Vuelta a Espana-analyse: Begynder Cort at ryste i bukserne?

STREAM VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Da Magnus Cort for et år siden vandt hele tre etaper i Vueltaen, slog han dansk rekord på flere måder. Aldrig tidligere har en dansker høstet så mange gevinster i én grand tour, og samtidig satte han sig på rekorden over flest grand tour-etapesejre i karrieren, da han nåede op på syv af slagsen - en rekord, han under årets Tour øgede til otte. Dengang så det ud til, at han dermed havde sat en meget høj standard, der ville blive svær at overgå. Måske ville rekorden for flest sejre over hele karrieren være til at slå, men det lå ikke i kortene, at vi inden for nærmeste fremtid ville opleve, at en dansker skulle vinde tre gange i ét løb.

Den vurdering skulle imidlertid vise sig helt forkert. Allerede for et par uger siden var Jonas Vingegaard ganske tæt på at tangere Corts rekord, og det er vel ikke helt utænkeligt, at han faktisk kunne have taget sin tredje sejr, hvis ikke han havde overladt sejren på enkeltstarten til Wout van Aert. At rekorden skulle tangeres mindre end to måneder senere, var der dog næppe mange, der havde drømt om.

Læs også

Optakt: 7. etape af Giro d’Italia

Jo, hvis Mads Pedersen dengang havde sagt, at han gik med planer om at deltage i Vueltaen, der traditionelt er svagt besat på sprinterfronten, havde man måske luret, at muligheden kunne være der, en dengang havde hverken han eller holdet ytret ønske om, at han skulle en tur til Spanien. Da til gengæld han meldte sin ankomst til årets sidste grand tour, stod det klart, at Corts rekord måske ikke var helt så sikker endda.

Vueltaen er nemlig beriget med både et ofte svagt sprinterfelt og mange af den slags mellemhårde etaper, som passer godt til de robuste sprintertyper. Allerede inden starten stod det da også klart, at finalerne på 13. og 16. etape var så skræddersyede til den stærke dansker, at han allerede inden løbet lignede den store favorit, og den favoritstatus blev kun mangedoblet, da han chokerede det meste af cykelverdenen med sin 2. plads bag Primoz Roglic i den tidlige puncheurfinale i Laguardia. Nu skulle han bare finde én ekstra etapesejr, og så ville Cort skulle sande, at han i hvert fald har fundet sin ligemand på ét punkt.

Mest sandsynligt var det, at den sidste sejr skulle findes i en af løbets fire klassiske massespurter. Han var da også tæt på i Holland, hvor han to gange blev slået af Sam Bennett, men da han missede den store chance på 11. etape, hvor han blev lukket ned, så det ud til, at det ville blive Madrid, der skulle bestemme, om Cort skulle være alene eller have en ligemand på toppen af listen over ryttere med flest grand tour-etapesejre i ét løb. Nok ved vi, at Pedersen sagtens kan vinde fra udbrud - det har han jo allerede bevist én gang i år - men selvom Vueltaen er kendt som den mest udbrudsvenlige grand tour, var der ikke helt oplagte udbrudsetaper for en lidt tungere fyr som den ellers nu meget klatrestærke sprinter.

Skulle man pege på én, skulle det være dagens 19. etape. Med to passager af en lang og ganske hård stigning var den på alle måder designet som et udbrudsintermezzo klemt inde mellem tre bjergetaper, og det ville være en etape, Pedersen kunne vinde. Problemet var bare, at det var sidste chance for at tage en sejr for langt hovedparten af feltet, og dermed var det ganske sandsynligt, at der på en af de to stigninger ville køre så stærkt et udbrud af klatrestærke folk, at Pedersen ikke ville kunne gå med i angrebene.

Det var i hvert fald det, logikken tilsagde, men som bekendt er cykelløb ikke altid logisk. Jo, det var logisk, at Pedersen allerede inden etapen proklamerede, at han og Trek ville forsøge at skabe samling til en spurt. Holdet har ikke rigtigt andet at komme efter i dette løb end at gå efter sejre med Pedersen, og de havde derfor intet at miste ved at gøre forsøget, når nu danskeren har klatret så storartet, at han ikke burde få problemer med at klare stigningerne.

Nej, det ulogiske var, at intet andet af den ventede drejebog blev til virkelighed. Blandt de 23 deltagende hold er det kun de 12, der har vundet en etape, blandt andet fordi der er hele fire dobbelte etapevindere i form af Pedersen, Jay Vine, Richard Carapaz og Remco Evenepoel (samt Roglic, hvis man giver ham sejren på holdløbet). Det store flere flertal af disse 12 mandskaber vinder hverken en massespurt i Madrid eller en bjergetape i de madrilenske bjerge, og de havde bestemt heller ikke udsigt til at slå Pedersen i dagens spurt, hvis det blev samlet. Med andre ord var sagen klar: der burde være et hav af hold, der stillede til start med et brændende ønske om at komme ud over stepperne på en etape, der var designet helt perfekt til at give så mange som muligt en reel tro på, at de kunne vinde etapen.

Spanien må imidlertid være løbet tør for sløvende medikamenter. Det virkede i hvert fald til, at Trek-mandskabet havde besøgt samtlige apoteker og derefter rytterhoteller for at forsyne hele feltet med et kraftigt et skud af aktivitetsdæmpende medicin. Jo, der kom da en farlig gruppe afsted med et par af løbets oplagte udbrudsfavoritter fra start, men der var end ikke kørt mere end 10 km, inden hele feltet med undtagelse af fire mand havde lagt sig på ryggen som logrende hundehvalpe, der blot ventede på den næste befaling fra det herskende Trek-hold.

Det skal naturligvis intet tage fra Pedersens tropper. En del af det at kontrollere en etape er også at virke så intimiderende fra start, at man hurtigt kan få lagt en dæmper på angrebslysten, og selvom starten ikke var tv-dækket, må man formode, at det amerikanske hold i den indledende fase satte helt nye standarder for intimidering. Knap var etapen startet, inden et ufarligt tremandsudbrud var kørt væk, og mens resten af feltet ventede på den næste befaling fra herskerne fra Trek, må Pedersen have haft travlt med at knibe sig selv i armen over den dygtighed, hvormed de havde forvandlet et sejrshungrende felt til en flok passive lam.

Det var dog kun den første del af den storslåede mission om at forvandle en udbrudsetape til en sprinteretape, som holdet havde indledt. De var nemlig nødt til at køre afstanden ganske langt ned inden stigningen, for der ville være grænser for, hvor meget tid der kunne hentes i en faldende finale. Problemet var bare, at et lille forspring var ensbetydende med muligheder for nye angreb fra feltet, når de ramte stigningen for anden gang, og der var som bekendt 11 sejrshungrende hold, der burde kunne se en mening i at gribe en ny chance, når nu de havde forpasset den første.

Læs også

Forlanger stjerne straffet: Det er fuldstændig ulækkert

Da udbruddet ramte stigningen for sidste gang med et forspring på mindre end et minut, var døren i hvert fald åben på vid gab, og da de tre forreste resignerede med det samme, var vejen banet endnu mere. Fred Wright, der selv havde været en kandidat til at iværksætte et nyt fremstød, øjnede imidlertid chancen for at komme af med sprinterne, og da han sendte Mikel Landa til fronten og derved sørgede for, at feltet blev mere end halveret, gik det måske alligevel så stærkt, at det er forståeligt, at angrebslysten var begrænset.

Spørgsmålet er bare, om det var klogt af Wright. På papiret så chancen for, at han skulle kunne overspurte Pedersen i en flad spurt, ud til at være ganske beskeden. Naturligvis var håbet nok, at farten ville være så høj, at danskeren ville få problemer, men når man set, hvordan den engang så tunge Pedersen har besejret den ene stigning efter den anden i år, var det nok et lidt naivt håb. Bahrain havde umiddelbart en større chance for at komme hjem med en gevinst, hvis de havde genåbnet løbet med angreb fra Wright eller den formstærke Luis Leon Sanchez.

De valgte imidlertid at satse på en spurt, og Landas og senere Gino Mäders tempo havde da også en effekt. Pascal Ackermann, Danny van Poppel og Kaden Groves - samt naturligvis de helt tunge drenge, Tim Merlier og Dan McLay - blev alle sat af, og dermed fik Wright klaret en stor del af sin mission. Han manglede bare en enkelt, men det var til gengæld også en grim en af slagsen.

Derfra var sagen klar. Indløbet til lagde med lige veje og modvind ikke op til sene angreb, særligt ikke når Pedersen stadig havde Antonio Tiberi, Kenny Elissonde og Antonio Tiberi ved sin side, og når initiativlysten havde været ikkeeksisterende gennem hele dagen, kunne det ikke undre, at lammeflokken også var passiv i finalen. Jo, Miles Scotson kom med et forsøg, men alle andre var tilfredse med at servere sejren på et sølvfad.

Det gik da også, som præsten prædikede. Da ovenikøbet Trek kunne køre den hjem fra spids med Tiberi foran danskeren, var det nærmest en formalitet for Pedersen, der på papiret var gruppens klart hurtigst, at fuldende sit hattrick og sørge for, at Cort nu i hvert fald må dele lidt af æren. Det lykkedes altså alligevel for danskeren også at vinde en flad spurt, men ikke just på den etape, hvor det var mest indlysende.

Wright måtte tage til takke med endnu en podieplads, som han på kort tid har fået en ganske imponerende samling af, og sådan måtte det næsten gå, når han skulle spurte mod Pedersen. Det skal dog retfærdigvis siges, at briten var betydeligt tættere på at skabe overraskelsen, end man kunne have ventet, og dermed var taktikken måske ikke helt så overoptimistisk, som den ved første øjekast så ud til at være. Sejren kom ikke, men vi ved trods alt heller ikke, om et angreb fr briten selv eller Sanchez kunne have ført til et andet udfald.

Det var nu ellers ikke Wright, der lignede den værste rival i den spurt. Det var snarere Mike Teunissen, der jo kørte så storslået en spurt i Utrecht for tre uger siden, men det gjorde hollænderen bestemt ikke i dag. I stedet fik han et svaj af Ben Turner, og dermed endte det med en ganske beskeden 5. plads. Spørgsmålet er imidlertid, om ikke det var hollændernes egen skyld. Man skulle mene, at Rohan Dennis kunne køre et bedre lead-out end Tiberi, men Jumbo-drengene var fint tilfredse med at anbringe Pedersens værste rival helt nede i den 5. position, hvor han forblev gennem hele spurten.

Han kom end ikke forbi Gianni Vermeersch eller Ben Turner. Begge er skam ganske hurtige, men i en spurt mod Pedersen har de to klassikerstjerne ikke meget at stille op. Vermeersch fik dog sikret sig et tiltrængt resultat i en sæson, der bestemt ikke er gået som ønsket, og Turner fik heldigvis på falderebet at jagte lidt personlig succes i et løb, hvor han ellers bare havde været hjælper. Hans anonymitet gennem løbet hidtil har ellers næsten forledt os til at glemme, hvor fabelagtigt et talent han igennem klassikersæsonen viste sig at være. Man kan blot ærgre sig over, at Ineos ikke gav ham friheden til at opsøge et udbrud, hvorfra en 4. plads ikke havde været det maksimalt opnåelige, som det vel nogenlunde var i denne spurt.

Ineos har jo ellers været ganske aktive i udbrud i dette løb, hvor de har levet op til deres løfte om at køre mere aggressivt. Det har de fleste hold også været, for mange af etaperne er startet som lyn og torden. Det er også blevet belønnet, da det først var i går, at en bjergetape ikke blev vundet fra et udbrud, men på dagen, hvor en udbrudssejr måske så allermest sandsynlig ud, var hverken Ineos eller andre blandt det store flertal af passive hold spor aktive i at gå efter en sejr på dagen, der var sidste chance for hovedparten af feltet.

Læs også

Starttider: 7. etape af Giro d´Italia

Det må være en stor cadeau til Trek. De fik både handlingslammet det meste af feltet, kørt udbruddet ind og endda kørt spurten hjem fra spids, hvormed en på forhånd ret vanskelig etape nærmest havde fundet sin vinder, inden tv-billederne kom på. Chefen selv gjorde også arbejdet færdigt på så upåklagelig vis, at det bestemt ikke er ufortjent, at der nu er to danskere, der har prøvet af vinde tre gange i én grand tour. Det er heldigt, at Cort lige nu har travlt med at køre GP Quebec og derfor næppe ved, hvordan dagens Vuelta-etape er gået, for ellers var han nok blevet lidt bekymret. Rekorden for flest etapesejre i én grand tour kan stå for fald allerede på søndag, og hvem ved hvor længe otte etapesejre er nok til at kalde sig alletiders mest vindende danske grand tour-rytter? Det er i hvert fald ikke uden grund, hvis han begynder at ryste lidt i bukserne, når engang har kommer af cyklen i Canada.

STREAM VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE