Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: GP de Fourmies

Optakt: GP de Fourmies

11. september 2022 15:31Foto: Deutschland Tour / Roth-Foto

Efter sidste weekends Tour du Doubs er Coupe de France-serien på søndag allerede klar til sin næste runde, det formentlig største løb på dets kalender. Grand Prix de Fourmies er et af de få løb i serien, der tiltrækker flere udenlandske WorldTour-hold og er traditionelt blevet betragtet som den store revanchedyst efter Brussels Cycling Classic, der dog i år har haft en anden placering, og det med god grund. Som regel har sprinterne nemlig haft det sidste ord i Fourmies, men en kuperet afsluttende rundstrækning har før givet anledning til overraskelser i en af de store franske efterårsklassikere

Artiklen fortsætter efter videoen.

STREAM VUELTA A ESPANA OG GP DE FOURMIES UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Løbets rolle og historie

Løbsserien Coupe de France er yderst prestigiøs i Frankrig og et stort mål for alle de franske hold. Det meste af serien udgøres imidlertid af 1.1-løb, der ikke tiltrækker udenlandske WorldTour-hold. Enkelte af dem bryder dog trenden, mest markant GP de Denain og GP la Marseillaise, men der er næppe tvivl om, at det er søndagens Grand Prix de Fourmies, der er seriens største løb.

 

Det er svært at sige, hvorfor løbet har en højere status, men det afspejles fint i UCI-hierarkiet. Modsat de andre løb i den franske serie har det i mange år haft 1.Pro/1.HC-status, og selvom Tour de Vendee tidligere havde samme status, og løbet i Denain har genopnået det, mens Tro Bro Leon og GP du Morbihan (det tidligere GP de Plumelec) også er blevet en del af det fine selskab, skiller løbet i Fourmies sig ud. Hvad prestige angår, er det i Frankrig lige under de store WorldTour-klassikere og Paris-Tours, og det afspejles i en startliste, der er meget stærkere end det, man ser i øvrige franske endagsløb.

 

Læs også
Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

 

Løbet blev første gang afviklet den 10. juni 1928 og er kun blevet aflyst under Anden Verdenskrig og i 1966. Udenlandske ryttere spillede en markant rolle fra starten, og det blev hurtigt et vigtigt løb med kendte vindere som Barry Hoban, Eddy Merckx og Didi Thurau. Det var kortvarigt et to dage langt etapeløb i 60erne og 70erne, men langt det meste af tiden har det været et professionelt endagsløb. I de senere år er det blevet mere og mere internationalt, og siden 1992 er kun fem udgaver blevet vundet af franskmænd. Det har været et 1.HC-løb - nu 1.Pro-løb - siden det nuværende system blev introduceret i 2005, og det har været på Coupe de France-kalenderen siden 2000. Det søgte om WorldTour-status forud for 2017-sæsonen, men fik ikke en af de eftertragtede pladser i forbindelse med kalenderudvidelsen.

 

GP de Fourmies afvikles i en kuperet del af Frankrig, og det gør det til en uforudsigelig affære. Som regel afgøres det i en massespurt og har haft nylige vindere som Baden Cooke, Robbie McEwen, Romain Feillu, Nacer Bouhanni, Jonas van Genechten, Marcel Kittel, Pascal Ackermann og Elia Viviani. Terrænet er dog langt fra fladt, og det har givet mulighed for, at aggressive ryttere har kunnet snyde sprinterne. Den afsluttende rundstrækning er skabt til puncheurs, og det har skabt grobund for, at folk som Philippe Gilbert, Peter Velits, Fabio Felline og Giovanni Visconti at køre væk til sejr. I 2012 lykkedes det endda danske Lars Bak at gøre dem kunsten efter og tage en af sine sjældne sejre.

 

Løbet er indtil sidste år blevet afviklet i samme weekend som Brussels Cycling Classic, og de to løb har udgjort en solid blok for de stærke sprintere, der har så mange muligheder på denne tid af året. De er fulgt naturligt efter de foregående weekenders Hamburg Cyclassics og Bretagne Classic og de mange mindre endagsløb, der afvikles i Belgien i denne del af året. Samtidig har det ofte spillet en vigtig rolle på vejen frem mod VM, og det er kun blevet endnu mere udtalt i de seneste år, hvor flere og flere vender ryggen til Vueltaen.

 

Der har naturligvis været et stort overlap mellem startlisterne for de to løb, selvom der er blevet inviteret forskellige hold til de to begivenheder. Ofte er løbet i Fourmies blevet betragtet som revanchedysten efter løbet i Bruxelles, men ruten er hårdere og mere egnet til angreb, end det er tilfældet i Belgien, hvor sprinterne næsten altid har haft det sidste ord. Samtidig har startlisten altid været en anelse svagere, og det har bidraget til at gøre det mindre kontrolleret.

 

I 2018 blev der imidlertid i Belgien skabt det nye Antwerp Port Classic, der nu slås med det franske løb om opmærksomheden. Det betød, at flere af de belgiske hold blev i Belgien til det nye løb, men det var dog fortsat løbet i Fourmies, der var det største af de to. Således fortsatte næsten alle de store udenlandske WorldTour-hold til Frankrig, mens Antwerp Port Classic måtte leve med bare ét WorldTour-hold i 2018 og to i 2019.

 

Nu er kalenderen igen blevet omstruktureret. Løbene i Antwerpen og Bruxelles er rykket til foråret, og nu ligger løbet måske nok uden mulighed for at have synergi med løbet i Bruxelles, men til gengæld i en uge, hvor det konkurrerer med Vueltaen og de canadiske løb, der bestemt ikke er attraktive for sprinterne, samt Tour of Britain, der i år har en svag besætning. Aflysningen af Benelux Tour har også betydet, at sprinterne ”havde fri” hele sidste uge, og det har i den grad styrket startlisten. Ikke færre end 11 WorldTour-hold har meldt deres ankomst og det med et sprinterfelt, så man næsten bliver helt stakåndet over de mange stjerner, der vil være til start og give løbet den kvalitet, det fortjener.

 

Sidste år var feltet også ganske stærkt, og det førte naturligt nok til, at det endte i den forventede massespurt. Her fortsatte Elia Viviani den flotte afsked med Cofidis, han havde indledt i Poitou-Charentes, ved at tage sin klart flotteste sejr i sin tid hos det franske hold, da han krydsede stregen foran to andre topsprintere, nemlig Pascal Ackermann og Fernando Gaviria, der måtte nøjes med de øvrige podiepladser. Viviani er nu skiftet til Ineos, der aldrig har deltaget i løbet, og derfor forsvarer han ikke titlen, og da Ackermann har travlt i Vueltaen, bliver Gaviria eneste genganger fra sidste års podium.

 

 

STREAM VUELTA A ESPANA OG GP DE FOURMIES UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Læs også
Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

 

 

Ruten

I de seneste mange år er GP de Fourmies blevet afviklet på den samme 205 km lange rute, men sidste år ændrede man en anelse på tingene. Der var imidlertid alene tale om småjusteringer, og grundlæggende var der tale om det velkendte løb, vi har set i nu ganske mange år. Tidligere bestod løbet af omgange på tre forskellige rundstrækninger, men nu var de to første af disse slået sammen til én stor tur rundt i bakkerne nord for byen. Til gengæld kørtes en lille rundstrækning som opvarmning, og løbet sluttede med omgange på den klassiske finalerundstrækning, som vi kender til hudløshed. Den model var tilsyneladende en succes, for i år er der tale om totalt genbrug.

 

Årets rute er en anelse kortere end den gamle, idet der skal tilbagelægges 197,6 km med start og mål i Fourmies. Man lægger som sagt ud med at køre en omgang på en lille opvarmningsrundstrækning, der er i alt 13,8 km lang, hvoraf de første 2,3 km er neutraliseret. Den er stort set flad og slutter med første passage af målstregen efter 11,5 km i forbindelse med en spurt.

 

Nu kører man en stor tur rundt i bakkerne mod nord, hvor der skal tilbagelægges i alt 131,1 km. Man lægger ud med at køre mod nordvest ud til dagens anden spurt, der kommer efter 27,0 km. Herfra går det mod øst frem til en 34,4 km lang rundstrækning, hvor der skal køres tre omgange. Den er i alt væsentligt flad, men byder på de to stigninger Cote Bocquet (1,6 km, 3,5%) og Sacré Cæur (700 m, 6,9%), der altså skal passeres tre gange, sidste gang efter hhv. 106,6 og 124,3 km. Efter tredje omgang kører man den flade start på fjerde omgang, men denne gang fortsætter man mod syd ned til dagens sidste spurt, som kommer efter 134,1 km. Nu snor man sig mod syd og sydvest igennem fladlandet ind til Fourmies, hvor stregen krydses for anden gang efter 142,6 km.

 

Herefter afsluttes løbet med fem omgange på den klassiske 11,0 km lange rundstrækning. Den har en lille bakke (400 m, 5,1%) med top 500 m efter målstregen samt endnu en mindre stigning, der passeres med 7 km igen. Herefter falder og stiger det let, inden de sidste 3 km alle går let nedad, idet det dog flader lidt ud på den sidste kilometer. Rundstrækningen er teknisk ukompliceret, og det samme gælder for finalen, idet der på de sidste 3 km kun er et blødt sving i en rundkørsel med 700 m til stregen.

 

Løbet byder på i alt 2111 højdemeter mod 2078 på den gamle rute.

 

 

 

 

Læs også
Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

 

 

STREAM VUELTA A ESPANA OG GP DE FOURMIES UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Vejret

GP de Fourmies afvikles på en årstid, hvor godt vejr ikke er en garanti, og generelt er det også en våd uge i området. Søndagen bliver dog ikke slem, for selvom der kun vil være lidt sol, vil der også kun være en beskeden bygerisiko på 20-30% gennem hele løbet. Temperaturen vil toppe på 21 grader, og det vil være næsten vindstille med bare en svag til let vind (8-9 km/t) fra vest. Det giver vind fra alle retninger på de tre rundstrækninger, men på den afsluttende af disse vil der først være sidemodvind, siden sidevind, så med- og sidemedvind, indtil man gradvist drejer ind i sidemodvind med 2,5 km igen, indtil man får næsten direkte modvind over de sidste 1350 m.

 

Favoritterne

GP de Fourmies er som sagt et løb, der er åbent for flere mulige udfald. Modsat den gamle makker i Bruxelles, der næsten altid er endt i en massespurt, har man overraskende ofte set, at udbrud har kunnet gøre en forskel i Fourmies. Alligevel viser historien, at det hovedsageligt har været et løb for sprintere, og det er trods alt en massespurt, der er det mest sandsynlige udkomme.

 

Meget bestemmes som altid af vejret, der denne gang går sprinternes vej. Faktisk kunne betingelserne ikke være meget bedre. Måske kan der komme en byge, men vinden vil nærmest være ikkeeksisterende, og der er ikke skyggen af risiko for sidevind. Den nye rute afvikles i samme terræn, som det vi kender, og da antallet af højdemeter er uforandret, og de sidste 55 km på finalerundstrækningen er de velkendte, venter der ikke de store overraskelser.

 

Det skyldes også, at løbets ry som et sprinterløb gør en massespurt til en selvopfyldende profeti. Næsten alle hold kommer for at spurte, og da aflysningen af Benelux Tour gav sprinterne ”fri” i sidste uge, er det en skræmmende stærk sprinteropstilling, der møder op. I det lys må man formode, at i hvert fald Quick-Step, BikeExchange og Lotto vil kontrollere og arbejde målrettet for en spurt. Det er velkendt, at vi næsten altid får en meget aggressiv finale med angreb på rundstrækningens to bakker, men med dette vejr og dette sprinterfelt bliver det uhyre vanskeligt at undgå den sjette massespurt i træk.

 

Spurten er klassiker og lidt særlig. Teknisk er den helt ukompliceret med bare en rundkørsel med 700 m igen, men det er ret specielt, at de sidste 3 km er faldende. Det gør det til en meget atypisk spurt, hvor det ofte har været svært at ændre alt for mange positioner, når farten er så tårnhøj. Trods den ukomplicerede finale er et godt tog derfor ikke uden betydning.

 

Togets betydning får mig til at pege på Caleb Ewan . Australieren fik endelig sin sejr i Tyskland, men resten af løbet viste, at han stadig er langt fra formen. På papiret er han sammen med Fabio Jakobsen og Dylan Groenewegen den hurtigste, men faktisk har vi set, at de to begge er hurtigere, når de har spurtet direkte mod hinanden i år. Ewan mangler måske lidt på topfarten, men det ellers normalt så svingende tog med Michael Schwarzmann, Reinardt van Rensburg, Roger Kluge og ikke mindst Jasper de Buyst ligner det bedste i dette løb, særligt nu hvor Arnaud de Lie også indgår i ligningen. Det er første gang i lang tid, at hele banden er samlet, og vi så tidligere i år i Tyrkiet og Saudi Tour, at de i dette felt bør være i stand til at dominere, særligt som De Buyst har kørt på det sidste.

 

Det er muligt, at de kører for De Lie, men Ewan er holdets stjerne, og jeg tror, at det er meget vigtigt for dem at få ham godt i gang igen. Med hans nylige sejr har han vist, at han er klar til at vinde, og derfor bør han være kaptajn. Med så stærkt et tog tror jeg på, at han slår de hurtigere.

 

Læs også
Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

 

Jeg var dog tæt på at pege på Fabio Jakobsen, som havde været det naturlige valg. Tyskland viste tydeligt, at han er et stykke fra formen, men vi så til gengæld ved EM, at farten er fin. Dette er et ret let løb, han burde klare, og det er kun Groenewegen, der i dette felt kan slå ham på fart. Min usikkerhed skyldes mere toget. Jannik Steimle gør comeback efter sit brækkede kraveben og er derfor et usikkert kort. Han har stadig Ethan Vernon og Bert van Lerberghe, og det burde således være et hold med en vis muskelkraft, selvom Vernon mangler rutine som lead-out man. Uden Van Lerberghe havde de været for svage, men med ham burde de have en god chance for at anbringe Jakobsen så godt, at han med sin fart kan vinde. Det hele bliver bare lidt usikkert, når holdet ikke er stærkere.

 

Ungarn står stadig så friskt i min erindring, at jeg føler mig overbevist om, at Dylan Groenewegen er feltets hurtigste. Alligevel er det ikke specielt tit, at han har vundet, og det skyldes som altid hans positionering. Han synes ikke i flyvende god form, som vi så i Hamburg og Egmont, men dette lette løb bør han nok kunne klare. Udfordringen er toget, men det ser med Alexander Konychev, Amund Grøndahl Jansen og Luka Mezgec ud til at være noget af det bedste, han kan mønstre. De har dog aldrig rigtigt været i stand til at køre den hjem fra spids, og de får det svært mod Lotto. Som altid skal Groenewegen derfor have lidt held for at vinde, selvom farten nok er den højeste.

 

Som sagt tror jeg, at Lotto kører for Ewan, men det kan ikke udelukkes, at de satser på Arnaud de Lie. Belgieren fortsætter med at vinde i samme takt, som vi andre skifter undertøj, og senest imponerede han stort i Bretagne, selvom spurten blev for lang. Da han slog Arnaud Demare på ren fart i Egmont, viste han, at han kan vinde i dette felt, også selvom Jakobsen og Groenewegen efter alt at dømme er hurtigere. Kører de for ham, er det nemlig ham, der har det bedste tog, og så burde det ikke være umuligt, at han trods den hollandske modstand kan føje endnu en sejr til den lange række.

 

Alexander Kristoff er kommet fremragende ud af Touren, hvad han bekræftede med den nylige sejr på den hårde 2. etape i Tyskland. Desværre er dette løb en anelse for let, og det er svært at se ham vinde denne form for spurt mod de hurtigste. Han har også positioneret sig svagt på det sidste, men han har et hæderligt tog med Madis Mihkels, Hugo Page, Tom Devriendt og Adrien Petit. Desværre er det også en ny og urutineret konstellation, og det kan sagtens ende med at kikse. Når farten også halter, ligner det ikke en sejr.

 

FDJ kommer med hele Arnaud Demares supertog, men uden chefen selv. Man må formode, at de så kører for Bram Welten, men man kan ikke helt udelukke, at det bliver unge Paul Penhoet, der får chancen. Welten har faktisk en fin fart, men positionerer sig skidt. Det kan han kompensere for med sit supertog her. Jeg tror ikke, at han er hurtig nok til at vinde, men i kraft af toget er top 3 muligt, hvis han sættes perfekt op. Det samme gælder for Penhoet, der i Poitou Charentes senest viste sit potentiale.

 

Jeg er lidt spændt på Rudy Barbier. Han imponerede mig meget i Ungarn, hvor han kørte stort set lige op med Jakobsen på fart, men siden da har han stort set ikke kørt løb eller spurtet. Hans form er helt ukendt, og han er en meget tung herre, der kan falde fra. Dette lette løb burde han dog klare. Hans hold er svagt, men han har trods alt hjælp fra Taj Jones og Tom van Asbroeck, og han plejer at være ganske fremragende i positionskampen. Spurter han som i Ungarn, er han meget spændende.

 

UAE kommer med Fernando Gaviria, men det er svært at være optimistisk. Colombianeren har været i rystende form siden sommerpausen, og han har knap kunnet overleve en motorvejsbro. Selv dette løb kan sagtens være for hårdt, men det er dog også så let, at han burde have en fair chance for at komme med hjem. Desværre er toget svagt, men Gaviria har i år positioneret sig meget bedre, end han plejer. Til gengæld rækker hverken fart eller form til sejr. Falder han fra igen, viste Felix Gross i Tyskland, at han er en kapabel plan B, men med et ikkeeksisterende tog er det næppe mere end udkanten af top 10, han kan stræbe efter.

 

Hvem kører Trek for? Normalt kører de for Matteo Moschetti, men han var hjælper i Poitou-Charentes. Nu er Edward Theuns imidlertid ikke til start, og jeg vil tro, at de går tilbage til rutinen. Desværre har Moschetti skuffet på farten i år, og derfor er det svært at se ham vinde. Til gengæld burde et tog med Marc Brustenga, Jon Aberasturi og Emils Liepins være et af de bedste, og da han selv positionerer sig godt, bør det kunne give et hæderligt resultat. I lyset af Poitou-Charentes er det dog også muligt, at de kører for Liepins eller Aberasturi. Heller ikke de har farten til at vinde, men med toget kan de komme langt, særligt fordi de også positionerer sig godt. Liepins er formentlig alternativet til Moschetti, da han har spurtet mere end Aberasturi i år og har gjort det ganske godt, ligesom han synes i storform.

 

Alpecin kommer med Jakub Mareczko . Vi så jo i ZLM Tour, at hans topfart stadig er en af de højeste, men positioneringen er ikke blevet spor bedre. Her har han heldigvis god støtte fra Alexander Krieger, der er plan B, hvis han selv på denne rute falder fra, men resten af toget er svagt. Heldigvis er finalen enkel, men det skal som altid virkelig flaske sig, hvis han skal sidde rigtigt. Lykkes det, burde farten dog stadig række langt.

 

Læs også
Evenepoel tilbage på landevejen

 

Marc Sarreau har pludselig fået gang i karrieren igen, men Fourmies er noget andet end Poitou-Charentes. Her er feltet af en helt anden kaliber, og vi har set gennem de seneste sæsoner, at hans fart ikke rækker til at vinde i dette selskab. Han er også positioneringssvag, og selvom han her fortsætter samarbejdet med Oliver Naesen, der fungerede så godt i forbindelse med de tre sejre, er det et lille tog i et felt med meget stærkere hold. Derfor halter det formentlig med både fart og positionering.

 

Sport Vlaanderen kommer med Sasha Weemaes , de senest med 2. pladsen i Danmark bekræftede, at hans fart fører meget langt. Danmark bekræftede dog også hans svage positionering, og det vil formentlig igen ødelægge festen for ham. Heldigvis er finalen enkel, men jeg frygter, at holdet er for svagt til at give ham mulighed for at bruge sin fart.

 

Total kommer med Niccolo Bonifazio. Normalt burde han stå ganske fint i dette felt, men han synes helt uden form. Til gengæld kan han også finde formen ud af det blå, og dette er trods alt et ret let løb. Han er ikke længere hurtig nok til at vinde, men et tog med Sandy Dujardin, Geoffrey Soupe, Edvald Boasson Hagen og Lorrenzo Manzin ligner et af de stærkeste. Det kan i hvert fald bringe ham langt. Flopper han igen, vil jeg tro, at de kører for Manzin, der vandt i Poitou-Charentes, men i dette felt er han i en flad spurt klart overmatchet på fart. Det samme er Boasson Hagen, selvom han har spurtet hæderligt i år og derfot godt kan være plan B.

 

B&B kommer med Pierre Barbier. Han har spurtet lidt skuffende i år, men hans spurt i Occitanie mod Demare viser, at han stadig har noget fart. Det så vi også på 1. etape i Poitou-Charentes, hvor han lignede hurtigste mand. Han plejer også at være ganske fornuftig i positionskampen. Holdet har også Luca Mozzato, men i denne slags højhastighedsspurter kører de som regel for Barbier, selvom det i Poitou-Charentes så ud til, at de begge spurtede. Mozzato bør dog mangle farten, hvis han prøver. Jeremy Lecroq er normalt lead-out man

 

Kometen Jason Tesson skuffede i Poitou-Charentes, og han meldte også ud, at formen ikke er i top. Han regner dog med at være i fremgang, og er han i bedring, bør han stå fint. Han er nemlig god i positionskampen, og han har i Romain Cardis en god lead-out man. Han skal dog have fundet meget siden Poitou-Charentes, hvis han skal bekræfte sit potentiale i dette selskab.

 

Cofidis kommer med tre potentielle sprintere i form af Simone Consonni, Piet Allegaert og Max Walscheid . De mangler dog alle farten til at blande sig helt fremme i dette selskab. Grundet jagten på point er det muligt, at de alle spurter, men normalt er Consonni øverst i hierarkiet. Han er da også den hurtigste, og da han er god i positionskampen, kan der formentlig ligge et godt resultat til ham, særligt hvis han får støtte af de andre. Vinde kan han dog ikke. Allegaert kan også gå i top 10, da han er god i positionskampen, mens det ser vanskeligere ud for positioneringssvage Walscheid, selvom denne faldende powerspurt lige burde være noget for ham.

 

Arkea kommer med Hugo Hofstetter. Franskmanden er et pokkers godt top 10-bud, da han positionerer sig så fint, men faktisk har hans store styrke haltet lidt på det sidste. Derfor er han ikke den garanti, han plejer at være, og i forvejen har han ikke farten til at vinde disse lette spurter. Hans gode resultat i Hamburg bekræfter dog, at han nok engang er en god top 10-kandidat.

 

Jeg tror ikke rigtigt på de øvrige hold. EF kommer med Marijn van den Berg, der endelig viste fremgang i Polen, men han synes overmatchet på både positionering og fart. Uno-X kommer med Kristoffer Halvorsen , men han har ikke kørt løb siden juni og har haft en svær sæson, mens alternativrne, Erlend Blikra og Tord Gudmestad, er overmatchede. Bingoal har Milan Menten , der mangler fart i denne slags højhastighedsspurter, har et svagt hold og har skuffet i år. Roubaix har Emiel Vermeulen, der synes meget formsvag, samt et alternativ i Norman Vahtra. Nantes vil prøve med Emmanuel Morin, mens Corratec har Dusan Rajovic. Endelig vil Nice forsøge med Jonathan Couanon, Tristan Delacroix eller Paul Hennequin.

 

OPDATERING: Den endelige startliste er nu kommet. Jakobsen styrkes markant af, at Yves Lampaert kommer til start, og til gengæld svækkes Ewan og De Lie af tabet af Van Rensburg. Jeg holder fast i Ewan, men jeg er betydeligt mere usikker nu. Mere galt er det dog for Groenewegen, der mister både Mezgec og Jansen, og det kan Dion Smith, Elmar Reinders, Marceli Boguslawski og Campbell Stewart slet ikke kompensere for. Bonifazio kommer ikke til start, hvorfor Total må ventes at spurte med Manzin eller Boasson Hagen. Hos Israel-PT erstatter Itamar Einhorn nu Barbier, og hans lovende spurter i Vueltaen før mig optimistisk, da han også har et ganske stærkt tog, som er styrket markant med flere navne. En anden meget interessant ændring er, at Bingoal stiller med Timothy Dupont, der spurtede fornemt i Danmark og kommer med et ganske stærkt tog, ligesom han positionerer sig godt. Som frygtet kommer Halvorsen ikke til start for Uno-X, der skal satse på Blikra og Gudmestad, mens Tesson svækkes enormt af tabene af Cardis og Maldonado. Corratec er uden Rajovic og vil vel prøve med Nicolo de Lisi, og Nice er uden Couanon. Intermarché mister Mihkels i toget, men han får en fin erstatning i Quinten Hermans, mens Mareczko styrkes lidt af hjælp fra Stefano Oldani. Mere markant er det, at Amaury Capiot, der gør comeback efter en skade og ikke selv skal spurte, vil hjælpe Hofstetter. Endelig er det værd at bemærke, at Lotto i jagten på point måske lader De Lie spurte fra Ewans hjul. Det øger hans sejrschancer, hvis han kan gå forbi australieren, men det tvivler jeg på, at han kan.

 

***** Caleb Ewan

**** Fabio Jakobsen, Dylan Groenewegen

*** Arnaud de Lie, Alexander Kristoff, Bram Welten, Fernando Gaviria, Matteo Moschetti

** Emils Liepins, Jakub Mareczko, Timothy Dupont, Marc Sarreau, Itamar Einhorn, Sasha Weemaes, Pierre Barbier, Paul Penhoet, Lorrenzo Manzin, Edvald Boasson Hagen, Simone Consonni, Jason Tesson, Hugo Hofstetter

* Felix Gross, Marijn van den Berg, Luca Mozzato, Piet Allegaert, Max Walscheid, Jon Aberasturi, Milan Menten, Emmanuel Morin, Ethan Vernon, Amaury Capiot, Alexander Krieger, Jeremy Lecroq, Tord Gudmestad, Erlend Blikra, Emiel Vermeulen, Attilio Viviani, Norman Vahtra, Tristan Delacroix, Paul Hennequin, Hugo Page, Lawrence Naesen, Taj Jones, Milan Fretin, Vito Braet, Dion Smith, Nicolo de Lisi

 

Danskerne

På UAE skal Kasper Andersen forsøge at hjælpe Fernando Gaviria til sejr, mens Jakob Egholm på Trek skal støtte Matteo Moschetti, Jon Aberasturi og Emils Liepins. Hos Cofidis skal Sebastian Kolze Changizi støtte Simone Consonni eller måske Max Walscheid eller Piet Allegaert, og hos Israel-PT skal Mads Würtz Schmidt hjælpe Itamar Einhorn. Endelig skal Lasse Norman Hansen og Morten Hulgaard på Uno-X hjælpe Tord Gudmestad og Erlend Blikra, men der kunne måske også være plads til at jagte et udbrud.

 

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Elia Vivianis sejr fra 2021, Pascal Ackermanns sejre fra 2019 og 2018, Nacer Bouhannis sejr fra 2017, Marcel Kittels sejr fra 2016 og Fabio Fellines sejr fra 2015.

 

STREAM VUELTA A ESPANA OG GP DE FOURMIES UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Caleb Ewan
Fabio Jakobsen, Dylan Groenewegen
Arnaud de Lie, Alexander Kristoff, Bram Welten, Fernando Gaviria, Matteo Moschetti
Emils Liepins, Jakub Mareczko, Timothy Dupont, Marc Sarreau, Itamar Einhorn, Sasha Weemaes, Pierre Barbier, Paul Penhoet, Lorrenzo Manzin, Edvald Boasson Hagen, Simone Consonni, Jason Tesson, Hugo Hofstetter
Felix Gross, Marijn van den Berg, Luca Mozzato, Piet Allegaert, Max Walscheid, Jon Aberasturi, Milan Menten, Emmanuel Morin, Ethan Vernon, Amaury Capiot, Alexander Krieger, Jeremy Lecroq, Tord Gudmestad, Erlend Blikra, Emiel Vermeulen, Attilio Viviani, Norman Vahtra, Tristan Delacroix, Paul Hennequin, Hugo Page, Lawrence Naesen, Taj Jones, Milan Fretin, Vito Braet, Dion Smith, Nicolo de Lisi
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
GP de Fourmies
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04

Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 26/04-28/04

Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04

La Vuelta Femenina(2.WWT) 29/04-05/05

Eschborn-Frankfurt(1.UWT) 01/05

Tour du Gévaudan Occitanie(2.NCUPJW) 04/05-05/05

Giro d'Italia(2.UWT) 04/05-26/05

Elfstedenronde Brugge(1.1) 05/05

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?