Optakt: 8. etape af Criterium du Dauphiné

LIVESTREAM RESTEN AF CRITÉRIUM DU DAUPHINÉ PÅ DISCOVERY+.

Ruten

De fleste kan vel huske 2017-udgaven af løbet, hvor en aggressiv Chris Froome tidligt fik isoleret den førende og voldsomt stærke Richie Porte, der blev angrebet fra start til mål og til slut måtte lade Jakob Fuglsang køre hjem til karrierens klart største sejr. Arrangørerne oplevede en gentagelse i 2020, hvor isolerede Thibaut Pinot tabte løbet til Daniel Martinez, og de håber helt sikkert på endnu en i år. I hvert fald følger de for femte år i træk samme opskrift, når løbet igen slutter det med en kort, intens bjergetape, på bare 147 km med hele seks kategoriserede stigninger. Finalen er endda en benhård klassiker, når der sluttes med den frygtede og stejle Joux Plane inden den lige så frygtede nedkørsel til Morzine, hvor man denne gang slutter med en blød opkørsel til målet i Les Gets. Ganske viste er der ikke mål på toppen af et bjerg, men den velkendte finale har tidligere skabt herlige dramaer, og derfor kan der sagtens vendes op og ned på det hele til allersidst.

I alt skal der tilbagelægges bare 147,0 km, der fører feltet fra La Léchère-les-Bains til Les Gets. Allerede fra start bliver klatrebenene varmet op, når man med det samme kører mod nord op ad kategori 4-stigningen Cote d’Esserts-Blay (2,0 km, 4,1%), der er en jævn stigning med top efter 2,1 km. Herefter går det mod nord ad en flad dalvej igennem Albertville og frem til byen Ugine, der nås efter 21,3 relativt lette kilometer.

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Herefter er ordet ”let” bandlyst. Nu drejer man nemlig mod nordøst for at passere kategori 2-stigningen Cote d’Hery-sur-Ugine (10,2 km, 5,0%), der er en jævn stigning uden stejle procenter. Toppen rundes efter 33,2 km, inden en kort og ikke så svær nedkørsel leder videre mod nordøst. Kort efter drejer man mod nordvest for at passere kategori 2-stigningen Col des Aravis (6,7 km, 7,0%), der er uhyre jævn og nærmest uden udsving, inden toppen rundes efter 52,0 km. En teknisk nedkørsel leder nu mod nordvest ned til Le-Grand-Bornand, hvor der efter 64,4 km venter et ganske kort fladt stykke inde i byen, inden man med det samme kører mod nordøst op ad kategori 1-bjerget Col de la Colombiere (11,7 km, 5,8%), der på den nedre del er relativt jævn med ca. 5%, inden den bliver lidt stejlere mod 6-8% over de sidste knap 4 km.

Toppen rundes efter 76,9 km og leder frem til en kun periodevist teknisk nedkørsel, som fører mod nordøst ned til dalen og byen Cluses. Her kører man det samme mod nord op ad kategori 3-stigningen Cote de Chatillon-sur-Cluses (4,7 km, 5,0%), der først bliver lidt stejl med 7,6% over den sidste lille kilometer frem mod toppen, der passeres efter 104,1 km. Kun en ultrakort nedkørsel fører mod nordøst, inden det går ad en kun ganske let stigende vej mod nord og sydøst frem til byen Samoëns, hvor dagens spurt køres efter 117,9 km.

Nu indledes finalen, når man kører mod nord op ad Col de Joux Plane (11,6 km, 8,5%), der er uden for kategori. Over de første 6 km stiger den hovedsageligt med ca. 7%, men herfra tager den fat med 9-10% resten af vejen frem mod de sidste 600 m, som stiger med 8,0%. Toppen rundes efter 130,3 km, hvorfra der resterer 16,7 km. De indledes med den velkendte og tekniske nedkørsel, der leder mod nord til Morzine, hvor der oftest har været mål. Denne gang fortsætter man dog ad en faldende vej mod nordvest, inden man drejer mod sydvest for at køre op til målet i Les Gets. Det sker via en bakke (2,4 km, 4,6%), der har top med ca. 1500 m til mål. Herefter falder det let over 500 m, inden den sidste kilometer stiger med 1,3%. Efter svinget i bunden af opkørslen går det af en næsten lige vej uden sving, inden man bugter sig ind på den 100 m lange, 6 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder over den korte distance på hele 4190 højdemeter.

Les Gets har været startby i både 2011 og 2016, men eneste større cykelløb, der er sluttet i byen, er netop en Dauphiné-etape i 2011, hvor man kom fra den anden side i en helt anderledes finale. Dengang angreb Christophe Kern på en blød bakke op mod mål og holdt akkurat Chris Anker Sørensen bag sig med 7 sekunder, inden Thomas Voeckler yderligere 2 sekunder senere var hurtigst i den 17 mand store favoritgruppe.

Finalen med Joux Plane og nedkørslen til Morzine er en klassiker, der senest blev besøgt på en regnvåd næstsidste etape i Touren i 2016, hvor favoritterne erklærede våbenhvile, og Ion Izagirre udnyttede sine eminente nedkørselsevner til at sejre fra udbrud foran Jarlinson Pantano og Vincenzo Nibali. Touren var også forbi i 2006, hvor Floyd Landis leverede sit vanvidscomeback på en etape, der i dag har Carlos Sastre som vinder, og i 2000, hvor Richard Virenque vandt, men hvor Lance Armstrong havde en sjælden krise og tabte næsten 2 minutter til Jan Ullrich, der blev nr. 2. I Dauphiné blev Joux Plane senest besøgt i 2012, hvor en ung Nairo Quintana kørte alene væk fra Sky-toget og tog sin karrieres største sejr foran Cadel Evans, der kun vandt 8 sekunder på den ustoppelige britiske maskine anført af Bradley Wiggins. Også i 2005 var man forbi, da Yury Trofimov vandt med 18 sekunder ned til Cadel Evans og den førende Alejandro Valverde, og i 2003, hvor Iban Mayo slog den førende Lance Armstrong og Francisco Mancebo i en tremandsspurt.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

LIVESTREAM RESTEN AF CRITÉRIUM DU DAUPHINÉ PÅ DISCOVERY+.

Læs også

Se Lotto-stjernes knusende sejr

Vejret

Rytterne skal glæde sig over, at Dauphiné-arrangørerne har valgt at køre weekendetaperne tidligt. Der melder sig nemlig et regnvejr i Alperne søndag eftermiddag, men med lidt held når rytterne i mål inden da. Ved starten vil der kun være få skyer og en temperatur, der i dalen vil vokse til 23 grader, men nedbørsrisikoen vil gradvist stige gennem hele etapen fra 20% i starten til 40-50% til den sidste time. Ved ål vil temperaturen være 16 grader, og der vil være en svag til let vind (8-10 km/t) fra først nordvest og siden nord. Det giver en dag med uafbrudt sidemod- og modvind, indtil man får sidevind på stykket frem til Joux Plane. Her vil der være direkte modvind på både op- og nedkørsel, indtil man får sidemedvind på de sidste 4 stigende kilometer op til mål.

Analyse af 7. etape

At cykelsporten - og det meste sport i øvrigt - er fyldt med overraskelser, kan ikke komme bag på mange. En stor del af fascinationskraften er vel, at alt er så uforudsigeligt, og at selv den mest grundigt og velunderbyggede prognose for et løbs udvikling kan vise sig mindre værd end det papir, den måtte være skrevet på. Hvis det bare gik den slagne gang, som det eksempelvis gjorde i Lance Armstrong-årene, hvor ethvert Tour de France mest af alt havde form af en procession, ville der næppe være mange penge i sportsrettighederne for arrangørerne eller mange seertal at hente for tv-stationerne.

Overraskelser får vi i en lind strøm, men sensationer er til gengæld sjældne. Det er de især i de allerstørste og mest specialiserede løb, hvor elementet af tilfældighed og taktik reduceres. Således er det meget sjældent, at en enkeltstart vindes af en nobody uden tempohistorik, og hvis ikke et udbrud løber med sejren, er vinderen af de store bjergetaper som regel også én fra en lille elite af klatrere. Den tendens er selvfølgelig endnu større i de store løb, som har prioritet for de store stjerner, og det gælder særligt i Criterium du Dauphiné, der afvikles på et tidspunkt, hvor stort set hele verdenseliten er meget tæt på deres maksimale form.

Derfor var det jo det glade vanvid, at Alexey Lutsenko forleden vandt løbets enkeltstart. Naturligvis er den stærke kasak alt andet end en nobody, men det var på alle måder uhørt, at en mand, hvis eneste større internationale enkeltstartsresultat var en etapesejr i Danmark Rundt for en god menneskealder siden. Sensationsværdien var måske ikke helt på niveau med Alexander Foliforovs vanvidsridt på Giroens bjergenkeltstart i 2016, men det var vel den største overraskelse på en stor enkeltstart i den år siden dengang.

At en sensation kan ske, ved vi, men at to af slagsen sker på bare fire dage var der næppe mange, der havde ventet. Ikke desto mindre var vi i dag på løbets kongeetape vidner til endnu et østeuropæisk vanvidsridt, der må betegnes som værende i samme klasse som Foliforovs og Lutsenkos. Når Tour-favoritterne slås om det på en svær stigning som La Plagne, bør det nemlig kun være et af de store navne, der kan vinde, men sådan gik det ingenlunde på denne lørdag i juni, da endnu en lynhurtig og meget intens bjergetape længe før tidsplanen nåede sin konklusion på den næsten 20 km lange opkørsel til skisportsbyen, der ikke er blevet besøgt af det internationale cykelfelt siden Touren i 2002.

At Mark Padun kan vinde en bjergetape, kan nu ikke komme bag på nogen. Ukraineren viste nemlig fra allerførste færd, at han var noget ganske særligt, da han som nyprofessionel fulgte et fabelagtigt Baskerlandet Rundt op med en etapesejr foran alle stjernerne i en taktisk finale i Tour of the Alps. Derfor kan der ikke være mange, der studser over, at ukrainerens navn figurerer på førstepladsen på den resultatliste, arrangørerne udsender her til aften.

Til gengæld vil enhver, der ser dette resultat uden at have kendskab til etapens forløb, utvivlsomt være ret overbevist om, at sejren var opnået via udbrud. Naturligvis bør det være umuligt for Padun at slå det meste af verdenseliten på en svær alpetop, hvor Lance Armstrong leverede endnu en magtdemonstration ved besøget i 2002. Især fordi Padun blandt andet grundet mange skader, har tilbragt det meste af de seneste to sæsoner enten i sygesengen eller i gruppettoen, og heller ikke i dette løb var der megen tegn på liv, selvom holdet forinden havde annonceret, at de var spændte på at teste hans form efter en nylig gang højdetræning.

Men nej, det var ikke via udbrud. Padun gav i dag slet og ret verdenseliten bøllebank med en magtdemonstration, der var så solid, at selv Armstrong i 2002 skulle have strammet sig an for at gøre noget lignende. Det var der på ingen måde noget, der tydede på, da det ukrainske talent i går nåede mål med et tab på 2.51 til vinderen Alejandro Valverde.

Alligevel kan det ikke komme helt bag på folk. Det er i hvert fald velkendt, at Padun er en af feltets førende lottokuponer, og at han har for vane at finde superform ud af det blå bare få dage efter en dag i gruppettoen. Det var eksempelvis ret uventet, da i sommeren 2019 efter en svær tid pludselig vandt etapeløbet Adriatica Ionica Race foran blandt andre Remco Evenepoel, der en uge senere vandt Clasica San Sebastian og kort efter knuste al modstand ved EM i enkeltstart. Siden dengang har han kun haft én god dag på cyklen, da han sidste år var tæt på at vinde en etape i Giroen, indtil en punktering ødelagde hans finale, og også dengang kom hans flotte præstation ud af det rene ingenting i et løb, hvor han var totalt anonym på de øvrige 20 etaper.

Derfor skal man altid vente sig, at Padun pludselig dukker op af det blå, og derfor førte det næppe til megen hovedrysten, da han pludselig befandt sig i den kraftigt reducerede favoritgruppe, der var blevet konsekvensen af en stor Movistar-offensiv sekunderet af et Ineos-hold, der var fast besluttede på at vriste førertrøjen fra Alexey Lutsenko. Mere overraskende var det, at han var én af kun tre mand til at svare, da Richie Porte kom med dagens første angreb, netop som Alejandro Valverde havde afsluttet sit arbejde som sidste led i den store Movistar-plan. Herregud, det er jo før set, at en unge rytter overvurderer sig selv med 10 km til toppen af et langt bjerg, så det var nok bare et spørgsmål om tid, inden Porte, Enric Mas og Sepp Kuss kørte ham agterud.

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

Kort efter begyndte man imidlertid at få fornemmelse af, at Padun ikke bare havde en af sine vanvidsdage, men en regulær mirakeldag. Da han lancerede sit eget angreb, var det nemlig kun Kuss, der kunne svare. Og mens alle ventede på, at amerikaneren plantede sin følgesvend og tog den ventede favoritsejr, var det sørme amerikaneren og ikke ukraineren, der var plantet. Samtidig fortsatte uret bar i én retning, og pludselig havde Padun distanceret hovedparten af Tourens klassementsryttere med 1.10, mens Kuss, Porte og Mas også bare gled længere og længere agterud.

I sidste ende var der alligevel en lille pris at betale, da favoritterne gav det sidste i den afsluttende fase, men Padun var ikke i nærheden af at have en ligemand på en etape, der efter al konventionel logik burde være blevet vundet af en Tour-favorit. Den omtalte højdetræning havde åbenbart båret mere end bare almindelig god frugt, og vores lottokupon endte med at være en gevinst af en størrelse, så udbetalingen fra hans flotte Giro-etape blegnede det til det rene ingenting.

Skal Bahrain så ærgre sig over, at de brændte Padun af i føringsarbejdet for Colbrelli de første dage? Næppe. Kender vi ukraineren ret, var han alligevel blevet sat af, præcis som han også blev det på gårsdagens etape. Enkeltstart er heller ikke spidskompetencen, og derfor var det næppe en samlet sejr, holdet smed væk med deres brug af Padun de første dage.

Nej, i klassementet er der ikke optræk til en sensation. Noget tyder nemlig på, at den samlede sejr meget vel kan gå til Ineos, som det har været tilfældet i langt hovedparten af Dauphiné-udgaverne, siden Bradley Wiggins vandt i 2011. I hvert fald tog Richie Porte i dag et stort skridt mod den triumf, som hans nuværende hold snød ham for, da de i 2017 isolerede den fysisk overlegne Porte og herefter kørte så meget på ham, at han var uden chance for at kontrollere et løb, der i stedet blev vundet af outsideren Jakob Fuglsang.

Så stærk var Porte dig næppe i dag. For fire år siden var han nemlig på toppen af sin ydeevne og vandt snart sagt alle de ugelange etapeløb, han kørte. Det gør han ingenlunde længere, men i dag viste han alligevel, at det ikke var noget tilfælde, at han blev nr. 3 i Touren for mindre end et år siden. Undervejs så han ellers ikke alt for overbevisende ud, da han måtte lade Padun og Kuss køre, men snarere var der tale om en klog Porte, der viste tårnhøjt niveau, da han til slut endelig åbnede for gassen og kørte Miguel Angel Lopez ud at hjulet - til trods for at han havde arbejdet uhyggeligt meget i vinden gennem det meste af stigningen.

I optakten inden løbet skrev jeg, at Ineos formentlig helst ville have Porte til at vinde. Rationalet var, at han efter to 2. pladser i foråret, hvor han skulle have haft sin personlige chance, men endte som hjælper, med fordel kunne få sit store resultat i dette løb, så han kunne være 100% loyal senere på sommeren. Det vil samtidig være en fin tilbagebetaling for, at det alene var hans nuværende hold, der var skyld i, at han ikke vandt løbet for fire år siden.

Den opfattelse har jeg senere revurderet. Både Geraint Thomas og Porte har gjort det klart, at det er waliseren, der er kaptajn, og da Porte i går kortvarigt blev sat frem for at føre, var det helt åbenlyst, at hierarkiet var helt på plads. Også på de flade etaper er det Thomas, der er blevet fragtet rundt af Michal Kwiatkowski, mens Porte mest af alt har flakket lidt rundt for sig selv.

Den prioritering burde man dog nok have revurderet. Nu så Porte heller ikke alt for overbevisende ud i går, da hans føringsarbejde hurtigt blev tilendebragt, men det var på ingen måde heller nogen finale, der passede ham. Han kom da også fint med feltet hjem i den eksplosive finale, og måske var der god grund til at revurdere hierarkiet efter etapen.

Det har nemlig været ret klart, at Thomas er bekymrende langt fra sit bedste niveau. Først fik han sig en lussing på enkeltstarten, og i går var han ude af stand til at holde hjulet på Tao Geoghegan Hart, da denne kørte lead-out for ham. I dag kom så det endegyldige og meget bekymrende bevis på Thomas’ svaghed, da han var helt ude af stand til at svare på de mange angreb, han skulle have markeret for at beskytte Porte, som på det tidspunkt var på vej i gult.

Læs også

Lidl-Trek trodser styrt og vinder i dramatisk Vuelta-åbning

Portes angreb så ellers mest af alt ud til at skulle brede vejen for sin kaptajn. Da Valverde slog ud, gik det hele i stå, og Porte var den første til at teste rivalerne. Det gav Thomas en komfortabel situation, hvor han kunne sidde på hjul med god mulighed for at følge de mange ryttere, der forsøgte at komme op til australieren - flere af dem også med held.

Det havde han imidlertid ikke benene til, og derfor må det være en bittersød stemning, der er i Ineos-lejren i aften. Porte synes at nærme sig sit niveau fra Touren i 2020, men holdets to erklærede Tour-kaptajner synes temmelig rustne. Der var nemlig heller ikke meget tilbage af gårsdagens genrejsning hos Geoghegan Hart, der i stedet fortsatte sin helt igennem triste sæson.

Det er bekymrende frem mod Touren og må give anledning til overvejelse. Hvis Porte i morgen færdiggør arbejdet og tager den Dauphiné-sejr, han har kurs mod, giver det i hvert fald fornyet næring til spekulationerne, om ikke også australieren skal opgive sin ellers erklærede hjælpestatus og gå efter en mulig kaptajnrolle i Touren. Som en af feltets mere tempostærke ryttere vil han have ganske gode muligheder på ruten, og lige nu ligner han et bedre bud end både Thomas og Geoghegan Hart. Problemet er bare, at det i forvejen er svært at beskytte tre af otte mand. Hvordan skal det så ikke gå med fire?

Samme bekymring har Movistar ikke. De har trods alt kun to kaptajner i Touren, og i dag viste Miguel Angel Lopez og Enric Mas, at de ikke blot kan samarbejde, men også at de er i flyvende god form. Mas bekræftede, at han for første gang i meget lang tid faktisk er lykkedes med at træne sig i god form, og da han fik selskab af en flyvende Lopez bagfra, var han helt klar på at ofre sig for den bedre placerede holdkammerat. Forinden havde Valverde, der ikke skal køre Tour, sat offensiven i scene - dog som altid med håndbremsen så meget trukket, at han selv kunne levere et fornuftigt resultat - og på en dag, hvor Movistar var det toneangivende hold, står det klart, at det ellers fallerede spanske storhold befinder sig et helt andet og meget mere positivt sted end i seneste udgave af løbet, hvor deres kaptajner fejlede over en bred kam.

Når Mas kører så stærkt allerede nu, hvordan skal det så ikke gå i Touren? Og når Lopez sidste år vandt kongeetapen efter en dårlig optakt, hvordan skal det så ikke gå, når han kører stærkt allerede nu? Movistar ser i hvert fald ud til at blive en meget mere interessant Tour-faktor, end det så ud til for blot nogle dage siden, og i første omgang ligner de holdet, der måske kan true Portes triumf i dette løb.

Egentlig burde Kuss også være en trussel. Amerikaneren viste nemlig igen sit tårnhøje topniveau, men desværre så vi præcis samme billede, som vi så, da han også fik chancen i UAE Tour og Catalonien. Også dengang brændte han sit krudt på at følge en stærkere rytter, og det mønster gentog sig denne gang. Mens Porte var klog nok til at holde sit eget tempo, eksploderede Kuss nok engang totalt, da han måtte erkende, at Padun kørte for stærkt. Nu kan man selvfølgelig argumentere for, at ingen kunne have gættet, hvor stærk ukraineren ville være, men netop hvis han var regnet som en underdog, var det måske meget klogt af Kuss at holde sig til de ryttere, han regnede med at skulle slå, i stedet for at gå på et togt meget, meget langt fra mål.

I det mindste kan dog glæde sig over, at benene er der, og med en lidt bedre evne til at disponere har han utvivlsomt bevæget sig ind i den absolutte klatreelite. Det kan Steven Kruijswijk desværre ikke sige. Nu lignede han i går ellers endelig lidt af den rytter, der blev nr. 3 i Touren for to år siden, men i dag var han samme tamme skikkelse, som han har været uafbrudt siden dengang. Det er efterhånden svært at tro, at det pludselig skulle ændre sig for den 33-årige hollænder, og måske gør Jumbo klogt i at overveje, om ikke Kuss er en bedre plan B for Primoz Roglic end Kruijswijk. Problemet er bare, at amerikaneren i onsdags viste, hvor temposvag han er, og derfor bliver den logiske konklusion vel bare, at Jumbo nu i endnu højere grad skal samle alle kræfter om deres slovenske kaptajn.

Så har David Gaudu mere grund til at være tilfreds. Ganske vist var han ikke så flyvende som i foråret, men med tanke på hans styrt i optakten og hans normale Dauphiné-rust er det opløftende at se ham være så velkørende allerede nu. Selv hans enkeltstart var bedre end vanligt, og hvis ikke han lider under sine vanlige udsving, kunne Gaudu have kurs mod en god Tour trods en for ham ugunstig rute. Mere problematisk er det, at Valentin Madouas befinder sig i en stor formkrise, men til gengæld klatrer Bruno Armirail og Kevin Geniets vel bedre end nogensinde.

En anden stor vinder er naturligvis Jack Haig. Det har været ret åbenlyst fra dag 2, hvor han var et uhyre i sit arbejde for Colbrelli, at det ellers lidt stagnerede australske stortalent endelig har genfundet rytmen. Med klog og afventende kørsel lykkedes det ham endda at køre op til Lopez til slut og dermed krone en fantastisk dag for et Bahrain-hold, der slet og ret er flyvende i disse dage. Når deres ukrainske lottokupon Padun i dag er en gevinst, er det samme sikkert tilfældet for deres hollandske ditto i Schweiz i næste uge, og hvis Wout Poels vitterligt finder sit niveau, begynder et Bahrain-hold med Haig, Poels, Padun, Pello Bilbao, Sonny Colbrelli og forventeligt også Mikel Landa at se ganske lovende ud i Touren. Rivalerne skal i hvert fald glæde sig over, at Damiano Caruso bliver hjemme.

Læs også

Formstærk franskmand sejrer efter dansk fremstød - Ineos-profil vinder samlet

Det var også en fornøjelse at se Ben O’Connor rejse sig igen. Gårsdagens nedtur var desværre en påmindelse om, hvor uhyre svingende han stadig er, men i dag viste han, hvor tårnhøjt hans topniveau ar været siden Giroen. Efter at have kørt med de bedste i det relativt svagt besatte løb i Romandiet var han denne gang i stand til at give det meste af eliten bank i det stærkest besatte Tour-forberedelsesløb. Hvis stabiliteten kommer, og tredjeugesformen er lige så god, som den plejer, bliver O’Connor et spændende bekendtskab i Touren, hvor han vil være sekunderet af Aurelien Paret-Peintre, der i dag leverede sin vel nok bedste klatrepræstation nogensinde.

Det gjorde Nairo Quintana til gengæld ikke. Håbet om, at hans ringe forår alene skyldtes vinterens knæproblemer forsvandt med ét, da den colombianske stjerne hurtigt sejlede agterud i et løb, hvor også Warren Barguil er en skygge af sig selv. Desværre tegner det et billede af, at sidste vinter blot var en kortvarig genopblussen, men at Quintana ellers fortsætter det forfald, han har oplevet længe.

Så har Alexey Lutsenko meget større grund til at være tilfreds. Kasakken tabte måske trøjen, men ingen havde vel drømt om, at han rent faktisk kunne vinde et bjergløb som dette. I stedet leverede han vel sit livs klatrepræstation på denne tid af året, og det er uhyre opløftende efter et mildt sagt skuffende forår. I det hele taget synes Astana at være på rette vej, da også Ion Izagirre, som i dag var den loyale holdkammerat, gjorde det ganske godt i en rolle, hvor han førte feltet op ad store dele af målbjerget.

Den tilfredshed har Bora helt sikkert ikke. Det så ellers så lovende ud for tyskerne efter den flotte start, men i dag fik de sig en lille lussing. Wilco Kelderman måtte som i Giroen sande, at hans evner i bjergene desværre har sine begrænsninger, og Patrick Konrad fik nok engang dokumenteret, at han altså mere er puncheur end klatrer.

I det mindste gik det bedre, end det gjorde for Guillaume Martin, men hans sammenbrud var allerede annonceret. Den gode følelse forsvandt med styrtet i tirsdags, og derfor får vi desværre ikke en chance for at se, om han efter et skidt forår vitterligt kan genfinde sit tårnhøje niveau fra sidste år. Også Ilan van Wilder faldt tidligt fri, formentlig også som konsekvens af sit styrt, men til gengæld kunne DSM så glæde sig over, at et andet talent, den tidligere juniorverdensmester Felix Gall, efter en svær start for alvor er kommet på rette spor.

Det er også Damien Howson, der ellers ikke har haft den bedste tid, men efter sejren i Ungarn er kommet i gang igen. Mattias Skjelmose fortsætter også med at imponere, og han ligger nu igen med helt fremme, selvom løbet her er betydeligt stærkere besat, end det var tilfældet i Romandiet. Til gengæld var der grænser for den genopstandelse, man kunne fornemme hos Louis Meintjes og Ben Hermans, der i dag igen lignede de skikkelser, de har været det meste af den seneste periode.

Det gjorde Padun til gengæld ikke - tværtimod. Som han gjorde i Giroen sidste år, sprang han direkte fra gruppettoen til fronten, men denne gang var det bare endnu vildere. Her var det ikke et udbrud, der fik bank, men derimod den forsamlede verdenselite - præcis som det var det, da Lutsenko gav tempospecialisterne bank på enkeltstarten. Det kan godt være, at Porte ender med at vinde hele løbet og dermed tage en favoritsejr, men ellers har det på alle måder været miraklernes Dauphiné. Nu mangler vi bare, at Fabio Jakobsen vinder i morgen…

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

LIVESTREAM RESTEN AF CRITÉRIUM DU DAUPHINÉ PÅ DISCOVERY+.

Favoritterne

I Dauphiné er det aldrig ovre, før den fede dame har sunget, og tilsyneladende har hun en tendens til at synge længe. I hvert fald har vi været vidner til nogle ret dramatiske afslutningsetaper. Første eksempel var i 2014, hvor Chris Froome og Alberto Contador havde så travlt med hinanden, at Andrew Talansky løb med det hele via et langt udbrud. Et andet eksempel var i 2015, hvor Froome akkurat fik skovlen under Tejay van Garderen, der havde udnyttet et holdløb til at få et forspring, og sidste år var FDJ ude af stand til at kontrollere løbet for Thibaut Pinot, så det i stedet blev Daniel Martinez, der i en ukontrollerbar angrebsfest sikrede sig karrierens største triumf.

I forhold til årets udgave er det dog 2017, der er mest relevant at mindes. Dengang var Richie Porte løbets klart stærkeste rytter (som han havde været det gennem hele året), og han gik ind til sidste etape med den gule trøje på sine skuldre. Desværre var hans hold svagt, og det lykkedes Sky med Froome at isolere den stakkels australier. I sidste ende måtte Porte koncentrere sig primært om briten, der var hans værste rival - og i øvrigt også mere optaget af Porte end af resten af rivalerne - og det udnyttede Jakob Fuglsang til at snige sig væk og tage en overraskende sejr, som end ikke en meget stærk slutspurt fra Porte kunne forhindre.

Den oplevelse sidder helt sikkert dybt i Portes erindring, men heldigvis er han i en helt anden situation, end han var for fire år siden, når han igen tager hul på sidste etape som den førende rytter. Ganske vist er han nok ikke selv så stærk, som han var i sin storhedstid, men til gengæld kører han for et skræmmende stærkt hold, der i dag sad med fire mand i favoritgruppen, da den var reduceret til en eksklusiv gruppe af favoritter. Denne gang har han ikke Ineos som mod-, men som medspiller, og det gør en verden til forskel!

Han har dog stadig en formidabel modstander. Denne gang er det ikke Sky/Ineos, men derimod Movistar, hos hvem alle tre stjerner er flyvende. De viste i dag, at de ikke er kommet til løbet med den passive indstilling, de for ofte har haft, og der er ingen tvivl om, at de efter i dag tror på, at de også kan vinde løbet. Ganske vist har Miguel Angel Lopez 38 sekunder, der skal hentes, men 8. etape er svær nok til, at det lader sig gøre.

Faktisk er den sværere, end jeg kan huske det. Måske er der ikke mål på toppen, og man kan ærgre sig over beslutningen om at flytte stregen fra den klassiske finale i Morzine til toppen af den lille ret ligegyldige bakke til sidst, men Joux Plane er vel den stejleste af de alpestigninger, der kan betegnes som klassiske. Den er ganske vist ikke så lang som nogle af de endnu mere berømte bjerge, men det er sjældent at finde et så stejlt bjerg i området, hvor procenterne som regel er mere afdæmpede.

Historien viser da også, at Joux Plane kan skabe drama. Det var i nogle år Lance Armstrongs hadestigning, efter at han oplevede en sjælden krise i 2000, og den var rammen om Floyd Landis’ lidt for overbevisende comebackridt i 2006, hvor han dog var angrebet meget, meget tidligere. Også nedkørslen er frygtet af de fleste, for den er i sig selv svær nok til at gøre forskelle. Det var den eksempelvis i 2012, hvor Cadel Evans endelig fik hul til Sky-toget, men slet ikke nok, og han fik heller ikke indhentet unge Nairo Quintana, der havde udnyttet kampen mellem Evans og Sky til at køre væk nær toppen af Joux Plane. Til gengæld betyder det efterfølgende stykke, at chancen for en regruppering øges, for selvom der heldigvis er medvind på den bløde målbakke, er det en afslutning, der taler mere til et Ineos-tog end eksempelvis en ensom Lopez.

Det burde i hvert fald være klart, at der er lagt op til et stor Movistar-forsøg, men jeg tror ikke, at vi skal regne med samme vanvittige scenarium som i 2014, 2017 og 2020. Dengang var løbet præget af, at den førende rytter havde et meget svagt hold, men det er ikke tilfældet denne gang - tværtimod. Selvom der for tredje dag i træk er lagt op til en vild og voldsom angrebsfest, som vi altid ser det på denne sidste etape, og vi formentlig også vil se angreb fra nogle af de klassementsryttere, der har tabt tid, vil vi næppe se, at der pludselig kører et meget farlig udbrud med folk, der for alvor kan true Portes trøje.

Alligevel vil et udbrud næsten uundgåeligt true trøjen i et vist omfang. Det er usandsynligt, at udbruddet kører i løbet af de første 20 km, og derfor taler meget for, at det det vil ske på stykket med de tre svære stigninger frem til toppen af Colombiere. I en sådan start kører de gode klatrere væk, og selvom det nu kun er top 22, der for alvor er træt på trøjen, er det usandsynligt, at udbruddet ikke vil indeholde mindst én rytter herfra. Det er i hvert fald nærliggende at pege på folk som Patrick Konrad, Ben Hermans, Louis Meintjes og sikkert også Steven Kruijswijk og Nairo Quintana, der ikke har så meget at miste. Et angreb fra Guillaume Martin er vist også så sikkert som amen i kirken, og han er trods alt en mand, man ikke bare kan give 10 minutter.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Overraskelsernes schweiziske holdeplads

Det er klart, at Ineos har en interesse i, at udbruddet stjæler bonussekunderne, og da finalen endda passer dårligt til nedkørselssvage Porte, er det entydigt til briternes fordel, hvis de kan lade udbruddet sejle langt væk. Det er bare svært at tro, at de ikke er tvunget til at holde dem i en eller anden form for snor. Det er godt nyt for Movistar, der i den grad har brug for bonussekunder, og derfor vil gøre alt for at vinde etapen. De har bare ikke et alt for bredt og stærkt hold, og hvis det alene er dem, der skal kontrollere etapen, kan det blive et problem.

Et udbrud vil i hvert fald køre, og det vil være stærkt. Herefter må vi se, hvor meget elastisk Ineos kan give, men Movistar vil formentlig gå frem så tidligt, at forspringet ikke bliver for stort. Spørgsmålet er, om de får hjælp. Det kunne de sagtens. Det er i hvert fald nærliggende at tro, at FDJ og Jumbo også lurer på noget med hhv. David Gaudu og Sepp Kuss. For særligt Kuss er det kun etapesejren, der for alvor er realistisk, og han viste i dag, at han har benene til at gå efter den.

Hvis udbruddet slet ikke er en trussel, er jeg i tvivl om, hvorvidt Movistar har holdet til at skabe samling, og i det tilfælde kan man ikke udelukke et udbrud. Jeg tror dog, at de vil få så meget hjælp fra det stærke Jumbo eller FDJ, og det taler for, at gruppen vil blive hentet. Hvis udbruddet som ventet er ret tæt på at overtage trøjen, vil Ineos være tvunget til at arbejde så hårdt, at vi bør få samling.

Man kan altså ikke udelukke et udbrud, men det ligner et opgør mellem favoritterne. De vil til gengæld vente til Joux Plane. Der er for langt mellem Colombiere og Joux Plane til, at en tidlig offensiv giver mening, særligt når Ineos er så skræmmende stærke. Jeg regner dog med, at det bliver en knaldhård og nok engang hurtig dag, hvor det vil være et reduceret felt, der rammer stigningen.

Her regner jeg med, at Movistar vil lægge pres fra bunden, formentlig med Carlos Verona og Alejandro Valverde, men måske også med Enric Mas. Ideelt set er det lykkedes dem at få en forpost afsted - det er nok kun muligt med Verona, når starten er så hård - men det virker usandsynligt, at Ineos vil lade det ske. Skal Lopez vinde, må han nok indstille sig på, at han skal klare det på egen hånd, hvis det lykkes ham at sætte Porte.

Kan han så komme af med australieren? Det virker ikke helt umuligt, fordi de to ryttere kørte dagens finale så forskelligt, at det er svært helt entydigt at aflæse styrkeforholdet. Porte førte dog i vinden en stor del af stigningen og var alligevel i stand til let at køre væk fra Lopez til sidst. Det tyder på, at australieren lige nu er den stærkeste.

Alligevel kan situationen godt blive tricky. Hverken Geraint Thomas eller Tao Geoghegan Hart er imponerende, og det virker usandsynligt, at de kan matche et angreb fra Lopez. Porte har næppe nerver nok til bare at blive hos sit hold, som Egan Bernal gjorde det i Giroen, for australierens forspring er alt for lille. Han er nødt til at svare på colombianeren, og så kan han blive sårbar, hvis han pludselig ender i en gruppe med flere rivaler. Selv kan han køre defensivt og skal ikke føre, men han kan næppe svare på alt, hvis de sidder fire-fem mand - og endnu mere kompliceret bliver det, hvis han er oppe mod både Mas og Lopez.

Derfor tror jeg faktisk, at det kan blive et ret taktisk løb. Ineos er formentlig for svage til bare at køre tog og kontrollere, som de gjorde på samme bjerg i 2012, men til gengæld tror jeg ikke, at Lopez kan sætte Porte - slet ikke i den relativt kraftige modvind. Det kunne tale for, at et par stykker af de bedste klatrere kommer væk, og mens Lopez og Porte kører stop-go, kan en outsider, der har tabt lidt tid, snige sig væk. Porte har så stort et forspring, at han godt kan være lidt kølig og lade et par mand stikke af.

De burde have gode chancer for at holde. Både Lopez og Porte er klodsede nedkørere, og de vil næppe satse alverden ned mod Morzine - slet ikke hvis det varslede regnvejr når at komme. Her vil en eventuel frontgruppe formentlig tage betydeligt flere risici, men generelt vil vi ikke se den store risikovillighed så tæt på Touren. Nedkørslen er svær, men i 2012 så vi, at de fleste var tilfredse med, at Sky bare førte feltet sikkert ned.

Læs også

Ingen slinger i valsen: De Lie gør comeback med sejr

Hvad der sker efter Joux Plane, er mindre oplagt. Er ingen kommet fri på stigningen, er det ret oplagt, at døren her vil være åben for en outsider til at komme væk. Her kan Porte slet ikke svare på alt, og han skal derfor koncentrere sig om de vigtigste, indtil han måtte få Thomas og/eller Geoghegan Hart op bagfra. Det burde der være gode muligheder for, medmindre der er folk i gruppen, der kan avancere væsentligt i klassementet og vælger at føre for en sekundær placering i stedet for at angribe for etapen.

Derfor ser jeg to sandsynlige scenarier. Hvis ikke Lopez kører fra Porte - og det tvivler jeg på - er der gode chancer for, at outsidere, der har tabt lidt tid, kan udnytte kampen mellem Movistar eller Ineos til at snige sig væk, enten på eller efter stigningen. Bag dem er det så sandsynligt, at Ineos får skabt en eller anden regruppering, og at Thomas og/eller Geoghegan Hart vil føre favoritterne til mål, også selvom Lopez sikkert vil forsøge igen i medvind på den sidste lette stigning, der næppe kan gøre en forskel. Den anden mulighed er, at der etableres en frontgruppe på stigningen, hvor der vil være folk med så meget at vinde i klassementet, at de er villige til at føre hele vejen til mål. I det tilfælde bliver det mindre taktisk, og så er der gode chancer for, at en lille eksklusiv gruppe af klatrere skal spurte om det til sidst. Her er det vel særligt Jack Haig, der kan være relevant. Han har gode chancer for at køre på podiet, og sidder han med de bedste på toppen, vil det være logisk for ham at gå direkte til fronten. Hans tilstedeværelse vil øge chancen for en spurt, hvis det taktiske spil først starter efter og ikke på stigningen. Og så skal vi selvfølgelig altid holde døren åben for, at Porte eller Lopez vælter på nedkørslen eller er så forsigtige, at løbets dynamik måske kan ændres.

Mest tror jeg på, at vi vil se en rytter med et tidstab snige sig væk, men det vil kun være muligt for en af de allerbedste klatrere, der kan køre med Lopez og Porte på Joux Plane. Her springer navnet Sepp Kuss igen i øjnene. Som skrevet i analysen er det nu blevet en vane for amerikaneren at gå i rød zone alt for tidligt, når han har fulgt stærkere folk, men han nåede i det mindste i dag at bekræfte, at han er en skræmmende god klatrere. I dag angreb Kuss tidligt, formentlig for at gå efter det hele, da han følte gode ben, men i dag fik han forhåbentlig en erkendelse af, at han ikke kan få både i pose og sæk. I stedet tror jeg, at han vil gå til løbet med fokus på etapesejren, også fordi han vil elske at slutte løbet på samme vis som i 2020, hvor han også vandt sidste etape.

Det gjorde han ved at udnytte en ukontrollerbar angrebsfest, og det kan han sagtens gøre igen. Han er langt efter Porte, der ikke behøver at bekymre sig videre om ham, og Kuss ligner lige nu måske den bedste og i hvert fald en af de tre bedste klatrere, hvis han disponerer ordentligt. Det vil være helt perfekt for Porte at lade Kuss køre væk og fjerne bonussekunderne fra farligere folk, og derfor vil han næppe reagere overhovedet, hvis amerikaneren rører på sig enten på eller efter stigningen. Som tidligere mountainbiker er han også en god nedkører, og det eneste, han mangler, er en god spurt. Det gjorde han imidlertid også på den bløde målbakke sidste år, og her udnyttede han alligevel en kombination af taktik og råstyrke til at køre alene hjem. Det kan han formentlig gøre igen, og derfor er han mit vinderbud.

Det andet oplagte bud er David Gaudu. Franskmanden er ikke på sit forårsniveau, men han er meget bedre end vanligt i Dauphiné. Han mangler nogle procent i forhold til de allerbedste, men han synes god nok til at være med i kampen, hvis Lopez angriber til sidst. Herefter er han med sit tidstab i en god position til at udnytte kampen mellem Movistar og Ineos til at snige sig væk på stigningen eller til sidst. Samtidig har han modsat Kuss den fordel, at han ikke er helt langsom, og derfor vil han kunne slå eksempelvis amerikaneren, hvis han skulle have selskab. Faktisk er han så hurtig, at han sagtens kan vinde, hvis vi ender i scenariet med en spurt i en lille gruppe af de allerbedste klatrere, og derfor har Gaudu alle muligheder for at tage en yderst populær sejr til Frankrig.

Jeg har også kig på Enric Mas. Hans primære opgave er at hjælpe Lopez med at vinde løbet, men det betyder ikke, at han ikke kan angribe. I dag gik han i offensiven for at agere forpost for Lopez, og den option er helt oplagt igen. Skulle Lopez være ude af stand til at ryste Porte af sig, kan opgaven for Mas hurtigt skifte til at vinde etapen, og det vil passe Ineos glimrende, da han er distanceret med 1.28. Spanieren viste i dag, at han i uhyre god form, og havde han ikke brændt sig af for Lopez, var han endt langt længere fremme. Samtidig har han både i Tour de Suisse og i går vist, at hans puncheurspurt ikke er helt ringe, og selvom det her næsten er fladt, er det bestemt ikke umuligt, at han vil kunne overspurte eksempelvis Kuss. Nok er hans opgave primært at være hjælper, men kan Lopez ikke vinde løbet, vil Movistar sikkert være fint tilfredse med endnu en etapesejr til en af deres kaptajner.

Det fjerde oplagte bud er Ben O’Connor. Det var herligt at se, at australieren rejste sig efter gårsdagens skuffelse, og nu ligner han igen den rytter, der betog os alle i Giroen i 2017 og 2020 og ikke mindst i Romandiet. Han satte en fed streg under, at han er en af de bedste klatrere i løbet, og Joux Plane burde passe ham storartet. Han har desværre det problem, at han er meget spurtsvag, og derfor skal han alene hjem for at vinde. Det er bestemt også muligt, for nu kommer hans tidstab ham pludselig til gode, fordi han ikke er en akut trussel mod Porte. Han har før vundet en etape i Tour of the Alps vil at spille det taktiske spil, og lige nu synes han at have både ben og position til at kunne gøre det igen.

Jeg vil faktisk heller ikke udelukke endnu en sejr til Alejandro Valverde. Den spanske veteran er altså ganske flyvende, når han efter at have arbejdet for Lopez alligevel ender langt fremme på et næsten 20 km langt bjerg i 2000 m højde. Den kortere, stejlere Joux Plane passer ham langt bedre, og chancen for, at han kommer til toppen med i hvert fald en gruppe af de næstbedste er ret stor. Det er sandsynligt, at han igen skal sætte et Lopez-angreb i scene, men som vi så i dag er han altid klog nok til at spare tilstrækkeligt på kræfterne til selv at levere et resultat. Det er bestemt ikke utænkeligt, at der efter toppen vil være ret dårligt samarbejde i en eventuel frontgruppe, og at Thomas og/eller Geoghegan Hart vil kunne trække en Valverde-gruppe tilbage til fronten. I det tilfælde vil Lopez ikke længere kunne vinde løbet, og da skal Movistar naturligvis sætte Mas og Lopez til at føre for at få en spurt på den bløde målbakke. Her er der næppe nogen, der slår Valverde.

Vi skal vel også åbne døren for Mark Padun igen. Erfaringen med ukraineren er dog, at han kun kører én god etape ad gangen, og derfor vil jeg forvente, at vi ser en helt anderledes menneskelig udgave af ham i morgen. I dag var han dog også så overlegen, at det naturligvis ikke kan udelukkes, at han igen i morgen vil være stærkeste mand. Han har den åbenlyse fordel, at alle andre er helt ligeglade med ham - i hvert fald de, der ikke tænker på etapen - og Ineos vil elske, hvis han fjerner bonussekunderne. Det vil undre mig, hvis vores lottokupon er gevinst to gange i træk - det er vist aldrig sket tidligere - men i dag nåede han jo omvendt et niveau, han aldrig tidligere har været bare tæt på.

Læs også

Efter dansk sejrsstime: Vi tog store skridt og kan være stolte

Nedkørslen gør også, at vi skal bringe Ion Izagirre i spil. Ganske vist er det usandsynligt, at han vil kunne køre med de bedste, men i dag viste han aldeles glimrende form på en etape, hvor han førte uafbrudt for Lutsenko. Morgendagens kortere og stejlere stigning passer ham meget bedre, og selvom han nok vil tabe tid til de bedste, vil han have nedkørslen til at bringe sig tilbage i spillet. Som bekendt kørte han fra Jarlinson Pantano og Vincenzo Nibali - ikke just ringe nedkørere - på samme strækning i 2016, og noget lignende kan han gøre igen, særligt hvis vi får samme våde veje som dengang. Det er lidt problematisk, at han kun har tabt 38 sekunder, men Ineos vil næppe satse livet på at gå efter ham - og Porte kan i det hele taget slet ikke følge ham! I det tilfælde vil de snarere lege med deres margin, og den er stor nok til, at Izagirre kan få lov at køre væk, enten på nedkørslen eller i et taktisk spil til sidst. Endelig så vi i Baskerlandet, at han godt kan slå visse klatrere, hvis der skal spurtes mod et par mand til sidst.

Astana kan også vinde etapen med Alexey Lutsenko. Ganske vist kan kasakken ikke køre med de bedste, men han viste i dag, at han sagtens kan være med.  Han har det problem, at han er den rytter, Porte skal holde allermest øje med, og derfor er hans eneste chance vel en spurt. Den er til gengæld heller ikke umulig. Falder Valverde fra - eksempelvis efter arbejde for Lopez - står han i hvert fald stærkt blandt klatrerne på næsten flad vej. Geraint Thomas og Tao Geoghegan Hart er trusler, men de kan meget vel blive sat til at føre for Porte og derved forhindre angreb. Det kan give Lutsenko den friskhed, der skal til for at spurte sig til sin anden etapesejr og cementere 2. pladsen.

Af samme grund kan Geraint Thomas også vinde. Ender det i en spurt, kan Ineos godt være i den luksusposition, at de kan tillade sig at spare enten Thomas eller Geoghegan Hart til spurten. I det tilfælde er de nødt til at gå med Thomas, der har brug for bonussekunderne for ikke at blive passeret af halvhurtige Wilco Kelderman. Thomas har ganske vist ikke imponeret i dette løb, men han viste igen i dag, at han har masser af power til slut, som han næsten altid har det. Denne gang er det reelt en flad spurt, men blandt klatrerne i dette løb, må Thomas stadig regnes som en af de hurtige, selvom han nu om dage sjældent spurter.

Netop Wilco Kelderman er værd at nævne også. Han er ganske vist mere puncheur end sprinter, men blandt klassementsrytterne i dette felt må han også på flad vej regnes som en af de hurtigste. Måske er Valverde svær at slå, men som sagt er der ingen garanti for spanierens tilstedeværelse, og det åbner døren for Kelderman, der vil kunne true alle andre. Han klatrer næppe godt nok til at køre med de bedste på Joux Plane, og han har ikke skyggen af frihed, men skulle vi få spurten i en lidt større gruppe, vil han være en af de ryttere, der kan vinde.

Vi skal vel også åbne døren for Miguel Angel Lopez. Colombianeren var ganske overbevisende i dag, og det kan ikke udelukkes, at han faktisk kan køre fra Porte. Joux Plane er svær nok til, at Lopez vil kunne tage en solosejr, selvom nedkørslen er en udfordring for en fyr som ham. Helt spurtsvag er han heller ikke i forhold til andre klatrere, og skulle fire-fem mand spurte til sidst vil han ikke være uden chance. Til gengæld er hans fokus også på klassementet, og skulle han og eksempelvis Kuss eller Gaudu køre væk, er det helt oplagt, at der vil blive indgået en alliance, og at Lopez ikke vinder etapen. Derfor skal tingene flaske sig, hvis han vitterligt skal vinde, men han er så stærk, at det ikke er umuligt.

Kan Richie Porte selv vinde etapen? Det er svært, men ikke umuligt. Han kan meget vel vise sig at være stærkeste mand, og kan han holde sig til på nedkørslen, står han måske ikke så dumt igen. Samles de fire-fem mand efter stigningen, er det ham, der skal sidde på hjul, og hvis Haig og Lopez vælger at gå efter podiet og derfor fører frem til mål, kan vi sagtens ende i en spurt mellem de fire-fem bedste. Her er Porte ikke noget lyn, men det er der heller ikke mange andre, der er. Skal han ikke spurte mod Gaudu, vil jeg tro, at han har en chance mod alle de ryttere, der så stærkest ud i dag. Glem ikke, at han i 2017 blev slået på målfoto af Jakob Fuglsang efter at have spurtet mod danskeren, Froome og Fabio Aru. I en spurt mellem fire snegle vinder en snegl, og derfor kan Porte også godt vinde etapen. Til gengæld virker det svært at se ham køre alene hjem. Det kan godt være, at han vil køre alene på Joux Plane, hvis han kan, men det skal mest være for ikke at skulle tage risici på nedkørslen. Her vil han køre så forsigtigt, at han næsten altid vil blive hentet, og den sidste del af etapen er for let til, at han bare kan køre væk - hvad han heller ikke har behov for i det store spil.

I dette løb har jeg vel ikke gjort meget andet end at rose Jack Haig, og derfor kan det måske undre, at han ender så langt nede på listen. I dag beviste han endda nok engang, at han er skræmmende god lige nu, men desværre har han bragt sig i en ret ukomfortabel position i forhold til at vinde etapen. Som skrevet tidligere er der gode chancer for, at han i stedet vil føre for at sikre sig en podieplads, hvis han er med i en lille gruppe efter Joux Plane, og da han i forvejen er spurtsvag, er det ikke ham, der vinder en spurt til sidst alligevel. Han vinder kun etapen, hvis han deltager i det taktiske spil, enten på selve stigningen, hvor han formentlig vil være en af de bedste, eller efterfølgende. Her han det problem, at han er en af Portes værste trusler og i en sandsynlig frontgruppe måske endda den, der er allertættest på at overtage førertrøjen. Han skal håbe på, at Porte alligevel synes, at hans margin er stor nok, men det skal godt nok flaske sig, hvis Haig trods sin store styrke faktisk skal vinde etapen.

Hvad så med Ineos’ tredje mand? Det er svært at se en situation, hvor Tao Geoghegan Hart kan vinde. Hans primære opgave er at agere hjælper, og selvom han i går mindede os om, at han kan være hurtig nok til at vinde en spurt, vil Ineos som udgangspunkt vælge Thomas som manden, der skal spurte. Jeg er dog så bekymret for Thomas’ kørsel de sidste dage, at jeg slet ikke udelukker, at han kan vise sig som den svageste af de tre. I det tilfælde vil Geoghegan Hart kunne blive hos Porte, og selvom hans ben er alt andet end prangende, ved vi også, at han er så svingende, at der pludselig kan være hul igennem. Han vinder ikke, fordi han er den stærkeste, men ender det i en spurt i en mindre uden en tabt Thomas, kan man ikke udelukke, at Geoghegan Hart vil kunne spurte sig til den sejr, han var tæt på i går.

Endelig er der Patrick Konrad. Igen i dag fik vi bekræftet, at han er begrænset i de højre bjerge, og han får formentlig en svær dag i morgen. Han er dog også ret svingende, som vi så i Giroen sidste år, og ender det med en større regruppering til sidst, kan det ikke udelukkes, at han sidder med, hvis han finder benene fra sidste del af Giroen sidste år. Det betyder, at han formentlig ikke ender i top 15, men skulle vi få den lidt større spurt, er han en af de få, der faktisk kan vinde, som han har vist med sin hurtighed de seneste dage.

Jeg har svært ved at se andre vindere. Man kan drømme om en genrejsning af Nairo Quintana i morgen, men hans udvikling i etapeløb går i dag altid den forkerte vej. Derfor er det svært at tro, at han pludselig har så gode ben, at han kan vinde Joux Plane-etapen, som han gjorde i 2012, når han samtidig er spurtsvag. Det samme kan siges om spurtsvage Steven Kruijswijk, der omvendt sikkert er bedre i morgen, men efter en svag sæson næppe god nok til at vinde en etape som denne. Aurelien Paret-Peintre skal alene forsvare sig, og selvom han choksejrede i Marseille i januar, står dei dag lysende klart, at det vist var mere held end forstand. Hurtig er han i hvert fald ikke. Det er Louis Meintjes, der formentlig er bedre end i dag, og Damien Howson heller ikke, og da de mest skal overleve, kan de næppe vinde etapen, og det samme gælder for Felix Gall, Ben Hermans, Mattias Skjelmose og Pierre Rolland, der næppe heller kommer med hjem. Dylan Teuns er hurtig, men for formsvag. Endelig kan man drømme om en genrejsning af Guillaume Martin, men hverken han eller holdet lyder spor optimistiske efter dagens etape og regner med, at det formentlig er styrtet, der har sat ham tilbage.

Som sagt kan et udbrud ikke udelukkes, men det skal være en suveræn klatrer, der har tabt så megen tid, at Ineos kan give snor nok. Dem er der selvsagt ikke mange af, men det mest oplagte bud er vel Guillaume Martin, der helt sikkert vil forsøge, selvom benene har haltet lidt. Også Ilan van Wilder er oplagt, men som Martin er han lidt forslået efter sit styrt og viste i Baskerlandet, at det nok kneb lidt med restitutionen. Pierre Rolland lignede i dag også en mand med benene til at gøre det, og det gjorde Kenny Elissonde i mindre grad også. Warren Barguil har lovet at prøve, men jeg tvivler på, at formen er til det, og det samme gælder for Dylan Teuns. Så er det måske mere sandsynligt med Joe Dombrowski, der ikke har sin bedste form, men ofte finder benene ud af det blå, samt måske Fabio Aru, selvom han i dag synes at have store problemer med restitutionen og derfor næppe bliver bedre og bedre. Quentin Pacher vil måske finde stigningerne lidt for svære, som også Michael Valgren vil det, og unge Sylvain Moniquet mangler nok lidt for meget, ligesom formstærke Tsgabu Grmay gør det. Jonas Vingegaard er også ustabil nok til pludselig at finde benene, og han kan måske få lidt frihed nu, men hans præstation i dag gør det svært at være optimistisk, ligesom det er det for Brandon McNulty. Og nå ja… Hvorfor skulle Mark Padun ikke gå i udbrud, hvis Haig giver ham lov?

Guillaume Martin, Pierre Rolland, Ilan van Wilder, Kenny Elissonde, Joe Dombrowski, Mark Padun, Dylan Teuns, Fabio Aru, Warren Barguil, Quentin Pacher, Jonas Vingegaard, Brandon McNulty

BEMÆRK: Husk, at rangeringen er baseret på vinderpotentiale - ikke forventet styrkeforhold. Uddybning fremgår af teksten.

Feltet.dks vinderbud: Sepp Kuss

Øvrige vinderkandidater: David Gaudu, Enric Mas

Outsidere: Ben O’Connor, Alejandro Valverde, Mark Padun, Ion Izagirre, Alexey Lutsenko

Jokers: Geraint Thomas, Wilco Kelderman, Miguel Angel Lopez, Richie Porte, Tao Geoghegan Hart, Jack Haig, Patrick Konrad

Kandidater til et udbrud (i prioriteret rækkefølge): Guillaume Martin, Pierre Rolland, Ilan van Wilder, Kenny Elissonde, Joe Dombrowski, Mark Padun, Dylan Teuns, Fabio Aru, Warren Barguil, Quentin Pacher, Jonas Vingegaard, Brandon McNulty

LIVESTREAM RESTEN AF CRITÉRIUM DU DAUPHINÉ PÅ DISCOVERY+.