Optakt: Adriatica Ionica Race

 Livestream Criterium du Dauphiné og Brussels Cycling Classic uden afbrydelser

Løbets rolle og historie

I de seneste mange år er det stort set kun gået én vej med den ellers engang så righoldige italienske kalender: nedad. Listen over etape- og endagsløb, der er forsvundet siden årtusindeskiftet er nærmest alenlang, og i dag er det stort set kun de løb, som er overtaget af enten Giro-arrangørerne RCS Sport eller GS Emilia, der har været i stand til at overleve. De fleste af de mange fascinerende sensommer- og efterårsløb er borte, foråret er reduceret til næsten ingenting, og blandt de mindre etapeløb er det kun Coppi e Bartali, der stadig holder snuden oven vande.

Der har været mange forsøg på enten at genoplive forsvundne løb eller at skabe helt nye løb som blandt andet det meget ambitiøse Giro di Padania, der blot blev afviklet to gange, men langt de fleste gange er det hurtigt gået i sig selv. I virkeligheden er Strade Bianche det eneste eksempel på et løb, der har kunnet slå rod, og det skyldes formentlig alene, at det blev skabt af magtfulde RCS.

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

I 2018 skete der imidlertid noget helt nyt. Mange var ellers meget skeptiske, da det i efteråret 2017 kom frem, at en arrangørgruppe med blandt andre den tidligere stjerne Moreno Argentin havde endog meget ambitiøse planer om at skabe et nyt løb i det østlige Italien. I starten var planerne også så vidtløftige og ukonkrete, at de virkede temmelig usandsynlige, men i løbet af foråret stod det hurtigt klart, at arrangørerne mente det alvorligt. Resultat blev, at man i juni afviklede den allerførste udgave af Adriatica Ionica Race, der allerede havde fået 2.1-status på UCI-kalenderen og dermed fået stor anerkendelse i det officielle system straks fra start.

Når det kunne lade sig gøre med så kort varsel, skyldtes det, at man klogelig havde skruet lidt for de ambitiøse planer til debutudgaven, men det betød ikke, at drømmene ikke er store. Man har nemlig lagt en plan, der over fem år skal udvide det i første omgang fem dage lange løb til hele ti dage, og målet er, at det skal føre feltet fra Veneto-regionen i det nordøstlige Italien til Østrig og videre ned gennem Balkan via Slovenien, Kroatien, Bosnien, Montenegro, Albanien og Makedonien, inden det hele skal slutte med en stor finale i Grækenland.

Ambitionen er med andre ord enorm i et projekt, der skal forbinde landene ved Adriaterhavet og Det Joniske Hav, hvor det skal promovere områdets turistattraktioner og den righoldige historie, som kendetegner området. Der er derfor i lige så høj grad tale om et markedsføringsprojekt som et cykelløb, nøjagtigt som vi kender det fra nye løb som Tour of Turkey, Tour of Croatia og de arabiske etapeløb, der alle i høj grad er designet med det formål at fremvise landene for et bredt turistpublikum.

Som sagt startede man ud med en mindre ambitiøs plan, og første udgave var derfor et rent italiensk anliggende, der fandt sted over fem dage, og det var også i det format, at den anden udgave afvikledes i 2019.  Pandemien har dog lagt en dæmper på udviklingen, og efter en aflysning i 2020 var løbet i 2021 tilbage i en forkortet tre dage lang udgave. I lyset af tidens rejserestriktioner var det også logik, at løbet igen forblev en rent italiensk affære. I år holder man sig også til Italien, men i det mindste er løbet tilbage i sin længde over fem dage.

Man har stadig til gode at finde ud af, hvordan løbet fremover skal passe ind i kalenderen, og det synes ikke let at finde plads i det tætpakkede program. I 2018 udnyttede man den ekstra uges pause mellem Giroen og Touren til at afholde løbet samtidig med de nationale mesterskaber, men i 2019 prøvede man med en ny placering. Valget er faldet på Tourens sidste uge, hvilket set fra et rytterperspektiv var ideelt, da mange desperat ledte efter løb til at få skudt anden del af sæsonen i gang, men ud fra et markedsføringssynspunkt var håbløst, da løbet med den placering havde meget svært ved at tiltrække sig interesse, selvom feltet var det i særklasse stærkeste i løbets korte historie. Derfor var løbet i 2021 også tilbage på sin plads frem mod de nationale mesterskaber, selvom der denne gang var ”sædvanlig” afstand mellem Giroen og Touren. I 2022 eksperimenterer man videre ved at afvikle det med start lørdagen efter afslutningen på Giroen og således bruge det som Giro-revanche fremfor optakt til mesterskaberne.

I forlængelse af den langsigtede vision afvikles hele løbet for tredje i det nordøstlige Italien, hvor man gør brug af det alsidige terræn, der findes i området. Den første udgave bød derfor på både et fladt holdløb, to sprinteretaper, en klassikeretape, lidt grusveje og en stor bjergetape i hjertet af Dolomitterne. Den model genbrugtes i 2019, hvor eneste forskel var, at holdløbet var erstattet med et indledende gadeløb, der ikke talte i klassementet, og derudover skulle der igen passeres grusveje, køres på mindre stigninger, klatres i høje bjerge og spurtes. 2021-udgavens afkortede afkortede model bød igen på en sprinteretape, grusveje og en stor dag i Dolomitterne i et mønster, der allerede virkede ret fast. I år droppes grusvejene dog på en rute, der stadig har en stor etape i Dolomitterne, men derudover består af mellemkuperede etaper.

Projektet er blevet taget godt imod, og arrangørerne havde til den første udgave kunnet tiltrække WorldTour-holdene Quick-Step, Bahrain-Merida, UAE, Trek og Dimension Data. Endnu bedre gik det med den nye kalenderplacering i 2019, hvor man kunne føje Astana, EF og Movistar til listen, ligesom man kunne præsentere verdensstjerner som Philippe Gilbert og Remco Evenepoel. Desværre betyder den nye placering i juni, at løbet i år nok kan få masser af opmærksomhed i en uge, hvor konkurrencen fra andre løb er mindre, men til gengæld har holdene også travlt med at puste ud. Resultatet var i 2021 et felt, der mest af alt blev et opgør mellem ProTeams, mens Astana var eneste hold fra WorldTouren, og ideen om at rykke løbet nogle uger frem i 2022 har ikke hjulpet, da kasakkerne igen bliver eneste hold fra højeste niveau.

Den forkortede udgave i 2021 blev stort set alene afgjort af en stor bjergetape med mål på Monte Grappa, og her lykkedes det en formstærk Lorenzo Fortunato at fortsætte succesen fra Giroen ved at klemme sig ud af en Astana-sandwich og vinde etapen samt dagen efter også at tage den samlede sejr med 2 sekunder ned til Merhawi Kudus og 6 sekunder ned til Vadim Pronskiy. Fortunato vil forsøge at forsvare titlen, igen med god brug af stærk slutform fra Giroen, og han er igen oppe mod Pronskiy, mens Kudus er skiftet til EF, der ikke deltager i løbet.

 Livestream Criterium du Dauphiné og Brussels Cycling Classic uden afbrydelser

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Ruten

Som sagt betyder et helt nyt løb, at arrangørerne skal finde deres egen identitet, men de synes foreløbig at have lagt sig fast på et format. Planen synes at være at skabe et alsidigt etapeløb med terræn for alle ryttertyper, og de første udgaver af løbet har budt på lidt af hvert. Klassementet er blevet afgjort på en kongeetape i Dolomitterne, og derudover har sprinterne og de eksplosive puncheurs kunnet boltre sig, ligesom de østitalienske grusveje har været en fast bestanddel de første tre år.

Som sagt er løbet tilbage ved sin længde på fem dage, og det afvikles igen helt og holdet i Nordøstitalien uden de vidtløftige transnationale ambitioner. Igen har man sammensat en alsidig rute uden tidskørsler, men for første gang er grusvejene væk. Der er heller ikke som tidligere helt flade etaper, og alle dage har således et betydeligt antal højdemeter.

Sprinterne burde dog kunne satse på to massespurter, nemlig på lørdagens indledende etape, der dog har nogle sene bakker, som måske kan kaste en anelse grus i maskineriet. Herefter skal de vente til onsdagens afslutning, hvor der slutter med små 30 km på en flad rundstrækning i Ascoli Piceno. Etapen tæller dog stadig 2000 højdemeter og dermed muligheden for en udbrudssejr.

Klassementet skal afgøres på de tre mellemliggende etaper, der alle har potentiale. Mest fokus vil naturligvis samle sig om den store dolomitteretape, der denne gang kommer som 2. etape om søndagen. For andet år i træk skal man slutte på ikoniske Monte Grappa, men modsat sidste år bruger man denne gang en længere og betydeligt lettere opkørsel, hvor taktik sagtens kan komme i spil.

Det kan det bestemt også på den korte og meget vanskelige 3. etape, der mandag byder på nogle kortere, men ganske stejle stigninger i en svær finale, hvor det vil kræve et stærkt hold at kontrollere, og hvor der bør være garanti for kamp mellem favoritterne. I onsdagens afsluttende sprinteretape kan førertrøjen komme i spil for sidste gang på tirsdagen 4. etape, der med tre korte, hidsige puncheurstigninger inden for de sidste 15 km sagtens kan bruges til angreb, selvom chancen for forskelle vil være mindre end på de to foregående etaper, der har betydeligt længere stigninger.

1. etape

Den første udgave blev indledt med et holdløb, mens man i 2019 skød løbet i gang med et aftenkriterium, der ikke talte med i det samlede klassement. Begge etapetyper er taget ud af årets løb, og i stedet skydes festen i gang med noget, der ligner en sprinteretape. I hvert fald er terrænet generelt faldende eller fladt, men måske kan et par bakker i finalen alligevel skabe lidt røre.

I alt skal der tilbagelægges 193,9 km, der fører feltet fra Tarvisio til Monfalcone. Startbyen ligger i bjergene og målbyen på den flade Po-slette, og derfor er terrænet i starten faldende, når man snor sig skiftevis mod vest og syd ind gennem dalen ned til byen Tarcento, der nås efter 71,8 km og ligger i udkanten af Po-sletten. Det fortsætter dog med at falde svagt, når man kører mod sydøst og senere langs kanten af sletten, indtil man når frem til dagens spurt, som kommer efter 117,0 km.

Nu bliver terrænet vanskeligere, når man kører mod nordøst ind i bakkerne via den ikke-kategoriserede Sa Floriano del Collo (2,7 km, 6,7%), hvis top rundes efter 128,2 km. En nedkørsel lederr mod syd tilbage til udkanten af Po-sletten i udkanten af den store by Gorizia, hvor man kører fladt mod sydvest. Umiddelbart herefter kører man mod syd ind i et højdedrag via den kategoriserede San Michele del Carso (3,3 km, 6,3%), der er en relativt jævn stigning med top efter 150,6 km. Herfra resterer 38,9 km, som indledes med en enkel nedkørsel, der leder mod sydvest og sydøst ned til den afsluttende rundstrækning, som rammes efter 159,3 km, hvorefter man kører cirka en halv omgang, hvorfor man skal over en bakke (800 m, 3,0%), inden man efter 169,2 km krydser stregen for første gang.

Læs også

Se Lotto-stjernes knusende sejr

Etapen afsluttes nu med en omgang på den 20,2 km lange runde. Den er hovedsageligt flad, men har to bakker, der har top med hhv. 10,2 km (600 m, 6,8%) og 4,0 km (800 m, 3,0%) igen. Efter den sidste af disse falder det let frem til de sidste 1400 m, der er stort set helt flade. Efter et hårnålesving ved 3 km-mærket, er der kun et blødt sving med 1700 m igen og dernæst to rundkørsler med hhv. 1200 m og 800 m igen.

Etapen byder på i alt 1322 højdemeter.

Po-sletten er kendt for ikke at være blæsende, og det er derfor næppe vinden, der skaber drama. Den sidste af de to bakker er uvæsentlig, men den første kan måske bruges til angreb. Den er dog så kort, at den næppe vil gøre den helt store forskel, og det vil være en overraskelse, hvis ikke sprinterne skal have det første ord.

Monfalcone har kun én gang i dette årtusinde været mål for et UCI-løb. Det var i Giro del Friuli-Venezia Giulia i 2007, hvor Alberto Curtolo vandt en massespurt foran Bernardo Riccio og Mauro Colombera.

2. etape

I 2018 var løbets store trækplaster, at man havde en stor bjergetape i Dolomitterne med mål på Passo Giau, mens det i 2019 var afslutningen på Tre Cime di Lavaredo, der fik masser af opmærksomhed, ligesom det i 2021 var Monte Grappa, der var rammen om det store bjergslag. Det ser ud til, at arrangørerne har gjort det til en fast plan, at en af Dolomitternes mest legendariske stigninger skal være rammen om kongeetapen. I hvert fald er det tilfældet igen i år, hvor frygtede Monte Grappa er med igen og formentlig i vidt omfang vil bestemme, hvem der skal være den samlede vinder af løbet. Denne gang er etapen som sidste år stort set helt flad inden det store bjergslag, og modsat sidste år bruger man denne gang en betydeligt lettere opkørsel, hvor de vanskeligste passager kommer på den nedre del inden en nemmere afslutning.

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

Med en distance på 157,8 km er der tale om en kort etape, der fører feltet fra Castelfranco Veneto til toppen af Monte Grappa. Starten går på den flade Po-slette, og derfor er det i starten kun let stigende, når man kører mod nord med retning mod bjergene. Her snor man sig rundt om en højdedrag i udkanten af Dolomitterne på en lille rundstrækning, hvor man først skal over en bakke (1,9 km, 5,4%) med top efter 25,9 km, inden man kører dagens spurt i Asolo efter 35,2 km. Slutteligt skal man over den kategoriserede Monfumo (1,3 km, 4,5%, max. 10,4%), der er en lidt ujævn stigning med top efter 56,1 km.

Kort efter afsluttes rundstrækningen, hvorefter man snor sig mod nord og nordøst igennem småkuperet terræn, inden man rammer en ganske let stigende dalvej, der følges mod nord og nordøst, inden det begynder at stige lidt kraftigere, når man drejer mod vest for at køre frem til Cesiomaggiore, som passeres efter 109,9 km. Herfra begynder det at falde let mod sydvest, mens man kører i udkanten af bjergene, inden det bliver næsten helt fladt.

I byen Caupo ændrer etapen karakter, når man kører mod syd op ad Monte Grappa, der fra denne lettere side stiger med 4,9% over 28,3 km. De første 8 km er de sværeste, da de stiger med 6-9%, men derefter følger 4 lidt lettere kilometer, inden der følger 4 km med 6-8%. De næste 10 km er imidlertid ganske lette med for det meste bløde procenter og endda flere nedkørsler, inden de sidste 2,3 km stiger med 7,2% i snit, dog kun med 5,7% over de sidste 600 m. Over de sidste 3 km er der et skarpt sving med 2,2 km, men derefter er det bare en vej, der bugter sig let, dog med et hårnålesving lige efter den røde flamme.

Etapen byder på i alt 3137 højdemeter.

Det er en voldsom stigning, men fra denne side er Monte Grappa ganske let. Den nedre del vil skabe stor udskilning, men den sidste del kan godt blive ganske taktisk. Det betyder, at kollektiv styrke kan vise sig vigtigere end gode bjergben, men til slut er der dog en 2,3 km lang rampe, hvor den sidste forskel kan gøres, hvis det stadig er en lille gruppe, der når så langt og her formentlig skal afgøre årets løb.

Monte Grappa har kun tre gange tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det skete senest i dette løb sidste år, hvor man dog benyttede en sværere opkørsel end i år, og hvor Lorenzo Fortunato kom ud af en Astana-sandwich ved at vinde med 1 sekund ned til Merhawi Kudus og 3 sekunder ned til Vadim Pronskiy. Mest berømt var Giroen i 2014, hvor Nairo Quintana på samme opkørsel, som benyttedes i sidste år løb, vandt bjergenkeltstarten med 17 sekunder ned til Fabio Aru og 1.26 ned til Rigoberto Uran. I 2010 havde Baby-Giroen mål på bjerget, og her leverede Carlos Betancur en sand magtdemonstration, da han vandt med 2.38 ned til Edward Beltran og 2.50 ned til Gabriele Pizzaballa.

Læs også

To dobbelt-sejre til ColoQuick i weekenden

3. etape

Monte Grappa vil have givet en meget sikker ide om, hvem der vil vinde løbet, men løbet vil ikke nødvendigvis være afgjort. Mandagen byder nemlig på en kort, intens etape, der efter en helt flad første halvdel samlet næsten 2000 højdemeter i en meget kuperet afslutning med flere korte og stejle stigninger. Selvom afslutningen er flad, er det perfekt terræn til at angribe den førende rytter, og særligt hvis vedkommende har et svagt hold, kan alt måske forandres denne eftermiddag.

Med en distance på bare 141,3 km er der tale om en kort etape, der fører feltet fra Ferrara til Brisighella. Starten går på den helt flade Po-slette og derfor er den første lille halvdel af etapen meget let, når man kører ad lige og flade veje mod sydøst og syd frem til det kuperede område, der ligger et stykke vest for Adriaterhavet i den nordlige del af landet. 

Efter 62,3 km når man frem til Imola, og her kører man mod syd ind gennem et højdedrag med to bakker med top efter hhv. (2,2 km, 3,5%) og (2,5 km, 6,5%) efter hhv. 76,7 km og 71,9 km, inden det falder mod syd ned til dagens spurt, som kommer efter 76,2 km. Et kort, fladt stykke leder nu mod syd ned til den afsluttende rundstrækning, hvor man kører over den sidste af dennes bakker, Passo di Calbane (3,6 km 5,3%), med top efter 84,6 km, hvorefter det falder ned mod mål, hvor stregen krydses efter 88,8 km.

Etapen afsluttes nu med omgange på to forskellige rundstrækninger. Den første af disse er 25,9 km lang og indledes med et kort, fladt stykke, inden man skal over Monte Casale (6,6 km, 5,8%), hvis første 2,1 km stiger med hele 9,6%. Toppen rundes efter 98,7 km, hvorefter en kort og teknisk nedkørsel leder ned til bunden af dagens eneste kategoriserede stigning, Modigliana (7,0 km, 5,3%, max. 17%), hvo bjergspurten kommer efter de første 3,3 km med 8,1% efter i alt 106,0 km, hvorefter det fortsætter med at stige med mellem 2 og 6%. En halvteknisk nedkørsel leder nu mod nord tilbage til målbyen, hvor stregen krydses for anden gang i forbindelse med dagens anden spurt efter i alt 114,7 km.

Den sidste rundstrækning er 22,5 km og har intet til fælles med den forrige. Den indledes med et lidt længere fladt stykke, inden man skal over den ikke-kategoriserede Valico della Valletta (2,8 km, 9,8%), hvis top rundes med 14,7 km. En halvkringlet nedkørsel og let faldende terræn leder nu ned til bunden af Passo di Calbane (3,6 km, 5,3%), hvis første 1,9 km stiger med 6,8% og hvis top rundes med 3,9 km igen. Derfra går det ad en snoet og let faldende vej frem til 2 km-mærket, hvor man rammer en meget teknisk nedkørsel med adskillige hårnålesving, inden man med 400 m igen drejer skarpt til venstre, hvorefter det stiger let op mod mål gennem to blødere sving, det sidste bare 50 m fra stregen.

Etapen byder på i alt bare 1928 højdemeter.

Måske virker etapen ikke så skræmmende som kongeetapen, men den skal bestemt ikke undervurderes. Stigningerne er ganske stejle, specielt den næstsidste, og kan gøre stor skade. Toppen kommer imidlertid så langt fra mål, at det kan blive en finale, der både afgøres af gode ben og taktik, og det kan skabe uforudsigeligt cykelløb, hvor et udbrud har en god chance, og hvor der bagude vil være klassementskamp med mulighed for at udnytte et overtal.

Læs også

Lidl-Trek trodser styrt og vinder i dramatisk Vuelta-åbning

Brisighella har ikke tidligere i dette årtusinde været målby for et stort cykelløb.

4. etape

Efter to meget kuperede etaper bliver det igen lettere, men heller ikke 4. etape skal undervurderes. Undervejs skal man nemlig over flere mindre stigninger, inden det hele slutter med en kuperet rundstrækning med flere korte, hidsige bakker og en faldende finale i det område, vi kender fra Tirreno-Adriatico. Det er rigtigt puncheurterræn, der bør være for vanskeligt for sprinterne, og selvom det er tvivlsomt, om førertrøjen kan rystes, lægger det op til en aggressiv afslutning med mulig udbrudssejr, angreb på klassementet og flere mulige scenarier til sidst.

Med en distance på 159,8 km er der igen tale om en relativt kort etape, der fører feltet fra Fano til Sirolo. Startbyen ligger ved adriaterhavskysten, og det er derfor stort set helt fladt, nå man fra start kører mod sydøst af den let lige kystvej. Efter cirka 25 km forlader man vandet for at køre mod syd op ad en bakke (700 m, 8,6%) hvis top nås efter 26,4 km, hvorefter det går mod syd og sydvest ad en lige og let stigende vej frem til Jesi, som nås efter 46,7 km.

Her slutter den lette start, når man drejer mod sydøst for at køre ind gennem bakkerne. Først skal man over Santa Maria Nuova (2,2 km, 7,6%), der har top efter 53,1 km, inden det gælder Filottrano (2,5 km, 6,2%) med top efter 63,5 k, hvorefter det slutteligt går mod nordøst op ad Osteria Nuova (2,8 km, 4,7%) med top efter 70,4 km. Et fladt og faldende stykker leder nu mod nordøst og nord frem til byen Padiglione, der nås efter 85,3 km.

Nu kører man ad en lige og let faldende vej mod sydøst, inden man drejer mod syd for igen at køre ind i bakkerne via stigningen Recanati (3,1 km, 7,0%), hvis top rundes efter 98,8 km. Derfra falder det let mod nordøst hele vejen ud til kystbyen Porto Recanati, der nås efter 116,2 km. Her drejer man mod nordvest for at køre ad den helt flade kystvej forbi dagen spurt, der kommer efter 120,0 km, inden man med det samme skal over en bakke (1,0 km, 6,1%) med top efter 122,9 km, hvorefter man rammer den afsluttende rundstrækning. Her kører man næsten en hel omgang, hvorfor man for første gang når toppen af den kategoriserede Poggio (6,5 km, 3,4%) efter 133,7 km, inden man efter 140,9 km krydser stregen for første gang.

Læs også

Formstærk franskmand sejrer efter dansk fremstød - Ineos-profil vinder samlet

Etapen afsluttes nu med en omgang på den 18,9 km lange rundstrækning. Den indledes med, at det falder let mod sydvest, mens man kører ind i landet, inden det går mod nordvest og nordøst op ad Poggio (6,5 km, 3,4%), der reelt er tre små bakker. De første 800 m stiger således med 7,6%, inden det falder let frem til en 1,0 km lang bakke med 5,6%. Dernæst venter en skarpere nedkørsel frem mod de sidste 1,3 km, som stiger med 7,4% og har et maksimum på 17% lige inden toppen. Den rundes efter 152,8 km, hvorfra der resterer bare 7,0 km, som næsten alle er let faldende, mens man kører mod sydøst tilbage til kysten. Vejen er ganske snoet særligt til sidst, hvor der er hårnålesving med 3100 m, 2800 m, 2300 m, 2100 m, 1100 m og 900 m igen, inden man med 600 m igen passerer gennem en rundkørsel, hvorefter det er fladt.

Etapen byder på i alt 1906 højdemeter.

Dette er rigtigt puncheurterræn, hvor bakkerne er svære nok til at angribe førertrøjen. De er dog også ganske korte, og det er tvivlsomt, om de kan gøre forskelle mellem de allerbedste. Det kan igen blive en taktisk ukontrollerbar finale eller en spurt i en lille gruppe, men chancen for en udbrudssejr bør også være god på dette tidspunkt i løbet.

Sirolo har ikke tidligere i dette årtusinde været målby for et stort cykelløb.

5. etape

Sprinterne ventes hidtil kun at have haft én chance i løbet, men de kan formentlig se frem til også at komme til fadet til allersidst. Her venter ganske en kuperet rute med 2000 højdemeter, men da de sidste 50 km er lette og inkluderer omgange på en næsten flad rundstrækning, taler meget for, at de hurtige folk kan både åbne festen og lukke ballet efter fem dage i ellers ganske kuperet terræn.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Med en distance på 151,1 km er der igen tale om en kort etape, som fører feltet fra Castelraimondo til Ascoli Piceno. Startbyen ligger midt i området kendt fra Tirreno-Adriatico, og derfor lægges der benhårdt ud med at køre mod syd ad et kort fladt stykke og derefter op ad Camerino (4,4 km, 6,1%), hvis top nås efter 8,1 km. En kort nedkørsel leder mod sydøst, inden man kører mod nordøst ad en lang, lige og let faldende vej i den flade del tættere på Adriaterhavet.

Efter 47,8 km drejer man mod sydvest for igen at køre ind mod bakkerne, og det bliver derfor nu let stigende i ca. 25 km, inden man kører mod sydøst igennem småkuperet terræn over et kort stykke. Derefter går det videre mod sydøst op ad dagens eneste kategoriserede stigning Sarnano (3,2 km, 5,2%, max. 14%), der efter en let første kilometer stiger med 8,6% over 1000 m, hvorefter det blot stiger med 3,7% over den sidste kilometer frem mod de sidste 200 m, som er næsten flade. Toppen rundes efter 85,6 km, hvorefter man fortsætter mod sydøst ad en kort nedkørsel og et småkuperet stykke, inden det går videre mod sydøst op ad den ikke-kategoriserede Croce di Casale (4,4 km, 4,6%).

Toppen rundes efter 107,0 km, og herefter er de sidste 44,1 km ganske lette. En nedkørsel leder mod sydøst ned til Mozzano, hvor dagen spurt kommer efter 125,9 km, hvorefter det går mod nordøst ad en let faldende vej ind til målbyen, hvor man rammer den afsluttende rundstrækning og umiddelbart derefter krydser stregen for første gang efter.

Etapen afsluttes nu med tre omgange på den 9,3 km lange runde, der er stort set helt flad og uden mange tekniske udfordringer. Kort inden 3 km-mærket skal man igennem en rundkørsel, og derefter bugter vejen sig kun let til venstre frem til et skarpt sving med 1200 m igen. Slutteligt er der et ganske blødt sving 700 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 2054 højdemeter.

Sprinterne har ikke haft meget at komme efter i løbet, og derfor må man formode, at de vil gå efter denne etape. Forskellene ventes dog at være store, og terrænet er bestemt ikke helt fladt. Man kan derfor ikke udelukke muligheden for en udbrudssejr, selvom mest taler for løbets anden og sidste massespurt.

Ascoli Piceno har tre gange tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var senest i Giroen i 2021, hvor man sluttede på det nærliggende bjerg, og hvor Gino Mäder akkurat tog en udbrudssejr foran Egan Bernal og Dan Martin. Giroen var også forbi i 2004, hvor man sluttede ned i byen, og hvor Alessandro Petacchi tog en af sine ni etapesejre i en spurt foran Marco Zanotti og Andris Naudusz. Endelig havde Tirreno-Adriatico en enkeltstart i byen i 2000, hvor Abraham Olano vandt foran jan Hruska og Juan Carlos Dominguez.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Overraskelsernes schweiziske holdeplads

 Livestream Criterium du Dauphiné og Brussels Cycling Classic uden afbrydelser

Favoritterne

Løbet er stadig nyt og dermed uden en veldefineret karakter, men det er nu ganske let at se, hvilke slags ryttere der kan køre med om sejren. I 2018 var der ganske vist et holdløb til at skabe lidt krydderi, men reelt blev det hele afgjort af slaget på Passo Giau, der var så vanskelig en stigning, at tidsforskellene fra holdløbet blev ligegyldige. De øvrige etaper endte i massespurter og spillede ikke den store rolle.

I 2019 var billedet en anelse mere mudret, fordi én af de fem bedste klatrere, der endte med at spurte om sejren på Tre Cime di Lavaredo, Dayer Quintana, var blevet sat af på gruset. Alligevel endte det med, at kongeetapen i alt væsentligt var helt afgørende. Sådan var det også sidste år, hvor den forkortede udgave med to flade etaper og en vild etape til Monte Grappa alene blev afgjort på sidstnævnte.

I år er det hele mere kompliceret. Vi har ganske vist igen en stor bjergetape i Dolomitterne, men denne gang kører de Monte Grappa fra den side, hvor den faktisk er ganske let. Nej, den nedre del er svær, men kører bedste mand ikke alene hjem herfra, kan det blive en overordentlig taktisk affære. Det er bestemt muligt for bedste mand at gøre forskellen, enten på den nedre eller den lille rampe til sidst, men det kan også sagtens vise sig, at det bliver året, hvor overtal og et stærkt hold kan afgøre kongeetapen.

Derudover er også andre etaper afgørende. Første og sidste etape må formodes at være for sprinterne, men 3. og 4. etape kan begge ventes at gøre forskelle. Særligt 3. etape er svær - endda så svær at stærkeste mand måske kan køre hjem fra den meget svære næstsidste stigning. Den kan sagtens ende med at gøre større forskelle end kongeetapen, og her bliver et meget stærkt hold afgørende, da den kan blive et mareridt at kontrollere. Lidt af det samme kan siges om 4. etape, men her er stigningerne kortere og lettere, og det er usandsynligt, at bedste mand bare kører væk. Det er også mere puncheur- end klatrerterræn, og igen vil et stærkt hold være vigtigt.

Vejret ser ud til at blive lidt blandet. Lørdagen bliver varm og solrig, men søndagen byder på risiko for tordenbyger og direkte modvind på Monte Grappa. På de ret bløde procenter kan det blive ganske afgørende og mindske chancen for en solosejr. Derefter venter en glohed og solrig mandag med temperaturer på 30 grader, en køligere og lidt mere blæsende tirsdag med grader og slutteligt en ustabil onsdag med 26 grader og risiko for tordenbyger. Det vil lufte lidt mere de sidste to dage, men slet ikke på en facon, hvor vinden ventes at spille en rolle.

Læs også

Efter dansk sejrsstime: Vi tog store skridt og kan være stolte

Med bare et WorldTour-hold er der tale om et svagt felt, der endda kun består af 17 mandskaber, hvoraf hele ni er kontinentalhold, og et er et ganske pænt landshold. Det efterlader bare syv professionelle hold, og de kommer uden mange klatrere. Samtidig ved vi, at kontinentalhold som regel bliver kørt midt over, når de i bjergene er oppe mod professionelle hold, og det gør det hele lidt mere enkelt. Det kan godt være, at logikken vil tilsige, at man skal være omgivet af et stærkt hold, og at det kan blive meget taktisk, men alene grundet feltets kvalitet vil det blive lidt nemmere for de få gode klatrere, der er til start.

Alligevel er holdenes betydning nok til, at jeg er meget tøvende med at pege på Lorenzo Fortunato. Italieneren vandt løbet sidste år, hvor han brugte sin gode tredjeugesform fra Giroen til at sejre, men det var bestemt ikke så overlegent som ventet. Dengang kom løbet som bekendt også flere uger senere, mens han denne gang skal vise, at han er kommet sig efter Giroen. Det komplicerer det hele, for vi så i torsdagens løb i Appenninerne, at det var meget svært for Giro-rytterne at begå sig mod de friske folk.

Heldigvis har Fortunato haft to dage mere til at komme sig, og ligesom sidste år var han allerbedst i den tredje uge, hvor 20. etape var hans bedste etape. Har han samme niveau nu, er han bedste klatrer i dette løb, og er der en mand, der gør forskellen på Monte Grappa, er det formentlig ham. Udfordringen er, at holdet er meget svagt, at der er modvind på løbets nøglestigning, og at Fortunato passer meget dårligere ti de eksplosive stigninger de sidste dage. Jeg tror dog på, at han med sin gode slutform fra Giroen i dette felt har en god chance for at køre væk allerede på den stejle del på Monte Grappa eller at gøre forskellen på de stejle stigninger til sidste på 3. etape. Feltet er så svagt, at han forhåbentlig ikke betaler en alt for dyr pris for holdet, og at han forsvarer titlen. Han ledsages af Marton Dina, Alessandro Fancellu og Alex Martin, hvoraf Dina viste lidt form i torsdags og Fancellu i Ungarn, men de bør primært ende som hjælpere.

Jeg prøver at pege på Natnael Tesfatsion som nr. 2. Det er klart, at Grappa på papiret er for svær for ham, men vi så på Blockhaus-etapen i Giroen, at han godt kan begå sig i bjergene. Hans sygdom og efterfølgende exit synes at have hjulpet ham, for han var i fremragende form i torsdag, hvor kun Louis Meintjes og Alessandro Verre var bedre. Han har et af de stærkere hold, og modvinden på Grappa vil hjælpe ham enormt. Mandagen og ikke mindst tirsdagen burde passe ham, og i princippet kan han med sin hurtighed score bonus hver dag. Jeg frygter, at Grappa bliver for voldsom, men efter at have set hans friskhed og flotte kørsel torsdag burde han i dette felt og med modvinden på den bløde Grappa-opkørsel have en chance. Drone Hopper kan også satse på Eduardo Sepulveda, der har skuffet, men synes at komme fornuftigt ud af Giroen og kunne være rytteren med motoren til at køre stærkt efterfølgende, selvom de eksplosive stigninger i dette løb passer ham dårligt. Edoardo Zardini kom endnu bedre ud af løbet, men hans topniveau er lavere, og han udgik torsdag. Det gjorde også Jefferson Cepeda , der havde en forfærdelig Giro, men som på papiret er en af de bedste klatrere. Supertalentet Santiago Umba er på vej tilbage fra en skade, og ligesom Luca Chirico manglede han lidt for meget i torsdags.

Sammen med Fortunato er det Mikel Bizkarra, der har klatret bedst i år. Han blev samlet nr. 4 i Asturien og blev nr. 16 på kongeetapen i Baskerlandet, og det niveau fører meget, meget langt i dette felt. Til gengæld har han haft en måneds pause, og da juni ikke er en stor måned for Euskaltel, er det usikkert, hvor han står. Han er heller ikke eksplosiv, men han har klatreevnerne til at gøre forskellen søndag eller mandag. Euskaltel har også Joan Bou, Mikel Iturria og Luis Angel Maté, der alle i dette felt burde kunne komme relativt langt, men de har i år ikke vist et niveau, der gør sejr realistisk.

Astana kommer med Vadim Pronskiy, der sidste år brugte sin Giro-form til at blive nr. 3. Han håber at gentage den bedrift i år, men ligesom Fortunato kan han lide under mindre hvile. Hans Giro var heller ikke så imponerende som sidste år, men en 30. plads på sidste bjergetape vidner om, at hans niveau er højt, og at han ikke var helt udkørt til sidst. Modsat Fortunato og Bizkarra har han også fordel af, at Astana kan sidde med tre mand i finalen, hvor vi også kan vente os noget af Sebastian Henao og Antonio Nibali, der i dette felt burde komme et stykke. Ingen af dem har dog vist et alt for højt niveau i år, og deres form er ukendt, men Henao blev trods alt nr. 30 på kongeetapen i Baskerlandet, mens Nibali blev nr. 9 på Etna på Sicilien.

Baseret på det, vi så i den sidste del af Giroen, burde Bardiani stå meget stærkt med Filippo Zana og Luca Covili, der begge efter en svag start sluttede stærkt. De så dog også ud til at være bedre i den anden end den tredje uge, og særligt Covili, der ellers var den stærkeste af de to, virkede til slut temmelig træt. Det så vi også for dem begge i torsdags, hvor de ikke kunne følge med, og det kunne vidne om, at det har været for hård kost. Det er dog særligt Covili, der virker mærket, mens Zana sluttede fornuftigt med en god 20. etape, inden han trods alt blev nr. 14 i torsdags. Deres niveau fra Giroen rækker langt, og er de kommet sig mere, kan de vinde løbet. Til gengæld har Henok Mulubrhan slet ikke vist form, og Samuele Zoccarato er på vej tilbage fra en skade.

Landsholdet kommer med en meget spændende duo i Giovanni Carboni og Christian Scaroni. Deres form er ukendt, men grundet hele Gazprom-balladen er dette en stor chance for at holde liv i karrieren. Desværre har Carboni været en skygge af sig selv i mere end et år, og selvom han viste fremgang på Sicilien, skal der forbedring til, hvis han skal vinde. Han er på papiret den bedste klatrer af de to, men Scaroni har været langt mere stabil med stærk kørsel i Coppi e Bartali og et mere lovende indtryk på Sicilien. For ham er Grappa til gengæld lidt for lang, men han vil blive hjulpet af modvinden, og de sidste dage burde passe ham godt. Holdet har også den uhyre spændende Thomas Pesenti, der har imponeret stort i marts i blandt andet Coppi e Bartali, men efter et lidt sløjt løb i torsdags er han måske ikke helt i samme form nu.

Det er lidt svært at tro på de to sidste professionelle hold. Kern Pharma kommer uden deres klatrere og sætter liden til Raul Garcia Pierna og hans bror Carlos Garcia Pierna. Raul startede sæsonen flot, mens Carlos var hæderlig i Tyrkiet, men de har ikke vist et niveau som klatrere, der rækker i dette felt. Hos Novo Nordisk satser man på David Lozano, der i dette felt kan komme et stykke, men slet ikke hele vejen.

Mere interessant er det på kontinentalholdene, hvor det er Paul Double, der skiller sig ud. Briten har længe været en solid rytter i løb på dette niveau, og efter em svag sæsonstart er han ved at finde formen. Senest var han en af de bedste i torsdags, og han bør komme et stykke i dette felt. Til gengæld synes Maximilian Stedman ikke i form, og det samme gælder for Alessandro Monaco. Højst opløftende var det i torsdags at se, at Davide Rebellin trods sin skadespause er så langt, at han i dette felt kan lave et fornuftigt resultat, som hans holdkammerat Giacomo Garavaglia også kan det.

***** Lorenzo Fortunato

**** Natnael Tesfatsion, Mikel Bizkarra

*** Vadim Pronskiy, Filippo Zana, Sebastian Henao, Eduardo Sepulveda, Giovanni Carboni

** Christian Scaroni, Luca Covili, Antonio Nibali, Edoardo Zardini, Thomas Pesenti, Santiago Umba, Jefferson Cepeda, Paul Double, Luis Angel Maté

* Joan Bou, Mikel Iturria, Davide Rebellin, Giacomo Garavaglia, Marton Dina, Alessandro Fancellu, Luca Chirico, Samuele Zoccarato, Raul Garcia Pierna, Carlos Garcia Pierna, David Lozano

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.

 Livestream Criterium du Dauphiné og Brussels Cycling Classic uden afbrydelser