Optakt: Donostia San Sebastian Klasikoa (Clasica San Sebastian)

SE CLASICA SAN SEBASTIAN UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Løbets rolle og historie

Spanien er et af cykelsportens traditionelle kraftcentre, og sporten har en rig historie i landet. Cykelkulturen er imidlertid mærkbart anderledes end i mange andre etablerede cykelnationer. Mens Belgien altid har lagt mest vægt på endagsløb, spiller den type begivenheder nærmest ingen rolle på Den Iberiske Halvø, hvor det næsten udelukkende handler om etapeløb. Mange af disse løb er ganske vist forsvundet, men Spanien havde engang verdens klart mest imponerende serie af kuperede etapeløb.

Modsat har der aldrig været mange endagsløb i Spanien, og de få spaniere, der har begået sig i klassikerne, har aldrig fået meget anerkendelse i hjemlandet - bare spørg Juan Antonio Flecha og Oscar Freire. Der er dog ét endagsløb, der skiller sig ud fra de øvrige og har kæmpet sig til en plads i cykelsportens højeste division: det kuperede Clasica San Sebastian.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Mens mange andre klassikere får deres anseelse i kraft af deres lange historie, er Clasica San Sebastian i en helt anderledes position. Første udgave blev afviklet i 1981, og der er således tale om en ret ny begivenhed. Alligevel var det fra start i stand til at tiltrække både de største spanske og udenlandske stjerner, der var inspirerede af det kuperede terræn og passionen i den baskiske cykelkultur. Da World Cuppen blev skabt i 1989, var Clasica San Sebastian således med det samme med på listen over de fineste endagsløb, selvom det kun have 8 år på bagen. Da ProTouren (der nu er kendt som WorldTouren) så dagens lys i 2005, var løbet igen med på kalenderen over de største løb.

Den anerkendelse er berettiget. Som en velorganiseret begivenhed i en af de mest cykelgale regioner i Europa tiltrækker det altid et klassefelt af klatrere og ardennerspecialister, der trives på de baskiske stigninger. Med sin placering mindre end en uge efter afslutningen på Tour de France har løbet fundet sin egen unikke rolle på cykelkalenderen som den perfekte revanchematch for Tourens bedste klatrere. Disse Tour-stjerner blander sig med mange af de store navne, der var fraværende i de tre uger på de franske landeveje, og for denne gruppe er løbet det første mål i en lang efterårssæson. Tidligere blev løbet afviklet en uge senere, men den seneste ændring af kalenderen har givet løbet et yderligere boost, da det nu er tættere på Touren, hvilket gør det lettere for Tour-stjernerne at bevare formen inden en pause.

Som det er tilfældet for mange andre spanske løb, har dets eksistens været truet i de senere år, og i februar 2012 advarede arrangørerne om, at hverken Clasica San Sebastian eller Baskerlandet Rundt ville kunne overleve, hvis man ikke fandt en ny storsponsor. UCI overvejede at gribe ind for at redde to af sportens store løb, men til sidst var det den spanske bank Sabadell Guipizcano, der sikrede deres fremtid.

Løbets ikoniske stigning er Alto de Jaizkibel, der traditionelt har været stedet, hvor udskilningen skal skabes inden det flade indløb til målet i kystbyen San Sebastian. Med et ønske om at gøre løbet hårdere besluttede man i 2010 at inkludere en anden passage af bjerget, og siden var både Jaizkibel og den efterfølgende Arkale-stigning på programmet to gange. Det gjorde utvivlsomt løbet hårdere og vanskeligere at kontrollere i finalerne.

I 2014 ændrede man igen ruten. Arrangørerne var frustrerede over ikke at kunne promovere byen San Sebastian tilstrækkeligt, og derfor besluttede man, at en større del af finalen skulle finde sted i byen. Efter de to passager af Jaizkibel og Arkale fulgte man den traditionelle rute tilbage til bycentum, men afsluttede nu løbet med en omgang på en 16,2 km lang rundstrækning. Den var ganske vist hovedsageligt flad, men inkluderede den meget stejle 3 km lange stigning til Hotel San Sebastian, hvor en gennemsnitlig stigningsprocent på 9% og et maksimum på hele 22% gjorde det til en meget svær finale. Toppen kom med bare 8,3 km til mål, og det ændrede afgørende på dynamikken i løbet, da det gav de gode klatrere langt bedre mulighed for at skabe udskilning. I 2016 havde man planer om at benytte samme finale, men måtte i sidste øjeblik vælge en anden opkørsel til hotellet. Det gjorde stigningen en anelse lettere, men ændrede ikke afgørende på løbets karakter, som har været bibeholdt siden dengang, nu dog i et endnu hårdere format med den meget stejle Erlaitz-stigning mellem Jaizkibel og finalemuren.

Clasica San Sebastian er ofte et af de sværeste løb at forudsige, da Tour-rytternes form altid er et helt åbent spørgsmål. Nogle kommer ud af løbet med et boost, mens andre er helt døde og ofte først meget sent beslutter, om de overhovedet stiller til start. Det betyder også, at startlisten altid undergår store forandringer helt indtil de sidste 24 timer inden løbet.

Samme mønster vil utvivlsomt gentage sig i år, og derfor er det i skrivende stund uklart, hvem der stiller til start. I år er der imidlertid ikke et OL at tage hensyn til, som der var det for to år siden, men til gengæld kan nogle foretrække at satse på VM, der køres bare en uge senere. VM har dog ikke den store appel til klatrerne, og derfor kan vi heldigvis se frem til deltagelse af masser af Tour-profiler som Simon Yates, Pello Bilbao, Mikel Landa, Carlos Rodriguez, Guillame Martin, Felix Gall, Neilson Powless, Giulio Ciccone, Ben O’Connor, Mattias Skjelmose, Tiesj Benoot, Julian Alaphilippe og Michael Woods, der blot er en brøkdel af de Tour-ryttere, der vil være at finde i feltet, og de får selskab af en stjerneparade af ryttere, som bruger løbet som første skridt på vejen mod Vueltaen eller andre løb, herunder Remco Evenepoel, Juan Ayuso, Ben Healy, Marc Hirschi, Michael Matthews, Andreas Leknessund og Romain Gregoire.

Sidste år fik Tour-rytterne i den grad klø af de ryttere, der ikke havde været i Frankrig. Alle øjne var rettet mod Tadej Pogacar, men løbets største favorit blev sat allerede på den nedre del af Jaizkibel. I stedet tog Quick-Step kontrol med et hårdt tempo, inden Remco Evenepoel med et vildt soloridt på Erlaitz-stigningen kørte resten af feltet midt over. En gruppe med Pavel Sivakov, Tiesj Benoot, Bauke Mollema, Carlos Rodriguez og Simon Yates jagtede, men kom aldrig i nærheden af belgieren, der tog sin anden sejr i løbet på suveræn vis med hele 1.58 ned til Sivakov og 2.31 ned til Benoot. Evenepoel vender tilbage for jagte sin tredje sejr, og han vil igen være oppe mod Benoot, men til gengæld kører Sivakov i år Tour de Pologne i stedet.

SE CLASICA SAN SEBASTIAN UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Ruten

Clasica San Sebastian fulgte i flere år et ret fast mønster, men som nævnt ovenfor har man to gange inden for de seneste 10 år foretaget væsentlige ændringer. Traditionelt har der været en indledende strækning gennem de baskiske bjerge, hvor man har trættet rytterne inden den store finale, og siden er løbet blevet afgjort på den svære rundstrækning med de klassiske stigninger Jaizkibel og Arkale. I 2010 kom de begge på programmet to gange, inden rytterne igennem fladt terræn kørte tilbage til den store afslutning på boulevarden i San Sebastian.

Som nævnt besluttede man at foretage endnu en afgørende ændring forud for 2014-udgaven, og tilføjelsen af den 16,2 km lange rundstrækning med en meget stejl stigning forandrede løbets dynamik totalt. Den indledende kuperede strækning varierede i de følgende år lidt, men blev forkortet og gjort nemmere med færre stigninger. Efter 2014 havde løbet dog en i alt væsentligt uforandret finale med de to passager af Jaizkibel og Arkale efterfulgt af rundstrækningen med den i afsnittet ovenfor omtalte mur op til hotellet i San Sebastian - en stigning, der som nævnt dog blev ændret i 2016, hvor sikkerhedskrav fra UCI tvang arrangørerne til at benytte en marginalt anderledes opkørsel i finalen. Den var knap så stejl, gjorde løbet 1200 m længere og kom lidt længere fra målstregen, men det ændrede dog ikke afgørende på løbets karakter.

Det blev der imidlertid lavet om på i 2019, hvor løbet ændredes afgørende. Mange ville helt sikkert mene, at det var at gøre vold mod løbets identitet, og det kan man med nogen ret give dem ret i. Arkale-stigningen udgik, og ikoniske Jaizkibel skulle blot forceres en enkelt gang næsten 100 km fra mål. Nok havde den med den nye rundstrækning spillet en mindre rolle i de senere år, men nu blev den nærmest bare en parentes. I stedet skulle man som noget nyt efterfølgende over den noget sværere Erlaitz-stigning, inden det hele sluttede med en forlænget rundstrækning omkring San Sebastian, hvor der udover muren op til hotellet var en tidligere stigning, Menizorrotz, som blot var muren i en forlænget udgave, og som skulle passeres med knap 40 km igen, inden det gjaldt den stejle rampe i den absolutte finale.

I 2021 havde man en blanding af det gamle og det nye format, da den meget stejle Erlaitz atter erstattede Arkale, men til gengæld droppede man Menizorrotz, hvorfor man kun skulle op ad muren én gang. Det betød til gengæld, at Jaizkibel genvandt lidt af sin tidligere betydning, selvom toppen stadig kom så langt fra mål, at dens afgørende rolle var helt væk. Den rolle kunne overtages af Erlaitz, der nu kom tættere på mål og derfor kunne bruges til mere, end den kunne i 2019. Modellen var et hit, for i 2022 var der tale om totalt genbrug af 2021-udgaven.

I 2023 vender man imidlertid tilbage til modellen fra 2019 med en rute, der med ganske få modifikationer er en kopi af den rute, der blev benyttet for fire år siden. Det betyder altså, at Jaizkibel og Erlaitz nu kommer længere fra mål, og at man altså igen skal over muren to gange - første gang i form af den forlængede udgave under navnet Menizorrotz.

Distancen er stort set, som den plejer, idet der skal tilbagelægges 230,3 km, der både starter og slutter i San Sebastian. Løbet indledes som altid med en omgang på en stor rundstrækning omkring kystbyen, men denne gang altså en anden end i 2021 og 2022. Den første del af løbet foregår langs kysten, hvor man kører mod vest, og er derfor næsten helt flad. Det er således først, når man drejer mod syd, begiver sig ind i landet, at løbet ændrer karakter.

Det sker, når man efter 26,8 km når toppen af kategori 3-stigningen Meaga (3,5 km, 3,4%, max. 6%), hvorefter endnu et fladt stykke leder mod syd og sydøst frem til kategori 2-stigningen Iturburu (6,6 km, 5,3%, max. 7%), hvis top nås efter 59,5 km. Den sidste udfordring i denne indledende del kommer efter, at man er fortsat mod syd, øst og til sidst nord og udgøres af kategori 3-stigningen Alkiza (4,4 km, 6,2%, max. 10%), hvis top rundes efter 78,8 km. Herefter leder småkuperet terræn med flere småbakker - herunder Gurutze (3,7 km, 3,9%) med top efter 115,5 km - mod nordøst og ud mod kysten, hvor man for nogle år siden ramte Jaizkibel-Arkale-rundstrækningen

Denne første del af løbet er den samme som i 2018 og 2019 og sværere end tidligere år, men vil alligevel hovedsageligt tjene det formål at få skabt det tidlige udbrud. Traditionelt får de et relativt stort forspring, men det vil hurtigt falde, når jagten sættes ind, og farten øges frem mod løbets mest ikoniske stigning.

Den melder sig, når man drejer mod nordøst, forlader vandet og tager hul på den ikoniske kategori 1-stigning Alto de Jaizkibel (6,9 km, 6,2%, max. 12%). Stigningen kommer i to omgange med et lettere stykke indimellem og flader ud nær toppen, og de svære passager har procenter på 7-8. Ligesom tidligere år det stadig er for tidligt for favoritterne at spille ud, men her ser man ofte en udskilning i udbruddet og i feltet, hvor flere hold som regel er interesserede i at gøre løbet hårdt.

Læs også

Efter dansk sejrsstime: Vi tog store skridt og kan være stolte

Toppen rundes efter 137,0 km og efterfølges af en teknisk nedkørsel, der fører mod nordøst og syd ned til Irun. Her plejede man at sætte kursen mod Arkale, men i stedet fortsætter man nu om dag mod syd og vest op ad den i 2019 nye kategori 1-stigning Erlaitz (3,8 km, 10,6%, max. 13%), der er rigtig klassisk baskisk mur. Toppen, der i 2021 og 2022 kom med 42,9 km igen, kommer efter 157,0 km, hvorefter de sidste 73,3 km efterfølges af en teknisk nedkørsel, der leder mod nordvest tilbage til kysten, hvor man igennem fladt terræn kører ind til San Sebastian. Her krydser man efter 182,0 km stregen for første gang i forbindelse med en spurt.

Løbet afsluttes nu med en omgang på en 48,2 km lang rundstrækning, der er en forlænget udgave af den, vi har kendt i de seneste år (med 2019-udgaven som en undtagelse). Fra centrum af byen går det igennem fladt terræn mod nordvest ud mod udkanten, hvor man rammer den velkendte finalestigning. Denne gang går den imidlertid under navnet Mendizorrotz, fordi man kort inden toppen drejer mod sydvest for at køre endnu længere op, end man plejer. I alt bliver det således en 4,1 km lang kategori 2-stigning med en gennemsnitlig stigningsprocent på 7,3%, men som over de første 2 km stiger med hele 11,3% i snit og når op på 19%. Den ”nye” del af stigningen er de sidste 2 km, der bare stiger med 4,5% og leder frem til toppen, som rundes efter 193,3 km.

Efter stigningen resterer 36,9 km, der indledes med en teknisk nedkørsel, som leder mod sydvest tilbage til kysten, hvor man drejer mod øst for igennem fladt terræn at køre forbi den sidste spurt, der er placeret efter 209,1 km, og tilbage mod centrum af San Sebastian. I udkanten drejer man imidlertid atter mod sydvest for endnu engang at køre op ad den velkendte finalestigning, som er i kategori 2. Denne gang kører man den, som man ”plejer”, så den i alt bliver 2,1 km lang og stiger med 10,1% i snit og med mellem 11,5% og 14,7% over den sidste kilometer, hvor den når sit maksimum på 19%.

Toppen rundes med 8,0 km igen, og den sidste del kan inddeles i to. Først følger en meget hurtig og let nedkørsel, der leder mod nordøst og sydøst tilbage mod byens centrum, hvorefter de sidste 3 km er helt flade. De foregår langs den brede kystboulevard, inden der venter skarpe sving med 1100, 600 og 300 m til stregen. I de seneste år har det været scenen for en hektisk jagt mellem en enlig eller et par ryttere, en lille forfølgergruppe og en lidt større gruppe, hvor taktik, køligt overblik og evnen til at samarbejde har spillet en helt afgørende rolle i at krone vinderen af årets udgave af Spaniens største endagsløb.

Løbet har i alt 4051 højdemeter, hvilket er omkring 50 flere end på den næsten identiske rute i 2019, og ca. 50 færre end i 2018, 2021 og 2022.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Overraskelsernes schweiziske holdeplads

SE CLASICA SAN SEBASTIAN UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Vejret

Selvom Baskerlandet er kendt for regnvejr, finder Clasica San Sebastian som regel sted i bagende varme. Sådan vil det dog ikke være i år. Dagen vil starte flot med kun få skyer og en temperatur på 24 grader, men i San Sebastian topper temperaturen kun på 25 grader, og i løbets sidste times tid vil der være en bygerisiko på 40-45%. Vinden vil være svag til let, komme fra nord og nordnordvest og tiltage fra en styrke på bare 4 km/t til 12 km/t gennem løbets anden halvdel. Det giver sidevind hen langs kysten, derefter generel medvind, når man kører ind i landet, når man kører ud til kysten. Der vil være sidemodvind på Jaizkibel og sidemedvind på Erlaitz, hvorefter der vil være sidemodvind tilbage mod San Sebastian. Man går sidemodvind på den nedre del af Mendizorrotz og sidevind på den øvre del, hvorefter der vil være først sidevind, så sidemedvind og slutteligt sidemod- og sidevind frem til muren. Her vil der være sidemodvind, inden man efter toppen vil have næste konstant sidevind, indtil man med 600 m igen får modvind og med 300 m igen atter får sidevind.

Favoritterne

Clasica San Sebastian har altid været en af de klassikere, der er sværest at forudsige. Det skyldes, at favoritfeltet i stort omfang udgøres af ryttere, der kommer direkte fra Tour de France, og det er praktisk talt umuligt at vide, hvordan de er kommet sig efter tre ugers strabadser på de franske landeveje. Ryttere, der har virket døde i Tourens tredje uge, kan pludselig vise storform i San Sebastian, som det eksempelvis var tilfældet, da Alejandro Valverde vandt for ni år siden efter nærmest at være knækket helt og have smidt en podieplads i Touren væk, og i forbindelse med Bauke Mollemas sejr for syv år siden, hans 2. plads i 2018 og 4. plads i 2021 eller Tony Gallopins 2. plads i 2017.

Læs også

Stort mandefald før sidste etape af World Tour-løb

Omvendt har ryttere, der har sluttet Touren godt af, ofte vist sig at være helt færdige i den spanske klassiker. Hvis man dertil lægger, at der i feltet også findes en stribe ryttere, der stort set ikke har kørt løb i mere end en måned og ofte kommer direkte fra en højdetræningslejr, er det ikke mærkeligt, at løbet ofte har lidt præg af lotteri. I nyere tid har blandt andre Adam Yates og Remco Evenepoel med deres sejre vist, at det kan lade sig gøre at køre fuld finale, selvom man ikke har Touren i benene, men grundlæggende viser historien dog med alt tydelighed, at det som regel er de friskeste af Tour-rytterne, der kan begå sig. Den trend blev dog brudt sidste år, hvor seks mand kørte om sejren, men kun Tiesj Benoot kom fra Touren.

Samtidig har løbet med ruteændringen i 2014 ændret markant karakter, og det hjalp i en periode lidt med at forudsige begivenhedernes gang. På den gamle rute var der så langt fra de sidste stigninger til mål, at adskillige forskellige scenarier var mulige. Her var det ofte held, timing og dygtighed i det flade indløb mod San Sebastian, der afgjorde løbet, og det betød, at løbet kunne vindes af en langt større gruppe ryttere. Eksempelvis blev sejrene til Gallopin, Roman Kreuziger og Luis Leon Sanchez i høj grad sikret via taktisk snilde og ikke alene, fordi de var de bedste klatrere.

Sådan var det ikke være med den nye afslutning, der er blevet benyttet de sidste otte gange. Finalestigningen er så stejl, at kun de allerbedste klatrere og ardennerspecialister kan være med - og det gjaldt både for stigningen i 2014 og 2015 og den stigning, der bruges i dag - og de dage, hvor man med lidt held kunne snige sig væk til en sejr, har næsten været ovre. Den nye afslutning betød nemlig, at løbet er langt mere kontrolleret. Tidligere skulle favoritterne spille med musklerne allerede på sidste passage af Jaizkibel. Nu har situationen været helt anderledes, idet langt de fleste ryttere med en reel vinderchance har ventet til sidste stigning, inden de har forsøgt at gøre forskellen, og vi har set, at løbet var meget kontrolleret mellem 2014 og 2018.

Nu er spørgsmålet, om vi alligevel skal vænne os til, at løbet ikke er helt så kontrolleret, efter at man har gjort finalen langt hårdere med introduktionen af Erlaitz, der kom på programmet i 2019. Remco Evenepoel startede trenden, da han i 2019 mindede favoritterne om, den 19-årige juniorverdensmester ikke bare var en outsider, man kunne lade angribe tidligt. Det lignede imidlertid blot undtagelsen, der bekræftede reglen, indtil det minsandten skete igen, da løbet var tilbage efter et års coronapause. Her var det Neilson Powless, Matej Mohoric, Mikkel Honoré og Lorenzo Rota, som ikke var tilskrevet mange chancer i en klassisk afslutning, men som greb ud efter lykken og endte med at snyde alle favoritterne. Det vil altså være forkert at udelukke, at lidt tungere ryttere som dem kan lykkes med at angribe tidligt, for nu har vi to gange set, at det kan lade sig gøre at holde feltet stangen, hvis ikke jagten er organiseret tilstrækkeligt.

Anderledes var det sidste år. Her ventede favoritterne ikke i det, der var den klart mest selektive udgave i nyere tid. Det sørgede Evenepoel for med sit angreb og vilde soloridt allerede fra Erlaitz. Han blev jagtet af fem mand, han kørte midt over, og det blev således i særdeleshed en dag, hvor de stærkeste kæmpede om sejren. Det var i hvert fald utvivlsomt de seks bedste, der var i front, og løbet blev så hårdt, at den fem mand store forfølgergruppe eksploderede til atomer på muren til sidst.

I 2019 fik vi som nævnt indført den nye ruteændring med det ønske at skabe en hårdere finale. Det gjorde lidt ondt på nostalgikerne, at Jaizkibel med introduktionen af to ture op ad muren og den nye, stejlere Erlaitz reelt blev reduceret til en ligegyldighed, men det skabte på papiret et mere selektivt løb. Det fik vi bare aldrig. Ganske vist sneg Evenepoel sig væk, men bag ham fik vi faktisk samlet den største favoritgruppe, vi har set med murfinalen. Indtil da var Greg Van Avermaet altid kommet til kort, og han endte altid i den næstbedste gruppe lige bag den gruppe, der efter muren kørte om sejren. I 2019 spurtede han faktisk i favoritgruppen, hvor han var hurtigst, og havde det ikke være for Evenepoels tidlige angreb, havde han såmænd vundet et løb, der burde have været for hårdt. Gruppen talte denne gang mere end 10 mand, og selvom den stadig stort set alene bestod af de bedste klatrere og ardennerspecialister, var der også enkelte folk som Van Avermaet, Gorka Izagirre, Rudy Molard og den aldrende Jelle Vanendert, man normalt ville regne som værende lidt for tunge eller svage til at køre med om sejren i selskab med de tungeste favoritter.

I 2021 og igen i 2022 var finalen atter ændret. Erlaitz bibeholdtes efter Jaizkibel, men den første af de to ture over muren droppedes. Det giver mindre flad vej i finalen og gave et løb, der utvivlsomt var sværere. Flere tidlige stigninger betyder, at løbet havde yderligere 100 højdemeter, og da Jaizkibel-Erlaitz er en sværere kombination end muren, og da de begge afsluttedes med ca. 40 km til mål, øgede det chancen for, at man kunne forsøge sig allerede på tredje- og næstsidste stigning. Det skete ikke i 2021, hvor feltet grundet OL var historisk svagt, men det skete i den grad med Evenepoels tidlige forcering i 2022.

I 2021 var derimod Julian Alaphilippe var nemlig ret åbenlys favorit, og da Quick-Step lidt overraskende spillede Honoré ud fra distancen, manglede der et favorithold til at jagte. Med Alaphilippes tilstedeværelse bag Honoré blev muren kørt meget defensivt - også fordi Egan Bernal alene kørte for at få Gianni Moscon med over stigningen - og derfor endte vi med en vel historisk ”tung” favoritgruppe, der nede i San Sebastian skulle spurte om 5. pladsen. Det er i hvert fald ikke hverdagskost, at folk som Alessandro Covi og Gonzalo Serrano overlever med de bedste.

Nu vender vi så tilbage til ruten fra 2019, og det burde være godt nyt for de tunge folk. Nu kommer Erlaitz med mere end 70 km til mål, og det vil godt nok være optimistisk, hvis Evenepoel forsøger samme soloridt over en næsten dobbelt så lang distance. Som i 2019 lægger det mere op til, at man kan bruge Jaizkibel og Erlaitz til at gøre løbet hårdt, og at det hele skal afgøres på de to ture op ad muren til sidst.

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

Den første tur op ad muren kan så overtage den rolle, Erlaitz spillede sidste år. Den kommer en anelse tættere på mål, end Erlaitz gjorde sidste år, men det er også en betydeligt lettere stigning. Mit gæt vil være, at Soudal vil bruge samme taktik som sidst, hvor de lagde pres på fra der øjeblik, de ramte Jaizkibel, men jeg kan ikke tro, at Evenpoel åbner allerede på Erlaitz. Det vil han formentlig gøre første gang på muren.

Spørgsmålet er, om den er svær nok til, at man kan køre alene. Det har den jo før været, men kun i 2015, hvor Adam Yates kørte solo. I alle andre tilfælde er det en gruppe på 4-5 mand, der har rundet toppen sammen. Ved første passage er muren naturligvis længere, men den øvre del er så let, at den næppe vil gøre en forskel.

Derfor ser jeg chancen for et mere taktisk løb. Det er muligt, at Evenepoel igen kører alle midt over i et soloridt fra første passage af muren, men sker det ikke, kan der blive etableret en lille gruppe af favoritter tidligere end vanligt. Måske kan de samarbejde om at skulle afgøre det på muren igen til sidst, som vi oftest har set det, men der kan også ske en regruppering. Det kan åbne døren for, at man kan snige sig væk inden muren, akkurat som Evenepoel selv gjorde det på præcis denne rute i 2019, hvor han slet ikke var favorit. Finalen bør altså blive mindre selektiv end sidste år og åbne flere døre for tungere folk. Får vi en regruppering efter toppen, er det dog også sandsynligt, at det holdes under kontrol frem til et sidste opgør på muren, som vi så det i årene mellem 2014 og 2018.

Sker det, skal man holde på hat og briller. Vi har været vant til en vild positionskamp frem mod den sidste mur - en kamp, der i 2018 førte til et styrt, som sendte Primoz Roglic og Daniel Martin ud af billedet og Egan Bernal og Mikel Landa på hospitalet med svære skader. Jeg vil do tro, at Soudal vil gøre det hårdt, og et lidt mindre felt kan gøre, at det til slut handler lidt mere om benene og knap så meget om positionering, selvom position altid vil være en nøglekomponent på den smalle gedesti af en mur.

Til slut er der som sagt tale om samme stigning, som blev benyttet i 2016, 2017, 2018, 2019, 2021 og 20222. Den er en anelse lettere end den, man anvendte i 2014 og 2015, men det er fortsat en meget svær sag. Det så man i de foregående år, hvor kun fire, tre og to mand var tilbage, da man rundede toppen i hhv. 2016, 2017 og 2018, mens man i 2019 havde otte mand i en gruppe, der voksede inden mål. I de specielle udgaver i 2019 og 2021, hvor favoritterne ikke kørte om sejren, sad der hhv. 14 og 10 mand i favoritgruppen til sidst, mens vi i 2022 som sagt havde et blodbad allerede fra dstancen. Det er bestemt også muligt for en enlig rytter at køre hjem fra stigningen, men som sagt er det kun lykkedes for Adam Yates i 2015.

Er der stadig samling i en lille gruppe på toppen, vil det ofte blive meget taktisk, og så er flere muligheder åbne. Timing og snilde kan gøre det muligt for en enlig rytter at angribe hen over toppen, på nedkørslen eller det sidste flade stykke, som Mollema gjorde i 2016 og Valverde i 2014. Det er imidlertid også muligt, at samarbejdet vil være så dårligt, at en større gruppe kan komme tilbage, som vi så det i 2019. Det kan betyde, at vi igen får en spurt i en gruppe på 10-15 mand med plads til lidt tungere folk i stil med Van Avermaet, og selvom det altså kun er sket i 2019, 2021 og 2022 - de tidlige angreb fraregnet - har vi i andre år heller ikke været langt fra dette scenarium. Det er derfor bestemt ikke nogen ulempe at besidde en vis spurtstyrke, der sammen med evner på stejle baskiske mure er nøglekomponenten - samt taktisk snilde i den flade finale, som Mollema og Valverde altså har haft det tidligere.

En anden vigtig faktor er vejret. Løbet er baskisk, men vi har ikke været vant til baskervejr om sommeren. I år bliver betingelserne ikke perfekt med mulighed for byger til slut. Klimaet bør dog ikke bidrage til sværhedsgraden, og det vil modvinden på Jaizkibel og på stykket tilbage til San Sebastian efter Erlaitz heller ikke. Modvinden på den stejle mur kan heldigvis ikke mærkes alt for voldsomt, men en modspiller vil den trods alt være, selvom man får sidevind efter toppen.

I 2021 var feltet som sagt historisk svagt, mens det i 2022 så ud til at blive historisk stærkt, indtil det væltede ind med afbud. I år er det en mellemting med relativt mange Tour-profiler på den foreløbige startliste - desværre ender mange ofte med at melde afbud - men de er altid pokkers svære at spå om, fordi usikkerheden om friskheden er stor, som den plejer. Det samme gælder for de ryttere, der ikke har været i Frankrig, fordi de for næsten alles vedkommende kører deres første løb efter pausen. I år er der dog ikke så mange fra denne gruppe, da de fleste Vuelta-ryttere nu om dage forbereder sig til den sidste grand tour i Polen. Som sagt viser historien klart, at en frisk Tour-rytter har den bedste chance for at vinde, men sidste års udgave var en meget markant undtagelse, hvor fem af de seks bedste ikke kom fra Touren - og det altså i en historisk hård udgave. Man kunne godt have en mistanke om, at det vil gå på samme måde denne gang, fordi Touren var så rasende hård.

Det er svært ikke at have Remco Evenepoel som den klare favorit. Belgieren elsker løbet, han har vundet to gange, og som var rammen om hans første WorldTour-sejr, og han kommer til løbet på præcis samme måde som sidste år, nemlig efter den højdetræning, der skal gøre ham klar til Vueltaen. I år betyder VM, der er et mål, men ikke hans hovedmål, at der er en uge længere, indtil Vueltaen starter, og det kunne betyde, at han er knap så langt i sine forberedelser, men det vil være svært overraskende, hvis ikke han er flyvende. Det er han altid, når han kommer fra sin grand tour-forberedelse, senest da han knuste al modstand i Liege på vej mod Giroen.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Han får det dog vanskeligere i år. Ruten er som sagt formentlig mindre selektiv, og det er usandsynligt, at han kan køre alene fra Erlaitz. Nu skal han formentlig vente til første passage af muren, og spørgsmålet er, om den er svær nok til, at han kan køre alene. Det virker sandsynligt, at han kan, hvis han er lige så stærk som sidste år, men givet er det bestemt ikke. Mislykkes det, kan vi som sagt få en helt anderledes taktisk finale, der kan glide ham af hænde.

Heldigvis har han et meget stærkt hold, der forhåbentlig kan hjælpe ham med at kontrollere, hvis ikke han kan køre alene tidligt. Han får så igen en chance på muren sidste gang, og her er muligheden for succes vel endnu større. Jeg vil tro, at det lykkes før eller siden, men han er nu også så hurtig, at han kan slå de fleste favoritter i en spurt. Det giver ham mange kort på hånden. Er han lige så langt i Vuelta-forberedelserne som sidste år, regner jeg med et hattrick.

Hans værste rival er vel Juan Ayuso, men usikkerheden om hans form er større. Sidste år floppede han fælt både i Ordizia og San Sebastian, inden han med sejr i Getxo viste, at formen slet ikke var så ringe. Det vidner om, at hans motor kan have brug for lidt mere, inden den kommer i gang, hvad vi jo også har set flere gange i år i de enkelte løb, hvor han har det svært på de eksplosive dage, men er meget god, når det bliver hårdt og nedslidende.

I det lys er det opløftende, at han i år kørte helt anderledes stærkt i Ordizia, men bekymrende er det til gengæld, at han ikke kunne sætte den relativt tunge Oier Lazkano. Heldigvis er dette løb langt, langt bedre, for vi har jo netop set, at han er bedst, når hans store motor er varm, hvad den bliver over denne lange distance - særligt hvis Soudal gør det hårdt. Han slog sig ikke i tirsdagens styrt, og vi bør derfor ikke få det flop, vi fik sidste år. Spørgsmålet er til gengæld, om løbet her bliver for eksplosivt, når det i år har været ret tydeligt, at han skal bruge den nedre del af stigningerne til at komme i gang. Punch har han dog masser af, og når de rammer muren de sidste to gange, er han vel varmet op. Han ligner i hvert fald manden, men den største chance for at følge Evenepoel, og med sin fart har han en overhånd i en spurt mod de fleste - vel også fortsat mod Evenepoel.

Jeg peger på Felix Gall som nr. 3, men det er med enorm usikkerhed. Som sagt kan ryttere slutte Touren ganske stærkt for alligevel at være helt døde i dette løb. Det gjaldt i hvert fald for Tadej Pogacar sidste år, og jeg kan godt frygte, at Gall betaler prisen for den usædvanligt hårde Tour. Når det er sagt, var det også tydeligt, at han blev bedre og bedre undervejs, og han sluttede løbet på et tårnhøjt niveau. Som vi senest så med blandt andre Pogacar og Richard Carapaz ved OL i 2021, kan man som klassementsrytter i Touren godt køre stærkt den efterfølgende lørdag, hvad vi også ofte har set i dette løb, men garantier er der bestemt ikke.

Hvis han holder niveau, hvad jeg stiller mig skeptisk over for, har vi tidligere set, at Gall er god på eksplosive stigninger. Spurte kan han også, men jeg vil forvente, at de to ovennævnte slår ham på stregen. Det er også usandsynligt, at han kører fra i hvert fald Evenepoel, men som sagt er der masser af plads til taktik i denne finale, enten mellem de to passager eller efter sidste passage af muren. Man skal bare have benene til at bringe sig i den position, og det har Gall, hvis han holder niveau efter Touren.

Sidste år havde jeg ikke skyggen af tiltro til Tiesj Benoot, og det var en stor fejl. Belgieren bekræftede, hvor meget han har forbedret sin klatring ved at ende som nr. 3, så den fejl begår jeg ikke igen. Tværtimod er der en god chance for, at vi vil se belgieren endnu bedre denne gang. Han klatrede uhørt godt i Touren, og han har den fordel, at han heller ikke i år har kørt klassement. Til gengæld var han også meget svingende, og hvor han var meget stærk i næstsidste weekend og på kongeetapen, skuffede han på den sidste bjergetape. Det kan skabe ekstra usikkerhed og indikere formnedgang, men sidste år havde han det også svært i den tredje uge for så at blomstre op her. Han har nu én gang vist, at han kan være blandt de stærkeste her, og efter hans flotte Tour er chancen for en gentagelse stor. Til gengæld har han det problem, at han ikke er hurtig og derfor formentlig skal vinde via taktik - akkurat som han gjorde i Kuurne tidligere i år.

Det kan virke besynderligt at rangere Michael Woods her. Canadieren startede Touren stærkt, men sidste halvdel af løbet var en katastrofe. Historien gør bare, at jeg meget vel kunne se ham komme stærkt ind til dette løb. Som sagt har halvdøde folk ofte gjort det godt i dette løb, og det gælder særligt for Mr. San Sebastian, Mollema. Det har han oftest gjort i rollen som etapejæger, og i lyset af den meget hårde Tour vil jeg tro, at det er en fordel at komme til dette løb som etapejæger og ikke som klassementsrytter. Vi ved, at han ikke er så god, som da han var bedst, men han viste i Ardennerne og med sin etapesejr i Touren, at hans niveau stadig er højt nok til at køre med om sejren i dette løb. Som superspecialist på stejle mure er han jo skabt til dette løb, som han kun har kørt to gange med en 9. plads i 2019 som bedste resultat. I år har han også spurtet bedre end tidligere, men han skal væk fra Evenepoel og Ayuso for at vinde. Det kan han komme i det taktiske spil, hvis han er kommet stærkt ud af Touren på den snigermaner, vi kender frea Mollema.

Jeg prøver at pege på Ben Healy som næste mand, men jeg er usikker på, om han er helt klar. Han var ikke ringe i Ordizia, men uden Ayusos og Lazkanos styrt var han ikke blevet nr. 2. Det var dog også det første løb efter pausen, og man kan håbe, at det har bidraget til at varme motoren op. I hvert fald viste løbet, at han ikke er formsvag, og vi så i foråret, hvor rystende god han er i disse lange, hårde endagsløb. Med sin sejr på muretapen i Giroen fik han også bevist evner på korte, stejle mure, men det er også klart, at han lider under sin meget begrænsede spurtstyrke. Heldigvis er dette et løb, man kan vinde via taktik, som vi nu har set flere gange, og Healy er den aggressive type, der vil vide at gribe ud efter chancen - hvis altså han nærmer sig benene fra foråret.

Læs også

Lynhurtig dansker forklarer, hvordan leadout blev til ny sejr

En klassementsrytter, der godt kunne være kommet stærkt ud af Touren, er Pello Bilbao. Han skabte jo det vildeste vanvid ved at køre i top 10 i Giroen i 2020, hvor kalenderen betød, at det burde være helt umuligt med Touren i benene. Hans motor synes at have fremragende effekt af en grand tour, og det kunne tale for, at han vil køre stærkt på lørdag. Til gengæld passer løbet ham ikke ideelt. Stigningerne er for stejle og eksplosive til en mand, der klatrer som en dieselmotor, og han har slet ikke punchet til at følge de bedste. Han får heller ikke megen hjælp af nedkørslerne, der generelt er meget lette, men til gengæld har han stor glæde af sin spurt. Han er samtidig den snu type, der kan udnytte det taktiske spil til at få sig et forspring, og lykkes det, står han uhyggeligt stærkt. Der er ingen af de største favoritter, han ikke vil have en glimrende chance for at slå på stregen.

Jeg er ret spændt på Dylan Teuns. Paradoksalt nok har han aldrig kørt et løb, der er skabt til en murspecialist og vinder af Fleche Wallonne, men nu får han endelig chancen. Der er stor usikkerhed efter et år, hvor han aldrig har fundet sit niveau, for det skaber altid tvivl, når man er i den alder, han har. Hans Tour var også en gigantisk skuffelse, men han kørte sin klart bedste etape på sidste bjergetape. Det kunne tyde på, at han kommer ud af Touren med et formboost, og han har i hvert fald ikke kørt sig i bund. Han skal stadig bevise, at han har sit gamle niveau, men det er trods alt kun godt et år siden, at han vandt på Mur de Huy. Han er skabt til disse stigninger, men han er ikke rasende hurtig på flad vej. Som de fleste andre skal han vinde på taktik, men det er også muligt i et løb, hvor han har fordel af, at lange Erlaitz kommer langt fra mål. En duo med ham og Woods i en taktisk finale, ser i hvert fald potent ud.

Som det efterhånden fremgår, har jeg mere tillid til ryttere, der ikke har kørt Touren - i hvert fald ikke klassement - og det bringer Marc Hirschi i spil. Han er bestemt stadig meget langt fra niveauet fra 2020, men i år har han været ganske konkurrencedygtig. Det har han primært været i mindre løb, men han kørte trods alt top 10 i Liege. Han kommer til løbet efter at have trænet i højderne med Ayuso, og han viste i Ordizia, hvor han vandt, at han ikke er formsvag. Til gengæld var det svært foruroligende, at han blev sat af Ayuso og særligt Lazkano. Han skal helt sikkert være bedre nu, hvis han vil vinde, men nu er motoren i hvert fald blevet varm. Han er skræddersyet til disse stejle mure og står meget bedre på denne rute, hvor lange Erlaitz kommer langt fra mål. Han har en god chance for at slå alle i en spurt, men jeg tror ikke, han kan matche Evenepoel til sidst. Til gengæld kan jeg sagtens se ham udnytte et fokus på Ayuso til at vinde i det taktiske spil.

Jeg er nødt til at rangere Simon Yates relativt højt, men det handler alene om hans vinderpotentiale. Jeg tror nemlig ikke meget på ham. Vi ved, at det kniber med hans holdbarhed, og han og brormand har typisk haft det svært efter grand tours. Det var i hvert fald tilfældet ved VM i 2018, hvor han kom som nylig Vuelta-vinder, og det har altid været tilfældet, når han har kørt i Italien efter Vueltaen, ligesom det gik galt, da han kørte dette løb efter Touren i 2019. Alligevel er der lidt håb. Han genfandt sit niveau i Touren, og vi ved i hvert fald, at dette eksplosive løb, som hans bror har vundet, og hvor han selv sidste år var sidste mand til slippe Evenepoel på Erlaitz passer ham perfekt. Helt spurtsvag er han ikke, men han skal vinde via taktik til slut, da han næppe kører fra Evenepoel. I taktiske finaler er han heldigvis også altid rasende snu, men det kræver, at han har en friskhed, jeg tvivler på.

Et spørgsmålstegn er Romain Bardet. Franskmanden har slet ikke fundet sit niveau i år, men han kan godt komme til dette løb med en ganske ideel forberedelse. Han kom sig angiveligt hurtigt over sin hjernerystelse, og en halv Tour er næppe nogen dårlig optakt til dette løb. Spørgsmålet er, hvor meget træning han nåede at miste, og hvilket niveau han kan finde i en sæson, hvor han aldrig har været flyvende. De ben, han havde i Schweiz, bør dog række langt i dette løb, og han er god på eksplosive stigninger, i lange endagsløb og hurtig på stregen. Han har altså hele pakken, hvis han kan genfinde sit niveau. Optakten kunne godt give ham en fordel.

Jeg glæder mig vanvittigt til at se Romain Gregoire. Franskmanden er skabt til dette løb, som han bør vinde før eller siden, men det er klart, at han stadig har til gode at køre finale i en stor klassiker. Han kom dog tæt på i Strade Bianche, og han synes at have forbedret sig meget siden dengang. I hvert fald klatrede han fornemt i de høje bjerge i Schweiz, og det var i terræn, der var for svært. Nu kommer han til terræn, der passer ham perfekt, og det er bestemt ikke urimeligt at antage, at han har forbedret sig yderligere over sommeren. Til gengæld har vi også set, at han er uhyre svingende, og særligt efter en lang pause kan han meget vel falde helt igennem. Potentialet er på den anden side også så stort, at den bedste udgave af Gregoire meget vel kan komme meget langt i dette løb.

Jeg er nødt til at placere Santiago Buitrago her, men det er på potentiale mere end forventning. Han har nemlig skuffet gennem det meste af sæsonen, senest i Giroen, selvom han vandt kongeetapen fra et svagt udbrud. Sandt er det imidlertid også, at han har haft én superdag, nemlig i Liege, hvor han endte som en overraskende nr. 2. Det vidner om, at han har et stort potentiale i de hårde endagsløb, og dette burde passe perfekt til en eksplosiv fyr som ham, særligt på den nye rute. Sidste år kørte han stærkt på denne tid af året, da han vandt en etape i Burgos, men hans comeback var i dette løb, hvor han udgik. Med tanke på at hans sæson i 2022 generelt var mere overbevisende, er jeg ikke særligt optimistisk. Det var jeg dog heller ikke inden Liege, og derfor kan han sagtens tage mig på sengen igen, særligt når vi ikke aner, hvor han står.

Kan man tro på Ben O’Connor? Han er bestemt ikke skabt til disse eksplosive stigninger, men han har efterhånden fået så meget punch, at han nok burde kunne gøre sig gældende, hvis han er i form. Det var han jo ikke i Touren, hvor han skuffede stort, men det var også ret klart, at han blev bedre undervejs. Hans tredje uge var i hvert fald hans bedste, og spørgsmålet er, om han nu kan drage fordel af, at han ikke gravede dybt hver dag. Han kunne i hvert fald godt være en af de ryttere, der kommer boostet ud af Touren. Det kan sikre en plads i finalen, men til gengæld skal det virkelig flaske sig, hvis sejren skal gå til en spurtsvag dieselklatrer. Det kan til gengæld også blive hans fordel i det taktiske spil, særligt hvis han sidder sammen med Gall til sidst.

Meget af det samme kan siges om Mikel Landa. Hans Tour var dog endnu værre, og modsat O’Connor viste han ingen tegn på fremgang til sidst. Det gør det svært at være voldsomt optimistisk, men vi så sidste år, at han efter en uhyre skuffende Vuelta kørte på podiet i Lombardiet. En gentagelse her er usandsynlig, når han har haft langt kortere tid til at forbedre formen, men som O’Connor kan han drage fordel af en Tour, der ikke blev kørt på 100%. Han vil i hvert fald være motiveret på hjemmebanen, og han har både i dette løb og senest med podiepladsen i Fleche vist, at han mestrer disse eksplosive stigninger. Til gengæld skal det også for ham flaske sig, hvis han med sin manglende spurt faktisk skal vinde.

Læs også

Lidl-Trek trodser styrt og vinder i dramatisk Vuelta-åbning

Hvor frisk er Giulio Ciccone? Han har jo fordel af ikke at have kørt klassement i Touren, og rollen som etapejæger er jo ofte en god vej til dette løb. Problemet er bare, at han kørte den sidste del af løbet uhyre aggressivt og bestemt ikke kom let igennem den tredje uge. I forvejen var han - heller ikke efter eget udsagn - nogensinde på toppen under Touren, og han syntes hele tiden at lede efter sin bedste form. Hvis han er kommet stærkt igennem løbet, passer dette løb ham til gengæld strålende. Vi ved, at han har været bedst i mere eksplosivt terræn, hvor han har taget to af sine tre sejre, og hurtig er han også. Vi så også i Ardennerne, at han har evner som endagsrytter, men det kræver en friskhed, hvis de skal omsættes til noget i dette løb.

Endnu bedre til denne slags løb er Mattias Skjelmose. Det viste han i Ardennerne, og dette løb passer ham mindst lige så godt, også fordi han er hurtig på stregen. Spørgsmålet er bare, hvor frisk han er. Han sluttede bestemt ikke Touren dårligt, da han i den tredje uge både kørte en fornem enkeltstart og var uhyre aktiv, men han var tydeligvis heller ikke på sit bedste niveau. Ligesom Ciccone kørte han også den sidste uge næsten som en klassementsrytter, og da vi i forvejen ved, at han kæmper med sin holdbarhed, vil det undre mig, hvis han er flyvende. Sporene fra sidste efterår, hvor han kørte som en motorcykel fra august og frem til VM, men faldt helt sammen i Italien til sidst, skræmmer i hvert fald. Faktisk har jeg en mistanke om, at han slet ikke deltager, når han var med til Jonas Vingegaards Tour-fejring, men stiller han op, og skulle han komme lige så stærkt ud af Touren, som han gjorde til enkeltstarten efter hviledagen, er han en god kandidat på en rute, der passer ham som fod i hose.

Så er det Mr. San Sebastian. Bauke Mollema har deltaget i løbet hvert eneste år siden 2012, og hans resultatliste er uhyggelig. Således er han blevet nr. 1, 2, 2, 3, 4, 5, 5, 6, 9 og 10, og han har således været i top 10 uafbrudt i et årti. Hans ringeste resultat kom dog i 2021, og det er nok ikke helt tilfældigt. Han har i hvert fald tabt markant niveau de senere år, og bunden er nået i år, hvor han på intet tidspunkt har været konkurrencedygtig. Det vil overraske mig meget, hvis han er det i år, men udelukke det kan jeg ikke. Sidste år var min konklusion nemlig den samme, og så blev han minsandten nr. 4. I år er der dog den væsentlige forskel, at han blev fravalgt til Touren, og chancen for, at han holder stimen i live synes ringere. Heldigvis synes jeg, at han så relativt stærk ud i Vallonien, men dog heller ikke så stærk, at han i et ikke specielt imponerende felt kunne være med i angrebene fra Andrea Bagioli. I dag er han mere en dieselmotor, og derfor passer dette løb ham heldigvis bedre. Efter hans tamme, tamme sæson og uden Touren i benene kan jeg næsten ikke tro, at han kører finale igen - men det sagde jeg også sidste år. Han kan altså nogets særligt i dette løb.

Sidste år overraskede Carlos Rodriguez mig med en 4. plads i et løb, der ikke synes skræddersyet til ham. I år betyder placering af Erlaitz, at ruten passer ham dårligere, men den største forandring er, at han kommer fra Touren. Her var hans formkurve tydeligvis nedadgående, og det sidste styrt gjorde det bestemt ikke bedre. Det har dog ikke forhindret ham i at stille til start, og spørgsmålet er, om han kan vende den nedadgående trend. Det tvivler jeg stærkt på, for han virkede altså træt til sidst, men historien viser, at det kan lade sig gøre for trætte ryttere. Hvis det lykkes, har han så til gengæld det problem, at det altid skal flaske sig meget, hvis en spurtsvag mand som ham skal vinde.

Sammen med Skjelmose var Maxim Van Gils den mest stabile rytter i Ardennerne, hvor han endte i top 11 i alle tre løb, og det vidner om hans evner i de hårde endagsløb. Nu kommer han til løbet med Touren i benene, og jeg tvivler på, at det har været ideelt for ham. Han havde bestemt ikke noget stort løb, men han var også ramt af mange styrt, senest på sidste hviledag. Alligevel kørte han en fin tredje uge, dog uden at være tæt på noget som helst. Bjergrytter er han til gengæld heller ikke. Dette er et løb, der passer ham, særligt med Erlaitz langt fra mål, og han har også fordel af sin uhyggeligt gode spurt. Jeg fornemmede bestemt ikke, at han kom halvdød ud af Touren, men omvendt viste han heller intet, der gør det meget sandsynligt at se ham i front i et løb, de nok er til den hårde side for en fyr som ham.

Selvfølgelig skal jeg også nævne Julian Alaphilippe, men det er af pligt mere end overbevisning. Han er skræddersyet til løbet, som han da også tidligere har vundet, men han har på intet tidspunkt i år vist et niveau, der gør det sandsynligt, at han kan vinde. Han var i hvert fald meget langt fra niveauet i Touren, og han skal godt nok have fået et Tour-boost, hvis det skal lykkes. Alligevel tør jeg ikke helt udelukke ham. Han har før snydt mig, da han i 2020 og 2021 bestemt ikke overbeviste i optakten til VM, men derefter var flyvende og i særklasse. Vi vil næppe se en Alaphilippe i særklasse i dette løb, men lad os da håbe på et lille mirakel, der har givet ham et niveau, vi nærmest ikke kan huske, hvornår han sidst har haft.

Jeg er spændt på Jhonatan Narvaez. Med sit punch passer han godt til muren, men løbet er nok også en anelse for hårdt. Der er i hvert fald en grund til, at han satset på brosten og ikke Ardennerne. At han kan begå sig på stigninger som disse, viste han dog med sejren på kongeetapen i Østrig, hvor han for en måned siden i hvert fald viste storform. Det var dog også i et felt af en helt, helt anden kaliber, og det vil være nyt at se ham helt fremme i så hårdt et løb på dette niveau. Hans gode form og løbet i Østrig skaber dog håb. Kan han få et forspring inden muren, står han med sin gode spurt i hvert fald stærkt.

Sidste år havde jeg meget store forventninger til Nick Schultz i dette løb. Det passer ham nemlig som fod i hose, da han både er eksplosiv og hurtig, og han sluttede Touren i fremragende form. Han endte dog med at udgå, og derfor har jeg dæmpet forventningerne denne gang. Sandt er det dog også, at han kom flyvende ud af løbet igen i år, og at hans 20. etape var den allerbedste. Lige så sandt er det desværre, at han aldrig helt nåede de samme højder som sidste år, og at hans sæson generelt har været skuffende. Derfor har jeg ikke samme optimisme som sidste år, men chancen skal han have igen.

BEMÆRK: Som nævnt ovenfor er der altid mange ændringer på startlisten helt frem til de sidste 24 timer inden starten, og der kan derfor ske store udskiftninger i forhold til den foreløbige liste, på hvilken baggrund denne optakt er skrevet. Ryttere, der er trætte efter Touren, vil springe fra, og andre, der føler sig uventet friske, kan melde sig til. I skrivende stund er relativt få trupper udtaget.

Læs også

To dobbelt-sejre til ColoQuick i weekenden

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet, og der har også i år været den sædvanlige byge af afbud fra trætte Tour-ryttere. Det gælder således for Woods, Skjelmose (som jeg allerede spekulerede i ovenfor), Ciccone og Van Gils samt også for Yates, der er blevet syg. Derudover er der en endeløs stribe af ændringer, hvorfor holdoversigten er opdateret nedenfor. Oier Lazkano, der viste storform i tirsdags, blev udtaget i morges, men er af en eller anden grund fjernet fra den endelige startliste. Til gengæld har Bora udtaget Aleksandr Vlasov, der forbereder sig til Vueltaen. Han har skuffet ganske meget i år, men er han i form, passer han ganske godt til disse eksplosive stigninger, ligesom han er hurtig. Sporene skræmmer bare efter et forår, hvor vi aldrig har set den bedste Vlasov.

***** Remco Evenepoel

**** Juan Ayuso, Felix Gall

*** Tiesj Benoot, Ben Healy, Pello Bilbao, Aleksandr Vlasov, Dylan Teuns

** Marc Hirschi, Romain Bardet, Romain Gregoire, Santiago Buitrago, Ben O’Connor, Mikel Landa, Mollema, Carlos Rodriguez, Julian Alaphilippe, Jhonatan Narvaez, Nick Schultz

* Georg Zimmermann, Mathieu Burgaudeau, Omar Fraile, Andrea Bagioli, Maximilian Schachmann, Stephen Williams, Tom Gloag, Welay Hagos Berhe, Alex Aranburu, Alexey Lutsenko, Chris Harper, Ben Tulett, Lorenzo Rota, Simon Carr, Diego Ulissi, Rigoberto Uran, Toms Skujins, Alberto Bettiol, Simon Guglielmi, Neilson Powless, Jakob Fuglsang, Quinten Hermans, Guillaume Martin, Harold Tejada, Rudy Molard, Roger Adria, Rui Costa, Ion Izagirre, Bob Jungels, Clement Champoussin, Simone Velasco, Pierre Latour, Odd Christian Eiking, Kenny Elissonde, Michael Matthews, Felix Engelhardt, Quentin Pacher, Ivan Ramiro Sosa, Andreas Leknessund, Jason Osborne, Elie Gesbert

SE CLASICA SAN SEBASTIAN UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Danskerne

På Israel-PT viste Jakob Fuglsang opløftende takter i Castilla y Leon, men løbet viste også, at niveauet her nok bliver lidt for højt. Han støttes af Mads Würtz Schmidt. På Bahrain skal Johan Price-Pejtersen støtte de mangle klatrere, og på Bora fortsætter Frederik Wandahl sit comeback, her som hjælper for Aleksandr Vlasov og Maximilian Schachmann.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Remco Evenepoels sejre fra 2022 og 2019, Neilson Powless’ sejr fra 2021, Julian Alaphilippes sejr fra 2018, Michal Kwiatkowskis sejr fra 2017, Bauke Mollemas sejr fra 2016, Adam Yates’ sejr fra 2015, Alejandro Valverdes sejr fra 2014, Tony Gallopins sejr fra 2013, Luis Leon Sanchez’ sejre fra 2012 og 2010 og Philippe Gilberts sejr fra 2011

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

Soudal-Quick Step: Det bør handle om Evenepoel, men Alaphilippe får sikkert en fri rolle. Andrea Bagioli viste i Vallonien, at han kunne være en god plan C, men da holdet formentlig skal tage initiativ og gøre det hårdt, får han næppe lov at spare sig. Det gælder også for Mauri Vansevenant og James Knox.

Ag2r Citroën Team: Det må handle om Gall og O’Connor, da Clement Berthet og Nicolas Prodhomme er overmatchet på dette niveau, og da det er for hårdt for Franck Bonnamour.

Alpecin-Deceuninck: Løbet burde passe ganske fint til Quinten Hermans, men han har intet vist i år og havde senest en katastrofal Tour. Jason Osborne fandt endelig formen i Østrig, men niveauet her er nok for højt. Xandro Meurisse var hæderlig i Vallonien, men ikke god nok, og løbet er for hårdt for Kristian Sbaragli og Gianni Vermeersch.

Læs også

PostNord Danmark Rundt vil flytte dato igen

Team Arkea Samsic: Warren Barguil har meldt afbud med sygdom, og derfor skal de satse på Clement Champoussin, der har været bedst i eksplosivt terræn, men ikke vist det tilstrækkelige niveau, samt Elie Gesbert, der dog har skuffet i år og ikke virkede flyvende i Castilla y Leon. Mere spændt er jeg på Simon Guglielmi, der sluttede Touren fabelagtigt, men dette løb bør være en anelse for svært. Alessandro Verre har skuffet i år, og Louis Barré synes stadig i krise.

Astana Qazaqstan Team: Alexey Lutsenko fandt sæsonens højeste niveau mod slutningen af Touren, men han har i lang tid ikke vist nok til så svært et løb. Simone Velasco er i god form i optakten, men løbet er for svært til, at han kan vinde det. Harold Tejada kommer fra en ganske hæderlig Tour, men de eksplosive stigninger passer ham ikke godt. Javier Romo har vist livstegn, men niveauet er for højt.

BORA-hansgrohe: Som nævnt i opdateringen ovenfor ligner Aleksandr Vlasov bedste bud. Løbet passer fremragende til Maximilian Schachmann, men selvom han vandt i Rumænien og var hæderlig i Schweiz, har han ikke i år vist et niveau, der gør det sandsynligt, at han vil være med fremme. Bob Jungels viste klar fremgang i Touren, men passer dårligt til disse stigninger, der er for svære for den ellers genrejste Ide Schelling. Matteo Fabbro skuffer fortsat, mens Frederik Wandahl fortsætter sit comeback efter skaden.

Cofidis: Guillaume Martin viste ikke et niveau, der gør et topresultat sandsynligt, og det samme gælder for Ion Izagirre, der kun havde én god dag i løbet. Løbet er for svært for Benjamin Thomas.

Team dsm-firmenich: Det må handle om Bardet. Kevin Vermaerke kom stærkt ud af Touren, men niveauet er for højt, som det også er det for Matthew Dinham, Chris Hamilton, Florian Stork og den i år skuffende Marco Brenner. Andreas Leknessund passer dårligt til løbet og skal formentlig også have motoren varmet op.

EF Education-EasyPost: Healy ligner bedste bud. Neilson Powless vandt med offensiv kørsel i 2021, men var så død i næsten hele Touren, at en gentagelse ser svær ud. Simon Carr er god på denne slags stigninger og har haft et flot år, men når han ikke kunne køre med de bedste i Ordizia, får han det svært på dette niveau. Løbet er også til den svære side for Alberto Bettiol, der havde en skuffende Tour. Rigoberto Uran skal godt nok også have fundet noget form siden Touren, hvis han skal blande sig, mens Odd Christian Eiking, der før har gjort det godt i løbet, har skuffet i år. Andrea Piccolo viste lidt livstegn i Ordizia, men er stadig langt fra sidste års niveau.

Groupama-FDJ: Gregoire ligner manden. Rudy Molard er god i denne slags løb, men selvom han rejste sig ved de franske mesterskaber, har det været en skidt sæson for den aldrende franskmand. Quentin Pacher kom fint ud af Touren, men har ikke fundet sidste års niveau. Niveauet her er lidt for højt til Lars van den Berg og Reuben Thompson.

Intermarché-Circus-Wanty: Løbet passer til Lorenzo Rota, der blev nr. 4 i 2021, men han leder stadig efter sit bedste niveau, senest i Vallonien. Langt mere optimistisk er jeg for Georg Zimmermann, der sluttede Touren meget stærkt, men jeg tror, at løbet er en anelse for hårdt. Rui Costa synes ikke længere stærk nok i de store løb, Laurens Huys passer dårligt til ruten, Loic Vliegen vil finde det for hårdt, og det gælder i særdeleshed for Biniam Girmay.

INEOS Grenadiers: Rodriguez må være kaptajn, men Narvaez er en spændende joker. Omar Fraile kan overraske efter en vild afslutning på Touren, men løbet bør være for svært til, at han kan vinde det. Ben Tulett har vist livstegn undervejs, men generelt skuffet stort i år, og Luke Plapp er fortsat helt, helt, helt ved siden af sig selv. Niveauet er for højt for Brandon Rivera.

Læs også

Formstærk franskmand sejrer efter dansk fremstød - Ineos-profil vinder samlet

Movistar Team: Alex Aranburu klatrede ret godt i Touren, men mens top 10 er mulig, synes sejren ikke realistisk på så hård en rute. Ivan Ramiro Sosa faldt igen igennem i tirsdags og har haft en skidt sæson, og Gorka Izagirre er en anelse overmatchet.

Team Jayco AlUla: Chris Harper var fremragende i Touren, men han virkede træt til slut og passer ikke godt til disse stigninger. Mere spændende er måske kometen Welay Hagos Berhe, der har fået Yates’ plads og i Schweiz viste, at han kan komme langt på dette niveau. Løbet bør også være lidt for svært for Michael Matthews¸ der har fået en skidt optakt med styrtet i Ordizia og dårlige ben i Castilla y Leon. Her har Felix Engelhardt imponeret stort, men dette løb bør være for svært, som det også gælder for Lawson Craddock.

Bahrain-Victorious: Den erklærede kaptajn er Bilbao, mens Landa og til dels også Buitrago har en fri rolle. Edoardo Zambanini er hjælper.

Lidl-Trek: Mollema er den klare kaptajn. Toms Skujins kørte top 10 sidste år, men mens det er muligt igen, burde podiet på denne rute være en umulighed. Den tidligere vinder Tony Gallopin er ikke længere stærk nok, og det må være lidt for svært for Mathias Vacek, der også havde et grimt styrt i Vallonien. Kenny Elissonde passer dårligt til løbet.

Jumbo-Visma: Det må handle om Benoot. Tom Gloag er uhyre lovende, men selvom han skulle have fået et boost af Giroen, synes han stadig at mangle lidt for meget. Gijs Leemreize har skuffet hele året og passer ikke ideelt til løbet.

UAE Team Emirates: Det må handle om Ayuso med Hirschi som plan B. Diego Ulissi er næppe god nok længere til at vinde et løb som dette, og Alessandro Covi har skuffet igen i optakten. George Bennett var senest i Østrig et stykke fra sit niveau, og Sjoerd Bax og Domen Novak har intet vist i år.

Burgos-BH: Den lovende Victor Langellotti har været skadet og ikke vist form i optakten, og Jose Manuel Diaz og Andres Ardila har begge skuffet i år. Løbet er for svært for Ander Okamika og Eric Fagundez.

Caja Rural-Seguos RGA: Joel Nicolau nærmer sig langsomt sit niveau, men er slet ikke langt nok, og Abel Balderstone har skuffet i optakten. Michal Schlegel finder niveauet for højt, og Fernando Barcelo har skuffet i år.

Equipo Kern Pharma: Med de ben, han havde i april, kunne Roger Adria komme meget langt, men han har mest af alt skuffet i år og imponerede ikke i Ordizia. Pablo Castrillo og Pau Miquel har begge lavet resultater i optakten, men niveauet er for højt, og Urko Berrade har skuffet i år.

Euskaltel-Euskadi: Bedst bud er vel Joan Bou, men niveauet er for højt. Løbet er lidt for svært for Mikel Azparren, og Ibai Azurmendi har ikke imponeret på det sidste. Xabier Berasetegi var god i Ordizia, men niveauet her er et andet.

TotalEnergies: Jeg er ret spændt på Mathieu Burgaudeau, der var uhyggeligt stærk i Touren, endda i bjergene. Han kunne derfor passe til ruten, men han virkede træt til sidst. Pierre Latour passer til løbet, men fandt aldrig benene i Touren, og selvom han har kørt god i denne uge, er det for svært for Jeremy Cabot. Victor De La Parte er ikke længere stærk nok.

Lotto-Dstny: Eduardo Sepulveda tog en taktisk sejr i Castilla y Leon, men niveauet her er et andet, og stigningerne passer ham dårligt. Harry Sweeny var ikke flyvende i optakten trods den samlede 4. plads i Castilla y Leon.

Israel-Premier Tech: Teuns og Schultz er begge gode bud. Stephen Williams har efter en svær start fundet sig selv siden Giroen, senest i Vallonien, men han har ikke haft det tilstrækkelige niveau. I Castilla y Leon viste Jakob Fuglsang lovende takter, men kongeetapen viste nok også, at han får det svært på dette niveau. Løbet er for svært for den Simon Clarke, vi kender i dag.

SE CLASICA SAN SEBASTIAN UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE