Optakt: 4. etape af Tour de Pologne

Ruten

I årene uden en enkeltstart har løbets vigtigste etape været kongeetapen til Bukowina Tatrzanska, og den vender naturligvis tilbage i år. Denne gang kommer den imidlertid på en ny plads midt i løbet og ikke som den store finale, og inklusionen af en enkeltstart indebærer tillige, at dens betydning er reduceret. For at føje spot til skade for løbets hårdt prøvede klatrere har man i år endda skruet gevaldigt ned for sværhedsgraden og erstattet den velkendte tur rundt i Tatr-bjergene med en relativt flad dag, der blot slutter med to stigninger. Det er stadig dagen, hvor løbets klatrestærke folk for alvor skal gøre forskellen, men denne gang får de virkelig kam til deres hår, hvis de skal vinde tid inden enkeltstarten, og meget taler for, at en større gruppe ender med at skulle afgøre etapen i en puncheurspurt.

Med en distance på 159,9 km er der tale om årets første kortere etape, der fører feltet fra Tarnow til Bukovina Resort. Modsat tidligere, hvor der var tale om svære rundstrækningsløb i Tatr-bjergene, består det meste af etapen af transport ned mod stigningerne. Det er således fladt, når man lægger ud med at køre mod syd, inden man kører mod sydvest op ad den lille kategori 3-stigning Lubinka (5,1 km, 3,5%), der stiger med 4-5% over de første 3 km, men derefter flader ud. Toppen kommer efter 13,0 km, inden en nedkørsel leder mod sydvest, hvorefter det går videre mod sydvest gennem fladlandet frem til den første spurt, som kommer efter 27,9 km.

Det flade terræn fortsætter herefter, når man kører videre mod sydvest, idet man dog undervejs skal op og ned ad en mindre bakke. Monotonien brydes også, når man drejer mod syd for at passere kategori 3-stigningen Chomranice (4,6 km, 3,9%), der er en jævn og let stigning med top efter 63,7 km, og herefter bliver det en anelse mere kuperet, når man kører skiftevis mod vest og syd igennem terræn, der går lidt op og ned. Hurtigt bliver det dog igen fladt, når man fortsætter med at køre skiftevis mod syd og vest frem til dagens anden spurt, som er placeret efter 113,1 km. Her drejer man mod vest for at køre op ad et højdedrag (1,0 km, 6,9%), inden det går mod syd ad en teknisk nedkørsel ned til grænsen til Slovakiet.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Nu begynder det at stige let frem mod finalen, når man kører mod sydvest hen langs grænsen, inden det store slag indledes, når man drejer mod syd for at køre op ad kategori 2-stigningen Lapszanska (4,0 km, 5,3%). Det er en relativt jævn stigning over de første 2,5 km, hvor den stiger med 4-5%, men derefter følger 1000 svære meter med mellem 7 og 16%, inden den flader ud med ca. 5% over de sidste 500 m. Toppen kommer efter 148,9 km, hvorefter de sidste 11,0 km indledes med en relativt let nedkørsel, der leder mod vest ned til dalen, hvor man kortvarigt kører mod nordvest ad en let faldende dalvej.

Slutteligt kører man mod sydvest op ad den knap 4 km lange målbakke, der ikke er kategoriseret. De første 1900 m er de sværeste og stiger med 7,3% i snit og er relativt jævne med et maksimum på 14,2%, men med 1700 m igen flader det ud med bare ca. 2% frem til de sidste 500 m. Her følger 300 m med 7,5%, inden det stiger med 4-5% over de sidste 200 m. Der er ikke et eneste sving over de sidste 6,6 km, hvor man bare følger en vej, der bugter sig let.

Etapen byder på i alt 2567 højdemeter.

Som sagt har Bukowina Tatrzanska-etapen været på programmet hvert år siden 2010. I 2020 var den egentlig lettere end vanligt, men det forhindrede ikke Remco Evenepoel i at levere en magtdemonstration med et gigantisk soloridt, så han sejrede med 1.48 ned til Jakob Fuglsang og 2.22 ned til Simon Yates og Rafal Majka. I 2019 var etapen særligt let, men alligevel lykkedes det Ineos at knække Jonas Vingegaard og køre Pavel Sivakov i førertrøjen, mens Matej Mohoric lykkedes med at vinde etapen via et gigantisk soloridt fra et langt udbrud foran flere udbrydere og en stor favoritgruppe. I 2018 leverede Sky og Michal Kwiatkowski et fabelagtigt forsvar, da Simon Yates med et stort angreb var ved at løbe med det hele, men måtte nøjes med en samlet 2. plads og etapesejr 12 sekunder foran en favoritgruppe, hvis spurt blev vundet af Thibaut Pinot foran Davide Formolo. I 2017 var Dylan Teuns i krise på næstsidste stigning, men med hjælp fra Tejay van Garderen lykkedes det ham at komme tilbage til den nimandsgruppe, der spurtede om sejren med triumf til Wout Poels foran Adam Yates og Rafal Majka. I 2016 blev etapen aflyst på grund af et veritabelt uvejr, mens Sergio Henao i 2015 kørte sig til en solosejr ved at angribe på sidste stignings stejleste stykke, hvorefter han slog et hul på 8 sekunder ned til en lille gruppe anført af Diego Ulissi og Lawson Craddock. I 2014 nåede 12 ryttere sidste stigning, hvorefter Rafal Majka angreb og slog Benat Intxausti og Ion Izagirre med 10 sekunder. I 2013 angreb Christophe Riblon fra distancen og samlede undervejs Darwin Atapuma op fra det tidlige udbrud, inden colombianeren vandt spurten, og franskmanden tog førertrøjen. I 2012 blev Henao hentet på målstregen af Moreno Moser og Michal Kwiatkowski, hvorefter italieneren vandt spurten. I 2011 slog Daniel Martin på flot vis Wout Poels med 1 sekund, mens løbets førende rytter, Peter Sagan, tabte 13 sekunder. I 2010 angreb Bauke Mollema fra distancen og slog et hul på 7 sekunder ned til en lille gruppe.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Vejret

Etapen er som sagt tidligere blevet aflyst grundet det frygtede polske regnvejr, men det sker i hvert fald ikke denne gang. Torsdagen bliver ideel til cykelløb med kun få skyer og en temperatur på 22 grader. Vinden vil bare være svag til let (7-8 km/t) og komme fra først nordvest og siden nord. Det giver indledningsvist sidevind, men derefter hurtigt sidemedvind nærmest hele dagen. Der vil være medvind på Lapszanka, sidevind på nedkørslen, modvind i dalen og sidemedvind på målbakken.

Favoritterne

Frygten for, at den kuperede indledning ville snyde sprinterne for den ene af deres to rigtige chancer, blev aldrig til virkelighed, og selvom udbruddet alligevel bed godt fra sig, blev dagens 3. etape ganske udramatisk - i hvert fald for alle andre end Fernando Gaviria, der endelig fik brudt en næsten et år lang sejrstørke, endda i en finale hvor han tidligere har vundet. Egentlig udstillede afslutningen igen hans positioneringsvanskeligheder, men med det rette held fik han koblet sig på David Dekkers flotte lead-out, der eliminerede forhåndsfavoritterne Phil Bauhaus og Alvaro Hodeg, og herfra kunne han sikre sig noget tiltrængt succes inden en 2021-sæson, hvor der er udsigt til hård kamp om rollen som førstesprinter på et UAE-hold, der ventes at tælle Gaviria, Hodeg og Pascal Ackermann.

Nu må han og de øvrige sprintere imidlertid vente helt til sidstedagen, inden de får deres anden og sidste rigtige chance i årets sjældent sprinterfjendtlige udgave. Nu er det nemlig tid til klassementskamp, og når man siger kongeetape i til Bukowina Tatrzanska plejer der at lyde sød musik i ørerne på de fleste cykelfans. Måske er terrænet i Tatr-bjergene ikke det sværeste, men etapen har alligevel gang på gang leveret flot cykelløb, senest med Remco Evenepoels vanvidsridt sidste år.

Derfor er det mildt sagt også et mysterium, hvorfor arrangørerne har ændret den så dramatisk. I forvejen har den i mange udgaver mangler hårdhed, men nu er den nærmest reduceret til det rene ingenting. Det ukontrollerbare rundstrækningsformat med mange stigninger er droppet, og nu koges det bare ned til de sidste to stigninger, hvoraf vi kender målbakken fra alle de tidligere besøg, hvor den aldrig rigtigt har gjort den store forskel - selv efter en hård dag. Stigningen forinden er endda også ny og lettere end det indløb, vi plejer at have, og det virker svært usandsynligt, at der kan skabes væsentlige forskelle. Det

Alligevel er det klatrernes chance. Netop fraværet af muligheder betyder, at jeg tror, at 5. etape bliver kørt meget hårdere, end den plejer, og at de tidlige og svære stigninger udnyttes til at skabe selektion, men historien viser, at vi stadig skal forvente en eller anden form for spurt på fredag. Derfor er de temposvage folk naturligvis også nødt til at prøve her med det lønlige håb, at det alligevel kan lade sig gøre at skabe forskelle.

Det er egentlig en god etape også for Joao Almeida, der har en god chance for at vinde den, men det er det også for hans værste rival, Michal Kwiatkowski. Derfor tror jeg ikke, at Deceuninck vil gøre alverden for at bringe bonussekunderne i spil, og da forskellene er store, vil mange lugte chancen for en udbrudssejr. Jeg vil derfor tro, at vi igen i dag får en del kamp om at ramme udbruddet - måske også så meget, at klassementsrytterne kan spurte i den første indlagte spurt, som Ineos måske endda kunne beslutte sig for at gå målrettet efter. Det indledende terræn er dog let, og derfor burde det være muligt for de hold, der vil vinde etapen, at sikre et relativt svagt udbrud.

Herefter blive det interessant at se, hvem der tager kontrollen. Deceuninck skal selvfølgelig ikke tage chancer med trøjen, men er den ikke truet, vil det formentlig være op til andre at tage ansvar. Her forventer jeg at se Ineos, UAE og Bahrain ramme fronten. Særligt ikke Diego Ulissi og Matej Mohoric, men heller ikke Kwiatkowski kan føle sig specielt glade ved tanken til at skulle slå Almeida på enkeltstarten, så de er nødt til at løbe den risiko at bringe bonussekunder i spil - også selvom de risikerer, at den hurtige portugiser vinder etapen igen. Med tre så stærke hold til at jagte bør udbruddet ikke have den store chance, og det vil formentlig være under kontrol, når vi nærmer os de tre stigninger i finalen.

Her regner jeg med, at Ineos vil lægge et benhårdt tryk på den første ikke-kategoriserede bakke, og det vil formentlig fortsætte også op Lapszanka. Her regner jeg også med, at løbets klatrere - særligt Kwiatkowski selv, men også folk som Einer Rubio, Jai Hindley, Tim Wellens, Giovanni Aleotti og Dylan Teuns - vil angribe Almeida på den stejle del nær toppen. Den er imidlertid kun godt 1,5 km lang, og da Almeida sekunderes af en brølstærk Mikkel Honoré virker det usandsynligt, at de kan sætte portugiseren og danskeren. Det kunne sagtens blive svært at kontrollere, hvis Almeida skulle blive alene, men med de ben, Honoré havde i går, bliver han svær at bringe ud af fatning, selvom det er til den stejle side for den relativt store dansker. Medvinden skal nok hjælpe med at gøre det selektivt, som vi så det i går, hvor de første bakker gjorde ganske stor skade inden en regruppering, men næppe nok til at køre væk fra Deceuninck.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Jokeren er Mohoric. Den stejle del af bakken er nok for hård til, at han kan angribe og gøre andet end at holde sit tempo, men på den bløde del i bunden vil han sikkert prøve, ligesom han vil det på nedkørslen. Den er imidlertid ikke teknisk, og jeg vil tro, at Honoré kan sørge for, at det er et reduceret, men samlet felt, der rammer bakken til sidst.

Den kender vi ganske godt, og historien er ikke opløftende. Folk som Sergio Henao og Rafal Majka er skam kørt væk på den stejle del, men i langt de fleste tilfælde er det endt i en spurt - og det endda selvom løbet har været meget hårdere. Denne gang vil vi helt sikkert se angreb fra nogle af de ovennævnte, og medvinden gør det også reelt muligt at køre hjem på den lette del til sidst, men kan Almeida knækkes, når han sekunderes af Honoré? Næppe. Etapen er ganske enkelt for let.

Betyder det, at det med sikkerhed ender i en puncheurspurt i en gruppe? Ikke helt. Kommer Remi Cavagna ikke over bakken, og bliver Honoré slidt op, kan det godt ende i en ukontrollerbar finale med angreb i højre og venstre side i stil med det, vi så, da Georg Preidler og Ben Hermans vandt den tilsvarende etape til Zakopane. Jeg tror bare, at Deceuninck er for stærke, og hvis Ulissi også vil spurte og derfor sender Alessandro Covi til fronten efter den stejle del, bliver spurten svær at undgå.

Jeg tror også, at gruppen bliver relativt stor. Ineos skal nok gøre deres bedste for at gøre det så hårdt som muligt, men i går så vi, at de var ca. 50 mand i bunden af muren, og da havde etapen været hårdere. Denne gang kommer næstsidste stigning tættere på mål, men det er ikke nødvendigvis et meget mindre felt end det, vi havde på muren i går.

Selve spurten er ikke svær. Teknisk er den helt ukompliceret helt uden sving, og efter den stejle del er der en næsten flad kilometer til at komme sig. Derefter tager den lidt fat med 4-7,5% over de sidste 500 m, herunder med det lidt hårde stykke på 300 m med 7,5%, men denne del af spurten kan ikke afskrække mange.

Der er mange fremragende puncheurs i feltet, og derfor synes jeg, at det er ret åbent, men jeg vælger at pege på Diego Ulissi. Det er egentlig lidt utroligt, at han endnu ikke har vundet denne etape, men tidligere har den altid været lidt for hård. I år er den imidlertid så let, at det i højere grad bliver et spørgsmål om hurtighed, og her står den lille italiener uhyre stærkt. Der er ikke mange, der har samme hurtighed som ham i en spurt som denne, og han viste gårsdagens ridt på muren, at han er i absolut fremragende form. Afslutningen kan minde lidt om den, der gav ham sejren på 2. etape af Giroen sidste år, og her sejrede han som bekendt foran en vis Peter Sagan, der bestemt ikke er en ringe puncheur.

Han har tillige et andet gyldent våben i Alessandro Covi, der nu desværre nok må indstille sig på at ofre sig, men italieneren ville selv være en helt naturlig favorit i denne finale. Kører han lead-out for Ulissi, vil han formentlig blive sat helt perfekt i scene, og så er det svært at se, hvem der skal slå ham. Derfor tror jeg, at Ulissi endelig tager den polske etapesejr, han i årevis har kredset om.

Jeg vil dog langt fra afvise, at Joao Almeida kan gøre det igen. Det taler nok til Ulissis fordel, at det denne gang er betydeligt lettere, men Almeida er altså hurtig. Det var ikke uden grund, at han slog sin rival i gårsdagens flade spurt på toppen af muren, og vi har faktisk også et andet spurtopgør mellem de to at tænke tilbage på. På Giroens 13. etape sidste efterår kørte de en flad spurt i en lille gruppe, og her sejrede Ulissi kun ganske knebent foran netop Almeida, først og fremmest fordi han fik det perfekte lead-out af Brandon McNulty. På baggrund af den spurt kan Almeida sagtens vinde, og chancen burde vel kun være bedre, når det har været hårdere og spurten er stigende. Almeida har ligesom Ulissi også en fremragende lead-out man i Honoré, men desværre bliver det jo nok hans opgave at kontrollere finalen. Derfor er det sikkert igen Ulissi, der sættes bedste op, som han blev det i Monselice sidste efterår. Dengang var Almeida dog tæt på at vinde alligevel, og det kan helt sikkert tage revanche for med den form, han viste i går.

Heller ikke Michal Kwiatkowski har vundet denne etape, da han i 2018 skulle bruge alle sine kræfter på at forsvare sig, mens han i 2012 akkurat blev slået af Moreno Moser i talenternes opgør. Det er dog en spurt, der passer ham ganske glimrende, og den leder mig automatisk til at tænke på 2. etape i Vueltaen i 2018, hvor han kun blev slået af Alejandro Valverde. Det kan vist ikke kaldes nogen skam, og det vidner om, at Kwiatkowski er en absolut fremragende puncheur med den rette hurtighed til også at slå Almeida og Ulissi. Umiddelbart står de to rivaler måske stærkere, men så kan en nøglekomponent være, om Gianni Moscon er ved at komme sig over sit styrt. Er han det, og kan han køre et lead-out, kan det være det, der tipper balancen i polsk favør. Det vil også være helt fortjent, hvis Kwiatkowski endelig får en sejr på en etape, han for pokker da må vinde i løbet af sin karriere - også selvom årets lette rute bestemt ikke gør det nemmere for ham.

Læs også

Optakt: Vuelta Asturias

Min store joker er Biniam Ghirmay. Det var virkelig en skam, at han i går spildte kræfterne på et udbrud, men det fortæller alt om formen, at han alligevel endte som nr. 22 efter et langt soloridt. Det er klart, at der er bedre klatrere end ham, men i denne bløde finale burde han med sin nuværende form altså ikke få problemer. Han er som bekendt stadig et relativt ubeskrevet blad på dette niveau, men han er altså så hurtig, at han kan køre massespurter, som vi så både på 1. og 3. etape. Et stigende opløb som dette burde på alle måder være ideelt for ham, og i årets lette udgave er det ikke sikkert, at de øvrige drager fordel af, at de er bedre klatrere. Jeg vil bestemt ikke blive forundret, hvis Ghirmay får en drømmestart i sit allerførste løb som WorldTour-rytter.

Så er der naturligvis Matej Mohoric. Sloveneren har vel aldrig været bedre, end han er netop nu. I hvert fald var han nærmest rystende i går, da han førte hele finalen for Dylan Teuns, men alligevel var tæt på at vinde en etape, der efter al logik burde byde på for stejle procenter. Morgendagens finale passer ham langt, langt bedre, og selvom den nedre del med sin stejlhed er svær for ham, så vi i går, at han med sit jævne tempo sagtens kan overleve. Herefter kan han vinde på to måder. Han er manden, der med sin enorme styrke kan køre væk på det flade, men det bliver nok trods alt svært som en af de ryttere, Almeida for alt i verden skal holde øje med. Med netop Mohoric skal man dog aldrig sige aldrig. Mere sandsynligt er det, at han skal satse på sin spurt, og den burde også være et brugbart våben i denne relativt let stigende finale. Desværre er det min fornemmelse, at han er mere positioneringsstærk og kraftfuld end hurtig, og jeg tvivler lidt på, at farten rækker mod de ovennævnte. Omvendt er han så skræmmende, at alt synes muligt lige nu - og derfor skal man vel heller ikke helt udelukke, at han får sneget sig væk fra distancen og kører alene hjem, som han gjorde fra et udbrud på netop denne etape i 2019.

Ligesom Ghirmay kan Dion Smith glæde sig over etapens karakter. På den gamle rute havde han været chanceløs, men det er bestemt ikke tilfældet på denne. Når relativt tunge Smith kan blive nr. 14 på muren, er dette bestemt inden for rækkevidde, og den let stigende spurt burde passe fremragende til en mand, der tidligere har vundet puncheurløbet Coppa Sabatini. Også han er hurtig nok til at køre massespurter, som vi så på både 1. og 3. etape, og denne etape er ikke så hård, at han nødvendigvis vil være voldsomt hæmmet mod de lettere folk. Han skal bare overleve den første stigning og det stejle stykke i bunden. Gør han det, ligner det en etape, Smith kan vinde.

Lidt af det samme kan siges om Pascal Eenkhoorn. Havde dette været den gamle rute, havde han været for tung til at spille en rolle, men nu åbner der sig pludselig interessante døre. Hollænderen er bestemt ikke kendt som nogen klatrer, men han er i fremragende form. Han blev nr. 5 samlet i Vallonien og vandt Heistse Pijl, og når han kan blive nr. 20 på muren, burde han have en fair chance for at klare de stejle dele af bakkerne. Er han oppe på den lette del i relativt frisk tilstand, har han en reel chance for at vinde. Han har trods alt vundet to reducerede massespurter i sin karriere, og forleden vandt han i Heist foran Yves Lampaert og den Jonas Rickaert, der er kørt i top 10 i to massespurter i dette løb. Dette ligner en stor chance for Eenkhoorn.

Jeg ville også gerne have Andrea Vendrame meget højt på denne liste. Med den form, der gav ham bjergetapesejr i Giroen, havde dette været en fremragende finale for italieneren. Desværre var hans kørsel i Vallonien alt andet end overvældende, og selvom han sad med over stigningerne i går, endte han langt efter på muren. Mit indtryk er, at formen ikke rækker, men det skal ikke udelukkes, at han i går alene ofrede sig for Tony Gallopin og Clement Berthet i en finale, der var for stejl. Derfor kan formen sagtens være bedre end som så, og hvis det er tilfældet, er han som en af feltets bedste puncheur, et ganske fremragende vinderbud på denne etape.

Til gengæld frygter jeg, at den er lidt for let for Giovanni Aleotti. Italieneren er dog stadig et ubeskrevet blad, og det er svært at fornemme, præcis hvor meget fart han har. Hans 3. plads i den flade spurt på 1. etape på Sardinien var dog ganske lovende, og han burde i hvert fald have en betydeligt bedre chance i denne finale. Problemet er bare, at feltet af puncheurs er ganske stærkt, og der er folk, der er hurtigere end ham - blandt andre Ulissi, som slog ham på Sardinien. Skal han have en chance, skal det formentlig være knaldhårdt, og spørgsmålet er, om det kan blive det.

Jeg kunne også godt tænke mig at se Quinten Hermans køre denne spurt. Belgieren viste med 16. pladsen i går, at han har forbedret sig efter det lidt skuffende løb i Vallonien, og i teorien burde disse relativt bløde procenter passe ham. Han har desværre spurtet uhyre skuffende i år, men tidligere har han vundet en reduceret massespurt i Vallonien, og hans puncheurevner så vi med 14. pladsen i Fleche Wallonne. Mur de Huy er naturligvis for stejl for ham, men kommer han over den svære del, burde hans fart bringe ham langt. Problemet kan være, at han formentlig skal køre for Ghirmay, hvis ikke den svingende eritreer er faldet fra.

Er det her, Kristian Sbaragli skal vinde et cykelløb igen? Det bliver nok trods alt svært, men uden chance synes han ikke at være. Han har hævet sit klatreniveau voldsomt de senere år, og det bekræftede han med gårsdagens fine præstation. Bliver det ikke for hårdt, har han en fair chance for at komme over den stejle del, og så står han ganske stærkt, selvom han ikke har den hurtighed, der tidligere gav ham sejr i en reduceret massespurt i Vueltaen.

Finalen er lidt for let til at passe Tim Wellens ideelt. Han kan ikke rigtigt gøre forskellen fra distancen, og på disse lidt blødere procenter er der hurtigere folk end ham. Nogen dårlig puncheur er han dog ikke, og det er stadig svært at glemme, at han i 2019 slog Marc Hirschi i en kun ganske let stigende spurt i BinckBank Tour. Desværre så vi i går, at det altså stadig kniber lidt for meget med formen efter den store krise i løbet af sommeren, men han er i det mindste konkurrencedygtig. Der vil være sket større sensationer, end hvis Wellens vinder denne etape.

Læs også

Ærlig VM-debutant: Vi ramte den ikke i røven

Meget af det samme kan siges om Dylan Teuns. Finalen er lidt for let til at passe ham ideelt, men han overrasker af og til i spurter, der ikke stiger specielt meget. Det så vi blandt andet med 4. pladsen i Provence, og når han kan være så langt fremme i en spurt vundet af Davide Ballerini, har han også en chance her. Problemet er bare, at det nu må være ret klart, at det ikke er ham, der er Bahrains stærkeste mand, og derfor taler meget for, at han skal køre spurten for Mohoric. Til gengæld kan han så måske udnytte fokus på sloveneren og et overtal til at snige sig væk.

Intermarché vælter for en sjælden gangs skyld i kandidater til et WorldTour-løb. Igen i går fik vi at se, at Georg Zimmermann har sine begrænsninger på stigningerne, men denne finale er betydeligt lettere. Med sejren i Ain har han vist, at formen er god, og bliver det ikke alt for hårdt, burde han have en god chance for at komme over den stejle del. Her ender han formentlig med at skulle køre for Ghirmay eller Hermans, men han er altså lynhurtig, som vi så med den overlegne spurtsejr i Ain. Sidste år blev han sågar nr. 5 i den massespurt, der afgjorde det tyske mesterskab, og det vidner om, at han kan overraske, hvis han får chancen.

Er dette chancen for Tony Gallopin til at rejse sig? Franskmanden er i den grad faldet af på den, men gårsdagens præstation viser, at han har lidt form. Denne relativt lette finale burde derfor være inden for rækkevidde, og som bekendt var han i gamle dage en glimrende puncheur. Faktisk var det ham, der blev nr. 3 bag Valverde og Kwiatkowski på den Vuelta-etape, jeg omtalte ovenfor, og disse lidt bløde procenter burde faktisk passe ham ganske perfekt. Det nuværende niveau rækker nok ikke til, at han kan være med helt fremme, men et godt resultat kunne være i vente.

Lad os tage endnu en Intermarché-rytter. Lorenzo Rota bekræftede i går, at han er kommet flyvende ud af Touren, som vi også så i San Sebastian, men desværre er denne etape nok en anelse for let. Han er slet ikke langsom, og med sin nuværende form burde han have et topresultat inden for rækkevidde, men procenterne er for bløde til, at han kan vinde. Til gengæld kan han så udnytte et sjældent Intermarché-overtal til at snige sig væk, som han prøvede 117 gange i går.

En joker kunne være Stefano Oldani. Italieneren viste i Castilla y Leon, at han vel aldrig har været stærkere end nu, og han sad da også langt fremme i går. Desværre er han ikke verdens mest klatrestærke, og den nedre del af målbjerget vil formentlig blive for stejl til, at han kan være med. Med den form, han har vist, tør jeg dog ikke helt afskrive ham, og selve spurten ser ikke helt dum ud for ham.

Endelig er der Alessandro Covi og Mikkel Honoré. Begge er i storform, og i denne let stigende spurt havde de begge normalt været blandt de helt - som i helt - store favoritter. Desværre er de nødt til at tænke på deres holdkammeraters klassement, og da både Ulissi og Almeida skal bruge bonussekunder, vil de formentlig ofre deres egen chance. Det gælder naturligvis særligt for Honoré, der må ventes at få rigeligt at gøre med at kontrollere hele finalen for Almeida.

Blandt de øvrige navne ville jeg gerne pege på Ivan Garcia Cortina og Matteo Jorgenson, men deres form synes helt væk, og det samme gælder for Jake Stewart. Hurtige Carlos Barbero overraskede mig i går og var i storform i Getxo, men det bør trods alt blive for hårdt, og hans holdkammerat Simon Clarke, der i gamle dage ville elske denne finale, er nok desværre faldet en anelse for meget sammen til at være med. Matteo Sobrero er halvhurtig og trods den manglende form kunne han formentlig godt køre en fin spurt. Det kunne Gianni Moscon åbenlyst også, men er han kommet sig efter styrtet, er han ren hjælper for Kwiatkowski. Hos Alpecin er Xandro Meurisse god i denne form for spurt, men næppe hurtig nok til at vinde, ligesom det måske endda er muligt for Silvan Dillier at være med fremme. Hos Israel SUN er det måske muligt for hurtige Jenthe Biermans, men det bør blive for hårdt for både ham og landsholdets Maciej Paterski.  Derudover er der en række klatrere, der kan snige sig væk. Det vil være de ryttere, der så godt ud i går, og her er det vel særligt Jai Hindley og Einer Rubio samt måske Ben Tulett, der springer i øjnene.

Feltet.dks vinderbud: Diego Ulissi

Øvrige vinderkandidater: Joao Almeida, Michal Kwiatkowski

Outsidere: Biniam Ghirmay, Matej Mohoric, Dion Smith, Pascal Eenkhoorn, Andrea Vendrame

Jokers: Giovanni Aleotti, Quinten Hermans, Kristian Sbaragli, Tim Wellens, Dylan Teuns, Georg Zimmermann, Tony Gallopin, Lorenzo Rota, Stefano Oldani, Alessandro Covi, Mikkel Honoré

Tidligere udgaver af etapen

Du kan se Remco Evenepoels sejr fra 2020, Matej Mohorics sejr fra 2019 i videoen til højre, Simon Yates’ sejr fra 2018, Wout Poels’ sejr fra 2017 og Sergio Henaos sejr fra 2015.