Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: Binche-Chimay-Binche

Optakt: Binche-Chimay-Binche

03. oktober 2023 14:45Foto: Photo News/Maxime Van der Wielen

August, september og oktober er fyldt med belgiske endagsløb, der er skabt til en blanding af sprintere og klassikerryttere, og nu nærmer vi os enden på den lange række. Efter sidste uges Famenne Ardenne Classic er det tirsdag tid til årets sidste belgiske løb, der endda har en af de mest ikoniske finaler blandt efterårsløbene. Binche-Chimay-Binche har hvert år en fascinerende afslutning på en brostensbelagt bakke i Binche og har traditionelt været en af de vigtigste formindikatorer for folk, der har ambitioner om enten at spurte eller angribe i sæsonens sidste klassiker, søndagens Paris-Tours.

Artiklen fortsætter efter videoen.

SE BINCHE-CHIMAY-BINCHE UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Løbets rolle og historie

Mens foråret tilbyder en blanding af etape- og endagsløb, og første del af sommeren udelukkende handler om etapeløb, er anden halvdel af sæsonen for endagsryttere. Efter Tour de France er Vuelta a Espana det eneste store løb for grand tour- og etapeløbsspecialister, mens sensommeren og efteråret omvendt er fyldt med endagsløb i mange dele af Europa. Højdepunktet er Il Lombardia, og derudover tilbyder Clasica San Sebastian, Hamburg Cyclassics, Bretagne Classic og de canadiske løb normalt også vigtige WorldTour-point. Listen inkluderer tillige historiske løb som Paris-Tours, Giro dell’Emilia, Tre Valli Varesine og Gran Piemonte, og kalenderen byder på meget alsidigt terræn med muligheder for sprintere, klassikerspecialister og endda klatrere.

 

I tillæg til de større løb er der mange mindre begivenheder. De to store klassikernationer, Belgien og Italien, har traditionelt haft en ekstremt righoldig kalender af mindre semiklassikere, men i dag er mange af de italienske løb forsvundet, hvis man ser bort fra deres intense sæsonafslutning. Det forholder sig anderledes i Belgien, hvor den økonomiske krise har været knap så hård, og det meste af det fascinerende belgiske efterårsprogram er intakt.

 

Læs også
Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

 

Serien af semiklassikere startede den 15. august med Tour of Leuven (det tidligere GP Jef Scherens), og i august fulgte så Druivenkoers Overijse og Egmont Cycling Race. Siden har der været en lille pause, mens landet blandt andet har haft fokus på Renewei Tour, men nu går det løs igen. Mellem den 13. september og den 3. oktober rundes den belgiske sæson således af med ikke færre end otte endagsløb, hvoraf de fire kommer inden EM og regnes som god forberedelse hertil, mens Binche-Chimay-Binche regnes som et af de større løb mod slutningen af året, hvor det kan agere opvarmning til blandt andet Paris-Tours, som er årets sidste store løb for lidt tungere typer, og være en god chance for at bruge den sidste EM-form - og måske endda vise en ny stjernetrøje frem. Det hele rundes af med netop løbet i Binche d. 3. oktober.

 

Omloop van het Houtland Lichtervelde var det sidste løb inden det, der normalt er en VM-pause, og nu rundes festen af med tre løb over seks dage. Det hele startede torsdag med Circuit Franco-Belge og fortsætter søndag med Famenne Ardenne Classic, inden det tirsdag gælder Binche-Chimay-Binche, der er sidste løb i den belgiske sæson, som startede med Omloop Het Nieuwsblad for nu længe siden.

 

De sidste løb i serien har traditionelt været en chance for sprintere og klassikerryttere til at gøre brug af deres gode form efter VM og holde gang i benene forud for det sidste store mål, Paris-Tours. Det er også tilfældet i år, hvor de nordeuropæiske løb i de to uger efter EM i et vist omfang kan betragtes som opvarmning frem mod søndagens store klassiker. I år udgøres feltet af ryttere til det franske løb af en blanding af folk, der forsøger at forlænge EM-formen, samt ryttere, der reelt har Paris-Tours som det vigtigste løb i årets sidste del. Løbet i Binche har traditionelt været den måske vigtigste indikator på, hvem vi skal regne med at se fremme i søndagens sidste store klassiker.

 

Binche-Chimay-Binche er et unikt løb og et af de hårdeste og mest ikoniske af de sene belgiske semiklassikere. Det har haft en temmelig tumultarisk historie, og selvom første udgave blev afviklet helt tilbage i 1911, er 2023-udgaven kun den 35. i rækken. Efter bare to udgaver forsvandt løbet nemlig mellem 1913 og 1921, og efter en kortvarig tilbagevenden var det igen væk i den lange periode mellem 1930 og 1983. Efter en pause på hele 53 år blev der gjort et forsøg på at genoplive løbet, og det syntes at trives i de følgende år, da ryttere som Adrie van der Poel, Jelle Nijdam, Wilfried Nelissen og ikke mindst Frank Vandenbroucke sejrede.

 

Uheldigvis forsvandt løbet igen fra 1997, men efter Vandenbrouckes alt for tidlige død traf man en beslutning om at genskabe det som et 1.1-løb under navnet Memorial Frank Vandenbroucke. Siden da har det været afviklet hvert eneste år, dog med 2020 som en naturlig undtagelse, først som Binche-Tournal-Binche og nu som Binche-Chimay-Binche - Memorial Frank Vandenbroucke.

 

Mange belgiske semiklassikere har helt flade finaler og er derfor bedst skabt til sprintere, men Binche-Chimay-Binche er anderledes. En meget speciel afslutning med et stigende opløb og brosten har gjort det til et af de mere spektakulære løb sidst på sæsonen, og det passer både til stærke sprintere og puncheurs. Efter tre udgaver, der bedst passede til de hurtige folk og blev vundet af Elia Viviani, Rüdiger Selig og Adam Blythe, har de stærkere folk taget over i de senere år, hvor Reinardt van Rensburg, Zdenek Stybar, Ramon Sinkeldam, Arnaud Demare, Jasper De Buyst, Danny van Poppel, Tom Van Asbroeck og Christophe Laporte har sejret. I 2016 blev løbet føjet til den nye løbsserie Napoleon Games Cycling Cup, der var en stribe på 10 af disse typiske 1.1-løb i Belgien, og i dag kendes under navnet Exterioo Cycling Cup. Løbet i Binche er dog ikke længere del af serien.

 

Sidste år var mange øjne rettet mod Arnaud De Lie, men han blev slet ikke en faktor. I en sjældent aggressiv udgave kom en stor gruppe væk undervejs, og de endte med at afgøre det mellem sig. I finalen kørte Christophe Laporte og Ramus Tiller væk, og på bakken kunne franskmanden sætte sin norske følgesvend og sejre med 3 sekunder ned til Tiller og 8 sekunder ned til Hugo Page, der var hurtigste mand i resten af gruppen. Jumbo og dermed Laporte skipper i år løbet, og det åbner døren for, at Tiller og Page, der begge er med igen kan få den sejr, de akkurat ikke fik sidste år.

 

 

SE BINCHE-CHIMAY-BINCHE UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Læs også
Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

 

Ruten

Siden man forud for 2014-udgaven skiftede navn fra Binche-Tournai-Binche til Binche-Chimay-Binche har man benyttet stort set den samme rute fra år til år, og det vil igen være tilfældet til årets 35. udgave. I 2018 foretog man nogle justeringer med en mere direkte tur ned til Chimay og et andet indløb til rundstrækningen, så man næsten kørte en hel ekstra omgang, men der var alene tale om petitesser, der på ingen måde spillede nogen rolle. Grundlæggende var der tale om det klassiske løb, der på bare få år har vundet sig ind i mange cykelfans’ hjerter, og sådan var det også i 2019 og 2021, hvor ændringerne i forhold til 2018-ruten bestod af nogle mindre justeringer af rutens første del. Både i 2022 og nu igen i 2023 er ruten sågar præcis den samme som i 2021

 

I alt er der i år 198,6 km på programmet, og de kan inddeles i to dele. Både start og mål er placeret i Binche, og som navnet antyder, består første del af ruten af en tur til Chimay og en efterfølgende hjemrejse. På udturen rejser man stort set stik syd hele vejen igennem hovedsageligt fladt terræn, indtil man efter 49,0 km når frem til Chimay og løbets sydligste punkt, hvor der er placeret en indlagt spurt. Herefter går det tilbage mod nord, men denne gang kører man en smule længere østpå og snor sig mere rundt i terrænet, hvilket giver anledning til lidt flere udfordringer. Derfor skal man op over stigningerne Lacs de l’eau d’Heure (0,6 km, 7,0%), Cote des Violettes (0,4 km, 9,5%) og Petit Poggio (0,9 km, 5,0%) over 10 km mellem 70- og 80 km-mærkerne, ligesom man efter 104 km passerer igennem Thuin, der er kendt for sin ikoniske brostensbelagte mur. Kort efter skal man over en sidste udfordring i form af Rue de Fostaeu (1,1 km, 3,8%).

 

Efter 118,4 km rammer man byen Binche igen, og her kører man ind på rundstrækningen. I stedet for at køre over stregen kører man næsten en hel omgang, inden man 15,4 km senere krydser stregen for første gang. Herefter afsluttes løbet med fire omgange på den velkendte 16,2 km lange rundstrækning i området sydvest for værtsbyen. De første fire kilometer stiger svagt, mens den anden halvdel hovedsageligt er faldende, og den er teknisk helt ukompliceret med kun meget få sving.

 

Der venter dog en ubehagelig finale, idet der er hele to brostensstykker på de sidste to kilometer. Den første af disse er den 500 m lange bakke Rue de la Pepiniere, der har top bare 500 m fra stregen og stiger med 4,4% i snit. Herefter flader det ud på et kort asfaltstykke, inden den sidste pavé melder sig på de sidste 200 m, der også stiger ganske svagt. De sidste to sving kommer med hhv. 2000 og 600 m til mål.

 

Løbet byder på i alt 1977 højdemeter, hvilket naturligvis er det samme som i 2021 og 2022 og ca. 200 flere end i 2019

 

 

 

 

 

Læs også
Se Lotto-stjernes knusende sejr

 

SE BINCHE-CHIMAY-BINCHE UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Vejret

I 2017 betød dårligt vejr, at løbet blev mere selektivt end ventet, da en lille gruppe kom fri og skulle afgøre løbet imellem sig, og det mønster gentog sig i 2019. Måske sker det igen i år. Senere på ugen vender sensommeren ganske vist tilbage til Belgien, men tirsdagen er generelt en kedelig dag for det meste af Nordeuropa. Det er dog ikke så slemt i Belgien som i Danmark eller til løbet i Münster. Frem til 14-15-tiden vil der være en bygerisiko på 55-80%, men derefter klarer det op med kun få skyer. Temperaturen vil være 16-17 grader, og det vil være blæsende med en frisk vind (23-26 km/t) fra vest og vestnordvest. Det giver hovedsageligt forskellige former for sidevind på den store rundstrækning. På finalerundstrækningen vil der være sidevind på første halvdel, derefter sidemodvind, så sidemedvind og slutteligt medvind på det sidste stykke frem til bakken. Med 2000 m igen får man sidemodvind, inden der vil være sidemedvind over de sidste 600 m.

 

Favoritterne

Finalen i Binche-Chimay-Binche er en af de mest interessante på den belgiske kalender, fordi den er åben for flere forskellige ryttertyper. Stærke sprintere som Arnaud Demare, Reinardt van Rensburg, Danny van Poppel (endda hele to gange) og Tom Van Asbroeck har vundet i Binche, og selv en relativt stor fyr som Ramon Sinkeldam har krydset stregen først. Løbet er imidlertid også blevet vundet af en klassikerspecialist som Zdenek Stybar eller Christophe Laporte, ligesom man også har set Greg Van Avermaet og Oliver Naesen fremme, eksempelvis med fjerdepladsen fra 2016 til førstnævnte og andenpladsen fra 2019 til sidstnævnte. I 2021 fik vi i tillæg til Van Poppel både klassikerspecialisten Rasmus Tiller, der også var på podiet i 2022, og den ellers ikke specielt holdbare sprinter Lionel Taminiaux på podiet. Alt samme gør det altid løbet til en yderst seværdig oplevelse, hvor mange ryttere tror på, at de kan spille en rolle i finalen.

 

Var målstregen placeret på toppen af bakken, havde klassikerspecialisterne formentlig haft overhånden, men den flade afslutning har betydet, at det hovedsageligt er sprinterne, der har sejret. Finalen er akkurat ikke hård nok til for alvor at gøre det af med de stærkeste af de hurtige folk, og det er derfor de lidt tungere og hurtigere folk, der har fordelen. Det betyder dog ikke, at afslutningen kan klares af hvem som helst. Som man kan se af spurten i 2016, var folk som Stybar og Van Avermaet stærkere end langt de fleste sprintere, og mønsteret gentog sig i 2018, hvor det var Yves Lampaert, Oliver Naesen og Taco van der Hoorn nok blev slået af Van Poppel, men de slog langt de fleste af de tungere sprintere. I 2019 endte Jos van Emden, der er kendt for alt andet end spurtstyrke, endda som nr. 3 foran blandt andre Jasper Stuyven, men det var også et særligt løb, hvor kun 18 mand kørte om sejren efter en hård dag i dårligt vejr. Er man tilstrækkeligt eksplosiv på en kort bakke, kan man også slet og ret køre væk. Det var nemlig sådan, Van Poppel tog sine sejre, senest i 2021, hvor han havde 3 sekunder ned til Tiller, 5 sekunder ned til Tamianiaux og 7 sekunder ned til resten af toprytterne.

 

Løbet er som regel blevet afgjort i en spurt op ad bakken, men den trend blev brudt i 2017, hvor det dårlige vejr betød, at en lille gruppe hurtigt skilte sig ud og afgjorde løbet på rundstrækningen - et forløb, der gentog sig i 2019. Helt omvendt var det i 2016, hvor FDJ fra start lagde løbet i et jerngreb, så Demare kunne spurte sig til sejren i en finale, der passer ham. I 2017 så det længe ud til, at Stybar kunne vinde med et tidligt angreb, men i sidste ende lykkedes det akkurat for Jumbo at skabe samling. I 2021 var vejret ret horribelt med kraftig vind, og der blev da også skabt en betydelig udskilning, men det var altså stadig ca. 50 mand, der ramte bakken samlet.

 

Vi har dog også set, at rundstrækningen godt kan bruges til mere aggressiv kørsel. Ved de belgiske mesterskaber, der i 2017 blev afviklet på samme rundstrækning, var det ligeledes en lille gruppe, der gjorde det muligt for Yves Lampaert at vinde, men et mesterskabsløb er slet ikke at sammenligne med et almindeligt løb, da der i Belgien hurtigt kører et udbrud, som mange af de store hold kan være tilfredse med. Derfor er 2022-udgaven et bedre pejlemærke. Her var været perfekt, men alligevel lykkedes det ikke for Lotto at holde det samlet til en spurt med Arnaud De Lie. Flere gange kom farlige grupper væk, og til sidst var det 20 mand - uden De Lie - der afgjorde løbet, da Christophe Laporte og Rasmus Tiller kørte væk allerede inden bakken. Den udvikling er dog en undtagelse i et løb, der ofte er ret kontrolleret.

 

I år kan vejret blive en helt anderledes dramatisk faktor. Den kraftige vind, der synes at ramme meget af Nordeuropa, vil i den grad også kunne mærkes i Belgien. Min erfaring med decideret sidevindskørsel i løbet er ikke specielt god, men vi har jo altså før set, at vejret har gjort løbet helt anderledes selektivt. Denne gang vil der være forskellige former for sidevind nærmest hele dagen, og jeg kan næsten ikke tro, at det ikke vil spille en rolle.

 

Det betyder ikke, at det ikke kan ende i en større spurt. Vinden kan barbere feltet ned, og det vil undre mig, hvis vi under de betingelser for et meget stort felt, men som sagt er erfaringen fra løbet ikke, at vi får et decideret blodbad. Vinden kan dog godt sikre, at vi får et helt anderledes råt udskilningsløb, der mere appellerer til klassikertyper end til sprintere. Det åbner også døren for, at vi slet ikke får en spurt, men at løbet bliver så hårdt, at man som sidste år måske endda kan få en solosejr eller i hvert fald se et par mand køre væk, enten fordi de er de stærkeste, eller fordi det bliver taktisk. Chancen for at undgå en større spurt er i hvert fald særligt gode i år.

 

Hvad vil rytterne så denne gang? Det giver sig selv, at tilstedeværelsen af Arnaud De Lie gør, at alle vil have en interesse i at undgå en spurt. Det burde sætte scenen for et ret aggressivt løb, og her hjælpes alle de hold, der vil undgå en samlet afgørelse, af vejret. Derfor tror jeg, at vi skal se mere i retning af klassikertyper end af sprintere, men der er i et vist omfang et sammenfald mellem favoritterne i de forskellige scenarier. De fleste klassikertyper har nemlig også et godt punch til at køre en spurt på denne brostensbakke.

 

Læs også
Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

 

Grundet udsigten til et mere animeret løb, og da Lotto ikke kommer med A-holdet, er han langt mere sårbar, end han kunne have været, men det er umuligt ikke at have Arnaud De Lie som favorit. Man kan diskutere, om han var mest skræmmende ved EM eller i går, men sandt er det i hvert fald, at han er et uhyre lige nu. Det synes stensikkert, at De Lie vinder løbet, hvis de slæber ham med hen til foden af bakken, men vi så også sidste år, at løbet altså gled ham og Lotto af hænde. Det kan ske igen denne gang, når holdet ikke er skræmmende stærkt, men i en vis forstand kan det hårde løb også hjælpe ham. Hvis det bliver et råt udskilningsløb, hvor bare de stærkeste overlever, vil han naturligt kunne sætte sig igennem med sin egen overlegne styrke, og han er i hvert fald betydeligt stærkere end sidste år. Alligevel ved vi fra sidste år, at løbet kan glide ham af hænde, men naturligvis er De Lie den klare favorit.

 

Lotto har dog også en anden fremragende option. Florian Vermeersch har været flyvende i år, og vi så senest i Franco-Belge, at formen holder endnu. Hvor længe det gælder, ved vi ikke, men jeg bliver overrasket, hvis ikke han kører finale. I det taktiske spil er han en glimrende option at spille ud, da han også kan afslutte på denne bakke, og dermed kan det store fokus på De Lie sagtens føre til, at Vermeersch løber med sejren, særligt hvis det bliver taktisk i en lille gruppe til sidst. Holdet har også Pascal Eenkhoorn, men han synes slet ikke på toppen og må være hjælper, hvad jeg også egner med, at Cedrid Beullens, Arjen Livyns og den lovende Alec Segaert er.

 

Den værste rival må være Rasmus Tiller. Han er nu to år i træk endt som nr. 2 og under vidt forskellige omstændigheder. I 2021 var det i en klassisk spurt, og sidste år var det efter et animeret løb, hvor kun ustoppelige Laporte forhindrede ham i at vinde. Det fortæller alt om, at Tiller er skabt til denne finale, og han kommer tillige til løbet i sit livs form, hvad vi senest så til EM og måske særligt med 2. pladsen bag De Lie i Franco-Belge. Selvsamme løb viser, at han ikke slår De Lie i en spurt på bakken, men de barske betingelser øger chancen for, at råstærke Tiller som sidste år kan komme væk fra belgieren - og denne gang er der ingen Laporte til at spolere den norske fest. Også Martin Urianstad har formen til at komme relativt langt, mens hurtige Stian Fredheim nok er hjælper og får det for hårdt.

 

Soudal kommer med et stærkt hold med flere optioner. Mest tror jeg på Florian Senechal, der både til EM, i Franco-Belge og senest i går viste, at han vel lige nu er bedre end meget længe. Også han er klart en af løbets bedste afsluttere på denne bakke, og han vil trives i sidevinden. Med et Soudal-overtal efter et hårdt løb vil han have en god chance for at omme af med De Lie. Holdets andet gode bud er Yves Lampaert, der ligeledes har vist fornem form både i Franco-Belge og i går. Også han har punchet og farten til denne spurt, og han er med sine tempoevner skabt til at angribe i finalen. Et tredje bud er Ethan Vernon, der i Dunkerque viste, at han vil være meget stærk i denne spurt. Han har ikke samme holdbarhed som de to ovennævnte, men hans EM viste, at formen bestemt ikke er helt ringe. Får vi et samlet felt, kan de sagtens ende med at køre spurten for ham, selvom formstærke Senechal måske nok er det mest naturlige valg. Også Kasper Asgreen og Casper Pedersen burde være skabt til dette løb, hvor de sagtens kan spurte på denne bakke, men desværre så ingen af dem i går ud til at have formen til for alvor at være farlige, og de vil nok primært være hjælpere. Endelig har holdet også Fabio Jakobsen, men denne finale bør være lidt for hård til, at han kan vinde, og vinden vil bestemt ikke hjælpe ham.

 

Alpecin kommer med Søren Kragh, og der er efter Luxembourg bestemt grund til dansk optimisme. Her viste danskeren det højeste niveau, vi har set siden foråret, og det taler for, at han også vil være en af de stærkeste her. Han viste også igen endelig den fart, han sjældent viser, og denne spurt synes perfekt for ham. Ender det i en samlet spurt, er han en glimrende podiekandidat, men som alle andre skal han væk fra De Lie, hvis han skal vinde, og her hjælper vejret ham. Han ledsages af Gianni Vermeersch, der også er skabt til at afslutte på denne bakke. Han har været i fornem form siden Renewi og kørte stærkt i Super 8. Han var også langt fremme i gårsdagens gravelløb. I en spurt vil jeg tro, at de kører for Kragh, men Vermeersch kan sagtens vinde løbet med mere animeret kørsel. En tredje option er Dries De Bondt, der også kan spurte på denne bakke, men selvom det så bedre ud i går, har han ikke virket flyvende i år. Jonas Rickaert har slet ikke haft tidligere tiders holdbarhed, og også Silvan Dillier må være hjælper.

 

Jeg er ret spændt på Sandy Dujardin, der virkelig får sit gennembrud i disse dage. Han viste allerede i foråret efter i stigende finaler, men nu har han taget et nyt skridt. Det så vi med det fornemme ridt ved EM, hvor han var uheldig til sidst, men hans vanvidscomeback fra sit lead-out i Vendée var måske endda endnu mere imponerende. Også i Franco-Belge, hvor bakkerne var lidt for svære, imponerede han ved at vinde spurten i anden gruppe. Nu kommer han til en finale, der burde passe ham helt perfekt, men jeg kan måske frygte for ham og hans hold i sidevinden. I selve spurten vil mine forventninger være meget store. Her har holdet også Dries Van Gestel, der med sin meget synlige kørsel i går viste, at han er kommet flyvende ud af Vueltaen. Han har også spurtet som en drøm på det sidste, men som afslutter er han ikke helt så skarp som Dujardin. Til gengæld er Edvald Boasson Hagen nok i dag mest hjælper, og løbet passer ikke Fabien Doubey, der i Franco-Belge heller ikke så ud til at have sin Vuelta-form længere.

 

Med et meget aktivt løb viste Matteo Trentin igen i går, at formen ikke er helt ringe, selvom hans EM skuffede mig stadig så meget, at jeg tvivler på, at VM-formen stadig er der. Vi har ofte set, at Trentin ikke er særligt overbevisende i stigende spurter, men lige netop denne finale, hvor det flader ud, kunne faktisk passe ham ganske perfekt, som vi så, da han i 2017 blev nr. 2, da han kørte løbet for hidtil eneste gang. Jeg tvivler på, at formen er til at vinde, men det vil undre mig, hvis stabile Trentin ikke er en af de stærkeste. Det burde også være en god afslutning for den stadig mere holdbare Pascal Ackermann, men gårsdagens DNF viser formentlig, at formen efter en lang løbspause ikke er alt for god. Til gengæld kunne det være noget for den Mikkel Bjerg, vi så i foråret, men det er ikke mit indtryk, at er i topform, hvad han sjældent er på denne tid af året. Finalen er nok lidt for svær for Ivo Oliveira , der jo også vil skulle køre for Trentin. En bedre afslutter til denne finale er Ryan Gibbons, men han har slet ikke vist form i lang tid.

 

Intermarché har et fremragende hold, hvor næsten hele banden kan spurte på denne bakke. Mest tror jeg på Hugo Page, der blev nr. 3 sidste år. Han var nemlig her, der og alle vegne i går, og han synes virkelig at have fået det boost, man kan få af en første grand tour. Med tanke på hans resultat fra sidste år er der også en fair chance for, at de vil spurte med ham, men skal han vinde, skal han som i går i offensiven. Holdets bedste afslutter på en bakke som denne er dog utvivlsomt Biniam Girmay, der vel på papiret er største trussel mod De Lie i en direkte duel. Han synes bare stadig ikke flyvende. I Franco-Belge viste han dog så højt et niveau, at han bør komme langt i denne lidt lettere finale, selvom han skuffede i går. Jeg tror dog, at hans chance er en større spurt, da han ikke synes at have formen til et meget hårdt løb. Vi så dog også i Franco-Belge, at han er klar til at køre for andre, hvis ikke han er frisk. Det kunne blive Page, men det kunne bestemt også blive Mike Teunissen , der også er skabt til at spurte på denne bakke og senest ved EM bekræftede sin genfødsel. Han skuffede lidt i Franco-Belge, hvor han dog også var ramt af defekt. Også han skal vinde via et angreb, men ender det i en spurt, må de tre afsluttere diskutere, hvem der er bedste kort. Den fjerde afslutter er Arne Marit, der kørte en uventet god spurt i går, men jeg tror, at han er det ringeste kort i denne hårdere finale, særligt hvis der bliver sidevindsræs undervejs. Endelig har holdet også Aimé De Gendt, der i Franco-Belge så bedre ud end meget, meget længe, men han er ikke den mest eksplosive til denne finale. Sven Erik Bystrøm er på vej tilbage fra en skade, og intet tyder på, at Rune Herregodts er i form efter sit tidlige exit fra en skuffende Vuelta.

 

Ag2r kommer med Stan Dewulf , der både i går og i Franco-Belge viste, at han endelig er ved at finde den efterårsform, vi kender ham for. Også han har et godt punch til denne bakke, som vi så med hans 5. plads i 2021, men han er også den aggressive type, der vil være klar til at forsøge at komme væk fra De Lie. Spørgsmålet er bare, om de i en spurt kører for ham. Det er nemlig også sidste belgiske løb for Greg Van Avermaet, der i fem optrædender er blevet nr. 3, 4, 4, 4 og 7, hvilket viser, at finalen passer ham. Så sent som sidste år blev han nr. 4, og selvom han ikke er helt så god længere, så vi i Franco-Belge, at han trods den megen sygdom i september faktisk ikke er helt i ringe form. Dewulf ligner dog det klart bedste kort. Det er også en perfekt spurt for Oliver Naesen, der tidligere er blevet både nr. 2, 3 og 6, men selvom han fik en fin 9. plads i går, synes han ikke at kunne være med helt fremme, ligesom jeg vil forvente, at han er hjælper for en af de to holdkammerater.

 

Læs også
Lidl-Trek trodser styrt og vinder i dramatisk Vuelta-åbning

 

Det er ikke nogen dårlig finale for Jasper Stuyven, der blev nr. 6 ved sin eneste deltagelse i 2019, men han er ikke på samme niveau længere. Det så godt ud til VM, men senest har han skuffet lidt i Super 8, ved EM og i Franco-Belge. Hans sejr ved gravelløbet i går, hvor han slog blandt andre de to gange Vermeersch, var måske et lovende tegn, men på baggrund af hans seneste kørsel er jeg ikke alt for optimistisk - også fordi han ikke helt har samme fart som tidligere. Han ledsages af Toms Skujins, der godt kan køre denne spurt, som vi så med sidste års 5. plads, men det var fra et mindre felt. I en større spurt vil de næppe køre for ham, men han viste i Franco-Belge, at formen stadig er god nok til at vinde via offensiv kørsel, selvom formen fra sommeren ikke helt synes at være der længere. Et tredje bud er Edward Theuns, der godt kan køre en spurt som denne og blev nr. 12 sidste år, men jeg vil forvente, at han efter en ellers fin Vuelta mest er hjælper, som også en ellers formstærk Daan Hoole nok er det.

 

FDJ har et ret spændende hold, men der er betydelig usikkerhed om formen hos de ryttere, der kommer fra Vueltaen. Jeg vil tro, at deres kaptajn til denne stigende spurt er Lewis Askey, der har vist sine evner i denne slags finaler flere gange på det sidste, nemlig i Polen, Limousin og Vueltaen. Hans form efter Vueltaen er dog en ubekendt, da han til EM måske ikke var flyvende. Her så Samuel Watson til gengæld meget stærk ud, indtil han ofrede sig for Vernon. Han er måske kommet bedre ud af Vueltaen, og dette burde lige være en finale for en holdbar sprinter som ham. Vi ved dog fra Vueltaen, at de i en stigende finale måske prioriterer at køre for Watson, men for dem begge gælder jo, at de skal vinde via angreb. Det er også en god finale for Kevin Geniets, men vi så senest i Luxembourg, at han er helt uden form, og i denne hårde finale vil jeg antage, at Fabian Lienhard og Bram Welten er hjælpere.

 

Arkea har flere gode afsluttere til denne finale, men de er kun én, jeg for alvor tror på. Luca Mozzato har ikke virket flyvende i en periode, men hans evner som sprinter i stigende finale så vi med sejren i Limousin og hans effektive soloopkørsel dybt inde i gårsdagens finale var ret overbevisende. Jeg tror stadig ikke, at han kan vinde denne spurt, der er hårdere end den franske, han vandt, men et resultat kan han lave. Det er også en god finale for Jenthe Biermans, der jo vandt i en hård, men lettere finale i Luxembourg, men med tanke på det, han viste i de hårdeste finaler i Luxembourg og i går, tror jeg ikke, at han ender helt fremme. Amaury Capiot mangler nok stadig for meget efter sin skade, og både David Dekker og Hugo Hofstetter synes alt for formsvage.

 

Afslutningen er også ganske perfekt for Axel Zingle, der vel egentlig burde være en af de allerstørste favoritter til denne spurt. Senest i Franco-Belge så vi dog, at han er ved at være træt, og i går betød hans styrt, at vi aldrig så, hvad han kunne. I forvejen er han nok ikke hjulpet af eventuel sidevindskørsel, og jeg tror, at hans bedste chance er en spurt efter et lidt lettere løb. Her er han så eksplosiv, at han nok skal gøre det godt, men jeg ser ham ikke være med helt i front med den nuværende form. Det burde også være en ret god spurt for Alexis Renard, men hverken han eller meget formsvage Piet Allegaert synes at have formen.

 

Israel-PT kommer med den tidligere vinde Tom Van Asbroeck, der bestemt kan køre denne spurt, da han også har en 3. plads. Han er dog ikke helt så stærk som tidligere, og i dag skal han nok mest satse på et lettere løb. Her viste gårsdagens 6. plads, at han vil kunne gøre det pænt, men vi skal næppe regne med endnu en podieplads. Gårsdagens løb viste til gengæld, at vi nok ikke skal forvente noget af den kriseramte Giacomo Nizzolo eller Derek Gee, men måske Jens Reynders eller unge Riley Sheehan kan komme i offensiv. Løbet er for hårdt for sprinteren Oded Kogut

 

Det er svært at tro meget på de øvrige hold. Bingoals bedste kort er nok Luca Van Boven, der i foråret viste evner i stigende finaler, men hans resultater i de seneste løb viser, at han ikke kommer hele vejen, og holdets to øvrige afsluttere, Kenneth Van Rooy og Louis Blouwe, synes ikke flyvende. Hos Human Powered Health vil Pier-André Coté efter et fint løb i går kunne gøre det pænt i en spurt, men vinde kan han ikke, og i et sidevindsræs falder holdet væk. Hos Flanders synes Kamil Bonneu efter sin sygdom at have tabt sin gode form, og løbet passer ham også dårligt, mens Jenno Berckmoes har været formsvag. Finalen er også for hård for Milan Fretin, mens den burde passe Vito Braet, der dog ikke synes at have sin bedste form lige nu. Euskaltel vil blæse væk, hvis vi får sidevindsræs, men både Gotzon Martin og Xabier Berasategi vil kunne gøre det hæderligt i en spurt, der bør være for hård for Andoni Lopez de Abetxuko. På kontinentalholdene er de bedste til denne finale nok Maxime Jarnet, der nok finder løbet lidt for let og ikke synes i sin bedste form, Andreas Stokbro, der ikke har virket flyvende i sine seneste to løb, og Nick van der Lijke, der slet ikke synes i form, mens afslutningen må være for hård for Gil D’Heygere, Yoeri Havik og Emiel Vermeulen.

 

BEMÆRK: Husk, at der rangeres efter vinderpotentiale. Hvem der kan tænkes at spurte, hvis det ender i en spurt, fremgår ovenfor.

 

***** Arnaud De Lie

**** Rasmus Tiller, Florian Senechal

*** Søren Kragh, Yves Lampaert, Sandy Dujardin, Matteo Trentin, Florian Vermeersch

** Hugo Page, Mike Teunissen, Biniam Girmay, Stan Dewulf, Gianni Vermeersch, Ethan Vernon, Dries Van Gestel, Jasper Stuyven, Lewis Askey, Toms Skujins, Sam Watson, Luca Mozzato, Axel Zingle, Tom Van Asbroeck, Greg Van Avermaet, Jenthe Biermans

* Arne Marit, Aimé De Gendt, Oliver Naesen, Casper Pedersen, Kasper Asgreen, Edward Theuns, Dries De Bondt, Luca Van Boven, Pier-André Coté, Vito Braet, Xabier Berasategi, Gotzon Martn, Pascal Ackermann, Amaury Capiot, Fabio Jakobsen, Giacomo Nizzolo, Mikkel Bjerg, Daan Hoole, Andreas Stokbro, Maxme Jarnet, Edvald Boasson Hagen, Riley Sheehan, Jens Reynders, Martin Urianstad, Alexis Renard, Kenneth Van Rooy, Jenno Berchmoes

 

Danskerne

På Alpecin er Søren Kragh en af favoritterne, hvorfor han er omtalt ovenfor. På Soudal er Kasper Asgreen og Casper Pedersen nok primært hjælpere for Florian Senechal, Yves Lampaert, Ethan Vernon og måske Fabio Jakobsen, men de er nævnt ovenfor. På samme hold er Michael Mørkøv hjælper. På Cofdis skal Joshua Gudnitz støtte Axel Zingle, og på UAE er Mikkel Bjerg nok primært hjælper for Matteo Trentin, men også han er omtalt ovenfor. På Uno-X skal Carl-Fredrik Bevort og William Blume støtte Rasmus Tiller, og endelig ligner Andreas Stokbro Leopards kaptajn, hvorfor han er omtalt ovenfor.

 

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Christophe Laportes sejr fra 2022, Danny van Poppels sejre fra 2021 og 2018, Tom Van Asbroecks sejr fra 2019, Jasper de Buysts sejr fra 2017 og Arnaud Demares sejr fra 2016.

 

SE BINCHE-CHIMAY-BINCHE UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Arnaud De Lie
Rasmus Tiller, Florian Senechal
Søren Kragh, Yves Lampaert, Sandy Dujardin, Matteo Trentin, Florian Vermeersch
Hugo Page, Mike Teunissen, Biniam Girmay, Stan Dewulf, Gianni Vermeersch, Ethan Vernon, Dries Van Gestel, Jasper Stuyven, Lewis Askey, Toms Skujins, Sam Watson, Luca Mozzato, Axel Zingle, Tom Van Asbroeck, Greg Van Avermaet, Jenthe Biermans
Arne Marit, Aimé De Gendt, Oliver Naesen, Casper Pedersen, Kasper Asgreen, Edward Theuns, Dries De Bondt, Luca Van Boven, Pier-André Coté, Vito Braet, Xabier Berasategi, Gotzon Martn, Pascal Ackermann, Amaury Capiot, Fabio Jakobsen, Giacomo Nizzolo, Mikkel Bjerg, Daan Hoole, Andreas Stokbro, Maxme Jarnet, Edvald Boasson Hagen, Riley Sheehan, Jens Reynders, Martin Urianstad, Alexis Renard, Kenneth Van Rooy, Jenno Berchmoes
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Binche-Chimay-Binche
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Eschborn-Frankfurt(1.UWT) 01/05

Tour du Gévaudan Occitanie(2.NCUPJW) 04/05-05/05

Giro d'Italia(2.UWT) 04/05-26/05

Elfstedenronde Brugge(1.1) 05/05

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?