Optakt: 4. etape af Criterium du Dauphiné

STREAM CRITERIUM DU DAUPHINÉ OG TOUR DE SUISSE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

Inden ASO overtog fra den gamle ledelse, fulgte løbet et helt fast mønster, hvor der altid lå en 40-50 km lang enkeltstart om onsdagen. Siden magtskiftet har der imidlertid været plads til betydeligt flere eksperimenter, hvor det mest gennemgående træk har været, at man ligesom i Touren har skåret gevaldigt ned på enkeltstartskilometerne. Som regel har der stadig været en halvlang en af slagsen, men slet ikke med samme distance som tidligere. I 2018 var den helt usædvanligt afløst af et holdløb, men mønsteret synes at være, at den har genfundet sin plads. I hvert fald er den som i 2017, 2019, 2021 og 2022 med igen - 2020-udgaven var jo forkortet og derfor uden enkeltstart - og ligesom sidste år vender man endda delvist tilbage til fortiden. Med en distance på hele 31,1 km er der nemlig tale om den næstlængste enkeltstart, siden man i 2012 kørte 32,5 km - sidste år var distancen 800 m længere - men modsat sidste år, hvor der var tale om en flad tonserenkeltstart, skal der denne gang klatres 400 højdemeter, hvilket næppe er helt uden tanke på den enkeltstart, der venter i Touren en måneds tid senere. Højdemeterne kommer dog næsten udelukkende i form af bløde powerstigninger, og derfor vil specialisterne stadig slikke sig om munden, hvis blot ikke de er alt for tunge.

I alt skal der tilbagelægges 31,1 km mellem Cours og Belmont-de-la-Loire. Som målbyens navn antyder, ligger begge byer ganske tæt på Loire-floden, men ingen af dem ligger i selve Loire-dalen. I stedet ligger de i det kuperede område mellem Loire- og Rhone-dalene, og det mærker rytterne med det samme, når de lægger ud med at køre et kort faldende stykke mod sydvest og derefter mod nordvest op ad Col de la Croix (2,2 km, 4,7%), der har top efter 3,1 km.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Derfra går det ad en let snoet og faldende vej, der kun byder på to ganske bløde sving ned til byen Mars, hvor man drejer skarpt til højre ind på en bakke (300 m, 6,4%), på hvis top den første mellemtid tages efter 10,7 km. Efter mellemtiden kører man via en nedkørsel tilbage til hovedvejen, hvor man drejer skarpt for nu at følge den næsten helt lige og kun ganske, ganske let faldende vej mod vest ud til etapens vestligste punkt, hvor man drejer skarpt mod nordøst for at køre ad en lige og flad vej frem til anden mellemtid, som tages efter 19,7 km.

Efter mellemtiden fortsætter man mod nordøst ad en lige vej uden sving, idet det nu begynder at stige ganske let. Efter 24,1 km forlader man hovedvejen for efter dagens sidste sving at køre mod sydøst, og derfra går det over de sidste 7,0 km ad en kun ganske let snoet og stigende vej mod sydøst ind til målbyen. Det stiger hele vejen let, men bliver langsomt stejlere og stejlere, indtil man når det stejle stykke, nemlig den sidste kilometer, der dog ikke stiger med mere end 3,0% i snit. Der er som sagt ingen sving på den 5 m brede vej over de sidste 7,0 km, idet vejen kun bugter sig let, slutteligt ind på den 350 m lange opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 408 højdemeter.

Belmont-de-la-Loire har ikke tidligere i dette årtusinde været målby for et stort cykelløb.

STREAM CRITERIUM DU DAUPHINÉ OG TOUR DE SUISSE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Vejret

Efter den våde start på løbet er sommeren kommet. Onsdagen bliver en smuk dag med kun få skyer og en temperatur på 24-25 grader. Vind vil der heller ikke være meget af med blot en svag brise (5-6 km/t) fra østnordøst. Det giver sidemedvind over etapens første halvdel og derefter mod- og sidemodvind på anden halvdel, herunder med direkte modvind på opløbsstrækningen.

Analyse af 3. etape

Her kan du læse, hvordan Christophe Laporte med sin sejr på løbets 3. etape fortsatte Jumbos totaldominans ved at vinde på sin udebane.

Favoritterne

Der er ikke mange reminiscenser af det gamle Dauphiné tilbage i det løb, vi har kendt i de senere år. I gamle dage fulgte løbet en helt fast skabelon med først en prolog efterfulgt af to fladere etaper, en lang og ofte temmelig flad enkeltstart og slutteligt hele fire bjergetaper. Siden ASO overtog ansvaret er posen blevet rystet godt og grundigt, og nu om dage ved man aldrig helt, hvad der venter, når ruten præsenteres.

Enkeltstarten er som i Touren blevet henvist til en knap så betydningsfuld rolle. I 2014 kørte de bare 10,4 km alene i kamp mod uret, i 2016 var der kun en 4 km lang bjergprolog, i den forkortede coronaudgave i 2020 var der slet ingen tidskørsel, og i 2015 var enkeltstarten endda erstattet af et holdløb. Prologen er samtidig forsvundet, men i de senere år er der dog begyndt at tegne sig et mønster. Enkeltstarten er tilbage på sin fast plads om onsdagen, men nu over kortere distancer end tidligere og ofte også i mere kuperet terræn. Der er i hvert fald stor forskel på 2021-udgavens meget tekniske og kuperede rute, der var så speciel, at Alexey Lutsenko stod for en af nyere tids største enkeltstartsoverraskelser, og de 42,4 km, hvor Bert Grabsch med sit enorme gear i 2009 kørte alle klatrerne midt over.

I 2022 fik vi imidlertid en fornemmelse af, hvordan det var engang. Sidste års enkeltstart var ikke på den lange side af de 40 km, som det oftest var tilfældet tidligere, men med den længste enkeltstart siden 2012 begyndte vi os at nærme os. Samtidig var det også meget mere Grabsch- end Lutsenko-terræn, for der er virkelig ikke meget hokuspokus over den helt flade rute i Loire-dalen. End ikke 100 højdemeter kunne det blive til over en distance på 31,9 km, og det fortæller, at det var fladt, fladt og fladt.

I år er der også lidt ”fortid” over enkeltstarten. Distancen er bare 800 m kortere end sidste år, og den begynder således at genvinde lidt af den betydning, den tidligere havde. Det er også en mere klassisk enkeltstart, end vi har set det de senere år. Igen i år er den teknisk helt ukompliceret, og etapen består mest af alt af lange veje uden sving.

Forskellen er naturligvis, at der er betydeligt flere højdemeter end sidste år. 408 højdemeter over 31,1 km er ikke uvæsentligt, men man skal passe på med at overgøre betydningen. De kommer ikke som stejle stigninger, hvor klatreevner bliver en faktor. Jo, den første bakke er lidt stejlere, og her vil de lettere ryttere have en fordel, men de mange højdemeter til sidst kommer bare via lange, lige veje, der stiger med 1-2%. Først på sidste kilometer stiger den 3%. Det er naturligvis noget, der kan mærkes, og det giver da en lidt større fordel for lette folk end på helt flad vej, men det er mest af alt den form for stigning, der bare er irriterende, og hvor det går opad uden rigtigt for alvor at stige. Det er ikke her klatreevnerne bliver testet, og det er noget, man klarer i bøjlen.

Med andre ord er det en ret klassisk enkeltstart trods de mange højdemeter. Det er ikke så enkelt som sidste år, og de lettere folk vil kunne forsvare sig lidt bedre, ligesom de allertungeste vil være lidt mere op udebane, men det er stadig specialistterræn. Stort set hele etapen klares i enkeltstartspositionen, også grundet de få sving, og dermed er det aerodynamik og watt, der bliver afgørende, akkurat som det er tilfældet på en helt klassisk enkeltstart. Betydningen af klatreevner er størst på den første bakke, der har en længde og stejlhed, der ikke kan negligeres.

Vejrmæssigt bliver der heldigvis heller ingen dramatik. Det bliver en smuk dag med kun ganske svag vind, der vil være ens for alle. Det bliver således en helt fair kamp under ensartede vilkår, og med medvind på første del handler det om at bevare noget i tanken til den kedelige og stigende modvindsvej på etapens anden del.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

Sidste år var tempofeltet uhyggeligt stærkt, særligt med Filippo Ganna og Wout van Aert, men i år er det helt anderledes. Denne gang har de fleste tempostærke folk valgt Tour de Suisse - sikkert fordi der er to enkeltstarter - og derfor er det et ret tyndt felt, vi har til start. I søndags så det ud til, at der var tre potentielle vindere af denne etape, men med Ethan Hayters exit er vi nede på to, nemlig Jonas Vingegaard og Remi Cavagna.

Blandt dem vælger jeg at pege på Jonas Vingegaard. Danskeren har jo fortsat til gode at vinde en enkeltstart på WorldTouren, og faktisk har han kun vundet én enkeltstart overhovedet. Det var i det svagt besatte løb i Galicien tidligere i år, men det skyldes også, at det er ganske nyt, at han skal regnes som specialist. Det var først i Touren i 2021, at han begyndte at blande sig i toppen på flade enkeltstarter, og siden dengang har han slet ikke kørt så mange.

Billedet har også været en smule blandet. Sidste år skuffede han i Tirreno og i dette løb, hvor han blot blev nr. 7 på den flade tonserrute. Til gengæld havde han vundet Tour-enkeltstarten, hvis ikke han havde foræret sejren til Van Aert, men det var også på en svært kuperet rute sent i et etapeløb, hvor han er allerbedst. Han har stadig til gode at vise, at han kan vinde en enkeltstart som denne, hvor der ikke er ”rigtig” klatring, og hvor vi befinder os så tidligt i et etapeløb, at han endnu ikke drager fordel af sin holdbarhed.

Spørgsmålet er bare, om ikke han har taget næste skridt. Han var i hvert fald i særklasse i Galicien, og selvom det var en rute, der passede ham langt bedre end denne, og selvom vi har erfaret, at Rohan Dennis i dag slet ikke er så svær at slå, ydmygede han trods alt også William Barta, der i år er blevet genfødt. Hans kørsel i Touren var også svært, svært overbevisende, for han var altså bedre end Van Aert, der på det tidspunkt var skræmmende god - og i øvrigt også bedre end en vis Tadej Pogacar.

Kan vi overføre det direkte til denne rute? Nej, det kan vi ikke. Den passer ham meget dårligere, og vi er tidligt i løbet. Heldigvis ser det ud til, at han er kommet over den børnesygdom, der tilsagde, at han altid skuffede på den første lidt hårde dag i et etapeløb, og spørgsmålet er derfor mest af alt, om han i dag er så god, at han kan slå Cavagna på en powerenkeltstart som denne. Når man melder, at formen er, som den skal være, peger hans kørsel i Touren og Galicien på samt hans generelle overlegenhed i Baskerlandet, at et af sportens største fænomener i morgen vil vise, at han nu også kan vinde enkeltstarter af denne type.

Manden, der kan slå ham, er som sagt Remi Cavagna. Ruten passer ham perfekt, da den har distance og højdemeter på den ”powerfacon”, han elsker. Den er også for ham dejligt teknisk ukompliceret, og det er vel næsten svært at designe en rute, der passer ham bedre. Sidste år gled han ned i enkeltstartshul, men det skyldtes det grimme vinterstyrt. Først i Vueltaen var han igen formstærk, og her blev han nr. 3 bag Remco Evenepoel og Primoz Roglic. I år fik han en gigantisk skalp, da han vandt i Algarve foran navne som Stefan Küng, Ganna og Tobias Foss, og hvis han gentager den kørsel her, bliver han ikke let at slå.

Gør han så det? Han virkede bestemt ikke formstærk, da han blev sat på 1. etape, hvor hans hold havde brug for ham i jagten. Omvendt ved vi, at han er meget svingende, og den første dag efter en pause kan altid være svær. Han sagde i går, at han føler sig godt kørende, og står det til troende, kan vi vel tillade os at have forventninger. Han får i hvert fald ikke en rute, der er meget bedre end denne, og når han kan slå Küng og Ganna, skal selv Vingegaard stå tidligt op for at få skovlen under ham.

Jeg bliver overrasket, hvis ikke en af de to favoritter vinder, men skal man pege på det bedste bud på en overraskelse, kunne det være Daniel Martinez. Colombianeren har jo skuffet uafbrudt siden den flotte ardennerkampagne for mere end et år siden, men det har ikke gjaldt på enkeltstarterne. Her har han tværtimod været bedre end nogensinde. Det så vi allerede i Tour de Suisse sidste år, hvor han på en flad tonserrute blev nr. 4 bag fænomenerne Evenepoel, Geraint Thomas og Küng, og det gjaldt måske særligt i Algarve i år, hvor han blev nr. 4 bag Cavagna, Küng og Ganna, ganske vist på en mere kuperet, men stadig flad rute.

Det opløftende er, at begge resultater kom i løb, hvor han klatrede ganske elendigt. Jeg er stadig ikke overbevist om, at vi vil se den bedste Martinez i bjergene i dette løb, men det betyder tilsyneladende ikke noget for hans enkeltstart. Ruten passer ham også ganske glimrende og i hvert fald bedre end den schweiziske. Hvis han ovenikøbet - og det kan man fortsat håbe - efter pausen har fundet sit gamle niveau, kan det blive rigtigt godt.

Læs også

Optakt: 7. etape af Presidential Tour of Türkiye

Det er vel også næsten den enkeltstart, hvor jeg har haft størst forventninger til Mikkel Bjerg. Det skyldes egentlig ikke så meget ham selv, men snarere UAE. Nu har Joao Almeida selv bekræftet, at der virkelig er sket noget med materiellet i denne sæson, og det er da også ret åbenlyst. Sidste år skuffede holdet fælt i disciplinen, men i år har de været ganske ustoppelige, senest i Romandiet og Giroen. Netop i Romandiet kørte Bjerg vel sit livs enkeltstart, da han på en alt for hård rute endte som nr. 7, blandt andet i samme tid som Foss. Denne rute burde passe ham langt bedre, og faktisk ser den ganske perfekt ud. Den har den lange distance, han elsker, den er teknisk ukompliceret, og den har powerstigninger, som burde ligge til hans højreben. Frem mod Touren kan han også ventes at være i storform, og derfor vil jeg tro, at det i morgen ikke er enkeltstarten i Romandiet, jeg vil betegne som hans hidtil bedste.

Den måske helt store joker er Carlos Rodriguez. Spørgsmålet er nemlig, hvad vi skal lægge i hans vilde Vuelta-enkeltstart, hvor han blev nr. 4 bag Evenepoel, Roglic og Cavagna. Den er nemlig så meget ved siden af de andre enkeltstarter, han har kørt, at han skal bekræfte, at det vitterligt er hans niveau. Det er der til gengæld også en god chance for. Han er som bekendt et stortalent, og efter at Ineos har fået fingrene i ham, virker det sandsynligt, at også han har lært at køre enkeltstart, som det skete for Pogacar, Vingegaard og senest også Juan Ayuso. Ruten passer ham endda endnu bedre, end den gjorde i det spanske fladland, men det skaber til gengæld lidt usikkerhed, at hans form efter den lange skadespause er ukendt. Ineos lyder imidlertid fortrøstningsfulde i forhold til den ene af deres Tour-kaptajner, og hvis formen er i top, kan vi vel godt vente os, at vi efter i morgen for alvor skal til at regne ham som specialist.

En mand, der altid har været specialist, er Nelson Oliveira . Det så imidlertid ud til, at han havde toppet som temporytter, men jeg skal love for, at han er kommet tilbage. Sidste år blev han nr. 8 til VM, og senest blev han nr. 4 i Romandiet på en rute, der burde være for hård. Denne passer ham langt, langt bedre, for den har den distance, hans dieselmotor elsker, den er teknisk ukompliceret, og den har powerstigninger, som passer en mand, der i år har klatret chokerende godt. Til gengæld viste hans enkeltstart i Vueltaen sidste år, at man fortsat ikke kan regne med ham, og han har altså desværre stadig for mange gange, hvor han underpræsterer markant. Hvis til gengæld han kører som til VM eller i Romandiet, er der i dette felt ikke mange, der slår ham over denne distance.

Hvad så med Fred Wright? Han er pokkers svær at læse, for heller ikke han er stabil. Sidste år blev han nr. 2 til Commonwealth Games og ikke mindst nr. 8 på en Tour-rute, der for en fyr som ham var meget hård. Til gengæld floppede han fælt i Vueltaen, hvor han endda var i storform. Vi aner altså ikke, hvad vi skal forvente, og efter et lidt skuffende forår er hans form også ukendt, da de første dage ikke har gjort os meget klogere. Ruten burde til gengæld passe ham bedre, end den gjorde i Touren, hvor han viste evner over lange distancer, og faktisk passer den vel ganske perfekt til en type som ham. Det kan derfor blive rigtigt godt, hvis han kører, som han gjorde i Touren - særligt med den klare fremgang på materiellet, som Bahrain har leveret i år - men kører han som i Vueltaen, kommer han ikke langt.

En af de mest spændende ryttere er Matteo Jorgenson. Han har aldrig været temporytter, men sidste år viste han tegn på fremgang, da han blev nr. 11 i dette løb. Det tog han til et helt, helt nyt niveau med 2. pladsen i Romandiet. Spørgsmålet er så, hvad vi kan oversætte det til på denne rute, der ikke har samme vanskelige stigning. Den passer ham i hvert fald dårligere, men kombinerer man sidste års 11. plads på en helt flad rute med den enorme fremgang, han generelt har haft i år, lugter det, at han vil bevise, at Romandiet ikke bare var en undtagelse. Det skaber desværre lidt usikkerhed, at han styrtede i dag. Movistar melder, at han har slået hoften og albuen, men at der ventes positiv udvikling de kommende dage. Ideelt er det i hvert fald ikke, og derfor risikerer han at underpræstere.

Jeg er også meget spændt på Adam Yates. Også han lukrerer voldsomt på UAEs kraftigt forbedrede materiel, og det så vi med hans 3. plads i Romandiet. Det var imidlertid også en rute, der passede ham perfekt, og da han kørte på en powerrute i Tirreno, floppede han til gengæld fælt. Han er bedst over kortere distancer og på mere tekniske ruter, hvor bakkerne er reelle og ikke bare powerstigninger, og derfor kan jeg have min bekymring for, om dette er nogen god rute for ham. Det er bare svært at komme udenom, at det så uhyre overbevisende ud i Romandiet, og i år synes man altid at skulle vente sig det bedste af UAE på enkeltstarterne.

Af præcis samme grund nævner jeg Felix Grossschartner. Østrigeren har generelt været meget svingende på enkeltstarter, men han har kørt nogle meget flotte af slagsen, blandt andet med en 4. plads i Paris-Nice, en 7. plads i Vueltaen og senest en 7. plads i Schweiz sidste år. Sidstnævnte er opløftende, for den kom på et tidspunkt, hvor han kørte ganske skidt, selvom netop Schweiz var en lille renæssance, og det har han også gjort gennem hele sæsonen, som vel nærmest har været en katastrofe. Det synes imidlertid ikke at udelukke en god enkeltstart, særligt ikke nu hvor man må tro, at han har trænet intenst frem mod Touren. Den eneste grund til den høje rangering er imidlertid skiftet til UAE og de mirakler, de har udvirket i år.

Hvilke forventninger kan vi have til Julian Alaphilippe? Gårsdagens resultat var opløftende, men som jeg også skrev i analysen, skal vi passe på med at overfortolke en spurtsejr. I forvejen er hans enkeltstartsresultater af svingende kvalitet, og denne rute passer ham dårligt. Da han vandt i Touren, var det på en teknisk og eksplosiv rute, der passede ham som fod i hose, men her taler vi om en powerrute, hvor han slet ikke får glæde af sine spidskompetencer. Det er i hvert fald ikke på denne rute, han vinder, men han viste trods alt i Touren i 2021, hvor han kørte i top 20 på to flade enkeltstarter, at han ikke er ringe på mere klassiske ruter heller. Til gengæld har vi også i Tirreno set, at han bestemt ikke er god på de rene powerruter, og jeg tror, at der er lidt for meget power i denne rute - særligt når vi stadig ikke rigtigt aner, hvor han står efter sin lange og svære krise.

Jeg rangerer Dylan van Baarle her, men det er nok mere på potentiale end på forventning. Også hans enkeltstarter er nemlig meget svingende, og man ved aldrig helt, hvad man får. Hans form er også usikker, for selvom han kommer fra højderne, skal vi ikke glemme, at han havde et meget grimt styrt i Roubaix. Han har også arbejdet meget de første to dage, og der er en ganske stor risiko for, at han skal spare sig. Omvendt er Jumbo faktisk gode til at lade deres hjælpere køre igennem, og det er derfor langt fra sikkert, at han holder igen. Sidste år blev han blandt andet nr. 15 i Touren og nr. 10 i Schweiz, og det vidner om, at en god Van Baarle kommer langt i dette felt, særligt over denne distance og i dette terræn. Til gengæld vidner eksempelvis også hans 21. plads i Vueltaen om, at det kan gå ham ganske ilde, for her var feltet meget svagt. Det kan altså gå begge veje - og jeg hælder nok mest til, at han sparer sig, da der venter ham meget arbejde de kommende dage.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

En anden joker er Lawson Craddock. Jeg tror ikke meget på ham, for i de seneste sæsoner har hans enkeltstarter været pauvre. Faktisk er han en af de få, der ikke rigtigt har været en del af Jayco-miraklet, for i deres supersæson i 2022 skuffede han næsten alle gange. Pludselig blev han imidlertid nr. 6 i Vueltaen, og en tilsvarende præstation her bør i dette felt føre langt, særligt på denne rute, der i forhold til distance og terræn burde være ideel. Han kørte katastrofale enkeltstarter først på året, men her var han også uhyre formsvag. Hvor han står formmæssigt nu, er meget svært at sige, for vi har ikke set nogen god Craddock siden efteråret. Derfor ender det med nogen sandsynlighed galt, men han har potentiale til at komme langt, hvis han rammer en Vuelta-dag.

Så er der naturligvis Christophe Laporte. Vi ved, at han får lov at køre igennem, men hvad kan det række til? Han er jo en god temporytter, men kun over korte distancer. Han har i et meget svagt felt vundet en enkeltstart over 23 km i Poitou-Charentes, men ellers er alle hans gode resultater over distancer på højst 15 km, måske mest markant med en 7. plads i Paris-Nice over 14,4 km. I sidste års Paris-Nice var han på en tilsvarende enkeltstart i fremragende form og i førertrøjen, men han blev ”kun” nr. 11, hvilket vidner om, at han altså ikke er en tempogigant. Ved de franske mesterskaber er han aldrig blevet mere end nr. 5, hvilket igen siger lidt om problemerne med distancen, men dem har han heller ikke kørt som Jumbo-rytter. Jeg er ikke alt for optimistisk på hans vegne, men med den udvikling, han har gennemgået, tør jeg ikke udelukke, at han brager en suveræn enkeltstart af.

Kan vi tillade os at have forventninger til Enric Mas? Det har jo været sløjt med enkeltstarterne på det sidste, men sidste år var det meget bedre. Han kørte blandt andet meget stærkt i dette løb, men gik desværre ned til sidst. I Vueltaen bekræftede han comebacket med en 10. plads, og man kan vel godt drømme om, at det er bedre nu. I hvert fald har Jorgenson, Oliveira og Barta vist, at Movistar gør det fremragende i disciplinen i år, og Mas selv gjorde det også godt i Tirreno på en rute, der passede ham helt elendigt. Denne passer ham betydeligt bedre, både i forhold til distance og terræn, og vi skal ikke glemme, at vi taler om en mand, der altså engang er blevet nr. 4 på en Tour-enkeltstart. Som led i sin generelle genrejsning kan man derfor håbe, at han i morgen tager næste skridt mod at genfinde det niveau.

Jeg er ret spændt på Richard Carapaz . Sidste år gjorde han enorme fremskridt med to efter hans standard meget flotte enkeltstarter i Giroen. Nu er han så skiftet til EF, og selvom de har en god tempohistorik, er det svært at tro, at han er blevet bedre af at skifte fra Ineos. Ruten passer ham heller ikke så godt, som de gjorde det i Giroen, og selvom han har vist, at han er tilbage i form, efterlader tirsdagens løb mig stadig med en fornemmelse af, at han mangler meget. Jeg synes dog også, at hans kørsel i Giroen var så flot, at der bestemt er potentiale til, at han kan køre endnu en fornem enkeltstart i morgen.

Lidt af det samme kan siges om Ben O’Connor. Tidligere havde jeg ikke drømt om at nævne ham, men sidste år blev han altså nr. 12 i Vueltaen og nr. 14 i dette løb. Det var endda på helt flade ruter, og han burde være langt mere komfortabel på denne rute, der også igen har en distance, der passer hans dieselmotor. Omvendt har han en del at bevise efter et forår, som har været meget skuffende, men heldigvis har der også delvist været en god forklaring i form af hans sygdom i februar og marts. Han plejer at komme stærkt ud til dette løb, og hvis han kunne blive nr. 14 på en flad rute i et stærkere felt, kan man vel godt tillade sig at tro på en god dag for australieren.

Rune Herregodts er svær at blive klog på. Hans resultater pæne, men bestemt ikke prangende. Det er imidlertid også hans første år på WorldTouren, og han har indtil nu kun kørt én enkeltstart i år. Det blev til en fornem 10. plads i skrapt selskab. Det var heldigvis også over en relativt lang distance, hvor han ellers ikke for alvor har bevist sig, selvom han blev nr. 4 ved de belgiske mesterskaber sidste år. Indtil nu har han haft det svært, når han har været til start ved EM, men senest i søndags så vi også, at han er blevet meget stærkere og i hvert fald er i fremragende form. Ruten burde også passe fint til en alsidig fyr som ham, og selvom han vil have en ulempe på materiel, står han i hvert fald stærkere hos sit nye hold end hos det gamle. Helt fremme vil han ikke være, men Algarve fortæller, at han bør gøre det godt.

En anden interessant rytter er Nils Politt. Det er nemlig ikke kun UAE, der imponerer i år. Det gør også Boa, der synes at have hævet deres standard ganske markant, og det var endda Politt selv, der skød festen i gang med sin 9. plads i Algarve i et meget stærkt felt - i øvrigt i samme tid som Herregodts. Det vidner om, at han bør komme langt i dette svagere felt, men jeg kan være lidt bekymret for rutens beskaffenhed. Nok er det ikke svære stigninger, men det er alligevel ganske mange højdemeter for en mand, der er tungere end mine øvrige favoritter. Omvendt var Algarve-ruten bestemt heller ikke flad, og distancen her passer ham i hvert fald. Vi taler om nogle powerstigninger, hvor han nok burde kunne være med.

Så er der hovedpinen, Benjamin Thomas. Jeg rangerer ham her, men det er bestemt ikke med nogen stor tro. Alle hans engang så gode tempoevner forsvandt jo med skiftet til Cofidis, og sidste år, hvor han ellers generelt var fremragende, blev han eksempelvis blot nr. 31 i dette løb. Det franske hold har imidlertid fået nyt materiel i år, og noget tyder på, at det har hjulpet. I hvert fald vandt i Dunkerque, og så er spørgsmålet, hvad vi skal lægge i det. Han slog jo Kasper Asgreen, men det stod også klart, at danskeren var langt fra sin form, og med al respekt for Niklas Larsen, der endte som nr. 2, er det en anden kaliber af modstand, han er oppe mod her. Det skaber også bekymring, at han floppede fælt på 1. etape, hvor han skulle have hjulpet Axel Zingle, og det kommer i en sæson, hvor det kun er i Dunkerque, han ikke har skuffet. Han meldte også uden grund afbud til Mayenne, hvilket kunne tilsige, at han har haft et eller andet problem. Sejren i Dunkerque giver et håb, men jeg er bange for både formen og for, at baggrunden var for billig.

Så er der den tidligere specialist Jonathan Castroviejo . Han er i år begyndt at køre bedre enkeltstarter igen, men han er stadig langt fra sit gamle niveau. Han blev nr. 12 i Algarve og nr. 13 i Romandiet, og det siger vel meget godt, hvad vi nogenlunde kan håbe på, også i dette felt. Ruten passer ham vel også ganske fornuftigt, og det er i dag i hvert fald en klar fordel, at den ikke er flad. Til gengæld er det også lidt usikkert, om Ineos giver ham lov til at køre igennem, for de har som bekendt for vane at bede deres hjælpere spare sig. Omvendt er det ikke dem, der ventes at skulle kontrollere de kommende dage, og derfor tror jeg, at han får lov, hvis han altså vil.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

En anden Ineos-rytter er Omar Fraile. I 2021 var han jo en del af Astana-miraklet, hvilket blandt andet gav en 14. plads på en Tour-enkeltstart. Siden er han skiftet til Ineos, og det har næppe gjort ham ringere. I 2022 var han milevidt fra sit niveau, men i år har han været sig selv igen. For ham gælder også, at der er en stor chance for, at han sparer sig - og for en type som ham er chancen endnu større - men kører han igennem, vil jeg tro, at han i denne fine sæson kan vise lidt af de takter, vi så i 2021.

Endelig er der to DSM-drenge i form af Max Poole og Marco Brenner. Poole havde ingen tempohistorik, da han chokerede med en 10. plads i Romandiet. Det var imidlertid også på en meget mere klatretung rute, og der er intet i hans resultater, der indikerer en gentagelse på denne powerrute. Omvendt er han også så unge og ubeskrevet, at han sagtens kan overraske igen, og DSM har i hvert fald gjort det fint på enkeltstarter i år. Det har Brenner således også. Han blev nr. 12 i Romandiet og senest nr. 9 på bjergprologen i Norge. Hans bedste resultat var dog den overraskende top 5 på den hårde enkeltstart i Polen sidste år, men det er også væsentligt, at han endnu ikke har kørt en god enkeltstart på en fladere rute som denne eller på en distance som denne. Jeg er derfor ikke alt for optimistisk, men hans resultater er alligevel så opløftende, at man godt kan tillade sig at håbe lidt på den tidligere viceeuropamester hos juniorerne.

Jeg er ret spændt på Jai Hindley , der bekræftede sin fremgang i Tirreno, og som burde kunne drage fordel af Boras forbedringer, men med tanke på det, vi senest så i Vueltaen, skal vi måske alligevel dæmpe forventningerne lidt.  Jeg ville også gerne nævne David De La Cruz , men selvom der var glimt af en genskabelse af Astana-miraklet i Giroen, har han været så skidt kørende så længe, at jeg ikke for alvor tror på ham. Det samme kan siges om Pierre Latour, der stadig synes at være en skygge af sig selv. Det er også lidt for længe siden, vi har set en god enkeltstart fra Harry Sweeny, der dog virker relativt velkørende. Luke Durbridge hev sidste år en af sine pludselige kaniner op af hatten i dette løb for et år siden, hvor han slog Vingegaard og blev nr. 6, men dem så vi slet ikke i Vueltaen, og jeg tror, at denne rute er for hård. Ben Turner, der styrtede i dag, kørte en uventet god enkeltstart i Besseges, men intet tyder på, at han er god på en mere klassisk rute som denne, og efter at have set Ethan Vernon på en mellemlang enkeltstart i Dunkerque tror jeg, at denne bliver for lang og kuperet, selvom det jo gik ham fint i det løb. Romandiet viste vel, at vi ikke skal have store forventninger til Jason Osborne på dette niveau, og Anthony Perez synes ikke at have formen til at køre en af de gode enkeltstarter, han af og til kører. Nathan Van Hooydonck er ikke en ringe temporytter, men jeg har svært ved at se ham gå efter et resultat, og jeg tror også, at ruten er lidt for hård for Owain Doull og Kamil Gradek. Victor Campenaerts har fjernet fokus fra disciplinen og har ingen ambitioner i morgen, og det er også længe, længe siden, Thomas De Gendt har kørt en god enkeltstart. Vi så i Romandiet, at vi nok ikke skal forvente, at Rafal Majka rider med på UAE-miraklet, og Ivo Oliveira har kørt gode internationale enkeltstarter over denne distance. Oscar Onley gjorde det pænt i Algarve og Romandiet, men ikke godt nok, og trods overraskelsen i Tirreno skal vi næppe vente os, at Giulio Ciccone pludselig er tempospecialist, hvad David Gaudu fortsat ikke er. Anthony Delaplace er formstærk, men potentialet i dette selskab har grænser, og trods glimt af fordums styrke er Andrey Amador ikke, hvad han var engang, hvad Edvald Boasson Hagen, Brent Van Moer, formsvage Rein Taaramae og Ryan Mullen heller ikke er. Dorian Godon og Mauri Vansevenant har vist fremgang i disciplinen, men ikke nok til et resultat på dette niveau, og endelig er der endnu ikke noget, der tyder på, at Tobias Johannessen eller Jack Haig har forbedret sig tilstrækkeligt i disciplinen.

OPDATERING: Ved en fejl er Egan Bernal slet ikke nævnt i det sidste "opremsningsafsnit". Det skulle han have været. Han har som temporytter været enormt svingende, men er solid på sine gode dage. Desværre tror jeg ikke, at det er det, der har haft størst fokus de seneste mange måneder, og mine forventninger er derfor små.

Feltet.dks vinderbud: Jonas Vingegaard

Øvrige vinderkandidater: Remi Cavagna, Daniel Martinez

Outsidere: Mikkel Bjerg, Carlos Rodriguez, Nelson Oliveira, Fred Wright, Matteo Jorgenson

Jokers: Adam Yates, Felix Grossschartner, Julian Alaphilippe, Dylan van Baarle, Lawson Craddock, Christophe Laporte, Enric Mas, Richard Carapaz, Ben O’Connor, Rune Herregodts, Nils Politt, Benjamin Thomas, Jonathan Castroviejo, Omar Fraile, Max Poole, Marco Brenner

Starttider

Starttiderne findes under liveopdateringen.

STREAM CRITERIUM DU DAUPHINÉ OG TOUR DE SUISSE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE