Optakt: 3. etape af Arctic Race of Norway

SE MASSER AF OL-CYKLING PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING OG TIL TILBUDSPRIS

Ruten

Efter den første udgave, der var som skabt til stærke sprintere, har man med 2018 som en undtagelse hver gang haft en afslutning på en stigning, hvor klatrerne har haft mulighed for at gøre en forskel. Sværhedsgraden har været varierende, men i år kan klatrerne ikke få det meget bedre i denne del af verden. Ganske vist er der ikke tale om en lige så vanskelig stigning som den brutale Storheia, der blev besøgt i 2019, men en tilbagevenden til Målselv, hvor Ben Hermans vandt i 2015, vil være nok til, at løbets eksplosive klatretyper kan gøre den forskel, der forhåbentlig kan sikre dem den samlede sejr.

Kongeetapen fører feltet over 184,5 km fra Finnsnes til toppen af Målselv-stigningen i udkanten af byen Moen. Igen følger den det klassiske mønster, idet det meste af dagen følger den flade kyst på en af de nordnorske øer. Denne gang er det øen Senja, hvor startbyen ligger, og man lægger således ud med at køre mod nord og nordøst ad den flade kystvej frem til dagens første spurt, der kommer efter 22,2 km. Herfra går det mod nord og nordvest, inden man kortvarigt forlader vandet for at køre op ad kategori 2-stigningen Mefjordbotneidet Summit (1,5 km, 5,7%), der efter en let start stiger med ca. 6% over den sidste kilometer frem til toppen, som rundes efter 45,1 km.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Derfra går det mod vest ned mod kysten, hvorefter den flade kystvej atter følges mod øst, syd og sydøst, inden man kortvarigt skærer ind gennem landet via kategori 2-stigningen Bergsbotn Summit (2,7 km, 5,8%), der er en meget ujævn stigning med flade stykker og to gange 500 m på hhv. 11,5% og 12,7%. Toppen rundes efter 84,9 km, hvorefter det går mod sydvest ned til kysten, inden man med det samme kører mod sydøst ind i landet via kategori 2-stigningen Gangskarberget Summit (1,8 km, 6,8%), der har en svær første kilometer med 7-10%, inden den flader ud med 4,4% frem til toppen, som passeres efter 98,0 km. Nu følger man en let faldende vej mod sydøst ned til kysten, hvorefter man kører mod sydøst og øst ad den flade kystvej tilbage til startbyen, hvor dagens anden spurt kommer efter 131,5 km, netop som man har passeret en bro, der leder fra øen til det norske fastland.

Efter spurten kører man mod øst og syd hen langs kystvejen, inden man forlader vandet for at køre mod øst op ad kategori 2-stigningen Litjevatnet Summit (1,5 km, 5,2%), der har 500 m med 8,4%, inden den flader ud frem mod toppen, der rundes efter 141,7 km. Derfra går det mod øst og nordøst igennem fladlandet, inden man drejer mod sydøst for at køre fladt frem til dagens sidste spurt, som kommer efter 161,7 km. Den flade vej fortsætter videre mod sydøst og syd frem til byen Moen, som man passerer tværs igennem efter 171,1 km for at køre mod syd ned til målstigningen. Med 4,3 km igen drejer man skarpt til venstre og 800 m senere rammer man kategori 1-stigningen Målselv (3,7 km, 7,8%). Den indledes let med 500 m med 3,3%, men derefter stiger de næste 2,5 km relativt jævnt med 8,5-10,5%, inden den flader ud med ca. 6% over de sidste 700 m. Stigningen har fem hårnålesving, det sidste bare 100 m fra stregen på den 7 m brede vej.

Etapen byder på i alt 2154 højdemeter.

Målselv er blevet besøgt én gang tidligere, nemlig i 2015, hvor Ben Hermans sejrede med 3 sekunder ned til Rein Taaramae og 10 sekunder ned til Mathias Frank.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

SE MASSER AF OL-CYKLING PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING OG TIL TILBUDSPRIS

Vejret

Når man ser vejrudsigten for lørdag, har man svært ved at tro, at løbet finder sted i Nordnorge. Der venter en smuk dag med kun få skyer og en temperatur på hele 24 grader, men også med en beskeden bygerisiko på 10-20%. Vinden vil bare være svag til let (6-8 km/t) og i løbet af dagen dreje fra sydøst til slutteligt nordøst og nord. Den skiftende vindretning gør det svært entydigt at sige, hvornår der vil være med- og modvind, men fra sidste spurt burde der være sidemedvind hele vejen ned til stigning. Her vil der være sidevind på den nedre del og i alt væsentligt modvind over de sidste 2,5 km.

Favoritterne

Helt forventeligt sørgede de rigtige sprinter for at udnytte deres eneste chance i løbet på en relativt fredsommelig tur til Finland, der ikke skabte det store drama. Vi måtte dog sige farvel til en af forhåndsfavoritterne, der længe hang bagerst i feltet og synes enten at have været involveret i det tidlige styrt eller at have været syg - en sygdom, der kan forklare gårsdagens mærkelige tidstab

De øvrige favoritter kom dog sikkert igennem uden tidstab, og dermed er alt sat i scene i et stort opgør på kongeetapen. Vi kender Målselv fra besøget i 2015, og her gjorde den faktisk overraskende stor skade. Det skyldtes dog først og fremmest, at feltet talte meget få klatrere, men da det også gælder i år, burde der være basis for, at løbets favoritter kan blive adskilt. Stigningen er ganske stejl, men der er også tale om en ganske kort sag, og det er derfor en finale mere for eksplosive ardennertyper end klassiske klatrere, som vi også så det i 2015, hvor Ben Hermans satte flere dieselklatrere til vægs.

Man må også formode, at favoritterne kommer til at slås om sejren. Det er en etape, Odd Christian Eiking, Ben Hermans og Warren Barguil satser stort, og derfor tvivler jeg på, at Intermarché, Israel SUN eller Arkea tager nogen chancer med et udbrud. Der kan sagtens være lidt kamp om at komme afsted, men de tre nævnte vil hold vil formentlig sammen med Uno-X sørge for, at det bliver en mindre og ufarlig gruppe, der etableres. Den første del af etapen er herefter ret let, og da der nærmest ikke vil være nogen vind, regner jeg med en relativt stille dag, hvor de fire nævnte hold sammen med det norske landshold, der har en førertrøje at gøre ære, men også en potentiel vinder i Andreas Leknessund, vil sørge for, at der skabes samling.

Herefter skal ardennertyperne slås om det, og da der er tale om en kort stigning, vil der formentlig bryde krig ud tidligt. Forskellen skal i hvert fald føres, inden den flader ud på den sidste del, men det er et problem, at der vil være modvind over de sidste 2,5 km. Stigningen burde være stejl nok til, at der alligevel kan gøres forskelle, men særligt med tanke på, at den flader ud til sidst, skal man i det lys ikke undervurdere betydningen af en god spurt. Man skal heller ikke udelukke, at det kan blive meget taktisk til sidst. Kan der ikke gøres forskelle mellem de bedste, vil de 700 lettere meter i modvind blive svære at kontrollere, og så kan det blive lidt tilfældigt, hvem der vinder - på samme måde som det var det med Hoelgaard i går.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Derfor vil jeg tro, at der åbnes tidligt, inden de rammer modvinden. Det er nemlig heller ikke mange hold, der kan lægge presset fra bunden. Det er vel mest det stærke Uno-X, men da de jo reelt fører løbet, er det ikke deres opgave at gøre det hårdt. Det kunne i stedet blive opgaven for Aime de Gendt, der i går viste, at han har fundet lidt form.

Vi fik nogle små tegn på formen i går, og det har ikke fået mig til at ændre min holdning til, at Odd Christian Eiking er favorit. Ganske vist var stigningen ikke svær nok til, at forskellen kunne gøres, men han lignede stadig stærkeste mand med sin kraftfulde forcering. I forvejen havde han vist sit høje niveau. Han var i særklasse på stigningerne i Vallonien, hvor løbet desværre var for let til, at han kunne vinde, og senest kørte han med verdenseliten på muren i San Sebastian, hvor han herefter blev nr. 3 i feltets spurt. Det vidner om et tårnhøjt niveau lige nu, og løbet her passer ham endda også fremragende. Som puncheur vil han elske Målselv, og samtidig vil han formentlig kunne slå alle favoritterne i en spurt, hvis modvinden før det svært at gøre forskellen. Motivation på hjemmebanen har han også, og i Aime de Gendt har han hjælperen, der kan kontrollere og sætte ham i scene. Derfor tror jeg på kongeetapesejr nr. 2 i til Eiking i morgen.

Efter at have set 1. etape peger jeg nu på Warren Barguil som den værste rival. Ganske vist så han ud til at være presset i sit forsøg på at matche Eiking, men det lykkedes ham. Han synes at have forbedret sig siden den lidt skuffende præstation i San Sebastian, men det er faktisk et andet forhold, der gør ham til den største trussel. Skal Eiking slås, kan det meget vel være, at det skal ske i en spurt eller via en taktisk finale, for med modvind er det svært at se, hvem der skal køre fra nordmanden. Her står Barguil stærkt, da han sammen med Eiking må regnes som den hurtigste og vel reelt den eneste, der har farten til at slå den norske favorit. Derfor er det muligt, at han får sin revanche for nederlaget på Storheia forleden.

Derefter vil jeg pege på Victor Lafay. Franskmanden skuffede fælt i Ain, hvor han betalte prisen for sit styrt i begyndelsen af sin træningslejr, men han efterlod et stærkt indtryk på sidste etape i Frankrig og på gårsdagens etape. Denne stigning passer ganske perfekt til ham og minder om den, der gav ham sejr i Giroen, og han har faktisk en ganske udmærket puncheurspurt også. Først og fremmest tror jeg dog, at han skal vinde i en taktisk finale, men her har han den fordel, at han formentlig regnes som en underdog i forhold til de øvrige favoritter, der enten har en mere markant baggrund eller var mere synlige på i gårsdagens finale. Jeg glæder mig også til at se, hvor langt hans holdkammerat, den unge mountainbiker Axel Zingle, kommer.

Det er også forklaringen på, at jeg peger på Andreas Leknessund foran Hoelgaard. I går lignede Uno X-rytteren klart den stærkeste af de to nordmænd, men Leknessund har den fordel, at det ikke er ham, der reelt fører løbet. Det er Hoelgaard, der skal kontrollere finalen, og det kan blive svært, hvis den er samlet i modvinden til sidst. Her kan Leknessund sidde på hjul, og selvom han ikke er specielt eksplosiv og i går lignede en presset mand, er han også med sin power skabt til at køre væk i et taktisk spil i modvinden til sidst. Derfor er det bestemt muligt, at han tager sæsonens første sejr i et år, hvor han ikke helt har fundet niveauet fra sidste år. Jeg tør heller ikke helt afskrive Sven Erik Bystrøm længere. Trods skadespausen virker han udmærket kørende, og han har klatret fremragende de seneste to år. Med modvind kan han måske hænge på, og så er hans spurt livsfarlig.

Forud for løbet havde jeg Ben Hermans som nr. 2, men hans stjerne er dalet. I går var han ikke med de bedste, og selvom det ikke blev afgørende, var det bekymrende. Der er en mulighed for, at det var et bevidst valg i en finale, der var lidt for let til at gøre forskelle, men det var så stor en risiko, at det er svært ikke at se det som et svaghedstegn. Belgieren har dog den luksus, at han kender Målselv, hvor han er den hidtil eneste vinder, og selvom han i dag har udviklet sig til at være mere klatrer end den puncheur, han var i 2015, er det stadig en stigning, der burde passe ham udmærket - meget bedre end gårsdagens. Til gengæld har hans form været temmelig svingende i år. Hans forår var en mindre katastrofe, men til gengæld var han flyvende, da han kørte fra alt og alle i Appenninerne i juni. Siden sommerpausen har han været mere afdæmpet med anonym kørsel i Sardinien og en skuffelse i San Sebastian. I Spanien var han dog stadig bedre end Barguil, og selvom jeg ikke længere tror, at han kører væk som stærkeste mand, kan han gøre det færdigt i en taktisk finale, ligesom han også har et udmærket punch i en spurt.

Selvfølgelig er det oplagt, at Markus Hoelgaard er en god kandidat. Han kørte et fornemt OL på en rute, der ikke passede ham ideelt, og i går virkede han meget overbevisende. Desværre er det jo reelt ham, der kører rundt i førertrøjen, og derfor vil det være ham, der skal svare på angrebene, hvis det bliver taktisk i modvinden. I forvejen er han ikke den hurtigste, og da hans primære mål er at køre defensivt og ”forsvare trøjen”, kan det blive svært for ham at vinde. Det kræver formentlig, at han er stærk nok til at køre fra alt og alle, og det scenarium har jeg trods alt lidt svært ved at se for mig. Hans holdkammerater Torstein Træen og Torjus Sleen må efter i går være reduceret til rene hjælpere.

Dernæst vil jeg pege på Fabio Felline. Italienerens form er et stort spørgsmålstegn, men han sad med hjem i går. Han har ikke haft sin bedste sæson, men med det niveau, han havde på tilsvarende stigninger i Tirreno i år, kommer han langt. Modvinden vil hjælpe ham, og skulle det ende med en spurt i en lidt større gruppe, er han en god afslutter. Måske kan Samuele Battistella , der også kan afslutte, også komme langt, men den bør være lidt for hård. Til gengæld ser det ikke ud til, at Stefan de Bod har formen til en finale, der heller ikke passer ham ideelt.

Bingoal stiller med Arjen Livyns , der i sit flotte forår viste, at han også kan være med i dette terræn. Desværre er han ikke blevet sig selv efter styrtet i Amstel, og hans præstation i Vallonien var kun pæn uden at være prangende. Han brugte dog primært det løb til at finde formen, og han synes betydeligt stærkere, end han var i juni. Han siger i hvert fald selv, at han er kommet til løbet med ambitioner, og da han er hurtig, står han slet ikke så ringe. Også Luc Wirtgen kan gøre det hæderligt for Bingoal.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Er Eduard Prades endelig i form? Det grimme styrt i december gav ham en katastrofestart hos Delko, og siden han gjorde comeback i maj, har han været milevidt fra sit niveau. Nu har han haft en sommer til at forbedre sig, men hans kørsel i Sardinien var ikke lovende. Han var dog så meget bedre end hidtil, at der er grund til at tro på, at han kan gøre det hæderligt. Med sin hurtighed vil han være meget svær at slå, hvis modvinden betyder, at vi får en spurt på toppen. Et alternativ for Delko er Alessandro Fedeli, men han vil nok finde stigningen for svær.

Efter gårsdagens løb er jeg også nødt til at pege på Antonio Soto. Han har ellers mest været kendt som udbryder, men han leverede trods alt lidt af et nummer, da han vandt i Murcia netop via udbrud. Han så godt ud, da han fra sit udbrud kørte i top 10 i Getxo i søndags, og i går virkede han meget overbevisende. Stigningen bør være lidt for svær, men med sin gode spurt står han slet ikke så ringe. Euskaltel har også Antonio Angulo, men han får det formentlig for svært.

Derudover glæder jeg mig til at se unge Fredrik Dversnes, der skuffede lidt på 1. etape, men virkede uhyre overbevisende på stigningerne i dagens udbrud. Han kan dog være mærket efter dagens strabadser. Holdkammeraten Kristian Aasvold så meget overbevisende ud i går, og da han også kan spurte, kan han komme langt. Stan Dewulf er i form og hurtig, men ligesom Aasvold vil han nok finde stigningen en anelse for svær, som det også gælder for Oscar Riesebeek, der ellers virkede velkørende i går. Endelig skal det blive interessant at se, om Petr Vakoc og Henok Mulubrhan bare havde en dårlig dag i går, eller om de kan leve op til de forventninger, jeg havde inden løbet. Begge hjælpes af deres punch og hurtighed.

Feltet.dks vinderbud: Odd Christian Eiking

Øvrige vinderkandidater: Warren Barguil, Victor Lafay

Outsidere: Andreas Leknessund, Ben Hermans, Markus Hoelgaard, Fabio Felline, Arjen Livyns

Jokers: Eduard Prades, Sven Erik Bystrøm, Antonio Soto, Samuele Battistella, Fredrik Dversnes, Kristian Aasvold, Stan Dewulf

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Ben Hermans’ sejr fra 2015.

SE MASSER AF OL-CYKLING PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING OG TIL TILBUDSPRIS