tobias Foss, Jesus Herrada, Filippo Zana, Koen Bouwman, Jonas Gregaard, Mikel Bizkarra, Victor Langellotti, Jose Manuel Diaz, Elie Gesbert, Anders Johannessen George Bennett, Juan Pedro Lopez

 

STREAM MILANO-SANREMO UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

 

Danskerne

Formstærke Andreas Kron kan formentlig køre et hæderligt klassement, men stigningerne er for svære til, at han kan være med helt fremme, hvorfor primære mål må være at gentage etapesejren fra 2021, måske på 1., 6. eller 7. etape. Hos Bora skal Frederik Wandahl støtte Jai Hindley samt måske Cian Uijtdebroeks og Patrick Konrad, mens Christopher Juul på Jayco skal støtte primært Filippo Zana, men måske også kan få frihed til at jagte udbrud på et hold uden åbenlyse klassementschancer. Hos Uno-X kunne Jonas Gregaard og Niklas Eg måske forsøge sig i klassementet, men de skal nok snarere støtte Tobias Johannessen og Torstein Træen samt jagte udbrud, og det samme er opgaven for Jacob Hindsgaul.

 

Holdoversigt

Nedenfor giver jeg en oversigt over, hvem der kan udover de ovennævnte måske kan gøre noget i klassementet.

 

BORA-hansgrohe: Det må handle om Hindley med Uijtdenbroeks som joker. Holdet har også Patrick Konrad, men han klatrer næppe længere god nok til at være med helt i front. Matteo Fabbro er stadig langt fra fordums styrke, og niveauet er stadig lidt for højt for Frederik Wandahl.

 

Jumbo-Visma: Roglic er kaptajn, men som nævnt kan Kuss måske få lidt frihed. Steven Kruijswijk var meget formsvag i Galicien og må være hjælper, mens Tobias Foss stadig ikke er i nærheden af at klatre som tidligere. Robert Gesink gør comeback efter sin skadespause, og Koen Bouwman er stadig et stykke fra sit bedste.

 

 

UAE Team Emirates: Almeida er den erklærede kaptajn, men Yates vil også være beskyttet. Det samme vil catalanske Marc Soler, men jeg tror ikke længere, at han klatrer godt nok til så svært et løb, selvom han overraskende blev nr. 4 på Lo Port i 2017. Rafal Majka har været hæderligt kørende og kan formentlig komme ret langt, men meldes altså som hjælper og har været syg i optakten. George Bennett er formsvag, og Finn Fisher-Black er fortsat lidt overmatchet i dette selskab.

 

INEOS Grenadiers: Thomas, Bernal og Plapp ligner de bedste bud. Ben Tulett viste livstegn igen i Strade Bianche, men har skuffet for meget på længere stigninger. Jonathan Castroviejo er i fremragende form, men er hjælper, og løbet er for svært for Ethan Hayter, der også gør comeback efter sit brækkede kraveben.

 

Intermarché-Circus-Wanty: Det må handle om Meintjes. Rein Taaramae har forbedret sig meget, men UAE Tour viste, at niveauet her nok er for højt. Laurens Huys er i fremgang, men han er overmatchet her, og løbet er for svært for Rune Herregodts og Simone Petilli.

 

Soudal-QuickStep: Det må handle 100% om Evenepoel, men Van Wilder kan være en joker. Jan Hirt kunne komme meget langt, men skuffede fælt i Oman, og selvom han må være bedre nu, er han utvivlsomt hjælper. Det samme gælder for Fausto Masnada, der stadig ikke er sig selv siden sygdommen, Mattia Cattaneo, der ikke klatrer godt nok, og Louis Vervaeke, der skuffede i Emiraterne.

 

Groupama-FDJ: Martinez er nok det bedste bud. Holdet har to erklærede kaptajner, hvoraf den anden er Michael Storer. Han har forhåbentlig forbedret sig siden UAE Tour, men det er svært at se ham helt fremme i dette felt. Reuben Thompson har indtil nu haft det svært.

 

Bahrain-Victorious: Landa med Mäder er de erklærede kaptajner. Jeg vil tro, at Jack Haig har forbedret sig siden Paris-Nice, hvor han var i fremgang, men han manglede stadig lidt for meget i Frankrig. Det samme gjorde Wout Poels, mens Hermann Pernsteiner vil være ren hjælper. Rainer Kepplinger er overmatchet på dette niveau.

 

Alpecin-Deceuninck: Holdet vil satse på Nicola Conci, der bliver bedre og bedre og gjorde det pænt i Algarve, men på så lange stigninger vil han være overmatchet. Xandro Meurisse er stadig en skygge af sig selv.

 

Cofidis: Det handler om Martin, da løbet er for svært for Jesus Herrada, som stadig er langt fra fordums styrke, som også Jose Herrada er det.

 

Movistar Team: Rubio ligner bedste bud. Det burde være Ivan Ramiro Sosa, men selvom han må have forbedret sig siden Galicien, har han manglet alt for meget indtil nu. Carlos Verona har ikke fundet sin bedste form, senest ikke i Tirreno. Antonio Pedrero har til gengæld været godt kørende, senest i Galicien, og kan gøre det pænt, men ikke være helt fremme i dette felt. Løbet er for svært for Will Barta, der ellers har klatret godt i år.

 

Trek-Segafredo: Det handler om Ciccone. Det er nemlig først løb for Juan Pedro Lopez, siden han brækkede kravebenet. Kenny Elissonde kan gøre det pænt, men ikke mere end det, og løbet er for svært for Quinn Simmons.

 

Team Arkea Samsic: Det handler om Elie Gesbert, men han er stadig en skygge af sig selv. Det bliver også spændende at se, hvor langt den formstærke Ewen Costieu kan komme, mens Louis Barré er faldet helt sammen efter den stærke start.

 

Ag2r Citroën Team: O’Connor og Bouchard ligner de bedste bud. Clement Berthet har været fint kørende, senest i Paris-Nice, men der er grænser for, hvor langt han kan komme i dette selskab. Nans Peters klatrer ikke godt nok, og Mikael Cherel  synes ikke på toppen.

 

Team Jayco AlUla: Det må handle om Filippo Zana, der viste livstegn med et flot Strade Bianche, men er en anelse overmatchet. Kevin Colleoni har været meget formsvag indtil nu, og Alessandro De Marchi klatrer ikke længere godt nok. Både Callum Scotson, som holdet nævner som mulig klassementsmand ved siden af Zana og Colleoni, og Tsgabu Grmay har været gode i år, men dette løb er for svært.

 

EF Education-EasyPost: Carapaz ligner bedste bud, men jeg er spændt på Jefferson Cepeda, der har set bedre ud end meget, meget længe. Rigoberto Uran gør sæsondebut og har i lang tid ikke været på niveau til at være i front her, og det samme gælder for Esteban Chaves, der dog var hæderlig i Ardeche. Simon Carr er stadig langt fra sit bedste.

 

Team DSM: Det handler om Bardet med Onley som joker. Chris Hamilton og særligt Marco Brenner har været for formsvage.

 

Astana Qazaqstan Team: Det må handle om David De La Cruz, men selvom det var bedre i Paris-Nice, er niveauet ikke godt nok til dette stærkere felt. Harold Tejada skuffede igen i Mellemøsten, og Joe Dombrowski og Vadim Pronskiy synes helt uden form.

 

Lotto Dstny: Holdets bedste bud er vel Maxim Van Gils, men han har endnu til gode at bevise sig på så lange stigninger. Sylvain Moniquet og Edoardo Sepulveda har været meget formsvage, mens formstærke Andreas Kron  vil finde stigningerne lidt for lange og svære og derfor har meldt ud, at han dropper klassementet. Lennert Van Eetvelt startede stærkt, men har siden fornemmet, at niveauet er højere, end han har været vant til.

 

Israel-Premier Tech: Det bør handle om Woods. Dylan Teuns kan godt klatre og måske lave en top 20, men stigningerne er for svære til, at han kan være med helt i front. Matthew Riccitello har gjort det godt i år, men niveauet er for højt, og Stephen Williams er alt for formsvag.

 

Uno-X Pro Cycling Team: Holdets kaptajn er Tobias Johannessen, der var med helt i front i 2022, og som nævnt i opdateringen ovenfor grundet en god optakt pludselig også ligner det bedste bud  Derfor ligner Træen bedste bud. Jonas Gregaard vandt bjergtrøjen i Paris-Nice, men har ikke vist sidste års form, og niveauet er lidt for højt til, at Niklas Eg kan være med i front, som vi så i Oman, og det samme gælder for Jacob Hindsgaul og Andes Johannessen, der er holdets tredje kaptajn og ligeledes har haft en god optakt.

 

Caja Rural-Seguros RGA: Jefferson Cepeda viste i Andalusien, at han kan være med på højt niveau, men vi kom ned på jorden i Galicien, og feltet er også noget stærkere end i hans forrige løb. Abel Baldestone har et vist potentiale, men niveauet er for højt, og hverken Joel Nicolau eller Julen Amezqueta har været i nærheden af deres bedste niveau.

 

Equipo Kern Pharma: Holdet satser på Roger Adria, men vi har set, at han er overmatchet på dette niveau, og Jose Felix Parra manglede efter sin skade alt for meget i Galicien. Hector Carretero er stadig en skygge af sig selv.

 

Burgos-BH: Holdet har den meget lovende Victor Langellotti, der senest gjorde det godt i Galicien og Oman, men i dette selskab trods alt er overmatchet. Også Jose Manuel Diaz kan gøre det pænt, men hans form er usikker efter den sygdom, der kostede Galicien. Daniel Navarro var i top 20 sidste år, men det kommer han næppe i år, og Pelayo Sanchez har efter sin flotte start været noget svagere i sine seneste løb. Andres Ardila er i fremgang, men har stadig manglet meget, som også Jetse Bol har det.

 

Euskaltel-Euskadi: Mikel Bizkarra klatrer stadig så godt, at han kan drømme om top 20 i et løb, der passer ham perfekt. Txomin Juaristi, Luis Angel Maté, Ibai Azurmendi, Mikel Iturria og Mikel Azparren kan alle klatre til husbehov, men slet ikke til et løb på dette niveau.

 

STREAM MILANO-SANREMO UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

Remco Evenepoel
Primoz Roglic, Mikel Landa
Joao Almeida, Giulio Ciccone, Adam Yates, Richard Carapaz, Jai Hindley
Gino Mäder, Sepp Kuss, Romain Bardet, Tobias Johannessen, Michael Woods, Ben O’Connor, Geraint Thomas, Louis Meintjes, Ilan Van Wilder, Egan Bernal, Einer Rubio, Guillaume Martin, Lenny Martinez, Torstein Træen, Oscar Onley, Cian Uijtdebroeks, Geoffrey Bouchard
Luke Plapp, Jack Haig, Marc Soler, Rafal Majka, Jefferson Cepeda, Jan Hirt, Tobias Johannnessen, Maxim Van Gils, Esteban Chaves, Carlos Verona, Ivan Ramiro Sosa, Rein Taaramae, Michael Storer, Antonio Pedrero, Andreas Kron, Rigoberto Uran, Dylan Teuns, Nicola Conci, Patrick Konrad, Ben Tulett, David De La Cruz, Jefferson Cepeda, Clement Berthet, Kenny Elissonde, Wout Poels, Steven Kruijswijk, Fausto Masnada, Sylvain Moniquet, Tobias Foss, Jesus Herrada, Filippo Zana, Koen Bouwman, Jonas Gregaard, Mikel Bizkarra, Victor Langellotti, Jose Manuel Diaz, Elie Gesbert, Anders Johannessen George Bennett, Juan Pedro Lopez
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Volta a Catalunya
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Okolo Slovenska(2.1) 26/06-30/06

Okolo Slovenska(2.1) 26/06-30/06

Tour de France(2.UWT) 29/06-21/07

Tour of Austria(2.1) 02/07-07/07

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger