Optakt: Classic Brugge-De Panne

 Livestream Volta a Catalunya og brostensklassikerne til halv pris

Løbets rolle og historie

Den Flamske Cykeluge handler stort set kun om endagsløb, men én begivenhed har brudt trenden. 3 Dage ved Panne har benyttet mange af de samme veje, som findes i klassikerne, og tilbudt den samme type cykelløb, men det har været den eneste begivenhed i serien, der har varet mere end én dag.

Løbet arrangeredes oprindeligt af den lokale cykelklub i den lille kystby De Panne og blev første gang afholdt i 1977. Med 1978-udgaven som eneste undtagelse blev det altid afholdt i ugen op til Flandern Rundt, og det gjorde det hurtigt til en populær begivenhed. Det tilbød tre dage med kvalitetscykelløb, der fjorde det muligt at holde gang i benene forud for De Ronde, og derfor har det altid været et oplagt valg for klassikerspecialisterne. De har ikke altid kørt for at vinde, men arrangørerne har ofte kunnet byde et meget stærkt felt velkommen til deres begivenhed.

Læs også

Bundærlig Pogačar: Det er noget lort

Dette forhold afspejles i vinderlisten. Sean Kelly vandt allerede i 1980, og selvom løbet blev domineret af belgiere og hollændere i 1980erne, er det nu blevet meget mere internationalt. Klassikerstjerner som Michele Bartoli, Johan Museeuw, Peter van Petegem, Nico Mattan, George Hincapie, Stijn Devolder, Leif Hoste, Alessandro Ballan og Alexander Kristoff har alle løbet på deres generalieblad, men den dominerende rytter er Eric Vanderaerden, der vandt fem gange sidst i 80erne og først i 90erne.

I de senere år har forholdene imidlertid ændret sig en anelse for det daværende 2.HC-løb, der har været et af de mest omdiskuterede på kalenderen. Stor nervøsitet, smalle veje og trafikchikaner har ofte gjort det til lidt af et styrtplaget mareridt, og ingen har kunnet tillade sig at smide måneders forberedelse væk på grund af et dumt styrt i De Panne. Derfor har mange foretrukket ikke at tage unødvendige risici så tæt på deres store sæsonmål, og således ændrede løbets rolle sig.

Tidligere blev det ofte vundet af en af Flandern-favoritterne, men i nyere tid har de enten været fraværende eller foretrukket ikke at tage risici. Det gjorde dog ikke løbet mindre underholdende, da det således i stedet var et decideret mål for andre ryttere. Med to flade etaper tiltrak det altid et af de bedste sprinterfelter, man overhovedet så i løbet af en sæson, mens enkeltstartsspecialisterne samtidig fik en sjælden chance for at vinde et etapeløb uden at skulle overleve store stigninger.

Alt dette blev imidlertid ændret fra og med 2018. Den magtfulde arrangørorganisation Flanders Classic, der står bag alle de store flamske klassikere med undtagelse af Kuurne-Bruxelles-Kuurne og E3 Harelbeke, havde længe haft planer om at udvikle det mindre Dwars door Vlaanderen, der traditionelt har skudt Den Flamske Cykeluge i gang onsdagen efter Milano-Sanremo, til en rigtig klassiker, og de tog i 2017 et stort skridt, da det blev en del af WorldTouren. De måtte dog hurtigt indse, at det aldrig ville lykkes at tiltrække alle de store stjerner, der i disse tider har et tætpakket program med Milano-Sanremo om lørdagen, E3 den følgende fredag og Gent-Wevelgem bare to dage senere.

Derfor så de sig lune på den kalenderplacering, som 3 Dage ved Panne altid har haft for sig selv. I efteråret meldte de ud, at den nu var deres, og at det historiske etapeløb måtte finde et andet tidspunkt til deres begivenhed. Naturligvis affødte det en skarp reaktion fra den lille cykelklub i De Panne, der i mange år har været i stand til at afvikle et af sportens historiske etapeløb, men i kampen mod giganterne fra Flanders Classic var de chanceløse. UCI valgte lynhurtigt side, og derfor måtte De Panne-folkene give sig.

Løsningen blev totalt at forandre et af sportens klassiske løb, og det gør helt sikkert ondt på mange en cykelnostalgiker. Det var klart, at det ville være helt umuligt at fastholde tredagesformatet på den nye placering, der var overtaget efter Dwars door Vlaanderen, idet det ville betyde, at løbet startede bare tre dage efter Milano-Sanremo og sluttede dagen inden E3. Derfor havde arrangørerne intet andet valg end at reducere deres begivenhed til et endagsløb. Samtidig lavede man en aftale med byen Brugge om at stå for starten, og derfor blev løbet omdøbt til Driedaagse Brugge-De Panne, selvom det altså nu afvikles over bare én dag. Sidste år tog man dog konsekvensen af den nye identitet og gav løbet det mere passende navn Classic Brugge-De Panne.

Som kompensation for degraderingen gav UCI i 2019 løbet en betydelig oprejsning ved i stort set ubemærkethed at gøre det til en del af WorldTour-kalenderen, hvilket formentlig er en del af forklaringen på, at man til den udgave så hele 13 af de 18 WorldTour-hold på startstregen i Brugge. I 2020 og 2021 nåede man helt op på 17 af de 19 bedste hold, og også i år, hvor der nu kun er 18 WorldTour-hold, er der kun to, der har valgt løbet fra, nemlig Ineos og Ag2r.

Med et nyt format har arrangørerne også skullet finde en ny identitet. Tidligere har man haft to relativt flade sprinteretaper med mål i området omkring De Panne, en enkeltstart i byen samt en kuperet etape i hjertet af De Flamske Ardenner. Da løbet naturligvis skal slutte i sin hjemby, der ved kysten ligger langt fra stigningerne i en helt flad del af Belgien, er det klart, at man ikke har kunnet sammensætte en typisk flamsk klassiker med en sværhedsgrad som E3 og Flandern Rundt eller som kongeetapen i det gamle etapeløb.

Resultatet blev i første omgang en rute, der fra starten i Brugge førte feltet ned til de klassiske Gent-Wevelgem-stigninger, inden et langt fladt stykke ledte ud til kysten, hvor løbet afsluttedes med omgange på en flad rundstrækning i De Panne, og således var der tale om en næsten tro kopi af 2. etape i etapeløbet. Det stod dog hurtigt klart, at bakkerne med denne placering næppe ville kunne ryste et WorldTour-felt, og derfor droppede man i 2020 den ide. I stedet markedsføres løbet nu som et potentielt sidevindsdrama på en helt flad rute, og 2020-sæsonens gigantiske sidevindsræs levede i den grad op til det prædikat.

Læs også

Optakt: 1. etape af Giro d’Italia

Det kræver dog særligt vejr, og mest er der lagt op til, at sporten har fået et nyt sprinterløb, og den løsning synes ikke at være helt dum. Som sagt kæmpede Dwars door Vlaanderen med at tiltrække de store klassikerstjerner, og det vil naturligvis heller ikke kunne lade sig gøre for det nye løb. De knap så hårdføre sprintere, der altid har elsket løbet i De Panne, burde imidlertid kunne finde plads i kalenderen i en tid, hvor de kun kan gøre sig gældende i Scheldeprijs og måske i Milano-Sanremo og Gent-Wevelgem. Håber er derfor, at løbet kan fortsætte med at tiltrække et af de bedste sprinterfelter i hele foråret.

Ambitionerne er store. Man har nemlig i forbindelse med omstruktureringen skabt et kvindeløb, der afvikles om torsdagen, dagen efter herrernes løb. Det fik allerede med det samme plads på kvindernes WorldTour, og nu har herrernes version fulgt trop, og dermed har den tabte magtkamp alligevel fået et lykkeligt udkomme.

Som ventet kommer det relativt lette løb for tæt på de store klassikere til, at man har kunnet tiltrække de store klassikerspecialister. Til gengæld havde man utvivlsomt håbet på at kunne fortsætte den stolte sprintertradition, men det lykkedes ikke i debutåret. Marcel Kittel valgte i sidste ende sin Sanremo-debut frem for dette løb, og Elia Viviani og Bryan Coquard var derfor de eneste etablerede topsprintere, der var til start. Det ændrede sig imidlertid i 2019, og efter 2020-udgavens helt anderledes kalenderplacering var sprinterfeltet sidste år skræmmende stærkt. Det vil det også være i år, når man kan præsentere navne som Sam Bennett, Caleb Ewan, Fabio Jakobsen, Dylan Groenewegen, Arnaud Demare, Giacomo Nizzolo, Olav Kooij, Pascal Ackermann, Mads Pedersen, Nacer Bouhanni samt et hav af andre gode afsluttere, der vil gå efter et af de store WorldTour-løb, der kan vindes af en sprinter.

Det stærke felt blev heller ikke snydt sidste år, hvor vi fik den tredje massespurt ud af fire mulige. Her leverede Quick-Step-toget en sand magtdemonstration, så de kunne levere forårets dominerende sprinter, Sam Bennett, så perfekt, at hans sejr aldrig var i fare. ”The best of the rest” var Jasper Philipsen, der sammen med Pascal Ackermann kunne gøre Bennett selskab på podiet. Bennett vender tilbage for at forsvare sin titel, denne gang som Bora-rytter, og Ackermann er også med igen, denne gang for UAE, men til gengæld springer Philipsen årets udgave over.

Ruten

Som sagt har arrangørerne skullet finde en ny identitet til deres løb, og løsningen er altså blevet at designe et sprinterløb, som i de første to udgaver har været en næsten tro kopi af den klassiske 2. etape i det gamle etapeløb. Det har betydet, at en flad indledning har ledt ned til de klassiske Gent-Wevelgem-stigninger nær den fransk-belgiske grænse, hvor man har skullet op over Monteberg, den frygtede Kemmelberg, Rodeberg, Vidaigneberg og Sulferberg, inden man er kørt ud til kysten og afslutningen i De Panne. Her har der ventet en flad rundstrækning som finale på et løb, der havde udsigt til et forløb præcis som 2. etape i etapeløbet: enten ville det hele i en massespurt, eller også ville vinden være så stærk, at den sammen med bakkerne kunne skabe udskilning undervejs.

Efter to år, hvor bakkerne alligevel havde været helt ligegyldige, valgte arrangørerne i 2020 at ændre på formatet. Måske i erkendelse af, at det alligevel kun er vinden, der kan skabe splittelse, droppede man turen ned til stigningerne. I stedet kørte man nu direkte fra Brugge ud til De Panne ved kysten, idet man dog passerede gennem det frygtede og meget åbne og blæsende område De Moeren, hvorefter man som altid sluttede med omgange på en rundstrækning omkring målbyen. I lyset af den sæsons vilde sidevindsdrama kan det ikke undre, at modellen genbrugtes i 2021, hvor ruten endda med ganske få modifikationer var en total kopi. Sådan er det også i år, hvor der alene er tale om en helt beskeden ændring af turen ud til kysten, så distancen forlænges med 4,0 km.

’

I alt er der 207,9 km på programmet, og de fører som omtalt ovenfor fra den nye start i Brugge til løbets hjemby, De Panne. Fra starten bevæger man sig mod sydvest gennem helt fladt terræn, inden man kører stik vest frem til byen Nieuwpoort, der ligger næsten helt ud til vandet. Herefter snor man sig mod sydvest ned til den afsluttende rundstrækning, som rammes i byen Veurne efter 55,5 km. Her kører man den sidste del af en omgang, inden man efter 72,6 km krydser stregen for første gang.

Løbet afsluttes nu med tre omgange på den helt flade 45,1 km lange rundstrækning, der er betydeligt længere end den gamle, man brugte i 2018 og 2019. Først kører man stort set stik syd ned langs grænsen til Frankrig, inden man kører mod nord og nordøst op til byen Veurne. Her kører man kortvarigt mod øst, inden det går mod nordvest tilbage mod kysten. I Oostduinkerke kører man mod sydvest og nordvest helt ud til vandet og byen Koksijde, hvorfra det går mod sydvest hen langs kysten ind til De Panne.

Her er der en serie sving i en ikke helt enkel finale, hvor man med 2,3 km igen drejer væk fra en stor hovedvej og bare 100 m senere drejer til venstre igen. Herefter er der yderligere to hurtige sving, inden man drejer igen med 1500 og 1400 m igen. Slutteligt er der et sidste venstresving med 800 m igen, hvorefter man rammer den helt flade opløbsstrækning

Løbet byder på i alt bare 232 højdemeter, hvilket er ca. 400 færre end i 2019 inden ruteomlægningen.

Læs også

Oversigt: Gigantisk cykel-lørdag

 Livestream Volta a Catalunya og brostensklassikerne til halv pris

Vejret

Det nye Driedaagse de Panne er enten et let sprinterløb eller et vildt sidevindsræs, når man skal igennem det åbne De Moeren, og arrangørerne drømmer utvivlsomt om en gentagelse af 2020-sæsonens vanvittige vejr med en middelvind på 50-55 km/t. Sådan går det dog slet, slet ikke. Faktisk kunne kontrasten ikke være større, da det store højtryk, der også giver suverænt forårsvejr i Danmark, sikrer næsten vindstille betingelser. Således vil der ikke være en sky på himlen, og temperaturen vil ligge på 14-16 grader. Vinden vil bare være svag til let, startende i øst med en styrke på bare 5 km/t, inden den hurtigt drejer til en nordøstlig retning, mens den tiltager til en beskeden styrke på i finalen 11 km/t. Det giver med- og sidemedvind ud til rundstrækningen. Her vil der først være sidemedvind og siden modvind, indtil man får medvind på det sidste stykke ned langs kysten. Det varer ved, indtil man får sidemodvind over de sidste 800 m.

Favoritterne

Et nyt løb betyder naturligvis altid usikkerhed om, hvad man skal forvente, men der er nu ikke meget hokuspokus over det nye 3 Dage ved Panne. Med beslutningen om at fjerne stigningerne er det nu et pandekagefladt løb, hvor vinden bestemmer alt. På en stille og rolig dag er det bare en ny udgave af Scheldeprijs, hvor en massespurt må antages som stort set uundgåelig - sådan gik det også i de to første år, selvom de dengang skulle over stigningerne - men til gengæld er turen gennem det helt åbne landskab ved De Moeren skabt til sidevindskørsel, hvis vinden er voldsom og står rigtigt. Med beslutningen om at forlænge rundstrækningen og sende feltet mere ud i det åbne terræn, er der også chance for sidevindskørsel tættere på finalen end tidligere.

Det gav i den grad pote i den vilde, voldsomme og på alle måder vanvittige 2020-udgave, men vi får ikke en gentagelse i 2022. Arrangørerne har ellers forsøgt at skabe løbet som en slags vindens klassiker med de mange ture gennem De Moeren, men vejrguderne spiller slet ikke med. Der er sikkert mange danskere, der jubler over det store højtryk, der giver herligt sommervejr til Nordeuropa, men ville man gerne have sidevindskørsel i morgen, kommer det i den grad i vejen.

Vi ender i den helt modsatte grøft af det, vi så i efterårsudgaven i 2020. Denne gang bliver det så stille, at det formentlig ikke engang bliver nervøst, når de skal igennem De Moeren. Lidt koncentration vil der sikkert altid være, ikke mindst på sidste omgang, men splittelse bliver der ikke.

Det ligner derfor det klassiske sprinterløb og den nye udgave af Scheldeprijs. Et udbrud vil blive holdt i snor af i hvert fald Quick-Step, men det er lidt interessant at se, hvem de får hjælp af. Alpecin er et godt bud, men jeg vil også tro, at BikeExchange, Jumbo, UAE, FDJ og Arkea alle potentielt kan tro så meget på deres sprintere, at de vil give en hånd med. Uanset hvad vil interessen i en spurt være så enorm i et løb, hvor alle kommer med mindst én sprinter, at chancen for en udbrudssejr burde være så tæt på 0, som man kan komme.

Læs også

”Det vil betyde alt”- Honoré øjner karrieredefinerende resultat

Det bør altså blive et begivenhedsfattigt løb, men spurten bliver til gengæld fremragende. Det er ærgerligt, at vi i sidste øjeblik har mistet Fabio Jakobsen og Mads Pedersen, der puster ud efter Sanremo, samt Giacomo Nizzolo, der har brækket hånden, og Caleb Ewan, der stadig er syg, men det er ikke mange løb, der kan præsentere så fint et sprinterfelt.

Selve spurten er meget teknisk med et hav af sving på de sidste 2300 m ind gennem De Pannes smalle gader. Det er derfor en finale, hvor lead-outs og tog bliver meget afgørende. Selve opløbsstrækningen er dog 800 m lang, og selvom der er en let modvind, er det i et vist omfang muligt med god fart at redde lidt af det tabte, men det er en spurt, hvor positionering vil spille en meget væsentlig rolle.

Det er også den primære årsag til, at jeg peger på Mark Cavendish . Sidste år viste Quick-Step nemlig, hvordan kagen skal skæres i denne kringlede finale, da de slet og ret var altdominerende ed et af de flotteste lead-outs i hele sidste sæson. Dengang kom de også i en helt suveræn formation, hvor man foran Sam Bennett havde Alvaro Hodeg, Florian Senechal, Bert van Lerberghe og Michael Mørkøv. Det kan man ikke helt matche denne gang, hvor særligt savnet af Senechal vil kunne mærkes, men Jannik Steimle kan sagtens gå ind i rollen som fjerdesidste mand foran den gyldne kombination med Van Lerberghe og Mørkøv, der begge er blandt de allerbedste i rollen som sidste mand.

Til gengæld var jeg lidt skuffet over Cavendishs fart, da han vandt i Milano-Torino. Her virkede han slet ikke så overbevisende, men til gengæld imponerede han mig meget i UAE Tour og Oman. Han må stadig regnes som en af de allerhurtigste her, og hvis Quick-Step dominerer på den måde, de har potentiale til, skal de værste rivaler sidde lige bag ham, hvis han skal slås. Den risiko er også til stede, men med sit suveræne tog må Cavendish være manden, der skal slås i det løb, der faldt ned i hans turban, da Jakobsen røg til Sanremo.

Jeg vælger at pege på Tim Merlier som nr. 2. Belgieren er kommet tilbage på sporet efter en haltende start, og havde han ikke tabt momentum i sidste sving i fredags, havde han taget sin tredje sejr på mindre end to uger. Desværre er denne finale langt fra optimal for den positioneringssvage belgier, men hans positionering er gået bemærkelsesværdigt godt i både Tirreno og de seneste to semiklassikere. Toget er til gengæld ganske svagt, men han forenes endelig med sin bedste lead-out man, Jonas Rickaert. Om det er nok til at holde ham fremme, når resten af holdet er pauvert, og finalen er så kringlet, kan jeg være meget bekymret for, men Merlier må med sin fart og hans seneste positionering vel stadig regnes som den mand, der har størst chance for at gå forbi Cavendish.

Meget af det samme kan gentages om Olav Kooij. Hollænderen har i både UAE Tour og Tirreno bekræftet, at vi allerede skal til at regne ham til den absolutte sprinterelite, når det alene handler om fart. Til gengæld har begge løb også vist os, at hans positionering er problematisk, men det skyldes i høj grad manglende støtte. Denne gang har han endelig et solidt tog med Jos van Emden, Tosh van der Sande, Tim van Dijke, Pascal Eenkhoorn og Timo Roosen, men det er stadig et tog, der ikke har den store rutine i at arbejde sammen. Eenkhoorn og Roosen er dog med en vis erfaring, og lykkes det dem at holde deres kaptajn fremme, er jeg ikke i tvivl om, at den hollandske spurtkanon også har farten til at vinde, selvom han er oppe mod en stor del af verdenseliten.

Jeg vover pelsen og peger på Sam Bennett som nr. 4. Sidste år var han ganske suveræn, da hurtigste mand sad bag bedste tog, men i år går det ikke helt så enkelt. Ireren har været uhyre formsvag grundet sin svære afslutning på 2021, og han manglede stadig meget i Paris-Nice. Den sygdom, der kostede ham Sanremo, kan kun have gjort det endnu værre. Når jeg alligevel kan se ham vinde dette løb, skyldes det to ting. For det første bliver løbet med dette vejr meget let, og derfor betyder hans manglende form knap så meget. For det andet er hans tog med Ryan Mullen, Jonas Koch, Jordi Meeus og ikke mindst Danny van Poppel, der har kørt fremragende lead-out for sin kaptajn i alle de spurter, han har kørt i år, formentlig det, der kan tage kampen op med Quick-Step. Kører Van Poppel som hidtil, kan det måske være Bennett, der sættes bedst op. Lige nu er der folk, der er hurtigere end ham, men han viste trods alt i UAE Tour, at han vil komme tæt på sejren, hvis Van Poppel igen laver magi.

Jeg er også begyndt at tro på, at Nacer Bouhanni igen kan vinde spurter på dette niveau. Allerede i Touren sidste år lignede han igen en mand, der nærmer sig den absolutte sprinterelite, og det gjorde han igen i Milano-Torino, hvor han faktisk så hurtigere ud end Cavendish. Hans positionering er til gengæld ikke så sublim, som den tidligere varm og hans to med Christophe Noppe og Amaury Capiot er helt uden rutine i at samarbejde. Alligevel er han så driftssikker, at han sjældent skyder skævt, og chancen for et topresultat er god. Lige nu synes han også at have så god fart, at han kan slå de hurtigste, hvis positioneringsspillet falder ud til hans fordel.

I den ene spurt, han kørte i UAE Tour, lignede Dylan Groenewegen stadig verdens hurtigste mand. Om han stadig er det, ved vi bare ikke, for han har ikke kørt én eneste reel spurt siden dengang. Den positioneringssvage hollænder er aldrig kommet frem, og hans tog har slet ikke fungeret. Denne gang har de samlet stort set alle holdets lead-out men, og på papiret er det med Kelland O’Brien, Campbell Stewart, Alexander Konychev, Alex Edmondson og Luka Mezgec også et ganske imponerende tog. Problemet er bare, at det har været tilfældet tidligere, og det har med de unge, urutinerede navne slet ikke fungeret. Det betyder ikke, at Groenewegen ikke kan vinde, men den tekniske finale er en gigantisk ulempe. Sidder han alligevel relativt fornuftigt i sidste sving, vil det langt fra overraske mig, hvis han også med nogen afstand er den hurtigste i det løb, hvor han i 2019 var så skræmmende overlegen, at det stadig er svært at glemme.

Læs også

Eksperten vurderer de danske vinderchancer i Giroen

Dette er den første store test for Arnaud de Lie, der tager over efter sygdomsramte Ewan. Hidtil har han vist, at han er yderst konkurrencedygtig, men det er første gang, han skal køre mod den fulde elite i en flad spurt. Vi havde chancen for at se ham i fredags, men desværre tabte han kæden, og derfor er hans reelle fart på flad vej uafklaret. Han var dog synligt langsommere end Merlier i den stigende spurt i Nokere, men her burde han have en bedre chance. Han har fået hjælp af hele Ewans tog (minus Roger Kluge), og en formation med Florian Vermeersch, Michael Schwarzmann, Rudiger Selig og Jasper de Buyst ser potent ud. Desværre har de også skuffet ved flere lejligheder, senest i Saudi Tour, og jeg frygter, at der vil være bedre hold. Til gengæld har De Lie selv imponeret i positionskampen. Lykkes det at sidde rigtigt, bør hans fart fører ham meget langt, også i dette felt.

Arnaud Demare kommer til løbet i fremragende form, som han senest beviste i Sanremo, og hans flotte spurt på 3. etape i Tirreno viste også mere fart, end han har vist længe. Desværre var det også i en let stigende spurt, der passede ham perfekt, mens han på flad vej aldrig har haft farten til at slå de bedste i dette felt. Til gengæld har han samlet hele sit erfarne supertog med Miles Scotson, Ramon Sinkeldam og Jacopo Guarnieri og ny styrket med Bram Welten. De har desværre generelt været skuffende i de seneste to sæsoner, men vi har også set dem ramme rigtigt enkelte gange, senest på 3. etape i Tirreno, hvor Guarnieri afleverede Demare perfekt. Vi ved, at de har klassen, og har de en af de dage, hvor den sidder i skabet, er det netop i en kringlet finale, hvor position betyder mere end fart, at Demare måske alligevel kan vinde. Formen er der i hvert fald.

Pascal Ackermann fik en meget tiltrængt sejr i Koksijde forleden, og det har givet ham enorm selvtillid. Han viste også mere fart, end vi har set længe, men sejren skal også sættes i perspektiv. I en flad spurt er Hugo Hofstetter bestemt langt fra eliten, og Merlier mistede alt sit momentum i sidste sving. I de foregående spurter har Ackermann stadig lignet en mand, der mangler fart i forhold til de bedste, og det vil jeg tro, at han gør igen i morgen. Til gengæld er han også stadig en ørn i positionskampen, og hans tog med Rui Oliveira, Felix Gross og den genfødte Maximiliano Richeze ser kapabelt ud. Desværre er de ikke kapable nok til at dominere, og fra baghjul tror jeg ikke, at Ackermann er hurtig nok til at vinde, selvom han burde være blandt de mest sikre i top 10.

Et af de allerbedste tog har Trek, men det er uklart, hvem de kører for. Da Jon Aberasturi stadig er på vej tilbage efter en skade, bør det dog være Edward Theuns, der er manden. Hans form er dog ukendt, da han blev taget af startlisten til løbene i sidste uge, og det kunne tyde på, at han har været syg. Han gennemførte dog Tirreno, og han kan derfor ikke være helt formsvag. Toget med Aberasturi foran guldkombinationen med Alex Kirsch og den sublime Jasper Stuyven er uhyggeligt stærk, og i denne tekniske finale kan det være vejen til et topresultat. Desværre tvivler jeg på, at Theuns har farten til at vinde i dette felt.

Forud for sæsonen var jeg ikke vild med, at Max Kanter skiftede til Movistar, men det er gået over al forventning. Han har positioneret sig langt bedre, end han plejer, og dermed har vi også kunnet se lidt af den fart, han altid har haft. I dette felt er togene dog uhyggeligt stærke, og finalen er alt for kringlet til en mand, hvis tog vel nærmest har Gonzalo Serrano som eneste slags lead-out man. Alligevel er det ofte lykkedes ham med at sidde fornuftigt, men det skal virkelig flaske sig, hvis han skal have chance for at vise sin fart.

Hele denne historie kan gentages om Alberto Dainese. Italieneren nåede på 7. etape i Tirreno at bevise, at han stadig er lynhurtig, men også den dag kom han langt bagfra. DSM-toget har slet ikke fungeret i år, og det gør det svært at tro på dem i denne uhyre kringlede finale. På papiret ser de stærke ud med Sam Welsford, Niklas Märkl, Joris Nieuwenhuis og Cees Bol, men det har bare ikke været nok hidtil. Jeg føler mig overbevist om, at farten fører ham rigtigt langt, men historikken tilsiger, at han igen i morgen ender uden for top 10. Det er også muligt, at de kører for Bol, men det gjorde de ikke i UAE Tour, og da han var syg i sidste uge, vil det være mærkeligt, hvis han pludselig får chancen.

Cofidis har både Simone Consonni og Max Walscheid, mens selvom den flyvende tysker vandt i Denain, vil det være mærkeligt, hvis ikke de kører for Consonni, som de plejer. Walscheid vil alligevel altid komme til kort i denne tekniske finale, men den er til gengæld en gave for Consonni, der positionerer sig som få. Derfor ender han stort set altid langt fremme, men desværre mangler han farten til at vinde. Holdet ser også ret svagt ud denne gang, og det kan måske betyde, at han er et mere usikkert kort, end han plejer, men normalt vil han ende ganske langt fremme.

Det er uklart, hvem der skal spurte for Intermarché. I fredags sagde Gerben Thijssen, at dette var hans chance, men nu er Biniam Girmay pludselig hentet ind. Jeg vil dog tro, at Girmay mangler noget fart i en klassisk boulevardspurt som denne, og jeg tilskriver derfor Thijssen den bedste chance. Han har i hvert fald i år lignet en rytter, der er på vej tilbage til den fart, han viste i 2020, inden alle problemerne med helbredet ramte. Hans positionering har til gengæld haltet, men med hjælp fra Girmay, formstærke Barnabas Peak og ikke mindst erfarne Adrien Petit kan man håbe, at han kan sidde tilstrækkeligt langt fremme til at bekræfte, at han stadig er hurtig.

Jeg var meget imponeret over, hvordan Niccolo Bonifazio klatrede i Paris-Nice og Sanremo. Det indikerer, at den svingende italiener er i flyvende form, men desværre synes han ikke så hurtig som i gamle dage. Hans engang så stærke positionering er også gået fløjten, og det er et problem i et løb, hvor toget med Sandy Dujardin og Lorrenzo Manzin ser svagt ud. Genfinder han sin gamle næse i en teknisk finale, han burde elske, er der dog håb for, at han alligevel kan sidde rigtig. I det tilfælde burde hans fart stadig føre ham et stykke.

Læs også

Visma-boss bekræfter: Vingegaard kan stadig nå Tour de France

En joker er Sasha Weemaes . Sport Vlaanderen har både ham og Arne Marit, men sidstnævnte har skuffet i år, og chancen for et topresultat må være størst med Weemaes. Han viste i Belgium Tour og på Mallorca, at han er lynhurtig også i skrappe feltet som disse, men hans positionering er en ren katastrofe. Derfor er jeg heller ikke optimistisk i denne kringlede finale, men skulle miraklet med en god position indtræffe, burde han kunne overraske.

Endelig er der Israel-PT, der har både Itamar Einhorn og Rudy Barbier, der efter Nizzolos afbud skal finde ud af, hvem der skal spurte. Grundet sit pas plejer Einhorn at være den foretrukne, men det er også muligt, at de begge spurter, som det før er set. Jeg vil dog tilskrive Einhorn den bedste chance for at lave et resultat, da Barbiers fart har virket aftagende i år. Sidste år viste Einhorn, at han godt kan komme langt i et felt som dette, og hans positionering plejer også at være fin. Toget er ikke det stærkeste, men med hjælp fra den uhyre erfarne Rick Zabel kan man håbe, at han kan ende i position til at vise, at han også kan være med i så skrapt et felt.

***** Mark Cavendish

**** Tim Merlier, Olav Kooij

*** Sam Bennett, Nacer Bouhanni, Dylan Groenewegen, Arnaud de Lie, Arnaud Demare

** Pascal Ackermann, Edward Theuns, Max Kanter, Alberto Dainese, Simone Consonni, Gerben Thijssen, Niccolo Bonifazio, Biniam Girmay, Sasha Weemaes, Itamar Einhorn

* Cees Bol, Timothy Dupont, Rudy Barbier, Kristoffer Halvorsen, Pierre Barbier, Arne Marit, Danny van Poppel, Marijn van den Berg, Stanislaw Aniolkowski, Jon Aberasturi, Jasper Stuyven, Jordi Meeus, Luka Mezgec, Max Walscheid, Michele Gazzoli, Filippo Fiorelli, Luca Mozzato, Jonathan Milan, Bram Welten, Michael Mørkøv, Sacha Modolo, Søren Wærenskjold, Lorrenzo Manzin, Luca Colnaghi

Danskerne

På Quick-Step skal Michael Mørkøv nok engang forsøge at levere Mark Cavendish til sejr, og i den mission skal Mikkel Honoré også hjælpe til. Hos Intermarché skal Julius Johansen indgå i toget for Gerben Thijssen og Biniam Girmay, mens Mathias Norsgaard på Movstar skal arbejde for Max Kanter. Hos Trek skal Jakob Egholm formentlig arbejde for Edward Theuns, mens Mikkel Bjerg på UAE skal bidrage til at sikre Pascal Ackermann sin anden sejr på under en uge. Endelig skal Lasse Norman Hansen og William Blume Levy på Uno-X støtte Kristoffer Halvorsen.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Sam Bennetts sejr fra 2021, Yves Lampaerts sejr fra 2020, Dylan Groenewegens sejr fra 2019 og Elia Vivianis sejr fra 2018.

 Livestream Volta a Catalunya og brostensklassikerne til halv pris

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår vi de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

BORA-hansgrohe: Det handler om Bennett, men skulle han være helt fra snøvsen efter sin sygdom, har de en kapabel erstatning i Danny van Poppel, der virker som et mere sandsynligt bud end Jordi Meeus, som har været syg.

Quick-Step Alpha Vinyl Team: Det handler om Cavendish.

Læs også

Manager: Hvor længe var Jeppe i baronens seng?

Lotto Soudal: Det handler om De Lie.

Intermarché-Wanty-Gobert Materiaux: Som beskrevet ovenfor er det uklart, om de spurter med Girmay, Thijssen eller dem begge.

Astana Qazaqstan Team: De vil forsøge med Michele Gazzoli, men han mangler både farten og holdet.

Bahrain-Victorious: De satser på Jonathan Milan, men selvom holdet ser stærkt ud, har han vist skuffende fart i Emiraterne og Saudi Tour.

Cofidis: Det bør handle om Consonni med Walscheid om det nævnte alternativ.

EF Education-EasyPost: Det handler om den sidste år så lovende Marijn van den Berg, men hans fart var skuffende i Emiraterne, og hans hold er svagt.

Groupama-FDJ: Supertoget er samlet om Demare.

Israel-Premier Tech: Som beskrevet ovenfor har de både Einhorn og Barbier som optioner.

Jumbo-Visma: Alle mand for Kooij.

Læs også

Dansk etapesejr og førertrøje i Fredsløbet

Movistar Team: Det spanske hold skal forsøge at få guidet Kanter i position.

Team BikeExchange-Jayco: Det handler 100% om Groenewegen.

Team DSM: Som beskrevet ovenfor er Dainese den sandsynlige plan med Bol et alternativ.

Trek-Segafredo: Som beskrevet ovenfor regner jeg med, at det handler om Theuns, men Jon Aberasturi og måske også Jasper Stuyven kan ikke helt udelukkes.

UAE-Team Emirates: Holdet er bygget op om Ackermann.

Alpecin-Fenix: Den ikke specielt imponerende trup skal forsøge at sætte Merlier i scene.

Team Arkea-Samsic: Alle mand for Bouhanni.

B&B Hotels-KTM: Holdet har både Pierre Barbier og Luca Mozzato, men i en flad spurt er det normalt for Barbier, som det var det i Denain. Han er god i positionskampen, men farten var svært skuffende i sidste uge.

Bardiani-CSF-Fainzané: Holdet har tre optioner i Filippo Fiorelli, Sacha Modolo og Luca Colnaghi, men de plejer at have Fiorelli længst fremme. Det har dog været helt sløjt i år.

Bingoal Pauwels Sauces WB: Timothy Dupont er plan A, men selvom han positionerer sig fint, tvivler jeg på, at farten stadig er god nok. Stanislaw Aniolkowski spurter af og til selv, men hans fart har været skuffende på det sidste.

Sport Vlaanderen-Baloise: Som omtalt er Weemaes og Marit begge optioner.

TotalEnergies: Det handler 100% om Bonifazio.

Uno-X Pro Cycling Team: Det må handle om Kristoffer Halvorsen, men han har ikke fået det til at fungere i år, og jeg tvivler på, at toget er stærkt nok til denne kringlede finale. Et alternativ er Søren Wærenskjold, der endte bedst i fredags, men normalt vil det være for Halvorsen.

 Livestream Volta a Catalunya og brostensklassikerne til halv pris