Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: 4. etape af Tour de Luxembourg

Optakt: 4. etape af Tour de Luxembourg

23. september 2023 16:16Foto: Sirotti

Ben Healy viste med et vanvittigt soloridt, at han endelig har genfundet forårsformen, og med sejr på kongeetapen tog han et vigtigt skridt mod den samlede sejr. Der er dog fortsat lang vej igen, for det er først lørdag, at løbets på papiret vigtigste etape køres, når der for tredje år i træk afvikles en ca. 25 km lang og ganske kuperet enkeltstart, der vil gøre det muligt for specialisterne at genvinde meget af den tid, de tabte i dag.

Artiklen fortsætter efter videoen.

SE TOUR DE LUXEMBOURG OG EM UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Ruten

Med sin klassiske prolog har Tour de Luxembourg i mange år haft en enkeltstart, men den har kun været 2 km lang og meget speciel. I 2021 ændredes løbets natur fuldstændigt, da man som noget helt nyt bød på en rigtig enkeltstart og det endda en lang en af slagsen på ikke færre end 25,4 km. Selvom det egentlig skævvred klassementet i et løb, der normalt afgøres på sekunder, har arrangørerne været så begejstrede for ideen, at de har genbrugt den siden dengang. Det gør de således også i år, hvor enkeltstarten er med for tredje gang, og selvom den med sine 23,9 km - sidste år kørte man 26,1 km - er en anelse kortere end hidtil, er der denne lørdag utvivlsomt lagt op til løbets klart vigtigste slag. Det sker igen på en rute, der som sidste år er relativt kuperet og stiller krav til alsidigheden hos de ryttere, der drømmer om at vinde løbet samlet.

 

Med en distance på 23,9 km er etapen som sagt en anelse kortere end de to foregående år, og den har både start og mål i Petange. Allerede efter 600 m er der en rundkørsel, efter man er kørt ad en flad mod nordvest ud gennem byen, og derefter følger to sving efter hhv. 900 m og 1600 m. Derfra går det mod nord ad en let stigende frem til et svært dobbeltsving efter 2400 m, hvorefter man kører mod nordøst af en let stigende vej og op ad en bakke (400 m, 8,2%).

 

Læs også
Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

 

På toppen drejer man efter 3700 m ind på en helt lige og let faldende vej, der leder mod nordvest frem til byen Clemency, hvor man drejer to gange i træk i byens centrum, inden man rammer en lige vej, der leder mod nordøst. Den byder først på en bakke (300 m, 4,1%) med top efter 9 km, hvorefter det falder let og bliver næsten helt fladt. Efter 10,8 km drejer man til højre for at køre mod nordøst frem til det nordligste punkt, og efter 12,6 km drejer man mod syd for at køre ad en stigende og snoet vej, hvis højeste punkt nås på toppen af en bakke (700 m, 6,3%), på hvis top mellemtiden tages efter 15,3 km.

 

Efter tidstjekket fortsætter man mod sydøst ad en let faldende vej, inden der kommer to hurtige sving efter hhv. 16,4 km og 17,0 km. Derfra fortsætter det med at falde let mod sydvest ned til byen Hautcharage, som man passerer lige igennem. I udkanten er der efter 21,1 km en rundkørsel, og derefter fortsætter det med at falde let ned mod målbyen, hvor de sidste 2 km er stort set flade. Man drejer skarpt med 1400 m og 700 m igen, hvorefter man rammer opløbsstrækningen.

 

Etapen byder på i alt 237 højdemeter.

 

Petange har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var til prologen i Fleche du Sud i 2008, hvor Marcel Wyss vandt foran Patrick Gretsch og Johan Lindgren.

 

 

 

 

SE TOUR DE LUXEMBOURG OG EM UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Vejret

Efter to meget våde dage venter der en helt anderledes behagelig weekend. Enkeltstarten vil blive afviklet i tørvejr med solskin og kun få skyer samt en temperatur på 15 grader. Vinden vil være let til jævn og aftage fra en styrke på 18 til 14 km/t i løbet af etapen. Den vil komme fra vest, hvilket giver forskellige former for sidevind på hele etapen. Til slut vil der være sidemodvind på det sidste stykke ind mod Petange, hvor der vil være næsten ren modvind over de sidste 700 m.

 

Læs også
Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

 

Favoritterne

Jeg fik skrevet, at dagens kongeetape kunne være en lille gamechanger, fordi den måske kunne gøre det muligt for nogle knap så tempostærke specialister at vinde tid inden enkeltstarten, og den ”drøm” blev til virkelighed. Dagens tidsgevinster til Ben Healy, Dylan Teuns og Marc Hirschi, der næppe havde haft mange chancer uden dagens udvikling, åbner i hvert fald løbet op for en bredere palet af ryttere.

 

Det ændrer dog ikke på, at det er enkeltstarten, der er løbets absolutte nøgleetape. Det er lidt af en forandring af løbet, at man igen lægger så lang en enkeltstart ind, som man også gjorde det i 2021 og 2022, hvor etapen viste sig næsten altafgørende. Det er den måske grundet dagens udvikling ikke i år, men den kan stadig gøre enorm skade. Man har nemlig designet en etape, der både på distance og antal højdemeter er næsten identisk med sidste års.

 

Modsat sidste år, hvor højdemeterne kom meget koncentreret på to længere bakker, findes de denne gang i et mere rullende terræn, der vil passe specialisterne bedre. Der stilles således ikke samme krav til klatreevnerne på en rute, der heller ikke synes voldsomt teknisk, men bakkerne er hårde nok til, at de tunge folk vil få det svært på en dag, hvor de lidt lettere specialister vil slikke sig om munden. Man skal i hvert fald besidde solide tempoevner, men også have et vist punch til et par småbakker, hvoraf de to er så stejle, at de også kan mærkes.

 

Desværre kan vejret måske spille en rolle. Heldigvis forsvinder de seneste dages regn, men vinden vil aftage så meget, at det kan mærkes. Der vil i alt væsentligt være sidevind på hele ruten, der er en rundstrækning, og derfor er det ikke sikkert, at det bliver altafgørende, men det kan give en fordel til de sidst startende. Jeg vil dog antage, at den er lille, og heldigvis starter favoritterne generelt også ganske sent.

 

Efter dagens udvikling har jeg gået ny favorit til denne etape. Inden løbet havde Brandon McNulty lignet en mand, der ledte efter formen, men de lovende takter fra Montreal har omsat sig i superform. Fraregner man Healy, lignede amerikaneren dagens klart stærkeste, og UAE dummede sig nok i det taktiske spil, da Hirschi angreb kontra på sin holdkammerat. Han har lidt af en opgave med at indhente det tabte til Healy, men det er ikke umuligt - i hvert fald ikke hvis han kører som til VM. Her kørte han med en 4. plads sit livs enkeltstart, da han slog blandt andre Wout van Aert, og kører han på samme niveau på denne etape, burde sejren ikke komme i fare. Til gengæld omsættes god form for McNulty ikke altid i en god enkeltstart, og bare kort inden VM kørte han en halvsløj enkeltstart i Polen. Derfor ved man aldrig helt, hvor man har ham, men efter dagens fornemme præstation ligner han etapevinderen.

 

Inden løbet havde jeg Ilan Van Wilder som favorit til denne etape, men han må se sig overhalet af McNulty. Deres styrkeforhold i dag var i hvert fald vendt rundt i forhold til det, vi så i Tyskland, men dårlig var belgieren bestemt ikke. Han var stadig en af de syv stærkeste, og det bør omsætte sig i en god enkeltstart, hvor han plejer at være mere stabil end sin amerikanske rival. Han har ikke kørt samme sublime enkeltstarter som i 2021, hvor han var fabelagtig i Romandiet og Dauphiné, men i år har hans enkeltstarter også været lidt for flade. Denne er ikke helt så kuperet og eksplosiv som dem, han kørte i 2021, men det er stadig den af årets tidskørsler, der burde passe ham bedst. Han slog McNulty på en helt flad rute i Polen, baseret på det, vi har set fra Van Wilder på flade enkeltstarter, vil jeg tro, at han har en større chance for at slå amerikaneren på denne mere kuperede rute, hvor han vil elske de eksplosive bakker.

 

McNulty var ikke alene om at gøre det til en god amerikansk fredag. Også Matteo Jorgenson fik vist, at han endelig er ved at være i form igen. Det lover godt forud for denne etape, hvor han får chancen for at bevise, at han vitterligt har forbedret sin enkeltstart. Vi så tegnene sidste år på den flade rute i Dauphiné, men de store tempogennembrud kom med 2. pladsen bag Juan Ayuso i Romandiet tidligere i år. Det var dog også en meget klatretung rute, der var betydeligt vanskeligere end denne, og vi kan næppe overføre hans schweiziske præstation direkte til denne enkeltstart. Da vi så de lovende tegn allerede sidste år i mere fladt terræn, tror jeg dog på en glimrende præstation.

 

Det har været herligt at se Søren Kragh i dette løb. Danskeren synes endelig at have fundet den form, han har ledt efter så længe. Nu er spørgsmålet så, om god form også er nok til at genfinde enkeltstarten. Den har han i år negligeret for at forfølge andre mål, og hans resultater har også været langt fra tidligere tiders standard. Både hans enkeltstart i Renewi og sidste enkeltstart i Schweiz var dog hæderlig, og det niveau fører langt i dette felt, særligt når han synes i bedre form nu. Han er også klart bedst på kuperede, eksplosive ruter, og denne kan godt minde lidt om den, der gav ham den store sejr i Paris-Nice - dog med den væsentlige mangel, at han mangler de tekniske elementer, som virkelig får ham til at udmærke sig. I gamle dage havde Kragh været den store favorit sammen med McNulty. I morgen får han chancen for at vise, at vi stadig skal regne ham som en førende temporytter.

 

Inden løbet fremhævede jeg Felix Grossschartner, men også med en bemærkning om, at hans form meget vel kunne være ved at forsvinde efter et vildt program. I dag så vi, at det er tilfældet, og det gør ham til et åbent spørgsmål forud for denne etape. En 20. plads er dog ikke noget dårligt resultat, og formsvag er han i hvert fald ikke. Vi så i Dauphiné, at han er en af de mange ryttere, der er redet med på UAE-bølgen i denne sæson, og kører han på samme niveau her, kommer han meget, meget langt. Denne mere kuperede, eksplosive rute passer ham endda bedre, som vi så med hans flotte enkeltstart i Paris-Nice for efterhånden en del år siden, men spørgsmålet er, om formen er lige så god, som den var i Dauphiné.

 

Læs også
Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

 

Det er den i hvert fald ikke for Ben O’Connor. Måske er han ikke skabt til eksplosive stigninger, men efter den flotte kørsel i Montreal havde jeg forventet mig meget mere - særligt da når det nu udviklede sig til rigtigt O’Connor-vejr. Nogen katastrofal præstation var det dog ikke, når han endte på etapens 15. plads, og derfor kan man vente sig, at han gør det fornuftigt. Han viste med sin vilde 5. plads i Dauphiné, at han har udviklet sig enormt - han slog bl.a. akkurat Grossschartner - og det var endda på en fladere rute end denne. Det er dog også hans i særklasse bedste enkeltstart, og han skal derfor bevise, at han kan levere igen på et tidspunkt, hvor formen ikke er så god, som den var dengang.

 

Kan Marc Hirschi ride med på UAE-miraklet? Det kunne han ikke i sæsonstarten, men da jeg skrev den store optakt, havde jeg faktisk glemt, at han blev nr. 13 i Renewi for et par uger siden. Det var hans livs enkeltstart på en flad tonerrute, og nu kommer han til terræn, der passer ham langt, langt bedre. Han bekræftede i dag, at formen stadig er fin, og når han for blot et par uger siden gav indikationer på, at det ikke kun er Tim Wellens, der måske har forvandlet sig til et mindre tempomonster, må man have en vis optimisme. Sandt er det dog også, at han ikke er nogen Wellens på tempocyklen og aldrig har været det, og derfor går det næppe lige så godt, men omsætter man Renewi-resultatet til dette felt og denne rute, burde han altså komme meget langt. Selv for to år siden blev han trods alt nr. 6 på enkeltstarten i dette løb, hvilket fortæller, at terrænet passer ham.

 

Inden løbet var mine forventninger til Will Barta meget små, men efter i dag er der håb. Han viste i hvert fald, at den katastrofale form, han har vise siden sommerpausen, er forbedret ganske kraftigt. Nogen Giro-form har han bestemt ikke, men den er god nok til, at han bør kunne levere et resultat. Han har i år genfundet lidt af de tempoevner, han viste hos CCC, selvom han stadig ikke har nået samme højder. Han kørte i hvert fald hæderligt på de to flade Giro-enkeltstarter, og særligt på den kuperede rute i Romandiet imponerede han. Denne rute er anderledes, men den passer ham bedre end Giro-enkeltstarterne. Spørgsmålet er så, hvor lang formen rækker lige nu.

 

Hvad kan Richard Carapaz levere på denne enkeltstart? Han bekræftede sin gode form i dag, hvor han sammen med McNulty og Archie Ryan lignede stærkeste mand på stigningen, men vi har kun set ham køre én enkeltstart for EF, og den var uhyre skuffende. Det var dog også i Dauphiné, hvor formen var ganske katastrofal og ikke på det nuværende niveau. Sidste år forbedrede han sig voldsomt hos Ineos, men kan vi regne med, at det også kan føres videre til EF. De plejer at have godt materiel, men har i år ikke imponeret på enkeltstarter. Det kan dog meget vel skyldes ryttermaterialet, for på holdløb overraskede de stort både i Paris-Nice og UAE Tour. Det giver mig en tro på, at han kan overføre fremgangen til nye omgivelser, og kører han som i Giroen sidste år, kommer han i dette felt langt på en kuperet rute som denne.

 

Så er der naturligvis Ben Healy. Ireren viste sidste år relativt lovende takter som temporytter ved EM og på prologen i Tyskland, men ser man bort fra en god enkeltstart i Coppi e Bartali i et svagt felt, har han skuffet fælt i år. Begge hans to Giro-enkeltstarter var temmelig pauvre og viste, at han i hvert fald ikke er at regne som specialist - og dengang var han endda også i topform. Det synes han heldigvis også at være tæt på at være igen, og her mødes han heldigvis af en rute, der burde passe ham langt, langt bedre. Samtidig er feltet betydeligt svagere, og kombineret med hans vilde ridt i dag giver det mig en lille tro på, at han kan vise, at han måske alligevel slet ikke er helt så svag en temporytter, som man fornemmede tidligere på sæsonen.

 

Det har været godt at se Diego Ulissi i dette løb. Veteranen viser livstegn igen, og så kan vi måske håbe på en god enkeltstart. Som temporytter har han mildt sagt været svingende med både fremragende og skuffende præstationer, men når han har imponeret - eksempelvis med 2. pladsen i Giroen i 2014 - har det typisk været på eksplosive ruter som denne. Så stærk er han ikke længere, men han gjorde de ganske hæderligt på de flade tonserruter i Giroen. Dette terræn er langt mere hans, og han bør også kunne ride lidt med på UAE-miraklet. Det får mig til at tro på en god præstation.

 

Jeg prøver at rangere Alex Kirsch her, men det er med stor usikkerhed. Nogen tempospecialist er han nemlig slet ikke, men sammen med resten af Trek har han forbedret sig meget i år. Hans enkeltstarter i Giroen var ganske pæne og fører langt i dette felt, og vi så ham også sidste år gå i top 8 på en flad enkeltstart i Belgien. Han smed et kvarter i dag, hvilket kan gøre mig lidt usikker på formen efter både Giroen og Touren, men hans kørsel i Tyskland og på 1. etape indikerer, at han ikke er helt uden form. I dag lagde han også et pres for Giulio Ciccone, inden han formentlig sparede sig til de sidste to etaper. Motivationen på hjemmebanen bør i hvert fald være stor, og ruten passer ham utvivlsomt.

 

Dette løb har været en trist, trist oplevelse for Julian Alaphilippe. De lovende takter fra Canada forsvandt som dug for solen, og så kører han næppe en af sine gode enkeltstarter på denne etape. Omvendt har hans enkeltstarter faktisk ikke været så ringe endda. Han blev nr. 14 på tonserruten i Dauphiné, og nr. 26 på den kuperede Tour-rute. Det er selvfølgelig ikke som i gamle dage, men det er nok til, at han i dette felt burde komme et stykke. Den eksplosive rute passer ham i hvert fald ganske perfekt, og hvis det nu var hans forhadte kulde og regn, der slog ham ud i dag, er han måske slet ikke så ringe endda, selvom det også så skidt ud i solskinnet på 1. etape.

 

Kan Fausto Masnada fortsætte den stille genrejsning? Efter den lange periode med uafbrudte sygdomsproblemer begynder han langsomt at ligne sig selv igen. Inden kyssesygen ramte han i 2022, viste han stor fremgang i denne disciplin med en 6. plads i Romandiet, en 11. plads i Catalonien og en 19. plads i Schweiz. Om vi kan regne med at se noget lignende nu, er nok tvivlsomt, for vi så i dag, at han stadig har lidt at vej at gå, og enkeltstartstræning har næppe været hans topprioritet. I dette felt burde hans niveau dog række relativt langt.

 

Læs også
To dobbelt-sejre til ColoQuick i weekenden

 

Da han pludselig blev nr. 4 i et ganske vist et svagt felt i Vallonien, lignede Brent Van Moer pludselig en mand, der måske kunne genfinde U23-takterne. Desværre kom vi i den grad ned på jorden i Danmark og Renewi, hvor niveauet var et andet, men særligt hans præstation i sidstnævnte var trods alt af en standard, der i dette ikke specielt prangende felt bør række nogen vej. I dag gjorde han det i hvert fald så pænt, at han fik vist, at formen er ganske fornuftig.

 

De lokale kan også heppe på Bob Jungels, men kan vi tillade os at tro på ham. Han var i nærmest katastrofal form efter pausen, men i dette løb har han heldigvis vist fremgang. Han er dog langt fra sit bedste, og det har han været konstant i denne skuffende sæson. Han blev ellers genfødt som temporytter sidste år, hvor han kørte nogle flotte enkeltstarter, der ville bringe ham i spil til sejren her, men i år er det kun 1. etape i Giroen, der var bare nogenlunde. I lyset af hans nuværende form er det svært at mobilisere nogen stor optimisme, men motivationen må være der, og i dette felt kan det vel ikke gå helt galt.

 

I gamle dage havde man jo rangeret Victor Campenaerts som det indlysende vinderbud. Nu har han imidlertid negligeret sin enkeltstart i lang, lang tid, og i år har han nærmest sat en ære i at blive allersidst. I dag smed han sit klassement langt væk, og vi fik set, at hans nylige sygdom desværre har kostet en del på formen. Derfor vil mit gæt være, at han igen ruller demonstrativt igennem for at spare sig til et ridt på sidste etape, men skulle han alligevel give den gas, skal det blive interessant at se, hvad han stadig kan. Det er et år siden, han vandt bronze - i et ikke specielt stærkt felt - ved de belgiske mesterskaber, men siden dengang har han ikke kørt én eneste enkeltstart, hvor han ikke har gjort alt ud af at vise, at han altså ikke gider køre enkeltstart længere.

 

Kan vi drømme om at se lidt livstegn i disciplinen fra Dylan Teuns? Da han var bedst kørte han af og til nogle gode enkeltstarter på kuperede og eksplosive ruter, ikke mindst da han vandt i Andalusien i 2020. Siden skiftet til israelerne og et helt andet materiel har det dog været sløjt, og da han sidste år lidt sensationelt blev nr. 10 på Tour-enkeltstarten i København, handlede det vist mest om vejret. Det er svært at se ham køre som i BMC-dagene på sit nuværende hold, men med den fine form, han viste i dag, og med en rute, der passer ham, kan det vel ikke ende i nogen katastrofe.

 

En anden rytter, der skuffede i dag, var Alex Aranburu, der slet ikke levede op til det lovende indtryk fra Canada. Nu er så spørgsmålet, om han kan genfinde de vilde tempotakter, han fandt som en del af Astana-miraklet i 2022. Her imponerede han særligt med sin 2. plads i Vueltaen på en rute, der dog både var kuperet og ikke mindst teknisk. Helt så god har han slet ikke været på mere klassiske enkeltstarter, og han har slet ikke vist de samme takter hos Movistar som hos Astana. Vi skal derfor næppe regne med et mirakel, men de takter, han viste i Schweiz, fører vel et lille stykke i dette felt.

 

Jeg er også nødt til at nævne Ion Izagirre , men jeg regner ikke med noget som helst. Baskerens gode form fra august og Canada synes helt væk, og han ligner en mand, der trænger til ferie. Vi ved dog også, at hans gode præstationer typisk kommer helt ud af det blå, og vi så i Schweiz, hvor han på 1. etape pludselig genfandt fordums tempostyrke, at der ikke nødvendigvis er en sammenhæng mellem hans klatring og hans enkeltstart. Vi ved i hvert fald, at denne slags kuperede ruter tidligere var hans spidskompetence, og han viste i Schweiz, at han godt kan præstere hos Cofidis nu, hvor materiellet er blevet bedre.

 

Man skal vel af samme nævne Magnus Cort. Danskeren er åbenlyst langt fra sit bedste, og med tanke på de enkeltstarter, han har kørt i år, er det svært at tro, at vi vil se en stor præstation på en rute, der er så hård som denne. Han genfandt tidligere tiders tempoevner med den flotte enkeltstart i Danmark, men der var han også i en helt anderledes form, end han er nu. Selv da han var i fremragende form i Giroen, var hans enkeltstarter af en helt anden standard, end vi så det sidste år, og noget tyder på, at han har tabt det niveau, han havde, da han var bedst. Når det er sagt, ville hans enkeltstarter i Giroen stadig føre relativt langt i dette felt, men med den nuværende form bliver præstationen næppe den samme.

 

Jeg er lidt spændt på Arthur Kluckers. Luxembourgeren fik en nærmest sensationel 11. plads på prologen i Romandiet, og hans 31. plads på 1. etape i Schweiz var også ganske pæn. Han skuffede til gengæld med en 11. plads i det svage felt i Poitou-Charentes, men måske han kan rejse sig her. I hvert fald var jeg meget imponeret over hans klatring i dag, og noget tyder på, at han har ramt sin bedste form til sit hjemmebaneløb. Lad os se, om han kan bekræfte de gode resultater fra Schweiz.

 

Så er der Thibault Guernalec. Franskmanden er desværre aldrig blevet til den specialist, man kunne have drømt om, og det synes kun at gå ringere og ringere. Han kørte en vild bjergenkeltstart i Giroen, men hans flade enkeltstarter var ganske skuffende. Ved de franske mesterskaber blev han kun nr. 7, og i Poitou-Charentes svage felt blev det til en beskeden 8. plads. Alligevel kan man måske tillade sig at have visse forhåbninger, for hans gode klatring i dag indikerer, at formen er ganske god.

 

Læs også
Lidl-Trek trodser styrt og vinder i dramatisk Vuelta-åbning

 

Det bliver også spændende at se, om Ewen Costiou, der så stærk ud i dag, kan fortsætte de lovende takter fra de franske mesterskaber, men vi så i Poitou-Charentes, at han altså ikke er specialist. Anthony Perez viste sine tempoevner i Poitou-Charentes, men synes i dette løb uden den store form. Jan Christen, der imponerede i dag, kørte en uventet god enkeltstart i Romandiet, men det handlede nok mest om, at den bestod af så megen klatring. Koen Bouwman viste stigende form i dag, men hans bedste enkeltstarter er efterhånden af ældre dato, og Steven Kruijswijk mangler efter sin skade nok for meget. Tim van Dijke er ikke for alvor slået igennem som temporytter, og med den nuværende form har jeg svært ved at se Kevin Geniets eller Valentin Madouas, der skuffede meget i dag, køre lige så godt som sidste år. Andrea Bagioli og Xandro Meurisse kørte stærke i Vallonien, men har ikke samme form nu, og Dries Devenyns synes også formsvag. Anthon Charmig har haft det lidt svært på enkeltstarter i år, og Alexander Kamp kan med den nuværende form næppe bygge videre på det, vi har set i år, senest i Danmark, ligesom Felix Gall med de ben, han viste i dag, næppe kører som i Touren. Hugo Houle har ikke kørt en god enkeltstart siden skiftet væk fra Astana, og Andrey Amador er faldet helt sammen som temporytter. Michael Vink har kørt gode enkeltstarter på et lavere niveau, men endnu ikke på dette niveau, og for Tiesj Benoot, Maxim Van Gils og Tobias Johannessen må det handle om at begrænse tabet. Anthony Delaplace har heller ikke kørt en god enkeltstart i nogen tid, og Ådne Holter kan ikke gentage den flotte præstation fra Norge på en klassisk enkeltstart som denne. Endelig imponerede Archie Ryan stort i dag, men selvom han kører for Jumbo og er ubeskrevet, er der intet, der tyder på, at han vil være tempostærk.

 

Feltet.dks vinderbud: Brandon McNulty

Øvrige vinderkandidater: Ilan Van Wilder, Matteo Jorgenson

Outsidere: Søren Kragh, Felix Grossschartner, Ben O’Connor, Marc Hirschi, Will Barta

Jokers: Richard Carapaz, Ben Healy, Diego Ulissi, Alex Kirsch, Julian Alaphilippe, Fausto Masnada, Brent Van Moer, Bob Jungels, Victor Campenaerts, Dylan Teuns, Alex Aranburu, Ion Izagirre, Magnus Cort, Arthur Kluckers, Thibault Guernalec

 

Starttider

Starttiderne findes under liveopdateringen.

 

SE TOUR DE LUXEMBOURG OG EM UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Brandon McNulty
Ilan Van Wilder, Matteo Jorgenson
Søren Kragh, Felix Grossschartner, Ben O’Connor, Marc Hirschi, Will Barta
Richard Carapaz, Ben Healy, Diego Ulissi, Alex Kirsch, Julian Alaphilippe, Fausto Masnada, Brent Van Moer, Bob Jungels, Victor Campenaerts, Dylan Teuns, Alex Aranburu, Ion Izagirre, Magnus Cort, Arthur Kluckers, Thibault Guernalec
Ewen Costiou, Anthony Perez, Jan Christen, Koen Bouwman, Hugo Houle, Valentin Madouas, Kevin Geniets, Steven Kruijswijk, Michael Vink, Tim van Dijke, Xandro Meurisse, Dries Devenyns, Anthony Delaplace, Tiesj Benoot, Tobias Johannessen, Maxim Van Gils, Anthon Charmig, Felix Gall, Archie Ryan
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Tour de Luxembourg
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Eschborn-Frankfurt(1.UWT) 01/05

Eschborn-Frankfurt(1.UWT) 01/05

Tour du Gévaudan Occitanie(2.NCUPJW) 04/05-05/05

Giro d'Italia(2.UWT) 04/05-26/05

Elfstedenronde Brugge(1.1) 05/05

Circuit de Wallonie(1.1) 09/05

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?