Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: 7. etape af UAE Tour

Optakt: 7. etape af UAE Tour

26. februar 2023 11:50Foto: LaPresse

Tim Merlier rejste sig efter et par skuffende dage og sørgede for, at Soudal efter seks dage har vundet halvdelen af etaperne. Måske kan de endda tage fire ud af syv, når løbet søndag slutter med den traditionelle og altafgørende kongeetape, der med afslutning på Jebel Hafeet lægger op til det helt store slag mellem løbets klatrere - og måske Soudal-triumf med Remco Evenepoel?

Artiklen fortsætter efter videoen.

STREAM UAE TOUR UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Ruten

Da man i 2015 opfandt forgængeren Abu Dhabi Tour gjorde man med det samme det nye løb til en sag for klatrere ved at inkludere en afslutning på det ganske vanskelige bjerg Jebel Hafeet, der ligger midt ude i den arabiske ørken. Siden dengang har bjerget været det absolutte nøglepunkt i først Abu Dhabi Tour og siden i UAE Tour og det endda i så udtalt en grad, at vinderen på bjerget i alle de otte udgaver af de to løb også er løbet med den samlede sejr. I den sidste udgave af Abu Dhabi Tour i 2018 gjorde man det hele endnu mere spektakulært ved at runde hele løbet af med den absolut vigtigste etape, og den tradition overtog man sidste år for første gang i UAE Tour. Sådan vil det også være i år, og dermed er det først til allersidst, at vi finder vinderen af løbets femte udgave på det, der uden tvivl vil være løbets absolutte nøgleetape.

 

Etapen følger det helt klassiske mønster, vi kender fra tidligere, og der er næsten tale om en kopi af de foregående - dog med undtagelse af 3. etape i 2020, hvor bjerget blev besteget to gange og derfor fulgte en lidt anderledes rute ved det første besøg - og de denne gang bare 153,0 km fører fra starten ved Hazza Bin Zayed Stadium i Al Ain op til toppen af Jebel Hafeet, der ligger umiddelbart udenfor byen. Derfor består første del af en tur ud i den potentielt vindblæste ørken, inden det hele afsluttes af den nu efterhånden ganske velkendte klatretur op til den ikoniske top.

 

Læs også
Optakt: 2. etape af Giro d’Italia

 

Fra start kører man frem og tilbage mod syd, øst og nord rundt i selve Al Ain i en teknisk fase, der leder ud til byens nordlige udkant.  Her tages der hul på ørkendelen, der indledes med en tur mod nordvest ad en lang lige vej, inden man drejer mod nordøst for at køre frem til etapens nordligste punkt, hvor den første spurt kommer efter 79,1 km. Herfra leder et skarpt sving mod syd, inden det via endnu en lige, flad vej går mod syd og siden sydøst tilbage mod Al Ain, hvor man passerer igennem startområdet. Man fortsætter herfra mod syd tværs gennem byen frem til den bunden af målstigningen.

 

Her venter den sidste spurt efter 139,6 km, inden man drejer skarpt mod sydøst for at tage hul på den 10,8 km lange klatretur, der stiger med 6,8% i gennemsnit. Efter en let start med 4,8% over de første 1500 m venter 7,0 km, der stiger ganske jævnt med i gennemsnit 8,0% med et stejleste punkt på 11% med knap 3 km til toppen. Umiddelbart herefter flader det ud med 4,6% over de næste 1500 m, inden det stiger med blot 1,3% over de sidste 1500 m. Her er der endda en kort nedkørsel lige efter den røde flamme, inden de sidste 300 m igen stiger med 4%. Det sidste hårnålesving kommer med 3 km til mål, hvorefter en let snoet bjergvej leder frem til finalen, hvor der kommer efter et U-sving bare 80 m fra stregen.

 

Etapen byder på i alt 1376 højdemeter og er med undtagelse af en marginal ændring i starten en kopi af 2022-udgaven.

 

Da stigningen første gang blev brugt i 2015, endte det i et drama, hvor Wout Poels havde sat Esteban Chaves efter en spændende duel. Hollænderen styrtede imidlertid i det sidste meget skarpe sving, og det gav Chaves mulighed for at tage sejren. I 2016 skilte Tanel Kangert og Nicolas Roche sig ud, og her var det esteren, der på det sidste stejle stykke fik sat sin rival.

 

Vindens betydning så vi særligt i 2017, hvor det blev tydeligt, at det kan være at gøre en forskel på stigningen. Nairo Quintana angreb utrætteligt, men da han ikke kunne komme fri og ikke havde holdet til at kontrollere etapen, blev det en ukontrollerbar angrebsfest, hvor det var lidt tilfældigt, at det netop blev Rui Costa og Ilnur Zakarin, der endte med at køre om sejren - en sejr, der blev taget af portugiseren i en spurt. I 2018 var vindforholdene mere gunstige til at skabe forskel, og derfor lykkedes det Alejandro Valverde at køre væk sammen med Miguel Angel Lopez, som han let satte til vægs i spurten. Valverde gentog sejren i 2019, da han med en imponerende acceleration kørte op til Primoz Roglic, David Gaudu og Emanuel Buchmann, som han efter en lille puster slog i spurten.

 

I 2020 betød en sen ruteomlægning, at bjerget blev besøgt to gange. Først nærmest ydmygede Adam Yates forhåndsfavoritten Tadej Pogacar ved at slå ham med hele 1.03 og distancere Alexey Lutsenko, David Gaudu og Rafal Majka med 1.30. To dage senere var forholdet mere jævnbyrdigt, og her endte Pogacar, Yates, Lutsenko og Gaudu med at spurte om sejren - en sejr, der gik til Pogacar foran Lutsenko, Yates og Gaudu. I 2021 fik Pogacar sin revanche i en herlig duel med Yates, der angreb utrætteligt, men ikke kunne komme af med en tilsyneladende presset Pogacar, der let slog briten i spurten, inden Sergio Higuita 48 sekunder senere var hurtigste mand i en seksmandsgruppe. Sidste år var billedet det samme, da Yates konstant angreb den førende Pogacar, som han ikke kunne sætte, og det gav Pello Bilbao og Joao Almeida mulighed for at komme tilbage. Til sidst spurtede Pogacar sig til endnu en sejr, igen foran Yates og med Bilbao på tredjepladsen.

 

 

 

 

Læs også
Bundærlig Pogačar: Det er noget lort

 

 

 

 

STREAM UAE TOUR UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Vejret

Indtil nu er det bare blevet varmere og varmere, og søndag topper det. På en helt skyfri dag vil temperaturen i bunden af målbjerget nå 33 grader. Der vil bare være en let vind (9-13 km/t), der gennem eftermiddagen vil aftage og dreje fra en sydlig til en vestlig retning. Det giver indledningsvis med- og sidemedvind, sidevind omkring vendepunktet og derefter mod- og sidemodvind. På målbjerget vil der være sidemodvind, men når vinden helt om i vest, vil der være sidevind hele vejen op.

 

Favoritterne

Det var lige ved at blive dramatisk for Luke Plapp i går, men ser man bort fra Geoffrey Bouchards tidstab og Remco Evenepoels bonussekunder, endte de tre flade etaper ikke med at gøre nogen forskel. Alt er derfor status quo inden den helt store finale.

 

Det er nemlig den suverænt vigtigste etape forude. Ja, rytterne har været oppe af Jebel Jais, men den bløde modvindsstigning gav meget få gode svar på topfavoritternes interne styrkeforhold. Det bløde bjerg på grænsen til Oman ville aldrig kunne gøre andet og mere end at afsløre, hvem der ikke kunne vinde løbet. Vi fik da også små indikationer, men noget klart billede af styrkeforholdet har vi bestemt ikke.

 

Nu får vi til gengæld svarene. Jebel Hafeet er ikke Monte Zoncolan, men det er bestemt ikke en let stigning. Faktisk har den i de seneste år skabt større forskelle, end jeg normalt ville forvente af et tilsvarende bjerg, og vi kan derfor vente os en forrygende finale. De store afstande hænger formentlig sammen med årstiden, hvor formen ikke er i top, og hvor formniveauet også er betydeligt mere varierende end senere på året, hvor de fleste nærmer sig 100%.

 

Vi ved dog også, at det er en stigning, der er meget vindfølsom. Sådan er det altid på golde ørkenbjerge, og stigningen er slet ikke så stejl, at vinden bare kan negligeres. Det måtte Nairo Quintana sande i 2017, hvor han kom til Mellemøsten som den store favorit, men hvor han alligevel ikke kunne gøre forskelle i den hårde modvind. Da hans hold ikke kunne kontrollere etapen, endte det i en ukontrollabel angrebsfest, som Rui Costa udnyttede til at tage en overraskende sejr i en finale, der egentlig burde være lidt for svær. Modvinden behøver dog ikke at være altødelæggende, som vi så i 2020. Dengang nærmest ydmygede Yates jo Pogacar ved at distancere ham med mere end et minut, og der var faktisk netop modvind den dag.

 

Læs også
Giro d'Italia-analyse: Den uforudsigelige åbning på den forudsigelige Giro

 

Det er dog klart, at modvind på dette bjerg altid vil have en dårlig effekt for ryttere, der gerne vil gøre forskelle, og derfor er der ikke ideelt nyt for særligt Yates, der har mest at indhente. Heldigvis bliver det en meget stille dag, fordi vinden lægger sig gennem dagen, og vejrudsigten har ændret sig, siden jeg skrev den store optakt, men det er usikkert, hvor meget vinden når at dreje. Når den helt om i vest, får vi sidevind, men formentlig vil den være en smule i ansigtet. Heldigvis bliver det meget stille sidst på eftermiddagen, og der bør således være basis for større forskelle, end vi blandt andet så i sidste års modvindsudgave.

 

Vejret kan heller ikke ændre på, og derfor skal forsøget gøres. Vi har i de tidligere år set, at den sidste bjergetape plejer at blive kørt ret aggressivt, som det ofte er tilfældet, når forskellene er store, og der er derfor en god chance for, at vi får en kamp om at ramme udbruddet. Det bliver formentlig med flere hold, stærkere ryttere og også en lidt større gruppe, men de har næppe en chance. Soudal har en interesse i, at bonussekunderne forsvinder, men det kræver, at det er et udbrud, de kan lade sejle. Jeg tror faktisk også, at Remco Evenepoel er villig til at løbe risikoen ved at hente dem, for han vil pokkers gerne have den etapesejr.

 

Uanset hvad skal UAE nok hente dem. Nok har de fået deres etapesejr, men de har ikke råd til at lade denne chance gå til spilde. Det er løbets mest prestigiøse etape, og det koster ikke meget at bruge Sebastian Molano og måske Vegard Stake Laengen til at jagte på denne etape, der er let at kontrollere. Jeg kunne også sagtens forestille mig, at Jumbo, Bora, Movistar, Astana eller Bora alle kunne finde på at jagte.

 

Vi har faktisk tidligere haft sidevindskørsel på denne etape, men selvom der venter en blæsende formiddag, bør det være for stille gennem hele etapen, hvor der også primært vil være med- eller modvind. Særligt mod slutningen, vil det være meget stille, og det bliver derfor ikke i år, at vinden kommer i spil. Et fuldt og formentlig ret friskt felt efter en kort og let dag må ventes at ramme bunden samlet.

 

Derefter må man formode, at UAE vil lægge presset. Forleden brugte de en lidt alternativ strategi ved at angribe med Mikkel Bjerg og Marc Soler, og det er muligt, at de vil gøre det samme denne gang. Jeg viol dog tro, at de denne gang tror ret entydigt på Adam Yates, der elsker denne stigning, og da han skal angribe tidligt, hvis han vil vinde eller bare på podiet, kan de ikke bruge alt for lang tid på at lege julelege. Det vil være mest logisk at trykke til fra bunden, hvorefter Yates skal åbne ballet relativt tidligt.

 

Det betyder også, at jeg regner med en tidlig åbning, og med den relativt rolige vind bør vi få et opgør mand mod mand. Det kan dog godt blive taktisk. Evenepoel bør man kunne isolere, og vi har før set stop-go-kørsel på denne stigning flere gange. Det så vi blandt andet sidste år, hvor Yates og Pogacar var for jævnbyrdige, og det betød, at Pello Bilbao og Joao Almeida kom tilbage. De forsøgte endda begge at snige sig væk, mens de to favoritter kiggede på hinanden, og den slags kan ske igen. UAE kan endda have den fordel at sidde med to mand, og den jævnbyrdighed kan åbne muligheder for overraskelser. Evenepoel skal primært holde øje med Pello Bilbao og Luke Plapp, men han slipper næppe heller Yates af syne. Hvis ikke han eller Yates kan køre fra hinanden - jeg forventer ikke, at andre kan køre solo alene på ren styrke - betyder det store tidstab, at der er muligheder for outsidere. Det var jo også tidstabet, der gav Einer Rubio sejren forleden.

 

Det er dog også muligt, at Evenepoel og Yates kan samarbejde. Er de jævnbyrdige, vil de begge tro på sig selv i en spurt, og de vil begge pokkers gerne vinde denne etape. Evenepoel vil have en interesse i samarbejde, fordi han ellers bliver sårbar i en stor gruppe, og Yates vil gerne på podiet. Chancen for en sådan alliance er ret god, og det mindsker chancen for en taktisk sejr.

 

Endelig skal man være opmærksom på finalen. Bjerget er svært nok til at køre alene, særligt med den rolige vind, som Yates gjorde det i 2020, men i langt de fleste tilfælde er det endt i en eller anden form for spurt. Den sidste del af bjerget er nemlig meget let, og er det samlet her, ender det i en spurt. Den skal man kende, for det sene sving er altafgørende, og første mand her vinder altid.

 

Jeg går med Remco Evenepoel. Med tanke på belgierens trods alt begrænsede punch var det lidt af en magtdemonstration, han leverede forleden. Nogen vil måske indvende, at det var et svaghedstegn, at han ikke angreb, men det var tværtimod klogt. Stigningen var for let, og han forklarede efterfølgende, at han havde lært af sin fejl i Argentina, hvor han blev for overmodig. Nu kører han klogere og mere afventende, og da Rubio var ufarlig, ventede han på spurten.

 

Læs også
Optakt: Tro-Bro Leon

 

Tværtimod virker han uhyggelig. Hans kørsel i sidevinden på både 1. og 5. etape, hvor han selv lukkede hullet, da han havde sovet i timen, vidner om stort overskud. Han skal i første omgang bare holde sig til Yates, og som nævnt ovenfor tror jeg, at de har en interesse i at samarbejde. I en spurt mellem de to kan det gå begge veje, men baseret på det, vi så i onsdags, har Evenepoel en overhånd, hvis han ved, at han skal først igennem svinget. Han virker dog så flyvende, at jeg tror, at han mod slutningen af det stejle stykke vil forsøge at køre alene - måske endda tidligere. Yates virkede ikke helt så overbevisende forleden, og jeg tror derfor mest på en solosejr, men en spurtsejr kan også gå an. Den største trussel mod ham er jævnbyrdighed mellem ham og Yates, og at han får svært ved at kontrollere det taktiske spil. Med Yates’ jagt på etapesejr og podium er alliancen dog så oplagt, at det næppe sker, og derfor tror jeg, at han tager sin første sejr i regnbuetrøjen. Mauro Schmid og Louis Vervaeke er naturligvis rene hjælpere. Schmid viste stor styrke forleden, men vil finde denne stigning svær, og Vervaeke blev sat tilbage af defekt, hvorfor han bør være bedre i morgen.

 

Den værste rival er naturligvis Adam Yates. De seneste tre år har han virket stærkere end selveste Pogacar på denne stigning, selvom det kun én gang er lykkedes ham at køre alene. Hvis nogen kan sætte Evenepoel, er det ham. Hans topniveau er fortsat tårnhøjt, som vi så sidste år, og som han bekræftede i Montreal, hvor han lignede stærkeste mand i et felt med Pogacar og Wout van Aert, men selvom han plejer at flyve på denne tid af året, skal han bevise, at han er lige så stærk, som han plejer. Det burde han være, mens spurt i onsdags var tam, når man husker på, at han holdt Pogacars hjul i både 2022 og 2021. Det er svært ikke at sidde med fornemmelsen af, at han ikke er helt på toppen, men det er klart, at dette bjerg er noget andet. Er der en anden end Evenepoel, der kan køre alene, er det ham, og ellers har han to våben. Han har trods alt tabt lidt tid, og selvom Evenepoel næppe giver ham frihed, kan han blive tvunget til det. Derudover er han så hurtig, at han kan vinde en spurt, for selvom Evenepoel så stærkest ud i onsdags, kan Yates måske lukrere på sin erfaring i denne specielle finale med et sent sving.

 

Jeg tror, at den værste rival er Sepp Kuss . På papiret er han manden, der kan true dem på så stejl en stigning som denne, og hans 9. plads i en finale, der ikke passede ham, tyder på, at han er godt kørende. Det har Jumbo da også meldt ud, men med lottokuponen Kuss ved man aldrig, særligt fordi han sjældent er flyvende fra sæsonstart. Denne gang virker det imidlertid lovende, og selvom han i 2022 ikke var så god som i 2020 og 2021, er han i dette felt manden med den største chance for at følge favoritterne. Han kan næppe køre alene væk fra dem begge, men han har trods alt tabt noget tid, da Jumbo kørte et moderat holdløb. Da han er spurtsvag og formentlig den svageste af de tre, kan han måske udnytte deres magtkamp til at tage sin første sejr siden Touren i 2021.

 

Efter onsdagens flotte ridt må man også rangere Einer Rubio højt. Det kan godt være, at han fik lov at køre, men hans solokørsel over hele 10 km på et bjerg, der passede ham dårligt, var imponerende. I forvejen viste han god form i Argentina, og vi ved fra 2021-sensommeren, at han havde kurs mod et stort gennembrud, der blev sat på pause af sidste års styrt i Ungarn. Nu ligner han en mand, der er bedre end nogensinde, og han vil passe langt bedre til denne stigning end til onsdagens. Han kører næppe alene på ren styrke, men også han har tabt den tid, der kan give ham frihed. Han ligner i hvert fald en mand med benene til at sikre sig en chance for at deltage i et eventuelt taktisk spil. Oscar Rodriguez viste også fremgang i onsdags, men efter et meget svært 2022 tvivler jeg på, at vi vil se ham helt fremme.

 

Jumbo står ret stærkt. I tillæg til Kuss har de nemlig Thomas Gloag. Briten bekræftede sit store potentiale i Valencia, men det er første gang han skal slås med eliten på et svært bjerg som dette. Det skaber usikkerhed, men selv mener han, at han er bedre på rigtige bjerge end i eksplosive finaler. Det burde således være en god chance for ham, og han vil jo stadig blive regnet som underdog i det taktiske spil. Vi ved også nu, at han har en god spurt op ad bakke, men han slår trods alt nok ikke Evenepoel eller Yates. Han skal væk i det taktiske spil, men her kan han og Kuss sagtens ende med at sidde i overtal. Der er dog også stor usikkerhed, dels fordi det er nyt at se ham i en sådan finale, dels fordi han var svingende i Valencia, hvor han floppede på sidste etape.

 

Jeg ved ikke, hvad jeg skal mene om Brandon McNulty. Han var helt usynlig i onsdags og endte næsten bagerst i gruppen. Det er ganske ildevarslende, fordi han i forvejen ikke har været flyvende indtil nu. Omvendt var han stadig relativt fornuftigt kørende i Valencia og med stigende formkurve, og den form kan ikke være helt forsvundet. Hans anonyme spurt handler formentlig om, at han kørte for Yates, men i morgen vil det være oplagt, at de udnytter det overtal, de kan havne i. I det tilfælde vil det være McNulty, Evenepoel frygter mest, og vi ved, at han er en mester i at køre alene. Til gengæld har han også traditionelt været lidt begrænset i bjergene, og hans niveau her har været så svingende, at jeg sidder med en mistanke om, at han får det svært igen i morgen. Marc Soler er derimod ren hjælper.

 

Jeg har været meget imponeret over Luke Plapp. Egentlig ville jeg forvente, at denne stigning var for svær for ham, men denne form for etape, hvor man bare skal op over ét bjerg, er ofte gode for kraftfulde typer som ham. Sidste år blev han i et stærkere felt nr. 5, og i år virker han endnu stærkere. Jeg regner med at se ham helt fremme, men på vinderpotentiale skal han rangeres lidt lavere. Han har allermindst frihed af alle, og skal altså slå Evenepoel for rent bord. Det er ikke let, men umuligt er det heller ikke. Han har slået Evenepoel i de indlagte spurter og været hurtigere end ventet. Sidste kilometer passer godt til en kraftfuld fyr, da den er ganske let, og man kommer langt med et overraskelsesangreb. Et sådan overraskelsesangreb har Plapp poweren til at lave, hvis Evenepoel sover lidt i timen, og kommer han først igennem svinget, vinder han etapen. Til gengæld faldt Ben Tulett helt igennem forleden, så han er nu helt entydigt hjælper.

 

Jeg er ikke overbevist om Pello Bilbao. Han har skuffet mig i alle sine løb i år, og i onsdags brokkede han sig over så dårlige ben, at han slet ikke kunne køre spurten. Det står dog også klart, at han slet ikke er så god til at spurte op ad bakke, som hans karakteristika tilsiger. Sidste år blev han nr. 10 på samme etape, men på denne etape blev han nr. 3. Han er blevet bedre til de sværere stigninger, hvor han bare kan holde sit jævne tempo, og det er også den model, han skal bruge. Yates og Evenepoel kører helt sikkert væk fra ham, men kan han ligesom sidste år udnytte deres jævnbyrdighed til at kæmpe sig tilbage, har han en chance for at vinde. Som sagt spurter han ikke specielt godt op ad bakke, men her handler det mere om at ramme fronten på nedkørslen. Her har han langt mere fart og power, og han kender finalen, ligesom han er pokkers snu. I denne finale kan han helt sikkert vinde en spurt mod Evenepoel og Yates, hvis de sover lidt i timen, men lige nu frygter jeg, at benene ikke rækker til at komme så langt. Han ledsages naturligvis af Wout Poels, der ikke mistede tid i onsdags, men som endte allerbagerst i gruppen. Det er svært at tro på ham, når han også var skidt kørende i Valencia og skuffede i 2022, men med en lottokupon som ham skal man aldrig sige aldrig.

 

En rytter, der imponerede mig i onsdags, er Harm Vanhoucke. Han havde et elendigt 2022, men måske har holdskiftet givet ny motivation. Denne stigning passer ham i hvert fald langt bedre, og selvom det er længe siden, vi har set det, klatrede han storartet i et meget stærkere felt i Catalonien i 2021. Kan han genfinde det niveau, kommer han langt på denne stigning. Han vinder til gengæld ikke en spurt, men i det taktiske spil vil han være en underdog. DSM har også Andreas Leknessund, der var uventet god i onsdags, hvor han kørte for Vanhoucke i finalen. Baseret på den klatreevne, han har haft indtil nu, tror jeg, at denne er for svær, men vi så også hans udvikling under Touren. En større fyr kan som sagt godt gøre det godt på denne slags etaper med kun én stigning, så jeg er spændt på, om han kan vise nogle klatreevner, vi endnu ikke har set.

 

Læs også
Pogacar erkender nederlag til ”hurtigere” mand: Det var ikke vores dag

 

Vi skal vel have ret store forventninger til Geoffrey Bouchard. I Oman var han bedre end nogensinde, og han burde endda være endnu bedre på en længere stigning som denne. Han er altid god i dette løb og endte sidste år som nr. 9 på denne etape. Nu fremstår han langt stærkere, og det er opløftende. Oman-feltet var noget svagere, end det er her, men har han bevaret formen kommer han langt også i dette felt, og med tidstab både på 1., 2. og 5. etape har han mere frihed end stort set alle andre. Han ledsages også af den meget lovende Clement Berthet, som burde komme langt efter sin 14. plads i Il Lombardia. Jeg ser ham dog ikke køre med om sejren. Valentin Paret-Peintre var uventet god i onsdags, men han kommer ikke helt til tops i dette felt.

 

En anden rytter, vi skal have forventninger til, er Rein Taaramae . Han var ikke helt så god som Bouchard i Oman, men denne stigning, der er knap så stejl, passer ham langt bedre. Han hævede sit niveau voldsomt i Vueltaen sidste år, og jeg vil forvente, at han i dette felt med sin Oman-form er en af de stærkeste her. Ligesom Bouchard kan han ikke spurte, men han har både den rette aggression og frihed til at udnytte det taktiske spil. Han ledsages af Louis Meintjes, der stille og roligt finder formen. Han ofrede sig for Taaramae i Oman, og jeg vil forvente, at esteren fortsat er den stærkeste af de to, men på papiret er Meintjes klart bedst på en stigning som denne. Til gengæld passer den meget eksplosive dårligt til hans dieselmotor, og jeg vil tro, at han mangler lidt for mange procent til faktisk at vinde.

 

Var onsdagens etape et tegn på, at Alexey Lutsenko er ved at komme i form? Jeg er stadig skeptisk, for han skuffede gennem det meste af 2022, hvor han aldrig fandt sit bedste niveau, heller ikke i februar, hvor han plejer at være skræmmende, og han havde godt nok meget at indhente i Oman. Omvendt var hans kørsel i onsdags jo lovende, og han er på papiret en af de bedste i dette felt på denne form for eksplosiv etape. Han har da også før spurtet om sejren på Jebel Jais, og selvom han får svært ved at slå Evenepoel, er denne lidt tricky spurt én, man kan vinde, hvis man kender den godt og har power. Det har Lutsenko, og derudover har han jo også frihed i det taktiske spil. Jeg føler mig bare ikke helt overbevist om formen endnu. Desværre så vi i onsdags, at Harold Tejada fortsat mangler for meget, selvom denne stigning passer ham bedre.

 

Jeg har hele tiden været ret spændt på Antonio Tiberi. Han lignede i Australien en mand, der har taget næste skridt, og i dette løb er han for en gangs skyld ikke startet svagt. Tværtimod har han holdt sig til, og han plejer at hive en kanin op af hatten efter et par dage, når motoren er varm, som vi så i Besseges og ikke mindst med kongeetapesejren i Ungarn. Han er ikke specielt eksplosiv, så denne stigning bør passe ham bedre, men vi har også til gode at se ham helt fremme på så svær en stigning i et felt som dette. Han er dog en mand i udvikling, og jeg synes, at Australien giver håb. Til gengæld så vi i onsdags, at Amanuel Ghebreigzabhier stadig mangler lidt, selvom han bør være relativt langt fremme på denne stigning,  mens Asbjørn Hellemose formentlig får det for svært.

 

Jeg er også ret spændt på Michael Storer. Han levede aldrig på til 2021 i en skuffende 2022-sæson, men han gav af og til indikationer på evnerne, ikke mindst i Tour of the Alps. Han har holdt sig fint til indtil nu og gjorde det pænt i Australien, hvor stigningerne ikke passede ham. Han endte langt tilbage i onsdagens spurt, men det vil han altid gøre. Denne stigning er hans store chance, og da vi ved, at hans topniveau er højt, har han et vist potentiale. Det kræver bare, at han viser noget, vi lidt for sjældent ser. Til gengæld er Reuben Thompson stadig lidt overmatchet i dette felt.

 

Bora kom uventet godt fra onsdagens etape. Emanuel Buchmann manglede meget i Oman, og på baggrund af hans generelle kørsel de senere år og i sæsonstarten er jeg ikke optimistisk. At han sidder langt fremme i en spurt på en powerstigning indikerer dog en vis fremgang siden den svage kørsel i Oman. I dette felt burde selv den Buchmann, vi har set de seneste år, kunne gøre det hæderligt, men de dage, hvor han kan vinde, er talte - også fordi denne meget eksplosive etape slet ikke passer til hans dieselmotor. Han ledsages af Ben Zwiehoff, der kørte en uventet god spurt forleden. Han er igen i år meget stærk ved sæsonstart, men vi så i Oman, at han har sine begrænsninger trods feltets kvalitet.

 

Endelig er der EF, der imponerer meget i dette løb. Jeg er særligt spændt på at se Diego Camargo. Han sad på første vifte i starten af sidevindsetapen, og selvom han endte med at smide klassementet på samme etape, virker han meget godt kørende. Han var helt fremme i onsdags, og selvom han oftest har været langt væk på dette niveau, har han givet glimt af potentiale sent i grand tours. Colombianere er ofte formstærke fra start, og han har haft meget at lære. Nu er han i klar fremgang, så jeg er spændt på at se, hvor langt han kommer. Jeg frygter dog, at han skal blive hos Stefan De Bod . Sydafrikaneren er blomstret op hos EF og imponerede i onsdags, men på denne stigning tror jeg, at top 10 bliver svær for ham. Det samme er min bekymring for Simon Carr, der er uhyre svingende, men viste noget form i onsdags. Han har formentlig det højeste topniveau af dem, men han skal sikkert også blive hos De Bod, ligesom jeg er bekymret for hans styrt fredag. Endelig har de Georg Steinhauser, der begynder at vise potentialet, men vi så onsdag, at han stadig mangler lidt.

 

Hos Israel-PT er jeg spændt på, hvor langt den lovende og formstærke Matthew Riccitello kommer i dette felt, ligesom Ben Hermans har vist, at han efterhånden har en hæderlig, men ikke tilstrækkelig form. Hos Alpecin bliver det spændende med den lovende Jason Osborne, men jeg tror, at denne stigning bliver lidt for svær til ham, som vi så i Langkawi sidste år. Hos Lotto mangler Eduardo Sepulveda for meget, mens Callum Scotson kan stræbe efter en top 20-30 for Jayco. Bardiani skal prøve med Luca Covili og Samuele Zoccarato, men de er overmatchede her

 

BEMÆRK: Husk, at jeg rangerer efter vinderpotentiale, hvad der er særligt vigtigt i forhold til Plapp.

 

Feltet.dks vinderbud: Remco Evenepoel

Øvrige vinderkandidater: Adam Yates, Sepp Kuss

Outsidere: Einer Rubio, Thomas Gloag, Brandon McNulty, Luke Plapp, Pello Bilbao

Jokers: Harm Vanhoucke, Geoffrey Bouchard, Rein Taaramae, Alexey Lutsenko, Antonio Tiberi, Louis Meintjes, Michael Storer, Andreas Leknessund, Emanuel Buchmann, Diego Camargo, Simon Carr, Clement Berthet, Wout Poels

 

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Tadej Pogacars sejre fra 2022, 2021 og 2020, Adam Yates’ sejr fra 2020, Alejandro Valverdes sejre fra 2019 og 2018, Rui Costas sejr fra 2017, Tanel Kangerts sejr fra 2016 og Esteban Chaves’ dramatiske sejr fra 2015.

 

STREAM UAE TOUR UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Remco Evenepoel
Adam Yates, Sepp Kuss
Einer Rubio, Thomas Gloag, Brandon McNulty, Luke Plapp, Pello Bilbao
Harm Vanhoucke, Geoffrey Bouchard, Rein Taaramae, Alexey Lutsenko, Antonio Tiberi, Louis Meintjes, Michael Storer, Andreas Leknessund, Emanuel Buchmann, Diego Camargo, Simon Carr, Clement Berthet, Wout Poels
Oscar Rodriguez, Stefan De Bod, Ben Zwiehoff, Matthew Riccitello, Marc Soler, Jason Osborne, Amanuel Ghebreigzabhier, Mauro Schmid, Ben Hermans, Georg Steinhauser, Louis Vervaeke, Ben Tulett, Harold Tejada, Callum Scotson, Valentin Paret-Peintre, Eduardo Sepulveda, Antwan Tolhoek, Alex Baudin, Javier Romo, Jaakko Hänninen, Reuben Thompson, Asbjørn Hellemose, Mikkel Bjerg, Samuele Zoccarato, Luca Covili, Simone Petilli
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Circuit de Wallonie(1.1) 09/05

Itzulia Women(2.WWT) 10/05-12/05

Tour du Finistère(1.1) 11/05

Boucles de l'Aulne - Châ...(1.1) 12/05

Tour of Hellas(2.1) 15/05-19/05

Orlen Nations GP(2.NCUP) 15/05-19/05

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?