Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: 21. etape af Vuelta a Espana

Optakt: 21. etape af Vuelta a Espana

05. september 2021 17:27Foto: Photogomezsport

Clement Champoussin snød favoritterne og tog en fornem sejr på en højdramatisk 20. etape, der sendte Miguel Angel Lopez helt ud af billedet bare 48 timer efter hans suveræne etapesejr. Primoz Roglic smed en etapesejr væk i favoritternes taktiske spil, men den samlede sejr blev reelt sikret, og han får stadig en chance for at udligne sidste års score på fire sejre, når løbet for første gang siden 2014 slutter med en enkeltstart, der meget vel kunne give den olympiske mester i disciplinen mulighed for at krone sin triumf med endnu en magtdemonstration.

Artiklen fortsætter efter videoen.

SE VUELTAEN PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-

 

Ruten

Mens Giro d’Italia har skiftet målby ved flere lejligheder og har varieret mellem sprinteretaper og enkeltstarter på sidstedagen, har Tour de France og Vuelta a Espana været langt mere konservative. Siden 1990 er det franske løb altid sluttet med en flad linjeløbsetape til Paris, hvor Champs-Elysees er rammen om årets vigtigste massespurt. Vuelta-arrangørerne har eksperimenteret lidt mere, men i de senere år har de næsten hver gang haft en flad sprinteretape i Madrid som afslutning. Kun i 2014 afveg man fra traditionen i forbindelse med fejringen af 800-året for Frans af Assisis ankomst til Santiago de Compostela henlagde afslutningen til den galiciske by, hvor der blev afviklet en kort, meget våd enkeltstart, men inden da havde man ikke haft en afsluttende enkeltstart siden 2002 og en afslutning uden for Madrid siden 1993.

 

I år brydes traditionen imidlertid igen. Ligesom i 2014 er afslutningen henlagt til Galicien, og ligesom det var tilfældet dengang, sker det i form af en enkeltstart med mål i Santiago de Compostela. Modsat sidste gang, hvor der var tale om en kort og flad byrute, er der denne gang tale om en ”rigtig” enkeltstart, der med en længde på 33,8 er designet til at kunne skabe så store forskelle, at alt kan vendes på hovedet til allersidst, og som bruger samme rute som i 1993. Det bliver til gengæld også temporytternes eneste reelle chance for at drage fordel af deres evner i kampen mod uret, og klatrerne kan endda glæde sig over, at det ikke bare er en flad sag, men tværtimod en rute med mere end 600 højdemeter. Dermed er scenen sat for en muligvis dramatisk finale, som vi senest så det i 2002, hvor førertrøjen også skiftede ejermand på en enkeltstart på sidste dag.

 

Læs også
Trek trækker sig fra sponsorat

 

I alt skal der tilbagelægges 33,8 km, der fører feltet fra Padrón til Santiago de Compostela. Fra start går det mod nordvest ud af byen ad en småsnoet vej. Indledningsvist er det relativt fladt med to mindre bakker undervejs, men efter 7 km begynder det langsomt at stige let, idet det bliver stejlere og stejler undervejs og kulminerer med 1,7 km med 7,5%. Toppen kommer efter 13,0 km, hvor første mellemtid tages, og derefter kører man videre ad et småkuperet plateau frem til byen Urdilde, der nås efter 14,5 km.

 

Nu drejer man mod nordøst for nu at følge en relativt let og let faldende vej, der leder ned til byen Bertamiráns, som nås efter 23,0 km. Her kører man tværs gennem centrum for at forsætte mod nordøst op ad en bakke (1,7 km, 5,5%), på hvis top den anden mellemtid tages efter 24,8 km. Derefter bliver det helt fladt, mens man fortsætter mod nordøst, inden man drejer mod øst for at køre ad en relativt lige vej, der stiger ganske let. I udkanten af målbyen drejer man igen mod nordøst for at køre ind mod centrum ad en stadig let stigende og relativt lige vej uden skarpe sving, men med flere bløde kurver. Det ændrer sig først til sidst, hvor man drejer fire gange i rap med hhv. 600, 400, 300 og 200 m igen, idet det fortsætter med at stige - den sidste kilometer med 2,0% i snit.

 

Etapen byder på i alt 636 højdemeter.

 

Santiago de Compostela er blevet besøgt af løbet to gange i dette årtusinde. Det skete senest ved den regnvåde sidste enkeltstart i 2014, hvor kun de først startende kørte i tørvejr, og hvor Adriano Malori vandt foran Jesse Sergent og Rohan Dennis. Tidligere var det i 2007, hvor Oscar Freire vandt 2. etapes massespurt foran Paolo Bettini og Leonardo Duque. Vuelta a Castilla y Leon var mærkeligt nok forbi i 2010, hvor Sergio Riberio vandt en spurt foran Jose Alberto Benitez og Angel Vicioso. Derudover var det lokale Vuelta a Galicia forbi i 2000, hvor Andrey Teteriuk tog en solosejr. Det lille Volta da Ascension bestod i 2008 af tre etaper med start og mål i byen, og det gav sejre til Jonas Ljungblad, Pablo de Pedro Garcia og Jose Antonio Baños Ballester.

 

 

 

 

 

 

Læs også
Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

 

SE VUELTAEN PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-

 

Vejret

Den kommende uge i Galicien bliver rædselsfuld med masser af regn hver dag, men heldigvis er det først i næste uge. Søndagen bliver skyet, men om aftenen, hvor etapen køres, vil det klare op med kun få skyer til de sidst startende. Temperaturen vil være 30-31 grader for de første og 27-28 grader for de sidste, og der vil være en svag til let vind, der vil aftage fra 8 km/t for de først til de 4 km/t for de sidst startende. Den vil starte i sydvest, men gradvist dreje over i vestsydvest og slutteligt også vest. Det bør give sidemedvind og senere sidevind på stykket frem til første mellemtid, hvorefter der vil være næsten ren medvind resten af vejen, indtil man primært har sidevind over de sidste 500 m i den tekniske finale.

 

Analyse af 20. etape

Du kan læse analysen "Supermandens næstsidstedagskompleks" her.

 

Favoritterne

Da arrangørerne besluttede sig for at afslutte årets Vuelta med en enkeltstart, havde de helt sikkert drømt om et drama. I de senere år er man ellers gået væk fra de afsluttende tidskørsler, men da de stadig var på mode, leverede de tilsyneladende altid. Således lykkedes det i både 2001 og 2002 for hhv. Angel Casero og Aitor Gonzalez at erobre førertrøjen i allersidste øjeblik i nogle højdramatiske afslutninger, der utvivlsomt stadig rider Oscar Sevilla og Roberto Heras som en mare.

 

Denne gang havde arrangørerne endda maksimeret chancen for noget lignende. Da man i 2014 sidst sluttede med en enkeltstart, i øvrigt også i Santiago de Compostela, var det på en kort byrute, hvor forskellene aldrig kunne blive enorme. Denne gang har man designet en ”rigtig” enkeltstart, nemlig den mellemlange enkeltstart, som løbet blevet at have midt i anden eller tredje uge. Da det samtidig hidtil har været et løb næsten blottet for enkeltstartskilometer, var chancen for, at en klatrer skulle jagtes af en mere tempostærk rytter bestemt til stede. Mon ikke arrangørerne havde drømt om, at Egan Bernal havde startet morgendagens etape med et forspring til Primoz Roglic?

 

Den slags drama får vi dog ikke. Efter dagens vanvid har klassementets top nemlig pludselig fået nogle gigantiske afstande. Adam Yates har før kørt gode enkeltstarter og kan måske drømme om podiet, men Jack Haig har i år forbedret sine tempoevner voldsomt. Det er stensikkert, at David de la Cruz går forbi Guillaume Martin, og han kan måske drømme om at indhente Sepp Kuss også, men derudover vil det efter al sandsynlighed være en intakt top 10, der står tilbage efter de sidste 33,8 km af den spanske rundtur. Noget drama om sejren bliver der i hvert fald ikke, og heller ikke 2. pladsen er truet.

 

Nu kunne man drømme om en dramatisk kamp om etapesejren, men også den er måske svær at tro på. Det betyder dog ikke, at der bare venter en paradeafslutning eller en gentagelse af etapen i 2014, der grundet regnvejr blev en trist og ligegyldig affære, hvor alle de ryttere, som kørte på våde veje, alene koncentrerede sig om at holde sig oprejst. Ser man bort fra, at etapen har én altoverskyggende favorit, er det nemlig en uhyre åben enkeltstart, hvor det er meget svært at rangere de feltets øvrige kandidater.

 

Det skyldes også, at ruten ikke er helt let at blive klog på. Det er lettere med en flad specialistenkeltstart, hvor man som regel kender topkandidaterne, men denne etape er langt mere kompliceret. Forsøger man at sammenligne med en nyere enkeltstart, kan de fleste huske OL. Dengang havde vi 756 højdemeter over 44,2 km, mens vi her har 636 højdemeter over 33,8 km. Det gør den faktisk til en mere kuperet sag end det, vi så i Japan, hvor folk som Stefan Küng, Filippo Ganna og Kasper Asgreen godt kunne være med fremme, men hvor klatreevnerne gjorde det muligt for Primoz Roglic at køre selv Ganna midt over.

 

Her kommer klatringen dog mindre koncentreret end i Tokyo. For en måneds tid siden skulle der i alt væsentligt køres op og ned ad to lange stigninger, hvor man kunne tale om rigtig klatring. Her synes det snarere bare at være irriterende veje, der stiger ganske let på store dele af ruten, og det er kun de to stykker op til mellemtiderne, der stiller lidt større krav til rigtige klatreevner. Den øvrige del af ruten er ikke hurtig, men det er til hænderne i bøjlen og ikke noget, lidt tungere folk ikke kan klare.

 

Læs også
Optakt: 7. etape af Presidential Tour of Türkiye

 

Alligevel er det indlysende, at de mange højdemeter er gode for klatrerne, også selvom de helt sikkert have foretrukket, at de var kommet som ”rigtige” stigninger med højere procenter. Feltet er i forvejen næsten renset for specialister på en startliste, der er sjældent temposvag for en grand tour, og kombinationen af et svagt felt og en kuperet rute gør, at vi formentlig vil se klassementsrytterne meget langt fremme. Det lave antal specialister betyder nemlig også, at der næppe vil være alt for mange, der overhovedet kører 100%, og for mange vil det være en etape, der bare skal overstås. Allerede på 1. etape, der var mindre kuperet end denne, så vi et stort antal temposvage folk meget langt fremme. Det bør blive en god blanding af klassementsryttere og løbets få specialister, og sidstnævnte skal alle køre ganske fornuftigt opad. Derudover betyder friskhed alt på dette tidspunkt i en grand tour, og med ret få topkandidater kan vi godt ende med at se nogle pæne overraskelser.

 

Vejret er altid en faktor, og måske kan det også komme lidt i spil her. Vinden vil aftage i løbet af aftenen, som den jo ofte gør det, og da der bliver tale om en medvindsenkeltstart, vil det være en fordel at starte så tidligt, selvom det først synes at være de allersidste, som for alvor vil føle en svagere vind. Samlet set er der dog tale om så let vind, at det næppe bliver afgørende, men er det tæt, kan balancen måske tippe en anelse til ugunst for de ryttere, der starter i den sidste halve til hele time.

 

Det gør Primoz Roglic som bekendt, men de skulle nok arrangere en modvindsstorm, hvis ikke han skulle være storfavorit. I et felt uden tempospecialister skiller hans navn sig i den grad ud fra mængden. Vi taler om den olympiske mester i enkeltstart - manden, der som nævnt knuste Ganna og co. i Japan - og det er ikke uden grund. Efter en tid, hvor hans enkeltstarter var knap så prangende, betød nederlaget under Touren sidste år, at han angiveligt gik amok med sin enkeltstartstræning, og det har haft en gevaldig effekt. Han var skræmmende stærk til OL og i Baskerlandet, og selv hans Tour-enkeltstart, hvor han kørte rundt som en mumie, var i lyset af skaderne faktisk fremragende.

 

Ruten passer ham også storartet. Roglic er bedst på kuperede enkeltstarter, og denne har en god blanding af klatring og power i sig. Der findes ikke mange i verden, der kan matche Roglic i dette terræn, og han synes på ingen måde at være træt, selvom han i torsdags nok betalte en lille pris for sit vilde ridt i onsdags. I dag lignede han sig selv igen, og han har da heller ikke for vane at gå ned i den tredje uge. Det er rigtigt, at han har for vane at underpræstere på den sidste enkeltstart i en grand tour, men som jeg har beskrevet mange gange i disse optakter, er det svært at se det som andet end en mental blokade - en blokade, Pogacar angiveligt var helt bevidst om i sidste års Tour, hvorfor han bevidst valgte at starte som lyn og torden og dermed knække sin rival.

 

I morgen er der ingen grund til en mental blokade, for han har ingen risiko for at miste sejren. Han kan køre helt frit og virker endda helt usædvanligt afslappet og jovial under sine interviews, hvor han plejer at være meget tilknappet. Og skulle han køre på samme ”ringe” niveau, som da han blev nr. 5 på den sidste enkeltstart i Touren sidste år, rækker det såmænd nok også til at vinde i dette felt og på denne rute. Roglic er i hvert fald meget stor favorit!

 

Til gengæld er det helt åbent om andenpladsen. Efter moden overvejelse er jeg gået med Magnus Cort, men det er med stor usikkerhed. Danskeren gav i går i interviews med TV2 nemlig udtryk for, at han nu bare skulle sikkert igennem løbet, og derfor kan der være usikkerhed om, hvorvidt han overhovedet går efter et resultat. Han virker dog også meget opsat på at dyrke de pludselig opståede tempoevner, han fandt under årets Tour, og der burde ikke være nogen særlig grund til, at han ikke skulle give den gas end sidste gang, inden den står på pause frem mod VM.

 

Cort er stadig ny som temporytter, men han har forbedret sig enormt, siden han ”sprang ud” i Besseges sidste år. Kulminationen kom under Touren, hvor han blev nr. 9 på den sidste enkeltstart og nr. 12 på den første, hvor han endda kørte i meget værre vejr end stort set alle andre. Kører han på samme niveau i dette løb, er der ikke mange, der kommer i nærheden af ham. Samtidig ved vi, at han er i skræmmende god form lige nu, og dette terræn burde endda passe ham fremragende med mange højdemeter, men ikke stejle stigninger. Det kunne faktisk ikke passe ham meget bedre. Jeg frygter, at han tager sig en fridag, men giver han den gas, kunne han meget vel slutte af med endnu et stort resultat.

 

Dernæst vil jeg pege på Lawson Craddock, men det er med en del usikkerhed. Amerikaneren nåede et fabelagtigt niveau i 2019, hvor han blev nr. 4 på Vuelta-enkeltstarten og nr. 6 til VM, men siden gik han helt i stå. Frem mod OL gik der dog rygter om, at han trådte samme watt som ved VM i 2019, men det kunne man slet ikke se i Japan. Noget kunne dog tyde på, at han eksploderede i varmen. I hvert fald kørte han en fornem 1. etape i Burgos på en kort rute, der slet ikke passede ham. Det burde denne kuperede rute uden rigtige stigninger til gengæld gøre, og faktisk vil jeg næsten betegne den som helt perfekt for en alsidig fyr som Craddock. Vi så samtidig i går, at han er i fremragende form lige nu, da han var motoren i en gruppe, som holdt feltet stangen, og det tyder på, at han er klar til at forbedre den 4. plads, han for to år siden fik på en rute, der kunne minde om denne, men nok endda passede ham en anelse dårligere, da klatringen var mere koncentreret på rigtigt stigninger. EF har i hvert fald lidt at skyde med.

 

Dernæst vil jeg pege på Jan Tratnik¸ men han kan være en temmelig svingende størrelse på enkeltstarter. Han har sine bedste resultater over kortere distancer, og han er bedst på tekniske ruter, men han har før gjort det godt over længere distancer også, særligt når det er kuperet. Eksempelvis blev han nr. 10 til VM på den kuperede rute i Norge i 2017, men derudover er der ikke alt for mange absolutte topresultater på lange enkeltstarter. Det var dog opløftende, at han blev nr. 9 i Milano tidligere i år på en tonserrute, der ikke var ham, og kombinerer man det med hans flotte præstation på 1. etape, synes han at være klar på at levere endnu et stort resultat. Han har også virket ganske frisk i den sidste del af løbet, hvor han næsten altid er god, og derfor burde der vente endnu en god præstation fra Tratnik.

 

Læs også
Ayuso er stadig mærket af kuldechok

 

Jeg er meget spændt på Steven Kruijswijk. Selvfølgelig er han ikke som i gamle dage, men han har nået et højt niveau i dette løb. I forvejen var det faktisk på enkeltstarter, at han forud for løbet havde leveret sine eneste gode præstationer i år, særligt med 5. pladsen i Catalonien. Vi ved, at Kruijswijk er fabelagtig på sene enkeltstarter i grand tour - tænk på 4. pladsen i Vueltaen i 2018, 6. pladsen i Touren i 2019 og 5. pladsen i Giroen i 2015 - og dette kuperede terræn burde endda passe ham ganske perfekt. Også i Dauphiné har han gjort det godt med en 4. plads i skrapt selskab på en rute, der passer ham dårligere end denne. Vi kan ikke vente, at han er på helt samme niveau nu, men hvis han giver alt - og hvorfor skulle han ikke det? - burde dette være den ideelle tredjeugestidskørsel for dieselmotoren Kruijswijk.

 

Jeg er meget i tvivl om Josef Cerny. Er den for kuperet eller ej? Vi har tidligere set i Baskerlandet, at det sagtens kan blive for hårdt for tjekken, men dengang var der også en ”rigtig” stigning på programmet. Dette mere moderate terræn burde faktisk passe ganske godt til Cerny, som bestemt godt kan køre opad, når bare terrænet ikke er for stejlt. Hans motor er også stor, og jeg har lært af erfaringerne efter 1. etape, hvor jeg undervurderede hans klatreevner. Han gjorde det også fint på den lange enkeltstart i Giroen sidste år, hvor han i dog ikke helt så kuperet terræn blev nr. 5, og generelt har han på alle ruter, der ikke er for kuperede, været ganske fremragende i særligt 2020. Hans friskhed er lidt svær at vurdere, fordi han mest har siddet i gruppettoen som babysitter for Fabio Jakobsen, men han plejer at være god sidst i en grand tour, som da han sidste år vandt 19. etape i Giroen og blev nr. 6 på enkeltstarten. Terrænet kan blive for hårdt, men efter 1. etape er jeg blevet ganske optimistisk.

 

Lidt af Kruijswijk-historien kan man gentage om David de la Cruz. Også han er en rigtig dieselmotor til den tredje uge af en grand tour, og her har han kørt gode enkeltstarter. Sidste år blev han nr. 8 i Touren og nr. 9 i Vueltaen, og i 2018 blev han nr. 9 i Giroen. I det hele taget har han seks top 10-placeringer på WorldTour-enkeltstarter, men altid over længere distancer. Denne har både en distance og et terræn, der burde passe De la Cruz, som samtidig vil elske, at den kommer i den tredje uge. Han har i dette løb virket bedre end nogensinde, og selvom han måske har tabt en anelse i niveau, synes han stadig ganske frisk. Desværre er han også en temmelig svingende herre, der kan skuffe fælt, men kører han op til sit bedste, bør han være ganske fremragende på denne rute.

 

En rytter, man aldrig kan regne med, er Tobias Ludvigsson. Svenskeren kan være en katastrofe den ene dag og en stjerne den næste, og det er som regel ret umuligt at vide, hvilken udgave man får. Han har før kørt fremragende enkeltstarter sidst i en grand tour - i 2016 blev han nr. 3 på 19. etape i Vueltaen, og i 2019 blev han nr. 5 på sidste etape i Giroen - men han har ikke haft helt samme niveau de seneste år. Han hev dog en fremragende enkeltstart frem i Tirreno sidste år, og i dette løb imponerende han stort på 1. etape, hvor han meget vel kunne være blevet nr. 2 bag Roglic, hvis man fraregner den tid, han mistede ved sin punktering. Han klatrer bedre nu end tidligere i løbet, så han synes frisk, og bakkerne burde ikke skræmme ham, selvom de nok er til større fordel for andre. Problemet med Ludvigsson er mest af alt, at det både kan blive fugl og fisk.

 

En rytter, jeg har svært ved at vurdere, er Chad Haga. Hans enkeltstarter har nemlig været temmelig sløje de seneste sæsoner, siden han choksejrede i Giroen i 2019, men det er værd at bemærke, at hans bedste enkeltstarter næsten alle er kommet sent i grand tours. Udover sejren i Giroen i 2019 blev han sidste år nr. 7 på en helt flad rute, og helt tilbage i 2018 blev han nr. 7 i samme løb. Hans 1. etape i Burgos var også betydeligt bedre, end jeg havde ventet, og denne lange rute burde passe ham langt, langt bedre. Hans form er altid svær at vurdere, men hans flotte arbejde i jagten på udbruddet i går gør mig dog relativt optimistisk på hans vegne. Han har bare skuffet mig så mange gang, at man skal berede sig på, at han flopper igen.

 

Jeg har rykket Enric Mas op og ned på denne liste 117 gange. Spanieren har nemlig siden sidste års Vueltae kørt rædselsfulde enkeltstarter, og han aner heller ikke selv, hvor hans tempoevner er blevet af. I dette løb har han dog været bedre end nogensinde, og vigtigt var det, at han blev nr. 15 på en 1. etape, der slet ikke passede ham - heller ikke dengang, han stadig var tempostærk. Det var så fremragende et resultat, at man kan drømme om en tilbagevenden til dengang, hvor han kørte sublime enkeltstarter sent i grand tours. I 2018 blev han nr. 6 i Vueltaen og i 2019 og 2020 blev han nr. 9 i Touren. Terrænet burde passe ham glimrende med de mange højdemeter. Ser man på hans 2021 generelt, flopper han formentlig. Ser man på hans historik og det niveau, han har vist i dette løb, samt 1. etape, kan han vise sig så flyvende, at han står for langt nede på denne liste.

 

I gamle dage havde jeg haft Nelson Oliveira højt på denne liste. Lange enkeltstarter i grand tours var nenlig lige ham, som han har bevist med en 3. plads i Touren og en 3. og en 5. plads i Vueltaen. I de senere år har det dog været mere sløjt, men hans 3. plads i dette løb for et år siden var en renæssance. I år har han til gengæld været slemt skuffende, senest i Giroen, og det generelle billede er klart, at niveauet er aftagende. Ruten og distancen burde til gengæld lige være ham, og derfor er den primære grund til, at jeg rangerer ham lavt, at han har haft to ret grimme styrt i løbet af den sidste uges tid. Kombinerer man det med hans aftagende niveau, er jeg bange for, at der venter endnu en skuffelse. Men potentialet er stort, som vi så sidste år.

 

 

En anden rytter, der kan skuffe, er Damiano Caruso. Italieneren er nemlig temmelig svingende, men på sine store dage elsker han sene og kuperede enkeltstarter i grand tours. I Giroen blev han nr. 4 i 0219, og sidste år blev han nr. 7 i Touren, og han er også blevet nr. 3 i Schweiz efter ni dages cykelløb. I år har det dog været mere svingende, og han skuffede blandt andet fælt i Romandiet på ruter, der burde have passet ham, og hvor han var i form. I dette løb er det ret klart, at han ikke har sine bedste ben, og han er betydeligt ringere, end han var i Romandiet. I det lys tvivler jeg på, at han kan køre på sit allerbedste niveau.

 

Læs også
Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

 

En joker er Tom Pidcock. Det er ret åbenlyst, at han stadig må betegnes som formsvag, men særligt i dag var det også tydeligt, at formen er betydeligt bedre end i Burgos. Han har ikke kørt mange enkeltstarter, men som tidligere juniorverdensmester er det en disciplin, han mestrer, og han vil elske det kuperede terræn. Desværre er hans fokus allerede nu rettet mod VM, og enkeltstarter er lige nu slet ikke noget, han prioriterer. Derfor regner jeg med, at han tager den med ro, men med disse vidunderbørn skal man altid regne med noget vildt, hvis han mod forventning vælger at give den gas.

 

En uforudsigelig størrelse er Adam Yates. Normalt er han en svag temporytter, men han har det med at overraske. Mest overraskende var hans 7. plads på den flade rute i Catalonien i år, men han har også overrasket med en 6. plads i Dauphiné i 2019 og med sin 11. plads i Touren i 2018. Udfordringen med Yates er altid, at han ikke er kendt for sin restitution, og det er næppe til hans fordel, at vi er sent i en grand tour, som vi også så det i Touren sidste år, hvor hans enkeltstart var temmelig skuffende. Han så dog uhyre velkørende ud i dag, og den kuperede rute burde invitere til, at han kunne have en af de dage, hvor han overrasker. På en sådan dag kan podiet nemlig komme inden for rækkevidde.

 

Jeg er ret spændt på Jack Haig. Australieren har altid været temposvag, men i år har han forbedret sig markant. Han blev nr. 14 i Dauphiné og nr. 21 i Romandiet, og selvom det ikke lyder af meget, burde det kunne række til lidt i dette felt og på denne rute. Han er åbenlyst i fremragende form, og han vil være topmotiveret efter at forsvare sit podium mod Yates. Han var overraskende god på den eksplosive rute på 1. etape, og han burde være meget bedre her. Det er klart, at han ikke kører på podiet, men han kunne meget vel levere karrierens hidtil bedste resultat.

 

Placerer jeg Tom Scully for lavt? Det gør jeg måske, men jeg har altså svært ved at se ham flyverundet på denne rute. Newzealænderen må betegnes som hørende til i feltets tungere ende, og højdemeterne burde være alt for mange. Det regnede jeg dog også med på 1. etape, hvor han kørte sit livs enkeltstart, og samtidig har han i dette løb klatret bedre, end man kunne have forventet. Det bør stadig være for store en klatremundfuld, men da der ikke er rigtige stigninger, giver jeg ham på baggrund af 1. etape alligevel en chance.

 

Grundet hans flotte Dauphiné-enkeltstart er jeg nødt til at nævne Ion Izagirre , men det er med begrænset entusiasme. Baskeren er faldet gevaldigt af på den, og han er som regel milevidt fra toppen, som vi senest så på 1. etape. I dette løb har han heller ikke imponeret, og jeg tror slet ikke på, at det er i morgen, han rejser sig. Omvendt er det kuperede ruter, han mestrer, og vi så jo i Dauphiné, at han stadig kan hive en kanin op af hatten. Desværre var han også i topform dengang.

 

Går Michael Matthews efter et resultat? Det vil undre mig. Det plejer han nemlig ikke gøre på lange enkeltstarter i grand tours, men han skal nævnes for sit potentiale. Vælger han en anden strategi, er han en af de bedre temporyttere i dette felt, også selvom han mest præsterer over kortere distancer. Terrænet burde være bedre end en flad enkeltstart, men der er også to udfordringer. Han synes slet ikke at være den temporytter, han var engang, og hans 1. etape, der burde have passet ham som fod i hose, var også skuffende. Samtidig har han virket under niveau gennem hele løbet, og derfor tror jeg ikke på et stort resultat over så lang en distance. Han har dog potentiale til at overraske mig.

 

En rytter, jeg er lidt spændt på, er Quinn Simmons. Han kørte gode enkeltstarter som junior, men hans tid som professionel viser, at det vist alene skyldtes, at han bare generelt var fysisk overlegen. Han har i hvert fald endnu til gode at præstere for Trek, men måske sker det i morgen. Han har efter en svær start fundet formen, og han lignede bedste mand i udbruddet i går. Denne rute er ikke en klassisk specialistrute for aerodynamiske unika, men en rute, hvor man kommer langt på power, form og friskhed. Alt sammen synes Simmons at have nu, så hvis han går efter et resultat, kan han blive spændende.

 

Hvor god en enkeltstart kører Egan Bernal? Vi skal nok ikke have de helt store forventninger efter en uge, der har bevist, at hans genrejsning ikke rakte hele vejen. I forvejen er der mange flere svage end gode enkeltstarter, men han leverer af og til en overraskelse. Mest af alt var han vild i Tour de Suisse i 2019 på en ellers flad rute, men samme år kørte han fornemt i Paris-Nice. Til gengæld har han stadig til gode at gøre det godt i en grand tour, men faktisk var sidste etape i Giroen ganske opløftende, når man ihukommer rutens karakter. Skal han køre en god enkeltstart, burde en rute som denne giver ham en ganske god chance, men spørgsmålet er, om formen rækker til en af hans lidt for sjældne gode enkeltstarter.

 

Endelig er der Martijn Tusveld . Hollænderen har stadig til gode at køre i top 10 på en stor enkeltstart, men sidste år blev han nr. 12 og 16 i Giroen. I dette svagere felt bør han stå stærkt, fordi han har virket uhyre formstærk igennem store del af løbet. Han burde også stå bedre på denne mere kuperede rute, men min bekymring er, at han har virket mere træt på det sidste. Han har potentialet til at overraske, men det sker formentlig ikke.

 

Læs også
UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

 

 

Jeg glæder mig lidt til at se formstærke Wout Poels , men hans sidste gode enkeltstart er af ældre dato. Ryan Gibbons er blevet en glimrende temporytter, men han har formentlig en pris at betale efter i dag. Ruten bør være for kuperet for Nathan van Hooydonck og Florian Vermeersch, og Felix Grossschartner er aldrig rigtigt fulgt op på den gode enkeltstart fra Paris-Nice. Gino Mäder skal som klassementsrytter nok gøre det pænt, men han har aldrig kørt en god klassisk enkeltstart. Jan Polanc var flyvende i Burgos, men virker træt, og jeg tror ikke, at Sepp Kuss kan gentage 1. etape på denne mere klassiske og slet ikke eksplosive rute. Thymen Arensman har kørt skuffende enkeltstarter i år, og Koen Bouwman har ikke genfundet de gamle tempoevner. Pavel Sivakov kører heller ikke enkeltstarter som i gamle dage, og denne mere kraftfulde rute bør ikke passe en træt Andrea Bagioli. Gorka Izagirre, Gianluca Brambilla, Jesus Herrada, Rein Taaramae, Anthony Roux og Damien Howson har ikke kørt gode enkeltstarter i mange år, og Nico Denz har kun kørt én god enkeltstart i sin karriere. Matteo Trentin og Arnaud Demare vil næppe gå efter et resultat på en lang og kuperet rute, der også er for hård for Mikel Azparren. Endelig er Rui Oliveira i storform, men modsat sin bror har det knebet med tempoevnerne.

 

Feltet.dks vinderbud: Primoz Roglic

Øvrige vinderkandidater: Magnus Cort, Lawson Craddock

Outsidere: Jan Tratnik, Steven Kruijswijk, Josef Cerny, David de la Cruz, Tobias Ludvigsson

Jokers: Chad Haga, Enric Mas, Nelson Oliveira, Damiano Caruso, Tom Pidcock, Adam Yates, Jack Haig, Tom Scully, Ion Izagirre, Michael Matthews, Quinn Simmons, Egan Bernal, Martijn Tusveld

 

Starttider

Starttiderne findes her.

 

SE VUELTAEN PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-

Primoz Roglic
Magnus Cort, Lawson Craddock
Jan Tratnik, Steven Kruijswijk, Josef Cerny, David de la Cruz, Tobias Ludvigsson
Chad Haga, Enric Mas, Nelson Oliveira, Damiano Caruso, Tom Pidcock, Adam Yates, Jack Haig, Tom Scully, Ion Izagirre, Michael Matthews, Quinn Simmons, Egan Bernal, Martijn Tusveld
Wout Poels, Ryan Gibbons, Felix Grossschartner, Gino Mäder, Jan Polanc, Sepp Kuss, Thymen Arensman, Koen Bouwman, Andrea Bagioli, Rui Oliveira, Pavel Sivakov, Nathan van Hooydonck
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Vuelta a España
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04

Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04

La Vuelta Femenina(2.WWT) 29/04-05/05

Eschborn-Frankfurt(1.UWT) 01/05

Tour du Gévaudan Occitanie(2.NCUPJW) 04/05-05/05

Giro d'Italia(2.UWT) 04/05-26/05

Elfstedenronde Brugge(1.1) 05/05

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?