Itzulia Basque Country-analyse: Da den belgiske krise blev udstillet

 Livestream Itzulia Basque Country og Amstel Gold Race uden afbrydelser

Det er heldigt, at Patrick Lefevere allerede har haft mange år til at affinde med sig med, at han er blevet gråhåret. Hvis ikke han allerede var blevet det for mange år siden, var det nemlig utvivlsomt sket lynhurtigt i løbet af foråret 2022. Nok er den iltre belgier mest kendt for sit temperament og sine til tider temmelig kontroversielle udtalelser, men når han i en stille stund lægger det sandsynlige raseri til side og reflekterer lidt over tingenes tilstand på Quick-Step, ville der utvivlsomt blive mange flere grå hår, hvis det altså havde været muligt.

Han må i hvert fald spørge sig selv over, hvad i alverden han har gjort galt, siden alt tilsyneladende skal gå galt. Der er ingen grund til at køre mere rundt i, hvordan brostenssæsonen har kurs mod at ende som den totale fiasko, men der skulle lige gnides lidt ekstra salt i såret i går, hvor meget ellers pegede på, at Fabio Jakobsen i Scheldeprijs ville sørge for, at den flamske sæson ikke endte i den totale katastrofe. Den feberredning, der var udsigt til, udeblev imidlertid, og symbolikken i nedturen kunne ikke blive meget tydeligere af, at holdet led nederlag i den sidevind, hvor de plejer af være feltets ukronede herskere. Når et helt Quick-Step-hold misser første vifte i en belgisk klassiker, må det i hvert fald få alle alarmklokker til at ringe, for det er nærmest uhørt - og derfor også helt symptomatisk for holdets krise.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Lefevere må i går aftes have følt, at det ikke kunne blive meget værre - men det kunne det. Først måtte Mark Cavendish se sig nærmest ydmyget af Mads Pedersen i en massespurt i Circuit Cycliste Sarthe, selvom al logik normalt ville tilsige, at den lille brite let ville kunne overspurte danskeren, når han, hvad der i år har været en sjældenhed for ham, sidder på det rigtige hjul. Den slags havde været helt utænkeligt under sidste sommers Tour, hvor den lille brite konfirmerede sit comeback til den absolutte sprinterelite, som han i å til gengæld blot er gledet længere og længere væk fra.

Desværre for Lefevere var det bare det første af fredagens nederlag. Knap var de i Frankrig blevet tørre efter eftermiddagens regnvejr, inden den var gal igen, denne gang et stykke længere mod syd i de baskiske bjerge. Og igen blev holdet tilføjet et nederlag, der var så usandsynligt, at det blev endnu et fuldtonet eksempel på, at 2022-sæsonen er året, hvor alt bare skal gå galt, uanset hvor usandsynligt det måtte være.

Det startede jo egentlig allerede i går, da Julian Alaphilippe blev overspurtet af Pello Bilbao. Den var der næppe mange, der havde set komme, når man har set, hvordan baskeren i de senere år har været helt uden den hurtighed, han tidligere havde. I går kunne holdet imidlertid forsvare det med, at Bilbao trods har en fortid som semisprinter, der endda gav ham en massespurtssejr i sine unge dage, og derfor kunne nederlaget måske godt placeres et stykke nede på sensationsbarometeret.

Desværre skulle det blive meget værre bare 24 timer senere. Hvor man kunne finde en forklaring på Bilbaos spurtstyrke, er det meget svært at finde nogen form for logik i, at det i dag blev Daniel Martinez, der snød Alaphilippe for endnu en sejr og dermed sørgede for, at Quick-Step for tredje gang på fire dage endte som nr. 2. Colombianeren har måske i år vist, at han faktisk godt kan spurte en anelse på toppen af et bjerg, men på flad vej har han aldrig vist skyggen af hurtighed. Derfor var det utvivlsomt ikke ham, Alaphilippe frygtede, da Remco Evenepoel for tredje dag i træk satte sin holdkammerat smukt i scene til en spurt, han burde have vundet.

Der var ellers fin modstand. Han var oppe mod Diego Ulissi, der flere gange har vist, at han er en knivskarp afslutter i disse små grupper. Han var også oppe mod Primoz Roglic, der før har vundet spurter i grupper af tilsvarende størrelser, og som bekendt én gang i Liege har vist, at han også kan få skovlen under verdensmesteren - i hvert fald når han løfter hænderne fra styret lidt tidligere, end klogt er. At det for anden dag i træk skulle blive til en andenplads, var derfor ingen stor overraskelse. Det var det til gengæld, at det blev Martinez, de slog ham.

Colombianeren var da heller ikke hurtigst. Havde stregen været placeret bare få centimeter længere fremme, havde etapevinderen været fransk, men med sin enorme power og den forrygende form, han har vist gennem en sæson, hvor han klart har etableret sig som Ineos’ bedste bud på et podium i Touren, lykkedes det ham altså alligevel at snyde verdensmesteren, der fik reageret alt for sent på Martinez’ fremstød og på, at Evenepoel efter sin vanvidsføring var begyndt at tabe fart. Måske var han for bevidst om gårsdagens fejl, hvor han havde åbnet sin spurt for tidligt, og af frygt for en gentagelse tøvede han akkurat i det sekund, der kostede ham sejren. Desværre er det meget symptomatisk for et hold i krise, at man pludselig også begynder at begå fejl, som man i gode perioder aldrig begår. Og for at gnide salt i såret er det formentlig også hans uheld på enkeltstarten, der har kostet ham en tur i den gule trøje, da han med nu i alt 22 bonussekunder efter alt at dømme havde ført klassementet, hvis ikke han havde været så pokkers uheldig allerede fra start.

Martinez’ sejr handlede imidlertid ikke kun om Alaphilippes tøven. Ulissi reagerede prompte på colombianerens forcering, men den hurtige italiener var aldrig i nærheden af at gå forbi. Desværre er også det meget symptomatisk for en sæson, der mere og mere har givet et billede af, at den efterhånden aldrende italiener har set sin bedste tid. Det har i hvert fald været halvsløjt gennem det meste af året, og et spurtnederlag til Martinez gør det bestemt ikke meget bedre.

Endnu større frustration har Roglic grund til at have. For anden dag i træk så det nemlig ud til, at sort uheld kostede ham vigtige bonussekunder. I går var det risikoen for en kollision i et sving, der tvang ham til at bremse i en spurt, han havde en reel chance for at vinde, og i dag var det Jonathan Lastra som kom i vejen. Spanieren var i færd med at afslutte sit lead-out for sprinteren Orluis Aular, der højst imponerende havde klaret udskilningen over de to mure, da han gled tilbage og akkurat kostede Roglic de tråd, der gjorde det umuligt at holde Ulissis hjul, da italieneren svarede på Martinez’ forcering. Efterfølgende lignede han spurtens hurtigste mand, og det er bestemt ikke usandsynligt, at det var Lastra, der er skyld i, at etapevinderen ikke er slovensk - og som minimum kostede han ham i hvert fald mindst fire bonussekunder.

Til gengæld kan Roglic finde trøst i, at han virkede helt forvandlet. Hvor han i går virkede så svag på de sidste mure, at alle alarmklokker ringede, når man samtidig huskede på hans svage optrædender i Paris-Nice og Milano-Sanremo, var han i dag helt ovenpå pedalerne. Hver eneste gang, der på den stejle del af Vivero-stigningen blev angrebet, var sloveneren der som en mis, og denne gang lignede han igen det overskudsagtige monster, han plejer at være.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Spørgsmålet er, hvor meget vi kan lægge i det. Den på papiret ellers ganske farlige etape endte nemlig med ikke at give reelle svar i klassementskampen. Terrænet blev slet ikke udnyttet, og det så ud til, at hovedparten af favoritterne var fint tilfredse med at spare lidt på kræfterne inden løbets to vanskeligste etaper.

Man kunne ellers have ventet, at Ineos ville have gentaget gårsdagens massakre og forsøgt igen at skabe e situation, hvor Roglic og Jonas Vingegaard ville være isolerede i en lille gruppe af favoritter. Bortset fra et angreb fra Martinez, da den stejle del af stigningen for længst var overstået, var briterne imidlertid helt passive. Det skyldtes formentlig, at det var lykkedes for den i går så velkørende Geraint Thomas at komme med i et udbrud, hvor det helt sikkert også var ideen, at han kunne bruges som mulig forpost i en aggressiv finale, og da waliseren pludselig lignede en sandsynlig etapevinder, blev etapesejr prioriteret højere end et i forvejen lidt spekulativt forsøg på at bringe Jumbo i krise. Da ingen af rivalerne for alvor havde holdet til at lægge det pres, der kunne have åbnet løbet, og mange utvivlsomt også havde tankerne på de kommende to dage, endte det som en lille fuser, hvor vi aldrig blev meget klogere på styrkeforholdet.

Jumbo og Ineos kan dog være svært tilfredse. Ineos, fordi de fik 10 højst uventede bonussekunder, og fordi Martinez med sit meget stærke angreb på den lette del af stigningen så bedre ud, end han gjorde i går, hvor han virkede rusten på den nedre del af stigningen. Jumbo, fordi Roglic så ud til at være sig selv igen, og fordi Vingegaard med sin imponerende opkørsel til Alaphilippe og Martinez, hvor han kørte den ellers velkørende Aleksandr Vlasov ud af hjulet, fik sat en fed streg under, at han er uhyggeligt velkørende. Offensiven blev dog ikke til noget, da han loyalt satte sig på hjul, men det satte en fed streg under, at Jumbo formentlig har det bedste vinderbud, hvis Roglic vitterligt ikke er på det niveau, man normalt vil vente. I øvrigt var netop den episode også et lyspunkt for Quick-Step på en ellers sur dag, da verdensmesteren igen i dag lignede en mand, der har kurs mod god ardennerform.

Derefter blev det våbenhvile, da den fraværende Ineos-massakre betød, at gruppen endte med at være så stor, at det taktiske spil ikke rigtigt kunne spilles. I stedet blev det et spørgsmål, om Victor Lafay ville tage en uhyre imponerende solosejr, der ville være kronen på værket i et forår, hvor han har etableret sig som en endnu mere lovende rytter, end han allerede var. Efter det fabelagtige Tirreno, hvor han endte som nr. 3 bag Tadej Pogacar og Vingegaard i løbets puncheurfinale, så han uhyggeligt overbevisende ud i går, og det tårnhøje niveau kom fuldt til skue i dag, da han kørte fra kvalitetsklatrere som Thomas, Ruben Guerreiro, Davide Formolo samt den uhyre formstærke og stadig mere imponerende tempomaskine Bruno Armirail på den sidste mur.

Den form havde fortjent at blive belønnet med en sejr, og han må være fly forbandet over, at Cristian Rodriguez havde fundet vej til udbruddet. Jumbo viste nemlig tydeligt, at de ingen interesse havde i etapesejren, men grundet spanieren, der efter sin samlede 2. plads i Andalusien ikke er en mand, man tør undervurdere, måtte hollænderne holde udbruddet i så kort snor gennem hele dagen, at kombinationen af manglende samarbejde og positionskamp frem mod murene var nok til at koste Lafay sejren, selvom det først var, da Mauri Vansevenant og Formolo var blevet hentet, at andre hold viste interessen i en sejr. Kender vi den interne konkurrence mellem de franske hold ret, er det dog næppe noget, der nager Total, at de indirekte formentlig var årsagen til, at sejren gik til Ineos og ikke Cofidis, selvom Lafay havde fortjent den.

I en normal sæson ville sejren dog heller ikke være gået til Ineos. Så ville den naturligvis være gået til sejrsmaskinerne fra Quick-Step, der normalt sikrer sig sejren, hvis blot der er en rimelig sandsynlig for, at den går Lefeveres vej. 2022 er imidlertid alt andet en normal for den belgiske manager, der nu kan se, hvordan det går galt på alle fronter. Først lider holdet et sjældent nederlag i sidevinden, så bliver Cavendish ydmyget af en normalt langsommere sprinter, og når Alaphilippe bliver slået i en spurt af en colombiansk bjergrytter, der aldrig tidligere har været i nærheden af at vise sprinteregenskaber, forstår man godt, hvis Lefeveres hår alligevel er blevet en anelse mere gråtonet, end det allerede var.

 Livestream Itzulia Basque Country og Amstel Gold Race uden afbrydelser