Optakt: 5. etape af Tour de France

Ruten

Da ruten blev præsenteret i november, var det næsten to flade etaper, der fik allermest opmærksomhed. For første gang siden 2012 bydes der nemlig på to flade enkeltstarter af en pæn længde, og de har tilsammen fået flere klatrere til at løbe skrigende bort. For andre er de derimod en gave, og særligt Geraint Thomas, Primoz Roglic og Tadej Pogacar har set frem til at give de rene klatrere et sandt nyrestød allerede på femtedagen, hvor den første af de to nøgleetaper melder sig. Helt fladt er terrænet ikke, men det er slet ikke vanskeligt nok til at besvære mange af specialisterne, der kan se frem til løbets letteste enkeltstart siden 2017. De drømmer alle om at tage en af løbets mest prestigiøse sejre på en dag, der dog først og fremmest bliver helt afgørende i kampen om den samlede sejr.

I alt skal der køres 27,2 km mellem Changé og Laval i Mayenne-regionen, der er hjemsted for FDJ-chefen, Marc Madiot. Starten er måske den vanskeligste, da de første 2 km er stigende og går mod nord, herunder med 5,2% over den sidste kilometer frem mod toppen. Herefter falder det let mod nord frem til Saint-Germain-le-Fouilloux, hvor man efter 4,7 km drejer mod sydøst og senere nordøst for ad en let faldende og flad vej at køre frem til den første mellemtid, der tages efter 8,8 km.

Efter tidstjekket fortsætter man mod sydøst ad et 2,1 km langt og let stigende stykke, inden det igen bliver let faldende eller fladt, når man kører mod sydøst og syd ad en teknisk ukompliceret vej, som leder frem til den anden mellemtid, der er placeret efter 17,2 km.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Kort efter venter tre hurtige sving ind gennem byen Bonchamp-les-Laval, hvorefter en lige og flad vej leder mod sydvest ind til centrum af Laval. Her resterer en teknisk afslutning, hvor man drejer med 4400, 4000 og 3100 m igen, inden der venter tre sving lige i rap med 2200 m til stregen. De næste 300 m stiger med 5,3%, hvorefter det stiger let mod nordvest, mens der er yderligere fire sving lige i rap med 1500 m til mål. Derefter får det lige frem til den røde flamme, hvorefter den sidste kilometer er flad, mens man følger en bugtende vej, der afsluttes med et sving i en rundkørsel og et skarpt højresving, der leder ind på den bare 100 m lange og 5 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 304 højdemeter.

Tour de France havde senest mål i Laval helt tilbage i 1999, hvor Tom Steels vandt en massespurt foran Erik Zabel og Stuart O’Grady og dermed tog sin anden sejr i træk. I cykelmæssig sammenhæng er byen dog kendt som centrum for Boucles de la Mayenne, der altid slutter i byen, hvor de seneste vindere er Arnaud Demare (2021), Bryan Coquard (2019), Nacer Bouhanni (2018), Mathieu van der Poel (2017), Tom Scully (2016), Danilo Napolitano (2015), Yohann Gene (2014), Marcel Meisen (2013), Morgan Kneisky (2012), Jimmy Casper (2011), Jean-Luc Delpech (2010), Benoit Daeninck (2009), Martin Garrido (2008), Janek Tombak (2007), Franck Charrier (2006) og Stephane Bonsergent (2005). Indtil i år er løbet også startet med en prolog i byen, hvor vi har set sejre til Dorian Godon (2018 og 2019), Johan Le Bon (2015 og 2017), Bryan Coquard (2016), Jimmy Engoulvent (2010 og 2014), Pierre-Henri Lecuisinier (2013), Paul Poux (2012), Sebastien Turgot (2011), Niels Albert (2009), Nicolas Vogondy (2008), Tom Veelers (2007), Christopher Newton (2006) og Mathieu Heijboer (2005).

SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+

Vejret

Ulige vilkår på en enkeltstart er noget af det mest ærgerlige, og derfor vil der i lyset af de seneste dages bygevejr blive skævet med spænding til vejrudsigten. Den ser igen temmelig mudret ud, da der venter endnu en rigtig bygedag. Med en temperatur på 22 grader vil det blive relativt varmt, men så kan rytterne måske køle sig under en byge, da risikoen varierer mellem 35 og 60% gennem hele eftermiddagen, men aftager en anelse, så risikoen er mindst mod slutningen, hvor det ventes at klare lidt op - dog formentlig først for alvor efter etapens afslutning. Vinden ventes til gengæld at være helt konstant og ganske svag (7-9 km/t). Den vil komme fra nordvest, hvilket giver sidemodvind over de første 4,7 km, hvorefter man hovedsageligt har med- og sidemedvind frem til anden mellemtid. Nu får man sidemodvind på stykket ind mod Laval, indtil der ind gennem byen vil være næsten konstant modvind, indtil man på de sidste 500 slanger sig rundt i side-, sidemed- og slutteligt sidemodvind på den korte opløbsstrækning.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Analyse af 4. etape

Jeg aner ikke, om Mark Cavendish er troede eller ej. Hvis ikke, er det et spørgsmål, om han kunne finde på at tage sit livssyn op til revision. Mirakler er mig bekendt kun noget, der hører til i den religiøse verden, og hvis den tese holder, har den lille brite al mulig grund til at kaste sig i armene på alle, der måtte plædere, at den slags vitterligt findes.

Det var nemlig et sandt cykelmirakel, vi var vidner til denne tirsdag i Bretagne. Hvis nogen den 11. oktober havde formastet sig til at spørge Mark Cavendish, om han nogensinde ville tage Tour-etapesejr nr. 31, ville vedkommende formentlig være i risiko for at blive få påklistret betegnelsen ”knald i låget”. Den dag stod Tour-historiens vel nok største sprinter nemlig foran den belgiske presse og stortudede, fordi hans karriere tilsyneladende var ovre. Af en eller anden grund havde han fået opfattelsen af, at årets sidste belgiske løb ville blive aflyst, da coronaens anden bølge ramte landet, og derfor troede han, at han netop havde kørt sit sidste cykelløb i Gent-Wevelgem, hvor han af samme grund havde kastet sig ud i et for ham sjældent udbrudsforsøg. Derfor endte det hele i et meget følelsesladet øjeblik, hvor han troede, at han stod for at skulle snige sig ud af cykelfeltet via en bagdør, der ikke burde være relevant for en af sportens største navne.

Det var imidlertid med god grund, at Cavendish troede, at karrieren lakkede mod enden. Ganske vist blev de belgiske løb ikke aflyst, og han fik tre yderligere starter over de kommende 10 dage, men der var næppe nogen ved deres fulde fem, der kunne se megen sportslig berettigelse i, at briten skulle fortsætte i cykelfeltet. Efter den grimme kyssesyge, der havde ruineret hans karriere i 2018, var det nemlig blevet til to uhyre pauvre sæsoner, hvor hverken Dimension Datas eller Bahrains ellers behjertede forsøg på at genrejse ham båret blot skyggen af frugt. Faktisk var det nærmest helt tragisk at se, hvordan den engang så storslåede sprinter knap kunne gennemføre sine løb, og når han endelig skulle spurte, manglede han så megen power, at en placering i top 20 måtte betegnes som en overvældende succes.

I det lys virkede det allerede som et hovedløst sats, da den nye Bahrain-manager Rod Ellingworth hev ham til holdet i vinteren 2019. Faktisk lignede det mest af alt et spørgsmål om ren nostalgi, når manden, der stod bag britens VM-sejr i 2011, hev ham ind på holdet i et håb og at bringe ham tilbage til Touren og genoptage jagten på Eddy Merckxs rekord på 34 etapesejre i verdens største cykelløb. De fleste havde vel kun hovedrysten til overs for det projekt - særligt da han i Saudi Tour end ikke kunne holde hjul på sit tog - og jeg var næppe den eneste, der følte mig bekræftet i min hovedrysten, da Cavendish gennem hele 2020-sæsonen kørte på et niveau, der var ganske langt under det, man kan forlange af en WorldTour-rytter.

Det var Patrick Lefevere tilsyneladende enig i. Da Cavendish kom krybende tilbage til sin gamle manager på Deceuninck-holdet, var der nemlig lukket for pengekassen. Budgettet var allerede brugt, og Lefevere så ingen sportslig værdi i at bringe briten tilbage i folden. Men hvis Cavendish selv kunne skaffe lidt finansiering til en minimumsløb, kunne han da godt få en plads. Briten var jo stadig garant for masser af omtale, og derudover måtte Lefevere i den belgiske presse indrømme, at han havde ladet sig hjerte løbe over med sig. Det var først og fremmest et spørgsmål om nostalgi, der fik ham til at sige ja, da Cavendish få dage senere kom tilbage med en sponsor, der ville betale hans sølle kontrakt.

Ambitionerne var mildt sagt ikke store. Meldingerne var helt entydige. Cavendish skulle kun køre små løb. I første omgang skulle han bare arbejde for holdet, og så måtte man se, om ikke man kunne få ham så godt i gang med sine spurter igen, at han kunne vinde et eller andet lille løb undervejs. Det ville trods alt være lidt af en historie, hvis han kort efter det grådkvalte interview i Wevelgem, kunne bryde mere end tre års sejrstørke på et eller andet tidspunkt i løbet af sæsonen.

Nu er Lefevere næppe nogen gud, men hvis mirakler vitterligt er noget, der hører den religiøse verden til, er han det måske alligevel. Det er i hvert fald bemærkelsesværdigt, hvordan han har udført det ene mirakel efter det andet. Ryttere kommer og går, men så snart de ifører sig den blå trøje, vinder de. Og så snart de tager den af igen, holder de som regel op med det igen.

Bare se på en anden cykellegende, Philippe Gilbert. Efter nogle pauvre år hos BMC lignede han allerede en afdanket veteran, og de fleste var begyndt at ryste på hovedet, når han stadig talte om sin ”Strive4Five”-drøm om at vinde sportens fem monumenter. Gilbert vidste imidlertid, at der var ét hold, der kunne hjælpe ham tilbage på sporet, og han kom derfor til Lefevere med et tilbud om at skifte til Deceuninck på en risikabel kontrakt, der mest var baseret på resultatbonusser. Dengang lignede det et vovet sats, men et par år senere havde Gilbert vundet to af de tre manglende monumenter, nemlig Flandern Rundt og Paris-Roubaix.

Det var et vanvittigt comeback, men det er vand at regne i forhold til det, Cavendish har leveret i de seneste måneder. Gilbert var aldrig i nærheden af at være nede i samme dybe hul som briten, der i flere år lignede en mand helt uden berettigelse i et professionelt cykelfelt. Det virkede mest af alt komisk og uden selvindsigt, når han stadig mente, at han kunne komme tilbage til toppen - en tro, han i øvrigt også så ud til selv at miste i det rædselsfulde 2020.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Men så kom Tour of Turkey. Pludselig havde Cavendish vundet fire etaper, og pludselig begyndte spekulationen om Merckx-rekorden atter at tage til i medierne. Alligevel var det let at holde fast i tesen om, at han var færdig på den helt store scene. Feltet i Tyrkiet var trods alt af en begrænset kaliber, og hans primære rivaler var en selv ret afdanket André Greipel og en Jasper Philipsen, der ikke havde imponeret meget i optakten, inden han vandt sidevindsløbet, Scheldeprijs.

Nej, det var ikke de tyrkiske spurter, der viste, at Cavendish var tilbage - slet ikke da han få uger senere igen viste sit fysiske forfald i Andalusien, hvor han ganske vist med lidt sygdom i kroppen var ude af stand til at gennemføre og derfor fik Lefeveres hårde ord at føle i pressen. Beviset på, at Lefevere havde skabt endnu et mirakel kom i stedet søndag d. 13. juni, mens de fleste havde blikket rettet mod kongeetapen i Tour de Suisse.

Den dag vandt Cavendish nemlig sidste etape i Belgium Tour. Det er måske ikke i sig selv et opsigtsvækkende resultat, men det var omstændighederne. Den sag slog Cavendish nemlig Tim Merlier og Caleb Ewan i et opgør på direkte fart, og når man ved, at netop de to sammen med Sam Bennett i år har været verdens hurtigste sprintere, stod det pludselig helt klart: Cavendish havde genfundet en fart, der igen gjorde ham til en af verdens allerhurtigste.

Alligevel var endnu en Tour-etapesejr stadig noget, der hørte til i mirakelkategorien. Cavendish skulle nemlig ikke køre Tour - Lefevere havde jo allerede sagt, at han næppe kunne gennemføre - og rollen som sprinter i Frankrig var helt og holdent Bennetts. I hvert fald indtil der indtraf endnu et lille mirakel, da Bennetts knæskade pludselig åbnede den ellers helt aflåste og armerede betondør, der forud for sæsonen havde forhindret Cavendish i blot at sniffe til Tour-stemningen igen.

På det tidspunkt stod det til gengæld klart, at Tour-etapesejr nr. 31 var en reel mulighed. Efter sejren i Belgien pegede alt nemlig på, at Merlier, Cavendish og Ewan stillede til start som Tourens tre hurtigste sprintere. Det var ellers ikke længere et spørgsmål om, hvorvidt Cavendish var god nok til at vinde en etape hele fem år efter nr. 30. Det handlede alene om, hvorvidt supertoget med Davide Ballerini og Michael Mørkøv kunne få ham bragt i position.

I går så det pludselig igen lidt sortere ud. Alpecin-toget, der ellers altid har været temmelig rustent, viste sig med tilføjelsen af Mathieu van der Poel og Jasper Philipsen til den vante duo med Jonas Rickaert og Merlier nemlig pludselig at fungere som smurt, og de satte slet og ret feltet til vægs, da de leverede deres belgiske supersprinter til sejr i gårsdagens styrtkaos. Merlier var vel i forvejen at regne som løbets hurtigste mand, og når han nu pludselig også havde det bedste tog, var etapesejr nr. 31 måske alligevel ikke så sandsynlig i dag.

I hvert fald ikke før der indtraf endnu et mirakel. Det er velkendt, at Alpecin gennem hele sæsonen har kørt et rotationsprincip, hvor Merlier og Philipsen har deltes om opgaverne, og det er planen, at det skal fortsætte i deres Tour-debut. Al logik ville bare tilsige, at det handlede om den knap så holdbare Merlier i den første uge, hvor hans fart var intakt, men Philipsen kunne komme i spil i den tredje uge, hvor han allerede sidste år viste, at han kan vinde grand tour-etaper.

Men Alpecin er åbenbart så privilegerede, at de har råd til at forære Tour-etaper væk frivilligt. Det var svært ikke at føle sig hensat til sidste års udgave, hvor Trek også helt uforståeligt fortsatte deres rotationsprincip, selvom Mads Pedersen gang på gang viste sig hurtigere end Jasper Stuyven og Edward Theuns, da det kort inden dagens etapestart kom frem, at det i dag var Philipsen, der skulle spurte. Det er i hvert fald ikke mange ProTeams - eller WorldTour-hold for den sags skyld - der har råd til at frivilligt at reducere chancen for at vinde i verdens største cykelløb.

Det øgede igen Cavendishs chancer. Efter spurterne i Belgien og Tyrkiet stod det klart, at Cavendish formentlig ville være hurtigere end Philipsen og alle andre, hvis blot han kunne sidde rigtigt i finalen. Spørgsmålet var bare, om det ville lykkes på den smalle vej, når nu Alpecin havde været så dominerende bare 24 timer forinden, og når Merlier med sine berømte meget lange spurter måtte forventes at kunne køre et lead-out af den anden verden, hvis Van der Poel og Rickaert satte dem rigtigt op.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Bedre blev det bestemt ikke af, at massespurten pludselig så ud til at løbe ud i sandet. Feltet begik den gigantiske brøler at undervurdere den nye Thomas de Gendt, nemlig Brent van Moer, der ellers så sent som i Dauphiné havde bevist, at hans motor kan skabe mirakler - præcis som den havde gjort det, indtil han blev lidt forkert i Ronde van Limburg, hvor han også havde gang i et sandt vanvidsridt. I et felt, hvor alle tog er relativt korte og små, nu hvor Caleb Ewans tog ikke længere aktuelt, var der i en modvindsfinale ingen, der turde starte for tidligt, og pludselig så det ud til, at fænomenale Van Moer ville cementere sin status om den nye De Gendt ved at svare eminent igen på Ewans ærgerlige exit.

Helt galt fik det kort efter. Davide Ballerini ødelagde sit hjul, og pludselig var det i forvejen lidt korte tog reduceret til bare Mørkøv og Cavendish. Nu virkede det ganske svært både at nå at fange Van Moer i tide og ikke mindst at positionere Cavendish ordentligt, når en af hans stadig udestående mangler er at genfinde tidligere tiders placeringsevne.

Heldigvis kom Julian Alaphilippe faldende ned som endnu et mirakel sendt fra himlen. Pludselig kom verdensmesteren stormende og overtog Ballerinis rolle med en helt afgørende føring, netop som Dries Devenyns, Mattia Cattaneo, Xandro Meurisse, Stefan Küng og Edward Theuns, der ellers alle havde taget del i den desperate jagt, var brændt af. Den føring var akkurat nok til både at holde Cavendish fremme og sørge for, at stakkels Van Moers eget lille mirakel blev knust mindre end 200 m fra stregen.

I stedet fuldendte Cavendish sit eget mirakel, som han indledte, da han på karrierens bund troppede op på Lefeveres kontor i oktober for at bedre om en minimumskontrakt. Helt som ventet viste Alpecin igen, at de lige nu har det bedste tog, ligesom Merlier leverede det suveræne lead-out, han utvivlsomt havde i benene, men lige så ventet var det, at Cavendish ville gå forbi, da det stod klart, at han sad rigtigt. Det gjorde han heldigvis, selvom tabet af Ballerini kunne være fatalt, og når man kan slå Merlier på ren fart, kan man altså også slå både Philipsen og Cees Bol, som ellers sad foran ham, da Merlier slog ud. Pludselig kulminerede et mirakel, der langsomt var blevet bygget op over otte måneder med en af nyere Tour-histories smukkeste og mest følelsesladede sejre!

Nu er det relevante spørgsmål selvfølgelig, hvor langt miraklet rækker. Cavendish er endda tilbage i grønt, og man må derfor naturligt spørge, om han kan finde de tre sejre, han mangler for at tangere Merckx’ rekord, og om han kan vinde sin anden pointtrøje. Jeg tror dog ikke, at træerne vokser ind i himlen. Når man har set Cavendish klatre de seneste år, er det svært at tro, at han kommer hele vejen til Paris. Det bør i sig selv udelukke den grønne trøje og kan også gøre det svært at vinde yderligere tre etaper i år. På den anden side: slipper han igennem Alperne, har han fire yderligere chancer, inden Pyrenæerne tårner sig op. Merckx-rekorden virker ikke længere helt umulig!

Stemningen må til gengæld være helt anderledes i Alpecin-lejren. Nok er Philipsen en god sprinter, men når man har den hurtigste i feltet, er det altså ikke klogt at satse på en langsommere mand. Allerede i Tyrkiet så vi, at Cavendish var den hurtigste af de to, og siden dengang er briten ikke blevet spor dårligere, tværtimod. Selvfølgelig betød det suveræne lead-out, at han bestemt var at regne som en af favoritterne, men mod hurtigere folk kræver en sejr også held - og det havde han ikke, da Cavendish endte med at sidde så godt placeret.

Faktisk var vi tættere på et andet mirakel end et Alpecin-hattrick. Nok har Nacer Bouhanni ikke været nede i samme dybe hul som Cavendish, men han er stadig milevidt fra den rytter, der for seks-syv år siden var en af verdens allerhurtigste med mange sejre i både Giroen og Vueltaen. Siden dengang er sejrsraten aftaget kraftigt - ikke mindst under det problematiske ophold hos Cofidis - og det er ikke noget tilfælde, at Bouhannis seneste WorldTour-sejr kom i 2018, og at han siden 2017 kun har vundet to gange på højeste niveau.

Skiftet til Arkea har imidlertid gjort ham godt. Allerede sidste år var han markant mere overbevisende end i Cofidis-tiden, og mens denne 2021-sæson har været præget af hans karantæne for farlig kørsel i Cholet tidligere i år, har det været svært ikke at bemærke, hvor velkørende han var i optakten til Touren. Han imponerende i hvert fald stort med sin holdbarhed både i Belgien og på den hårde rute ved mesterskaberne, og den gode form har han nu taget med sig til Touren. Med først en 3. og nu en 2. plads ser det pludselig ikke helt umuligt ud, at den så positioneringsstærke Bouhanni, hvis to lead-out men, Dan McLay og Clement Russo, endda begge er skadede, faktisk med lidt held kan indfri den store livsdrøm og melde sig ind i gruppen af ryttere med sejre i alle grand tours.

I det lys må Bouhanni regnes som en vinder. Det samme må Michael Matthews, der ellers ikke for alvor burde være kandidat til pointtrøjen på en rute med så mange klassiske massespurter. Nu lykkedes det ham imidlertid i at maksimere udbyttet af et af de opløb, der passede ham, og med en god spurt føjede han vigtige point til i en grøn kamp, hvis deltagere bliver færre og færre, nu hvor Merlier igen meldte sig ud i samme øjeblik, han havde tilmeldt sig - i hvert fald indtil han med en ny sejr måtte komme ind i billedet igen.

Læs også

Optakt: Vuelta Asturias

I det spil er det dog svært at komme udenom Peter Sagan. Slovakken var ganske vist overraskende dårlig i den positionskamp, han ellers mestrer, men hans spurt i det let stigende opløb var ganske imponerende. Farten rakte i hvert fald til meget mere end en 5. plads, og dermed satte han igen en fed streg under, at han i karrierens efterår stadig spurter godt, selvom når han klatrer dårligt. Udgår Cavendish, er Matthews for langsom i de flade spurter, og melder Merlier sig ud af kampen, ser det slet ikke så ringe ud for slovakken, der dog gør meget klogt i ikke at undervurdere den pludselig ganske farlige og uhyre stabile Bouhanni.

Arnaud Demare kan derimod formentlig glemme sine grønne drømme, men det er ikke helt uventet. Det har hele tiden været et sandt mysterium, hvordan FDJ har kunnet lade Ramon Sinkeldam blive hjemme. Når Demare sidste år endte som den store sejrskonge skyldtes det nemlig mere et gunstigt løbsprogram og hans eminente tog end hans egen fart, der aldrig har været blandt de allerhøjeste, men uden Sinkeldam og den ny udgåede Ignatas Konovalovas er det lokomotiv i en helt anden og meget mere tam forfatning. Når man dertil lægger, at Demare selv aldrig har været god i positionskampen og i dag da også tabte hjulet på Jacopo Guarnieri, som ellers igen i dag viste sin tårnhøje klasse på den sidste meter, er det slet ikke uventet, at han i dag var ude af position til at spurte. Det er blot en tilbagevenden til tiden, før han fik etableret sit supertog.

Et supertog har Trek også, og Jasper Stuyven viste igen, at han er en sublim lead-out man. Mads Pedersen kunne derfor ikke have ønsket sig et meget bedre oplæg, men desværre blev dagens spurt endnu en påmindelse om, at han stadig mangler den sidste fart for at slå de bedste. Til gengæld er han som bekendt også en langsom starter, og senere i løbet ser det ikke helt skævt ud, hvis Stuyven kører som i dag, og Pedersen finder samme tredjeugesform som sidste år.

Samme skæbne led Cees Bol. DSM-toget gjorde det ligesom sidste år fremragende, og det lykkedes dem at få den ellers positioneringssvage hollænder placeret i den allerbedste position bag Philipsen. Desværre manglede han selv fart, som han med en enkelt undtagelse har gjort hele året, og medmindre han pludselig skaber samme mirakel som i Paris-Nice, ser det ud til, at det kan blive svært for det ellers velfungerende tog at levere ham til sejr.

Ellers gik det, som man kunne vente. Positioneringsstærke Christophe Laporte sad som altid godt, men desværre blev han lukket i selve spurten. André Greipel var helt forventeligt for svag i positionskampen i et løb, hvor Israel SUN ikke har givet ham samme tog som tidligere i år. Danny van Poppel og Bryan Coquard betalte også prisen for et tog, der ikke er på niveau i dette løb, og Sonny Colbrelli mindede os igen om, at superform ikke kan kompensere for de manglende positioneringsevner.

I det mindste undgik han dog at skabe kontroverser og at skubbe slovenske monstre i grøften. I det hele taget var det en fornøjelse at se, at det med en langt mere sikker rute godt kan lykkes at skabe en styrfri spurtafgørelse i den første uge af Touren. Listen over skadede ryttere blev i hvert fald ikke længere i dag, og Primoz Roglic og Geraint Thomas kom sikkert igennem uden tidstab. Deres reelle forfatning kender vi dog først, når røgen har lagt sig i morgen, hvor en af løbets allervigtigste etaper venter.

Det gør den ikke for Cavendish. Hans D-dage var i går og i dag, og selv hvis han skulle styrte og udgå på morgendagens enkeltstart, vil hans 13. Tour de France for altid være at regne som en gigantisk succes. Det er svært helt at fatte, at den mand, der spurtede forbi Philipsen i dag, er den samme rytter, som for 10 måneder siden brød grædende sammen i Wevelgem i den tro, at karrierens sidste løb netop var kørt. Men det kan åbenbart betale sig at tro på mirakler - eller i hvert fald at tro på Lefevere!

SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+

Favoritterne

Når en Tour-rute præsenteres, er det som regel bjergetaperne, der løber med opmærksomheden, men sådan var det ikke, da Christian Prudhomme med lidt coronaforsinkelse i november åbenbarede årets udgave af verdens største cykelløb. Selvom der er spektakulære etaper med en dobbelt passage af Mont Ventoux og mål på den meget svære Col du Portet, var det helt store samtaleemne den dag i efteråret, at 2021 endelig skulle blive året, hvor de mere alsidige ryttere kunne få et antal enkeltstartskilometer, der bare i et rimeligt omfang stod mål med det, vi kender fra ”gamle dage”.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Naturligvis taler vi ikke om enkeltstarter som for 15-20 år siden, hvor det var normen at have to 50 km lange og flade tidskørsler - ofte endda koblet med et holdløb - men årets løb må stadig betegnes som det mest venlige over for de tempostærke folk, siden Bradley Wiggins brugte to lange enkeltstarter til at knuse al modstand i 2012. Denne gang er de to enkeltstarter slet ikke så lange, og vi har stadig ikke set en rigtig enkeltstart af VM-længde i nu ganske mange år, men til gengæld er de begge så flade, at vi taler om rigtigt specialistterræn. Sammenlignet med sidste års udgave, hvor den eneste tidskørsel var en halv bjergenkeltstart, er det i hvert fald en ganske mærkbar forandring.

Når man ser på ruten til morgendagens etape, er det ikke mærkeligt, at mange klatrere løb skrigende væk, da ruten blev præsenteret i november, og at mange tempospecialister har set 2021-udgaven som en stor chance for at vinde en Tour-etape. Der er nemlig tale om en ret klassisk specialistenkeltstart, og det endda selvom den første af de to enkeltstarter er den klart mest kuperede af de to. 305 højdemeter over næsten 30 km er i hvert fald ikke skræmmende, og de enkelte bakker er også relativt bløde uden at byde på stejle passager. Sværest er den første bakke, men 1 km med 5,2% kan de fleste af feltets specialister overvinde uden at lide væsentlige tidstab, og bakken inde i Laval er ganske kort.

Hvor kuperet er den i forhold til nyere Tour-enkeltstarter. Sidste års enkeltstart er slet ikke sammenlignelig med denne, og skal holdes helt ude af billedet. Da Julian Alaphilippe vandt i Pau, var der faktisk kun 391 højdemeter over 27 km, og derfor var den ikke meget mere kuperet end denne. Til gengæld var den meget mere urytmisk og teknisk med flere små bakke og mange temposkift, hvilket var en gave for den eksplosive franskmand. Da Tom Dumoulin vandt i Baskerlandet i 2018, var det betydeligt mere kuperet med 521 højdemeter over 31 km, mens den flade rute i Marseille i 2017, hvor der kun var én kort, men stejl bakke undervejs havde 147 højdemeter over 22 km og dermed var betydeligt fladere end denne.

Sammenligner man den med årets WorldTour-enkeltstarter, svarer den meget godt til enkeltstarten i Catalonien, hvor Rohan Dennis sejrede efter 198 højdemeter over 18,5 km, selvom distancen her er halvanden gange så lang. Til gengæld er den noget mere kuperet end den ret flade rute, vi havde i Paris-Nice, og de helt flade Giro-enkeltstarter, men betydeligt lettere end de stærkt kuperede enkeltstarter, vi så i Dauphiné og Romandiet. Der er ingen tvivl om, at dette er en af årets bedre ruter for specialisterne

Teknisk virker den heller ikke voldsomt krævende. Det meste af ruten består af relativt lige veje uden alt for mange rytmeskift, men helt uden tekniske komplikationer er den ikke. Der er en del sving i forbindelse med de forskellige passager gennem byer, og afslutningen inde i Laval er temmelig kringlet. Mest af alt handler det om evnen til at træde watt på de relativt mange lige og ikke alt for kuperede strækninger, men der er nok bakker til, at de ikke er helt uvæsentlige, ligesom tekniske evner og accelerationsstyrke ikke helt kan negligeres.

Vejret er som bekendt altid en nøglekomponent på en enkeltstart, hvor uens betingelser kan ødelægge alt. Finalen er tilstrækkeligt teknisk til, at det bliver svært at vinde, hvis man kører på våde veje, mens andre har tørre forhold. Desværre er der en betydelig risiko for, at det ikke bliver en fair kamp. Bygerisikoen ventes i skrivende stund at være relativt konstant gennem det meste af eftermiddagen, og netop fordi der er tale om byger, bliver det et totalt lotteri. De sidst starten synes dog at have en lille fordel, da bygerisikoen er aftagende, men det klarer først for alvor op om aftenen. Det afgørende er heller ikke regnen, men om vejene er tørre, og det er derfor langt fra sikkert, forholdene vil være gode for de sidst startende, selv hvis de faktisk kører i solskin. I det mindste er vinden konstant gennem hele dagen, men i forbindelse med en byge blæser det jo typisk op.

Konklusionen er, at de sidst startende måske kan have en lidt større chance for tørre veje, men grundlæggende ligner det et lotteri, der desværre kan indvirke på resultatet. Det er derfor umuligt at tage bygerne i betragtning i nedenstående favoritvurdering, og rytterne kan bare krydse fingre for, at det er dem, der vinder i vejrgudernes lotteri - og vi andre kan håbe, at der slet ikke kommer nogen byger overhovedet!

Der burde være en god chance for, at betingelserne er ensartede, da risikoen for regn efter kl. 14 er beskeden, og vinden slet ikke forandrer sig i løbet af dagen, men de først startende har en ikke helt uvæsentlig risiko for at være uheldige med våde veje. Der er dog også en risiko for byger sidst på etapen, og det kan derfor ikke udelukkes, at det i sidste ende viser sig, at det pludselig er de første, som ender med fordelen. Ud fra en sandsynlighedsbetragtning er en sen starttid dog bedst, også selvom der er gode chancer for, at betingelserne forhåbentlig ender med at blive helt ensartede.

Enkeltstarter er ofte præget af at have en eller to ret klare favoritter, men årets Tour-enkeltstarter er herligt åbne. Den tempotunge rute har nemlig tiltrukket nogle af de allerstørste specialister, og de har været ganske jævnbyrdige i år. Selvfølgelig savner vi nogle af de allerbedste i form af særligt Filippo Ganna, Remco Evenepoel, Rohan Dennis og Tom Dumoulin, men der er al mulig grund til begejstring over både kvalitet og jævnbyrdighed i årets felt. Det er bestemt ikke hverdagskost med en så åben WorldTour-enkeltstart, hvor det ikke blot er svært at give et entydigt vinderbud, men hvor der også er ganske mange, der må tilskrives en reel chance for at vinde.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Derfor er det også med en enorm usikkerhed, at jeg peger på Stefan Bissegger som min favorit. Den unge schweizer kører sit livs første grand tour og har end ikke været på WorldTouren i et år, men det har ikke stoppet ham indtil nu. Tværtimod har han fået en WorldTour-debut, der kan gøre næsten Remco Evenepoel misundelig. Sidste år startede han WorldTour-karrieren med en 3. plads i BinckBank Tour, i år blev han nr. 2 bag Ganna i UAE Tour, og siden fuldendte han nedtællingen ved at vinde i Paris-Nice foran Remi Cavagna og Primoz Roglic. Siden chokerede han med nogle fabelagtige enkeltstarter i Romandiet på ruter, der burde være alt, alt for kuperede, og i Tour de Suisse leverede han endnu et lille mirakel, da han næsten slog Stefan Küng på 1. etape, selvom han kørte i de allerværste betingelser på plaskvåde veje på den tekniske rute.

Det er særligt de tre enkeltstarter i Romandiet og Schweiz, der imponerede. Ganske vist vandt han dem ikke, men på de flade dele var han skræmmende og i særklasse, hvis man husker på, hvor våde vejene var i sidstnævnte løb. Det er bestemt ikke tilfældigt, at han vandt på den fladere rute i Paris-Nice og kun blev slået af Ganna i Emiraterne. I år har Bissegger slet og ret været uhyggelig på enkeltstarternes fladere dele.

Hvordan passer denne rute ham så? Utvivlsomt meget bedre end i Romandiet, men den er nok lidt for kuperet til, at det er ideelt. Paris-Nice passede ham bedre, men når han kan blive nr. 2 i Romandiet foran navne som Geraint Thomas og Richie Porte, må han være ganske uhyggelig på disse langt lette bakker. Dertil skal lægges, at han altid fremhæver sin kærlighed til tekniske passager, hvor han kan bruge sin teknik og sine accelerationsevner, og derfor ser finalen ud til at passe ham ideelt.

Jeg har tre forbehold for Bissegger. Den ene er naturligvis bakkerne, der taler imod ham, men ikke er skræmmende. Den anden er vejret, for hans start kl. 14.19.30 betyder, at han har en marginalt større risiko for at være uheldig med våde veje end særligt Wout van Aert. Den sidste er distancen, da han endnu aldrig har kørt så lang en enkeltstart på WorldTour-niveau. Bissegger har dog en enorm motor, som vi så med hans udbrudssejr i Schweiz, hvor han viste storform, og han lange udbrud i Flandern Rundt. Jeg tvivler på, at distancen bliver et problem, og med hans kombination af tekniske evner og uhyggelige power tror jeg, at han starter sin grand tour-karriere med et brag.

Jeg har været endnu mere i tvivl om, hvorvidt jeg skulle pege på Stefan Küng eller Wout van Aert som nr. 2, men jeg ender med at gå med Küng. Det handler mest af alt om form, for Van Aert har åbent erkendt, at han er en anelse skuffet over sit niveau de første to dage, hvor han har mærket effekterne af sin blindtarmsoperation. Anderledes er det med Küng, der har været skræmmende god på det sidste. I Tour de Suisse kørte han sågar i top 10 på en bjergenkeltstart og gik i udbrud på kongeetapen, og forleden sad han hos Gaudu dybt inde i finalen på Mur-de-Bretagne.

Küng har næppe klatret bedre, end han gjort på det sidste, men også på enkeltstarterne har han været uhyggelig det sidste års tid. Først vandt han suverænt EM-guld, siden blev det til VM-bronze i en tid, der var 3 sekunder langsommere end Van Aerts, og i Tirreno slog han Ganna og blev nr. 2 bag Van Aert på en enkeltstart, hvor meget taler for, at han havde vundet, hvis ikke belgieren var blevet kraftigt favoriseret af den aftagende vind. Senest vandt han ”The Battle of the Stefans” på 1. etape i Tour de Suisse foran Bissegger, men her er det dog helt givet, at han var blevet den lille Stefan, hvis ikke hans rival havde kørtpå plaskvåde veje.

Jeg er lidt bekymret for, om ruten er for kuperet, for vi så i Romandiet, at Küng har sine begrænsninger på bakker. Hans bjergenkeltstart i Schweiz gjorde mig dog betrygget i, at han sagtens kan overvinde disse småstigninger, og hans flotte kørsel på 1. etape viste også, at den tekniske del ikke er alt for stor en ulempe. Først og fremmest er han dog i storform, ligesom han har været skræmmende på flad vej i år, og derfor bliver jeg ikke overrasket, hvis han forvandler 2. pladsen i Düsseldorf i 2017 til karrierens første grand tour-sejr.

Den naturlige favorit er Wout van Aert, men jeg er en anelse tvivl om hans form. Han har i hvert fald selv udtrykt sin betænkelighed, og han har ikke været helt så skræmmende på enkeltstarter, som vi troede, han ville blive, da han knust al modstand i Dauphiné i 2019. Han skuffede i hvert fald allerede inden det grimme styrt på enkeltstarten i Touren sidste år, men det har nu ikke forhindret ham i at cementere sin status i den absolutte elite. Sidste år blev han nr. 4 på den halve bjergenkeltstart, han vandt VM-sølv lige foran Küng, og tidligere i år slog han Küng og Ganna i Tirreno, hvor jeg dog tvivler på, at han havde vundet, hvis vindbetingelserne havde været ens.

Van Aert har i hvert fald fordel af ruten i forhold til de to schweiziske Stefan’er. Han er klart den bedste klatrer, og de tekniske dele passer ham sublimt. Han har også en marginalt større chance for at vinde i vejrgudernes lotteri, og i det tætte opgør i toppen kan det sagtens blive vejret, der tipper balancen til fordel for ham. En overraskelse vil det i hvert fald ikke være, hvis Van Aert også vinder sin anden WorldTour-enkeltstart i år.

Læs også

Di Gregorio vandt våd etape

Morgendagen er måske også den ene af de to virkelig store chancer for dansk etapesejr. Kasper Asgreen har cementeret sin status som en af verdens allerbedste temporyttere, senest med sin 6. plads ved VM, hvor han ellers åbenlyst var træt, og 3. pladsen i Dauphiné. Særligt sidstnævnte var opløftende, for den kuperede rute passede ham betydeligt dårligere end denne. Faktisk burde denne rute med sine rullende bakker være ganske ideel for wattmonsteret fra Kolding, der tillige endelig får en enkeltstart med en distance, der også burde passe hans enorme motor bare nogenlunde.

Asgreens form er en smule usikker, men hans Dauphiné var lovende, og han gjorde det fornemt i weekenden, hvor det var forventeligt, at 2. etape ville blive for svær. Ganske vist har han til gode at vinde en WorldTour-enkeltstart, men hans forår viser også, at han i år er meget stærkere, end han har været tidligere. Dette er den første længere enkeltstart, han kører på højt niveau i 2021, og med tanke på det niveau, hans topform rakte til i foråret, vil det slet ikke undre, om han tager Danmarks første Tour-etapesejr på en enkeltstart nogensinde denne onsdag.

Dette er en vurdering af vinderpotentiale, og derfor er jeg nødt til at have Primoz Roglic som næste mand, men grundlæggende giver det ikke mening at skrive en optakt om ham. Der er nemlig kun én i denne verden, der kan komme med en rimelig vurdering af, hvor mærket af sine skader han vil være, og det er ham selv. Vi andre har ikke skyggen af chance for at vurdere om ”mumien”, som det indpakkede monster kaldte sig selv tidligere i dag, har for ondt til at præstere.

Selv anser jeg det som svært usandsynligt, at han kan være med i front, men vi må vel lade tvivlen komme ham til gode. Jeg tror nemlig, at en frisk Roglic havde kørt med om sejren. Ganske vist har han i 2020 og starten af 2021 kørt lidt skuffende enkeltstarter, særligt da i Paris-Nice blev slået. Tidligere har han nemlig været praktisk talt umulig at slå på WorldTour-enkeltstarter, men da han siden knuste al modstand i Baskerlandet, hvor han knuste al modstand på powerdelen, viste han, at han var tilbage. Siden har han trænet målrettet på sin enkeltstart, hvad han ikke gjorde i 2019, og derfor har jeg hele tiden troet, at vi vil se en Roglic køre enkeltstart på et skræmmende niveau i stil med det, vi så i 2017, 2018 og 2019 - også fordi Jumbos materiel har været godt i år (selvom billedet bestemt ikke har været entydigt, som det har været tilfældet for Astana). Desværre tror jeg, at skaderne gør det umuligt for ham at vise sit sande potentiale.

Et af de store spørgsmål har været, om Brandon McNulty får lov at give den fuld gas. Kan man stole på Velonews, der har talt med ham i dag, vil han få sin chance. Spørgsmålet er bare, hvor han står formmæssigt. Hans Dauphiné var skuffende, og her skuffede han blandt andet fælt på enkeltstarten. I dette løb kom han skidt fra start med et styrt på 1. etape. Heldigvis slap han med hudafskrabninger, og hans store føring på Mur-de-Bretagne var heldigvis relativt opløftende.

Hvis han har genfundet det niveau, han manglede i Dauphiné, har han en reel chance for at vinde. Tidligere i år blev han nr. 4 i Paris-Nice, hvor han kun blev slået af Bissegger, Cavagna og Roglic, nr. 4 i Catalonien bag Rohan Dennis, Cavagna og Joao Almeida, og i Baskerlandet var kun Roglic bedre. Selv i sin dårlige Dauphiné-form blev han trods alt nr. 8, og det vidner om, hvor fabelagtig en temporytter han er. Nu er spørgsmålet bare, om han har fundet det, han manglede for nogle uger, og om han er kommet sig efter styrtet. Ruten burde i hvert fald passe ham glimrende.

Sidste år skabte Tadej Pogacar et sandt mirakel, men det vil alligevel være en overraskelse, hvis han også vinder denne fladere enkeltstart. Modsat Roglic er Pogacar nemlig ikke født temporytter, og det er snarere nogle evner, han har udviklet med tiden. I år har han mildt sagt sendt blandede signaler. Hans to præstationer på de korte, flade ruter i UAE Tour og Tirreno var skræmmende gode, når man tager terrænet og distancen i betragtning, også selvom han i sidstnævnte blev hjulpet af vinden. Siden har det dog knebet gevaldigt i først Baskerlandet, hvor han tabte hele 30 sekunder til Roglic over de 10 km powerkørsel, inden han leverede en regulær katastrofepræstation, da han blev slået klart af temposvage Jan Polanc ved de slovenske mesterskaber for nylig.

Særligt sidstnævnte er bekymrende, når man ved, at Pogacar slet ikke kunne køre enkeltstart i starten af sin karriere. På den anden side kom den baskiske enkeltstart på dag 1, og mesterskaberne var et endagsløb. Pogacar er altid bedst efter et par dage i et etapeløb, og vi kunne allerede i weekenden se, at han så meget mere overbevisende ud søndag end lørdag. Faktisk virkede han helt i hopla på Mur-de-Bretagne, og man må formode, at han er meget tæt på 100%. Ruten her er også kuperet nok til, at han får en vis fordel af sine klatreevner. Hans slovenske enkeltstart gør, at jeg ikke bliver overrasket, hvis han skuffer, men jeg bliver heller ikke overrasket, hvis han igen kører med helt i front - også selvom jeg har svært ved at se ham vinde på denne rute.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Det er historisk, at Danmark har så gode chancer på en WorldTour-enkeltstart. Søren Kragh må nemlig også regnes som en af topkandidaterne, efter at han vandt hele to WorldTour-enkeltstarter i 2020, nemlig i Paris-Nice og BinckBank Tour. Her viste han, at han tilhører den absolutte elite, men de to enkeltstarter var også ganske specielle. Begge var nemlig uhyre tekniske og ganske kuperede, og det passede perfekt til den teknisk dygtige og eksplosive Kragh. Jeg er mere usikker på, om han har poweren til at matche de allerstørste wattmonstre på en rute, der har flere lange, lige strækninger, også fordi han ikke kørte sin allerbedste 1. etape i Tour de Suisse og ikke har været alt for overbevisende i weekenden. Han blev dog bedre og bedre igennem Tour de Suisse, hvor han sluttede af med en overraskende god bjergenkeltstart. Det gør mig relativt fortrøstningsfuld, selvom jeg stadig tror, at han mangler den allersidste power til at matche de bedste, også fordi han stadig har til gode at vise sig frem over længere distancer på WorldTour-niveau.

Det har været opløftende at se Richie Porte holde sig til de seneste dage. Det er helt tydeligt, at briterne ikke har opgivet at holde den formstærke australier inde i klassementet, og derfor regner jeg også med, at han kører en god enkeltstart. Han så ganske overbevisende ud på Mur-de-Bretagne forleden, og siden han sidste år blev nr. 3 på den halve bjergenkeltstart, har han genfundet fordums tempotakter. Han blev nr. 6 i Catalonien, hvor han ikke var på toppen, og nr. 5 i Romandiet, selvom den tekniske rute ikke passede ham. Han skuffede lidt med en 6. plads i Dauphiné, men han var stadig med langt fremme. Denne rute er for det meste ikke så teknisk, og det burde passe godt til Porte, der drager fordel af bakkerne, ligesom han hat god power på det flade. Min forventning er, at han formmæssigt står bedre nu og vil gøre det betydeligt bedre end i Dauphiné. Det bør sende ham ganske tæt på de bedste tider.

Normalt er Geraint Thomas en bedre temporytter end Porte, men det er klart, at der nu er stor usikkerhed om ham. Ligesom det gælder for Roglic, er det ret beset meningsløst at skrive en optakt om ham, når vi ikke aner, hvor øm hans skulder vitterligt er. Det lyder dog til, at han har det meget bedre, efter at løbslægen fik den sat på plads, og han synes slet ikke så hårdt ramt som Roglic. På den anden side er en øm skulder næppe ideel til netop en enkeltstartsposition, og det burde hæmme ham. Mest af alt er jeg dog bekymret for hans form. Han skuffede som bekendt fælt forleden, og generelt har han været skuffende hele sommeren - særligt i Dauphiné, hvor hans enkeltstart var en katastrofe. På den anden side viste han med 4. pladsen ved VM sidste år og den flotte enkeltstart i Romandiet, hvor han måske havde vundet, hvis ikke han havde været forsigtig på nedkørslen, at hans temponiveau fortsat er tårnhøjt. Jeg tvivler på, at skulder og form rækker, men der er en grund til, at Thomas er en af få ryttere i dette felt med en Tour-sejr på en enkeltstart på sit cv.

En anden af disse er Julian Alaphilippe, men det bliver svært for franskmanden at gentage triumfen fra Pau. Denne rute kræver nemlig mere power og er ikke på samme skræddersyet til franskmanden, der for to år siden drog fordel af de mange bakker og tekniske passager. På den anden side forlyder det, at Alaphilippe har trænet meget på sin enkeltstartscykel netop frem mod Touren, og hans enkeltstarter i Schweiz var begge gode. Den første af disse, hvor han kørte på nogle af de tørreste veje, viste dog også hans begrænsninger i power, og selvom han her drager fordel af bakker, tekniske passager og god form, tror jeg, at der her kræves lidt for meget power til, at han faktisk kan vinde etapen.

En anden klassementsrytter, der skal tages seriøst, er Rigoberto Uran . Colombianeren er måske ikke helt lige så god som i sin storhedstid i 2014, men han har efter nogle virkelig sløje år genfundet sig selv som temporytter. Senest knuste han al modstand på bjergenkeltstarten i Schweiz, og selvom den ikke rigtigt kan sammenlignes med denne, var det en bekræftelse på det, vi så, da han blev nr. 4 på Tour-enkeltstarten i Pau for to år siden. Han har måske ikke efterladt det allerskarpeste indtryk i weekenden, men han har været der, og vi så i Schweiz, hvor storartet formen er. Denne rute passer ham nok ikke helt så godt, som den gjorde i 2019, men den er kuperet og teknisk nok til, at der er grund til at have forventninger til Uran også.

En rytter, med hvem det både kan blive fugl og fisk, er Thomas de Gendt. Belgieren har i år kørt elendige enkeltstarter, men nu om dage finder han også først formen i sin anden grand tour. Sidste år viste han med sin 4. plads på den lange Giro-enkeltstart, at han stadig er et bæst på de lange grand tour-enkeltstarter. I 2019 blev han som bekendt også nr. 3 på enkeltstarten i Pau, ligesom han blev nr. 3 på den sidste Giro-enkeltstart, og hans historik på disse mellemlange, mellemkuperede enkeltstarter er derfor temmelig upåklagelig. Det bekymrer mig dog, at han ikke har vist skyggen af form i en yderst skuffende Giro, der endte med et tidligt exit grundet en skade. Går det, som det plejer, er han flyvende med en grand tour i benene, men vi risikerer, at han skuffer fælt, som han har gjort på alle årets enkeltstarter. Ruten burde dog passe ham storartet.

I Dauphiné stod Alexey Lutsenko for en af nyere tids største enkeltstartsoverraskelser, men jeg har svært ved at se en gentagelse her. Enkeltstarten i Dauphiné var stærkt kuperet og meget speciel, og denne kræver langt mere power. Den bør Lutsenko ingenlunde have, for resultatet i Dauphiné var faktisk det eneste gode WorldTour-enkeltstart, han nogensinde har leveret, og vi skal tilbage til den ældgamle sejr i Danmark Rundt for at finde hans seneste gode enkeltstart på højt niveau. Denne rute er dog også lidt kuperet og teknisk, og den handler trods alt ikke kun om power. Det er velkendt, at Astana i år skaber det ene enkeltstartsmirakel efter det andet, og selvom det er svært at tro på en gentagelse af Dauphiné-sensationen, skal man aldrig udelukke en gentagelse. Denne gang vil overraskelsen i hvert fald være mindre, end den var for en lille måned siden.

En anden rytter, der ved et tilfælde fandt ud af, at han kunne køre enkeltstart, er Mattia Cattaneo. Italieneren har siden forfinet sine evner hos Deceuninck, og i år har han været utrolig stabil. Selv da han var formsvag i starten af året, fik han tre top 15-placeringer på WorldTouren, og siden er han blevet nr. 7 i Romandiet samt nr. 3 og 6 i Schweiz. Sidste år blev han nr. 6 på Vuelta-enkeltstarten, der umiddelbart passede ham dårligere end denne, og i Schweiz gav han indtryk af at være i sit livs form. Ganske vist har han ikke det store at køre for, men det vil ligne Deceuninck dårligt ikke at lade alle deres mand køre fuld gas. Ruten er tilstrækkeligt kuperet til, at en fyr som Cattaneo bør gøre det godt.

Astanas magiske dag i Dauphiné gav ikke bare sejr til Lutsenko. Ion Izagirre blev også nr. 2, og det var lidt af en genfødsel af en mand, der ellers har været gået i totalt tempoforfald. I år var han indtil Dauphiné faktisk én af de eneste Astana-ryttere, der ikke red med på deres tempobølge, men efter præstationen for et par uger siger, må han nævnes. Ligesom for Lutsenko gælder dog, at denne rute passer ham dårligere, for det er netop power, Izagirre har manglet de seneste år. Han har altid været god, når det har været teknisk og kuperet, og spørgsmålet er, om denne rute har nok af de elementer. Derfor tvivler jeg på en gentagelse af Dauphiné-miraklet. Men på den anden side: han kører jo for Astana, og det plejer i 2021 at betyde mirakler.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da cross leverede endnu et vidunderbarn i schweizisk modvindsfuser

I gamle dage var Wilco Kelderman en af feltets førende specialister, men det er han ikke længere. Han har dog rejst sig igen efter nogle sløje år, men stadig ikke til det gamle niveau, hvor han fik 2. pladser på WorldTouren. Sidste år blev han således ”kun” nr. 9 og 11 i Giroen, og i år blev han nr. 12 i Catalonien, nr. 1 i Baskerlandet og nr. 13 i Romandiet. Til gengæld kørte han sin bedste enkeltstart i mange år, da han blev nr. 4 i Dauphiné, og det skaber et håb forud for denne etape. Det er i hvert fald klart, at Kelderman er kommet til løbet i fremragende form, og denne mellemkuperede rute burde passe ham glimrende. Dauphiné er dog så meget en undtagelse, at jeg har svært ved at se ham være helt lige så langt fremme på denne lidt mere klassiske enkeltstart.

En rutter, man må glæde sig til at se, er Jonas Vingegaard. Danskeren har heldigvis fået lov at give den fuld gas, og han har virkelig vist sig at have langt bedre evner i disciplinen, end vi havde drømt om. Det startede med den overraskende præstation i Emiraterne, og siden blev han nr. 2 i Baskerlandet og nr. 7 i Dauphiné. Disse to ruter var dog også betydeligt mere kuperede, og det vil trods alt undre mig, hvis han på denne fladere rute kan matche specialisterne. På den anden side har han virket uhyre formstærk i indledningen, og i Baskerlandet gjorde han det altså også glimrende på powerdelen. Det skal blive interessant at se, hvor god han efterhånden er på en mere klassisk enkeltstart som denne.

Listen over danskere fortsætter og tæller naturligvis også Mikkel Bjerg. Danskeren har givet udtryk for, at han håber at få lov at lave et resultat, og når McNulty gør det samme, tyder det på, at der er givet løbepas, selvom jeg ikke har kunnet finde en bekræftelse. Ligesom McNulty har danskeren dog været i asfalten, og desværre har han haft det lidt svært på enkeltstarterne, siden han blev professionel. Faktisk er det mest blevet til skuffelser, blandt andet til VM, i Giroen og senest i Dauphiné, men der har også været lyspunkter med 2. pladsen i Giroen og 3. pladsen i UAE Tour. Desværre har skuffelserne været langt flere end opturene, og lige nu tyder det desværre på, at der er mere tempostærke ryttere end ham.

Naturligvis bliver det også spændende at følge trøjeforsvaret for Mathieu van der Poel. Hollænderen er alt andet end tempospecialist, og da han stort set aldrig træner på sin tempocykel, er hans aerodynamik alt andet end overbevisende. Hans power har dog alligevel givet en 5. plads på en kuperet rute i BinckBank Tour samt en 6. plads på en flad rute i England og en 14. plads på tonserruten i Tirreno. Denne rute passer med sine bakker og tekniske passager ham meget bedre end de to sidstnævnte, og vi så i søndags, at han er i skræmmende god form lige nu. Det vil overraske mig, hvis han forsvarer sin trøje, men på denne rute tror jeg, at han vil forsvare sig ganske, ganske hæderligt.

Det har været trist at følge Steven Kruijswijk i år, men hans enkeltstarter har været lyspunktet. Mest markant var det, at han blev nr. 5 i Catalonien, hvor ruten mindede om denne, og her burde distancen passe langt bedre til hans dieselmotor. Kruijswijk har en fantastisk historik på grand tour-enkeltstarter og er tidligere blevet nr. 4 i Vueltaen, nr. 5 i Giroen og nr. 6 i Touren, ligesom han er blevet nr. 4 i Romandiet og Dauphiné. Han styrtede i går, men skulle kun have slået fingeren og bør være relativt frisk. Desværre skuffede han fælt på enkeltstarten i Dauphiné, og i lyset af det generelle niveau i år skal man derfor ikke bliver overrasket, hvis det bliver til endnu en skuffelse.

I gamle dage havde Victor Campenaerts været en af topfavoritterne, men belgieren befinder sig i en ny virkelighed. I år har han stort set ikke trænet på sin enkeltstartscykel, fordi han har ændret fokus, og hans enkeltstarter har derfor været ganske katastrofale, senest i Giroen. I det lys overraskede det også ham selv, at han vandt bronze ved de belgiske mesterskaber - en præstation, han betragtede som en sejr. Hans kørsel i det løb er også årsagen til, at det er værd at nævne ham i denne optakt, for den viser, at han stadig kan. Han blev dog slået klart af både Yves Lampaert og Remco Evenepoel, og det vidner om, at evnerne ikke længere rækker til et absolut topresultat.

Kører Michael Matthews efter et resultat? Det tvivler jeg på. BikeExchange signalerede i dag, at de havde ryttere, der vil tage det som en halv hviledag, og det lå implicit i formuleringen, at det nok også gjaldt Matthews. Det er dog ikke udelukket, at han vil prøve - måske fordi han også kan score point til den grønne trøje - og hvis han giver den et skud, kan han gøre det pænt. Matthews har hele 13 top 10-placeringer på WorldTour-enkeltstarter, og denne rute burde med sine bakker ikke passer ham helt skævt. Til gengæld har han været bedst over kortere distancer, men en 6. plads over 27,7 km i Baskerlandet viser, at han også kan, når distancen er som denne. Formen er god, selvom han havde en offday i søndags, men desværre tror jeg, at han sparer sig.

Jeg er også nødt til at nævne Enric Mas. Spanieren har kørt nogle fremragende enkeltstarter sent i grand tours. Blandt andet blev han nr. 9 i Touren både i 2019 og 2020, og han er også blevet nr. 6 i Vueltaen. Siden sidste års Vuelta har han dog kørt skuffende enkeltstarter, og han indrømmer da også, at det er et problem. På den anden side har han meldt om fremragende ben i starten af dette løb, og han er kommet helt uvant godt fra start i den første uge. Normalt skal hans motor være varm, inden han kører gode enkeltstarter, men nu er der håb om, at det kan ske allerede i uge 1. Hans præstationer i år gør mig skeptisk, men han virker så velkørende lige nu, at jeg ikke udelukker, at vi vil se et godt resultat.

Endelig er der Max Walscheid og Mads Pedersen. Begge er gode temporyttere, der har kørt fremragende flade enkeltstarter, Walscheid senest i Giroen og Pedersen flere gange i Tirreno. Desværre frygter jeg, at denne er for kuperet for dem begge, for de er begge nogle ganske tunge drenge. Senest blev Walscheid bare nr. 3 ved de tyske mesterskaber, ganske enkelt fordi ruten var for kuperet, og jeg tror ikke, at han kan gentage resultatet fra Giroens fladland. Det samme gælder for Pedersen, der tillige ikke synes i topform allerede i uge 1 og derfor formentlig får det svært, særligt fordi hans gode resultater næsten alle er kommet over kortere distancer. Faktisk tror jeg, at der ligesom for Matthews er gode chancer for, at Pedersen sparer sig til torsdagens spurt.

Jeg kunne godt have lyst til at nævne Stefan de Bod, der rider med på Astana-bølgen og gjorde det godt i UAE Tour og Catalonien, men vi så hans begrænsninger i Baskerlandet. Bruno Armirail har skuffet meget i år og ikke rigtigt trænet på sin enkeltstart, selvom de franske mesterskaber gav lidt håb. Miles Scotson rejste sig lidt igen i Giroen sidste år, men jeg tror, at ruten er for kuperet til, at vi vil se et topresultat. Tony Martin har meldt ud, at han tager den med ro, og det gør Ineos altid i grand tours, hvorfor det bør gælde for Michal Kwiatkowski, Jonathan Castroviejo, Tao Geoghegan Hart og Dylan van Baarle. Også sprinterne Arnaud Demare og Christophe Laporte vil over så lang en distance formentlig tage sig en halv hviledag. Pello Bilbao var på vej til at blive en stærk temporytter, men han har kun skuffet uafbrudt siden den flotte enkeltstart i sidste års Tour. Både Alex Aranburu og Omar Fraile har som del af Astanaø-bølgen forbedret sig meget, men ikke nok til at være med i front på denne enkeltstart. Bauke Mollema er i form og har før kørt gode grand tour-enkeltstarter, men jeg har svært ved at se det ske igen på denne lidt for flade rute. Miguel Angel Lopez kører af og til nogle overraskende gode enkeltstarter og gjorde det pænt i Dauphiné, men vi skal ikke regne med at se ham helt fremme. Også Vincenzo Nibali og Wout Poels kan ventes at køre til, men deres enkeltstarter har været svingende på det sidste, og den tidligere specialist Pierre Latour har trods aktuelt god form ikke kørt gode enkeltstarter i nogen tid. Alejandro Valverde har helt mistet sine engang gode tempoevner, og selvom han stadig af og til rejser sig lidt, er det for sjældent, at vi ser et godt resultat fra Luke Durbridge. Ide Schelling overraskede i Baskerlandet, men ruten passer ham ikke, og han vil spare sig, og jeg regner med, at det samme gælder for Dylan Teuns¸ hvis gode enkeltstarter også er sjældne og kræver anderledes ruter. Harry Sweeny overraskede i Dauphiné, men kan ikke være med helt fremme på dette niveau, og det kan heller ikke Sergio Higuita, selvom han har gjort det overraskende godt i år. Den uhyre stærke Brent van Moer er aldrig slået til som temporytter som professionel, heller ikke i Dauphiné, hvor han ellers kærte som en motorcykel, og selvom Neilson Powless viste glimt af fordums styrke på 1. etape i Schweiz, regner jeg ikke med en gentagelse her. Magnus Cort har kørt pæne enkeltstarter på det sidste, men hvis han går efter et resultat, rækker evner trods alt ikke til et topresultat i dette selskab, og det gør de heller ikke for Nils Politt, der har kørt svage enkeltstarter i år. Lukas Pöstlberger kørte sit livs enkeltstart i Dauphiné, men det var for at forsvare trøjen, og denne gang skal vi ikke regne med en gentagelse. Endelig overraskede Jonas Rutsch på enkeltstarterne i Schweiz, men han har aldrig tidligere kørt gode enkeltstarter.

BEMÆRK: Som nævnt ovenfor er der en ikke uvæsentlig bygerisiko gennem hele eftermiddagen. Det kan gøre etapen til et lille lotteri, men i skrivende stund er det ret umuligt at sige, hvem der kan være uheldige at have våde veje.

Feltet.dks vinderbud: Stefan Bissegger

Øvrige vinderkandidater: Stefan Küng, Wout van Aert

Outsidere: Kasper Asgreen, Primoz Roglic, Brandon McNulty, Tadej Pogacar, Søren Kragh

Jokers: Richie Porte, Geraint Thomas, Julian Alaphilippe, Rigoberto Uran, Thomas de Gendt, Alexey Lutsenko, Mattia Cattaneo, Ion Izagirre, Wilco Kelderman, Jonas Vingegaard, Mikkel Bjerg, Mathieu van der Poel, Steven Kruijswijk, Victor Campenaerts, Michael Matthews, Enric Mas, Max Walscheid, Mads Pedersen

Starttider

Starttiderne findes under liveopdateringen.

SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+