Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: 21. etape af Vuelta a Espana

Optakt: 21. etape af Vuelta a Espana

11. september 2022 18:34Foto: Sirotti

Mens Richard Carapaz kronede en fornem Vuelta med både sin tredje etapesejr og bjergtrøjen, holdt Remco Evenepoel uden de store problemer stand, så han nu har kurs mod at bryde mere end 40 års belgisk grand tour-tørke. Han skal dog lige sikkert igennem søndagens paradeetape, hvor der som altid er lagt op til brag af en massespurt, og hvor Mads Pedersen nu er nødt til at vinde, hvis han vil slå Carapaz i kampen om at have vundet flest etaper i årets udgave af den spanske grand tour.

Artiklen fortsætter efter videoen.

STREAM VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Ruten

Mens Giro d’Italia har skiftet målby ved flere lejligheder og har varieret mellem sprinteretaper og enkeltstarter på sidstedagen, har Tour de France og Vuelta a Espana været langt mere konservative. Siden 1990 er det franske løb altid sluttet med en flad linjeløbsetape til Paris, hvor Champs-Elysees er rammen om årets vigtigste massespurt. Vuelta-arrangørerne har eksperimenteret lidt mere, men i de senere år har de næsten hver gang haft en flad sprinteretape i Madrid som afslutning. Kun i 2014 og 2021 afveg man, da man henlagde afslutningen til Santiago de Compostela, hvor der blev kørt enkeltstart, men inden da havde man ikke haft en afsluttende enkeltstart siden 2004 og en afslutning uden for Madrid siden 1993.

 

Efter sidste års eksperiment er alt i år ved det gamle med den klassiske afslutning i hovedstaden, hvor man nøjagtigt som i Touren har indført et koncept med en aftenetape, som det også vil være tilfældet denne gang. Som i Touren er der altid tale om hovedsageligt ceremoniel affære, og derfor har arrangørerne truffet den kloge beslutning at have en relativt kort etape. I 2018 skar man paradedelen ned til bare 36 km og indførte flere omgange på rundstrækningen, og i 2019 havde man fordelt de to med ca. 50% til hver, mens der i 2020 var 85 km parade og bare 40 km cykelløb. Også i år er der en 50-50-fordeling på en meget kort etape over mindre end 100 km, hvor der først lægges op til fejring, inden årets Vuelta formentlig ender med det klassiske spurtopgør i hjertet af Madrid.

 

Læs også
Trek trækker sig fra sponsorat

 

I år skal der tilbagelægges bare 96,7 km fra Hipodromo De La Zarzuela til den velkendte finale ved Paisaje de la Luz i hjertet af Madrid. Startstedet ligger i den nordvestlige udkant af hovedstaden, og herfra kører man stort set direkte ind til centrum. Kortvarigt kører man mod sydvest igennem fladt terræn, inden man følger en flad hovedvej mod sydøst med retning mod centrum. Man drejer dog hurtigt fra for at køre mod sydøst ind gennem Majdahonda og frem til Pozuelo de Alarcon, hvor man drejer mod nordøst. I forstaden Aravaca drejer man igen mod sydøst, og derfra går det stort set direkte ind til centrum, hele tiden i fladt terræn.

 

Efter 44,5 km krydser man målstregen for første gang, og herefter afsluttes løbet ved denne gang at køre 9 omgange (tidligere har det været både 7 og 10 omgange) på den gamle 5,8 km lange og T-formede rundstrækning, der er tilbage, efter at den i 2018 var modificeret. Fra mål går det mod nord op til en U-vending, inden man kører mod syd ned til et sving. En lang vej leder nu mod vest ud til endnu en U-vending, og derefter går det tilbage mod øst, inden man drejer mod syd kort før 2 km-mærket. Slutteligt er der en sidste U-vending lige inden den røde flamme, hvorefter man rammer den 1000 m lange opløbsstrækning, der stiger med 1,7%. Løbets sidste indlagte spurt, der også tæller som en bonusspurt, kommer ved anden passage af stregen med 46,4 km igen.

 

Etapen byder på i alt 773 højdemeter.

 

Som sagt skippede man i 2014 og 2021 den traditionelle finale i Madrid, men derudover er løbet sluttet i hovedstaden hvert år siden 1993. I 2020 rundede Pascal Ackermann den sære coronaudgave af ved akkurat slå Sam Bennett, mens Max Kanter blev nr. 3. I 2019 sluttede Fabio Jakobsen sin grand tour-debut helt perfekt ved at slå rivalen Bennett og således sikre sig sin anden sejr, og i 2017 cementerede Elia Viviani sin status som løbets bedste sprinter ved at tage sin tredje etapesejr i løbet foran Peter Sagan og Giacomo Nizzolo. I 2016 kronede Matteo Trentin et fantastisk løb ved at spurte sig til sin fjerde etapesejr, og i 2016 tog Magnus Cort sin anden etapesejr ved at vinde spurten, mens John Degenkolb var hurtigst i både 2015 og 2012. I 2013 endte Michael Matthews sin grand tour-debut på perfekt vis, nøjagtigt som Peter Sagan gjorde i 2011. Tyler Farrar slog Mark Cavendish i 2010, og André Greipel var hurtigst i 2009. Matti Breschel tog en yderst overraskende sejr i 2008, året efter at Daniele Bennati havde afsluttet en stor Vuelta ved at vinde i Madrid. Erik Zabel var bedst i 2006, mens italienerne testede deres lead-out forud for VM i Madrid i 2005, hvor de afleverede Alessandro Petacchi til endnu en etapesejr i løbet. Santiago Perez vandt den sidste enkeltstart i 2004, mens Petacchi også var hurtigst i 2003. Aitor Gonzalez, Santiago Botero og Santos Gonzalez tog enkeltstartssejre i hhv. 2002, 2001 og 2000, mens Jeroen Blijlevens spurtede sig til sejr i 1999.

 

 

 

 

STREAM VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Vejret

Efter nogle dage, hvor varmen ikke har været helt så trykkende, slutter løbet med noget, der kan blive den varmeste dag. Selvom rytterne kører om aftenen, vil der være en temperatur på 35 grader, når de tager starten, og en temperatur på 33 grader ved målgang. Der vil kun være ganske få skyer, men det vil lufte lidt med en let til jævn vind (13-15 km/t) fra sydsydvest og sydvest. Det giver hovedsageligt sidemod- og sidevind på stykket frem til rundstrækningen, hvor der vil være sidemedvind op til første U-vending og derefter hovedsageligt sidemodvind, indtil man atter får sidemedvind i sidste U-vending ved den røde flamme.

 

Læs også
Ayuso er stadig mærket af kuldechok

 

Analyse af 20. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan Remco Evenepoel efter sin cementering af en overlegen samlet sejr på 20. etape har gjort os alle meget klogere.

 

Favoritterne

For de fleste er årets Vuelta reelt et overstået kapitel, men for sprinterne venter løbets vigtigste etape fortsat. Etapen til Madrid har naturligvis ikke samme prestige som Tour-etapen til Paris, men det er dog en spurt, alle hurtige folk drømmer om at vinde. Særligt i år må sulten være stor, for vi skal helt tilbage til 11. etape for halvanden uge siden for at finde løbets seneste rigtige massespurt - og i løbet af de første 20 dage har der bare været tre!!!

 

Der er naturligvis ikke den store grund til at dvæle voldsomt ved etapens forløb. Første del af etapen er som altid ren paradekørsel. Efter champagnedrikning og diverse fotos vil Quick-Step skulle sætte sig frem og føre feltet frem mod målstregen for første gang. Herefter vil løbet reelt blive startet, og meget hurtigt vil vi se de første angreb. Inden da burde det dog være givet, at Alejandro Valverde skal have præcis samme hyldest som Contador i 2017, hvor han fik lov at køre først over og sole sig i hyldesten fra de spanske fans. Det bliver et emotionelt øjeblik for hele Spanien, at deres veteran kører sit sidste løb på hjemmebanen.

 

Efter første målpassage vil vi se de første angreb, og der vil derefter ret hurtigt blive etableret et udbrud. De får imidlertid aldrig megen snor på disse sidste grand tour-etaper, hvor den begrænsede distance betyder, at afstandene sjældent når et minut. Med så få chancer i dette løb og et reelt cykelløb, der end ikke er 50 km langt, kan man også være stensikker på, at sprinterholdene kører med livrem og seler, og jeg forventer, at Trek, Alpecin Bora, BikeExchange og Arkea vil lægge løbet i et jerngreb.

 

For et par år siden så vi overraskende, at et udbrud snød sprinterne på sidste etape i Giroen. Vi skal ikke vente en gentagelse denne gang. Rundstrækningen i Madrid er nemlig meget simplere end de ofte meget tekniske ruter, man har anvendt i Italien, og den T-formede rundstrækning har i nyere tid aldrig kunne snyde sprinterne. Den favoriserer i den grad et samlet felt, og det ligger således i kortene, at der kan skabes samling inden den ventede massespurt.

 

Et interessant twist til etapen er den indlagte spurt. Mads Pedersen har allerede sikret sig pointtrøjen, og han gider næppe bevæge sig frem for at tage pointene, som han heller ikke gjorde det i går, men i klassementet er der bare ét sekund mellem Thymen Arensman og Carlos Rodriguez. Det vil næsten være dumt af Ineos ikke at forsøge at se, om de kan finde det sekund via bonus, da han og Arensman vel er nogenlunde lige langsomme. Det ligner dog en svær opgave, da DSM kan sætte John Degenkolb, Joris Nieuwenhuis og Jonas Hvideberg til at spurte, og de bør alle være klart hurtigere end den spanske Ineos-snegl.

 

Vi kan således vente os en massespurt. På mange måder minder finalen meget om den, vi kender fra Paris. I begge tilfælde er der nemlig tale om en bred boulevard med masser af plads til alle, og opløbsstrækningen er i begge hovedstæder også let stigende. Forskellen er, at opløbsstrækningen her er meget længere, mens det i Paris handler om at sidde godt, når man kommer ud gennem tunnelen - i hvert fald inden man flyttede stregen i 2021. Her er opløbsstrækningen så lang og bred, at vinderen ofte vil være hurtigste og stærkeste mand i en let stigende spurt, i hvert fald hvis han timer den rigtigt. Betydningen af et godt tog er knap så markant, som den er i Paris. Dertil kommer, at der er tale om en medvindsspurt, og det betyder, at det er muligt at åbne tidligt, selvom man sidder lidt langt tilbage.

 

Derudover er det som altid værd at bemærke, at det til sidst i en grand tour ofte handler mere om friskhed end sprinterevner, og i en Vuelta, der ofte er knaldhård, er det således ofte de mere holdbare typer, der sætter sig igennem, som det eksempelvis var tilfældet i 2017, hvor navne som Matteo Trentin, Søren Kragh, Tom Van Asbroeck og Ivan Garcia Cortina alle var at finde i top 5, eller i 2016, hvor Magnus Cort sejrede, ligesom også Matti Breschel, der aldrig har været supersprinter, har været først i Madrid.

 

Jeg vælger at pege på Mads Pedersen. På papiret er han måske ikke den hurtigste i et let sprinterløb som dette, men han har i hvert fald tre fordele. For det første burde denne let stigende powerspurt passe ham ganske fortrinligt og give ham en bedre chance end en klassisk fladbanespurt. For det andet er han uhyre holdbar, og der er ingen tvivl om, at han har en friskhed, der er større, end den er for de værste rivaler. Endelig har han i Alex Kirsch en lead-out man, der kun overgås af Sebastian Molano.

 

Læs også
Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

 

Farten har imidlertid også været overbevisende. Sam Bennett var hurtigere i Holland, men særligt på 3. etape lignede han en mand, der kunne have truet ireren, hvis ikke han skulle bremse. Det gik galt på 11. etape, hvor an tøvede lidt for længe og derfor blev lukket inde, men den lektie har han lært. Nu skal han stole på sin lange spurt, og med god hjælp fra Kirsch er risikoen for at blive lukket inde på den brede vej begrænset. Når det samtidig er stigende, tror jeg på, at han kroner sin pointtrøje ved at tage sin fjerde sejr og blive den tredje dansker efter Cort og Breschel til at vinde i Madrid.

 

Jeg har imidlertid været meget i tvivl, om jeg i stedet skulle pege på Tim Merlier. Man må stadig formode, at belgieren er løbets klart hurtigste, som han i hvert fald er det på papiret, men spørgsmålet er, om det stadig gælder i den tredje uge. Vi så i hvert fald i sidste års Giro, at han tabte masser af fart, hvad han også selv problematiserede, og han er nu for første gang nået til enden af en grand tour. Har han stadig den fornødne friskhed til at mobilisere sin vanlige topfart?

 

I forvejen har han ikke spurtet overbevisende på det sidste. Han skuffede ved EM og på 2. etape, og på de øvrige etaper er han blevet elimineret af sin ringe positionering. Derfor har vi stort set ikke set ham spurte mod de bedste, og dertil kommer så altså usikkerhed om hans holdbarhed. Til gengæld er denne etape så let, at han burde komme frisk til stregen, og selvom han meget vel igen kan tabe i positionskampen, er denne finale så enkel og vejen så bred, at han - endda i medvind - formentlig kan finde plads til at åbne de lange powerspurter, der er hans speciale. Det let stigende opløb passer ham endda som fod i hose, og dermed kunne han ikke få en bedre etape til at vise sin fart. Spørgsmålet er bare, om han stadig er hurtigst på 21. etape, og om han er overlegen nok til at indhente Pedersen, der meget vel kan blive sat perfekt i scene.

 

Danny van Poppel skulle have kørt Sam Bennett til sejr her, men nu skal han i stedet selv spurte. Det kan også sagtens give et resultat. Det er ikke meget, han selv har spurtet i år, men han viste fornem fart både i Touren, hvor han var helt uden støtte, og ikke mindst på 11. etape, hvor han så ud til at have farten til at slå Kaden Groves. Han er også en ørn i positionskampen, som han viste på 11. etape, og støtten fra Jonas Koch og Ryan Mullen kunne være værre. Det let stigende opløb passer ham tillige perfekt, og han viste på 16. etape, at han stadig er frisk. Holdet har meldt ud, at han er ved at være træt, men det er svært at se på hans kørsel. Målet må være at bruge sin gode positionering til igen at sidde rigtigt, og hvis han spurter som på 11. etape synes han at have farten til her at kunne tage karrierens anden etapesejr.

 

Pascal Ackermann har virkelig imponeret i dette løb, hvor han har vist en hidtil uset holdbarhed. Særligt 16. etape viser, at han er frisk, og han har da også tidligere med netop en sejr her i Madrid og den sene erobring af pointtrøjen i Giroen i 2019 bevist, at han kan køre stærkt sidst i en grand tour. Desværre har han stadig ikke fordums fart, men hans spurter i dette løb har dog været ganske fine, hvis ikke de bare næsten alle havde været alt for lange. Denne let stigende powerspurt passer ham perfekt, hvis han kan time det bedre, end han plejer at gøre i år, men nøglen til sejr er ikke ham selv. Det er derimod Sebastian Molano, der utvivlsomt er den bedste af de tilbageværende lead-out men. Om han så har farten til at gøre det færdigt i en finale, hvor alle de andre næppe lukkes inde, må vi se, men det vil ikke være første gang, at han vinder denne spurt mod hurtigere folk, fordi han får det bedste lead-out. Det kan Bennett i hvert fald skrive under på efter 2020-udgaven af løbet, der gjorde ham til forsvarende vinder af netop denne spurt, som var fraværende sidste år.

 

Dan McLay viste i Holland, at han har farten til at vinde i dette felt, men hans timing sad ikke i skabet. Det gjorde den desværre heller ikke på 11. etape, hvor han endte for langt tilbage og måtte køre en alt for lang spurt i modvinden. Vi fik dog i Holland bekræftet, at var undtagelsen, at han sad for langt tilbage, for i år har den engang så positioneringssvage brite klaret den del fornemt. Han har i Clement Russo også en god lead-out man, og han virker stadig ganske frisk. Der er et par stykker, der på papiret er hurtigere end ham, men forskellen i fart er ikke så markant, at han ikke kan vinde, hvis han sidder rigtigt, og omstændighederne flasker sig.

 

Den seneste massespurt blev vundet af Kaden Groves, og det kan bestemt heller ikke udelukkes, at han kan vinde igen. Desværre styrtede han som bekendt hårdt på 17. etape, og der har ikke været meldinger om hans tilstand. En punktering betød, at vi på 16. etape ikke fik lejlighed til at se, hvor frisk han i sin grand tour-debut er, men trods skaderne er han i hvert fald kommet igennem. Var han ikke klar til at spurte, var han rejst hjem, og derfor kan vi vente os at se ham blande sig i morgen. Problemet er bare, at han i Holland igen viste, at hans positionering er svag, og det BikeExchange-hold, der pludselig rejste sig så flot på 11. etape, er nu uden Kelland O’Brien. Dermed har han nu kun den relativt fartsvage Michael Hepburn, og det er meget, meget lidt for en mand, der er kendt for at positionere sig svagt. Han har også klaret sig bedre i flade end i stigende spurter, og vi aner ikke, hvor frisk han er, eller hvor forslået han er. Lægger man dertil, at Van Poppel så hurtigere ud på 11. etape, og at Pedersen og Merlier må ventes at være det samme, skal det nok flaske sig, hvis han skal vinde igen.

 

Det er lidt spændende med Mike Teunissen . Han viste en overraskende høj fart på 2. etape, hvor han vel nærmest havde den højeste topfart af alle - og dog sad godt i læ grundet ringe position - og hans klating de seneste dage indikerer, at han er storform og meget, meget frisk. Han skuffede til gengæld i gårsdagens spurt, hvor han slet ikke fik nok ud af sit ellers stærke hold, men normalt burde han have farten til at blande sig, særligt i et stigende opløb. Det er klart, at han ikke har et rigtigt tog, og han står svagere end de fem bedste vinderbud, men han plejer at positionere sig godt, og Rohan Dennis burde nok kunne give ham en hånd. Farten vil nok ikke række helt, men han så altså pokkers hurtig ud i Utrecht, hvad han ikke gjorde i de spurter, han har kørt tidligere i år.

 

Sebastian Molano er også kandidat. To gange inden for mindre end halvanden måned, nemlig på 11. etape og i Polen, har Ackermann nemlig tabt hans hjul, hvorefter han er endt med selv at spurte. Risikoen for, at det sker, er ikke voldsomt stor i denne ret enkle finale, men særligt i den sidste U-vending kan det vel ske. Desværre har colombianeren spurtet skuffende i år, men det har set bedre ud i de to spurter, han uplanlagt har kørt på det sidste, og han vil elske det stigende opløb. Han er også relativt god i positionskampen, men baseret på det, vi har set i år, vil topfavoritterne formentlig være hurtigere end ham.

 

Læs også
UAE-komet vinder efter fænomenal nedkørsel

 

I år har Davide Cimolai mere eller mindre indstillet sig på et job som lead-out man, men to gange har han spurtet for sig, nemlig én gang i Tirreno og én gang i Giroen. Begge gange har han vist, at han stadig har en vis fart og ikke mindst den gode positioneringsevner, han altid har haft. Nu er Bryan Coquard ude, og dermed får han sin tredje chance i år i et felt, hvor han burde være en af de hurtigere. Han vil endda elske det stigende opløb, og selvom han i år har klatret ganske horribelt, viste han i Giroen, at han stadig kan køre en god spurt i den tredje uge. Han har næsten ingen støtte, og da han aldrig har været hurtig nok til at vinde denne slags spurter, vinder han næppe heller i morgen, men han er altså blevet hhv. nr. 3 og 4 i de to spurter, han har kørt i år.

 

Fred Wright ser ud til, at han igen må nøjes med lige-ved-og-næsten i en grand tour. Selvom han igen i går beviste, at han atter er stærk mod slutningen af en grand tour, bliver det nemlig svært at vinde så let en etape som denne. Han har friskheden til sin fordel, ligesom det stigende opløb hjælper ham, men han lider under manglende støtte fra andre end Luis Leon Sanchez og Jasha Sütterlin. Det er dog stadig noget, da særligt Sütterlin godt kan køre et lead-out, og han hjælpes af den enkle finale. Han var også overraskende tæt på at slå Pedersen i går, og det giver håb. Det var dog efter et hårdt løb, og det er stadig svært for alvor at se ham vinde denne lette etape, når han aldrig rigtigt har været bare tæt på at vinde en massespurt.

 

Hvad gør Israel-PT? De har Daryl Impey og Patrick Bevin, og selvom de ikke blandede sig i den flade spurt på 11. etape, hvor de for første gang var uden Itamar Einhorn, har de fået så lidt ud af et forfærdeligt løb, at det vil være hovedløst ikke at se, om de i det mindste kan skaffe lidt point til det nødlidende hold. Hvem de i givet fald kører for, er uklart, men de har nok den bedste chance, hvis de satser på Bevin. Dels virker Impey meget træt og formsvag, og dels har Impey altid været en fremragende lead-out man. Opløbet stiger let og vil hjælpe dem - faktisk kan det minde lidt om det, der gav Bevin choksejr i Down Under i sin tid - men de har ikke farten til at slå sprinterne her. Et godt lead-out fra den ene eller den anden bør dog være et ret stærkt våben, som kan give et resultat, særligt hvis det er Impey, der sidder foran Bevin.

 

Det har været fornemt at se Cedric Beullens spurte i dette løb. Allerede i Holland overraskede han positivt i positionskampen, men da Harry Sweeny forsvandt, så det svært ud. Alligevel imponerede han igen på 11. etape, og det vidner også om, at han kan positionere sig uden australieren. Han viste med sit uventet gode resultat på 16. etape, at han er meget frisk mod slutningen af sin grand tour-debut, og han vil nyde, at det stiger. Han har til gengæld ikke farten til at vinde og er grundet manglende støtte en smule sårbar, men hans positionering har siddet i skabet indtil nu.

 

John Degenkolb er dobbelt vinder af denne etape, men det var fra den tid, hvor han spiste Vuelta-etaper til morgenmand. Den æra er for længst ovre, og dette løb har igen understreget, at han mangler både fart og ikke mindst positionering. Det så vi senest på 11. etape, hvor han derfor tog chancen med en spurt, der var alt for lang. I morgen er finalen heldigvis enkel, og han har i Joris Nieuwenhuis faktisk en af de bedre lead-out man. Risikoen for, at han bliver lukket inde, er på denne boulevard også mindre, og han elsker et let stigende opløb. Det øger chancen for, at han ikke misser top 10, som han plejer, men desværre ved vi også, at farten ikke længere rækker til at fuldende hattricket.

 

Fabian Lienhard fik en overraskende 5. plads i Holland, da Jake Stewart tabte hans hjul. Det var meget sigende, at han fik sit flotte resultat på en dag, hvor det ikke var meningen, for han misser stort set altid top 10, når han spurter for sig selv. Således gik det da også galt på 11. etape, og det kan det sagtens gøre igen her. Hans positionering er et problem, men det gik uventet godt på 13. etape, indtil han løb tør for kræfter på bakken. Han har også en lead-out man i Miles Scotson, og han hjælpes af den enkle finale. Desværre betyder både manglen på fart og positionering, at der er grænser for, hvor langt han kan komme.

 

Carlos Canal ender stort set alle sine spurter i top 15, men uden for top 10, og det gør han sikkert igen i morgen. Han har ikke den store støtte, og han mangler fart. Til gengæld positionerer han sig relativt fornuftigt, og han er bedst i stigende spurter. Det er derfor ikke det værste opløb for ham, men den normalt holdbare sprinter har virket træt. Det er derfor temmelig usikkert, om det bliver nu, han kommer i top 10.

 

Prøver Jesus Ezquerra? Hans placeringer som nr. 25 og 23 i de to seneste flade spurter indikerer, at han gav den et skud begge gange, men det fortæller meget, at han end ikke kom i top 20. Han har ellers været i storform i dette løb, hvad han senest har vist med sine top 10-resultat i de to hårde spurter på 13. og 16. etape, og han synes stadig at have masser af friskhed. Desværre mangler han farten efter en let dag, og støtte har han heller ikke. Det hjælper, at opløbet stiger, men det hjælper ham slet ikke hele vejen.

 

Kiko Galvan skippede de hollandske spurter, men han så ud til at forsøge sig i den sidste flade spurt. De fleste hold prøver at spurte med en eller anden på sidste etape, og man må antage, at han prøver i morgen. Det er dog meget sigende, at han endte som nr. 28 på 11. etape, for han har aldrig været god i positionskampen. Dertil kommer, at hans hold er svagt, og at han slet ikke har farten til at vinde. Han hjælpes af det stigende opløb, men det bliver svært at gå i top 10.

 

Læs også
Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

 

Endelig er der Julius van den Berg . Jeg mindes ikke, at hollænderen nogensinde har spurtet tidligere, men han forsøgte sig i den hårde finale i tirsdags, hvor han endda gik i top 10. Om han også gør det på en sprinteretape som denne, er usikkert, men resultat kan have givet ham blod på tanden, ligesom de fleste hold ofte får en eller anden til at spurte i Madrid. Han er uden støtte og erfaring i positionskampen, og han har slet ikke farten til at vinde, men han viste med sin flotte udbrudssejr i Polen sidste år, at han bestemt godt kan spurte.

 

Jeg vil også tro, at Jose Joaquin Rojas denne gang kører spurten, men selvom han er god i positionskampen, og det stiger, mangler han i dag farten. Det er dog også muligt, at han kører over stregen sammen med vennen Valverde, der siger farvel. Hos Euskaltel vil Gotzon Martin formentlig spurtede ved siden af Canal, og det plejer at kunne give en top 15 på en af de gode dage. Jetse Bol vil måske også blande sig, men det er mere sandsynligt med Ezquerra, og vi har også set, at Yevgeniy Fedorov har forsøgt sig lidt for Astana på det sidste, som Antoine Raugel har gjort det for Ag2r. Hos Ineos er det muligt, at Ben Turner prøver igen, men det er nok lidt tvivlsomt på så let en etape. Måske prøver Intermarché med Julius Johansen eller Jan Bakelants, men det vil jeg ikke sætte pensionsopsparingen på. Det eneste hold, de med sikkerhed ikke spurter, er Quick-Step, der må antages at køre over stregen side om side.

 

Sene angreb har en næsten ikkeeksisterende chance på denne rundstrækning med lange, lige veje og et langt opløb. Det skulle være meget mærkeligt, om det skulle lykkes at snyde feltet her, hvad der heller ikke er sket i nyere tid, men skal man pege på én mand, der måske kunne gøre det, er det den formstærke Rohan Dennis, der i hvert fald har poweren. Han er imidlertid også Teunissens vigtigste mand til spurten.

 

Feltet.dks vinderbud: Mads Pedersen

Øvrige vinderkandidater: Tim Merlier, Danny van Poppel

Outsidere: Pascal Ackermann, Dan McLay, Kaden Groves, Mike Teunissen, Sebastian Molano

Jokers: Davide Cimolai, Fred Wright, Patrick Bevin, Daryl Impey, Cedric Beullens, John Degenkolb, Fabian Lienhard, Carlos Canal, Jesus Ezquerra, Kiko Galvan, Julius van den Berg

 

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Pascal Ackermanns sejr fra 2020, Fabio Jakobsens sejr fra 2019, Elia Vivianis sejr fra 2018, Matteo Trentins sejr fra 2017, Magnus Corts sejr fra 2016, John Degenkolbs sejre fra 2015 og 2012, Michael Matthews’ sejr fra 2013, Peter Sagans sejr fra 2011, Tyler Farrars sejr fra 2010, André Greipels sejr fra 2009, Matti Breschels sejr fra 2008, Daniele Bennatis sejr fra 2007 og Erik Zabels sejr fra 2006.

 

STREAM VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Mads Pedersen
Tim Merlier, Danny van Poppel
Pascal Ackermann, Dan McLay, Kaden Groves, Mike Teunissen, Sebastian Molano
Davide Cimolai, Fred Wright, Patrick Bevin, Daryl Impey, Cedric Beullens, John Degenkolb, Fabian Lienhard, Carlos Canal, Jesus Ezquerra, Kiko Galvan, Julius van den Berg
Jose Joaquin Rojas, Gotzon Martin, Ben Turner, Yevgeniy Fedorov, Antoine Raugel, Lionel Taminiaux, Joris Nieuwenhuis, Alex Kirsch, Clement Russo, Jasha Sütterlin, Ryan Mullen, Julius Johansen, Jan Bakelants, Jetse Bol, Omer Goldstein, Rohan Dennis
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Vuelta a España
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04

Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04

La Vuelta Femenina(2.WWT) 29/04-05/05

Eschborn-Frankfurt(1.UWT) 01/05

Tour du Gévaudan Occitanie(2.NCUPJW) 04/05-05/05

Giro d'Italia(2.UWT) 04/05-26/05

Elfstedenronde Brugge(1.1) 05/05

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?