Optakt: 3. etape af Tour de Suisse

STREAM TOUR DE SUISSE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

Sprinterne nød forhåbentlig deres dag i rampelyset, for i år kommer løbets i år tre bjergetaper usædvanligt tidligt. De kommer nemlig lige i rap på 3., 4. og 5. dag, og allerede med det samme kan der gøres forskelle. Nok er det meste af tirsdagens etape flad og let, men den korte etape slutter på den velkendte stigning Villars-sur-Ollon, hvor historien viser, at man sagtens kan vinde tid. Etapens samlede karakter gør, at vi næppe vil se enorme forskelle, men der burde ikke være tvivl om, at vi tirsdag eftermiddag allerede har en meget bedre ide om, hvem der vil vinde løbet.

Med en distance på bae 143,8 km er der tale om en meget kort etape, der fører feltet fra Tafers til Villars-sur-Ollon. Startbyen ligger i den fladere del af landet mod nord, mens målet ligger midt i Alperne, og derfor er det en etape i to adskilte dele, hvor første del er flad og anden del bjergrig. Man lægger ud med at køre en omgang på en 25,8 km lang rundstrækning i området nord for startbyen. Først kører man mod nordøst ad flade og let stigende veje, inden det falder mod nordvest frem til det nordligste punkt. Her drejer man mod sydvest og senere sydøst for at køre igennem let stigende terræn tilbage til startbyen, hvor rundstrækningen afsluttes.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Efter rundstrækningen sætter man kursen mod Alperne. Således kører man mod sydøst og senere syd igennem let stigende terræn frem til Oberschrot, som nås efter 38,9 km. Her vender man rundt for at køre mod nord og nordvest, nu igennem relativt fladt terræn, indtil man efter 45,3 km drejer mod sydvest. Herfra er det let faldende, mens man kører ned til Gruyere-søen, som nu følges mod syd, mens det er helt fladt. I byen Broc, der passeres efter 72,4 km, forlader man søen ved at køre mod sydvest ad lige veje, der først er let stigende. Efter 97,9 km drejer man mod sydøst, hvorefter det fortsætter med at stige let forbi dagens Tissot-kilometer, hvor der køres om bonussekunder efter hhv. 100,7 km og 101,7 km.

Umiddelbart herefter melder den bjergrige anden del sig, når man kører mod sydøst og sydvest op ad kategori 1-stigningen Col des Mosses (13,5 km, 4,0%), der skal deles i flere dele. Først stiger det med 6-7% over 3 km, inden de næste 3 kilometer kun stiger med 1-2%. Derfra tager den fat med 3 km med 6-7%, inden de sidste 3,5 km er ganske lette frem mod toppen, som rundes efter 110,0 km.

Herfra resterer 33,8 km, der indledes med en ganske let nedkørsel, som fører mod sydvest ned til byen Aigle, hvor UCI-hovedkvarteret ligger, og som nås efter 128,3 km. Herfra begynder de sidste 15,5 km med et kort, fladt dalstykke, der fører mod sydøst forbi dagens indlagte spurt, der kommer efter 134,1 km, inden det går mod sydøst og nordøst op ad målbjerget Villars-sur-Ollon (9,7 km, 7,8%), der er i kategori 1. Den stiger først jævnt over 6 km med 8-9%, inden en lettere kilometer med 6,2% efterfølges af yderligere to kilometer med 8-9% og slutteligt 700 m med bare 6,0%, fordelt med 4,5% over den første del og 7,0% over de sidste 200 m. På den nedre halvdel går det ad en relativt lige vej, indtil der kort efter midtpunktet kommer fire hårnålesving i rap. Herfra er det en lige vej, der leder frem til to sidste hårnålesving lige inden den røde flamme, hvorefter en lige vej leder frem til et sidste sving 100 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 2612 højdemeter.

Stigningen Villars-sur-Ollon har været brugt som mål for et stort cykelløb tre gange tidligere i dette årtusinde. Det var i dette løb i 2017, hvor Larry Warbasse tog en udbrudssejr med 40 sekunder ned til Damiano Caruso, Steven Kruijswijk, Simon Spilak, Domenico Pozzovivo og Mathias Frank, der som de bedste af klassementsrytterne sluttede inden for 7 sekunder, og hvor yderligere fem mand var inden for et minut af deres tid. Tour de Romandie har haft to bjergenkeltstarter på stigningen, senest i 2022, hvor Aleksandr Vlasov vandt med 31 sekunder ned til Simon Geschke og 36 sekunder ned til Gino Mäder, og forinden i 2018, hvor Egan Bernal akkurat slog Primoz Roglic med 4 sekunder og slog Richie Porte med 18 sekunder. I 2016 havde kongeetapen i Tour de Romandie mål på toppen, men her brugte man en anden og lettere opkørsel, der nærmest gav anledning til en massespurt på toppen, hvor Chris Froome sejrede med 4 sekunder ned til syv mand anført af Ion Izagirre og Thibaut Pinot.

Læs også

Efter dansk sejrsstime: Vi tog store skridt og kan være stolte

STREAM TOUR DE SUISSE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Vejret

Vejrforholdene i dag var ideelle, men i morgen må rytterne leve med risikoen for det schweiziske regnvejr, når de rammer bjergene. Mod nord vil vejret være strålende, og rytterne kan se frem til at starte i solskin med få skyer og en temperatur på 22 grader. Det vil dog ændre sig i bjergene, hvor der vil være en bygerisiko på 50-70% - og bygerne kan være kraftige tordenbyger. Temperaturen i dalen vil være 24 grader og 18 grader i målbyen. Vinden vil i starten være let til jævn (14-15 km/t) og komme fra nordøst, men den vil stå anderledes i bjergene, hvo den vil være let (9-11 km/t) og komme fra vest, idet den undervejs vil være i først nord og siden nordvest. Det giver med- og sidemedvind ned mod bjergene og op over første stigning. På nedkørslen vil der være sidemodvind, hvorefter man får sidemedvind i dalen og op ad målbjerget.

Analyse af 2. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan Biniam Girmay med sin sejr på 2. etape fik bevist, at han meget vel atter kan give Mathieu van der Poel grå hår i hovedet, når de mødes i Touren om nogle uger.

Favoritterne

Schweiz er jo et ganske lille land, hvor man aldrig er alt for langt væk fra høje bjerge. Derfor har det også været muligt for arrangørerne at have et godt miks, hvor bjergetaperne er kommet spredt ud over hele løbet og ikke koncentreret i blokke, som man ellers ser det i andre løb, der er geografisk knapt så privilegerede. Det er en fordel, man oftest har gjort brug af, selvom der i de senere år har været en tendens til at gøre brug af den klassiske model med at koncentrere bjergetaperne mod slutningen.

I år gør man ingen af delene. Man spreder i hvert fald ikke etaperne ud, når de tre bjergdage kommer lige i rap, men ganske ukonventionelt samler man dem heller ikke til sidst. Tværtimod kommer de allerede tirsdag, onsdag og torsdag, og selvom løbets vel nok vigtigste etape er søndagens enkeltstart, giver det et sjældent løb, hvor meget af klassementskampen er koncentreret i den første del.

Til gengæld følger de en anden relativt velkendt model. Bjergetaperne bliver nemlig gradvist vanskeligere og vanskeligere, selvom historien viser, at de tre finaler, der alle er kendt fra tidligere, ikke gør løbet til nogen specielt selektiv udgave. Således startes der med den letteste af de tre etaper, inden det kulminerer med kongeetapen torsdag.

Tirsdagens etape er også ganske let - i hvert fald det meste af dagen. Den er kort, og det meste af etapen er flad. Opvarmningsstigningen Col de Mosses er en relativt let sag, men heldigvis varer det lette slet ikke ved. Målbjerget er det stejleste af de tre afsluttende stigninger i dette løb, og dermed kan det vise sig, at det ender med at blive den bedste chance for at gøre forskelle.

De vil dog formentlig være relativt små. Sådan var det i hvert fald ved seneste besøg i 2017, hvor Damiano Caruso, Steven Kruijswijk, Simon Spilak, Domenico Pozzovivo og Mathias Frank som de bedste af klassementsrytterne sluttede inden for 7 sekunder, men bag dem blev der gjort stor skade. Kun yderligere fem mand var inden for et minut af deres tid, og da etapen dengang var næsten identisk med denne, viser det, at det bestemt kan lade sig gøre at skabe forskelle - også selvom målbjerget er kort og etapen let. Vi hjælpes endda af medvind på hele målbjerget, og det taler for endnu større forskelle. Vi ved da også fra bjergenkeltstarterne i Romandiet at der er tale om en svær stigning.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour de Romandie

Det er dog også en speciel bjergetape. Etapen er kort og let, og vi er tidligt i løbet. Det vil altså være et relativt friskt felt, der kommer frem, og det er derfor en god dag for de ryttere, der specialiserer sig i at køre stærkt på én relativt kort stigning og bestemt ikke en ideel for dieselklatrerne. I den forstand kan den sammenlignes med den klassiske kongeetape i UAE Tour og også med kongeetapen i årets Volta a Catalunya, der dog kom sent og efter nogle svære dage.

Det bør også være sådan, at favoritterne skal køre om sejren. I 2017 holdt Larry Warbasse hjem, men den slags sker næppe denne gang. Bjergetaper er ofte aggressive, og der vil formentlig være lidt større kamp om at ramme udbruddet, men starten er flad og let, og man kan sikre, at vi ikke får et stort og klatrestærkt udbrud. FDJ har også signaleret, at de vil give trøjeforsvaret et skud, selvom det ligner en umulighed, og da forskellene er små, er de derfor nødt til at holde udbruddet i snor. Snoren vil være så kort, at udbruddet kommer tilbage af sig selv på stigningen til sidst.

Jeg er imidlertid lidt spændt på, hvem der ellers går frem, og hvem der kommer frem, hvis FDJ alligevel erkender, at trøjen er tabt. Det vil ligne Soudal dårligt ikke at tage ansvar, men da Remco Evenepoel jo kan vinde løbet på enkeltstarterne, vil det være i hans interesse ikke at bringe bonussekunder i spil. Ofte tøver mange hold på den første bjergetape, indtil de ved, hvor de står, og der kan derfor godt opstå et magtspil og et tomrum.

Det vil dog undre mig, hvis ikke der tages ansvar. Jeg tror stadig, at Soudal gør det, og UAE bør også gøre det. Derudover er Bora en kandidat, og man kan vel heller ikke helt afskrive DSM og Ineos. Jeg vil dog tro, at det er Soudal og UAE, der sikrer samling, hvis ikke FDJ gør det, og jeg vil også tro, at det er dem, der forsøger at gøre det hård på Mosses. Det kan de begge finde på, måske særligt Soudal, da Evenepoel i Catalonien erkendte, at han var bedst på de hårde og opslidende dage. Tidlige angreb vil vi ikke se, da vi er tidligt i løbet og Mosses er let, og nedkørslen er også let, hvorfor den - heller ikke på mulige våde veje - vil spille en rolle.

I sidste ende bør det kunne koges ned til målbjerget, hvor jeg vil forvente, at enten UAE eller Soudal lægger presset, og herefter vil jeg tro, at alle vil vente på angreb fra Ayuso eller Evenepoel. De kan grundet medvinden komme tidligt, og særligt Evenepoel har for vane at åbne tidligt. Som sagt kan han dog have en interesse i at køre defensivt, hvis benene ikke er gode, og derfor kan det godt blive mere afventende, som det typisk er det på første bjergetape. Det vil dog undre mig med to fænomener i feltet, men det er en risiko. Er jævnbyrdigheden mellem de bedste stor, kan det også blive et taktisk løb med stop-go-kørsel og mulighed for at snige sig væk, og som 2017 viste er stigningen så ”let”, at en god spurt sagtens kan blive afgørende. Med medvind og i et felt med få gode klatrere regner jeg dog med en relativt selektiv finale.

Jeg vælger at gå med Juan Ayuso. Egentlig havde jeg jo Remco Evenepoel som favorit, men som jeg allerede skrev i gårsdagens analyse, betyder belgierens undervældende enkeltstart, at jeg er blevet mere bekymret for betydningen af de 10 dage uden træning. I Giro-form er han i hvert fald ikke, og jeg tror, at han skal være skarp for at slå Ayuso. Vi kender jo ikke spanierens nuværende niveau, fordi det er hans første løb i formstærk tilstand, men hans vanvid i Romandiet, hvor han i formsvag tilstand vandt enkeltstarten, indikerer, at fænomenet har udviklet sig betydeligt med sin første grand tour i benene.

Er det rigtigt, kan han være ganske uhyggelig. I Vueltaen manglede han en del i forhold til Evenepoel, men det hul kan meget vel være lukket, særligt når Evenepoel ikke er på 100%. Han er også en eksplosiv herre, der burde passe godt til denne form for etape, og han er så hurtig, at selv den i dag hurtige Evenepoel vil få svært ved at slå ham, hvis de skal spurte mod hinanden. Det er imidlertid slet ikke sikkert, at det kommer så vidt, for jeg kan sagtens se Ayuso køre fra alt og alle. På den anden side tror jeg, at han med en vis sandsynlighed vil være usikker på sig selv og overlade det primære initiativ til Evenepoel, indtil han eventuelt slår til mod slutningen, enten med et sent angreb eller i en spurt. Han kan i hvert fald vinde både på stregen og med solokørsel, og hvis han er lige så god, som Romandiet indikerer, tror jeg, at han tager karrierens blot tredje sejr i morgen.

Naturligvis kan det også blive Remco Evenepoel. Han var Ayuso overlegen i Vueltaen, og selvom han i går ikke havde Giro-formen, er han bestemt ikke dårligt kørende. Han slog Wout van Aert ganske klart, og den bedste udgave af Stefan Küng er mand, man ikke skal undervurdere. Han havde sin egen træningslejr i Belgien de seneste uger, og han valgte at skippe Belgium Tour, der passerer hans hjemby, til fordel for dette løb, fordi han vurderede, at hans tal var gode nok til at vinde. Måske har han stadig til gode at bevise sin holdbarhed, men tidligt i et etapeløb har han for vane at være uhyggelig, og selvom vi i Catalonien så, at han var bedst på mere opslidende dage, kørte han altså lige op med Primoz Roglic på denne slags etaper også. Det vil i hvert fald være dumt at udelukke en Evenepoel-magtdemonstration - og så er han jo blevet så hurtig, at han også kan vinde en spurt mod den mere eksplosive Ayuso, hvis denne er kørt ned til sokkeholderne.

Det var den lette del at pege på top 2. Egentlig var det indlysende at pege på Jay Vine som nr. 3, men sådan kan det ikke være efter dagens styrt. Derfor er det nu meget mudret, men jeg prøver at gå med Romain Bardet. Franskmanden har haft så dårligt et forår, at han sagtens kan falde igennem, for han har nået en alder, hvor han sagtens kan have toppet, men vi så sidste år, at han først fandt sin form til Giroen. Her genfandt han til gengæld et niveau, vi ikke har set i lang tid, og hvis han nærmer sig de ben, vil han være en af de allerstærkeste her. Han er også notorisk god i regnvejr og har for vane at køre stærkt i optakten til en grand tour. Da han var bedst, var han to gange på podiet i Dauphiné, og sidste år vandt han Alperne som optakt til Giroen. Det er svært at se ham køre fra de to favoritter, men han kan måske lukrere på det taktiske spil, og han er tillige blevet en god afslutter - dog næppe god nok til at slå de to topnavne. Hans forår gør ham til et usikkert kort, men 1. etape var lovende, og han bør, hvis han finder 2022-benene, have et af de højeste topniveauer, hvad der gør ham til en god kandidat.

Læs også

UAE-talenter fuldender hattrick

Usikkerheden er lige så stor, når det kommer til Sergio Higuita. Også han har haft et skidt, skidt forår, men han nåede at nå et hæderligt niveau i Baskerlandet, inden han blev syg. Vi har dog endnu ikke set den Higuita, vi sidste år så i Catalonien og Schweiz, og det skaber en betydelig bekymring. Heldigvis kan man håbe, at han har fundet topformen nu, for han har nemlig tænkt sig at bruge dette løb til at køre sig til en plads på Tour-holdet. Han skuffede fælt i fredags, men det gjorde han også sidste år, hvor han alligevel var stærk i dette løb. Den eksplosive etape passer ham, men det er primært hans gode spurt, der giver ham en høj rangering. Ender det i noget taktisk stop-go-kørsel, vil han være en af de få, der kan slå Ayuso og Evenepoel på stregen.

Jeg er naturligvis også nødt til at nævne Jay Vine. Hans tilstand efter dagens styrt er ukendt, men da UAE beretter om, at George Bennett er forslået, men intet nævner om Vine, tyder det på, at han er ok. Han har jo hele tiden været en joker, fordi ingen aner, hvordan han har det efter Giroen, men han sluttede som bekendt hæderligt af og kørte en god enkeltstart i år. Han er formentlig den eneste, der har topniveauet til for alvor at true Ayuso og Evenepoel. Det er klart, at han nu er hjælper, men er han frisk og klar, er Evenepoel i en UAE-sandwich ikke svær at forestille sig. Hvis Ayuso og Evenepoel kigger på hinanden, kan man vel ikke udelukke, at der kan blive plads til, at Vine kan stikke af - medmindre man sætter ham til at føre, så Ayuso kan vinde tid på alle andre. På vinderpotentiale er han stadig nødt til at rangere højt, selvom det er usandsynligt, at han får sin chance.

Vi fortsætter med usikre bud. Wilco Kelderman har jo kun kørt et halvt Tirreno i endnu en skadesplaget sæson, og derfor ved vi ikke, hvor meget et skifte til Jumbo har boostet hans niveau, som man jo ofte ser det. Han kom imidlertid godt fra start i det italienske løb, hvor han hjalp Primoz Roglic fornemt på kongeetapen.  Til gengæld har han også en del af bevise i bjergene, hvor han faldt kraftigt i niveau i 2022, men her kan man håbe, at Jumbo har boostet ham. Denne eksplosive finale passer ham også, og han er tillige en god afslutter. Hans enkeltstart var en katastrofe, men med tanke på de enkeltstarter, han har kørt de seneste år, er det ikke nødvendigvis sigende for formen. Den burde være god, da han har trænet i højderne som førstereserve frem mod Touren, og selvom han nu faktisk skal med til Frankrig, er han måske endda lidt længere fremme end mange andre, fordi dette løb jo faktisk var hans store sommermål, som han har forbedret sig specifikt til.

Som altid er Tom Pidcock en joker. Mit gæt er, at han ikke præsterer specielt overbevisende, men med ham ved man aldrig, slet ikke efter en pause. Meldingen er, at han er godt kørende og klar til Touren, men ekstra usikkerhed kommer af, at vi taler om en rigtig bjergetape. Her viste han et vist niveau i Touren sidste år, men specielt langt fremme var han aldrig. Til gengæld er der lidt vægt i hans sejr på Alpe d’Huez, hvor han kørte fra Louis Meintjes, der endte i den samlede top 10. Har han de samme ben her, kommer han langt, særligt på en eksplosiv etape, der passer. Han har også i år været langt stærkere, end han var det i 2022, og hans spurt giver ham et ekstra våben i jagt på etapesejren. Selv tror jeg ikke voldsomt meget på ham, men hans tårnhøje topniveau og de mange ubekendte gør, at han på vinderpotentiale må rangere højt.

Jeg føler mig mere sikker på Cian Uijtdebroeks. Det belgiske stortalent viste både i Catalonien og Romandiet, at han allerede er en af de allerbedste klatrere selv på dette niveau, og faktisk er feltet her måske endnu svagere end selv Romandiet. Etapens eksplosive karakter er måske ikke ideel, men det klarede han trods alt hæderligt i Catalonien. Han har også dette løb som det store sommermål, og det taler for, at han formmæssigt er langt fremme. Lægger man dertil, at det unge stortalent sikkert allerede er endnu bedre, end han var det i foråret, bør han komme meget langt. Spurte kan han ikke, men han er en underdog, der måske kan få frihed, også fordi han har tabt megen tid.

Er det nu, Mattias Skjelmose endelig skal bevise sig i bjergene? Det er jo her, han hidtil har haft sine mangler, og derfor er der lidt at bevise. Han viste imidlertid i Ardennerne, at han på kortere stigninger har nået et uhyggeligt højt niveau, og denne etape har jo en relativt eksplosiv karakter, hvor målbjerget ikke er alt for langt. Hans problemer med holdbarhed er heller ikke et issue endnu, og vi så i hvert fald i går, at han må være i fremragende form. Spørgsmålet er, om vi kan oversætte det til et så langt målbjerg som dette, for her har vi endnu til gode at se ham fremme på dette niveau. Kombinationen af etapens design og placering, hans niveau i Ardennerne og hans enkeltstart indikerer dog, at det burde være inden for rækkevidde at være med helt fremme her.

En af årets kometer er Felix Gall. Han var en af de bedste i Baskerlandet i skrapt selskab og - indtil styrtet - også i Alperne. Han viste med sin 2. plads i Mercan’Tour Classic, at han er i form igen, og at han også kan begå sig i de højeste bjerge, hvor han indtil nu mest har vist sig frem i eksplosivt terræn. I det lys passer denne etape ham jo faktisk ret godt, men til gengæld viste Dauphiné også, at nederlaget til Richard Carapaz ikke var så prangende, som det kunne se ud til. Til gengæld kørte han klart fra Guillaume Martin, der kørte et fremragende Dauphiné, og han har formentlig forbedret sig siden dengang. Det er stadig nyt at se ham fremme på lange stigninger, men hans kørsel i år gør, at vi kan regne med at se det i morgen. Spørgsmålet er bare, hvor langt frem han kommer.

Hvad kan vi forvente af Pello Bilbao? Jeg har ikke været imponeret over hans klatring i år og for den sags skyld heller ikke i 2022, selvom han endte som nr. 5 i Giroen. Omvendt har han grundet sin sygdom i april, der var det helt store mål, heller ikke kørt specielt meget i år, og han blev trods alt nr. 5 på kongeetapen i UAE Tour. Nogen topklatrer har han aldrig været, men denne relativt lette bjergetape giver ham relativt gode kort på hånden. Problemet er, at han er en usandsynlig vinder. Vi har set, at han ikke er god til at spurte på toppen af stigninger, og han kører alle bjergetaper som en enkeltstart, hvor det handler om at begrænse tabet. Den strategi kan dog også føre til, at man glider væk i noget taktisk stop-go-kørsel, og det er måske hans store chance. Det vil bare være lidt overraskende at se ham hos de allerbedste.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Et andet spørgsmålstegn er Neilson Powless. Han var her, der og alle vegne frem til en ardennerkampagne, der blev ødelagt af styrt, og vigtigst er det i denne sammenhæng, at han blev nr. 5 på kongeetapen i Paris-Nice. Det var i et bag de tre bedste svagt felt, men dette felt er bestemt heller ikke specielt dybt. Til gengæld vil det stadig være ret nyt, hvis han kan være med helt i front på så langt et målbjerg, og hans enkeltstart var i hvert fald bekymrende dårlig. Den siger dog ikke nødvendigvis noget om evnerne i bjergene, for det er helt sikkert klatring, han har arbejdet mest på frem mod Touren. Med tanke på det, han viste i foråret, skal man ikke udelukke, at det er nu, han også slår igennem i bjergene.

Gårsdagens store overraskelse var Ion Izagirre. Det var hans bedste enkeltstart i lang tid, men siger det noget om evnerne i bjergene? Vi så i Baskerlandet, at han som altid rejste sig fra de døde til sit hjemmebaneløb, men til gengæld skal vi vel tilbage til 2021 for at finde en periode, hvor han sidst var nogenlunde stærk på andre tider af året. Samtidig er han bedst i Baskerlandet, fordi stigningerne har en eksplosiv karakter, der passer ham. I den forstand er denne etape ikke helt dum, men det er stadig et for ham ret langt målbjerg. Hans enkeltstart og Baskerlandet giver mig håb, men jeg er blevet skuffet så mange gange, at jeg har svært ved for alvor at tro på ham.

Lidet af det samme kan siges om Alexey Lutsenko. Det er meget længe siden, vi har set den bedste udgave af kasakken, der kun i den sidste uge af Touren lykkedes med at finde sig selv i 2022. I år tog han en flot sejr på Sicilien, ligesom han med offensiv kørsel kom langt i Amstel, men da det for alvor gjaldt i Fleche og Liege, så vi, at han stadig var milevidt fra sit niveau. Man kan håbe, at han nu har lagt sit skadesplagede forår bag sig, men min optimisme er begrænset, når vi ikke har set nogen specielt god udgave af ham i så lang tid. I forvejen var det jo først i sommeren 2021, at han for alvor lærte at køre i høje bjerge, og selvom denne etape er så svær, er det stadig sjældent at se ham køre stærkt i bjergene på denne tid af året. Hans enkeltstat var dog betydeligt bedre end ventet, og det skaber et håb. Genfinder han pludselig niveauet fra 2021, kommer han langt i dette felt på en etape, der trods alt passer ham bedre end mange andre bjergetaper.

Jeg er ret spændt på Lennert Van Eetvelt. Den talentfulde belgier har vist sig at være et endnu større talent end ventet. Han var allerede relativt stærk i Catalonien, selvom han skuffede på kongeetapen, men efter ”dopingsagen” er han kommet flyvende tilbage. Han kørte Oscar Onley over i Rhone-Alpes Isere Tour, og han viste også i Mercan’Tour Classic, at han kan være med helt fremme i professionelt selskab med den form, han har nu. Niveauet her er dog også højere, og vi så som sagt i Dauphiné, at Richard Carapaz stadig ikke er på sit vanlige niveau. Derfor mangler han nok stadig lidt for meget, selvom det har en ganske betydelig vægt, at han var bedre end Lenny Martinez, der jo indtil sidste dag kørte flot i Dauphiné.

Selvfølgelig er der også Wout van Aert. Formentlig tager han den med ro, da han ikke vil grave for dybt inden Touren og har udset sig sine etaper senere på ugen, men skal han teste bjergbenene én dag, vil det være naturligt at gøre det på denne etape, der er den letteste og kommer tidligst. Selv hvis han prøver, skal vi dog næppe have de helt store forventninger. Når han er god, klatrer han fremragende, men det er nogle bjergben, han altid først finder sent i en grand tour. Han har dem aldrig på Tourens første bjergetaper, og vi så også i Dauphiné sidste år, at han havde det svært på den lette målstigning på 3. etape, hvor Vingegaard skulle redde ham. I lyset af hans start på løbet vil jeg forvente, at han mangler en del, selv hvis han mod forventning tester sig.

Så er der Romain Gregoire. Logikken til siger, at dette er for svært, for vi så i Mercan’Tour Classic, at han havde store mangler i bjergene. Omvendt kan det også have været udtryk for en enkelt dårlig dag, for grundlæggende ved vi ikke, hvad han kan. Han var flyvende i maj, hvor han bekræftede potentialet, og enkeltstarten var chokerende god. Denne etape er relativt eksplosiv og kunne passe til en fyr som ham. Lad os se, hvor langt han kommer, selvom han jo desværre nok skal vente på Stefan Küng, hvis schweizeren ikke bliver sat tidligt.

En anden overraskelse i går var Rigoberto Uran . Colombianeren kørte en chokerende god enkeltstart, og det skaber måske alligevel lidt håb for veteranen. Han viste jo på kongeetapen i Catalonien pludselig et meget højt niveau, men det er til gengæld også den eneste gang i år. Selv i Giroen, der var hans store mål, faldt han igennem, også inden han blev syg, og derfor er det svært at tro på det. Det var det dog også inden Catalonien, og i 2021 viste han jo, at han kan have en særlig evne til pludselig at finde niveau til dette løb.

Boras tredje kandidat er Maximilian Schachmann, men hvor meget tålmodighed skal vi have med ham? Han har jo været en skygge af sig selv siden OL i 2021, men faktisk var der et lille glimt af håb for præcis et år siden, hvor han blev nr. 2 i Aargau og nr. 10 i dette løb. Det var desværre også i et felt, der grundet corona endte med at være meget svagt, men det vidner om, at han stadig kan lidt. Han var endda også ret optimistisk efter vinteren, men sygdom forhindrede ham i at vise, om han havde grund til det. Sidst vi så ham, kørte han pænt i fredags, og enkeltstarten var også fin. Problemet er, at han selv i sin storhedstid ville skulle forsvare sig på en etape som denne, selvom den som bjergetape nok ikke kunne passe ham meget bedre.

Jeg prøver at rangere Antonio Tiberi her, men det er klart, at det er med stor usikkerhed. Efter den kedelige katteskandale, der har plettet hans ry ganske betydeligt, har han ikke kørt løb i lang tid. Til gengæld viste han i sæsonstarten et højere niveau end tidligere, både i Tour Down Under og UAE Tour. Han har angiveligt også trænet hårdt for at være klar til genstarten, og han har længe vidst, at han skulle i aktion her. Hans enkeltstart var sløj, men hans enkeltstarter har som professionel været af meget svingende kvalitet. Det siger ikke nødvendigvis noget om evnerne i bjergene, og han har for vane efter en ringe start pludselig at finde benene ud af det blå. Gør han det igen, kommer han med sit UAE-niveau langt i dette felt.

Læs også

Stort mandefald før sidste etape af World Tour-løb

Jeg er blevet lidt mere optimistisk på vegne af Damien Howson igen. Han har genfundet et fornemt niveau i år - et niveau, der i dette felt fører langt. Han havde et grimt styrt i Ungarn, men hans hold siger, at han er her for klassementet. Det indikerer, at han er godt kørende, og han klarede da også fredagens løb ganske fint. Det er klart, at han ikke vinder i dette selskab, men foråret giver en vis grund til optimisme.

Schweizerne holder med Gino Mäder, og for nogen tid siden havde han også været spændende. Problemet er bare, at tålmodigheden er opbrugt. Den engang så lovende schweizer har skuffet igen og igen siden 5. pladsen i Vueltaen i 2021, og der er slet ingen tegn på fremgang. Senest floppede han fælt i Romandiet, hvor han skulle være i storform frem mod den Giro, han missede med corona, og når man ser på, hvordan det gik i Paris-Nice og Catalonien, er det svært at se, hvorfor han pludselig skulle være sig selv igen. Nej, tålmodigheden er tyndslidt, men det er også klart, at det kan se anderledes ud, hvis de gode Vuelta-ben pludselig dukker op igen.

Endelig er der Yannis Voisard . Den lovende schweizer vandt kongeetapen i Ungarn, men det var via taktik. Han var ikke blandt de bedste på stigningerne, og vi så også i Romandiet, at han manglede en del på dette niveau. Omvendt var hans enkeltstart chokerende god, og dette er trods alt sæsonens helt store mål. Lad os se, hvor langt han er kommet siden Romandiet.

Man kunne også nævne Ben Tulett, men han har endnu til gode at vise sig frem i de rigtige bjerge, og enkeltstarten fjernede den sidste optimisme. James Knox var fremragende i Baskerlandet, men har Evenepoel ikke uheld, kører han ikke sin chance. Vi så sidste år, at Stefan Küng kan forsvare sig, men vi så også, at han ikke kan gå i top 10. Koen Bouwman kørte så ringe en enkeltstart i går, at min optimisme efter en hård Giro er begrænset, og han styrtede også i dag, mens Clement Berthet, Sam Oomen og Mark Donovan, der skuffede fredag, fortsat er lidt for begrænset. Michael Storer har også manglet for meget i lang tid, mens Vadim Pronskiy med sin gode Giro-form kan gøre det hæderligt. Sylvain Moniquet begynder at finde noget form, men har endnu ikke vist nok, og også Sebastien Reichenbach har skuffet i år, selvom det ser bedre ud nu.  Dylan Teuns er her for klassementet og kan gøre det pænt uden at være med helt fremme, mens Jakob Fuglsang har talt forventningerne ned og også manglede meget i forrige uge. Deres hold kører ikke klassement med Nick Schultz, de således næppe er i form Rui Costa synes efter et skuffende forår og et skidt løb i fredags ikke at være tilbage på det flotte spor, han havde i årets første måneder, og vi har set, at terrænet er lidt for svært for en ellers formstærk Marc Hirschi, Matteo Sobrero, Finn Fisher-Black, Mattia Cattaneo, Gonzalo Serrano, Jhonatan Narvaez, Magnus Sheffield, Andreas Kron, Lilian Calmejane, Hugo Houle og Alex Aranburu. På baggrund af enkeltstarten og fredagens løb synes Mauro Schmid ikke flyvende, og terrænet er også lidt for svært. Rohan Dennis kom stærkt ud af Giroen, men klatrer trods alt ikke godt nok, og Harold Tejada, Michal Kwiatkowski, Matteo Fabbro og Xandro Meurisse har skuffet i lang tid.

OPDATERING: Van Aert har bekræftet, at han ikke har tænkt sig at teste benene på de kommende tre bjergetaper.

Feltet.dks vinderbud: Juan Ayuso

Øvrige vinderkandidater: Remco Evenepoel, Romain Bardet

Outsidere: Sergio Higuita, Jay Vine, Wilco Kelderman, Tom Pidcock, Cian Uijtdebroeks

Jokers: Mattias Skjelmose, Felix Gall, Pello Bilbao, Neilson Powless, Ion Izagirre, Alexey Lutsenko, Lennert Van Eetvelt, Wout van Aert, Romain Gregoire, Rigoberto Uran, Maximilian Schachmann, Antonio Tiberi, Damien Howson, Gino Mäder, Yannis Voisard

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Larry Warbasses sejr fra 2017. Du kan tillige se Aleksandrs Vlasovs sejr fra 2022 og Egan Bernals sejr fra 2018 på de to bjergenkeltstarter i Tour de Romandie.

STREAM TOUR DE SUISSE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE