Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: Sparkassen Münsterland Giro

Optakt: Sparkassen Münsterland Giro

03. oktober 2023 14:44Foto: Franu00e7ois LO PRESTI Ru00e9gion Hauts de France

I intet andet europæisk land har cykelsporten haft det så svært som i Tyskland, hvor langt hovedparten af løbene er forsvundet. Enkelte endagsløb har dog overlevet, og et af dem, der faktisk er i vækst, er Sparkassen Münsterland Giro, der i perioden fra 2016 har oplevet sin suverænt stærkest besatte udgaver. Indtil nu har den lille begivenhed ellers levet en ret anonym tilværelse som et mindre efterårsløb, men nu om dage kan den præsentere adskillige topsprintere, hvoraf flere ofte har endt deres sæson på de tyske landeveje.

Artiklen fortsætter efter videoen.

SE SPARKASSEN MÜNSTERLAND GIRO UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Løbets rolle og historie

Dopingdebatten har redet cykelsporten som en mare overalt, men i de fleste lande har man kunnet bevare fascinationen og en solid fanbase. Det forholder sig imidlertid helt anderledes i Tyskland, hvor diskussionen om forbudte stoffer nærmest har udryddet en sport, der engang var ekstremt populær, ikke mindst i årene, hvor Jan Ullrich og Erik Zabel dominerede i Touren. Offentligheden og medierne har i høj grad vendt ryggen til sporten, og mens landet engang havde tre WorldTour-hold, var man for få år siden nede på ikke at have ét eneste.

 

Tyskland havde engang en meget flot cykelkalender med adskillige ugelange etapeløb og et par endagsløb på højeste niveau. Bayern Rundfahrt, Hessen Rundfahrt, Sachsen Tour, Niedersachsen Rundfahrt og Rheinland-Pfalz Rundfahrt var bare nogle af de mange løb, der sammen med det nationale Deutschland Tour, HEW Cyclassics (nu BEMER Cyclassics), Rund um den Henninger Turm (nu Eschborn-Frankfurt), Rund um Köln og Rund um die Braunkohle udgjorde en fantastisk cykelscene.

 

Læs også
Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

 

Intet andet land er imidlertid blevet ramt så hård af den massive dopingmistanke som Tyskland, der nu kun har meget få store løb, hvor de kan fremvise deres mange topnavne for hjemmepublikummet. Da løbet i Bayern forsvandt i 2016, var det det sidste af de mange etapeløb, der måtte opgive kampen, og endagsløbene i Köln og Frankfurt har kæmpet en konstant dødskamp. Et nyt løb blev etableret i Berlin, men det er igen forsvundet i et land, hvor der næsten intet er tilbage.

 

Fremkomsten af navne som Tony Martin, André Greipel, Marcel Kittel og John Degenkolb har langsomt vakt interessen til live igen. Bora-hansgrohe - og i en periode også det nuværende DSM - er tysk WorldTour-hold, og der er igen live-dækning af Tour de France på de nationale kanaler. Vigtigst af alt har det været, at Tour-arrangørerne ASO hele tiden har haft et godt øje til det tyske marked, og man gav derfor udviklingen yderligere et boost, da man i 2017 henlagde Tour-starten til Düsseldorf. I 2018 fulgte man yderligere op ved i august at genskabe Deutschland Tour i en fire dage lang udgave, der tiltrak et imponerende flot felt for et løb i 2.1-klassen, og som nu endda er udvidet til fem dage og blevet en del af den store ProSeries, ligesom franskmændene har sikret fremtiden for løbet i Frankfurt.

 

Et af de løb, der har brudt den negative trend, er Sparkassen Münsterland Giro, der blev skabt på et tidspunkt, hvor cykelsporten var nær bunden. I 2006 blev den første udgave afviklet som arvtager til det endnu mindre løb Groningen-Münster, og det blev med det samme optaget som 1.1-løb på UCI-kalenderen. Ideen var hvert år at afvikle det den 3. oktober, årsdagen for Tysklands genforening. Paul Martens vandt den første udgave fra et firemandsudbrud, og siden da har det overlevet i det barske økonomiske klima. I 2015 fik det endda 1.HC-status - en status, der har gjort, at det er i dag er med i den relativt nye ProSeries.

 

Sparkassen Münsterland Giro afvikles i en relativt flad del af Tyskland, og derfor er det ikke en overraskelse, at det er et sprinterløb. De to tyske giganter, Marcel Kittel og André Greipel, har begge vundet løbet to gange, og også Tom Boonen, Sam Bennett og Olav Kooij har sejret i massespurter. Overraskelser er imidlertid hyppigere på denne tid af året, hvor alle er trætte, og derfor er det forbavsende ofte lykkedes udbrydere at snyde sprinterne. Jos van Emden, der stort set ikke har vundet andet end enkeltstarter, har endda sejret to gange, og Joost van Leijen og Aleksejs Saramotins har også begge sejret via udbrud, mens Mark Cavendish i 2021 vandt et episk sidevindsræs.

 

Løbet kommer på et tidspunkt, hvor sæsonen stort set er ovre, og mange har allerede nu sat cyklen i garagen. For ryttere, der satser på næste søndags Paris-Tours, er det imidlertid en chance for at holde gang i benene. I 2016 gav den usædvanligt sene VM-dato løbet et helt kolossalt boost, da det fungerede som opvarmningsløb til det store slag i Qatar, og man havde endda held til at tiltrække de tre største sprinternavne Kittel, Greipel og Mark Cavendish. Desværre måtte sidstnævnte dog melde forfald i sidste øjeblik som følge af sygdom, men det blev starten på en positiv spiral, der passer fint med den generelle tendens i Tyskland.

 

Selvom løbet i 2017, 2018 og 2019 igen afvikledes efter VM, fortsatte den positive udvikling nemlig, og i de tre år havde man haft navne Dylan Groenewegen, Alexander Kristoff, Fernando Gaviria, Greipel, Bennett, John Degenkolb, Alvaro Hodeg og Pascal Ackermann til start. Efter en coronaaflysning i 2020 led løbet et tilbageslag i 2021, hvor d. 3. oktober faldt på en søndag, og i en meget sammenpresset coronakalender faldt det sammen med sidste etape i CRO Race og ikke mindst Paris-Roubaix. Det gav et svagt felt med kun fem WorldTour-hold, men heldigvis var det en engangsnedtur.

 

I 2022 faldt løbet på en mandag i samme uge som Lombardiet og Paris-Tours, hvor det plejer at ligge, og nu kunne man præsentere ikke færre end ti WorldTour-hold, herunder topnavne som Bennett, Olav Kooij, Caleb Ewan, Jasper Philipsen, Fabio Jakobsen, Groenewegen og Ackermann. I år må man ganske vist nøjes med otte af de bedste hold, men når feltet tæller Philipsen, Kooij, Groenewegen, Tim Merlier, Mads Pedersen, Jordi Meeus, Kaden Groves og Ewan, er der næppe nogen arrangører, der klager.

 

Sidste års udgave var meget imødeset grundet det ekstremt stærke sprinterfelt, men det blev ikke et af de mere etablerede navne, der sejrede. I stedet fortsatte Olav Kooij sin opstigen mod stjernerne ved at tage si vel nok største sprinterskalp, da han i den ventede massespurt sejrede foran Jasper Philipsen og Max Walscheid. Kooij vender tilbage for at forsvare titlen og er igen oppe mod Philipsen, og da Walscheid stiller til start for det tyske landshold, vil hele sidste års podium være at finde i feltet igen i år.

 

SE SPARKASSEN MÜNSTERLAND GIRO UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Læs også
Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

 

Ruten

Sparkassen Münsterland Giro afvikles som sagt i et af de mange flade områder af Tyskland, og der er derfor aldrig mange terrænmæssige udfordringer på menuen i det tyske løb. Samtidig har man i de seneste år reduceret distancen fra 215,8 km i 2017 til 210,8 km i 2018, 193,3 km i 2019 og 188,5 km i 2021, men sidste år brød man trenden med en rute på hele 205,9 km. Det gør man til gengæld ikke i år, hvor der ”kun” skal køres 194,2 km, men til gengæld har man designet en betydeligt mere kuperet rute end vanligt - endda med mere end dobbelt så mange højdemeter. Samtidig flytter man altid rundt på startbyen på ruter, der ikke gør megen brug af genbrug, og efter et år med en speciel start i hollandske Enschede i 2021 skal der i år alene køres i Tyskland mellem Osnabrück og det klassiske mål i Münster.

 

Osnabrück er en storby, der ligger lidt nordøst for Münster, og efter en start i den sydlige udkant snor man sig igennem let kuperet terræn mod syd, vest og syd ned til en 32,8 km lang rundstrækning. Her lægger man ud med at køre en omgang, der består ad lange, lige og flade veje, som fører mod sydøst, vest og nord, inden man kører op ad Holperdorfer Strasse (2,2 km, 4,9%), hvis top rundes efter 38,2 km. Slutteligt kører man mod øst ad en let faldende vej tilbage til rundstrækningens udgangspunkt.

 

Efter første omgang kører man næsten yderligere en hel omgang, men når man når toppen af stigningen for anden gang efter 71,0 km, forlader man rundstrækningen. I stedet snor man sig mod nordvest ad en nedkørsel, inden et kort, fladt stykke fører mod vest hen til endnu en rundstrækning, hvor man skal køre tre omgange.

 

Den er 15,7 km lang og helt anderledes kuperet og nærmest uden fladt terræn. Fra start går det ad en stigende vej mod sydvest ned til Lengerichterberg (1,0 km, 3,5%), hvis top rundes efter hhv. 85,5 km, 101,3 km og 117,1 km. En nedkørsel leder mod sydvest, inden man kører mod nord op og ned ad Kleeberg (1,1 km, 7,0%), hvis top rundes efter hhv. 88,0 km, 103,7 km og 119,4. Umiddelbart efter nedkørslen går det mod nordøst op ad Grafenstrasse (1,2 km, 4,2%), hvis top rundes efter hhv. 93,5 km, 109,4 km og 125,1 km, hvorefter en nedkørsel leder mod øst og sydøst ned til rundstrækningens udgangspunkt.

 

Efter tredje omgang tager man hul på en fjerde omgang, hvilket betyder, at man for fjerde og sidste gang når toppen af Lengerichter Berg efter 132,8 km. Herfra resterer stadig 61,4 km, og efter nedkørslen forlader man rundstrækningen. Nu er resten af løbet helt fladt, når man kører mod vest, syd, sydøst og syd ad lange, lige veje ned til en spurt, der kommer efter 164,0. Her drejer man mod sydvest for siden at slå en lille sløjfe mod nordvest, inden man slutteligt kører ad en helt, helt lige og flad vej mod syd ind til Münster, hvor man efter 180,1 km rammer den afsluttende rundstrækning og efter 181,3 km krydser stregen for første gang.

 

Løbet afsluttes nu med de klassiske tre omgange på den velkendte 4,3 km lange rundstrækning i hjertet af byen. Den stiger ganske lidt i starten, hvorefter den over den sidste kilometer falder let, men i alt væsentligt er den flad. Den er teknisk ukompliceret, idet der hovedsageligt er tale om bløde kurver. Således er der fire skarpe sving, hvoraf de første kommer med 4200 m igen og det andet med 2700 m igen, mens de to sidste kommer lige i rap med hhv. 1300 m og 1100 m igen. Herfra bugter vejen sig kun ganske blødt til højre med ca. 300 m igen.

 

Løbet byder på i alt 1634 højdemeter, hvilket er ca. 850 flere end i 2022, 750 flere end i 2021, 550 flere end i 2019 og 800 flere end i 2018.

 

I forhold til tidligere er første del af ruten som altid helt nytænkt, men det er helt klassisk, at man slutter med tre omgange på rundstrækningen. Den blev forud for 2019-udgaven modificeret marginalt og dermed forkortet med 200 m, men er præcis den samme som i både 2019, 2021 og 2022.

 

 

Læs også
Lidl-Trek trodser styrt og vinder i dramatisk Vuelta-åbning

 

 

 

 

 

 

 

SE SPARKASSEN MÜNSTERLAND GIRO UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Vejret

I 2021 forvandlede det uvejr, der også ramte Paris-Roubaix, løbet til et gigantisk sidevindsdrama, hvor kun syv mand endte med at køre om sejren, og også i 2018 var vinden et stort tema. Det kan den meget vel blive igen i år. Efter uger med sommervejr i Nordeuropa venter der nemlig en helt anderledes kedelig tirsdag. Således vil der gennem hele løbet være en bygerisiko på 75-85%, og temperaturen vil undervejs endda falde fra 20 grader ved starten til bare 15 grader i finalen. Vigtigst vil dog være den friske til hårde vind, der undervejs vil aftage fra en styrke på 31 km/t til 24 km/t, og som vil dreje fra vestsydvest over vest til vestnordvest. Det giver hovedsageligt sidevind på den første rundstrækning, sidemodvind frem til den anden rundstrækning, hvor vinden vil komme fra alle retninger. Derefter følger et modvindsstykke, indtil man med ca. 50 km igen får næsten uafbrudt sidevind frem til rundstrækningen. Her vil der først være sidemedvind og siden sidemodvind, indtil man over de sidste 1100 m får sidemedvind.

 

Favoritterne

Efteråret byder på temmelig mange flade løb, men der er ikke mange, der er fladere end Sparkassen Münsterland Giro. Vor store nabo mod syd kan byde på meget, herunder også mange stigninger i visse dele af landet, men store områder er helt flade. Münster ligger i et af disse, og derfor er det ikke noget under, at løbet langsomt er ved at etablere sig som et af efterårets største sprinterløb, og med beslutningen om at gøre Paris-Tours til en grusvejsklassiker er det endda blevet sæsonens sidste mål for mange af de rene sprintere.

 

Læs også
Tour de Romandie-analyse: Overraskelsernes schweiziske holdeplads

 

Set i det lys kan det synes paradoksalt, at så mange af de 16 hidtidige udgaver faktisk er vundet af udbrydere. Det skyldes imidlertid placeringen på sæsonen, da der på denne tid af året ikke skal meget til for at ryste de trætte sprinterhold. Således har tilsvarende flade efterårsløb GP d’Isbergues og Tour de Vendée en tilsvarende god udbrudshistorik.

 

Kan udbrudsfesten så fortsætte i Münster? Næppe. Løbets ry som en god mulighed for sprinterne har spredt sig med lynets hast, og det er derfor et ufatteligt stærkt felt af hurtige folk, der vil være til start. Særligt Alpecin, Jumbo, Jayco, Soudal og Trek må antages at arbejde målrettet for en massespurt. Udbrudssejrene kom, da feltet stadig var svagere, men nu hvor løbet er blevet et sprinterhøjdepunkt, er der ganske enkelt for mange sprinterhold, der vil arbejde 100% dedikeret for en spurtafgørelse.

 

Det eneste, der kan forhindre det, er vinden. Det så vi i 2021-sæsonens vanvittige udgave, hvor uvejret fra Paris-Roubaix, som afvikledes samme dag, sprængte feltet til atomer og efterlod syv mand til at kæmpe om sejren i et gedigent udskilningsløb. Også i 2018 havde vi masser af sidevind, som efterlod et felt på bare 30 mand til at spurte, og det viser, at terrænet omkring Münster er åbent nok til den slags løjer.

 

I år kan vi meget vel opleve en gentagelse. Tirsdagen bliver uhyre blæsende, og selvom vinden vil aftage gennem dagen, bør den stadig være stærk nok til at kunne splitte tingene også til sidst. Arrangørerne har i år også forsøgt at krydre løbet med en langt hårdere rute end vanligt med den ganske kuperede rundstrækning midtvejs. I et let og kontrolleret sprinterløb havde disse bakker næppe spillet en stor rolle, men nu hvor der kan være lagt op til en helt anderledes selektiv affære, kan de bidrage til at gøre et allerede hårdt løb endnu hårdere. De er dog ikke noget, der kan skræmme holdbare sprintere.

 

Får vi et sidevindsdrama? Det kan man jo aldrig sige med sikkerhed, men historikken for løbet er god. Vinden er også den helt rette. Det kan splittes allerede på den første rundstrækning, og det er ikke umuligt, at der allerede her etableres en gruppe, der holder hele vejen. Vi kan dog også få en regruppering, når vi rammer modvinden og den kuperede rundstrækning, hvor der synes at være mere læ, mens hvis det sker, vil jeg tro, at det splitter igen, når vi rammer de sidste ca. 50 km med næsten uafbrudt sidevind. Her bør det før eller siden blive så åbent, at vi får splittelse, der også kan holde hele vejen.

 

Mit gæt er, at vi får sidevindsdrama. Garantier kan aldrig gives, men det vil undre, hvis vi får et fuldt felt til sidst. Som minimum vil det blive meget nervøst, og det vil gøre løbet langt hårdere end vanligt, for sidevindsangreb vil der uundgåeligt komme undervejs.

 

Får vi et sidevindsdrama, kan det afgøres på flere måder. Det kan ende i en spurt i en lille gruppe, som vi senest så det ved sidevindsdramaet på 1. etape af UAE Tour, men det kan også ende i det vanvid, vi så i De Panne - et andet ellers forudsigeligt sprinterløb - hvor vi til sidst kun havde Jasper Philipsen, Olav Kooij og Yves Lampaert, og som selvsamme Lampaert viste, da han vandt De Panne i 2020, er det efter et sidevindsløb også muligt for en stærk rytter at køre alene.

 

Mest sandsynligt er det dog, at der på en eller anden måde skal spurtes. Selve spurten er ikke alt for kompliceret, men det er dog heller ikke den mest enkle rundstrækning. Der er et par sving undervejs, og man skal helt sikkert sidde fornuftigt, når man rammer de to hurtige sving med hhv. 1300 og 1100 m igen. Derefter er der imidlertid god plads til at lade farten tale, og det er således ikke en spurt, hvor position nødvendigvis bliver altafgørende. Denne gang tror jeg dog på så meget sidevindsdrama, at det mere bliver fart, friskhed og sidevindsevner, der afgør løbet, mere end det bliver positionering og tog.

 

Jeg går med Olav Kooij. Sidste år tog han sin vel nok flotteste sejr, da han slog alverdens topsprintere her i en helt klassisk massespurt, men denne gang er det formentlig nogle andre evner, han skal bruge, nemlig evnerne i vinden. Dem har han heldigvis også, som vi så med hans 2. plads i det yderst brutale løb i De Panne, hvor det kun var Philipsen, der kostede ham sejren. Nu kommer han til løbet med måske sit livs form efter den forrygende bronzemedalje ved EM samt verdens bedste sidevindshjælper i Christophe Laporte. I det hele taget ser Jumbo stærke ud i vinden, da også Jos van Emden samt Mick og Tim van Dijke har masser af power, og jeg bliver overrasket, hvis ikke de sidder med i front. Herefter vil friskheden og farten formentlig afgøre, om han kan vinde, og her tror jeg uhyre meget på den form, jeg så ved EM, særligt når Laporte sætter ham op. Vi ved, at Philipsen er hurtigere, men da han efter sygdom nok ikke er helt på toppen, tror jeg på et titelforsvar til hollænderen.

 

Læs også
Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

 

Også hvis vi får en mere klassisk spurt kan han vinde, når han i Laporte har en af løbets absolut bedste lead-out men, men her har vi set, at hans fart ikke altid har rakt mod de bedste. Han så dog ud til at være hurtigere end hidtil i Renewi, og dermed står han stærkt, uanset hvordan løbet udvikler sig. Endelig betyder vinden, at også Laporte kan vinde. Han er skabt til at angribe i finalen efter et sidevindsræs, men hvis Kooij falder fra, er han også så hurtig, at han kan vinde en spurt efter et hårdt løb.

 

Den naturlige favorit var ellers Jasper Philipsen, for hans fornemme sejr i De Panne viser, at han i dag er så robust, at han er en sand sidevindskonge. Derfor kan disse betingelser næsten kun være til hans fordel, men det er naturligvis bekymrende, at han nu har meldt afbud til både Franco-Belge og senest Famenne Ardenne Classic med sygdom. Det er kun beskrevet som hoste og lyder ikke alt for alvorligt, men det er svært at tro, at det ikke har kostet på formen. Heldigvis har han med sine mange sejre vist, at han inden sygdommen var godt kørende, selvom han hævder, at han ikke når at finde sin bedste form igen i 2023. Alt står og falder med, om han efter sygdommen er klar igen, og mens jeg stadig ville have ham som favorit, hvis det bare havde været det lette sprinterløb, er jeg altså lidt for bekymret for sygdommen til et hårdt sidevindsræs. Det ændrer dog ikke på, at Philipsen er den naturlige favorit, uanset om løbet ender i en stor spurt eller et drama, og derfor kan han naturligvis sagtens ende med at fortsætte sejrsstimen.

 

Heldigvis har holdet et godt alternativ i Kaden Groves. Med den fornemme holdbarhed, han har opnået, og som han senest viste på sidste etape i Vueltaen, står han også meget stærkt i disse betingelser, som han i øvrigt altid gør i dårligt vejr. Han har også farten til at slå alle, når han rammer dagen, og efter et sidevindsræs skal han ikke slås med sin tvivlsomme positionering. Hans skuffende spurt i Famenne Ardenne indikerer dog, at Vueltaen kan have slidt så meget på formen, at han ikke helt har den holdbarhed, man normalt ville tilskrive ham.

 

Er vinden til fordel for Tim Merlier? Hans holdbarhed er stærkt varierende, men som han viste med sejren på 1. etape i UAE Tour, kan han sagtens vinde et sidevindsdrama. Han har vist forrygende fart efter sommerpausen, blandt andet i Polen og Fourmies, men hans holdbarhed var svært skuffende i særligt Hamburg. Han satte heller ikke verden i brand i det svage felt i Slovakiet, og selvom klatring er noget andet end sidevind, er jeg ikke stensikker på, at han klarer den, også fordi det normalt sidevindsstærke Soudal ikke kommer med deres allerbedste hold. I forhold til Kooij, Philipsen og Groves vil han nok også tabe mere fart efter et hårdt løb, og det var da også kun med det yderste af neglene, at han vandt i Emiraterne. Det ændrer dog ikke på, at Merlier har vist tårnhøj fart i år, allerede én gang har vundet i sidevind og tillige slipper for at slås med den positionering, der er hans største svaghed. Derfor er det bestemt muligt, at han vinder, selvom vinden kan gøre det vanskeligere. I et sidevindsræs vil jeg også forvente at se Bert van Lerberghe, Tim Declercq og måske den formstærke Stan Van Tricht fremme, men hvis Merlier er med, tvivler jeg på, at de får frihed til at angribe.

 

Sidevind er jo normalt en gave for Mads Pedersen, og det vil da også undre mig, hvis ikke han er med helt i front. Nok så vi igen til EM, at hans vilde program har taget toppen af formen, men hvis ikke han igen rammes af voldsom træthed, som vi så det mellem Hamburg og Tyskland, nu hvor hans store efterårsmål er ovre, bør han klare sig stærk i disse betingelser. Vi ved, at de ovennævnte sprintere alle som udgangspunkt er hurtigere end ham, men efter et vildt sidevindsræs vil danskeren have helt anderledes chancer for at slå dem. Spørgsmålet er bare, om det også gælder, når formen ikke er i top. Ved EM slog Kooij ham i en finale, hvor han burde være den klart stærkeste af de to, og i det lys kan man frygte, at han vil få meget svært ved at slå den uhyre formstærke hollænder i en flad spurt, hvor det normalt er ham, der er på udebane. Meget vil afhænge af, om den stigende formkurve, vi har set de seneste uger, er fortsat efter EM. Det kan jeg godt tvivle på, men den Pedersen, vi så til EM, vil trods alt altid være farlig i et af den slags sidevindsræs, hvor han er en af verdens allerbedste. Et problem kan det også være, at han kan være alene i finalen, da de seneste løb har vist, at Alex Kirsch forståeligt nok er træt, og da Emils Liepins heller ikke synes at have sin bedste form længere, hvad den længe skadesplagede Jon Aberasturi slet ikke har.

 

Tidligere var sidevind ikke et problem for Dylan Groenewegen, der blandt andet i Paris-Nice har imponeret under de betingelser. De evner ser bare ud til at have lidt skade. Han var ikke med helt fremme i De Panne, og særligt bekymrende var det, at han for nylig i det betydeligt svagere felt i Houtland var sat af og først kom tilbage efter en hård jagt. Hans hold er ikke det stærkeste, og derfor frygter jeg, at det i dette stærke felt kan gå endnu mere galt. Samtidig bekræftede Houtland også, at han er en af de sprintere, der taber mest fart, når det bliver hårdt. Opløftende var det til gengæld, at han i Koolskamp kørte en fremragende spurt, hvor farten så ud til at matche Philipsens. Det var bare efter et let sprinterløb, og selvom han her vil glæde sig over, at det mindre felt gør det lettere for ham i positionskampen, får vejret hollænderen til at glide den forkerte vej på min favoritliste. Som alternativ har Jayco den mere sidevindsstærke Luka Mezgec, men han virkede bestemt heller ikke overbevisende i vinden i Houtland, selvom vi nu i Vallonien og Super 8 så, at formen ikke er helt elendig.

 

For Bora er dette naturligvis et meget vigtigt løb, og de har da også et på papiret godt kort i Jordi Meeus. Han viste jo i Paris, at han på dagen kan slå alle, men desværre synes han ikke at have sin bedste form. Det var ret tydeligt i spurten i Luxembourg, hvor han var helt uden ben i et ellers svagt felt. I forvejen er han ikke så robust som mange af de ovennævnte, og derfor tror jeg kun, at han kan vinde, hvis vi ikke får væsentlig splittelse. Selv her tvivler jeg på, at han kan vinde en flad spurt i dette felt, selvom han har Danny van Poppel som lead-out man, for spurten i Paris var stigende, som han kan lide det, og han synes slet ikke i samme form. Van Poppel, der har været flyvende siden Touren, senest i England, hvor han også spurtede fremragende og endda vandt en etape, er nok et mere sandsynligt vinderbud, for han bør være en af de stærkeste i et sidevindsræs. Spørgsmålet er bare, om formen er intakt, for han meldte fra til EM for at piste ud efter en intens periode. Til et sidevindsræs vil holdet også normalt have Nils Politt til et sent angreb, men han viste i Luxembourg, at den gode form er helt væk. Måske kan Jonas Koch være med i et sidevindsræs, men han er en usandsynlig vinder.

 

DSM kunne godt have fordel af vinden. De imponerede i hvert fald stort i vinden i Houtland, hvor de dominerede. Det får de svært ved at gøre i dette felt, der er meget stærkere, men de har en god chance for at være med fremme. De har meldt ud, at de vil spurte med Casper van Uden, der genfandt lidt fart i England og har vist evner i vind i sidste års Scheldeprijs, men som vi senest så i Houtland, hvor han blev sat perfekt op, vinder han ikke en spurt i dette felt. Det kan Alberto Dainese til gengæld gøre, hvis han er kommet ud af Vueltaen med den gode form, han også denne gang havde mod slutningen. Han har aldrig vist evner i vind, men vi ved, at han har farten, og i et lille felt slipper han for at skulle slås med sin positionering. Holdet kan hjælpe ham med at klare vinden, men han får altså kun chancen, hvis Van Uden ryger af eller ikke har benene. Det kan også være, at John Degenkolb, der viste storform til EM, samt måske Nils Eekhoff, der dog slet ikke synes i form, er de eneste, der overlever, men de får svært ved at vinde.

 

Gerben Thijssen kommer til løbet med selvtillid, for han vandt jo faktisk sidevindsræset i Houtland. Det var dog i et helt anderledes svagt felt, og normalt er han en af de ryttere, der er mest sårbar i vinden. Det gælder måske særligt i dette løb, hvor hans hold bestemt ikke er skræmmende. Vi ved, at han har farten til at slå de bedste, når han endelig sidder rigtigt i den positionskamp, der volder ham kvaler, men efter et hårdt løb vil han formentlig være for mærket, selvom han fik skovlen under Groenewegen i Houtland. Til gengæld betyder et mindre felt, at han ikke skal slås med sin positionering, og nu har han jo altså én gang vundet et sidevindsræs. Et alternativ kan være Boy van Poppel, der måske er lidt mere robust i vinden, men jeg vil tro, at holdet er helt samlet om Thijssen. Taco van der Hoorn kører sit første løb siden hjernerystelsen fra foråret.

 

Læs også
Formstærk franskmand sejrer efter dansk fremstød - Ineos-profil vinder samlet

 

Sidevind er både en fordel og en ulempe for Alexander Kristoff. Det er en klar fordel, fordi vi ved, at han efter en hård dag har en helt anderledes fart end vanligt. Det er til gengæld en ulempe, fordi han altid har været overraskende svag under de betingelser. Hans sejr i sidste års episke Scheldeprijs viste dog, at han skam sagtens kan, og vi så i Kroatien, at han er storartet form lige nu. Hans hold er imidlertid ikke det stærkeste, og jeg tror, at han kan få det svært. Samtidig var hans fart i Kroatien virkelig bekymrende, og selv efter et hårdt løb har jeg lidt svært ved at se, at han kan slå de mange hurtige folk her. På den anden side er hans chance betydeligt større efter et sidevindsræs end i en helt klassisk spurt. Et alternativ er Søren Wærenskjold, der også burde elske dette sidevindsræs, men de seneste løb har vist, at han efter et vildt program er træt, og han meldte senest fra til EM, hvor han var en DNS.

 

En rytter, der skal glæde sig over vinden, er Max Walscheid. Sidste år blev han ganske vist en overraskende nr. 3, men han vinder trods sin stærkt forbedrede positionering ikke en klassisk massespurt, men han har altid været fremragende i vind. Selv hvis vi får et sidevindsræs, har han dog det problem, at andre er hurtigere end ham, men et sådant ræs åbner også døren for, at han med sin styrke måske kan gøre en forskel. Efter en knap så god periode viste han ret fin form til EM, hvor ruten ikke var hans. Han lider under et svagt landshold, men han har god støtte af den stadig mere robuste Kim Heiduk, der så ud til at komme godt ud af sin første grand tour under Vueltaen.

 

Jeg er også nødt til at nævne Matteo Moschetti, men han er en af de helt store tabere på sidevinden. Her vil han med sikkerhed falde fra, og hans eneste chance er derfor, at vi slet ikke får et sidevindsdrama. Hvis vi får en klassisk massespurt, ved vi til gengæld, at han på sine gode dage er rasende hurtig, som vi senest så på sidste etape i Polen og med sejren over Pedersen i Isbergues. Alt for ofte sidder han dog lidt for langt tilbage i positionskampen, og det vil han med dette hold nok også gøre her - og så er feltet af sprintere nok også en anelse for stærkt. Q36.5 har også Nicolo Parisini , men selvom han imponerede i Kroatien, vinder han ikke dette løb, selvom han nok har mere robusthed i vinden.

 

Jeg burde jo også nævne Caleb Ewan, men det ligner en total umulighed. Han har været uhyre formsvag, siden det offentlige skænderi brød ud under Touren, og han har end ikke kunnet blande sig i spurterne på de lette dage. Nu har en skade endda tvunget ham til at melde afbud til de seneste løb, og det har helt sikkert ikke gjort formen bedre. Det er højst tvivlsomt, om han deltager, men stiller han til start, rækker formen helt sikkert ikke til det sidevindsræs, han i forvejen ikke er alt for god til. Hans chance er alene en let massespurt, hvor Touren viste, at han stadig har farten, men med tanke på, at han slet ikke har vist sig frem i de lette sprinterløb indtil nu, sker det næppe heller denne gang. I stedet har Lotto unge Jarne Van de Paar, men han har slet ikke vist holdbarhed og klarer næppe vinden, ligesom han ikke har spurtet alt for overbevisende siden Mallorca, senest ikke i et svagt felt i Kina. Mere robuste i vinden er Jarrad Drizners, der var god i UAE Tour, og Rüdiger Selig, men de vinder ikke i dette felt.

 

Det er svært at tro på de øvrige hold, der alle får det svært i vinden og derfor skal satse på en stor massespurt. Bolton vil tro på Matthew Bostock, men han er overmatchet i dette felt. Corratec har Attilio Viviani , der dog skuffede i Langkawi, samt German Tivani, der intet har vist siden Argentina. Fladers har Jules Hesters og den lidt mere robuste Alex Colman, men de får det også svært i dette felt. Hos Novo Nordisk har Matyas Kopecky vist, at han godt kan gå i top 10 i en klassisk massespurt, og han synes foretrukket på bekostning af Andrea Peron, mens Tudor skal prøve med Mika Heming, der normalt er lead-out man, eller formstærke Rick Pluimers, der dog slet ikke er sprinter. Også kontinentalholdene skal satse på et let løb, hvorefter de hurtige folk Filippo Fortin, Tobias Nolde, Roger Kluge, Tobias Müller, Theo Reinhardt, Bartlomiej Proc, Tim Wollenberg, Leslie Lührs, Liam Bertazzo og Matias Malmberg kan prøve at blande sig.

 

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet, og der har været et hav af ændringer. Vigtigst er et afbud fra Groenewegen, der betyder, at Jayco nu vil køre for Mezgec eller Campbell Stewart, der viste imponerende fart i Kroatien, men som kan være sårbar i vinden. Lotto har udtaget Milan Menten i stedet for Van De Paar. I lyset af Ewans form ligner han kaptajnen, men holdet vil være sårbare i vinden, og han har ikke farten til at vinde. Hos Jumbo er Mick van Dijke erstattet af Edoardo Affini, der vil være god både i vinden og i et lead-out. Corratec er uden Tivani og Viviani, hvorfor deres hurtige mand nu synes at være Stefano Gandin, mens Uno-X har udtaget Erlend Blikra, der dog næppe prioriteres på bekostning af Kristoff. Heiduk kommer ikke til start for landsholdet, hvilket svækker Walscheid, og der er afbud fra Wollenberg, Kluge, Reinhardt, Bertazzo, Malmberg, Parisini, Sajnok, Bostock, Declercq, Liepins og Van der Hoorn. Alpecins tog svækkes af tabet af Ghys, Krieger og Ballerstedt, selvom Edward Planckaert kommer ind, og Soudal har udtaget Remi Cavagna til et eventuelt sent angreb i sidevinden. Endelig er Roy Eefting og Joshua Huppertz udtaget som hurtige kontinentalryttere.

 

***** Olav Kooij

**** Jasper Philipsen, Tim Merlier

*** Mads Pedersen, Kaden Groves, Christophe Laporte, Danny van Poppel, Jordi Meeus

** Alberto Dainese, Gerben Thijssen, Campbell Stewart, Alexander Kristoff, Max Walscheid, Casper van Uden, Matteo Moschetti, Milan Menten, Luka Mezgec, John Degenkolb, Søren Wærenskjold
* Caleb Ewan, Erlend Blikra, Rüdiger Selig, Jarrad Drizners, Bert Van Lerberghe, Nils Politt, Jonas Koch, Tim van Dijke, Stan Van Tricht, Nils Eekhoff, Rem Cavagna, Edoardo Affini, Alex Kirsch, Boy van Poppel, Matyas Kopecky, Jules Hesters, Andrea Peron, Alex Colman, Mika Heming, Rick Pluimers, Filippo Fortin, Stefano Gandin, Tobias Nolde, Tobias Müller, Bartlomiej Proc, Leslie Lührs, Joshua Huppertz, Roy Eefting

 

Danskerne

Mads Pedersen er en af favoritterne og omtalt ovenfor, og han støttes på Trek af sin bror, Martin Pedersen. På Intermarché skal Julius Johansen støtte Gerben Thijssen, og på Uno-X skal Niklas Larsen, Marcus Sander Hansen og Louis Bendixen støtte Alexander Kristoff.

 

Tidligere udgaver af løbet

Du kan se Olav Kooijs sejr fra 2022, Mark Cavendishs sejr fra 2021, Alvaro Hodegs sejr fra 2019, Max Walscheids sejr fra 2018 og John Degenkolbs sejr fra 2017.

 

SE SPARKASSEN MÜNSTERLAND GIRO UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Olav Kooij
Jasper Philipsen, Tim Merlier
Mads Pedersen, Kaden Groves, Christophe Laporte, Danny van Poppel, Jordi Meeus
Alberto Dainese, Gerben Thijssen, Campbell Stewart, Alexander Kristoff, Max Walscheid, Casper van Uden, Matteo Moschetti, Milan Menten, Luka Mezgec, John Degenkolb, Søren Wærenskjold
Caleb Ewan, Erlend Blikra, Rüdiger Selig, Jarrad Drizners, Bert Van Lerberghe, Nils Politt, Jonas Koch, Tim van Dijke, Stan Van Tricht, Nils Eekhoff, Rem Cavagna, Edoardo Affini, Alex Kirsch, Boy van Poppel, Matyas Kopecky, Jules Hesters, Andrea Peron, Alex Colman, Mika Heming, Rick Pluimers, Filippo Fortin, Stefano Gandin, Tobias Nolde, Tobias Müller, Bartlomiej Proc, Leslie Lührs, Joshua Huppertz, Roy Eefting
DEL
INFO
Münsterland Giro
Nyheder Profil Resultater
Optakter
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Eschborn-Frankfurt(1.UWT) 01/05

Eschborn-Frankfurt(1.UWT) 01/05

Tour du Gévaudan Occitanie(2.NCUPJW) 04/05-05/05

Giro d'Italia(2.UWT) 04/05-26/05

Elfstedenronde Brugge(1.1) 05/05

Circuit de Wallonie(1.1) 09/05

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?