Optakt: 5. etape af Itzulia Basque Country

 Livestream Itzulia Basque Country og Amstel Gold Race uden afbrydelser

Ruten

Baskerlandet er først og fremmest kendt for sine mure, men det er relativt sjældent, at løbet har en afslutning på en af de stejle sataner. I år har vi heller ikke en klassisk murafslutning i stil med den, vi havde i 2021, men på løbets næstsidste etape får man dog fornemmelsen af at skulle spurte op ad en mur. Her afsluttes en benhård dag , som byder på næsten 3500 højdemeter og en meget svær stigning i finalen, nemlig med en bakke op mod målet, hvor de sidste 500 m stiger med hele 12,8%. Forinden ventes klassementsrytterne at have udkæmpet et slag på stigningen, og selvom der vil være tid til regruppering inden spurten op ad muren, kan det meget vel være fredag, at vi får det første fuldtonede opgør mellem favoritterne. Med et lettere stykke efter toppen af stigningen kan der også være lagt op til mere af det ukontrollerbare kaos, som også både 3. og 4. etape lagde op til.

Med en distance på 163,8 km er der tale om en kort etape, der fører fra Ingeteam Park i Zamudio til Mallabia. Fra start kører man et kort, fladt stykke mod sydøst, inden han drejer mod nordøst for at skære ind gennem bakkerne. Det sker via først en ikke-kategoriseret stigning (4,1 km, 5,7%), der har top efter 11,2 km, inden man kører mod nord ad en teknisk nedkørsel og op og ned ad en bakke (1,3 km, 8,7%). Herfra går det med det samme mod nordvest og nordøst op ad kategori 2-stigningen Paresi (9,0 km, 3,4%, max. 12%), der e en todelt stigning med først 1 km med 9,8% og siden et fladt plateau og en nedkørsel, inden de sidste 6,4 km stiger relativt jævnt med 6-7%, dog afbrudt af et plateau nær toppen, som kommer efter 27,1 km.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Derfra leder en let nedkørsel mod øst ned til vandet, som følges fladt mod syd ned til Gernika-Lumo, hvor man vender rundt for at køre mod nord op langs vandet. Senere drejer man mod sydvest for at følge den flade kystvej, der dog hurtigt bliver mere kuperet. Først skal man over en bakke (3,2 km, 3,6%) med top efter 60,8 km, inden der venter en nedkørsel efterfulgt af kategori 3-stigningen Bedarona (2,1 km, 7,1%, max. 9%), der er en meget jævn stigning med top efter 65,8 km. Herfra følger man et plateau mod sydøst, inden en kort nedkørsel leder mod nordøst tilbage til vandet.

Nu forlader man havet, når man kører mod sydvest ind i landet, men det sker gennem terræn, der først er fladt og siden kun let stigende. Det ændrer dig imidlertid, når man drejer mod sydøst for at køre op ad kategori 3-stigningen Gontzagariagana (2,6 km, 6,5%, max. 10%), der er en relativt jævn stigning med top efter 93,8 km. En lidt småteknisk nedkørsel leder mod øst, inden man med det samme kører mod sydvest op ad kategori 3-stigningen Trabakua (3,3 km, 7,1%, max. 10%), der starter blødt med 4-6% over den første kilometer, men siden stiger med 7-9% frem mod toppen, som rundes efter 104,5 km. En kringlet nedkørsel leder nu mod sydøst ned til byen Ermua, hvor man drejer mod nordvest for at køre op ad første del af målstigningen frem til dagens første spurt, som kommer i målbyen Mallabia efter 113,5 km.

Denne gang kører man dog ikke hele vejen op til stregen. I stedet fortsætter man videre mod nordvest ad en stigning (3,0 km, 5,6%), inden det falder mod sydvest tilbage til dalen. Den forlader man med det samme, nå man kører mod nord og nordvest op ad endnu en bakke (5,2 km, 4,9%), der har top efter 127 km, inden en småteknisk nedkørsel leder mod syd tilbage til dalen og den store by Durango. Her rammer man en let stigende vej som følges mod sydøst forbi dagens anden spurt, som kommer efter 136,0 km.

Bare 7,6 km efter spurten indledes finalen, når man kører mod nordøst, øst og igen nordøst op ad kategori 2-stigningen Karabieta (6,7 km, 5,6%, max. 15%). Tallene snyder da de første 3 km stiger med 9,4%, herunder med 12,0% over de første 500 m, inden der venter 2 næsten flade kilometer og slutteligt 1700 m, som stiger jævnt med 6,0% frem mod toppen, der rundes efter 150,7 km.

Herefter indledes de sidste 13,1 km med en småkringlet nedkørsel, der leder mod nordøst og nordvest ned til lørdagens målby, Eibar, hvor man ramme en let stigende vej, der leder mod sydvest og nordvest ind til målbyen Mallabia. Den stiger hovedsageligt med ca. 2%, indtil den ved den røde flamme bliver en anelse stejlere med 500 m med 5,4%, og snor sig let med en rundkørsel 2,5 km fra stregen. Med 500 m igen drejer man skarpt til højre ind på finalemuren, der stiger med 12,8% i snit og går ad en snoet vej med et hurtigt dobbeltsving 250 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 3423 højdemeter.

Mallabia har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

 Livestream Itzulia Basque Country og Amstel Gold Race uden afbrydelser

Vejret

Efter nogle tørre dage ser det ud til, at rytterne alligevel kommer til at smage lidt på den baskiske regn. Heldigvis falder det meste i aftentimerne fredag og morgentimerne lørdag, hvor kongeetapen formentlig holder tør, men noget tyder på, at der kan vente en våd finale i morgen. Dagen vil ellers starte tør, dog kun med lidt sol, og med en temperatur på 19 grader vil det være ganske lunt. Til gengæld kommer der et regnvejr, og som det ser ud fredag eftermiddag, vil det ramme, så den sidste halvanden times tid kan blive våd. Det vil også være relativt blæsende med en jævn til frisk vind (20-25 km/t), der vil komme fra først sydvest og til sidst vest. Det giver medvind først på etapen, sidemedvind hen langs kysten og derefter en del sidevind frem til rundstrækningen. Her vil der i staten hovedsageligt være modvind, inden man får sidemed- og medvind frem til toppen af Karabieta. På nedkørslen vil der være sidevind, inden man får sidemodvind på vejen ind til Mallabia, hvor der vil være sidevind på muren.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Analyse af 4. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan 4. etapes højst overraskende spurtvinder blev et rammende billede på Quick-Step-mandskabets krise.

Favoritterne

I gamle dage var Baskerlandet Rundt et af de specielle etapeløb, hvor de værste klatreudfordringer ofte kom relativt tidligt i løbet. Kongeetapen til Arrate var som regel placeret enten onsdag eller torsdag, og derefter var det i stedet den ofte altafgørende enkeltstart, der altid rundede festen af.

På mange måder var det et paradoks, at et løb, der først og fremmest er kendt for sine stigninger, skulle afsluttes med en enkeltstart og ikke en bjergetape. Måske er det derfor, at arrangørerne har ændret formatet. I hvert fald har det siden 2018 været kutymen, at løbet er afsluttet med en af de sværeste etaper, og i tre af de fire tilfælde har det også været den ikoniske kongeetape, der har rundet ballet af.

Den tendens er måske endnu tydeligere i år. Her han man nemlig samlet de to eneste virkeligt svære etaper sidst i løbet. Allerede inden starten var det klart, at 3. og 4. etape kunne blive ganske afgørende - det endte de med ikke at blive - men det skulle skyldes taktik mere end gode klatreben. Til gengæld venter nu to dage, hvor de bedste virkelig har muligheden for at sætte sig igennem.

Det er klart, at det er Arrate-etapen, der er vigtigst, men man skal bestemt ikke undervurdere det, der venter i morgen. Karrabieta er en led karl med sine 3 km med 9,4%, og mens den ikke er helt så stejl som de mure, vi har set de seneste dage, er den til gengæld længere og placeret så dybt inde i finalen, at der vil kunne skabes mere varige forskelle, og med medvind på stigningen øges den chance blot yderligere.

Det er dog alligevel næppe en dag, hvor vi ser, at bedste mand bare kører fra alt og alle. Stigningen er relativt kort, og der er trods alt relativt langt hjem. Nede i byen venter en ubehagelig let stigende vej, hvo der vil være en ret hård modvind, og det taler for, at vi vil se en lille gruppe samlet til sidst. Det betyder også, at det taktiske spil, der ikke har materialiseret sig de foregående dage, kan komme i spil, selvom den hårde modvind også taler for, at det formentlig alligevel vil ende i en spurt på den sidste meget stejle mur. Modvinden kan også betyde, at man i dalen vil være bange for at blotte sig inden muren, og det øger sandsynligheden for, at vi vil se en lidt større regruppering til sidst. Der vil formentlig være en vis angst for en spurt, der denne gang er alt andet end let, selvom det kun er de sidste 500 m, der er stejle.

Spørgsmålet er naturligvis, om feltet også skal køre om etapesejren. Det gjorde de i dag, selvom der gennem langt det meste af dagen slet ikke var nogen, der gik efter det. Jumbo var imidlertid nødt til at holde Cristian Rodriguez i snor, og det betød, at udbruddet alligevel kom tilbage næsten af sig selv.

Det samme kan ske i morgen. Forskellene er dog blevet endnu større nu, og derfor er det en ret lille gruppe ryttere, Jumbo ikke kan lade køre langt væk. I den forstand er chancerne for en udbrudssejr betydeligt bedre, end de var i dag. Til gengæld er starten denne gang også betydeligt hårdere, og det øger sandsynligheden for, at vi får et udbrud, man ikke bare kan lade sejle væk.

Igen er det formentlig Ineos, der sidder med nøglen til etapen. Det vil undre mig meget, hvis ikke briterne har store planer om at gøre finalen knaldhård og vinde tid på rivalerne. Spørgsmålet er bare, om de også vil jagte etapesejren. Det er jeg meget i tvivl om, og det skyldes først og fremmest lørdagsetapen. Der vil nok være en del hold, der vil have en plan om at spare lidt på krudtet.

Læs også

Optakt: Presidential Tour of Türkiye

Er der andre hold, der kan tænkes at jagte? Jeg ser en mulighed hos Movistar. Også de tænker formentlig meget på lørdagen, men Enric Mas virker velkørende, og de skal gerne lave et eller andet på deres hjemmebane. Den anden indlysende mulighed er Quick-Step. Selve muren er perfekt for Julian Alaphilippe, men de vil nok være usikre på, om han kan klare Karabieta. Da han har lovet, at det nu handler om Evenepoels klassement, vil det undre mig, hvis belgierne deltager i jagten. Snarere vil jeg holde øje med Bora, der har taget meget ansvar for Aleksandr Vlasov i år, samt måske Bahrain, da Pello Bilbao synes at have masser af selvtillid.

Jeg vælger derfor at tro på, at de bliver hentet, men det er virkelig en 50-50-afgørelse. Risikoen for, at udbuddet igen er en trussel mod Jumbo er bare så stor, at det - kombineret med en sandsynlig Ineos-plan og muligt initiativ fra de øvrige omtalte hold - gør, at der burde være en god chance for at komme tilbage. Jeg anser det i hvert fald som usandsynligt, at ryttere fra top 26, hvorefter klassementet ”knækker” kan vinde fra et udbrud. De vil formentlig blive kontrolleret så hårdt, at de vil blive hentet, hvis Ineos som forventet lægger et pres, når de rammer de fire stigning, der leder frem mod Karabieta.

Uanset om der er et udbrud eller ej, skal der udkæmpes et klassementsslag på Karabieta, hvorefter det jf. ovenstående kan ende i en spurt på muren i en lille gruppe eller i en taktisk finale, hvor man kan snige sig væk. I den kamp er det værd at bemærke, at det alligevel ser ud til, at rytterne får lov at smage på den baskiske regn, og det tyder altså på, at vi får en våd afslutning.

Jeg vover pelsen og peger på Jonas Vingegaard. Som jeg skrev i gårsdagens analyse, lignede han stærkeste mand på 3. etapes mure, og igen i dag virkede han uhyre overbevisende, da han kørte Aleksandr Vlasov ud af hjulet og op til Daniel Martinez og Julian Alaphilippe. Det er klart, at han ikke kan køre løbet offensivt, når Primoz Roglic er i førertrøjen, men det er heller ikke nødvendigt. På baggrund af det, vi så i går, er det ikke en umulighed, at de kan få skovlen under sloveneren på Karabieta, og sker det, vil Vingegaard kunne sidde på hjul og vente på en spurt på muren.

Mere sandsynligt er det dog, at Roglic og han begge kommer med de bedste over muren. Herefter vil han kunne deltage i det taktiske spil, og det giver ham en option for at vinde, som Roglic næppe har. Grundet vinden tro jeg dog som nævnt, at chancen for en spurt i en favoritgruppe er stor, og her er det klart, at man kan pege på bedre puncheurs end Vingegaard. Han har dog i både Polen og Danmark samt senest på 4. etape i Tirreno vist, at han altså er en glimrende puncheur, og på så stejl en bakke handler det i høj grad om form. Lige nu synes Vingegaard at have mest af lige netop det, og da han samtidig er en hæderlig afslutter, tror jeg på, at danskeren tager sejren.

Det er jo ellers Primoz Roglic, der er den naturlige favorit, og det vil bestemt ikke komme bag på mig, hvis han sætter dem alle sammen på plads. Formsvag er han jo ikke, som vi så på enkeltstarten, og som skrevet i analysen lignede han i dag en helt anden rytter, end han gjorde i går. På papiret er han sammen med Julian Alaphilippe og Michael Woods den bedste afslutter på en kort, stejl mur, men som sagt er det også en finale, hvor form spiller en stor rolle. Jeg er stadig bekymret for den Roglic, vi så både i går og tidligere på sæsonen, og vi ved også, at han har haft de fleste af sine kriser i regnvejr. På den anden side er Roglic så sublim i disse puncheurspurter, at han formentlig kan vinde spurten på mindre end 100%, og han har ligesom Vingegaard den store fordel, at han kan køre hele løbet defensivt. Var dagens præstation et udtryk for, at i går bare var en dårlig dag, ender det formentlig med den Roglic-sejr, man normalt vil se i en afslutning som denne.

Jeg har også fidus til Adam Yates. Som UAE Tour og Paris-Nice viste er hans niveau uhyre svingende, og man ved aldrig helt, hvilken udgave man får. Han virkede dog uhyre overbevisende i går, hvor han sammen med Vingegaard lignede bedste mand. Han har ikke den helt store historik i murafslutninger, men det skyldes primært, at han aldrig rigtigt har kørt dem, når han har været i form. Han viste i går, at han har et fremragende punch, og vi så også ved hans duel med Roglic i Milano-Torino sidste år, at disse eksplosive finaletyper passer ham helt perfekt. Til gengæld kan jeg være lidt bekymret for regnen, som ikke behager ham.

Kommer han med hen til muren, er Julian Alaphilippe svær at bide skeer med. Han viste med sin seneste sejr i Fleche Wallonne, hvor han fangede Roglic til allersidst, at selv sloveneren får svært ved at slå ham, hvis de skal spurte her. Franskmanden har også set uhyre overbevisende ud, både i går, hvor han var en af de stærkeste i forbindelse med Yates’ angreb, og igen i dag, hvor hans angreb på stigningen var overbevisende. Alligevel er han næppe helt på 100% endnu, og selvom det er en kort stigning, der burde passe ham nogenlunde, tror jeg, at han kan få svært ved at overleve, når de bedste klatrere for alvor lukker op samt at bevare den friskhed, der skal til for også at vinde på muren. Var det kogt ned til bare finalen, havde han nok kunnet klare det, men gør Ineos det knaldhårdt, har jeg en fornemmelse af, at formen ikke helt rækker - også fordi han ikke er nogen stor fan af regnvejr.

Daniel Martinez viste i dag helt uventede sprinterevner. Det er første gang, vi ser det på flad vej, men han har i år, både i Algarve og i Paris-Nice, vist, at han faktisk er en ganske hæderlig puncheur. Det er klart, at han ikke er i hverken Alaphilippe- eller Roglic-klassen, men han burde være ganske stærk i en finale som denne. Han virkede i går kortvarigt lidt rusten, men mod toppen af den sidste mur så han godt ud, som han bestemt også gjorde det i dag. I det hele taget har han kørt på et tårnhøjt niveau hele året, og da etapen kan blive så hård, at det mere vil handle om form og friskhed end punch, er det bestemt muligt, at han kan vinde - også fordi han sammen med Yates kan deltage i det taktiske spil, der kan finde sted frem mod muren. Og så har han vist sig ganske glimrende i dårligt vejr.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

I dette løb ligner Enric Mas den fremragende rytter, han har været gennem hele sæsonen, og i går var det svært ikke at sidde med fornemmelsen af, at han var en af de tre stærkeste sammen med Vingegaard og Yates. Denne slags finaler passer ham bestemt ikke ideelt, men vi så sidste år på Valdepeñas de Jaen-muren, at han faktisk gjorde det ganske fint i kampen med Roglic. Det er ikke første gang, at han har vist mere punch, end man typisk forventer, og jeg vil derfor tro, at han med sin form vil køre en god finale. Alligevel vil jeg nok blive en anelse overrasket, hvis han vinder i et opgør med de bedste, men til gengæld kan han deltage i det taktiske spil frem mod muren. Han bør i hvert fald sidde med hele vejen

Min fornemmelse er, at Aleksandr Vlasov kan være i gang med at køre samme yoyokørsel, som han plejer. Han virkede uhyre overbevisende i går, som han også gjorde det lørdag og mandag, men i dag virkede han betydeligt mere rusten, da han ikke kunne matche Vingegaards forcering. Hvis danskeren er så stærk, som jeg tror, er det dog heller ingen skam, og generelt har Vlasov lignet en af de bedste i dette løb. Desværre er finalen bestemt ikke skabt til ham, for han er slet ikke nogen stor puncheur, men han har faktisk på det seneste vist i hvert fald lidt mere hurtighed, end jeg normalt ville have tillagt ham. Det virker dog helt usandsynligt, at han vinder en spurt på muren mod så gode puncheurs, men hvis han kan bekræfte, at yoyoen lige nu er oppe og ikke på vej ned igen, har han styrken til at sikre sig billet til en taktisk finale.

I gamle dage ville man have tænkt, at det var en god afslutning for Pello Bilbao, men sådan er det ikke længere. I dag kører han alle sine stigninger som en enkeltstart, og han viser ikke skyggen af punch. Det så vi senest i går, hvor han var i problemer på den nedre del af stigningen, men så meget bedre ud nær toppen. Det er dog også en kørestil, der passer ham på længere stigninger, og med det punch, han viste i gårsdagens spurt, burde han altså kunne køre en god afslutning på en mur som denne, selvom vi aldrig har set det tidligere. Hans form har været lidt svær at vurdere, og det er ikke min fornemmelse, at han er lige så god som i UAE Tour, men han ligner stadig en af de bedste, Regnvejr burde heller ikke genere en basker, men skal han vinde i denne finale, skal også han formentlig bruge det taktiske spil mellem stigningerne.

Normalt burde David Gaudu være rangeret højere. Franskmanden har nemlig i blandt andet Fleche Wallonne vist, at han er en af de bedste i disse murfinaler, men vi så også i går, at hans skade efter Paris-Nice tilsyneladende har kostet lidt på formen. Ringe er han bestemt ikke, men han indrømmede selv, at han manglede nogle procent. Til gengæld følte han sig bedre og bedre, som dagen skred frem, og man må også formode, at hans form er i fremgang. Han har også vist, at han klarer dårligt vejr ganske glimrende, og selvom jeg tvivler på, at han er med de bedste på toppen af Karabieta, kan han komme tilbage. Herefter vil det i det taktiske spil ikke være helt dumt at have tabt lidt tid på enkeltstarten.

En rytter, der i hvert fald vil elske regnen, er Ion Izagirre . Baskeren har leveret sin bedste præstationer i netop øsende regnvejr, men det var også dengang, han stadig var på toppen. Som vi senest så i går, er han ikke længere blandt de bedste på disse stigninger, og det vil undre mig meget, hvis han sidder med de bedste på Karabieta. Heldigvis har også han tid til at komme tilbage, også i kraft af sin eminente nedkørsel, og så må han spille det taktiske spil. Han slår nemlig ikke de bedste puncheurs i en finale som denne.

Det er stadig mærkeligt, hvad der skete med Victor Lafay. Næsten helt oppe på toppen af sidste stigning sad han med helt fremme ved de bedste, men alligevel smed han mere end seks minutter. I dag bekræftede han imidlertid, at formen er fabelagtig, og med det punch, han viste i Tirreno med 3. pladsen på 4. etape, burde denne afslutning ligge godt til ham. Desværre så vi også i Tirreno, at han har det svært på lidt længere stigninger, og det var vel også det, vi så i går. Karabieta bliver derfor formentlig for svær, men hans kørsel i går gør det ikke umuligt, at han klarer den.

Det er også vejen til sejr for Rigoberto Uran . Han er åbenlyst ikke på niveau med de bedste, men han er stærk nok til, at han kan komme tilbage efter Karabieta. Han plejer også at have det fint i dårligt vejr, og denne form for eksplosiv finale burde passe ham, selvom vi i dag sjældent ser hans gamle punch og hurtighed. Han er ikke nogen stor angriber, men viser han lidt sjældent initiativ i det taktiske spil i dalen, vil han måske kunne få det forspring, der kan give EF en stærkt tiltrængt sejr.

Så er der selvfølgelig Remco Evenepoel . På baggrund af det, vi har set fra ham på stigningerne i dette løb, er det svært at tro, at han kommer over Karabieta med de bedste, og det vil også undre mig, hvis hans tab er så lille, at han kan komme tilbage. Umuligt er det dog ikke, og denne knap så stejle stigning vil nok også passe ham bedre end gårsdagens mure. Problemet er, at han aldrig vinder en spurt på muren, og han skal derfor snige sig væk, hvis han skal vinde. Det ligner en svær mission, når Roglic i dag viste, at han ikke giver ham en lillefinger. Omvendt har netop Evenepoel jo gennemført mange missioner, der på papiret så svære ud.

Marc Soler så overraskende god ud i starten af murene i går, men mod toppen betalte han alligevel prisen. Disse korte og meget stejle stigninger er bestemt heller ikke guf for store Soler, og han vil efter alt at dømme komme til kort på Karabieta, selvom den burde passe ham bedre. Han vil dog have en fair chance for at begrænse tabet så meget, at han kan komme tilbage, og i det taktiske spil på den let stigende vej vil han formentlig være et af de bedste kort. Han er aggressiv og kraftfuld, og han har tabt den tid, der giver ham muligheder. Han skal bare komme så langt først, og her kan vejret måske hjælpe.

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

Steff Cras fortsætter den lovende udvikling, han startede i Vueltaen, men han mangler fortsat lidt i forhold til de bedste. Det vil han helt sikkert gøre igen i morgen, men han har vist, at han hører til i gruppen af ryttere, der kan komme tilbage inden muren. I det taktiske spil burde han stå ganske stærkt, da han er en nobody for alle stjernerne, og vi så på 2. etape i Andalusien, at han faktisk kan være ganske fremragende i en murfinale som denne.

Det kan Diego Ulissi også. Han er endt som nr. 3 i Fleche Wallonne, og det vidner om, at det er en finale lige efter hans hoved. Desværre er Karabieta ikke efter selvsamme hoved, og han vil aldrig komme med de bedste over den knold. Som skrevet i analysen har der i år været klare tegn på et niveaufald, og så bør denne etape være for svær. Han var dog ikke helt væk i går, og skulle han overraske mig med sin holdbarhed, er det i hvert fald en spurt, han vil elske, hvis han er frisk.

Jeg vil også nævne Sebastien Reichenbach og Emmanuel Buchmann. Ingen af dem vil elske denne finale, og vi så i går, at de mangler lidt i forhold til de bedste. Begge var dog ganske tæt på at hænge på til toppen af muren, og det var først efterfølgende, at de tabte megen tid. For dem begge gælder, at morgendagens stigning passer dem bedre, og de burde have en bedre chance for at komme tæt på de bedste. Skulle de komme tilbage i dagen, vil de formentlig skulle støtte deres kaptajner, men får de lov at deltage i det taktise spil, er der måske muligheder.

Endelig er der Michael Woods. Denne murfinale har hans navn skrevet med flammeskrift over sig, men canadieren er stadig på vej tilbage fra sin sygdom. Meldingen fra holdet er dog optimistisk, og i dag så han også udmærket ud på den sidste stigning. Det vil stadig undre, hvis han pludselig har benene til at køre med de bedste, men da hans form er i fremgang, skal man aldrig sige aldrig. Finalen vil han i hvert fald elske så meget, at han formentlig har været sulten, lige siden han så ruten.

Jeg har en god tro på, at Ben Tulett og måske også Tao Geoghegan Hart kan komme langt, hvis ikke han bruges til at lægge pres, men han vil aldrig få lov at gå efter etapesejren. Pierre Latour slog sig så meget i dagens styrt, at han ikke kommer til start i morgen, og Cristian Rodriguez Rigoberto Uran, viste i dag, at han er træt efter to dage i udbrud. Jeg ser ikke andre, der vil have en chance for at komme tilbage efter Karabieta og dermed måske vinde etapen i et taktisk spil.

Som sagt regner jeg det som næsten 50-50, om vi får et udbrud eller ej, men jeg vil som nævnt se efter kandidaterne uden for top 26, hvis snoren skal være lang nok. Man skal åbenlyst være en fremragende klatrer for at vinde, og derfor er kandidaterne ikke alt for mange. Hvis han er frisk efter i dag, vil jeg pege på Victor Lafay som bedste bud i lyset af de bemærkninger, jeg gav ovenfor. Det er også en etape, hvor det kan være en fordel at have en forpost. Vi så i dag, at Ineos gerne sendte forposter, og selvom jeg egner det for mindre sandsynligt i morgen, kunne det gøre Tao Geoghegan Hart og Carlos Rodriguez til gode kandidater. Aurelien Paret-Peintre sad også med de bedste i dag, og hvis han er kommet sig, er han et fremragende bud, ligesom det gælder for Rafal Majka , der var med de bedste i dag og måske er ved at komme sig, samt Alexis Vuillermoz, der vil elske den sidste mur. Også Sylvain Moniquet efter årets præstationer kunne være en kandidat, og det samme gælder for Jan Polanc . Andre kandidater kunne være Ruben Guerreiro, Davide Formolo, Mikel Nieve, Mikel Bizkarra, Daniel Navarro og Lucas Hamilton.

Feltet.dks vinderbud: Jonas Vingegaard

Øvrige vinderkandidater: Primoz Roglic, Adam Yates

Outsidere: Julian Alaphilippe, Daniel Martinez, Enric Mas, Aleksandr Vlasov, Pello Bilbao

Jokers: David Gaudu, Ion Izagirre, Victor Lafay, Rigoberto Uran, Remco Evenepoel, Marc Soler, Steff Cras, Diego Ulissi, Sebastien Reichenbach, Emanuel Buchmann, Michael Woods

Kandidater til et udbrud: Victor Lafay, Aurelien Paret-Peintre, Tao Geoghegan Hart, Carlos Rodriguez, Rafal Majka, Alexis Vuillermoz, Jan Polanc, Ruben Guerriero, Davide Formolo, Sylvain Moniquet, Lucas Hamilton, Mikel Nieve

 Livestream Itzulia Basque Country og Amstel Gold Race uden afbrydelser