Vuelta a Espana: Vinderkandidaterne (***)

Vuelta a Espana betragtes fortsat som den mindste af de tre grand tours, og i mange år var det for mange lidt af en eftertanke efter en lang sæson eller ren forberedelse til VM. De dage er imidlertid nu ovre. I dag synes langt de fleste grand tour-ryttere at foretrække at køre to grand tours hver sæson, og da Giro-Tour-kombinationen har vist sig at være yderst vanskelig, stiller det helt automatisk Vueltaen i en gunstig situation. Det har givet løbet en forrygende opblomstring, og i de senere år har det spanske løb endda flere gange næsten kunnet hævde, at de har haft det stærkeste felt af klassementsryttere.

2019 var en kedelig undtagelse, men det var netop det: en undtagelse. Efter at løbet i 2020 endte som en af coronakrisens vindere og bestemt ikke stod ringere på den specielle kalender, har løbsdirektør Javier Guillen igen i år al mulig grund til at juble over det felt, der på lørdag vil skyde tre ugers benhård bjergfest i gang med en enkeltstart i Burgos. Desværre valgte en træt Tadej Pogacar alligevel at aflyse sin planlagte deltagelse, men når Guillen alligevel kan byde på et opgør mellem de to øvrige af tidens tre førende grand tour-ryttere, Egan Bernal og Primoz Roglic, er der bestemt ingen grund til at være utilfreds.

Endnu bedre bliver det af, at det ikke kun handler om de to favoritter. Bernal er del af et skræmmende stærkt Ineos-hold, der også tæller Richard Carapaz, Adam Yates og Pavel Sivakov, der alle tidligere har været i top 10 i grand tours, og kometen Tom Pidcock. Movistar kommer med A-holdet med tre af de fire kaptajner i form af en revanchelysten Miguel Angel Lopez, Enric Mas og en genfødt Alejandro Valverde, der som bekendt har en Vuelta-historik, man tror må være løgn. Mikel Landa fører an på et skræmmende Bahrain-hold, der tæller Giro-toeren Damiano Caruso, endnu en komet, Mark Padun, Jack Haig, Wout Poels samt Gino Mäder, og Hugh Carthy jagter endnu en podieplads på et EF-hold, der også tæller den i Touren så velkørende Rigoberto Uran. Giulio Ciccone skal endelig være grand tour-kaptajn efter en Giro, hvor han være uhyre overbevisende inden sit styrt, og Romain Bardet gav i Burgos mindelser om tidligere tiders storhed. Roglic flankeres af Sepp Kuss og Steven Kruijswijk, Rafal Majka skal følge op på en flot Tour med en tilbagevenden til tidligere tiders kaptajnrolle på et UAE-hold, der også tæller David de la Cruz. Unge Mauri Vansevenant og Jay Vine skal for første gang teste sig selv i en grand tour, og derudover tæller feltet solide folk som Guillaume Martin, Felix Grossschartner, James Knox, Harm Vanhoucke, Mikel Nieve og Lucas Hamilton. Ja, når selv Fabio Aru pludselig viser livstegn i dagene op til løbet, har Guillen absolut al mulig grund til endnu engang at knibe sig selv i armen over sit fine felt.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets tre trestjernede favoritter, der alle har en reel chance for at vinde løbet.

Richard Carapaz (***)

For bare en måneds tid siden stod Richard Carapaz under Touren og beklagede sig over, at hans ecuadorianske hjemland ikke helt forstod storheden i de bedrifter, han leverede. I et land, hvor fodbold, basketball, volleyball, baseball og tennis traditionelt har været de største sportsgrene, kunne interessen for de resultater, Carapaz over de seneste år har hjemført, have været større.

At det er ufortjent, er åbenlyst. Da Carapaz stillede til start i Giroen i 2018, var Ecuador stadig en miniput, der ikke havde vundet én eneste grand tour-etape endsige været tæt på at levere et stort resultat i et af klassementerne. Bare tre år senere er den situation dramatisk forandret. I den mellemliggende periode er Carapaz nemlig blevet nr. 1, 2, 3 og 4 i grand tours - fordelt med podiepladser i alle tre - og han har endda været med til at igangsætte en bølge, som har ført til, at landet i samme periode har vundet Giro-etaper ikke bare med ham, men også med Jhonatan Narvaez og Jhonatan Caicedo. En resultatserie, som den Carapaz kan fremvise, skal man som regel bruge næsten en hel karriere på at producere, men det har den ecuadorianske komet opnået på bare tre år!

Alligevel blev det noget andet, der endelig gjorde ham til nationalhelt. Modsat til sine grand tours stillede han ved OL-løbet kun til start som outsider, men som historien klart viser, er netop outsiderrollen en stor fordel i et løb, der altid er svært at kontrollere. Det udnyttede Carapaz til at forvandle sin status i hjemlandet, da han med sit imponerende soloridt blev den bare anden OL-guldvinder i det lille bjerglands historie.

I det lys var det egentlig naturligt at forvente, at Carapaz var rejst hjem til Ecuador for at sole sig i den hyldest, nationalhelte plejer at få, men den slags må vente. Carapaz er nemlig kendt for sin dedikation og sit fokus, og i stedet rettede han med det samme blikket mod sit næste mål. I løbet af de kommende tre uger vil den lille ecuadorianske terrier forsøge at få revanche for det knebne nederlag til Primoz Roglic, han blev udsat for i Vueltaen sidste efterår.

Kan det så lade sig gøre? Det er det åbne spørgsmål. Situationen er nemlig helt anderledes, end den var for et år siden. Dengang var det Carapaz, der kom til start som den friskeste efter at have kørt Touren som en sen nødløsning og hurtigt i en mere afslappet rolle som etapejæger. Roglic derimod havde kørt en vanvidskalender, der over en tre måneder lang periode var all-inclusive, og den træthed var tydelig at se hos sloveneren, der i den tredje uge ikke var på sit vanlige niveau. Alligevel lykkedes det ham - faktisk alene grundet bonussekunder - akkurat at henvise Carapaz til 2. pladsen.

I år det Roglic, der er den friske. Sloveneren har faktisk knap kørt cykelløb i år, mens det forholder sig helt anderledes for ecuadorianeren. I sig selv er Tour-Vuelta-kombinationen en meget svær størrelse, som selv Chris Froome måtte bruge et par forsøg på at kunne få styr på, og når man som ekstra krydderi lægger en tur på tværs af jordkloden til et OL-løb i Japan, er det helt indlysende, at Carapaz har haft en alt andet end ideel forberedelse.

Derfor er han også bagud på point på forhånd. Faktisk er han blandt feltets allerstørste favoritter den eneste, der har gennemført Touren, og det er nærliggende at tro, at det vil koste i den tredje uge, præcis som det gjorde for Roglic i november, hvor det kun var på de allersidste meter af La Covatilla-stigningen, at han 24 timer inden finalen i Madrid sikrede sig den samlede sejr.

Der er også en anden væsentlig forskel. Sidste år var Vueltaen bare 18 etaper lang, og den sidste uge var historisk let med bare én bjergetape. Virkeligheden kunne denne gang ikke være mere anderledes, da årets Vuelta er uhyre bagtung. Uge 1 er skam svær, men ikke overvældende, og uge 2 er klassementsmæssigt ikke specielt spændende, men i uge tre kommer løbets tre vel nok vigtigste etaper som nr. 17, 18 og 21.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Derfor ender Carapaz også længere nede på denne liste, end han burde. Havde alle spillet på samme bane, var han den naturlige nr. 3 bag Roglic og Bernal, men nu må man stille spørgsmålet, om han vitterligt kan bevare den nødvendige friskhed. Det er endda nyt territorium, for Carapaz har i sin korte karriere aldrig med succes kørt klassement i to grand tours i træk.

Men måske netop derfor skal man holde døren åben for, at det kan lade sig gøre. Carapaz’ grand tour-historik er kort, men skræmmende, og der findes ikke mange, der restituerer så godt som ham. Nok er kombinationen svær, men det lykkedes altså for Froome i 2016 og 2017 at gå i top 2 i begge løb to gange i træk og dermed bevise, at det skam kan lade sig gøre, hvis bare man er god nok.

Det er Carapaz måske også. Han kan i hvert fald ikke være svært utilfreds med ruten, der som altid byder på de brutale bjerge, hvor han som en af verdens bedste klatrere trives. Er han stadig frisk, vil særligt 17. og 18. etape være guf for en ren klatrer som ham, selvom han desværre, som det oftest er tilfældet i Vueltaen, må spejde langt efter de iltfattige højder, der i teorien kunne være et ekstra våben.

Enkeltstartsmenuen er også overskuelig. Den er en anelse større, end man normalt ser den i Vueltaen, men det er svært at få meget færre enkeltstartskilometer end her. De er endda alle så kuperede, at han kan gøre sig forhåbninger om at begrænse tabet. Det gjorde han egentlig ganske flot i Touren og ikke mindst i den seneste Vuelta, hvor Roglics tidsgevinst var betydeligt mindre, end man kunne frygte.

Det ændrer dog ikke på, at enkeltstarterne sætter Carapaz bagud på point på forhånd, og medmindre han og Ineos kan fange Roglic i den sidevind, de plejer at mestre så godt, skal han indhente det tabte - plus de bonussekunder, der sidste år var med til at sikre hurtige Roglic sejren - i bjergene. Her var en frisk Carapaz sidste år i stand til ved nogle lejligheder at sætte kniven ind sidste år - men i andre tilfælde var det omvendt - og det skal han forsøge at gøre igen i år.

Her er hans våben først og fremmest holdet. Ineos har en trup, der nok kan få Roglic til at ryste lidt i bukserne, og selvom Jumbo ikke er svage, virker det ikke usandsynligt, at sloveneren kan isoleres. Årets sene bjergetaper har også et design, hvor det måske kan ske fra distancen, og det er måske også en forudsætning. Et stort problem i Vueltaen er nemlig, at målbjergene altid er så svære, at taktik sjældent er afgørende. Her vinder stærkeste mand ofte.

Derfor er det slet ikke sikkert, at Ineos kan glæde af deres overtal. Holdets styrke til trods kan meget tale for, at Carapaz skal være ikke bare stærkere, men markant stærkere end Roglic i bjergene, hvis han vil have sin revanche. Det var han tæt på at være i 2020, men vil han være det i 2021, når det er ham, der har gæld til træthedsbanken på forhånd? Det ligner en betydeligt sværere mission.

Hvis til gengæld det skulle lykkes, vil det være kronen på en fabelagtig opstigen mod stjernerne, der nu endelig har udsigt til at blive kronet med en hyldest som nationalhelt i Ecuador. Der er næppe tvivl om, at der til efteråret venter en stor hyldest af Carapaz i hovedstaden Quito, og selvom det måske nok til være OL-guldet, der har været hovedårsagen dertil, kan en Vuelta-sejr forhåbentlig bidrage yderligere til at overbevise den ecuadorianske befolkning om, at de altså har fostret et sandt verdensnavn, der fortjener meget mere opmærksomhed end den, der hidtil er blevet ham til dels. Hans grand tour-historik er nemlig allerede så fabelagtig, at alle sportens store nationer er grønne af misundelse. I Madrid kan de blive endnu grønnere - og Carapaz forhåbentlig skubbe fodbolden lidt til side i den ecuadorianske sportspresse.

Miguel Angel Lopez (***)

Det er ikke altid let at være udpeget til at være frelser. Måske var det heller ikke en officiel titel for Miguel Angel Lopez, da han forud for sæsonen forlod de trygge rammer hos Astana for at vende ”hjem” til sportens store spansktalende mandskab, Movistar, men det var tæt på. Igennem hele 2020 var det nemlig nærmest tragisk at se, hvordan det tidligere storhold var forvandlet fra at være en af sportens giganter til at være en næsten anonym skikkelse. Sejrene var få, holdet styrtdykkede på ranglisten, og i mange løb virkede truppen som en helt uigennemtænkt samling af unge ryttere, der kørte rundt uden mål og mening.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Det var det, Lopez skulle ændre på, da han i januar skiftede den ene blå trøje ude med en lidt mørkere af slagsen, men efter det første halve år er projektet desværre endt som en fiasko. Det kom allerede skævt fra start, da Lopez i januar måtte melde fra til holdets træningslejr efter at have pådraget sig covid-19, og det kom endda ovenpå den skulderskade, der sendte ham ud af Giroen allerede efter kun ca. 10 km. Derfor måtte vi helt frem til slutningen af april, inden Lopez endelig kunne gøre sæsondebut, og selvom han hurtigt kom på sejrstavlen med etapetriumf og samlet gevinst i et svagt besat løb i Andalusien, er det fortsat med at gå galt siden dengang.

Det så ellers ud til, at den kedelige start var ovre, da han kørte et ganske lovende Dauphiné og fulgte det op med en suveræn sejr i det igen lidt svagt besatte endagsløb på Mont Ventoux. Da det virkelig gjaldt i Touren, var Lopez imidlertid helt anonym, og selvom han bestemt heller ikke var heldig med at blive bremset af en serie styrt i den første uge, kom der aldrig nogen forklaring på, hvad i alverden der gik så galt med den lille colombianer

Den forklaring kender vi stadig ikke, og spørgsmålet er, om Movistar selv gør det. Nedturen betyder i hvert fald, at han rejser til Burgos som en joker og ikke den indlysende favorit, han ellers burde have været. Reelt set har Lopez ikke haft sit højeste niveau siden sidste års Tour de France for nu snart et år siden, og så lang en formkrise betyder altid, at man begynder at stille spørgsmål ved, om niveauet kan genfindes, særligt når der ikke er andre oplagte forklaringer end mulige eftervirkninger fra det ret hårde coronaforløb, han angiveligt havde i løbet af vinteren, og som udsatte hans sæsonstart så længe.

Til gengæld har Lopez’ nedtur betydet, at han har et vigtigt våben, som ofte er det allervigtigste i Vueltaen, der køres sidst på sæsonen, nemlig friskhed. Nok gennemførte han stort set hele Touren, men det var på halv kraft, og hans sene sæsonstart betyder, at han har været sat på skånekost gennem det meste af året. Han droppede også turen til Tokyo, og selvom Touren betyder, at løbskilometerne alligevel er løbet op, har Lopez kørt mindre reelt cykelløb end lagt hovedparten af løbets øvrige hovedaktører.

Den slags plejer at være afgørende i Vueltaen, og det kan blive et særligt vigtigt våben i år, hvor Vueltaen har et design, hvor de væsentligste udfordringer er samlet i en brutal tredje uge. I forvejen er et sådant design altid godt for Lopez, der har haft for vane at komme skidt fra start og miste tid hist og her i den tredje uge for siden at blomstre op mod slutningen. Den tendens har før kostet dyrt, men i en bagtung Vuelta som denne er det ikke nødvendigvis ødelæggende, hvis han ikke er knivskarp fra start, selvom det første store slag på Picon Blanco allerede på 3. etape truer med at blive dyr for Lopez, hvis han stadig er rusten.

Hvis til gengæld det endelig lykkes for Lopez at genfinde sit niveau, er han farlig, og derfor skal han rangere højt på enhver favoritvurdering. I sidste års Tour gjorde han nemlig det, der i disse tider synes som en umulighed, da han på Tourens kongeetape til Col de la Loze kørte fra både Primoz Roglic og Tadej Pogacar på én gang. Den slags er i dag så uhørt, at det med det samme bringer Lopez op som en af de få reelle mulige vinderkandidater over de kommende tre uger, også selvom hans optakt betyder, at det kan ende helt galt.

Naturligvis er der udfordringer. Lopez’ enkeltstart har før vist tegn på markant fremgang, som da han sidste år kørte sit livs tidskørsel i Algarve, men i år har det været moderat. Det har bestemt ikke været på samme katastrofale niveau som i Giroen i 2019 eller Touren i 2020, hvor en katastrofeenkeltstart sendte ham fra 3. til 7. pladsen i ét hug, men meget taler for, at han vil få en betydelig lussing til Roglic over løbets to enkeltstarter, også selvom de begge er ganske kuperede. Dertil kommer hans sårbarhed i sidevind og hans evige tendens til at styrte i tide og utide, der alt sammen betyder, at han kan være bagud på point inden bjergene.

Her står den Lopez, vi så på Col de la Loze, til gengæld godt. Movistar er kommet med A-truppen og har med tre klassementsryttere det overtal, der måske kan bringe Jumbo og Roglic ud af fatning, måske særligt hvis de kan gøre fælles front med de to andre supermandskaber, Ineos og Bahrain. De to brutale målbjerge i den tredje uge burde også passe Lopez storartet og give ham masser af terræn til at gøre indhug i det efterslæb, han vil pådrage sig i andre terræner.

Til gengæld mangler han noget andet i bjergene, nemlig højderne. Lopez er ikke begrænset til kun at præstere over 2000 m, men det er her, han har sine bedste resultater. Vueltaen er ikke kendt for sine højder, og i år kommer vi ikke i nærheden af de 2000 m undervejs. Iltfattig luft er ikke en forudsætning for Lopez, men det er ikke helt uden grund, at det var i netop den slags, at han gav Pogacar og Roglic klø sidste år.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Nej, der er masser af ting, der gør det usandsynligt, at Lopez får brudt den tørke, der betyder, at han ikke har været på podiet i en grand tour siden Vueltaen i 2018, og den vigtigste af disse er den usikkerhed, der følger af en dårlig sæson. Til gengæld har han to våben, der skiller ham ud på listen over de øvrige favoritter, nemlig friskhed og den luksus, at hans topniveau er så tårnhøjt, at han er kørt fra begge de to slovenske fænomener inden for det seneste år.

Kan han komme gennem de to første uger uden de mange tidstab, han lidt for ofte ramler ind i, kan man drømme om i den tredje uge at se den Lopez, der fløj op ad Col de la Loze sidste år. Dukker han pludselig op igen, er de sidste dage i de asturiske bjerge så svære, at løbet kan vendes på hovedet. Sker det, var Superman alligevel den frelser, han blev indkøbt til at være.

Hugh Carthy (***)

Et år kan gøre en stor forskel. For et år siden kom Hugh Carthy til Vueltaen som en underdog og outsider på et EF-hold, hvor det meste fokus var rettet mod Daniel Martinez. Her på Feltet.dk var vi et af få medier, der tilskrev briten en større chance end colombianeren med mulighed for at overraske de fleste, men selvom jeg dengang forsynede den langlemmede brite med to stjerner i disse optakter, skal jeg blankt indrømme, at jeg aldrig havde drømt om, at det skulle gå så godt, som det gjorde.

Det havde Carthy eller EF næppe heller, men briten var så velkørende, at han forud for løbets sidste bjergetape faktisk havde en ikke bare teoretisk chance for at vinde løbet. Bare en uge forinden havde han nemlig givet både Primoz Roglic og Richard Carapaz klø på Angliru, og da han i mellemtiden havde kørt sit livs enkeltstart, lignede det pludselig en reel mulighed, at han faktisk kunne blive den mest overraskende Vuelta-vinder siden Chris Horner i 2013.

Sådan gik det dog ikke. Carthy kunne trods alt ikke sætte de to favoritter til vægs på La Covatilla, men han endte løbet på en fornem 3. plads, der med det samme hævede ham op i klassen af grand tour-talenter med potentiale til måske at vinde et tre uger langt etapeløb. Hans status på EF-mandskabet blev også ændret, og i år har han ikke bare været holdets wildcard, men nu kaptajnen, der har stået i spidsen for holdet i to grand tours.

Derfor stiller han til start med en helt anden opmærksomhed, når han møder op i Burgos på lørdag, men den status har han nu egentlig haft kurs mod længe. Det kommer nemlig ingenlunde ud af det blå, at Carthy kører stærkt. Det har han nemlig gjort, siden han som 19-årig vandt Tour of Korea, og da han i 2017 bragede ind på scenen med fabelagtig kørsel i de bjergrige spanske etapeløb, stod det klart, at han havde kurs mod noget stort.

At det tog noget tid for ham slå igennem, understreger imidlertid den udfordring Carthy altid har haft, nemlig manglen på stabilitet. Kun alt for sjældent har han fundet de fantastiske takter, han viste, da han nærmest sensationelt endte i top 10 i et uhyre stærkt besat Volta a Catalunya i 2017. Så sent som sidste år var der også en verden til forskel på den Carthy, der betog os alle i Vueltaen, og den Carthy, der gennemførte Touren så anonymt, at ingen opdagede, at han havde deltaget.

Den konsistens er til dels kommet i år, hvor Carthy har været en aktør i alle de etapeløb, han har kørt, men til gengæld har vi aldrig igen set den brite, der sidste år endte som nr. 3 i dette løb. Hans forår bød på flere pæne etapeløb, men aldrig med et bedre udfald end en 5. plads i Tour of the Alps, og hans Giro endte som en enorm skuffelse. Efter at være kommet til start som en sandsynlig podiekandidat og have efterladt et stærkt indtryk på den første bjergetape til Sestola, var det kun på løbets kongeetape, at Carthy genfandt nogle af takterne fra Vueltaen. På alle andre bjergetaper var han en grum skuffelse, og i den tredje uge så han reelt ud til at gå ned - i hvert fald så meget, at han faldt fra en 3. til en 7. plads på de sidste to bjergetaper.

Heldigvis er der en sandsynlig forklaring på nedturen. Nok er Carthy en dieselmotor, men selv han må have sine begrænsninger. Derfor lignede det allerede fra start et vanvittigt projekt, at han som optakt til Giroen skulle køre både Catalonien, Baskerlandet og Tour of the Alps, så han reelt stillede til start med en lille grand tour i benene over bare en måneds tid. Med den optakt kunne det faktisk ikke komme bag på mange, at han løb tør for kræfter i de sidste dage.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Til gengæld er det også det, der giver håb for denne Vuelta. Der var vitterligt en god forklaring på, at Giroen gik ham så ilde, og da han denne gang kommer til Spanien med en helt anderledes afmålt forberedelse, er der al mulig grund til at tro, at hans dieselmotor denne gang kun bliver bedre og bedre, som den syntes at gøre for et år siden. Og det er en særligt vigtig egenskab i et løb, hvor de tre måske vigtigste etaper kommer i løbet af de sidste fem dage.

Vueltaen synes også på andre områder at passe ham udmærket. Ganske vist er Carthy bedst på de store bjergdage med mange højdemeter - det var ikke tilfældigt, at hans gode dag kom på Giroens voldsomme kongeetape - og den etapetype findes ikke i samme omfang i Vueltaen. Det gør den dog i årets udgave, hvor flere af bjergetaperne har mange bjerge og højdemeter. Derudover ved vi fra sejren på Angliru, at Carthy elsker de stejle procenter, og dem finder han til overflod i dette løb, ikke mindst på 18. etapes nye monster af en stigning.

Til gengæld har han også masser af udfordringer. Sidste år kørte han i dette løb sit livs enkeltstart, men i år har han skuffet på samtlige tidskørsler. Man kan håbe, at de mere kuperede ruter kan bringe ham tilbage på sporet, men det er et bekymringspunkt, i hvert fald hvis han vil slå Roglic. Hvis til gengæld han kører som i 2020, er enkeltstarten pludselig et våben, hvor han står stærkere end langt hovedparten af de øvrige favoritter.

I sidevinden på den spanske højslette virker han desværre også sårbar, og det er en faktor, der ofte spiller en rolle i løbet og på årets rute måske kan blive mere udtalt end i andre udgaver. Derudover er han uden skyggen af punch, og de eksplosive finaler i Cullera og Valdepeñas de Jaen kan meget vel ende med at koste sekunder til de mere eksplosive typer som Roglic og Bernal. Endelig er hans hold intet i sammenligning med de fabelagtige trupper, som særligt Bahrain og Ineos kan mønstre, men som man også i mindre omfag finder hos Jumbo og Movistar.

Til gengæld er Carthy i form. Hans løb i Burgos kom mildt sagt skidt fra start, men da han sejrede på Lagunas de Neila til sidst, mindede han os om, hvorfor han tidligere var kendt for ustabilitet, og hvor glad han er for stejle procenter. Meget tyder på, at han denne gang kommer til løbet med den stigende formkurve, hans vanvidsprogram slet ikke gav ham i Giroen, og med den indgang til løbet burde manden med dieselmotoren have kurs mod en stor tredje uge.

Den ser i år ud til at blive altafgørende og byder på et bjerg, der minder om Angliru, og en enkeltstart, der kommer til allersidst i løbet. Som bekendt var det præcis de to nøglekomponenter for Carthy sidste år, da han først vandt på Angliru og siden med sit livs enkeltstart sikrede sig en position, hvor han var i spil til sejren indtil allersidst. Hvis en udhvilet Carthy kan lægge den skuffende Giro bag sig og gentage de to bedrifter i år, synes det bestemt ikke umuligt, at han kan nå mindst samme højder som for et år siden. Den eneste ændring vil så være, at det denne gang ikke er spor overraskende. Et år kan nemlig gøre en stor forskel.