Optakt: BEMER Cyclassics (Hamburg Cyclassics)

SE BEMER CYCLASSICS UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Løbets rolle og historie

Dopingdebatten har redet cykelsporten som en mare overalt, men i de fleste lande har man kunnet bevare fascinationen og en solid fanbase. Det forholder sig imidlertid helt anderledes i Tyskland, hvor diskussionen om forbudte stoffer nærmest har udryddet en sport, der engang var ekstremt populær, ikke mindst i årene, hvor Jan Ullrich og Erik Zabel dominerede i Touren. Offentligheden og medierne har i høj grad vendt ryggen til sporten, og mens landet engang havde tre WorldTour-hold, var man for få år siden nede på ikke at have ét eneste.

Tyskland havde engang en meget flot cykelkalender med adskillige ugelange etapeløb og et par endagsløb på højeste niveau. Bayern Rundfahrt, Hessen Rundfahrt, Sachsen Tour, Niedersachsen Rundfahrt og Rheinland-Pfalz Rundfahrt var bare nogle af de mange løb, der sammen med det nationale Deutschland Tour, HEW Cyclassics (nu BEMER Cyclassics), Rund um den Henninger Turm (nu Eschborn-Frankfurt), Rund um Köln og Rund um die Braunkohle udgjorde en fantastisk cykelscene.

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Intet andet land er imidlertid blevet ramt så hård af den massive dopingmistanke som Tyskland, der nu kun har meget få store løb, hvor de kan fremvise deres mange topnavne for hjemmepublikummet. Da løbet i Bayern forsvandt i 2916, var det det sidste af de mange etapeløb, der måtte opgive kampen, og endagsløbene i Köln og Frankfurt har kæmpet en konstant dødskamp. Et nyt løb blev etableret i Berlin, men det er igen forsvundet i et land, hvor der næsten intet er tilbage.

Fremkomsten af navne som Tony Martin, André Greipel, Marcel Kittel og John Degenkolb har langsomt vakt interessen til live igen. Bora-hansgrohe og tidligere også det nuværende DSM er nu tysk WorldTour-hold, og der er igen live-dækning af Tour de France på de nationale kanaler. Landet havde endda tiltrukket sig Tour-starten i 2017, og som erstatning for det forsvundne løb i Bayern genopstod Deutschland Tour i 2018 i samarbejde med ASO, der ser Tyskland som et vigtigt marked, og med fabelagtige startfelter synes at fremstå som en stor succes.

Der er dog ét løb, der synes at have upåvirket af al tumulten. Trods en meget kort historie har BEMER Cyclassics etableret sig selv solidt på WorldTour-kalenderen som et af de største endagsløb i sensommeren, og det kombinerer et professionelt løb med et motionsløb, der har udviklet sig til at være et af de største og mest populære i Europa. På en stor søndag i august samles tusinder af amatører for at teste sig selv på de samme veje, som udgør scenen for et af verdens allerstørste løb.

Med en placering i den nordlige metropol Hamburg blev løbet skabt i 1996, og dermed finder det sted i en af de allerfladeste egne af Tyskland. På det tidspunkt var cykelsporten i Tyskland på sit højeste, da Ullrich vandt Tour de France bare et år senere, og Erik Zabel netop havde indledt sin totale dominans af Tourens pointkonkurrence. Ullrich gjorde sit hjemmebaneløb ære ved at tage sejren samme år, som han vandt løbet i Frankrig, og bare et år senere havde det nye løb fået plads på kalenderen for verdens største endagsløb, World Cuppen.

Det forblev en del af den løbsserie, indtil den forsvandt efter 2004-sæsonen og blev derefter med det samme en del af den nyskabte ProTour, der blev etableret fra næste sæson. Siden da har det været en del af sportens fineste kalender og er forblevet et af de allerstørste mål i anden halvdel af sæsonen for mange af verdens bedste sprintere.

Området omkring Hamburg er pandekagefladt, og terrænet giver stort set ingen muligheder for at skabe et selektivt cykelløb. Hvad der har gjort løbet hårdere end mange andre flade løb, har været distancen på ca. 220 km, som dog nu er reduceret betydeligt, og løbets mest ikoniske stigning. Den 700 m lange Waseberg er en lille rampe i det vestlige Hamburg, der byder på stigningsprocenter på op til 15, og den sætter altid krydderi på finalen. Som det er normalt i cykelløb, har arrangørerne forsøgt at gøre løbet hårdere og hårdere ved gradvist at tilføje flere passager af de stejle skråninger, og i de senere år har sprinterne skullet overleve stigningen tre eller fire gange - sidste gang med bare 15,5 km til mål - for at få en chance for at kæmpe om sejren i den lynhurtige finale på Mönckebergstrasse i det centrale Hamburg.

Waseberg og distancen betyder, at løbet ikke er for alle sprintere. Kun de stærkere folk har en chance for at vinde Tysklands største endagsløb, og det er ikke overraskende, at færre end 30 ryttere er sluttet i samme tid som vinderen i flere udgaver. Konstante angreb er en del af ordenen på Waseberg i en typisk svært kontrollerbar finale, og det kræver en dedikeret indsats af sprinterholdene at få det hele samlet til det, der typisk er en meget forvirrende spurt.

Mange har forsøgt at snyde sprinterne, men kun få har haft succes. Sidste år lykkedes det endelig, da fire mand kørte væk på bakken, men inden da skulle vi helt tilbage til 2007 for at finde den eneste succesrige lykkeridder, nemlig Alessandro Ballan. Noget lignende så vi 2003-udgaven, hvor en formstærk Jan Ullrich sprængte feltet på Waseberg, hvorefter Paolo Bettini tog sejren fra et lille udbrud, men indtil sidste år var de seneste tolv udgaver alle endt i massespurter med hhv. Robbie McEwen, Tyler Farrar (to gange), Edvald Boasson Hagen, Arnaud Demare, John Degenkolb, Aleksander Kristoff, André Greipel, Caleb Ewan og Elia Viviani (tre gange) som sejrherrer.

Oprindeligt blev løbet holdt bare en uge efter Tour de France og tiltrak derfor mange af de formstærke Tour-sprintere. I de senere år er løbet dog blevet flyttet til samme weekend, som Vueltaen starter, og imens har Clasica San Sebastian overtaget den gamle placering, så de kan drage fordel af muligheden for at tiltrække formstærke klatrere fra Touren. Ganske overraskende har det boostet startlisten for begge løb. Tidligere var sprinterne ofte for trætte efter tre ugers overlevelse, men nu om dage har de haft adskillige uger til at hvile sig og endda få løbskilometer i benene igen inden løbet - igennem mange år i det sprintervenlige Eneco/BinckBank/Benelux/Renewi Tour, der dog nu afvikles efter løbet. Derfor har startlisten i de senere år været helt fantastisk, ikke mindst fordi stort set alle topsprinterne nu skipper Vueltaen.  I år har VM kostet nogle topnavne, men det er stadig et ganske flot sprinterfelt, det tyske løb kan præsentere.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Sådan var det ikke i 2018, hvor løbet af uforklarlige årsager blev afviklet samtidig med BinckBank Tour, men nu er synergien mellem de to begivenheder genoprettet, da etapeløbet, som fra i år kendes som Renewi Tour som noget nyt afvikles ugen efter løbet i Hamburg, hvilket gør det oplagt at kombinere de to sprintervenlige løb. Det har igen sikret et stærkt felt, og arrangørerne kan ikke være utilfredse med at kunne præsentere topsprintere som Mads Pedersen, Dylan Groenewegen, Tim Merlier, Arnaud De Lie, Olav Kooij, Sam Bennett, Arnaud Demare, Jonathan Milan, Pascal Ackermann, Giacomo Nizzolo og Cees Bol.

BEMER Cyclassics indleder nu en vigtig serie af europæiske efterårsklassikere, der passer en bestemt ryttertype, og som også inkluderer Bretagne Classic (det tidligere GP Plouay) og indtil sidste år Brussels Cycling Classic (det tidligere Paris-Bruxelles). Sammen med Renewi Tour, der som sagt ofte har haft næsten det samme felt til start, giver disse løb sprinterne og klassikerspecialisterne mange muligheder for at score vigtige point i sensommeren og det tidlige efterår, og da Vueltaen stort set er renset for sprinteretaper, fokuserer de fleste af dem på denne vigtige løbsblok i Nordeuropa. Da der heller ikke er noget sent VM at satse på i år, har perioden bestemt ikke tabt sin betydning i 2023, hvor den vil være det store efterårsmål for mange.

Sidste år var som sagt historisk, da det blev den første udgave siden 2007, hvor sprinterne blev snydt. Det skyldtes en kombination af et stort styrt, der splittede feltet umiddelbart inden sidste passage af Waseberg, samt den prominente deltagelse af Wout van Aert. Belgieren angreb på sidste passage af stigningen og fik selskab af Marco Haller, Quinten Hermans, Jhonatan Narvaez og Patrick Konrad i en fremragende kvintet. Konrad ofrede sig for sin holdkammerat Haller, og det var nok til at sikre, at feltet ikke kom tilbage, hvorefter Haller højst overraskende færdiggjorde arbejdet ved at vinde spurten foran Haller og Hermans. Van Aert puster i år ud efter det tidlige VM, men da Haller forsvarer titlen, og Hermans også vender tilbage, vil der være deltagelse af to af rytterne fra det seneste podium.

SE BEMER CYCLASSICS UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

Med de ganske få topografiske udfordringer i området omkring Hamburg er det ikke overraskende, at BEMER Cyclassics er et løb for sprintere. Da løbet slutter i byens centrum, der er pandekageflad, er det helt umuligt for arrangørerne at sammensætte en hård rute, der for alvor kan skabe udskilning. Heldigvis ligger den korte, stejle Waseberg ikke langt fra målstregen, og stigningen er blevet løbets kendetegn. Som nævnt ovenfor har arrangørerne forsøgt at gøre løbet hårdere ved at tilføje flere passager af den frygtede stigning, men det har ikke været nok til at undgå en spurtafgørelse før sidste år. Det har dog haft en effekt på løbets hårdhed, og vi har set ganske små felter spurte om sejren i de fleste af de seneste udgaver.

Efter et par år, hvor arrangørerne forsøgte at ændre tingenes tilstand og finde den bedste model for løbet, fandt man i en periode en rute, man var tilfreds med. Mellem 2012 og 2014 brugte man stort set den helt samme rute, men i 2015 indførte man en nyskabelse. I stedet for den traditionelle start i Hamburg indledte man løbet i Kiel, hvilket betød, at distancen samtidig blev reduceret fra 247,2 km til 221,3 km. Dermed ændrede man den flade indledning, og finalen blev også modificeret ved at skippe en passage af Waseberg, hvormed man kun skulle forcere stigningen tre gange.

I 2016 år vendte man tilbage til starten i Hamburg og førte ruten tilbage til noget, der lignede den, der blev benyttet i årene forinden. Waseberg skulle igen bestiges fire gange, men man fastholdt den kortere distance. Det gjorde man dog hovedsageligt ved at reducere afstanden mellem anden og tredje passage af stigningen, og derfor blev løbet måske endda hårdere end nogensinde tidligere. I 2017 og 2018 tog man igen en enkelt passage af stigningen af programmet, og i 2018 nytænkte man totalt den flade indledning samtidig med, at man for første gang i mange år kun havde én passage af Waseberg i den absolutte finale, hvormed løbet blev det nemmeste i mange år.

I 2019 skruede man igen lidt op for sværhedsgraden, da Waseberg igen skulle forceres fire gange, og den ekstra passage kom i finalen, hvormed man skulle over bakken to gange relativt tidligt og to gange mod slutningen mod hhv. to og én gang i den nemme 2018-udgave. Man fastholdt den nytænkte flade indledning, men skruede en anelse op for distancen, så den igen var over 220 km.  

Efter de to års ufrivillige pause eksperimenterede man igen i 2022 lidt med ruten, og de eksperimenter gjorde løbet meget nemmere. Det engang mere end 250 km lange løb blev reduceret til en distance på kun godt 200 km, og det blev således den korteste version siden 1997-udgaven, hvor Jan Ullrich kørte fra alt og alle. Waseberg var igen kun på programmet tre gange, men i det mindste kom to af passagerne i finalen, og de kommer endda tættere på hinanden end vanligt, hvorfor vi ikke fik den samme lette version som i 2018. Derudover var hele den første del nytænkt, så man nu kørte rundt nord for Hamburg, hvor man tidligere traditionelt har kørt mod syd. Grundlæggende var der tale om et løb, der mindede meget om det, vi har haft siden 2012, men altså med en kortere distance. Den model var tilsyneladende et hit, for selvom man modificerer den indledende tur mod nord ganske betydeligt, er der tale om et løb, der i alt væsentligt er det samme som sidst år.

Læs også

Se Lotto-stjernes knusende sejr

I år er løbet 205,4 km langt - bare 700 m længere end sidste års historisk korte udgave - og det starter igen i det centrale Hamburg, hvorfra man altså kører en indledning, der er en modificeret udgave af sidste års nyskabelse. Således kører man mod nordvest igennem fladlandet frem til forstaden Schenefeld, hvor der køres en spurt efter 12,7 km, inden man kører ad lige veje mod nord op gennem det tyske fladland op til en 21 km lang rundstrækning, hvor der skal køres to omgange. Den er helt flad og består ad lange, lige veje uden mage tekniske udfordringer.

I denne fase vil der blive etableret et tidligt udbrud, hvorefter løbet finder sin rytme. Udbruddet får typisk et relativt stort forspring, og sprinterholdene tager kontrol. Feltet vil ikke skulle forcere nævneværdige stigninger tidligt i løbet, men hovedformålet med denne tidligere del er at akkumulere kilometer og trætte rytterne. Hvis det er blæsende, kan det være nervøst, men ellers udvikler det sig som regel som et klassisk sprinterløb.

Efter den anden af de to omgange kører man tilbage mod syd ad de samme veje som tidligere, men i byen Barmstedt, der nås efter 98,5 km, afviger man fra den rute, der blev benyttet på turen ud til rundstrækningen. I stedet fortsætter man mere direkte mod syd ned til Pinneberg, der nås efter 116,5 km, og hvor man rammer sidste års rute, hvorefter løbet er helt uforandret.  Her drejer man mod sydvest og senere sydøst for at køre ned til byen Wedel, hvor der ved bredden af Elben er en spurt efter 132,8 km.

Nu drejer man mod sydøst for at køre hen langs floden, men her afbrydes det flade terræn, når man skal passere Waseberg (700 m, 9,7%) for første gang efter 141,6 km. Der resterer her stadig 63,8 km, og vi skal derfor ikke forvente al for megen action på det tidlige tidspunkt i løbet. Passagen tjener primært som en opvarmning forud for finalen. Det er dog sandsynligt, at et par hold vil forsøge at øge tempoet for at trætte de rene sprintere. Efter bakken fortsætter man mod sydøst hen langs Elben ind til centrum af Hamburg, hvor man efter 155,4 km krydser stregen for første gang.

Herfra resterer præcis 50,0 km, som indledes med, at man vender rundt for at køre ad samme vej mod vest og nordvest tilbage langs Elben og med retning mod Waseberg, hvor man rammer den afgørende rundstrækning med den ikoniske stigning. Den er som sidste år og som noget ganske nyt kun 8,0 km lang, hvilket betyder, at Waseberg skal passeres med et kortere interval, da den gamle rundstrækning var 12,8 km lang. Her kører man to omgange, hvorfor man når toppen af Waseberg efter hhv. 181,5 km og 189,5 km, dvs. med hhv. 23,9 km og 15,9 km igen. Her vil tempoet blive øget, og positionskampen på de relativt smalle veje bliver brutal i indløbet til bakken.

Det er her, der for alvor kommer liv i løbet. Som regel er udbruddet blevet hentet eller meget tæt på at blive fanget, og det er blevet tid for klassikerrytterne at træde i karakter. De kan angribe på Waseberg selv, men meget ofte er det bedste tidspunkt at forsøge sig lige efter toppen, hvor alle er på grænsen. Typisk etableres der en lille gruppe, mens sprinterholdene forsøger at blive reorganiseret. Det kræver en determineret indsats at holde udbruddene under kontrol, samtidig med at sprinterne selv skal forsøge ikke at miste kontakten på stigningen.

Efter bakken sætter feltet kursen mod øst med retning mod centrum via de helt flade veje langs Elben. Det er altid rammen om en hektisk jagt, hvor feltet desperat prøver at hente de sidste udbrydere. Vejene er imidlertid helt flade og ikke specielt tekniske, og derfor favoriserer finalen klart feltet i forhold til udbryderne, der også skal spare kræfter til finalen.

Det sidste sving kommer med 1,9 km igen, og derefter bugter vejen sig kun svagt, men den indsnævres omkring den røde flamme. Det falder svagt frem til den sidste kilometer, mens de sidste 500 m på den berømte Mönckebergstrasse er svagt stigende. Spurten er ikke nogen klassisk massespurt, da der typisk er begrænsede hjælperytterressourcer efter et langt og hårdt løb. Anarki hersker ofte, og derfor spiller held og positionering en betydelig rolle, da ingen kan forvente at få et perfekt lead-out. Mange ryttere har fået knust deres drømme ved at være lukket inde, og det er derfor ikke altid den hurtigste, der vinder BEMER Cyclassics.

Løbet byder på i alt 996 højdemeter, hvilket er ca. 100 flere end i 2022, ca. 1500 færre end i 2019 og ca. 1300 færre end i 2018.

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

SE BEMER CYCLASSICS UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Vejret

Vejret i Nordtyskland kan være temmelig uforudsigeligt. Nogle udgaver har været præget af regn og vind, men af og til har man også haft helt usædvanlige forhold. For ni år siden fandt det endda sted i en regulær hedebølge. Det er klart, at et løb med så flad en rute i høj grad får sin hårdhedsgrad bestemt af vejrforholdene.

Mange af de seneste udgaver har ikke været prangende, men ligesom sidste år får rytterne sommervarme. Dagen vil være helt skyfri, og temperaturen vil stige fra 20 grader ved starten til 25 grader i finalen. Vinden vil være let (8-13 km/t) og komme fra vest. Det giver forskellige former for sidevind, indtil man får medvind på turen hen langs Elben. Efter første målpassage vil der først være modvind, når man kører tilbage langs Elben. På Waseberg-rundstækningen vil der primært være med- og modvind, herunder medvind på det meste af stigningen. Derefter får man medvind hele vejen frem til centrum af Hamburg, hvor der vil være næsten direkte medvind over den sidste kilometer.

Favoritterne

I teorien er Waseberg den perfekte affyringsrampe for et sent angreb, og efter mere end 200 km med fire sene passager af den stejle stigning, kan det synes overraskende, at sprinterne har domineret i det omfang, de har. Tilføjelsen af flere passager af bakken har reduceret feltets størrelse, men det har ikke forhindret dem i at dominere i Hamburg.

Løbets rygte som et sprinterløb har imidlertid gjort en massespurt til en selvopfyldende profeti. Meget få hold møder til start uden en sprinter i truppen, og alle er forberedt på en massespurt. Mange af holdene stiller til start med det ene formål at sikre sig en spurtafgørelse, og selvom en del hold også er på udkig efter angrebsmuligheder, har de næsten uden undtagelse en sprinter som plan B. Derfor giver de gerne en hånd med i jagten, hvis de misser et udbrud i finalen, og dermed er der næsten altid flere hold til at jagte. I det lys har det historisk set været næsten umuligt at undgå en massespurt, selvom udbruddet i 2016 kun blev hentet ganske få hundrede meter fra stregen.

Læs også

Lidl-Trek trodser styrt og vinder i dramatisk Vuelta-åbning

Undtagelsen kom sidste år, hvor det for første gang siden Alessandro Ballans sejr i 2007 lykkedes at undgå en massespurt. Det er der formentlig to grunde til. For det første var Wout van Aert til start, og hans tilstedeværelse kan jo altid forandre en dynamik totalt. For det andet var løbet - og det er ikke første gang - skæmmet af et voldsomt styrt, der satte mange sprintere langt tilbage. Uden det styrt er det tvivlsomt, om selv Van Aert havde holdt hjem. Og så spillede det en rolle, at Bora havde to mand med i front, så Patrick Konrad kunne ofre sig for Marco Haller og sikre, at man undgik taktik.

Hvad så i år? I 2018 var ruten som sagt historisk let, hvorfor massespurten næsten gav sig selv, mens vi siden dengang har haft et ret ensartet format. I år har vi igen to gange Waseberg i finalen, men vi er nede på bare tre passager i alt mod de fire, som vi havde for nogle år siden. Samtidig betyder beslutningen om at køre nord for Hamburg, at et i forvejen fladt løb ligesom sidste år bliver endnu fladere, og antallet af højdemeter nærmest styrtdykker. Samtidig er løbet som sidste år afkortet voldsomt i den tredjekorteste version siden 1997. Det eneste, der trækker i den anden retning er, at der er kortere afstand mellem de to passager af Waseberg, som vi også så det sidste. Selvom det sidste år på den næsten identiske rute lykkedes at snyde sprinterne, er det det svært ikke at læse det som en let udgave af et i forvejen let løb.

Vejret hjælper heller ikke. Det bliver en fantastisk sommerdag, hvor vinden, der i forvejen aldrig rigtigt har spillet en rolle, end ikke skaber nervøsitet. De ryttere, der vil angribe i finalen og have et hårdt løb kan dog glæde sig over en fuld medvindsfinale med medvind op over Waseberg og hele vejen hjem, som vi også havde det sidste år. Det øger i hvert fald dels selektionen, dels chancen for en udbrudssejr igen i år.

Er der så nogen, der vil andet end at spurte? Vi savner virkelig Van Aert i år, for denne gang synes de næsten alle at satse 100% på en spurt. EF stiller imidlertid med et i dette løb meget sjældent sprinterløst hold, og der har endda formstærke Alberto Bettiol. Han bør finde på et eller andet ved de to passager af Waseberg. På samme måde kan vi vente os noget af UAE. De har ganske vist Pascal Ackermann til en spurt, men de har en overflod af puncheurs og klassikertyper. De vil formentlig få frihed til at angribe, og så har man Ackermann klar til spurten. Samme plan har Bora formentlig. De har Sam Bennett til en spurt, men mon ikke Marco Haller skal have lov til at gentage succesen? Endelig vil Alex Aranburu nok i offensiven, selvom Movistar har Max Kanter.

Man kunne også drømme om, at Mads Pedersen som Van Aert ville satse på andet end en spurt, men det tvivler jeg på. Han har Danmark Rundt i benene, og jeg tror ikke, at han vil risikere at kompromittere sin spurt. Til gengæld vil vi formentlig se Trek forsøge at gøre det hårdt, men jeg tror desværre kun, at det er Lotto, der måske vil hjælper i den mission.

Jeg har svært ved at se, at vi kan undgå en spurt i år. Medvinden hjælper, og det samme gør den kortere afstand mellem stigningerne, men vi har haft medvind før, og vi har haft meget hårdere ruter. Alligevel har fik vi en massespurt hver eneste gang i en menneskealder over 15 år, og med det felt, vi har i år, er fokus meget målrettet hos en spurt hos alt for mange hold. Skal det lykkes, skal vi formentlig se, at en gruppe med flere fra UAE kan køre væk. Udelukkes kan det ikke, men det lugter af den velkendte massespurt.

Det store spørgsmål er graden af selektion. Den lettere rute og det gode vejr taler for, at det vil være mindre selektivt end normalt. Generelt har vi haft nogle relativt små felter - i 2019 ca. 40 mand, i 2018 ca. 60 mand, i 2017 ca. 80 mand, i 2016 ca. 60 mand og i 2015 ca. 50 mand - men man skal ikke overgøre sværhedsgraden. Der er næsten altid en sprinter, der falder af undervejs, men da Marcel Kittel og Dylan Groenewegen flere gange har klaret bakken på hårdere ruter, skal vi nok ud i Mareczko-tyrperne for at finde de sprintere, der ikke kommer med hjem, når ruten denne gang er lettere end vanligt.

Spurten plejer at være ret kaotisk, fordi felterne er så små, og vi ser aldrig rigtigt organiserede lead-outs, men i år vil der formentlig være flere lead-out-ressourcer til rådighed, når løbet kan ventes lettere, og det kan gøre det mere organiseret. Det burde heller ikke være så kompliceret en finale, da sidste sving kommer med 1900 m igen, og selvom vejen bugter sig kraftigt omkring den røde flamme, bør det særligt i en ren medvindsspurt være muligt at lade farten og ikke nødvendigvis positionen tale.

Som altid er sprinterfeltet fremragende. Vi savner naturligvis særligt Jasper Philipsen og Fabio Jakobsen samt også navne som Caleb Ewan, Fernando Gaviria, Jordi Meeus, Phil Bauhaus, Biniam Girmay, Kaden Groves, Sam Welsford, Alexander Kristoff og Mark Cavendish, men det meste af sprintereliten er til stede. Dermed er der også relativt mange potentielle vindere, fordi spurten ofte er så kaotisk, at hurtigste mand ikke altid vinder.

Læs også

Formstærk franskmand sejrer efter dansk fremstød - Ineos-profil vinder samlet

Når jeg vælger at gå med Olav Kooij, handler det mest af alt om positionering. Vi har nu flere gange i år - senest i Polen - set, at Tim Merlier slår ham, når det handler om topfart, og det samme må gælde for Dylan Groenewegen og formentlig også Arnaud De Lie, der lignede den hurtigste af de to, da de stod ansigt til ansigt i Paris-Nice. Til gengæld misser Kooij meget sjældent et topresultat, fordi han er så eminent i positionskampen, og det har blandt andet betydet, at han fører klart i sine mange indbyrdes opgør med Merlier i denne sæson. Samtidig kommer han til dette løb med et tog, der med Jos van Emden, Tim van Dijke, Tosh van der Sande og den faste lead-out man, Mick van Dijke, der ligner et af de stærkeste. Det består endda hovedsageligt af holdbare folk, hvoraf de fleste bør komme med hjem, og det er vigtigt i denne finale, der ofte er meget kaotisk.

Det er klart, at det lettere løb kan gøre det hele mere organiseret, men når man betragter de deltagende tog, vil der herske en eller anden form for kaos. Under de betingelser trives Kooij, og derudover er han så holdbar, at han har fordel af, at løbet ikke er helt let. Han er afhængig af, at de hurtigere folk fanges i positionskampen, men det er så sandsynligt, at jeg tror på den første store endagssejr til den hollandske komet.

Jeg peger på Tim Merlier som nr. 2. Som nævnt har han flere gange i år vist, at han er klart hurtigere end Kooij, og i dette felt bør det kun være Groenewegen og måske De Lie, der kan slå ham på fart. Til gengæld har han tabt et hav af løb på sin positionering, og den risiko er stor i en finale, der er så kaotisk som denne. Det er imidlertid svært ikke at være imponeret over et tog, der tæller Ethan Vernon, Yves Lampaert, Florian Senechal og Bert Van Lerberghe, der alle er holdbare og bør komme med hjem. Det er i mine øjne det klart stærkeste tog i dette løb, og det øger chancen for, at Merlier vil sidde godt i en lang powerspurt i medvind, som er nærmest skræddersyet til ham. Når jeg alligevel frygter, at han ender bag Kooij, skyldes det, at Soudal mange gange i år med en formation, der minder om denne, har skuffet mig, ligesom Merlier har for vane at tabe sit hold. Undgår han det, og lever toget op til sit potentiale, har jeg svært ved at se, hvem der skal slå ham i dette løb.

Jeg prøver at placere Jonathan Milan som nr. 3, men det er med stor usikkerhed. Vi har lært, at der er meget stor forskel på hans top- og bundniveau, og da han i den seneste tid kun har kørt på bane, er det langt fra sikkert, at han er på toppen. Han har dog meldt ambitiøst og optimistisk ud, og han har jo i hvert fald en VM-form at bruge, selvom han har forberedt sig til noget andet end en lang WorldTour-klassiker. Det er nyt for ham at spurte lige op med de allerbedste, men den fart, han havde i Giroen, var så overlegen, at han formentlig skal regnes som en af verdens allerhurtigste lige nu. Når han er i form, er han også udmærket på kortere bakker - men ikke, når han ikke er i form - og han bør derfor komme med hjem. Til gengæld tabte han en del spurter i Giroen på sin positionering, men her ligner et tog med Nikias Arndt og Andrea Pasqualon samt også Matevz Govekar, hvis han overlever, en meget stærk formation. Kombinerer man det med den lange powerspurt, der passer ham som fod i hose, tror jeg på, at italieneren har en god chance for at vinde sin første store klassiker.

Så er der Arnaud De Lie. Han har kørt ret få WorldTour-løb, og derfor har vi kun sjældent set ham spurte mod eliten, men i Paris-Nice lignede han en mand, hvis fart ikke var langt fra Merliers. Alligevel endte det franske løb i en katastrofe, og det er der en god forklaring på. Som vi senest så i Vallonien, har han store mangler i positionskampen, og det har allerede kostet ham mange sejre. Jeg frygter, at det sker igen. Toget kan meget vel ende med kun at tælle Harry Sweeny og Cedrid Beullens, fordi Jarrad Drizners, Michael Schwarzmann og i hvert fald Rüdiger Selig får svært ved at overleve, men selv hvis de alle kommer med hjem, er det ikke en imponerende gruppe. De Lie hjælpes af, at løbet er relativt hårdt, og at finalen er så enkel, at han har en større sandsynlighed vil sidde rigtigt, men sporene fra Paris-Nice skræmmer. Han er med dette hold meget afhængig af held, hvis han skal vinde sin første store klassiker, når nu Jasper De Buyst åbenbart skal køre i Belgien i stedet.

Blandt topsprinterne er Dylan Groenewegen den tungeste, men han har overlevet stigningerne to ud af tre gange. Sidste år var det kun styrtet, der ødelagde statistikken, og med den sublime holdbarhed, han særligt viste på Tourens 8. etape, vil det undre mig, hvis ikke han kommer med hjem. Touren viste desværre nok, at han ikke er så hurtig som tidligere, men den viste også, at han fortsat er en af de ryttere, der i dette felt bør kunne vinde på sin fart. Til gengæld vil han også være mere slidt end mange andre, og vi har set, at der er stor forskel på en frisk og en træt Groenewegen. Det største problem er dog hans positionering. Den er blevet bedre i år, men er stadig en svaghed, og her er han med et svagt tog, der tæller Lukas Pöstlberger, Elmar Reinders og uerfarne Felix Engelhardt. Han risikerer endda, at kun Engelhardt overlever, og derfor er han måske endda endnu mere end De Lie afhængig af held. Har han det, burde det dog være muligt for ham at vinde og forbedre den 3. plads, han fik i 2017.

Man må tage hatten af for Mads Pedersen. I forvejen har han haft et vildt program, og nu topper han lige en uge med Danmark Rundt med en mere end 200 km lang WorldTour-klassiker. Fem dages cykelløb i Danmark er dog nok ikke den bedste forberedelse, for selvom vi ved, at hans styrke er hans holdbarhed, er det jo trods alt anderledes, når han er træt, og de andre er friske. Løbet passer ham ellers ikke ringe, men han er blandt favoritterne den helt store taber på den lettere rute og det gode vejr. Samtidig har han i år haft det vanskeligere i de klassiske massespurter, end han tidligere har haft. Det så vi tydeligt i starten af Touren, og senest manglede han en del fart i særligt onsdagens spurt i Silkeborg. Til gengæld er han en ørn i positionskampen, og hans tog med Daan Hoole, Emils Liepins og ikke mindst Alex Kirsch er et af de bedste. Han vil også elske denne lange powerspurt, men baseret på de spurter, han i år har kørt mod friske sprintere, synes jeg desværre mere, at det ligner en podieplads end en sejr. Hans bedste chance for at vinde kan være, at han laver ”en Van Aert” og kører offensivt på Waseberg - han ligner nemlig løbets bedste bud på en udbrudsvinder - men jeg tvivler som sagt på, at han vil kompromittere sin spurt.

Bora satser på Sam Bennett til dette vigtige hjemmebaneløb, som han ikke har kørt siden 2017, men hvor han havde været topfavorit i 2018, 2019, 2020 og begyndelsen af 2021, ser det vanskeligere ud nu. Han har tabt både fart og holdbarhed, og det er bekymrende. Han klatrede så fint i Polen, at han bør komme med hjem, men rækker farten? Det så skidt ud på 1. etape i Polen og særligt i massespurten i Dauphiné. Når han alligevel ikke kan afskrives, skyldes det toget, der efter Waseberg stadig bør tælle i hvert fald Nils Politt, Marco Haller og ikke mindst Danny van Poppel. Desværre kiksede Van Poppel fælt i Touren, men kan han genfinde sit sublime niveau fra de seneste år, er der en chance for, at Bennett sættes op fra spids. Han skal stadig bruge en del held i positionskampen bag sig i en finale, der er så enkel som denne, men det er trods alt kun et år siden, at han ganske suverænt vandt to etaper i Vueltaen. Måske er der stadig håb.

Blandt sprinterne i årets løb er eneste tidligere vindere Edvald Boasson Hagen, Elia Viviani og Arnaud Demare, der som ung komet tog en stor sejr helt tilbage i 2012. Siden er han også blevet nr. 2 i både 2017 og 2018, og det er ikke tilfældigt. Franskmanden og Sanremo-vinderen er en hurtig herre efter et langt og halvhårdt løb, men han kommer denne gang til løbet efter en sløj sæson. Heldigvis fandt han sig selv i juni, hvor han så godt ud i både Bruxelles og Schweiz, men lige nu synes han ikke formstærk. I tirsdags kørte han sit første løb efter skiftet til Arkea, og her så han i et svagt felt mildt sagt skidt ud. Han skal nok overleve stigningerne, men derefter lider han under sin svage positioneringsevne. Heldigvis er finalen enkel, og skulle Dan McLay overleve, er et tog med Matis Louvel, Clement Russo og netop McLay ikke helt ringe. Med den fart, han har vist, og den form, vi så i Leuven, kræver det dog nok et meget godt McLay-lead-out, hvis han skal vinde.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Bora har en plan B i Danny van Poppel. Vi ved, at Bennett har dage, hvor han falder helt igennem, og oplever vi en sådan igen i morgen, vil Van Poppel selv kunne spurte. Han kommer i hvert fald over bakkerne, og han vil så have god støtte af Politt og Van Poppel. I positionskampen er han også god, og han har flere gange vist, at hans fart stadig fører et stykke. Det er dog stadig svært at se ham vinde i dette felt, men han har en anden chance. Det kræver nok, at Bennett melder om dårlige ben, hvis han skal have friheden, men melder ireren sig ud af kampen, vil Bora gribe løbet offensivt an, som de gjorde sidste år. Den bedste Van Poppel vil være et af de bedste bud på en rytter, der kan vinde løbet på samme måde som Haller, men det er klart, at det kræver form efter Touren, hvor man aldrig kan vide, hvor man har den hollandske lottokupon, der dog heldigvis er blevet ganske stabil.

UAE har Pascal Ackermann, men hans fart er ikke, hvad den var engang. I dag er det svært at se ham vinde i dette felt, selvom han elsker denne slags lange powerspurter, men det samme gjaldt i Giroen, hvor han alligevel ramte rigtigt i kraft sin gode positionering. Den vil hjælpe ham igen i dette løb, for selvom han ikke har et klassisk tog, er holdet stærkt med Alessandro Covi som en god sidste mand. Med den stærkt forbedrede holdbarhed vil han også stå stærkere i et lidt langt og hårdt løb, men det ændrer ikke på, at det skal flaske sig, hvis han med sin nuværende fart skal sikre den hjemmebanesejr, tyskerne drømmer om.

Jeg har svært ved at se andre, der kan vinde en spurt, så derfor bliver mine øvrige bud klassikertyper. Her er Marc Hirschi et godt bud. Han skuffede til VM, men i San Sebastian bekræftede den delvise genrejsning, han har oplevet i år. Løbet her er jo for let for ham, men er der folk, der kan køre væk på Waseberg, er han med sit punch et af de allerbedste bud. Som sagt vil jeg forvente, at UAE med deres superhold vil gøre forsøget, og skulle han køre væk sammen med eksempelvis Tim Wellens og Brandon McNulty, vil det være ham, der som Haller sidste år skal gøre det færdigt i en spurt. Det er bestemt muligt, hvis gruppen er den rette, selvom han ikke er så hurtig som tidligere.

Et andet bud er Alberto Bettiol. Italieneren var i fabelagtig form i San Sebastian og til VM, hvor vi så de bedste Bettiol i lang, lang tid. Har han bevaret den form, er han et af de bedste bud på en mand, der kan snyde sprinterne, hvad der i hvert fald er ambitionen for det sprinterløse EF-hold. Han vil formentlig være alene i en sådan gruppe, men når man kaster et blik på de sandsynlige ryttere i en sådan gruppe, burde han have en ganske fair chance for at vinde en spurt.

Et andet godt bud i dette scenarium er Alex Aranburu. Han skuffede til VM, men forinden viste han storform i San Sebastian. Dette løb er for let for ham, men han burde i hvert fald have fuld frihed til at angribe. Også han vil som Bettiol være alene i en finale, men også han er så hurtig, at han kan slå de fleste klassikertyper på stregen. Mit største anke mod Aranburu er hans problemer i positionskampen. Det kan nemlig meget vel betyde, at han sidder så langt tilbage, at han kan få svært ved at gå med i angrebene på Waseberg, der skal rammes i en af de forreste positioner.

Vi er vel også nødt til at nævne den forsvarende vinder. Det stod ikke skrevet i mange kort, at Marco Haller skulle vinde sidste år. Alene det forhold at han kunne køre væk på Waseberg, var uventet, og at han slog Van Aert i spurten var decideret chokerende. Det minder os imidlertid om, at en formstærk Haller er stærke i denne slags terræn, og et ganske hæderligt VM kunne afsløre, at han er kommet ud af Touren i samme suveræne form som sidste år. Bora vil helt sikkert give ham chancen for at forsvare titlen, og når han på stregen kan slå Van Aert, kan han slå alle de ryttere, han måtte sidde med til sidst.

UAE har også Diego Ulissi til angrebene, men han er langt fra fordums styrke. Dette løb er dog så let, at han stadig bør være et godt bud på en mand, der kan køre væk på Waseberg, hvis han rammer den blandt de forreste. Sidder både han og Hirschi i en gruppe til sidst, vil jeg tro, at de kører spurten for italieneren, der stadig synes at være den hurtigste af de to på flad vej. Det kan godt være, at han næppe igen vinder et af de hårde løb på WorldTouren, men i dette lettere løb er det muligt, særligt når holdet er så uhyggeligt.

UAEs hurtigste ”angriber” er Alessandro Covi, men hans katastrofesæson fortsætter. Senest skuffede han i Ordizia og i det svage felt i Castilla y Leon, og selvom han har haft tid til at forbedre sig, er det svært at tro meget på ham, når sæsonen generelt har været så trist. Alligevel må man nævne ham, når løbet er så let. Skulle UAE få sendt ham med i et af angrebene på Waseberg, vil han med sikkerhed være manden, der skal spurte. Spørgsmålet er så, om han får lov til at spille denne offensive rolle, når han også er den vigtigste mand for Ackermann i spurten. Det kan man godt tvivle på.

Jeg nævner også Corbin Strong . Han skal ikke deltage i en spurt, hvor han må være lead-out man for Giacomo Nizzolo, men til gengæld kan han måske få frihed til at gå med i angrebene. Den Strong, vi så i GP Indurain, Catalonien og på Tourens 1. etape, vil være et fabelagtigt bud på en mand, der kan gå med i angrebene på Waseberg. Imod det taler, at holdet er svagt til positionskampen frem mod bakken, og at hans DNF ved VM kunne indikere, at han er træt efter sin første grand tour. Hvis til gengæld han alligevel er kommet stærkt ud af løbet, burde dette være et løb, han med offensiv kørsel kan vinde, når han altid vil være blandt de hurtigste.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Overraskelsernes schweiziske holdeplads

UAE har også Tim Wellens og Brandon McNulty, som jeg vil slå sammen. Begge er skam ganske hurtige, men de er langsommere end Hirschi, Ulissi og Covi. Det er derfor svært at se, at UAE skulle havne i en position, hvor de kører for dem. Snarere skal de som Konrad sidste år ofre sig for hurtigere holdkammerater, men bliver der til slut plads til, at UAE kan lege med det overtal, de meget vel kan sidde med i en lille gruppe, er døren åben for dem begge. De viste i hvert fald fin form i Polen og for McNultys vedkommende særligt på VM-enkeltstarten.

Jeg må hellere alligevel yderligere to sprintere. Den ene er Ethan Vernon. Det er klart, at han er her som hjælper for Merlier, og da belgieren næppe sættes af i dette løb, skal kaptajnen nok rammes af uheld, hvis Vernon skal have sin chance. Den slags kan imidlertid også altid ske, og skulle Vernon pludselig ende som sidste mand i toget med Lampaert, Senechal og Van Lerberghe, er det pludselig ham, der har det bedste tog. Desværre ved vi også, at der en del, der er hurtigere end ham, men med lidt held i positionskampen og et sublimt lead-out, ved man aldrig, hvad der kan ske.

Den anden er Cees Bol, der har oplevet en renæssance efter skiftet til Astana. Han har både lært at positionere sig, hvad han ikke kunne tidligere, og han har også genfundet noget fart. Det er stadig svært at se ham vinde i dette stærke felt, for han kommer til løbet med et meget svagt hold, der med meget stor sandsynlighed vil efterlade ham helt alene i finalen. Vi så i Touren, at det gjorde det lidt svært i positionskampen, men han viste til gengæld en relativt god fart. Denne finale er ret enkel, og har han heldet i positionskampen, skal man aldrig sige aldrig. Han har før overrasket - ikke mindst da han vandt i Paris-Nice.

Endelig er de Georg Zimmermann og Toms Skujins, som jeg også vil slå sammen. Vi ved positivt, at Skujins er i storform, og Zimmermann plejer at være allerbedst i tiden efter Touren. Begge har i år været bedre end nogensinde, og hvis Pedersen lader Skujins følge angreb i finalen for at gøre løbet hårdt, vil begge have en chance for at køre om sejren. Begge har en fin spurt, men der er mange andre angrebsbud, der slår dem på stregen. I en taktisk finale vil der dog være muligheder. De bør i hvert fald begge have styrken til at køre finale på Waseberg.

BEMÆRK: Informationsniveauet fra løbet er desværre altid rystende lavt, og den endelige startliste foreligger derfor endnu ikke lørdag aften. Kommer den i løbet af aftenen, opdateres optakten. Ellers vil det ske i løbet af søndagen.

HUSK: Der rangeres efter vinderpotentiale, hvilket forklarer, hvorfor der er en del klassikertyper på listen og en del sprintere, der kun har én stjerne.

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet. Eneste væsentlige ændring er Astanas udtagelse af den meget formstærke Simone Velasco, der må være et af de bedste bud på en "angriber" og vil sikre, at Bol har en lead-out man til spurten.

***** Olav Kooij

**** Tim Merlier, Jonathan Milan

*** Arnaud De Lie, Dylan Groenewegen, Mads Pedersen, Sam Bennett, Arnaud Demare

** Danny van Poppel, Pascal Ackermann, Marc Hirschi, Alberto Bettiol, Alex Aranburu, Marco Haller, Diego Ulissi, Alessandro Covi, Corbin Strong, Tim Wellens, Brandon McNulty, Ethan Vernon, Cees Bol, Simone Velasco, Georg Zimmermann, Toms Skujins

* Quinten Hermans, Matis Louvel, Ethan Hayter, Giacomo Nizzolo, Max Kanter, Elia Viviani, Arne Marit, Marius Mayrhofer, Stan Dewulf, Jake Stewart, Edvald Boasson Hagen, Itamar Einhorn, Anthony Turgis, Max Walscheid, Pierre Gautherat, Felix Engelhardt, Greg Van Avermaet, Nils Politt, Maximilian Schachmann Laurance Pithie, Dries Van Gestel, Bert Van Lerberghe, Florian Senechal, Alex Kirsch, Dan McLay, Nikias Arndt, Nils Eekhoff, Mick van Dijke, Madis Mihkels, Andrea Pasqualon, Owain Doull, Alexander Krieger, Gleb Syritsa

SE BEMER CYCLASSICS UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Læs også

Ingen slinger i valsen: De Lie gør comeback med sejr

Danskerne

Mads Pedersen er en af de tunge favoritter og er omtalt ovenfor. På Intermarché skal Julius Johansen støtte Arne Marit og Madis Mihkels i tilfælde af en spurt, mens Christopher Juul på Jayco skal støtte Dylan Groenewegen.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Marco Hallers sejr fra 2022, Elia Vivianis sejre fra 2019, 2018 og 2017 samt Caleb Ewans kontroversielle sejr fra 2016, hvor Nacer Bouhanni blev diskvalificeret.

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

BORA-hansgrohe: Bennett er sprinteren med Van Poppel som plan B, mens Haller og måske Van Poppel kan køre offensivt. Det kan måske også Nils Politt, men han har ikke punch på bakkerne. Det har Maximilian Schachmann, men han meldte fra til VM grundet dårlig form.

AG2R Citroën Team: Greg Van Avermaet og Oliver Naesen havde tidligere været gode bud på ”angribere”, men det er de næppe længere, og Stan Dewulf er nok ikke eksplosiv nok. Til en spurt vil de formentlig satse på Pierre Gautherat, men han har ikke farten.

Alpecin-Deceuninck: Holdets mål må være en udbrudssejr til sidste års nr. 3, Quinten Hermans, men medmindre Touren har boostet ham, er det svært at tro på ham i denne katastrofale sæson. Til en spurt har holdet Alexander Krieger og Ramon Sinkeldam, men de overlever næppe Waseberg.

Astana Qazaqstan Team: Det må handle 100% om en spurt med Bol. Holdet har også Gleb Syritsa, men han er for tung og får næppe chancen alligevel.

Bahrain-Victorious: Det handler om en spurt med Milan. Flopper han, vil jeg tro, at de kører spurten for Nikias Arndt, der dog ikke kan vinde. Alternativer er Andrea Pasqualon og Matevz Govekar, der heller ikke vinder.

Cofidis: Davide Cimolai er i dag meget tung og overlever næppe. Det har Max Walscheid større chance for, men det bliver svært for den store tysker, der også mangler farten til at vinde. Falder de begge fra, vil Eddy Finé eller Alexandre Delettre måske prøve.

Læs også

Efter dansk sejrsstime: Vi tog store skridt og kan være stolte

EF Education-EasyPost: Holdets eneste reelle chance er en udbrudssejr med Bettiol, da James Shaw ikke er i form. Ender det i en spurt, vil Bettiol eller Owain Doull måske gå efter en top 10.

Groupama-FDJ: Holdet satser på en spurt med Jake Stewart, men han mangler fart på flad vej og er svag i positionskampen. De har også peget på Laurence Pithie som kaptajn, men selvom han imponerede i foråret, går han næppe med de bedste i angrebene her.

INEOS Grenadiers: Ethan Hayter burde være en af favoritterne til et offensivt løb, men dette er hans første løb siden styrtet i Dauphiné, hvorfor han næppe er på toppen. Han vil dog være plan B til en spurt, hvis den tidligere vinder Elia Viviani ikke overlever, hvad der er sandsynligt. Overlever italieneren, mangler han i dag farten til at vinde. Connor Swift og Josh Tarling er i form, men de kan næppe gå med i angrebene.

Intermarché-Circus-Wanty: Bedste bud er et udbrud med Zimmermann, da Loic Vliegen i dag næppe er stærk nok til den rolle. Til en spurt har de Arne Marit, men han vinder ikke dette felt. Et alternativ er unge Madis Mihkels, men jeg vil tro, at de kører for Marit.

Jumbo-Visma: Det må handle 100% om Kooij.

Lidl-Trek: Det må handle 100% om Pedersen, selvom jeg som nævnt åbner en lille dør for Skujins.

Movistar Team: Bedste chance er offensiv kørsel med Aranburu. Til en spurt har de Max Kanter, men efter det lovende 2022 har han skuffet i år.

Soudal-Quick Step: Det må handle 100% om en spurt med Merlier, men de har Vernon som plan B i tilfælde af uheld. Det er svært at tro, at Florian Senechal, Yves Lampaert eller formstærke Stan Van Tricht får lov at køre offensivt.

Team Arkea Samsic: Det må handle om en spurt med Demare. Matis Louvel burde være et storartet bud til angreb, men han så ikke godt ud i sit comeback efter Touren. Dan McLay er lead-out man.

Team dsm-firmenech: Holdet går efter en spurt med Marius Mayrhofer eller Nils Eekhoff, men de mangler farten til dette niveau.

Team Jayco AlUla: Det handler om en spurt med Groenewegen. De har også den formstærke Felix Engelhardt som plan B, men han har ikke farten til at slå sprinterne.

UAE Team Emirates: Det suverænt stærkeste angrebshold har Hirschi, Ulissi, Covi, Wellens og McNulty til offensiv kørsel og Ackermann til en spurt.

Lotto Dstny: Det må handle 100% om De Lie.

TotalEnergies: Til en spurt vil de nok satse på Edvald Boasson Hagen eller Anthony Turgis, da unge Emilien Jeanniere næppe kommer med hjem. De i år skuffende Turgis og Julien Simon samt ellers stærke Dries Van Gestel kan næppe være med i angrebene.

Israel-Premier Tech: Holdets bedste bud må være offensiv kørsel med Strong. Til en spurt har de Giacomo Nizzolo, der har en god historik i løbet, men i dag næppe er hurtig nok. Itamar Einhorn overlever næppe, og Tom Van Asbroeck er ikke stærk nok til at deltage i angrebene.

SE BEMER CYCLASSICS UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE