Optakt: Tour de Pologne

SE CLASICA SAN SEBASTIAN UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Løbets rolle og historie

Den europæiske del af WorldTour-kalenderen udgøres stort set udelukkende af historiske løb i cykelsportens traditionelle kernelande, men én begivenhed skiller sig markant ud. Tour de Pologne var den store overraskelse på listen, da UCI introducerede ProTouren i 2005, idet det østeuropæiske land trods sine mange gode ryttere ikke har kunnet betragtes som et af sportens kraftcentre. I løbet af de seneste år er begivenheden imidlertid blomstret op, og kombinationen af en meget talentfuld generation af polske ryttere og et stort løb på den fineste kalender har bidraget til et regulært cykelboom i landet.

Tour de Pologne er faktisk et meget gammelt løb, men det er først blevet kendt i en bredere offentlighed i det seneste årti. Med en historie, der rækker helt tilbage til 1928, levede det længe et anonymt liv som en national rundtur, der primært havde interesse for polske og østeuropæiske ryttere på den anden side af jerntæppet, og det fik ikke megen opmærksomhed på den store scene. Indtil murens fald og internationaliseringen af polsk cykelsport i 1990erne var vinderne alle nationale ryttere, men i årtusindets sidste årti begyndte det i kraft af den ændrede politiske situation at tiltrække ryttere fra Vesteuropa også.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Det store gennembrud måtte imidlertid vente til introduktionen af ProTouren i 2005. For at undgå en løbsserie med løb kun fra sportens kernelande besluttede UCI at inkludere den nationale polske rundtur på listen over verdens fineste løb i endnu et forsøg på at globalisere sporten. Pludselig var alle verdens største hold forpligtet til at deltage i løbet, som havde en helt speciel position som det eneste østeuropæiske løb i den fornemste division.

Siden da har løbet fastholdt sin position på ProTouren, der senere er blevet til WorldTouren, og har langsomt fundet sin rolle. I 2005 var det hovedsageligt et løb for sprintere med bare en enkelt kuperet etape til at bryde monotonien, mens resten af etaperne bestod af ofte ekstremt lange, helt flade ture gennem Polen. Løbet blev afviklet først i september og blev betragtet som god forberedelse til VM. Derfor var det ikke en overraskelse, at arrangørerne altid kunne tiltrække mange klassikerspecialister, der brugte begivenheden til at fintune formen inden kampen om regnbuetrøjen. Vinderlisten var derfor ganske fin, idet Kim Kirchen, Stefan Schumacher, Johan Vansummeren og Jens Voigt vandt de fire første udgaver af det ”nye” Polen Rundt.

Løbet var imidlertid næsten altid plaget af elendigt vejr, og ekstrem regn ansporede endda rytterne til i protest af neutralisere en etape. For at undgå de betingelser blev løbet i 2009 flyttet til ugen, der overlapper juli og august. Derved mistede det sin status som VM-forberedelse, men i stedet opnåede det en position som en næsten uvurderlig del af kalenderen for de Vuelta-favoritter, der ikke kørte Touren. Samtidig havde man held til at tiltrække nogle Tour-ryttere, der håbede at benytte deres gode form til at sikre sig et sidste godt resultat.

Løbet har siden fastholdt den rolle og fandt i flere år også et ret fast format. I adskillige år blev ruterne og finalerne genbrugt gang på gang. Derfor bød man i flere år på et par flade etaper, en svær finale i byen Cieszyn samt kongeetaperne til Zakopane og Bukowina Tatrzanska. Uden en enkeltstart og lange stigninger blev det til et løb for puncheurs, der kunne score bonussekunder på de korte, stejle stigninger i den sydlige del af landet, og derfor var det ikke overraskende, at løbet blev vundet af navne som Alessandro Ballan, Daniel Martin, Peter Sagan og Moreno Moser.

I 2013 besluttede man sig for at udvikle løbet yderligere. For at fejre forbindelsen mellem Polen og den italienske Trentino-region startede man det år i Italien og havde derfor to hårde bjergetaper på programmet. En hviledag bragte feltet tilbage til hjemlandet, hvor de velkendte etaper i Zakopane og Bukowina Tatrzanska igen var en del af menuen. For at gøre løbet endnu mere alsidigt udskiftede man samtidig den sidste sprinteretape med en svær, kuperet 39 km lang enkeltstart. For første gang nogensinde blev løbet derfor til en sag for de rigtige etapeløbsryttere.

Selvfølgelig var besøget i Italien helt specielt, og den voldsomme klatring har ikke senere været gentaget. I 2014 besøgte man Slovakiet for at introducere en ny afslutning på en stigning, og man fastholdt enkeltstarten på sidstedagen. Den lettere rute betød, at løbet pludselig blev perfekt for gode temporyttere med solide klatreegenskaber - en sær udvikling for et løb, der tidligere var et af de to WorldTour-etapeløb, hvor tempoegenskaber ingen rolle spillede. I 2015 og 2016 besøgte man ganske vist ikke Slovakiet, men formatet var alligevel næsten identisk. Således havde man en række indledende sprinteretaper, inden det hele blev afgjort på de klassiske etaper i Zakopane og Bukowina Tatrzanska samt den helt flade enkeltstart i Krakow på sidstedagen. Man gjorde dog Zakopane-etapen betydeligt hårdere i et forsøg på at skabe mere udskilning og ikke gøre enkeltstarten alt for afgørende.

I 2017 vendte løbet tilbage til rødderne. Enkeltstarten blev droppet, og i stedet har det hele været afgjort på de to nøgleetaper til Zakopane og Bukowina Tatrzanska samt som noget nyt også en etape med mål på en stejl mur. Også i den forkortede pandemiudgave i 2020 var løbet for puncheurtyper på en rute, der reelt blev afgjort af bare den klassiske Bukowina Tatrzanska-etape, men siden har det ændret sig igen. I 2021 skruedes der ikke bare voldsomt ned for sværhedsgraden af klatringen, enkeltstarten vendte også tilbage i en udgave, der mere end nogensinde var for temporyttere.

Også i 2022 var enkeltstarten afgørende, men som noget helt nyt afvikledes den i form af noget, der vel kunne kaldes en lille bjergenkeltstart, og dermed fortsatte trenden med eksperimenterende ruter. Det gør den også i 2023, hvor enkeltstarten vil være flad, men stadig meget vigtig i et løb, hvor der igen skrues lidt op for sværhedsgraden af klatringen med en tilbagevenden til bjergfinalen i Karpacz, der var fast mål for kongeetapen frem til 2007.

I overensstemmelse med dets rolle som Vuelta-forberedelse har løbet igen i år tiltrukket mange af de Vuelta-favoritter, der ikke var til start i Touren, selvom vi savner navne som Juan Ayuso, Remco Evenepoel og Primoz Roglic. Ganske vist kørte flere af hovednavnene i Frankrig, men blandt de navne, der vil bruge det polske løb til at gøre sig klar til de spanske udfordringer, finder vi Joao Almeida, Thymen Arensman, Sergio Higuita, Pavel Sivakov, Kevin Vauquelin, Damiano Caruso, Geraint Thomas og Eddie Dunbar. Fra Touren kommer der denne gang de lokale helte Michal Kwiatkowski og Rafal Majka samt Matej Mohoric, der udnytter løbets rolle som en sidste mulighed for Tour-rytterne inden en forestående pause.

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Betydningen af WorldTour-point skal ikke undervurderes, og der er bestemt ikke tale om ren forberedelse. I de senere år har det været en perfekt skueplads for nogle af sportens største talenter, der har fået chancen for at stå i spidsen for deres hold i et stort løb. I 2010 vandt en ung Daniel Martin sit første store etapeløb, inden han året efter blev slået af en vis Peter Sagan i slovakkens anden sæson som professionel. I 2012 blev det til et stort slag mellem tre stortalenter, hvor Moreno Moser akkurat vandt en tæt dyst med Michal Kwitkowski og Sergio Henao, og i årene 2013-2015 var det løbet, der for alvor viste Ion Izagirres talent for ugelange etapeløb. Alberto Bettiol leverede et af sine første store resultater i løbet i 2016, Dylan Teuns bragede ind på scenen i 2017, hvor han vandt dette og flere andre etapeløb i løbet af en gylden måned, i 2019 slog Jonas Vingegaard igennem med en etapesejr i et løb, der blev vundet af kometen Pavel Sivakov foran upåagtede Jai Hindley, i 2020 blev det rammen om Remco Evenepoels første etapeløbssejr på WorldTouren, og i 2021 var løbet rammen om Joao Almeidas første etapeløbssejr.

Også sidste år var det en ung komet, der sejrede. Ganske vist havde Ethan Hayter allerede vundet flere etapeløb, men aldrig på WorldTouren. Det lykkedes ham i Polen, hvor der blev budt på en historisk nem rute med en meget afgørende og stigende enkeltstart. Her blev han ganske vist slået af Thymen Arensman, men da hollænderen havde tabt tid på løbets muretape, kunne Hayter tage den samlede sejr med 11 sekunder ned til Arensman og 18 sekunder ned til Bilbao. Hayter er stadig ude efter sit styrt  Dauphiné og forsvarer derfor ikke titlen, og da Bilbao denne gang kører San Sebastian i stedet, bliver Arensman eneste genganger fra det seneste podium.

SE CLASICA SAN SEBASTIAN UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

Som sagt har Tour de Pologne undergået en del transformationer undervejs, og hver gang man i et par år syntes at have fundet en relativt fast formel, har man ændret løbets karakter. Efter i de første år at have været domineret af sprintere blev det fra 2009 og frem til 2012 til et løb for puncheurs. I 2013 blev det nærmest til en lille grand tour, og i årene 2014, 2015 og 2016 har det været for stærke temporyttere, der kunne begå sig på den afgørende enkeltstart og forsvare sig i det kuperede, eksplosive terræn i det sydlige Polen.

I 2017 vendte løbet som sagt tilbage til det format, der kendetegnede det frem til 2012, og i de følgende fire år var det igen for puncheurs. Mange af finalerne var gengangere, og ser man bort fra 2020-udgaven, der grundet corona kun bestod af fem etaper, var mønsteret helt fast. Løbet bød på tre helt klassiske sprinteretaper, en mere kuperet etape, der i de tre år af årene endte i en puncheurspurt i Bielsko Biala, en afslutning på en stejl mur og slutteligt de to kuperede etaper til Zakopane og Bukowina Tatrzanska, der med deres ardenneragtige karakter skulle afgøre klassementet i Tatr-bjergene. En anden nyskabelse var, at løbet, der tidligere var kendt for sine 250 km lange maratonetaper, gik i den helt anden grøft og stort set udelukkende bestod af yderst korte og meget eksplosive etaper.

I 2021 blev alt imidlertid forandret. Formentlig var det dramaet og debatten omkring styrtet i Katowice, der ansporede arrangørerne til nytænkning, for det var nærmest nødvendigt at droppe den klassiske højhastighedsspurt i byen, der dog stadig havde et ønske om at være en del af løbet. I stedet for at designe en ny spurt blev løsningen at reintroducere enkeltstarten, der ellers havde været fraværende i fire udgaver, og da Katowice er flad og derfor indbød til de store wattmonstre til fest, forandrede det afgørende et løb, der ofte er blevet afgjort af sekunder mellem de bedste puncheurs. 

Det kunne måske føre til en antagelse af om, at løbet nu lignede det, vi kendte fra 2014, 2015 og 2016, men sådan var det heller ikke.  Der skruedes også voldsomt ned for klatreudfordringerne, som man allerede gjorde i 2020, hvor kongeetapen var voldsomt udvandet, og det blev taget til et helt nyt niveau. Ganske vist overlevede den nyligt introducerede murfinale, men der var kun én og ikke to etaper i Tatr-bjergene, og den var endda forandret fra et stærkt kuperet rundstrækningsløb til en flad transport frem til to sene og meget nemme bakker. Den model fastholdes i et vist omfang i 2022, men der var alligevel betydelige ændringer. Igen skulle der kun tilbringes én dag i Tatr-bjergene, men denne gang slog man dagen sammen med enkeltstarten, der var en meget speciel sag, hvor det konstant var stigende på generelt meget bløde procenter. Det modsvaredes kun af en murfinale og ellers lutter mere eller mindre kuperede sprinteretaper i et løb, der igen var meget let.

I år fastholder man nytænkningen, der løbet omstruktureres og er uden specielt meget genbrug, men i denne med en meget, meget vigtig enkeltstart fastholdes. Som i 2021 er der tale om en flad sag og ikke den meget specielle rute, vi havde i 2022, og faktisk er der tale om en lidt forkortet kopi af den Katowice-ruten fra 2021. Til gengæld skrues der op for klatreudfordringerne. Nok skal man kun køre én finale i Tatr-bjergene, men man vender tilbage til løbets mest benytte bjergafslutning i Karpacz, hvor man ellers ikke har været i 16 år. I Polen er bjergafslutningerne aldrig lange, og derfor er det stadig en sag for eksplosive folk, men der er utvivlsomt tale om den vanskeligste afslutning siden besøget i Italien i 2013. Den ledsages af den murfinale, der er blevet en nu fast bestanddel af løbet, men denne gang er muren ganske kort. Derudover er der som altid guf for sprinterne, der får de obligatoriske helt flade etaper i det enorme polske fladland, og så vender man tilbage til nyklassikeren i Bielsko-Biala, hvor er er lagt op til en gentagelse af den uhyre åbne puncheurspurt, hvor vi har set snart sagt alle ryttertyper blande sig i kampen om sejren. Endelig går man igen fra løbets tradition med alenlange maratonetaper, da kun én af etaperne denne gang er over 200 km lang.

En anden væsentlig ændring er, at løbet omstruktureres. Tidligere sluttede man løbet i Tatr-bjergene, men generelt er besøget i bjergene med 2021-udgaven som en undtagelse, altid kommet sent i løbet. Det gør det ikke denne gang, hvor de hårde etaper kommer i den første del. Som altid er det ganske vist sprinterne, der får det første ord om lørdagen på en helt, helt flad etape, der endda har mål på motorsportsbanen i Poznan, men allerede søndag gælder det kongeetapen, hvor man altså vender tilbage til Karpacz-stigningen for første gang siden 2007. Allerede dagen efter gælder det så den anden af de to vigtige etaper for klatrerne, når løbets murfinale afvikles som afslutning på en ganske kuperet etape, denne gang dog på efter en relativt kort mur.

Læs også

Efter dansk sejrsstime: Vi tog store skridt og kan være stolte

Det betyder, at sprinterne holdes på pinebænken hele to dage i træk, men de får belønning for deres lidelser tirsdag, hvor den anden af de to helt flade sprinteretaper venter, denne gang dog med et sent sving bare 400 m fra stregen. Onsdag vender man så tilbage til bjergene på en dag med hele 3000 højdemeter, men det hele slutter med den velkendte og stigende spurt i Bielsko-Biala, hvor vi som sagt har set mange forskellige typer vinde. Torsdag skal klassementskampen for tredje år i træk afgøres af den nu ekstremt vigtige enkeltstart, der som sagt i år er en flad og lidt halvteknisk sag i Katowice på en rute, der er en modificeret udgave af tidskørslen fra 2021, inden det hele slutter, som det oftest er sket, med en forventet massespurt i Krakow, hvor et udbrud dog overraskende snød de hurtige folk for to år siden.

1. etape

Hvis der ses bort fra den særlige start i Italien i 2013 samt et par år med et kort holdløb i de tidlige år på WorldTouren, har første del og specielt første etape af løbet altid været et paradis for sprintere. Igen i år ændres der lidt på tingene i en udgave, hvor de svære etaper kommer tidligere, end de traditionelt har gjort det, men det betyder ikke, at sprinterne ikke får deres vanlige chance for at få den første førertrøje. Der lægges nemlig ud med en - dog denne gang ikke alenlang - relativt flad åbningsetape, hvor man for første gang i 16 år skal slutte i Poznan, denne gang på byens motorspoetsbane, og her burde intet kunne forhindre, at sprinterne skal spurte om den første førertrøje i en finale, der på alle måder lugter af fart.

Efter nogle år med meget korte etaper er man i de seneste to år vendt tilbage til traditionen med lange maratonetaper, men sådan bliver det slet ikke i år. Det kommer allerede til udtryk på førstedagen, hvor der kun skal køres 183,7 km, der har både start og mål i Poznan. Byen ligger i den meget store del af Polen, hvor det er fladt som en pandekage, og derfor er det en etape, der blottet for terrænmæssige udfordringer. Man lægger ud med at køre fra starten ved motorsportsbanen mod nord, sydøst og nordøst igennem fladlandet frem dagens første spurt, der kommer allerede efter 16,8 km. Umiddelbart herefter fortsætter man på ad dagens eneste stigning, kategori 3-stigningen Suchy Las (700 m, 3,4%), der nærmest ikke mærkes og har top efter 17,7 km. Derfra snor man sig videre mod nordøst forbi dagens anden spurt, der kommer efter 35,7 km.

Efter 47,8 km når man etapens nordligste punkt, hvor man drejer mod sydøst for at køre ad lige og flade veje. Efter 57,3 km drejer man mod syd, og nu går det ad en helt lige og flad vej ned til dagens specielle 95-spurt, der kommer efter 71,7 km. Herfra gå det videre mod syd ad lige og flade veje, indtil man kører mod sydvest ind til Kotrzyn, hvor dagens tredje spurt kommer. Derfra går det videre mod syd igennem det polske fladland ned til den store by Sroda Wielkopolska, hvor man efter 110,6 km kører en særlig spurt. Herefter drejer man mod sydvest for at køre ned til etapens sydligste punkt, der efter 121,4 km nås i byen Zaniemysl.

Nu sætter man kursen mod nordvest, idet man kører ad lige og flade vej frem til Kornik, hvorfra man snor sig mod sydvest og nordvest frem til udkanten af Mosina, der nås efter 152,1 km. Herfra går det mod nordøst, nordvest og nord ind mod Poznan, idet man dog ikke kører ind til centrum. I stedet går det ad lange og lige veje mod nord ud til målet på motorsportsbanen i den vestlige udkant. Her rammer man banen efter 178,4 km, inden man krydser stregen for første gang efter 179,7 km.

Etapen afsluttes nu med en omgang på den 4,0 km lange bane. Som de fleste andre motorspotsbaner er den uden skarpe sving, men med mange kurver. Således kører man næsten 180 grader rundt med 3600 m, 2800 m og 2200 m igen, hvorefter der er relativt skarpe kurver med 1800 m og 1100 m igen. Derefter er det en lige vej, der leder frem til endnu en 90-graderskurve bare 500 m fra stregen. Banen er helt flad.

Etapen byder på i alt bare 630 højdemeter.

Der er ikke meget nyt om den polske sol på meget flade åbningsetape. Vinden spiller meget sjældent en rolle i Polen, og der er derfor lagt op til et sikkert sprinteropgør. Som vi senest så i Touren er afslutninger på motorsportsbaner dog altid lidt kringlede, men denne gang kommer de værste kurver relativt langt fra mål. Den sidste kilometer er mere enkel, og med en stor, bred vej er der lagt op til et stort opgør mellem løbets fartkanoner.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Overraskelsernes schweiziske holdeplads

Poznan har kun to gange tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb, begge gange i dette løb. Det var senest helt tilbage i 2007, hvor Danilo Napolitano vandt en massespurt foran Tomas Vaitkus og Robert Förster. Også i 2006 var man forbi, og her vandt Daniele Bennati en massespurt foran Fabrizio Guidi og Sebastien Chavanel.

2. etape

Løbets første dage har traditionelt altid været et sandt sprinterparadis, og man har traditionelt gemt de vigtigste klassementsetaper til et par dage i Tatr-bjergene mod slutningen af løbet. Det har man blødt lidt op på i de senere år, og i år vender man løbet helt på hovedet. Her kommer løbets kongeetape nemlig allerede på andendagen, og det er endda en voldsomt en af slagsen. Således slutter man på stigningen op til byen Karpacz, der var et fast mål i løbet i tiden til og med 2007, men som ikke har været besøgt siden dengang. Efter 16 års fravær vender den nu tilbage, og det vil klatrerne glæde sig over, da det utvivlsomt er løbets hårdeste finale siden besøget i Italien i 2013. Noget langt bjerg er der heller ikke denne gang tale om, men den knap fire kilometer lange stigning er svær nok til, at eksplosive klatretyper kan vinde tid inden den vigtige enkeltstart.

I årets udgave, hvor man gør op med de lange distancer, er kongeetapen den eneste, der byder på mere end 200 km, når der skal køres 202,9 km mellem Leszno og Karpacz. Startbyen ligger i det polske fladland mod nord, og der venter således en lang transport ned til målet i Tatr-bjergene bare et stenkast fra Tjekkiet. Allerede fra start sætter man kursen mod bjergene, når man kører mod syd ad lige og falde veje ned til dagens eneste spurt, der kommer allerede efter 17,4 km.

Her drejer man mod sydvest for at køre videre gennem fladlandet ned til Lubin, der passeres efter 61,3 km, hvorefter det flade terræn fortsætter, når det går mod syd. I udkanten af byen Legnica drejer man igen mod sydvest, og nu begynder man at mærke, at bjergene nærmer sig. Således begynder det at stige let, og sådan fortsætter det, når man efter 110,0 km atter drejer mod syd. Efter 129,7 km køres dagens specielle 95-spurt, hvorefter man fortsætter mod syd igennem det stigende terræn frem til toppen af en bakke (2,3 km, 3,9%), der nås efter 146 km. Her drejer man mod syd for at køre ad en nedkørsel, inden det går op ad endnu en bakke (1,8 km, 5,6%) med top efter 156 km, hvorefter der venter endnu en nedkørsel.

Umiddelbart herefter drejer man igen mod syd for at køre op ad kategori 2-stigningen Przelecz Pod Srednica (3,3 km, 5,7%, max. 10,2%), der efter 700 lette meter stiger med 7-8% over 1400 m og derefter 5-6% over de sidste 1200 m frem mod toppen, som rundes efter 164,1 km. En enkel nedkørsel leder nu mod sydvest ned til Kowary, hvor man drejer mod vest for at køre igennem let kuperet og generelt let faldende terræn. Man kører lige forbi målstigningen og derefter mod nordvest frem til en rundstrækning, hvor der skal køres en omgang.

Læs også

Stort mandefald før sidste etape af World Tour-løb

Den indledes hårdt, idet man med det samme kører mod syd og sydvest op ad kategori 2-stigningen Sosnowka (4,9 km, 5,6%, max. 14,3%), der efter en kilometer med 5,8% stiger jævnt med 7,6% over de næste 2 km, inden den flader ud med 2-4% over de sidste 1900 m frem mod toppen, som rundes efter 183,5 km. Herfra resterer bare 19,4 km, som indledes med en let nedkørsel, der fører mod nordvest, nord og nordøst ned til en særlig spurt, der køres efter 191,2 km. Herefter drejer man mod sydøst for at køre ad let stigende veje frem til rundstrækningens udgangspunkt.

Efter rundstrækningen fortsætter man mod sydøst ad let stigende veje tilbage mod målstigningen, som melder sig næsten med det samme. Det sker nå man drejer mod syd for at køre mod syd og sydvest op til målet i Karpacz. Stigningen er ikke kategoriseret, men stiger med 6,9% over 3,7 km. Den er vanskeligst på den nedre del, hvor de første 1600 m stiger med 9,5% i snit og når et maksimum på 15,4%, men derefter er den næstsidste kilometer stort set flad. Til slut stiger den sidste kilometer relativt jævnt med 7,5% i snit, herunder med et maksimum på 10,9% med ca. 100 m igen. På den nedre del går det ad en relativt lige vej frem til et sving med 2100 m igen. Der venter endnu et sving med 1300 m igen og atter med 1000 m igen. Nu snor vejen sig let med relativt skarpe kurver med 650 m, 300 m og 100 m igen.

Etapen byder på i alt 2268 højdemeter.

Det er virkelig en tilbagevenden til løbets rødder med denne finale på en stigning, der i mange år var løbets hjerte. Den har været fraværende så længe, at kun de allerældste vil kende den - Robert Gesink blev eksempelvis nr. 2 ved seneste besøg i 2007 - men vi ved fra dengang, at forskellene er relativt små. Ved seneste besøg var der således syv mand inden for 11 sekunder af Gesink, der var bedste mand fra feltet, og i de to foregående var forskellene endnu mindre. Det ændrer dog ikke på, at finalen er langt vanskeligere end dem, vi plejer at se i løbet, og de eksplosive klatretyper vil kunne gøre en forskel på sidste stigning, særligt på den nedre, stejle del, selvom de lider under, at etapen samlet set ikke er voldsomt vanskelig.

Karpacz var fast mål for kongeetapen i årene til og med 2007. Ved seneste besøg tog Johan Vansummeren en overraskende udbrudssejr med 23 sekunder ned til Robert Gesink og 32 sekunder ned til Kim Kirchen, mens fem mand sluttede 34 sekunder efter vinderen. I 2006 var der mål to dage i træk. Først sejrede Stefan Schumacher med 2 sekunder ned til Fabian Wegmann og 4 sekunder ned til Cadel Evans, mens 14 mand var inden for 20 sekunder, og dagen efter sejrede Schumacher igen med 2 sekunder ned til Vincenzo Nibali og Cadel Evans og med 5 sekunder ned til hele 12 mand. I 2005 havde de tre sidste etaper mål i byen. Første sejrede Pieter Weening med 4 sekunder ned til Kim Kirchen og 25 sekunder ned til Thomas Dekker på en dag med store forskelle og kun 6 mand inden for et minut. Dagen efter fik Kirchen revanche, da han vandt med 2 sekunder ned til Danilo Di Luca og 4 sekunder ned til Thomas Löfkvist på en dag, hvor ni mand var inden for ni sekunder. Løbet sluttede med en bjergenkeltstart, hvor Thomas Dekker vandt med 7 sekunder ned til Bobby Julich og 9 sekunder ned til Thomas Löfkvist. I årene mellem 1999 og 2004, hvor løbet ikke var en del af ProTouren/WorldTouren, sluttede de to eller tre sidste etaper i byen - altid med en enkeltstart som den ene af etaperne - og det gav sejre til Marek Rutkiewicz (2004), Hugo Sabido (2004), Ondrej Sosenka (2001, 2002, 2004), Cezary Zamana (2002, 2003), Hayden Roulston (2003), Alberto Contador (2003), Laurent Brochard (2002), Jens Voigt (2001), Vladislav Borisov (2001), Sergey Ivanov (to gange i 2000) og Raimondas Rumsas (to gange i 1999). Siden dengang har byen tre gange været mål for en etape i Baltyk Karkonosze Tour, og det gav sejre til Grgiriy Shtein (2017), Maciej Paterski (2016) og Kamiel Zielinski (2015).

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

3. etape

I gamle dage var det fast kutyme, at de eneste klatreudfordringer kom på de to etaper i Tatr-bjergene i den sydlige del af landet, men da enkeltstarten forsvandt i 2017, erstattedes den af en nyskabelse. Siden dengang har man haft for vane at gøre brug af en rigtig murafslutning i den fladere del nord for bjergene, og selvom enkeltstarten siden 2021 har været tilbage, rører man ikke ved muren. På årets nytænkte rute kommer den ganske usædvanligt efter kongeetape, og man har tillige fundet en helt ny mur. Denne gang er den kun 900 m lang, og den vil i sig måske ikke gøre de helt store forskelle, men da man forinden skal over en ikke hel let stigning, får de eksplosive klatrere for anden dag i træk en - dog også sidste - chance for at vinde tid inden enkeltstarten.

Også denne dag er der skruet betydeligt ned for de klassiske distancer, idet der skal køres bare 162,3 km mellem Walbrzych og Duszniki-Zdroj, hvor der er mål ved Tauron Duszniki Arena. Begge byer ligger i Tatr-bjergene nord for Tjekkiet, og derfor går det op eller ned det meste af dagen. Allerede fra start kører man mod sydvest og ned ad en bakke, inden det går mod nordøst op ad endnu en bakke (1,3 km, 7,7%), der har top efter 5 km. Herfra sætter man kursen mod sydøst via en nedkørsel, der leder direkte ned til en lang stigning (4,2 km, 4,4%), der har top efter 21 km. Herefter kører man mod sydvest ad en kort nedkørsel, inden det går mod øst op ad kategori 2-stigningen Walim (3,3 km, 7,3%, max. 14,8%), der er en jævn stigning med top efter 28,2 km.

Nu bliver der en lille chance for at komme sig, da en lang og let nedkørsel fører mod nordøst ned til fladlandet, hvor dagens 95-spurt køres efter 38,0 km. Med det samme forlader man dog fladlandet, da man drejer mod sydvest for at køre ad en let stigende vej og derefter op ad kategori 2-stigningen Przelecz Jugowska (7,8 km, 5,1%, max. 14,8%), der er en ganske jævn stigning med top efter 50,1 km. En lidt kringlet nedkørsel leder nu videre mod sydvest, hvorefter det går mod sydøst og øst ad en kort, fladt stykke. Hurtigt går det dog ind i bjergene igen, når man kører mod nord op ad en bakke (5,0 km, 4,4%), der har top efter 71,5 km, inden en nedkørsel fører mod nordøst tilbage til fladlandet. Det følger man kortvarigt mod sydøst og syd, inden man drejer mod sydvest tilbage til bjergene via en stigning (3,5 km, 6,5%), der har top efter 93 km

Nu venter etapens letteste del. En nedkørsel fører nemlig mod syd tilbage til fladlandet, hvo man kører ad flade veje mod syd og nordvest. Langsomt begynder det at stige let, når man drejer mod sydvest og senere sydøst og sydvest med retning mod bjergene. Her når man frem til målbyen efter 137,2 km, hvor man kører tværes gennem centrum og ud til den sydvestlige udkant, hvor målet ved Tauron Duszniki Arena ligger. Man kører dog kun tæt forbi arenaen, da man skal ud på en sløjfe i bjergene, som indledes med, at man kører mod sydøst op ad kategori 2-stigningen Zieleniec (7,8 km, 3,9%, max. 12,8%), hvis data snyder. Således stiger de første 4,5 km med 6,0% i snit og ofte med 7-8%, dog med en kilometer på 2,8% undervejs, men derefter er de sidste 3,3 km meget lettere med stigningsprocenter på under 4, inden man runder toppen efter 150,6 km.

Herfra resterer 11,7 km, der indledes med en ganske enkel nedkørsel, som fører mod sydøst og derefter nordvest tilbage mod målbyen. Her drejer man skarpt med 2100 m ind på en lille bakke, der leder frem til et svig med 2000 m igen. Herefter stiger det generelt let over de næste 800 m, inden det flader ud frem mod et sving, der kommer med 900 m igen. Det leder direkte ind på den sidste mur, der stiger med 8,7%, men reelt er muren kun 500 m lang, hvor den stiger med tocifrede procenter og op til 18,8%, hvorefter de sidste 400 m er flade. Her er der et skarpt sving med 200 m igen og derefter en 90-graderskurve med 150 m igen.

Etapen byder på i alt 3067 højdemeter.

Disse murfinaler er ganske spektakulære, men denne gang er det en kort sag, der reelt bare er 500 m lang. Den synes så stejl, at det stadig er murspecialisterne, der vil have en overhånd, men det er tvivlsomt, om der vil være forskelle mellem de bedste, som meget vel kan spurte om det over de sidste 400 flade meter. Stigningen forinden er næppe svær nok til at blive brugt til angreb, men forsøgene vil formentlig blive gjort, og da den samlede etape er ganske hård, vil der nok være en del udskilning, inden favoritterne skal slås om det i den eksplosive finale til sidst.

Duszniki-Zdroj har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

4. etape

Tour de Pologne er kendt som et af de absolut mest sprintervenlige WorldTour-løb. Det gælder også i år, hvor næsten halvdelen af etaperne lægger op til massespurter, men hvor de plejer at være samlet i løbets første del, er der denne gang vendt op og ned på tingene. Således skal vi frem til fjerdedagen, inden den anden sprinteretape melder sig, men her burde der heller ikke være noget, der kan stå i vejen for de hurtige folk, når man skal en tur gennem det enorme polske fladland. Til gengæld skal de sørge for at sidde rigtigt i en finale, hvor et sent sving gør positioneringen afgørende.

Læs også

Lynhurtig dansker forklarer, hvordan leadout blev til ny sejr

Etapen byder på i alt 846 højdemeter.

Det er en ganske interessant afslutning, arrangørerne har designet til denne nye etape. Begge de to sidste stigninger er relativt lange, og særligt den sidste stigning er også relativt stejl. I et løb uden mange stigninger burde der være garanti for et slag mellem klassementsrytterne, men efterfølgende er der god tid til en regruppering. Herefter kan alt imidlertid ske, for den flade finale kan blive svær at kontrollere, og selvom det mest sandsynligt er en eller anden form for spurt, kan man bestemt ikke udelukke, at et taktisk spil kan gøre det muligt at gøre vigtige forskelle i klassementet.

Med en distance på 199,1 km er der tale om en af årets længere etaper, der fører feltet fra Strzelin til Opole. Der er tale om to byer, der ligger i fladlandet lige nord for Tatr-bjergene, og da man ikke bevæger sig ind i bjergene, er det fladt hele dagen. Man lægger ud med at køre en omgang på en 71,6 km lang rundstrækning i området nordvest for startbyen. Først går det mod sydvest og nordvest ad lange, lige og flade veje, idet man dog efter ca. 25 km skal op og ned ad en lille bakke.

Nær etapens nordligste punkt kører man en omgang på en lille rundstrækning, der ad flade veje fører mod nord og nordøst frem til det nordligste punkt, hvor man kører dagens første spurt efter 34,5 km. Umiddelbart herefter går det mod syd op ad kategori 3-stigningen Strzegomiany (1,9 km, 2,9%), der har top efter 36,7 km, hvorefter der går mod syd ned til rundstrækningens udgangspunkt. Herfra kører man mod sydøst og nordøst tilbage ad samme vej som tidligere, indtil man tilbage i startbyen kører dagens anden spurt efter 71,6 km.

Efter denne indledende rundstækning sætter man kursen mod sydøst for at køre ad lige og flade veje frem til dagens tredje spurt, som kommer efter 100,4 km. Herfra zigzagger man sig mos sydøst, nordøst, syd og sydøst ned til etapens sydligste punkt, hvor der køres en særlig spurt efter 156,6 km. Herfra går det mod først nordøst og siden nord ad lange, lige og flade veje direkte ind til målbyen, hvor der for en sjælden gangs skyld ikke er en rundstrækning. I stedet er det en lige vej, der leder frem til et blødt sving med 1300 m igen, hvorefter der er et sidste skarpt sving bare 400 m fra stregen. De sidste 1500 m stiger ganske let, den sidste kilometer med 0,4% i snit.

Der er ikke meget at rafle om på denne etape, der er meget klassisk for det polske fladland. Sidevind i Polen ser man aldrig, og da løbet altid har et hav af sprintere til start, bør intet kunne stå i vejen for en massespurt. Denne gang betyder det sene sving dog, at det er en særlig spurt, der handler mere om positionering og lead-out end om fart.

Opole har kun én gang tidligere i dette årtusinde været målby for et stort cykelløb. Det var i dette løb i 2012, hvor Ben Swift vandt en massespurt foran Elia Viviani og Tom Boonen.

Læs også

Lidl-Trek trodser styrt og vinder i dramatisk Vuelta-åbning

5. etape

Tidligere var der en tendens til, at etaper i Polen Rundt enten var næsten helt flade eller sluttede på en stigning. I de senere år har man i højere grad midtvejs i løbet haft mere blandede ruter med små stigninger tæt på mål, der har skabt en vis udskilning. Det har givet anledning til både udbrudssejre og reducerede massespurter, og det er et af de to scenarier, vi kan vente, når feltet igen testes på en sådan etape på løbets femte dag, der byder på en ganske interessant finale, der blev brugt i både 2018, 2019, 2020 og 2021. Her så vi en interessant let stigende spurt med deltagelse af vidt forskellige folk som Michal Kwiatkowski, Dylan Teuns og Pascal Ackermann i 2018, af Luka Mezgec, Eduard Prades og Pierre Latour i 2019, af en snu Richard Carapaz, Diego Ulissi, Rudy Molard og Jakob Fuglsang i 2020 og af Nikias Arndt, Matej Mohoric, Stefano Oldani, Joao Almeida, Quinten Hermans og David Dekker i 2021og det vidner om, at der venter en uforudsigelig dag, hvor både puncheurs og stærke sprintere kan drømme om en sejr.

I alt skal der tilbagelægges 198,8 km, der fører feltet fra Pszczyna til Bielsko-Biala. Begge byer ligger i fladlandet nord for Tatr-bjergene, men målbyen ligger lige på grænsen til det mere kuperede terræn, hvilket giver anledning til den hårde finale, og etapen består af en tur ind i bjergene og tilbage igen. Derfor er det også pandekagefladt, når man lægger ud med at køre mod sydvest, sydøst og igen sydvest ad lange og lige veje. Langsomt begynder det at stige let, når man nærmer sig bjergene, og det gælder også, når ma drejer mod sydøst for at køre frem til dagens spurt, der kommer efter 52,0 km. Herfra går det videre mod sydøst igennem det let stigende terræn.

Nu tager etapen fast, når man rammer bjergene. Det sker, når man fortsætter mod sydøst op ad kategori 2-stigningen Zameczek (3,8 km, 6,5%, max. 15,8%), der efter 2,4 km med 1-6% stiger med 10-11% over de sidste 1200 m frem mod toppen, som rundes efter 73,4 km. En let nedkørsel fører nu mod syd ned til dagens anden spurt, der kommer efter 80,1 km, hvorefter det går mod syd og øst op ad en bakke (7,1 km, 4,3%), der har top efter 88,5 km. Derfra falder det mod øst og nordøst, inden man vender rundt for at køre mod sydvest ad først let stigende veje og siden op ad kategori 1-stigningen Ochodzita (2,0 km, 11,1%, max. 12,3%), der er en jævn og meget stejl mur med top efter 107,2 km.

Nu kører man tilbage af de samme veje som tidligere, bare i den modsatte retning. En let nedkørsel fører mod øst og nord, inden det går mod nord og nordøst op ad en stigning (3,9 km, 5,7%), der har top efter 120,5 km. Nu rammer man igen nye veje, når man kører mod sydøst og nordøst igennem let stigende terræn, inden det går mod nordøst op ad kategori 1-stigningen Salmopol (6,0 km, 6,2%, max. 12,3%), der efter en let første kilometer stiger jævnt med 6-7% hele vejen frem til toppen, der rundes efter 159,6 km.

Nu resterer 56,7 km, der er betydeligt lettere. En kun i starten og siden meget let nedkørsel fører mod sydøst tilbage til fladlandet, hvor man kører dagens sidste spurt efter 159,6 km. Her drejer man mod nordvest for at køre ad en lang, lige og let faldende vej ind til centrum af målbyen. Her drejer man mod sydøst og senere syd for at køre ud til den afsluttende rundstrækning i byens udkant, og den rammes efter 173,9 km, inden man 2,7 km senere krydser stregen for første gang.

Etapen afsluttes nu med tre omgange på den 7,4 km lange runde, hvis første del er let faldende og den anden del let stigende, men ellers er meget enkel og uden mange sving. Målbakken er 2400 m lang og indledes med et stykke med 8,1%. Over de sidste 1800 m er den lettere, idet det stiger med 3-4% frem til de sidste 300 m, der stiger med 4-5%. Finalen er teknisk ukompliceret, idet det sidste sving kommer i bunden med 2400 m igen, hvorefter vejen er helt lige.

Etapen byder på i alt 3028 højdemeter, hvilket er ca. 400 flere end i 2021 og 800 flere end i 2019, men 300 færre end i 2020.

Læs også

To dobbelt-sejre til ColoQuick i weekenden

Med fire tidligere besøg har vi efterhånden lært finalen at kende, og hver gang er det endt i en puncheurspurt. I 2020 havde man dog skruet op for sværhedsgraden, og det gav en top 10, der var domineret af puncheurs og blev vundet af en snu Richard Carapaz med et sent angreb, mens de sprintere, der som Luka Mezgec og Pascal Ackermann tidligere havde gjort det godt, havde det sværere. I 2021 var etapen igen lidt hårdere, men det blev alligevel en stærk sprinter i form af Nikias Arndt, der vandt. Denne udgave er den næsthårdeste, og derfor vil de lettere folk og puncheurtyperne nok have en overhånd, særligt fordi den sidste stigning, der dog kommer langt fra mål, er ret hård, men grundlæggende er det en finale, hvor vi har set stort set alle typer blande sig. Et udbrud kan ikke helt afskrives, da der må være opstået visse forskelle i klassementet, men da etapen formentlig er et mål for flere og byder på bonussekunder, er det ikke sandsynligt, at lykkeridderne vil lykkes.

Som det er trenden i årets generelt lettere løb, er også denne etape dog nemmere, end vi så det i 2020, og selvom den er vanskeligere end i 2018 og 2019, vil det formentlig blive en knap så selektiv dag som for et år siden. Uanset hvad taler meget for, at vi igen vil se en herlig puncheurspurt med samme brede persongalleri, vi har set i de foregående tre udgaver, hvor sprintere har blandet sig med puncheurs, og hvor det sidste år endda lykkedes en snu Richard Carapaz at snige sig væk til sejr med et af sine klassiske sene angreb.

Bielsko-Biala er tit blevet besøgt af det mindre polske løb Course de Solidarnosc, men har ikke været besøgt af Tour de Pologne tidligere i dette årtusinde, før vi i 2018 så Michal Kwiatkowski spurte sig til sejr foran Dylan Teuns og Enrico Battaglin og i 2019 så Luka Mezgec sejre foran Eduard Prades og Ben Swift. I 2020 var det til gengæld en snu Richard Carapaz, der overraskede et tøvende felt med et sent angreb, så han akkurat kunne holde Diego Ulissi og Rudy Molard bag sig, mens det i 2021 senest var Nikias Arndt, der tog en lidt overraskende sejr foran Matej Mohoric og Stefano Oldani i en top 10, der talte en blanding af alt godt fra havet af ryttertyper.

Læs også

PostNord Danmark Rundt vil flytte dato igen

6. etape

I årevis har vi været vant til, at de afgørende etaper er blevet kørt i Tatr-bjergene i den sydlige del af landet, hvor de eksplosive puncheurs har været i deres es. I årene mellem 2013 og 2016 blev de krydret med en flad enkeltstart, og den vendte efter fire års fravær tilbage i 2021, hvor man til gengæld skruede gevaldigt ned for brugen af de sydlige bjerge, som man også gjorde det i 2022. Enkeltstarten er tilsyneladende kommet for at blive, for den er i år med for tredje gang i træk, men modsvares til gengæld af vanskeligere bjergetaper end i de seneste to udgaver. Modsat sidste år, hvor stort set hele etapen var stigende, er der denne gang tale om en helt klassisk enkeltstart i stort set helt fladt terræn, men hvor flere tekniske passager vil teste de specialister, der skal slås om den samlede sejr på en etape, der for tredje år i træk vil være helt afgørende - i øvrigt på en rute, der er næsten identisk med den, der blev brugt til enkeltstarten i 2021.

Som i 2021 er enkeltstarten henlagt til Katowice, der tidligere var rammen om den livsfarlige og faldende spurt, der blev taget af programmet efter Fabio Jakobsens forfærdelige styrt, og som for to år siden er der både start og mål i byen. I alt skal der køres 16,6 km på en rute, der er en ganske let modificeret udgave af den 19,1 km lange rute fra 2021, og terrænet er stort set helt fladt. Det stiger dog let fra start, når man kører igennem to hurtige sving, inden det falder over 500 m mod syd, men derefter rammer man en flad og lige vej, der følges mod øst og sydøst.

Efter 6,5 km drejer man mod sydvest, hvorefter man rammer en meget teknisk sektion med en hel serie af sving, når man kører ned til en lille rundstrækning, hvor der skal køres en omgang. Efter rundstrækningen retter vejen sig igen ud, når man kører mod vest, men kort efter venter endnu en meget teknisk sektion med flere sving. Samtidig er det generelt let stigende frem mod et toppunkt, hvor man efter 300 m, der stiger med 4,2%, tager mellemtiden efter 8,5 km, hvorefter det begynder at falde let.

Efter 11,4 km drejer man til højre, og herefter bliver det teknisk meget enklere, ligesom det herfra er stor set fladt med kun én lille bakke mod slutningen. Således er der igen sving efter 13,0 km og 13,9 km, inden det hele slutter med en teknisk afslutning i centrum, hvor der skal drejes med hhv. 1450 m, 1050 m, 900 m og 550 m igen, inden man skal igennem en stor rundkørsel 200 m fra stregen. Over de sidste 3 km falder det ganske let frem mod de sidste 1500 m, der er næsten flade, dog med en 100 m lang bakke, der stiger med 4,2%, op til mål

Etapen byder på i alt 127 højdemeter mod 109 højdemeter på ruten fra 2021.

Specialisterne vil slikke sig om munden over udsigten til denne enkeltstart. Terrænmæssigt er den ganske enkel, og der vil være masser af plads til at træde mange watt. Den midterste fase er dog ganske teknisk, og det er derfor en kombination af muskelkraft, watt og tekniske evner, der vil være afgørende for, hvem der vinder det slag, som formentlig bliver allervigtigst i kampen om den samlede - akkurat som det var tilfældet på den tilsvarende rute i 2021, hvor også specialisterne dominerede.

Katowice er med på ruten stort set hvert eneste år og var som bekendt indtil dramaet i 2020 kendt som byen med WorldTourens hurtigste massespurt. I 2021 kørte man dog i stedet en enkeltstart, der var næsten identiske med denne, og her vandt Remi Cavagna med 13 sekunder ned til både Joao Almeida og Maciej Bodnar over 19,1 km. I 2020 var det jo faktisk den uheldige Fabio Jakobsen, der trods sit styrt endte som etapens vinder foran den ligeledes uheldige Marc Sarreau og Luka Mezgec. I 2019 overraskede Mezgec ved at sejre foran Fernando Gaviria og Pascal Ackermann i en afslutning, hvor hastighedsrekorden blev slået. I 2018 tog Ackermann sin anden sejr på to dage ved at slå Alvaro Hodeg og Giacomo Nizzolo, og i 2017 var det Sacha Modolo, der lidt overraskende sejrede. I 2016 slog Gaviria de store rivaler Elia Viviani og Caleb Ewan, mens Matteo Pelucchi og Jonas Van Genechten var hurtigst i henholdsvis 2015 og 2014, sidstnævnte med en spurt, der indtil 2019 var den hurtigste. I 2013 skabte Taylor Phinney en overraskelse ved med et sent angreb at tage en solosejr, mens Aidis Kruopis (2012), Marcel Kittel (2011) og Yauheni Hutarovich (2010) var hurtigst i spurterne i årene forinden.

Læs også

Formstærk franskmand sejrer efter dansk fremstød - Ineos-profil vinder samlet

7. etape

I de fleste af de seneste udgaver er løbet sluttet med en afgørende etape i Tatr-bjergene, men i 2020 vendte man tilbage til en gammel tradition, nemlig at slutte med en massespurt i storbyen Krakow - en tradition, der fastholdes i år.  Den store by Krakow har været et fast holdepunkt i løbet siden 2008, hvor løbet enten er startet eller sluttet i byen, og ser man bort fra de fire år med en afsluttende enkeltstart, har der næsten altid været sprinterfest. Den trend blev brudt i 2020, hvor et udbrud overraskende sejrede, men det er undtagelsen, der bekræfter reglen, og da årets rute modsat udgaven i 2020 og 2022 er helt flad, taler alt for den klassiske sprinterfinale på løbet.

I alt skal der køres den beskedne distance på 166,6 km, der fører feltet fra Zabrze til Krakow, og modsat de to foregående år, hvor starten gik i bjergene, foregår det hele denne gang i det polske fladland. Fra stater stiger det dog ganske let, når man kører mod sydvest og sydøst, men hurtigt bliver det helt fladt, når det går ad lange, lige veje frem til dagens første spurt, som kommer efter 67,5 km. Her drejer man kortvarigt mod nordøst, inden det går videre mod sydøst igennem fladlandet.

Nu bliver det en anelse mere kuperet, når man drejer mod nordøst, og kort efter skal man over kategori 3-stigningen Witanowice (1,3 km, 5,6%), der har top efter 104,4 km. Derfra går det videre mod nordøst ad et plateau og en nedkørsel, inden det atter bliver helt fladt. Fladlandet afbrydes kortvarigt, når man fortsætter mod sydøst op ad kategori 3-stigningen Kaszow (800 m, 5,1%), der har top efter 129,4 km, hvorfra det falder og fladt, mens man fortsætter mod nordøst frem til løbets sidste 95-spurt, der er placeret efter 138,5 km. Derfra går det videre ad lange, lige og flade veje ind til centrum af Krakow, hvor man rammer den afsluttende rundstrækning efter 149,3 km, inden man 1,9 km senere krydser stregen for første gang.

Etapen afsluttes nu med 3 omgange på den 5,1 km lange runde, der er den samme som i 2021 og 2022 og en forlænget udgave af den velkendt 4,0 km lange rundstrækning fra tidligere år, og som er næsten helt flad med bare fire sving. De to første kommer umiddelbart efter passagen af stregen, og derefter skal der igen drejes med 2900 m og 1800 m igen og derefter buer vejen kun let med 1500 m igen, inden man rammer den sidste kilometer, der er helt lige og helt flad.

Etapen byder på i alt 974 højdemeter.

I 2021, hvor ruten også var helt flad, lykkedes det overraskende et stærkt udbrud at snyde sprinterne, og det samme skete næsten i 2020, hvor ruten som i 2022 havde en meget kuperet start. Det vidner om, at intet er givet på dette tidspunkt i løbet, hvor ingen har noget at miste ved at angribe, men hvis det går, som det plejer, skal sprinterne slutte løbet af med den helt store boulevardspurt på den lige og flade vej i Krakow, hvor de rene sprintere plejer at dominere.

Krakow har som sagt som regel lagt asfalt til sidste etape, senest sidste år, hvor Arnaud Demare endelig fik sin sejr i en spurt foran Olav Kooij og Phil Bauhaus, og i 2021, hvor Julius van den Berg var hurtigere end Alexis Renard, Matteo Jorgenson og Gianni Moscin i et udbrud, der med 3 sekunder snød sprinterne. Det samme var tæt på at ske i 2020, men her rundede Davide Ballerini af med at sejre i en massespurt foran Pascal Ackermann og i Alberto Dainese. I 2017, 2018 og 2019 åbnede man løbet med en kort flad etape i byen. I 2019 sejrede Ackermann foran Fernando Gaviria og Fabio Jakobsen, og han var også hurtigst i 2018, hvor han nærmest slog Alvaro Hodeg og Matteo Trentin. I 2017 overraskede Peter Sagan ved at spurte sig til sejr foran Caleb Ewan og Danny van Poppel. I årene forinden sluttede løbet ellers med en enkeltstart, der er blevet vundet af henholdsvis Alex Dowsett (2016), Marcin Bialoblocki (2015), Kristof Vandewalle (2014) og Bradley Wiggins (2013). Forud for det var det de tyske sprintere, der dominerede i byen, idet sidste etape blev vundet af John Degenkolb (2012), Marcel Kittel (2011), André Greipel (2009 og 2010) og Robert Förster (2008).

Læs også

Dansker triumferer i junioretapeløb

SE CLASICA SAN SEBASTIAN UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Favoritterne

Det er velkendt, at sæsonens første løb er blandt de vanskeligste at spå om, idet langt de fleste ryttere stiller til start efter en lang træningsperiode uden forudgående løbsdeltagelse. Det gør det til et lotteri at forudsige, hvem der er godt kørende, og hvem der endnu har arbejde at gøre, inden de er konkurrencedygtige.

På mange måder er Tour de Pologne at betragte som et sådant løb fra årets første måneder. Traditionelt har der for langt hovedparten af feltet været tale om, at det er første konkurrence efter en lang sommerpause, der for manges vedkommende er foregået på en højdetræningslejr. Kun ganske få har været i aktion i Tour de Wallonie eller løbet i Ordizia, og de fleste har ikke kørt løb siden de nationale mesterskaber. Startlisten udmærker sig som omtalt ovenfor ved at rumme mange Vuelta-favoritter, der ikke kørte Tour de France, og for dem er det en vigtig formtest. Det betyder imidlertid, at heller ikke de reelt ved, hvordan de er kørende, og da tendensen til, at Tour-ryttere benytter løbet som et sidste mål inden en pause, samtidig synes at være aftaget kraftigt, er der således samlet et næsten fuldt felt af ryttere, der er meget usikre på, hvordan de efter hård træning vil reagere i løbssammenhæng.

Billedet kompliceres samtidig af, at forskellige ryttere præsterer forskelligt i deres forberedelsesløb. Mange af favoritterne bruger løbet som optakt til Vueltaen, og der er meget stor forskel på, hvor ambitiøse de er i løb, der først og fremmest er opvarmning. Der er imidlertid en klar tendens til, at rytterne i Polen Rundt er knap så langt fremme, som Giro-favoritterne er i Tour of the Alps og Tour-favoritterne i Dauphiné. I disse to løb ser man oftest de største navne køre med om sejren inden deres store grand tour-mål, men tendensen i Polen Rundt er, at Vuelta-favoritterne stadig mangler en del, inden de når topformen. Det kunne særligt gælde i år, hvor løbet grundet VM kommer en uge længere fra Vuelta-starten end vanligt.

Det hele blev lidt lettere af, at arrangørerne har været så glade for genbrug. Det har gjort, at en rute, hvis sværhedsgrad ellers kan være meget vanskelig at vurdere, er blevet en anelse nemmere at gennemskue, fordi vi har kendt den fra tidligere. Da enkeltstarten igen forsvandt forud for 2017-udgaven, gik arrangørerne som nævnt ovenfor tilbage til rødderne og gik fra at være et løb for tempospecialister til igen at være en sag for puncheurs og eksplosive klatrere.

Læs også

Team Jumbo-Visma ser frem mod Tour de France

Heller ikke den fordel har vi længere. Efter den kontroversielle og forkortede 2020-udgave er alt kastet op i luften. Enkeltstarten er tilbage, og de velkendte og typisk afgørende etaper i Tatr-bjergene indgår ikke i løbet længere. For andet år i træk kører man i år endda helt uden om det område, der traditionelt har været løbets helt store fokus, da besøget i Tatr-bjergene henlægges til helt nye stigninger. Til gengæld skruer man igen op for vanskelighederne efter de to seneste udgaver, der i vanskelighedsgrad var ekstremt pauvre.

Fraværet af væsentlige klatreudfordringer og genindførslen af en flad tonserenkeltstart gjorde 2021-ruten til en sag for tempospecialister, der kunne holde sig til i de to eksplosive finaler på den tidlige mur og i puncheurfinalen i Tatr-bjergene. Det mønster gentog sig sidste år, hvor der endda kun var én svær etape, nemlig muretapen, der af gode grunde ikke skaber afstande på minutter. Enkeltstarten var til gengæld kortere og med et meget specielt og stigende design, men det endte akkurat som i 2021, nemlig med at tidskørslen blev næsten altafgørende.

Det kan den meget vel gøre igen i år. Det polske terræn er ikke let, men det er ikke velegnet til at skabe store forskelle. Derfor er det meget svært at undgå, at enhver enkeltstart af bare mellemlang længde vil blive uhyre vigtig. I den forstand har man virkelig forandret identiteten på et løb, der tidligere var en puncheurfest og kamp om bonussekunder.

I år er der dog en chance for, at den ikke bliver helt så afgørende som i 2021 og 2022. Det skyldes naturligvis, at der er skruet op for vanskeligheden af resten af ruten. Særligt bemærkelsesværdigt og glædeligt er det, at Karpacz-stigningen vender tilbage for første gang siden 2007. Den var et helt fast holdepunkt i løbet i begyndelsen af dette årtusinde, men den forsvandt, inden der kom tv-dækning. Det er derfor en klassiker, vi som tv-seere ikke rigtigt har et forhold til.

Den er utvivlsomt vanskeligere end de finaler, vi har kendt fra Zakopane og Bukowina Tatrzanska, men det er ikke noget bjerg. Det er i alt væsentligt to små puncheurstigninger, der er sat sammen. Først har vi 1600 m med 9,5%, hvorefter en flad kilometer leder frem til 1000 m med 7,5%. I det lys er det ikke mærkeligt, at den tidligere kun skabte små forskelle, der skulle tælles i sekunder. Kan man slå et hul på den stejle del, kan man godt vinde lidt mere tid, som Robert Gesink gjorde ved seneste besøg i 2007, hvor han vandt 9 sekunder på Kim Kirchen og 11 sekunder på fem mand, men vi taler stadig om, at 12 af hans rivaler tabte mindre end 30 sekunder, og at den gruppe også talte ret tunge folk som Alessandro Ballan, Pablo Lastas, Jens Voigt og sågar Gregory Rast.

I andre udgaver har forskellene endda været endnu mindre, og vi har talt om helt få sekunder mellem de bedste. Gøres forskellen ikke på den stejle del, vil det efter alt at dømme ende i en spurt til sidst, men det kan også blive lidt taktisk, hvis den går i stå på den flade kilometer. Kan man snige sig væk her, kan man vinde lidt flere sekunder, men stadig i småtingsafdelingen, når den samlede etape ikke er specielt vanskelig.

Næste chance kommer på muretapen. Den er samlet set ret hård, men den sidste stigning er næppe svær nok til, at man kan køre væk. Derfor vil et reduceret felt efter alt at dømme skulle spurte på muren, og selvom den er stejl, er den med en længde på 500 m ikke skabt til store forskelle. De sidste 400 m er jo endda helt flade, når man har rundet toppen, hvorfor man måske belønnes mere for spurt- end klassiske puncheurevner. Måske kan man stadig vinde lidt sekunder, men den største forskel bliver formentlig gjort via bonus.

Derudover er der den klassiske puncheurspurt i Bielsko Biala. I år er etapen ret hård, men stigningerne kommer for tidligt til, at vi kan se angreb. Formentlig ender det i den velkendte spurt, der er pokkers svær at spå om. Så forskellige folk som Richard Carapaz og Nikias Arndt har vundet, men da etapen denne gang er hård, som den var det, da Carapaz vandt, er chancen for, at de eksplosive klassementsryttere kan vinde bonus på bekostning af de stærke sprintere, større end ved seneste besøg i 2021.

Det efterlader os med tre etaper, hvor de eksplosive puncheurtyper kan vinde tid. Det meste af tiden skal vindes via bonus, men særligt på kongeetapen kan man også vinde rigtige sekunder. Kongeetapen er også så svær, at de tungere folk bør være ude af billedet, selvom enkeltstarten er så vigtigt. Derudover må man antage, at de mange sprintere vil sikre, at de tre flade etaper ikke kommer til at spille en rolle.

Læs også

Geraint Thomas: Frusterende med Bernal i Touren i år

Sekunder kan klatrerne altså vinde, men de kan tabe meget mere tid på enkeltstarten. Sidste år kunne de glæde sig over, at den var kort og hård, men i år er den længere og flad. Det er jo endda i stort omfang genbrug af enkeltstarten fra 2021. Dog i et lidt kortere format. Som eksempel herfra kan man nævne, at den samlede vinder, Joao Almeida, vandt 47 sekunder på Jay Hindley, 1.05 på Dylan Teuns og 1.06 på George Bennett, men også omkring 30-40 sekunder på folk som Mikkel Honoré, Matej Mohoic, Tim Wellens og Diego Ulissi. Det er afstande, man næppe kompenserer for via bonus, hvis man er temposvag, selvom distancen er lidt kortere. Enkeltstarten er perfekt for specialister, som vi så i 2021, hvor Remi Cavagna vandt foran Almeida, Maciej Bodnar og Mikkel Bjerg, men lidt teknisk er den også.

Alt sammen kan det naturligvis ændres af vejret, der før har spillet en rolle i løbet, ikke mindst i den episke 2016-udgave, hvor regnvejrsrytteren Tim Wellens kørte fra alt og alle. Netop regn kan også blive et tema i år. Lørdag vil der være stor risiko for kraftige tordenbyger, men ingen farlig vind. Det samme gør sig gældende for kongeetapen, hvor klatrerne må græde snot over, at der vil være modvind på sidste stigning. Bygevejret fortsætter mandag, hvor det vil være blæsende, men næppe nok til at skabe splittelse, og hvor der vil være sidevind på stigningen inden muren. Den relativt kraftige vind fortsætter på en ustabil tirsdag, men det bør ikke være nok til at skabe splittelse. Vinden lægger sig til en ustabil onsdag, hvor der vil være medvind på sidste stigning, men desværre for klassementsrytterne modvind på bakken op til mål. Desværre må man frygte, at flere byger kan gøre den tekniske enkeltstart til et lotteri, inden løbet - naturligvis - slutter med endnu en bygedag fredag, denne gang dog med svage vindforhold.

Konklusionen er, at det er et løb for tempostærke folk, for man vinder ikke dette løb, hvis ikke man kører stærkt på torsdag. Chancen for, at de eksplosive klatrere kan vinde tid og bonus, er større end i 2019 og 2021, hvorfor de har en bedre chance, ligesom de tunge folk udelukkes helt af den hårde finale på kongeetapen. Det ændrer dog ikke på, at det er torsdagen, der er nøgledagen igen i år.

Det giver også et lidt anderledes favoritfelt, end vi normalt ser til WorldTour-etapeløb, og særligt end vi har set i de fire puncheurudgaver mellem 2017 og 2020. Alligevel er der et vist overlap, for kan man supplere tempoevnerne med punch og spurtstyrke, står man endnu stærkere.

Da vi sidst havde en rute, der mindede meget om denne, nemlig i 2021, vandt Joao Almeida, og det kunne han meget vel gøre igen. Det er nemlig et løb, der passer ham. Det havde det ikke gjort i 2022, hvor han og resten af UAE kørte svage enkeltstarter, men det har jo i den grad ændret sig med skiftet til nyt materiel. Kører han på torsdag, som han gjorde i Giroen og i Tirreno, kan han meget vel vinde enkeltstarten, der jo altså er næsten identisk med den, hvorpå han i 2021 blev nr. 2 bag Remi Cavagna. Alene det kan være nok til at vinde løbet.

Til gengæld passer resten af løbet ham ikke så godt som i 2021. Dengang var han nemlig stadig eksplosiv - endda så eksplosiv, at han vandt både muretapen og kongeetapen og endda blev nr. 4 i den stigende spurt i Bielsko-Biala - men den evne har mistet. I dag er han en dieselklatrer, der nok får svært ved at gentage sejren på muretapen og 4. pladsen i Bielsko-Biala. Til gengæld er den hårdere kongeetape slet ikke ringe for ham. Han viste med sejren i Burgos sidste år, at han stadig er stærk i denne slags eksplosive finaler, hvis stigningen ikke er alt for kort. Det virker bestemt ikke umuligt, at han kan vinde på søndag, selvom modvinden vil være en modspiller, og han bør i hvert fald kunne vinde tid på mange. Formmæssigt er han naturligvis usikker, men han har generelt et højt bundniveau og skal være relativt velkørende frem mod Vueltaen. Er han det, ligner det en rute, hvorpå han kan gentage sejren fra 2021.

Hans værste rival kunne endda være en holdkammerat. Ligesom Almeida har Brandon McNulty genfundet sine tempoevner i år. Han var desværre syg på Giroens lange enkeltstart, men i Tirreno og på Giroens 1. etape kørte han glimrende enkeltstarter - i Tirreno endda bedre end Almeida. Han har ikke klatret specielt godt i år, men han er ganske eksplosiv, og med modvind burde han ikke få problemer på kongeetapen, hvis han er formstærk. Murfinalen kan koste nogle sekunder, men det vil være i småtingsafdelingen, og spurter han som i Dauphiné i 2001, kan han måske endda blande sig på 5. etape. Også for ham gælder, at hans form er ukendt, og da han er betydeligt mere svingende end Almeida, er usikkerheden større for hans vedkommende. Han formodes dog også at være en del af Vuelta-truppen, og hvis det er tilfældet, burde han være så langt fremme, at han kan køre med om sejren - særligt hvis han kører enkeltstart som i Tirreno.

Et andet stort spørgsmålstegn er Tobias Foss. Nordmanden har ikke kørt ét eneste løb, siden han måtte melde afbud til Giroen med corona, og hans sygdom blev endda ved med at trække ud. Vi aner derfor ikke, hvor han står, men forhåbentlig har han haft en hel sommer til at bygge op mod sit titelforsvar ved VM. Er det lykkedes lige så godt som sidste år, vil han jo være den store favorit til at vinde enkeltstarten, men sandt er det også, at han i år ikke har kørt en enkeltstart på det niveau, han viste i Australien sidste efterår. Denne tekniske rute kan heldigvis godt give mindelser om den, der gav ham VM-titlen, og han bør som minimum kører med om sejren.

Udfordringen er derefter stigningerne. Han har slet ikke klatret godt siden 2021, og selv da han vandt VM sidste år, var han helt væk i alle linjeløb. I forvejen er disse eksplosive finaler ikke ideelle, og de vil handle om rent forsvar. Han hjælpes heldigvis af modvinden på kongeetapen, men den er så svær, at han skal finde de klatreben, han ikke har haft siden 2021. Hvis han har det, og kører han en VM-enkeltstart, burde det dog være et løb, han kan vinde.

Læs også

Brølet fra belgisk cykel cross

Sidste år havde jeg sikkert haft Thymen Arensman som favorit. Her kørte han nemlig fremragende enkeltstarter, ikke mindst i dette løb, hvor han vandt. Han tabte imidlertid løbet på muretapen, og det fortæller lidt om hans svaghed, nemlig at finalerne er for eksplosive. Jeg bliver overrasket, hvis ikke han mister sekunder igen på muretapen, og det kan han også gøre på kongeetapen, hvor modvinden heldigvis hjælper. Det største problem er dog de skuffende enkeltstarter, han har kørt. Han gjorde det heldigvis godt i Tirreno, hvor han endte lige mellem McNulty og Almeida, men på 1. etape i Giroen skuffede han.

Til gengæld slog han faktisk begge de to UAE-drenge på den lange enkeltstart, men det var også, da hans motor var blevet varm. Arensmans største problem i år har været, at han har været en langsom starter, der skal bruge tid på at komme i gang. Enkeltstarten kommer sent, men det gør kongeetapen ikke. Får han samme chok efter højdetræningen på stigningerne som i Alperne og Tirreno, vil han miste for megen tid, og det kan man frygte, da han igen har trænet frem mod en grand tour. Den tekniske rute til enkeltstarten passer ham også dårligt, men det forhindrer ikke, at han kan vinde, hvis han er klar fra start og finder sit bedste temponiveau.

Geraint Thomas burde være den store favorit i dette løb. Han bekræftede på Giroens lange enkeltstart, at han er dette felts bedste temporytter - medmindre Foss kører som til VM - og da hans Giro-niveau også vil gøre ham stærk i de eksplosive finaler, burde hans sejr ligge på den flade. Thomas er bare nu om dage kun god i sine grand tours. Heldigvis har vi set, at han sagtens kan køre gode enkeltstarter, selv når han er endog uhyre formsvag, som vi eksempelvis så i Romandiet og Baskerlandet sidste år, men det er ikke nok, hvis han taber tid i bjergene. Det vil jeg næsten forvente, at han gør. Faktisk vil jeg tro, at han gør som i Alperne, hvor han havde det fint med at agere hjælper. Med få uger til Vueltaen er hans niveau formentlig som i Alperne, og det rækker næppe til sejr, selvom det var hæderligt. Mit gæt er, at dette er et rent træningsløb, men helt afskrive ham tør jeg ikke. Det er trods alt kun godt et år siden, at han vandt Tour de Suisse lige inden Touren, og modvinden på kongeetapen hjælper ham jo i hvert fald.

Det var en forløsning at se Mattia Cattaneo i Schweiz. Efter at have kørt skuffende enkeltstarter gennem hele sæsonen leverede han endelig på et fint niveau, hvad han også gjorde ved mesterskaberne, hvor han blev nr. 2 bag Filippo Ganna. Han er stadig langt fra det niveau, han havde i 2022, men genfinder han det, står han meget stærkt. Her slog han både Primoz Roglic og Jonas Vingegaard på den flade Dauphiné-enkeltstart, og det niveau var så højt, at han reelt kan vinde på torsdag. Til gengæld handler de eksplosive finaler om rent forsvar, men han har i år klatret meget bedre end i 2022, og modvinden på kongeetapen vil hjælpe. Han skal stadig bevise både sin form, og at han vitterligt kan køre enkeltstarter som i 2022, men med det håb, juni måned gav, må han rangere højt - også selvom holdets erklærede kaptajn er Ilan Van Wilder.

Jeg er meget spændt på Kevin Vauquelin. Franskmanden havde kurs mod stjernerne i foråret, men er blevet sat voldsomt tilbage af den langvarige hofteskade, der brød ud i Romandiet. Hans form er usikker, men han kommer direkte frem højderne, hvor han har trænet frem mod Vueltaen. Desværre er hans præcise evner også en ubekendt, fordi han stadig er i rivende udvikling. Han bekræftede sidste efterår, at han har en ganske fremragende enkeltstart, men hvordan han står over for eliten, ved vi ikke. Han har vist i dette forår, at han har forbedret sin klatring helt enormt, og disse eksplosive finaler bør endda passe ham så perfekt, at han kan køre med om sejren. Den største udfordring er, at vi ikke helt kan sige, præcis hvor god en enkeltstart han kan køre - og så er vi fortsat meget usikre på hans form efter den lange pause.

Så er der vores lottokupon. Det er næsten umuligt at komme med et godt bud på, om Matteo Sobrero kører en god enkeltstart eller ej, for han er altid så svingende. Det så vi senest med de store udsving i Romandiet, men til gengæld kørte han to ganske gode enkeltstarter i Schweiz. Nu kommer han så til løbet efter en pause siden Østrig, og det gør blot usikkerheden endnu større. Den tekniske rute passer ham heldigvis, hvis han er på toppen, og det samme gør de eksplosive finaler. I foråret klatrede han nemlig på et hidtil uset niveau. Til gengæld så vi også i Schweiz, at han stadig klatrer svagt, når klatreformen ikke er der. Usikkerheden er derfor lige så stor, som han plejer, men klatrebenene fra Baskerlandet og tempobenene fra Schweiz vil gøre ham til en god kandidat i dette løb.

Hvad skal man mene om de tempoevner, Lennard Kämna har? Han kørte jo en chokerende god enkeltstart i Tirreno, hvor han slog en stor del af de ovennævnte, men det var også ”the odd one out”. Hans enkeltstarter har generelt været på et lavere niveau, selvom han har genfundet nogle af evnerne fa U23-tiden. I Giroen var han syg på den første enkeltstart, men endte som en beskeden nr. 12 på den lange. Hans tempoevner rækker næppe helt til et absolut topresultat, også fordi han på de øvrige etaper skal forsvare sig. Det har han også en god chance for med sin stærkt forbedrede klatring, men særligt muretapen kan koste lidt sekunder. Vi aner heller ikke, hvor han står, men heldigvis har han i år vist en hidtil uset stabilitet. Først og fremmest mangler han dog nok de sidste tempoevner for at være med helt fremme.

Det er næsten hele Ineos, der kan køre klassement. De har nemlig også Pavel Sivakov, og han kan blive en giftig herre, hvis han kommer ud fra sommerpausen med samme form som i 2021, hvor han blev nr. 2 i San Sebastian og vandt i Burgos. Det niveau har vi desværre slet ikke set i år, hvor han generelt har skuffet, også inden sit exit i Giroen. Heldigvis havde han heller ikke noget godt forår sidste år, og det forhindrede ham ikke i at have en vild august. Han har jo vundet dette løb - dog mest via taktik - men det var i et år uden enkeltstart. De eksplosive finaler passer ham ikke specielt godt, og de vil handle om at forsvare sig, hvad en formstærk Sivakov også kan. Problemet er enkeltstarten, der i hvert fald skal være betydeligt bedre end i Giroen. Selv med benene fra seneste sommer er han næppe tempostærk nok, men afskrives kan han ikke, hvis han gentager den superenkeltstart, han kørte i Vueltaen.

Ilan Van Wilder får her en chance for at køre for sig selv, inden han skal hjælpe Evenepoel i Vueltaen. Ruten passer ham slet ikke dårligt, for vi så senest i Algarve, at han er god i disse eksplosive finaler. Hans enkeltstart har til gengæld ikke været god som i 2021, og det tyder på, at han skal have kuperede ruter for at blande sig helt fremme. Han blev stadig nr. 16 på Giroens 1. etape, hvor han gav den gas, og på den mere kuperede rute i Algarve var han ganske stærk. Denne rute er dog nok for flad til, at vi vil se ham præstere på samme facon her, selvom det tekniske aspekt hjælper ham. Jeg har heldigvis også en tiltro til, at formen bør være hæderlig. Han kørte i hvert fald ganske stærkt i Burgos sidste år, hvor han også varmede op til Vueltaen.

Læs også

Test: Swissstop bremseklodser

Får Laurens De Plus en sjælden chance for at jagte et personligt resultat? Det håber jeg. Han viste med sin samlede 10. plads i Giroen, at han er tilbage, og han har i år også kørt pæne enkeltstarter. Han er ikke eksplosiv, men han har faktisk altid været hæderlig i ardennerterræn. Han vil nok tabe sekunder på muren, men i modvind kan han være med på kongeetapen. Spørgsmålet er så, hvor god en enkeltstart han kører. Den rækker ikke hele vejen, men den fører et stykke, hvis altså ikke han igen skal ofre sig for holdet.

Michal Kwiatkowski er en af de få ryttere, der kommer fra Touren, og den slags kan altid gå begge veje. Han sendte lidt blandede signaler til slut, hvor han kørte en fremragende kongeetape, men skuffede fælt på den sidste bjergetape. Han virkede desværre nok mest af alt træt, men han vil gøre meget for at lave et resultat på hjemmebanen, hvor han trods det stærke hold bør få lov at køre sin chance. Det er et løb, han tidligere har vundet, og som ville have passet ham fremragende også med denne rute, da han var uhyre tempostærk og skabt til disse eksplosive finaler. I Touren fandt han sit højeste niveau i lang, lang tid, men vi har til gode at se ham genfinde sit gamle punch og sin spurt. Vigtigst af alt er det dog, at hans enkeltstarter slet ikke er som i gamle dage, som vi så i Schweiz. Den tekniske rute kan hjælpe ham lidt, men kombinationen af træthed og aftagende tempoevner kan gøre det svært.

En anden tidligere vinder er Tim Wellens, der faktisk vandt en udgave med en enkeltstart, men det var nu mere på trods af end på grund af tidskørslen. Den handlede nemlig alene om forsvar, og sejren kom i kraft af et vildt soloridt i en gang episk Wellens-vejr. Derfor vinder han heller ikke på denne rute, men jeg er ret spændt på at se, hvad han kan gøre på et materiel, han aldrig tidligere har haft. Han kørte af og til ret gode enkeltstarter hos Lotto, og det tekniske aspekt hjælper ham meget. Vi så også i åbningsweekenden, at han efter nogle sløje år var genfødt, men siden styrtet i Flandern Rundt har han været ude af billedet. Nu kan man håbe, at han er klar til at genfinde de takter, og så passer eksplosive stigninger ham jo storartet. Der er endda udsigt til Wellens-vejr, og så må vi se, hvad UAEs materiel kan klare - hvis ikke han bruges som ren hjælper for Almeida og McNulty.

Da vi kørte næsten den samme enkeltstart i 2021, endte Matej Mohoric som nr. 9 på vej mod den samlede 2. plads. Nu vender han tilbage, og akkurat som dengang møder han op efter en stærk afslutning på Touren, hvor han også denne gang vandt 19. etape. Problemet er, at årets rute er betydeligt hårdere, og jeg har svært ved at tro, at han kan matche de bedste på kongeetapen. Omvendt hjælper modvinden ham, og vi så i foråret, at han klatrede bedre end tidligere. De samme bjergevner så vi ikke helt i Touren, men på sine gode dage klatrede han godt. Spørgsmålet er, om han er kommet lige så stærkt ud i år, som han gjorde denne gang, for selvom han vandt 19. etape igen, virkede han ikke helt frisk undervejs. Er han på toppen, vil han være god på 3. og 5. etape, men desværre så vi også i 2021, at enkeltstarten er for vigtig til, at han kan vinde - og det gælder særligt på denne hårdere rute.

Sidste år havde jeg ikke drømt om at nævne Damiano Caruso, der havde tabt alle sine ellers fine tempoevner. Dem genfandt han heldigvis i Romandiet og vigtigst også på den flade rute i Giroen. Det lover godt forud for denne enkeltstart, hvis tekniske elementer også passer ham, for han har nemlig som resten af Bahrain virkelig lukreret på det bedre materiel. I dag er han ikke eksplosiv nok til at vinde de eksplosive etaper, men er han i form kan han sagtens forsvare sig. Problemet er netop formen. Caruso kører aldrig med Giro-form på denne tid af året, og det gør han næppe heller nu. Derfor ser det svært ud på en rute, der trods alt også er lidt for tempotung.

Eddie Dunbar er klar til at bygge videre på sit store gennembrud i Giroen. Han forbereder sig til Vueltaen og er næppe helt på toppen endnu, og han kommer endda fra en højdetræningslejr, hvad der er helt nyt for ham. Vi aner derfor ikke, hvor han står, men nærmer han sig allerede sit Giro-niveau, vil han være en af de bedste på kongeetapen, der ikke passer dårligt til hans hæderlige punch. Problemet er selvfølgelig enkeltstarten, men her har Jayco gjort et godt stykke arbejde. Han blev således nr. 22 og 24 på Giroens to flade enkeltstater, og det viser, at han kan forsvare sig, selvom bjergetaperne ikke er svære nok til, at han kan ende helt fremme.

Kan Sergio Higuita rejse? Colombianeren har gang i en regulær katastrofesæson og var senest urimeligt formsvag i Schweiz. Heldigvis kørte han godt i Algarve, Indurain og Baskerlandet, hvor han vandt en spurt, og han har derfor ikke været væk gennem hele sæsonen. Skulle han have fundet formen frem mod Vueltaen, vil han stå uhyre stærkt på 2., 3. og 5. etape, hvis eksplosive finaler passer ham. Det kan potentielt give ham 30 bonussekunder, men desværre viser han ikke spor tegn på fremgang på enkeltstarterne - heller ikke selvom Bora gør det godt i år. Selv med de 30 bonussekunder er det svært at se ham vinde løbet - akkurat som sidste år, hvor han vandt muretapen, men kun endte som en samlet nr. 8, selvom enkeltstarten der passede ham langt, langt bedre.

Bahrain kommer også med Antonio Tiberi, der jo selvforskyldt fik brudt det momentum, han startede med den stærke sæsonstart. Hans comeback i Schweiz var alt andet end prangende, men nu har han haft en sommer til at genfinde sæsonstartens takter. De eksplosive finaler passer ham slet ikke, men han bør kunne forsvare sig. Det hele står og falder med den enkeltstart, han vil køre. Her har den tidligere juniorverdensmester til gode for alvor at brillere, men kører han som i Dauphiné sidste år, burde han komme et stykke - og nu har han jo altså det stærkt forbedrede Bahrain-materiel til sin rådighed.

En spændende kandidat er Rune Herregodts. Skiftet til Intermarché, der har forbedret sig meget på enkeltstarterne i år, har været godt for hans i forvejen pæne tempoevner. Han var i top 10 i både Algarve og Dauphiné, og det bør føre ham relativt langt i dette felt, hvis han er i form efter pausen. Problemet er, at han formentlig vil tabe lidt tid på kongeetapen, der nok er for svær. Han viste i Algarve tidligere i år, at han kan forsvare sig, og han vil utvivlsomt også være hjulpet af modvinden, men når de bedste åbner for gassen, har jeg svært ved at tro, at han kan være med hele vejen.

Læs også

Kragh Andersen: Jeg ville bare hurtigst muligt i mål

UAE har også Finn Fisher-Black. Hvis ikke han havde været hjælper, havde jeg rangeret ham højere. Hans sidste enkeltstart i Schweiz, hvor han blev nr. 9, var nemlig slet og ret fremragende. Kan han gentage det, kommer han meget langt i dette løb, for bjergene er af en karakter, hvor han kan forsvare sig. Problemet er, at jeg allerede har nævnt tre UAE-ryttere, han formentlig skal arbejde for - og der er også den lokale helt, Rafal Majka. Det er svært at tro, at han ender med at køre sin egen chance, men skulle det lykkes ham at nå frem til torsdag uden væsentlige tidstab, vil han kunne ende ganske godt, også selvom enkeltstarten passer ham dårligere, end den gjorde i Schweiz.

Max Poole har været en af sæsonens kometer. Hans niveau i bjergene i Dauphiné og Romandiet var dybt imponerende, selvom han gik ned på sidste etape i Frankrig, og det skulle ikke undre, om han er endnu bedre nu, hvor han kommer direkte fra højderne. Desværre så vi også i Ungarn, at disse eksplosive finaler ikke passer ham ideelt. Vigtigst er det dog, at hans enkeltstart er et problem. Den var i hvert fald meget skidt i Dauphiné. Til gengæld var den dybt imponerende i Romandiet, men det var på en svært kuperet rute, der passede ham langt bedre. Her får han formentlig for mange klø til at være med på torsdag, også fordi han næppe vinder de eksplosive etaper.

Meget af det samme kan siges om Lenny Martinez. Også han har bekræftet sit enorme potentiale, senest i Dauphiné og med sejren på Ventoux. Vi har til gengæld også lært, at han er ret svingende, og vi aner ikke, om vi får den bedste Martinez. Han har dog trænet hårdt frem mod Vueltaen og kommer med ambitioner til løbet, der dog ikke passer ham. Som Poole er han ikke skabt til disse eksplosive finaler, og derudover så vi senest i Dauphiné, at han får gedigne klø på denne flade enkeltstart.

Hele historien kan gentages om den tredje komet, Lennert Van Eetvelt. Også han har imponeret i år, blandt andet i Mercan’Tour Classic, hvor han var bedre end Martinez, og senest i Sibiu Tour, hvor kun en defekt forhindrede ham i at omsætte sejr på kongeetapen til samlet sejr. Han floppede i Schweiz, hvilket viser, at han ikke er helt stabil, men med kurs mod mulig Vuelta-debut skulle han gerne være klar. Han har vist masser af punch og passer vel egentlig bedre til de eksplosive finaler end Poole og Martinez. Til gengæld er hans enkeltstart ikke sport bedre, som vi så det i Schweiz.

Endelig er der Callum Scotson. Det er overraskende, hvordan den relativt tunge australier pludselig kan køre opad. I år er han endt som nr. 13 i Schweiz og nr. 15 i UAE Tour, hvilket er ganske imponerende. Til gengæld har han ikke vist noget til de tempoevner, han havde som U23-rytter - i hvert fald lige indtil Schweiz. Her blev han en imponerende nr. 15 på den sidste enkeltstart, og selvom denne rute passer ham ringere, kan man drømme om en hæderlig torsdag. Kongeetapen vil koste tid, men næppe voldsomt meget, hvis han klatrer, som han har gjort hidtil.

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet, og det har kun givet anledning til marginale justeringer i holdoversigten, mens Alexander Kamp er tilføjet danskeroversigten.

***** Joao Almeida

**** Brandon McNulty, Tobias Foss

*** Thymen Arensman, Geraint Thomas, Mattia Cattaneo, Kevin Vauquelin, Matteo Sobrero

** Lennard Kämna, Pavel Sivakov, Ilan Van Wilder, Laurens De Plus, Michal Kwiatkowski, Tim Wellens, Matej Mohoric, Damiano Caruso, Sergio Higuita, Eddie Dunbar, Antonio Tiberi, Rune Herregodts, Finn Fisher-Black, Max Poole, Lenny Martinez, Lennert Van Eetvelt, Callum Scotson

* Christian Scaroni, Koen Bouwman, Samuele Battistella, Rafal Majka, Andreas Kron, Ruben Guerreiro, Mark Padun, Oscar Onley, Sylvain Moniquet, Sam Oomen, Yannis Voisard, Patrick Bevin, Davide Formolo, Louis Vervaeke, Mark Donovan, Nicola Conci, Paul Double, Giovanni Aleotti, Lucas Hamilton, Ruben Fernandez, Carl Fredrik Hagen, Lorenzo Milesi, Stefan De Bod, Jan Hirt, Jonathan Lastra, Marcin Budzinski

SE CLASICA SAN SEBASTIAN UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Danskerne

Hos Lotto Andreas Kron har gode chancer for at jagte resultater på 2., 3. og 5. etape, men enkeltstarten gør det svært at køre et godt klassement. Hos Movistar skal Mathias Norsgaard støtte Ruben Guerreiro og Fernando Gaviria samt forsøge at lave et resultat på enkeltstarten, og hos Intermarché skal Julius Johansen køre lead-out for Gerben Thijssen samt måske prøve sig selv af på enkeltstarten. På DSM skal Tobias Lund Andresen køre lead-out for Casper van Uden, men forhåbentlig får han chancen på 5. etape, der kunne passe ham. På Tudor kan Alexander Kamp jagte et resultat på særligt 5. etape, men måske også 3. etape, mens 2. og 6. etape nok gør det umuligt at køre klassement. På samme hold skal Sebastian Changizi køre lead-out for succesfulde Arvid De Kleijn. Endelig kan Asbjørn Hellemose på Trek formentlig få frihed til at prøve sig selv af på 2. og 3. etape,

Læs også

Dansk talent i top-10 i Frankrig

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

INEOS Grenadiers: Det rystende stærke mandskab kan i princippet køre klassement med Arensman, Thomas, Sivakov, Kwiatkowski og De Plus.

AG2R Citroën Team: Holdet får det svært. Mest tempostærk er nok Dorian Godon og Larry Warbasse , men de kan ikke være med helt i front i de hårde finaler, og Mikael Cherel får tæsk på enkeltstarten.

Alpecin-Deceuninck: Holdets klatrer er Nicola Conci, der har skuffet hele året og slet ikke kan køre enkeltstart. Mest tempostærk er Oscar Riesebeek, men han er for tung til kongeetapen.

Astana Qazaqstan Team: Jeg er lidt spændt på Christian Scaroni, der kørte gode enkeltstarter i Giroen og passer ganske godt til disse eksplosive finaler. De er heller ikke alt for hårde for Samuele Battistella, men hans sidste gode enkeltstart er af gammel dato. Antonio Nibali, Gianmarco Garofoli og Vadim Pronskiy taber for meget på torsdag.

Bahrain-Victorious: Mohoric er den erklærede kaptajn, men også Caruso og Tiberi kan gøre det godt. Fran Miholjevic har haft et svært år.

BORA-hansgrohe: Det må handle om Kämna og Higuita. Giovanni Aleotti har stadig intet vist i lang tid.

Cofidis: Holdets klatrere er Ruben Fernandez, Jonathan Lastra og Harrison Wood, men de får klø på enkeltstarten.

EF Education-EasyPost: Mark Padun kørte sidste år ret stærkt på denne tid af året, men de eksplosive finaler passer ham ikke, og han taber tid på torsdag. Her vil Stefan De Bod stå bedre, men han har slet ikke klatret godt i år, og kongeetapen er for svær for Stefan Bissegger, selvom han vil have en god chance for at vinde enkeltstarten.

Groupama-FDJ: De møder med et tungt hold, hvor Martinez skal køre klassement, støttet af Lorenzo Germani.

Intermarché-Circus-Wanty: Holdet satser på spurterne, men har Herregodts til klassementet.

Jumbo-Visma: Foss ligner bedste bud, men er han i form, passer Koen Bouwman godt til de eksplosive finaler. Desværre har hans enkeltstarter skuffet på det sidste, og han er sjældent i form efter en pause. Sam Oomen er ikke længere god nok til at være med helt fremme.

Lidl-Trek: Holdet satser på spurterne. Mest klatrestærk er Antwan Tolhoek, der dog har været ude i en menneskealder med en skade og får klø på 6. etape, som også Asbjørn Hellemose gør det. Markus Hoelgaard viser stadig ingen tegn på genrejsning.

Movistar Team: I klassementet handler det om Ruben Guerreiro, der passer til de eksplosive finaler, men som vi så i Galicien, får han for mange tæsk på torsdag - og så ved vi ikke, hvor han står efter sit Tour-exit.

Soudal- Quick Step: Van Wilder er den erklærede kaptajn, men Cattaneo har formentlig en større chance for faktisk at vinde løbet. Løbet passer slet ikke Jan Hirt, der får det meget svært på 6. etape. Louis Vervaeke kan gøre det hæderlig, da han kan forsvare sig på enkeltstarten.

Lotto Dstny: Van Eetvelt er nok bedste bud, men de eksplosive finaler passer fremragende til Andreas Kron. Desværre vil han tabe for meget tid på enkeltstarten. I Schweiz fandt Sylvain Moniquet endelig sig selv igen, men også han taber for meget tid på torsdag.

Team Arkea Samsic: Det handler om Vauquelin. Han støttes af Michel Ries, der dog ikke kan være med helt fremme i bjergene og får klø på enkeltstarten.

Team dsm-firmenich: Poole ligner bedste bud. Den anden kaptajn er Oscar Onley, der passer til de eksplosive finaler, men han har skuffet i år og til tabe meget på enkeltstarten. På papiret er det et godt løb for Patrick Bevin, hvis skiftet til DSM betyder en tilbagevenden til tidligere tiders tempostyrke, men han har af en eller anden grund stort set ikke kørt løb i år. Lorenzo Milesi kan køre en fin enkeltstart, men ikke være med helt i front i bjergene.

Team Jayco AlUla: De erklærede kaptajner er Dunbar og Sobrero, men Scotson kan overraske. Tsgabu Grmay kan ikke være med helt i front på nøgleetaperne, og Lucas Hamilton er stadig en skygge af sig selv.

UAE Team Emirates: Det skræmmende stærke hold har gode kandidater i Almeida, McNulty, Wellens og Fisher-Black. De har også den lokale helt Rafal Majka, men han vil tabe for meget tid på enkeltstarten og kan være træt efter Touren. Davide Formolo har skuffet i år og mister for meget på enkeltstarten.

Human Powered Health: Holdet kører klassement med Paul Double, der endelig viste sine evner igen i Slovenien og siger, at han er bedre end nogensinde lige nu. Han kan dog ikke være med helt i font og taber tid på enkeltstarten. Sebastian Schönberger vil formentlig jagte bjergtrøje og ikke køre klassement.

Q36.5 Pro Cycling Team: Holdet vil køre klassement med Mark Donovan, der vandt i Rumænien, men er overmatchet i dette felt og taber tid på enkeltstarten. Det gør også Carl Fredrik Hagen, der ikke har vist noget i år.

Team Novo Nordisk: Holdet er helt uden chance, også de mest klatrestærke, David Lozano og Peter Kusztor.

Tudor Pro Cycling Team: Holdet har Yannis Voisard, der har vist sit potentiale i år, men har været en lille smule overmatchet på WorldTouren. Til gengæld har han kørt flotte enkeltstarter i år. Joel Suter er alt for tung til kongeetapen, der nok også bliver for svær for Alexander Kamp, som tillige vil tabe tid på enkeltstarten.

Polen: Holdets bedste bud er Marcin Budzinski, der har kørt stærkt i år, men er overmatchet på dette niveau. Piotr Brozyna og Maciej Paterski klatrer slet ikke så godt som tidligere.

SE CLASICA SAN SEBASTIAN UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE