Optakt: Bretagne Classic (GP Plouay)

SE VUELTAEN PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-

Løbets rolle og historie

Paris-Roubaix får selvfølgelig den store opmærksomhed som Frankrigs største endagsløb, men det store cykelland har faktisk også en anden klassiker på WorldTour-kalenderen. Med en placering midt under Vueltaen overskygges Bretagne Classic-Ouest France af den spanske grad tour, men det bretonske løb er en ganske underholdende affære, der passer perfekt ind i den lange række af efterårsklassikere, der er som skabt til en ganske bestemt ryttertype.

Løbet har en historie, der rækker helt tilbage til 1931 og er blevet afviklet hvert år siden da, kun afbrudt af en kort pause under verdenskrigen. I mange år var det domineret af franske ryttere og fik ikke megen opmærksomhed fra det internationale felt. Italieneren Ugo Azile vandt i 1954, men løbet fik ikke en udenlandsk vinder igen, før hollænderen Frits Pirard sejrede 25 år senere.

Læs også

Hollænder vinder kongeetape - Tobias Lund mister førertrøjen

Med sin placering i det cykelgale Bretagne har løbet dog altid haft stor national interesse og været centrum for en decideret cykelfest. Som regionens største løb har det tiltrukket enorme tilskuermængder, og i 90erne var helt op til 300000 mennesker spredt ud over den 27 km lange rundstrækning, der var scene for løbet. I løbet af 80erne og 90erne tiltrak løbet gradvist et mere internationalt felt, og derfor aftog den franske dominans.

Det store gennembrud kom, da løbet overraskende blev indlemmet på ProTouren ved dennes indførsel i 2005. I tillæg til de veletablerede klassikere Gent-Wevelgem og Fleche Wallonne var det endda det eneste endagsløb, der blev en del af den fineste kalender uden at have været en del af den nu hedengangne World Cup.

Løbet har siden fastholdt sin position som en del af de bedste løb, men har under den økonomiske krise haft det svært. Gentagne gange har løbet været truet, men hver gang har man fundet en løsning. Det ser ud til, at problemerne for nuværende er forsvundet, og nu om dage er løbet en del af fem dage lang cykelfestival, der også inkluderer BMX- og amatørløb samt et WorldTour-løb for kvinderne på en rute, der har mange ligheder med mændenes.

Løbet er måske ikke så anset som de store forårsklassikere, men i en tid, hvor vigtigheden af WorldTour-point ikke er blevet mindre, er løbet et mål for de fleste hold. Det passer perfekt ind i kalenderen af efterårsløb, der er skabt til sprintere og puncheurs, en kalender, der skulle være startet sidste weekend med det aflyste Hamburg Cyclassics og i denne weekend også tæller Brussels Cycling Classic samt de mange franske og belgiske endagsløb, der præger september måned, og normalt også de canadiske klassikere, der også i år er aflyst

Løbet er traditionelt blevet afviklet som et rundstrækningsløb på en kuperet 27 km lang runde omkring Plouay, samme rute, som blev benyttet, da Romans Vainsteins i 2000 blev verdensmester. Stigningerne er i sig selv ikke svære, men da det konstant går op eller ned over den lange distance, er det ofte blevet et udskilningsløb med sejre til nogle af de store udbryderkonger. I de seneste år har Vincenzo Nibali (2006), Thomas Voeckler (2007), Pierrick Fedrigo (2008), Simon Gerrans (2009), Edvald Boasson Hagen (2012), Sylvain Chavanel (2014), Oliver Naesen (2016 og 2018) og senest Sep Vanmarcke (2019) alle vundet fra udbrud, men de stærke sprintere har også haft et ord at skulle have sagt, som det fremgår af sejrene til Matthew Goss (2010), Grega Bole (2011), Filippo Pozzato (2013), Alexander Kristoff (2015), Elia Viviani (2017) og Michael Matthews (2020). Det uforudsigelige løb er som regel enormt aggressivt med adskillige angreb på stigningerne, mens sprinterholdene desperat forsøger at holde det lille felt samlet.

Løbets hårde natur har også givet løbet en perfekt position på WorldTour-kalenderen. Hamburg Cyclassics betragtes som et løb for sprintere og indleder efterårets serie af WorldTour-klassikere. Bretagne Classic er skabt til både stærke sprintere og klassikerspecialister, der kan gøre forskellen på de mange stigninger. På den måde udgør det den perfekte overgang til de canadiske WorldTour-løb, hvis hårde ruter gør dem til muligheder for klatrere og ardennerspecialister. WorldTour-løbene bliver simpelthen gradvist hårdere og hårdere og udgør en god opvarmning til VM for de ryttere, der har droppet Vueltaen.

Samtidig med at løbet tilbyder vigtige WorldTour-point, har løbet ofte været en god lejlighed til at teste VM-formen af. Grundet den lange distance og rundstrækningsformatet har det traditionelt været at sammenligne med et klassisk VM-løb, og selvom de taktiske forhold i de to løb er meget forskellige, har det ofte været en foretrukken vej frem mod kampen om regnbuetrøjen. Da de canadiske løb også tilbyder rundstrækninger af hård karakter, udgør løbsserien således en solid blok af klassikere for ryttere, der ser frem mod et af årets store mål. Særligt i år, hvor ruten i Belgien på mange måder minder om det, vi finder i Bretagne, synes løbet at være en god trædesten på vejen frem mod det største efterårsmål for mange klassikerryttere, selvom et flertal synes at have foretrukket de flere dage og tilsvarende terræn, som Benelux Tour tilbyder i næste uge.

I 2016 blev løbet imidlertid lavet fuldstændigt om. Indtil da havde det været holdt i området omkring Plouay under navnet GP Plouay-Ouest France. Arrangørerne ville imidlertid nu gerne fremvise hele Bretagne, og det har givet anledning til adskillige ændringer. Først og fremmest er løbet blevet omdøbt til Bretagne Classic-Ouest France, men endnu vigtigere er det, at rundstrækningsformatet er blevet opgivet. Nu finder det meste af løbet sted på en lang tur rundt i regionen, og den velkendte rundstrækning skal nu kun tilbagelægges én gang i finalen. Samlet set ændrede det dog ikke grundlæggende på dynamikken i de første fem udgaver, selvom det gav lidt usikkerhed om et ellers velkendt løb, særligt fordi nye ruter fra år til år nu får sværhedsgraden til at variere betydeligt.

Efter tre udbrudssejre i de første fire udgaver med det hårde format kom sprinterne til fadet i 2020, hvor løbet desværre blev en lille taber i coronakrisen, da det afvikledes i samme uge som EM og bare dage inden Tour-starten, hvorfor feltet var betydeligt svagere end vanligt. Det blev også en relativt kontrolleret affære, men på den sidste stigning umiddelbart inden mål lykkedes det syv mand at køre væk, og efter fornemt forarbejde af Nils Eekhoff kunne Michael Matthews spurte sig til sejren foran Luka Mezgec og Florian Senechal. I år kører Matthews, Mezgec og Senechal alle Vuelta - de to førstnævnte nu endda som holdkammerater - og derfor skal der findes et helt nyt podium i 2021-udgaven af løbet,

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Ruten

Sammen med de nyligt etablerede canadiske løb har Bretagne Classic været det eneste WorldTour-løb, der har gjort brug af et rundstrækningsformat, som ellers mest har været kendt fra VM og en række mindre løb, og det er i høj grad det forhold, der har gjort løbet til så god forberedelse til VM. Som sagt ændrede man imidlertid i 2016 formatet fuldstændigt. I stedet for at køre omgange på de velkendte 26,9 og 13,9 km lange rundstrækninger tilbringer rytterne nu det meste af dagen på en lang runde, der skal fremvise Bretagnes skønhed, inden de vender tilbage til Plouay, hvor der skal tilbagelægges én omgang på den lille rundstrækning, der altid har afgjort løbet. Samtidig har arrangørerne gjort løbet længere end tidligere, og for sjette år i træk er der mere end 240 km på programmet, hvilket gør løbet sammenligneligt med de største klassikere.

Den nye rute ændrer ikke på det kuperede terræn, men modifikationerne kan stadig gøre en forskel. På den ene side er stigningerne længere end tidligere, men omvendt er der også længere stykker med fladt terræn end på den gamle rute. Stigningerne kommer lidt hyppigere mod slutningen, men der er ikke som tidligere nogle klart definerede nøglepunkter. Endnu mere kompliceret er det blevet af, at arrangørerne åbenbart har tænkt sig at designe en helt ny rundstrækning fra år til år, og det har betydet, at sværhedsgraden har været stærkt varierende.

Tendensen synes at være, at man udser sig en retning at køre i, og det bestemmer, hvor kuperet terrænet er. I 2016 kørte man således 2914 højdemeter i terrænet mod nordvest for Plouay, i 2017 blev det til 3091 højdemeter i området mod nordøst, i 2018 fandt man 2702 højdemeter i området mod sydøst, og i 2019 designede man et usædvanligt hårdt løb mod nordvest, hvor hele 3680 højdemeter skulle overvindes. Sidste år kørte man atter mod nordøst, og det gav en lidt lettere rute med 2881 højdemeter. Med andre ord er eneste fællestræk mellem løbene, at man altid slitter med en omgang på den velkendte 13,9 km rundstrækning, som altid har været rammen om finalen på løbet.

I år kører man som på den knaldhårde rute i 2019 mod nordøst, og det giver anledning til samme brutale affære, som vi så for to år siden. I alt skal der således køres 251 km med ikke færre 3610 højdemeter, altså stort set det samme som i 2019. Alt sammen slutter det igen i Plouay med en omgang på en rundstrækning, der dog i 2020 blev modificeret i forhold til tidligere, da den ikoniske finalestigning Ty-Marrec blev erstattet af en ny bakke, Pont-Neuf, der er lettere, men kommer tættere på mål.

Løbet er denne gang i alt 251,0 km langt, hvilket er stort set samme distance som de seneste år, og både starter og slutter i Plouay. Herfra kører rytterne ud på en 237,4 km lang rundstrækning i området nordøst for løbets centrum. Den sender rytterne gennem typisk bretonsk terræn med meget lidt fladt og masser af små bakker. Fra start kører man faktisk næsten en hel omgang på finalestigningen, hvorfor man efter 2,1 km skal over stigningen Lezot (700 m, 5,3%) efter 11,2 km og Pont-Neuf (1,0 km, 5,6%), der begge indgår i den fulde finale, men umiddelbart inden målstregen drejer man mod nordvest. Her følger man en snoet og kuperet vej, der hurtigt sender rytter op over Locunole (600 m, 8,7%) efter 24,8 km, men derefter trods meget lidt fladt terræn ikke har kategoriserede stigninger.

Efter 55 km når man frem til byen Scaer, hvor man tager hul på en omgang på en 119,5 km lang rundstrækning. Den sender først rytterne mod nordvest igennem fladere terræn, inden man drejer mod vest for at passere Menez Follezou (700 m, 8,6%) efter 77,1 km og Menez St-Jean (600 m, 8,4%) efter 81,4 km. Derefter flader det igen lidt ud, mens man fortsætter mod vest frem til Trebiolet (1,0 km, 7,6%), der passeres efter 97,1 km, hvorefter det falder let ud mod kystbyen Duaernenez, der ligger helt ud til Atlanterhavet i det nordvestligste hjørne af Frankrig.

Her vender man efter 115 km rundt for at køre mod øst tilbage ind i landet via relativt fladt terræn, inden man skal over den lange Montagne de Locronan (2,2 km, 6,2%) med top efter 128,7 km. Derfra går det mod sydøst ned til Kerjacob Bras (600 m, 6,9%), der passeres efter 135,4 km, hvorefter det igen flade ud, mens man kører mod sydøst og øst lige forbi den store by Quimper og tilbagfe til Scaer, hvor rundstrækningen efter 174,5 km afsluttes.

Nu drejer man mod sydøst og siden øst for via hovedsageligt faldende terræn at køre frem til stigningen Saoutalarin (1400 m, 4,7%), der byder på 900 m med grusvej og ar top efter 189,3 km. Derfra snor man sig igennem små kuperet terræn mod øst frem til Berg ar Salud (500 m, 7,4%), der med top efter 219,9 km for alvor indleder finalen. Nu kommer stigningerne nemlig hurtigt efter hinanden, når man kører mod sydøst ned til Marta (800 m, 8,8%), der har top efter 231,1 km, og efter 233,8 rammer man igen rundstrækningen. Her skal man igen over Pont-Neuf (1,0 km, 5,6%) efter 234,9 km, inden man efter 237,4 km krydser stregen for første gang

Løbet afsluttes nu med en omgang på den nye finalerundstrækning, der er 13,65 km lang og også blev brugt sidste år. Rytterne kører ad flade veje mod øst og nord frem til den første stigning, Cote du Lezot, der er 700 m lang, stiger med 5,3% i gennemsnit med 6,1% over de første 400 m. Toppen kommer efter 2,3 km, hvorefter det forsætter med at stige let mod nord, inden man kommer frem til den Montée de Lann Payot (500 m, 4,6%), der ikke er kategoriseret og har top efter 4,6 km, hvorefter der følger en lang, jævn nedkørsel mod vest og nordvest.

Læs også

Starttider: Enkeltstart på 3. etape af Romandiet Rundt

Efter 8 km når man bunden af nedkørslen, hvorefter man vender rundt for at begive sig mod sydøst tilbage mod Plouay. Her drejer man direkte ind på den nye Pont-Neuf, der skal passeres for anden og sidste gang og er en uhyggelig jævn stigning, der helt stabilt stiger med 5,6% over 1,0 km. Toppen kommer 2,5 km fra stregen, men hvad der gør bakken svær, er det faktum, at det fortsætter med at stige let i yderligere 500 m efter toppen, så det i alt stiger med 4,2% over 1500 m frem mod de sidste 2 km. Herefter det er let faldende med, inden det stiger let med 1-3% over de sidste 300 m. Efter toppen er der kun ét skarpt sving kort inden den røde flamme, hvorefter en lige vej leder frem til mål.

Løbet byder på i alt 3610 højdemeter, hvilket er godt 700 flere end sidste år og knap 100 færre end i 2019.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Læs også

Spansk mester står foran stor beslutning

Vejret

Bretagne er måske kendt for sit mildt sagt uforudsigelige vejr, som vi så det under den episke 2018-udgave. I år bliver det imidlertid helt anderledes, da rytterne kan se frem til en flot sommerdag. Der vil kun være få skyer og en temperatur på 23 grader, men det vil være blæsende med en frisk vind (21-22 km/t) fra nordøst. Det burde give skiftevis sidemed- og sidevind ud til vendepunktet, men derefter vil der primært være sidemodvind på hjemturen med kun enkelte sidevindsstykker. På rundstrækningen vil der være sidemodvind på første halvdel og derefter sidemed- og medvind og over Pont-Neuf, indtil man får sidevind på den sidste kilometer.

SE VUELTAEN PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-

Favoritterne

I mange år vidste vi, hvad vi skulle forvente af løbet. Ruten var den samme fra år til år, og det endte altid med en hæsblæsende jagt mellem et sent udbrud og et reduceret felt efter den sidste lille stigning. Den nye rute har imidlertid givet et helt nyt element af usikkerhed, der gør det meget vanskeligere at forudse, hvad der vil ske. At arrangørerne samtidig har besluttet sig for at skifte rute hvert eneste år, gør blot det hele endnu mere uforudsigeligt. Selv i gamle dage var det svært at vide, om det blev en spurt eller et sent udbrud, og selvom balancen syntes at tippe fra angribere til sprintere i årene indtil ruteændringen, så man både spurtafgørelser og sejre til udbrydere. Med andre ord er et i forvejen uforudsigeligt løb med det nye format bare blevet endnu mere uforudsigeligt.

I 2016 betød den nye rute, at det lykkedes for en gruppe at gøre en forskel, og interessant nok skete det længere fra mål end tidligere. Der var meget delte meninger om, hvorvidt de nye ændringer havde gjort løbet lettere eller sværere, men i 2016 syntes det at have den virkning, at også favoritterne var villige til at angribe tidligere end på den gamle rute. Alligevel var vi bare 5 sekunder fra at have fået en spurtsejr til Alexander Kristoff foran holdbare typer som Michael Matthews og John Degenkolb. I 2017 var løbet meget låst, og den ventede spurtafgørelse var aldrig for alvor i fare, inden Elia Viviani sejrede foran Kristoff, Sonny Colbrelli og Sep Vanmarcke, og det scenarium gentog sig sidste år, hvor forskelle fra distancen ikke kunne gøres.

2018- og 2019-udgaverne viste imidlertid også, at en massespurt sagtens kan være langt væk. I 2018 betød episke vejrforhold, at rytterne spillede tidligt ud, og pludselig var seks af verdens førende klassikerryttere kørt væk. Sprinterholdene var kørt tynde og aldrig for alvor tæt på at hente gruppen, som til slut splittedes i to på første tur op ad Ty Marrec, inden Oliver Naesen suverænt spurtbesejrede Michael Valgren og Tim Wellens, mens Michael Matthews, Ruben Guerreiro og Zdenek Stybar måtte ærgre sig over at være koblet af på bakken. Til gengæld var det en relativt tung fyr som Fabio Jakobsen, der bag et par sene udbrydere vandt feltets spurt om 10. pladsen, og det viser, at man ikke behøver at være en sublim klatrer for at være med i løbet.

I 2019 var det ikke vejret, der gjorde forskellen, men derimod den usædvanligt hårde rute. Her blev det et udskilningsløb, hvor folk stille og roligt faldt fra - blandt andre Viviani, der ellers længe kæmpede heroisk med de bedste. Til sidst havde vi en lille gruppe af klassikerryttere, hvorfra Sep Vanmarcke, Tiesj Benoot og Jack Haig med en kombination af styrke og timing kunne køre væk i en finale, der var helt umulig at kontrollere.

De to udgaver viser altså, at det kan blive rå udskilning til gunst for klassikerspecialisterne, hvis enten vejret eller ruten er hård nok. Lad os tage dem én ad gangen. Ruten er i år i sværhedsgrad på niveau med det, vi så i 2019 og dermed en af de to klart hårdeste, vi har set siden omlægningen. Endnu mere interessant er det, at man denne gang har fundet Berg ar Salud- og Marta-stigningerne i fuld finale på vej ind mod rundstrækningen, og der kan derfor også gøres forskelle i selve finalen, hvor stigningerne kommer tæt og særligt Marta ser grim ud. Derudover har vi den nye finale, der viste sig at gøre en forskel sidste år. Pont-Neuf er ikke så svær som klassikeren Ty-Marrec, men den kommer tættere på mål. Det vil være sværere at slå hullet, men lykkes det, er chancen for at holde hjem større. Det så vi sidste år, hvor de syv bedste kørte væk, og hvor Michael Matthews kunne spurte sig til sejr efter fabelagtigt forarbejde af Nils Eekhoff.

Vejret er jeg mere i tvivl om. Det bliver ret blæsende, men vinden synes ikke for alvor at stå rigtigt. Der er en del sidevindsstykker på turen ud til vendepunktet, men der er stort set ren sidemodvind hjemad. Det kan dræbe løbet og reelt gøre det umuligt at angribe tidligt, også fordi der er et langt, relativt let stykke, hvor kun grusvejsbakken med ca. 60 km hjem er en væsentlig udfordring. Til gengæld vil der være sidevind fra bunden af Berg ar Salud og i det meste af den kuperede finale frem til rundstrækningen, dog med modvind på selve Marta.

Læs også

LIVE nu: Price i næstbedste tid på stor enkeltstart

Konklusionen er, at ruten burde lægge op til en af de hårdere udgaver, men jeg frygter, at den ellers kraftige vind snarere vil have en ødelæggende end en gavnlig effekt på selektionen, i hvert fald frem til Berg ar Salud. Angreb på grusvejsbakken, der ellers kunne ligne et nøglepunkt, kan blive ødelagt af et langt modvindsstykke umiddelbart efter.

En lige så afgørende faktor er dog, hvad holdene vil. I 2017 og 2020 var der mange hold, der arbejdede målrettet for en spurt, men i år er de ikke mange af slagsen. Umiddelbart det kun Qhubeka, B&B, Cofidis samt måske Jumbo, der synes at have en spurt som entydigt formål, men de hører til blandt de svagere mandskaber her. Derudover er der hold som Ineos, Mitchelton og Trek, der begge kan satse på en spurt, hvis deres hurtige kaptajner bliver kørt bag om dansen.

Til gengæld er der andre hold, der vil køre cykelløb. Det gælder særligt Deceuninck og UAE, der ser meget stærke ud, men også Ag2r med en formstærk Benoit Cosnefroy. Grundet vinden tror jeg, at de tvinges til at vente længe, men jeg vil tro, at Julian Alaphilippe, Mikkel Honoré, Tadej Pogacar og Diego Ulissi åbner ballet fra Berg ar Salud. Efter næsten 4000 højdemeter ser sprinterholdene for svage ud til at kunne være med i det spil.

Min konklusion er derfor, at jeg tror på et hårdt løb i stil med det, vi så i 2018 og 2019. Ruten er entydigt til det, og holdenes sammensætning er det samme. Jeg er lidt bekymret for, at vinden kan ødelægge festen lidt, men når de rammer sidevinden til sidst, burde bakkerne være svære nok til, at vi får en eksplosiv finale over de sidste 35 km - ikke mindst fordi to af verdens bedste puncheurs, Pogacar og Alaphilippe, kan sprænge løbet til atomer. Hos sig har de endda meget stærke løjtnanter i hhv. Ulissi og Honoré. Derefter regner jeg med, at en lille favoritgruppe skal afgøre det. Her kan det sagtens blive lidt taktisk, særligt hvis der er hold, der sidder i overtal, som vi så, da Vanmarcke sneg sig væk for to år siden. Rundstrækningen er trods alt heller ikke verdens hårdeste, og det er ikke helt let at køre hjem alene på råstyrke. En spurt i en trio, som vi så i 2018, kunne være et sandsynligt scenarium, men ruten er også så hård, at bedste mand denne gang har en chance for bare at køre fra alt og alle.

Jeg vælger at gå med Tadej Pogacar. Ganske vist er det hans første løb efter en pause og første skridt på vejen mod EM, VM og Lombardiet, men det vil undre mig slemt, hvis ikke han er i form. Jeg har i hvert fald ikke set en formsvag Pogacar i ganske lang tid, og hans bundniveau er så tårnhøjt, at det vil undre mig meget, hvis ikke han er en af de allerstærkeste. Pogacar er i disse år så suveræn, at han bestemt ikke behøver at være på 100% for at køre med om sejren i et løb som dette - og heller ikke for at være den stærkeste.

Til gengæld er det også klart, at løbet ikke passer ham helt ideelt, men med årets hårde rute begynder vi at nærme os et antal højdemeter, man finder i Liege. Bakkerne måtte gerne være lidt længere, men Pogacar har masser af punch på korte, stejle stigninger. Et langt løb er også perfekt for hans dieselmotor, og hans hold ser med Ulissi som løjtnant samt Juan Ayuso, hvis han er klar efter sit styrt i Avenir, fornuftigt ud. Vigtigst af alt så vi i Liege, at han kan slå alle - også Alaphilippe - på stregen, og dermed har han hele den bakke, der skal til for at vinde også et løb som dette. Heldigvis for ham er ruten i år så hård, at fysikken kan blive afgørende, og så er han altid svær at slå. Jeg kan være lidt bekymret for, at han altid har en lidt rusten start efter en pause, men næppe nok til, at han ikke kan være med i et trods alt lidt fladt løb som dette. Derfor tror jeg, at drømmesæsonen fortsætter med endnu en stor klassikersejr.

Den åbenlyse hovedudfordrer er Julian Alaphilippe, der kører sit sidste franske løb i regnbuetrøjen og vil være topmotiveret. Der er til gengæld større usikkerheder ved ham efter en sæson, hvor han vel kun for alvor var i form i Fleche og Liege. Han har døjet med noget stress og søvnbesvær, hvilket forklarer, at han aldrig for alvor fandt formen i Touren, men hans melding inden Druivenkoers var, at han har det storartet nu. Han er usikker på formen, men han har trænet godt, og for første gang i mange år har han givet sig tid til at hvile ud inden efteråret.

Desværre kunne vi ikke for alvor se, hvor god han var i Druivenkoers. Han endte nemlig med bare at bakke af for Evenepoel, og selvom han testede benene lidt, var det ikke den bedste formindikator. Der er desværre også en stor forskel på ham og Pogacar, nemlig bundniveauet. Pogacar er altid flyvende, mens Alaphilippe kan være temmelig sølle. Denne gang har han virkelig pustet ud for at være frisk til VM og Lombardiet, og derfor vil jeg tro, at han har længere vej til topformen end Pogacar. Til gengæld er han nok lidt mere velegnet til denne rute end Pogacar, da han er en anelse mere eksplosiv, og i en spurt mellem de to kan det gå begge veje. Selvom han ikke skulle være helt på toppen, kan Alaphilippe i et lettere løb som dette sagtens tage drømmesejren i regnbuetrøjen i sit sidste hjemmebaneløb, særligt fordi han og Honoré udgør en faretruende duo i finalen.

Derfor peger jeg også på Mikkel Honoré som nr. 3. Desværre kunne han logisk nok ikke matche Joao Almeida på den stejle mur i Polen og derfor endte han hurtigt som hjælper, men hans form virkede uhyre overbevisende. Det så vi jo allerede i San Sebastian, og selvom Druivenkoers var så specielt et løb, at hans 2. plads ikke for alvor siger noget om formen, er det klart, at Honoré aldrig har været bedre end netop nu. Det er også svært at finde et endagsløb, der passer ham bedre end dette, for han har punch og power og er lynhurtig på stregen. Det vil undre mig, hvis ikke han kører finale, og her kan han og Alaphilippe udgøre en fremragende duo, hvor det er klart, at det er regnbuetrøjen alle vil kigge på. Samtidig er Honoré så hurtig, at det ikke er utænkeligt, at det er ham, der skal spurte, hvis de to skulle komme til stregen sammen i en lille gruppe, og han har derfor masser af kort at spille, særligt en god form og en taktisk gunstig position. Det ser ikke umuligt ud, at han for revanche for San Sebastian på søndag.

Læs også

Klassikerrytter tæt på UAE-skifte

Netop holdaspektet gør, at jeg herefter peger på Diego Ulissi. Polen viste vel, at han stadig ikke helt er på samme niveau som før hjerteproblemerne, men særligt hans kørsel på muren var ganske pæn. Dette løb passer også glimrende til en puncheur som ham, særligt med årets hårdere rute. Også han er så hurtig, at han vil kunne true også alle de tre ovennævnte på stregen, og det er bestemt ikke utænkeligt, at Pogacar vil køre spurten for ham, hvis de skulle nå i mål sammen. Først og fremmest er hans chance dog nok en mere taktisk finale. Han er næppe stærk nok til at afgøre det selv, men han bør være stærk nok til at køre finale. Ligesom Honoré kan drage fordel af Alaphilippe, kan Ulissi gøre det af Pogacar, og kombinerer man det med hans hurtighed, står han med flere muligheder for at vinde et løb, der i år passer ham bedre end ved hans tidligere syv forsøg, der ikke har været overbevisende.

En rytter, der virkelig skal glæde sig over årets rute, er Benoit Cosnefroy. Med sit uhyre eksplosive antrit, men afsky for længere stigninger burde han elske en rute, der består af stigninger, som sjældent er længere end en kilometer. Vi ved af erfaring, at han altid er flyvende efter Touren, for det så vi 2019, hvor han vandt alt i august, og i 2020, hvor han efter Touren blev nr. 2 i Fleche og nr. 3 i Brabantse Pijl. Hans kørsel i Limousin var også ganske opløftende, men løbet var for let til, at han kunne gøre forskelle, og noget tyder på, at han følger mønsteret fra de foregående år. Med sine vanlige post-Tour-ben bør han køre med i angrebene i finalen, men her vil han formentlig være helt alene, og derudover er han formentlig slået af de ovennævnte i en flad spurt. Til gengæld kan han måske lukrere på en magtkamp mellem særligt de to stærkeste hold. Det er efterhånden på tide, at han får sin klassikersejr, og dette kunne være en god chance.

En rytter, de gør klogt i at frygte, er Ethan Hayter. Briten er nemlig formentlig hurtigere end dem alle, og han viste med sejren i Norge, at lidt banekørsel ved OL ikke har svækket landevejsformen spor. Tværtimod var han ganske overbevisende, men vi så også, at han havde svært med at gå med i rykkene på stigningerne. Det mønster så vi også i Algarve tidligere i år, og derfor er det måske ikke det sjoveste i verden at skulle måle sig med to af verdens allerbedste puncheurs. Derudover er han helt uprøvet over så lang en distance, men terrænmæssigt burde det passe ham udmærket. Det virker ikke helt umuligt, at han kan køre med de bedste, og så er rundstrækningen så let, at han kan blive svær at sætte. Hans problem kan være et svagt hold, og at ingen vil spurte mod ham, men holder han det samlet i en lille gruppe, står han stærkt. Og så vil han have en ganske glimrende chance, hvis det ender i en reduceret massespurt, der i år næppe vil tælle de hurtigste sprintere, eller hvis det ender med et sent angreb på Pont-Neuf som i 2020.

Den store favorit til en spurt er Giacomo Nizzolo, men hvis han er flyvende, kan han også være med i et hårdere løb, særligt når modvinden gør, at det næppe åbner alt for langt udefra. Til gengæld er jeg meget usikker på, hvor vi har ham, for han har mildt sagt sendt blandede signaler på det seneste. Jeg var dybt imponeret over hans skræmmende gode klatring i Getxo, men vi kom i den grad ned på jorden igen i Danmark, hvor han skuffede fælt. I forvejen har han jo klatret uhyre skuffende i år, og i første omgang var Getxo en enlig svale, der brød mønsteret. Logikken tilsiger dog, at han burde nærme sig sin gamle holdbarhed, for efter et forår med fokus på spurter, handler det for ham nu om EM, VM og klatring. Han burde have forbedret sin form yderligere og være meget tæt på et maksimum, da han skal forsvare sin stjernetrøje på hjemmebane præcis to uger efter dette løb. Nizzolo har den fordel, at han kan vinde i en spurt som i 2017, i en finale som i 2020 og i det hårde løb som i 2018 og 2019, og dermed dækker han hele paletten, ligesom jeg har svært ved at se, at han ikke vinder, hvis han spurter om sejren. Problemet er bare, at ruten er hård, holdet svagt, og at ingen i denne verden har lyst til at spurte mod ham.

Deceuninck har en joker i Davide Ballerini. Egentlig burde han være en absolut topkandidat i et løb, der burde passe ham, men angiveligt er han meget usikker på formen efter en pause. Derfor har holdet udpeget Alaphilippe og Honoré som kaptajner, mens han er stil start som et wildcard, der sagtens kan overraske positivt. Hans største chance er nok en spurt, hvor han ligner den største trussel mod Nizzolo, særligt via to stærke folk til at køre lead-out, men også i det hårde løb kan han være med. Det kræver, at formen er god, men det er også muligt med målene ved EM og VM lige forude. Viser han sig flyvende, kan Deceuninck i en lille favoritgruppe til sidst sagtens bruge Alaphilippe og Honoré til at holde det samlet, så han kan spurte sig til sejr, og dermed skulle årets anden WorldTour-klassikersejr være inden for rækkevidde, hvis formen er bedre end antydet.

En anden rytter, der kører sit første løb efter en pause, er Jasper Stuyven. Han kan dog ikke tillade sig at være helt fra snøvsen, for han er en af de mange stjerner, der slås om bare otte pladser på det beskedne belgiske VM-hold. Skal han sikre sig en sådan, skal han overbevise Sven Vanthourenhout om, at han er klar, og dette er en god chance. Han plejer også at være god til at træne sig i form, og dette løb burde ikke ligge helt ringe til ham, selvom det kan blive en anelse for hårdt med så mange højdemeter. Han er derudover uhyre svingende, og efter en pause ved man aldrig, hvilken udgave man får, men får vi Tour-Stuyven er der noget stort i vente, for her så han uhyre overbevisende ud. Han kan deltage i en spurt, men her slår han næppe Nizzolo, og derfor er hans bedste chance et mellemhårdt løb, hvor han kommer af med sprinterne, men ikke skal frygte Pogacar og Alaphilippe på bakkerne.

Dette er også den store chance for Ide Schelling til at vise sig frem i en stor WorldTour-klassiker. Med en nylig 2. plads i Norge har han vist, at formen er lige så god, som vi så det i Getxo, og dette løb burde vel være tæt på at være ideelt for en mand, der mest af alt er kendt for punch på korte stigninger. Han er også lynhurtig, som vi senest så det, da han let slog Rui Costa i spurten ved sejren i Aargau, og dermed har han alle forudsætninger for at begå sig i dette løb. Der er dog hurtigere favoritter end ham, ligesom han har til gode at bevise, at han kan klare distancen, men kan han det, vil han sidde med den trumf i baghånden, at han stadig er en lille underdog i favoritternes magtspil. Det kan han måske udnytte.

En spændende kandidat er også Anthony Turgis, men hans form er usikker. Det er klart, at han kan være skræmmende, hvis han finder det tårnhøje niveau, der gjorde ham til en af de stærkeste i Flandern Rundt og flere andre brostensløb, men til gengæld aner vi ikke, om han nærmer sig den klasse. Han gjorde comeback i Poitou-Charentes, hvis rute er umulig til at afsløre meget om formen, og derfor må han tilskrives en jokerrolle, særligt når han er så svingende. Terrænet burde til gengæld passe ham, også selvom højdemeterne måske kan blive lidt mange, men bakkerne er heldigvis af en perfekt længde. Han viste også senest i Poitou-Charentes, at han kan slå de fleste på stregen - også sprintere, hvorfor han kan deltage i en massespurt også. Hans chance for at vinde kommer dog i et hårdt løb, og det kræver, at han har genfundet forårsformen.

En mand, der beviseligt er i form, er Ben Hermans. Belgieren slog den ellers så flyvende Odd Christian Eiking i et Arctic Race, der ellers passede nordmanden bedst, og senest skabte han en gedigen sensation ved at vinde enkeltstarten i Poitou-Charentes. I forvejen blev han efter en svær tid genfødt i juni, hvor han satte blandt andre en meget stærk Gianni Moscon til vægs i Appenninerne, og han synes at have fået en renæssance. Desværre passer dette løb ham slet ikke godt, for som vi senest så i Norge, er hans punch forsvundet så meget, at det var ved at koste ham den samlede sejr. Heldigvis for ham er årets ruet hård, og det giver ham en chance. Bliver det et knaldhårdt løb, bør Hermans’ form og dieselmotor sende ham i finalen, men derfra skal han være kreativ for at vinde, da han ikke har nogen spurt. Her vil han skulle lukrere på, at han er den lille underdog fra det lille hold, ingen frygter. Formen fortjener i hvert fald et resultat.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

En rytter, jeg glæder mig til at se, er Franck Bonnamour. Man kunne frygte, at hans vilde Tour bare var udtryk for én god formperiode, og da han tillige var ramt af covid-19 i slutningen af juli, var der grund til særlig bekymring. Jeg var dog meget imponeret over ham i Limousin, hvor han så aldeles overbevisende ud og lignede en af de klart stærkeste. Som puncheur burde han være skabt til dette terræn, der endda afvikles på hans bretonske hjemmebane, og han vil derfor være topmotiveret. Han har også en fornuftig spurt, men for at vinde skal han spille det taktiske spil. Alt sammen kræver det først, at han har samme gode form som i Touren. Det er ikke givet, men Limousin så lovende ud.

En anden hovedaktør i Limousin var Valentin Madouas, men han var ikke helt så overbevisende som Cosnefroy og Bonnamour. Han virkede i hvert fald en anelse mere rusten på stigningerne, men dårlig var han bestemt ikke. Det så vi også med 2. pladsen bag Cosnefroy i La Polynormande, men han har stadig lidt at bevise efter et år, hvor han aldrig synes at have fundet sine bedste ben, ligesom hans karriere er stagneret en del. Til gengæld burde ruten passe ham storartet, når den i år er så vanskelig, som den er, og han har både punch og en fin afslutning. For at vinde skal han dog lukrere på det taktisk spil - og så skal han have lidt flere procent, end han syntes at have i Limousin.

Mitchelton kommer med Dion Smith, der var en af de positive overraskelser i Polen. Her klatrede han højest uventet med de bedste på stigningerne, og det var vel noget af det flotteste, vi hidtil har set fra ham. Han havde nok stået bedre, hvis ruten ikke havde været helt så hård som denne, men med de polske ben synes den ikke at være uden for rækkevidde. Mest oplagt for ham er det at satse på en spurt, men her slår han ikke Nizzolo. Han skal håbe, at benene også her rækker til at køre med de bedste, og lykkes det, vil han formentlig være en af de hurtigste i en lille favoritgruppe. Han har stadig til gode at vise, at han kan stå distancen hele vejen i så langt og svært et løb, men med Polen-formen har han givet sig selv forudsætningerne for at gøre det denne søndag.

FDJs andet kort er David Gaudu, men han må nok leve med en jokerstatus. Han har nemlig ikke kørt løb siden OL, og det vil derfor undre mig, hvis han er i form. Formentlig er dette bare en genstart af sæsonen på sin bretonske hjemmebane, for fokus for ham ligger sandsynligvis i Lombardiet. På den anden side er Gaudu en klasserytter og en af løbets mest utilregnelige, og men han ikke havde spillet en rolle på en mere klassiske rute, er denne hård nok til, at den Gaudu, der to gange har været toneangivende i Liege, kan begå sig. Løbet har for let en afslutning til, at han er en sandsynlig vinder, men i et taktisk spil kan meget ske. Mest af alt tror jeg dog, at han er alt for formsvag, men hans klasse gør, at han har potentiale til at overraske.

Boras andet kort er Giovanni Aleotti, der har fået sit helt store gennembrud denne sommer med sejr i Rumænien, podieplads på Sardinien og med en 2. plads bag Nizzolo i Getxo. Desværre skuffede han mig lidt i Polen, og min fornemmelse er, at silken kan være ved at være slidt af. Aleotti har nemlig været i form siden begyndelsen af juli, hvor han har kørt med om sejren i tre etapeløb og ét endagsløb, og for en ung rytter som ham er det meget - særligt når han har taget så stort et niveauspring. Er han til gengæld mere frisk, end jeg tror, er det slet ikke et ringe løb for ham, for den hårde rute bringer ardennertyper som ham i spil. Han har også en fin spurt, som vi så på Sardinien - måske også hurtigere end Schellings - men han har til gode at bevise, at han kan klare distancen. Den største udfordring synes dog at være en form, der kan være nedadgående.

En af løbets jokere er Michael Valgren, der kører sit første løb siden Touren. Her så vi desværre ikke meget til ham, men han har jo for vane at komme stærkt ud af løbet. Det gjorde han i hvert fald i både 2019 og 2020, og selvom han denne gang har haft en relativt lang pause, burde den grundregel gælde igen. Den hårde rute burde passe ham, og han blev da også nr. 4, da løbet sidst have en hård rute i 2019 - og faktisk blev han nr. 2 i sit fantastiske 2018, hvor han drog fordel af det episke vejr. Det er altså et løb, han har gode erfaringer med, men han har til gengæld i de seneste to år kun for alvor vist sit niveau ved sidste års VM. Heller ikke i 2019 var han dog flyvende, og alligevel kom han blæsende ud fra Touren med sin 4. plads i dette løb og senere et flot VM. Hvis mønsteret gentager sig, og han stadig har det i sig, kan dette være en chance for en lille genfødsel af Valgren.

Movistar stiller med Gonzalo Serrano, der drømmer om at blive klassikerrytter. Han er desværre meget svingende, og efter en lille måneds pause kan man aldrig vide, om han er helt væk, men han kørte stærkt for en måned siden, hvor han blev nr. 11 i San Sebastian og var meget tæt på at vinde en etape i Burgos. Terrænet burde være helt ideelt for den spanske puncheur, der også har en udmærket spurt på flad vej. Han har dog alt at bevise i de store internationale endagsløb og over lange distancer, hvor han stadig er uprøvet.

En spændende kandidat er også Biniam Ghirmay. Det eritreiske stortalent har været en meget svingende størrelse, men på sine gode dage har han været svært imponerende. Det så vi sidste år i blandt andet Getxo og Doubs, mens vi i år så det i Laigueglia. Til gengæld har han også i perioder været helt væk, men skiftet til Intermarché synes at have gjort ham godt. Han var god i Polen, og senest kørte han flot i Druivenkoers. Han manglede desværre stadig lidt på de polske bakker, men hans potentiale er stort i terræn, der som dette burde passe ham helt perfekt. Samtidig har han en dødbringende spurt, der gør ham til en deltager også i en massespurt. Nu skal han bare finde de sidste procent.

Intermarchés anden kandidat er Quinten Hermans. Belgieren tog et gigantisk hop i foråret, hvor han var fremragende i Baskerlandet og viste klassikerpotentiale i Fleche Wallonne. Siden har han været lidt skuffende, og jeg havde ventet mig mere af ham i Vallonien. Til gengæld var han i klar fremgang i Polen, hvor han gjorde det ganske godt, og fortsætter han fremgangen, kan man håbe, at han finder formen fra foråret. Gør han det, burde dette Amstel-agtige løb passe ham storartet, da han har punch og kan spurte. Han skal dog stadig til fulde bevise sig over den længere distance, ligesom han lider under, at den engang så gode spurt desværre har manglet lidt i år.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Andrea Vendrame har ikke været helt let at blive klog på i år. Han vandt en fantastisk etape i Giroen og igen i Occitanie, men efter pausen har han skuffet i først Vallonien og siden i begyndelsen af Polen. Han kom dog stærkt tilbage med en 3. plads på 4. etape, hvilket burde give en vis optimisme forud for dette løb. Det burde nemlig passe ham ganske perfekt med de korte eksplosive bakker, og med sin gode spurt kan han slå de fleste på stregen. Han har dog haft en kedelig tendens til at skuffe i endagsløb, der som disse burde passe ham, og han har aldrig fået sit gennembrud. Hans kørsel i Polen gør mig ikke helt overbevist om, at han er klar til at få det nu.

Jumbo har ganske mange store navne, men deres bedste kort er formentlig Pascal Eenkhoorn. Hollænderen har mest ageret hjælper, men han har grebet sin chance denne sommer. Han kørte i top 5 samlet i Vallonien, vandt i Heist, og senest var han i top 10 i Polen. Jeg kan stadig frygte, at terrænet er for svært for ham, men når han kunne være med i Polen, burde det være inden for rækkevidde. De kortere bakker burde endda passe ham endnu bedre. Han kan næppe køre alt for offensivt, men kan han hænge med, vil han være en af de hurtigste på stregen

Ag2r’s mange kort tæller også Dorian Godon . Franskmanden var fabelagtig i Limousin, hvor han havde stensikker kurs mod en samlet sejr og særligt var overbevisende, da han vandt sin etape. Han eksploderede dog totalt på sidste etape, og det viste, at han fortsat har sine begrænsninger. Terrænet her burde dog passe ham, selvom jeg kan frygte, at det samlede antal højdemeter bliver lidt for voldsomt til en stor fyr som ham. Han kører næppe med de allerbedste, når de åbner på bakkerne, men med lidt opportunistisk kørsel synes han at have benene til at kunne snige sig med i finalen.

Endelig er der Juan Ayuso. Han styrtede slemt i Tour de l’Avenir, og i et løb, hvor han er på hold med både Pogacar og Ulissi, ligner det nok en hjælpertjans. Omvendt viste han med sin fine kørsel i San Sebastian, at han allerede kan være med i de lange og hårde endagsløb, og terrænet her burde ikke være helt skævt for en eksplosiv fyr som ham. Det er stadig svært at se, at UAE pludselig skulle lade ham tage sin egen chance, men indgår han som del af en UAE-trio i finalen, skal man aldrig udelukke et af sportens største talenter.

OPDATERING: EF har udtaget Sergio Higuita, der burde passe fremragende til løbet - både i en spurt og i en hård udgave. Hans form er dog temmelig usikker efter et svært OL og en lang pause, og det vil undre mig, hvis han er flyvende. Israel SUN har udtaget Patrick Bevin, der ligeledes er en oplagt kandidat, måske mest som alternativ til Hofstetter i en spurt, men hans skuffende Polen gør hans form tvivlsom, selvom han var god til OL.

***** Tadej Pogacar

**** Julian Alaphilippe, Mikkel Honoré

*** Diego Ulissi, Benoit Cosnefroy, Ethan Hayter, Giacomo Nizzolo, Davide Ballerini

** Jasper Stuyven, Sergio Higuita, Ide Schelling, Anthony Turgis, Ben Hermans, Franck Bonnamour, Valentin Madouas, Dion Smith, David Gaudu, Giovanni Aleotti, Michael Valgren, Gonzalo Serrano, Biniam Ghirmay, Quinten Hermans, Andrea Vendrame, Patrick Bevin, Pascal Eenkhoorn, Dorian Godon, Juan Ayuso

* Simone Consonni, Patrick Konrad, Warren Barguil, Jai Hindley, Samuele Battistella, Dan Martin, Stefano Oldani, Hugo Hofstetter, David Dekker, Victor Lafay, Fabio Felline, Mattias Skjelmose, Matteo Fabbro, Einer Rubio, Jonas Vingegaard, Eduard Prades, Connor Swift, Abner Gonzalez, Nils Eekhoff, Quentin Pacher, Aliaksandr Riabushenko, Mattia Cattaneo, Pieter Serry, Matthew Walls

SE VUELTAEN PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-

Danskerne

Mikkel Honoré og Michael Valgren burde begge have en beskyttet rolle og er omtalt ovenfor. I god form burde Jonas Vingegaard også være en af favoritterne, men efter nogle fysiske problemer manglede han desværre temmelig meget i Norge i sidste uge. Det gjorde Mattias Skjelmose ikke, og selvom han skal hjælpe Stuyven, burde han kunne gøre det pænt, selvom løbet nok er for eksplosivt til rigtigt at passe ham. Han støttes af Jakob Egholm og Niklas Eg, der ikke rigtigt passer til de eksplosive stigninger. Hos Bora skal Frederik Wandahl agere hjælper, mens Jonas Gregaard på et svagt Astana-hold nok kan søge sin chance, men mest skal støtte Samuele Battistella og Fabio Felline.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Michael Matthews’ sejr fra 2020, Sep Vanmarckes sejr fra 2019, Oliver Naesens sejre fra 2018 og 2016 samt Elia Vivianis sejr fra 2017.

Læs også

Overraskende prologvinder udgår med slemt brud

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

Team BikeExchange: Holdet er bygget entydigt op om Smith, da det ikke passer Tanel Kangert .

Deceuninck-Quick Step: Alaphilippe og Honoré er de erklærede kaptajner med Ballerini som joker. Også Mattia Cattaneo er joker, men løbet passer ham ikke ideelt, og han er sjældent god efter en pause. Det passer Pieter Serry, men han ender nok som hjælper.

Lotto Soudal:  Holdet skal satse hele butikken på formstærke Stefano Oldani. Han kan desværre nok ikke være med på bakkerne, men i en spurt burde han være der. Desværre er han næppe hurtig nok til at vinde.

Ag2r Citroën Team: Holdet ser stærkt ud med Cosnefroy som kaptajn sekunderet af Vendrame og Godon. Tony Gallopin udgik af Poitou-Charentes efter styrt og var ikke flyvende i Polen, og løbet passer ikke rigtigt Aurelien Paret-Peintre.

Team Jumbo-Visma: Eenkhoorn ligner bedste bud. Jonas Vingegaard burde være det, men som nævnt ovenfor manglede han meget i Polen, hvor Tobias Foss manglede endnu mere. Jeg er spændt på, om David Dekker kan sidde med hjem til en spurt, hvor han vil stå stærkt, men jeg tror, at ruten er for hård. Løbet passer ikke for alvor til en ellers velkørende Chris Harper eller talentfulde Gijs Leemreize, der ellers var god i Avenir.

EF Education-NIPPO: Valgren lignede bedste bud, men som nævnt i bemærkningen ovenfor er Sergio Higuita med sin spurt skabt til løbet, hvis han mod forventning er i god form efter et svært OL.

Bahrain-Victorious: Grundet en coronainfektion stiller de med bare fem mand, der ikke har skyggen af chance. Stephen Williams kan komme længst, men han er uhyre svingende.

BORA-hansgrohe: Schelling og Aleotti ligner de bedste bud. Ruten burde passe perfekt til Patrick Konrad, men han virkede fysisk helt kvæstet, da han gik på pause. Løbet er ikke ideelt for Matteo Fabbro, der ikke er flyvende, og det må være for hårdt for ellers formstærke Matthew Walls, der havde det svært på de norske stigninger.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Team Qhubeka-NextHash: Da Simon Clarke og Robert Power stadig er en skygge af sig selv, må det handle 100% om Nizzolo, der sekunderes af formstærke Carlos Barbero .

UAE-Team Emirates: Det må handle om Pogacar og Ulissi støttet af Ayuso. Valerio Conti har igen været formsvag. Til en spurt har de Sebastian Molano, men han vil formentlig få det hårdt, særligt efter styrtet i Vueltaen. Et alternativ er Aliaksandr Riabushenko, der næppe vinder en spurt.

Movistar Team: Bedste bud er Serrano. Særligt Einer Rubio, men også Abner Gonzalez har kørt stærkt på det sidste, men løbet passer dem ikke for alvor. Sergio Samitier er formsvag, og Gabriel Cullaigh kommer ikke hjem til en spurt.

Astana-Premier Tech: Bedste bud er Samuele Battistella, der burde passe perfekt til dette løb. han så godt ud i Arctic Race, hvor han blev nr. 4, men jeg vil tro, at niveauet her er en anelse for højt. Fabio Felline passer endnu bedre til ruten, men han var ikke flyvende i Arctic Race og har haft et svært år, hvorfor han mest kan gøre sig gældende i en spurt. Stefan de Bod er ikke flyvende nu, og ruten passer ikke Merhawi Kudus.

Team DSM: Vi så i Polen, at Jai Hindley kører stærkt nu. Ruten er hård nok til, at han kan være med, men han er en usandsynlig vinder. Den erklærede kaptajn er Nils Eekhoff, men han har haft et skuffende år, og jeg tvivler på, at han kan være med på denne rute. Andreas Leknessund, Mark Donovan og Felix Gall imponerede bestemt ikke i Norge,

Team TotalEnergies: Turgis ligner bedste bud. Det er også perfekt for Julien Simon, men hverken han eller Edvald Boasson Hagen synes at have niveauet længere.

Israel Start-Up Nation: Hermans ligner bedste bud. Egentlig er den hårde rute perfekt for Dan Martin, men efter hans vilde sæson kan han umuligt være i form efter en pause. Hugo Hofstetter kan måske være med i en spurt, men det kan sagtens blive for hårdt, og han er en usandsynlig vinder. Løbet passer ikke for alvor en stadig ikke alt for formstærk Alessandro de Marchi. Holdet har sent også udtaget Patrick Bevin, hvis form er usikker efter et skidt Polen, men som burde passe glimrende til løbet, særligt som alternativ til Hofstetter i en spurt. Alexis Renard kan også være med i en spurt.

B&B Hotels p/b KTM: Bryan Coquard er ude efter styrtet i Poitou-Charentes, og derfor må de handle om Bonnamour. Det er også en fin rute for Quentin Pacher, men han har skuffet i år, og Cyril Barthe, der dog nok vil få det for hårdt. Jonathan Hivert er en skygge af sig selv, og niveauet må være for højt for den lovende puncheur Alan Boileau.

INEOS Grenadiers: Det må handle om Hayter. Egentlig er løbet perfekt for Ben Swift, mens hans skuffende sæson fortsatte i Norge.

Grouapama-FDJ: Madouas og Gaudu ligner de gode bud. Romain Seigle er i form, men niveauet er for højt, og løbet passer ikke for alvor Bruno Armirail.

Team Arkea-Samsic: Løbet passer udmærket til lokale Warren Barguil, der vil kunne lide den hårde rute, men trods den samlede sejr i Limousin, hvor han var temmelig heldig med omstændighederne, synes han at mangle en del. Elie Gesbert er næppe flyvende efter en pause. Connor Swift er formstærk, men jeg tror, at højdemeterne er for mange, og Maxime Bouet og Kevin Ledanois kan næppe køre finale.

Cofidis: Victor Lafay var god i Arctic Race og kan gøre det fint, men han er en usandsynlig vinder. Det samme gælder for Ruben Fernandez, der ellers var god i Polen. Simone Consonni burde have en god chance for at være med hjem til en spurt, hvor han kunne være en trussel mod Nizzolo, men efter så lang tid på banen er 4000 højdemeter nok for meget. Simon Geschke synes i form, men niveauet rækker ikke helt længere.

Burgos-BH: Lad os håbe, at de rammer udbruddet. Ruten er alt for hård til sprinteren Manuel Penalver.

Trek-Segafredo: Stuyven må være kaptajn, men Mattias Skjelmose har formen til at komme langt i et løb, der dog er for eksplosivt til at passe ham ideelt. Antonio Tiberi har skuffet på det sidste, og styrtet i Polen har næppe gjort det bedre.

Intermarché-Wanty-Gobert Materiaux: Ghirmay og Hermans ligner de bedste bud, da Baptiste Planckaert synes formsvag.

DELKO: Alessandro Fedeli var fremragende sidste år i dette løb, men han har ikke fundet samme niveau siden dengang. Bedste bud er Eduard Prades, der så bedre ud i Arctic Race, men stadig ikke er sig selv efter det grimme styrt i december. Løbet passer ikke en ellers velkørende Jose Manuel Diaz.

SE VUELTAEN PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-