Optakt: EM – linjeløb

SE EM UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Løbets rolle og historie

I stort set alle sportsgrene afvikler det internationale forbund et VM, der udgør en af de absolut vigtigste begivenheder på kalenderen. Det forholder sig ikke anderledes i cykling, hvor den eftertragtede regnbuetrøje er en af sportens mest ikoniske symboler og er blevet båret af verdensmesteren, siden den blev indført i 1927. Modsat mange andre sportsgrene kan cykelsporten dog ikke kalde VM for årets højdepunkt - Tour de France vil altid være det ubetinget største løb - men det ligger stadig i den absolutte elite over sæsonens begivenheder.

De fleste sportsgrene har også kontinentale mesterskaber, der i prestige rangerer umiddelbart under VM. På det område er cykelsporten imidlertid anderledes. Faktisk blev de første europamesterskaber først afviklet i 1995, og også de panamerikanske, oceaniske og afrikanske mesterskaber er relativt nye begivenheder. Kun de asiatiske mesterskaber har en længere historie, men ingen af løbene har nydt nær samme prestige som i andre sportsgrene.

Læs også

Ingen slinger i valsen: De Lie gør comeback med sejr

Europamesterskaberne skiller sig endda ud fra listen. Mens de andre kontinentale mesterskaber længe har haft eliteløb, har sportens nøglekontinent kun haft løb for juniorer og U23-ryttere. På en kalender, der er nærmest overfyldt med historiske løb, har der slet ikke været plads til endnu en prestigiøs begivenhed, og derfor havde de professionelle længe ikke chancen for at bære stjernetrøjen. Ungdomsløbene har ganske vist længe været store begivenheder for de relevante ryttere, men for eliten har det været lukket land.

I de senere år har Den Europæiske Cykelunion UEC imidlertid forsøgt at ændre tingenes tilstand. De introducerede de europæiske mountainbikemesterskaber i 1989, i 2010 kom banecyklingen på programmet, og mod slutningen af 2015 kunne eliteherrerne for første gang slås om trøjen i cykelcross. I 2016 tog man så det helt store spring ved at arrangere de første landevejsløb for eliten.

Rytterne tog vel imod begivenheden, og derfor blev der tale om stor succes. Så snart planerne blev luftet og ruten i Nice blev præsenteret, var der mange, der nævnte løbet som et af efterårets store mål. Ruten i Nice var kuperet, og med et fladt VM i Qatar var det for klatrere og ardennerspecialister oplagt at gå efter EM-titlen i stedet.

Desværre kom begivenheden uheldigt fra start, da samme sommers terrorangreb i Nice tvang byen til at trække sig som arrangører bare få måneder inden starten. Heldigvis var byer i Frankrig, England og Italien alle villige til at træde til, og i sidste ende valgte UEC at flytte arrangementet til Plumelec. Det havde en stor indvirkning på ruten, der ikke længere var så kuperet som planlagt, men med en afslutning på den berømte Cote de Cadoudal, der er kendt fra GP de Plumelec og Tour de France, var der fortsat tale om et perfekt løb for puncheurs, og de samledes i stort tal i den nordfranske by til et ganske stærkt besat løb.

Derfor kunne arrangørerne næppe have ønsket sig en meget bedre modtagelse. Naturligvis har løbet ikke nær samme prestige som VM, men det lykkedes alligevel at tiltrække store navne som Peter Sagan, Julian Alaphilippe Fabio Aru, Diego Ulissi, Rui Costa, Daniel Martin, Philippe Gilbert, Daniel Moreno, Wout Poels, Sonny Colbrelli, Tiesj Benoot og Tony Gallopin. Placeringen på kalenderen var perfekt, idet det blev afviklet midt i september, hvor mange klassikerryttere var i topform efter WorldTour-klassikerne i Plouay og Canada.

I 2017 skulle der bygges videre på succesen, men det har ikke været nemt at finde en tilsvarende god placering på kalenderen. I 2016 blev VM pga. varmen i Qatar afviklet usædvanligt sent, og det skabte plads i september. Året efter fandt man en position i august to uger efter Touren, men på den tid af året er konkurrencen stor. Således afvikledes der i samme periode WorldTour-løbet Tour de Pologne og det traditionsrige Vuelta a Burgos samt Tour of Utah på den anden side af Atlanten, og en stor del af feltet hvilede fortsat ud efter Touren. Det gjorde det vanskeligere at tiltrække samme stjernebesatte felt som i 2016, og specielt var det påfaldende, at det var meget svært at overtale Tour-ryttere til at stille til start.

Danmark var udset som landet, der skulle forsøge at fastholde momentum, og det viste tydeligt, at EM helt i stil med VM vil være en begivenhed, der i forskellige år tiltrækker forskellige ryttertyper. I 2016 var der således tale om et løb for puncheurs, men i 2017 betød den helt flade rute i Herning, at det var umuligt at undgå en massespurt. På samme måde er det tanken, at forskellige værtsbyer skal give alle feltets ryttere mulighed for at blive europamester på et tidspunkt i karrieren, og det blev synliggjort i 2018, hvor det var stærke sprintere og brostensspecialister, der kæmpede om titlen i Skotland, mens sprinterne i 2019 atter godtede sig ved udsigten til et fladt løb i hollandske Alkmaar. Klassikerrytterne og de stærke sprintere var atter på banen i 2020 i Plouay, og i 2021 gav den meget hårde rute i Trento en blanding af klatrere og ardennertyper chancen. I 2022 kom sprinterne så atter til fadet på en helt flad rute i München.

Løbet i 2018 var specielt, da UEC havde taget endnu et skridt i et forsøg på at styrke opmærksomheden. Organisationen var nemlig gået sammen med de europæiske forbund inden for svømning, triatlon, roning, golf og gymnastik om at arrangere ét stort fælles europæisk mesterskab på samme sted. Det betød ganske vist, at der ikke var plads til ungdomsrækkerne, som derfor afviklede deres egne separate mesterskaber tidligere på året, men tanken var, at samling af flere sportsgrene - inden for cykelsporten var også banecykling, mountainbike og BMX på programmet - skulle booste begivenheden og give den større prestige. Glasgow fik æren af at være den første vært for det fælles arrangement, der afvikledes over 10 dage med hele 800 atleter. Den model anvendes dog kun hvert fjerde år, men fandt sted for anden gang i 2022, hvor München var vært for showet.

Om det var dette initiativ, ruten eller det forhold, at Alexander Kristoff igennem et år havde givet stjernetrøjen meget mere synlighed, efter at Sagan i sin tid som europamester holdt den gemt under sin regnbuetrøje, skal vi lade være usagt, men faktum er i hvert fald, at feltet i Glasgow var betydeligt stærkere, end det var i Herning i 2017. Både enkeltstarterne og landevejsløbene tiltrak en stribe ganske store navne, og selvom der var en del konflikter med holdene, der nødigt ville give rytterne fri i en periode, hvor der afvikledes to store WorldTour-løb, Tour de Pologne og BinckBank Tour, som appellerede til samme ryttertyper, var mange store navne meget interesserede i at deltage. Det samme gjaldt i 2019, og selv i 2020, hvor coronakaosset betød, at løbet afvikledes få dage inden Touren og dermed forhindrede næsten hele Tour-feltet i at møde op, var startlisten fornem. Trods den vanskelige placering i august, hvor antallet af konkurrerende løb altid er meget stort, har trøjen og mesterskabet tydeligvis allerede en vis prestige. Også i 2021, hvor OL tvang løbet tilbage til september, hvor det nærmest blev VM-opvarmning, var interessen så pæn, at der vel var tale om det stærkeste besatte EM, vi har set, og i 2022, hvor løbet atter blev afviklet i august, var der ikke mange europæiske topsprintere, der manglede.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

I år er løbet tilbage i september, da VM ganske usædvanligt overtog pladsen i begyndelsen af august. I stedet har EM fået den plads, VM normalt besidder, og det har ikke svækket feltet. Kalenderen er nemlig ikke mærkbart forandret i denne ellers helt særlige sæson, og det betyder, at der i samme uge afvikles langt færre konkurrerende løb, end der typisk gør i august. Da der samtidig i en sæson uden VM er ganske få løb at satse på for de lidt tungere ryttere, og da løbet i det hollandske fladland appellerer til en blanding af brostenstyper og stærke sprintere, kan arrangørerne ikke brokke sig over det antal topnavne, der er rejst til Holland. Det må i hvert fald regnes som lidt af et scoop, at Wout van Aert har gjort løbet til efterårets store mål, og selvom hollænderne utvivlsomt havde ønsket at se Mathieu van der Poel optræde på hjemmebane i regnbuetrøjen, kan de stadig præsentere nogle af de førende ryttere til denne slags løb i form af Mads Pedersen, Arnaud De Lie, Filippo Ganna, Olav Kooij, Axel Zingle, Arnaud Demare og Matteo Trentin.

Sidste år blev løbet som sagt afviklet som en del af det store fælles-EM i München, hvor arrangørerne ikke følte sig ansporet til at gøre brug af de sydtyske bakker. I stedet designede de et helt udpræget sprinter-EM, der i vidt omfang blev afviklet på en flad rundstrækning i byens centrum, og derfor blev det ikke det mest begivenhedsrige løb. Det blev nemlig ganske naturligt et stort mål for det store flertal af europæiske topsprintere, og derfor satsede alle de store nationer på den massespurt, der blev det helt naturlige udkomme. Her var der særligt lagt op til en duel mellem Fabio Jakobsen og Tim Merlier, og selvom belgieren blev sat smukt i scene af Bert van Lerberghe, måtte han se sig slået af sin senere holdkammerat, der sikrede sig et år i stjernetrøjen. Faktisk måtte han endda nøjes med bronze, da også Arnaud Demare kom forbi. Årets rute i Holland er hårdere og appellerer i mindre grad til rene sprintere som Jakobsen og Merlier, der derfor ikke deltager denne gang, men en holdbar sprinter som Demare kan sagtens være med, og derfor bliver franskmanden eneste genganger fra det seneste podium.

SE EM UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

I 2016 blev løbet som bekendt afviklet i Plumelec, og det betød, at rytterne blev testet på en ganske kuperet rute, der blandt andet bød på den omtalte afslutning på den berømte Cote de Cadoudal-stigning, hvor de eksplosive puncheurs kom til fadet. Den slags udfordringer havde man ikke i 2017. Herning er flad som en pandekage, og arrangørerne havde designet en rute, der ikke kunne været meget nemmere, og der var i den grad tale om rent guf for sprinterne. Til gengæld var der flere udfordringer i 2018-løbet i Glasgow, hvor en stribe mindre bakker samt regnvejr betød, at løbet mest havde mindelser om en flamsk klassiker, inden hollandske Alkmaar i 2019 bød på endnu et fladbaneløb, hvor vinden dog viste sig at skulle spille en afgørende rolle.

I 2020 var det de stærke sprintere, der trivedes på rundstrækningen fra Bretagne Classic, der blev rammen om en reduceret massespurt, og i 2021 var det for første gang ardennerspecialister og klatrere, der dystede på den hårde rute i Trento. Kontrasten til løbet i München var derfor stor, for sidste år arrangerede man for tredje gang helt udpræget sprinter-EM På den baggrund kan de første syv udgaver af løbet siges at have tiltalt i hvert fald flere forskellige ryttertyper.

I år er begivenheden for anden gang henlagt til den hollandske Drenthe-provins, og det plejer at få enhver sprinter til at slikke sig om munden, som det gjorde, da løbet senest var forbi i 2019 i byen Alkmaar. Man skal nemlig have luppen frem for at finde bakker i et af Europas fladeste områder, og derfor havde det væet naturligt at arrangere det fjerde sprinter-EM ud af otte mulige.

Så enkelt er det imidlertid ikke. I cykelmæssig forstand er områdets allerede blevet den kunstige bakke, Vamberg, der er et fast element i det hollandske forårsløb Ronde van Drenthe, og som blev brugt til de hollandske mesterskaber i 2020, 2021 og 2022. Området omkring den lille knold forsøger at markedsføre sig som cykelmekka - der skal nemlig ikke meget terræn til for at skille sig ud i et område, der bare er fladt, fladt og fladt - og derfor kan det ikke undre, at man lagde billet ind på EM efter tre år med de nationale mesterskaber.

Den plan blev til virkelighed, og derfor får vi ikke det pandekageflade løb, man kunne have ventet. At kalde det et bjergløb vil til gengæld også være en gedigen overraskelse, for ser man bort fra de syv ture op ad den 600 m lange knold, er løbet naturligvis så fladt som alle løb i Drenthe naturligt vil være. Der kan da også kun bydes på 676 højdemeter, men da målstregen er placeret på en 300 m lange bakke umiddelbart efter selve Vamberg, sikrer selve finalen, at det bestemt ikke er et klassisk sprinterløb, selvom det meste af løbet er fladt som en pandekage.

Ruten er designet, som de fleste mesterskabsløb efterhånden er det. I gamle dage var de næsten altid rene rundstrækningsløb, men nu om dage består den slags løb ofte af en indledende strækning, der gør det muligt at opsøge lidt flere højdemeter og længere stigninger, end bynære rundstrækninger ofte tillader, inden det hele slutter med omgange på en rundstrækning, der er løbets nerve. Det gælder således også i år, hvor man efter en start i Assen bevæger sig ned til rundstrækningen, men selvsagt er formålet med den indledende strækning denne gang ikke at finde hverken bakker eller længere stigninger.

Læs også

Lidl-Trek trodser styrt og vinder i dramatisk Vuelta-åbning

Det europæiske forbund bestemte forud for 2019-udgaven, at deres løb skulle være betydeligt kortere end normale mesterskaber - både enkeltstart og linjeløb. De første tre år havde man ellers haft klassiske mesterskabsdistancer på 230-250 km, men i de følgende år var distancen bare mellem 170 og 180 km. Ideen er inspireret af den generelle trend med stadig kortere løb i håb om, at det kan skabe mere action. Nu har man dog igen skruet en anelse op for distancen, for efter sidste års 209,4 km er der denne gang 199,8 km på programmet. Vi er dog stadig langt fra de distancer, man vil have til et VM-løb.

Løbet er altså 199,8 km langt og fører feltet fra Assen til målet på toppen af den kunstige bakke Vamberg, der ligger uden for lands lov og ret nær den lille landsby Drijber. Som sagt skal løbet deles i to med først en indledende strækning gennem det hollandske fladland og derefter omgange på en rundstrækning. Start og mål ligger ganske tæt på hinanden, og derfor snor man sig lidt rundt i terrænet i den indledende fase, hvor man opsøger flere retningsskift og dermed mulighed for. I starten snor man sig således mod nordvest, inden man kører mod øst, så man næsten når tilbage til Assen. Derfra går det mod nord og nordøst frem til Zuidlaren, der udgør løbet nordligste punkt og nås efter 50,7 km.

Her drejer man mod sydøst og senere syd for at køre ad lange, lige og flade veje ned til byen Gieten, der er kendt fra crossverdenen og nås efter 66,9 km. Nu går det videre mod syd ned til Borger, hvor man efter 77,2 km drejer mod nordvest. Nu zigzagger man sig mod nordvest, sydvest, sydøst, sydvest, nordvest, syd og sydøst igennem et fladlandsområde helt uden større byer, indtil man efter 105,8 km når frem til Westerbork. Her drejer man atter mod sydvest, inden det går mod vest frem til den lille by Wijster, hvor man efter 117,4 km drejer mod syd for at køre det sidste stykke frem til rundstrækningen, der rammes efter 120,9 km. Det sker lige ved siden af målstregen, og man kører nu de sidste 1800 m af omgangen, hvilket betyder, at man skal op ad Vamberg for første gang, inden man efter 122,7 km krydser stregen for første gang.

Herfra resterer 82,2 km, der fordeler sig over seks hele omgange på den 13,7 km lange rundstrækning, der er næsten helt flad. Først leder en lidt kringlet nedkørsel mod sydøst og sydvest, men derefter går det ad lige og flade vejemod sydvest, nordvest og sydvest, og sydøst ned til rundstrækningens sydligste punkt. Derfra går det videre ad lange, lige og flade veje uden mange sving mod skiftevis nordøst, nordvest, nordøst og igen nordvest, indtil man når frem til landsbyen Drijber.

Her indledes finalen, når man drejer mod vest for at køre hen til det kunstige højdedrag, der er kendt som Vamberg. Det sker, når man med 1800 m igen drejer til venstre efter at være kørt ad en let snoet vej siden et sving med 6400 m igen. Derefter drejer man to gange hurtigt efter hinanden med hhv. 1600 m og 1400 m igen, hvorefter man 100 m senere rammer Vamberg (600 m, 5,9%), der følger en ganske snoet vej med et hårnålesving, og hvor man med 900 m igen drejer til venstre for at ramme de sidste 200 m, der går ad en brostensvej. Fra toppen resterer 700 m, og her drejer man til venstre for at følge en faldende og snoet vej frem til et sidste sving med 300 m, der leder direkte ind på målbakken (300 m, 7,4%).

Ruten byder på i alt 676 højdemeter mod 1331 højdemeter i München, 3435 højdemeter i Trento, 2313 i Plouay og bare 122 i Alkmaar. På de længere næsten 250 km lange ruter var der 2142 højdemeter i Glasgow, 752 højdemeter i Herning og 3298 højdemeter i Plumelec.

SE EM UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Vejret

Ved alle løb i det hollandske fladland er det af helt afgørende betydning at studere vejrudsigten, og erindringen om det vilde sidevindsræs, da der i 2019 blev afviklet EM i samme område, vil nok kunne sætte en skræk i livet hos de fleste. Den slags skal de dog næppe frygte denne gang på en søndag, der bliver smuk. Der vil således være solrigt med kun få skyet og en temperatur, der vil stige fra 15 til 18 grader. Helt stille vil det dog ikke være med en jævn vind (17-18 km/t), først fra sydsydvest og siden fra syd. Det giver vind fra næsten alle retninger på den lidt kringlede tur rundt i terrænet, men efter de første 50 km vil der hovedsageligt være forskellige former for modvind, indtil man krydser stregen for første gang. På rundstrækningens første halvdel vil der være sidemodvind, mens der på den anden halvdel vil være sidemedvind. Slutteligt få man sidevind på det sidste korte stykke frem til Vamberg, hvor der vil være medvind på de første 200 m og mod- og sidemodvind på de sidste 400 m. Herefter vil der være sidemedvind frem til målbakken, hvor der vil være sidemodvind over de første 200 m og sidemedvind over de sidste 100 m.

Læs også

Formstærk franskmand sejrer efter dansk fremstød - Ineos-profil vinder samlet

Favoritterne

Mesterskabsløb er alt ganske svære størrelser at læse. For det første afvikles de på som regel helt ukendte ruter, som både ryttere og trænere har et begrænset forhåndskendskab til, og hvor usikkerheden om løbets karakter derfor får lov at trives, ofte med ugers eller måneders spekulation forud for begivenheden. For det andet afvikles de med landshold, og det skaber alt en helt særlig dynamik, når normale modstandere skal indordne sig under en overordnet plan.

Nogle ruter kan imidlertid være lettere at fortolke end andre. I 2021 havde de fleste et hyr med at gennemskue, hvor svært løbet i Trento ville blive, og det førte til et ret interessant felt, hvor eksempelvis Remco Evenepoel og Alexander Kristoff drømte om at vinde det samme løb. Det var således en rute, hvor alt bestemtes af, hvordan løbet ville blive grebet af, og hvor taktik således var en nøglekomponent. Jeg brugte derfor ganske mange ord på den indledende del af favoritvurderingen til min optakt. Det samme gjorde jeg til 2020-løbet i Plouay, men til gengæld var det ganske let at beskrive sidste års løb i München, hvor en massespurt var så stensikkert et udkomme, at der undervejs absolut intet skete.

Det gør der forhåbentlig i år, hvor ruten i hvert fald åbner flere perspektiver end sidste års helt forudsigelige løb. Man skal dog ikke overgøre vanskeligheden. Vi taler om et løb, der har 676 højdemeter, og det er altså endda kun halvdelen af, hvad der var i sidste års forudsigelige sprinterløb. Drenthe-regionen er bare flad, flad og flad, og det kan den lille kunstige bakke, Vamberg, der med sin top i 68 m højde - hvor man dog ikke kommer op - kaldes Dak van Drenthe, altså Drenthes tag, ikke lave om på.

Netop fordi det er den eneste væsentlige bakke i området, er man vant til at køre cykelløb på den. Vi kender den som en fast bestanddel af Ronde van Drenthe, og herfra ved vi i hvert fald, at det ikke er Monte Zoncolan. Løbet er i hvert fald kendt som et sprinterløb, hvor den nok kan skabe lidt splittelse, men hvor det mest af alt er vinden, der plejer at gøre det hårdt. Her kommer den også så langt fra mål, at det er svært for alvor at sammenligne med et løb, der har mål på selve bakken.

Derfor er det bedre at se på de hollandske mesterskaber i 2020, 2021 og 2022, hvor man også havde rundstrækningsløb i området, men heller ikke de løb er helt gode at bruge som pejlemærke. Et EM-løb er specielt, men det er for intet at regne med et nationalt mesterskab, der er noget helt, helt særligt, hvor mange af de bedste ryttere er helt uden holdkammerater. Det gælder endda særligt i Holland, hvor Jumbo altid sidder i massivt overtal.

Alligevel er det værd at se på, hvordan det gik. I 2020 kørte man grundet coronarestriktioner på en ultrakort rundstrækning på kun små 7,5 km, hvor man kørte hele 27 omgange med mål på de første af de to bakker. Det gav et helt anderledes hårdt løb med 2268 højdemeter, og derfor kan det ikke undre, at det endte som et brutalt udskilningsløb, hvo Mathieu van der Poel kørte fra alt og alle og vandt med næsten to minutter ned til Nils Eekhoff og mere end tre minutter ned til Timo Roosen,

Samme model blev benyttet i 2021, og her fik vi at se, at den hårdere rute ikke var nok til, at Van der Poel kunne vinde på sin fysiske styrke. Han blev fanget af Jumbos overtal, og de kunne tidligt i løbet skabe en gruppe, der afgjorde løbet i et udskilningsløb, hvor Timo Roosen kørte alene hjem med 30 sekunder ned til Sjoerd Bax og Oscar Riesebeek. Det er værd at bemærke, at både Boy van Poppel og Olav Kooij ende langt fremme, men også at løbet blev for hårdt for Dylan Groenewegen og Bram Welten, der også var med i gruppen.

Bedste sammenligning er dog 2022-løbet. Her brugte man nemlig præcis samme rundstrækning som til dette EM-løb, dog igen med mål på den første af de to bakker. Man kørte et ultrakort stykke ned til rundstrækningen, hvor man dog kørte hele 13 omgange, så vi i alt fik 1372 højdemeter, altså mere end dobbelt så mange som i dette løb. Også her endte det i en meget taktisk affære - denne gang uden Van der Poels deltagelse - og der kom igen tidligt en gruppe afsted. Herfra kunne Jumbo udnytte overtallet, da Pascal Eenkhoorn kørte væk sammen med Daan Hoole, som han let slog i spurten. Løbet blev ganske hårdt, da gruppen til slut sprængtes til atomer.

Det viser, at løbet i teorien kan blive ret selektivt, men desværre er sammenligningsgrundlaget ikke godt. Det var et taktisk mesterskabsløb, der blev åbnet tidligt, og hvor der derfor blev kørt cykelløb hele dagen. Den slags vil ikke ske i dette løb. Dels er det indledende, flade stykke meget længere, omgangene færre og antallet af højdemeter kun det halve. Dels er der langt mere kontrol i et løb, hvor der er flere store og jævnbyrdige hold end i et løb, hvor Jumbo er i massivt overtal, og hvor alle andre professionelle ryttere kommer i små formationer.

Læs også

Efter dansk sejrsstime: Vi tog store skridt og kan være stolte

Vi skal derfor ikke regne med det rå udskilningsløb, vi så i juni 2022. Syv ture op ad denne ganske beskedne dobbeltbakke, hvor man let kan spurte fra bund til toppen, er ikke meget, når de adskilles af 13 lette kilometer, der mest af alt består af lange, lige og flade veje. Naturligvis kan der sagtens angribes på bakken længere fra mål, men det bliver ikke let at slå så store huller, at det vil føre til varige forskelle. Efterfølgende rammer man endda et benhårdt modvindsstykke, der ikke just øger chancen for, at en lille gruppe kan køre væk.

Netop vinden er selvfølgelig den nøglekomponent, der dramatisk kan forandre løbet. Ved EM-løbet i samme område i 2019 regnede alle med en massespurt på den helt flade rute, men det gik helt anderledes, da Elia Viviani endte med at slå Yves Lampaert i en tomandsspurt efter et gedigent sidevindsræs. Den slags ser man jo også ofte i Ronde van Drenthe, og arrangørerne har også gjort deres bedste for at designe en rute med mange retningsskift, hvor vinden kunne blive en faktor.

Desværre kunne de nok godt have sparet sig disse anstrengelser. Det bliver ikke en vindstille søndag, men styrken er formentlig ikke nok til at skabe splittelse. Alle vil være så bange for vinden, at jeg regner med rasende nervøsitet, ikke mindst i starten, hvor man sagtens kan se nogle forsøg på angreb, men det vil næppe føre til noget, når man efter 50 km rammer et langt stykke med stort set konstant modvind, indtil man krydser stregen for første gang. På selve rundstrækningen vil der være den farlige sidemedvind på anden halvdel, og i et løb, hvor mange hold vil være på udkig efter noget, der kan gøre det hårdt, vil det være meget mærkeligt, hvis ikke vi ser et sidevindsangreb undervejs. Det vil dog undre mig, hvis vinden kan skabe splittelse, særligt fordi alle vil være rasende opmærksomme.

Nej, det er nok Vamberg, der skal gøre forskellen, hvis vi skal undgå en spurt på bakken, men den er ikke i sig selv nok til at skabe den nødvendige splittelse. Alligevel er det ikke sikkert, at vi får en spurt. Et mesterskabsløb er typisk også en ret taktisk sag, hvor alle lande vil undgå at komme på bagkant. Jeg er ret sikker på, at vi vil se angreb på bakken på de fleste af turene op - i hvert fald de sidste 4-5 gange - og selvom bakken ikke i sig selv er voldsomt vanskelig, kan der godt pludselig være kørt en gruppe med deltagelse af alle de væsentlige lande. Sker det, kan gruppen sagtens holde hjem på samme måde, som vi så det ved VM i 2022. Her kørte en gruppe med alle de store lande langt fra mål, og da alle andre lande end Belgien levede i den naive forestilling, at vinderen kunne blive andre end Remco Evenepoel, blev der aldrig organiseret den jagt, der kunne have forhindret vidunderbarnets solosejr.

Det kan ændre løbets dynamik. En sådan gruppe kan køre på bakken, men i teorien også i fladlandet. Det kan bare blive svært for de største favoritter at komme afsted i en sådan gruppe. Terrænet er nok for let til, at de bare kører væk, og derfor kunne meget tale for, at de største favoritter skal satse på en spurt. Chancen for at komme væk i en gruppe tidligere vil være større, hvis man er en outsider fra et af de store lande uden helt så megen opmærksomhed - selvom Evenepoel jo viser, at også favoritter kan få denne slags taktiske muligheder. Man kan dog heller ikke helt udelukke, at det faktisk vil lykkes for en gruppe af favoritter at køre væk på Vamberg, for kan de samarbejde, kan der mangle hold til at jagte. Det virker bare ikke alt for sandsynligt. Dels vil vinden være en stopklods på det meste af dobbeltbakken, og dels synes mange af de favoritter, der kunne gøre forskellen, at være et stykke fra deres bedste niveau.

Meget afhænger naturligvis også af, hvad holdene vil. Omdrejningspunktet vil være Belgien, der i Wout van Aert og Arnaud De Lie har de vel nok to største favoritter. De har sagt, at de først undervejs vil beslutte, hvem der skal spurte, hvis det holdes samlet, men det vil undre mig, hvis de kører løbet defensivt. Det vil stride mod Van Aerts natur, og jeg føler mig ret sikker på, at han vil prøve et eller andet undervejs. Jeg kan til gengæld være mere i tvivl om, hvor meget de giver chancer til andre end de to kaptajner. Kører der en gruppe med belgisk deltagelse, men uden en af de to kaptajner tror jeg, at de foretrækker at satse på en spurt, hvorfor de nok vil jagte.

Er der andre, der satser entydigt på en spurt? Det er i hvert fald Hollands plan A, men jeg tror også, at de vil være lidt varsomme med at være på bagkant. Derfor vil de nok sende folk med i angreb, men om de vil lade andre end Mike Teunissen køre sin chance, er jeg ikke stensikker på. Derudover er der det danske hold med Mads Pedersen. Normalt vil danskeren som Van Aert køre et aggressivt løb, der gerne skal være hårdt, men da han bestemt ikke har virket flyvende i optakten, kan det danske hold meget vel ende med at satse hele butikken på en spurt, hvis de holder fast i planen om, at Pedersen er den entydige kaptajn.

Mere åbent er det med Frankrig og Storbritannien. De har bestemt stærke kort til en spurt, men de har en vis bredde, særligt det franske hold. De vil nok være mere åbne for at lade andre end kaptajnerne Christophe Laporte/Arnaud Demare og Ethan Vernon søge chancen via offensiv kørsel.

Det helt afgørende hold er dog nok det italienske. De har et meget stærkt mandskab og også gode afsluttere, men de tror næppe på en spurtsejr. Derfor vil jeg forvente, at det vil være det mest offensive og aktive hold, og at de vil forsøge sig tidligt og også gerne i vinden. Det er særligt dem, der kan ventes at gøre løbet hårdt. De øvrige hold må regnes som outsidere, men selvom mange af dem har hurtige folk, vil deres ønske næppe være at skulle spurte mod Van Aert eller De Lie. Lande som Spanien, Norge, Slovenien og Tyskland må antages at gribe løbet offensivt an, men det vil næppe være dem, der er toneangivende.

Læs også

Dansker triumferer i junioretapeløb

Mit bedste bud er - som man nok kan gætte sig til - at vi får en spurt. Med den begrænsede og ret ugunstige vind tvivler jeg på, at de bedste kan gøre løbet hårdt nok til en naturlig udskilning, også fordi der vil være megen modvind på og efter bakken, og fordi mange af de stærkeste ryttere ikke synes i topform. Jeg udelukker som sagt ikke, at vi kan få en stærk favoritgruppe, der kan køre væk fra distancen, men skal vi undgå en spurt i et større felt, tror jeg mere på et mere taktisk løb, hvor vi får en gruppe med et par stærke løjtnanter fra alle de vigtige lande. Sker det, kan det blive afgjort i enten en spurt eller i en taktisk finale, hvor en eller flere ryttere kan snige sig væk i fladlandet inden bakken. Jeg tror dog, at Belgien, Holland og Danmark vil være klar til at gå efter samling, hvis ikke de kan få kaptajnerne afsted, og derfor tror jeg på en spurtafgørelse, også i et relativt stort felt.

Spurten er til gengæld ret tricky. Dels er de sidste 1800 m ekstremt tekniske med hele seks sving, og dels er der jo altså de to bakker. De er begge ganske korte - ikke mindst den sidste - men de er også ret stejle. De fleste sprintere vil grundet bakkernes længe kunne køre en sådan finale, men det er ikke alle, der kan vinde. Det er mere for stærke sprintere og klassikerryttere med et eksplosivt punch og gode tekniske evner i de mange sving. Bakkerne er også stejle nok til, at puncheurtyper sagtens vil kunne vinde her.

Meget vil i denne tekniske finale også handle om positionering. Derfor spiller positionskamp og derfor også et stærkt hold en vigtig rolle. I den sammenhæng kan et hårdt løb tage toppen af positionskampen, men jeg tvivler på, at løbet bliver hårdt nok. Til gengæld er det en fordel, at der er færre stærke hold end i et felt med WorldTour-hold. Det vil gøre positionskampen lidt mindre intens, at det er nogle ganske få nationer, der skal slås om at ramme de sidste 1800 m helt fremme. Det skal man til gengæld også gøre for igennem de mange sving, er der grænser for, hvor meget man kan indhente, selvom finalen er ganske fysisk og stiller et vist krav til power og form.

Får vi den ventede spurt, peger mange pile på Belgien, men hvem i alverden kører de for? Som nævnt har landstræner Sven Vanthourenhout sagt, at den plan først lægges, når ”to ærlige mennesker, der ved, at de skal køre mange mesterskabsløb sammen fremover” taler sammen. Det er derfor lige nu umuligt at vide, hvem det ender med, men jeg vælger at pege på Wout van Aert. Det er trods alt ham, der er stjernen, og hvis han melder om gode ben, er det sandsynligt, at unge Arnaud De Lie lægger sig ned på dette tidspunkt i sin karriere. Vi ved også, at Van Aert meget gerne vil køre sin chance, når han kan, og derfor skal benene nok også være dårlige, inden han frivilligt giver afkald på kaptajnrollen. Hans pressekonference fredag indikerer i hvert fald, at han ikke lægger sig ned frivilligt.

Melder han så om gode ben? Det er jeg ikke stensikker på. Han var bestemt ikke ringe i England - han vandt løbet samlet - men den bedste Van Aert så vi ikke. Siden blev han syg i sidste uge, hvor han mistede både træning og Super 8 Classic, og siden så vi på enkeltstarten trods bronzemedaljen, at formen altså ikke er på 100%. Særligt bekymrende var det, at han slet og ret gik ned til sidst, og derfor udelukker jeg bestemt ikke, at han vælger at kaste håndklædet i ringen. Niveauet er dog så højt, at jeg forventer, at han vil tage sin chance, og sker det, er det en finale, der passer ham. Han har et fremragende punch på bakkerne, og samtidig er han en ørn i positionskampen, hvor det belgiske tog med Yves Lampaert, Florian Vermeersch, Edward Theuns, Jasper De Buyst og Jasper Stuyven også er i særklasse. Alt taler derfor for, at han vil ramme stigningen helt fremme, og derfra vil jeg forvente, at hans form er god nok til at vinde. Det er klart, at han formentlig også vil være toneangivende, hvis vi får et hårdere løb med offensiv kørsel, og her bør Belgien være så stærke, at løbet ikke glider dem af hænde. Endelig kan jeg faktisk også godt se et scenarium, hvor de kører spurten for De Lie, men hvor han enten taber Van Aerts hjul eller kommer til kort i denne dobbeltspurt på to bakker, der nok passer Van Aert en anelse bedre. Jumbo-stjernen har altså flere veje til sejr, og derfor tror jeg, at han endelig vinder sit store inertnationale mesterskab.

Belgiens andet kort er Arnaud De Lie, og faktisk tror jeg, at han med det nuværende formmæssige udgangspunkt vil være deres bedste kort. Hans spurt i Quebec var skræmmende god og fik endda Van Aert lidt til at blegne, da Jumbo-stjernen var skuffende i samme spurt for et år siden. Denne spurt er hårdere end i Canada, men burde passe ham sublimt. Det kan dog være en joker, at der her skal køres en dobbeltspurt på hver af de to bakker, og det kan måske betyde, at det er en afslutning, der passer den mere robuste Van Aert bedre.

Canada bekræftede desværre også, hvor svært han har det i positionskampen, men når man kører på et hold, hvor man selv kan vælge, om Van Aert, Stuyven eller De Buyst skal være sidste mand, har man så stor en luksus, at selv ikke denne kringlede finale burde kunne volde alt for store problemer. Skulle han ende med at få chancen, har jeg meget svært ved at se, hvem der skal slå ham, hvis han holder hjul på sit hold - men det kræver jo altså netop, at han får chancen. Det skal han og Van Aert beslutte, og det vil nok kræve, at Van Aert frivilligt afgiver sin chance. Med tanke på hans ikke helt ideelle form er det dog heller ikke usandsynligt, at de giver den unge rytter sin mulighed, måske særligt hvis Van Aert har angrebet lidt undervejs.

Hvem kan true belgierne? Jeg må indrømme, at jeg har svært ved at se dem blive slået, hvis det ender i en spurt - dels fordi de har to sublime afsluttere, dels fordi deres værste rivaler ikke virker flyvende, og dels fordi deres hold vil være helt eminent i positionskampen.

Mit bedste bud er Christophe Laporte. Efter skiftet til Jumbo har han generelt haft et tårnhøjt bundniveau, og derfor har det været overraskende at se ham komme svagt tilbage efter pausen. Han faldt helt igennem i Bretagne, men derfra er det langsomt gået fremad. Han manglede tydeligvis sine bedste ben, men han blev trods alt nr. 6 i Quebec, der bestemt ikke er et let løb, og en 28. plads i Montreal er faktisk et glimrende resultat for en tungere fyr som ham. Derfor undrede det mig også, at han var helt anonym i lørdagens Super 8 Classic, hvilket i hvert fald viser, at han ikke er på 100% endnu.

Læs også

Dansk talent i top-10 i Frankrig

Montreal giver mig dog en tro på, at han med yderligere en uges træning er kommet så langt, at han er konkurrencedygtig. I foråret så vi den bedste Laporte nogensinde, og denne benhårde dobbeltspurt burde passe ham ganske perfekt. Vi ved, at han er en konge i positionskampen, og den kringlede finale vil derfor være til hans fordel - ikke mindst fordi det franske hold nærmest udelukkende består af folk med fat og erfaring fra massespurter, ikke mindst Florian Senechal. Det er klart, at han er på hold med Arnaud Demare, men i lyset af sidstnævntes svage form vil jeg forvente, at de kører for Laporte. Så må tiden vise, om han har nået at indhente det forsømte og er stærk nok til at vinde - også hvis løbet bliver hårdere og åbner tidligt, end jeg venter.

Jeg er pokkers spændt på at se Filippo Ganna. Formen efter en grand tour kan gå begge veje, men som vi senest så til VM, kan et langt etapeløb være den helt perfekt forberedelse til et mesterskab, hvis man ikke har kørt sig selv i hegnet. Det har Ganna næppe, da han med undtagelse af en spurt på 19. etape og udbruddet på 21. etape havde en stille sidste, og netop hans ridt i Madrid indikerer, at han kan komme ganske stærkt ud af løbet. Han viste i Spanien endnu mere fart, end vi har set tidligere, men det er klart, at vi har til gode at se ham præstere i en puncheurspurt som denne. Her bekymrer det mig lidt, at han altid har været lidt for tung til de flamske klassikere, men da disse to stigninger ikke er de sværeste, burde han komme langt på sin enorme power.

Om Italien vil køre en spurt for ham, vil tiden vise, men med hans Vuelta-præstationer virker det sandsynligt, at han får chancen på bekostning af Matteo Trentin. Jeg er bekymret for hans mod i svingene i positionskampen i den kringlede finale, men det italienske tog er fremragende, ikke mindst hvis han for Trentin som lead-out. Rammer han bakken i god position, skal det vise sig, hvor god en puncheur han er, når nu han var en bedre sprinter end antaget. Bedst chance har han dog nok, hvis vi får et benhårdt løb, hvor han vil kunne lukrere på en potentiel superform og dermed slå på papiret mere eksplosive afsluttere.

Det er ærgerligt, at løbet ikke blev kørt for halvanden måned siden. Til VM så vi vel den bedste Mads Pedersen, vi nogensinde har set, men det er højst tvivlsomt, om vi får samme ”variant” at se på søndag. Det var et ganske åbent spørgsmål, hvor længe hans superform mon kunne holde, og det viste sig, at den eksploderede, da han nåede til løbet i Tyskland. Herefter tog han sig et par ugers pause, men hans comeback i Super 8 Classic var bestemt ikke opløftende. Både her og i Tyskland lignede han for første gang i meget, meget lang tid den rytter, vi så i begyndelsen af karrieren, hvor han ikke helt sjældent blev sat som en af de første. Den ”børnesygdom” var han ellers for længst kommet over, og i de seneste to sæsoner har han været den diametrale modsætning og i stedet kendetegnet af et tårnhøjt bundniveau.

Heldigvis kørte han en god spurt i Isbergues i søndags, men desværre var det et let sprinterløb, der ikke siger meget om formen. På baggrund af det, vi så i lørdags, er det i hvert fald svært at tro, at vi ser den bedste Pedersen på søndag, men måske kan mindre også gøre det. Selve finalen passer ham helt sublimt, og på papiret ville han vel være den største trussel mod de to belgiere. Meget taler for, at løbet ikke bliver rasende hårdt, og så er spørgsmålet, hvor langt han kan komme alene på sin power, selv hvis formen stadig har sine mangler. Normalt vil man mene, at et hårdt løb vil gavne danskeren, men i den nuværende situation er det nok at foretrække, hvis det bare bliver et let løb, der skal afgøres i en spurt. Her vil han have glæde af sin eminente positioneringsevne og et tog, der med Tobias Lund, Casper Pedersen og Michael Mørkøv er et af de stærkere. Herefter må tiden vise, hvor langt formen rækker. Man kan i hvert fald håbe, at lørdagens comeback bare var udtryk for en dårlig dag.

I Holland ærgrer de sig stadig over, at det ikke lykkedes at overtale Mathieu van der Poel til at jagte et EM på hjemmebane, og nu må de i stedet ”nøjes” med at køre for Olav Kooij. Det er nu heller ikke ringe at køre for den unge komet, der i en flad spurt i dette felt havde været den måske største favorit. Spørgsmålet er bare, om ikke denne finale er for hård. Uden holdbarhed er han ikke, og han imponerede mig særligt med sin 2. plads bag Dylan van Baarle ved de hollandske mesterskaber, men indtil nu har han ikke vist samme robusthed som de ovennævnte - og ikke mindst har han til gode at bevise sig selv i denne slags finaler, der formentlig er en anelse for vanskelig. De bekymrer mig nemlig, at han slet ikke viste holdbarhed i Renewi og England, men heldigvis er de to bakker så korte, at man kommer meget langt alene på den fart og det punch, han har. Desværre lider han også af et hold, der i positionskampen ikke har samme styrke som Belgien, Italien, Frankrig og Danmark, men uden støtte er han ikke, når han har Nils Eekhoff og Mike Teunissen, der dog desværre har skuffet som lead-out man, hos sig. Han er også god i positionskampen selv, men det vil være et gennembrud for ham, hvis han slår de ovennævnte i en finale som denne.

Belgien har erklæret, at de har to kaptajner, men skulle der køre en løjtnantgruppe som omtalt nedenfor, kan døren måske åbnes for en af holdets øvrige ryttere. Her vil jeg to mest på Florian Vermeersch. Allerede i foråret nåede han nye højder på stigningerne, men efter Touren har han været regulært flyvende. Særligt imponerede han mig i Renewi, men også i Danmark og Bretagne samt med sidste uges 2. plads i Super 8 Classic bekræftede han sin gode form og sit høje niveau. Netop lørdagens løb viste, at han trods et hårdt program stadig er frisk. Han er en anelse tung på bakkerne, men her har han som sagt fået en helt ny robusthed, og han har også et godt punch. Det er klart, at han ikke kan slå Van Aert eller De Lie i denne spurt, men skal han vinde fra en løjtnantgruppe, skal han ikke slå de bedste. Her skal han enten vinde en spurt mod svagere folk eller køre væk i en taktisk finale, og i den kamp synes han at have formen til at kunne slå de fleste.

Frankrig er nok lidt mere friske på at opsøge en chance i en løjtnantgruppe, og her har de et storartet kort i Axel Zingle. Den lille franskmand har forbedret sig ganske enormt med det boost, man ofte får efter den første grand tour, og siden Touren har han været her, der og alle vegne. Særligt på kongeetapen i Renewi imponerede han stort og nåede helt nye højder på en dag, hvor kun en flyvende Tim Wellens virkede stærkere. Til gengæld skuffede han mig en smule i Canada, hvor jeg i Quebec havde ventet mere, men måske rejste han sig i Vallonien igen. Det finder vi bare aldrig ud af, for netop som han var på vej frem til de to forreste, styrtede han i sidste sving. Om silken er slidt af, ved vi derfor ikke, men spiller Frankrig ham ud i en tidlig gruppe, er der i hvert fald ikke mange, der slår ham i denne spurt - og er Laporte og Demare helt fra snøvsen kan han også køre en god spurt fra feltet. Til gengæld mangler han lidt power til det flade terræn, hvis han ender i en gruppe, der skal afgøre det i en taktisk finale.

Hvor meget har Matteo Trentin tilbage? Efter Touren lignede han ved VM noget, der nærmede sig den gamle Trentin, men desværre endte det jo i et dumt styrt. Det kostede en pause, og selvom han kom fint tilbage i Renewi, har han ikke haft samme niveau i Bretagne, Vallonien og Super 8. Særligt bekymrer det mig, at hans spurt i Vallonien ikke var bedre, for det mindede os om, at han altså aldrig har været en særligt god puncheur, selvom meget tilsiger, at han burde være det. I Super 8 var han dog en af de sidste, der måtte slippe Van der Poel, og det var i hvert fald et godt tegn. Samles det til en større spurt, er det uklart, om Italien vil køre for ham eller Ganna, men som sagt rækker hans puncheurkvaliteter ikke til at slå de bedste. Det ved han også godt, og jeg forventer som sagt, at Italien vil gøre alt for at undgå netop det scenarium. Havner han i den rette gruppe, vil han kunne gøre det færdigt, særligt hvis han efter et mere opløftende løb i lørdags er ved at genfinde den form, han havde til VM.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Norge er bestemt heller ikke uden chance. Rasmus Tiller havde et skuffende forår, men han er kommet meget stærkt igen efter Touren. Han var meget tæt på at vinde Druivenkoers, kørte et fremragende VM, hvor han var uheldig og imponerede på stigningerne i Tyskland, inden han vandt sin etape i England. Denne form for finale med en dobbeltstigning burde passe den eksplosive Tiller, der vandt Hageland i en tilsvarende afslutning, ganske godt, og han vil kunne køre en ganske god spurt i feltet. Her vil han dog ikke kunne slå de største favoritter, men ender han i en gruppe med et par outsidere efter et mere taktisk løb, er der ikke mange, der kan slå ham på denne bakke, hvis han fortsat har den form, han stillede til skue, særligt i det uheldsramte VM-løb.

En anden rytter, der skal forsøge at tage kampen op mod de større og stærkere nationer, er Ivan Garcia Cortina, der bestemt ikke er hjulpet af at køre for et svagt spansk hold. Han er også lidt af en lottokupon, fordi han i så lang tid har været langt fra sit bedste niveau, men siden sommerpausen har han været helt anderledes. Særligt i San Sebastian imponerede han mig dybt, men han så også ud til at komme meget stærkt igennem Vueltaen. Det er næppe tilfældigt, at han kørte sine to bedste spurter over de sidste tre dage, og at han faktisk var ganske tæt på at vinde den dramatiske Madrid-etape. Er han kommet ud af Vueltaen med det boost, en grand tour kan give, vil han formentlig være en af de stærkere her. Denne spurt burde passe meget godt til den Garcia Cortina, vi så, da han var allerbedst i Montreal og BinckBank i 2019, men det er klart, at han ikke vinder en massespurt, når hans hold gør ham til en stensikker taber i positionskampen. Til gengæld kunne han let være en farlig mand, hvis der kører en gruppe, hvor han efer et taktisk spil kun skal slå et par løjtnanter.

Den danske taktik er angiveligt bygget helt op om Pedersen, men måske er der efter hans knap så gode optakt plads til lidt fleksibilitet. Under alle omstændigheder kan det som nævnt være en god ide ikke at komme på bagkant, og skulle der køre en løjtnantgruppe er det vel Andreas Kron, der er det bedste danske bud. Danskeren er lidt på udebane i dette meget flade løb, hvor han mangler noget power, men selve finalen passer ham ganske perfekt. Her vil han kunne slå mange, hvis han havner i den rette gruppe, men det kræver, at også han er kommet stærkt ud af Vueltaen. Det tyder alt heldigvis på. Så sent som på 18. etape leverede han et fremragende ridt, og selvom skuffelsen på 20. etape kan skabe lidt bekymring, er det nok til at tro på, at han ikke har kørt sig helt i hegnet i en for ham generelt flot Vuelta. Skal han spurte mod de rette, kan han i hvert fald gøre det færdigt i en afslutning som denne.

Jeg nævner også Ben Turner¸ men det er på potentiale mere end overbevisning. Vi så sidste år, hvor enormt et potentiale han har i klassikerne, og det potentiale var han klar til at folde mere ud, da han startede sæsonen skræmmende stærkt. Desværre er det stærke momentum blevet ødelagt af en helt uendelig række af uheld med styrt og senest sygdom i forbindelse med VM. I Renewi manglede han stadig meget, men det så bedre ud i England, hvor han arbejdede stærkt for holdet. Om det så også rækker til selv at jagte et resultat, er måske mere tvivlsomt, men før eller siden må den gode form da for pokker komme. Den Turner, vi så vinde en tilsvarende spurt i Murcia i februar, er skabt til at vinde dette løb, hvis han i et mere taktisk løb havner i en gruppe uden de allerbedste afsluttere.

Et tredje dansk kort kunne være Casper Pedersen. Danskeren bliver nok desværre låst i feltet grundet sine kvaliteter som lead-out man, men er Mads Pedersen ikke på toppen, kan han måske få lidt frihed, hvis en løjtnantgruppe kører. Han ledte efter formen i Danmark efter styrtet ved DM og manglede stadig en del, da han startede Vueltaen, hvor hans rolle gjorde hans form meget svær at vurdere. Vi ved til gengæld, at vi i dette forår og denne sommer så den bedste Pedersen nogensinde, og den udgave, der kørte på podiet i Belgien, kan godt vinde dette løb fra den rette gruppe. Finalen passer ham i hvert fald ikke helt skævt, men alt står og falder med, om formen er blevet boostet af Vueltaen. Det er der ikke noget, der i første omgang tyder på, men i den tredje uge blev han heller aldrig testet. Vi skal ikke glemme, at han efter Touren i 2020 var så formstærk, at han tog karrierens største sejr i Paris-Tours.

Et andet belgisk kort er Jasper Stuyven, der formentlig er nr. 3 i hierarkiet. Jeg er dog ikke overbevist. Han skuffede i hele klassikersæsonen og har lignet en mand, der har toppet, men så genopstod han pludselig med et sublimt VM-løb. Desværre har det slet ikke set godt ud efterfølgende, først med en stor skuffelse i Renewi og senest med helt anonym kørsel i Super 8. Det er altså kun én gang i år, han har lignet en vinder af et løb som dette, men med VM-benene lader det sig også gøre. Ruten passer ham, og han er en god afslutter i en finale som denne. Det kræver, at Belgien tør spille ham ud i en løjtnantgruppe og stole på, at han kan gøre det færdigt. Det ville jeg ikke turde, men genfindes de ben, han havde i Glasgow, har han fortjent tilliden.

Den anden franske kaptajn er Arnaud Demare, men det ser svært ud. Den bedste Demare kan vinde en spurt som denne, som vi så, da han i sin tid overraskede på en benhård åbningsetape i Paris-Nice, men i år har han været meget skuffende. Den formfremgang, vi så i juni, forsvandt efter sommeren, og det har bestemt ikke været opløftende efter skiftet til Arkea. Der var ikke meget skud i stængerne, da han testede benene i den tilsvarende finale i Vallonien, han udgik i Super 8, og i Isbergues blev han klart overspurtet, selvom han fik det perfekte lead-out. Får vi en stor spurt, vil jeg derfor også forvente, at Frankrig kører for Laporte, og hvis de alligevel går med Demare, ser jeg ham ikke vinde. Hans chance går snarere i et mere taktisk løb, hvor han kan spilles tidligt ud. Skal han spurte mod andre end de allerbedste, er han måske ikke uden chance. Problemet er bare, at det vil skabe det hårde løb, som hans form ikke helt synes at række til.

Den erklærede britiske kaptajn er Ethan Vernon. Han skal formentlig spares til en spurt, og det ligner en svær opgave. Ganske vist imponerede han med sit punch i en lidt lettere finale på kongeetapen i Dunkerque, men i dette selskab vil han være overmatchet. Hans chance er snarere at blive spillet tidligt ud, men det bliver han næppe, når han er holdets kaptajn. Selv hvis det sker, kan jeg godt frygte, at han efter et hårdt løb kan få svært ved at gøre det færdigt, ikke mindst fordi han udgik af Super 8 Classic, der var den helt store test. Til gengæld klatrede han faktisk ganske hæderligt i England, og med tanke på det, han leverede i Dunkerque, er der måske alligevel en chance.

Holland vil nok også give en vis frihed til Mike Teunissen, der jo genopstod med den flotte etapesejr på kongeetapen i Renewi. Desværre har han ikke helt kunnet følge op på det. Han skuffede mig lidt i Quebec og var helt anonym i Super 8 Classic, selvom han kørte en hæderlig spurt. Da han i Renewi også kun vandt ved at foregribe favoritterne, er det måske svært at have den helt store optimisme, særligt da hvis de holder ham i feltet, så han kan køre lead-out for Kooij. Omvendt skal han jo netop heller ikke slå de bedste, hvis han skal vinde, for det skal ske gennem en løjtnantgruppe. Selve finalespurten passer ham jo. Og hvordan var det nu, han vandt i Renewi? Det var vist ved at snige alene væk i en taktisk finale. Måske det kunne tjene som inspiration til en gentagelse.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Overraskelsernes schweiziske holdeplads

Et andet fransk kort er Florian Senechal, men mere og mere tyder altså på, at franskmanden har toppet. Hans klassikersæson var helt anonym, og det er ikke meget, vi har set ham i Renewi eller Super 8 Classic, hvor han kun kørte en god spurt. Det er ellers løb, der passer ham, akkurat som dette løb skulle gøre. Meget taler også for, at han holder sig i feltet som lead-out man for Laporte og/eller Demare, men spiller de ham offensivt ud, er det jo en finale, der burde passe ham, hvis hans tidligere niveau pludselig skulle åbenbare sig.

Endelig kan man nævne Sjoerd Bax som en joker. Hollænderen viste sit potentiale sidste efterår, ikke mindst da han vandt Agostoni, men hos UAE har han været en helt anonym hjælper. Nu er han imidlertid pludselig opstået fra de døde med sin flotte sejr i Matteotti og onsdagens chokerende gode enkeltstart. Hvor meget frihed, han har på det hollandske hold, er nok et ret godt spørgsmål, men jeg ville ikke være helt utryg ved at spille ham ud i en løjtnantgruppe, nu hvor han har fundet formen. Vi så jo både i Matteotti og Agostoni, hvor eksplosiv han er, så finalen burde passe ham - og netop Holland har nok en grund til at give lidt mere plads til andre end kaptajnerne.

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet, og den eneste væsentlige ændring er, at Holland har udtaget Cees Bol. Han er formentlig mest med som lead-out man for Kooij, men tør de spille ham offensivt ud, vil det ikke være en helt dum spurt for en mand, der har genvundet holdbarhed i år. Derudover er der ændringer på det slovenske, portugisiske, tyske og schweiziske hold, hvorfor holdoversigten er opdateret.

***** Wout van Aert

**** Arnaud De Lie, Christophe Laporte

*** Filippo Ganna, Mads Pedersen, Olav Kooij

** Florian Vermeersch, Axel Zingle, Matteo Trentin, Rasmus Tiller, Ivan Garcia Cortina, Andreas Kron, Ben Turner, Casper Pedersen, Jasper Stuyven, Arnaud Demare, Ethan Vernon, Mike Teunissen, Florian Senechal, Sjoerd Bax

* Jasper De Buyst, Søren Wærenskjold, Toms Skujins, Yves Lampaert, Anthony Turgis, Cees Bol, Andrea Pasqualon, Michal Kwiatkowski, Matis Louvel, John Degenkolb, Lewis Askey, Mauro Schmid, Samuel Watson, Stefan Bissegger, Nils Eekhoff, Sandy Dujardin, Felix Engelhardt, Matevz Govekar

SE EM UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Danskerne

Mads Pedersen er den erklærede kaptajn, der er omtalt ovenfor, men måske der kan blive en åbning for Andreas Kron og Casper Pedersen, der ligeledes er omtalt ovenfor. De øvrige danskere er Mikkel Bjerg, Tobias Lund, Christopher Juul, Mathias Norsgaard og Michael Mørkøv, hvoraf enkelte er omtalt i holdoversigten nedenfor.

Tidliger udgaver af løbet

Du kan gense Fabio Jakobsens sejr fra 2022, Sonny Colbrellis sejr fra 2021, Giacomo Nizzolos sejr fra 2020, Elia Vivianis sejr fra 2019, Matteo Trentins sejr fra 2018, Alexander Kristoffs sejr fra 2017 og Peter Sagans sejr fra 2016.

Holdoversigt

Nedenfor giver jeg et kort overblik over mulighederne for de vigtigste nationer.

Belgien: Van Aert og De Lie er de erklærede kaptajner, men også Vermeersch og Stuyven er omtalt ovenfor. Jasper De Buyst har været flyvende i de seneste uger, men har været syg og syntes ikke på toppen i lørdags I kraft af sine lead-out-kvaliteter kunne han derfor godt ende som hjælper. Yves Lampaert var også en mand, der kunn spilles tidligt ud, men i denne trup vil jeg forvente, at både han og Edward Theuns er hjælpere.

Læs også

UAE-talenter fuldender hattrick

Danmark: Mads Pedersen er den erklærede kaptajn, men også Kron og Casper Pedersen er omtalt ovenfo. Også Tobias Lund ville kunne afslutte på en bakke som denne, men i denne trup og i sit første EM-løb er han formentlig som de øvrige hjælper.

Slovenien: Holdet har i sidste øjeblik udtaget Matevz Govekar, som de formentlig vil køre spurten for. Med et hold bestående af kontinentalryttere har han dog ikke mange chancer i positionskampen. Et alternativ er den mere robuste Jaka Primozic.

Storbritannien: Den erklærede kaptajn er Vernon, men også Turner kunne være spændende. Er de kommet godt ud af Vueltaen, er både Lewis Askey og Sam Watson robuste afsluttertyper, der ville kunne lave et resultat fra en mindre gruppe, men i en spurt vil de skulle køre for Vernon. Josh Tarling er brølstærk, men Renewi Tour viste, at han stadig mangler robusthed i linjeløbene.

Frankrig: Laporte og Demare ligner kaptajnerne, men jeg håber også, at de giver noget frihed til Zingle og måske Senechal. Anthony Turgis rejste sig lidt med sin 2. plads i Super 8, men den blev opnået ved at angribe tidligt og sletter ikke indtrykket af en lang og skuffende periode, selvom det er en finale, der virkelig passer ham. Det er det også for Matis Louvel, men heller ikke efter Touren har han fundet sit højeste niveau. Det har hurtige Sandy Dujardin, der også passer til finalen, men i denne trup er det svært at se, at han ikke er hjælper.

Spanien: Det er ikke rigtigt et løb for spaniere, og det må handle 100% om Garca Cortina, selvom Fernando Barcelo og Jesus Ezquerra også ville kunne afslutte på en bakke som denne.

Holland: Kooij er den erklærede kaptajn, men måske der kan blive lidt frihed til Teunissen og Bax. Jeg vil også tro, at Nils Eekhoff har en vis frihed, da det er en finale, der passer ham, men han har ikke virket stærk efter Touren, og derudover har de Cees Bol som option jf. Opdateringen ovenfor. Også Bauke Mollema må være hjælper.

Italien: Ganna og Trentin ligner de bedste bud. Det er også en god bakke for Andrea Pasqualon, men han har slet ikke jagtet personlige resultater i år, og finalen er for hård for Luca Mozzato. Matteo Sobrero har et vist punch, men sluttede Vueltaen svagt og passer bestemt ikke ideelt til løbet. Selvom han viste fornemme livstegn i Bretagne, er det svært at se, at de skulle køre spurten for Elia Viviani i en finale som denne.

Schweiz: Holdets mistede deres store stjerne med Stefan Küngs styrt i onsdags. Nu skal de satse på Stefan Bissegger, der jo pludselig fandt formen på enkeltstarten. Han er aldrig slået til i endagsløb, og selvom han har et vist punch, er han lidt tung til denne finale. Han får i hver fald kun et topresultat ved at angribe tidligt. Holdet har i sidste øjeblik udtaget Mauro Schmid, der godt kan afslutte på denne bakke, men løbet passer ham ikke ideelt, og han har slet ikke vist form i optakten.

Portugal: Med et sent afbud fra Rui Oliveira ser det svært ud. Nu skal de satser på hans bror, Ivo Oliveira , der dog slet ikke har vist samme robusthed. Jeg vil tro, at finalen er for hård for sprinterne Iuri Leitao og Joao Matias.

Norge: Formstærke Tiller ligner bedste bud. Det burde ellers have været Søren Wærenskjold, men hans seneste to løb har indikeret, at han efter en vild sommer nok er ved at være lidt for træt. Erik Resell har ført gjort det godt i denne slags løb, men har ikke vist meget siden sommer, og det er slet ikke et løb for en heller ikke formstærk Andreas Leknessund.

Tyskland: Holdet skal nok gribe løbet offensivt an. Jeg vil tro, at de vil køre en spurt for enten John Degenkolb, der har vist en smule form på det sidste, men slet ikke har fordums fart, eller unge Felix Engelhardt, der virkelig burde passe til denne finale og så ud til at komme godt ud af Vueltaen. Et tredje bud er den stadig mere robuste Kim Heiduk, der dog meget sjældent spurter nu om dage. Finalen er for hård for Max Walscheid , mens jeg har svært ved at se dem køre for Jonas Koch.

Irland: De har Rory Townsend til en spurt, men selvom han er lidt robust, er han overmatchet i denne finale.

Østrig: Kun Tobias Bayer passer til denne rute. Han kan godt afslutte, men i dette selskab er han overmatchet.

Letland: Toms Skujins var flyvende i juli og august, men har virket mere træt på det sidste. Han vil stadig kunne gøre det hæderligt i en spurt, men han skal i offensiven. Bakken må være for hård for sprinterne Emils Liepins og Martins Pluto .

Polen: Holdet bedste bud er vel Michal Kwiatkowski, der jo sagtens kan køre en spurt i en finale som denne, men han har igennem lang tid virket træt. I gamle dage havde det været noget for Maciej Paterski, men han er i dag nok overmatchet på dette niveau, og finalen må være for hård for Stanislaw Aniolkowski og Marcli Boguslawski.

Tjekkiet: Holdet skal i offensiven med Mathias Vacek, der også kan køre en hæderlig spurt, men han har ikke virket flyvende i år.

Øvrige nationer: På de øvrige nationer er der en række ryttere, der normalt kan blande sig i spurter på højt niveau, men for hvem denne finale er for hård. Det gælder Itamar Einhorn, Rait Ärm, Ahmet Örken, Dusan Rajovic og Viktor Potocki. Hos israelerne er Omer Goldstein et bedre bud end Einhorn, men det er meget længe siden, vi har set ham blande sig i nogen form for spurt.

SE EM UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE