Optakt: 4. etape af Criterium du Dauphiné

 Livestream Criterium du Dauphiné og Tour de Suisse uden afbrydelser

 Sæt dit managerhold Tour de Suisse og vind flotte præmier

Ruten

Inden ASO overtog fra den gamle ledelse, fulgte løbet et helt fast mønster, hvor der altid lå en 40-50 km lang enkeltstart om onsdagen. Siden magtskiftet har der imidlertid været plads til betydeligt flere eksperimenter, hvor det mest gennemgående træk har været, at man ligesom i Touren har skåret gevaldigt ned på enkeltstartskilometerne. Som regel har dog stadig været en halvlang en af slagsen, men slet ikke med samme distance som tidligere. I 2018 var den helt usædvanligt afløst af et holdløb, men mønsteret synes at være, at den har genfundet sin plads. I hvert fald er den som i 2017, 2019 og 2021 med igen - 2020-udgaven var jo forkortet og derfor uden enkeltstart - og denne gang vender man endda delvist tilbage til fortiden. Med en distance på hele 31,9 km er der nemlig tale om den længste enkeltstart, siden man i 2012 kørte 32,5 km, og da man samtidig dropper de relativt kuperede ruter, man ofte har set, til fordel for en flad tonserenkeltstart med færre end 100 højdemeter, vil de sande specialister endelig kunne slikke sig om munden med samme glæde, som de gjorde tilbage i nu svundne tider.

I alt skal der tilbagelægges 31,9 km mellem Montbrison og La Bâtie d’Urfé. Der er tale om to byer i den flade Loire-dal, og dermed er der lagt op til tonserterræn. Indledningsvist er det en anelse teknisk med fem sving i tillæg til et par blødere sving, mens man snor sig ud mod sydøst gennem startbyen, men efter 1,6 km drejer man mod nordøst ad en flad vej, der kun afbrydes af få sving, indtil man efter 11,6 km når frem til Mornand-en-Forez, hvor den første mellemtid tages.

Læs også

Tobias Lund laver fænomenalt hattrick

Her drejer man mod nordvest for at følge en lige og flad vej, inden man kort efter drejer mod sydvest for igen at køre gennem fladlandet. Først efter flere kilometer følger endnu et sving, hvorefter man kører mod nord ad en let stigende vej frem til den anden mellemtid, der tages efter 21,0 km.

Den lige vej bliver herefter flad, mens man fortsætter mod nord, inden der følger to skarpe sving, der adskilles af et let faldende stykke, det sidste med 4,1 km igen. Herfra er det igen næsten helt fladt, når man fortsætter mod nord og nordvest frem til den røde flamme, hvor man drejer skarpt mod vest, hvorefter vejen bugter sig let frem til to skarpe sving med 200 m og 50 m igen, inden man rammer den 5 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 96 højdemeter.

La Bâtie d’Urfé har ikke tidligere i dette årtusinde været målby for et stort cykelløb.

 Livestream Criterium du Dauphiné og Tour de Suisse uden afbrydelser

 Sæt dit managerhold Tour de Suisse og vind flotte præmier

Læs også

Lynhurtig dansker forklarer, hvordan leadout blev til ny sejr

Vejret

Uens betingelser kan ødelægge en enkeltstart, og desværre bliver onsdagen en bygedag. I den første time vil risikoen for byger være 55%, men derefter vil den aftage til 30% ved 15-tiden, inden den atter vil tiltage til 40-50% for de sidst startende. Temperaturen vil stige fra 18 til 22 grader gennem etapen, og den vestlige vind vil tiltage fra en styrke på 10 til 15 km/t. Det giver sidemedvind frem til første mellemtid, mod- og sidemodvind mellem de to mellemtider og herefter primært sidevind, dog med et sidemedvindsstykke undervejs over modvind over næsten hele den sidste kilometer.

Analyse af 3. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan der for anden dag i træk kom en franskmand i vejen for Wout van Aert, denne gang på løbets 3. etape.

Favoritterne

Der er ikke mange reminiscenser af det gamle Dauphiné tilbage i det løb, vi har kendt i de senere år. I gamle dage fulgte løbet en helt fast skabelon med først en prolog efterfulgt af to fladere etaper, end lang og ofte temmelig flad enkeltstart og slutteligt hele fire bjergetaper. Siden ASO overtog ansvaret er posen blevet rystet godt og grundigt, og nu om dage ved man aldrig helt, hvad der venter, når ruten præsenteres.

Enkeltstarten er som i Touren blevet henvist til en knap så betydningsfuld rolle. I 2014 kørte de bare 10,4 km alene i kamp mod uret, i 2016 var der kun en 4 km lang bjergprolog, i den forkortede coronaudgave i 2020 var der slet ingen tidskørsel, og i 2015 var enkeltstarten endda erstattet af et holdløb. Prologen er samtidig forsvundet, men i de senere år er der dog begyndt at tegne sig et mønster. Enkeltstarten er tilbage på sin fast plads om onsdagen, men nu over kortere distancer end tidligere og ofte også i mere kuperet terræn. Der er i hvert fald stor forskel på sidste års meget tekniske og kuperede rute, der var så speciel, at Alexey Lutsenko stod for en af nyere tids største enkeltstartsoverraskelser, og de 42,4 km, hvor Bert Grabsch med sit enorme gear i 2009 kørte alle klatrerne midt over.

I år får vi imidlertid en fornemmelse af, hvordan det var engang. Årets enkeltstart er ikke på den lange side af de 40 km, som det oftest var tilfældet tidligere, men med den længste enkeltstart siden 2012 begynder vi os at nærme os. Samtidig er det også meget mere Grabsch- end Lutsenko-terræn, for der er virkelig ikke meget hokuspokus over årets rute i Loire-dalen. End ikke 100 højdemeter kan det blive til over en distance på 32 km, og det fortæller, at det er fladt, fladt og fladt.

Tekniske udfordringer er der heller ikke mange af. Det er lidt kringlet, når man skal ud af byen i starten, men derefter er det temmelig enkelt. Det bliver næppe de få sving, der afgør løbet. Det synes at være en helt klassisk udmåling på aerodynamik og watt, som man ser det på flade enkeltstarter. Dette er wattmonstrenes paradis, men den store forskel fra de fleste af den type enkeltstarter er naturligvis distancen. En enkeltstart på 32 km er uden for grand tours og mesterskaber i moderne cykelsport en sjældenhed, og det er derfor klart, at vi taler om noget andet end eksempelvis den ligeledes meget flade enkeltstart, vi kender fra Tirreno-Adriatico, hvor der blot køres 10 km.

Desværre ser det ud til, at vejret kan afgøre løbet. Onsdagen bliver en rigtig bygedag, og der tegner sig ikke et entydigt billede af, hvornår risikoen er størst. I skrivende stund ser det ud til at være værst at starte blandt de allerførste og bedst at køre ved 15-tiden, men det skifter hele tiden. Konklusionen er, at der er en relativt konstant bygerisiko gennem hele dagen, og det er umuligt at sige, hvem der ender med at få fordele og ulemper. Heldigvis er ruten ikke så teknisk, at det nødvendigvis er altafgørende, men har én favorit våde og en anden tørre veje, vil det formentlig gøre udslaget.

Også vinden er lidt kompliceret. Det vil blæse op igennem eftermiddagen. Samlet set bevæger rytterne sig stort set stik nord, og da vinden kommer fra vest, vil der ikke som udgangspunkt være nogen væsentlig fordel ved en tidlig eller sen starttid, selvom stille betingelser altid er at foretrække. Der er dog med- og modvindsstykker undervejs, og hvis nogle er pivåbne og andre omgivet af træer, kan det sagtens være, at det er en fordel at starte tidligt i svagt vind eller at starte sent i kraftigere vind.

Konklusionen er, at vejret kan blive afgørende, men det er umuligt at sige, hvem der har fordelen. Et lille gæt kan være, at de tidligt startende kan ende med en overhånd i kraft af vinden, men det kan hurtigt blive ødelagt, hvis det er dem, der får en byge. Derfor er jeg nødt til at se bort fra vejrets betydning i analysen.

Læs også

Carapaz sniger sig til etapesejr - Ayuso knækker

Arrangørerne kan bestemt ikke klage over feltet. Der er en del af verdensstjernerne til start i Tour de Suisse, men tempospecialisterne er fordelt relativt jævnt mellem de to løb. Det må i hvert fald glæde ASO, at de kan præsentere nr. 1 og 2 fra sidste års VM, især når de ledsages af flere andre af de største specialister.

Det gør det også til en ret åben enkeltstart, og det er derfor med nogen usikkerhed, at jeg peger på Wout van Aert. Vi så ved VM i 2021, at han og Filippo Ganna var stort set helt, helt jævnbyrdige på en flad tonserrute som denne, og det vidner om, at deres niveau er meget, meget ensartet. Mere kompliceret bliver det af, at der trods nu tre etaper fortsat er en del usikkerhed om, præcis hvor de står formmæssigt.

Van Aert har dog med sin kørsel hidtil bevist, at han er skarp, og det ville også være min forventning inden løbet. Belgieren har et højere bundniveau end Ganna, der ikke altid er på toppen uden for sine store mål. Sådan er det sjældent med belgieren, der senest viste sin klasse ved at vinde enkeltstarten i Paris-Nice foran Primoz Roglic og Rohan Dennis. Som udgangspunkt vil jeg også forvente, at den lidt længere distance vil være en lille fordel for Van Aerts motor, selvom en dobbelt verdensmester naturligvis godt kan køre lange enkeltstarter. Grundet deres jævnbyrdighed ved VM er det klart, at mavefornemmelsen bliver meget afgørende her, men min forventning vil være, at Van Aerts form er mere fremskreden med en lille måned ti Tour-starten, og derfor tror jeg, at han får sin revanche for de seneste dages skuffelser.

Hovedrivalen er naturligvis Filippo Ganna. Med sin spinkle sejr ved VM fik han bevist, at han på flade tonserruter har en overhånd, når han er på toppen, men spørgsmålet er, om han er det endnu. Det er svært at vurdere på baggrund af de første etaper, og i dag sparede han sig helt åbenlyst til enkeltstarten. Vi har imidlertid set, at han ikke altid er helt på toppen forud for sine store mål. Vi så blandt andet, at han sidste år blot blev nr. 2 til EM, slået relativt klart af Stefan Küng, og at han forud for Giroen skuffede i flere af sine enkeltstarter. Også i år har det været lidt blandet, for selvom han var suveræn i Provence og Tirreno, gjorde det utvivlsomt ondt, at Stefan Bissegger slog ham relativt klart i UAE Tour - også selvom det ikke er nogen skam at blive slået af det schweiziske fænomen på en kort, flad enkeltstart. Ganna kommer direkte fra højderne, og at han er i form, er der ingen tvivl om, men da han sidst kom ned fra bjergene, blev han slået af Küng til EM. Spørgsmålet er, om det samme vil ske med Van Aert i morgen. Niveauet er så tæt, at det kan gå begge veje, men hvis ikke vejret, der desværre kan være meget forskelligt for dem grundet de forskellige starttider, bliver afgørende, er mit gæt, at Van Aert har en lille overhånd.

Jeg er lidt spændt på at se Primoz Roglic på denne meget flade enkeltstart. Sloveneren er jo en fremragende temporytter, men det er ikke alt for mange helt flade enkeltstarter, han har kørt. Han mestrer dem, som vi så, da han vandt stort på en flad rute i Baskerlandet i 2018, og han har også tidligere gjort det fremragende på ruter, der var relativt flade, både i grand tours og ugelange etapeløb, hvor han har et hav af sejre. Senest blev han en yderst kneben nr. 2 bag Van Aert i Paris-Nice, hvor der heller ikke var alt for mange højdemeter, men her kørte han betydeligt stærkere end Van Aert på den lille rampe op mod mål. I fladlandet havde han tabt lidt mere, og på denne meget flade rute vil jeg tro, at han kommer en anelse til kort mod de to større maskiner. Det kan dog ikke udelukkes, at det bliver til Roglic-sejr. Han kørte stort set lige op med Van Aert i marts, og min forventning er, at han står skarpere nu end i et løb, hvor han ikke virkede helt på toppen, selvom han vandt. Hans sejr ved OL vidnede om hans fabelagtige tempoevner, og selvom han primært gjorde forskellen på stigningen, kørte han også stærkt på de fladere stykker. Terrænet gør det svært, men en Roglic-sejr er inden for rækkevidde.

Den største trussel mod de tre favoritter må være Ethan Hayter. Briten har i år bevist, at han tilhører den absolutte elite med sin 2. plads bag Ganna i Provence, sin 3. plads bag Remco Evenpoel og Küng i Algarve, sin 6. plads i Paris-Nice og sejren på prologen i Romandiet. Det bemærkelsesværdige er, at de tre første resultater kom på et tidspunkt, hvor han var milevidt fra formen, og selvom han heller ikke virker flyvende lige nu, er han langt, langt bedre, end han var i februar og marts. Her kørte han alligevel helt lige op med Küng i Algarve, og det vidner om hans klasse. Han siger selv, at han foretrækker længere enkeltstarter, og derfor burde denne rute være guf for ham. Ved VM blev han ganske vist kun nr. 8, men han synes at have forbedret sig helt enormt siden da, og det burde komme til udtryk igen i morgen.

Sidste år tog Remi Cavagna det endelig skridt ind i den absolutte tempoelite med et suverænt forår, hvor han vandt i Romandiet og Polen og blev nr. 2 i Catalonien, Paris-Nice og Giroen. Til gengæld skuffede han ved både EM og VM, og det vidner om, at han ikke er helt så tilregnelig som de største favoritter. I år har han ikke kørt en enkeltstart, der passede ham, men det vidner om evnerne, at han blev nr. 3 i Baskerlandet bag Roglic og Evenepoel på en kort og teknisk rute, der passede ham ganske elendigt. Denne rute er langt bedre, også selvom han foretrækker nogle flere bakker. Den lange distance er i hvert fald til hans fordel, selvom han stadig har til gode at køre en virkelig god enkeltstart ved et internationalt mesterskab. Hans form er ukendt efter en svær sæson, men han har set god ud hidtil i løbet. Som sagt er han ikke altid stabil, men rammer han en af sine dage, kommer han meget, meget langt på en rute som denne.

Efter i dag er der også grund til at se med spænding på Jonas Vingegaard. Han er stadig så ny som tempospecialist, at vi har til gode at lære ham at kende, og det er første gang, han skal køre en så flad enkeltstart som denne, hvis man ser bort fra årets Tirreno. Her skuffede han sig selv, men det er også velkendt, at Vingegaard ofte har det svært på førstedagen efter en pause. I Baskerlandet gjorde han det allerede langt bedre, selvom det også var førstedagen, og her bør han have fordel af distancen. Det var i hvert fald over distancer som disse, at han under Touren bragede ind på temposcenen, og særligt 3. pladsen på den sidste enkeltstart, hvor terrænet ikke var meget mere kuperet end dette, var opløftende. Om han kan præstere på samme måde tidligt i et løb, er svært at sige, mens hans 3. plads på første enkeltstart i Touren indikerer det, også selvom den var mere kuperet end denne. I dag bekræftede han med sin flotte kørsel meldingen om, at hans tal er gode, og det lover godt. Sidste år blev han nr. 7 på en rute, der passede ham bedre end denne, men dengang var han også langt efter med formen grundet en skade. Det er han ikke nu, men til gengæld passer terrænet ham dårligere. Det kan være lidt for fladt, men Touren fortæller, at han bør køre stærkt.

Jeg glæder mig meget til at se Mattia Cattaneo. Italieneren opdagede lidt tilfældigt i Giroen i 2019, at han kunne køre enkeltstart, og siden skiftet til Quick-Step er han begyndt at dyrke det. Nu er enkeltstarter faktisk hans store mål, og fremskridtene er store. Sidste år var han fra slutningen af april i top 9 på alle sine syv enkeltstarter, hvoraf de seks var på WorldTouren. I forhold til denne enkeltstart er det opløftende, at han blev nr. 6 og 8 på Tour-enkeltstarterne, der havde en tilsvarende distance og ikke var alt for meget mere kuperede. Han fik en stor skalp, da han slog Joao Almeida og vandt i Luxembourg, og hans kørsel i starten af dette løb viser, at han efter sit triste forår endelig har fundet noget form. Er hans udvikling fortsat siden sidste år, kommer han meget langt, hvis han kører, som han gjorde i anden halvdel af 2021.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Dernæst er man vel nødt til at pege på Brandon McNulty, selvom jeg er lidt usikker. Amerikaneren var en sand tempogigant i 2021, hvor han blev nr. 2 i Baskerlandet, nr. 4 i Catalonien og Paris-Nice, nr. 8 i dette løb og nr. 8 ved VM. Særligt sidstnævnte er opløftende, fordi det viser, at han også kan præstere på helt flade ruter, men det er klart, at han i forhold til favoritterne havde stået bedre, hvis ruten ikke havde været så flad som denne. Til gengæld har han ikke præsteret så godt i år, hvor han skuffede mig lidt i Algarve og meget i Paris-Nice, og der synes at være en lille tendens til, at UAE-rytterne - Tadej Pogacar fraregnet - underpræsterer lidt på enkeltstarterne i år. Om det er mønster, der kan tilskrives materiellet, er måske tvivlsomt, men måske kan McNulty give os et lille fingerpeg i morgen. Kører han som i foråret 2021, kommer han i hvert fald langt, selvom ruten ikke er ideel.

Usikkerheden er endnu større, når det kommer til Christophe Laporte. Franskmanden kan meget vel gå besked på at tage den med ro, og det er derfor meget sandsynligt, at vi slet ikke bliver klogere på hans tempoevner. Hvis han giver den gas, bliver han til gengæld spændende. Han var allerede en hæderlig temporytter hos Cofidis, hvor han vandt to enkeltstarter i ganske vist ret svagt besatte løb og særligt blev nr. 7 i skrapt selskab i Paris-Nice. Nu er han kommet til et hold, der er kendt for at forvandle de fleste til gode temporyttere i kraft af stort fokus og godt materiel, og samtidig har Laporte jo generelt udviklet sig helt enormt siden skiftet. Til gengæld skuffede han i Paris-Nice, men det var også efter et styrt dagen forinden. Han burde have potentialet til virkelig at overraske i morgen, men det kræver, at han får lov at køre igennem.

Der faldt en sten fra mit hjerte, da jeg så Bruno Armirail i Baskerlandet i år. Nu var hans gode enkeltstart ellers forsvundet helt i 2021, hvo han skuffede i tide og utide, men i april blev han nr. 7 på en teknisk og eksplosiv rute, der passede ham dårligt. Denne tonserrute burde passe ham langt bedre, og her burde der være mulighed for at vise det tempopotentiale, der indbragte en 5. plads i Vueltaen i 2020. Problemet er, at han er så ekstremt svingende, at vi ikke rigtigt ved, hvor vi har ham. Da han kørte i Baskerlandet, var han i rystende god form, men hvor han står efter en pause, er uklart. Dagens præstation var dog ganske fin, og det kunne indikere, at han er klar. Med den enorme niveaufremgang, vi har set i år - manden blev altså nr. 16 i Liege! - bliver det interessant at se, om det også gælder på enkeltstarterne, når ruterne endelig passer ham lidt bedre.

Normalt er det ellers Benjamin Thomas, der slås med Cavagna om at være den førende franske temporytter, men hans holdskifte har ikke hjulpet ham. FDJ er kendt for sit fokus på enkeltstarter, mens Cofidis er kendt for det modsatte, og tidligere i år sagde han endda, at han ikke rigtigt havde arbejdet på sin enkeltstart. Om han har gjort det i mellemtiden, ved jeg ikke, men materielskiftet er en ulempe, som vi så med hans lidt skuffende præstation i Tirreno, hvor han var markant ringere end i 2020 og 2021. Til gengæld har han generelt hævet sit niveau enormt i år, og han kommer til løbet i storform efter at have fået skovlen under Benoit Cosnefroy i puncheurterræn i Mayenne. Ved de franske mesterskaber har han vist evner over lange distancer og i Tirreno evner i fladlandet. Spørgsmålet er bare, om han kan præstere på samme niveau hos Cofidis.

Luke Durbridge er faldet gevaldigt af på den som temporytter, og det er efterhånden meget sjældent, at han hiver en af sine kaniner op af hatten. Spørgsmålet er, om det sker nu. Som bekendt er BikeExchange i gang med at levere årets tempomirakel med deres nye materiel og målrettede fokus, og resultaterne har været åbenlyse for mange af deres ryttere, mest markant selvfølgelig Simon Yates og Matteo Sobrero, der begge vandt i Giroen. Man kunne desværre ikke se det samme med Durbridge, der blev slået større end vanligt af Rohan Dennis ved mesterskaberne og blot blev nr. 17 i Paris-Nice. Hans sidste top 10 på en europæisk enkeltstart liger helt tilbage i 2019, hvor han blev nr. 4 i England i et skrapt felt, og derfor skal vi nok dæmpe forventningerne. Vi har bare lært, at vi i år skal vente os de vilde overraskelser fra hans australske hold.

I gamle dage havde Michal Kwiatkowski stået højt på denne liste, men polakkens tempoevner er aftagende. Det er også sjældent, at han kører fuld gas, men når han gør, er resultaterne ikke som i gamle dage. I år blev han dog nr. 17 i UAE Tour, hvor han grundet covid var i helt håbløs form, og sidste år blev han trods alt også nr. 5 i Polen og nr. 11 i dette løb. I dag så han endda ud til at være i bedre form, end han har fået for vane at være det i Dauphiné, og derfor kan der måske være håb for, at vi i morgen kan se lidt af de evner, der tidligere har givet ham en 4. plads til VM, også selvom ruten ikke er ideel.

Thibault Guernalec synes i år at have taget næste skridt. Han skuffede i Tirreno, men i Algarve og Besseges gjorde han det bedre end ventet. Særligt enkeltstarten i Algarve var opløftende, fordi det også var over 32 km, dog i mere kuperet terræn. Tidligere har han ellers haft lidt problemer med at brænde sammen undervejs, men nu tyder noget på, at han kan disponere bedre. Han er til gengæld også meget svingende, og det gælder også for hans generelle niveau. Han har ikke kørt mange løb på det sidste, og derfor aner vi ikke, hvor han står formmæssigt, hvilket gør ham til et meget usikkert kort.

Det bliver også meget interessant at se Jannik Steimle . Tyskeren kører fremragende prologer, og evner på den store scene har han også, som vi så med 7. pladsen i Schweiz sidste år. Hans eneste lange enkeltstart var imidlertid en skuffelse, da han i Vueltaen i 2020 bare blev nr. 14, og distancen er næppe til hans fordel. Det er terrænet til gengæld, og da han har kørt overraskende få enkeltstarter som professionel, er han lidt et wildcard, der kan gå begge veje. Hans klatring i dette løb har dog været god, og det tyder på, at han i hvert fald er i form, selvom han så lidende ud i dag.

Får Steven Kruijswijk lov at køre igennem? Også det er nok tvivlsomt, men hvis han gør, er han ganske spændende. Han er faldet slemt af på den, men enkeltstarter kan han stadig køre. Sidste år blev han nr. 5 i Catalonien og nr. 8 i Vueltaen, men han blev blot nr. 19 i dette løb. I det hele taget var der også mange knap så gode præstationer, selvom når han gav den gas, og selvom han elsker distancen, er terrænet her heller ikke til hans fordel. Hans 5. plads på bjergenkeltstarten i Romandiet, der slet ikke kan bruges til noget i denne sammenhæng, vidner om, at han fortsat er en ganske god rytter, og derfor kan det med ham gå begge veje, som det er gjort på alle hans enkeltstarter på det sidste.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Vidunderbørnenes hovedroller og veteranernes biroller

Der har ikke været meget at råbe hurra for hos Tao Geoghegan Hart det seneste halvandet år, men faktisk var der et lille lyspunkt i Tirreno, hvor han blev en flot nr. 14 på en flad tonserrute som denne. Vi kom ned på jorden igen i Baskerlandet, hvor ruten ellers burde have passet ham bedre, men Tirreno-resultatet giver håb. Han er ikke alt for velbeskrevet over lange distancer, men faktisk kom hans bedste enkeltstart med en 3. plads over næsten 35 km i Californien i 2018. I dag så han meget bedre ud, end jeg havde ventet, og det giver håb for, at han vil gøre det godt i morgen.

En spændende ung italiener er Samuele Battistella . Enkeltstart har han aldrig kunnet køre, før han nærmest sensationelt blev nr. 4 på prologen i Provence. Siden kom vi ned på jorden med en beskeden 16. plads i Algarve, og det er nok lidt bekymrende. Umiddelbart skulle man nemlig mene, at den korte distance i Provence passede ham bedre end de 32 km i Portugal, og denne enkeltstart kunne meget vel være for lang. Til gengæld minder terrænet om det, vi havde i Provence, og han lignede i foråret en mand, der måske kunne blive den næste til at ride videre på Astanas magiske tempomirakel.

Jeg glæder mig meget til at se Antonio Tiberi. Den tidligere juniorverdensmester har haft lidt svært ved at brage ind på den professionelle scene, men hans resultater er hæderlige. Han blev nr. 9 i Luxembourg, nr. 10 i Besseges, nr. 19 på prologen og nr. 17 på bjergenkeltstarten i Romandiet. Mange af enkeltstarterne er kørt i nogle af hans mange formsvage perioder, men selvom han tabte lidt terræn i dag, er han langt bedre, end vi oftest ser ham. Han har til gode at køre en flad tonserenkeltstart som denne, og det er nok for fladt til, at han for alvor kan være med fremme, men i morgen får vi en bedre ide om potentialet som klassisk tempospecialist.

Så er der Stefan de Bod. Grundreglen er jo, at han kun kører gode enkeltstarter i UAE Tour, men han har sin flotte top 10 fra Catalonien sidste år som bevis på, at han godt kan præstere i Europa. I år har hans europæiske enkeltstarter alle været sløje, men måske er der håb at finde i, at det denne gang er helt fladt, for det er netop på flade ruter, at han har excelleret i den arabiske ørken. Formen synes også ganske fin efter en pæn præstation i dag, og man skal som bekendt altid regne med, at Astana leverer et godt resultat på enhver enkeltstart, efter at de har indledte deres tempomirakel.

Jeg er også lidt spændt på Harry Sweeny. Australieren kørte nogle flotte enkeltstarter sidste år, ikke mindst med 18. pladsen i Touren og 8. pladsen i Luxembourg. Han blev også nr. 25 i dette løb på en rute, der var alt for kuperet. I år har han været i forfærdelig form gennem hele sæsonen, men nu tyder noget på, at der er lidt mere hul igennem. Det er klart, at han ikke vinder, men lad os se, om han med lidt form endelig kan bygge videre på sidste års takter. Ruten burde i hvert fald passe ham.

En anden spændende rytter er Owain Doull . Briten begyndte hos Ineos at køre gode enkeltstarter med flere flotte resultater, men i starten af sæsonen skuffede han. Hans 1. etape i Giroen var dog bedre, og det kan give håb for ham også i en EF-trøje. Distancen er nok en ulempe, men til gengæld burde terrænet passe ham ganske glimrende.

Endelig er der Andrey Amador . Costaricaneren kører stort set aldrig igennem på sine enkeltstarter, men måske vil han gøre det i morgen, da Ineos ikke er her med helt så store ambitioner, som de plejer. Han viste, at han stadig har visse tempoevner, da han sidste år blev nr. 14 i Romandiet, og vi ved, at hans motor passer meget bedre til lange distancer som disse. I sin storhedstid kørte han nogle fremragende længere enkeltstarter i Giroen, og måske kan vi se lidt af det igen i morgen, selvom hans sidste absolutte topresutat på en enkeltstart ligger fire år tilbage.

Wilco Kelderman oplevede en renæssance på 2. etape i Giroen, men det handlede nok om den eksplosive karakter. Vi kom ned på jorden på 21. etape, og hans tid som tempospecialist er vist definitivt ovre. Jeg ville gerne nævne Alex Edmondson i lyset af BikeExchange-miraklet, men det var slet ikke til at se i Tirreno, og hans sidste gode enkeltstart er ældgammel. Det bliver også interessant at se, hvad Mathias Norsgaard kan på en lang og flad enkeltstart, der burde passe ham, og Mikkel Honoré har også i blandt andet Polen vist, at han kan forsvare sig på en rute som denne. Jeg glæder mig også til at se David Gaudu efter den flotte præstation i Algarve, men ruten her er nok for flad. På samme måde bliver det interessant at se fremgangen hos Ben O’Connor. Ruten passer Nils Politt, men han er aldrig med helt fremme, og vi har ikke set en gentagelse af den flotte enkeltstart, som Lukas Pöstlberger sidste år kørte i førertrøjen. Det bliver også interessant at se, hvor meget af tempoevnerne, Laurens de Plus fortsat har, mens det er ret ukendt territorium og derfor en spændende test for Juan Ayuso. Også Dries Devenyns kører af og til pæne enkelstarter, mens det til gengæld er længe siden, vi har set gode enkeltstarter fra Luis Leon Sanchez, Kamil Gradek, Dylan Teuns og Damiano Caruso - måske fordi de kører for Bahrain. Heller ikke Gorka Izagirre er længere nogen stor temporytter, og intet tyder på, at Enric Mas har genfundet sine tempoevner. Marco Brenner, Sebastien Grignard, Miguel Heidemann og Julius Johansen har ikke kørt gode enkeltstarter som professionel. Sean Quinn kørte en god prolog i Romandiet, men han har slet ikke vist tempoevner på klassiske enkeltstarter.  Chris Froome er i fremgang, men han har angiveligt ikke brugt meget tid på enkeltstarterne, der indtil nu har været meget svage, og det er længe siden, vi har set gode klassikse enkeltstarter fra Edvald Boasson Hagen, Tony Gallopin og Simon Geschke, selvom sidstnævnte kørte en god bjergenkeltstart i Romandiet. I år har vi til gengæld set gode enkeltstarter fra Fabien Doubey, formentlig grundet Totals nye og gode materiel, der har givet et klart resultat, men helt fremme vil han ikke være. Ivo Oliveira har aldrig kørt gode enkeltstarter på WorldTour-niveau, og intet tyder på, at Mark Padun kan begå sig på en enkeltstart med et felt, der ikke er så svagt, som da han choksejrede i Galicien.

BEMÆRK: Vejret kan få en afgørende rolle for udfaldet. Der uddybes ovenfor, da det er svært at sige, hvem der vil ende med at have fordel og ulempe.

Feltet.dks vinderbud: Wout van Aert

Øvrige vinderkandidater: Filippo Ganna, Primoz Roglic

Outsidere: Ethan Hayter, Remi Cavagna, Jonas Vingegaard, Mattia Cattaneo, Brandon McNulty

Jokers: Christophe Laporte, Bruno Armirail, Benjamin Thomas, Luke Durbridge, Michal Kwiatkowski, Thibault Guernalec, Jannik Steimle, Steven Kruijswijk, Tao Geoghegan Hart, Samuel Battistella, Antonio Tiberi, Owain Doull, Stefan de Bod, Harry Sweeny, Owain Doull, Andrey Amador

Starttider

Starttiderne findes under liveopdateringen.

 Livestream Criterium du Dauphiné og Tour de Suisse uden afbrydelser

 Sæt dit managerhold Tour de Suisse og vind flotte præmier